Hvordan vi bruger vores tid

I den anden Corona-lockdown i vinteren 2021 fik jeg en ny vane. Jeg stod op en halv time før resten af familien og læste faglitteratur akkompagneret af dagens første kop kaffe. Min læsning bestod blandt andet af bøgerne Work: A History of How We Spend Our Time af James Suzman, Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen og You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Student af Monika Janfelt. Der var et tydeligt tema i titlerne: Arbejdsliv og karriere.

I dette indlæg samler jeg op på de tanker, jeg gjorde mig under læsningen af de tre bøger. Det er mit håb, at du også kan bruge nogle af pointerne. Måske får du inspiration til at se på dit arbejdsliv fra nye vinkler, der ikke nødvendigvis er farvet af Corona-tidens erfaringer med Teams-møder i en blød buks og kollegaskab samt ledelse på distancen.

Scener fra et arbejdsliv
De første 14 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg i snit 37 timer om ugen. Det år, jeg var på barsel, oplevede jeg dog, at arbejdstiden var 24 ud af døgnets 24 timer.

I 2017 var jeg fuldtidsstuderende i et halvt år. Så gled jeg over i en tilværelse som selvstændig, og i 2021 er jeg kombinatør. Det dækker jeg over, at jeg både er lønmodtager og selvstændig.

I en stor del af min tid som 100 procent selvstændig arbejdede jeg i snit 25 effektive timer om ugen. Det var nok til at få min økonomi til at hænge sammen. Klokken 14 lukkede jeg ned for computeren og gennemvadede de lokale parker eller tog en eftermiddagslur. Det føltes som noget luksuriøst og næsten forkert.

“Rigtige mennesker er jo ikke færdige med arbejdsdagen endnu”. Den sætning kørte rundt i hovedet på mig. Min teori er, at det var en blanding af protestantisk etik og skrønen om, at min nu afdøde farmor var doven, der gjorde sig gældende. Eller den samfundsskabte forestilling om, at 37 timer er det rigtige. Det er normen, alting beregnes og vurderes ud fra. Spørg for eksempel dem, der er fanget inde i jobcenterets regel-cirkus.

De gyldne 15 timer om ugen
At leve for at arbejde eller arbejde for at leve? Er det arbejde at lave sin egen surdej og hækle kludetæpper under Corona-nedlukningerne? Er det arbejde at sidde med i bestyrelsen og indhente tilbud på murerarbejde, der skal udføres i andelsboligforeningens fugtige kælder?

Alle disse spørgsmål finder du en form for svar på i Work: A History of How We Spend Our Time. Den sydafrikanske socialantropolog James Suzman tager afsæt i sine observationer af det afrikanske jægersamler-folk Ju/’hoansi (indsæt selv kliklyd), som han har levet blandt. Disse mennesker har en opfattelse af, at omgivelserne altid er i stand til at levere det, som de har brug for. De samler ikke på ting. De opbygger ikke lagre. Hvis man er mæt, får man det ikke bedre af at spise mere. Så enkelt er det.

De deler alt, og status eller rang er for dem en by i Rusland. Hvis man har brug for noget, er det en selvfølge, at man kan tage det fra sin nabo. Nærmest uden at spørge. Sådan er den sociale kontrakt.

Medlemmer af Ju/’huansi arbejder i snit 15 timer om ugen. Det er det, der skal til, for at alle basale behov bliver opfyldt. Ingen lever på sultegrænsen, og de fleste dør mætte af dage i en høj alder. Alle får den næring, de har brug for. Resten af tiden bruger Ju/’huansi-folket på at være sammen, synge, lave kunsthåndværk, hvile sig og hvad man nu ellers kan finde på ude på den afrikanske savanne. De er ikke specielt optagede af hverken fortid eller fremtid. Pensionsopsparing – jamen hvorfor fokusere så meget på fremtiden, når livet er nu? Det er sat på spidsen, men essensen er god nok.

Det særligt interessante ved denne stamme er, at deres levevis kan spores svimlende 300.000 år tilbage og bidrager til at give os et nyt blik på tilværelsen som jægersamlere. Suzman nedbryder den udbredte forestilling om, at dette liv er udmarvende og rent evolutionært set på et lavere stadie et landbrugskulturen med dens forråd og rigdom af mad.

Måske er jægersamlerlivet derimod noget, vi skal blive inspirerede af i en tid, hvor der er kamp om arbejdet, blandt andet set i lyset af den øgede brug af robotter og kunstig intelligens?

Suzman går også i kødet på “the problem of scarcity”, altså ideen om at knaphed er det problem, som driver os til at arbejde og producere i et højere og højere tempo. I en stor del af verden mangler vi jo ikke noget. Tværtimod. Vi har alt, alt for mange ting, der tynger os. Alligevel er det knaphedstankegangen og nødvendighedens politik, der dominerer.

Da menneskets begyndte at dyrke landbrug, fik vi et andet forhold til tid. Som landmand er man bundet til arbejdet og årstiderne på godt og ondt. Man man planlægge og tænke fremad. Såsæd skal lægges til side. Den tankegang præger os stadig, selv om ganske få af os i dag beskæftiger os med landbrug.

Vildmarken kalder?
Suzman er ikke ude på at romantisere tilværelsen som jægersamler eller sende os alle ud på savannen eller i skoven for at bo i en træhule. Bogen er ikke et forsvar for Alene i vildmarken. Suzmans ærinde er nærmere at perspektivere, hvordan vi også kunne tænke arbejdet. Vi har brug for at bruge vores energi. Det er evident. Men skal vi arbejde så meget? Og hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at arbejde er så meget andet end en aktivitet forbundet med indtjening?

Jeg kan varmt anbefale Work: A History of How We Spend Our Time til dig, der har brug for at stoppe op og se dit eget arbejdsliv i det store, historiske perspektiv. Suzman bygger bogen op om de fire afgørende opfindelser, der har formet den måde, mennesket arbejder på: Ild, landbrug, byer og industri. På 400 sider aktualiserer han et væld af store tænkere og forskere og kobler deres teorier til almindelige menneskers hverdagsliv hen over flere tusind år.

Det er velgørende at føle, hvor mikroskopisk lille et led, vi er i den store fortælling om menneskets historie,

Og hvis jeg nogensinde skulle tænke, at ordentlige mennesker da ikke kan tillade sig at holde fri kl. 14 på en hverdag, så vil jeg sende en venlig tanke til Suzman og Ju/’hoansi-folket, inden jeg gør min børnevæv klar til endnu et farvestrålende vægtæppe.

Harvard Business Review har lavet en podcast med James Suzman, hvor han fortæller om, hvordan vores forhold til arbejde har udviklet sig. Episoden varer knap en halv time.

Vejledning handler om andet end valg
Et hurtigt spring fra præhistoriske jægersamlere til Diplomuddannelsen i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning (DUEK), som landets professionshøjskoler tilbyder til studevejledere, jobkonsulenter og deslige, der har mod på (eller er blevet tvunget til) efteruddannelse. Inger-Lise Lund Petersen er fagansvarlig for uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Jeg havde fornøjelsen af hendes undervisning i 2017. Nu har jeg med stor faglig interesse læst hendes nye bog Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv.

Lund Petersen har sammen med kolleger fra det franske universitet Conservatories National des Arts et Métier forsket i eksistentiel vejledning. Bogen bygger på denne forskning.

Gruppevejledning af mødre på barsel
En lille sidehistorie inden jeg dykker ned i bogen: I 2018 lavede jeg to gruppevejledningsforløb for mødre på barsel, der overvejede at skifte job. Kvinderne havde deres babyer med til fire gange to timers workshop, hvor vi sammen satte fokus på deres styrker, barriere, karrieredrømme og valgmønstre. Vi lavede øvelser i plenum, to og to og individuelt. Vi tegnede, fortalte og byggede vores arbejdsliv i Duplo-klodser. (Lego var ikke hensigtsmæssigt med otte måneder gamle babyer kravlende rundt på gulvet i det kulturhus, jeg havde fået lov til at låne).

Kvinderne havde vidt forskellige baggrunde. Nogle arbejdede inden for sundvæsenet. En var arkitekt. En anden lærer. Styrken ved denne sammensætning var, at de med deres forskellige fagligheder og erfaringer fra et bredt felt af arbejdssammenhænge kunne hjælpe hinanden med at se nye muligheder i en livsfase fyldt med store, eksistentielle overvejelser. De var i samme båd og livssituation, men på mange måder lignede de alligevel ikke hinanden. Det lå der en særlig styrke og ressource i.

Her kommer pointen: Jeg ville ønske, at Lund Petersens bog allerede var udkommet i 2017. Jeg var i gang med DUEK-uddannelsen og plukkede øvelser og workshop-tilgange fra forskellige moduler af undervisningen. Jeg prøvede mig frem. Nogle gange med bævende hjerte. Men Lund Petersens bog rummer det hele, når man skal lave gruppevejledning, der har fokus på meningsdannelse og refleksion over eksistentielle valg koblet til arbejdslivet og livet i det hele taget. Her er samfundsmæssige overvejelser, metoder og råd til, hvordan man kan etablere gode rammer for denne type vejledningspraksis. Bogen rummer desuden hele 19 konkrete øvelser, der er grydeklare og lige til at anvende.

Det bæredygtige arbejdsliv
Bogen argumenterer for, at vejledning handler om andet og mere end at få truffet de rigtige valg, hvad angår uddannelse og job. Der er mere på færde. Vejledning handler også om “at tilegne sig livsstrategier i forhold til at kunne overkomme de barrierer, der måtte komme på uddannelse, i løbet af arbejdslivet eller i pensionisttilværelsen.” (Side 12).

Lund Petersen peger på, at det er oplagt at tænke begrebet “bæredygtighed” ind i vejledningen. Hvordan kan vi sammen konstruere meningsfulde arbejdsliv, der spiller sammen med de globale dagsordener samlet i FNs verdensmål? Hvordan kan man blive en del af noget større? Og hvordan kan arbejdslivet blive bæredygtigt for den enkelte i en verden, hvor vi med stor sandsynlighed får brug for at kunne skifte spor mange gange i løbet af livet?

Jeg er optaget af bogen, fordi den formulerer et nyt syn på vejledning, hvor det transcendentelle også spiller en rolle. Fagligt reflekteret dialog med mennesker om deres her-og-nu-valg af uddannelse og job er selvfølgelig en vigtig del vejledning. Men den kan ikke stå alene.

En anden grund til min begejstring for bogen er dens fremhævelse af gruppevejledning som en særligt velegnet metode i en tid præget af individualisering og præstationspres, både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Tanken om, at store, personlige valg kan kvalificeres i et fællesskab, hvor man sammen kan hjælpe hinanden på vej med ideer, tanker, håb og opmuntring, kan jeg kun tilslutte mig som virkningsfuld. Det er kun en spinkel erfaring, jeg har fra mine to vejledningsforløb for mødre på barsel. Men der skete noget magisk. Min rolle blev mere og mere nedtonet, fordi deltagerne fik tillid til hinanden og blik for hinanden som sparringspartnere. Til tider lå jeg og kravlede rundt med babyerne, for kvinderne havde mere brug for at tale med hinanden to og to om et tema end at være i kontakt med mig. Lige der tænkte jeg: “Mission accomplished”.

En tredje grund til, at jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger er, at Lund Petersen bringer kunsten i spil i vejledningen. Film, litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være en genvej til, at vi danner nye forestillinger, om hvordan man lever og træffer valg. Kunsten tilbyder prøvehandlinger og giver os blik for, at tilværelsen kan forme sig på en mangfoldighed af måder. Vi kan få råstof til at tænke og udtrykke os anderledes: “Den kreative tilgang til vejledning skal give adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem, vi i vejledningsrummet kan nå på baggrund af det talte og skrevne ord i mere klassiske vejledningssamtaler.” (Side 86).

Måske er det værd at holde fast i Duplo-klodserne?

Jeg har i lang tid ledt efter noget, der kunne forbinde min baggrund i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Formidling med rollen som karrierevejleder. I bogen Eksistentiel vejledning har jeg fundet koblingspunktet.

