Portræt af en disciplineret lystlæser

Det var ikke mange timer, jeg nåede at sidde på kontor med Simon Rosenstand, før jeg vidste det: Her er det næste portrætoffer. En mand fra Ribe, der påstår, at han ingen særlige talenter har, men masser af særlige interesser – det kan nu noget. Især når han samtidig siger, at han er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur. Mød Simon og find ud af, hvordan der kan være en tæt sammenhæng mellem læseglæde og selvdisciplin.

Lisbet: Hvem er du?
Simon: Jeg er 27 år, københavner på syvende år og relativt nyuddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg gik egentlig og troede, at jeg skulle være højtflyvende litteraturteoretiker, men i stedet er jeg snublet ind i tilværelsen som litteraturpraktiker, eller projektmedarbejder, hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Her bruger jeg broderparten af min tid på projekter, der har til sigte at få litteraturen ud at virke. Det kan virkelig også noget – ligesom litteraturen i øvrigt. Nå ja, så skriver jeg også selv digte og sådan, men det må du ikke sige til nogen.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Simon: Jeg kan sjusse mig frem til, at mit første læseminde må være min mor, der læste højt af Børnebiblen for mine brødre og mig. Min familie er absolut ikke frommere end gennemsnittet, men den bog er fuld af gakkede historier og flotte billeder, der kan sende enhver børnefantasi på himmelfart.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Simon: Min tidlige barndom var fuld af højtlæsning af alt fra HCA til HP (vistnok til og med femmeren). Og Snøvsen. Og Troldepus før det. Det må forresten være første gang, jeg har tænkt på Troldepus i over 15 år. Jeg har helt sikkert glemt en masse bøger fra dengang.

Da jeg blev lidt ældre og begyndte at læse på egen hånd, kastede jeg mig grådigt over faglitteraturen. Jeg læste atlas og leksika i rå mængder. Jeg rettede nok min til alderen hørende nysgerrighed ned i historiebøgerne snarere end ud blandt mine samtidige.

Først på gymnasiet vendte interessen for skønlitteraturen frygteligt tilbage. Her læste jeg alle de forfattere, som så mange andre småprætentiøse gymnasiaster har læst før mig: Dostojevskij (fordi han var svær), Orwell (fordi han var vild) og Sartre (fordi han var dyb). Jeg omtaler dem af og til som mine litterære børnesygdomme, men det er ikke fair – eller mindre prætentiøst. De har alle sammen deres kvaliteter, og de har formet mig som den læser, jeg er i dag.

Lisbet: Hvorfor valgte du Litteraturvidenskab?
Simon: Jeg havde ingen særlige talenter, men masser af særlige interesser. Jeg kunne lige så godt have læst filosofi eller kunsthistorie. Når jeg alligevel valgte litteraturvidenskab, skyldes det nok litteraturens spændvidde. I litteraturen kan jeg nærme mig såvel de store, filosofiske spørgsmål som kunstens stoflighed – foruden havearbejde, hvalfangst og alt mulig andet. Mit studievalg var altså nok et udslag af passioneret vægelsind.

Lisbet: Hvad var din vej ind i den sovjetiske litteratur, som du skrev speciale i?
Simon: Jeg blev grebet af den sovjetiske litteratur i begyndelsen af min kandidat, da jeg blev introduceret for den af en pissedygtig og i øvrigt meget, meget pæn underviser. Det fantastiske ved den sovjetiske litteratur er for mig at se dens insisteren på, at litteraturen ikke blot kan, men også skal noget! Den skal bygge, flytte, rykke, smadre. Det bundideologiske litteratursyn har både kastet noget af den mest gråmelerede, monstrøse og morsomme litteratur af sig.  Den sovjetiske litteratur bliver det selvsagt ikke skrevet mere af, men dens fascinationskraft er stadigvæk enorm, hvis man går fordomsfrit til den. 

Lisbet: Har du taget din tro på litteraturens kunnen med dig over i dit arbejdsliv?
Simon: Det har jeg helt sikkert, men ikke på den helt stor, ideologiske klinge. Mit i forvejen praksisorienterede litteratursyn er om muligt blevet endnu mere praksisorienteret. De projekter, jeg arbejder på, skal ikke diktere læserne nogen særlig adfærd eller noget. De skal bare ind og pirke til læselysten og engagementet. Det allervigtigste er at møde læserne dér, hvor de er. Den ideologiske overbygning må de så selv tømre sammen.  

Lisbet: Hvilken slags læser er du?
Simon: Jeg vil nok betegne mig selv som en disciplinær, grænsende til tvangsneurotisk lystlæser. Det er egentlig en uskik at bruge en uddateret psykologisk term på den måde, men prøv at følge mig engang.

