New York City; en bibliofil tour de force med en ordentlig spand billeder

Ældste datter, Josephine (14), fik i år i konfirmationsgave en tur til NYC med sin far. Hvor heldig kan man være? Turen skulle foregå i anden halvdel af september 2017, og dengang så kalenderen fornuftig ud. Siden blev hun udtaget til U18 EM i kickboxing i Skopje, og vi brugte følgelig en uge i Makedonien i starten af september. Hun skiftede også skole i sommerferien og lagde altså hårdt ud med en del fravær fra de nye kammerater, fag og lærebøger. På mit arbejde har vi altid travlt i september, og to ugers forskudt ferie var helt skørt. Det er alt sammen førsteverdensproblemer, men i al fald begyndte vi først at geare op til ferien og bladre i “Turen går til” og “Lonely Planet,” da vi bogstaveligt talt sad i SAS-maskinen til Newark.

Der er noget over New York. Noget uforklarligt. Folk vil altid gerne snakke om den. Høre, hvad man har besøgt. Fortælle, hvad de selv har set. Vi havde en lidt spøjs tur. Det var første gang, vi prøvede AirBnB (og måske sidste). Vi tog til baseball på Yankee Stadium to gange. FN havde lukket, og Ellis Island cruises var udsolgt. Til gengæld fik vi en særlig rundtur på The Met af en kollegas kollega. Vi havde dårlige oplevelser i Harlem, men til gengæld blev vi flyttet fra bagerste til forreste række til “Stomp” osv. osv. En anstrengende, men fantastisk uge blev det i al fald.

 

IMG_1203

Vafler i Bryant Park. Breakfast of champions! Bagsiden af New York Public Library i baggrunden.

Og så kiggede vi i boghandlere! Josephine, det kære væsen, gad faktisk godt gå i utallige boghandlere med sin far. Fantastisk opdragelse lige dér. Jeg fik kun ca. 50 spydige bemærkninger undervejs, og det er højst 10 mere end normalt 😉 Hun var så også høj på junkfood og Oreos hele tiden.

New York er et paradis for bibliofile! Udbuddet er enormt og kundepotentialet ligeså. Koblet til amerikanernes sans for salesmanship er det jo ikke så mærkeligt, den by har så fantastiske boghandlere. Her er en kronologisk liste, bare fordi jeg må dele den med andre.

Alle steder er på Manhattan, og billederne er måske ikke de bedste, fordi jeg ikke kan lide at forstyrre folk, så mobilen kom op lidt gedulgt.

Kinokuniya New York: 1073 6th Ave, New York, NY 10018

 

Kinokuniya er en japansk boghandel, med japanske titler og japansk tingeltangel i underetagen,. “Har de ikke manga?” spurgte Josephine, der ville tage en video og gøre en god manga-fanatisk ven jaloux. Hele første sal var manga! Så vidt vides, eksploderede den stakkels fyrs hoved, da han så videoen. Kinokuniya er en stor kæde med 68 butikker i Japan, 12 i USA, 4 i Singapore osv.

The Drama Book Shop: 250 W 40th St #1, New York, NY 10018

 

Hvis ideen om Broadway gør dig blød i knæene, og du tit brøler highlights fra “Cats” og “Phantom of the Opera” ned i din hårbørste, er The Drama Book Shop boghandlen for netop dig, din stjerne. Det er en lille specialboghandel for alting, der foregår på en scene. Noderne til “Rent”? Guide til teaterledelse? Tips om at bryde igennem off-Broadway? 17 udgaver af Shakespeares samlede værker? Tjek, tjek, tjek, tjek. Masser af arrangementer ligeledes, og så er personalet omvandrende teater- og musicalleksika. Brug gerne lidt tid her og græs dig gennem titler, du ellers aldrig vil se. Denne perle åbnede i øvrigt i 1917.

