For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746