En håndbog for Ph.d.-studerende
En af de bøger, jeg tit anbefaler til mennesker, jeg møder i min vejledning er Karriere: Kunsten at flytte sig skrevet af Monika Janfelt. Jeg har skrevet om bogen i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Nu har Janfelt skrevet You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students. En håndfuld af mine venner og bekendte har opnået Ph.d.-graden. Jeg har med ærefrygt fulgt deres proces. En bekendt beskriver den sådan: Først flirter man med sit stof. Det er en uforpligtende periode, men på et tidspunkt må man træffe valg og fravalg. Det leder til en form for forlovelse. Det hele bliver mere formelt. Efter brylluppet kommer graviditeten og den hårde fødsel. Til sidst står man med barnet i armene: Den færdige afhandling.

Ja, der er eksistentialistiske perspektiver i at gennemføre en Ph.d.-uddannelse. Det er ikke blot noget med at fordybe sig tre år i et stofområde og nørde igennem.

Janfelt leverer med sin bog en håndsrækning til alle typer af Ph.d.-studerende. Hun giver konkrete råd til, hvordan man kan strukturere processen og huske at reflektere undervejs. For på en måde er tre år lang tid. Men i praksis opleves det af mange som kort tid.

Bogen har tre hoveddele: Getting off to a good start, The Long Haul og The End of the Road – now what? Undervejs følger vi de fire, fiktive Ph.d.-studerende Maria, Martin, Catherine og Adam. Disse cases illustrerer bogens pointer, og jeg forestiller mig, at de for bogens primære målgruppe udgør vigtige identifikationsfigurer. Men også for mig er det spændende at følge personernes mere eller mindre turbulente rejse gennem Ph.d.-systemet og deres egne forskningsprojekter.

En af bogens hovedpointer er, at selv om man ikke kan planlægge alting og skal være klar til at gribe muligheder, der pludselig dukker op, er det allievel godt at bruge tid på at tænke over fremtiden i begyndelsen af et Ph.d.-forløb. Opstillingen af langsigtede pejlemærker for ens fremtidige arbejdsliv er nyttig, for eksempel når man skal opbygge et fagligt netværk eller forberede sig på en postdoc. Og hvad nu hvis man slet ikke har lyst til at være en del af forskningsverdenen, når Ph.d.-forsvaret er slut og de sidste champagnerester nedsvælget?

Bogen udfolder, hvordan det at tage en Ph.d.-grad ikke kun er en mulighed for længerevarende faglig fordybelse. Det er også en vej til karrierelæring i mere generel forstand. Karrierelæring dækker over processer, hvor den enkelte opnår viden og færdigheder til at kunne foretage reflekterede uddannelses- og karrierevalg. Karrierelæring handler også om at kunne mestre overgange i arbejdslivet, og for en Ph.d.-studerende, der “fødes” med en udløbsdato efter tre år, kan dette aspekt være smerteligt præsent.

Janfelt har skrevet en anvendelig og velskrevet håndbog til en specifik målgruppe. Men mit bud er, at den også med fordel kan læses af Ph.d.-studerendes venner og familiemedlemmer, der gerne vil være gode støtter. Som udenforstående kan det være svært at begribe, hvad der foregår inden for universitetets lukkede mure, og hvorfor Ph.d.-tiden for mange rummer drama, store følelser, frustration og forløsning. Med Janfelts bog i hånden bliver det hele nemmere at forstå.

Boginfo

Work. A History of How We Spend Our Time af James Suzman.
Udgivet på Bloomsbury Circus, 2020.

Eksistentiel karriervejledning. At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen.
Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students af Monika Janfelt.
Udgivet på Moveo Publishing, 2020.

Mere inspiration til dit arbejdsliv

Kringlede karrierer

Livet er ikke andet end en overgang

Grebet af teksten

Der er et mønster: Næsten hver måned køber jeg eller er så heldig at få en fagbog, der handler om litteratur og læsning. Det kan være en antologi om lydbøger, en forskningsbaseret udgivelse om læsningens materialitet eller en ph.d.-afhandling om literacy.

Lutter lækre sager!

Som det optimistiske menneske jeg er, regner jeg med at læse alle teksterne. Eller i det mindste uddrag af dem. Det sker bare ikke altid. Skønlitteraturen har en tendens til at drøne sejrssikkert ind på førstepladsen, når jeg vil sætte mig med en bog. Derudover er jeg kommet med i en bogsalon (andre kalder det en læsekreds), og det giver ingen mening af deltage i den, hvis jeg ikke har læst månedens roman eller novellesamling.

Men nogle af fagbøgerne har en særlig status. Det betyder: Jeg får dem læst.

I dette blogindlæg fortæller jeg om to af dem. Den ene er Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissels Tilbage til teksten. Den anden er Birthe Rønn Hornbechs erindringsbog En læser bliver til.

I mit hoved er der en klar forbindelse mellem de to udgivelser. De taler smukt sammen om betydningen af litteratur og hvorfor det personlige engagement i læsning er altafgørende. I en perfekt verden mødes Thomas, Stig og Birthe til BogForum 2021 og taler om, hvordan børn og unge kan få værdifulde relationer til litteratur. Den trio ville være en bomstærk kombination. Man kunne jo mikse med en passioneret dansklærer og Marianne Jelved, og BellaCentret vil eksplodere af læsebegejstring. Eventuelt mens Bertel Haarder går på hænder, og Per Stig Møller og Mattias Tesfaye signerer bøger.

Slut med drømmene. Tilbage til bøgerne.  

Tilbage til teksten
Min opmærksomhed på Tilbage til teksten kan føres tilbage til sommeren 2020. Her udgav Thomas Illum Hansen den lille bog Kunsten af læse, som jeg anmeldte her på bloggen.  Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe pointer om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet. Bogen har en opfordring til dansklærerne: Få oplevelsesdelen og de æstetiske, personlige erfaringer tilbage i læse- og litteraturundervisningen. Gør det muligt for eleverne at blive grebet af teksten og ikke kvalt i forventninger om facitagtige analyser og fortolkninger.

