eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

januar 30, 2018juni 12, 2018 / Mikkel C. / 5 kommentarer

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger 2015-2017 månedsvist. Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive. I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

Guide til den uperfekte læser

januar 10, 2018juni 12, 2018 / Rie / 5 kommentarer

Opgaven i blogkollektivet var klar: En top tre over årets bøger i 2017. Men altså. 2017 var et af de år, der bare glider forbi og er ovre før du ved det. Jeg kan ikke helt forstå det. Hvis jeg havde anstændigheden til det, ville jeg skamme mig over, hvor lidt skønlitteratur jeg læste sidste år. Det gør jeg nu ikke. Hver ting til sin tid. Men jeg kunne godt tænke mig at læse mere i 2018, og hvad er så mere nærliggende end et nytårsforsæt? I år vil jeg læse mere skønlitteratur. Det vender vi tilbage til senere.

Kort fortalt bestod min læsning sidste år mestendels af sporadiske udfald, hvor jeg på kort tid slugte hyggeserier i yndlingsgenren som fx Trudy Canavans Milleniums Rule serie og Patrcia McKillips Cygnet-serie. Medblogger Mikkel anbefalede desuden Patrick Rothfuss’ Kingkiller Chronicles, eller det, der er færdigskrevet af den. (Hvornår er det lige sidste bind bliver udgivet?!) Jeg har genlæst yndlingsromaner som Ursula Le Guins ”Mørkets venstre hånd” og Margaret Atwoods ”Handmaid’s tale”, som HBO har taget i kærlig behandling, men har altså holdt mig på hjemmebane og ikke været særlig modig i mit litteraturvalg. Så nu hvor tiden er inde til at anbefale en top tre, må jeg bare erkende, at jeg slet ikke er der, hvor jeg har lyst til at anbefale noget som helst.

Undtagen én, måske. For det er alligevel blevet til noget faglitteratur sidste år og en af de bøger, jeg dog fik læst hedder “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Bogen handler om adfærdsdesign. Forfatteren, Morten Münster, som indtil for nylig var direktør i The Nudging Company, beskriver gennem en kombination af adfærdspsykologisk fakta og konkrete cases, hvad adfærdsdesign kan, og hvordan du kan bruge det. Bogen er en morsom og velskrevet fortælling om menneskelig adfærd og en trin for trin vejledning i, hvordan du selv kan komme i gang med at designe løsninger, der ændrer adfærd.

Jeg læste for nogle år siden Christian Jungersens ”Undtagelsen”, som bl.a. beskriver en række psykologiske eksperimenter, der alle beviser, at vi mennesker ikke handler på baggrund af vores overbevisninger, men snarere handler først og tilpasser vores holdninger efterfølgende. Siden da har jeg været fascineret af, hvor interessante efterrationaliseringer ofte er, og hvor dygtige vi er til at fabrikere dem. Morten Münsters nye udgivelse cementerer denne betragtning ved at slå fast, at mennesker grundlæggende er irrationelle. At vi ofte (næsten altid) træffer impulsive og irrationelle beslutninger for derefter at efterrationalisere, så beslutningen synes både velovervejet og forstandig. Jeg går og frygter, at det netop er sådan en beslutning min mand og jeg traf, da vi fandt på at købe marsvin til vores døtre. To hanner. Alle jeg fortæller om vores nyindkøbte kæledyr siger ”Har I købt to HANNER – kommer de ikke op og slås?”. Jeg hører mig selv sige ”Nej nej, men de er brødre og rigtig gode venner. Og opdrætteren siger at deres forældre er de sødeste marsvin i verden.” Men hvem ved. De var bare SÅ søde, da jeg var ude og se dem. Det var nok.

Ej men, se dem lige!

Den nobelprisvindende adfærdsøkonom Daniel Kahnemann beskriver i ”Thinking slow and fast”, at vi har to systemer at trække på, når vi træffer beslutninger. System 1, som vi bruger hele tiden uden at tænke over det. Vi bruger det til beslutninger, der er så indgroede i vores tankemønster, at de nærmest ikke virker som egentlige beslutninger – når du børster dine tænder, slukker (eller ikke slukker) kaffemaskinen, den vej du altid kører på arbejde – Automatpiloten. System 2 derimod vækkes, når den vanlige vej er blokeret, og du skal finde en anden vej på arbejde, eller når du skal logge på dit barns skoleintra første gang. (!) Det er det system du bruger, når du analyserer og koncentrerer dig. Begge systemer er helt essentielle for vores overlevelse, men et af kardinalpunkterne i Münsters interessante bog er, at vi i professionelle sammenhænge alt for ofte taler til system 2 og alt for lidt til system 1. At der er en tendens til at tro, at vi kan ændre noget ved at tale rigtig, rigtig meget om det, forklare det. Og hvis det blot forklares helt rigtigt, eller nok gange, så ændrer medarbejdere/kunder/brugere helt sikkert deres adfærd. Not so much. For vi handler og beslutter meget ofte i overensstemmelse med system 1, og når automatpiloten sætter retningen, er det andre principper, vi følger. Vi gør det der er nemt. Det de andre gør. Eller det vi altid har gjort.

