Godartet gravrøveri : De døde og deres bøger

Den 4. februar døde min svigerfar pludseligt. Vi havde lige fejret Almas 1-årsfødselsdag i familieboblen et par dage før, men i ét nu mistede Alma sin største fan uden at forstå det. Jeg har en idé om, at selvom hun ikke kan huske det, når hun bliver større, så sidder effekten af at blive elsket i hende ord- og billedløst. Nogle uger efter tog min søde kæreste og jeg et første blik på hans efterladte bogsamling. Min svigerfar var nemlig et bogmenneske, og min svigermor syntes, vi skulle tage alle de bøger, vi gerne ville have. En pænere måde at sige: ”Hjælp! Der er så mange!” tror jeg.

Der er noget forkert ved at rode i andre menneskers bøger. Jeg er typen, der styrer lige hen til folks reoler, når jeg er på besøg, men jeg gør det på en andægtig måde. Sådan da. Og de mennesker kan jo forsvare sig. Når folk er gået bort, føles det om et overgreb. Folks bogsamling er jo en manifestation af deres liv og personlighed. Hver bog har sin plads, sin fysiske udstrækning meget lig andre bøger, men nogle fylder mere end andre i ånden. Fx gik min svigerfar og min kæreste på kunstudstillinger sammen, og hvis udstillingen var god, købte de begge kataloget. De kunstkataloger er jo særlige på en ganske anden måde end den Alistair McLean-thriller, der blev indkøbt i en DSB-kiosk til en forglemmelig togtur, og som har fået lov at gemme sig siden.

Alma og hendes morfar: Et smukt venskab, der sluttede for tidligt. Læg mærke til, de sammenligner bøger!

For små fem år siden var jeg igennem det med min mor. Min far har i praksis været død i 18 år, og jeg har kun teoretisk familie tilbage. Jeg var derfor ikke helt klar på opringningen fra en ambulancelæge med beskeden om, hun var fundet livløs. En uge senere stod jeg i mit barndomshjem, hvor det allerede var tydeligt, at her boede ingen længere. Min mor havde bøger allevegne. Skønlitteratur, kogebøger, historiebøger. Da jeg var 10 år, havde de ikke opfundet Young Adult-genren, og i desperation kastede jeg mig over min mors Agatha Christie-samling og året efter en god gang amerikansk 70’er-kvindefrigørelse ved Erica Jong o.lign. fra samme reol. Det er min vurdering, at jeg var den danske tween-dreng, der i start-80’erne vidste mest om amerikanske kvinders seksuelle problemer – og mange forskellige løsninger herpå ikke mindst.

De sidste år af hendes liv købte hun ikke nye bøger. Sikkert, fordi hun ikke magtede kassationens ædle kunst. Værløse bibliotek stod for at holde hende beskæftiget, mens samlingen i lejligheden bare blev ældre og giftigere, eftersom hun røg 2-3 pakker om dagen og næsten altid var hjemme. Da jeg gik i gang med at fjerne bøgerne, viste de grovsennepsfarvede reoler sig jomfrueligt hvide, hvor de havde stået. Jeg smed alt ud bortset fra en ”Peer Gynt,” hun havde brugt i gymnasiet. Hun giftede sig med min biologiske far meget ung og blev til Bodil Christoffersen, men på titelsiden i den lille Peer Gynt har hun i teenage-usikker kuglepen skrevet sit pigenavn: ”Bodil Steinhørster.” Hun har også skrevet sirlige noter indeni, som gør, at den er endnu mere personlig. Jeg kan se hende for mig sidde bøjet over bogen og notere flittigt. Min indre bibliotekar har dog også lyst til at stange hende et erstatningskrav!

Min mors gymnasielæsning

Med min svigerfar var det noget andet. Jeg kendte ham i sagens natur ikke nær så godt som min mor, og hans bogsamling kendte jeg ikke fra min opvækst. Han havde lidt en aura af sfinks over sig – om end en venligtsindet sfinks. Det virkede som et mentalt overgreb bare at gå ombord i samlingen og lægge i ”ud”- og ”behold”-bunker. Lidt ligesom at pincetdissekere en personlighed, der ikke kan forsvare sig. En afmontering af sfinksen, der virkelig ikke tilkommer mig. Dur, dur, dur ikke …

Hans samling bredte sig over både stuen i huset i Mårslet og ind på hans kontor. Masser af kogebøger. Særligt italienske, men også fx ”Downtime” af Nadine Levy Redzepi, som er ny for mig, og tre af Anthony Bourdains bøger, som jeg glæder mig til. Der var en større filosofisk sektion med Kierkegaards samlede værker (droppet; jeg får dem aldrig læst) og et lækkert trebindsværk om europæisk idéhistorie (håber at få dem læst). Masser af kunstbøger, som min søde kæreste tager sig af. Jeg nappede dog en titel om fotografiets historie til mig selv plus det løse. Han var tydeligvis også inspireret af det historiske materiale, der ligger til grund for Dan Browns ”Da Vinci-koden,” Dødehavsrullerne m.v. Jeg æælsker den slags og er uendeligt fascineret. Jeg tiltænker ham gerne, han læste det for at blive klogere på, hvor godtroende folk er, men jeg under ham at se overbærende ned på mig fra sin sky på flere måder, mens jeg labber det i mig.

Tillad mig en kort, biblioteksfaglig afstikker her. Vi har i sektoren mange gange prøvet at tilskynde til og skabe rammer om litteraturformiling på sociale medier. Skubbe til det og få folk i gang. Bogsnak her er faktisk en reminiscens af én af de initiativer. Der er dog én stor udfordring: Folk synes, at hvad de læser, langt hen ad vejen er en privatsag. Det er simpelthen intimt på en anden måde end, hvad man ser af film eller hører af musik. Det er ikke engang sådan noget som ”Politikens store bog om at skifte køn, uden at nogen opdager det” eller ”Sådan røver du en bank med en elektrisk tandbørste.” Det er også ganske almindelig skønlitteratur, mange rutter lidt med. Læsning er simpelthen personligt, og personligt synes jeg, det er herligt! Det viser jo, hvor vigtigt det er. Det er også derfor, samlæsning er så potent.

Af samme grund er det også dejligt at have min svigerfars bøger stående. Han var som sagt et bogmenneske; ikke en læsehest, men en læsevæddeløbshest. Han havde glædet sig til efterlønnen. Så skulle han egentlig bare læse, lave noget god mad i sin trykkoger, se noget kunst og lege med sit barnebarn. Det otium kan gøres meget værre. Meget værre! Der er varmt og trøstende ved at sætte sig og læse i nogle af de bøger, vi ved, han havde læst. Skal vi kalde det asynkron samlæsning bare for at tage al glæde ud af det? Det skaber en forbindelse på en måde, ikke meget andet kan.

Når jeg kigger på min egen samling, synes jeg jo mestendels, det afslører de mange farver på mit renæssance-intellekts smukke palet (*host*), men jeg er lidt nervøs for, mine efterlade vil tage det som et bevis på svær personlighedsforstyrrelse. Måske skulle man lige kaste et ekstra blik på reolerne?

Portræt af en læser i Norge

Norge har fjelde og vild natur. Norske forfattere er i høj kurs hos mange danske læsere. Sidst, men ikke mindst, har Norge Troels Posselt. En dansker, der i en årrække har knoklet for læsesagen i regi af Foreningen !les! Mød Troels i denne måneds portræt af en læser, hvor der som noget nyt også er fokus på import og eksport.

Lisbet: Hvem er du?
Troels: Jeg er en ret almindelig dansk fyr, som efter studierne havnede i Oslo – denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den. Nu arbejder jeg i en norsk læselystorganisation som hedder Foreningen !les. Organisationen har siden 1997 haft som mål at fremme læselyst over hele Norge, og derfor placeres udråbstegnet også først – for at understrege betydningen af, at lysten driver værket.

Jeg har været med i organisationen siden 2014, og min vigtigste opgave er at lede en læselystpris for mellemtrinnet, hvor ca. 125.000 børn hvert år siger deres mening om den nyeste norske børnelitteratur før der kåres en vinder af Bokslukerprisen. Derudover laver jeg lærervejledninger, som lægger op til engagerende og lystbetonede møder med litteraturen for de ca. 350.000 børn og unge, som hvert år deltager i organisationens projekter. Og så læser jeg en del bøger – særligt børnebøger – og lytter til, hvad læserne synes om dem.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i foreningen !les?
Troels: Jeg arbejdede som norsklærer, da jeg første gang hørte om foreningens arbejde og kan huske, at jeg blev nysgerrig. Senere så jeg, at foreningen havde en ledig stilling og sendte en ansøgning, hvor jeg argumenterede for, at min baggrund som lærer, bordtennistræner og litteraturhistoriker fra Aarhus Universitet var lige præcis det, de havde behov for. Og så fik jeg jobbet!

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Troels: Jeg tror, det må være Totte og katten Kisser af Gunilla Wold. I bogen er der en illustration, hvor Kisser snor sig om et par ben, og jeg var overbevist om, at katten var ”gået i stykker”. Måske er det grunden til, at jeg husker bogen? Eller kan det være, fordi jeg blev mindet om denne reaktion flere gange, mens jeg voksede op?

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Troels: Som barn vekslede jeg mellem at dyrke sport og at læse, og jeg husker særligt, at en del historiske bøger gjorde indtryk på mig: Heksefeber af Leif Esper Andersen, Erik Menneskesøn og Dværgen fra Normandiet af Lars-Henrik Olsen og selvfølgelig serien med Gyldendals udødelige klassikere. Det var bøger, som åbnede til en anden verden. Men jeg læste også tegneserier, fagbøger om f.eks. fodbold og bordtennis og mængder med serie-litteratur af typen De tre detektiver, Enid Blytons bøger om De 5 og historierne om cowboy-helten Bill Brandon. Sidstnævnte kunne jeg næsten udenad…

I skolen husker jeg, at vores lærer læste Fuglekrigen af Bent Haller højt, og at hele klassen sad yderst på stolekanten og lyttede med ører og øjne på stilke. Det var en stor oplevelse at erfare en så stærk, kollektiv fascination for litteraturen blandt kammeraterne i klassen. Nogle år senere havde jeg så den modsatte oplevelse, da vi skulle læse Peters baby af Gun Jacobson. Jeg stønnede og bandede mig gennem et par kapitler, før jeg til sidst trak læreren til side og sagde: Hvorfor skal vi læse dette makværk, når der findes så mange gode bøger!?

