Portræt af en litteraturformidlende læser

Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels:
Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Niels Offenberg omgivet af små bogbjerge og med Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWN i hånden. Det er intet mindre end Niels’ bedste bogoplevelse i 2020.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels:
Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Niels er ved at læse denne fantastiske bog.
Asta O. Nordenhof står for økonomi-sektionen i
Albertslunds Biblioteks festival ‘Avisen Live’,
der løber af stablen i efteråret 2020.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels:
Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Mikrofest drives af forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også står bag litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels:
Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Husker du denne roman? Niels gør.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

Ungt mismod og hjælpsomme bøger

Det var underligt: Jeg så barnevogne overalt i gadebilledet. Lige meget hvor jeg befandt mig, var der barnevogne. Måske fordi jeg selv var gravid. På et tidspunkt kunne jeg få alt til at handle om early literacy. Det handlede muligvis om, at jeg havde en dreng på tre år. Vi retter vores opmærksomhed mod det, der optager os.

Men hvorfor laver jeg et blogindlæg, hvor unge er omdrejningspunktet? Hvad er der med de unge?

Jeg har ikke en teenager i huset. Jeg er født i 1976 og føler mig ikke særlig ung, endsige ungdommelig. Ved at efterrationalisere er jeg nået frem til denne sammenhæng: Det er i år 25 år siden, jeg blev student. Det er også et kvart århundrede siden, jeg begyndte på Krogerup Højskole. Det har fået mig til at tænke på, hvordan det var at være 19 år.

I mit Facebook-feed vælter det frem med billeder af mine bekendte, der siger farvel til deres store børn på efterskoler. Min bror anbefalede en ny bog, der giver et bud på, hvorfor så mange unge mistrives i dag. Jeg slugte fire Young Adult-romaner på to uger.

Prikket over i’et var, at Tea skrev til mig. Tea er mor til en dreng, som min søn gik i børnehave med. Hun vidste, at jeg var boginteresseret, og hun havde en bog om unge og depression lige på trapperne. 

Det kunne derfor ikke være anderledes: Jeg måtte lave et blogindlæg, der handler om den generation, som jeg snildt kunne være mor til. Altså ikke hele generationen.

Så derfor kan du nu møde Tea Sletved, forfatteren bag bogen Unge og depression. Du kan også læse en anmeldelse af hendes bog og få tips til både fag- og skønlitteratur, der sætter fokus på det svære ungdomsliv. Det har sikkert altid været hårdt. Men det er hårdt på en særlig måde i dag, og det skal vi snakke om og tage alvorligt. Der fik du det: Budskabet med stort B.

Interview med Tea Sletved

tea sletved forfatter 2020 unge depression

Tea Sletved: Journalist, forfatter og foredragsholder. Foto: Camilla Stephan. 

Lisbet: Hvordan fik du oprindeligt ideen til bogen?
Tea: Det var faktisk ikke mig, men redaktør Louise Haslund-Christensen på Forlaget Strandberg Publishing. Og så hev hun fat i mig. Jeg har som journalist skrevet meget i den genre, når livet gør ondt på en eller anden måde.

Lisbet: Hvorfor har du skrevet den?
Tea
: Emnet optager mig som sagt fagligt, og så har jeg flere gange oplevet depression tæt på. Jeg synes, der er et skrigende behov for mere viden om depression. Og om, hvordan man kan hjælpe. Det er skørt, en så almindelig sygdom stadig er et tabu. Hvilket jeg kun er blevet mere overbevist om efter mit arbejde med bogen.

Lisbet: Hvordan har du grebet opgaven an?
Tea:
Det største arbejde har været at finde unge, som ville stå frem og fortælle deres historie. Men det har været godt givet ud. Både fordi de som er endt i bogen simpelthen er så vanvittigt gode til at fortælle, så man kan mærke det og bruge det til noget. Men også fordi, at jeg i min søgning efter de helt rigtige har talt med så mange, mange unge mennesker og har lært noget af hver eneste historie. Hvad angår det faglige har jeg haft et forrygende samarbejde med bl.a. Maj Vinberg, overlæge og professor i psykiatri. Det var som at interviewe et leksikon. Et varmt et med glimt i øjet.

Lisbet: Hvordan har det været at samarbejde med de unge, der fortæller deres egne historier?
Tea:
Meget lærerigt, inspirerende og hjerteknusende. Det er nogle barske historier. Men på en eller anden måde har de også givet mig troen på, at det kan blive godt igen – især hvis det bliver opdaget i tide og behandlet. Måske bliver livet så noget andet bagefter, end det vi alle havde gået og tænkt, men det kan blive godt på sine nye præmisser. De unge har lært meget mere om sig selv, end deres jævnaldrende. På den hårde måde.

Hvad har det betydet for din skriveproces at have de unge med?
Tea:
Det, jeg er allerbedst til, er at få folk til at fortælle deres historier og så skrive dem ned, så de kan og vil stå ved at have delt det allersværeste. De her unge har delt så gavmildt og modigt. Og jeg har selvfølgelig har haft mange overvejelser i forhold til etik, kildehensyn, osv. undervejs.

Lisbet: Hvad drømmer du om at bogen kan komme til at betyde – både for unge og deres forældre?
Tea:
Det lyder lidt plat, men hånden på hjertet, så bliver jeg simpelthen så glad, hvis bare der er nogle få læsere, som finder hjælp i den. På et mere overordnet plan, så håber jeg at den kan bidrage til mere viden om depression generelt i vores samfund. Og ikke mindst, at vi tør tale mere med hinanden om det. Så færre skal føle sig forkerte bare fordi, de har fået en sygdom.

Bogen om depression:
Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen

Det er alle forældres skræk: At deres børn ikke trives. Som mor eller far til unge kan det være svært at finde balancen mellem at lade dem leve deres eget, selvstændige liv og have følingen med, hvordan de egentlig går og har det. Det kan også være svært at vurdere, hvornår noget er almindeligt, forbipasserende teenage-fnidder og hvornår der begynder at komme en diagnose ind i billedet.  

Der er en del år til, at min søn bliver ung. Han tosser rundt i 2. klasse og hygger sig med lyssværd, iPad, løbehjul, Anton, Asbjørn, Birk, Hugo og alle de andre gutter i klassen. Alligevel blev jeg ramt af Bogen om depression, for ingen ved, hvilket ungdomsliv det enkelte barn går i møde, og hvad der sker i det enkelte sind i de formative år. 

Tea Sletveds bog er først og fremmest henvendt til unge. Men den er også til dig, der kender en ung, som har en depression. Så forældre, tanter, onkler og bedsteforældre kan også læse med og blive klogere på et svært emne. 

Bogen bygger på forskning inden for området, og Tea Sletved har kogt den komplekse viden ned til en overskuelig bog, der også rummer konkrete råd til, hvordan man her og nu kommer videre. 

Hvordan ved man, at man har en depression? Hvordan kan man blive påvirket af symptomerne? Hvordan får man det bedre? Hjælper det at tage medicin? Hvordan kommer man tilbage til en holdbar hverdag, når depressionen letter? Disse vigtige spørgsmål kan man finde svar på i bogen. Alle disse kapitler ville i sig selv gøre bogen god og hjælpsom.

Men det, der gør den helt speciel, er Karla, Natasja, Petter, Emma, Rosa og forældreparret Kim og Dorthe. Disse mennesker af kød og blod fortæller deres smertefulde historier om at have en depression og have et barn med en depression. Der er billeder af dem, og det er stærkt og rørende at se deres ansigter og læse om deres kamp for at få mod på livet igen. 

Der tales meget i skolesammenhæng om, at vi skal skabe livsduelige unge, der kan klare udfordringer og eksistentielle rutsjeture. Bogen om depression gør det krystalklart, at nogle nedture bliver så svære og langvarige, at de risikerer at give unge alvorlige ar på sjælen. Det kan være svært at bede om hjælp, og derfor skal vi som samfund og enkeltpersoner vide mere, aftabuisere emnet og være bedre til at læse og handle på signalerne fra depressionstruede unge.  Jo hurtigere de kommer i den rette behandling, jo hurtigere kan de få det godt igen og måske endda synge med på TV2’s evergreen: “Kys det nu, det satans liv.”      

img_4270

Bogen er skrevet til unge mellem 15 og 25 år. Andre kan roligt læse med. 

Bonustip: Hør Tea Sletveds podcast om depression. Den hedder Det er ikke min sjæl, den er gal med. 

Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykiske syge

Har dit barn en sweatshirt fra Kvickly, hvor der hen over brystet er påtrykt udsagn som “Live to the max” eller “Give it all you got!” Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der står så bombastiske imperativer på et stykke almindeligt børnetøj? Hvad er der med de udsagn?

Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær bruger trøje-eksemplet i sin korte og koncentrerede bog Utilstrækkelig til at vise, hvad der præger unges liv i dag. Hvorfor er der så mange, der har det skidt?

Vi er gået fra et forbudssamfund til et påbud, skriver Hjortkjær. For ganske få generationer var der masser af ting, unge ikke måtte gøre: Fri sex? Nej. Børn uden for ægteskab? Nej.

Der var klare grænser. Det havde mange ulemper, men det gode var, at alting ikke handlede om den enkelte. Der var regler og ydre rammer defineret af nogle andre (de voksne). Unge i dag vokser op med et påbud om at gøre deres bedste, levere gode resultater, være en god ven, en god søn og en god samfundsborger. Hvordan skal man nogensinde kunne gøre det godt nok? Det er umuligt. Man kommer til at føle sig utilstrækkelig. I stedet for at vende følelsen af ikke at slå til og den deraf følgende skam ud af, så vender mange unge det hele indad. Det er som en gift.

Så kort kan man udtrykke Hjortkjærs hovedpointe, men jeg vil kraftigt anbefale, at du tager den mere udfoldede og filosofiske version, som bogen byder på. Hvis du skal have en (lille) pause fra Svend Brinkmann, så er Hjortkjær manden at vende blikket mod.

Det ekstra gode ved hans refleksioner er, at han har tæt kontakt med unge hver dag, fordi han arbejder som højskolelærer. Så han har fin føling med dem, det hele handler om.

utilstraekkelig_465289_1

Mørk i sit udtryk – og ja, det er ikke en festlig bog. Men indsigtsfuld og tankevækkende. 

Og så drukner jeg

Gymnasieeleven Josefine i Ditte Wieses roman fra 2019 er alt det, som Hjortkjær skriver om, bare i skønlitterær form.