Jeg læser kun i de perioder, hvor jeg har lyst. I disse perioder læser jeg til gengæld efter klokkeslæt: en time til halvanden hver ledig aften efter aftensmaden, altid i den samme position, altid med en kop te i hånden. Altid, altid, altid. Det er nok en gammel arbejdsskade fra studietidens lektielæsning, men er du gal, jeg får læst mange gode bøger. På den måde kommer jeg helt ned i gear og langt, langt væk. Sådan bliver jeg nok ved, så længe disciplinen hverken kvæler læselysten eller -glæden.

Lisbet: Hvilke bøger vil du anbefale?
Simon: Jeg er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur! Gladkovs Cement er en fantastisk fabriksroman, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt man kan arbejde sig ud af et kollektivt traume (svaret er tja); Platonovs Udgravning til fundament er en kulsort satire over sovjetmagtens magt og magtesløshed; Grossmans Liv og skæbne er en mursten om krigens rasen og ideologiernes fallit; og Jerofejevs Moskva-Petusjki er et lårklaskende langdigt om en på alle måder udsigtsløs togtur til provinsen med tårnhøj promille.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord?
Simon: Huset Buddenbrook. Jeg kan bedst lide nøje at forberede min læsning en måneds tid frem, men af og til indhenter jeg mig selv, og så må jeg hive en ulæst bog ned fra bogreolen for ikke at bryde min stime. Sådan endte 600 så vidt ret spændende siders Mann på mit natbord. Det giver mig lidt tid til at forberede mit næste læseprojekt.

Flere portrætter

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge


Portræt af en kræsen læser med bred smag

Når det gælder dedikerede formidlere, så udgør de danske folkebiblioteker et slaraffenland Jeg var så heldig at møde en af dem, nemlig Josephine Nobre Boisen Valentin, på Brønderslev Bibliotek i 2019, da jeg var på en mini-studietur. En vigtig sidegevinst ved besøget var, at jeg fik lov til at sidde bag rattet på bibliotekets bogbus. Vi kom dog aldrig ud at rulle, men det var nu en god fornemmelse. The feeling of power!

Her kan du møde Josephine, som inhalerer litteratur fra morgen til aften, og som formentlig har danmarksrekord i afhentning af den største stak biblioteksbøger.

Lisbet: Hvem er du?
Josephine: Det var et stort eksistentielt spørgsmål. Jeg er en kvinde, mor, læser, arbejder. Jeg er også dragende, kommanderende, højtråbende, diskuterende og fyldt med glimmer. Hvis man skal genkende mig i en flok, så gå efter den, der griner højest. Jeg er også korthåret, tyk og elsker at spille Playstation.

Altså, jeg er Josephine, jeg er 28 år gammel, gift, har et barn, bor til leje i et rækkehus i Aalborg, og så arbejder jeg som kulturformidler for børn og unge ved Brønderslev Bibliotek. Måske er jeg først og fremmest virkeligt glad.

Lisbet: Hvordan var din vej ind på Brønderslev Bibliotek?
Josephine: I 2014 fik jeg et jobtilbud som personlig assistent for Josefine Ottesen i forbindelse med hendes familielæseprojekt med udgivelsen af Helgi Daner. Hun samarbejdede med Brønderslev Bibliotek, og derigennem lærte jeg dem at kende. Især udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård, og det var gennem hende jeg fik nys om et praktikophold og blev tilknyttet projektet Ny Nordisk.

Brønderslev Bibliotek er faktisk årsagen til, at jeg, en syd-vestjyde, fandt ud af, at Nordjylland indeholder så meget godt og slet ikke er farligt. Efter et ophold i Canada og en graviditet var de også det bibliotek, jeg helst ville være hos. Jeg tror vitterligt, jeg kan sige, jeg har verdens bedste arbejdsplads.

Lisbet: Hvad er dit stærkeste læseminde fra din barndom?
Josephine: Må man svare hele min barndom? Jeg fik godnatlæsning, til jeg var 13. Det er kun den sidste Harry Potter-bog, jeg ikke læste højt sammen med min mor. Jeg husker at være den “store” hos min moster, og ikke rigtigt ville lege med de “små” mere, men stadig være med. Der var jeg bedstemoren, man kom hen og fik læst eventyr ved. Det var en samling af Grimms eventyr.

Jeg er blevet taget med på Esbjerg Hovedbibliotek af min morfar, og min mor uddannede sig til skolebibliotekar, mens jeg gik i skole. Jeg er blevet stopfodret, foræret, tilbudt og vist alle de bogtilbud, der var mulige. Jeg har været med på BogForum, siden jeg var 12. Det var som at træde ind i Narnia, når Forum åbnede dørene.

Jeg husker at køre på ferie. Vi kørte sydpå, gerne en 16 timers kørsel i ét hug om natten, og at sidde der med CD’er og kassettebånd, som alle fortalte deres historier, mens bilen åd kilometre, var og er helt magisk for mig.