Ifølge Münster er der i grove træk tre elementer at få styr på, når du gerne vil ændre adfærd. Først og fremmest, skal du definere den ønskede adfærd. Lyder nemt – kan være super kompliceret. (Hvordan omsætter man fx ”Vi har kunden i centrum” til konkret adfærd?) Næste skridt er at undersøge, hvorfor det ikke sker allerede – hvilke barrierer ligger i vejen for den ønskede adfærd. Og til sidst skal du designe en løsning baseret på de adfærdsprincipper, der appellerer til automatpiloten.

Så. Tilbage til nytårsforsættet. Læse mere skønlitteratur. Ikke så grelt som kunden i centrum, men heller ikke super konkret. Okay – jeg vil læse frilæsning (ikke arbejdsrelateret) hver dag. Det gør ikke noget, om det er 10 min eller 1 time, men jeg skal have en bog i hånden hver dag.

Og hvorfor sker det så ikke allerede? Som min medblogger ynder at påpege, er der endda videnskabeligt bevis for, at man bliver et mere sympatisk menneske af at læse. Og jeg kan jo tilmed også lide det! Jeg er uddannet med speciale i engelsk og amerikansk litteratur. Der er mange, mange gode grunde til, at jeg allerede burde læse hver dag. Hvorfor sker det så ikke?

Enter: virkeligheden. Det handler ikke om intentionen, men om adfærd. Der er i min (og de fleste andres) virkelighed fx helt specifikke lommer af tid til rådighed til læsning på en given dag. 15 min i toget på vej frem og tilbage på arbejde. Efter kl. 20.30, hvor børnene er puttet. Og så er der tidsrummet fra jeg rammer soveværelset til jeg falder i søvn. Når børnene er puttet sker det som oftest (altid), at jeg kaster mig i mit mørke hjørne i sofaen og griber ud efter nærmeste fjernbetjening eller min pc. Når jeg først har ramt sofaen, er der altså VIRKELIG langt til sengebordet, hvor min bog venter på mig. Og i det øjeblik er jeg også VIRKELIG ligeglad med de mange gode grunde til at læse. Der er ingen system 2 energi tilbage. Og det bliver ikke bedre senere på aftenen. Jeg er både udfordret og velsignet af et godt sovehjerte, der betyder, at jeg næsten sover, før mit hoved rammer puden. Alligevel har jeg en stak bøger liggende på mit sengebord.

The Tower of Shame på mit sengebord. En daglig påmindelse, om alt det, jeg heller ikke nåede at læse i dag…

Så hvordan designer jeg en løsning, som gør mig i stand til at ændre min adfærd? Der er mange svar på det spørgsmål. Et af dem er, Ifølge Morten Münster, at gøre det nemt at gøre det rigtige. Derfor vil jeg i stedet for et nytårsforsæt i år, gøre følgende:

• Altid have en bog liggende øverst i min taske, når jeg tager på arbejde. (Når jeg åbner min taske i toget for at finde min telefon, finder jeg bogen først)
• Flytte mine bøger fra natbordet og placere dem ved mit sofahjørne (Jeg ser dem før fjernbetjeningen, og det er ligeså nemt for mig at tage fat i en bog som at tænde for pc/tv)
• Sætte en lampe nær min sofa, så jeg kan se, hvad jeg læser. (Har tænkt på det 1.000 gange, men først nu gjort det!)
• Sætte et kryds i min kalender, hver dag jeg har læst. (Hvis man skal bryde en vane, er det vigtigt med en belønning – krydset er min belønning. Og måske lidt chokolade.)

