Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.  

 

Medskyldig midt i livet

Mellem vinterens influenzarunde 1 og 2 hjemme hos os fik jeg læst et enestående godt stykke nyt dansk litteratur. Dette er ikke en klassisk anmeldelse, men en personlig anbefaling skrevet på baggrund af et længerevarende anfald af ren og skær begejstring.

Romanen Medskyldig handler om en mand på 35, som er optaget af familieforpligtelser og samtidig martret af sygdom og den efterhånden slidte drøm om at slå igennem som forfatter. Det lyder ikke som opløftende læsning. Men det er litteratur, du har brug for. Du, der er midt i livet, men som ikke helt har erkendt det endnu. Du, der er begyndt at acceptere alle de døre, du har måttet lukke. Du blev aldrig anerkendt som lyriker/rockpoet/tegner/fotograf. Du fik børn, vælling på skjorten og kronisk søvnunderskud. Det hele krydret med pludselige glimt af lykke og klarhed.

Forfatteren Simon Glinvad kan sin Milan Kundera. Han bevæger sig elegant rundt mellem skarpe signalementer af forstadslivet i et halvt dobbelthus og essaylignende afsnit, hvor aspekter af europæisk kulturhistorie rulles frem.

Romanens hovedperson hedder Simon. Hans kone hedder Julie. Forfatteren Simon Glinvads kone hedder Julie. Knausgaard titter frem mellem linjerne. Især i en passage, hvor Simon kører i bil og i bakspejlet ser sine sønner på bagsædet. Han overmandes af lykkefølelse. Passagen mimer en scene i Min kamp, hvor lykken også opstår i en bil, hvor hovedpersonen ser sin sovende familie på bagsædet. Lykke kan ikke planlægges.

En del af romanen er det rørende portræt af hovedpersonens bedsteforældre, der levede et enkelt og rutinepræget liv på en gård i Vendsyssel, hvor årstidernes rytme definerede alt. Mormoderen førte en tør dagbog, som hovedpersonen dykker ned i. Skriften binder generationerne sammen, og noterne om aftensmaden, vejret og købet af blå sandaler til datteren lægger sig som et fint lag under beskrivelserne af Simons morgenvrisne søn og købet af den næste brugte bil, mens familien i det halve dobbelthus vokser fra fire til fem.

En voldsom og smertefuld mavesygdom stikker frem i teksten. Simon er på et tidspunkt indlagt på hospitalet ved siden af gamle, affældige mænd. Han er selv afkræftet og tæt på at give op. Stanken og elendigheden på afdelingen er oprørende, og jeg har sjældent læst noget, der så nøgternt mindede mig om min egen dødelighed.

Medskyldig er ikke en lang roman, men den har et stort litterært og åndeligt vingefang. Du kan læse de 161 sider på fire aftener, og du vil have stof til eftertanke i flere uger bagefter.

Mænd, der skriver om mænd, der skriver
Jeg regner med, at Simon Glinvad (født i 1978) bliver ved med at skrive. Nu har han været i gang i 13 år. Sikkert mere. Han har udgivet en række romaner og en enkelt novellesamling. Det store gennembrud må være lige om hjørnet. Hvis jeg sad i Statens Kunstfond, så var han selvskrevet til det treårige arbejdslegat. Mindst.

Jeg fortsætter med de korte nutidsromaner om at være midt i livet. Næste bog på natbordet er en anden dansk udgivelse fra 2017: Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen. Det er en såkaldt prekær hverdagskomedie, som skulle være både syrlig, morsom og kreativ klasse-hudflettende. Det er ord taget fra Informations anmeldelse af bogen.

Mon man kunne arrangere en forfattersamtale mellem Zeuthen og Glinvad? Hvis nogen tager handsken op, så sidder jeg på første række, når den samtale finder sted.

Boginfo
Medskyldig af Simon Glinvad, 161 sider, Gladiator, 2017.
Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen, 223 sider, Rosinante, 2017. 

Læs mere om Medskyldig på Forlaget Gladiators hjemmeside

Læs om Simon Glinvads roman Min grønne himmel på Litteratursiden

Læs mere om Buemundet guitarfisk på Rosinantes hjemmeside

“Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Signe Langtved Pallisgaards roman nr. 2 – ”Alle de liv” – udkommer simpelthen i dag, og  lad mig lige få dette ud med det samme: Signe har begået en meget smuk og poetisk roman om livet, døden og relationer mellem mennesker, mens vi nu er her. Når folk spørger mig, hvad en eller anden bog handler om, plejer jeg at slå dramatisk ud med armene og proklamere: “Den menneskelige tilstand!” Ja, det er selvfølgelig planket fra engelsk: “The human condition.” Denne gang vil det dog være helt rigtigt. Signe har rent faktisk skrevet en bog om den menneskelige tilstand.