Jeg håber lidt, der stadig går rygter om hende på bogbussen ved efterskolen i Vostrup, der havde reserveret og fik 98 bøger på én gang, så hun blev nødt til at ringe efter nogen af de andre elever til at komme og bære. Det var nemlig mig. Jeg har meget få minder, hvor der ikke lå bøger i tasken, bilen, i hånden. Bøger har altid været med og altid været en del af mig.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din ungdom?
Josephine: Det er svært at være konkret, når jeg altid har læst meget. Jeg har ikke haft en oplevelse af at læse én bestemt bog, der gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg startede, da jeg kunne vende sider, og er aldrig stoppet. Gennem min gymnasietid læste jeg 1-5 genstande om ugen. Jeg lånte lydbøger, som jeg lagde ind på min iPod, og jeg var på biblioteket mindst to gange om ugen. Især det selvbetjente bibliotek åbnede en helt ny verden for mig, dét og bibliotek.dk, hvor hele landets bøger stod til min rådighed. Jeg har skambrugt og elsket det. Men måske især var det her min passion for tegneserie startede, om end det ikke prægede mere end engelsk YA.

Lisbet: Hvordan er din læsesmag?
Josephine: Bred. Jeg læser virkeligt i mange retninger. Børnebøger, helt fra dem lavet i pap til de mere æstetiske med alvor på hjerte. Jeg læser YA og thrillers. Jeg læser oversatte japanske mesterværker og danske debutanter.

Jeg har også et dogme om, at jeg hvert år mindst skal læse en krimi, fordi det ikke er en genre, jeg er velbevandret i. Jeg læser sågar også en biografi i ny og næ. Absurd nok er jeg faktisk kræsen, og jeg er også typen, der ikke færdiggør en bog, hvis den ikke fanger. Der er for mange gode bøger, til jeg gider læse dem, som ikke falder i min smag.

Lisbet: Hvordan ser en typisk læseuge ud for dig?
Josephine: Jamen, jeg starter min læsning, når jeg sætter mig ind i bilen på vej til arbejde. Her hører jeg altid lydbog, hvilket også er tilfældet på vej hjem. 24 minutter til og fra løber hurtigt op, især når hastigheden er skruet op.

Så læser jeg pege- og billedbøger med min søn om eftermiddagen og kan nogen gange snige lidt sider i en fysisk bog ind, imens Gurli Gris får lov til at holde hans opmærksomhed. Eller jeg kan sidde i lænestolen og følge med i legen, mens jeg sluger ord. Så bliver han puttet, og der læser vi cirka tre bøger sammen, og derefter kommer han i sin seng. Jeg ligger på gulvet og læser i en e-bog, imens han falder i søvn. Jeg læser tegneserier eller billedbøger, når jeg børster tænder, og gerne en længere bog som det sidste i sengen.

Nogen dage læser jeg mere intenst end andre, men fælles er, at jeg får læst hver dag. Så ikke helt en uge, men en typisk dag for mig, der løber sammen til en uge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning på sociale medier?
Josephine: Årh, så mange mennesker. Både forfattere og anmeldere på Instagram inspirerer mig helt vildt. Jeg er sådan en, der helst vil vide meningen om bogen men ikke indholdet. Det betyder også, at jeg sjældent nærlæser en anmeldelse, før jeg selv har læst bogen, fordi jeg gerne selv vil opleve den. Det betyder også, at dem, som skriver mere om, hvad de selv mener, er bedre som anbefalere for mig, end dem som skriver mest om handlingen. Jeg elsker mit feed på Instagram, som flyder over med bøger.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Josephine: Der ligger altid en rodet stak af aviser, billedbøger og almindelige bøger. Jeg har totalt snydt på mit billede (se nedenunder) og lige samlet dem pænt, for normalt er det en bogbombe, der er eksploderet ud over bordet og gulvet. Det, der står, er dog netop det, som lå på bord og gulv ved min side af sengen. Samlingen er konstant flydende, lidt ud og ind, men der er altid en bunke. Faktisk har jeg lige investeret i en reel trækasse, som kan samle alle soveværelsets bøger, fordi de godt kan fylde lidt af og til.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Josephine: Lydbogen tror jeg faktisk. Jeg hører ikke særligt meget podcast, fordi jeg hellere vil lytte til en bog. Jeg tror, begge dele er givende. Det er bare altid bogen, der trækker. Og hvis jeg føler, jeg hverken har tid eller overskud til en bog, så er det altid tegneserierne, jeg vender mig imod. Jeg tror også, udfordringen med at prøve noget andet end det, jeg tyr mest til, er god. At læse en digtsamling, en thriller eller en essaysamling giver et nyt perspektiv og noget nyt at tænke over, hvilket gør min læsesult større.