Kunsten at læse er en bog i egen ret, men jeg ser den også som en opvarmning til Tilbage til teksten, der er en litteraturdidaktisk grundbog skrevet specifikt til lærerstuderende og dansklærere. Jeg er ingen af delene – mere en biblioteksbaseret projektkonsulent. (Ja, undskyld. Det er fremmedgørende ord. Til gengæld dækker de over en stor del af mit arbejde). Men jeg interesseret mig så meget for børns læsning og læsekultur, at bogen har udgjort en spændende del af min vinterferielæsning.

Min vinkel på bogen er, at alt, der handler om børns læseoplevelser og det personlige engagement i læsning, er et oplagt koblingspunkt mellem skoler og folkebiblioteker. Her er der en fælles dagsorden, som kan angribes på mange forskellige måder. Som folkebibliotekar har man sjældent mulighed for at overvære danskundervisningen i 7.A en torsdag formiddag. Men ved at læse Tilbage til teksten kan man kigge ind i maskinrummet og få en idé om, hvordan lærere kan gå til værks, når ambitionen er at bedrive litteraturundervisning med afsæt i elevernes egne læseoplevelser.

Det store forsøg
Bogen bygger på det såkaldte KiDM-projekt, der løb af stablen i 2016-2019. KiDM står for kvalitet i dansk og matematik. Der blev udviklet et undervisningsforløb til 7. og 8. klasse, og 90 klasser med 2306 elever deltog i testen af den undersøgende tilgang til litteratur. Heraf fungerede halvdelen som kontrolgruppe.

Der er meget mere end synsninger og sansninger på færde: Det videnskabeligt funderede forsøg viste, at elever med den undersøgende tilgang udviklede sig et halvt år hurtigere i forhold til deres fortolkningskompetence end kontrolgruppen (s. 13).

Jeg skal ikke gå i dybden med denne del. Men hvis man skulle savne argumenter for, at læseoplevelser i litteraturundervisningen er vigtige i forhold til Fælles Mål, så finder man dem i bogens indledning.

Læs selv
I bogens første kapitel tager Illum Hansen og Gissel os ved hånden og tilrettelægger en langsom oplevelse af Ronnie Andersens novelle Plastichjerte. Pointen er, at lærere som det første selv skal opleve en tekst. De skal netop ikke starte med at have en analytisk eller didaktisk farvet tilgang til teksten. Først efter selv at have mødt teksten og erfaret, hvad det er for en verden, den tilbyder, er man klar til at anvende den undersøgende tilgang sammen med sine elever. Det minder mig om principperne i guidet fælleslæsning, hvor man også indtager teksten på en dvælende måde og i mindre bidder.

Læreren må selv være en læser: “Lærerens egen læseoplevelse er af afgørende betydning. Som lærer må man være i kontakt med sin egen æstetiske sans og nysgerrighed. Man må være i stand til at forholde sig åbent og undersøgende til en litterær tekst som grundlag for en dialogisk tilgang i undervisningen”. (s. 21).

Sådan gør du
Bogens næste seks kapitler kommer blandt andet ind på strategier i den undersøgende tilgang, tekstvalg og kvalificering af dialogen i klasserummet. Der er også et kapitel om elevernes undersøgelse af film, der også kan betragtes som en æstetisk tekst, som på en måde ligner litterære tekster, men også har sine egne træk.

Kapitel otte har en anden og mere akademisk karakter. Her kan det være nødvendigt at gå i læsekreds med sine medstuderende eller kolleger for at tilegne sig stoffet. Det handler nemlig om de mest udbredte metoder til at analysere litteratur, og der er turbo på teorierne: Fra biografisme, nykritik og formalisme til receptionsæstetik kritisk multikulturalisme, genrepædagogik, strukturalisme og fænomenologi. What a ride. Bogen abonnerer i høj grad på fænomenologi som tilgang (fænomenologi er optaget af den menneskelige erfaring og betydningsproduktion), og det er nyttigt at få den tænkning sat i perspektiv til andre på området.

Bogens sidste kapitel opsummerer otte principper eller pejlemærker, som lærere kan gøre brug af i den undersøgende litteraturundervisning. Det er god læserservice med sådan en Maggi-terning af bogens pointer. Jeg tillader mig at gengive dem her, ubeskedent tilsat min egen forståelse og ideer til handling:

1. Engagement og interesseudvikling:
Det er svært at lære noget, hvis man ikke er engageret eller interesseret i emnet. Arbejdet med at skabe engagement hos den enkelte elev er basen for det hele. Det er nummer 1.

2. Undersøgelsesorienterede forløb:
Luk ikke en masse døre undervejs i mødet med teksten. Vær fx ikke på forhånd forelsket i en psykoanalytisk tolkning. Bliv ved med at være åben over for elevernes egne undersøgelser.

3. Dialogisk fællesskab:
Når vi lytter til hinanden, får vi flere vinkler på teksten. Sammen udvider vi tekstens verden. Det er ren læsekreds.

4. Styret åbenhed:
Litterære tekster har tomme pladser, hvor vi selv kan fylde betydning ind. Men de har også styrende træk. Find balancen mellem det åbne og det styrende.

5. Faglig rammesætning:
Giv eleverne et sprog til at undersøge litteratur. Giv dem fagbegreber og strategier til deres egne undersøgelser. Man skal have udstyr med, når man skal ud på en ekspedition.

6. Varieret progression:
Man kan godt skifte gear i undervisningen. Det er faktisk en fordel. Vær dynamisk og skift mellem dybdegående analyser, perspektivering og det mere konkrete arbejde med teksten.

7. Multimodal produktion:
Book trailers, Bookstagrams, Book Bentos – der er mange muligheder for, at eleverne selv kan formidle deres oplevelse og forståelse af teksten. Vær kreativ (PS. Og overvej som lærer at invitere dit lokale folkebibliotek til at bidrage til denne del.)

8. Mestring af fortolkning:
Fortæl om dine egne analyser. Hvordan er du nået frem til dem? Hvordan har du udfyldt de tomme pladser i teksten? Målet er ikke at komme med en facitliste eller den bedste tolkning. Det er ikke en konkurrence. Det handler om at vise, hvordan man kan mestre fortolkningens kunst. Her tænker jeg med glæde tilbage på min engelsklærer Ragnhild.

En læser bliver til
Fra en forskningsbaseret lærebog til en samling personlige erindringer.