Rizzoli Bookstore: 1133 Broadway, New York, NY 10010

 

Rizzoli er en italiensk boghandel, men mere italiensk er den heller ikke. Den er i al fald ikke nær så italiensk, som Kinokunyia er japansk – hvis det ellers giver mening. Til gengæld er det meget smukke lokaler, og udvalget handler meget om mode, arkitektur og kunst. Rizzoli er måske ikke så hyggelig, som den er fornem, og man føler sig i nogen grad transporteret tilbage til “shyyy”-æraen i folkebiblioteket. Til gengæld er det virkelig et godt sted at blive set i sit nye designertøj, mens man henkastet bladrer i de nyeste arkitekturværker, og måske – måske – vil den helt utroligt åbenlyst homoseksuelle ekspedient så værdige dig et blik 🙂

Barnes & Noble: 33 E 17th St, New York, NY 10003

 

Den største og bedste B&N i følge vedvarende rygter. Stor er den i al fald. Og god! Fire etagers boglækkerier blandet med brætspil og en café og alskens parafernalia. Tekstbogsafdelingen er helt utrolig, og man fristes til at tro, der er alle tekstbøger, der nogensinde er brugt i high school og college. Alle steder. Til alle tider. I alle fag. Young Adult-sektionen fylder fra gulv til loft i indbydende reoler væg-til-væg. Hvis man ikke kan finde noget at læse dér, er der noget fundamentalt galt med én. Det tog Josephine en halv time at komme et par meter ned ad reolsystemet, og hun havde allerede valgt et par must-read værker og sat dobbelt så mange tilbage igen. Sæt tid af her!

Strand Bookstore: 828 Broadway, New York, NY 10003

 

Strand er vanvittig! Nye og brugte bøger fra gulv til luft og på borde og under borde og i hyldejungler under gadeniveau. På øverste etage er de sjældne bøger. Rygtet vil vide, der er omkring 26 km. bøger. Jeg indrømmer blankt, jeg gik i panik. Som en narkoman, der endelig får brudt ind i apotekets inderste lagerrum. Josephine var gået noget død efter fem timer ned ad Broadway og 9/11-museet stadig langt væk. Hun sad og læste i en sofa. Jeg stod rådvild midt i stueetagen, indtil jeg til sidst greb hende og løb. “Skal du ikke købe noget?” spurgte hun undrende. “Flygt!” råbte jeg. “For. Mange. Bøger!” Jeg ville gerne tilbage – frisk i hovedet og med en 2-3 timer til rådighed.

The Mysterious Bookshop: 58 Warren Str, New York, NY 10007

 

Nu er jeg ikke krimi-, spændings- eller detektivfan, men alligevel er det her en superfed boghandel. Som navnet antyder, er de ovennævnte genrer de eneste, man finder her. Boghandlen er ét kvadratisk lokale med et læsemiljø i midten og så ellers bøger fra gulv til loft langs væggene og – selvfølgelig – gult polititape hen over døren til baglokalet.

Book Culture on Colombus: 450 Colombus Avenue, New York, NY, 10024

 

Lad det være sagt med det samme. Der er edderhyleme mange duftlys i Book Culture! Og tingeltangel og ægte træting og venstreorienteret propaganda. Den kunne ligge på Østerbro. Antallet af klapvogne er slående. Dog er den frygtelig hyggelig, og så har de jo et pirrende bog-blinddating koncept. Du kan investere i hemmelige bøger, hvor du kun kan føle dig frem til størrelse og vægt og – endnu vigtigere – spor på forsiden. “Læs denne, hvis du nød X, Y og Z.” Konceptet holder hele vejen, for man kommer derfra med bøger, man måske nok ikke havde valgt selv, men som er i ens generelle interessesfære. Hvad nu, hvis man allerede har læst den, hører jeg dig spørge. Jamen, så er der jo “store credit.” Titlen står på kvitteringen, så den bliver behørigt gemt i indpakningen. Herlig børnesektion i kælderen også.

