Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..
Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.
’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.
Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.
Kort fortalt.
For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.
Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.
I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.
Malurt i bægeret
Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.
Her er et par stykker, jeg faldt over.
Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.
En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.
Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.
Ahhh, så fik min indre nørd luft …
Men bør jeg så læse den?
Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.
Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.
Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.
Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.
Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.
Boginfo
’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.
Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.
Vi lægger ud med Mikkel.
Mikkels bedste i 10erne Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.
Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.
Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”
Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?
I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.
Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.
Dog …
Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”
1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!
Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …
And the winner is…
I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.
Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.
Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.
Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.
Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.
Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’ At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk – men også fordi det ER et svært spørgsmål.
For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?
Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.
Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.
’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.
Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.
Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.
Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.
Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.
Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.
I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.
I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.
Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.
Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.
Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.
Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.
Man får aldrig for mange smukke bøger!
Og den holder, hvad den lover.
Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.
Episk fortælling
Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.
’Kirke’ har det hele.
Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.
For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.
La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)
Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.
Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.
Troldkvinden Kirke
Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.
’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.
Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.
’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.
Boginfo
’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019
SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.
Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.
Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.
Lad os kaste os ud i det …
Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …
Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.
Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.
Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.
Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.
’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.
For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.
Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.
Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.
Og hvilke fortællinger det er!
Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.
Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.
Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.
Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.
De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”
Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.
Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.
Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.
Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.
Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.
Glædelig jul!
Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019
Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.
I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.
Nåmen, til listen!
Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”
Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?
Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien
Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.
“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)
Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”
Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.
Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.
Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.
Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.
Glædelig jul!
Kattefugl
Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.
Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.
Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?
Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.
Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen
Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.
Flyvebogen: Rejsentilmonstrenesø
Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.
Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.
Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!
Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.
Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.
Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være
Strid 4ever. En streg som ingen andens.
Om hundredeår: Ensønderjyskfamiliekrønike
Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.
Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.
Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.
De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.
Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.
Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.
Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler
Boginfo
Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.
Lister, lister, lister
Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!
Denne snart forgangne novemberuge har stået i bøgernes og læsningens tegn. Først udgav Kulturministeriets Bogpanel deres årligt sællert Bogens og litteraturens vilkår 2019. Det er en omfangsrig rapport, der sætter fokus på udbuddet, produktionen og distributionen af bøger, voksnes læsevaner og bibliotekernes indkøb og udlån af bøger.
Årets store nyhed var, at produktionen og udlånet af netlydbøger boomer. En anden hovedpointe var, at udbuddet af dansk skønlitteratur aldrig har været større. Rapporten viste også, at de læsende danskere fortsat har en stor præference for de trykte bøger.
Dagen efter offentliggørelsen af rapporten åbnede BogForum 2019. Jeg stod selv i en imponerende lang kø fredag formiddag og kan bevidne, at folk var ellevilde for at komme ind i BellaCentrets (knap så hellige) haller og købe bøger, få dem signeret af forfatterne, høre forfatteroplæg og alt det andet gode, som BogForum byder på.
I halen på dette litterære ståhej følger nu et portræt af en gymnasieelev, der læser bøger. For vi har også brug for konkrete historier om mennesker. Det er rationalet bag dette portræt. God læselyst!
Julias læsning
Lisbet: Hvem er du? Julia: Jeg hedder Julia og er 16 år. Jeg går i 1.g på Gefion, hvor jeg har valgt en klassisksproglig studieretning med græsk og latin på A-niveau. I min fritid kan jeg lide at læse og tegne.
Lisbet: Hvad er dit første læseminde? Julia: Jeg tror, det er en bog, der hedder Gåsen der lagde et æg, som jeg læste, da jeg var 6-7 år. Jeg læste den rigtig mange gange og jeg tror stadig, vi har den et eller andet sted.
