“Filosofi for ledere” – men faktisk for os alle sammen. En anmeldelse.

Tommy Kjær Lassen er tydeligvis en klog fyr; cand.theol. og siden ph.d. i ledelsesfilosofi -som jeg faktisk ikke vidste var en akademisk disciplin. Hvem bedre til at skrive en bog om ledelse og filosofi?

Lad mig lige starte med at sige, jeg har det svært med både ledelse, ledelsesundervisning og ledelseslitteratur. Der er virkeligt mange dårlige ledere – men gudskelov også et par virkeligt gode stykker. Mange ledere er ledere af alle de forkerte årsager og enormt selvoptagede. Det er dog ikke kun deres egen skyld. Jeg ved det, for jeg har været på lederuddannelse. Nåååå … så blev du lige imponeret! Nej? Okay.

Her lærte jeg – og læste meget om – at mit ledelsesrum langt hen ad vejen var inde i mig selv. Som autentisk leder skulle jeg bruge mig selv meget. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Mig, mig, mig … Og ledelseskonsulenter. De skal jo hyres. Typisk af ledere. Så mange konsulenter har alle menneskers yndlingsemne på menuen: Sig selv. Det er jo ikke så mærkeligt, vi ender med så mange skøre ledere. De bliver fanget i deres egen navle, de stakler. Ledelseslitteraturen er i min bedste vurdering på linje med det, vi i gamle dage kaldte triviallitteratur; Lægeromanen, Bill & Ben osv. Ledelsesparadigmer kommer og går ligesom andre modefænomener og med samme totale tilfældighed. Hvad er det så denne sæson? Autentisk ledelse? Livsfarlig ledelse? Ledelse på kanten? Karrygul? Flæser? Løs strik i pangfarver? Stenalderkost? 5:2? Lakrids? Skyr? Skum? Perler? Udekøkkener? Minimalisme? ’70’er-keramik? Så hellere en gang selvudgivet erotik. Det er i det mindste ærligt!

Du kan sikkert fornemme, jeg gik til dette værk med en vis skepsis. Som det nogle gange sker, blev mine fordomme ikke rigtigt bekræftet. Faktisk er jeg mildt begejstret.

Her er den så.

Lad mig citere:

”Der er nok at tage fat på. Filosofien er sat i verden for at vække det særligt menneskelige. Det særligt menneskelige gives ikke i injektionsform, og der gives ikke af systemsvar. Det er ikke gjort med rationelle systemer, målrettede handleplaner eller et sæt gode vaner. Det er heller ikke gjort med et kursus i ledelsesfilosofi eller en bog om filosofisk lederudvikling.

Det handler om at være menneske. Hver dag. Om at insistere på disse små, men særlige kvalitative øjeblikke af ånd, mening og menneskeligt nærvær midt i hverdagens professionelle beslutninger og operationelle prioriteringer.

Det handler om at bevare en undrende og tænkende nysgerrighed, en tørst efter noget mere, en kreativ fantasi og en legende tilgang til de nære oplevelser i livet.

Filosofisk paradoksledelse går ikke op. Men lige dér, i hverdagens brudte og ufærdige erfaringer findes det virkelige liv. Lige dér kan du genopdage, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Lige dér kan du kaste dig ud i dit liv og lederskab på en ny og mere undrende og nysgerrig måde.”

Sorry ☹ Det blev et langt citat, men det er bogstaveligt talt de sidste ord i bogen, og de er meget smukke. Det er også en meget fin opsummering af det essentielle i de foregående 266 sider.

Jeg kunne ikke finde mine farvede tabs, så jeg måtte ty til æselører.

Det paradoksale i at forene ledelse og filosofi gør forfatteren meget ud af at redegøre for helt fra starten. Forskellene er legio. Tænk bare på, hvor handlingsorienteret ledelse er. Det er tit her og nu og næste strategi og handleplan og personaleseminar. Filosofi er teoretisk, uhildet og tidsløs. Det skal så på ingen måde forhindre ledere – og vi andre kan jo se med over skulderen – at tage ansvaret på sig ordentligt og reflektere ordentligt over egen praksis.