Amazon New York: 7 W 34th St, New York, NY 10001

 

Syret, ikke? “Big Evil” åbner fysiske boghandlere efter at have betvunget det digitale marked mere eller mindre globalt. Mange digitale outfits åbner fysiske outlets idag, men Amazon Books er mere end bare et outlet. Det er en boghandel i sig selv, men med et umiskendeligt Amazon-præg. I øvrigt æælsker jeg Amazon, så jeg var særligt spændt på, hvad de havde fundet på. De tror ikke på den lange hale, de ellers tjener på online. Tværtimod er der flere eksemplarer af de bøger, der så er, og der står ingen bøger uden kunde-anmeldelser fra online-udgaven. Samtidig bruger de alle de muligheder, den enorme mængder kunde-feedback, de har på lager, giver. Derfor finder man kategorier som “Bøger med over 10.000 anmeldelser,” “Bøger med over 4,8 stjerner,” “Lokale titler vurderet højt” osv. Det er et overflødighedshorn! 🙂

McNally Jackson: 234 Mulberry St, New York, NY 10012

McNally Jackson er vel nærmest den mest almindelige boghandel på hele listen og er svagt tiltet mod studerende i alle aldre. Herlig café, herligt kurateret indhold i boghandlen, forfærdeligt udvalg af notesbøger (fordi jeg er afhængig af notesbøger, og det var alt for godt), og ikke mindst en virkelig god underetage med faglitteratur. Her forsvinder en time eller to meget nemt.

Housing Works: 126 Crosby St, New York, NY, 10012

Normalt har man det enormt godt med sig selv, når man trasker rundt i en boghandel, men i Housing Works får man det for alvor godt, for al overskud går til at støtte HIV/AIDS-ramte menneskers adgang til sundhedstilbud, et rimeligt sted at bo osv. De ansatte hedder “frivillige,” og cafeen er fyldt med … hmmm … gadens fugle, hedder det vist, men fredelige var de. Butikken er i gamle, ornamenterede lokaler med smalle trapper til en åben mezzanin, og der er en klassisk boghandel-stemning. Udbuddet var noget ujævnt, men et godt sted at kigge efter billige perler. Faktisk prøvede vi at komme ind døren før, men der var et arrangement med en lokal forfatter og lang kø udenfor.

Konklusion: Det ville være noget billigt her at skrive noget om, at New Yorks boghandlere er meget bedre end danske, og hvis bare vi gjorde det samme herhjemme … Deres muligheder er jo nogle ganske, ganske andre. Dog vil jeg sige, at jeg ville købe så mange flere bøger, hvis danske boghandlere kunne overleve som boghandlere. Bog og Idé gør mig udefinerbar! Danske bøger er simpelthen også for dyre. Én tynd bog må simpelthen ikke koste det samme som tre måneders Netflix.

Slutteligt kan vi lære rigtig meget i bibliotekerne. Nørderiet i The Drama Book Shop og The Mysterious Bookshop, overflødighedshornene i Barnes & Noble og Strand, de stilrene Rizzoli og McNally Jackson, de tematiserede Kinokuniya og Book Culture, den klare mission i Housing Works, brugen af brugerfeedback i Amazon. Der er nok at komme efter!

22140298_10155238062067261_111328459_o

Rovet. Vi skulle jo slæbe det hjem 😦

Portræt af en meget ung læser

Er man en læser, når man ikke selv kan sætte bogstaverne sammen endnu? Måske ikke helt. Men udviklingen af en læseridentitet begynder lang tid, før man har stavet sig frem til det første ord. Det viser dette interview med Aske på fem år. Han har masser af litterære præferencer, tanker om læsning og bogoplevelser at fortælle om. Hans mor hedder for øvrigt Lisbet Vestergaard. Interviewet begynder og slutter med Flunkerne. Jeg sværger: Jeg fulgte barnets interesse, hvilket er regel nummer et i denne sammenhæng.