Birthe Rønn Hornbech er en lidenskabelig læsehest, der voksede op i et præstehjem med Dorés billedbibel, klaver og højt til loftet. Hun er årgang 1943 og et koryfæ for partiet Venstre. Netop her i vinteren 2021, hvor der bliver snakket meget om jysk bagland, gummistøvler og drømmekage, er det værd at bemærke, at Rønn Hornbech er født og opvokset på Østerbro i København.

Hun kan højskolesangbogen og salmebogen ind og ud. Til hver en tid kan hun sætte sig ved klaveret i et forsamlingshus og akkompagnere til fællessangen efter kaffen og det bløde brød – for nu at blive i bagningens verden. Hun inkarnerer en stor del af min barndoms kulturelle ballast, hvor de ældste i familien ikke behøvede at tage sangbøgerne frem. For de kunne teksterne udenad. Det var Aakjær, Grundtvig og årets gang.

Denne lange indledning for at vise, hvorfor jeg grundlæggende er interesseret i Rønn Hornbechs læsererindringer: Hun argumenterer for og har levet sit liv med en stærk tro på, at kultur kan danne og forbinde os. Litteratur kan hjælpe os med at forstå tilværelsens sammenhænge, vores eget og andre menneskers liv.

Politik kan desværre have en tendens til at skille os. Det siger jeg for egen regning. Men kultur kan bygge broer. For eksempel mellem land og by. Det tegner til, at vi godt kunne bruge mere af den slags i vores lillebitte land, hvor der alligevel kan være så store afstande mellem mennesker.

Birthes favoritter
I En læser bliver til bevæger vi os fra Rønn Hornbechs allerførste møde med bøgernes bog, Bibelen til hendes interesse for Kaj Munk, H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, Tove Ditlevsen og H.C. Branner. Værker af disse forfattere har grebet hende og sat deres spor.

Skolepigen Birthe trivedes ikke med lektielæsningens modulære karakter med 20 minutters læsning hist og her. Nej, når først hun var optaget af en forfatter, så læste hun alt, som han eller hun havde skrevet. Med en glubende appetit og trang til fordybelse.

En af de læsende rollemodeller i hendes barndom var en tante, der læste højt af H.C. Andersens eventyr, når forældrene var til møder i sognet. De fortællinger satte gang i billeddannelsen hos den lille Birthe.

En sød tante eller bedstefar, der læser eventyret højt – det kan de fleste relatere til. I den anden ende af spektret er gymnasieeleven Rønn Hornbechs samtaler med Johannes Sløk. Idéhistorie skulle indføres som et fag i gymnasiet, og Sløk stod bag undervisningsmaterialet. Han ville gerne diskutere det med repræsentanter for målgruppe, og Rønn Hornbech blev udvalgt. Hun var overrasket og benovet. Hun havde jo ikke høje karakterer. Til det sagde en af hendes lærer: “Nej, du læser ikke lektier, men du læser så meget andet. Det er sådan nogle som dig, vi har brug for.” (side 163).

Måske er det også sådan nogle, vi har brug for i dag?

Birthes bad i bøger
Mange gange undervejs i læsningen af bogen har jeg tænkt, at de grundlæggende faktorer for læseinteresse og læseglæde er de samme i dag: Rollemodeller (fx i skikkelse af en lærer, der praktiserer metoderne i Tilbage til teksten eller bibliotekar Julie Ottosen fra Vanløse Bibliotek, som Nationalt Videnscenter for Læsning har interviewet), adgang til litteratur og læsekultur i familien. Rønn Hornbech voksede op i et hjem, hvor der var bøger overalt, også på trappeafsatserne. Stabler af bøge over det hele på matriklen. Hun havde nem adgang til bøger, og hun fik lov af sine forældre til at bruge meget tid på læsning. Det har ikke nødvendigvis været en selvfølgelig i alle familier i 1940- og 50erne.

Med Rønn Hornbehchs opvækst og læseglæde i baghovedet, er det ikke noget tilfælde, at “tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed” har været et mantra i de senere års fokus på, hvordan vi får flere børn og unge til at læse mere af lyst.

Til kamp mod åndløsheden
I forbindelse med bogens udgivelse var Rønn Hornbech ikke karrig med kritikken af moderne politikere, der konstant tjekker sociale medier og aldrig læser en bog. De kommer til at mangle perspektiv og forståelse af de store sammenhænge i menneske- og samfundslivet, er hendes synspunkt. Jeg er knap så bekymret for politikerstanden. Men lige nu ville der alligevel være noget betryggende ved at vide, at Mette Frederiksen tog en dosis Pesten af Camus hver aften inden sengetid.

Rønn Hornbech har sit eget bibliotek med mellem 12.000 og 15.000 titler. Hendes opfordring er klar: Vil du forstå menneskets natur og væsen, skal du bare bruge løs af skønlitteraturen. Hun siger det krystalklart på godt 1 minut lige her

Ironisk nok har jeg fundet klippet på Facebook. Hvor jeg for øvrigt tit finder god inspiration til læsning.

Kun et spørgsmål står tilbage efter læsning af En læser bliver til:
Læser Birthe Rønn Hornbech aldrig samtidslitteratur? Er hun på Politikens chefredaktør Christian Jensens hold, hvor den klassiske litteratur er basgangen i en informationsmyldrende hverdag?

Hvis nogen kan hjælpe mig med svaret, lover jeg at lave jeg en opfølgning i et nyt blogindlæg.

Boginfo

En læser bliver til af Birthe Rønn Hornbech.
Udgivet på Gyldendal, 2020.

Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2021.

Udød

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’  er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.



Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.

Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

“Filosofi for ledere” – men faktisk for os alle sammen. En anmeldelse.

Tommy Kjær Lassen er tydeligvis en klog fyr; cand.theol. og siden ph.d. i ledelsesfilosofi -som jeg faktisk ikke vidste var en akademisk disciplin. Hvem bedre til at skrive en bog om ledelse og filosofi?

Lad mig lige starte med at sige, jeg har det svært med både ledelse, ledelsesundervisning og ledelseslitteratur. Der er virkeligt mange dårlige ledere – men gudskelov også et par virkeligt gode stykker. Mange ledere er ledere af alle de forkerte årsager og enormt selvoptagede. Det er dog ikke kun deres egen skyld. Jeg ved det, for jeg har været på lederuddannelse. Nåååå … så blev du lige imponeret! Nej? Okay.