Senere har jeg tænkt, at jeg måske ikke var helt moden nok til at læse realistiske og problemorienterede ungdomsbøger, men heldigvis vendte læselysten tilbage – i slutningen af folkeskolen og på gymnasiet – da jeg først opdagede Den fremmede og Faldet af Camus og derefter Dostojevski.

Lisbet: Hvilke aktuelle, norske børne- og ungdomslitterære titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Troels: Blandt bøgerne, der er udkommet i løbet af det sidste år, vil jeg anbefale:
– Ulf er uvel af Rebecca Wexelsen og Camilla Kuhn (ill.) – en sjov billedbog om en trist hund, som passer godt for de små.
– Ti kniver i hjertet af Nora Dåsnes – en troværdig tegneseriedagbog om forelskelse og kønsidentitet for børn i 8-12-årsalderen.
– Hør her’a af Gulraiz Sharif – en morsom og rørende ungdomsbog om søskendekærlighed, flerkultur og kønsidentitet.
– Høgspenning. Livsfare af Helene Dobloug Guåker – en velskrevet roman for ungdom og unge voksne, som handler om at være ung og forelsket på et kollegium, mens mor lægger sig i sengen med en depression.
– Ikke mindst vil jeg imidlertid anbefale Kathrine Nedrejords stærke børnebog Lappjævel! Bogen handler om Samuel, som begynder på internatskole og både mobbes og holdes udenfor – ene og alene fordi han er samisk. Det er den bedste norske børne- og ungdomsbog, jeg har læst det sidste år.

Lisbet: Hvis du skulle eksportere nogle norske læsetiltag til Danmark – hvad skulle det så være?
Troels: Først og fremmest ville jeg ønske, at de danske politikere kunne sørge for bedre rammevilkår for læsning blandt børn og unge i Danmark. Udfordringen med dalende læselyst er en samfundsudfordring og bør behandles derefter. Samtidig har læsning så mange fordele, at en satsning på læselyst – specielt blandt børn og unge – vil være en klog investering i fremtiden. Jeg synes med andre ord, at de danske myndigheder burde sige ja og amen til det udmærkede initiativ til en national satsning på læselyst, som blev taget for et par år siden, herunder at lægge tilrettelægge et bedre samarbejde mellem biblioteker, skoler og forældre. Et nationalt løft burde desuden – efter min mening – bygge videre på erfaringerne fra de mange gode og kreative projekter, som er gennemført i danske kommuner i løbet af de sidste par år. Hvis jeg alligevel skulle lade mig lokke til at gå ind på ideen med import-eksport, tror jeg, at et projekt som det norske Sommerles har potentiale til at blive et lille eksporteventyr. Det er et sommerferieprojekt, som bibliotekerne står bag, men hvor også både hjem og skole er involveret. Projektet har indslag af gamification, og børnene får præmier for indsatsen, men jeg synes samtidig, at projektet har et tydeligt fokus på indre motivation og læselyst. Det lader børnene vælge, hvad de vil læse, og det anerkender betydningen af, at børnene også læser bøger i det fysiske format.

Lisbet: Hvis du skulle importere nogle danske læsetiltag til Norge – hvad skulle det så være?
Troels: I Norge savner vi en grundig og opdateret undersøgelse af børn og unges læsevaner. Man kan finde lidt i diverse internationale undersøgelser som PISA og PIRLS og i mere generelle undersøgelser af medievaner. Der findes imidlertid ingen undersøgelse, som kan måle sig med undersøgelsen af danske børns læsevaner fra 2017. Jeg tror, at en lignende undersøgelse af norske børn ville kunne bidrage til en mere effektiv og målrettet indsats her i landet. Jeg synes også, der er kommet en del ny og meget interessant dansk forskning om litteraturundervisning de sidste par år, som jeg tror, burde få mere opmærksomhed i Norge. Desuden savner jeg norske varianter af hjemmesider som Litteratursiden og Læsesporet. Endelig har jeg indtryk af, at den danske nonprofit-organisation Læs for livet gør et stort og vigtigt arbejde for læseglæden blandt udsatte børn som jeg gerne ville kunne importere til Norge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Troels: Jeg er i den heldige situation, at jeg har læseglade kolleger, som inspirerer mig, når vi snakker om bøger. Også min familie kan inspirere mig til læsning. F.eks. da min datter og jeg i går – efter at have læst første kapitel i den første bog i serien om Bæstet og Bethany – smilede til hinanden, fordi vi indså, at vi har mange gode timer at glæde os til med den bog.

Ellers lader jeg mig i høj grad også inspirere af gode bøger, og jeg tror at tidligere læseoplevelser har den samme virkning på mig. Jeg har læst så mange gode bøger i løbet af mit liv, at jeg ved, at der er flere gode , som venter på mig, og jeg er ganske sikker på, at den erfaring bidrager til nysgerrighed og udholdenhed – og til at jeg tager nye bøger ned fra reolen og bladrer til næste side.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
På grund af hjemmekontor og hjemmeskole er det nok lidt tilfældigt, hvad der befinder sig hvor… Men i sengen læser jeg for tiden børnebogen Snitch af Arne Svingen og en dansk bog om litteraturundervisning: Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen. Og så har jeg lige lagt den norske oversættelse af Maren Uthaugs En lykkelig slutning ind på natbordet, efter at jeg nylig blev færdig med Hvem dræbte bambi? af Monika Fagerholm.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Troels: Jeg synes, jeg har lært mig en god balance mellem at give bøger en chance og at lægge dem væk, hvis de ikke er noget for mig. De fleste bøger læser jeg selvfølgelig færdig, men det hænder også, at jeg bare læser de første 50-100 sider. Så ved jeg ofte, hvad slags bog det er og kan skimme resten eller bare lægge den fra mig – med samvittigheden i behold.

Og så er jeg for øvrig også ved at blive bedre til at lægge telefoner og andre enheder fra mig, når jeg læser. Jeg har nemlig fundet ud af, at jeg koncentrerer mig bedre, når jeg kun har bogen foran mig. Med telefonen på et andet værelse bliver det færre afbrydelser – og hvis jeg er nødt til at tjekke, får jeg samtidig lidt motion. Og det er fint, når man ellers opholder sig på et hjemmekontor i en lille lejlighed i Oslo.

Læs mere om foreningen !les

Læs mere om Bokslugerprisen

Litteratursiden sætter i et indlæg fra marts 2021 fokus på nyere norsk litteratur til voksne

Grebet af teksten

Der er et mønster: Næsten hver måned køber jeg eller er så heldig at få en fagbog, der handler om litteratur og læsning. Det kan være en antologi om lydbøger, en forskningsbaseret udgivelse om læsningens materialitet eller en ph.d.-afhandling om literacy.

Lutter lækre sager!

Som det optimistiske menneske jeg er, regner jeg med at læse alle teksterne. Eller i det mindste uddrag af dem. Det sker bare ikke altid. Skønlitteraturen har en tendens til at drøne sejrssikkert ind på førstepladsen, når jeg vil sætte mig med en bog. Derudover er jeg kommet med i en bogsalon (andre kalder det en læsekreds), og det giver ingen mening af deltage i den, hvis jeg ikke har læst månedens roman eller novellesamling.

Men nogle af fagbøgerne har en særlig status. Det betyder: Jeg får dem læst.

I dette blogindlæg fortæller jeg om to af dem. Den ene er Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissels Tilbage til teksten. Den anden er Birthe Rønn Hornbechs erindringsbog En læser bliver til.

I mit hoved er der en klar forbindelse mellem de to udgivelser. De taler smukt sammen om betydningen af litteratur og hvorfor det personlige engagement i læsning er altafgørende. I en perfekt verden mødes Thomas, Stig og Birthe til BogForum 2021 og taler om, hvordan børn og unge kan få værdifulde relationer til litteratur. Den trio ville være en bomstærk kombination. Man kunne jo mikse med en passioneret dansklærer og Marianne Jelved, og BellaCentret vil eksplodere af læsebegejstring. Eventuelt mens Bertel Haarder går på hænder, og Per Stig Møller og Mattias Tesfaye signerer bøger.

Slut med drømmene. Tilbage til bøgerne.  

Tilbage til teksten
Min opmærksomhed på Tilbage til teksten kan føres tilbage til sommeren 2020. Her udgav Thomas Illum Hansen den lille bog Kunsten af læse, som jeg anmeldte her på bloggen.  Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe pointer om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet. Bogen har en opfordring til dansklærerne: Få oplevelsesdelen og de æstetiske, personlige erfaringer tilbage i læse- og litteraturundervisningen. Gør det muligt for eleverne at blive grebet af teksten og ikke kvalt i forventninger om facitagtige analyser og fortolkninger.

Kunsten at læse er en bog i egen ret, men jeg ser den også som en opvarmning til Tilbage til teksten, der er en litteraturdidaktisk grundbog skrevet specifikt til lærerstuderende og dansklærere. Jeg er ingen af delene – mere en biblioteksbaseret projektkonsulent. (Ja, undskyld. Det er fremmedgørende ord. Til gengæld dækker de over en stor del af mit arbejde). Men jeg interesseret mig så meget for børns læsning og læsekultur, at bogen har udgjort en spændende del af min vinterferielæsning.

Min vinkel på bogen er, at alt, der handler om børns læseoplevelser og det personlige engagement i læsning, er et oplagt koblingspunkt mellem skoler og folkebiblioteker. Her er der en fælles dagsorden, som kan angribes på mange forskellige måder. Som folkebibliotekar har man sjældent mulighed for at overvære danskundervisningen i 7.A en torsdag formiddag. Men ved at læse Tilbage til teksten kan man kigge ind i maskinrummet og få en idé om, hvordan lærere kan gå til værks, når ambitionen er at bedrive litteraturundervisning med afsæt i elevernes egne læseoplevelser.

Det store forsøg
Bogen bygger på det såkaldte KiDM-projekt, der løb af stablen i 2016-2019. KiDM står for kvalitet i dansk og matematik. Der blev udviklet et undervisningsforløb til 7. og 8. klasse, og 90 klasser med 2306 elever deltog i testen af den undersøgende tilgang til litteratur. Heraf fungerede halvdelen som kontrolgruppe.

Der er meget mere end synsninger og sansninger på færde: Det videnskabeligt funderede forsøg viste, at elever med den undersøgende tilgang udviklede sig et halvt år hurtigere i forhold til deres fortolkningskompetence end kontrolgruppen (s. 13).

