Vicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/