Her lærte jeg – og læste meget om – at mit ledelsesrum langt hen ad vejen var inde i mig selv. Som autentisk leder skulle jeg bruge mig selv meget. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Mig, mig, mig … Og ledelseskonsulenter. De skal jo hyres. Typisk af ledere. Så mange konsulenter har alle menneskers yndlingsemne på menuen: Sig selv. Det er jo ikke så mærkeligt, vi ender med så mange skøre ledere. De bliver fanget i deres egen navle, de stakler. Ledelseslitteraturen er i min bedste vurdering på linje med det, vi i gamle dage kaldte triviallitteratur; Lægeromanen, Bill & Ben osv. Ledelsesparadigmer kommer og går ligesom andre modefænomener og med samme totale tilfældighed. Hvad er det så denne sæson? Autentisk ledelse? Livsfarlig ledelse? Ledelse på kanten? Karrygul? Flæser? Løs strik i pangfarver? Stenalderkost? 5:2? Lakrids? Skyr? Skum? Perler? Udekøkkener? Minimalisme? ’70’er-keramik? Så hellere en gang selvudgivet erotik. Det er i det mindste ærligt!

Du kan sikkert fornemme, jeg gik til dette værk med en vis skepsis. Som det nogle gange sker, blev mine fordomme ikke rigtigt bekræftet. Faktisk er jeg mildt begejstret.

Her er den så.

Lad mig citere:

”Der er nok at tage fat på. Filosofien er sat i verden for at vække det særligt menneskelige. Det særligt menneskelige gives ikke i injektionsform, og der gives ikke af systemsvar. Det er ikke gjort med rationelle systemer, målrettede handleplaner eller et sæt gode vaner. Det er heller ikke gjort med et kursus i ledelsesfilosofi eller en bog om filosofisk lederudvikling.

Det handler om at være menneske. Hver dag. Om at insistere på disse små, men særlige kvalitative øjeblikke af ånd, mening og menneskeligt nærvær midt i hverdagens professionelle beslutninger og operationelle prioriteringer.

Det handler om at bevare en undrende og tænkende nysgerrighed, en tørst efter noget mere, en kreativ fantasi og en legende tilgang til de nære oplevelser i livet.

Filosofisk paradoksledelse går ikke op. Men lige dér, i hverdagens brudte og ufærdige erfaringer findes det virkelige liv. Lige dér kan du genopdage, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Lige dér kan du kaste dig ud i dit liv og lederskab på en ny og mere undrende og nysgerrig måde.”

Sorry ☹ Det blev et langt citat, men det er bogstaveligt talt de sidste ord i bogen, og de er meget smukke. Det er også en meget fin opsummering af det essentielle i de foregående 266 sider.

Jeg kunne ikke finde mine farvede tabs, så jeg måtte ty til æselører.

Det paradoksale i at forene ledelse og filosofi gør forfatteren meget ud af at redegøre for helt fra starten. Forskellene er legio. Tænk bare på, hvor handlingsorienteret ledelse er. Det er tit her og nu og næste strategi og handleplan og personaleseminar. Filosofi er teoretisk, uhildet og tidsløs. Det skal så på ingen måde forhindre ledere – og vi andre kan jo se med over skulderen – at tage ansvaret på sig ordentligt og reflektere ordentligt over egen praksis.

Der følger kapitler om eksistensfilosofi, etikfilosofi, Hannah Arendts handlingsfilosofi, fænomenologi, kritisk filosofi og en sløjfe tilbage til paradokserne. Jeg er meget begejstret for de to kapitler om eksistensfilosofi. Tommy Kjær Lassen formår at forklare, hvad ellers ret svært forståelige Kierkegaard skriver, så det står ret klart og enormt vigtigt. Kapitlet om Hannah Arendts handlingsfilosofi står også lysende klart for mig og har givet mig meget at tænke over.

Og det er sådan set pointen. Man behøver hverken være leder eller have ledelsesambitioner for at nyde ”Filosofi for ledere.” Det er grundlæggende ’bare’ en virkelig god bog om praktiske applikationer af kontinental filosofi, som ellers måske kan virke afskrækkende og virkelighedsfjern.

Så: Køb “Filosofi for ledere” til din leder. Det vil være godt for ham elle hende. Men læs den selv først!

Bogsnaks sommertips 2020

Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”.  Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.

Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.

Jans sommerferielæsning 2020
2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.

Der er især fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før, og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, om end tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.

På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.

Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.

Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.

Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Garden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tidens store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.

Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.

Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.

Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for.  De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.

Mikkels sommerlæsning
Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.

Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.

Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.

Nyborg. Et godt sted til staycation.

 

 

 

 

 

I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!

Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.

Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020)  på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!

Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.

Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.

 

 

 

 

 

 

Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.

Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lisbets sommerbøger
Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt! 

Malene Ravn: Hvor lyset er
Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!

Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.

Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.

Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.

Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision. 

‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden. 

Læs også Litteratursidens anmeldelse af romanen

malene ravn hvor lyset er

Stilfuld forside, der pynter i et hvert hjem.

Virginie Despentes: Vi ses i helvede
Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….

‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:

“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.

dav

It’s getting hot in here….

Lakserytteren: Griskernes hemmelighed
Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.

Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.

Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.

Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der  bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner.  Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!

griskernes hemmelighed

Knald på forsiden. Sådan skal det være.

 

Boginfo

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.

’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.

’Arnhem’ af Anthony Beevor. 559 sider. Lindhardt og Ringhof. 2018.

’Hvor lyset er’ af Malene Ravn. 362 sider. Gyldendal. 2020.

‘Steder tiden har glemt’ af Thomas Kaarsted. 370 sider. Forlaget Olga. 2020.

‘Kongamato’  af Mikala Rosenkilde. 668 sider. Dreamlitt. 2020. 

 ‘Grundkøkken’ Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 590 sider. Politikens Forlag. 2008.

‘Grønt grundkøkken’ af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 430 sider. Politikens Forlag. 2012. 

Kintsugi: Embrace your imperfections and find happiness af Tomás Navarro. Yellow Kite. 2018. 