Der følger kapitler om eksistensfilosofi, etikfilosofi, Hannah Arendts handlingsfilosofi, fænomenologi, kritisk filosofi og en sløjfe tilbage til paradokserne. Jeg er meget begejstret for de to kapitler om eksistensfilosofi. Tommy Kjær Lassen formår at forklare, hvad ellers ret svært forståelige Kierkegaard skriver, så det står ret klart og enormt vigtigt. Kapitlet om Hannah Arendts handlingsfilosofi står også lysende klart for mig og har givet mig meget at tænke over.

Og det er sådan set pointen. Man behøver hverken være leder eller have ledelsesambitioner for at nyde ”Filosofi for ledere.” Det er grundlæggende ’bare’ en virkelig god bog om praktiske applikationer af kontinental filosofi, som ellers måske kan virke afskrækkende og virkelighedsfjern.

Så: Køb “Filosofi for ledere” til din leder. Det vil være godt for ham elle hende. Men læs den selv først!

Bogsnaks sommertips 2020

Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”.  Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.

Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.

Jans sommerferielæsning 2020
2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.

Der er særlig fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før ,og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, omend tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.

På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.

Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.

Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.

Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Graden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tiden store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.

Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.

Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.

Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for.  De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.

Mikkels sommerlæsning
Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.

Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.

Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.

Nyborg. Et godt sted til staycation.

 

 

 

 

 

I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!

Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.

Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020)  på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!

Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.

Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.

 

 

 

 

 

 

Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.

Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lisbets sommerbøger
Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt! 

Malene Ravn: Hvor lyset er
Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!

Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.

Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.

Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.

Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision. 

‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden. 

Læs også Litteratursidens anmeldelse af romanen

malene ravn hvor lyset er

Stilfuld forside, der pynter i et hvert hjem.

Virginie Despentes: Vi ses i helvede
Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….

‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:

“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.

dav

It’s getting hot in here….

Lakserytteren: Griskernes hemmelighed
Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.

Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.

Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.

Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der  bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner.  Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!

griskernes hemmelighed

Knald på forsiden. Sådan skal det være.

 

Boginfo

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.

’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.

’Arnhem’ af Anthony Beevor. 559 sider. Lindhardt og Ringhof. 2018.

’Hvor lyset er’ af Malene Ravn. 362 sider. Gyldendal. 2020.

‘Steder tiden har glemt’ af Thomas Kaarsted. 370 sider. Forlaget Olga. 2020.

‘Kongamato’  af Mikala Rosenkilde. 668 sider. Dreamlitt. 2020. 

 ‘Grundkøkken’ Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 590 sider. Politikens Forlag. 2008.

‘Grønt grundkøkken’ af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 430 sider. Politikens Forlag. 2012. 

Kintsugi: Embrace your imperfections and find happiness af Tomás Navarro. Yellow Kite. 2018. 

‘Vi ses i helvede’ af Virginie Despentes. Tiderne Skifter. 313 sider. 2012. 

‘Griskernes hemmelighed’ af Rasmus Kolbe (Lakserytteren). 393 sider. Lakse Publishing. 2020.  

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

 

Kunsten at læse

En lille bog om kunsten at læse skrevet af Thomas Illum Hansen er landet på mit skrivebord. Den er karrygul og kort (70 sider), men dog noget længere end den første bog, jeg læste selv i slutningen af 1983. Den handlede om Søren og Mettes lillebror Jep. Han havde cowboy-smækbukser på og grydeklip. Forsiden af bogen var mørklilla. Jeg husker stoltheden over, at nu var den hjemme: Jeg kunne læse selv!

De fleste af os kan huske den første bog, vi læste selv. Den positive følelse af mestring og glæden ved at have knækket koden. Men hvad skete der senere med læseglæden i skolen? Blev den ved med at blomstre?