27579704_2031476713790599_2329518582641197056_n

Tyvstjålet fra L&R’s fine blog: Forlagsliv

Lad os få synopsis af vejen: Emilie og Solveig har været veninder siden de var små, og selvom der har været kurrer på tråden, ikke mindst fordi de er så forskellige, har de holdt ved hinanden og kommer til det til døden. Bogstaveligt talt, fordi Solveig – den udadvendte, tjekkede og karismatiske af de to – har ALS og ikke så lang tid igen. Derfor tager de to til Californien på et roadtrip ned ad kysten. Valget af destination er ikke helt tilfældigt, men det er et væsentligt plotpunkt, jeg ikke skal afsløre her. Emilie, som er forfatter, skriver både noter om turen og flashbacks til venindernes opvækst og voksenliv, men også flashforwards; scener fra det fremtidige liv, Solveig aldrig får. På turen fra San Francisco til Yosemite gør de mange stop undervejs og møder mange mennesker, der både sammen og hver især er ramt af tilværelsen. Nogle gange rammer noget, og intet bliver det samme igen. Den menneskelige tilstand er, hvad det er.

signe_pallisgaard_credit_morten_holtum

Her er Signe herself. Hendes portræt hænger også uden for det lokale, hvor jeg plejer at holde møder med L&R’s folk vedr. eReolen. Endnu en måde, hvor jeg har aktier i hendes forfatterskab. Eller noget. Fotograf: Morten Holtum.

De gode mennesker på Lindhardt & Ringhof var så venlige at stille et anmeldereksemplar til rådighed for mig. Jeg har aldrig bedt nogen om et anmeldereksemplar før, og når “Alle de liv” blev den første, var der flere årsager. For det første kender jeg Signe en lille smule. Hun er i samme væsen som mig. Litterær konsulent i Gentofte er hun faktisk. Selvfølgelig var jeg også nysgerrig for at læse den bog, der har fyldt Signes Facebookside med stigende intensitet, som den nærmede sig deadline. For det andet har jeg været i Califonien to gange nu – i 2015 og 2017 – i samme område, som veninderne kører rundt i. Man skal godt nok være et koldhjertet bæst for ikke at forelske sig i Californien og californiere. I 2015 var jeg der samtidig med Signe, som havde hevet hele familien med i forbindelse med hr. Signes residens hos Stanford. Jeg kan godt lide tanken om, at vi trampede rundt derovre på samme tid. Signe lod sig inspirere af landskaberne og folk omkring sig og havde besøg af sin ALS-ramte veninde – ja, bogen bygger til dels på en rigtig situation – mens jeg gnaskede seafood i mig og nød sælerne og havodderne i Monterey. Sådan er vi så forskellige. For det tredje skal man udfordre sig selv engang imellem. “Alle de liv” er ikke en genre, jeg normalt ville kaste mig over, men jeg har nydt det, hver gang jeg har givet mig selv læseudfordringer. Senest med Celeste Ng’s “All the Things I Never Told You.”

Nu har jeg afsløret, jeg synes, det er en smuk og poetisk bog. Den er også for kort! Jeg ved ikke, hvad der er sket for L&R’s redaktører. Signe afslørede, da jeg snakkede med hende, at de havde skåret en del fra. Hvad det var, må Signe hellere selv afsløre ved lejlighed, hvis hun har lyst. Jeg kunne godt tænke mig mere om de to kvinder og deres venskab. Bogen er helt fyldt til randen af rørende og hjerteknugende scener og observationer, og dér, hvor veninderne er lidt på kant, fungerer supergodt og komplementært. Der er en nerve og realisme i nogle af de californiske møders uforløsthed, jeg også er helt pjattet med. Særligt ét, men det må du selv finde og se, om du er enig med mig i. Jeg synes nemlig, du skal købe “Alle de liv,” læse den og blive et bedre menneske. Det er dét, god litteratur gør ved én. Skriv til mig bagefter, så vi kan diskutere den 🙂

Signe Langtved Pallisgaard: ”Alle de liv.” Lindhardt & Ringhof. 2018. 208 sider.
Signe debuterede i 2014 med romanen ”Et andet sted.”

Guide til den uperfekte læser

Opgaven i blogkollektivet var klar: En top tre over årets bøger i 2017. Men altså. 2017 var et af de år, der bare glider forbi og er ovre før du ved det. Jeg kan ikke helt forstå det. Hvis jeg havde anstændigheden til det, ville jeg skamme mig over, hvor lidt skønlitteratur jeg læste sidste år. Det gør jeg nu ikke. Hver ting til sin tid. Men jeg kunne godt tænke mig at læse mere i 2018, og hvad er så mere nærliggende end et nytårsforsæt? I år vil jeg læse mere skønlitteratur. Det vender vi tilbage til senere.

Kort fortalt bestod min læsning sidste år mestendels af sporadiske udfald, hvor jeg på kort tid slugte hyggeserier i yndlingsgenren som fx Trudy Canavans Milleniums Rule serie og Patrcia McKillips Cygnet-serie. Medblogger Mikkel anbefalede desuden Patrick Rothfuss’ Kingkiller Chronicles, eller det, der er færdigskrevet af den. (Hvornår er det lige sidste bind bliver udgivet?!) Jeg har genlæst yndlingsromaner som Ursula Le Guins ”Mørkets venstre hånd” og Margaret Atwoods ”Handmaid’s tale”, som HBO har taget i kærlig behandling, men har altså holdt mig på hjemmebane og ikke været særlig modig i mit litteraturvalg. Så nu hvor tiden er inde til at anbefale en top tre, må jeg bare erkende, at jeg slet ikke er der, hvor jeg har lyst til at anbefale noget som helst.

Undtagen én, måske. For det er alligevel blevet til noget faglitteratur sidste år og en af de bøger, jeg dog fik læst hedder “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Bogen handler om adfærdsdesign. Forfatteren, Morten Münster, som indtil for nylig var direktør i The Nudging Company, beskriver gennem en kombination af adfærdspsykologisk fakta og konkrete cases, hvad adfærdsdesign kan, og hvordan du kan bruge det. Bogen er en morsom og velskrevet fortælling om menneskelig adfærd og en trin for trin vejledning i, hvordan du selv kan komme i gang med at designe løsninger, der ændrer adfærd.

