Forskning

Hvordan vi bruger vores tid

/ Lisbet V. / 2 kommentarer

I den anden Corona-lockdown i vinteren 2021 fik jeg en ny vane. Jeg stod op en halv time før resten af familien og læste faglitteratur akkompagneret af dagens første kop kaffe. Min læsning bestod blandt andet af bøgerne Work: A History of How We Spend Our Time af James Suzman, Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen og You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Student af Monika Janfelt. Der var et tydeligt tema i titlerne: Arbejdsliv og karriere.

I dette indlæg samler jeg op på de tanker, jeg gjorde mig under læsningen af de tre bøger. Det er mit håb, at du også kan bruge nogle af pointerne. Måske får du inspiration til at se på dit arbejdsliv fra nye vinkler, der ikke nødvendigvis er farvet af Corona-tidens erfaringer med Teams-møder i en blød buks og kollegaskab samt ledelse på distancen.

Scener fra et arbejdsliv
De første 14 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg i snit 37 timer om ugen. Det år, jeg var på barsel, oplevede jeg dog, at arbejdstiden var 24 ud af døgnets 24 timer.

I 2017 var jeg fuldtidsstuderende i et halvt år. Så gled jeg over i en tilværelse som selvstændig, og i 2021 er jeg kombinatør. Det dækker jeg over, at jeg både er lønmodtager og selvstændig.

I en stor del af min tid som 100 procent selvstændig arbejdede jeg i snit 25 effektive timer om ugen. Det var nok til at få min økonomi til at hænge sammen. Klokken 14 lukkede jeg ned for computeren og gennemvadede de lokale parker eller tog en eftermiddagslur. Det føltes som noget luksuriøst og næsten forkert.

“Rigtige mennesker er jo ikke færdige med arbejdsdagen endnu”. Den sætning kørte rundt i hovedet på mig. Min teori er, at det var en blanding af protestantisk etik og skrønen om, at min nu afdøde farmor var doven, der gjorde sig gældende. Eller den samfundsskabte forestilling om, at 37 timer er det rigtige. Det er normen, alting beregnes og vurderes ud fra. Spørg for eksempel dem, der er fanget inde i jobcenterets regel-cirkus.

De gyldne 15 timer om ugen
At leve for at arbejde eller arbejde for at leve? Er det arbejde at lave sin egen surdej og hækle kludetæpper under Corona-nedlukningerne? Er det arbejde at sidde med i bestyrelsen og indhente tilbud på murerarbejde, der skal udføres i andelsboligforeningens fugtige kælder?

Alle disse spørgsmål finder du en form for svar på i Work: A History of How We Spend Our Time. Den sydafrikanske socialantropolog James Suzman tager afsæt i sine observationer af det afrikanske jægersamler-folk Ju/’hoansi (indsæt selv kliklyd), som han har levet blandt. Disse mennesker har en opfattelse af, at omgivelserne altid er i stand til at levere det, som de har brug for. De samler ikke på ting. De opbygger ikke lagre. Hvis man er mæt, får man det ikke bedre af at spise mere. Så enkelt er det.

De deler alt, og status eller rang er for dem en by i Rusland. Hvis man har brug for noget, er det en selvfølge, at man kan tage det fra sin nabo. Nærmest uden at spørge. Sådan er den sociale kontrakt.

Medlemmer af Ju/’huansi arbejder i snit 15 timer om ugen. Det er det, der skal til, for at alle basale behov bliver opfyldt. Ingen lever på sultegrænsen, og de fleste dør mætte af dage i en høj alder. Alle får den næring, de har brug for. Resten af tiden bruger Ju/’huansi-folket på at være sammen, synge, lave kunsthåndværk, hvile sig og hvad man nu ellers kan finde på ude på den afrikanske savanne. De er ikke specielt optagede af hverken fortid eller fremtid. Pensionsopsparing – jamen hvorfor fokusere så meget på fremtiden, når livet er nu? Det er sat på spidsen, men essensen er god nok.

Det særligt interessante ved denne stamme er, at deres levevis kan spores svimlende 300.000 år tilbage og bidrager til at give os et nyt blik på tilværelsen som jægersamlere. Suzman nedbryder den udbredte forestilling om, at dette liv er udmarvende og rent evolutionært set på et lavere stadie et landbrugskulturen med dens forråd og rigdom af mad.

Måske er jægersamlerlivet derimod noget, vi skal blive inspirerede af i en tid, hvor der er kamp om arbejdet, blandt andet set i lyset af den øgede brug af robotter og kunstig intelligens?

Suzman går også i kødet på “the problem of scarcity”, altså ideen om at knaphed er det problem, som driver os til at arbejde og producere i et højere og højere tempo. I en stor del af verden mangler vi jo ikke noget. Tværtimod. Vi har alt, alt for mange ting, der tynger os. Alligevel er det knaphedstankegangen og nødvendighedens politik, der dominerer.