Lisbet: Hvad læser du lige nu? Julia: En grønskolling af Fjodor Dostojevskij. Den var lidt tung at komme i gang med, men jo længere man kommer ind i den, jo bedre, bliver den. Det er ikke den første bog af Dostojevskij, jeg har læst (jeg har både læst Idioten og Forbrydelse og straf), og jeg synes ikke, det er den bedste af dem. Men det er i hvert fald heller ikke den dårligste. Jeg kan rigtig godt lide Dostojevskij – både den måde han skriver på og den tid bøgerne foregår i.
Før den læste jeg Iron gold af Pierce Brown, som er den 4. bog i Red-Rising serien. Den er ikke lige så god som de tre første, men det er stadig en fantastisk serie, der virkelig kan anbefales.
Julia fordybet i læsning af Grønskollingen
Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning? Julia: Mange steder. Hvis jeg har læst en rigtig god bog af en forfatter, undersøger jeg som regel hvilke andre bøger, han/hun har skrevet og læser dem. F.eks. har jeg læst næsten alle bøger af Patrick Ness (han har blandt andet skrevet Chaos Walking og Monster) og alle Alice Osemans bøger (Solitaire, Radio Silence og I Was Born for This).
Andre gange går jeg ned på biblioteket og ser, om de anbefaler nogle bøger, der ser gode ud. Engang gik jeg også ind på bogblogs for at få inspiration. Men det gør jeg mest, når jeg overhovedet ikke har nogen ideer til, hvad jeg skal læse.
En helt speciel og fascinerende bogforside, som skiller sig ud fra mængden. Ness blev for øvrigt interviewet på BogForum 2019 i forbindelse med messens skolesceneprogram.
Lisbet: Hvilken bog har gjort et stort indtryk på dig? Julia: Her i september 2019 læste jeg E.M. Forsters bog Maurice (efter at have læst en artikel i the New Yorker om E.M. Forster), og dagen efter jeg var færdig, læste jeg den igen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Det er virkelig en god bog, og jeg elsker Forsters måde at skrive på. Jeg har tidligere læst Værelse med udsigt af ham, der også er rigtig god.
Her til sidst nogle andre anbefalinger:
Grisha-bøgerne af Leigh Bardugo
Dorian Greys billede af Oscar Wilde
Jeg henter solen ned af Jandy Nelson
Illuminae-serien af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten
Alt af Shaun Tan
Kalevala af Elias Lönnrot
Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle
En moderne klassiker
Flere læserportrætter
Dyk ned i flere portrætter her på bloggen. Skriv gerne til os, hvis du har forslag til nye portrætter. Det kunne være rart med nogle flere mænd på listen.
For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.
Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.
Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.
Børn og læsning – den kolde sandhed
I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.
Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.
Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.
Fem kloge menneskers syn på sagen
Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.
Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”
Der læses højt i det vestergaardske hjem
Men det er også vigtigt at læse efter barnets alder: ”Vi glæder os alle sammen til at læse Harry Potter og Tolkien med vores afkom, men børn får langt mere ud af fortællinger, der passer til deres udviklingsniveau. Så nyd at læse billedbøger og mindre kapitelbøger, mens I kan. Der er så mange gode, og det er ærgerligt at springe dem over, fordi man som forælder har for travlt med at komme i gang med de tykke bøger. I skal nok nå dertil.”
Julie Arndrup, børnebibliotekar og vært på podcasten ’Børnebogcast’, er også klar med et par gode råd. ”Lad dem vælge selv – men hjælp dem ved at sørge for at gøre et stor og godt udvalg tilgængeligt. Om det er derhjemme, på biblioteket, pædagogiske læringscenter (tidligere kendt som skolebiblioteket), whatever. Hav bunker liggende rundt omkring i huset. De skal altid kunne falde over noget interessant. Og lad dem vælge bredt. Også det man ikke selv synes er “rigtigt”. Klamme gysere eller underlødige prinsessebøger eller tegneserier eller fagbøger om anden verdenskrig. Alt gælder, når det er lysten, der skal vækkes.”