Jeg læste for nogle år siden Christian Jungersens ”Undtagelsen”, som bl.a. beskriver en række psykologiske eksperimenter, der alle beviser, at vi mennesker ikke handler på baggrund af vores overbevisninger, men snarere handler først og tilpasser vores holdninger efterfølgende. Siden da har jeg været fascineret af, hvor interessante efterrationaliseringer ofte er, og hvor dygtige vi er til at fabrikere dem. Morten Münsters nye udgivelse cementerer denne betragtning ved at slå fast, at mennesker grundlæggende er irrationelle. At vi ofte (næsten altid) træffer impulsive og irrationelle beslutninger for derefter at efterrationalisere, så beslutningen synes både velovervejet og forstandig. Jeg går og frygter, at det netop er sådan en beslutning min mand og jeg traf, da vi fandt på at købe marsvin til vores døtre. To hanner. Alle jeg fortæller om vores nyindkøbte kæledyr siger ”Har I købt to HANNER – kommer de ikke op og slås?”. Jeg hører mig selv sige ”Nej nej, men de er brødre og rigtig gode venner. Og opdrætteren siger at deres forældre er de sødeste marsvin i verden.” Men hvem ved. De var bare SÅ søde, da jeg var ude og se dem. Det var nok.

 

Marsvin

Ej men, se dem lige!

Den nobelprisvindende adfærdsøkonom Daniel Kahnemann beskriver i ”Thinking slow and fast”, at vi har to systemer at trække på, når vi træffer beslutninger. System 1, som vi bruger hele tiden uden at tænke over det. Vi bruger det til beslutninger, der er så indgroede i vores tankemønster, at de nærmest ikke virker som egentlige beslutninger – når du børster dine tænder, slukker (eller ikke slukker) kaffemaskinen, den vej du altid kører på arbejde – Automatpiloten. System 2 derimod vækkes, når den vanlige vej er blokeret, og du skal finde en anden vej på arbejde, eller når du skal logge på dit barns skoleintra første gang. (!) Det er det system du bruger, når du analyserer og koncentrerer dig. Begge systemer er helt essentielle for vores overlevelse, men et af kardinalpunkterne i Münsters interessante bog er, at vi i professionelle sammenhænge alt for ofte taler til system 2 og alt for lidt til system 1. At der er en tendens til at tro, at vi kan ændre noget ved at tale rigtig, rigtig meget om det, forklare det. Og hvis det blot forklares helt rigtigt, eller nok gange, så ændrer medarbejdere/kunder/brugere helt sikkert deres adfærd. Not so much. For vi handler og beslutter meget ofte i overensstemmelse med system 1, og når automatpiloten sætter retningen, er det andre principper, vi følger. Vi gør det der er nemt. Det de andre gør. Eller det vi altid har gjort.

Ifølge Münster er der i grove træk tre elementer at få styr på, når du gerne vil ændre adfærd. Først og fremmest, skal du definere den ønskede adfærd. Lyder nemt – kan være super kompliceret. (Hvordan omsætter man fx ”Vi har kunden i centrum” til konkret adfærd?) Næste skridt er at undersøge, hvorfor det ikke sker allerede – hvilke barrierer ligger i vejen for den ønskede adfærd. Og til sidst skal du designe en løsning baseret på de adfærdsprincipper, der appellerer til automatpiloten.

Så. Tilbage til nytårsforsættet. Læse mere skønlitteratur. Ikke så grelt som kunden i centrum, men heller ikke super konkret. Okay – jeg vil læse frilæsning (ikke arbejdsrelateret) hver dag. Det gør ikke noget, om det er 10 min eller 1 time, men jeg skal have en bog i hånden hver dag.

Og hvorfor sker det så ikke allerede? Som min medblogger ynder at påpege, er der endda videnskabeligt bevis for, at man bliver et mere sympatisk menneske af at læse. Og jeg kan jo tilmed også lide det! Jeg er uddannet med speciale i engelsk og amerikansk litteratur. Der er mange, mange gode grunde til, at jeg allerede burde læse hver dag. Hvorfor sker det så ikke?

Enter: virkeligheden. Det handler ikke om intentionen, men om adfærd. Der er i min (og de fleste andres) virkelighed fx helt specifikke lommer af tid til rådighed til læsning på en given dag. 15 min i toget på vej frem og tilbage på arbejde. Efter kl. 20.30, hvor børnene er puttet. Og så er der tidsrummet fra jeg rammer soveværelset til jeg falder i søvn. Når børnene er puttet sker det som oftest (altid), at jeg kaster mig i mit mørke hjørne i sofaen og griber ud efter nærmeste fjernbetjening eller min pc. Når jeg først har ramt sofaen, er der altså VIRKELIG langt til sengebordet, hvor min bog venter på mig. Og i det øjeblik er jeg også VIRKELIG ligeglad med de mange gode grunde til at læse. Der er ingen system 2 energi tilbage. Og det bliver ikke bedre senere på aftenen. Jeg er både udfordret og velsignet af et godt sovehjerte, der betyder, at jeg næsten sover, før mit hoved rammer puden. Alligevel har jeg en stak bøger liggende på mit sengebord.