Lisbet: Hvilken bog er magtpåliggende for dig lige nu at anbefale til læserne af Bogsnak-bloggen?
Josephine: Åh jeg har lige læst Katarsis af Luz, som er en tegneserie om massakren ved bladet Charlie Hebdo i Paris, og hvordan Luz er den af kollegerne, der overlever, fordi han kom en time for sent på arbejde. Jeg tudede helt vildt.

Blå tiger af Line-Marie Lång er en roman, som er helt magisk. Jeg hørte den oplæst af forfatteren selv, som har den blideste og rareste stemme. Omdrejningspunktet er en ung kvinde, der har haft en noget speciel opvækst i et kollektiv. Hun er anderledes end normen, og langsomt indføres vi i hendes liv og sind, mens begge dele langsomt opløses og erstattes og bliver fast og noget andet. Det er en vild roman på den mest stilfærdige underfundige måde. Jeg tror, Bogsnak-bloggens læsere ville nyde den.

Flere læserportrætter

Mød flere formidlere i disse portrætter:

Niels Offenberg: Portræt af en litteraturformidlende læser | #bogsnak

Helle Brandstrup Jensen: Portræt af en læser med lister | #bogsnak

Siri Rønne Christiansen: Portræt af en læser i det italienske hjørne | #bogsnak

Portræt af en læser i 2. klasse

Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?  

Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.   

Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv?
Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.

Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog?
Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.

Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse?
Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.

Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger?
Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.

Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie?
Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.

Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien?
Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.

Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.

En lang og god bog. Aske begyndte på den sidste sommer. Nu skal den gøres færdig

Lakserytteren har lavet en supergod bog med tegneøvelser. Den kan vi klart anbefale!

Masser af pranks og fart over feltet. Niki Topgaard kan også noget med bøger.

De dygtige børnebibliotekarer Julie Ottosen og Kathrine Bach Pachniuk fra Vanløse Bibliotek har anbefalet Mumleby-bøgerne. De skulle have en særlig “feel good” Bulderby-kvalitet. Vi har i vinteren 2021 hygget os med Alle vi børn i Bulderby, så jeg tror, at Aske godtager Mumleby-forsøget.

Flere portrætter af unge læsere
Dette er læserportræt nummer tre af Aske. Her er de to første:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år

Portræt af en læser i nulte

Læs også om Erica, Josephine og Julias læsevaner:

Portræt af en læser: Erica ni år

Portræt af en 14-årig læser: Josephine

Portræt af en gymnasieelev der læser


Portræt af en læser i Norge

Norge har fjelde og vild natur. Norske forfattere er i høj kurs hos mange danske læsere. Sidst, men ikke mindst, har Norge Troels Posselt. En dansker, der i en årrække har knoklet for læsesagen i regi af Foreningen !les! Mød Troels i denne måneds portræt af en læser, hvor der som noget nyt også er fokus på import og eksport.

Lisbet: Hvem er du?
Troels: Jeg er en ret almindelig dansk fyr, som efter studierne havnede i Oslo – denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den. Nu arbejder jeg i en norsk læselystorganisation som hedder Foreningen !les. Organisationen har siden 1997 haft som mål at fremme læselyst over hele Norge, og derfor placeres udråbstegnet også først – for at understrege betydningen af, at lysten driver værket.

Jeg har været med i organisationen siden 2014, og min vigtigste opgave er at lede en læselystpris for mellemtrinnet, hvor ca. 125.000 børn hvert år siger deres mening om den nyeste norske børnelitteratur før der kåres en vinder af Bokslukerprisen. Derudover laver jeg lærervejledninger, som lægger op til engagerende og lystbetonede møder med litteraturen for de ca. 350.000 børn og unge, som hvert år deltager i organisationens projekter. Og så læser jeg en del bøger – særligt børnebøger – og lytter til, hvad læserne synes om dem.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i foreningen !les?
Troels: Jeg arbejdede som norsklærer, da jeg første gang hørte om foreningens arbejde og kan huske, at jeg blev nysgerrig. Senere så jeg, at foreningen havde en ledig stilling og sendte en ansøgning, hvor jeg argumenterede for, at min baggrund som lærer, bordtennistræner og litteraturhistoriker fra Aarhus Universitet var lige præcis det, de havde behov for. Og så fik jeg jobbet!

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Troels: Jeg tror, det må være Totte og katten Kisser af Gunilla Wold. I bogen er der en illustration, hvor Kisser snor sig om et par ben, og jeg var overbevist om, at katten var ”gået i stykker”. Måske er det grunden til, at jeg husker bogen? Eller kan det være, fordi jeg blev mindet om denne reaktion flere gange, mens jeg voksede op?