Hun brillerer i skolen, er tynd, pæn, arbejder som frivillig, fester med vennerne og har den perfekte kæreste. Men hun er også på betablokkere, lider af kronisk søvnunderskud og overvældes af angstanfald. Især når hun er tæt på vand. Som barn var hun tæt på at lide druknedøden, og den traumatiske oplevelse har hun aldrig rystet af sig. Så det er en stor overvindelse, da hun skal indløse et gavekort fra sin storebror: Et kajak-kursus. Men læreren har et helt andet blik på hende end resten af omverden. Det ender med at blive Josefines redning.

Som i mange andre YA-romaner glimrer forældrene ved deres fravær. Josefines forældre har ingen idé om, hvor slemt deres datter har det. De har alt for travlt med deres egne liv, karrierer og parforholdskrise.

Alting ender med at gå i stykker i Josefines liv, og forældrenes skilsmisse sætter en fed streg under det. Hendes maniske, digitale kalenderplanlægning (også af de rigtige opslag på Instagram) kollapser. Løgn på løgn afsløres.

Bogen er skrevet så sprogligt præcist og elegant, at jeg blev ramt af en slags hektisk nervøsitet og følelsen af at være bagud hele tiden. Det er ikke en behagelig bog at læse, men den er nødvendig, og der er det berømte håb til sidst. For Josefine ender ikke med at drukne. Hun starter på en frisk. Jeg trak vejret noget lettere på de sidste sider af romanen og følte lettelsen strømme gennem kroppen.

Bogen er en vigtig reminder om, at man ikke kan planlægge sig ud af alting her i livet, og at nærvær er vejen til at opdage, hvad der gemmer sig under andres facader. Glansbilleder er aldrig hele virkeligheden.

Bonustip: Ditte Wiese er med i et afsnit af Københavns Bibliotekers podcast Børnebogcast. I afsnittet fortæller Wiese om Og så drukner jeg og hendes debutroman Provinspis. Til sidst anbefaler hun også titler til de unge læsere. 

img_4271

Tæt på at drukne: Hård og flot forside til en hård og flot bog.

Det øjeblik du tvivler

Sarah Engell er en af landets YA-dronninger, og hun har begået endnu en rystende, stærk roman, som man får ondt i maven af at læse.

Engell skriver helt suverænt om unges liv anno 2020. (Måske må jeg ikke sige det, når jeg selv er 44. Men det gør jeg alligevel.)

Det øjeblik du tvivler handler om Vigga på 18. Hun bor alene i en lejlighed i København, har næsten ingen kontakt med sine forældre og er helt dedikeret til subkulturen aggressive inline skating.  Hun kæmper for at vise, at kvinder også kan lave vilde og modige stunts på rulleskøjter, og hendes talent skinner igennem. Ingen er i tvivl om, at Vigga har power.

Vigga har holdt sig væk fra det med kærester, for det tager fokus væk fra skater-livet. Men hun falder alligevel for den charmerende og følsomme William på 22, der går på CBS (det ville ikke være det samme, hvis han var franskstuderende på Det Humanistiske Fakultet. Det ved jeg bare.)

The plot thickens, og herfra begynder Vigga at modtage trusselsbeskeder på Instagram, der ender med at lamme hende på uhyggeligste vis. Bogen kulminerer i en perfekt storm af hævnporno og vold, og jeg fik det næsten fysisk dårligt af at læse denne del af bogen. Men håbet og ømheden i form af gamle venner er heldigvis også en vibrerende streng gennem fortællingen. Pyha.

Det øjeblik du tvivler er en af den slags bøger, der er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Jeg stormlæste den på en solvarm lørdag i august. Både varmen og bogen, gjorde mig lidt ør. Min familie kunne ikke komme i kontakt mig.

Samtidig har bogen også mange fine dansklærerlag i sig. (Tak til Ditte Wiese for at introducere dette udtryk i ovennævnte afsnit af Børnebogcast. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at bruge det igen og igen.)

Hvis du er dansklærer, så kommer her et fagligt tip: Trine May har udarbejdet et gratis undervisningsforløb om bogen. Målgruppen er elever i udskolingen. Du finder materialet på Carlsens hjemmeside.  

img_4268

Mærk faren, energien og kraften på godt og ondt i romanforsiden. 

Satans yngel

Aldrig har jeg været så godt underholdt af en fødselsdepression. Det er sådan noget, forfatteren Sanne Munk-Jensen kan.

Satans yngel fra 2010 er bog nummer to med Alma som hovedperson. Hun optrådte først i Sanne Munk-Jensens En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007, som i Berlingske Tidende fik betegnelsen “Per-fucking-fekt!” Det er store ord i Berlingske Tidende.

Jeg har Satans yngel stående i min reol på samme hylde som de første tre bind af Knausgaards Min kamp. De dage, hvor jeg har råbt og skreget af mit nu otteårige barn, fordi han ikke vil tage tøj på eller slukke for iPad’en, tager jeg bogen frem, kigger på forsiden og tænker: “De findes jo ikke – de der evigt blide mødre. Nogle gange synes vi bare, at afkommet er satans yngel. Og det er ikke vores skyld.”

Alma går på universitetet og er kæreste med Tobi. De skal have et barn, men Alma har mildt sagt svært ved bare at glæde sig. Hun er i tvivl, prøver at forberede sig, skøjter rundt i et hormonbad blandet op med tanker om sin egen barndom, der var langt fra lyserød. Imens giver veninden, der selv lige er blevet mor, gode råd om valg af autostol og sutteflasker. Åh, hun er så klog på det hele. Det er ikke til at bære.

Som en ekstra, pikant krølle når Alma også at fifle lidt rundt med sin underviser fra uni, der er 36 (sooooo old) og nybagt ungkarl. Det er noget værre rod. Præcis ligesom livet.

Bogens sidste del handler om fødslen og den første mareridtsagtige tid med spædbarnet, der skriger hele tiden. Alma er afmægtig og desperat, og man føler med hende. De der små væsener med røde ansigter og sprællende lemmer, der ikke kan fortælle, hvorfor de er så rasende: Det er jo til at blive sindssyg af!

Det er kun til at komme igennem, fordi Munk-Jensen har det mest veloplagte og humoristiske sprog, man finder her til lands, fyldt med hylende sjove replikker og ironi.

Lille baby-Gerda ender da også med at blive mere medgørlig, og Tobi og Alma går hånd i hånd ind i forældreskabet. Inden da har Alma fået kontakt med sin far efter mange års radiotavshed, og dermed er ringen sluttet. Slægt skal følge slægters gang. Amen.

Hvis ikke man lærer det før, så lærer man det i hvert fald, når man får børn: Ingen kan gøre det hele perfekt, og det er heller ikke meningen.

img_4269

Det yndige liv som ung mor med satans yngel: Forsiden giver en appetitvækker på romanens humor. 

Boginfo

Bogen om depression: Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen af Tea Sletved. Strandberg Publishing, 2020.
Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af Christian Hjortkjær. Klim, 2020.
Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell. CarlsenPuls, 2020.
Og så drukner jeg af Ditte Wiese. CarlsenPuls, 2019.
Satans yngel af Sanne Munk-Jensen. Gyldendal, 2010.

Mød de unge læsere

Her på bloggen har vi tidligere bragt portrætter af unge, der læser for deres fornøjelses skyld, og som er gode til at sætte ord på deres læsepræferencerne. Mød Josefine og Julia! 

Portræt af en 14-årig læser: Josefine

Portræt af en gymnasieelev der læser: Julia

Bogsnaks rundtur i ananasdåsen

Selv om det er sommerferietid og sæson for aftendrinks i det fri, havbadning og teltture i wifi-løse naturområder, kan man godt komme til at tjekke LinkedIn.

Jeg taler selvfølgelig om mig selv: Jeg tjekker LinkedIn, selv om det er juli og august. Dette sociale medie, som 41 procent af danskerne har en profil på. Det tal fandt jeg i Medienævnets rapport om mediernes udvikling i Danmark 2020, mere præcist i afsnittet om sociale medier.

På LinkedIn er der alt for tit opslag, der begynder med ”Ja, undskyld. Det er godt nok ananas i egen juice. Men jeg er bare så stolt over at være en del af dette team, som har gennemført et stort it-projekt/glad for at være blevet en del af bestyrelsen for A/S En værdig sag (indsæt selv navn på passende NGO eller firma )/overvældet over modtagelsen af min nye bog.”

Den ananas tænder mig af. Især juicedelen.

Men i stedet for at lade frustrationen gå ud over mit gode humør, har jeg valgt at lade rummeligheden sejre og omfavne ananasmetaforen. Resultatet er en 100 % uvidenskabelig læsning af Bogsnaks korpus siden 2016. Det var det år, vores blogger-kollektiv gik i gang med at producere anmeldelser, lister og interviews. Korpus er et af mine yndlingsord. I denne sammenhæng skal du forstå det som en samling af tekster.

Hvad er det for typer af indlæg, vi skriver? Hvad gør vi hver for sig? Hvad gør vi sammen.

Hæng på. Her kommer en række nedslag i Bogsnaks tekstunivers.

Årligt tilbagevendende lister
Hvert år i december kigger vi tilbage og peger på de tre bedste bøger, vi hver især har læst i det forgangne år. Jeg er vild med at gøre status, og derfor er det ekstra con amore-præget for mig at lave disse lister.  

Mikkel, Jan og jeg gav vores bud på årets bedste bøger i 2016.
Det skete igen i 2017, 2018 og 2019, men jeg vil ikke kvæle jer i links.

Ved indgangen til 2020  lavede vi også en dekadeoversigt med titlen Bogsnaks bedste i 10erne.

Tips til årets sommerlæsning er også en klassiker. Her kigges der frem og ikke tilbage. Vi fortæller om de bøger, vi har planlagt at læse i sommerferien. Du ser allerede et mønster: Det er nogle bibliotekaragtige typer med præference for forberedelse i ascendanten, der fører pennen.

Her ser du den nyeste sommerferielæseliste fra 2020

Mikkel og eReolen
Fra tiden til anden boomer bloggens besøgstal. Det handler altid om, at Mikkel har skrevet et indlæg om eReolen. Ingen andre kan som ham med humor og fagligt overskud forklare så tørt stof.

Forhandlinger med forlag, klik- eller abonnementsmodeller og kommunale forskelle på lånekvoter: Som national projektleder for folkebibliotekernes e- og lydbogstjeneste er det selvfølgelig ikke en overraskelse, at Mikkel kan sit stof.

Men hvordan formår han at gøre det så underholdende? Min misundelse er afgrundsdyb.