Tja, for mit eget vedkommende var gode læseoplevelser noget, der hang sammen med fritiden. At læse Heksefeber af Leif Esper Andersen i dansktimerne var ikke en stor litterær oplevelse. Det var det til gengæld, når min klasselærer Kjeld læste højt af Cecil Bødkers serie om Jesus. Vi fulgte ham fra drengelivet, til livet som ung mand og til sidst en mand, der hænger der på korset – forladt, spottet, pint og plaget. Kjeld må have været dygtig til at læse højt. Alle 26 elever i min meget brogede klasse sad musestille. Han læste alle bindene højt for os.

I 8. og 9. klasse lavede jeg bograpport efter bograpport. Med først blyant og derefter kuglepen og retteblæk ved hånden analyserede jeg miljø, karakterer og sproglig stil i romaner som Barndommens Gade af Tove Ditlevsen og Det forsømte forår af Hans Scherfig. Det er danske klassikere, men jeg pinte al poesi og magi ud af dem, når først bograpportmaskinen Lisbet Vestergaard tog fat på at kværne og presse bogens indhold ind i stramme analysemodeller og -skemaer. Det handlede jo om at vise, at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handlede om. Det handlede om at gøre dansklæreren stolt.

Kunsten at læse handler om, at der netop er en anden vej. Litteraturlæsning handler ikke kun om at lave de rigtige, intelligente analyser. Der er meget mere på spil. Og det er noget, der er i familie med oplevelser, indlevelse og læseglæde.

kunsten-at-laese

Hvordan går det med børns læsning?
De seneste undersøgelser af børns læsevaner (PIRLS 2016 og Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik) viser, at danske skoleelever ligger lavt, når det gælder læseglæde. Blot 20 % af de danske elever kan rigtig godt lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Vi ved også, at børn mellem 9 og 13 år primært forbinder læsning med skole og pligt. Der er ikke nogen i vejen med skole og pligt – men hvad med hele den side af læsning, der handler om underholdning, oplevelser, adspredelse, videbegær og andre plusord?

Alle dansklærere vil nok skrive under på, at hvis deres elever oplever læselyst, så fremmer det sandsynligheden for, at de også bliver stærke læsere. Læsning er ikke blevet uaktuel i en mere og mere digital verden. Måske tværtimod.

Læseglæde og litteraturoplevelser i egen ret kan være svære størrelser at argumentere for i et nytteperspektiv og ud fra samfundsøkonomiske og instrumentelle logikker. Men Kunsten at læse tager fat på den svære brobygning, og jeg tøver ikke med at erklære, at den bog er som sendt fra himlen. Især til lærere, skoleledere, folkebibliotekarer, bibliotekschefer og måske også forældre, der drømmer om at alle børn uanset socioøkonomisk baggrund oplever læseglæde på egen krop og får store læseoplevelser i løbet af deres skoletid. For det er jo i skolen, alle børnene er.

Danskfaget fylder godt i landskabet. Hvorfor fylder litteraturen og oplevelsesdelen så ikke mere?

En bog med et budskab
Thomas Illum Hansen er forskningschef ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Han er også projektleder på forskningsprojektet Kvalitet i dansk og matematik (KiDM). Kunsten at læse er dog ikke en forskningsrapport eller en videnskabelig artikel. Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe indsigter om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet.

Illum Hansen lægger ud med at fortælle om sin egen skolegang og de lærere, der lærte ham at læse. Det er en vigtig pointe, at bogen netop begynder med personlige historier – selv om Kunsten at læse er en saglig og faglig bog. For læsning er grundlæggende et personligt anliggende, skriver Illum Hansen (s. 10). Vil man have noget ud af læsning, så må man sætte sig selv i spil. Sanser, erfaringer, følelser og alt det andet, vi hver især har med os.