Lisbet: Hvilke bøger kan du allerbedst lide at få læst højt og hvorfor?
Aske: Flunkerne! De er gode, fordi man skal finde mange ting og fordi man SKAL noget.

Lisbet: Hvorfor læser man bøger?
Aske: For at få noget at vide. For eksempel om universet. Nogle gange kommer der et stort lavahul, og så kommer det ud på den anden side af solen. Når solen går ned, er der et land, der er vågen.

Lisbet: Hvem læser for dig?
Aske: Det gør Lisbet og Peter, som er min mor og far. Også Reda, som er en af de voksne i børnehaven. Hun læser tæt på, når vi skal spise den første frokost. Reda læser Betty-bøger for os nogle gange.

Lisbet: Er der nogen bøger, du får læst højt igen og igen?
Aske: Ja, Sigurds danmarkshistorie og Emil fra Lønneberg. Men Emil, det er lang tid siden.

Lisbet: Hvad er den største bog, du har derhjemme?
Aske: Dyrenes museum.

Lisbet: Hvad er den mindste bog, du har derhjemme?
Aske: Det er pixi-bøger.

Lisbet: Hvad er den skøreste bog, du har hørt?
Aske: Øøøhhh….det er den der…… Papegøjerne spang gok!

img_0880

Aske har tegnet sig selv. På hans t-shirt er en figur fra LEGO Ninjago. Hvis du skulle være i tvivl.  

Rundt om bøger
Lisbet: Hvordan synes du det er at lytte til lydbøger?

Aske: Godt. De er spændende. Jeg slapper af.

Lisbet: Hvordan har du det med at få læst bøger højt på iPad?
Aske: Det er megasjovt. Der er bøger om Batman, Superman og superhelte.

Lisbet: Har du nogensinde selv lavet en bog?
Aske: Ja, jeg har lavet to. De handlede om en, der hedder Mixit. De hed Mixit på picnic og Mixit holder fødselsdagsfest.

Lisbet: Kan man lave andre ting med bøger end at læse dem?
Aske: Ja, man kan folde dem.

Lisbet: Hvad for en bog ønsker du dig i julegave?
Aske: En dino-bog, som jeg kan tegne i. Der skal være klistermærker i, som jeg kan sætte fast og farvelægge, og så skal der være figurer, som jeg kan farvelægge.

Andre læsere
Lisbet: Kender du nogle, der er rigtig gode til at læse?
Aske: Ja!! Mine kusiner Erica og Nora. De læser Harry Potter.

Lisbet: Ved du, hvad din mor og far godt kan lide at læse?
Aske: Min mor kan gode lide at læse dameblade. Min far? Det ved jeg ikke.

Lisbet: Hvilke bøger kan dine venner godt lide?
Aske: Det er et svært spørgsmål.

Blandede bolsjer
Lisbet: Hvordan tror du, det bliver, når du selv har lært at læse?
Aske: Så vil jeg læse til frokost, om eftermiddagen og om aftenen.

Lisbet: Er der noget i bøger, der kan gøre dig bange?
Aske: Ja, der var noget uhyggeligt i en bog med en pige, der hed Tekla. Det var noget med dværgenes bjerg.

Lisbet: Hvordan synes du det er at gå på biblioteket?
Aske: Det er lidt kedeligt, men også ret sjovt.

Lisbet: Hvad laver du på biblioteket?
Aske: Drikker kakao. Og så læser min mor en Flunkerbog for mig.

Flere portrætter

I februar 2018 fortalte Josephine på 14 om sine læsevaner og litterære præferencer

I februar 2017 interviewede jeg min niece Erica på  ni år.
Læs portrættet af hende her på bloggen.

Aske har også været en stor inspiration i mit arbejde med at indkredse, hvad early literacy er. Det endte med indlægget Early literacy kort fortalt – også udgivet her på bloggen i 2017.