Sengebord

The Tower of Shame på mit sengebord. En daglig påmindelse, om alt det, jeg heller ikke nåede at læse i dag…

Så hvordan designer jeg en løsning, som gør mig i stand til at ændre min adfærd? Der er mange svar på det spørgsmål. Et af dem er, Ifølge Morten Münster, at gøre det nemt at gøre det rigtige. Derfor vil jeg i stedet for et nytårsforsæt i år, gøre følgende:

• Altid have en bog liggende øverst i min taske, når jeg tager på arbejde. (Når jeg åbner min taske i toget for at finde min telefon, finder jeg bogen først)
• Flytte mine bøger fra natbordet og placere dem ved mit sofahjørne (Jeg ser dem før fjernbetjeningen, og det er ligeså nemt for mig at tage fat i en bog som at tænde for pc/tv)
• Sætte en lampe nær min sofa, så jeg kan se, hvad jeg læser. (Har tænkt på det 1.000 gange, men først nu gjort det!)
• Sætte et kryds i min kalender, hver dag jeg har læst. (Hvis man skal bryde en vane, er det vigtigt med en belønning – krydset er min belønning. Og måske lidt chokolade.)

Det kan jo virke ganske banalt, når det sådan står der, men det føles helt rigtigt! Og som en særdeles uperfekt læser, er det med slet skjult stolthed, at jeg kan fremvise en kalender med 9 fine krydser på årets 9 første dage! Nu er ni dage jo ikke 365, men jeg er tilstrækkeligt overbevist til, at jeg tør anbefale alle andre uperfekte læsere, skrivere, medarbejdere, kunder og brugere at læse ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Og hvis adfærdseksperimentet lykkes, lover jeg, at min top-3 næste år rent faktisk også indeholder anbefalinger af hele tre bøger…

-o0o-

Hvis du synes, at adfærdspsykologi og -design er spændende, så kan Chip og Dan Heaths “Skift kurs” også anbefales. Daniel Kahnemanns ”Thinking fast and slow ” er en del af mit “Tower of Shame”, som jeg planlægger at kaste mig over snart. Hvis du for resten synes det lyder mærkeligt, at man bliver et bedre menneske af at læse, så se her og her.

Missede du Bogsnaks øvrige top tre’ere for 2017, kan du læse dem her:

Lisbets top-3
Mikkels top-3
Jans top 3×3

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger

Dogme-regler er en gave til menneskeheden. Tror jeg nok. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan min top tre over årets bedste udgivelser skulle se ud. Nu er jeg endelig klar.

Valget er faldet på to faglitterære bøger og en roman. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan voteringen har fundet sted. En indre forhandling førte til konklusionen, at det er de rigtige vindere, eftersom jeg har lyst til at genlæse alle tre bøger i 2018 samt at give dem som julegaver til store dele af min vennekreds og min familie.

Sproget er som et hus
Vi lægger ud med nummer 3: Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af lingvist og ph.d. Justin Markussen-Brown. Ja, titlen er ikke saftig som en julegås fyldt med svesker, men her er vidensformidling i verdensklasse på blot 155 stramt strukturerede sider. Bogen handler om sprog, og der er tydelig sprogglæde at spore hos forfatteren.

Bogen er en imponerende komprimeret guide gennem de sprogudviklingsfaser, som børn gennemgår fra gurglende baby til konverserende og fortællende børnehavebarn. Helt uden at kigge i mine noter husker jeg, at sproget er som et hus. Der er nogle elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd, dernæst grammatik og så pragmatik, altså den kontekstafhængige brug af sprog i praksis. Der er forskel på at lege parallelt og pludre med Elsa fra vuggestuen og læse bog sammen med farfar søndag eftermiddag.

Du får viden, sjove eksempler fra Justins egen barndom og praktiske tips til sprogstimulering, der er nemme at gå til. Især hvis du i forvejen er lidt af en sprognørd og synes, at sprogrige miljøer er noget af det mest fascinerende i verden.

Som titlen siger, handler bogen om pædagogisk praksis, men bare se bort fra det. Det ville være ærgerligt, hvis denne lille perle kun bliver læst i fagkredse. Giv den eventuelt til din kusine, der lige er gået på barsel med nummer et.

img_0842-1

Tag ikke fejl af den ferske forside: Justin FTW.

Uddannelse begynder på puslebordet
Som en værdig nummer 2 har jeg valgt Agi Csonkas Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Informations Forlag har vist skelet lidt til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-format. Det gør slet ikke noget. I serien Moderne Ideer tager førende forskere og debattører samfundsudfordringer op til kontant behandling.

Agi Csonka er mønsterbryder og taler derfor med en særlig stærk og autentisk stemme. Hun kommer fra en ufaglært, ungarsk familie og er i dag en højt profileret forsker og programleder.

I bogen, der nærmest er en pamflet, mikser hun med humor og bid personlige oplevelser fra sin opvækst med bredere, samfundsmæssige betragtninger. På trods af velfærdsstatens store fokus på læring og lige adgang til uddannelse er der stadig en tæt sammenhæng mellem menneskers sociale baggrunde og deres placering  i livet som voksne.

Csonkas ærinde er, at få snakken om lige muligheder for alle børn til at blive til mere end snak. Hvis målet er, at alle børn får de bedste lærings- og udviklingsmuligheder, så skal vi turde at kigge på, hvilke hverdagskulturer børn vokser op i. Hvad sker der rundt om middagsbordet? Sat på spidsen: Bliver der kigget ned i telefoner, mens far og mor ser tv og børnene skal være stille eller bliver der på kryds og tværs af børn og forældre snakket om juletraditioner, fodbold, kommunalvalg og bøger? Får børnene aviser og bøger ind med modermælken eller møder de dem først i børnehaven?