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Troels: Som barn vekslede jeg mellem at dyrke sport og at læse, og jeg husker særligt, at en del historiske bøger gjorde indtryk på mig: Heksefeber af Leif Esper Andersen, Erik Menneskesøn og Dværgen fra Normandiet af Lars-Henrik Olsen og selvfølgelig serien med Gyldendals udødelige klassikere. Det var bøger, som åbnede til en anden verden. Men jeg læste også tegneserier, fagbøger om f.eks. fodbold og bordtennis og mængder med serie-litteratur af typen De tre detektiver, Enid Blytons bøger om De 5 og historierne om cowboy-helten Bill Brandon. Sidstnævnte kunne jeg næsten udenad…

I skolen husker jeg, at vores lærer læste Fuglekrigen af Bent Haller højt, og at hele klassen sad yderst på stolekanten og lyttede med ører og øjne på stilke. Det var en stor oplevelse at erfare en så stærk, kollektiv fascination for litteraturen blandt kammeraterne i klassen. Nogle år senere havde jeg så den modsatte oplevelse, da vi skulle læse Peters baby af Gun Jacobson. Jeg stønnede og bandede mig gennem et par kapitler, før jeg til sidst trak læreren til side og sagde: Hvorfor skal vi læse dette makværk, når der findes så mange gode bøger!?

Senere har jeg tænkt, at jeg måske ikke var helt moden nok til at læse realistiske og problemorienterede ungdomsbøger, men heldigvis vendte læselysten tilbage – i slutningen af folkeskolen og på gymnasiet – da jeg først opdagede Den fremmede og Faldet af Camus og derefter Dostojevski.

Lisbet: Hvilke aktuelle, norske børne- og ungdomslitterære titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Troels: Blandt bøgerne, der er udkommet i løbet af det sidste år, vil jeg anbefale:
– Ulf er uvel af Rebecca Wexelsen og Camilla Kuhn (ill.) – en sjov billedbog om en trist hund, som passer godt for de små.
– Ti kniver i hjertet af Nora Dåsnes – en troværdig tegneseriedagbog om forelskelse og kønsidentitet for børn i 8-12-årsalderen.
– Hør her’a af Gulraiz Sharif – en morsom og rørende ungdomsbog om søskendekærlighed, flerkultur og kønsidentitet.
– Høgspenning. Livsfare af Helene Dobloug Guåker – en velskrevet roman for ungdom og unge voksne, som handler om at være ung og forelsket på et kollegium, mens mor lægger sig i sengen med en depression.
– Ikke mindst vil jeg imidlertid anbefale Kathrine Nedrejords stærke børnebog Lappjævel! Bogen handler om Samuel, som begynder på internatskole og både mobbes og holdes udenfor – ene og alene fordi han er samisk. Det er den bedste norske børne- og ungdomsbog, jeg har læst det sidste år.

Lisbet: Hvis du skulle eksportere nogle norske læsetiltag til Danmark – hvad skulle det så være?
Troels: Først og fremmest ville jeg ønske, at de danske politikere kunne sørge for bedre rammevilkår for læsning blandt børn og unge i Danmark. Udfordringen med dalende læselyst er en samfundsudfordring og bør behandles derefter. Samtidig har læsning så mange fordele, at en satsning på læselyst – specielt blandt børn og unge – vil være en klog investering i fremtiden. Jeg synes med andre ord, at de danske myndigheder burde sige ja og amen til det udmærkede initiativ til en national satsning på læselyst, som blev taget for et par år siden, herunder at lægge tilrettelægge et bedre samarbejde mellem biblioteker, skoler og forældre. Et nationalt løft burde desuden – efter min mening – bygge videre på erfaringerne fra de mange gode og kreative projekter, som er gennemført i danske kommuner i løbet af de sidste par år. Hvis jeg alligevel skulle lade mig lokke til at gå ind på ideen med import-eksport, tror jeg, at et projekt som det norske Sommerles har potentiale til at blive et lille eksporteventyr. Det er et sommerferieprojekt, som bibliotekerne står bag, men hvor også både hjem og skole er involveret. Projektet har indslag af gamification, og børnene får præmier for indsatsen, men jeg synes samtidig, at projektet har et tydeligt fokus på indre motivation og læselyst. Det lader børnene vælge, hvad de vil læse, og det anerkender betydningen af, at børnene også læser bøger i det fysiske format.