Da menneskets begyndte at dyrke landbrug, fik vi et andet forhold til tid. Som landmand er man bundet til arbejdet og årstiderne på godt og ondt. Man man planlægge og tænke fremad. Såsæd skal lægges til side. Den tankegang præger os stadig, selv om ganske få af os i dag beskæftiger os med landbrug.

Vildmarken kalder?
Suzman er ikke ude på at romantisere tilværelsen som jægersamler eller sende os alle ud på savannen eller i skoven for at bo i en træhule. Bogen er ikke et forsvar for Alene i vildmarken. Suzmans ærinde er nærmere at perspektivere, hvordan vi også kunne tænke arbejdet. Vi har brug for at bruge vores energi. Det er evident. Men skal vi arbejde så meget? Og hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at arbejde er så meget andet end en aktivitet forbundet med indtjening?

Jeg kan varmt anbefale Work: A History of How We Spend Our Time til dig, der har brug for at stoppe op og se dit eget arbejdsliv i det store, historiske perspektiv. Suzman bygger bogen op om de fire afgørende opfindelser, der har formet den måde, mennesket arbejder på: Ild, landbrug, byer og industri. På 400 sider aktualiserer han et væld af store tænkere og forskere og kobler deres teorier til almindelige menneskers hverdagsliv hen over flere tusind år.

Det er velgørende at føle, hvor mikroskopisk lille et led, vi er i den store fortælling om menneskets historie,

Og hvis jeg nogensinde skulle tænke, at ordentlige mennesker da ikke kan tillade sig at holde fri kl. 14 på en hverdag, så vil jeg sende en venlig tanke til Suzman og Ju/’hoansi-folket, inden jeg gør min børnevæv klar til endnu et farvestrålende vægtæppe.

Harvard Business Review har lavet en podcast med James Suzman, hvor han fortæller om, hvordan vores forhold til arbejde har udviklet sig. Episoden varer knap en halv time.

Vejledning handler om andet end valg
Et hurtigt spring fra præhistoriske jægersamlere til Diplomuddannelsen i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning (DUEK), som landets professionshøjskoler tilbyder til studevejledere, jobkonsulenter og deslige, der har mod på (eller er blevet tvunget til) efteruddannelse. Inger-Lise Lund Petersen er fagansvarlig for uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Jeg havde fornøjelsen af hendes undervisning i 2017. Nu har jeg med stor faglig interesse læst hendes nye bog Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv.

Lund Petersen har sammen med kolleger fra det franske universitet Conservatories National des Arts et Métier forsket i eksistentiel vejledning. Bogen bygger på denne forskning.

Gruppevejledning af mødre på barsel
En lille sidehistorie inden jeg dykker ned i bogen: I 2018 lavede jeg to gruppevejledningsforløb for mødre på barsel, der overvejede at skifte job. Kvinderne havde deres babyer med til fire gange to timers workshop, hvor vi sammen satte fokus på deres styrker, barriere, karrieredrømme og valgmønstre. Vi lavede øvelser i plenum, to og to og individuelt. Vi tegnede, fortalte og byggede vores arbejdsliv i Duplo-klodser. (Lego var ikke hensigtsmæssigt med otte måneder gamle babyer kravlende rundt på gulvet i det kulturhus, jeg havde fået lov til at låne).

Kvinderne havde vidt forskellige baggrunde. Nogle arbejdede inden for sundvæsenet. En var arkitekt. En anden lærer. Styrken ved denne sammensætning var, at de med deres forskellige fagligheder og erfaringer fra et bredt felt af arbejdssammenhænge kunne hjælpe hinanden med at se nye muligheder i en livsfase fyldt med store, eksistentielle overvejelser. De var i samme båd og livssituation, men på mange måder lignede de alligevel ikke hinanden. Det lå der en særlig styrke og ressource i.

Her kommer pointen: Jeg ville ønske, at Lund Petersens bog allerede var udkommet i 2017. Jeg var i gang med DUEK-uddannelsen og plukkede øvelser og workshop-tilgange fra forskellige moduler af undervisningen. Jeg prøvede mig frem. Nogle gange med bævende hjerte. Men Lund Petersens bog rummer det hele, når man skal lave gruppevejledning, der har fokus på meningsdannelse og refleksion over eksistentielle valg koblet til arbejdslivet og livet i det hele taget. Her er samfundsmæssige overvejelser, metoder og råd til, hvordan man kan etablere gode rammer for denne type vejledningspraksis. Bogen rummer desuden hele 19 konkrete øvelser, der er grydeklare og lige til at anvende.

Det bæredygtige arbejdsliv
Bogen argumenterer for, at vejledning handler om andet og mere end at få truffet de rigtige valg, hvad angår uddannelse og job. Der er mere på færde. Vejledning handler også om “at tilegne sig livsstrategier i forhold til at kunne overkomme de barrierer, der måtte komme på uddannelse, i løbet af arbejdslivet eller i pensionisttilværelsen.” (Side 12).