Csonka giver råd til pædagoger og lærere (biblioteksmedarbejdere må sikkert gerne lytte med her) og beder dem om at kigge uligheden i øjnene. Jeg får lyst til at skrive til Csonka, at early literacy-programmet Bogstart, der har bragt bøger og viden om sprog helt ind på puslebordene i de små hjem, skal udbredes til hele Danmark hurtigst muligt. Måske kunne hun lige finde 300 mio. kr. til det, nu hvor hun er blevet programleder hos Villumfonden? Det er jul. Man har da lov til at ønske.

Giv denne bog til alle kulturradikale onkler og tanter i din familie. Den er billig. Og giv så nogle af de resterende julegavepenge til Læs for Livet eller en anden fed NGO med hjertet på rette sted. Så kan du med et veltilfredst smil på læben kaste dig over konfektdåsen og juleøllen.

img_1171

En konstruktiv, rørende og samtidig opsangsgivende pamflet på 76 sider. Vær en guerilla: Køb 10 eksemplarer og spred dem rundt omkring på nogle ledelseskontorer  i skoleverdenen.

Graviditet, gedde og et dysfunktionelt ægteskab
Årets topscorer er romanen Et barn at føde af svenskeren Kristina Sandberg. Hovedpersonen er den stræbsomme Maj på 20, der kommer fra trange, landlige kår. Hun arbejder nu som bagerjomfru i byen. Hun bliver gravid med den forkerte mand og må æde konsekvenserne: Ægteskab af nød, en træls svigermor på loftet og en mand, der er lidt for glad for de våde varer. Romanen foregår i slutningen af 1930erne, og Maj er på alder med min mormor Marie, der er en vigtig referenceperson for mig. Hun var husmor og fødte sine børn hjemme på køkkenbordet. Dog ikke samtidigt.

Den svenske avis Expressen har kaldt bogen for ”et monument over de hjemmearbejdende kvinder.” Det rammer plet. Når jeg læser om Majs genvordigheder i dagligdagen og forsøg på at få blekogning, bagning, indkøb, rengøring og tøjreparation til at gå op i en højere enhed, kommer jeg tættere på min bedsteforældregeneration. Jeg får en fornemmelse af, hvor byrdefuldt og anstrengende det var at få en husholdning med små børn til at fungere.

Der er nogle uforglemmelige og intense scener i Et barn at føde, hvor Maj skal have hele svigerfamilien til julemiddag. Hun har efter mange overvejelser besluttet sig for at servere dampet gedde, og arbejdet med den forbaskede gedde rulles frem som et sindsoprivende drama. For det er ikke nemt at lave perfekt tilberedt gedde til 20 krævende familiemedlemmer 4. juledag.

Maj kæmper og prøver. Hun er sej, og hun bliver jævnligt sur. Forfatteren skildrer de indre, følelsesmæssige kampe og kampen med gedden og smørsovsen lige inderligt. Derfor glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg håber, at jeg bliver lige så opslugt af dem og ligesom ved læsningen af Et barn at føde får den perfekte anledning til at sætte vasketøjet og sokkesorteringen på stand-by. Du kan roligt købe Et barn at føde som julegave til alle grå hjelme i familien. Der er stof til mange gode samtaler om kvindeliv og familiemønstre i det 20. og 21. århundrede. 

et-barn-at-foede_367085

Jeg var i symbiose med denne roman, på godt og ondt. Årets mest sansemættede og opslugende  læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen.

Boginfo
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af Justin Marcussen-Brown.
Udgivet på Turbine Akademisk, 155 sider, 2017.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af Agi Csonka.
Udgivet på Informations Forlag som en del i serien Moderne Ideer, 76 sider. 2017.

Et barn at føde af Kristina Sandberg.
Udgivet på Modtryk, 478 sider. 2017.

Min top tre fra 2016 spændte fra Svend Brinkmann til antropologen Carina Fast og Flunkerne, som FORTSAT er populære hos hjemmets femårige dreng.

Hvordan man holder en upassende konfirmationstale, selvhjælpsbøger og kohøne-opdræt

I maj skulle min ældste konfirmeres. Det er hende på forsiden af bloggen, om end billedet er et par år gammelt. For sent gik det op for mig, jeg skulle holde en tale, og at den gerne skulle være både viis og opbyggende og personlig og vedkommende og munter og ikke alt for forglemmelig. Det har knækket større ånder end mig. Her er mit problem i lidt grov form: Jeg ved ingenting. Om noget. Jeg er er alkoholikerbarn. Jeg må gætte mig frem til normal adfærd. Det er rigtigt! Det er noget så fint som et syndrom; ACoA hedder det. Ej, okay. Så slemt er det heller ikke. Nedenfor er et par berømte ACoA’ere, men stadig ikke det bedste grundlag for at rive livsvisdom af sig i nemme soundbites.

