Bright, baby, bright

Det er forunderligt. Jeg var barn i Jylland i 80’erne. Men jeg var også ung i New York i den samme periode. Og midaldrende, tæt på fallit og skilsmisse i selvsamme by i 2008. Alt sammen takket være Jay McInerneys romantrilogi med ægteparret Russell og Corrine Calloway som omdrejningspunkt.

Jeg har læst deres historie i løbet af ti år. Fra Brigthness Falls og The Good Life til Bright, Precious Days, der udkom i 2016. Den sidste bog læste jeg faktisk i løbet af den forgangne weekend, mens resten af familien var mere optaget af livet i badebassinet på denne måske sidste, rigtige sommerdag. What a ride, den sidste bog.

McInerneys bøger rummer masser af newyorker-referencer, som jeg ikke er i stand til at fange, men som fascinerer mig vildt. Fallerede forfattere, desperate forlagsfolk, frembrusende hedge fund-managers og affærer på kryds og tværs. Gamle værdier og nye penge. Obama in office og 9/11 altid i baghovedet.

Det bliver svært for mig, den dag jeg endelig kommer til NY som endnu en nysgerrig turist. Jeg vil opsøge adresser og stedet, der måske kunne give mig en anelse om, hvordan Russ og Corrine lever i dag, otte år efter. Forgæves. Byen ændrer sig hele tiden, og fiktive personer bor ikke på matrikler i virkeligheden. Det ender nok med, at jeg lægger vejen fordi Mansion McInerney og afleverer et gammeldags postkort fra en fan.

Læs The Guardians interview med Jay McInerney, august 2016

Anmeldelse: “Morgue – a Life in Death” af Vincent di Maio og Ron Franscell

288 sider. Selvbiografi. St. Martin’s Press. 17. maj 2016.

Da (hvide) George Zimmerman skød og dræbte den ubevæbnede (sorte) teenager Travyon Martin i Florida i 2012 blev det én af de mest betændte sager i nyere tids amerikanske retshistorie. Var Zimmermand en kynisk morder, eller var han faktisk blevet overfaldet af Martin, som han hævdede? Hvad med Vincent van Gogh; begik han virkelig selvmord? Er der ikke nogle mærkelige detaljer i den sag fra 1890? Hvorfor tog van Gogh hele sit malerudstyr med den dag bare for at skyde sig selv i maven, og hvorfor hævdede han, at han efter skuddet ikke kunne finde våbnet? For ikke at tale om Lee Harvey Oswald. Var det overhovedet Oswald, der blev begravet i sin tid? Der er immervæk meget, der taler for, at den Oswald, der vendte tilbage til USA efter egentlig at være immigreret til Sovjetunionen i 1959, slet ikke var Oswald, men en KBG-skarpskytte look-a-like.

Alle tre sager plus 2.000 andre er blevet løst med hjælp fra patolog Vincent di Maio, der i “Morgue” (“lighus” red.) både fortæller om sit liv på lidt mere klassisk biografisk manér, men først og fremmest skildrer en række spektakulære og kontroversielle og uhyggelige sager, han i sin lange karriere har været involveret i. Det mystiske er i virkeligheden måske, hvorfor man egentlig vælger at blive patolog? Det er lige så dyrt og hårdt som andre medicinske specialiteter, men til gengæld er lønnen noget lavere, og man redder ingen liv. Ingen grædende forældre griber om ens knæ og takker overstrømmende for at redde lille Bobs eller Shirleys liv og førlighed. Men der er jo stadig Sandheden. Den er som bekendt derude, som 80’er-serien “X-files” så rigtigt gjorde opmærksom på. Der er også skumle mordere og uskyldigt anklagede og forløsning for de efterladte, så noget er der da at kæmpe for.