Se hvordan han gør det, lige her:

Dette burde skrives med kurvediagrammer fra 2018

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

eReolen går amok i forbindelse med Corona-nedlukningen i foråret 2020.

Dobbeltanmeldelser
Konceptet er enkelt: To af os bliver enige om at læse og anmelde den samme bog. Vi snakker ikke om bogen undervejs i læsningen. Vi læser først hinandens anmeldelser, når de ligger på bloggen. Du får som læser to sæt øjne på den samme bog og forhåbentlig et endnu skarpere blik for, at en bogs betydning varierer fra læser til læser.     

Her er tre eksempler på dobbeltanmeldelser.

Lisbet og Mikkel var i 2017 enige om, at Vi var fiskere var en stor læseoplevelse, men vi havde forskellige perspektiver på den rørende roman fra det afrikanske kontinent.

Lisbet og Jan kunne ikke stå for Mod til at tvivle i 2018.

Jan og Anne-Grete dykkede ned i Det læsende menneske i 2019.

Familiebilleder
Jeg har brugt bloggen som anledning til at tænke over, hvordan nogle af mine familiemedlemmer har påvirket mig i min opvækst. Det har været nemt at koble de refleksioner til skrift, bøger og læsning.

Det begyndte med min mormor i indlægget Min mormor og Magnaprint.

Senere handlede det om moster Else og verdenslitteraturen.

Da min mor skulle flytte fra den gård, hvor jeg voksede op, til et parcelhus, måtte jeg selvfølgelig skrive om begrebet ”hjem” i indlægget Farvel til fødegården

Min far sneg sig ind i indlægget Vi er alle bønder, der handler om vores samfunds generelle bevægelse fra jord til kontor.

Min bror sagde ja til at være med i et interview om hans første erfaringer med læsning og hans læsevaner gennem livet. Det fører mig over til et andet fast format:

Portræt af en læser
Mikkel har på et tidspunkt konstateret, at jeg åbenbart har som mission at portrættere alle læsende mennesker i verden. Det er måske ikke helt forkert.

Indtil videre er jeg dog kun oppe på 11.

Blandt mine favoritportrætter er disse fire:

Portræt af en moden læser med Inge på 90+, der læser store mængder af ny, dansk skønlitteratur. Og flere aviser om dagen.

Portræt af en meget ung læser, hvor min søn Aske fremhæver kakaoautomaten som et af folkebibliotekets væsentligste aktiver.

Portræt af en nylæser med Jan-Gustav, der efter mange år fandt ud af, at han var en læser og som nu spreder en guldregn af læsetips på sin Instagram-profil.

Portræt af en læser med lister med Helle, der sover, drømmer, spiser, læser, formidler litteratur, blandt andet ved Gentofte Bibliotekerne og og på bloggen bogsult.dk

De billedrige
Vi er glade for ord. Men vi elsker skam også billeder.

Det kan du se i Mikkels lækre, bibliofile indlæg, der dokumenterer en stribe besøg hos fantastiske boghandlere i New Yor

Jeg har haft stor fornøjelse af at kuratere et udvalg af sommerhusets fineste bogforsider.

De blandede buketter
Tag et tema, skriv om det og anbefal en håndfuld bøger, der handler om temaet. Nemt og fleksibelt koncept, ikke?

Jan har for eksempel noget med togrejser, gru og science fiction.

Mikkel fordyber sig i selvudvikling, gamle venner og bullet journals.

Jeg er optaget af arbejdsliv , kringlede karrierer og hygge.

Børn og læsning
Åh, en evergreen: Hvad gør vi med børn og læselyst? Hvorfor er det så godt at begynde tidligt med pegebøger og sprogstimulering? Og hvad er det der early literacy for noget?

Tips er altid godt. Især Fem tips til at få børn til at læse mere.

Indlægget Early literacy kort fortalt ser ud til at have ramt en åre hos vores søde læsere.

I Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind kan du læse om, hvorfor bøger fortsat er suveræne til at træne vores evne til empati – og det fra en meget tidlig alder.

Anmeldelser
Du finder selvfølgelig også en stribe boganmeldelser i blog-korpusset. Her kommer nogle håndplukkede eksempler.

Mikkel deler sine overvejelser angående erotisk litteratur i almindelighed og anmelder Kendras blind date af Ella-Maluca Floyd.

Anne-Grete deler sin begejstring for Tove Ditlevsens breve og Katrine Marie Guldagers Bjørnen.

Jan har læst romanen Kirke. Den skal du også læse. Han anbefaler også rumænsk litteratur – og stor respekt for det!

Ries juveler
Rie skriver gudsbenådede blogindlæg, og vi elsker, når hun pludselig popper op.

Læs for eksempel hendes Guide til den uperfekte læser eller indlægget om, hvordan man omfavner sin egen, håbløse romantiker. Der er også stor læseglæde at hente i hendes møde med den amerikanske litteraturstjerne Jonathan Safran Foer.

En fireårig tumling
Bogsnak.dk har nu fire år på bagen. Et fireårigt barn har masser af sprog, holdninger og præferencer. Men også til tider ukoordinerede bevægelser og impulsive, mærkværdige indfald. Sådan er vi også!

Følg med og se, hvordan vores korpus udvikler sig, nu hvor vi går ind i år fem på Bogsnak.dk. Hvem ved; måske dukker der mere ananas op hen ad vejen… 

Kunsten at læse

En lille bog om kunsten at læse skrevet af Thomas Illum Hansen er landet på mit skrivebord. Den er karrygul og kort (70 sider), men dog noget længere end den første bog, jeg læste selv i slutningen af 1983. Den handlede om Søren og Mettes lillebror Jep. Han havde cowboy-smækbukser på og grydeklip. Forsiden af bogen var mørklilla. Jeg husker stoltheden over, at nu var den hjemme: Jeg kunne læse selv!

De fleste af os kan huske den første bog, vi læste selv. Den positive følelse af mestring og glæden ved at have knækket koden. Men hvad skete der senere med læseglæden i skolen? Blev den ved med at blomstre?

Tja, for mit eget vedkommende var gode læseoplevelser noget, der hang sammen med fritiden. At læse Heksefeber af Leif Esper Andersen i dansktimerne var ikke en stor litterær oplevelse. Det var det til gengæld, når min klasselærer Kjeld læste højt af Cecil Bødkers serie om Jesus. Vi fulgte ham fra drengelivet, til livet som ung mand og til sidst en mand, der hænger der på korset – forladt, spottet, pint og plaget. Kjeld må have været dygtig til at læse højt. Alle 26 elever i min meget brogede klasse sad musestille. Han læste alle bindene højt for os.

I 8. og 9. klasse lavede jeg bograpport efter bograpport. Med først blyant og derefter kuglepen og retteblæk ved hånden analyserede jeg miljø, karakterer og sproglig stil i romaner som Barndommens Gade af Tove Ditlevsen og Det forsømte forår af Hans Scherfig. Det er danske klassikere, men jeg pinte al poesi og magi ud af dem, når først bograpportmaskinen Lisbet Vestergaard tog fat på at kværne og presse bogens indhold ind i stramme analysemodeller og -skemaer. Det handlede jo om at vise, at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handlede om. Det handlede om at gøre dansklæreren stolt.

Kunsten at læse handler om, at der netop er en anden vej. Litteraturlæsning handler ikke kun om at lave de rigtige, intelligente analyser. Der er meget mere på spil. Og det er noget, der er i familie med oplevelser, indlevelse og læseglæde.

kunsten-at-laese

Hvordan går det med børns læsning?
De seneste undersøgelser af børns læsevaner (PIRLS 2016 og Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik) viser, at danske skoleelever ligger lavt, når det gælder læseglæde. Blot 20 % af de danske elever kan rigtig godt lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Vi ved også, at børn mellem 9 og 13 år primært forbinder læsning med skole og pligt. Der er ikke nogen i vejen med skole og pligt – men hvad med hele den side af læsning, der handler om underholdning, oplevelser, adspredelse, videbegær og andre plusord?

Alle dansklærere vil nok skrive under på, at hvis deres elever oplever læselyst, så fremmer det sandsynligheden for, at de også bliver stærke læsere. Læsning er ikke blevet uaktuel i en mere og mere digital verden. Måske tværtimod.

Læseglæde og litteraturoplevelser i egen ret kan være svære størrelser at argumentere for i et nytteperspektiv og ud fra samfundsøkonomiske og instrumentelle logikker. Men Kunsten at læse tager fat på den svære brobygning, og jeg tøver ikke med at erklære, at den bog er som sendt fra himlen. Især til lærere, skoleledere, folkebibliotekarer, bibliotekschefer og måske også forældre, der drømmer om at alle børn uanset socioøkonomisk baggrund oplever læseglæde på egen krop og får store læseoplevelser i løbet af deres skoletid. For det er jo i skolen, alle børnene er.

Danskfaget fylder godt i landskabet. Hvorfor fylder litteraturen og oplevelsesdelen så ikke mere?

En bog med et budskab
Thomas Illum Hansen er forskningschef ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Han er også projektleder på forskningsprojektet Kvalitet i dansk og matematik (KiDM). Kunsten at læse er dog ikke en forskningsrapport eller en videnskabelig artikel. Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe indsigter om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet.

Illum Hansen lægger ud med at fortælle om sin egen skolegang og de lærere, der lærte ham at læse. Det er en vigtig pointe, at bogen netop begynder med personlige historier – selv om Kunsten at læse er en saglig og faglig bog. For læsning er grundlæggende et personligt anliggende, skriver Illum Hansen (s. 10). Vil man have noget ud af læsning, så må man sætte sig selv i spil. Sanser, erfaringer, følelser og alt det andet, vi hver især har med os.

Det er et af bogens vigtigste budskaber: Eleverne skal tage læsningen af litteraturen tilbage, fordi: ”Eleverne selv må blive grebet for at kunne gribe og begribe litteraturen” (s.12). Lærernes opgave er at få oplevelsesdelen, de æstetiske erfaringer og den personlige fordybelse tilbage i læse- og litteraturundervisningen.

Læsning af litteratur handler om meget mere end afkodning og analyser af tekstens ord og indhold. Eller: Det burde den gøre i danskfaget. Illum Hansen peger på, at danskfagets rolle som kulturfag overskygges af de nyttebetonede dagsordener. Vi skal have elever, der er dygtige til at læse. De skal læse hurtigt og fejlfrit. De skal have et stort ordforråd. Vi skal helst ikke komme tilbage til PISA-chokket for omkring 20 år siden.