Jeg skal ikke gå i dybden med denne del. Men hvis man skulle savne argumenter for, at læseoplevelser i litteraturundervisningen er vigtige i forhold til Fælles Mål, så finder man dem i bogens indledning.

Læs selv
I bogens første kapitel tager Illum Hansen og Gissel os ved hånden og tilrettelægger en langsom oplevelse af Ronnie Andersens novelle Plastichjerte. Pointen er, at lærere som det første selv skal opleve en tekst. De skal netop ikke starte med at have en analytisk eller didaktisk farvet tilgang til teksten. Først efter selv at have mødt teksten og erfaret, hvad det er for en verden, den tilbyder, er man klar til at anvende den undersøgende tilgang sammen med sine elever. Det minder mig om principperne i guidet fælleslæsning, hvor man også indtager teksten på en dvælende måde og i mindre bidder.

Læreren må selv være en læser: “Lærerens egen læseoplevelse er af afgørende betydning. Som lærer må man være i kontakt med sin egen æstetiske sans og nysgerrighed. Man må være i stand til at forholde sig åbent og undersøgende til en litterær tekst som grundlag for en dialogisk tilgang i undervisningen”. (s. 21).

Sådan gør du
Bogens næste seks kapitler kommer blandt andet ind på strategier i den undersøgende tilgang, tekstvalg og kvalificering af dialogen i klasserummet. Der er også et kapitel om elevernes undersøgelse af film, der også kan betragtes som en æstetisk tekst, som på en måde ligner litterære tekster, men også har sine egne træk.

Kapitel otte har en anden og mere akademisk karakter. Her kan det være nødvendigt at gå i læsekreds med sine medstuderende eller kolleger for at tilegne sig stoffet. Det handler nemlig om de mest udbredte metoder til at analysere litteratur, og der er turbo på teorierne: Fra biografisme, nykritik og formalisme til receptionsæstetik kritisk multikulturalisme, genrepædagogik, strukturalisme og fænomenologi. What a ride. Bogen abonnerer i høj grad på fænomenologi som tilgang (fænomenologi er optaget af den menneskelige erfaring og betydningsproduktion), og det er nyttigt at få den tænkning sat i perspektiv til andre på området.

Bogens sidste kapitel opsummerer otte principper eller pejlemærker, som lærere kan gøre brug af i den undersøgende litteraturundervisning. Det er god læserservice med sådan en Maggi-terning af bogens pointer. Jeg tillader mig at gengive dem her, ubeskedent tilsat min egen forståelse og ideer til handling:

1. Engagement og interesseudvikling:
Det er svært at lære noget, hvis man ikke er engageret eller interesseret i emnet. Arbejdet med at skabe engagement hos den enkelte elev er basen for det hele. Det er nummer 1.

2. Undersøgelsesorienterede forløb:
Luk ikke en masse døre undervejs i mødet med teksten. Vær fx ikke på forhånd forelsket i en psykoanalytisk tolkning. Bliv ved med at være åben over for elevernes egne undersøgelser.

3. Dialogisk fællesskab:
Når vi lytter til hinanden, får vi flere vinkler på teksten. Sammen udvider vi tekstens verden. Det er ren læsekreds.

4. Styret åbenhed:
Litterære tekster har tomme pladser, hvor vi selv kan fylde betydning ind. Men de har også styrende træk. Find balancen mellem det åbne og det styrende.

5. Faglig rammesætning:
Giv eleverne et sprog til at undersøge litteratur. Giv dem fagbegreber og strategier til deres egne undersøgelser. Man skal have udstyr med, når man skal ud på en ekspedition.

6. Varieret progression:
Man kan godt skifte gear i undervisningen. Det er faktisk en fordel. Vær dynamisk og skift mellem dybdegående analyser, perspektivering og det mere konkrete arbejde med teksten.

7. Multimodal produktion:
Book trailers, Bookstagrams, Book Bentos – der er mange muligheder for, at eleverne selv kan formidle deres oplevelse og forståelse af teksten. Vær kreativ (PS. Og overvej som lærer at invitere dit lokale folkebibliotek til at bidrage til denne del.)

8. Mestring af fortolkning:
Fortæl om dine egne analyser. Hvordan er du nået frem til dem? Hvordan har du udfyldt de tomme pladser i teksten? Målet er ikke at komme med en facitliste eller den bedste tolkning. Det er ikke en konkurrence. Det handler om at vise, hvordan man kan mestre fortolkningens kunst. Her tænker jeg med glæde tilbage på min engelsklærer Ragnhild.

En læser bliver til
Fra en forskningsbaseret lærebog til en samling personlige erindringer.

Birthe Rønn Hornbech er en lidenskabelig læsehest, der voksede op i et præstehjem med Dorés billedbibel, klaver og højt til loftet. Hun er årgang 1943 og et koryfæ for partiet Venstre. Netop her i vinteren 2021, hvor der bliver snakket meget om jysk bagland, gummistøvler og drømmekage, er det værd at bemærke, at Rønn Hornbech er født og opvokset på Østerbro i København.

Hun kan højskolesangbogen og salmebogen ind og ud. Til hver en tid kan hun sætte sig ved klaveret i et forsamlingshus og akkompagnere til fællessangen efter kaffen og det bløde brød – for nu at blive i bagningens verden. Hun inkarnerer en stor del af min barndoms kulturelle ballast, hvor de ældste i familien ikke behøvede at tage sangbøgerne frem. For de kunne teksterne udenad. Det var Aakjær, Grundtvig og årets gang.

Denne lange indledning for at vise, hvorfor jeg grundlæggende er interesseret i Rønn Hornbechs læsererindringer: Hun argumenterer for og har levet sit liv med en stærk tro på, at kultur kan danne og forbinde os. Litteratur kan hjælpe os med at forstå tilværelsens sammenhænge, vores eget og andre menneskers liv.

Politik kan desværre have en tendens til at skille os. Det siger jeg for egen regning. Men kultur kan bygge broer. For eksempel mellem land og by. Det tegner til, at vi godt kunne bruge mere af den slags i vores lillebitte land, hvor der alligevel kan være så store afstande mellem mennesker.

Birthes favoritter
I En læser bliver til bevæger vi os fra Rønn Hornbechs allerførste møde med bøgernes bog, Bibelen til hendes interesse for Kaj Munk, H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, Tove Ditlevsen og H.C. Branner. Værker af disse forfattere har grebet hende og sat deres spor.

Skolepigen Birthe trivedes ikke med lektielæsningens modulære karakter med 20 minutters læsning hist og her. Nej, når først hun var optaget af en forfatter, så læste hun alt, som han eller hun havde skrevet. Med en glubende appetit og trang til fordybelse.

En af de læsende rollemodeller i hendes barndom var en tante, der læste højt af H.C. Andersens eventyr, når forældrene var til møder i sognet. De fortællinger satte gang i billeddannelsen hos den lille Birthe.

En sød tante eller bedstefar, der læser eventyret højt – det kan de fleste relatere til. I den anden ende af spektret er gymnasieeleven Rønn Hornbechs samtaler med Johannes Sløk. Idéhistorie skulle indføres som et fag i gymnasiet, og Sløk stod bag undervisningsmaterialet. Han ville gerne diskutere det med repræsentanter for målgruppe, og Rønn Hornbech blev udvalgt. Hun var overrasket og benovet. Hun havde jo ikke høje karakterer. Til det sagde en af hendes lærer: “Nej, du læser ikke lektier, men du læser så meget andet. Det er sådan nogle som dig, vi har brug for.” (side 163).

Måske er det også sådan nogle, vi har brug for i dag?

Birthes bad i bøger
Mange gange undervejs i læsningen af bogen har jeg tænkt, at de grundlæggende faktorer for læseinteresse og læseglæde er de samme i dag: Rollemodeller (fx i skikkelse af en lærer, der praktiserer metoderne i Tilbage til teksten eller bibliotekar Julie Ottosen fra Vanløse Bibliotek, som Nationalt Videnscenter for Læsning har interviewet), adgang til litteratur og læsekultur i familien. Rønn Hornbech voksede op i et hjem, hvor der var bøger overalt, også på trappeafsatserne. Stabler af bøge over det hele på matriklen. Hun havde nem adgang til bøger, og hun fik lov af sine forældre til at bruge meget tid på læsning. Det har ikke nødvendigvis været en selvfølgelig i alle familier i 1940- og 50erne.

Med Rønn Hornbehchs opvækst og læseglæde i baghovedet, er det ikke noget tilfælde, at “tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed” har været et mantra i de senere års fokus på, hvordan vi får flere børn og unge til at læse mere af lyst.

Til kamp mod åndløsheden
I forbindelse med bogens udgivelse var Rønn Hornbech ikke karrig med kritikken af moderne politikere, der konstant tjekker sociale medier og aldrig læser en bog. De kommer til at mangle perspektiv og forståelse af de store sammenhænge i menneske- og samfundslivet, er hendes synspunkt. Jeg er knap så bekymret for politikerstanden. Men lige nu ville der alligevel være noget betryggende ved at vide, at Mette Frederiksen tog en dosis Pesten af Camus hver aften inden sengetid.

Rønn Hornbech har sit eget bibliotek med mellem 12.000 og 15.000 titler. Hendes opfordring er klar: Vil du forstå menneskets natur og væsen, skal du bare bruge løs af skønlitteraturen. Hun siger det krystalklart på godt 1 minut lige her

Ironisk nok har jeg fundet klippet på Facebook. Hvor jeg for øvrigt tit finder god inspiration til læsning.

Kun et spørgsmål står tilbage efter læsning af En læser bliver til:
Læser Birthe Rønn Hornbech aldrig samtidslitteratur? Er hun på Politikens chefredaktør Christian Jensens hold, hvor den klassiske litteratur er basgangen i en informationsmyldrende hverdag?

Hvis nogen kan hjælpe mig med svaret, lover jeg at lave jeg en opfølgning i et nyt blogindlæg.

Boginfo

En læser bliver til af Birthe Rønn Hornbech.
Udgivet på Gyldendal, 2020.

Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2021.

Bibliotekar i lockdown

Hvad laver en bibliotekar, når bibliotekerne er lukkede? Det får du svaret på i dette mail-interview, hvor bloggens egen Jan fortæller om sin hverdag i noget, der ligner alt andet end hverdag. Jan arbejder ved Roskilde Bibliotekerne og er primært tilknyttet Gadstrup Bibliotek, der er en del af Roskilde Bibliotekerne. De sagesløse, biblioteksbogshungrende borgere i Gadstrup har mulighed for at reservere bøger og hente dem i særlige tidsrum. Take-away og click and collect er stadig muligt.