Jakob Paulsen, børnebogsblogger, far og Instagrammer, har følgende råd. “Brug biblioteket! At få børn til at elske bøger er et maratonløb, ikke et sprint. Læselysten kræver lige som andre interesser masser af næring. Her er bibliotekernes kæmpe udvalg og frie adgang til bøger guld værd. Lån nyt, lån gammelt, lån noget dit barn interesserer sig for. Husk også at afsætte tid til at læse sammen. Læsning skal prioriteres i hverdagen.”
Smuk og stilfuld præsentation af bøger på Gentofte Hovedbibliotek
Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”
Der er liv, leben og bevægelse til Lisbets bog- og babyworkshop
Læsning behøver heller ikke at foregå i total stilhed, fortæller Lisbet. ”Blide, dagligdagslyde fra ens familie kan godt understøtte læsningen, ligesom det kan højne læseoplevelsen at sidde i en duftende have og blive bagt af solen. Min pointe er, at kroppen skal være en medspiller og ikke en modspiller, når børn er i en læsesituation. Så vær lidt åben og lav nogle læseeksperimenter derhjemme. Et minuts læsning med hovedet nedad eller på en pilatesbold kan gøre hele forskellen.”
Ruben Greis, forfatter og pædagog, har gjort sig nogle tanker om, hvordan man aktiverer de unge læsere. ”Jeg tænker jo umiddelbart, at de skal have noget litteratur, der kommer hurtigt ud af startfeltet, og hvor der hele tiden sker noget. Det skal være belønnende at læse, også selv om de bare snupper et enkelt kapitel eller et par sider.”
Når det gælder selve det, at få børn og unge til at læse, så kan det være noget sværere.
Ruben fortsætter: ”Men hvordan man får dem “til truget” er straks sværere. Nogle af ungerne i Klubben er ret optaget af ’Tænkehatten’ på YouTube, og det er der jo kommet en lille stribe bøger ud af. Så mon ikke der er en mulighed for at fange dem på sådan vis? Umiddelbart virker YouTube som en oplagt vej til børnenes og de unge læseres hjerter. For mange af dem er det i hvert fald go to-stedet, så snart de kommer i Klubben om eftermiddagen. Spørgsmålet er så, hvordan vi derigennem leder dem til bøgerne? Højtlæsende YouTubere, som kun giver dem noget af historien, hvorefter de selv må opsøge bogen for at få resten med? Det lyder lidt pusher-agtigt, men hey, hvad der end virker …”
Interessant er det, at forlagene er ret opmærksomme på YouTubes evne til at tiltrække opmærksomhed om bøger. BogMarkedet rapporterede f.eks. tidligere på måneden, at ”People’s Press aktivt bruger YouTube i jagten på kommende ungdomsforfattere. Stjernerne her kender de unge allerede, og de vil gerne læse om dem.”
Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.
Det opsøgende bibliotek – Frederiksberg Bibliotek er ude og tromme unge, nye lånere sammen ved en SFO
Ganske som forældrene også har et ansvar for at give deres børn en læsegejst og fungere som læsende rollemodeller. Men det er vigtigt at tage højde for, at forældre har vidt forskellige forudsætninger for at følge deres børn ind i en læsekultur. Sidstnævnte er vigtig at have for øje.
Oplægget bygger på den pointe, at læselysten ikke kommer af sig selv. Den behøver ikke at være reserveret til fritiden, men kan også opstå i skolen. Hvis folkebibliotekerne går ind på den præmis i deres formidling, kan flere børn få øget læselysten.
Nye læsemedier og læseteknologier skal også bringes i spil, fremgår det også af oplægget, ligesom der skal være fokus på at skabe en læsefokuseret rød tråd gennem børns liv – fra babyer og børnehavebørn til skoleelever og studerende på en ungdomsuddannelse. Det kræver dygtige fagprofessionelle, der får mulighed for at arbejde sammen om en fælles sag: At flere børn læser mere og flere læser af lyst.