Lisbet: Hvis du skulle importere nogle danske læsetiltag til Norge – hvad skulle det så være?
Troels: I Norge savner vi en grundig og opdateret undersøgelse af børn og unges læsevaner. Man kan finde lidt i diverse internationale undersøgelser som PISA og PIRLS og i mere generelle undersøgelser af medievaner. Der findes imidlertid ingen undersøgelse, som kan måle sig med undersøgelsen af danske børns læsevaner fra 2017. Jeg tror, at en lignende undersøgelse af norske børn ville kunne bidrage til en mere effektiv og målrettet indsats her i landet. Jeg synes også, der er kommet en del ny og meget interessant dansk forskning om litteraturundervisning de sidste par år, som jeg tror, burde få mere opmærksomhed i Norge. Desuden savner jeg norske varianter af hjemmesider som Litteratursiden og Læsesporet. Endelig har jeg indtryk af, at den danske nonprofit-organisation Læs for livet gør et stort og vigtigt arbejde for læseglæden blandt udsatte børn som jeg gerne ville kunne importere til Norge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Troels: Jeg er i den heldige situation, at jeg har læseglade kolleger, som inspirerer mig, når vi snakker om bøger. Også min familie kan inspirere mig til læsning. F.eks. da min datter og jeg i går – efter at have læst første kapitel i den første bog i serien om Bæstet og Bethany – smilede til hinanden, fordi vi indså, at vi har mange gode timer at glæde os til med den bog.

Ellers lader jeg mig i høj grad også inspirere af gode bøger, og jeg tror at tidligere læseoplevelser har den samme virkning på mig. Jeg har læst så mange gode bøger i løbet af mit liv, at jeg ved, at der er flere gode , som venter på mig, og jeg er ganske sikker på, at den erfaring bidrager til nysgerrighed og udholdenhed – og til at jeg tager nye bøger ned fra reolen og bladrer til næste side.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
På grund af hjemmekontor og hjemmeskole er det nok lidt tilfældigt, hvad der befinder sig hvor… Men i sengen læser jeg for tiden børnebogen Snitch af Arne Svingen og en dansk bog om litteraturundervisning: Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen. Og så har jeg lige lagt den norske oversættelse af Maren Uthaugs En lykkelig slutning ind på natbordet, efter at jeg nylig blev færdig med Hvem dræbte bambi? af Monika Fagerholm.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Troels: Jeg synes, jeg har lært mig en god balance mellem at give bøger en chance og at lægge dem væk, hvis de ikke er noget for mig. De fleste bøger læser jeg selvfølgelig færdig, men det hænder også, at jeg bare læser de første 50-100 sider. Så ved jeg ofte, hvad slags bog det er og kan skimme resten eller bare lægge den fra mig – med samvittigheden i behold.

Og så er jeg for øvrig også ved at blive bedre til at lægge telefoner og andre enheder fra mig, når jeg læser. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg koncentrerer mig bedre, når jeg kun har bogen foran mig. Med telefonen på et andet værelse bliver det færre afbrydelser – og hvis jeg er nødt til at tjekke, får jeg samtidig lidt motion. Og det er fint, når man ellers opholder sig på et hjemmekontor i en lille lejlighed i Oslo.

Læs mere om foreningen !les

Læs mere om Bokslugerprisen

Litteratursiden sætter i et indlæg fra marts 2021 fokus på nyere norsk litteratur til voksne

Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Portræt af en litteraturformidlende læser

Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels:
Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Niels Offenberg omgivet af små bogbjerge og med Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWN i hånden. Det er intet mindre end Niels’ bedste bogoplevelse i 2020.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels:
Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Niels er ved at læse denne fantastiske bog.
Asta O. Nordenhof står for økonomi-sektionen i
Albertslunds Biblioteks festival ‘Avisen Live’,
der løber af stablen i efteråret 2020.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels:
Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Mikrofest drives af forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også står bag litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels:
Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Husker du denne roman? Niels gør.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

Portræt af en nylæser

I serien Portræt af en læser er det nu blevet tid til at fokusere på en mand, der har givet sig selv en læseudfordring. Du kan roligt blive inspireret af Jan Gustav, der ikke har læst bøger i årevis. Men så traf han en beslutning om, at det skulle være løgn.

Lisbet: Hvem er du?
Jan Gustav: Det er verdens bedste spørgsmål 🙂 Jeg er 38, uddannet designteknolog og har en BA i kreativ kommunikation. Jeg arbejder freelance med grafisk design, samt indretning af kontorer, butikker, messestande og private hjem og er frivillig i en Røde Kors genbrugsbutik. Jeg er nysgerrig af natur og interesserer mig især for politik, samfund, religion, vores samtid, psykologi, filosofi og kønsdebatten.

For at opdatere mit eksamensbevis fra gymnasiet, læser jeg et intensivt tysk-kursus og håber at starte på en BA i religionsvidenskab på Københavns Universitet til efteråret. Og så elsker jeg loppemarkeder.

Jan Gustav portræt

Jan Gustav i hjemlige omgivelser. 

