Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv

 

 

Portræt af en gymnasieelev der læser

Denne snart forgangne novemberuge har stået i bøgernes og læsningens tegn. Først udgav Kulturministeriets Bogpanel deres årligt sællert Bogens og litteraturens vilkår 2019. Det er en omfangsrig rapport, der sætter fokus på udbuddet, produktionen og distributionen af bøger, voksnes læsevaner og bibliotekernes indkøb og udlån af bøger.

Årets store nyhed var, at produktionen og udlånet af netlydbøger boomer. En anden hovedpointe var, at udbuddet af dansk skønlitteratur aldrig har været større. Rapporten viste også, at de læsende danskere fortsat har en stor præference for de trykte bøger.

Dagen efter offentliggørelsen af rapporten åbnede BogForum 2019. Jeg stod selv i en imponerende lang kø fredag formiddag og kan bevidne, at folk var ellevilde for at komme ind i BellaCentrets (knap så hellige) haller og købe bøger, få dem signeret af forfatterne, høre forfatteroplæg og alt det andet gode, som BogForum byder på.

I halen på dette litterære ståhej følger nu et portræt af en gymnasieelev, der læser bøger. For vi har også brug for konkrete historier om mennesker. Det er rationalet bag dette portræt. God læselyst!

Julias læsning

Lisbet: Hvem er du?
Julia: Jeg hedder Julia og er 16 år. Jeg går i 1.g på Gefion, hvor jeg har valgt en klassisksproglig studieretning med græsk og latin på A-niveau. I min fritid kan jeg lide at læse og tegne.

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Julia: Jeg tror, det er en bog, der hedder Gåsen der lagde et æg, som jeg læste, da jeg var 6-7 år. Jeg læste den rigtig mange gange og jeg tror stadig, vi har den et eller andet sted.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Julia: En grønskolling af Fjodor Dostojevskij. Den var lidt tung at komme i gang med, men jo længere man kommer ind i den, jo bedre, bliver den. Det er ikke den første bog af Dostojevskij, jeg har læst (jeg har både læst Idioten og Forbrydelse og straf), og jeg synes ikke, det er den bedste af dem. Men det er i hvert fald heller ikke den dårligste. Jeg kan rigtig godt lide Dostojevskij –  både den måde han skriver på og den tid bøgerne foregår i.

Før den læste jeg Iron gold af Pierce Brown, som er den 4. bog i Red-Rising serien. Den er ikke lige så god som de tre første, men det er stadig en fantastisk serie, der virkelig kan anbefales.

Julia læser

Julia fordybet i læsning af Grønskollingen

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning?
Julia: Mange steder.  Hvis jeg har læst en rigtig god bog af en forfatter, undersøger jeg som regel hvilke andre bøger, han/hun har skrevet og læser dem. F.eks. har jeg læst næsten alle bøger af Patrick Ness (han har blandt andet skrevet Chaos Walking og Monster) og alle Alice Osemans bøger (Solitaire, Radio Silence og I Was Born for This).

Andre gange går jeg ned på biblioteket og ser, om de anbefaler nogle bøger, der ser gode ud. Engang gik jeg også ind på bogblogs for at få inspiration. Men det gør jeg mest, når jeg overhovedet ikke har nogen ideer til, hvad jeg skal læse.

patrisk ness forside

En helt speciel og fascinerende bogforside, som skiller sig ud fra mængden. Ness blev for øvrigt interviewet på BogForum 2019 i forbindelse med messens skolesceneprogram.

Lisbet: Hvilken bog har gjort et stort indtryk på dig?
Julia: Her i september 2019 læste jeg E.M. Forsters bog Maurice (efter at have læst en artikel i the New Yorker om E.M. Forster), og dagen efter jeg var færdig, læste jeg den igen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Det er virkelig en god bog, og jeg elsker Forsters måde at skrive på. Jeg har tidligere læst Værelse med udsigt af ham, der også er rigtig god.

Her til sidst nogle andre anbefalinger:

Grisha-bøgerne af Leigh Bardugo

Dorian Greys billede af Oscar Wilde

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson

Illuminae-serien af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten

Alt af Shaun Tan

Kalevala af Elias Lönnrot

Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle

 

Julia Jeg henter solen ned

En moderne klassiker

 

Flere læserportrætter

Dyk ned i flere portrætter her på bloggen. Skriv gerne til os, hvis du har forslag til nye portrætter. Det kunne være rart med nogle flere mænd på listen.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Om at omfavne sin håbløse romantiker

I min familie findes et fænomen, vi kalder ”far-film”. Far-film er film, min far elsker. En særlig type film, der har evnen til at plastre et saligt smil på hans ansigt. Film i denne genre tæller Pretty woman, Sweet home Alabama, Frankie and Johnny og Wimbledon. Når jeg er hjemme på besøg, hænder det stadig, at familien sætter sig sammen og ser en film, næsten altid i den kategori, da far har det tungt med sci-fi og fantasy, som min mor og resten af familien favoriserer. Mine forældre har på den måde fra en tidlig alder skolet mig godt i interessenthåndtering. Det er en næsten rituel dans at finde den rette film, som ikke er for voldsom for far, og som undgår mors himmelvendte øjne og kommentarer som ”den har vi set 1.000 gange! Det er det rene sødsuppe!”

Og man fristes måske til at tro, at det bare er sådan en lidt sjov gimmick, men det er det ikke. Vores familie er stadig traumatiseret efter jeg som teenager gav far en film i fødselsdagsgave. Jeg havde ikke selv set den, men en veninde forsikrede mig om, at den opfyldte alle fars kriterier (pige møder dreng, de kan ikke lide hinanden, de bliver alligevel forelskede, ting sker, de overkommer tingene der sker, de lever lykkeligt til deres dages ende.) Titlen var også helt rigtig: Tid til kærlighed, hed den. Vi spiste fødselsdagsmiddag og far ville gerne se den nye film. Og det gik også godt i lang tid. Robert Redford som korrespondent og gudesmukke Michelle Pfeiffer. Åh, hvor jeg dog stadig ønsker, at jeg havde stoppet filmen 2 min., inden den sluttede. Jeg glemmer aldrig den scene, hvor man ser Robert Redfords røde gummistøvler ligge i en krigszone. Jeg blev ved med at tænke ”Så rejs dig dog op, menneske. Far bliver ked af det!.” Men nej, Robert blev liggende. Stendød var han. Min far taler stadig om den fødselsdag.

Og nu i en alder af 39 år er det vel på tide at bekende, at jeg ikke kun har arvet min fars dybe fure mellem øjnene (tak for den, far!), men også hans hang til romantiske fortællinger. I disse forbandede netflix-tider er det jo umuligt at holde noget hemmeligt, ikke mindst for én selv. Når jeg åbner min profil, vælter det frem med forslag til det ene uhyrlige teenage-drama efter det andet.

Romantic1

Lille spejl på væggen der

Min koreanske besættelse
Og det er eskaleret lidt i den seneste tid, eller rettere det har taget en drejning, nu hvor min søster har præsenteret mig for en ny genre, der har fundet vejen til mit hjerte: K-drama. Lange, romantiske sydkoreanske mini-serier. Hvert afsnit varer ca. 1 time og 20 minutter, der er typisk ca. 15-20 afsnit i en miniserie, der alle afsluttes efter 1 sæson. Efter 1. sæson. Ingen uendelige plottwists og skrækkelige serie-ventesale (også kaldet virkeligheden), hvor dig og dine fellow-seriezombier hænger ud, mens I venter på sæson 2,3 eller 4. Gennemtænkte, afsluttede og fremfor alt rolige fortællinger. Og ud over at de lever op til ALLE fars kriterier, så tilføjer de genren et nyt element. De er velkendte, men fremmede. Jeg kender rammefortællingen til hudløshed, men jeg kan ikke altid afkode, hvorfor helten bliver fornærmet, eller hvorfor noget er ustyrligt morsomt. Et kompliceret kulturelt bagtæppe væver sig ind i fortællingerne. Det kommer til udtryk i alt fra sociale tabuer (det er fx åbenlyst svært at acceptere en enlig forælder, der forelsker sig i en, der ikke er i samme situation) til, hvordan man udviser respekt (hvem skænker vin til hvem og hvordan?)