Nu er man jo ikke et biblioteksmenneske for ingenting, så jeg slog det hele op, men jeg gjorde det lidt mere intelligent end at google ”the meaning of life.” Det var jo sådan set heller ikke meningen med livet, jeg skulle afsløre, men gode faderlige råd. Så hvem ved noget om, hvordan man bør leve sit liv? Døende, selvfølgelig. Morbidt, men skarpt set af mig, synes jeg selv. Det er endda så heldigt, at en samvittighedsfuld sygeplejerske med en lang karriere i palliativ behandling af terminalt syge mennesker engang skrev de døende patienters livsvisdom ned og lavede en liste over de oftest nævnte råd. Listen følger i bunden af posten her, og den dannede grundlag for min tale, som jeg var meget begejstret for selv. Det var også nemt, fordi suverænt faderskab fra min side(?!) og mange ture i bilen til og fra kickboxingtræning og ditto stævner i ind- og udland har gjort, at jeg kender min lille kohøne ganske godt. Enkelte fandt dog temaet upassende. Meh …

24133823_10155383009802261_1355066126_n

Teenagere elsker kommenterede oversættelser af Østens filosofi for begyndere …

 

Så her er min plan: Jeg tvinger hende til at læse en håndfuld bøger om, hvordan man får et godt, lykkeligt og produktivt liv. Jeg har været igennem en del hen over årene, så der er lidt at tage af. Der skal være én om buddhisme og én om taoisme. Jeg er ikke ellers en østlig flipper, men begge filosofier har solide bud på meningen med tilværelsen. Min privatsamling på området er ved at være betragtelig. Mere om dét en anden gang. Der skal være én om vaner, én om tænkning og én om indstilling også. Det er en god håndfuld, der kommer omkring. Her er mine bud:

”The Tao of Pooh” af Benjamin Hoff er mit bud i taoisme-genren. Det er en ældre sag, der er langsom og hyggelig og bør læses sammen med opfølgeren ”The Te of Piglet.” Alting er bedre, når det forklares i hypotetisk samtale med Peter Plys og Grisling. Den oprindelige ”Tao Te Ching” findes i dansk oversættelse og en del engelske at vælge mellem, men teksten er så fjern i tid og sprog, at oversættelserne er vildt forskellige, og hvad skal man vælge? Avancerede brugere kan finde glæde i kommenterede oversættelser (se billede ovenfor). Begge bøger findes på dansk som henholdsvis ”Peter Plys og hans tao” og ”Den tapre Grisling.”

”The Subtle Art of not Giving a F*ck” af Mark Manson er mit bud i buddhisme-genren. Det er ikke eksplicit en buddhistisk tilgang til tilværelsen, og måske kunne den også kaldes stoisk, men den slår mig som buddhistisk inspireret først og fremmest. Den bramfri pointe er, at man kun har så mange fucks at dele ud af, så man bliver nødt til at beslutte sig for, hvad der er virkelig vigtigt, og så give sine fucks dér – om man så må sige. Vejen til lykke går gennem en flod af bæ (oh, de mentale billeder), og positiv tænkning er for narehatte. Mark Manson indfører i øvrigt karakteren Nedturs-pandaen (superhelten, ingen kan lide), og alene dén er hele bogen værd. Bogen findes endnu ikke på dansk.

Der er jo selvfølgelig et væld af introduktionstekster til taoisme, buddhisme osv., men det kan være tørt stof, så det er bedre at starte lidt let.

”The Seven Habits of Highly Effective People” af Stephen Covey. Selvhjælps- og produktivitetsbiblen! Kæft, jeg har i min tid været tvangindlagt til at høre på mange effektivitetskonsulenter, hvis hele budskab var planket fra Stephen Covey. Mest pinagtigt er det selvfølgelig, når de har misforstået centrale dele. Egentlig er hans bog et opgør med at tænke i vaner og handlemåder og tænke over karakter i stedet for, og hans syv gode vaner er da heller ikke som sådan vaner, men tænkemåder. Der er så meget gods her, i alt fra hvor stress og angst opstår – illustreret med to cirkler – til hvordan vi spilder vores tid og vores potentiale – illustreret med en 2 x 2 matrix. Hans søn har skrevet en udgave til teenagere, som jeg trofast har købt, men den virker efter lidt bladring super-kedelig og meget amerikansk. Jeg tror dog, jeg skal give den en chance mere. Bogen findes på dansk som ”7 gode vaner.”

”13 Things Mentally Strong Don’t Do” af Amy Morin. Uh, der er meget at hente her i bogen, der egentlig er den udvidede version af et blogindlæg, der gik viralt. Den var lidt træls at komme igennem, for der er trukket meget i den for at blive til en bog, og 13 er måske et par stykker for mange, men den er ligesom levertran. Den er god for dig! Nogle af tingene trækker tråde tilbage tilbage til Covey og længere tilbage endnu. Ikke overraskende sådan set. Alle 13 får en grundig behandling, anekdoter og fokuspunkter. Bogen findes på dansk som ”13 ting mentalt stærke ikke gør.”

”The 5 Elements of Effective Thinking” af Edward B. Burger og Michael Starbird. Min nye yndlingsbog! Jeg har lyst til at give den til alle, jeg kender, og jeg har hede feberdrømme om at oversætte den og udgive den på eget mikroforlag. Forfatterne demonstrerer, hvordan man med fire ændrede perspektiver kan forvandle sin bevidsthed fra en sløv dejrulle til en skræmmende skarp skalpel. De fire perspektiver er mnemoteknisk opkaldt efter de fire elementer og pakket ind i en femte forandringspakke. Det lyder new age- og hippie-ævlet, men er det ingenlunde. De to forfattere er matematik-professorer. Bogen findes som antydet endnu ikke på dansk.

Og så er der den lovede liste over døende menneskers største fortrydelser. Se også her.

5. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med gamle venner

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

Og slutteligt og noget af en huskekage – og lad os love hinanden, det ikke sker for os:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve mit liv, som jeg selv ønskede det – frem for hvad jeg troede, andre forventede af mig.

Dobbelt halvanden anmeldelse af nye bøger om sociale medier

Vi har lånt Københavns Hovedbiblioteks fritgående SoMe-geni, Troels Hedegaard Mortensen, så han kan hjælpe mig med at anmelde to nye bøger om sociale medier. Vi har begge læst den ene grundigt og den anden lidt mere i punktnedslag (det er en antologi), så det er ikke en dobbelt dobbelt anmeldelse, men en dobbelt halvanden anmeldelse, og det er jo også ganske enestående!

13707019_591546031049955_1657439198_n (1)

Troels. Han er greaaat!

Trina-Maria Kristensen. 2017: ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier.” Gyldendal. 278 sider.

Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose (red.) 2017: ”Sociale medier.” Hans Reitzels Forlag. 303 sider.


Troels:

Emma Gad er kommet på Facebook

Trine-Maria har skrevet en bog om at begå sig på sociale medier – og om sig selv og sine bekendte. Hendes bog ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier” er bevidst meget personlig, og det er bogens store styrke men også det, der vil skubbe nogle væk.

Jeg er helt sikkert skadet af sociale medier, og min evne til at fokusere er hårdt såret af de dopamin-lækre likes, der ofte kræver min opmærksomhed. Så jeg har brug for alle gode råd om at bruge medierne med omtanke og få et større udbytte af dem. Derfor har jeg læst Trine-Marias nye bog.

Trine-Maria er ekstrovert, hun blogger, holder foredrag og har arbejdet med sociale medier i mange år. Og så er Trine-Maria på en mission. En ret stor en af slagsen. Hun vil opdrage danskerne til at tænke over, hvorfor og hvordan vi bruger sociale medier og undgår at spilde vores tid.

I første del af bogen bliver vi taget tilbage til antikken for at få en forståelse for klassiske personlighedstyper. Der er fx den flegmatiske type med et roligt temperament og den koleriske, der er opfarende og elsker at debattere. Det er interessant at læse om og sætter en teoretisk ramme. Alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke ”Åhh, skal jeg nu trækkes gennem hele antikken – for at undgå spildtid? Really?”

Faamereudafdentidduspilderpaasocialemedier300dpi-e1501783894773

Det skulle jeg heldigvis ikke, og bogen bliver aldrig kedelig, for Trine-Maria sætter sig selv og sine bekendte i spil i alle kapitler gennem anekdoter, eksempler og humoristiske observationer. Det er bogens store styrke. Det er forfriskende, at en forfatter tør at bruge sig selv og sit netværk på en så åbenhjertig måde, og i løbet af kort tid havde jeg dannet mig et billede af, hvem Trine-Maria er. Hun skriver om, hvordan hun tog en pause fra sociale medier, da hun fik stress, om hendes ringeagt for kommentarsporet på ‘nationen’, hun giver sin mening til kende om at dele billeder af børn online, være ven med ekskæresten på Facebook og skriver om det positive og problematiske ved at fortælle hele netværket om alvorlig sygdom.

Den personlige stil og tone er dog også det, der risikerer at skubbe nogle læsere væk. Nok har Trine-Maria indsamlet og undersøgt information om emnet, men anbefalingerne er ofte, og må nødvendigvis være, subjektive, fordi det handler om social interaktion, der ikke kan sættes på formel. Det er som at have en venskabelig samtale til et middagsselskab, hvor du indimellem nikker genkendende til sidemandens synspunkter og andre gange lytter til velmenende råd men ikke ser det på samme måde. Uanset hvad kommer du til at reflektere over din adfærd på medierne, og dermed er Trine-Maria allerede halvt i mål med sin mission.

22279692_10155725116829603_1880450345164400449_n

Skamløs promovering fra Trine-Marias Facebookside. Eller ufiltreret meta.

”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder) på sociale medier” er en letlæst, uformel guide til den private bruger af sociale medier. Den tager fat i hverdagens problemstillinger, som mange brugere på et tidspunkt har stået overfor og giver konkrete forslag til at håndtere dem. Der er fine pointer i bogen, men personligt har jeg selv igennem årene prøvet mig frem og fundet ud af, hvad der passer mig i forhold til tone, debat, deling og venskaber. Guiden egner sig godt til nybegyndere, der gerne vil med på vognen, til bedsteforældrene, der famler en smule på de nye medier og generelt folk, der gerne vil have større forståelse for, hvorfor veninden igen deler en ligegyldig solnedgang.

Mens jeg skrev anmeldelsen her, har jeg ladet mig afbryde af min telefon 11 gange. Jeg blev nødt til at Google den etymologiske betydning af ‘kolerisk’, finde Trine-Maria på LinkedIn og tjekke Facebook og Instagram … 9 gange [indsæt selv gul thumbs up, abe der holder sig for øjnene eller ked-af-det-smiley]. Fordi mange som mig, mere eller mindre tvangsneurotisk, tit færdes på sociale medier, har en bog som denne sin berettigelse. Hvis du er enig i, at sociale medier skal være rum, der er givtige eller i det mindste behagelige at være i, så kommer Trine-Maria til undsætning som en moderne Emma Gad med glimt i øjet. Om du køber præmisserne og tager imod rådene er så op til dig.

