Fabulerende fortællelyst på rumænsk

Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.

Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.

F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier,  som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.

’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.

3 stærke og balstyriske noveller

Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.

‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.

Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’.  Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.

Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.

F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.

På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.

’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.

Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.

Summa summarum

Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.

Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.

Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.

Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.

Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.

 

Boginfo

’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.

Flodkrebs synger smukt og rent

Den 27. september 2019 udkommer ”Hvor flodkrebsene synger” på Gyldendals forlag. Køb den og læs den. Den er fantastisk. Det er den korte besked. Den længere besked har samme konklusion og følger herunder.

47944456._UY2078_SS2078_

Jeg samler lige tråden op fra sidste måned, hvor jeg var inde og for-forhandle med min gode Gyldendal-ven og -modpart – og tidligere kollega i øvrigt. Snakken falder altid på kommende udgivelser, og han var mest optimistisk omkring Tim Buk-Swienty’s Blixen-biografi, den nye Svend Brinkmann og det amerikanske fænomen ”Hvor flodkrebsene synger.” Jeg er meget lidt fan af hr. Buk-Swienty’s ageren over for bibliotekerne, så ham ignorerer jeg, uden at han opdager det 😊 Brinkmanns nye opus anmeldte jeg i forrige post. Lidt blandet. Og så købte jeg i øvrigt Flodkrebsene i originaludgaven til min Kindle og slugte den. Bogen altså. Ikke min Kindle.

”Hvor flodkrebsene synger” er en litterær enhjørning. Den udkom i USA (”Where the Crawdads Sing”) for over et år siden og ligger stadig nummer 1 på Amazons hitliste, og så er det jo faktisk en debut. ’ish. Forfatteren, Delia Owens, har skrevet et par faglitterære bøger før, men det er hendes skønlitterære debut, og det er lidt vildt. Faktisk er der også en lille krog til Brinkmanns ”Hvad er et menneske.”

”Hvor flodkrebsene synger” foregår dels i 1969, hvor en ung mand findes død i marsklandet uden for en lille kystby i North Carolina, og den lokale ordensmagt er overbevist om, der er tale om et mord. Som efterforskningen skrider frem, kommer den unge kvinde, Kya, der lever alene derude under mistanke. Dels følger den Kya, fra hun er seks, og hendes mor går fra sin voldelige, fordrukne mand og børnene og det faldefærdige skur, de bor i ude i marsken. Så rejser Kyas storebror væk, og efter en kort opblomstring som far forsvinder også han, og så er hun helt alene. Det er her, det er lidt spøjst lige at have læst Brinkmann, for kapitlet om det biologiske menneske spøgte i min bevidsthed under læsning af særligt første del af flodkrebsene. Vi tænker ikke tit over det, men vi er jo biologiske væsener, som former og formes af naturen omkring os, og én af gaverne herfra er grunden til, man gider læse fiktion. Mere om det nedenfor.

CRAYFISH-articleLarge

En flodkrebs. Der er ingen sammenhæng til teksten, men fin er den.

Bogen tager sig god tid til at beskrive marsken og dens enestående fauna på den ene side og Kyas knusende ensomhed på den anden. Byen skyr hende, og hun følger andres sociale liv på afstand, indtil hun bliver gode venner med en lokal dreng, som lærer hende at læse, og stjæler lærebøger til hende. Pludselig kan hun læse om den natur, hun bor i og kender så intimt. Hun begynder også at forstå sine få, men afgørende sociale relationer i lyset af naturens relationsmønstre mellem hanner og hunner hos forskellige dyr og insekter.

Naturbeskrivelserne er fænomenale. Det er sjældent for alvor, synes jeg, at blive transporteret til et sted, man ikke kender på den måde. Samtidigt spiller naturen både en rolle som scene, bagtæppe og aktiv medspiller. Owens er uddannet biolog og tog som noget nær nyuddannet med sin daværende mand til Kalahari-ørkenen, hvor de slog sig ned i syv år i ingenmandsland og studerede den lokale fauna. Det kom der bogen ”Cry of the Kalahari” ud af. Senere flyttede de til Zambia for at studere løver, men blev blandet ind i kampen mod krybskytteri af elefanter og skrev bogen ”Eye of the Elephant.” Helt uerfaren med at beskrive særegne miljøer er hun altså ikke, og det mærkes!

