Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Portræt af en læsekreds

Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Æstetikken spiller på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Altid. Her et foto fra 2018.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

En forside uden pjat.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Læg trykket på hhv. “et” og “sted”.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser