Comfort books

TV-kokke som Jamie Oliver og Nigella Lawson introducerede mig til begrebet comfort food. Det er mad, der har en vis nostalgisk eller sentimental værdi, og som har en evne til at trøste, berolige og sprede hygge. Tit er der en del kulhydrater involveret. I Danmark kunne det være kartoffelmos, risengrød, stegt flæsk med persillesovs, boller i karry eller gammeldags æblekage med rasp og flødeskum. Klassikere, vi vender tilbage til igen og igen og som for det meste gør både store og små glade.

Midt i denne kolde vintertid på grænsen mellem vinterferieugerne 7 og 8 har jeg fundet på kategorien ”comfort books”. Den rummer bøger, som jeg altid kan finde frem, når jeg ikke orker at kaste mig over nye titler, men har brug for velkendt og nærende litteratur med varme undertoner. Tillid, kunst og gør-det-selv er temaerne i de tre bøger, som du kan læse om her.

Tillid
En af de første, fremragende Tænkepauser stod tillidsforskeren Gert Tinggaard Svendsen for i 2012. Siden da er mere end en million Tænkepauser blevet trykt, og det korte, faglitterære format har vundet mange hjerner og hjerter. En million Tænkepauser. Det er da ret vildt. (Det er i parentes også Tænkepausernes skyld, at min pensionerede onkel er blevet bidt af den faglitterære bacille. Hele familien takker Aarhus Universitetsforlag!)

Tinggaard Svendsen argumenterer for, at tillid er det guld, der har skabt og vedligeholder det danske velfærdssystem. Vi bruger ikke en masse krudt på at tjekke hinanden i alle ender og kanter. Vi stoler på hinanden. Man kan lade sin barnevogn stå nede i gården. Med sovende baby i, vel at mærke. Vi regner ikke med, at andre mennesker som udgangspunkt vil os noget ondt.

Vi har tillid til, at vores politikere ikke er korrupte og at skattesystemet fungerer. Lige de seneste år er der begyndt at dukke revner op i tillidens fundament. Men måske har det gjort os endnu mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at værne om vores tillidsbårne samfund.

Det er tit spild af ressourcer at bruge tid på kontrol, tilsyn og overvågning. Lad os huske det, nu hvor vi har taget hul på et valgår.

Jeg håber, at mange politikere lige vil bruge en times tid på at læse Tillid. Bogen er på 60 mini-sider, og den rummer hele historien om værdien af tillid. Det er nemlig den, der har skabt vores samfund, hvor forbløffende mange ting rent faktisk fungerer.

img_2957

I Danmark  ser man sjældent en kniv, uden at den er i selskab med en gaffel. Et af de gode billeder fra denne Tænkepause, som jeg jævnligt vender tilbage til. Især når verden er af lave.

En kunstner med klipfisk
Babettes gæstebud er en klassiker, man kan læse på en aften. Den skal indtages roligt. Den mest prosaiske øllebrødskogning og den ypperligste kulinariske kunnen går hånd i hånd hos Blixen, der beretter om den berømte, kvindelige køkkenchef fra Paris, der under den blodige franske opstand, Pariserkommunen i 1870 flygter til den lille norsk Fjordby Berlevåg.

To fromme præstedøtre tager imod Babette, og de stiller ikke mange spørgsmål. Varsomt lader de hende falde til og påskønner hendes hårde arbejde i køkkenet. Da hun vinder i lotteriet og tilbereder et overjordisk festmåltid for de gamle og affældige sognebørn, er hun som i en kunstnerisk, fokuseret skabelsesrus. For mig er fortællingen tæt forbundet med Gabriel Axels fornemme filmatisering fra 1988. Den uhyggelige skildpadde, der skal blive til suppe. Babettes insisteren på at hun vil give søstrene den gave, som festmåltidet er. General Löwenhielms vantro, da det går op for ham, hvad han er ved at spise: Et storstilet kunstværk. Intet mindre.

Blixens tilbageblik på søstrenes ungdom og den kærlighedshistorie, der aldrig foldede sig helt ud, er aldrig sentimentalt. Musikken er der jo hele livet. Sangen bliver ved. Kunsten slutter aldrig. Det er her, tilværelsens mening skal findes.

img_2956

Så kort en bog. Og så stor en fortælling.

Selvforsynende på første sal
Nogle elsker at læse kogebøger. Jeg er vild med gør-det-selv-bøger med lækre billeder og velskrevne tekster af klummekarakter. En af mine favoritter er Dorthe Chakrawartys bog om selvforsyning. Ikke på Bonderøvs-måden. På Vesterbro-måden.

Hun beretter om, hvordan patchwork fik hende til at geare ned og komme ud af stress. Hun inspirerer til nemme DIY-projekter og fortæller med smittende glæde om, hvordan strikning, syning og syltning kan skabe ro i en travl hverdag.

Chakrawarty evner også at trække tråde til Eleanor Roosevelt, der ikke bare var gift med USAs præsident. Hun gjorde også meget for at mindske den økonomiske depression, der tvang en stor del af den amerikanske befolkning i knæ i 1930erne. Hun gik ud i det, hun kaldte sin victory garden, og plantede grøntsager. Hun strikkede. Hun havde faktisk altid sit strikketøj med sig. Michelle Obama gjorde lidt af det samme, selv om jeg ikke mindes at have set hende med en hæklenål.

Chakrawarty slutter bogen med dette opmuntrende citat: “Vi kan ikke ændre verden i løbet af natten, og der er ingen grund til at lade blodtrykket stige unødigt ved at kaste sig ud i at bage, strikke og plante på én gang i bestræbelserne på at skabe det perfekte liv. Men gøre en lille smule hver dag, det kan de fleste af os. Og når jeg en dag får tid, vil jeg hylde kvinder som Eleanor ved at sy en stor taske og brodere en af hendes vidunderlige oneliners, som altid er god at have i hånden og i baghovedet: Do one thing every day that scares you.” (side 208)

img_2958

Mærk den beroligende virkning af hjemmestrik, hjemmebag og hjemmesyltede bær.

Boginfo

Tillid. Tænkepause nummer 4 af Gert Tinggaard Svendsen
Udgivet på Aarhus Universitetsforlag, 2012.
Find bogen på eReolen

Babettes gæstebud fra Skæbneanekdoter af Karen Blixen
Udgivet på Gyldendal, 2007 (oprindeligt udgivet i 1958) v. Rungstedlundfonden.
Find bogen på eReolen

Selvforsynende på 1. sal af Dorthe Chakrawarty
Udgivet på Gyldendal, 2010.
Find hyggelige DIY-bøger på eReolen.

Bøger, man har lyst til at vende tilbage til

Her er et blogindlæg fra marts 2017 om bøger og læseoplevelser, som jeg forbinder med gode steder i mit liv

Livsvisdom i litterær form kan man ikke få for meget af.
Det bloggede Mikkel om i november 2017

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Lisbets top tre for 2018

Diversitet er et nøgleord i dette blogindlæg. Fra norsk verdenslitteratur til en personlig fortælling om eksil, humanisme og biblioteker. Fra børnelitteratur med drabelige robotter til det sødladne feel-good-univers i en skotsk romance. Hov! Det var jo fire titler – ikke tre. Jeg tillader mig at introducere kategorien: Årets bedste guilty pleasure. Den er selvfølgelig beskrevet til sidst. Først letmælk, sild og rugbrød. Så marcipan og nougat.

Norsk romanserie af mytiske dimensioner
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg griber selvfølgelig begærligt muligheden for at anbefale den samlede trilogi.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag. Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser. Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder mange, heftige priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Bonusinfo: Første del af serien er solgt i 170.000 eksemplarer i hjemlandet Norge. Vi lader lige det tal stå og tale for sig selv.   

Tricoloren i norsk udgave. 

Mod til at tvivle
Min medblogger Jan og jeg var i vores dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre enige om, at en af årets stærkeste bøger havde Ahmed Akkari som hovedperson.

Jeg tillader mig at citere Jan: “Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle. Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.”

Læs hele dobbeltanmeldelsen fra maj 2018 her

En hyldest til bøger og biblioteker. 

Robotten kan skide
En god højtlæsningsbog er også på min hitliste i år. Min dreng Aske på seks år er så småt færdig med Flunkerne, Sigurds Danmarkshistorie og Peter Pedal. Nu kan vi godt læse lidt mere avancerede bøger for ham uden illustrationer.

I efterårsferien var Morten Dürrs spændende sci-fi -historie på læseprogrammet, og hele familien var godt underholdt. Hovedpersonen Konrad bor på børnehjem og ønsker sig en ny familie. Men det er ikke så nemt, for voksne adopterer ikke længere rigtige børn af kød og blod. De adopterer robotbørn, der til forveksling minder om ægte børn! AI flimrer på den indre nethinde.

Konrad er en smart knægt, og han finder ud af, at der er en vej frem: Han vil lade som om, han er en robot. På den måde får han en ny familie, men det viser sig desværre, at den er forfærdelig….

Vi slugte bogen og følte med Konrad, der kommer ud for så meget grumt i en fremtid, der måske ikke er så langt væk. Og pyha: Historien endte godt. 

robotten kan skide

En perfekt bog for børn og deres forældre, der er fascinerede af robotter. 

Årets guilty pleaure: Den lille butik med lykkelige slutninger
Som at synke ned i et varmt karbad, mens man drikker prosecco og lytter til Sade. Som at sidde i sofaen en råkold vinterdag med varm kakao, en kattekilling og Love Actually kørende på fjerneren for 27. gang. Sol gennem regn. Latter gennem tårer. 

Sådan er det at indtage Jenny Colgans charmerende, skotske chicklit-roman om Nina Redmond, der har et inderligt forhold til bøger. Hun arbejder på et lille bibliotek i London, der skal lukkes og laves om til (gys!) luksuslejligheder. Nina har drømme om at åbne sin egen boghandel, og nu får hun et gevaldigt skub til at realisere dem. Nød lærer nøgen kvinde etc. Eller rettere: “nød lærer fyret bibliotekar at købe noget af en brugtvognsforhandler”. En flot, men slidt kassevogn bliver omdannet til Jennys rullende boghandel, og hendes kunder bliver fundet i det skotske højland, hvor naturen er smuk og vild. Ligesom heltinderne i Jennys yndlingsromaner.  

Den lidt sagtmodige Jenny kommer selvfølgelig ud for diverse delikate, romantiske forviklinger undervejs i denne søde roman, der for mig føltes som den skønneste guilty pleasure i 2018.

Jeg er også pjattet med forfatterens forord, der handler om at tiltuske sig tid til læsning på mærkelige tidspunkter. Hun kommer også med gode, praktiske tips: Hvis du læser en ebog i badekarret, kan du med fordel bruge din næse til at swipe til næste side.

I love it!    

Forsiden siger det hele. Bøger, busser, grønne enge, en mand i kilt og en søgende kvinde. 

Boginfo
De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne af Roy Jacobsen 
Udgivet på Rosinante i henholdsvis 2014, 2017 og 2018. 

Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari fortalt til Lars Hvidberg
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Robotten kan skide af Morten Dürr
Udgivet på Forlaget Plot, 20188.

Den lille butik med lykkelige slutninger af Jenny Colgan
Udgivet på Rosinante, 2018.

Tidligere års top tre

Lisbets bud på årets bedste bøger 2016

Lisbets bud på årets bedste bøger 2017

Portræt af en dimittend der læser

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig. 

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?  
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel  Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Opslag fra en alvorlig bog.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

En moderne klassiker

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser i nulte

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

En væsentlig bog, der forhåbentligt udrydder fordomme om udsatte mennesker

Måske husker du den storm, der raserede i medierne for et par år siden om ”Dovne-Robert”. En mand, der offentligt erklærede, at han ikke ønskede at gå på arbejde fordi der var visse jobs han følte sig for god til at tage og derfor foretrak at være på kontanthjælp i stedet.

Politikere og borgere raserede og mennesker på kontanthjælp blev – om muligt – lagt endnu mere for had end de var i forvejen. Kontanthjælpsmodtagere hører til blandt de fattigste mennesker i Danmark og det sidste de har brug for er nok, at de alle bliver sat i bås med ”Dovne-Robert” – både fordi det er fordomsfuldt at tænke sådan, men også fordi det ikke hjælper på folks situation, at blive lagt for had.

Tidligere i år (2018) udkom bogen ”Stemmer fra dybet”, der er en antologi.

Bogen består af 12 fortællinger om 12 virkelige personer, der er havnet på kontanthjælp og sidder fast i et system, der er sat i verden for at hjælpe folk, men som i virkeligheden ofte modarbejder det menneske, som det er sat i verden for at hjælpe.

Ingen af disse 12 personer minder om ”Dovne-Robert”, det er i stedet mennesker, der har været uheldige og som derfor er havnet i en uhensigtsmæssig situation.

Vi møder bl.a. 53-årige Maria, der er uddannet cand.mag fra RUC og som i en længere årrække har været ansat som kommunikationsmedarbejder. Efter en fyring i 2010 søgte hun uden held jobs mange steder – også jobs hun var overkvalificeret til. Efter to år på dagpenge kom hun på kontanthjælp og blev tvangsaktiveret fra dag 1 – ud i et såkaldt nyttejob sammen med andre i samme situation.

Du kan i denne bog også læse Lasses historie. Han er 31 år og har også taget en uddannelse og haft fast job. Desværre blev han ramt af akut, lymfatisk leukemi. På grund af sin sygdom havnede han i et beskæftigelsessystem, der modarbejdede ham på trods af, at han allerede havde sin sygdom og skrantende økonomi at slås med.

”Stemmer fra dybet” er fortællinger fra virkeligheden.

Fortællinger, hvor du bliver tvunget til at revidere din mulige opfattelse af, at alle på kontanthjælp er nogle dovne svin, der ikke gider lette måsen til andet end, at hæve den ”fyrstelige” sum, som kontanthjælpen består af hver måned. Man kan være provokerende og spørge: hvis du oprigtigt mener, at det er fordelagtigt at være på kontanthjælp med de tilskud man kan få, hvorfor gider DU så gå på arbejde hvis du synes dem på kontanthjælp har det så fremragende og nemt?

Du bliver klogere efter at have læst denne bog da du finder ud af, at mange faktisk har været uheldige, at de fleste faktisk gerne vil forsørge sig selv i stedet for at blive mistænkeliggjort af folk i beskæftigelses-industrien, der opfører sig som om de faktisk ikke vil have dig i arbejde. Hvad skal de lave hvis alle folk kommer i arbejde? – så er det måske DEM, der havner på den forkerte side af bordet, hvor de bliver mistænkeliggjort for at være på kontanthjælp.

”Stemmer fra dybet” er på mange måder skræmmende og forstemmende læsning. Jeg fristes til at sige, at det er en bog med fortællinger fra en beskæftigelsesindustri, der har spillet fallit, hvor man ikke har tillid til sine medmennesker og hvor din værdi som menneske ser ud til at afhænge af din indtægt og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvem er taberen her, er det beskæftigelsesindustrien eller er det dem, der har været uheldige i tilværelsen?

Jeg synes der her er bedrevet en væsentlig og interessant bog, der forhåbentlig kan være med til at ændre på det negative billede, der ofte eksisterer af kontanthjælpsmodtagere.

Jeg kan ikke andet end, at anbefale andre at læse denne bog – men det forudsætter selvfølgelig, at du er modtagelig for at ændre din mulige opfattelse af hvem menneskerne på kontanthjælp er – for de er absolut ikke tabere, misbrugere eller ”Dovne-Robert” – de er bare så uheldige, at det er her de er havnet.

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser