Anmeldelse

Den dag røde russerne kommer

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Ordet tragedie dukker mange gange op som noget af det første, når man taler om Rusland. På det seneste er ordvalget nok blevet noget mere groft og berettiget grumt, men det ændrer ikke ved, at folk, der har henslæbt livet i det gamle russiske imperium, det hedengangne Sovjetunionen eller det nuværende gangstervælde, har været udsat for horrible ting. Oftest orkestreret og udført af deres egne ledere. Deraf det tragiske.

De nedenstående bøger kommer ret vidt omkring, men giver alle et indblik i den råddenskab og de historiske katastrofer, der på den ene eller anden måde har ramt folk i grænselandet mellem øst og vest.

Og i det grænseland starter vi da også.

Den sorte muld og den blodige jord

Afghanistan har ry for at være imperiernes gravplads. Et ry og et tilnavn, der, ikke mindst efter den nylige og noget pinagtige amerikanske tilbagetrækning, har fået nyt liv.

Et tilnavn, man har hørt noget mindre, der dog synes endnu mere passende, er ”blodlandet”. Et udtryk, der dukkede op i Timothy Snyders ’Bloodlands’ fra 2011 og dækker over Baltikum, Polen, Ukraine og Belarus. Altså, et område, der er sølet ind i blod.

Man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine efter endt læsning.

I ’Bloodlands’ beskriver Snyder med en velsleben pen og ordet i sin magt, de horribel overgreb befolkningerne i blodlandet har været udsat for fra både Stalin og Hitlers hånd. Overgreb, der i 30’erne og 40’erne førte til mere end 14 millioner menneskers død.

Snyder formår især at vise, hvilken kynisme og nådesløshed befolkningerne i området blev behandlet med, og man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine, Polen og de baltiske lande.

Men konflikten mellem russerne og deres naboer, ikke mindst ukrainerene, er endnu ældre.

En bog om krig og kaos i Kyiv

I ’Den Hvide Garde’ fortæller den ukrainskfødte Mikhail Bulgakov med udgangspunkt i familien Turbin om Ukraine og særligt Kyiv under den russiske borgerkrig i 1917-22.

Fortællingens fokus er lagt på den vordende ukrainske nations hovedstad i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys i en kamp mellem ukrainske nationalister af forskellig slags, røde og hvide russere, tyskere, kosakker, polakker og Vestmagterne.

Bulgakov giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre glemt tid.

Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller nok nærmere retten til eget liv.

’Den Hvide Garde’ var på min liste over sommerlæsning og er, som alle Bulgakovs øvrige bøger, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.

Knap så glemt er den periode, den næste bog beskæftiger sig med.

Den evigt syge bjørn

Vi er tilbage på imperiernes gravplads, nemlig Afghanistan. Ovenikøbet i et af de tilfælde, hvor tilnavnet er ganske korrekt. Afghanistan tog om ikke livet af USSR, så bidrog krigen i det uregerlige bjergland i den grad til Sovjetunionens kollaps.

Nu kan man mene, at russernes prøvelser i Afghanistan under Den Kolde Krig ikke har meget med nutiden at gøre, men det ville være en fejl. Vi ser nemlig en række af de samme fejl og overgreb gentaget i Ukraine i dag, og man kan trække en lige linje mellem de tiltag, styret i Kreml brugte dengang og bruger i dag for at holde befolkningen hen i uvidenhed og begrænse kritik.

Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde, og det gør ’Zinkdrengene’ til en særlig stærk læseoplevelse.

Gennem en række nedslag og personlige fortællinger, viser belarussiske Svetlana Aleksijevitj, hvordan den sovjetiske hær, trods sit formidable ry, var mere en syg papirbjørn end den frygtindgydende kommunistiske krigsmaskine, som mange havde frygtet. Aleksijevitj fortæller historien om en hær, der drak, tog stoffet, var uden en ordentlig ledelse, manglede alt lige fra mad til medicin og var plaget af en løbsk korruption, der undergravede hær såvel som samfund.

Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde i ’Zinkdrengene’, og det gør bogen til en særlig interessant og stærk læseoplevelse, hvor man får civilsamfundets syn og reaktion på krigen fremfor en egentlig krigshistorie.

Civilsamfundet og det almindelig Rusland spiller også den centrale rolle i den sidste anbefaling.

Et gangstervældes anatomi og tyveriet af et land

I ’Red Notice’ giver pengemanden Bill Browder et fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk indblik i Rusland, storfinans og politik. Browder er en levende fortæller, der med veldoseret selvironi og stor ærlighed tager læseren med til Det Vilde Østen, der var Rusland i 90’erne og start 00’erne.

’Red Notice’ – fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk.

Meget passende hedder et af kapitlerne ‘Analyse af et tyveri’ og det er både meget rammende for, hvad den russiske befolkning blev udsat for og for bogens tema. Selvom Browder kom til Rusland for at tjene penge, så ender han hurtigt med at måtte kæmpe for at beskytte sine investorer og de russiske firmaer mod griske og skruppelløse oligarker. Oligarker, der opfører sig som gangstere og bogstaveligt talt sjæler alt, hvad der ikke er naglet til jorden.

Murens fald, Sovjetunionens opløsning og demokratiseringen kunne have været så godt, men i stedet endte russerne med et horribelt gangstervælde og korruption i en helt uforståelig grad. Her og der er der lyspunkter, men det er en trist historie og et fint eksempel på, hvorfor vi i Vesten skal gå hårdt i rette med typer som Putin.

Undervejs falder Browder i øvrigt pladask for en russisk kvinde, der mildest talt synes, vor helt er lidt af en spade. Han vinder dog point ved at søge til litteraturen og de finder sammen over en bog. Det er en lille sideanekdote, men min indre bibliotekar og pladderromantiker blev helt varm om hjertet.

‘Red Notice’ kan varmt anbefales. Selvom det er en deprimerende fortælling om grumme magtmennesker og et udplyndret land og folk, så er Browder en fremragende fortæller med noget på hjertet, og man får et godt indblik i, hvilken type leder Putin er og hvilket land Rusland er. Nemlig et gangstyre af en stat, hvor alle enten er afhængige af Putin eller blot levet på hans nåde.

Når solen den forsvinder

Ovennævnte bøger er, indrømmet, ikke nødvendigvis den mest opløftende læsning i verden. I det hele taget er det svært at finde noget videre lys i mørket lige for tiden, om end jeg selv finder en vis glæde og håb i balternes, polakkernes og særligt ukrainernes humor, standhaftighed og solide væsen. ”Keep cool” kunne godt være mottoet for vores venner i Kyiv, hvis vi nu skal fortsætte med C.V. Jørgensen referencerne. Historisk set har de gode ukrainere om ikke andet udholdt alverdens urimeligheder og alligevel fundet tilbage til livet. Og det er jo nok menneskenes lod. Heldigvis er vi ikke så nemme at slå ud. Solen skal nok komme igen, også selvom det hele synes at gå ad helvede til lige nu.

Slava Ukraini.

Boginfo

’Bloodlands’ af Timothy Snyder, Jyllands-Posten, 2011, 556 sider.

’Den Hvide Garde’ af Mikhail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider.

’Zinkdrengene’ af Svetlana Aleksijevitj, Lindhardt og Ringhof, 2016, 383 sider.

’Red Notice’ af Bill Browder, Don Max, 2016, 379 sider.

Jans litterære prøvelser i 2021

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Når man tænker på, hvor mange forskellige bøger i vidt forskellige genrer, der bliver skrevet og udgivet, så har jeg læst alt for lidt og alt for smalt i 2021. Det har jeg nok altid haft en vane med. Altså, at læse for smalt og inden for nogle få områder af interesse. I år har det dog været særligt grelt. Sådan føles det om ej andet.

Jeg læser altid meget faglitteratur, men i år har jeg stort set kun læst om vikinger, normannere og korstog – man aner et tema -, samt et lettere eklektisk rodsammen af emner. Bl.a. en fremragende bog om Shanghai og familierne Sassoon og Kaadories historie, og James Hollands lige så fremragende ’Brothers in Arms’ om briternes muligvis mest kampduelige panserstyrke nogensinde.

Men vi har jo lidt en tommelfingerregel om at anmelde nyere bøger, der er udgivet på dansk. Mestendels, om ikke andet.

Og den har jeg prøvet at holde mig til … sådan da.

Den vilde bibliotekshistorie

Hvis man er en total biblioteksnørd – og det er jeg jo -, så kan man ikke komme uden om ‘Dansk Bibliotekshistorie’, når man taler om årets store udgivelser og læseoplevelser. 

‘Dansk Bibliotekshistorie’ er et digert 2-binds værk skrevet og redigeret af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen. Nan er, foruden min gamle underviser, en herre med en god pen og en stor glæde ved biblioteksvæsnet, og det kan man tydeligt mærke.

Som navnet antyder, får man en god indføring i dansk bibliotekshistorie og lærer en masse af de ildsjæle, der har været med til at skabe det bibliotek vi kender i dag, at kende. Selv om bøgerne går kronologisk frem, kan man lave nedslag her og der, og læse om de perioder, der interesserer en mest.

For mit vedkommende er det særligt bind 2, hvor vi nærmer os nutiden og der kommer lidt mere på spil, der er interessant. For det er her, vi kommer ind på bibliotekslukninger, sparerunder og som Politikens Jes Stein Pedersen i sin anmeldelse af bøgerne kalder ”akademiseringens svøbe”.

Har man ikke fået nok af biblioteker, så kan jeg også anbefale Candida Höfers smukke fotobog ‘Libraries’, der viser bibliotekernes spændvidde verden om. Bogen indledes med en essay af bibliotekselskeren over dem alle, nemlig selveste Umberto Eco.

De ukendte kvinders bog

Jeg havde den store og udelte fornøjelse at drikke kaffe og spise citronmåne med Gry Jexen i sommers, mens vi talte om exofiktion og glemte kvindeskikkelser til podcasten ’Krydsord’. Gry var så venlig at give mig et eksemplar af sin bog ’Kvinde kend din historie’, hvilket ikke kun var usædvanligt sødt, men også gav en interessant læseoplevelse.

Bogen indeholder 50 kvindeportrætter og er tematisk opdelt. F.eks. finder man under ’Magt & Politik’ en kendt skikkelse som Ebba Strange og den for mange af os mindre kendte Dronning Dorothea, mens man under ’Uddannelse’ finder imponerende Inge Lehmann.

Udover at ’Kvinde kend din historie’ på bedste vis rammer tidsånden, så er den informativ og gør læseren klogere på nogle af de mennesker, der har formet den verden, vi lever i. Mennesker, der fortjener, lidt opmærksomhed. Eneste minus er, at Jexen hist og her godt kan have en lidt løftet pegefinger, men det er en lille ting.

En anden bog, og nu er vi ovre i det engelske og mit korstogsflip, der tematisk kunne være en fin følgesvend til ’Kvinde kend din historie’, er Katherine Pangonis’ ’Queens of Jerusalem’, der fortæller historien om Morphia af Melitene og hendes døtre – heriblandt Melisende af Jerusalem. Ikke kun udspiller bogen sig i de frankiske besiddelser i Levanten, men der er tale om en gruppe handlekraftige og viljestærke kvinder, der fortjener en mere fremtrædende plads i historien.

En digter af naturens nåde

Min gode og højtskattede veninde Sarah slæbte mig alt for sent fredag aften rundt på BogForum. Jeg var, indrømmet, en kende vrangvillig og ville egentlig helst bare over i den nærmeste bar og tylle nogle kolde GT’ere. Men Sarah var gået i lyrisk selvsving, så jeg blev nådesløst halet med rundt blandt mikroforlag og digtere.

Og det er jeg glad for.

Vi endte nemlig hos Asger Schnack, der med store glæde og passion fortalte om Ekse K. Mathiesen. Eller ESKE! som Asger glad kaldte den nu desværre afdøde digter. Som det ofte er med passion, så bliver man grebet og jeg købte den lille digtsamling ’Omveje’. Det var den absolut mindste bog, jeg halede med mig hjem fra Amagers stormomsuste vidder, men den bog, der gjorde størst indtryk.

Digtet ’Den første’ er et fornemt eksempel på Mathiesens evne til at inddrage sit lune i et digt, der emmer af naturglæde og begejstringen for de mindste dyr og ting.

”Hørte i går årets første frø kvække

og jeg fandt den første storkenæb.

Og en mus, der var faldet i staver

i solvarme på kanten af den fugtige

sti, fik øje på årets første digter

og pilede forskrækket ud af digtet

ind i skoven.”

Er det ikke fint?

Jeg glæder mig om ikke andet selv til at læse meget mere af Mathiesen.

Og så kom vi alligevel viden om

Så smalt var det måske heller ikke, når det nu kom til stykket, men jeg synes nu, jeg manglede noget bredde. Jeg mangler den store danske roman, den spændende actionthriller, fagbogen, alle taler om, og så videre og så videre.

Men når det så er sagt, så bød 2021 på nogle solide, inspirerende og velskrevne bøger, der har gjort mig klogere og mere nysgerrig på verden og ting, jeg ikke nødvendigvis hverken vidste eller ved så meget om.  Og det er slet ikke så ringe endda.

Boginfo

’Dansk Bibliotekshistorie’ af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, Aarhus Universitetsforlag, hhv. 374 og 416 sider, 2021.

‘Libraries’ af Candida Höfer, Thames & Hudson, 271 sider, 2005

’Kvinde kend din historie’ af Gry Jexen, Gyldendal, 335 sider, 2021.

‘Queens of Jerusalem’ af Katherine Pangonis, Weidenfeld & Nicolson, 250 sider, 2021.12.27

’Omveje’ af Eske K. Mathiesen, Asger Schnack, 49 sider, 2020.

Achilleus’ Sang af Madeline Miller

/ Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Historien om Troja og den stolte stads fald er næsten så gammel, som en historie kan blive, men i Madeline Millers hænder får den nu alligevel nyt liv.

For nok er det den samme gamle fortælling om stolthed, kærlighed og mænds hybris, hvor heroiske skikkelser som Odysseus, Ajax, Hektor, Agamemnon og et hav af andre grækere med stor fornøjelse tæsker løs på hinanden i en evig jagt på hæder og ære, men den har en anden tone og vinkel end de fleste andre fortællinger om antikken.

I ’Achilleus’ Sang’ følger vi den følsomme og lettere kejtede Patroklos, der er nok har en vigtig rolle i ’Iliaden’, men ikke just er nogen stor helt.  I det hele taget har Miller en lidt anden vinkel med et større fokus på følelser og de græske heltes mere sårbare sider end Homer i kildematerialet.

Og det klæder på sin vis ’Achilleus’ Sang’.

Achilleus’ Sang – en god bog for enhver elsker af græsk mytologi og fortællinger om kærlighed.

Men hvorfor nu en sang?

Titlen på bogen undrede mig indledningsvist, men heldigvis flyder nettet over med kloge hoveder.

Nogle gange i hvert fald.

Sange er nemlig tæt koblet til ’Iliaden’. Engang i 300-tallet f.Kr. kom ’Iliaden’ i kløerne på en flok aleksandrinske lærde, der inddelte det episke digt i 24 sange. Det ser også ud til, at man på amerikansk, om ej andet, vælger, at se ’Iliaden’ som betydede ”sangen om Troja” og ikke ”det trojanske digt”, som vi i Danmark normalvis vil sige. Det er eks. titlen på Colleen McCulloughs bog fra 1998, der også handler om Trojas fald og grækernes mange indbyrdes skærmydsler.

Men det blev også nævnt et sted, at man kunne se det som Patroklos’ sang til Achilleus og et forsøg på at holde halvgudens kreative og menneskelige side i live. Og den vinkel kan jeg godt lide.  For på en eller anden måde, så er bogen Patroklos’ kærlighedssang til sin guddommelige elsker.

En ungdomsroman i voksen klæder

Som sagt, så genfortæller Madeline Miller Homers ’Illiaden’ blot set fra den småkluntede outsider Patroklos’ side. Patroklos, der, efter at have dræbt en anden dreng ved et uheld, bliver forvist til det fjerne Phthia, hvor han møder den unge konge- og gudesøn Achilleus.

Achilleus er på mange måder Patroklos’ diametrale modsætning. Han er stærk, tilbedt og heroisk i en grad, der får den gennemsnitslige moderne superhelt til at virke som en blodsvag stakkel i trikot. Alligevel ender de to med at blive venner og med tiden fanget i den brusende forelskelse, der er kernen i historien.

Miller laver et nærmest odysseusk smart fortællegreb ved at lade Patroklos være akavet og udenfor. Det giver læseren, der heller ikke er hjemme i antikkens Grækenland, mulighed for at opdage verden sammen med hovedpersonen.

Men det er måske også romanens svaghed.

For i modsætning til hovedpersonerne fra Madeline Millers anden roman ’Kirke’, så er Patroklos nemlig ikke en specielt interessant eller har nogen særlig gribende personlighed. Han er også på mange måder meget passiv, lige indtil der, hvor det hele går galt og han dør. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ’Achilleus’ Sang’ som en ungdomsroman i voksenklæder. Det er der heller ikke noget galt i, men der mangler lidt tyngde i bogen. Særligt, når det kommer til karaktererne.

Men det er en lille ting.

Oh, den kærlighed

’Achilleus’ Sang’ er en overvejende velfortalt og underholdende dannelses- og kærlighedshistorie med stærke elementer af fantasy, hvor fokus er på vor hovedperson og Achilleus’ forhold og deres mange prøvelser.

Og her synes jeg, Miller går glip af en gylden mulighed for at vise to mænds forhold som noget helt naturligt, og ikke nødvendigvis også en kamp mod fordømmende omgivelser.

Homoseksualitet, for så vidt de gamle grækere egentlig tænkte på den måde, var ikke noget forbudt eller forkert, men noget meget naturligt og en del af hverdagen. Det skal man ikke have stødt på mange græske vaser for at have en god idé om. Den vinkel havde måske været mere interessant at forfølge end nok en roman om to elskende, der af forskellige grunde må skjule deres kærlighed.

Og det er en lidt større ting.

Jeg føler om ikke andet, at nok har jeg fået en god og velskrevet historie – ingen tvivl om det -, men kunne have fået en helt fantastisk historie.

Boginfo

Achilleus’ Sang af Madeline Miller, Grønningen 1, 2021, 357 sider.

For at hjælpe læserne lidt på vej, så er der bagerst i bogen en oversigt over de forskellige personer – guder som helte -, der er med i fortællingen.

Rasmus Hastrup har gjort et godt stykke arbejde med oversættelsen. Cadeau for det.

Bogen har tidligere været udgivet på dansk i 2013 på Turbulenz, og er Madeline Millers debut.

Hvordan vi bruger vores tid

/ Lisbet V. / 2 kommentarer

I den anden Corona-lockdown i vinteren 2021 fik jeg en ny vane. Jeg stod op en halv time før resten af familien og læste faglitteratur akkompagneret af dagens første kop kaffe. Min læsning bestod blandt andet af bøgerne Work: A History of How We Spend Our Time af James Suzman, Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen og You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Student af Monika Janfelt. Der var et tydeligt tema i titlerne: Arbejdsliv og karriere.

I dette indlæg samler jeg op på de tanker, jeg gjorde mig under læsningen af de tre bøger. Det er mit håb, at du også kan bruge nogle af pointerne. Måske får du inspiration til at se på dit arbejdsliv fra nye vinkler, der ikke nødvendigvis er farvet af Corona-tidens erfaringer med Teams-møder i en blød buks og kollegaskab samt ledelse på distancen.

Scener fra et arbejdsliv
De første 14 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg i snit 37 timer om ugen. Det år, jeg var på barsel, oplevede jeg dog, at arbejdstiden var 24 ud af døgnets 24 timer.

I 2017 var jeg fuldtidsstuderende i et halvt år. Så gled jeg over i en tilværelse som selvstændig, og i 2021 er jeg kombinatør. Det dækker jeg over, at jeg både er lønmodtager og selvstændig.

I en stor del af min tid som 100 procent selvstændig arbejdede jeg i snit 25 effektive timer om ugen. Det var nok til at få min økonomi til at hænge sammen. Klokken 14 lukkede jeg ned for computeren og gennemvadede de lokale parker eller tog en eftermiddagslur. Det føltes som noget luksuriøst og næsten forkert.

“Rigtige mennesker er jo ikke færdige med arbejdsdagen endnu”. Den sætning kørte rundt i hovedet på mig. Min teori er, at det var en blanding af protestantisk etik og skrønen om, at min nu afdøde farmor var doven, der gjorde sig gældende. Eller den samfundsskabte forestilling om, at 37 timer er det rigtige. Det er normen, alting beregnes og vurderes ud fra. Spørg for eksempel dem, der er fanget inde i jobcenterets regel-cirkus.

De gyldne 15 timer om ugen
At leve for at arbejde eller arbejde for at leve? Er det arbejde at lave sin egen surdej og hækle kludetæpper under Corona-nedlukningerne? Er det arbejde at sidde med i bestyrelsen og indhente tilbud på murerarbejde, der skal udføres i andelsboligforeningens fugtige kælder?

Alle disse spørgsmål finder du en form for svar på i Work: A History of How We Spend Our Time. Den sydafrikanske socialantropolog James Suzman tager afsæt i sine observationer af det afrikanske jægersamler-folk Ju/’hoansi (indsæt selv kliklyd), som han har levet blandt. Disse mennesker har en opfattelse af, at omgivelserne altid er i stand til at levere det, som de har brug for. De samler ikke på ting. De opbygger ikke lagre. Hvis man er mæt, får man det ikke bedre af at spise mere. Så enkelt er det.

De deler alt, og status eller rang er for dem en by i Rusland. Hvis man har brug for noget, er det en selvfølge, at man kan tage det fra sin nabo. Nærmest uden at spørge. Sådan er den sociale kontrakt.

Medlemmer af Ju/’huansi arbejder i snit 15 timer om ugen. Det er det, der skal til, for at alle basale behov bliver opfyldt. Ingen lever på sultegrænsen, og de fleste dør mætte af dage i en høj alder. Alle får den næring, de har brug for. Resten af tiden bruger Ju/’huansi-folket på at være sammen, synge, lave kunsthåndværk, hvile sig og hvad man nu ellers kan finde på ude på den afrikanske savanne. De er ikke specielt optagede af hverken fortid eller fremtid. Pensionsopsparing – jamen hvorfor fokusere så meget på fremtiden, når livet er nu? Det er sat på spidsen, men essensen er god nok.

Det særligt interessante ved denne stamme er, at deres levevis kan spores svimlende 300.000 år tilbage og bidrager til at give os et nyt blik på tilværelsen som jægersamlere. Suzman nedbryder den udbredte forestilling om, at dette liv er udmarvende og rent evolutionært set på et lavere stadie et landbrugskulturen med dens forråd og rigdom af mad.

Måske er jægersamlerlivet derimod noget, vi skal blive inspirerede af i en tid, hvor der er kamp om arbejdet, blandt andet set i lyset af den øgede brug af robotter og kunstig intelligens?

Suzman går også i kødet på “the problem of scarcity”, altså ideen om at knaphed er det problem, som driver os til at arbejde og producere i et højere og højere tempo. I en stor del af verden mangler vi jo ikke noget. Tværtimod. Vi har alt, alt for mange ting, der tynger os. Alligevel er det knaphedstankegangen og nødvendighedens politik, der dominerer.

Da menneskets begyndte at dyrke landbrug, fik vi et andet forhold til tid. Som landmand er man bundet til arbejdet og årstiderne på godt og ondt. Man man planlægge og tænke fremad. Såsæd skal lægges til side. Den tankegang præger os stadig, selv om ganske få af os i dag beskæftiger os med landbrug.

Vildmarken kalder?
Suzman er ikke ude på at romantisere tilværelsen som jægersamler eller sende os alle ud på savannen eller i skoven for at bo i en træhule. Bogen er ikke et forsvar for Alene i vildmarken. Suzmans ærinde er nærmere at perspektivere, hvordan vi også kunne tænke arbejdet. Vi har brug for at bruge vores energi. Det er evident. Men skal vi arbejde så meget? Og hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at arbejde er så meget andet end en aktivitet forbundet med indtjening?

Jeg kan varmt anbefale Work: A History of How We Spend Our Time til dig, der har brug for at stoppe op og se dit eget arbejdsliv i det store, historiske perspektiv. Suzman bygger bogen op om de fire afgørende opfindelser, der har formet den måde, mennesket arbejder på: Ild, landbrug, byer og industri. På 400 sider aktualiserer han et væld af store tænkere og forskere og kobler deres teorier til almindelige menneskers hverdagsliv hen over flere tusind år.

Det er velgørende at føle, hvor mikroskopisk lille et led, vi er i den store fortælling om menneskets historie,

Og hvis jeg nogensinde skulle tænke, at ordentlige mennesker da ikke kan tillade sig at holde fri kl. 14 på en hverdag, så vil jeg sende en venlig tanke til Suzman og Ju/’hoansi-folket, inden jeg gør min børnevæv klar til endnu et farvestrålende vægtæppe.

Harvard Business Review har lavet en podcast med James Suzman, hvor han fortæller om, hvordan vores forhold til arbejde har udviklet sig. Episoden varer knap en halv time.

Vejledning handler om andet end valg
Et hurtigt spring fra præhistoriske jægersamlere til Diplomuddannelsen i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning (DUEK), som landets professionshøjskoler tilbyder til studevejledere, jobkonsulenter og deslige, der har mod på (eller er blevet tvunget til) efteruddannelse. Inger-Lise Lund Petersen er fagansvarlig for uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Jeg havde fornøjelsen af hendes undervisning i 2017. Nu har jeg med stor faglig interesse læst hendes nye bog Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv.

Lund Petersen har sammen med kolleger fra det franske universitet Conservatories National des Arts et Métier forsket i eksistentiel vejledning. Bogen bygger på denne forskning.

Gruppevejledning af mødre på barsel
En lille sidehistorie inden jeg dykker ned i bogen: I 2018 lavede jeg to gruppevejledningsforløb for mødre på barsel, der overvejede at skifte job. Kvinderne havde deres babyer med til fire gange to timers workshop, hvor vi sammen satte fokus på deres styrker, barriere, karrieredrømme og valgmønstre. Vi lavede øvelser i plenum, to og to og individuelt. Vi tegnede, fortalte og byggede vores arbejdsliv i Duplo-klodser. (Lego var ikke hensigtsmæssigt med otte måneder gamle babyer kravlende rundt på gulvet i det kulturhus, jeg havde fået lov til at låne).

Kvinderne havde vidt forskellige baggrunde. Nogle arbejdede inden for sundvæsenet. En var arkitekt. En anden lærer. Styrken ved denne sammensætning var, at de med deres forskellige fagligheder og erfaringer fra et bredt felt af arbejdssammenhænge kunne hjælpe hinanden med at se nye muligheder i en livsfase fyldt med store, eksistentielle overvejelser. De var i samme båd og livssituation, men på mange måder lignede de alligevel ikke hinanden. Det lå der en særlig styrke og ressource i.

Her kommer pointen: Jeg ville ønske, at Lund Petersens bog allerede var udkommet i 2017. Jeg var i gang med DUEK-uddannelsen og plukkede øvelser og workshop-tilgange fra forskellige moduler af undervisningen. Jeg prøvede mig frem. Nogle gange med bævende hjerte. Men Lund Petersens bog rummer det hele, når man skal lave gruppevejledning, der har fokus på meningsdannelse og refleksion over eksistentielle valg koblet til arbejdslivet og livet i det hele taget. Her er samfundsmæssige overvejelser, metoder og råd til, hvordan man kan etablere gode rammer for denne type vejledningspraksis. Bogen rummer desuden hele 19 konkrete øvelser, der er grydeklare og lige til at anvende.

Det bæredygtige arbejdsliv
Bogen argumenterer for, at vejledning handler om andet og mere end at få truffet de rigtige valg, hvad angår uddannelse og job. Der er mere på færde. Vejledning handler også om “at tilegne sig livsstrategier i forhold til at kunne overkomme de barrierer, der måtte komme på uddannelse, i løbet af arbejdslivet eller i pensionisttilværelsen.” (Side 12).

Lund Petersen peger på, at det er oplagt at tænke begrebet “bæredygtighed” ind i vejledningen. Hvordan kan vi sammen konstruere meningsfulde arbejdsliv, der spiller sammen med de globale dagsordener samlet i FNs verdensmål? Hvordan kan man blive en del af noget større? Og hvordan kan arbejdslivet blive bæredygtigt for den enkelte i en verden, hvor vi med stor sandsynlighed får brug for at kunne skifte spor mange gange i løbet af livet?

Jeg er optaget af bogen, fordi den formulerer et nyt syn på vejledning, hvor det transcendentelle også spiller en rolle. Fagligt reflekteret dialog med mennesker om deres her-og-nu-valg af uddannelse og job er selvfølgelig en vigtig del vejledning. Men den kan ikke stå alene.

En anden grund til min begejstring for bogen er dens fremhævelse af gruppevejledning som en særligt velegnet metode i en tid præget af individualisering og præstationspres, både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Tanken om, at store, personlige valg kan kvalificeres i et fællesskab, hvor man sammen kan hjælpe hinanden på vej med ideer, tanker, håb og opmuntring, kan jeg kun tilslutte mig som virkningsfuld. Det er kun en spinkel erfaring, jeg har fra mine to vejledningsforløb for mødre på barsel. Men der skete noget magisk. Min rolle blev mere og mere nedtonet, fordi deltagerne fik tillid til hinanden og blik for hinanden som sparringspartnere. Til tider lå jeg og kravlede rundt med babyerne, for kvinderne havde mere brug for at tale med hinanden to og to om et tema end at være i kontakt med mig. Lige der tænkte jeg: “Mission accomplished”.

En tredje grund til, at jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger er, at Lund Petersen bringer kunsten i spil i vejledningen. Film, litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være en genvej til, at vi danner nye forestillinger, om hvordan man lever og træffer valg. Kunsten tilbyder prøvehandlinger og giver os blik for, at tilværelsen kan forme sig på en mangfoldighed af måder. Vi kan få råstof til at tænke og udtrykke os anderledes: “Den kreative tilgang til vejledning skal give adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem, vi i vejledningsrummet kan nå på baggrund af det talte og skrevne ord i mere klassiske vejledningssamtaler.” (Side 86).

Måske er det værd at holde fast i Duplo-klodserne?

Jeg har i lang tid ledt efter noget, der kunne forbinde min baggrund i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Formidling med rollen som karrierevejleder. I bogen Eksistentiel vejledning har jeg fundet koblingspunktet.

En håndbog for Ph.d.-studerende
En af de bøger, jeg tit anbefaler til mennesker, jeg møder i min vejledning er Karriere: Kunsten at flytte sig skrevet af Monika Janfelt. Jeg har skrevet om bogen i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Nu har Janfelt skrevet You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students. En håndfuld af mine venner og bekendte har opnået Ph.d.-graden. Jeg har med ærefrygt fulgt deres proces. En bekendt beskriver den sådan: Først flirter man med sit stof. Det er en uforpligtende periode, men på et tidspunkt må man træffe valg og fravalg. Det leder til en form for forlovelse. Det hele bliver mere formelt. Efter brylluppet kommer graviditeten og den hårde fødsel. Til sidst står man med barnet i armene: Den færdige afhandling.

Ja, der er eksistentialistiske perspektiver i at gennemføre en Ph.d.-uddannelse. Det er ikke blot noget med at fordybe sig tre år i et stofområde og nørde igennem.

Janfelt leverer med sin bog en håndsrækning til alle typer af Ph.d.-studerende. Hun giver konkrete råd til, hvordan man kan strukturere processen og huske at reflektere undervejs. For på en måde er tre år lang tid. Men i praksis opleves det af mange som kort tid.

Bogen har tre hoveddele: Getting off to a good start, The Long Haul og The End of the Road – now what? Undervejs følger vi de fire, fiktive Ph.d.-studerende Maria, Martin, Catherine og Adam. Disse cases illustrerer bogens pointer, og jeg forestiller mig, at de for bogens primære målgruppe udgør vigtige identifikationsfigurer. Men også for mig er det spændende at følge personernes mere eller mindre turbulente rejse gennem Ph.d.-systemet og deres egne forskningsprojekter.

En af bogens hovedpointer er, at selv om man ikke kan planlægge alting og skal være klar til at gribe muligheder, der pludselig dukker op, er det allievel godt at bruge tid på at tænke over fremtiden i begyndelsen af et Ph.d.-forløb. Opstillingen af langsigtede pejlemærker for ens fremtidige arbejdsliv er nyttig, for eksempel når man skal opbygge et fagligt netværk eller forberede sig på en postdoc. Og hvad nu hvis man slet ikke har lyst til at være en del af forskningsverdenen, når Ph.d.-forsvaret er slut og de sidste champagnerester nedsvælget?

Bogen udfolder, hvordan det at tage en Ph.d.-grad ikke kun er en mulighed for længerevarende faglig fordybelse. Det er også en vej til karrierelæring i mere generel forstand. Karrierelæring dækker over processer, hvor den enkelte opnår viden og færdigheder til at kunne foretage reflekterede uddannelses- og karrierevalg. Karrierelæring handler også om at kunne mestre overgange i arbejdslivet, og for en Ph.d.-studerende, der “fødes” med en udløbsdato efter tre år, kan dette aspekt være smerteligt præsent.

Janfelt har skrevet en anvendelig og velskrevet håndbog til en specifik målgruppe. Men mit bud er, at den også med fordel kan læses af Ph.d.-studerendes venner og familiemedlemmer, der gerne vil være gode støtter. Som udenforstående kan det være svært at begribe, hvad der foregår inden for universitetets lukkede mure, og hvorfor Ph.d.-tiden for mange rummer drama, store følelser, frustration og forløsning. Med Janfelts bog i hånden bliver det hele nemmere at forstå.

Boginfo

Work. A History of How We Spend Our Time af James Suzman.
Udgivet på Bloomsbury Circus, 2020.

Eksistentiel karriervejledning. At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen.
Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students af Monika Janfelt.
Udgivet på Moveo Publishing, 2020.

Mere inspiration til dit arbejdsliv

Kringlede karrierer

Livet er ikke andet end en overgang

Grebet af teksten

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Der er et mønster: Næsten hver måned køber jeg eller er så heldig at få en fagbog, der handler om litteratur og læsning. Det kan være en antologi om lydbøger, en forskningsbaseret udgivelse om læsningens materialitet eller en ph.d.-afhandling om literacy.

Lutter lækre sager!

Som det optimistiske menneske jeg er, regner jeg med at læse alle teksterne. Eller i det mindste uddrag af dem. Det sker bare ikke altid. Skønlitteraturen har en tendens til at drøne sejrssikkert ind på førstepladsen, når jeg vil sætte mig med en bog. Derudover er jeg kommet med i en bogsalon (andre kalder det en læsekreds), og det giver ingen mening af deltage i den, hvis jeg ikke har læst månedens roman eller novellesamling.

Men nogle af fagbøgerne har en særlig status. Det betyder: Jeg får dem læst.

I dette blogindlæg fortæller jeg om to af dem. Den ene er Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissels Tilbage til teksten. Den anden er Birthe Rønn Hornbechs erindringsbog En læser bliver til.

I mit hoved er der en klar forbindelse mellem de to udgivelser. De taler smukt sammen om betydningen af litteratur og hvorfor det personlige engagement i læsning er altafgørende. I en perfekt verden mødes Thomas, Stig og Birthe til BogForum 2021 og taler om, hvordan børn og unge kan få værdifulde relationer til litteratur. Den trio ville være en bomstærk kombination. Man kunne jo mikse med en passioneret dansklærer og Marianne Jelved, og BellaCentret vil eksplodere af læsebegejstring. Eventuelt mens Bertel Haarder går på hænder, og Per Stig Møller og Mattias Tesfaye signerer bøger.

Slut med drømmene. Tilbage til bøgerne.  

Tilbage til teksten
Min opmærksomhed på Tilbage til teksten kan føres tilbage til sommeren 2020. Her udgav Thomas Illum Hansen den lille bog Kunsten af læse, som jeg anmeldte her på bloggen.  Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe pointer om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet. Bogen har en opfordring til dansklærerne: Få oplevelsesdelen og de æstetiske, personlige erfaringer tilbage i læse- og litteraturundervisningen. Gør det muligt for eleverne at blive grebet af teksten og ikke kvalt i forventninger om facitagtige analyser og fortolkninger.

Kunsten at læse er en bog i egen ret, men jeg ser den også som en opvarmning til Tilbage til teksten, der er en litteraturdidaktisk grundbog skrevet specifikt til lærerstuderende og dansklærere. Jeg er ingen af delene – mere en biblioteksbaseret projektkonsulent. (Ja, undskyld. Det er fremmedgørende ord. Til gengæld dækker de over en stor del af mit arbejde). Men jeg interesseret mig så meget for børns læsning og læsekultur, at bogen har udgjort en spændende del af min vinterferielæsning.

Min vinkel på bogen er, at alt, der handler om børns læseoplevelser og det personlige engagement i læsning, er et oplagt koblingspunkt mellem skoler og folkebiblioteker. Her er der en fælles dagsorden, som kan angribes på mange forskellige måder. Som folkebibliotekar har man sjældent mulighed for at overvære danskundervisningen i 7.A en torsdag formiddag. Men ved at læse Tilbage til teksten kan man kigge ind i maskinrummet og få en idé om, hvordan lærere kan gå til værks, når ambitionen er at bedrive litteraturundervisning med afsæt i elevernes egne læseoplevelser.

Det store forsøg
Bogen bygger på det såkaldte KiDM-projekt, der løb af stablen i 2016-2019. KiDM står for kvalitet i dansk og matematik. Der blev udviklet et undervisningsforløb til 7. og 8. klasse, og 90 klasser med 2306 elever deltog i testen af den undersøgende tilgang til litteratur. Heraf fungerede halvdelen som kontrolgruppe.

Der er meget mere end synsninger og sansninger på færde: Det videnskabeligt funderede forsøg viste, at elever med den undersøgende tilgang udviklede sig et halvt år hurtigere i forhold til deres fortolkningskompetence end kontrolgruppen (s. 13).

Jeg skal ikke gå i dybden med denne del. Men hvis man skulle savne argumenter for, at læseoplevelser i litteraturundervisningen er vigtige i forhold til Fælles Mål, så finder man dem i bogens indledning.

Læs selv
I bogens første kapitel tager Illum Hansen og Gissel os ved hånden og tilrettelægger en langsom oplevelse af Ronnie Andersens novelle Plastichjerte. Pointen er, at lærere som det første selv skal opleve en tekst. De skal netop ikke starte med at have en analytisk eller didaktisk farvet tilgang til teksten. Først efter selv at have mødt teksten og erfaret, hvad det er for en verden, den tilbyder, er man klar til at anvende den undersøgende tilgang sammen med sine elever. Det minder mig om principperne i guidet fælleslæsning, hvor man også indtager teksten på en dvælende måde og i mindre bidder.

Læreren må selv være en læser: “Lærerens egen læseoplevelse er af afgørende betydning. Som lærer må man være i kontakt med sin egen æstetiske sans og nysgerrighed. Man må være i stand til at forholde sig åbent og undersøgende til en litterær tekst som grundlag for en dialogisk tilgang i undervisningen”. (s. 21).

Sådan gør du
Bogens næste seks kapitler kommer blandt andet ind på strategier i den undersøgende tilgang, tekstvalg og kvalificering af dialogen i klasserummet. Der er også et kapitel om elevernes undersøgelse af film, der også kan betragtes som en æstetisk tekst, som på en måde ligner litterære tekster, men også har sine egne træk.

Kapitel otte har en anden og mere akademisk karakter. Her kan det være nødvendigt at gå i læsekreds med sine medstuderende eller kolleger for at tilegne sig stoffet. Det handler nemlig om de mest udbredte metoder til at analysere litteratur, og der er turbo på teorierne: Fra biografisme, nykritik og formalisme til receptionsæstetik kritisk multikulturalisme, genrepædagogik, strukturalisme og fænomenologi. What a ride. Bogen abonnerer i høj grad på fænomenologi som tilgang (fænomenologi er optaget af den menneskelige erfaring og betydningsproduktion), og det er nyttigt at få den tænkning sat i perspektiv til andre på området.

Bogens sidste kapitel opsummerer otte principper eller pejlemærker, som lærere kan gøre brug af i den undersøgende litteraturundervisning. Det er god læserservice med sådan en Maggi-terning af bogens pointer. Jeg tillader mig at gengive dem her, ubeskedent tilsat min egen forståelse og ideer til handling:

1. Engagement og interesseudvikling:
Det er svært at lære noget, hvis man ikke er engageret eller interesseret i emnet. Arbejdet med at skabe engagement hos den enkelte elev er basen for det hele. Det er nummer 1.

2. Undersøgelsesorienterede forløb:
Luk ikke en masse døre undervejs i mødet med teksten. Vær fx ikke på forhånd forelsket i en psykoanalytisk tolkning. Bliv ved med at være åben over for elevernes egne undersøgelser.

3. Dialogisk fællesskab:
Når vi lytter til hinanden, får vi flere vinkler på teksten. Sammen udvider vi tekstens verden. Det er ren læsekreds.

4. Styret åbenhed:
Litterære tekster har tomme pladser, hvor vi selv kan fylde betydning ind. Men de har også styrende træk. Find balancen mellem det åbne og det styrende.

5. Faglig rammesætning:
Giv eleverne et sprog til at undersøge litteratur. Giv dem fagbegreber og strategier til deres egne undersøgelser. Man skal have udstyr med, når man skal ud på en ekspedition.

6. Varieret progression:
Man kan godt skifte gear i undervisningen. Det er faktisk en fordel. Vær dynamisk og skift mellem dybdegående analyser, perspektivering og det mere konkrete arbejde med teksten.

7. Multimodal produktion:
Book trailers, Bookstagrams, Book Bentos – der er mange muligheder for, at eleverne selv kan formidle deres oplevelse og forståelse af teksten. Vær kreativ (PS. Og overvej som lærer at invitere dit lokale folkebibliotek til at bidrage til denne del.)

8. Mestring af fortolkning:
Fortæl om dine egne analyser. Hvordan er du nået frem til dem? Hvordan har du udfyldt de tomme pladser i teksten? Målet er ikke at komme med en facitliste eller den bedste tolkning. Det er ikke en konkurrence. Det handler om at vise, hvordan man kan mestre fortolkningens kunst. Her tænker jeg med glæde tilbage på min engelsklærer Ragnhild.

En læser bliver til
Fra en forskningsbaseret lærebog til en samling personlige erindringer.

Birthe Rønn Hornbech er en lidenskabelig læsehest, der voksede op i et præstehjem med Dorés billedbibel, klaver og højt til loftet. Hun er årgang 1943 og et koryfæ for partiet Venstre. Netop her i vinteren 2021, hvor der bliver snakket meget om jysk bagland, gummistøvler og drømmekage, er det værd at bemærke, at Rønn Hornbech er født og opvokset på Østerbro i København.

Hun kan højskolesangbogen og salmebogen ind og ud. Til hver en tid kan hun sætte sig ved klaveret i et forsamlingshus og akkompagnere til fællessangen efter kaffen og det bløde brød – for nu at blive i bagningens verden. Hun inkarnerer en stor del af min barndoms kulturelle ballast, hvor de ældste i familien ikke behøvede at tage sangbøgerne frem. For de kunne teksterne udenad. Det var Aakjær, Grundtvig og årets gang.

Denne lange indledning for at vise, hvorfor jeg grundlæggende er interesseret i Rønn Hornbechs læsererindringer: Hun argumenterer for og har levet sit liv med en stærk tro på, at kultur kan danne og forbinde os. Litteratur kan hjælpe os med at forstå tilværelsens sammenhænge, vores eget og andre menneskers liv.

Politik kan desværre have en tendens til at skille os. Det siger jeg for egen regning. Men kultur kan bygge broer. For eksempel mellem land og by. Det tegner til, at vi godt kunne bruge mere af den slags i vores lillebitte land, hvor der alligevel kan være så store afstande mellem mennesker.

Birthes favoritter
I En læser bliver til bevæger vi os fra Rønn Hornbechs allerførste møde med bøgernes bog, Bibelen til hendes interesse for Kaj Munk, H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, Tove Ditlevsen og H.C. Branner. Værker af disse forfattere har grebet hende og sat deres spor.

Skolepigen Birthe trivedes ikke med lektielæsningens modulære karakter med 20 minutters læsning hist og her. Nej, når først hun var optaget af en forfatter, så læste hun alt, som han eller hun havde skrevet. Med en glubende appetit og trang til fordybelse.

En af de læsende rollemodeller i hendes barndom var en tante, der læste højt af H.C. Andersens eventyr, når forældrene var til møder i sognet. De fortællinger satte gang i billeddannelsen hos den lille Birthe.

En sød tante eller bedstefar, der læser eventyret højt – det kan de fleste relatere til. I den anden ende af spektret er gymnasieeleven Rønn Hornbechs samtaler med Johannes Sløk. Idéhistorie skulle indføres som et fag i gymnasiet, og Sløk stod bag undervisningsmaterialet. Han ville gerne diskutere det med repræsentanter for målgruppe, og Rønn Hornbech blev udvalgt. Hun var overrasket og benovet. Hun havde jo ikke høje karakterer. Til det sagde en af hendes lærer: “Nej, du læser ikke lektier, men du læser så meget andet. Det er sådan nogle som dig, vi har brug for.” (side 163).

Måske er det også sådan nogle, vi har brug for i dag?

Birthes bad i bøger
Mange gange undervejs i læsningen af bogen har jeg tænkt, at de grundlæggende faktorer for læseinteresse og læseglæde er de samme i dag: Rollemodeller (fx i skikkelse af en lærer, der praktiserer metoderne i Tilbage til teksten eller bibliotekar Julie Ottosen fra Vanløse Bibliotek, som Nationalt Videnscenter for Læsning har interviewet), adgang til litteratur og læsekultur i familien. Rønn Hornbech voksede op i et hjem, hvor der var bøger overalt, også på trappeafsatserne. Stabler af bøge over det hele på matriklen. Hun havde nem adgang til bøger, og hun fik lov af sine forældre til at bruge meget tid på læsning. Det har ikke nødvendigvis været en selvfølgelig i alle familier i 1940- og 50erne.

Med Rønn Hornbehchs opvækst og læseglæde i baghovedet, er det ikke noget tilfælde, at “tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed” har været et mantra i de senere års fokus på, hvordan vi får flere børn og unge til at læse mere af lyst.

Til kamp mod åndløsheden
I forbindelse med bogens udgivelse var Rønn Hornbech ikke karrig med kritikken af moderne politikere, der konstant tjekker sociale medier og aldrig læser en bog. De kommer til at mangle perspektiv og forståelse af de store sammenhænge i menneske- og samfundslivet, er hendes synspunkt. Jeg er knap så bekymret for politikerstanden. Men lige nu ville der alligevel være noget betryggende ved at vide, at Mette Frederiksen tog en dosis Pesten af Camus hver aften inden sengetid.

Rønn Hornbech har sit eget bibliotek med mellem 12.000 og 15.000 titler. Hendes opfordring er klar: Vil du forstå menneskets natur og væsen, skal du bare bruge løs af skønlitteraturen. Hun siger det krystalklart på godt 1 minut lige her

Ironisk nok har jeg fundet klippet på Facebook. Hvor jeg for øvrigt tit finder god inspiration til læsning.

Kun et spørgsmål står tilbage efter læsning af En læser bliver til:
Læser Birthe Rønn Hornbech aldrig samtidslitteratur? Er hun på Politikens chefredaktør Christian Jensens hold, hvor den klassiske litteratur er basgangen i en informationsmyldrende hverdag?

Hvis nogen kan hjælpe mig med svaret, lover jeg at lave jeg en opfølgning i et nyt blogindlæg.

Boginfo

En læser bliver til af Birthe Rønn Hornbech.
Udgivet på Gyldendal, 2020.

Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2021.

Udød

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’  er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.



Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

’Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.

Bliv hjemme og læs en bog

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

“Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

“Filosofi for ledere” – men faktisk for os alle sammen. En anmeldelse.

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

Tommy Kjær Lassen er tydeligvis en klog fyr; cand.theol. og siden ph.d. i ledelsesfilosofi -som jeg faktisk ikke vidste var en akademisk disciplin. Hvem bedre til at skrive en bog om ledelse og filosofi?

Lad mig lige starte med at sige, jeg har det svært med både ledelse, ledelsesundervisning og ledelseslitteratur. Der er virkeligt mange dårlige ledere – men gudskelov også et par virkeligt gode stykker. Mange ledere er ledere af alle de forkerte årsager og enormt selvoptagede. Det er dog ikke kun deres egen skyld. Jeg ved det, for jeg har været på lederuddannelse. Nåååå … så blev du lige imponeret! Nej? Okay.

Her lærte jeg – og læste meget om – at mit ledelsesrum langt hen ad vejen var inde i mig selv. Som autentisk leder skulle jeg bruge mig selv meget. Hvem var jeg? Hvad ville jeg? Mig, mig, mig … Og ledelseskonsulenter. De skal jo hyres. Typisk af ledere. Så mange konsulenter har alle menneskers yndlingsemne på menuen: Sig selv. Det er jo ikke så mærkeligt, vi ender med så mange skøre ledere. De bliver fanget i deres egen navle, de stakler. Ledelseslitteraturen er i min bedste vurdering på linje med det, vi i gamle dage kaldte triviallitteratur; Lægeromanen, Bill & Ben osv. Ledelsesparadigmer kommer og går ligesom andre modefænomener og med samme totale tilfældighed. Hvad er det så denne sæson? Autentisk ledelse? Livsfarlig ledelse? Ledelse på kanten? Karrygul? Flæser? Løs strik i pangfarver? Stenalderkost? 5:2? Lakrids? Skyr? Skum? Perler? Udekøkkener? Minimalisme? ’70’er-keramik? Så hellere en gang selvudgivet erotik. Det er i det mindste ærligt!

Du kan sikkert fornemme, jeg gik til dette værk med en vis skepsis. Som det nogle gange sker, blev mine fordomme ikke rigtigt bekræftet. Faktisk er jeg mildt begejstret.

Her er den så.

Lad mig citere:

”Der er nok at tage fat på. Filosofien er sat i verden for at vække det særligt menneskelige. Det særligt menneskelige gives ikke i injektionsform, og der gives ikke af systemsvar. Det er ikke gjort med rationelle systemer, målrettede handleplaner eller et sæt gode vaner. Det er heller ikke gjort med et kursus i ledelsesfilosofi eller en bog om filosofisk lederudvikling.

Det handler om at være menneske. Hver dag. Om at insistere på disse små, men særlige kvalitative øjeblikke af ånd, mening og menneskeligt nærvær midt i hverdagens professionelle beslutninger og operationelle prioriteringer.

Det handler om at bevare en undrende og tænkende nysgerrighed, en tørst efter noget mere, en kreativ fantasi og en legende tilgang til de nære oplevelser i livet.

Filosofisk paradoksledelse går ikke op. Men lige dér, i hverdagens brudte og ufærdige erfaringer findes det virkelige liv. Lige dér kan du genopdage, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Lige dér kan du kaste dig ud i dit liv og lederskab på en ny og mere undrende og nysgerrig måde.”

Sorry ☹ Det blev et langt citat, men det er bogstaveligt talt de sidste ord i bogen, og de er meget smukke. Det er også en meget fin opsummering af det essentielle i de foregående 266 sider.

Jeg kunne ikke finde mine farvede tabs, så jeg måtte ty til æselører.

Det paradoksale i at forene ledelse og filosofi gør forfatteren meget ud af at redegøre for helt fra starten. Forskellene er legio. Tænk bare på, hvor handlingsorienteret ledelse er. Det er tit her og nu og næste strategi og handleplan og personaleseminar. Filosofi er teoretisk, uhildet og tidsløs. Det skal så på ingen måde forhindre ledere – og vi andre kan jo se med over skulderen – at tage ansvaret på sig ordentligt og reflektere ordentligt over egen praksis.

Der følger kapitler om eksistensfilosofi, etikfilosofi, Hannah Arendts handlingsfilosofi, fænomenologi, kritisk filosofi og en sløjfe tilbage til paradokserne. Jeg er meget begejstret for de to kapitler om eksistensfilosofi. Tommy Kjær Lassen formår at forklare, hvad ellers ret svært forståelige Kierkegaard skriver, så det står ret klart og enormt vigtigt. Kapitlet om Hannah Arendts handlingsfilosofi står også lysende klart for mig og har givet mig meget at tænke over.

Og det er sådan set pointen. Man behøver hverken være leder eller have ledelsesambitioner for at nyde ”Filosofi for ledere.” Det er grundlæggende ’bare’ en virkelig god bog om praktiske applikationer af kontinental filosofi, som ellers måske kan virke afskrækkende og virkelighedsfjern.

Så: Køb “Filosofi for ledere” til din leder. Det vil være godt for ham elle hende. Men læs den selv først!

Bogsnaks sommertips 2020

/ Lisbet V. / 5 kommentarer

Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”.  Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.

Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.

Jans sommerferielæsning 2020
2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.

Der er især fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før, og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, om end tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.

På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.

Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.

Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.

Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Garden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tidens store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.

Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.

Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.

Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for.  De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.

Mikkels sommerlæsning
Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.

Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.

Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.

Nyborg. Et godt sted til staycation.

 

 

 

 

 

I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!

Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.

Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020)  på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!

Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.

Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.

 

 

 

 

 

 

Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.

Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lisbets sommerbøger
Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt! 

Malene Ravn: Hvor lyset er
Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!

Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.

Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.

Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.

Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision. 

‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden. 

Læs også Litteratursidens anmeldelse af romanen

malene ravn hvor lyset er

Stilfuld forside, der pynter i et hvert hjem.

Virginie Despentes: Vi ses i helvede
Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….

‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:

“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.

dav

It’s getting hot in here….

Lakserytteren: Griskernes hemmelighed
Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.

Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.

Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.

Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der  bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner.  Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!

griskernes hemmelighed

Knald på forsiden. Sådan skal det være.

 

Boginfo

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.

’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.

’Arnhem’ af Anthony Beevor. 559 sider. Lindhardt og Ringhof. 2018.

’Hvor lyset er’ af Malene Ravn. 362 sider. Gyldendal. 2020.

‘Steder tiden har glemt’ af Thomas Kaarsted. 370 sider. Forlaget Olga. 2020.

‘Kongamato’  af Mikala Rosenkilde. 668 sider. Dreamlitt. 2020. 

 ‘Grundkøkken’ Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 590 sider. Politikens Forlag. 2008.

‘Grønt grundkøkken’ af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 430 sider. Politikens Forlag. 2012. 

Kintsugi: Embrace your imperfections and find happiness af Tomás Navarro. Yellow Kite. 2018. 

‘Vi ses i helvede’ af Virginie Despentes. Tiderne Skifter. 313 sider. 2012. 

‘Griskernes hemmelighed’ af Rasmus Kolbe (Lakserytteren). 393 sider. Lakse Publishing. 2020.  

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

 

Kunsten at læse

/ Lisbet V. / 2 kommentarer

En lille bog om kunsten at læse skrevet af Thomas Illum Hansen er landet på mit skrivebord. Den er karrygul og kort (70 sider), men dog noget længere end den første bog, jeg læste selv i slutningen af 1983. Den handlede om Søren og Mettes lillebror Jep. Han havde cowboy-smækbukser på og grydeklip. Forsiden af bogen var mørklilla. Jeg husker stoltheden over, at nu var den hjemme: Jeg kunne læse selv!

De fleste af os kan huske den første bog, vi læste selv. Den positive følelse af mestring og glæden ved at have knækket koden. Men hvad skete der senere med læseglæden i skolen? Blev den ved med at blomstre?

Tja, for mit eget vedkommende var gode læseoplevelser noget, der hang sammen med fritiden. At læse Heksefeber af Leif Esper Andersen i dansktimerne var ikke en stor litterær oplevelse. Det var det til gengæld, når min klasselærer Kjeld læste højt af Cecil Bødkers serie om Jesus. Vi fulgte ham fra drengelivet, til livet som ung mand og til sidst en mand, der hænger der på korset – forladt, spottet, pint og plaget. Kjeld må have været dygtig til at læse højt. Alle 26 elever i min meget brogede klasse sad musestille. Han læste alle bindene højt for os.

I 8. og 9. klasse lavede jeg bograpport efter bograpport. Med først blyant og derefter kuglepen og retteblæk ved hånden analyserede jeg miljø, karakterer og sproglig stil i romaner som Barndommens Gade af Tove Ditlevsen og Det forsømte forår af Hans Scherfig. Det er danske klassikere, men jeg pinte al poesi og magi ud af dem, når først bograpportmaskinen Lisbet Vestergaard tog fat på at kværne og presse bogens indhold ind i stramme analysemodeller og -skemaer. Det handlede jo om at vise, at jeg forstod, hvad bogen i virkeligheden handlede om. Det handlede om at gøre dansklæreren stolt.

Kunsten at læse handler om, at der netop er en anden vej. Litteraturlæsning handler ikke kun om at lave de rigtige, intelligente analyser. Der er meget mere på spil. Og det er noget, der er i familie med oplevelser, indlevelse og læseglæde.

kunsten-at-laese

Hvordan går det med børns læsning?
De seneste undersøgelser af børns læsevaner (PIRLS 2016 og Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik) viser, at danske skoleelever ligger lavt, når det gælder læseglæde. Blot 20 % af de danske elever kan rigtig godt lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Vi ved også, at børn mellem 9 og 13 år primært forbinder læsning med skole og pligt. Der er ikke nogen i vejen med skole og pligt – men hvad med hele den side af læsning, der handler om underholdning, oplevelser, adspredelse, videbegær og andre plusord?

Alle dansklærere vil nok skrive under på, at hvis deres elever oplever læselyst, så fremmer det sandsynligheden for, at de også bliver stærke læsere. Læsning er ikke blevet uaktuel i en mere og mere digital verden. Måske tværtimod.

Læseglæde og litteraturoplevelser i egen ret kan være svære størrelser at argumentere for i et nytteperspektiv og ud fra samfundsøkonomiske og instrumentelle logikker. Men Kunsten at læse tager fat på den svære brobygning, og jeg tøver ikke med at erklære, at den bog er som sendt fra himlen. Især til lærere, skoleledere, folkebibliotekarer, bibliotekschefer og måske også forældre, der drømmer om at alle børn uanset socioøkonomisk baggrund oplever læseglæde på egen krop og får store læseoplevelser i løbet af deres skoletid. For det er jo i skolen, alle børnene er.

Danskfaget fylder godt i landskabet. Hvorfor fylder litteraturen og oplevelsesdelen så ikke mere?

En bog med et budskab
Thomas Illum Hansen er forskningschef ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Han er også projektleder på forskningsprojektet Kvalitet i dansk og matematik (KiDM). Kunsten at læse er dog ikke en forskningsrapport eller en videnskabelig artikel. Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe indsigter om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet.

Illum Hansen lægger ud med at fortælle om sin egen skolegang og de lærere, der lærte ham at læse. Det er en vigtig pointe, at bogen netop begynder med personlige historier – selv om Kunsten at læse er en saglig og faglig bog. For læsning er grundlæggende et personligt anliggende, skriver Illum Hansen (s. 10). Vil man have noget ud af læsning, så må man sætte sig selv i spil. Sanser, erfaringer, følelser og alt det andet, vi hver især har med os.

Det er et af bogens vigtigste budskaber: Eleverne skal tage læsningen af litteraturen tilbage, fordi: ”Eleverne selv må blive grebet for at kunne gribe og begribe litteraturen” (s.12). Lærernes opgave er at få oplevelsesdelen, de æstetiske erfaringer og den personlige fordybelse tilbage i læse- og litteraturundervisningen.

Læsning af litteratur handler om meget mere end afkodning og analyser af tekstens ord og indhold. Eller: Det burde den gøre i danskfaget. Illum Hansen peger på, at danskfagets rolle som kulturfag overskygges af de nyttebetonede dagsordener. Vi skal have elever, der er dygtige til at læse. De skal læse hurtigt og fejlfrit. De skal have et stort ordforråd. Vi skal helst ikke komme tilbage til PISA-chokket for omkring 20 år siden.

Illum Hansen peger på, at vi nemt kommer til at fremhæve læsningens lyksaligheder. Man får stimuleret sin fantasi, styrket sit ordforråd, får blik for eksistentielle forhold, bliver dannet og alt muligt andet godt. Men vi (lærere – og måske også forældre?) må tage os i det. Vi må lægge nogle af alle disse rationaler fra os.

For vi risikerer, at børn og unge oplever dem som ”anmassede postulater, der kommer imellem læseren og litteraturen.” (s. 14).

Lige her laver jeg et stop. For her er et oplagt kontaktpunkt mellem lærere og børnebibliotekarer/litteraturformidlere på folkebibliotekerne, som i disse år har et stort fokus på at samarbejde med skoler om at styrke børns læsning, læselyst og læseoplevelser. Hvis der er noget, folkebibliotekets medarbejdere er optaget af, er det at sikre, at læsere møder litteraturen – og at der ikke står noget i vejen for det møde.

Kunsten at læse forklarer, hvad læsningens fremmederfaring er for en størrelse, og hvorfor det er vigtigt, at alle elever oplever den på egen krop. Bogen rummer bud på, hvordan man som lærer kan bedrive undersøgende litteraturundervisning og være bedre til at pejle efter elevernes interessesfære, når der skal vælges litteratur til undervisning.

Vi kommer langt omkring i den korte, men tætte bog – fra Jan Kjærstads forsvar for litteraturen udtrykt i syv billeder og filosofiske begreber fra Husserl, Merleau-Ponty og Poulet til et nu lukket, magisk litteraturhus i de sydsvenske skove og et digt af Per Højholt.

Dermed er der mange kroge i bogen, som forskellige læsere kan gribe fat i. Selv om bogen primært er skrevet til dansklærere, så vil den være en læsegodte for alle litteraturinteresserede fagpersoner.

Jeg vil tillade mig at sammenligne Kunsten at læse med successerien Tænkepauser, der også er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Jeg tager med jævne mellemrum Tænkepausen om tillid og den om livshistorier ned fra min egen bogreol. De er gode at læse én gang til. Det er nemlig fremragende forskningsformidling. Jeg er overbevist om, at Kunsten at læse får samme status.

Boginfo
Kunsten af læse af Thomas Illum Hansen, udgivet på Aarhus Universitetsforlag 2020, 70 sider. Kunsten at læse er bog 16 i Aarhus Universitetsforlags serie Pædagogisk rækkevidde, der udgives i samarbejde med Danmarks Lærerforening og Frie Skolers Lærerforening.

Dyk ned i blogindlæg om betydningen af læsning og biblioteker

Jan og Lisbet anmeldte i 2018 Ahmed Akkari og Lars Hvidbergs bog Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre

Mikkel og Anne-Grete anmeldte i 2019 Lars Theil Münsters Det læsende menneske

Lisbet lavede 2018 et blogindlæg med læseforskeren Kristiane Hauer i fokus: Portræt af en læser, der forsker i læsning

Rapporter om børns læsning

PIRLS 2016: https://uvm.dk/publikationer/folkeskolen/2017-pirls-2016

Artikel fra Aarhus Universitet om de danske resultater i PIRLS 2016

Børns læsning 2017: Overblik og indblik

Strategidokumenter om børns læsevaner

På vej mod en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere, 2018

Oplæg til en national læsestrategi for børn og unge, Danmarks Biblioteksforening, Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Skole & Forældre, Danske Forlag, Dansk Forfatterforening med flere,2019

Bibliotekschefforeningens håndslag vedrørende børns læsning, 2020.