Hvis du har lyst til at læse mere dybdegående om kommunikationsteori og professionel brug af sociale medier, så har Trine-Maria også bidraget til en bog om emnet. Den hedder kort og godt ”Sociale medier” og er rettet mod brugere, der arbejder strategisk med medierne i virksomhedsøjemed. Tjek den ud, hvis du har styr på (n)etiketten og vil nørde mere med marketingsdelen.

9788741268354


Mikkel:

De sociale medier er blevet voksne

Borte er de glade dage, hvor studentermedhjælpere varetog selv større selskabers Facebooksider uden instruktioner eller kontrol, og man kunne finde poster med ”lolcats” og surfende bulldogs på selv meget alvorlige firmaers sider. Borte er 3’s tematiserede opslag, hvor døden engang var én af dem, for – hey – hvilket mobilselskab vil ikke gerne forbindes med døden? På sin vis er det blevet mere kedeligt og mere voksent, og de unge er skredet forlængst til steder, hvor de kan være alene, for hvem gider få kommentarer fra mor og farfar, når man prøver at se sej og sexet ud? Nu er de sociale medier også blevet voksne målt på den litteratur, der bliver skrevet om dem. Der er nu manualer for dem, der pludseligt befinder sig ukomfortabelt i rollen som sociale medie-redaktører, og der er hjælp at hente for dem, der vil inddrage sociale medier i store markedsførings- og kommunikationsplaner, og så er der – endelig – kommet en manual for dem, der enten er nye eller mangler inspiration og viden (selvom de ikke ved det selv).

Den selvstændige, social medie-konsulent, Trine-Maria Kristensen, har forfattet den sidstnævnte. ”Få mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier” er den mundrette titel, der samtidigt nok så præcist indikerer, at bogen er henvendt til privatpersoner, men ikke nødvendigvis amatører. Der er rigeligt med gods i til fx selvstændige.

Emnet er kompliceret, mangeartet og forvirrende, så der er brug for analytiske greb. Trine-Maria anvender to gennemgående. Det første greb er at inddele i de cirkler, vi bevæger os i målt efter nærhed. Personligheden er det næreste; dig selv. Hvem er du? Hernæst følger nærheden; familie og de næreste relationer. Herefter venligheden; hvordan er man en god SoMe-ven? Næstsidst er fagligheden; hvordan får du mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier til at støtte op om dit job eller din karriere? Sidst er offentligheden; hvordan kan du interagere med kendte og politikere og i store debatter?

Det næste greb hører egentlig under personligheden. Hvilken personlighedstype er du, og hvilken betydning har det for din ageren? Og ikke mindst hvordan kan din personlighed bedst bruge sociale medier? Jeg skulle selvfølgelig prøve min personlighed af, og fandt en gratis test på nettet omtalt i bogen. Det viste sig, jeg er en neurotisk opportunist. Great! Den gode nyhed er, at opportunister har det sjovt, men den dårlige er, at det har neurotikere ikke. Virkelig ikke! Vi skal passe på trolde fx og kun indgå i følelsesladede debatter med stor varsomhed. Det har jeg egentlig lært, men det var en smertefuld lektie.

2017-10-31 19.44.33

Jeg er med i bogen. Troede du, jeg ikke lige ville nævne det?

Trine-Maria arbejder med fem par karaktertræk: Ekstrovert vs. introvert, neurotisk vs. emotionel stabil, venlig vs. svær at omgås, samvittighedsfuld vs. impulsiv, åben vs. mere traditionel og deler glad ud af gode råd til de forskellige typer i forskellige kontekster. Det er frivilligt komisk, når hun skal give råd til uvenlige mennesker. Det er nemlig svært, og man fornemmer en vis lad-nu-bare-være-med-at-være-en-narrehat bag det hele.

Bogen er spækfyldt med gode tanker og ting at fundere over i alle mulige og umulige situationer på de forskellige sociale medier, og Trine-Maria skriver med lune og indgående kendskab. Køb bogen og giv den til det ældre familiemedlem, der siger tillykke til dig som svar på en anden persons besked. Eller endnu bedre den person, du kender, der kan få ethvert billede af en hundehvalp til at handle om flygtninge og Lars Løkkes underbukser i løbet af ingen tid og sammenligner Anders Samuelsen med Hitler kort tid efter. Men læs den selv først. Du har også brug for den. Det er rigtigt.

Er du mere til en meget alvorlig kommunikationsfaglig redegørelse, skal du bruge det nye værk fra Hans Reitzels forlag, ”Sociale medier,” redigeret af Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose. Det er, som verbet ”redigere” kraftigt antyder, en antologi. Her er alvorlige gennemgange af sociale medier set gennem mange faglige briller; kommunikationsteoretisk, ledelsesmæssigt, markedsføringsmæssigt osv.

2017-10-31 18.57.05

Her finder vi også et superfint kapital fra vores veninde, Trine-Maria. Emnet er, hvordan man skriver en SoMe-strategi, og det er ofte her, skoen trykker, når firmaer og offentlige myndigheder er håbløse på sociale medier. Jeg er desværre gammel nok til at huske flere steder, jeg har arbejdet, hvor man besluttede sig for, man retteligen burde være på de dér sociale medier, men ikke hvorfor eller hvordan. Resultatet var lige så forfærdeligt, som det var forudsigeligt.

Der er virkelig guld i nogle af bidragene – særligt omkring, hvordan man får en ordentlig SoMe-vinkel på den eksisterende kommunikations- og markedsføringsstrategi.