Det kan jo virke ganske banalt, når det sådan står der, men det føles helt rigtigt! Og som en særdeles uperfekt læser, er det med slet skjult stolthed, at jeg kan fremvise en kalender med 9 fine krydser på årets 9 første dage! Nu er ni dage jo ikke 365, men jeg er tilstrækkeligt overbevist til, at jeg tør anbefale alle andre uperfekte læsere, skrivere, medarbejdere, kunder og brugere at læse ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Og hvis adfærdseksperimentet lykkes, lover jeg, at min top-3 næste år rent faktisk også indeholder anbefalinger af hele tre bøger…

-o0o-

Hvis du synes, at adfærdspsykologi og -design er spændende, så kan Chip og Dan Heaths “Skift kurs” også anbefales. Daniel Kahnemanns ”Thinking fast and slow ” er en del af mit “Tower of Shame”, som jeg planlægger at kaste mig over snart. Hvis du for resten synes det lyder mærkeligt, at man bliver et bedre menneske af at læse, så se her og her.

Missede du Bogsnaks øvrige top tre’ere for 2017, kan du læse dem her:

Lisbets top-3
Mikkels top-3
Jans top 3×3

Årets 3 x 3 bedste bøger ifølge Jan

januar 1, 2018januar 4, 2018 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Undskyld. Jeg er en snyder. En svindler! En tølper uden anspor af en rygrad. Jeg har nemlig mere end tre bøger på listen. Plus jeg har brudt min egen dogmeregel om at læse flere danske bøger i fysisk form fremfor at sidde med snuden begravet i min Kindle.

Ja, jeg har heller ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle fokusere på faglitteratur eller skønlitteratur.

Som sagt, jeg er en ryggesløs drønnert, men her er mine bud på 3 skønlitterære bøger og 3 faglitterære bøger. Plus 3 engelske titler, der er værd at læse.

Du får altså ikke kun 3 af årets bedste bøger, men 3 x 3 af årets bedste bøger.

I hvert fald ifølge mig.

Skønlitteratur, når det er bedst

Som den skarpe læser utvivlsomt sporenstregs vil bemærke, så er bøgerne på listen ikke nødvendigvis udgivet i 2017, men jeg har dog læst dem alle i året, der er gået.

Årets tre bedste skønlitterære bøger – krimi, absurditet og et drys science fiction

Den skønlitterære liste ser sådan ud:

Den hengivne Hr. X
Dark Matter
Byen

’Den hengivne Hr. X’ fik jeg anbefalet på Facebook, da jeg efterspurgte bøger, der faldt lidt udenfor mine normale læsevaner. ’Den hengivne Hr. X’ er da også en anderledes kriminalroman, der tager udgangspunkt i kampen mellem en genial fysiker og en lige så genial matematiker, der hhv. kæmper for at beskytte en morder og afsløre denne. Kort fortalt. Der er naturligvis lidt mere i det. Det er en fremragende bog, og det skyldes, tænker jeg, i høj grad oversætterne, Jonas Steno Olsen og Mette Holm, der får sproget til at flyde, men alligevel formår at give bogen et særegent japansk præg. Sidstnævnte oversætter i øvrigt også Murakami.

’Dark Matter’ er skrevet af Blake Crouch og er, så vidt jeg ved, hans debut på dansk, om end vi kender hans arbejde fra tv-serien om byen Wayward Pines. (Se mere om den nedenfor.). I ’Dark Matter’ følger vi nok en fysiker, nemlig professoren Jason Dessen. Foruden et mysterium startende med Dessens kidnapning, så er ’Dark Matter’ en tour de force rundt i alternative verdener og de mange valg, vi hver dag træffer … eller ikke træffer. Crouch har en skarp pen og jeg håber at se mere til ham på dansk. Kan du lide et godt mysterium med en metafysisk eksistentiel vinkel, så er ’Dark Matter’ noget for dig. Er du bare en glad sci-fi nørd med en forkærlighed for en god historie, så er bogen også lige bogen for dig.

’Byen’ fik jeg også anbefalet på Facebook under min jagt på nye læseoplevelser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er horroragtig, absurd magisk realisme som kun sydamerikanere formår at skrive. Sjovt nok er der en linje til ’Dark Matter’. Crouch har nemlig også som nævnt skrevet ’Wayward Pines’, der har lidt samme indledende fornemmelse som ’Byen’. I begge bøger følger vi en hovedperson, der farer vild i et kafkask mareridt af en mindre by, hvor der tydeligvis er noget fordækt under overfladen. Lektør Tina Schmidt skrev om bogen ”Køb, køb!”. Jeg kan kun supplere ved at sige ”Læs, læs!” Mere behøves der ikke sige som ‘Byen’.

Den hellige faglitterære treenighed

Som med den skønlitterære liste er der tale om bøger, jeg har læst i 2017, om end de alle er nylige udgivelser.

Historie, samfund og politik gør gode bøger. I hvert fald i min verden.