Lisbet:
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig her under nedlukningen?

Jan:
Haha, læser min chef med? På nær at jeg har vænnet mig til at læse mine mails klokken 8, mens jeg drikker morgenkaffe, så er der ikke som sådan en typisk dag.

P.t. har jeg vagter på biblioteket, hvor vi passer telefoner, finder materialer frem og gør vores bedste for at hjælpe de fremmødte med at finde deres reserveringer. Ellers nørkler vi med digitalisering af vores formidling. Ganske som resten af biblioteksvæsnet, tænker jeg.

Lisbet:
Hvordan holder du kontakt med det lokalsamfund, som dit bibliotek er en del af?

Jan:
Det har jeg virkelig svært ved. Udover at udveksle mails, enkelte telefonopkald, det obligatoriske Skype-møde og prøve at få stablet efterårets arrangementer på benene, så er det meget begrænset, hvad jeg har haft mulighed for. Her kan man tydelig mærke, hvordan lockdown har sat en stopper for sociale aktiviteter.

Lisbet:
Hvad har Corona-nedlukningerne lært dig i dit virke som bibliotekar?

Jan:
Hvor meget mennesker og mødet mellem dem betyder for mit og bibliotekernes virke, og at biblioteker som rum og sted er væsentlig vigtigere, end mange nok antager. En ting er, at jeg selv har svært ved for alvor at gøre en forskel, men man kan mærke, borgerne mangler noget at være fælles om ude i den virkelige verden.

Med andre ord, selv i det ellers meget digitale 2021 er det at være bibliotekar, særligt på et lokalbibliotek, i høj grad et spørgsmål om at mødes ansigt til ansigt med mennesker.

Rungende tavshed på Gadstrup Bibliotek. Ingen trippende barnefødder. Ingen knitren fra avisssider. Ingen hyggelig sludren med de gæve Gadstrup-borgere. Jan savner det hele.

Lisbet:
Hvad læser du selv for tiden?

Jan:
Jeg har perioder, hvor et emne fylder meget. Den seneste tid har det været et sammensurium af vikinger og korstog. Varberg og Lyngvilds udstilling på Nationalmuseet (læs mere om Jans interesse for vikinger i nytårsindlægget 2020 om årets bedste bøger), som jeg lige nåede at besøge for et års tid siden, inden alt blev lukket ned, gav mig blod på tanden, og jeg kastede mig over ’Viking’ og ’Fortidens slagmarker’. Det førte mig videre til normannerne og korstogene, hvor jeg nu læser seneste bind i Jack Ludlows serie om normannerne. Det er ikke stor litteratur, men sindssygt spændende, og som Simon Montefiore engang sagde, så skal man læse skønlitteratur for virkelig at forstå historiens spillere.

Lisbet:
Hvad glæder du dig allermest til, når din arbejdsplads på Gadstrup Bibliotek åbner igen?

Jan:
Nok allermest til at føre en samtale med et andet menneske uden plexiglas, visir og 2 meters afstand mellem os, men på den lidt kortere bane, så bliver det bare rart at kunne byde folk indenfor igen og stille og roligt begynde at (genop)bygge et fællesskab om biblioteket med arrangementer, oplæg og læseklubber.

Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Bogsnaks top tre i 2020

Meget kan ændre sig.

Juleaften kan blive helt anderledes, end du havde forestillet dig. Du erfarer, at det er en stor lettelse ikke at skulle gå til julefrokoster. Du vokser sammen med dine bløde bukser efter tre måneders uafbrudt samvær under Corona-lockdown. Du vidste ikke, at det var muligt. Det ved du nu. Du kan komme på fornavn med direktører fra statslige styrelser, du førhen knap nok vidste eksisterede.

Men en ting er sikker og uforanderlig: Bogsnak laver altid en “året-der-gik”-kavalkade i form af en klassisk top tre-liste. I år er det Lisbet og Jan, der i dette fælles indlæg tegner og fortæller om deres bedste læseoplevelser.

Lisbets top tre i 2020
Men jeg skriver disse linjer, er det en tåget og råkold december-lørdag. Det bliver mørkt før klokken tre. Lyset er så langt væk. Og varmen endnu fjernere.

Derfor virker det helt oplagt at tænke tilbage på en roman, jeg læste på en varm sommerdag i vores sommerhus. Jeg glemte at holde pauser i læsningen, fik ikke drukket vand nok og og blev nærmest lidt dårlig til sidst. Det var en af de bøger, der var umulig at lægge ned.

Læsningen udløste modstridende følelser: Vrede og glæde oveni hinanden. Romanen er selvfølgelig ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Vreden hænger sammen med de enorme uretfærdigheder, der overgår flere af personerne i historien. Glæden udspringer af det fantastiske sprog og den intensitet, som Mondrup skriver med. Hold da op, det er godt.

I ‘Tabita’ kolliderer Danmark og Grønland på smertefuld vis. Den grønlandske pige Tabita bliver sammen med sin lillebror adopteret af et dansk ægtepar, der ikke selv kan få børn. De vil så gerne give af deres overskud, og der er smurt god vilje henover hele arrangementet. Børnenes mor Rosine er hushjælp hos ægteparret Berthel og Eva. Abelone har svært ved selv at klare børnene, for hun er alene og afhængig af hjælp fra sin gamle mor Rosine, der lige har mistet sin mand. Rosines måde at passe børnene på er at låse dem inde i kælderen, indtil Abelone kommer hjem. Det går selvfølgelig ikke. Men det går heller ikke, at børnene lige pludselig flyver til København og skal passe ind i en dansk virkelighed i 1960erne.

Sorg, savn, kærlighed, ulykke og overgreb. Alt det handler ‘Tabita’ om. Kvinderne har hvert deres afsnit i romanen, og undervejs afsløres flere og flere af Berthels utilgivelige sider. Den stærke, hvide mand tager sig mildt sagt ikke godt ud i denne gribende roman.

Hvis du elskede Godhavn og andre af Mondrups romaner, der har Grønland som tone og omdrejningspunkt, så vil du også være optaget af ‘Tabita’. Jeg ser for mig, at bogen bliver til en stærk film – som et naturligt led i bearbejdningen af det fortsat komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Fortiden vil være hos os lang tid endnu.

Størst af alt: Om kærlighedens natur
Tab er et stort tema i Tabita. Det er det også i Lone Fransk personlige og samtidig videnskabelige analyse af kærlighedens natur. Franks kæreste døde af kræft i en alt for tidlig alder. Det satte gang i hendes granskning af kærlighed som fænomen.

Bogen veksler mellem Franks egne refleksioner og beskrivelser af de samtaler, hun har med sin psykolog (bonusinfo: Han var i sin tid medlem af Det Neodepressionistiske Danseorkester – det må klart være en fordel hos en psykolog) og afsnit om forskning i kærlighed. Denne mosaik fungerer virkelig godt. Når man selv er lige ved at tude over Franks afgrundsdybe sorg og savn af den elskede, kommer der et kapitel om neurologiske forsøg med mus. Så kan man trække vejret igen.

Jeg er imponeret over Franks evne til at favne det personlige og det naturvidenskabelige i ‘Størst af alt’. Hun er god til at holde tungen lige i munden. Det er modigt at skrive om kærlighed på denne måde.

Bogen er med på min top tre, fordi jeg slugte den på to dage og undervejs fik sat gang i mine egne tanker om det at være datter, mor og kæreste. Jeg lærte noget. Det er dog ikke sikkert, at min nærmeste familie umiddelbart kan mærke det. Men jeg ved det.

Glæden ved at læse
Vi fortsætter i kærlighedssporet. Denne gang handler det om kærligheden til læsning. Den sidste bog på min liste er ikke udgivet i 2020. Det er en halvgammel, fransk sag fra 1992, udgivet på dansk i 1995. Originaltitlen er Comme un roman, og bogen blev udgivet på det hæderkronede forlag Gallimard. Forfatteren er Daniel Pennac, lærer i fransk sprog og litteratur. Han gjorde det til sit livsværk at gøre fortabte læsere til gode læsere. En nobel mission.

Jeg blev opmærksom på ‘Glæden ved at læse’, da jeg læste Kunsten at læse (2020) lige inden sommerferien. Kunsten at læse er skrevet af Thomas Illum Hansen, og jeg fik fornøjelsen at anmelde den her på bloggen. I Kunsten at læse gør Illum Hansen opmærksom på læserens ti bud, sådan som de er formuleret af Pennac:

1. Retten til ikke at læse.
2. Retten til at springe sider over.
3. Retten til ikke at læse en bog færdig.
4. Retten til at genlæse.
5. Retten til at læse hvad som helst.
6. Retten til bovarysme (et oplagt spørgsmål til en af julens quizzer. Hvad er bovarysme for noget?)
7. Retten til at læse hvor som helst.
8. Retten til at smålæse.
9. Retten til at læse højt.
10. Retten til at tie stille.

Pennac deler ud af sine erfaringer som lærer og far, og den essayistiske stil er elegant og humoristisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse bogen på originalsproget. Det ville være det helt rigtige.

Pennac slår fast, at ingen har tid til at læse. Hverken børn eller voksne, for “Livet er det rene forhindringsløb i forhold til læsning”. (side 81). Man må være misundelig på dem, der har tid til at læse! Hvordan får de presset bøgerne ind i det travle, moderne liv?

Pennac udtrykker det sådan her:
“Tid til at læse er altid stjålen tid. (Ganske ligesom tid til at skrive, for resten, eller tid til at elske.) Stjålet fra hvad? Lad os sige fra pligten til at leve. Det er uden tvivl af den grund, at metroen – det prøvede symbol på nævnte pligt – ser ud til at være verdens største bogsamling. Tid til at læse udvider, ligesom tid til at elske, tiden til at leve. Hvis vi skulle overveje kærligheden ud fra hensynet til den tid, den tager, hvem ville så turde kaste sig ud i den? Hvem har tid til at være forelsket? Og alligevel – findes der nogen, som nogen sinde har oplevet en forelsket, der ikke tog sig til at elske?” (Side 81).

Et voila! Med Pennac ved min side ønsker jeg dig et godt læseår i 2021. Og hvis Pennac ikke er nok, så dyk ned i Mikkels fyldige indlæg Sådan får du læst mere.