Boginfo
Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.
‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.
‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.
’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.
‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.
‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.
’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.
Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning
Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.
I midten af det hele er Det læsende menneske, som er udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.
Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske.
Interview med Lars Theil Münster
Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?
Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål
Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.
Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.
Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.
Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger
Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.
Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.
Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?
Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.
Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?
Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.
Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.
Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!
Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske
Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.
Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.
Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.
Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.
Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.
Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.
Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!
Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.
Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.
Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.
Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.
Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.
Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!
Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske
I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.
For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.
Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.
Alene af den grund elsker jeg den.
Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.
Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.
Bogen er opdelt i 3 dele:
Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.
Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.
Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.
Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.
Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.
Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.
Andre dobbeltanmeldelser
Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:
I min familie findes et fænomen, vi kalder ”far-film”. Far-film er film, min far elsker. En særlig type film, der har evnen til at plastre et saligt smil på hans ansigt. Film i denne genre tæller Pretty woman, Sweet home Alabama, Frankie and Johnny og Wimbledon. Når jeg er hjemme på besøg, hænder det stadig, at familien sætter sig sammen og ser en film, næsten altid i den kategori, da far har det tungt med sci-fi og fantasy, som min mor og resten af familien favoriserer. Mine forældre har på den måde fra en tidlig alder skolet mig godt i interessenthåndtering. Det er en næsten rituel dans at finde den rette film, som ikke er for voldsom for far, og som undgår mors himmelvendte øjne og kommentarer som ”den har vi set 1.000 gange! Det er det rene sødsuppe!”
Og man fristes måske til at tro, at det bare er sådan en lidt sjov gimmick, men det er det ikke. Vores familie er stadig traumatiseret efter jeg som teenager gav far en film i fødselsdagsgave. Jeg havde ikke selv set den, men en veninde forsikrede mig om, at den opfyldte alle fars kriterier (pige møder dreng, de kan ikke lide hinanden, de bliver alligevel forelskede, ting sker, de overkommer tingene der sker, de lever lykkeligt til deres dages ende.) Titlen var også helt rigtig: Tid til kærlighed, hed den. Vi spiste fødselsdagsmiddag og far ville gerne se den nye film. Og det gik også godt i lang tid. Robert Redford som korrespondent og gudesmukke Michelle Pfeiffer. Åh, hvor jeg dog stadig ønsker, at jeg havde stoppet filmen 2 min., inden den sluttede. Jeg glemmer aldrig den scene, hvor man ser Robert Redfords røde gummistøvler ligge i en krigszone. Jeg blev ved med at tænke ”Så rejs dig dog op, menneske. Far bliver ked af det!.” Men nej, Robert blev liggende. Stendød var han. Min far taler stadig om den fødselsdag.
Og nu i en alder af 39 år er det vel på tide at bekende, at jeg ikke kun har arvet min fars dybe fure mellem øjnene (tak for den, far!), men også hans hang til romantiske fortællinger. I disse forbandede netflix-tider er det jo umuligt at holde noget hemmeligt, ikke mindst for én selv. Når jeg åbner min profil, vælter det frem med forslag til det ene uhyrlige teenage-drama efter det andet.