Illum Hansen peger på, at vi nemt kommer til at fremhæve læsningens lyksaligheder. Man får stimuleret sin fantasi, styrket sit ordforråd, får blik for eksistentielle forhold, bliver dannet og alt muligt andet godt. Men vi (lærere – og måske også forældre?) må tage os i det. Vi må lægge nogle af alle disse rationaler fra os.

For vi risikerer, at børn og unge oplever dem som ”anmassede postulater, der kommer imellem læseren og litteraturen.” (s. 14).

Lige her laver jeg et stop. For her er et oplagt kontaktpunkt mellem lærere og børnebibliotekarer/litteraturformidlere på folkebibliotekerne, som i disse år har et stort fokus på at samarbejde med skoler om at styrke børns læsning, læselyst og læseoplevelser. Hvis der er noget, folkebibliotekets medarbejdere er optaget af, er det at sikre, at læsere møder litteraturen – og at der ikke står noget i vejen for det møde.

Kunsten at læse forklarer, hvad læsningens fremmederfaring er for en størrelse, og hvorfor det er vigtigt, at alle elever oplever den på egen krop. Bogen rummer bud på, hvordan man som lærer kan bedrive undersøgende litteraturundervisning og være bedre til at pejle efter elevernes interessesfære, når der skal vælges litteratur til undervisning.

Vi kommer langt omkring i den korte, men tætte bog – fra Jan Kjærstads forsvar for litteraturen udtrykt i syv billeder og filosofiske begreber fra Husserl, Merleau-Ponty og Poulet til et nu lukket, magisk litteraturhus i de sydsvenske skove og et digt af Per Højholt.

Dermed er der mange kroge i bogen, som forskellige læsere kan gribe fat i. Selv om bogen primært er skrevet til dansklærere, så vil den være en læsegodte for alle litteraturinteresserede fagpersoner.

Jeg vil tillade mig at sammenligne Kunsten at læse med successerien Tænkepauser, der også er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Jeg tager med jævne mellemrum Tænkepausen om tillid og den om livshistorier ned fra min egen bogreol. De er gode at læse én gang til. Det er nemlig fremragende forskningsformidling. Jeg er overbevist om, at Kunsten at læse får samme status.

Boginfo
Kunsten af læse af Thomas Illum Hansen, udgivet på Aarhus Universitetsforlag 2020, 70 sider. Kunsten at læse er bog 16 i Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, der udgives i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.

Dyk ned i blogindlæg om betydningen af læsning og biblioteker

Jan og Lisbet anmeldte i 2018 Ahmed Akkari og Lars Hvidbergs bog Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre

Mikkel og Anne-Grete anmeldte i 2019 Lars Theil Münsters Det læsende menneske

Lisbet lavede 2018 et blogindlæg med læseforskeren Kristiane Hauer i fokus: Portræt af en læser, der forsker i læsning

Rapporter om børns læsning

PIRLS 2016: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-pirls-2016

Artikel fra Aarhus Universitet om de danske resultater i PIRLS 2016

Børns læsning 2017: Overblik og indblik

Strategidokumenter om børns læsevaner

På vej mod en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere, 2018

Oplæg til en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere,2019

Bibliotekschefforeningens håndslag vedrørende børns læsning, 2020.

Kringlede karrierer

Corona-krisen har for nogle arbejdspladser og medarbejdere budt på flere opgaver, videomøder og kunder. I disse tider er Nemlig.com, Netflix og online-hobbybutikker nogle af vinderne. For man skal jo ikke gå ned på toiletpapir, underholdningsserier og korsstingsudstyr, når man er buret inde derhjemme i lejligheden.

Modebranchen, kulturinstitutioner, cafeer og biografer er derimod sat skakmat. Mange ansatte er gået hjem med lønkompensation og må ikke arbejde, selv om det kribler i dem efter at yde et bidrag. Andre sidder til langt ud på natten og håndterer ordrer fra Italien eller renskriver lovforslag efter lovforslag.

Vi padler rundt i Coronaens vadested. Indtil videre på ubestemt tid. Måske er det nu, du skal sadle om og skifte retning i arbejdslivet? Enten af nød eller fordi omstændighederne faktisk hjælper dig på vej med en beslutning, som har simret i dit baghoved i længere tid. Apropos nød så har sangeren Peter Sommer udtalt: ”Nød lærer nøgen kvinde at streame.” Måske gælder det ikke kun for musikere.

Jeg tror ikke på karriereplanlægning, men på kringlede løbebaner med en god blanding af tilfældigheder og interessante omveje. Her kommer bøgerne ind i billedet. For mens du udskyder beslutningen om at søge et andet job eller starte din egen virksomhed (afgrundsdyb respekt hvis du vælger det sidste i disse tider. Jeg ville selv gå i fosterstilling af nervøsitet), så kan du med fordel søge inspiration hos andre.

Her kommer en stribe anbefalinger af titler, som jeg selv vender tilbage til – både når jeg selv overvejer næste skridt i mit arbejdsliv og når jeg vejleder andre. Du kan selvfølgelig trygt og smittefrit låne alle bøgerne på eReolen.

Kunsten at skifte spor
”Er dit arbejdsliv gået på automatpilot og går du rundt med en uforløst drøm om at skifte spor i karrieren?” Sådan står der på bagsiden af bogen Kunsten at skifte spor: Genopfind dit arbejdsliv. Bogen er fra 2017 og er udkommet på People’s Press. Forfatterduoen består af Ulla Schade og Birgitte Bartholdy, der selv har skiftet spor både med og mod deres egen vilje.

Bogen lægger ud med en vidensdel. Her kan du læse om fremtidens arbejdsmarked, hvor fremtidsforskere og andre giver bud på, hvad der bliver vigtigt at satse på. Det kan være en blanding af specialisering, evnen til tværfagligt samarbejde og livslang læring. Det kan godt være, at vi kommer til at arbejde mere virtuelt, men menneskearbejde forsvinder ikke. Måske kommer det endda til at fylde mere og få en højere status? Den tanke kan man godt få i disse Corona-tider. Lærere, pædagoger og sundhedspersonale vil vi også have brug for i fremtiden.

Efter kigget i krystalkuglen præsenterer Schade og Bartholdy redskaber, du kan bruge, når du skal tage temperaturen på dit eget arbejdsliv, indkredse dine faglige styrker, træffe karrierevalg og bruge dit netværk. Smukt drysset ud over kapitlerne er interviews med interessante mennesker, der har skiftet spor.

Bogen rummer en god blanding af viden, redskaber, inspiration og stof til eftertanke. Forfatternes budskab er, at man ikke skal dyrke krisen og begrænsningerne, men slå ind på nye baner. Det kan godt ske inden for det job, du allerede har – små kursændringer kan gøre en stor forskel i det lange løb. Jeg kan godt lide den pragmatiske tilgang, og forfatternes personlige engagement i temaet tilfører bogen en god energi. Vel at mærke uden at det går over gevind og kommer til at handle om performance og selvudvikling.

kunsten at skifte spor

Find bogen på eReolen

Solo: Survival guide til kreative freelancere
Hvis du leger med tanken om at blive selvstændig, så er Palle Schmidts jordnære bog udgivet i 2017 på Dansk Psykologisk Forlag lige sagen for dig. Han er selv tegner og forfatter og har formået hen ad vejen at kunne bruge mere og mere tid på sine egne projekter – og ikke kun på at hive en månedsløn hjem.

Du behøver ikke at have hede keramikerdrømme for at få noget ud af SOLO-bogen. Måske er du projektleder, psykolog, kommunikationsmedarbejder, ergoterapeut, koordinator, sælger eller eventmaker i dit nuværende job. Måske er det en reel mulighed at tage dit fag, dine færdigheder og dit netværk med dig og konvertere din status som lønmodtager til selvstændig? Eller måske kan du hen over nogle år strategisk glide fra en faglighed over i en anden, mens du har din sikre månedsløn?

”Vi kan jo ikke alle sammen spille bongotromme” hedder et af kapitlerne. Næ. Men nogle kan godt. Og dem der er gode nok til at håndtere trommerne, dygtige til at skaffe kunder og kreative, når det gælder alternative, beslægtede indtægtskilder, kan vel godt. Palle Schmidt fortæller om sin egen erkendelsesproces – han har altid elsket at tegne, men det tog mange år, før han indså, at han godt kunne gøre det til sit primære arbejde. For det er nok bedre at vælge noget mere sikkert, ikke? Også selv om det er jævnt kedeligt og utilfredsstillende.

Tja. Det der med sikkerhed fremstår i et helt andet skær efter Corona-foråret 2020. Hvad er egentligt sikkert?

Tilbage til bogen: Noget af det mest befriende Palle Schmidt skriver om, er alt det, du ikke behøver at bekymre dig om. Brug ikke lang tid på at lave en lang, detaljeret forretningsplan. Brug ikke mange penge på at få lavet en flot hjemmeside. Brug krudtet på at få kunder – kom i gang med at få nogle erfaringer. Bliv ikke bange for SKAT. Tag det oppefra og ned.

Bogen fokuserer på det første år som selvstændig, og på hver eneste side er der brugbare, konkrete råd: Hvorfor er det godt med et gammeldags visitkort af pap? Hvordan er det muligt at kombinere freelancetilværelsen med familieliv? Palle Schmidt deler gavmildt ud af formuleringer og mail-skabeloner, der er lige til at copy-paste. Noget af det bedste er, at han trækker på en masse eksempler fra sit eget liv som freelancer. Jeg tror på Palle!

Sidste del af bogen er interviews med otte kreative freelancere. Fra Kim Fupz Aakeson og Marie Frank til Maren Uthaug og Nikolaj Peyk. De har forskellige indfaldsvinkler til det at være selvstændig, men det hele er dybt inspirerende.

SOLO er en af de få bøger, jeg har købt og trukket fra i mit årsregnskab, fordi den er relevant for min enkeltmandsvirksomhed som projektleder, oplægsholder og karrierevejleder. Jeg læser i den, når jeg en gang imellem tænker: ”Mon det her egentlig går på længere sigt?” og bliver altid konstruktivt beroliget og motiveret til at finde på nye ting.

solo survival foto 2

Find bogen som lydbog på eReolen – det er Palle selv, der har indlæst den

Det meningsfulde arbejdsliv
Hvis man er i det reflekterende humør, kan man udfordre sig selv med spørgsmål som ”Hvorfor går vi egentlig på arbejde?” og ”Hvad er arbejde for en størrelse – før og nu?”