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jan Gustav: Foruden Jumbo Bøger, Anders And og X-Men tegneserier, må det være Ib Michaels Vanillepigen, jeg i gymnasiet var meget begejstret for. Jeg kunne næsten dufte østens krydderier, jeg var enormt optaget af familierelationerne og trods en opvækst på Langeland og ikke som hovedpersonen i Roskilde, har jeg uden al tvivl spejlet mig i udlængslen.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie?
Jan Gustav: Ikke meget. Jeg tror, jeg med 99,9% sikkerhed kan sige, der ikke findes en eneste bog i mine forældres hjem. Der blev læst lokalavisen – grundigt, ugeblade og tekst-TV. Som voksen har jeg talt med min mor om det at læse og det at lære at læse. Vi husker begge tilbage på, hvordan jeg sad på armlænet af lænestolen i stuen, mens hun hjalp mig med læse-lektierne, som det fineste minde.

Lisbet: Hvordan var dit forhold til det at læse i din skoletid?
Jan Gustav: Allerede dengang havde jeg et nysgerrigt væsen, og jeg elskede at læse om nye universer, anderledes liv (end mit eget) og fordybelsen. Men jeg læste ikke så godt, eller så hurtigt som andre, så jeg kom hurtigt i kassen: Du kan ikke læse. Så i de sidste år i folkeskolen og igennem gymnasietiden læste jeg kun det, jeg absolut nødvendigt skulle.

Lisbet: Hvorfor har du givet dig selv en læseudfordring?
Jan Gustav: Igennem mine teenageår, 20ere og 30ere læste jeg næsten ikke. Jeg havde jo lært, jeg ikke kunne. For en tre års tid siden havde jeg orlov fra mit daværende job. Jeg faldt over en avis og begyndte at læse og indså, at jeg jo godt kunne læse. Selvfølgelig.

Så jeg gav mig selv en udfordring: Læs 12 bøger på et år. Det var ret vildt, når jeg kom fra ikke at have læst i over 20 år. Jeg læste ikke 12, men 22 bøger det år. Året efter ville jeg forsøge at læse 24 bøger. Jeg læste 49. Så i år tænker jeg 52 bøger må være et passende mål.

Jeg føler, jeg har meget at indhente, meget jeg er gået glip af, og at der er så meget viden og mange universer, jeg gerne vil stifte bekendtskab med.

Bogstak Jan Gustav

Bunken af læste (ikke ulæste) bøger vokser og vokser hjemme hos Jan Gustav. 

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kan give dig i dit liv i dag?
Jan Gustav: Det giver mig ro at læse. Det fodrer min nysgerrighed og interesse i vores samtid og andres liv, tanker og fremmede universer. Det giver mig også selvværd i form af viden og egentlig også i form af bare det, at jeg kan læse.

Lisbet: Hvordan finder du inspiration til din læsning?
Jan Gustav: Jeg følger de fleste forlag og de boghandlere, jeg godt kan lide, på Instagram og danner mig her igennem et overblik. Anbefalinger fra nær og fjern og andre udgivelser af de forfattere jeg er i gang med at læse eller tidligere har læst. Og min boghandler, de er virkelig skarpe og gode til at hjælpe en i retning af, hvad der måske ville passe en, baseret på hvad man tidligere har læst og ens interesser.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jan Gustav: Jeg har et særligt hjørne i min lejlighed med en god, stor stol og udsigt til gaden. Der læser jeg meget. Når vejret er til det, læser jeg på min altan med stille jazz i baggrunden. I parker, på café, i metroen, toget og i bussen mellem København og Langeland, hvor tre timer er hel ideelt til fordybelsen, og i mine forældres baghave. Jeg kan læse alle steder.

JGS_Læsehjørne

Jan Gustavs læsehjørne. Eet ord: Aaahhhhhh. 

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Jan Gustav: Jeg har som regel gang i to bøger samtidigt. En skønlitterær og en mere faglitterær, jeg strækker over noget tid.

Jeg skal på Heartland festival senere på året og høre Jeffrey Eugenides, der i 2003 modtog Pulitzerprisen for ‘Middlesex’, jeg derfor netop er gået i gang med.

Og så læser jeg En introduktion til Hadith. Hadith anses i Islam for at indeholde sande fortællinger om profeten Muhammed, hans ord og gerninger, overleveret af hans tilhængere og nedskrevet omkring det 8. og 9. århundrede. Sammen med Koranen udgør Hadith grundlaget for den islamiske tro og praksis. Med mine forhåbentlige kommende studier i tankerne, er det naturligvis superinteressant.

Lisbet: Hvad skal du læse senere på året?
Jan Gustav: Jeg forsøger at blande godt og gammelt, klassisk og nyt. Som sagt føler jeg der er meget at indhente. Jeg glæder mig til ‘Kirke’ af Madeline Miller; historien om den græske gudeverden, et univers jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og med en stærk kvindelig hovedperson. (Lisbets bonustip: Læs Jans anmeldelse af ‘Kirke’ her på bloggen.)

