Jack Reacher – Conan og John Waynes kærlighedsbarn

Ahhh, Reacher!!

Jeg elsker Lee Childs Reacher-bøger, og det er ikke på grund af Reachers forkærlighed for stærk, skoldhed sort kaffe. Ikke kun i hvert fald.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant skulle stå fadder til et amerikansk ikon; den ultimative amerikanske heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet under sit nom de plume som Lee Child. Det blev til ”Killing Floor”, der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret heltefigur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske heltefigur. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood eller Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

The Sun beskriver Reacher ret godt. Ironisk nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

The Sun beskriver Reacher ret godt. Ironisk nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2016, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget og mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tøj og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne Deltaer i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy' fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er en mand med sunde interesser, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør.  For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

vaerd-at-doe-for

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den – jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 9 Reacher-bøger på dansk, inkl. den nyeste fra Jentas ‘Ingen vej tilbage’, mens der er udkommet 21 med en 22. ’Night School’ på vej i USA. ‘Ingen vej tilbage’ eller ‘Never go back’ som er original titlen, kommer som film sidste på året.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s