For nogle handler det kun om at få mad på bordet. Selve livet foregår i fritiden. For andre er arbejdet en kilde til status i samfundet. ”Jeg vil gerne gøre en forskel”, ”Jeg vil gerne hjælpe andre”, ”Jeg vil gerne udføre et godt stykke håndværk”, ”Jeg vil gerne blive bedre til mit arbejde – hele tiden” er andre, kendte rationaler for at gå på arbejde. Nogle gange siger vi, at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men en god pensionsordning er nu ikke at foragte.

Meningsfuldt arbejde er i høj kurs blandt mange. Men hvad er meningsfuldt for den enkelte og for fællesskabet? Hvad kan man selv gøre for at få et meningsfuldt arbejdsliv?

Denne antologi med psykologiske, antropologiske, medicinske og filosofiske vinkler på temaet er god at dykke ned i, hvis du er på jagt efter de lidt større perspektiver.

Den allestedsnærværende Svend Brinkmann bidrager også til udgivelsen fra 2009 med artiklen Identiteten på arbejde: En kritik af koblingen mellem identitet og moderne arbejdsliv. Han spidsformulerer sin pointe om, at arbejdet er kommet til at spille en overdimensioneret rolle for vores identitet: ”Vi er på en vis måde blevet marxister, idet vi ser arbejdet som essentielt for livsmening og identitet” (s. 99.)

Man kan jo overveje: Hvad skal man som det første spørge sin borddame om, hvis det ikke er: ”Hvad laver du?” Et bud kunne være: “Hvem er du?”

det meningsfulde arbejdsliv

Find bogen på eReolen

Hvorfor er vi så flittige: Om reformationen og arbejdet
Hvad har 500-års jubilæet for reformationen i 2017 at gøre med dit arbejdsliv? Måske mere end du tror.

Denne faglige pixi-bog for voksne udgivet i jubilæumsåret undersøger, hvorfor vi danskere er så flittige, som vi er. Tit forklarer vi det med vores særlige protestantiske arbejdsmoral. Men det kan tænkes, at fagbevægelsen, kvindefrigørelsen og velfærdsstaten har haft større indflydelse end lige reformationen og protestantismen.

Forfatteren Lars K. Christensen, der er ph.d. og cand.mag. i historie og filosofi, peger på, at arbejdet for mange i dag er blevet forbundet med stress og ubehag. Det kalder på et alvorligt eftersyn af den herskende arbejdsmoral. Hvordan kan vi komme til at få det bedre med vores arbejde, og hvordan undslipper vi hamsterhjulslogikken, hvor 37 timer om ugen er det rigtige og alt det andet er atypisk?

Det er en lille bog, men perspektiverne er store. I  oversigtsform giver den en introduktion til arbejdets historie fra reformationen til i dag, og den historiske gennemgang bliver derefter brugt til noget vigtigt: Et oplæg til debat om, hvordan vi kommer til at arbejde bedre og med større tilfredshed, frem for blot at arbejde mere.

Der er ingen enkle løsninger – men jeg kan ikke lade være med at tænke: Måske har Corona givet os en håndsrækning.

flittinge

Find bogen på eReolen

Mere inspiration til dit arbejdsliv

I dette blogindlæg fra 2018 anbefaler jeg bøger til dit arbejdsliv

Måske er du i gang med et kursus eller en efteruddannelse? Så er dette indlæg fra 2017 om fagbøger noget for dig.

Dobbeltkarrierer behøver ikke at dække over en 70 timers arbejdsuge. Måske er du deltidsmassør og bogholder på nedsat tid? Her er en tankevækkende artikel bragt i 2017 i Harvard Business Review, der forklarer, hvorfor du skal have mindst to karrierer.

Syv bøger på den rigtige måde

Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.

img_8704

”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon

”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.

Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …

img_8707

”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.

Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.

 

I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.

img_8706

”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD

Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.

Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.

img_8708

”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss

Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.

”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.

img_8713

”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris

Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.

Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

Tjek bogen!

Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.

Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”

img_8712

”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat

I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.

Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.

img_8711

Lav og red mayonnaise 🙂

Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.

img_8709

”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis

I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.

Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊

… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …

Askes sygt gode lydbøger

Jeg begynder med en semi-blasfemisk erklæring: Lydbøger er en Guds gave. Hvis altså bogen og indlæseren er god. Ellers er det bare spild af tid.

Hjemme hos os er lydbøger en daglig del af kulturindtaget hos Aske på syv år. Han hører lydbøger til morgenmad, og mens han leger med LEGO eller tegner. Han hører lydbøger på bilture. Der kører en lydbog, inden han skal sove. Han bruger også en del tid på Naja Münster på YouTube og tegnefilmene Teen Titans GO og Højs hus. Mere helligt er det heller ikke.

Der er nogle lydbøger, han hører igen og igen, år efter år. Jeg har prøvet at gennemskue et mønster i hans præferencer. På den litterære front er nøgleordene humor, hygge og en vis grad af realisme. Lidt trolde og tyttebøvser er der dog plads til. (Hvis du ikke ved, hvad en tyttebøvs er, så sender jeg dig en varm lykønskning. De er virkelig irriterende.)

Når det gælder indlæsere, er Aske nådesløs i sin dom, hvis jeg prøver at introducere ham for nye af slagsen: ”Jeg kan ikke lide stemmen.” Så er der bare lukket. Også selv om det er en højt anerkendt indlæser og en fremragende, sjov og aktuel børnebog. Det spiller ingen trille.

Jeg har kigget på Askes top ti over lydbøger, og indlæserne er enten professionelle skuespillere eller forfatterne til værker. Det er nok ikke et unormalt mønster blandt lydbogselskere. Der er en overvægt af mandlige indlæsere blandt de ti. Men Thomas Winding figurerer ikke. Chok! Hvad har jeg dog gjort forkert i min kulturradikale børneopdragelse?

I får her en let skøjtende gennemgang af de ti lydbøger, som vi har genlånt på eReolen. Nogle af dem er jeg selv fan af. Andre lever jeg bare med.

Sallys far-bøgerne
Sallys far er noget for sig. Han lyver lige så stærkt, som en hest kan rende. Og bander. Sally synes tit, han er pinlig – men han er nu også en god far. Thomas Brunstrøm skriver, så det er en fornøjelse for både børn og voksne at høre om alle de hverdagseventyr, den eftertænksomme og snusfornuftige Sally kommer på sammen med sin far og lillebror Eddie. Moren er stort set fraværende i bøgerne. Lidt en trend i aktuel dansk børnelitteratur.

Skuespilleren Anette Støvelbæks rolige, velmodulerede stemme er fløjlsbehagelig at lytte til. Hun laver stemmer til de forskellige personer på en underspillet måde. Just a pro!

sallys far bøgerne

Find lydbogen på eReolen

Kolumbus Kristensen rykker ud
Barndommens land er surrealistisk, når fortælleren er Jens Blendstrup. Han skriver om urtiden i forstaden Risskov, hvor vejene endnu ikke havde navne, og alle gik rundt og murede deres egne parcelhuse. Og kom til at mure sig selv inde i et enkelt tilfælde.

Hovedpersonen hedder Svend-Svend. Hans kammerat Kolumbus Kristensen lever op til sit navn. Han opfinder Risskov Opdagelsesklub, som skal ud og kortlægge og opdage Risskov. De skal helt ud og kigge på den gamle del af byen. Her bor de indfødte Risskov-beboere, og de er ikke vilde med de nye tilflyttere til byen. Så ekspeditionen bliver lidt farlig.

Handlingen drøner af sted drevet af den vante og groteske Blendstrup-vanvidsmotor.  Svend-Svend fortæller også om fødselsdagsfesten hos Sjangri Lajla, om dengang Sussi Solstråle brød i brand, og om dengang Kolumbus gav ham en gratis behandling med forelskelsesmaskinen (“Ved hjælp af denne maskine får du op til 20 sugemærker på halsen, og dermed stiger du ultimum 45 procent på det globale kærestemarked”).

Det er kosteligt, når Blendstrup læser højt af sin egen bog med den karakteristiske risskovske sprogtone og -melodi. Det glæder mig, at Aske og jeg kan lytte til denne bog sammen. Den er litterært tilfredsstillende på så mange måder.  

kolumbus kristensen rykker ud

Find lydbogen på eReolen

Wolf: Ulvemandens fortællinger
Søren Jessen er en knaldgod børnebogsforfatter, der voksede op i det sønderjyske. I denne samling af historier fortæller han om sin morfar, der blev kaldt for “ulvemanden”. Han var ikke uhyggelig; han lignede bare en ulv med hår ud af ørerne, og så hed han Wolf til efternavn.

Ulvemanden er er pensioneret landpostbud og bilder sit barnebarn en masse røverhistorier ind. Eller måske er der en vis grad af sandhed i dem, for morfaren har jo oplevet dem alle selv! Søren Jessens sønderjyske tonefald anes i oplæsningen, og det tilføjer historierne en ekstra, fin dimension. Magi, blå børn og kannibalisme blander sig med de hverdagsagtige detaljer om fedtemadder og lommetørklæder, der bliver brugt som solhatte. Relationen mellem morfar og dattersøn er fyldt med humor og nærvær.

Til sidst mister ulvemanden sin kone. Hun bliver senil og dør. Det kan han ikke holde til, og så dør han selv. Ak. Godt at Søren nåede at kende dem begge.

wolf

Find lydbogen på eReolen

Godnat og sjov godt
Lars Daneskovs dybe, tillidsvækkende stemme er nærmest radio-danefæ. Vi er mange, der er vokset op med den. I mange år var han mest kendt som radiovært, men gennem flere år har han opbygget et solidt børnebogsbagkatalog. Daneskovs sprog er mundret og aktuelt, og historierne om Otto afspejler et dansk børnehaveliv anno 2010erne på solidarisk vis.

Godnat og sjov godt består af en samling enkeltstående historier med Ottos liv som rammefortælling. Otto er en tænksom dreng, der tit har svært ved at falde til ro om aftenen. Det hjælper at høre en god historie og lige få vendt dagens begivenheder og tanker før og efter. Der er historier om at øve sig i at være alene hjemme, om kræsenhed og om at være kærester. Søde, sjove og lidt skøre. Så: Sjov godt!

godnat og sjov godt

Tjek den glimrende Børnebogcast lavet af dygtige folk fra Københavns Biblioteker. De har i 2018 lavet et interview med Lars Daneskov om humor og højtlæsning. Du finder det lige her.

Find lydbogen på eReolen

Frække Friderik og andre historier

frække friderik

Ole Lund Kirkegaards Frække Friderik og andre historier er arven fra 1967 for fuld udblæsning. Vi befinder os i en slags tidløst univers, og børnene er kloge, uartige, poetiske og undrende.