Mine bud på årets tre bedste faglitterære titler er:

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
Silkevejene
Gåsen med de gyldne æg

Rosanna Farbøl har skrevet en intet mindre end fantastisk bog om Den Kolde Krig i Danmark og dens eftervirkninger på dagens politiske virkelighed. Bogen er ret neutral, så hvad end man nu måtte være ræverød eller kongeblå, så er bogen klart værd at læse. Du kan læse min anmeldelse her.

’Silkevejene’ har jeg også tidligere skrevet om på bloggen, men kort fortalt så handler den om, hvordan handel og kommunikation har bragt velstand med sig gennem tiden, samt hvordan Øst og Vest i umindelige tider har handlet med, lært af og i ny og næ bekriget hinanden. Fremragende bog, som du kan læse mere om her.

I min optik er Lars Tvede en af de mest oversete faglitterære forfattere i Danmark. Han har en skarp pen, en nærmest uovertruffen analytisk sans, og fremfor alt stor respekt for kilder og fakta. Han er på mange måde en dansk pendant til Niall Ferguson. Større ros kan jeg næsten ikke give. Det er dog værd at bemærke, Tvede er politisk, men ikke en af dem, der prædiker. ’Gåsen med de gyldne æg’ er en bog om, hvad der skaber og har skabt velstand. Det er en bog om liberalisme, mennesker, frihed og det samfund, vi har skabt og risikerer at tabe, hvis vi ikke er forsigtige. Den er, som Tvedes andre bøger, virkelig godt skrevet og stykket sammen, og den hviler på et solidt grundlag af kilder, viden og indsigt.

Den angloamerikanske verdens herligheder

Jeg læser en hel del bøger på engelsk. I det hele taget læser jeg virkelige mange angloamerikanske forfattere. Det er egentlig ikke en bevidst beslutning – jeg elsker f.eks. russisk litteratur -, men sådan ser det bare ud til at være.

Sortgrå forsider er tilsyneladende et must, når man vil på listen over årets bøger.

Nuvel, her er tre bøger, som pt. ikke er at finde på dansk, men som er svært anbefalelsesværdige.

The Square and the Tower
Known
Amazing stories of the space age

Niall Ferguson er min absolutte favorithistoriker. Han er vidende, velskrivende og kendt for at gå hårdt til vedtagne sandheder. Især når de hviler på et skrøbeligt kildefundament. Her er han dog lidt uden for sit normale virkefelt. ’The Square and the Tower’ handler nemlig om netværk, om hierarkier kontra grupper, og hvordan de har fungeret i samspil og strid gennem historien. I min optik er det en fremragende bog, der, hvis man er interesseret i netværk i en større sammenhæng, er et must at have stående i bogreolen. Alene Fergusons beskrivelse af Kissingers brug af netværk til at kæmpe sig forbi andre, på papiret mere magtfulde spillere i den amerikanske administration er guld værd.

Lisbet har skrevet om Known her, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. Andet end sige, det er en mageløs bog, hvis man arbejder på at skabe sig en rolle som autoritet eller ekspert på et givent område.

’The Amazing stories of the Space Age’ er en samling af drømmescenarier, kunne-være-blevet og planlagte tiltag i rumfartens historie. Vi kommer forbi baser på månen, atomdrevne rumskibe, russiske rumfærger og meget, meget mere. Alt sammen underholdende og indsigtsfuldt skrevet af Rod Pyle. Rent raketbrændstof for en glad rumnørd som jeg selv.

3 x 3 lister er det nye sort

Ok, jeg snød, men jeg håber, du kan tilgive mig. Ganske som jeg håber, der var lidt inspiration at hente mellem de 9 bøger.

Boginfo

Den hengivne Hr. X af Keigo Higashino, 307 sider. Udgivet på Modtryk, 2016.

Dark Matter af Blake Crouch, 390 sider. Udgivet på Gyldendal, 2017.

Byen af Mario Levrero, 183 sider. Udgivet på Skjødt, 2016.

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende af Rosanna Farbøl, 303 sider. Udgivet på Gad, 2017.

Silkevejene af Peter Frankopan, 756 sider. Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2017.

Gåsen med de gyldne æg af Lars Tvede, 439 sider. Udgivet på Børsen Business, 2016.

The Square and the Tower af Niall Ferguson, 608 sider. Udgivet på Allen Lane, 2017.

Known af Mark W. Schaefer, 257 sider. Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Amazing stories of the space age af Rod Pyle, 341 sider. Udgivet på Prometheus Books, 2017.

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

Måned: januar 2018