En anden helt særlig ting, jeg bemærkede, var, at empatien med Kya sniger sig langsomt ind, men så voldsomt faktisk, at da retssagen går i gang – og selvfølgelig må der være en retssag – og dommen nærmer sig, sad jeg med hånden, så den dækkede nederste del af siden, mens jeg messede for mig selv: ”Kom så. Ikke skyldig. Kom så. Ikke skyldig …” Jeg læste fra lufthavn til lufthavn på en tre timer lang flyvetur, og forklarede mentalt en sky, at den f***** jury skulle erklære hende ikke skyldig. Der er jo ingen beviser, mand! Det er alt sammen deres provinsielle angst for outsidere, og har hun måske ikke lidt nok? Hvad F***** er EGENTLIG meningen?! Er der bare INGEN retfærdighed til??? … Hvor var jeg? Åh, jo. Jeg levede mig meget ind i den.

vaLTWZ0S

Frifindelse, tak!

Det er noget mærkeligt noget, det med at leve sig ind i fiktive personers liv. Vi ved jo godt, de ikke findes. Hvordan kan deres skæbne berøre os? Og så meget i dygtige forfatteres hænder? Jeg læste ”The Boy on the Bridge” efterfølgende. Det er en slags 2’er til ”The Girl with All the Gifts” – begge født af forfatteren M. R. Careys skræmmende fantasi om, hvad der vil ske, hvis svampen cordyceps, der forvandler insekter til zombier, en dag fandt på at springe til mennesker. ”The Boy on the Bridge” er udspekuleret ondskabsfuld, blodig og uhyggelig, men den er plotdreven, og man har på ingen måde mentale samtaler med skyer om, at det skal gå personerne godt. Det gør det så typiske heller ikke i øvrigt. Yikes!

3a810ba1df3bb1a0888897811c4052fb2b54b35f_hq

“The Girl with all the Gifts.” Det ender galt for de fleste medvirkende.

Jeg har læst lidt op på det. Der er mange forklaringer på, hvad det er, der sker, men den neurologiske mekanisme – om man vil – hænger på to relaterede menneskelige evner. Den første er evnen til at danne sig forestillinger om, hvad der sker i andre menneskers bevidsthed; theory of the mind, som det hedder. Ingen andre levende væsener har den evne. Heller ikke primater. Den anden er empati; evnen til at kunne sympatisere, føle med andre. Det er to forskellige evner trods deres sammenhæng. Psykopater har fx glimrende theory of mind, men ingen empati. Autister har problemer med theory of mind, men kan godt føle empati. Når vi lever os ind i fiktive menneskers skæbne, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi føler empati med vores rigtige medmennesker. Følelsesmæssigt skelner vi altså faktisk ikke, og vores engagement i fiktive mennesker er i selve øjeblikket helt ægte, som om de også var.

Anyway. ”Hvor flodkrebsene synger” er fremragende. Det er én af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Læs den, når den udkommer på dansk d. 27. september.

Er du helt sikker, Svend? Om Brinkmanns nye “Hvad er et menneske?”

“Hvordan ser jeres efterår ud?” spurgte jeg min forhandlingsmodpart hos Gyldendal.

“Rigtig fint!” svarede han glad. “Vi har mange god ting på bedding. Der er jo den dér ‘Hvor flodkrebsene synger.’ Den kommer sidst i september. Det er en litterær sensation i USA. Den har ligget på alle lister i al evighed. Det er endda en debut.”

‘Hvor flodkrebsene synger,’ noterede jeg i min bullet journal. ‘Find original. Læs. Hvad fanden hedder en flodkrebs på engelsk? Where the river crabs sing? Nej, det hedder den nok ikke.’

14BB90E2-EE02-4AE5-B6A6-9C764A067DD9

Where the CRAWDADS Sing!

“Og i næste uge kommer den ny Brinkmann. Jeg har ikke set den, men nogen sagde, det var en slags ‘Sofies verden.’”

Min hjerne eksploderede. Ny Brinkmann? Hvorfor er jeg altid den sidste i verden, der finder ud af ting?

“Du kan jo få et anmeldereksemplar, hvis du er interesseret,” smilede han. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Jeg tror, jeg gik fuld Gollum, hvæsede ‘my precioussss’ og løb hjem på kontoret, men jeg husker ingenting, før jeg sad på min pind og kælede med den ny Brinkmann.