Indlæseren Martin Brygmann tør at dvæle ved teksten. Han er så roooolig. En gang imellem laver han også sine berømte fjollede stemmer, men doseringen er lige tilpas. Det bliver ikke for meget.

Man kan tale om, at en bog er ”kongenialt oversat”. Her er den ”kongenialt indlæst”. Måske betydet det noget, at Brygmann er både musiker og skuespiller. Han har styr på rytmen, intoneringen, pauserne og fraseringerne.

Find lydbogen på eReolen

Vitello tigger en masse slik
Vitello-bøgerne er fyldt med køkkenbordsrealisme og en fed, politisk ukorrekt humor. Vitello er en regulær skarnsknægt – Emil fra Lønneberg oversat til dansk forstad med ringvej, center, pølsevogne og fyldebøtter på bænkene. Mor ryger, snupper sig nogle glas hvidvin og serverer de fleste aftener spaghetti med riveost.

Skuespilleren Nikolas Bro lægger stemme til Kum Fupz Aakesons Vitello-univers på en ufattelig cool måde. Hans pauser og tonefald er legendariske. En af mine gamle kolleger sagde, at de hjemme hos hende var begyndt at efterligne Bros oplæsning. Det råd er hermed givet videre.

vitello

Find lydbogen på eReolen

Krumme og pigerne
Thøger Birkelands Krumme-bøger er bedagede. Der er mange detaljer i dem, som ikke giver mening for børn i dag. Men de grundlæggende historier om at være en del af en familie, være forelsket og blive drillet holder.

Lars Thiesmann er the grand old man inden for højtlæsning. Hans dybe røst holder hele vejen igennem. Giv Krumme en chance i familiens lydbogsliv og genoplev din egen barndom.

krumme og pigerne

Find lydbogen på eReolen

Villads fra Valby
Anne Sofie Hammers mange historier om Villads fra Valby er slet ikke til at komme udenom i det danske, børnelitterære landskab. Ja, vi (børn OG voksne) har brug for Cirkeline, Gummi-Tarzan og Bennys Badekar. Men vi har sandelig også brug for børnebøger, der afspejler børns liv, som det er lige nu. Villads har en Nintendo. Han skal i kiosken og hente fredagsslik. Ligesom Vitello er Villads en moderne skarnsknægt, så der sker altid noget spændende og uforudsigeligt, om han så skal i skole, lege med nabopigen Frida eller en tur på biblioteket med sin mor og kammerat. 

Gianna Giacomello har indlæst Villads-bøgerne, og det gør hun med en behagelig, klar stemme. Der er masser af dramaer i fortællingerne, og Giacomello smører heldigvis ikke ekstra drama ud over oplæsningen. Det underspillede register fungerer helt fint.

villads

Find lydbogen på eReolen

Troldeliv: Alle historier
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. Samtidig afspejler historien en respekt for naturen og årets gang i skovens økosystem.

Kvinden med guldstemmen, også kendt som Ellen Hillingsø, har indlæst alle historierne med sin vanlige indlevelse og karakteristiske diktion. Det er ikke tilfældigt, at hun er DSBs signaturstemme i tv-reklamerne. Overskud, charme, troværdighed, soliditet, professionalisme skinner igennem, om det så er Michelle Obama eller  troldemor Æna, Hillingsø lægger stemme til

troldeliv

Find lydbogen på eReolen

På eventyr med Prop og Berta

prop og berta

Det er mig en gåde, hvorfor Bent Solhofs eventyr om manden Prop og koen Berta samt de små skovvæsener tyttebøvserne stadig fænger hos børn. Der er noget beroligende over gentagelserne. Måske er det forklaringen?

Prop og Berta er altid lige ved at drikke morgenkaffe. Politimester Frederiksen siger igen og igen: “Det er det, jeg altid har sagt: Vi har en MEGET effektiv politistyrke her i byen!” Heksen gnægger altid på den mest ondskabsfulde måde.

Prop lever i en tordnende urealistisk naturalieøkonomi, og koen kan tale. Og drikker kaffe. Jeg har mange anker. Men Bents overpædagogiske oplæsning med ægte, levende børn som publikum (ååh, den autentiske 80er-fornemmelse) bliver ved med at tiltale Aske. Det er for tiden hans foretrukne lydtapet til morgenmaden. Så vi tager lige Bent, Prop og Berta én gang til. Hvis du kan undgå dem, så gør dig selv en tjeneste. Prøv at pushe noget Jens Okking i stedet for.

Find lydbogen på eReolen

Mere om lydbøger
I 2018 udkom rapporten Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik. Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Læremiddel.dk, Nationalt Videncenter for Læsning og Københavns Biblioteker stod bag udgivelsen, der rummer data fra næsten 9000 børn fra 3.-7. klasser i hele landet. Undersøgelsen viste, at de færreste børn lytter til lydbøger.  På tværs af de fem årgange, lytter 83 procent af børnene sjældent eller aldrig til lydbøger. (Tallet kan have ændret sig siden 2017.)

Antologien Litteratur mellem medier fra 2018 rummer kapitlet At læse en lydbog skrevet af forskerne Iben Have og Birgitte Stougaard. Bogen er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

 

 

Du kan glæde dig

Tænk på sollyset, der på et særligt tidspunkt af dagen fremhæver de orange og blålige farver på din yndlingsplakat. Eller på en kaskade af farvestrålende konfetti, der daler ned over et festligt dækket fødselsdagsbord. Forestil dig tre enorme buketter med påskeliljer og udsprungne kirsebærgrene i din vindueskarm. Eller en smuk og stramt farvekoordineret, bugnende bogreol. Luk øjnene og lad som om, du ser tyve stribede luftballoner stige op over byen på en varm sommeraften.

Hvad sker der med dig, mens du laver disse øvelser? Mit bud er, at du bliver lidt glad.

For tiden er vi mange, der tilbringer alle timer derhjemme, på nær den daglige gåtur i lokalområdet. Det er dage med Corona. Vi aflyser møder, fester og sammenkomster. Mødes på Skype. Har vores børn i hjemmeskole. Måske værdsætter vi ting i vores hjem, vi ikke plejer at lægge mærke til. Måske får vi endelig tilskyndelsen til at lave om på noget, der har irriteret os i lang tid. Male en væg eller rydde op i et vitrineskab.

Midt i en Corona-tid må man som modvægt til alle de overvældende og ofte bekymrende nyheder suge glæde og energi ud af de nære omgivelser – livet som det udformer sig i spisestuen, soveværelset, køkkenet og måske på terrassen eller altanen.

Det var en tilfældighed, at jeg havde lånt Du kan glæde dig: Små tings forunderlige evne til at fremkalde stor glæde af Ingrid Fetell Lee på mit lokale bibliotek få uger før, Danmark lukkede ned og gik i hi. Men det føltes langt fra tilfældigt, da Mette Frederiksen kiggede alvorligt på mig og resten af Danmarks befolkning på et pressemøde den 11. marts og sagde ”Bliv hjemme”. For det er umuligt at leve normalt i konstant ængtelse . Der må lidt glæde til. Det sørger dygtige kulturformidlere som Philip Faber så glimrende for hver eneste morgen, når han tager alle os grundvigianske højskoletyper med til public service-morgensang. Men morgensangen er slut efter 10 minutter. Resten af dagen venter. Hvad nu? Kaffe, ja.

Men der er grænser for, hvor mange kopper god kaffe man kan nyde på en enkelt dag. Øjnene og de andre sanser skal også have noget at glæde sig over resten af døgnet. Det er godt at kunne variere nydelsen. Her er det, at bogen Du kan glæde dig kommer ind i billedet.

Hovedpointen i bogen er, at glæden ikke er svær af finde. Faktisk er den overalt. De ydre rammer for vores liv spiller en langt større rolle for vores glæde og velvære, end vi tænker over. Fetell Lee argumenterer for, at den energi, som kan findes i vores omgivelser, er vores mest efffektive og lettilgængelige kilde til mere glæde.

Fetell Lee er designer. Med input fra psykologiens og neurovidenskabens verden dykker hun ned i, hvorfor de fysiske rammer kan kalde bestemte følelser og fornemmelser frem i os. Hun giver også en perlerække af forslag til, hvordan man selv kan blive mere opmærksom på sine nære omgivelser og foretage større eller mindre justeringer, der gør os gladere. Det kan lyde overfladisk. Men din stue eller dit kontor er ikke bare en livløs kulisse for daglige aktiviteter. Rummene gør noget ved dig, og denne bog får os til at se det med nye øjne.

Fetell Lee præsenterer ti kategorier: Energi, overflod, frihed, harmoni, leg, overraskelse, vægtløshed, magi, fest og fornyelse. Jeg har taget hendes medicin og identificeret, hvordan de ti aspekter allerede er eller kan blive en del af mit hjem.

En disclaimer er på sin plads: Større mængder af origami akvarelmalerier kan forekomme. Nu er du advaret.

Energi
Brun og beige eller pink, orange og ultramarin – hvad giver dig mest glæde at se på? Spørgsmålet er ledende, for det er jo ingen hemmelighed, at farver er nøglen til energi. Jeg købte for nogle år siden en stærkt blå vinterjakke, og flere gange i løbet af de kolde og mørke måneder får jeg positive kommentarer fra såvel kolleger som fremmede mennesker på gaden om jakken. Den lyser op. Den jakke har jeg tænkt mig at beholde i mange år.

lisbet marts 2020 blå jakke

Fetell Lee tager farvernes magt med ud i gadebilledet på en anden måde. Hun beskriver, hvordan udsatte boligområder og trøstesløse kvarterer ændrer sig i takt med, at der kommer klare farver og striber på facaderne. Man føler sig tryggere i et område, hvor bygningerne ikke kun er grå, men også kulørte. Der er mindre hærværk, og en større fornemmelse af tillid til andre. Det lyder som hokuspokus. Det er det ikke. I Albaniens hovedstad Tirana har arbejdet med at omdanne byen fra et farligt og beskidt sted til en overdådighed af pangfarvede bygninger og inspirerende urbane miljøer båret frugt: Folk smider mindre affald på gaderne. Flere har lyst til at sidde på fortovscafeerne. Flere betaler skat.

I min egen by, København, er der heldigvis masser af farver. Bare tænk på Den Røde Plads på Nørrebro. I netop denne tid, hvor Corona er en del af alles hverdag, sætter børn tegninger og perleplader med regnbuer op i vinduerne for at signalere håb og energi. Man kan næsten ikke lade være med at smile, når man først får blik for alle de hjemmelavede regnbuer.