Hvis du interesserer dig for early literacy, så er du også optaget af, hvordan man kan skabe sprogligt rige miljøer for børn. Det har jeg udbredt mig om i blogindlægget Min mormor og Magnaprint, også fra 2017.

Askes umiddelbare begejstring for e-bøger hænger sammen med folkebibliotekernes tilbud til børn eReolen GO, hvor der er meget at vælge imellem. Den litterære kvalitet af superhelte-bøgerne skal jeg ikke hænge mig i. De vækker begejstring lige nu, og dermed skal de være en del af Askes læsemenu.

Så tager vi Ida Jessens blændende gendigtning af Bibelen for børn og anden vægtig litteratur på andre tidspunkter.


En festdag for læsning og skrivning

Alle dage har efterhånden et tema. Skovens Dag. Mors Dag. Buy Nothing Day. Grundtvig har fødselsdag den 8. september, og det er en mærkedag i Danmark. Manden skrev en tredjedel af salmebogen og var et renæssancemenneske. Politiker, filolog forfatter, teolog og titulærbiskop er bare nogle af hans titler. Folkeoplysning var en hjertesag for ham.

Derfor er det også et sygt heldigt sammentræf, at 8. september også er International Literacy Day. Hvordan markeres det rundt omkring? Læs videre og mærk, hvordan du selv kommer i festlig, læsefaglig stemning.

Hvad er historien?
UNESCO er et beundringsværdigt organ under FN, som er sat i verden for at styrke uddannelse, forskning og kultur. Sloganet lyder: ”Building peace in the minds of men and women.” Det kan jeg godt tilslutte mig. I 1966 indførte UNESCO International Literacy Day for at sætte skub i udryddelsen af analfabetisme. Arbejdet er ikke færdigt endnu. På globalt plan er der stadig 750 millioner analfabeter. Vi lader lige tallet stå et øjeblik.

Årets tema er ”Literacy in a digital world”. Der bliver holdt en stor konference i Paris på mærkedagen. Priser vil blive uddelt. Forskere og beslutningstagere fra hele verden vil udveksle synspunkter og fremlægge bud på, hvilke læse- og skrivekompetencer, der er brug for i en digital verden.

UNESCO er selvfølgelig også på Facebook

Så du har ingen undskyldning for ikke at følge med.

 

ILD 2017

Sådan ser det officielle logo for International Literacy Day 2017 ud. Skærm, skærm og skærm.

Hvad sker der i Danmark?
Herhjemme er dagens største begivenhed i læsningens tegn også en stor konference. Det er Nationalt Videncenter for Læsning, der inviterer til  Status for Literacy 2017: Når ord sætter spor. Som der står på centrets hjemmeside: ” Der er ord allevegne, i mails, breve, bøger, aviser og blade. Selvom det er de samme ord, der går igen, er tekst ikke bare tekst. Ord er valgt af den person, der bruger dem. De er præget af den situation, det samfund og den kultur, de skrives i, og de tager form af det medie, de er skrevet til. Ord bærer spor, og de sætter sig spor. Og de kan forfølges.”

Hvis du ikke selv kan være med til konferencen, så tjek konference-siden i den kommende tid. Oplægsholdernes præsentationer plejer at blive delt, sådan at flere kan få glæde af dagens faglige indhold. I år er der blandt andet en forsker i retslingvistik på listen over talere.

Se programmet for Ord sætter spor på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside

Du skal selvfølgelig også abonnere på centrets velskrevne nyhedsbrev

Danmarks Biblioteksforening og initiativet Ordet Fanger markerer også 8. september. Det sker med et tilbud til alle skoler, der har lyst til at lege med ord i rap-beats.

Find rap-beats til fri brug på Ordet Fangers hjemmeside

Blandt andet på Gladsaxe Bibliotek er der højtlæsning hele dagen. En god måde at sige goddag til weekenden på! Hver dag er læsedag på et bibliotek, men 8. september er ekstra festlig.