Her er den:

1440224F-E2B6-4B8F-B431-7C67AD46F41B

Dagen efter viste jeg den stolt frem på et møde. En afdelingsleder på Hovedbiblioteket greb grådigt ud efter den og gav sig til voldsomt upassende at snuse til den, så nu gemmer jeg den! Inde i min hule under Tågebjergene, hvor jeg lever af rå fisk og vildfarne goblins. Arj, okay, jeg overdriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide rå fisk.

Den gode Svend Brinkmann er jo psykolog, selvom han mener, psykologien er ved at sejre sig selv ihjel. Alt bliver psykologiseret. Hans “Stå fast” er en klassiker, men siden er han altså blevet lidt overeksponeret, og han risikerer at blive en professionel meningsmaskine. Alle, der skriver bøger med kapitel-titler som “Tag nej-hatten på,” er sikret en evig plads i mit hjerte, så Brinkmann har lang snor hos mig.

B31B4C2D-19BA-4D4E-BC7C-93D0454DB8AC

Manden selv. Svend Brinkmann.

Hvad er det så, Brinkmann har bedrevet denne gang? I al korthed er det en fiktiv rammefortælling omkring – sjovt nok – en fiktiv fagbog om det at være menneske. Det er et godt emne og en spændende behandling. “Det lyder som en bog, Umberto Eco skulle have skrevet, og som skulle være dobbelt så lang,” indvendte min søde, forstandige kæreste og skævede skeptisk til mine 256 siders Brinkmann. Jeg slog ikke ud efter hende med en rå fisk, for hun har en pointe. Mere om det senere.

Rammefortællingen er som følger: Andreas er en følsom og ensom nybagt student. Hans far er væk, og hans mor sender ham til psykolog, hvor han lærer at se ind i sig selv, tænke over sig selv osv. Det hjælper ikke rigtig, men til gengæld har han en sej filosof-/forsker-farmor, der ganske vist er kræftsyg, men som har arrangeret en dannelsesrejse via interrail rundt i Europa. Hun bliver dog for syg til at tage med på rejsen selv, så hun sender Andreas alene afsted, og hun giver ham det mystiske, uudgivne, anonyme værk “Hvad er et menneske?” med til fordybelse på togturene. Og så skyper farmor og barnebarn ellers lystigt på turen.

Turens forskellige stop passer med kapitlerne i “Hvad er et menneske?” og som Andreas læser, oplever, møder mennesker på sin tur og diskuterer med dem og med farmoren, turbo-dannes den unge mand og får det meget, meget bedre mentalt også. Hans verden åbnes, og der blæser friskt, intellektuelt luft ind.

3E3A6DD5-04B7-4B75-BFE2-1B6BBCB099E3

Brinkmann har en pointe, der går igen i hans forfatterskab, synes jeg, og den er jeg gerne med til at råbe fra hustagene: Selvoptagethed og navlepilleri medfører små, egoistiske, mentale verdener. Man dør åndeligt i klaustrofobi. Svaret er ikke inde i dig selv, men i den kollektive visdom, der er overleveret ned gennem menneskets historie. Så bliver verden større, man selv mindre, og det er meget, meget nemmere at håndtere. Det hele bliver måske en smule overpointeret hos Brinkmann, men skulle den også sidde fast hos selv de sløveste af os.

Oprindeligt ville Brinkmann have skrevet en fagbog, og det er selvfølgelig reminiscenser af dén, der er blevet til den fiktive “Hvad er et menneske?” inde i den rigtige “Hvad er et menneske?” Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om rammefortællingen. Er den nødvendig? Den er til tider klodset, personerne fortegnede og dialogen opstyltet. Man skal lige øve sig på det dér fiktion som traditionel fagbogsforfatter. Se billedet nedenfor. Hvem taler sådan? Der er noget julekalender over det hele. Jeg havde det på samme måde med rammefortællingen i TV-serien “1864.” Jeg er ret sikker på, jeg havde været glad for bare en almindelig fagbog. Formen giver dog forfatteren den småsyrede mulighed både at skrive noget fagtekst og så få en fiktiv person til at fundere over teksten og diskutere den med andre fiktive personer. Egentlig virker det helt skørt opblæst på en måde, jeg ikke lige kan forklare.

122DE379-9B0F-41E7-AF11-931FE4D3C08B

De seks hovedkapitler – aspekter af det at være menneske – er gode nok. Der er meget stof til videre fordybelse:

  1. Det biologiske menneske
  2. Det fornuftige menneske
  3. Det følsomme menneske
  4. Det sociale menneske
  5. Fremtidens menneske
  6. Det troende menneske

Jeg var særligt glad for Det biologiske menneske og Fremtidens menneske.

Andreas rejser fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig til renæssance-kunst i Italien, Theresienstadt uden for Prag og et fiktivt medicinalfirma i Berlin, hvor der produceres bl.a. kreativitetspiller. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender med ham og farmoren, men min endelige dom er, at værket er et sjovt eksperiment, men jeg er usikker på, om eksperimentet lykkes. Den er også ret kort faktisk. Der er generøst sat 240 sider med stor, venlig skrift.

Jeg ville hellere have haft “Hvad er et menneske?” dobbelt så lang og skal vi have fiktion ind over, så lad Umberto Eco gøre det. Ens tid er dog ikke spildt, og eftersom Eco-versionen ikke findes (endnu), så er Brinkmanns version jo fin nok til da.

”Hvad er er menneske?” udkommer på torsdag d. 22/8. Du kan købe den lige her hos Saxo.com fx.

‘Intet Mellemnavn’ – 12 Jack Reacher-noveller

Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.

Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.

‘Intet mellemnavn’ er en stærk samling af noveller med den ikoniske Jack Reacher i centrum.

12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child

’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.

Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.

‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.

Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.

Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.

I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,

Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.

‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.

‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.

‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.

‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.

‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.

Summa summarum

Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.

Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.

Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.

Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.

Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.

Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.

Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.

Boginfo

Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.

 

 

 

 

 

Paladser for folket – social infrastruktur og lokalsamfundets styrke

Tilbage i september 2018, da Eric Klinenbergs bog ’Palaces for the People’ udkom, sad en ung borgmester på sit kontor i South Bend i den amerikanske delstat Indiana, og kunne se tilbage på to embedsperioder, hvor hans by havde oplevet en økonomisk opblomstring og en mindre renæssance.

Borgmesteren, med det knap så mundrette navn Pete Buttigieg, var midt i at lægge det nye budget, men fandt tid til at anmelde ’Palaces for the People’ i The New York Times under titlen ’The Key to Happiness Might Be as Simple as a Library or a Park’, og han var ganske begejstret.

I skarp kontrast til mange anmeldere, ikke mindst mig, så ved Buttigieg, hvad han taler om. En del af South Bends økonomiske opblomstring skyldes nemlig SMART STREETS, hvor fokus var på at ændre den indre by til et sted med liv, som folk søgte til i stedet for blot at passere igennem. Altså et sted, hvor folk lever, ånder og interagerer.

Under sin tid i Flåden, gjorde Buttigieg tjeneste i en efterretningsenhed i Afghanistan, så han har også set den anden siden af medaljen; en fejlslagen stat uden civilånd og trivelige lokalsamfund.

Hvorfor har jeg nu så meget fokus på Buttigieg og hans oplevelser, spørger du rimelig nok?

Fordi Klinenbergs bog og hans pointer fortjener at blive taget alvorlig. Det er let at affeje min glæde ved biblioteker og social infrastruktur. Jeg er ansat på et og har arbejdet i en eller anden form for offentlig virksomhed hele mit liv, så min entusiasme kunne hurtigt tolkes som nok en offentlig ansat, der blot ønsker mere fokus på, hvor meget lige netop hans eller hendes indsats betyder. Også kendt som ”send flere penge syndromet”.

Men når en mand som Buttigieg finder ’Palaces for the People’ relevant og værd at bide mærke i, så betyder det noget.

Og så kan jeg også bare godt lide Pete Buttigieg. Han er en cool gut.

Men tilbage til Klingenberg og folkets paladser.

En hedebølges anatomi

Klinenberg starter med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

Den indsigt fik Klinenberg til at skrive ’Palaces for the People’.

Og hvilken bog det blev!

Folkets paladser – en af 2018’s bedste og mest tankevækkende bøger.

Som biblioteksmenneske, så er det nærmest som at få et kontinuerligt kram af en stor blød bamse at læse ’Palaces …’. Det er dog ikke kun som bibliotekar, jeg føler bogen går rent ind.

Jeg er en af de der forbenede liberale typer, og her kan jeg mærke, der også er noget at hente. Bogen understreger nemlig på bedste vis, hvor vigtigt lokal- og civilsamfundet er for et menneskes trivsel og mulighed at bedre sine kår. Den sætter også fingeren på noget, som en del af mine mere radikale frænder alt for ofte synes at glemme, nemlig, at vi mennesker er sociale væsner, og for at udvikle os kræver det en form for stillads og rammeværk.