Lund Petersen peger på, at det er oplagt at tænke begrebet “bæredygtighed” ind i vejledningen. Hvordan kan vi sammen konstruere meningsfulde arbejdsliv, der spiller sammen med de globale dagsordener samlet i FNs verdensmål? Hvordan kan man blive en del af noget større? Og hvordan kan arbejdslivet blive bæredygtigt for den enkelte i en verden, hvor vi med stor sandsynlighed får brug for at kunne skifte spor mange gange i løbet af livet?

Jeg er optaget af bogen, fordi den formulerer et nyt syn på vejledning, hvor det transcendentelle også spiller en rolle. Fagligt reflekteret dialog med mennesker om deres her-og-nu-valg af uddannelse og job er selvfølgelig en vigtig del vejledning. Men den kan ikke stå alene.

En anden grund til min begejstring for bogen er dens fremhævelse af gruppevejledning som en særligt velegnet metode i en tid præget af individualisering og præstationspres, både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Tanken om, at store, personlige valg kan kvalificeres i et fællesskab, hvor man sammen kan hjælpe hinanden på vej med ideer, tanker, håb og opmuntring, kan jeg kun tilslutte mig som virkningsfuld. Det er kun en spinkel erfaring, jeg har fra mine to vejledningsforløb for mødre på barsel. Men der skete noget magisk. Min rolle blev mere og mere nedtonet, fordi deltagerne fik tillid til hinanden og blik for hinanden som sparringspartnere. Til tider lå jeg og kravlede rundt med babyerne, for kvinderne havde mere brug for at tale med hinanden to og to om et tema end at være i kontakt med mig. Lige der tænkte jeg: “Mission accomplished”.

En tredje grund til, at jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger er, at Lund Petersen bringer kunsten i spil i vejledningen. Film, litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være en genvej til, at vi danner nye forestillinger, om hvordan man lever og træffer valg. Kunsten tilbyder prøvehandlinger og giver os blik for, at tilværelsen kan forme sig på en mangfoldighed af måder. Vi kan få råstof til at tænke og udtrykke os anderledes: “Den kreative tilgang til vejledning skal give adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem, vi i vejledningsrummet kan nå på baggrund af det talte og skrevne ord i mere klassiske vejledningssamtaler.” (Side 86).

Måske er det værd at holde fast i Duplo-klodserne?

Jeg har i lang tid ledt efter noget, der kunne forbinde min baggrund i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Formidling med rollen som karrierevejleder. I bogen Eksistentiel vejledning har jeg fundet koblingspunktet.

En håndbog for Ph.d.-studerende
En af de bøger, jeg tit anbefaler til mennesker, jeg møder i min vejledning er Karriere: Kunsten at flytte sig skrevet af Monika Janfelt. Jeg har skrevet om bogen i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Nu har Janfelt skrevet You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students. En håndfuld af mine venner og bekendte har opnået Ph.d.-graden. Jeg har med ærefrygt fulgt deres proces. En bekendt beskriver den sådan: Først flirter man med sit stof. Det er en uforpligtende periode, men på et tidspunkt må man træffe valg og fravalg. Det leder til en form for forlovelse. Det hele bliver mere formelt. Efter brylluppet kommer graviditeten og den hårde fødsel. Til sidst står man med barnet i armene: Den færdige afhandling.

Ja, der er eksistentialistiske perspektiver i at gennemføre en Ph.d.-uddannelse. Det er ikke blot noget med at fordybe sig tre år i et stofområde og nørde igennem.

Janfelt leverer med sin bog en håndsrækning til alle typer af Ph.d.-studerende. Hun giver konkrete råd til, hvordan man kan strukturere processen og huske at reflektere undervejs. For på en måde er tre år lang tid. Men i praksis opleves det af mange som kort tid.

Bogen har tre hoveddele: Getting off to a good start, The Long Haul og The End of the Road – now what? Undervejs følger vi de fire, fiktive Ph.d.-studerende Maria, Martin, Catherine og Adam. Disse cases illustrerer bogens pointer, og jeg forestiller mig, at de for bogens primære målgruppe udgør vigtige identifikationsfigurer. Men også for mig er det spændende at følge personernes mere eller mindre turbulente rejse gennem Ph.d.-systemet og deres egne forskningsprojekter.

En af bogens hovedpointer er, at selv om man ikke kan planlægge alting og skal være klar til at gribe muligheder, der pludselig dukker op, er det allievel godt at bruge tid på at tænke over fremtiden i begyndelsen af et Ph.d.-forløb. Opstillingen af langsigtede pejlemærker for ens fremtidige arbejdsliv er nyttig, for eksempel når man skal opbygge et fagligt netværk eller forberede sig på en postdoc. Og hvad nu hvis man slet ikke har lyst til at være en del af forskningsverdenen, når Ph.d.-forsvaret er slut og de sidste champagnerester nedsvælget?