‘Vi ses i helvede’ af Virginie Despentes. Tiderne Skifter. 313 sider. 2012. 

‘Griskernes hemmelighed’ af Rasmus Kolbe (Lakserytteren). 393 sider. Lakse Publishing. 2020.  

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

 

Kunsten at læse

En lille bog om kunsten at læse skrevet af Thomas Illum Hansen er landet på mit skrivebord. Den er karrygul og kort (70 sider), men dog noget længere end den første bog, jeg læste selv i slutningen af 1983. Den handlede om Søren og Mettes lillebror Jep. Han havde cowboy-smækbukser på og grydeklip. Forsiden af bogen var mørklilla. Jeg husker stoltheden over, at nu var den hjemme: Jeg kunne læse selv!

De fleste af os kan huske den første bog, vi læste selv. Den positive følelse af mestring og glæden ved at have knækket koden. Men hvad skete der senere med læseglæden i skolen? Blev den ved med at blomstre?

Tja, for mit eget vedkommende var gode læseoplevelser noget, der hang sammen med fritiden. At læse Heksefeber af Leif Esper Andersen i dansktimerne var ikke en stor litterær oplevelse. Det var det til gengæld, når min klasselærer Kjeld læste højt af Cecil Bødkers serie om Jesus. Vi fulgte ham fra drengelivet, til livet som ung mand og til sidst en mand, der hænger der på korset – forladt, spottet, pint og plaget. Kjeld må have været dygtig til at læse højt. Alle 26 elever i min meget brogede klasse sad musestille. Han læste alle bindene højt for os.

I 8. og 9. klasse lavede jeg bograpport efter bograpport. Med først blyant og derefter kuglepen og retteblæk ved hånden analyserede jeg miljø, karakterer og sproglig stil i romaner som Barndommens Gade af Tove Ditlevsen og Det forsømte forår af Hans Scherfig. Det er danske klassikere, men jeg pinte al poesi og magi ud af dem, når først bograpportmaskinen Lisbet Vestergaard tog fat på at kværne og presse bogens indhold ind i stramme analysemodeller og -skemaer. Det handlede jo om at vise, at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handlede om. Det handlede om at gøre dansklæreren stolt.

Kunsten at læse handler om, at der netop er en anden vej. Litteraturlæsning handler ikke kun om at lave de rigtige, intelligente analyser. Der er meget mere på spil. Og det er noget, der er i familie med oplevelser, indlevelse og læseglæde.

kunsten-at-laese

Hvordan går det med børns læsning?
De seneste undersøgelser af børns læsevaner (PIRLS 2016 og Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik) viser, at danske skoleelever ligger lavt, når det gælder læseglæde. Blot 20 % af de danske elever kan rigtig godt lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Vi ved også, at børn mellem 9 og 13 år primært forbinder læsning med skole og pligt. Der er ikke nogen i vejen med skole og pligt – men hvad med hele den side af læsning, der handler om underholdning, oplevelser, adspredelse, videbegær og andre plusord?

Alle dansklærere vil nok skrive under på, at hvis deres elever oplever læselyst, så fremmer det sandsynligheden for, at de også bliver stærke læsere. Læsning er ikke blevet uaktuel i en mere og mere digital verden. Måske tværtimod.

Læseglæde og litteraturoplevelser i egen ret kan være svære størrelser at argumentere for i et nytteperspektiv og ud fra samfundsøkonomiske og instrumentelle logikker. Men Kunsten at læse tager fat på den svære brobygning, og jeg tøver ikke med at erklære, at den bog er som sendt fra himlen. Især til lærere, skoleledere, folkebibliotekarer, bibliotekschefer og måske også forældre, der drømmer om at alle børn uanset socioøkonomisk baggrund oplever læseglæde på egen krop og får store læseoplevelser i løbet af deres skoletid. For det er jo i skolen, alle børnene er.

Danskfaget fylder godt i landskabet. Hvorfor fylder litteraturen og oplevelsesdelen så ikke mere?

En bog med et budskab
Thomas Illum Hansen er forskningschef ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Han er også projektleder på forskningsprojektet Kvalitet i dansk og matematik (KiDM). Kunsten at læse er dog ikke en forskningsrapport eller en videnskabelig artikel. Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe indsigter om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet.

Illum Hansen lægger ud med at fortælle om sin egen skolegang og de lærere, der lærte ham at læse. Det er en vigtig pointe, at bogen netop begynder med personlige historier – selv om Kunsten at læse er en saglig og faglig bog. For læsning er grundlæggende et personligt anliggende, skriver Illum Hansen (s. 10). Vil man have noget ud af læsning, så må man sætte sig selv i spil. Sanser, erfaringer, følelser og alt det andet, vi hver især har med os.

Det er et af bogens vigtigste budskaber: Eleverne skal tage læsningen af litteraturen tilbage, fordi: ”Eleverne selv må blive grebet for at kunne gribe og begribe litteraturen” (s.12). Lærernes opgave er at få oplevelsesdelen, de æstetiske erfaringer og den personlige fordybelse tilbage i læse- og litteraturundervisningen.

Læsning af litteratur handler om meget mere end afkodning og analyser af tekstens ord og indhold. Eller: Det burde den gøre i danskfaget. Illum Hansen peger på, at danskfagets rolle som kulturfag overskygges af de nyttebetonede dagsordener. Vi skal have elever, der er dygtige til at læse. De skal læse hurtigt og fejlfrit. De skal have et stort ordforråd. Vi skal helst ikke komme tilbage til PISA-chokket for omkring 20 år siden.

Illum Hansen peger på, at vi nemt kommer til at fremhæve læsningens lyksaligheder. Man får stimuleret sin fantasi, styrket sit ordforråd, får blik for eksistentielle forhold, bliver dannet og alt muligt andet godt. Men vi (lærere – og måske også forældre?) må tage os i det. Vi må lægge nogle af alle disse rationaler fra os.

For vi risikerer, at børn og unge oplever dem som ”anmassede postulater, der kommer imellem læseren og litteraturen.” (s. 14).