Jans Top 3
I år har jeg valgt tre bøger (og et par boblere) ud fra læseoplevelser, der har givet mig noget at tænke over eller inspireret mig. Og måske også provokeret mig lidt. Normalvis er jeg ikke meget for provokerende skriverier, men hvis det er den slags provokation, der får en til at pondere over verden, så er det ikke en dum ting, tænker jeg.

De tre bøger, jeg har valgt, lander alle tre i krydsfeltet mellem inspiration, provokation og eftertanke. Det er også bøger, der er i særklasse velskrevne og giver læseren noget med sig efter endt læsning.

Og så er de alle fagbøger.

Det er lidt et tilfælde, men nok også et tegn på, at faglitteratur og samfundsforhold har fyldt en del i mit job den sidste halvdel af 2020. Derfor har jeg også sneget et par boblere ind til slut. Begrænsningens kunst har heller aldrig været min stærke side, og en liste med mine anbefalinger ville da heller ikke være komplet uden noget farverig litteratur af den underholdende slags.

Men lad os sporenstregs sætte i værk.

Vikingerne kommer!
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild er muligvis den flotteste fagbog, jeg nogensinde har haft mellem poterne. Den er simpelthen gudesmuk.

Ganske som bogens portrætter er det.

Den store fotobog indeholder nemlig 83 portrætter baseret på personer fra vikingetiden, og udspringer af Nationalmuseets ’Mød Vikingerne’-udstilling, som Jeanette Varberg og bogens forfatter præsenterede under megen virak i efteråret 2018. 

Forfatteren selv kan provokere mange, men det, at han satte ansigt og krop på vikingerne, provokerede endnu flere, og førte til en fascinerede debat om historisk korrekthed og brugen af fotografierne, hvilket gav udstillingen og Nationalmuseet nogle helt ekstraordinært høje besøgstal. Og udstillingen er da også værd at besøge.

’Alverdens Vikinger’ er som sagt en gudesmuk bog, og debatten til trods, så vækker den nysgerrighed og en interesse i at vide mere, og det er det, bogen skal; den er ikke en historiske kilde, men en vej til at blive grebet af vikingetiden.

Argh, den liberale er løs!!
Den liberale, tidligere undervisningsminister, Merete Riisager kan utvivlsomt også vække mange følelser. Særligt, når Riisager som i ’Selvbyggerbørn’ lægger op til en diskussion om børneopdragelse, identitetsdannelse, og de voksnes ansvarsfralæggelse, når det kommer til selv samme, vil det utvivlsomt vække en del hovedrysten eller spidse miner.

Bogen er dog værd at læse, hvad end man nu er enig med Riisager eller ej, for som med Murray nedenfor, så er det værd at diskutere, hvordan vi udvikler vores identitet, bliver dannede og fremfor alt er i stand til at have en ordentlig samtale om tidens problemer og udfordringer.

’Selvbyggerbørn’ er en debatbog, og som sådan fungerer den perfekt. Den er velskrevet og pointerne fremført skarpt og med nuancer. Som et menneske med stor interesse for dannelse fandt jeg Riisagers bog både interessant og tankevækkende, og det tror jeg faktisk, de fleste med samme interesser vil.

De politisk korrekte kommer!!!
Og det er næsten endnu værre end en flok øksesvingende baryler eller en løbsk liberal undervisningsminister.

Douglas Murrays ’Hordernes Hærgen’ tager livtag med tidens identitetspolitiske tendenser og er, indrømmet, et partsindlæg, men den er altid interessant og oftest satirisk skarp. Man kan læse bogen som et frontalangreb på identitetspolitik eller som en påmindelse om, at selv de bedste intentioner har afledte effekter, der ikke altid er lige ønskværdige.

Har du lyst til at dykke ned i et af samfundsdebattens mest hotte emner, så er ’Hordernes Hærgen’ bogen for dig. Murray har tydeligvis en fest, men humoren til trods, så er emnet behandlet med stor alvor og indsigt. ’Hordernes Hærgen’ er nok årets vigtigste bog i min optik. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med Murray, men fordi jeg tænker, den frie debat og åbne diskussion, ikke mindst om lettere giftige emner, er noget af det vigtigste for et dannet, velfungerende samfund.

Boblerne og de andre gode bøger
En af de bøger, jeg føler, jeg må nævne, er Ruben Greis’ ’Udød’, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Det er en underholdende og farverig zombiehistorie, som både mit indre Dennis Jürgensen-elskende barn og min indre horror-nørd er svært glad for.

Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg også nævne Malene Ravn, Amdi Silvestri og Mathilde Walter Clark, som jeg anbefalede i sommer. Både Lisbet og jeg lovpriste Ravns fortælling om kunstneren Carl Fisker i ’Hvor lyset er’, mens jeg ikke kan anbefale Clarks fremragende og personlige rejseessaysamling og Silvestris vanvittige, sorthumoristiske ’Et satans arbejde’ om en stakkels flyttemand med en temmelig speciel opgave nok.

Har du ikke læst dem, så kan det kun anbefales. Det er virkelige gode bøger, der hver og en har været med til at gøre et ellers jævnt trælst år til et om ikke andet ganske godt litterært år.

Boginfo
Tabita’ af Iben Mondrup. Politikens Forlag. 353 sider. 2020.
‘Størst af alt. Om kærlighedens natur’ af Lone Frank. 292 sider. Politikens Forlag. 2020.
‘Glæden ved at læse’ af Daniel Pennac. 118 sider. Klim. 1995. 
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild. 288 sider. Frydenlund. 2020.
’Selvbyggerbørn’ af Merete Riisager. 239 sider. Kristeligt Dagblad. 2020
Hordernes hærgen’ af Douglas Murray. 375 sider. Ellekær. 2020


Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

Sådan får du læst mere

Jeg synes ikke, jeg får læst nok.

Jeg får ikke læst tit nok, og når jeg læser, er mine sessioner kortere, fornemmer jeg. Det tager mig noget længere tid at gnave mig gennem en klods i dag end tidligere. Årsagerne står i kø.

  • COVID-19 har stjålet broderparten af min pendlertid, og jeg har ikke herhjemme kunnet genskabe den tidsboble, hvor jeg blandt andet fik læst en del.
  • Jeg synes ikke, jeg slapper helt af, når jeg læser, men føler på en underlig måde, jeg burde lave noget andet.
  • Mine skærme drager og ødelægger min koncentrationsevne.
  • Egentlig føler jeg bare, jeg er blevet dårligere til at lystlæse.

Det paradoksale er, når jeg er inde i en god gænge, elsker jeg det. Jeg føler altid, min tid har været perfekt brugt. Jeg husker alt, jeg har læst og fortæller glad folk om det. Omvendt når jeg falder ind i en skærm og bliver væk, går tiden som regel bare, og jeg er hverken blevet klogere, gladere eller berørt på anden vis. Som Lars Theil skriver i sin fine bog ”Det læsende menneske:” Hvornår har du hørt nogen sige, de synes, de læser for meget?

Jeg har derfor gjort to ting. Jeg genlæste medblogger Ries fine post om den uperfekte læser. Hun går som altid adfærdsdesignmæssigt til værks med yndefuld virtuositet. Der er i øvrigt mange marsvin med i den post fra 2018, og jeg så dem her i sommerferien. De har det fint!

Ries marsvin

Jeg tog også min bullet journal frem, lavede et par sider til læsetips og gik så på hugst hos booktuberne – altså folk, der har bogfokuserede YouTube-kanaler. Mange af dem har lavet videoer om, hvordan man kommer til at læse at mere. Jeg har set dem, noteret rådene, kategoriseret dem og præsenterer dem her under fire overskrifter:

  1. Lystaspektet
  2. Tid og sted
  3. Den sociale vinkel
  4. Blandingsmisbrug

Det blev lidt langt, så du kan hoppe til slutningen for at se alle 15 råd opsummeret.

Lystaspektet:

Vi kalder det lystlæsning. Læsning, du ikke er pisket til af dit job, din uddannelse eller din sekt. Følgelig skal du sørge for, det er rart og hyggeligt og … lystpræget, ikke?

Lad os gå direkte til det første og for nogle sataniske råd:

1. Hvis en bog er dårlig, så drop den! Jep, jeg sagde det. Drop en bog, du ikke synes er god. Jo, giv den lidt tid, men hvis den ikke fænger efter 100 sider – måske lidt mere for en serie – så drop den dog. Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. Ser du en hel Netflix-serie færdig, hvis de første par afsnit er dårlige? Spiser du mad, du ikke kan lide? Køber du mere tøj i en stil, der ikke klæder dig? Hvad er det for en skør idé, mange af os har med at skulle læse en bog færdig? Hvis du har købt den for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.

Fra samme selv-flagellantiske skuffe har vi:

2. Lad være med at læse bøger, du egentlig ikke har lyst til, men føler du bør. Klassikere er klassikere af en årsag, men det betyder ikke, du vil kunne lide dem. Opera har lært mig en del om dette problem, fordi det er en endnu mere potentielt snobbet hobby end litteratur. Eller kan være det. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hverken forstår moderne og/eller intellektuel, klassisk musik. Jeg elsker derimod Puccini og Verdi og Mozart. Richard Strauss’ ”Elektra” fx formodes at være et mesterværk. For mig lyder det som en baggårdskat, der bliver torteret med glødende strikkepinde. Og ved du hvad? Det er okay! Altså at foretrække populære komponister – ikke at tortere katte. Det må man ikke. Medblogger Jan er én af dem, der er talsmand for, at klassikerne hverken er tunge eller komplicerede, og han har givet ret. Efter Lars’ ”Det læsende menneske” kastede jeg mig bl.a. over Steen Steensen Blicher, og det var overraskende friskt, hvis man ellers kan sige det sådan, hvorimod jeg kom nøjagtigt én side ind i ”Kongens fald” sidste år, før jeg smed den fra mig. Prøv endelig klassikerne, men iagttag råd nummer 1 ovenfor.