Læsning med solens kraft i Afrika
I min uvidenskabelige research stødte jeg på nonprofit-organisationen Sunbooktablet, der er en del af World Literacy Foundation. Over 1 milliard børn har ikke adgang til læringsressourcer, internet og elektricitet. Det vil Sunbooktablet gøre noget ved. Derfor har de fundet på en robust tablet udstyret med et solcellebatteri.  Tabletten rummer 800 bøger og andre undervisningsmidler, herunder ordspil. Simpelt og genialt.

Man kan donere en tablet til en skoleklasse i et af verdens udviklingslande med ganske få klik. Måske en god måde at fejre 8. september på?

Læs mere om projektet på Sunbooktablets hjemmeside

Læsning i flygtningelejre i Jordan
En af årets literacy-priser går til programmet We Love Reading, der er udbredt til 30 lande. Mange børn vokser op under forhold, hvor almindelig skolegang ikke er mulig. Det kan være, at de er permanent på flugt eller bor mange år i en flygtningelejr. We Love Reading rekrutterer frivillige, der læser højt for børn, hvor de nu engang er. Læsningen og historierne kommer til børnene. Ikke omvendt. Et andet element er at motivere og give beboere i flygtningelejre redskaber til at drive deres egne læseklubber.

De frivillige har en digital platform, hvor de på tværs af landegrænser deler erfaringer og tips med hinanden.

På UNESCOS hjemmeside finder du de rørende fortællinger om We Love Reading

Læsning kan give håb. Eller som Kofi Annan sagde det: “Literacy is a bridge from misery to hope.”

 

En Humphrey Bogart-ferie!

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

IMG_2121

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

5A859815-EFAB-4058-9EBD-826964F4F09E-2440-0000028C75993B7F

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

78DA8339-8A81-415E-95A7-6EB7A44F4C2D-2440-0000028C96135753

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

børnslæsning

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

biblo

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

ec7a0d7188c18248ee3ccea2d61e53bb

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

  1. Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
  2. eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
  3. Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

  1. Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
  2. Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
  3. Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

european_court_of_justice-4f451e1-intro

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Reuter

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Sommerhusets fineste forsider

Det er juli, det er sommervarmt, og jeg ligger i græsset og læser. Forkert! Det er juli, det regner og blæser, og jeg er inde i sommerhuset hele dagen. Her følger en beretning om, hvad jeg fandt på at lave den dag dybt inde i de skånske kolde og fugtige skove. Udover at tage opvasken, selvfølgelig.

Vores sommerhus var fuldt møbleret og fyldt med bøger, da vi overtog det for 12 år siden. De tidligere ejere var danske, og de efterlod sig en tidstypisk og fyldig bogsamling. Med tidstypisk mener jeg bøger fra perioden 1966-1986. Jeg kastede mig ud i at kategorisere nogle af dem efter forsider. Det viste sig at være en god leg. For en stund glemte jeg at være sur over vejret. Mens jeg sorterede og farvekoordinerede, steg humøret flere grader. Det blev til syv kategorier, og der er ikke skyggen af det officielle DK5-system på færde her, må jeg straks advare om.

De vovede og de sjove
img_0622
Sangen om den røde rubin var en af de norske nyklassikere, jeg læste som teenager. Og tænk: Der findes åbenbart en feminin pendant med titlen Jeg – en kvinde. Læs den før deres første mand! Det står der på forsiden, og så bliver det jo ikke meget mere vovet. Rend mig i traditionerne er både sjov og lidt vovet, mens alt af P.G. Wodehouse har en helt anden tækkelig tone. P.G. tager andre midler i brug for at bringe latteren frem. Rød, gul og grøn. Erotik, oprør og latter. Det jager regnvejrsstemningen på flugt.