Lige her laver jeg et stop. For her er et oplagt kontaktpunkt mellem lærere og børnebibliotekarer/litteraturformidlere på folkebibliotekerne, som i disse år har et stort fokus på at samarbejde med skoler om at styrke børns læsning, læselyst og læseoplevelser. Hvis der er noget, folkebibliotekets medarbejdere er optaget af, er det at sikre, at læsere møder litteraturen – og at der ikke står noget i vejen for det møde.

Kunsten at læse forklarer, hvad læsningens fremmederfaring er for en størrelse, og hvorfor det er vigtigt, at alle elever oplever den på egen krop. Bogen rummer bud på, hvordan man som lærer kan bedrive undersøgende litteraturundervisning og være bedre til at pejle efter elevernes interessesfære, når der skal vælges litteratur til undervisning.

Vi kommer langt omkring i den korte, men tætte bog – fra Jan Kjærstads forsvar for litteraturen udtrykt i syv billeder og filosofiske begreber fra Husserl, Merleau-Ponty og Poulet til et nu lukket, magisk litteraturhus i de sydsvenske skove og et digt af Per Højholt.

Dermed er der mange kroge i bogen, som forskellige læsere kan gribe fat i. Selv om bogen primært er skrevet til dansklærere, så vil den være en læsegodte for alle litteraturinteresserede fagpersoner.

Jeg vil tillade mig at sammenligne Kunsten at læse med successerien Tænkepauser, der også er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Jeg tager med jævne mellemrum Tænkepausen om tillid og den om livshistorier ned fra min egen bogreol. De er gode at læse én gang til. Det er nemlig fremragende forskningsformidling. Jeg er overbevist om, at Kunsten at læse får samme status.

Boginfo
Kunsten af læse af Thomas Illum Hansen, udgivet på Aarhus Universitetsforlag 2020, 70 sider. Kunsten at læse er bog 16 i Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, der udgives i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.

Dyk ned i blogindlæg om betydningen af læsning og biblioteker

Jan og Lisbet anmeldte i 2018 Ahmed Akkari og Lars Hvidbergs bog Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre

Mikkel og Anne-Grete anmeldte i 2019 Lars Theil Münsters Det læsende menneske

Lisbet lavede 2018 et blogindlæg med læseforskeren Kristiane Hauer i fokus: Portræt af en læser, der forsker i læsning

Rapporter om børns læsning

PIRLS 2016: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-pirls-2016

Artikel fra Aarhus Universitet om de danske resultater i PIRLS 2016

Børns læsning 2017: Overblik og indblik

Strategidokumenter om børns læsevaner

På vej mod en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere, 2018

Oplæg til en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere,2019

Bibliotekschefforeningens håndslag vedrørende børns læsning, 2020.

Syv bøger på den rigtige måde

Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.

img_8704

”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon

”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.

Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …

img_8707

”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.

Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.

 

I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.

img_8706

”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD

Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.

Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.

img_8708

”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss

Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.

”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.

img_8713

”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris

Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.

Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

Tjek bogen!

Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.

Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”

img_8712

”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat

I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.

Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.

img_8711

Lav og red mayonnaise 🙂

Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.

img_8709

”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis

I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.

Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊

… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …

Et socialrealistisk bogtip

De, der kender mig ved, at jeg er en sucker for socialrealisme. De, der ikke kender mig ved det så nu, hvor I læser disse linjer.

Forfattere som Tove Ditlevsen og Martha Christensen står mit hjerte nær – og jeg skamroser gerne disse og andre forfattere, der skriver socialrealistisk.
I 2019 valgte Gyldendal så at udgive en Tove Ditlevsen-bog – og det var en rigtig god ide hvis du spørger mig (og det ved jeg godt, at du ikke gjorde).
Denne bog af Tove Ditlevsen har jeg nu læst og det er der kommet følgende anmeldelse ud af:

Tove Ditlevsen begik som bekendt selvmord i 1976 efter et langt liv præget af et skrøbeligt sind og 4 ægteskaber, der på mange måder var problematiske. En af hendes ægtemænd gjorde hende til narkoman, en anden havde hun et had-kærlighedsforhold til og var et ægteskab, der udmøntede sig i en sindsoprivende skilsmisse.

I slutningen af 2010´erne åbner medarbejdere på Gyldendal et gammelt pengeskab. Her finder de en bunke breve, der viser sig, at være de originale breve, som Tove Ditlevsen gennem flere år sendte til Mogens Knudsen, der fra 1969 var Tove Ditlevsens redaktør på Gyldendal.

I 2019 blev disse breve udgivet i bogform – og hvilken bog, den er aldeles fremragende.

Brevene giver et indblik i hvilket sammensat, skrøbeligt og begavet menneske Tove Ditlevsen var, men de er også en beskrivelse af Tove Ditlevsens hverdag og af det samarbejde og den relation, der opstod mellem en af landets bedste og mest populære forfattere og hendes redaktør.

I brevene skriver Tove Ditlevsen om sine økonomiske forhold, om hendes børn og svigerbørn, om relationer med de læger og psykiatere, der behandler hende når hun er indlagt, om forholdet til hendes fjerde ægtemand Victor Andreasen, som hun senere blev skilt fra og om forhold til fans og de konfrontationer hun fra tid til anden havde med pressen. Med andre ord kan denne brevsamling godt beskrives som en slags all-round-portræt af Tove Ditlevsen.

Brevene er med til at tegne et billede af et begavet menneske, der havde et skrøbeligt sind og som var meget afhængig af at få positiv opmærksomhed fra omgivelserne. Et menneske med lavt selvværd til trods for stor litterær succes. Flere af brevene kan opleves som lidt pinlige når man læser dem fordi det tydeligt skinner igennem hvor meget Tove Ditlevsen som voksen kvinde higede og næsten tiggede om at få ros og anerkendelse af sin redaktør.

”Kærlig hilsen, Tove” er en sjældent fin læseoplevelse.
Et fornemt portræt af en forfatter, interessant læsning, velskrevne breve, der giver et godt indblik i hvem Tove Ditlevsen var som menneske.

Jeg har ikke noget dårligt at sige om denne bog, det var en fremragende ide at udgive disse breve i bogform, brevene var meget læseværdige og gjorde indtryk på denne anmelder. Jeg har kun ros til overs kan kun anbefale, at andre også læser bogen med Tove Ditlevsens breve.

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746