Kongens fald | DET KGL. TEATER
Bogen er bare ikke mig, men jeg og min søde kæreste blev blæst bagover af Det Kgl.’s opsætning

Tredje råd hænger som forventet sammen med råd 1 og 2:

3. Læs, hvad du har lyst til. Jeg så en Goodreads-kommentar til “Hvor flodkrebsene synger” fra en amerikansk læser. Hun skrev, hun altid havde troet, hun skulle læse produktivitets- og selvforbedringsbøger som ”7 gode vaner” o.lign., men nu var hun faldet over denne roman, og først havde hun dårlig samvittighed, men nu havde hun fået sin læseglæde igen. Det er sgu’ da trist. Igen: Dette handler om lystlæsning. Er du glad for Fantasy eller Sci-Fi eller romance – måske endda steamy romance – så læs mere af dét, min ven. Meget mere! Fantasy med endnu mere fantasi, science fiction med endnu mere videnskab (eller fiktion) og romance med endnu flere gyngende, alabasterhvide barme og høje, mørke fremmede. Eller noget. Prøv meget gerne en anden genre. Deltag i læseudfordringer. Udvid din horisont. Men læs af lyst og ikke af pligt og stå stolt ved det.

De første tre råd minder mig om resultatet af den nok så omtalte læsevaneundersøgelse fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker i 2017: Børn lystlæser mindre, og mange af dem forbinder læsning med en teknisk, pligtdrevet aktivitet, man lærer i skolen, og man jo så ikke gider, når man ikke lige skal. Hvis du også lider af et mærkeligt, sort, protestantisk skyld & skam-baseret forhold til læsning med vage reminiscenser fra skoletiden, så befri din litteraturhungrende sjæl lige nu. Vær fri!

De næste råd i lystgenren er mere fokuseret på de allerede gode ting, men kommer fra samme overordnede skuffe:

4. Nyd din læsetid! Det synes jo nok at give sig selv, men det gør det overhovedet ikke. Når man læser – særligt fysiske bøger selvfølgelig – er man uforbundet med verden, men helt forbundet med den menneskelige tilstand og den kollektive, menneskelige livserfaring. Man kan næsten ikke bruge sin tid bedre. I disse mobiltelefoniske tider kan man nyde freden væk fælleshjernen, men nogle får en slags mini-paranoia. Det er det samme, der sker, når man begynder at meditere faktisk. Først oplever man et helt absurd tankemylder – hvorfor hedder det egentlig tranebær? Blå er en pæn farve. Gade vide, hvorfor Birte slog op med mig i 2.g.? Pindsvin er søde osv. – og en mærkelig følelse af forkerthed over bare at sidde. Men efter et par gange går det op for én, det er lige dér, man skal være, og man gør lige, hvad der var meningen. Læsning er et velfortjent åndehul og ikke så lidt meditativt, som man lader hele sin bevidsthed opsluge af en andens tanker. Og det er sundt, så hav god samvittighed.

Josephine – hende fra forsiden – bliver mere empatisk.

5. Hav det sjovt med læserelaterede aktiviteter. Læsning mangler lidt udstyr i forhold til så meget andet. Jeg er ved at lære italiensk – bare for at gøre det – og der er apps og diskussionsfora, og masser af notesbøger har man selvsagt brug for, rejser til Italien skal arrangeres, podcast downloades, quizzer tages og sammenlignes osv. Og det er intet i forhold til lystfiskeri, triatlon osv. Eller bagning. Bagning er fantastisk for udstyrsnørder. Der er masser af læserelaterede aktiviteter, hvis man leder lidt, og vi burde virkelig lave en selvstændig blogpost om det. De gode mennesker i Københavns Biblioteker udgiver nyhedsbrevet Litterær luksus, der tager den slags emner op. Der er blogs og Youtubere og instagrammere til inspiration, og notesbøger har man – igen – selvsagt altid brug for. Goodreads er en herlig app, hvor du kan oprette din bogsamling, følge med i dine venners læsning, få nye venner, få inspiration, lave lister over alt muligt osv. Den er dog ejet af Ondskabens Imperium; Amazon. Goodreads hjælper også med gamificering – altså små konkurrencer med dig selv. Et par gange har jeg taget mig en ordentlig læsesession, fordi jeg sakkede bagud med mit eget læsemål på 36 bøger om året. Beløn dig selv med en lækker bog, ekstravagant chokolade, god rødvin, eller hvad du nu er til, og stress ikke dig selv. Bare én bog om måneden, og du er langt foran mange mennesker.

6. Er du gået lidt i stå, så fortvivl ej. Du synes måske, det er svært at komme i gang igen, men det er din hjernes neuroplasticitet, der snakker her. Ja, det er et ord, jeg har lært, så jeg kan slynge det ud ved passende lejligheder og se viis ud. Det dækker over det fænomen, at hjernen ændrer sig langsomt til at blive bedre til det, man gør, og tilsvarende ringere til det, man ikke gør (længere). Hjerne er formelig og praktisk anlagt. Når du falder ud af læsevanen, bliver det langsomt sværere og sværere at komme i gang igen. Den gode nyhed er, at når du kommer i gang igen, bliver det nemmere og nemmere at fastholde vanen. Ligesom med motion og kostomlægning og andre større eller mindre livsstilsændringer er det vigtigt ikke at gøre noget totalt revolutionerende, der holder i 2,5 dag. Start ikke op igen med ”Krig og Fred.” Tag en kort bog, en krimi, en novellesamling og husk at nyde det, når du er tilbage i verdens bedste hobby!

Omgivelserne:

7. Find eller lav selv et lækkert læsested. Der er ikke noget bedre end et superfedt dedikeret læsehjørne. Når din hjerne først associerer stedet med afslappende læsning opstår en afstressende synergi. Der er også en anden skole, der anbefaler, at man har flere for at give følelsen af variation. Jeg hælder mest til det første. Jeg har et særligt sted ude i havemøblerne, der aldrig kommer ind i øvrigt. Første forårsdag er jeg der som et søm i typisk masser af lag tøj, men med en bog og en kop kaffe. Jeg minder mig selv om at tage en session hver dag på et eller andet tidspunkt, om det så bare er fem minutter, for pludselig er det efterår og vinter igen. Tempus fugit.

Mathilde og Store Vuffi har et fint læsested

8. Vi måtte jo til det. Drop telefonen. Jeg mener det. Drop den! Hvis du skal have den med, så sæt den på lydløs og gem den. Den kan også sættes til kun at lukke vigtige samtaler igennem. Telefonen forstyrrer ikke kun med lyde og brummen, den får dig til at tro, du laver noget uvigtigt og burde koble dig tilbage på fælleshjernen.

9. Drop også skærme i soveværelset. Tablets og telefoner og TV-skærme ødelægger din evne til at falde i søvn med sit hvide lys. Derimod er det ideelt med sengelampens lys på papir. Folk uden skærme i soveværelset har i øvrigt også mere sex. Det er godt for parforholdet, men forstyrrer læsning, så husk at prioritere rigtigt 😉 De kloge anbefaler at købe et gammeldags vækkeur, så man ikke falder i ”jamen jeg bruger min telefon til at vække mig!”-undskyldningen.

Omgivelser & timing:

10. Planlæg, hvornår du vil læse. Sæt tid af til det. Vi drukner alle sammen i ting, der haster eller føles presserende. Stephen Covey har meget at sige om netop dét i klassikeren ”7 gode vaner” i øvrigt. Pointen er, vi systematisk undervurderer og underprioriterer de aktiviteter, der er vigtige, men ikke som sådan haster eller har deadlines. Fra mit eget arbejdsliv ved jeg, at de farligste opgaver er dem uden rigtig deadline. De bliver aldrig prioriteret, før også de pludseligt haster helt vildt.

11. Nu vi er ved det, så gør læsning til en daglig vane. Vaner definerer os mere end noget andet. Aktiviteter, der ikke er vaner, er derimod altid til forhandling. Vi går langt for at fastholde det, der identificerer os. Tænk på motionsløb. Det kan være koldt og regne og generelt bare supertræls, men hvis du har for vane at løbe og identificerer dig som løber, er det jo bare en del af pakken. Det er med til at gøre dig til noget særligt, at du er ude i det møgvejr. Du er jo løber. Er du derimod ikke løber, men gør det lidt nødtvungent for at tabe dig e.lign., ser det sgu’ da ikke godt ud det regn dér. Hvem er skør nok til at gå ud i dét vejr?

Husk også neuroplasticiteten. Jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Her er faktisk en fin funktion for din telefon. Sæt en timer og lad intet forstyrre dig. Timeren skal nok sige til, når din session er overstået.

Det sociale aspekt:

12. Læsning er ikke den mest sociale hobby, der findes. Jeg husker grant en bibliotekslederkonference i Nyborg, hvor daværende kulturminister, Marianne Jelved, sagde, at hun frygtede, at folk ville ende med at sidde derhjemme bag en skærm og forbruge kultur mutters alene. Men det er jo netop det, man gør, når man læser. Ud over app-brugen nævnt ovenfor – Goodreads osv. – så er der rigelig lejlighed til at blive mere social med sin læsehobby. Jeg synes selv, det bare er hyggeligt at snakke med venner og kolleger om, hvad de læser lige nu. Et argument, jeg nogle gange hører mod læsning, er, at det er nemmere at snakke med, hvis man ser film og serier, for der er færre i vælten ad gangen. Der er nu engang kun den samme håndfuld premierefilm i biografen på samme tid. Jeg synes på ingen måde, det er et problem, at man ikke læser det samme. Jeg fortæller glad om outrerede læs, jeg har fundet på fx eReolen Global, og jeg hører også hjertens gerne om alle de mærkelige ting, folk får bladret sig igennem.

Her vil jeg lige indsparke, at det er særligt vigtigt med børn både at vise dem, man selv læser, og at snakke med dem om, hvad de læser. Børn kan godt gå i drone-modus og bare læse ordene, hvis de ikke er motiverede, og et godt middel mod det er ikke-skoleagtige forståelsesdiskussioner. Alene spørgsmål til hovedpersonens gøren og laden som fx ”Hvorfor tror du, Gurli-Bob gjorde sådan og sådan?” eller ”Hvad ville du have gjort?” virker enormt godt.

13. En supergod måde at blive mere at blive mere social i sin læsning er at melde sig ind i en læseklub. Så er du garanteret både nogle at diskutere med og at blive udfordret lidt i din læsning. Der er både fysiske og digitale, tematiske og genrebaserede. Se Københavns mange klubber her: https://bibliotek.kk.dk/section/laeseklubber. Du kan jo også starte din egen! Det er der også en vejledning til på forrige link. På nettet kan du finde readathons og readalongs allevegne, men de er typisk engelskspogede. Mange danske biblioteker arrangerer dog readathons typisk i ferier.