De flotte fagbøger
img_0620
Er det en skarnbasse eller en eghjort? Er det en trompetkantarel eller en af de rigtige, der fortjener smør og persille som følgesvende på panden? Det er vigtige spørgsmål, som kræver eksakte svar. Så er det godt at ty til striben af fagbøger. Meget fakta ændrer sig med tiden, men en citronsommerfugl vil altid være en citronsommerfugl. Hvilket minder mig om, at vi faktisk mangler at have en udgave af Inger Christensens digtkreds Sommerfugledalen på lyrikhylden. Julegaveønske nummer et noteret.

De grafisk stærke
img_0621
Tage Voss er en markant herre. Hans stærke, rørende og underfundige bog fra tiden som læge på Christiansø med titlen på Status på skæret har en kontrastrig forside, som jeg aldrig bliver træt af at kigge på. September af Aksel Sandemose har også en forside med knald på. De sorte og blå rammer er så dekorative, at det er en skam at sætte bogen op på hylden. Den må ligge fremme. Falmet pink på Det brogede slør hænger bare godt sammen.

De seriøse i sort, hvidt og gråt
img_0623
Det ville være mærkeligt, hvis forsiden af Gift var holdt i klare farver. Der må gråt til. Dea Trier Mørchs linoleumstryk er en integreret del af Kastaniealleen. Hvor hun dog både kunne skrive og illustrere. Forsiden af Hvis hvedekornet ikke dør af Nobelprismodtageren André Gide ligner et sart akvarelstudie. Bogen fra 1924 handler om forfatterens barndom og ungdom i et puritansk miljø, hans frigørelse og accept af sin egen homoseksualitet. Jeg har ikke læst den, men det er lige gået op for mig, at det skal jeg.

De hurtigt glemte krimier
img_0629
Døden i Ulden. Den titel er uforglemmelig, men ikke på den gode måde. Disse tre forsider glimrer ved det lidt tarvelige og ubehjælpsomme look. Jeg kan ikke udelukke, at de sammen med et udpluk af kapitlerne indgår i min collage- og origamiproduktion.

Børnebøgerne
img_0630
Der fulgte ikke børnelitteratur med, da vi overtog huset. Derfor har jeg tilført bogsamlingen enkelte titler. Her er tre favoritter, der på tydelig vis illustrerer Askes udvikling i litterær smag. Fra Lotte støvsuger til Pixars De utrolige på godt fire år. Mellemstationen var en hyggelig pop-up-bog. Der er en stor pointe i, at nogle bøger kun findes i sommerhuset. Der er en pendant, når vi holder ferie hos mormor. Her læser vi altid læser En kat får killinger som godnathistorie. Det har vi gjort i tre år nu. Aske vil for altid forbinde mormors hus med samtaler om navlestrenge. Ser du symbolikken?

De moderne
img_0624
En bogsamling må ikke være helt uforanderlig. Den skal have nyt blod. Derfor har jeg taget enkelte bøger med fra dette årtusind. Cirka hvert andet år læser jeg præsten Preben Koks Skæld ud på Gud. Den kvikker op. Alain de Bottons Kærlighedens gang minder mig om, at vi skal holde op med at være så forbandet romantiske i vores tilgang til parforholdet. Det er kommunikation, der holder os sammen. Ikke ideen om, at vores partner er en sjælefrænde, der kan læse vores tanker og instinktivt forstår alle vores behov. Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman Hvad man ikke ved har jeg kun læst 50 sider af på to år. Men det er så betryggende at have nogle hardback-murstensromaner at vende tilbage til. Jeg er ikke helt fanget af historien endnu, men jeg har ikke travlt. Måske skal jeg først læse den om 5 eller 10 år. Der er ingen hast.

Sommerhuset bliver ved med at være der, og måske får vi en gæst en dag, der har brug for lige netop den slags roman.       

Næste gang det regner i den svenske skovidyl, så må jeg lave bogtitelpoesi. Her ser du nogle fine eksempler på Instagram.

God bogsommer!