Det kræver med andre ord en social infrastruktur at have et civilsamfund.

Men hvad er social infrastruktur egentlig?

Social infrastruktur og folkets paladser

Indirekte, så er social infrastruktur de fysiske rammer, der gør et lokalsamfund kan eksistere, trives og dets beboere kan opbygge social kapital.

Det er skoler, offentlig transport, veje, broer, kloaker, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, statuer, bænke, fortove osv.

Det er også adgangen til information, altså internet, biblioteker og public service.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

De gode folk på SGS Economics and Planning har lavet en fin præsentation af begrebet. Biblioteker er sågar nævnt. Læs mere her. Det er, tænker jeg, til dels et partsindlæg, men interessant alligevel, og det indikerer, ganske som SMART STREETS i South Bend, at social infrastruktur betyder noget og, hvilket man i disse DJØF-dage ikke skal negligere, giver et afkast.

I ’Palaces …’ kommer Klingenberg hele vejen rundt. Som man kan se af indholdsfortegnelsen, så handler bogen langt fra kun om biblioteker:

  • Introduction: The Social Infrastructure
  • Chapter One: A Place to Gather – Her er bibliotekerne især i fokus
  • Chapter Two: Safe Spaces – lidt om sociale boligkomplekser mm. plus grønne arealer
  • Chapter Three: Learning Together – skoler og uddannelser
  • Chapter Four: Healthy Bonds – plejehjem, blandede bebyggelser mm.
  • Chapter Five: Common Ground – det polariserede og opdelte samfund, og fællesskaber
  • Chapter Six: Ahead of the Storm – katastrofer og deres effekt
  • Conclusion: Before We Lift the Next Shovel – det tredje sted, private aktører og effekten af besparelser på bl.a. biblioteker

Gældende både for social infrastruktur, men især for biblioteker var der halvvejs gennem ’Palaces …’ en rammende udtalelse fra Sharon Marcus, som Klinenberg taler med om bibliotekernes betydning. Marcus fortæller om sin barndoms bibliotekarer: “They were just neutral. And that, I think, was a real gift. It made the library a space of permission, not encouragement that pushed you in a certain direction, where you feel like people are watching you and like giving you their approval, but just freedom to pursue what you want.” Det er en vigtig pointe, at hvis social infrastruktur skal fungere og rent faktisk give folk mulighed for at mødes og skabe egne fællesskaber, så skal det være uden særlige motiver eller bagtanker.

Den moderne bibliotekars opgave er hjælpe lokalområdet og samfundet.

Udover anekdoterne og gennemgangen af forskellige cases, så kigger Klinenberg også på, hvorfor private aktører ikke nødvendigvis kan dække vores behov for et tredje sted. Bl.a. fordi man ikke nødvendigvis kan hænge ud på en café i timevis eller måske har råd til det. Man opbygger heller ikke sociale relationer på samme måde, som man eksempelvis kan gennem en læsekreds eller på et aftenskolehold.

Skal man sige noget negativt, så er det, at Klinenberg måske er lidt for ukritisk i sin glæde ved stort set en hvilken som helst form for social infrastruktur. Men det er heller ikke hans intention. Klinenberg ønsker at vise, det er nødvendigt med biblioteker, parker og lignende tilbud. Så må det være op til andre at prioritere.

Røde pølser eller opera – folket kontra eliten

Med den nylige debat om elitær og folkelig kultur in mente, så er det interessant at se, Klinenberg ikke skelner, men dog har fokus på elementer og mekanikker, der bringer folk sammen. Ikke mindst lokalt.

Og det tænker jeg også i bund og grund er, hvad kultur handler om. At skabe en ramme, et fællesskab og en fortælling, vi alle kender og kan se os selv i.

’Palaces for the People’ er velskrevet, spækket med opbyggelige anekdoter og interessante cases, og er en bog, som burde ligge på enhver politikers og embedsmands natbord. Jeg har allerede sendt ’Palaces …’ til flere af mine venner og veninder i biblioteksvæsnet, men måske Henrik Sass Larsen også kunne bruge en.

 

Boginfo

Palaces for the People – How Social Infrastructure Can Help Fight Inequality, Polarization, and the Decline of Civic Life’ af Eric Klinenberg, 277 sider, Crown, 2018.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Den moderne slægtsroman – det nye sort

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.