Læseklub for seniorer på Øbro Jagtvej Bibliotek

Blandingsmisbrug:

Som den gode Rie påpeger i sit indlæg, er der nogle banale tiltag, man kan sørge for – ikke mindst, at man altid har adgang til læsestof.

14. Læs flere bøger på flere platforme. Hav fx en fysisk bog på natbordet og en digital bog på tabletten i tasken. Mange har det svært med at være i gang med flere skønlitterære værker på én gang, men en skønlitterær og en faglitterær går vel nok. I al fald må man aldrig være i en situation, hvor der ikke er læsestof inden for umiddelbar rækkevidde, så hvis du kun læser fysisk eller kun digitalt, så giv den anden mulighed en chance. Aldrig har der været så mange streamingtjenester: eReolen (selvfølgelig), Saxo (også med fysiske bøger), Mofibo, det nye Chapter, Bookmate, også nye Bookbeat osv. Særligt for børnene er der eReolen GO! Og Maneno, der er rigtigt dygtige til at gamificere læsning. Du får en drage, når du starter, og når du læser hver dag, vokser din drage, og du kan pimpe den ud med udstyr, du gør dig fortjent til.

Blandingsmisbrug; særligt om lydbøger:

Alle, der kender mig, ved, jeg ofte giver udtryk for den holdning, at lydbøger er vingummi fra Satans slikbutik. Forskellen på de to medier fortjener sin egen blogpost, så her vil jeg indtage den for mig ledige position, at lydbøger er fantastiske! Mange af de booktubere, jeg opsummerer her, fortæller, hvordan skifte mellem lydbogen og bogbogen (ja, det kalder lydbogsfolk altså almindelige bøger) fik dem igennem længere, tungere værker. Så rådet skal lyde:

15. Hvis du er tekstlæser som mig, så overvej lydbøger som supplement. De kan både få dig over sløve perioder i et tungt værk eller i din egen læsevane. De kan få dig til at læse (ja, det kalder lydbogsfolk altså det at lytte til en lydbog) mere ved at give dig adgang til litteratur, når du ellers ikke kan læse tekst; fx under træning, cykelture eller havearbejde. Som de siger i eReolens co-producerede podcast-serie ”Læsefeber,” så skal man altså også træne sin evne til at lytte til litteratur, så giv ikke op, hvis det føles lidt spøjst i starten.

Opsummering

Så kom vi simpelthen igennem! De i alt 15 råd var:

  1. Drop bøger, du ikke kan lide
  2. Læs ikke bøger af pligt
  3. Læs, hvad du har lyst til, med stolthed
  4. Nyd din læsetid
  5. Nyd læserelaterede aktiviteter
  6. Start langsomt op, hvis du er faldet af læsehesten
  7. Find eller lav et lækkert læsested
  8. Drop mobilen. Drop den!
  9. Drop skærme i soveværelset
  10. Planlæg din læsetid
  11. Gør læsning til en daglig vane
  12. Snak med venner og kolleger (og dine børn) om læsning
  13. Find en læseklub eller flere
  14. Læs på flere platforme
  15. Start et blandingsmisbrug af tekst og lyd

Held og lykke! 🙂

Portræt af en litteraturformidlende læser

Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels:
Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Niels Offenberg omgivet af små bogbjerge og med Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWN i hånden. Det er intet mindre end Niels’ bedste bogoplevelse i 2020.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels:
Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Niels er ved at læse denne fantastiske bog.
Asta O. Nordenhof står for økonomi-sektionen i
Albertslunds Biblioteks festival ‘Avisen Live’,
der løber af stablen i efteråret 2020.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels:
Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Mikrofest drives af forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også står bag litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels:
Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Husker du denne roman? Niels gør.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

Ungt mismod og hjælpsomme bøger

Det var underligt: Jeg så barnevogne overalt i gadebilledet. Lige meget hvor jeg befandt mig, var der barnevogne. Måske fordi jeg selv var gravid. På et tidspunkt kunne jeg få alt til at handle om early literacy. Det handlede muligvis om, at jeg havde en dreng på tre år. Vi retter vores opmærksomhed mod det, der optager os.

Men hvorfor laver jeg et blogindlæg, hvor unge er omdrejningspunktet? Hvad er der med de unge?

Jeg har ikke en teenager i huset. Jeg er født i 1976 og føler mig ikke særlig ung, endsige ungdommelig. Ved at efterrationalisere er jeg nået frem til denne sammenhæng: Det er i år 25 år siden, jeg blev student. Det er også et kvart århundrede siden, jeg begyndte på Krogerup Højskole. Det har fået mig til at tænke på, hvordan det var at være 19 år.

I mit Facebook-feed vælter det frem med billeder af mine bekendte, der siger farvel til deres store børn på efterskoler. Min bror anbefalede en ny bog, der giver et bud på, hvorfor så mange unge mistrives i dag. Jeg slugte fire Young Adult-romaner på to uger.

Prikket over i’et var, at Tea skrev til mig. Tea er mor til en dreng, som min søn gik i børnehave med. Hun vidste, at jeg var boginteresseret, og hun havde en bog om unge og depression lige på trapperne. 

Det kunne derfor ikke være anderledes: Jeg måtte lave et blogindlæg, der handler om den generation, som jeg snildt kunne være mor til. Altså ikke hele generationen.

Så derfor kan du nu møde Tea Sletved, forfatteren bag bogen Unge og depression. Du kan også læse en anmeldelse af hendes bog og få tips til både fag- og skønlitteratur, der sætter fokus på det svære ungdomsliv. Det har sikkert altid været hårdt. Men det er hårdt på en særlig måde i dag, og det skal vi snakke om og tage alvorligt. Der fik du det: Budskabet med stort B.

Interview med Tea Sletved

tea sletved forfatter 2020 unge depression

Tea Sletved: Journalist, forfatter og foredragsholder. Foto: Camilla Stephan. 

Lisbet: Hvordan fik du oprindeligt ideen til bogen?
Tea: Det var faktisk ikke mig, men redaktør Louise Haslund-Christensen på Forlaget Strandberg Publishing. Og så hev hun fat i mig. Jeg har som journalist skrevet meget i den genre, når livet gør ondt på en eller anden måde.

Lisbet: Hvorfor har du skrevet den?
Tea
: Emnet optager mig som sagt fagligt, og så har jeg flere gange oplevet depression tæt på. Jeg synes, der er et skrigende behov for mere viden om depression. Og om, hvordan man kan hjælpe. Det er skørt, en så almindelig sygdom stadig er et tabu. Hvilket jeg kun er blevet mere overbevist om efter mit arbejde med bogen.

Lisbet: Hvordan har du grebet opgaven an?
Tea:
Det største arbejde har været at finde unge, som ville stå frem og fortælle deres historie. Men det har været godt givet ud. Både fordi de som er endt i bogen simpelthen er så vanvittigt gode til at fortælle, så man kan mærke det og bruge det til noget. Men også fordi, at jeg i min søgning efter de helt rigtige har talt med så mange, mange unge mennesker og har lært noget af hver eneste historie. Hvad angår det faglige har jeg haft et forrygende samarbejde med bl.a. Maj Vinberg, overlæge og professor i psykiatri. Det var som at interviewe et leksikon. Et varmt et med glimt i øjet.

Lisbet: Hvordan har det været at samarbejde med de unge, der fortæller deres egne historier?
Tea:
Meget lærerigt, inspirerende og hjerteknusende. Det er nogle barske historier. Men på en eller anden måde har de også givet mig troen på, at det kan blive godt igen – især hvis det bliver opdaget i tide og behandlet. Måske bliver livet så noget andet bagefter, end det vi alle havde gået og tænkt, men det kan blive godt på sine nye præmisser. De unge har lært meget mere om sig selv, end deres jævnaldrende. På den hårde måde.

Hvad har det betydet for din skriveproces at have de unge med?
Tea:
Det, jeg er allerbedst til, er at få folk til at fortælle deres historier og så skrive dem ned, så de kan og vil stå ved at have delt det allersværeste. De her unge har delt så gavmildt og modigt. Og jeg har selvfølgelig har haft mange overvejelser i forhold til etik, kildehensyn, osv. undervejs.

Lisbet: Hvad drømmer du om at bogen kan komme til at betyde – både for unge og deres forældre?
Tea:
Det lyder lidt plat, men hånden på hjertet, så bliver jeg simpelthen så glad, hvis bare der er nogle få læsere, som finder hjælp i den. På et mere overordnet plan, så håber jeg at den kan bidrage til mere viden om depression generelt i vores samfund. Og ikke mindst, at vi tør tale mere med hinanden om det. Så færre skal føle sig forkerte bare fordi, de har fået en sygdom.

Bogen om depression:
Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen

Det er alle forældres skræk: At deres børn ikke trives. Som mor eller far til unge kan det være svært at finde balancen mellem at lade dem leve deres eget, selvstændige liv og have følingen med, hvordan de egentlig går og har det. Det kan også være svært at vurdere, hvornår noget er almindeligt, forbipasserende teenage-fnidder og hvornår der begynder at komme en diagnose ind i billedet.  

Der er en del år til, at min søn bliver ung. Han tosser rundt i 2. klasse og hygger sig med lyssværd, iPad, løbehjul, Anton, Asbjørn, Birk, Hugo og alle de andre gutter i klassen. Alligevel blev jeg ramt af Bogen om depression, for ingen ved, hvilket ungdomsliv det enkelte barn går i møde, og hvad der sker i det enkelte sind i de formative år. 

Tea Sletveds bog er først og fremmest henvendt til unge. Men den er også til dig, der kender en ung, som har en depression. Så forældre, tanter, onkler og bedsteforældre kan også læse med og blive klogere på et svært emne. 

Bogen bygger på forskning inden for området, og Tea Sletved har kogt den komplekse viden ned til en overskuelig bog, der også rummer konkrete råd til, hvordan man her og nu kommer videre. 

Hvordan ved man, at man har en depression? Hvordan kan man blive påvirket af symptomerne? Hvordan får man det bedre? Hjælper det at tage medicin? Hvordan kommer man tilbage til en holdbar hverdag, når depressionen letter? Disse vigtige spørgsmål kan man finde svar på i bogen. Alle disse kapitler ville i sig selv gøre bogen god og hjælpsom.

Men det, der gør den helt speciel, er Karla, Natasja, Petter, Emma, Rosa og forældreparret Kim og Dorthe. Disse mennesker af kød og blod fortæller deres smertefulde historier om at have en depression og have et barn med en depression. Der er billeder af dem, og det er stærkt og rørende at se deres ansigter og læse om deres kamp for at få mod på livet igen. 