Jeg giver mig selv en farveindsprøjtning, når jeg sætter mig og maler akvareller med mønstre. De skal ikke bruges til noget særligt, men jeg bliver glad af at lave dem og af at kigge på dem bagefter.

organisk mønster akvarel

Stenmaling er en nem genvej til energi. Sæt kulørte prikker på en bunke sten og læg dem steder, hvor de lyser op – måske i entreen eller på trappestenen som en velkomsthilsen.

prikker på en sten

Overflod
Har du prøvet at gå på svampejagt og komme hjem med tre bugnende kurve, fyldt til randen med kantareller og Karl Johan-svampe? Eller bruge tre timer på en mark med pluk-selv-jordbær, der resulterer i kilovis af friske, solvarme bær? Hvis ja, så ved du, hvordan glæden ved overflod føles. Det er som at være en konge.

I en skolefritidsordning skal der ikke være LEGO hist og pist. Der skal være enorme mængder af klodserne. Så mange at børnegrupperne kan begrave sig i dem. Det samme i et legeland med kulørte kugler. Der skal være så mange, at de ikke er til at tælle.

Hjemme hos os er der en overflod af plastic-dippedutter kendt som plusplusser. Der er ingen grænser for, hvad man kan bygge af dem. Det føles bare godt at have et bjerg af dem til rådighed.

Frihed
Jeg er bymenneske, og mine ferier er sjældent baseret på noget med vandrestøvler, telt og rygsæk. Jeg skal ikke sove langt ude i en skov. Til gengæld er jeg vild med at få naturens frie former ind i mit hjem. Det arketypiske eksempel er en buket. Her er naturens frie former samlet i et organisk udtryk. Det vildtvoksende og det grønne stritter og strutter af frihed. Midt inde i min civiliserede stue.

Det er godt for os at være omgivet af planter. Især hvis vi ikke har adgang til natur, parker og haver i det daglige, kan alt det grønne give os en følelse af frihed. Vi ånder lidt friere. Friheden og det naturlige kan også findes i det menneskeskabte. Det kan være tapeter eller mønstrer på tekstiler. Jeg har lavet mit eget akvarelmønster, der signalerer organisk vækst og grøde.

mønster organisk akvarel

Harmoni
Mønstre og orden kan være meget tilfredsstillende at kigge på. Rytmen i det regelmæssige behøver ikke at være kedelig. På Instagram kan man se de mest opfindsomme eksempler på ting, der er organiseret smukt og kreativt:  https://www.instagram.com/thingsorganizedneatly/

Noget så almindeligt som en bogreol kan give en fornemmelse af harmoni. Bøgerne er ens, men alligevel ikke helt ens.

reol

Under Corona-nedlukningen har jeg langt om længe lært at flette origamibolde. En dag har jeg sikkert 100. Indtil videre har jeg fire, og de er udstillet på vores kommode. De er ens og alligevel lidt forskellige.

origamibolde

Det samme gælder for foldede stjerner.

orgamistjerner

Leg
Legen tjener ikke noget andet formål end legen selv. Det kan godt være, at man kan lære noget af at lege, men hvis det er hovedformålet med legen, bliver det en kedelig leg.

Hvorfor dog snurre med en snurretop? Hvorfor dog lege, at alle bamserne har fødselsdag? Hvorfor klæde sig ud? Hvorfor bygge et stort tårn af klodser og derefter rive det ned? Hvorfor spille petanque? Hvorfor spille bold? Fordi det er sjovt. Der skal ikke meget til, før man kan gå i gang med legen. For mig er en hat og et par briller nok.

Alt, hvad der har med prikker, kugler, cirkler og andre runde former at gøre, signalerer også leg. Tag en prikket skjorte på, pust sæbebobler eller lav en uro med farvede papcirkler. Det kan give en legende atmosfære og måske sætte gang i andre legebørn.

Overraskelse
Nogle hader dem. Andre elsker dem. Det handler om overraskelser. Hvis overraskelserne er forbundet med små, venlige handlinger eller gaver, plejer de fleste at værdsætte dem.

Drillenisse-legen med daglige overraskelser er blevet en udbredt praksis på mange arbejdspladser i december. Man lægger en plade chokolade under tastaturet eller udsmykker skrivebordet med vat og nisser. De rigtig platte placerer pruttepuder på kontorstolen. I det tilfælde er det godt at gøre maksimal brug af hæve-sænke-bordets hævefunktion. I slutningen af julemåneden skal man gætte hinandens drillenisser. Det kan også ende med at være en overraskelse. Hvem vidste, at Preben fra regnskab var så god til at vælge bittesmå neglelak-prøver til Susanne fra PR?

Hjemme hos os havde vi i december 2015 besøg af en nisse, der kunne finde på at lægge vores søns cykelhjelm i køleskabet. Det var toppunktet af forbløffelse og underholdning. Nogle gange skal der ikke så meget til.

Små detaljer kan udløse en glædesfyldt overraskelse. Jeg har glemt sammenhængen, men til et møde med relativt alvorlige mænd i jakkesæt, opdagede jeg, at en af dem havde sokker på med kulørte striber. Den lille overraskelse gjorde mig i godt humør. Jeg er selv begyndt at eksperimentere med badges. Når jeg har mørkt tøj og en afstivende habitjakke på, løsnes udtrykket op af et udsagn som ”Nasty woman”, ”Let that shit go” eller ”Cats rule the world”. (Og tak til @thejulesrules for de skønne badges).

badges

Man kan også tilrettelægge gode overraskelser for sig selv. Put nogle smukke strandsten eller kastanjer i lommerne på dine vinterjakker, inden du lægger dem væk. Eller skriv et brev til dig selv, som du lægger i kassen med julepynt og først støder på om et år. Du har sikkert glemt det, når du åbner kassen.

Vægtløshed
At være vægtløs er en attraktiv tilstand. Når vi er glade, er vi helt oppe i skyerne. De forelskede svæver på en lyserød sky. Vi føler os lette om hjertet. At tage en tur i Tivolis ballongynge kilder i maven og giver en illusion af vægtløshed. Jeg drømmer mig tilbage til Tivoli, der i år kommer til at åbne alt, alt for sent. 

ballongynger

Men jeg kan altid folde en masse traner og hænge dem op. Det giver også et strejf af vægtløshed hjemme i stuen.

traner origami

Magi
Det er påske i disse dage. Påskeharen kommer frem og placerer på magisk vis chokoladeæg rundt omkring. Det er der heldigvis mange børn, der tror på.

Hvis du selv skal have mere magi i dit liv, så begynd med en vindharpe eller et klokkespil på et træ i haven. Jeg glemmer tit, at vi har et klokkespil i haven ved vores sommerhus i Skåne. Når jeg en sen sommeraften skal ud og besøge det primitive das, stopper jeg op og hører de klingrende lyde. I et nanosekund tænker jeg: “Hvad er det? Er det skovens magiske væsner?” Det lyder næsten overjordisk. Og så husker jeg, at der er en forklaring. Men magien strejfer mig, og det er nok.

En enhjørninge-emoji kan også fungere som hverdagsmagi i en snæver vending.

enhjørning

Fest
Det giver sig selv: En fest uden glæde er ikke en fest. Når vi fester, ophæver vi hverdagen for en stund. Vi pynter, synger, danser, drikker, leger og glemmer de sædvanlige grænser – også mellem høj og lav. Direktøren har studentermedhjælperen til bords ved firmajulefrokosten. Kvinder trækker navne på bordherrer i en hat. Tilfældigheder og selskabslege fører til morskab, fællesskab og måske endda romantik.

Hjemme hos os har jeg 20 farvestrålende papirrosetter liggende klar til min kærestes fødselsdag senere i april. Hvis jeg spreder dem ud over bordet, kan vi ikke undgå at komme i festligt humør – Corona eller ej.

Prøv at fylde en kuvert med konfetti og sende den til en ven. Jeg er sikker på, at den festlige følelse nok skal indfinde sig hos modtageren. Imens vi venter på, at vi igen må være sammen i store grupper og fejre bryllupper, fødselsdage og jubilæer må vi gøre noget for at genopfinde fester eller opsøge steder, der gør os feststemte. Det kan være, at en gåtur rundt i byen er nok.

fest i gaden.

Weekendavisens journalist i New York hedder Sara Maria Glanowski. Hun fyldte 40 i marts, mens Corona for alvor begyndte at præge storbyen. Det blev ikke til en fest i traditionel forstand. Glanowski festede i stedet for derhjemme i soveværelset med DJ’en D-Nice på Instagram. Sammen med Joe Biden, Will Smith og Michelle Obama. Det blev til den svedigste musik- og dansefest i Club Quarantine med over 100.000 deltagere!

Find festen derhjemme – indtil vi mødes igen til tango, disco, folkedans, festivaller, jubilæer og receptioner.

DJ D nice

Fornyelse
Glæden ved det nye behøver ikke kun at være centreret om nyt tøj, nye møbler og andet, som vi går ud og køber. Den kan også findes i glæden ved årets gang, hvor foråret varsler fornyelse efter en vinter i dvale. Eller overgangen fra sommer til efterår, hvor vi kan høste friske frugter, bær og grøntsager. I mit hjem hænger fornyelse meget sammen med traditioner – og pynt. Til jul skal julekasserne op fra kælderen. Til påske pynter jeg op med æg, kyllinger og andet gult.

gule grene

Til Halloween er der græskartema og spøgelser i vores lejlighed.

spøgelser

Da jeg var barn elskede jeg at flytte rundt på møblerne på mit lille værelse. Sengen skiftede plads, og skrivebordet fik med sin nye placering op ad den modsatte væg et helt andet udtryk. En ny plakat gjorde en kæmpe forskel. Måske er det nok at lægge et kulørt tæppe hen over en lænestol – så er den pludselig ny.

Med disse ti indfaldsvinkler til glæde gennem små, dagligdags ting kommer du måske nemmere (eller lidt mindre trist) gennem foråret og sommeren 2020, hvor du med stor sandsynlighed skal være mere hjemme end normalt. Det handler ikke om at være lalleglad og fortrænge dybere tanker og bekymringer. Det handler om at finde energi og overskud til at leve med glæde, selv om ængstelsen også er en fast følgesvend.

Se giraffen og find mere glæde
Fetell Lee illustrerer sine egne budskaber i denne TED-talk, hvor hun er iklædt en fabelagtig og elegant orange-pink kjole: Where Joy Hides and how to Find it.