Lille spejl på væggen der
Min koreanske besættelse
Og det er eskaleret lidt i den seneste tid, eller rettere det har taget en drejning, nu hvor min søster har præsenteret mig for en ny genre, der har fundet vejen til mit hjerte: K-drama. Lange, romantiske sydkoreanske mini-serier. Hvert afsnit varer ca. 1 time og 20 minutter, der er typisk ca. 15-20 afsnit i en miniserie, der alle afsluttes efter 1 sæson. Efter 1. sæson. Ingen uendelige plottwists og skrækkelige serie-ventesale (også kaldet virkeligheden), hvor dig og dine fellow-seriezombier hænger ud, mens I venter på sæson 2,3 eller 4. Gennemtænkte, afsluttede og fremfor alt rolige fortællinger. Og ud over at de lever op til ALLE fars kriterier, så tilføjer de genren et nyt element. De er velkendte, men fremmede. Jeg kender rammefortællingen til hudløshed, men jeg kan ikke altid afkode, hvorfor helten bliver fornærmet, eller hvorfor noget er ustyrligt morsomt. Et kompliceret kulturelt bagtæppe væver sig ind i fortællingerne. Det kommer til udtryk i alt fra sociale tabuer (det er fx åbenlyst svært at acceptere en enlig forælder, der forelsker sig i en, der ikke er i samme situation) til, hvordan man udviser respekt (hvem skænker vin til hvem og hvordan?)
Og maden. De spiser og drikker hele tiden. Hvad sker der for amerikanske serier? De får ALDRIG mad. Jeg ved faktisk godt, hvad der sker. Det er formatet – hvert minut koster dyre penge og maden er skåret væk, fordi alting i bund og grund handler om at få afviklet så meget plot som muligt for pengene. Det er en fejl. Vi har brug for at se på folk, der spiser langsomt og højlydt. De bliver også fulde. Ikke kun fordi, de er deprimerede eller usle. Også bare fordi det er sjovt. Jeg kan godt lide det. Men jeg bliver også meget sulten, og mængden af nudler i en kop, der forsvinder fra køkkenskabet sent om aftenen er steget markant i den seneste tid. Og måske også øl.
Sproget er sin helt egen fortælling, smukt både på skrift og i tale. Og selvom det er forbandede netflix-tider, er det også fantastiske duolingo-tider, og mulighederne synes endeløse for at fordybe sig.
Min koreanske notesbog
Men nu er dette jo en bogblog og ikke en tv-serieblog. Som den uperfekte læser, jeg er, plæderer jeg dog her for kærligheden i og til den gode fortælling. Til alt det den gode fortælling vækker i os, som ikke kun begrænser sig til selve fortællingen, men som pirrer nysgerrigheden og inspirerer til mere. Mere sening, læsning eller viden.
Klassisk kærlighed Nuvel, tilbage til romanen og det romantiske. ODS siger, at ordet romantisk betyder: ”noget som forekommer i eller minder om en roman; som er egenartet, storslaaet, stærkt afvigende fra det hverdagslige, og som derfor forekommer uvirkeligt, overspændt, fantastisk. ”
Og sjovt er det da også, at romanen for ikke mere end et par hundrede år siden blev anset for at være direkte farlig for unge kvinder. Frygten for, at de ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi behandles fx i Jane Austens Northanger Abbey, hvor hovedkarakteren Catherine læser vel rigeligt af periodens meget populære gotiske romaner. Som følge heraf lider hun af en veludviklet fantasi, der bringer hende en del ulykke – men til syvende og sidst – mest lykke. New York times har skrevet en interessant artikel om dengang romaner var farlige, som jeg hiver frem næsten gang nogen himler af min koreanske besættelse.
Men de kunne altså noget med romantikken i 1800-tallets England (!). Mine yndlingsromaner i genren er nærmest alle fra den periode, og her kommer et par klassiske anbefalinger til mine romantiske lidelsesfæller derude:
Maurice af E.M. Forster (alternativt A room with a view eller Howards end)
Villette af Charlotte brontë
North and South af Elizabeth Gaskell
Emma af Jane Austen (I denne genre er Austen uundgåelig, any novel will do the trick)
Men nu vil jeg tilbage til Netflix og mit næste koreanske eventyr. Jeg har høje forventninger. Om et medrivende, romantisk, nudelfyldt plot, der både er overspændt og fantastisk. Og så tror jeg, at tiden er moden til at vove pelsen og præsentere far for en ny genre – happy ending guaranteed.
#bogsnak 