Bogen udfolder, hvordan det at tage en Ph.d.-grad ikke kun er en mulighed for længerevarende faglig fordybelse. Det er også en vej til karrierelæring i mere generel forstand. Karrierelæring dækker over processer, hvor den enkelte opnår viden og færdigheder til at kunne foretage reflekterede uddannelses- og karrierevalg. Karrierelæring handler også om at kunne mestre overgange i arbejdslivet, og for en Ph.d.-studerende, der “fødes” med en udløbsdato efter tre år, kan dette aspekt være smerteligt præsent.

Janfelt har skrevet en anvendelig og velskrevet håndbog til en specifik målgruppe. Men mit bud er, at den også med fordel kan læses af Ph.d.-studerendes venner og familiemedlemmer, der gerne vil være gode støtter. Som udenforstående kan det være svært at begribe, hvad der foregår inden for universitetets lukkede mure, og hvorfor Ph.d.-tiden for mange rummer drama, store følelser, frustration og forløsning. Med Janfelts bog i hånden bliver det hele nemmere at forstå.

Boginfo

Work. A History of How We Spend Our Time af James Suzman.
Udgivet på Bloomsbury Circus, 2020.

Eksistentiel karriervejledning. At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen.
Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students af Monika Janfelt.
Udgivet på Moveo Publishing, 2020.

Mere inspiration til dit arbejdsliv

Kringlede karrierer

Livet er ikke andet end en overgang

Sådan får du læst mere

/ Mikkel C. / 1 kommentar

Jeg synes ikke, jeg får læst nok.

Jeg får ikke læst tit nok, og når jeg læser, er mine sessioner kortere, fornemmer jeg. Det tager mig noget længere tid at gnave mig gennem en klods i dag end tidligere. Årsagerne står i kø.

  • COVID-19 har stjålet broderparten af min pendlertid, og jeg har ikke herhjemme kunnet genskabe den tidsboble, hvor jeg blandt andet fik læst en del.
  • Jeg synes ikke, jeg slapper helt af, når jeg læser, men føler på en underlig måde, jeg burde lave noget andet.
  • Mine skærme drager og ødelægger min koncentrationsevne.
  • Egentlig føler jeg bare, jeg er blevet dårligere til at lystlæse.

Det paradoksale er, når jeg er inde i en god gænge, elsker jeg det. Jeg føler altid, min tid har været perfekt brugt. Jeg husker alt, jeg har læst og fortæller glad folk om det. Omvendt når jeg falder ind i en skærm og bliver væk, går tiden som regel bare, og jeg er hverken blevet klogere, gladere eller berørt på anden vis. Som Lars Theil skriver i sin fine bog ”Det læsende menneske:” Hvornår har du hørt nogen sige, de synes, de læser for meget?

Jeg har derfor gjort to ting. Jeg genlæste medblogger Ries fine post om den uperfekte læser. Hun går som altid adfærdsdesignmæssigt til værks med yndefuld virtuositet. Der er i øvrigt mange marsvin med i den post fra 2018, og jeg så dem her i sommerferien. De har det fint!

Ries marsvin

Jeg tog også min bullet journal frem, lavede et par sider til læsetips og gik så på hugst hos booktuberne – altså folk, der har bogfokuserede YouTube-kanaler. Mange af dem har lavet videoer om, hvordan man kommer til at læse at mere. Jeg har set dem, noteret rådene, kategoriseret dem og præsenterer dem her under fire overskrifter:

  1. Lystaspektet
  2. Tid og sted
  3. Den sociale vinkel
  4. Blandingsmisbrug

Det blev lidt langt, så du kan hoppe til slutningen for at se alle 15 råd opsummeret.

Lystaspektet:

Vi kalder det lystlæsning. Læsning, du ikke er pisket til af dit job, din uddannelse eller din sekt. Følgelig skal du sørge for, det er rart og hyggeligt og … lystpræget, ikke?

Lad os gå direkte til det første og for nogle sataniske råd:

1. Hvis en bog er dårlig, så drop den! Jep, jeg sagde det. Drop en bog, du ikke synes er god. Jo, giv den lidt tid, men hvis den ikke fænger efter 100 sider – måske lidt mere for en serie – så drop den dog. Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. Ser du en hel Netflix-serie færdig, hvis de første par afsnit er dårlige? Spiser du mad, du ikke kan lide? Køber du mere tøj i en stil, der ikke klæder dig? Hvad er det for en skør idé, mange af os har med at skulle læse en bog færdig? Hvis du har købt den for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.

Fra samme selv-flagellantiske skuffe har vi:

2. Lad være med at læse bøger, du egentlig ikke har lyst til, men føler du bør. Klassikere er klassikere af en årsag, men det betyder ikke, du vil kunne lide dem. Opera har lært mig en del om dette problem, fordi det er en endnu mere potentielt snobbet hobby end litteratur. Eller kan være det. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hverken forstår moderne og/eller intellektuel, klassisk musik. Jeg elsker derimod Puccini og Verdi og Mozart. Richard Strauss’ ”Elektra” fx formodes at være et mesterværk. For mig lyder det som en baggårdskat, der bliver torteret med glødende strikkepinde. Og ved du hvad? Det er okay! Altså at foretrække populære komponister – ikke at tortere katte. Det må man ikke. Medblogger Jan er én af dem, der er talsmand for, at klassikerne hverken er tunge eller komplicerede, og han har givet ret. Efter Lars’ ”Det læsende menneske” kastede jeg mig bl.a. over Steen Steensen Blicher, og det var overraskende friskt, hvis man ellers kan sige det sådan, hvorimod jeg kom nøjagtigt én side ind i ”Kongens fald” sidste år, før jeg smed den fra mig. Prøv endelig klassikerne, men iagttag råd nummer 1 ovenfor.

