Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..
Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.
’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.
Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.
Kort fortalt.
For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.
Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.
I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.
Malurt i bægeret
Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.
Her er et par stykker, jeg faldt over.
Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.
En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.
Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.
Ahhh, så fik min indre nørd luft …
Men bør jeg så læse den?
Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.
Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.
Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.
Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.
Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.
Boginfo
’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.