Fetell Lee driver design-bloggen The Aesthetics of Joy.
Her er der masser af inspiration til, hvordan man blive bedre til at få øje på og til at skabe kilder til daglig glæde i de nære omgivelser.

Overflod er et tema i dette indlæg af Mikkel, hvor han i 2017 har besøgt og dokumenteret et hav af boghandlere i New York

Jan beskriver det magiske ved togrejser i dette indlæg fra foråret 2020

 

eReolen går amok!

Der er en gammel vittighed om John Jacob Astor IV; verdens på det tidspunkt rigeste person. Han var den største kändis på Titanic og stående i baren, mens kaos brød ud omkring ham, skal han have bemærket: ”Jeg ved godt, jeg bad om is, men der her er jo latterligt!”

På samme måde – og vi strækker sammenligningen lidt her – skulle vi hilse fra eReolen og sige, at vi ved godt, vi altid har bedt om mere brug og flere lånere, men det her er jo vanvittigt. Og på en uhyggelig baggrund. Hvor vanvittigt? Det vil jeg prøve at beskrive her og i øvrigt spekulere ansvarsløst om fremtiden.

Onsdag d. 11. marts om aftenen holdt statsministeren pressemøde og erklærede Danmark mestendels lukket ned pga. coronavirus’ hastige fremmarch. Torsdag d. 12/3 vågnede vi til en ny virkelighed og for rigtigt mange mennesker starten på en ny hverdag derhjemme. eReolen vågnede også til en ny virkelighed.

Unavngivet

Torsdag-fredag var en lidt underlig mellemperiode, og så blev det weekend. Mandag gik det dog helt bananas, og det ligner starten på et mønster med mandage. Det hele blev naturligvis bedre af, at København satte kvoten op fra tre e-bøger og tre lydbøger til fem af hver, mens Aarhus senere satte sin kvote op fr 3/3 til 6/6 – bare for at overgå os, de bæster! En god snes biblioteker hævede lånekvoterne. En enkelt op til 1.000, men så skal man altså læse meget!?

I København har vi alle dage været lidt nærige med vores 3/3-loft, men vores problem er, at hovedstadens månedlige befolkningsvækst er ca. +1.000. Jeg bor i Nyborg kommune, hvor vi er 36.000 mennesker. Hver tredje år flytter altså, hvad der svarer til Nyborg kommune til København. De skal betjenes med et budget, der hverken indeksreguleres eller demografireguleres, så vi er lidt fanget i det sædvanlige biblioteksparadoks, at vi ender med ikke at have råd til vores succeser. Og i København, hvor vi er vant til at underpræstere i forhold til det nationale, digitale udlån, er vi totalt klassens dengser i øjeblikket. Se lige her:

Unavngivet2

De stiplede linjer er det daglige gennemsnit for marts 2019.

Det er jo helt fabelagtigt, at biblioteket, der normalt er Danmarks suverænt mest anvendte kulturtilbud, også kan gøre en forskel, når vi alle sammen skal blive indenfor, og det fysiske bibliotek er lukket.

Det er heller ikke kun de samme brugere, der bruger os endnu mere. Vores support drukner i nye brugere, der stiller rimeligt grundlæggende spørgsmål om funktionaliteten, og først og fremmest får vi henvendelser fra grundskole- og gymnasieskolelærere, der desperat prøver at anvise læsestof til de hjemmebundne elever. Vi skylder her vores gode venner hos forlagene stor ros. Ugen igennem har jeg hængt i telefonen og bedt dem enten lægge fraværende titler på eReolen eller lægge eksisterende titler i en mindre restriktiv udlånsmodel, og i alle tilfælde har de gjort det, de søde englebasser 😊

Tal på bordet!

Unavngivet3

NB: Ekskl. podcasts

Jep! København har mere end fordoblet sit udlån i forhold til marts 2019, mens vi nationalt ligger på +83,7% Det er helt vildt, og vi skylder en stor tak til de åndssvagt dygtige formidlere, der sidder på eReolen, i København og rundt omkring i landet og giver den fuld klampe på alle de digitale kanaler.

Det er ikke kun eReolen, der oplever denne nye interesse i øvrigt. Også hos de kommercielle streamingtjenester oplever de vild stigning. En forlagskontakt fortalte mig, at eReolen sådan set holder sin procentdel af omsætningen hos dem, så det må jo være den logiske konklusion. Den eneste forskel er, at de plejer at opleve weekenden som den mest aktive periode, mens det nu er hverdagene ligesom på eReolen. Det antyder jo heftigt nogle voksne og børn, der keder sig voldsomt i den skolelukkede periode.

Så hvad nu? Har vi konverteret en masse mugglere til læsningens magi? Denne her åndssvage pandemi forsvinder jo forhåbentligt snart igen – for nu i al fald – og hvor mange er så tilbage? Ikke alle selvfølgelig, men for de kommercielle aktører gælder det, at gratis-kunder smutter igen, hvis de aldrig kommer i gang med tjenesten, men lokker man en bog eller to i dem, stiger sandsynligheden voldsomt for, at de bliver hængende. Følgelig er det mest sandsynlige, at en god del af de mange tusind nye brugere bliver hængende. Det er godt nyt for læsningen, der er under generelt pres i et samfund i desperat underskud af tid og opmærksomhed og specifikt pres fra de nye generationer, der har et ganske andet medieforbrug end deres forældre.

Eller dropper vi alt det digitale, når vi bliver lukket ud og hylder i stedet det analoge og det fysiske fællesskab? Kommer hinanden ved, til vi introverte får eksplosionsagtig kvalme over fællessange og lallen rundt om majstænger?

Spændende bliver det!

Skraldebyg og syndflodsmyter

”Spis bøf en anden gang, og syng i stedet en sang”. Så kort kan det siges. Eller rettere synges, når det handler om vinderen af MGP 2020. Hun hed Liva og vandt med en iørefaldende sang holdt i glade harmonier. Hun sendte også denne opfordring: ”Pas godt på vores jord. Jeg skal bruge den, når jeg bliver stor.” Der var håb og handling i den sang, og det glider lige ned. Ligesom forløbet ”Klima, skraldebyg og bæredygtighed” i min søns klasse.

Hvis du som voksen føler trang til at udforske de store spørgsmål om klodens fremtid sammen med et barn på en anden måde, så kommer her tre bud. For der findes børnebøger som går i kødet på de store temaer med en særlig, litterær opfindsomhed. Her er der plads til at få vendt og drejet ængsteligheden.

Bøgerne giver os en fin anledning til at få snakket med børn om, hvor svimlende det er, at vi faktisk ikke ved, hvad fremtiden indeholder.

Det mærkelige er, at humor, varme og undren godt kan optræde side om side med uro og afmagt. Hermed har jeg mere end antydet, at dette indlæg også er en hyldest til børnelitteratur, der fletter det komplekse og det enkle sammen i én historie. Der er nemlig noget, vi ikke behøver at skrue ned for: De nuancerede og forskellige fortællinger om, hvordan verden også kunne se ud. På godt og ondt.

Vitello redder verden
Vi befinder os i et univers, der er trygt og velkendt. Tusindvis af børn og forældre hygger sig med Vitello og hans venner året rundt. Bøgerne er sjove og skæve. Humoren tiltaler både store og små.

Men denne gang er temaet ikke klamme kærester, der hedder Kamma, eller Vitellos bestræbelser på at score kassen som blomstersælger. Nu handler det om noget globalt: Vitello er nødt til at redde verden. Og det i en ruf. For han skal være millionær og køre i en sportsvogn, når han bliver voksen. Så hjælper det jo ikke noget, at verden er gået under!

Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at gøre det rigtige. Andre mennesker bliver faktisk skidesure, når man sammen med sine venner går i gang med at redde verden.

Det går dog bedre med en kat….

img_4075

Vitello handler sig generelt ud af mange situationer. Men lige den her med at redde verden viser sig at være ekstra svær. 

Det hus Jack (og Melissa) byggede
“Det meste ligger øde. Meget er i stykker”. Sådan begynder denne historie om en dreng, der hedder Jack. Han finder materialer rundt omkring. En hammer. Nogle søm. Han ser også en pige. Hen ad vejen finder de to ud af, at de skal bygge et hus sammen.

De får også en hund. Det er lige før, man aner Adam og Eva i baggrunden af fortællingen. For hunden skal jo have et navn, og det diskuterer Jack og Melissa. For der er mange at vælge imellem.  Men så kommer der mindelser om Noas ark, for flere dyr kommer til. Og andre børn. Regnen begynder at falde. Det ender med, at huset nærmest bliver til en båd.

Med de fineste antydninger får forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Lilian Brøgger vist, hvordan de to børn midt i en øde og ødelagt verden finder styrken i at være to. Du er ikke alene.

Jeg er vild med den bog.

img_4074

Se øjenkontakten mellem de to børn. De ved godt, at det betyder alt, at man ikke er alene i verden. Især ikke når verden bliver totalt oversvømmet. 

Huset på havets bund
Der er vand, oversvømmelse og våde strømper til overflod i Martin Glaz Serups og Lars Vegas’ gådefulde bog om en pige, der besøger sin farfar. Han har fundet en underlig maskine i sin kælder, en gammeldags iPad. På skærmen er et hus på havets bund og to skygger af en mand og en pige. De ligner pigen og hendes farfar. Der kommer havlyde fra apparatet.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i fortællingen, mens vandet stiger. Pigen kigger ud af kældervinduet og kan se, at de voksne løber rundt med skovle og sandsække. Imens siver der vand ud af apparatet. Det kan ikke stoppes. Vand indenfor og vand udenfor.

jeg tør slet ikke at kaste mig ud i en tolkning, men jeg mærker næsten vandets kulde og fugten i luften, mens jeg læser bogen. Alting bliver sløret til sidst. Som set gennem bølgende vand. Mit bud er, at man skal læse denne bog langsomt og grundigt sammen med børn. Den skal opleves og dvæles ved, mens man undrer sig over det mærkelige og uforståelige. Nogle gange er der ikke forklaringer.

rbt

Alting flyder og flyder sammen i denne alt andet end selvforklarende billedbog. 

Boginfo
Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fup Aakeson og Lilian Brøgger
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Huset på havets bund af Martin Glaz Serup og Lars Vegas
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Flere tips
Københavns Bibliotekers Børnebogcast har lavet et tema klima og natur i børnebøger

Litteratursiden har skrevet om klimakrise i børnehøjde

Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, har været med til at redigere en antologi om børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen. Den fik en fremragende anmeldelse i Information i 2018.