Der tales meget i skolesammenhæng om, at vi skal skabe livsduelige unge, der kan klare udfordringer og eksistentielle rutsjeture. Bogen om depression gør det krystalklart, at nogle nedture bliver så svære og langvarige, at de risikerer at give unge alvorlige ar på sjælen. Det kan være svært at bede om hjælp, og derfor skal vi som samfund og enkeltpersoner vide mere, aftabuisere emnet og være bedre til at læse og handle på signalerne fra depressionstruede unge.  Jo hurtigere de kommer i den rette behandling, jo hurtigere kan de få det godt igen og måske endda synge med på TV2’s evergreen: “Kys det nu, det satans liv.”      

img_4270

Bogen er skrevet til unge mellem 15 og 25 år. Andre kan roligt læse med. 

Bonustip: Hør Tea Sletveds podcast om depression. Den hedder Det er ikke min sjæl, den er gal med. 

Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykiske syge

Har dit barn en sweatshirt fra Kvickly, hvor der hen over brystet er påtrykt udsagn som “Live to the max” eller “Give it all you got!” Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der står så bombastiske imperativer på et stykke almindeligt børnetøj? Hvad er der med de udsagn?

Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær bruger trøje-eksemplet i sin korte og koncentrerede bog Utilstrækkelig til at vise, hvad der præger unges liv i dag. Hvorfor er der så mange, der har det skidt?

Vi er gået fra et forbudssamfund til et påbud, skriver Hjortkjær. For ganske få generationer var der masser af ting, unge ikke måtte gøre: Fri sex? Nej. Børn uden for ægteskab? Nej.

Der var klare grænser. Det havde mange ulemper, men det gode var, at alting ikke handlede om den enkelte. Der var regler og ydre rammer defineret af nogle andre (de voksne). Unge i dag vokser op med et påbud om at gøre deres bedste, levere gode resultater, være en god ven, en god søn og en god samfundsborger. Hvordan skal man nogensinde kunne gøre det godt nok? Det er umuligt. Man kommer til at føle sig utilstrækkelig. I stedet for at vende følelsen af ikke at slå til og den deraf følgende skam ud af, så vender mange unge det hele indad. Det er som en gift.

Så kort kan man udtrykke Hjortkjærs hovedpointe, men jeg vil kraftigt anbefale, at du tager den mere udfoldede og filosofiske version, som bogen byder på. Hvis du skal have en (lille) pause fra Svend Brinkmann, så er Hjortkjær manden at vende blikket mod.

Det ekstra gode ved hans refleksioner er, at han har tæt kontakt med unge hver dag, fordi han arbejder som højskolelærer. Så han har fin føling med dem, det hele handler om.

utilstraekkelig_465289_1

Mørk i sit udtryk – og ja, det er ikke en festlig bog. Men indsigtsfuld og tankevækkende. 

Og så drukner jeg

Gymnasieeleven Josefine i Ditte Wieses roman fra 2019 er alt det, som Hjortkjær skriver om, bare i skønlitterær form.

Hun brillerer i skolen, er tynd, pæn, arbejder som frivillig, fester med vennerne og har den perfekte kæreste. Men hun er også på betablokkere, lider af kronisk søvnunderskud og overvældes af angstanfald. Især når hun er tæt på vand. Som barn var hun tæt på at lide druknedøden, og den traumatiske oplevelse har hun aldrig rystet af sig. Så det er en stor overvindelse, da hun skal indløse et gavekort fra sin storebror: Et kajak-kursus. Men læreren har et helt andet blik på hende end resten af omverden. Det ender med at blive Josefines redning.

Som i mange andre YA-romaner glimrer forældrene ved deres fravær. Josefines forældre har ingen idé om, hvor slemt deres datter har det. De har alt for travlt med deres egne liv, karrierer og parforholdskrise.

Alting ender med at gå i stykker i Josefines liv, og forældrenes skilsmisse sætter en fed streg under det. Hendes maniske, digitale kalenderplanlægning (også af de rigtige opslag på Instagram) kollapser. Løgn på løgn afsløres.

Bogen er skrevet så sprogligt præcist og elegant, at jeg blev ramt af en slags hektisk nervøsitet og følelsen af at være bagud hele tiden. Det er ikke en behagelig bog at læse, men den er nødvendig, og der er det berømte håb til sidst. For Josefine ender ikke med at drukne. Hun starter på en frisk. Jeg trak vejret noget lettere på de sidste sider af romanen og følte lettelsen strømme gennem kroppen.

Bogen er en vigtig reminder om, at man ikke kan planlægge sig ud af alting her i livet, og at nærvær er vejen til at opdage, hvad der gemmer sig under andres facader. Glansbilleder er aldrig hele virkeligheden.

Bonustip: Ditte Wiese er med i et afsnit af Københavns Bibliotekers podcast Børnebogcast. I afsnittet fortæller Wiese om Og så drukner jeg og hendes debutroman Provinspis. Til sidst anbefaler hun også titler til de unge læsere. 

img_4271

Tæt på at drukne: Hård og flot forside til en hård og flot bog.

Det øjeblik du tvivler

Sarah Engell er en af landets YA-dronninger, og hun har begået endnu en rystende, stærk roman, som man får ondt i maven af at læse.

Engell skriver helt suverænt om unges liv anno 2020. (Måske må jeg ikke sige det, når jeg selv er 44. Men det gør jeg alligevel.)

Det øjeblik du tvivler handler om Vigga på 18. Hun bor alene i en lejlighed i København, har næsten ingen kontakt med sine forældre og er helt dedikeret til subkulturen aggressive inline skating.  Hun kæmper for at vise, at kvinder også kan lave vilde og modige stunts på rulleskøjter, og hendes talent skinner igennem. Ingen er i tvivl om, at Vigga har power.

Vigga har holdt sig væk fra det med kærester, for det tager fokus væk fra skater-livet. Men hun falder alligevel for den charmerende og følsomme William på 22, der går på CBS (det ville ikke være det samme, hvis han var franskstuderende på Det Humanistiske Fakultet. Det ved jeg bare.)

The plot thickens, og herfra begynder Vigga at modtage trusselsbeskeder på Instagram, der ender med at lamme hende på uhyggeligste vis. Bogen kulminerer i en perfekt storm af hævnporno og vold, og jeg fik det næsten fysisk dårligt af at læse denne del af bogen. Men håbet og ømheden i form af gamle venner er heldigvis også en vibrerende streng gennem fortællingen. Pyha.

Det øjeblik du tvivler er en af den slags bøger, der er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Jeg stormlæste den på en solvarm lørdag i august. Både varmen og bogen, gjorde mig lidt ør. Min familie kunne ikke komme i kontakt mig.

Samtidig har bogen også mange fine dansklærerlag i sig. (Tak til Ditte Wiese for at introducere dette udtryk i ovennævnte afsnit af Børnebogcast. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at bruge det igen og igen.)

Hvis du er dansklærer, så kommer her et fagligt tip: Trine May har udarbejdet et gratis undervisningsforløb om bogen. Målgruppen er elever i udskolingen. Du finder materialet på Carlsens hjemmeside.  

img_4268

Mærk faren, energien og kraften på godt og ondt i romanforsiden. 

Satans yngel

Aldrig har jeg været så godt underholdt af en fødselsdepression. Det er sådan noget, forfatteren Sanne Munk-Jensen kan.

Satans yngel fra 2010 er bog nummer to med Alma som hovedperson. Hun optrådte først i Sanne Munk-Jensens En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007, som i Berlingske Tidende fik betegnelsen “Per-fucking-fekt!” Det er store ord i Berlingske Tidende.

Jeg har Satans yngel stående i min reol på samme hylde som de første tre bind af Knausgaards Min kamp. De dage, hvor jeg har råbt og skreget af mit nu otteårige barn, fordi han ikke vil tage tøj på eller slukke for iPad’en, tager jeg bogen frem, kigger på forsiden og tænker: “De findes jo ikke – de der evigt blide mødre. Nogle gange synes vi bare, at afkommet er satans yngel. Og det er ikke vores skyld.”

Alma går på universitetet og er kæreste med Tobi. De skal have et barn, men Alma har mildt sagt svært ved bare at glæde sig. Hun er i tvivl, prøver at forberede sig, skøjter rundt i et hormonbad blandet op med tanker om sin egen barndom, der var langt fra lyserød. Imens giver veninden, der selv lige er blevet mor, gode råd om valg af autostol og sutteflasker. Åh, hun er så klog på det hele. Det er ikke til at bære.

Som en ekstra, pikant krølle når Alma også at fifle lidt rundt med sin underviser fra uni, der er 36 (sooooo old) og nybagt ungkarl. Det er noget værre rod. Præcis ligesom livet.

Bogens sidste del handler om fødslen og den første mareridtsagtige tid med spædbarnet, der skriger hele tiden. Alma er afmægtig og desperat, og man føler med hende. De der små væsener med røde ansigter og sprællende lemmer, der ikke kan fortælle, hvorfor de er så rasende: Det er jo til at blive sindssyg af!

Det er kun til at komme igennem, fordi Munk-Jensen har det mest veloplagte og humoristiske sprog, man finder her til lands, fyldt med hylende sjove replikker og ironi.

Lille baby-Gerda ender da også med at blive mere medgørlig, og Tobi og Alma går hånd i hånd ind i forældreskabet. Inden da har Alma fået kontakt med sin far efter mange års radiotavshed, og dermed er ringen sluttet. Slægt skal følge slægters gang. Amen.

Hvis ikke man lærer det før, så lærer man det i hvert fald, når man får børn: Ingen kan gøre det hele perfekt, og det er heller ikke meningen.

img_4269

Det yndige liv som ung mor med satans yngel: Forsiden giver en appetitvækker på romanens humor. 

Boginfo

Bogen om depression: Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen af Tea Sletved. Strandberg Publishing, 2020.
Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af Christian Hjortkjær. Klim, 2020.
Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell. CarlsenPuls, 2020.
Og så drukner jeg af Ditte Wiese. CarlsenPuls, 2019.
Satans yngel af Sanne Munk-Jensen. Gyldendal, 2010.

Mød de unge læsere

Her på bloggen har vi tidligere bragt portrætter af unge, der læser for deres fornøjelses skyld, og som er gode til at sætte ord på deres læsepræferencerne. Mød Josefine og Julia! 

Portræt af en 14-årig læser: Josefine

Portræt af en gymnasieelev der læser: Julia