Det er et af bogens vigtigste budskaber: Eleverne skal tage læsningen af litteraturen tilbage, fordi: ”Eleverne selv må blive grebet for at kunne gribe og begribe litteraturen” (s.12). Lærernes opgave er at få oplevelsesdelen, de æstetiske erfaringer og den personlige fordybelse tilbage i læse- og litteraturundervisningen.

Læsning af litteratur handler om meget mere end afkodning og analyser af tekstens ord og indhold. Eller: Det burde den gøre i danskfaget. Illum Hansen peger på, at danskfagets rolle som kulturfag overskygges af de nyttebetonede dagsordener. Vi skal have elever, der er dygtige til at læse. De skal læse hurtigt og fejlfrit. De skal have et stort ordforråd. Vi skal helst ikke komme tilbage til PISA-chokket for omkring 20 år siden.

Illum Hansen peger på, at vi nemt kommer til at fremhæve læsningens lyksaligheder. Man får stimuleret sin fantasi, styrket sit ordforråd, får blik for eksistentielle forhold, bliver dannet og alt muligt andet godt. Men vi (lærere – og måske også forældre?) må tage os i det. Vi må lægge nogle af alle disse rationaler fra os.

For vi risikerer, at børn og unge oplever dem som ”anmassede postulater, der kommer imellem læseren og litteraturen.” (s. 14).

Lige her laver jeg et stop. For her er et oplagt kontaktpunkt mellem lærere og børnebibliotekarer/litteraturformidlere på folkebibliotekerne, som i disse år har et stort fokus på at samarbejde med skoler om at styrke børns læsning, læselyst og læseoplevelser. Hvis der er noget, folkebibliotekets medarbejdere er optaget af, er det at sikre, at læsere møder litteraturen – og at der ikke står noget i vejen for det møde.

Kunsten at læse forklarer, hvad læsningens fremmederfaring er for en størrelse, og hvorfor det er vigtigt, at alle elever oplever den på egen krop. Bogen rummer bud på, hvordan man som lærer kan bedrive undersøgende litteraturundervisning og være bedre til at pejle efter elevernes interessesfære, når der skal vælges litteratur til undervisning.

Vi kommer langt omkring i den korte, men tætte bog – fra Jan Kjærstads forsvar for litteraturen udtrykt i syv billeder og filosofiske begreber fra Husserl, Merleau-Ponty og Poulet til et nu lukket, magisk litteraturhus i de sydsvenske skove og et digt af Per Højholt.

Dermed er der mange kroge i bogen, som forskellige læsere kan gribe fat i. Selv om bogen primært er skrevet til dansklærere, så vil den være en læsegodte for alle litteraturinteresserede fagpersoner.

Jeg vil tillade mig at sammenligne Kunsten at læse med successerien Tænkepauser, der også er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Jeg tager med jævne mellemrum Tænkepausen om tillid og den om livshistorier ned fra min egen bogreol. De er gode at læse én gang til. Det er nemlig fremragende forskningsformidling. Jeg er overbevist om, at Kunsten at læse får samme status.

Boginfo
Kunsten af læse af Thomas Illum Hansen, udgivet på Aarhus Universitetsforlag 2020, 70 sider. Kunsten at læse er bog 16 i Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, der udgives i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.

Dyk ned i blogindlæg om betydningen af læsning og biblioteker

Jan og Lisbet anmeldte i 2018 Ahmed Akkari og Lars Hvidbergs bog Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre

Mikkel og Anne-Grete anmeldte i 2019 Lars Theil Münsters Det læsende menneske

Lisbet lavede 2018 et blogindlæg med læseforskeren Kristiane Hauer i fokus: Portræt af en læser, der forsker i læsning

Rapporter om børns læsning

PIRLS 2016: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-pirls-2016

Artikel fra Aarhus Universitet om de danske resultater i PIRLS 2016

Børns læsning 2017: Overblik og indblik

Strategidokumenter om børns læsevaner

På vej mod en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere, 2018

Oplæg til en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere,2019

Bibliotekschefforeningens håndslag vedrørende børns læsning, 2020.

Syv bøger på den rigtige måde

Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.

img_8704

”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon

”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.

Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …

img_8707

”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.

Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.

 

I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.

img_8706

”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD

Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.

Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.

img_8708

”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss

Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.

”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.

img_8713

”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris

Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.

Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

Tjek bogen!

Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.

Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”

img_8712

”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat

I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.

Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.

img_8711

Lav og red mayonnaise 🙂

Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.

img_8709

”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis

I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.

Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊

… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …

Et socialrealistisk bogtip

De, der kender mig ved, at jeg er en sucker for socialrealisme. De, der ikke kender mig ved det så nu, hvor I læser disse linjer.

Forfattere som Tove Ditlevsen og Martha Christensen står mit hjerte nær – og jeg skamroser gerne disse og andre forfattere, der skriver socialrealistisk.
I 2019 valgte Gyldendal så at udgive en Tove Ditlevsen-bog – og det var en rigtig god ide hvis du spørger mig (og det ved jeg godt, at du ikke gjorde).
Denne bog af Tove Ditlevsen har jeg nu læst og det er der kommet følgende anmeldelse ud af:

Tove Ditlevsen begik som bekendt selvmord i 1976 efter et langt liv præget af et skrøbeligt sind og 4 ægteskaber, der på mange måder var problematiske. En af hendes ægtemænd gjorde hende til narkoman, en anden havde hun et had-kærlighedsforhold til og var et ægteskab, der udmøntede sig i en sindsoprivende skilsmisse.

I slutningen af 2010´erne åbner medarbejdere på Gyldendal et gammelt pengeskab. Her finder de en bunke breve, der viser sig, at være de originale breve, som Tove Ditlevsen gennem flere år sendte til Mogens Knudsen, der fra 1969 var Tove Ditlevsens redaktør på Gyldendal.

I 2019 blev disse breve udgivet i bogform – og hvilken bog, den er aldeles fremragende.

Brevene giver et indblik i hvilket sammensat, skrøbeligt og begavet menneske Tove Ditlevsen var, men de er også en beskrivelse af Tove Ditlevsens hverdag og af det samarbejde og den relation, der opstod mellem en af landets bedste og mest populære forfattere og hendes redaktør.

I brevene skriver Tove Ditlevsen om sine økonomiske forhold, om hendes børn og svigerbørn, om relationer med de læger og psykiatere, der behandler hende når hun er indlagt, om forholdet til hendes fjerde ægtemand Victor Andreasen, som hun senere blev skilt fra og om forhold til fans og de konfrontationer hun fra tid til anden havde med pressen. Med andre ord kan denne brevsamling godt beskrives som en slags all-round-portræt af Tove Ditlevsen.

Brevene er med til at tegne et billede af et begavet menneske, der havde et skrøbeligt sind og som var meget afhængig af at få positiv opmærksomhed fra omgivelserne. Et menneske med lavt selvværd til trods for stor litterær succes. Flere af brevene kan opleves som lidt pinlige når man læser dem fordi det tydeligt skinner igennem hvor meget Tove Ditlevsen som voksen kvinde higede og næsten tiggede om at få ros og anerkendelse af sin redaktør.

”Kærlig hilsen, Tove” er en sjældent fin læseoplevelse.
Et fornemt portræt af en forfatter, interessant læsning, velskrevne breve, der giver et godt indblik i hvem Tove Ditlevsen var som menneske.

Jeg har ikke noget dårligt at sige om denne bog, det var en fremragende ide at udgive disse breve i bogform, brevene var meget læseværdige og gjorde indtryk på denne anmelder. Jeg har kun ros til overs kan kun anbefale, at andre også læser bogen med Tove Ditlevsens breve.

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746

 

En blandet fagbogsbuket

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

En troldkvindes bekendelser

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019