Kongens fald | DET KGL. TEATER
Bogen er bare ikke mig, men jeg og min søde kæreste blev blæst bagover af Det Kgl.’s opsætning

Tredje råd hænger som forventet sammen med råd 1 og 2:

3. Læs, hvad du har lyst til. Jeg så en Goodreads-kommentar til “Hvor flodkrebsene synger” fra en amerikansk læser. Hun skrev, hun altid havde troet, hun skulle læse produktivitets- og selvforbedringsbøger som ”7 gode vaner” o.lign., men nu var hun faldet over denne roman, og først havde hun dårlig samvittighed, men nu havde hun fået sin læseglæde igen. Det er sgu’ da trist. Igen: Dette handler om lystlæsning. Er du glad for Fantasy eller Sci-Fi eller romance – måske endda steamy romance – så læs mere af dét, min ven. Meget mere! Fantasy med endnu mere fantasi, science fiction med endnu mere videnskab (eller fiktion) og romance med endnu flere gyngende, alabasterhvide barme og høje, mørke fremmede. Eller noget. Prøv meget gerne en anden genre. Deltag i læseudfordringer. Udvid din horisont. Men læs af lyst og ikke af pligt og stå stolt ved det.

De første tre råd minder mig om resultatet af den nok så omtalte læsevaneundersøgelse fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker i 2017: Børn lystlæser mindre, og mange af dem forbinder læsning med en teknisk, pligtdrevet aktivitet, man lærer i skolen, og man jo så ikke gider, når man ikke lige skal. Hvis du også lider af et mærkeligt, sort, protestantisk skyld & skam-baseret forhold til læsning med vage reminiscenser fra skoletiden, så befri din litteraturhungrende sjæl lige nu. Vær fri!

De næste råd i lystgenren er mere fokuseret på de allerede gode ting, men kommer fra samme overordnede skuffe:

4. Nyd din læsetid! Det synes jo nok at give sig selv, men det gør det overhovedet ikke. Når man læser – særligt fysiske bøger selvfølgelig – er man uforbundet med verden, men helt forbundet med den menneskelige tilstand og den kollektive, menneskelige livserfaring. Man kan næsten ikke bruge sin tid bedre. I disse mobiltelefoniske tider kan man nyde freden væk fælleshjernen, men nogle får en slags mini-paranoia. Det er det samme, der sker, når man begynder at meditere faktisk. Først oplever man et helt absurd tankemylder – hvorfor hedder det egentlig tranebær? Blå er en pæn farve. Gade vide, hvorfor Birte slog op med mig i 2.g.? Pindsvin er søde osv. – og en mærkelig følelse af forkerthed over bare at sidde. Men efter et par gange går det op for én, det er lige dér, man skal være, og man gør lige, hvad der var meningen. Læsning er et velfortjent åndehul og ikke så lidt meditativt, som man lader hele sin bevidsthed opsluge af en andens tanker. Og det er sundt, så hav god samvittighed.

Josephine – hende fra forsiden – bliver mere empatisk.

5. Hav det sjovt med læserelaterede aktiviteter. Læsning mangler lidt udstyr i forhold til så meget andet. Jeg er ved at lære italiensk – bare for at gøre det – og der er apps og diskussionsfora, og masser af notesbøger har man selvsagt brug for, rejser til Italien skal arrangeres, podcast downloades, quizzer tages og sammenlignes osv. Og det er intet i forhold til lystfiskeri, triatlon osv. Eller bagning. Bagning er fantastisk for udstyrsnørder. Der er masser af læserelaterede aktiviteter, hvis man leder lidt, og vi burde virkelig lave en selvstændig blogpost om det. De gode mennesker i Københavns Biblioteker udgiver nyhedsbrevet Litterær luksus, der tager den slags emner op. Der er blogs og Youtubere og instagrammere til inspiration, og notesbøger har man – igen – selvsagt altid brug for. Goodreads er en herlig app, hvor du kan oprette din bogsamling, følge med i dine venners læsning, få nye venner, få inspiration, lave lister over alt muligt osv. Den er dog ejet af Ondskabens Imperium; Amazon. Goodreads hjælper også med gamificering – altså små konkurrencer med dig selv. Et par gange har jeg taget mig en ordentlig læsesession, fordi jeg sakkede bagud med mit eget læsemål på 36 bøger om året. Beløn dig selv med en lækker bog, ekstravagant chokolade, god rødvin, eller hvad du nu er til, og stress ikke dig selv. Bare én bog om måneden, og du er langt foran mange mennesker.