Og maden. De spiser og drikker hele tiden. Hvad sker der for amerikanske serier? De får ALDRIG mad. Jeg ved faktisk godt, hvad der sker. Det er formatet – hvert minut koster dyre penge og maden er skåret væk, fordi alting i bund og grund handler om at få afviklet så meget plot som muligt for pengene. Det er en fejl. Vi har brug for at se på folk, der spiser langsomt og højlydt. De bliver også fulde. Ikke kun fordi, de er deprimerede eller usle. Også bare fordi det er sjovt. Jeg kan godt lide det. Men jeg bliver også meget sulten, og mængden af nudler i en kop, der forsvinder fra køkkenskabet sent om aftenen er steget markant i den seneste tid. Og måske også øl.

Sproget er sin helt egen fortælling, smukt både på skrift og i tale. Og selvom det er forbandede netflix-tider, er det også fantastiske duolingo-tider, og mulighederne synes endeløse for at fordybe sig.

Romantic2

Min koreanske notesbog

Men nu er dette jo en bogblog og ikke en tv-serieblog. Som den uperfekte læser, jeg er, plæderer jeg dog her for kærligheden i og til den gode fortælling. Til alt det den gode fortælling vækker i os, som ikke kun begrænser sig til selve fortællingen, men som pirrer nysgerrigheden og inspirerer til mere. Mere sening, læsning eller viden.

Klassisk kærlighed
Nuvel, tilbage til romanen og det romantiske. ODS siger, at ordet romantisk betyder: ”noget som forekommer i eller minder om en roman; som er egenartet, storslaaet, stærkt afvigende fra det hverdagslige, og som derfor forekommer uvirkeligt, overspændt, fantastisk. ”

Og sjovt er det da også, at romanen for ikke mere end et par hundrede år siden blev anset for at være direkte farlig for unge kvinder. Frygten for, at de ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi behandles fx i Jane Austens Northanger Abbey, hvor hovedkarakteren Catherine læser vel rigeligt af periodens meget populære gotiske romaner. Som følge heraf lider hun af en veludviklet fantasi, der bringer hende en del ulykke – men til syvende og sidst – mest lykke. New York times har skrevet en interessant artikel om dengang romaner var farlige, som jeg hiver frem næsten gang nogen himler af min koreanske besættelse.

Men de kunne altså noget med romantikken i 1800-tallets England (!). Mine yndlingsromaner i genren er nærmest alle fra den periode, og her kommer et par klassiske anbefalinger til mine romantiske lidelsesfæller derude:

  • Maurice af E.M. Forster (alternativt A room with a view eller Howards end)
  • Villette af Charlotte brontë
  • North and South af Elizabeth Gaskell
  • Emma af Jane Austen (I denne genre er Austen uundgåelig, any novel will do the trick)

Men nu vil jeg tilbage til Netflix og mit næste koreanske eventyr. Jeg har høje forventninger. Om et medrivende, romantisk, nudelfyldt plot, der både er overspændt og fantastisk. Og så tror jeg, at tiden er moden til at vove pelsen og præsentere far for en ny genre – happy ending guaranteed.

Portræt af en læsende øbo

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg”  eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

img_3895-1

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig –  og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er  ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

dans-dans-dans

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel  fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

deep work forside audio

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

aktiv kreativ bogforside

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister