Corona-krisen har for nogle arbejdspladser og medarbejdere budt på flere opgaver, videomøder og kunder. I disse tider er Nemlig.com, Netflix og online-hobbybutikker nogle af vinderne. For man skal jo ikke gå ned på toiletpapir, underholdningsserier og korsstingsudstyr, når man er buret inde derhjemme i lejligheden.
Modebranchen, kulturinstitutioner, cafeer og biografer er derimod sat skakmat. Mange ansatte er gået hjem med lønkompensation og må ikke arbejde, selv om det kribler i dem efter at yde et bidrag. Andre sidder til langt ud på natten og håndterer ordrer fra Italien eller renskriver lovforslag efter lovforslag.
Vi padler rundt i Coronaens vadested. Indtil videre på ubestemt tid. Måske er det nu, du skal sadle om og skifte retning i arbejdslivet? Enten af nød eller fordi omstændighederne faktisk hjælper dig på vej med en beslutning, som har simret i dit baghoved i længere tid. Apropos nød så har sangeren Peter Sommer udtalt: ”Nød lærer nøgen kvinde at streame.” Måske gælder det ikke kun for musikere.
Jeg tror ikke på karriereplanlægning, men på kringlede løbebaner med en god blanding af tilfældigheder og interessante omveje. Her kommer bøgerne ind i billedet. For mens du udskyder beslutningen om at søge et andet job eller starte din egen virksomhed (afgrundsdyb respekt hvis du vælger det sidste i disse tider. Jeg ville selv gå i fosterstilling af nervøsitet), så kan du med fordel søge inspiration hos andre.
Her kommer en stribe anbefalinger af titler, som jeg selv vender tilbage til – både når jeg selv overvejer næste skridt i mit arbejdsliv og når jeg vejleder andre. Du kan selvfølgelig trygt og smittefrit låne alle bøgerne på eReolen.
Kunsten at skifte spor
”Er dit arbejdsliv gået på automatpilot og går du rundt med en uforløst drøm om at skifte spor i karrieren?” Sådan står der på bagsiden af bogen Kunsten at skifte spor: Genopfind dit arbejdsliv. Bogen er fra 2017 og er udkommet på People’s Press. Forfatterduoen består af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy, der selv har skiftet spor både med og mod deres egen vilje.
Bogen lægger ud med en vidensdel. Her kan du læse om fremtidens arbejdsmarked, hvor fremtidsforskere og andre giver bud på, hvad der bliver vigtigt at satse på. Det kan være en blanding af specialisering, evnen til tværfagligt samarbejde og livslang læring. Det kan godt være, at vi kommer til at arbejde mere virtuelt, men menneskearbejde forsvinder ikke. Måske kommer det endda til at fylde mere og få en højere status? Den tanke kan man godt få i disse Corona-tider. Lærere, pædagoger og sundhedspersonale vil vi også have brug for i fremtiden.
Efter kigget i krystalkuglen præsenterer Schade og Bartholdy redskaber, du kan bruge, når du skal tage temperaturen på dit eget arbejdsliv, indkredse dine faglige styrker, træffe karrierevalg og bruge dit netværk. Smukt drysset ud over kapitlerne er interviews med interessante mennesker, der har skiftet spor.
Bogen rummer en god blanding af viden, redskaber, inspiration og stof til eftertanke. Forfatternes budskab er, at man ikke skal dyrke krisen og begrænsningerne, men slå ind på nye baner. Det kan godt ske inden for det job, du allerede har – små kursændringer kan gøre en stor forskel i det lange løb. Jeg kan godt lide den pragmatiske tilgang, og forfatternes personlige engagement i temaet tilfører bogen en god energi. Vel at mærke uden at det går over gevind og kommer til at handle om performance og selvudvikling.
Solo: Survival guide til kreative freelancere
Hvis du leger med tanken om at blive selvstændig, så er Palle Schmidts jordnære bog udgivet i 2017 på Dansk Psykologisk Forlag lige sagen for dig. Han er selv tegner og forfatter og har formået hen ad vejen at kunne bruge mere og mere tid på sine egne projekter – og ikke kun på at hive en månedsløn hjem.
Du behøver ikke at have hede keramikerdrømme for at få noget ud af SOLO-bogen. Måske er du projektleder, psykolog, kommunikationsmedarbejder, ergoterapeut, koordinator, sælger eller eventmaker i dit nuværende job. Måske er det en reel mulighed at tage dit fag, dine færdigheder og dit netværk med dig og konvertere din status som lønmodtager til selvstændig? Eller måske kan du hen over nogle år strategisk glide fra en faglighed over i en anden, mens du har din sikre månedsløn?
”Vi kan jo ikke alle sammen spille bongotromme” hedder et af kapitlerne. Næ. Men nogle kan godt. Og dem der er gode nok til at håndtere trommerne, dygtige til at skaffe kunder og kreative, når det gælder alternative, beslægtede indtægtskilder, kan vel godt. Palle Schmidt fortæller om sin egen erkendelsesproces – han har altid elsket at tegne, men det tog mange år, før han indså, at han godt kunne gøre det til sit primære arbejde. For det er nok bedre at vælge noget mere sikkert, ikke? Også selv om det er jævnt kedeligt og utilfredsstillende.
Tja. Det der med sikkerhed fremstår i et helt andet skær efter Corona-foråret 2020. Hvad er egentligt sikkert?