6. Er du gået lidt i stå, så fortvivl ej. Du synes måske, det er svært at komme i gang igen, men det er din hjernes neuroplasticitet, der snakker her. Ja, det er et ord, jeg har lært, så jeg kan slynge det ud ved passende lejligheder og se viis ud. Det dækker over det fænomen, at hjernen ændrer sig langsomt til at blive bedre til det, man gør, og tilsvarende ringere til det, man ikke gør (længere). Hjerne er formelig og praktisk anlagt. Når du falder ud af læsevanen, bliver det langsomt sværere og sværere at komme i gang igen. Den gode nyhed er, at når du kommer i gang igen, bliver det nemmere og nemmere at fastholde vanen. Ligesom med motion og kostomlægning og andre større eller mindre livsstilsændringer er det vigtigt ikke at gøre noget totalt revolutionerende, der holder i 2,5 dag. Start ikke op igen med ”Krig og Fred.” Tag en kort bog, en krimi, en novellesamling og husk at nyde det, når du er tilbage i verdens bedste hobby!

Omgivelserne:

7. Find eller lav selv et lækkert læsested. Der er ikke noget bedre end et superfedt dedikeret læsehjørne. Når din hjerne først associerer stedet med afslappende læsning opstår en afstressende synergi. Der er også en anden skole, der anbefaler, at man har flere for at give følelsen af variation. Jeg hælder mest til det første. Jeg har et særligt sted ude i havemøblerne, der aldrig kommer ind i øvrigt. Første forårsdag er jeg der som et søm i typisk masser af lag tøj, men med en bog og en kop kaffe. Jeg minder mig selv om at tage en session hver dag på et eller andet tidspunkt, om det så bare er fem minutter, for pludselig er det efterår og vinter igen. Tempus fugit.

Mathilde og Store Vuffi har et fint læsested

8. Vi måtte jo til det. Drop telefonen. Jeg mener det. Drop den! Hvis du skal have den med, så sæt den på lydløs og gem den. Den kan også sættes til kun at lukke vigtige samtaler igennem. Telefonen forstyrrer ikke kun med lyde og brummen, den får dig til at tro, du laver noget uvigtigt og burde koble dig tilbage på fælleshjernen.

9. Drop også skærme i soveværelset. Tablets og telefoner og TV-skærme ødelægger din evne til at falde i søvn med sit hvide lys. Derimod er det ideelt med sengelampens lys på papir. Folk uden skærme i soveværelset har i øvrigt også mere sex. Det er godt for parforholdet, men forstyrrer læsning, så husk at prioritere rigtigt 😉 De kloge anbefaler at købe et gammeldags vækkeur, så man ikke falder i ”jamen jeg bruger min telefon til at vække mig!”-undskyldningen.

Omgivelser & timing:

10. Planlæg, hvornår du vil læse. Sæt tid af til det. Vi drukner alle sammen i ting, der haster eller føles presserende. Stephen Covey har meget at sige om netop dét i klassikeren ”7 gode vaner” i øvrigt. Pointen er, vi systematisk undervurderer og underprioriterer de aktiviteter, der er vigtige, men ikke som sådan haster eller har deadlines. Fra mit eget arbejdsliv ved jeg, at de farligste opgaver er dem uden rigtig deadline. De bliver aldrig prioriteret, før også de pludseligt haster helt vildt.

11. Nu vi er ved det, så gør læsning til en daglig vane. Vaner definerer os mere end noget andet. Aktiviteter, der ikke er vaner, er derimod altid til forhandling. Vi går langt for at fastholde det, der identificerer os. Tænk på motionsløb. Det kan være koldt og regne og generelt bare supertræls, men hvis du har for vane at løbe og identificerer dig som løber, er det jo bare en del af pakken. Det er med til at gøre dig til noget særligt, at du er ude i det møgvejr. Du er jo løber. Er du derimod ikke løber, men gør det lidt nødtvungent for at tabe dig e.lign., ser det sgu’ da ikke godt ud det regn dér. Hvem er skør nok til at gå ud i dét vejr?

Husk også neuroplasticiteten. Jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Her er faktisk en fin funktion for din telefon. Sæt en timer og lad intet forstyrre dig. Timeren skal nok sige til, når din session er overstået.

Det sociale aspekt:

12. Læsning er ikke den mest sociale hobby, der findes. Jeg husker grant en bibliotekslederkonference i Nyborg, hvor daværende kulturminister, Marianne Jelved, sagde, at hun frygtede, at folk ville ende med at sidde derhjemme bag en skærm og forbruge kultur mutters alene. Men det er jo netop det, man gør, når man læser. Ud over app-brugen nævnt ovenfor – Goodreads osv. – så er der rigelig lejlighed til at blive mere social med sin læsehobby. Jeg synes selv, det bare er hyggeligt at snakke med venner og kolleger om, hvad de læser lige nu. Et argument, jeg nogle gange hører mod læsning, er, at det er nemmere at snakke med, hvis man ser film og serier, for der er færre i vælten ad gangen. Der er nu engang kun den samme håndfuld premierefilm i biografen på samme tid. Jeg synes på ingen måde, det er et problem, at man ikke læser det samme. Jeg fortæller glad om outrerede læs, jeg har fundet på fx eReolen Global, og jeg hører også hjertens gerne om alle de mærkelige ting, folk får bladret sig igennem.