Pga. de mange celebre sager er di Maio selv gået hen og blevet noget så sært som en kendt patolog, selvom han selvsagt er totalt ukendt i Danmark. “Morgue” er dog en sjælden lækkerbisken for krimi-interesserede og fans af genren true crimes. Man skal bare ikke høre til de sarte. Børn bliver myrdet i flæng, og deres lig skændes. Folk bliver sprængt til atomer. Efterforskninger fuckes godt og grundigt op. Uskyldige bliver dømt. Mordere får lov at hærge løs. Uden di Maio og kolleger var det hele dog gået meget værre, hvis det ellers er en trøst.

Her er en teaser: Selvom mange stadig ikke har accepteret dommen, så ligger nøglen til Travyon Martins død i en række detaljer, som ingen betragtede under ét, før di Maio kom til. Martin have en dåse frugtjuice i lommen. Hans skudsår blev vurderet til at være forårsaget fra mellem-afstand, hvilket vil sige ikke klos hold, men tæt på. Til gengæld var pistolens munding i direkte berøring med Martins hættetrøje. Værsågod: Hvem overfaldt hvem? 🙂

“Morgue – a Life in Death” på Goodreads

Elementært spændende og grusom. Et festmåltid for krimi-fans. 4 af 5 bogmærker herfra!


“Rød dronning” af Victoria Aveyard

Ovre hos Thejulesrules er der megen snak om dating-livet i øjeblikket, og da hun fører en ekvilibristisk pen, er det absolut værd at følge. Hvis man er til den slags altså  😉

Gudskelov får hun stadig tid til at læse og skrive om bøger. I dag har hun læst “Rød dronning” af Victoria Aveyard. En værdig arvtager til “Hunger Games”- og “Divergent”-serierne vurderer hun. Måske endda bedre! Læs og døm selv.

Syrede anmeldelser

Jeg kan huske, vi har haft problemer med Sommerbogen – folkebibliotekernes kampagne over for sommerferierende børn. Tanken er, de skal læse og anmelde tre bøger på børnesitet Biblo. De fleste gør det godt, men nogle børn skriver glad, hvordan bogen slutter, og hvad de synes om det. Man er vel grundig!?

Helt så syrede anmeldelser, som avisen The Sun fandt den anden dag, har vi dog aldrig haft 🙂

Anmeldelse: “Before the fall” af Noah Howley

400 sider. Thriller. Grand Central Publishing (USA). 31. maj 2016.

Et privatchartret fly styrter ned i Atlanterhavet under en kort tur fra Martha’s Vineyard til New York. To overlever. En ukendt kunstmaler, der slet ikke skulle have været ombord på dette luksusfly, og en mediemoguls søn på fire år. Maleren – vores hovedperson – har hukommelsestab, og drengen er heller ikke til nogen hjælp, så hvad skete der egentlig? Flere ombord kunne være terrormål, og kunstmaleren viser sig at have en skummel, kunstnerisk interesse for spektakulære dødsulykker. En national TV-station med en menneskelig muskelhund som vært beslutter sig hurtigt for, at hovedpersonen er skurken og sætter sig for at bevise det. Imens arbejder FBI og en havarikommission på at afdække årsagen til ulykken.

Fortællingen krydsklipper fermt mellem kunstmalerens forsøg på at håndtere al virakken og hans følelse af ansvar over for den overlevende dreng på den ene side og beskrivelsen af, hvem de ombordværende egentlig var, og hvorfor deres skæbner krydsede hinanden lige på denne skæbnesvangre afgang på den anden. Forfatteren styrer sine personer og sit plot sikkert mod det afsluttende klimaks og den overraskende konklusion.

Noah Howley er vel mestendels TV-manuskriptforfatter og har skrevet både til serien “Bones” og “Fargo.” “Before the fall” er hans fjerde roman. Den er stilsikker, og det store persongalleri behandles eminent, men jeg er i tvivl om, hvorvidt bogen fungerer helt som thriller, og jeg er splittet omkring slutningen. Tiden er dog på ingen måde spildt med “Before the fall,” som har mindeværdige scener og holder én fanget uden problemer.

“Before the fall” på Goodreads

Solid uden at være prangende. God lystlæsning. 3,5 af 5 bogmærker!

image