Tilbage til bogen: Noget af det mest befriende Palle Schmidt skriver om, er alt det, du ikke behøver at bekymre dig om. Brug ikke lang tid på at lave en lang, detaljeret forretningsplan. Brug ikke mange penge på at få lavet en flot hjemmeside. Brug krudtet på at få kunder – kom i gang med at få nogle erfaringer. Bliv ikke bange for SKAT. Tag det oppefra og ned.
Bogen fokuserer på det første år som selvstændig, og på hver eneste side er der brugbare, konkrete råd: Hvorfor er det godt med et gammeldags visitkort af pap? Hvordan er det muligt at kombinere freelancetilværelsen med familieliv? Palle Schmidt deler gavmildt ud af formuleringer og mail-skabeloner, der er lige til at copy-paste. Noget af det bedste er, at han trækker på en masse eksempler fra sit eget liv som freelancer. Jeg tror på Palle!
Sidste del af bogen er interviews med otte kreative freelancere. Fra Kim Fupz Aakeson og Marie Frank til Maren Uthaug og Nikolaj Peyk. De har forskellige indfaldsvinkler til det at være selvstændig, men det hele er dybt inspirerende.
SOLO er en af de få bøger, jeg har købt og trukket fra i mit årsregnskab, fordi den er relevant for min enkeltmandsvirksomhed som projektleder, oplægsholder og karrierevejleder. Jeg læser i den, når jeg en gang imellem tænker: ”Mon det her egentlig går på længere sigt?” og bliver altid konstruktivt beroliget og motiveret til at finde på nye ting.
Find bogen som lydbog på eReolen – det er Palle selv, der har indlæst den
Det meningsfulde arbejdsliv
Hvis man er i det reflekterende humør, kan man udfordre sig selv med spørgsmål som ”Hvorfor går vi egentlig på arbejde?” og ”Hvad er arbejde for en størrelse – før og nu?”
For nogle handler det kun om at få mad på bordet. Selve livet foregår i fritiden. For andre er arbejdet en kilde til status i samfundet. ”Jeg vil gerne gøre en forskel”, ”Jeg vil gerne hjælpe andre”, ”Jeg vil gerne udføre et godt stykke håndværk”, ”Jeg vil gerne blive bedre til mit arbejde – hele tiden” er andre, kendte rationaler for at gå på arbejde. Nogle gange siger vi, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men en god pensionsordning er nu ikke at foragte.
Meningsfuldt arbejde er i høj kurs blandt mange. Men hvad er meningsfuldt for den enkelte og for fællesskabet? Hvad kan man selv gøre for at få et meningsfuldt arbejdsliv?
Denne antologi med psykologiske, antropologiske, medicinske og filosofiske vinkler på temaet er god at dykke ned i, hvis du er på jagt efter de lidt større perspektiver.
Den allestedsnærværende Svend Brinkmann bidrager også til udgivelsen fra 2009 med artiklen Identiteten på arbejde: En kritik af koblingen mellem identitet og moderne arbejdsliv. Han spidsformulerer sin pointe om, at arbejdet er kommet til at spille en overdimensioneret rolle for vores identitet: ”Vi er på en vis måde blevet marxister, idet vi ser arbejdet som essentielt for livsmening og identitet” (s. 99.)
Man kan jo overveje: Hvad skal man som det første spørge sin borddame om, hvis det ikke er: ”Hvad laver du?” Et bud kunne være: “Hvem er du?”
Hvorfor er vi så flittige: Om reformationen og arbejdet
Hvad har 500-års jubilæet for reformationen i 2017 at gøre med dit arbejdsliv? Måske mere end du tror.
Denne faglige pixi-bog for voksne udgivet i jubilæumsåret undersøger, hvorfor vi danskere er så flittige, som vi er. Tit forklarer vi det med vores særlige protestantiske arbejdsmoral. Men det kan tænkes, at fagbevægelsen, kvindefrigørelsen og velfærdsstaten har haft større indflydelse end lige reformationen og protestantismen.
Forfatteren Lars K. Christensen, der er ph.d. og cand.mag. i historie og filosofi, peger på, at arbejdet for mange i dag er blevet forbundet med stress og ubehag. Det kalder på et alvorligt eftersyn af den herskende arbejdsmoral. Hvordan kan vi komme til at få det bedre med vores arbejde, og hvordan undslipper vi hamsterhjulslogikken, hvor 37 timer om ugen er det rigtige og alt det andet er atypisk?
Det er en lille bog, men perspektiverne er store. I oversigtsform giver den en introduktion til arbejdets historie fra reformationen til i dag, og den historiske gennemgang bliver derefter brugt til noget vigtigt: Et oplæg til debat om, hvordan vi kommer til at arbejde bedre og med større tilfredshed, frem for blot at arbejde mere.
Der er ingen enkle løsninger – men jeg kan ikke lade være med at tænke: Måske har Corona givet os en håndsrækning.
Mere inspiration til dit arbejdsliv
I dette blogindlæg fra 2018 anbefaler jeg bøger til dit arbejdsliv
Måske er du i gang med et kursus eller en efteruddannelse? Så er dette indlæg fra 2017 om fagbøger noget for dig.
Dobbeltkarrierer behøver ikke at dække over en 70 timers arbejdsuge. Måske er du deltidsmassør og bogholder på nedsat tid? Her er en tankevækkende artikel bragt i 2017 i Harvard Business Review, der forklarer, hvorfor du skal have mindst to karrierer.