Den voldsomt omtalte og i nogle lande bandlyste ‘De Sataniske Vers’ af Salman Rushdie fra 1998 om race, kultursammenstød og religion, har længe stået på min liste og faktisk også i min reol. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Og så er det gået op for mig, at jeg kun har læst et mindre uddrag af George Orwells ‘1984’ fra 1949, så den tænker jeg bestemt, det også er tid til at få læst det hele af – og skræmmende som den fortsat er aktuel den dag i dag.

Flere portrætter
Portræt af en læser-serien har tre års jubilæum i disse februardage. Find alle portrætterne her:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

 

 

Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

Portræt af en gymnasieelev der læser

Denne snart forgangne novemberuge har stået i bøgernes og læsningens tegn. Først udgav Kulturministeriets Bogpanel deres årligt sællert Bogens og litteraturens vilkår 2019. Det er en omfangsrig rapport, der sætter fokus på udbuddet, produktionen og distributionen af bøger, voksnes læsevaner og bibliotekernes indkøb og udlån af bøger.

Årets store nyhed var, at produktionen og udlånet af netlydbøger boomer. En anden hovedpointe var, at udbuddet af dansk skønlitteratur aldrig har været større. Rapporten viste også, at de læsende danskere fortsat har en stor præference for de trykte bøger.

Dagen efter offentliggørelsen af rapporten åbnede BogForum 2019. Jeg stod selv i en imponerende lang kø fredag formiddag og kan bevidne, at folk var ellevilde for at komme ind i BellaCentrets (knap så hellige) haller og købe bøger, få dem signeret af forfatterne, høre forfatteroplæg og alt det andet gode, som BogForum byder på.

I halen på dette litterære ståhej følger nu et portræt af en gymnasieelev, der læser bøger. For vi har også brug for konkrete historier om mennesker. Det er rationalet bag dette portræt. God læselyst!

Julias læsning

Lisbet: Hvem er du?
Julia: Jeg hedder Julia og er 16 år. Jeg går i 1.g på Gefion, hvor jeg har valgt en klassisksproglig studieretning med græsk og latin på A-niveau. I min fritid kan jeg lide at læse og tegne.

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Julia: Jeg tror, det er en bog, der hedder Gåsen der lagde et æg, som jeg læste, da jeg var 6-7 år. Jeg læste den rigtig mange gange og jeg tror stadig, vi har den et eller andet sted.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Julia: En grønskolling af Fjodor Dostojevskij. Den var lidt tung at komme i gang med, men jo længere man kommer ind i den, jo bedre, bliver den. Det er ikke den første bog af Dostojevskij, jeg har læst (jeg har både læst Idioten og Forbrydelse og straf), og jeg synes ikke, det er den bedste af dem. Men det er i hvert fald heller ikke den dårligste. Jeg kan rigtig godt lide Dostojevskij –  både den måde han skriver på og den tid bøgerne foregår i.

Før den læste jeg Iron gold af Pierce Brown, som er den 4. bog i Red-Rising serien. Den er ikke lige så god som de tre første, men det er stadig en fantastisk serie, der virkelig kan anbefales.

Julia læser

Julia fordybet i læsning af Grønskollingen

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning?
Julia: Mange steder.  Hvis jeg har læst en rigtig god bog af en forfatter, undersøger jeg som regel hvilke andre bøger, han/hun har skrevet og læser dem. F.eks. har jeg læst næsten alle bøger af Patrick Ness (han har blandt andet skrevet Chaos Walking og Monster) og alle Alice Osemans bøger (Solitaire, Radio Silence og I Was Born for This).

Andre gange går jeg ned på biblioteket og ser, om de anbefaler nogle bøger, der ser gode ud. Engang gik jeg også ind på bogblogs for at få inspiration. Men det gør jeg mest, når jeg overhovedet ikke har nogen ideer til, hvad jeg skal læse.

patrisk ness forside

En helt speciel og fascinerende bogforside, som skiller sig ud fra mængden. Ness blev for øvrigt interviewet på BogForum 2019 i forbindelse med messens skolesceneprogram.

Lisbet: Hvilken bog har gjort et stort indtryk på dig?
Julia: Her i september 2019 læste jeg E.M. Forsters bog Maurice (efter at have læst en artikel i the New Yorker om E.M. Forster), og dagen efter jeg var færdig, læste jeg den igen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Det er virkelig en god bog, og jeg elsker Forsters måde at skrive på. Jeg har tidligere læst Værelse med udsigt af ham, der også er rigtig god.

Her til sidst nogle andre anbefalinger:

Grisha-bøgerne af Leigh Bardugo

Dorian Greys billede af Oscar Wilde

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson

Illuminae-serien af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten

Alt af Shaun Tan

Kalevala af Elias Lönnrot

Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle

 

Julia Jeg henter solen ned

En moderne klassiker

 

Flere læserportrætter

Dyk ned i flere portrætter her på bloggen. Skriv gerne til os, hvis du har forslag til nye portrætter. Det kunne være rart med nogle flere mænd på listen.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)