Her vil jeg lige indsparke, at det er særligt vigtigt med børn både at vise dem, man selv læser, og at snakke med dem om, hvad de læser. Børn kan godt gå i drone-modus og bare læse ordene, hvis de ikke er motiverede, og et godt middel mod det er ikke-skoleagtige forståelsesdiskussioner. Alene spørgsmål til hovedpersonens gøren og laden som fx ”Hvorfor tror du, Gurli-Bob gjorde sådan og sådan?” eller ”Hvad ville du have gjort?” virker enormt godt.

13. En supergod måde at blive mere at blive mere social i sin læsning er at melde sig ind i en læseklub. Så er du garanteret både nogle at diskutere med og at blive udfordret lidt i din læsning. Der er både fysiske og digitale, tematiske og genrebaserede. Se Københavns mange klubber her: https://bibliotek.kk.dk/section/laeseklubber. Du kan jo også starte din egen! Det er der også en vejledning til på forrige link. På nettet kan du finde readathons og readalongs allevegne, men de er typisk engelskspogede. Mange danske biblioteker arrangerer dog readathons typisk i ferier.

Læseklub for seniorer på Øbro Jagtvej Bibliotek

Blandingsmisbrug:

Som den gode Rie påpeger i sit indlæg, er der nogle banale tiltag, man kan sørge for – ikke mindst, at man altid har adgang til læsestof.

14. Læs flere bøger på flere platforme. Hav fx en fysisk bog på natbordet og en digital bog på tabletten i tasken. Mange har det svært med at være i gang med flere skønlitterære værker på én gang, men en skønlitterær og en faglitterær går vel nok. I al fald må man aldrig være i en situation, hvor der ikke er læsestof inden for umiddelbar rækkevidde, så hvis du kun læser fysisk eller kun digitalt, så giv den anden mulighed en chance. Aldrig har der været så mange streamingtjenester: eReolen (selvfølgelig), Saxo (også med fysiske bøger), Mofibo, det nye Chapter, Bookmate, også nye Bookbeat osv. Særligt for børnene er der eReolen GO! Og Maneno, der er rigtigt dygtige til at gamificere læsning. Du får en drage, når du starter, og når du læser hver dag, vokser din drage, og du kan pimpe den ud med udstyr, du gør dig fortjent til.

Blandingsmisbrug; særligt om lydbøger:

Alle, der kender mig, ved, jeg ofte giver udtryk for den holdning, at lydbøger er vingummi fra Satans slikbutik. Forskellen på de to medier fortjener sin egen blogpost, så her vil jeg indtage den for mig ledige position, at lydbøger er fantastiske! Mange af de booktubere, jeg opsummerer her, fortæller, hvordan skifte mellem lydbogen og bogbogen (ja, det kalder lydbogsfolk altså almindelige bøger) fik dem igennem længere, tungere værker. Så rådet skal lyde:

15. Hvis du er tekstlæser som mig, så overvej lydbøger som supplement. De kan både få dig over sløve perioder i et tungt værk eller i din egen læsevane. De kan få dig til at læse (ja, det kalder lydbogsfolk altså det at lytte til en lydbog) mere ved at give dig adgang til litteratur, når du ellers ikke kan læse tekst; fx under træning, cykelture eller havearbejde. Som de siger i eReolens co-producerede podcast-serie ”Læsefeber,” så skal man altså også træne sin evne til at lytte til litteratur, så giv ikke op, hvis det føles lidt spøjst i starten.

Opsummering

Så kom vi simpelthen igennem! De i alt 15 råd var:

  1. Drop bøger, du ikke kan lide
  2. Læs ikke bøger af pligt
  3. Læs, hvad du har lyst til, med stolthed
  4. Nyd din læsetid
  5. Nyd læserelaterede aktiviteter
  6. Start langsomt op, hvis du er faldet af læsehesten
  7. Find eller lav et lækkert læsested
  8. Drop mobilen. Drop den!
  9. Drop skærme i soveværelset
  10. Planlæg din læsetid
  11. Gør læsning til en daglig vane
  12. Snak med venner og kolleger (og dine børn) om læsning
  13. Find en læseklub eller flere
  14. Læs på flere platforme
  15. Start et blandingsmisbrug af tekst og lyd

Held og lykke! 🙂

“Filosofi for ledere” – men faktisk for os alle sammen. En anmeldelse.

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Tommy Kjær Lassen er tydeligvis en klog fyr; cand.theol. og siden ph.d. i ledelsesfilosofi -som jeg faktisk ikke vidste var en akademisk disciplin. Hvem bedre til at skrive en bog om ledelse og filosofi?

Lad mig lige starte med at sige, jeg har det svært med både ledelse, ledelsesundervisning og ledelseslitteratur. Der er virkeligt mange dårlige ledere – men gudskelov også et par virkeligt gode stykker. Mange ledere er ledere af alle de forkerte årsager og enormt selvoptagede. Det er dog ikke kun deres egen skyld. Jeg ved det, for jeg har været på lederuddannelse. Nåååå … så blev du lige imponeret! Nej? Okay.

Her lærte jeg – og læste meget om – at mit ledelsesrum langt hen ad vejen var inde i mig selv. Som autentisk leder skulle jeg bruge mig selv meget. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Mig, mig, mig … Og ledelseskonsulenter. De skal jo hyres. Typisk af ledere. Så mange konsulenter har alle menneskers yndlingsemne på menuen: Sig selv. Det er jo ikke så mærkeligt, vi ender med så mange skøre ledere. De bliver fanget i deres egen navle, de stakler. Ledelseslitteraturen er i min bedste vurdering på linje med det, vi i gamle dage kaldte triviallitteratur; Lægeromanen, Bill & Ben osv. Ledelsesparadigmer kommer og går ligesom andre modefænomener og med samme totale tilfældighed. Hvad er det så denne sæson? Autentisk ledelse? Livsfarlig ledelse? Ledelse på kanten? Karrygul? Flæser? Løs strik i pangfarver? Stenalderkost? 5:2? Lakrids? Skyr? Skum? Perler? Udekøkkener? Minimalisme? ’70’er-keramik? Så hellere en gang selvudgivet erotik. Det er i det mindste ærligt!

Du kan sikkert fornemme, jeg gik til dette værk med en vis skepsis. Som det nogle gange sker, blev mine fordomme ikke rigtigt bekræftet. Faktisk er jeg mildt begejstret.

Her er den så.

Lad mig citere:

”Der er nok at tage fat på. Filosofien er sat i verden for at vække det særligt menneskelige. Det særligt menneskelige gives ikke i injektionsform, og der gives ikke af systemsvar. Det er ikke gjort med rationelle systemer, målrettede handleplaner eller et sæt gode vaner. Det er heller ikke gjort med et kursus i ledelsesfilosofi eller en bog om filosofisk lederudvikling.

Det handler om at være menneske. Hver dag. Om at insistere på disse små, men særlige kvalitative øjeblikke af ånd, mening og menneskeligt nærvær midt i hverdagens professionelle beslutninger og operationelle prioriteringer.

Det handler om at bevare en undrende og tænkende nysgerrighed, en tørst efter noget mere, en kreativ fantasi og en legende tilgang til de nære oplevelser i livet.

Filosofisk paradoksledelse går ikke op. Men lige dér, i hverdagens brudte og ufærdige erfaringer findes det virkelige liv. Lige dér kan du genopdage, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Lige dér kan du kaste dig ud i dit liv og lederskab på en ny og mere undrende og nysgerrig måde.”

Sorry ☹ Det blev et langt citat, men det er bogstaveligt talt de sidste ord i bogen, og de er meget smukke. Det er også en meget fin opsummering af det essentielle i de foregående 266 sider.

Jeg kunne ikke finde mine farvede tabs, så jeg måtte ty til æselører.

Det paradoksale i at forene ledelse og filosofi gør forfatteren meget ud af at redegøre for helt fra starten. Forskellene er legio. Tænk bare på, hvor handlingsorienteret ledelse er. Det er tit her og nu og næste strategi og handleplan og personaleseminar. Filosofi er teoretisk, uhildet og tidsløs. Det skal så på ingen måde forhindre ledere – og vi andre kan jo se med over skulderen – at tage ansvaret på sig ordentligt og reflektere ordentligt over egen praksis.

Der følger kapitler om eksistensfilosofi, etikfilosofi, Hannah Arendts handlingsfilosofi, fænomenologi, kritisk filosofi og en sløjfe tilbage til paradokserne. Jeg er meget begejstret for de to kapitler om eksistensfilosofi. Tommy Kjær Lassen formår at forklare, hvad ellers ret svært forståelige Kierkegaard skriver, så det står ret klart og enormt vigtigt. Kapitlet om Hannah Arendts handlingsfilosofi står også lysende klart for mig og har givet mig meget at tænke over.

Og det er sådan set pointen. Man behøver hverken være leder eller have ledelsesambitioner for at nyde ”Filosofi for ledere.” Det er grundlæggende ’bare’ en virkelig god bog om praktiske applikationer af kontinental filosofi, som ellers måske kan virke afskrækkende og virkelighedsfjern.

Så: Køb “Filosofi for ledere” til din leder. Det vil være godt for ham elle hende. Men læs den selv først!

En blandet fagbogsbuket

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Forsider, bagsider og det indimellem

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

 

Faglitteratur med fråderen på

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.