Udød

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’  er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.



Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.

Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning