Fantasy – 3 i én anmeldelse

At drømme sig hen til en svunden tid, hvor drager krydsede himlen (og smovsede i jomfruer), hvor præsters bønner blev besvaret, hvor mægtige troldmænd fra høje tårne planlagde at erobre verdensherredømmet, hvor riddere kækt red ud og konger gjorde kongelige ting …

Klicheerne står nærmest i kø som en horde velfodrede amerikaner ved Black Friday i Wallmart, og de er da også en del af fantasylitteraturen, men genren er også mere end det.

Meget mere.

De fantastiske elementer – oftest set i form af magi, guder og sagnvæsner – er ikke overraskende en meget stor del af fantasy og genren er da også noget nær en modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget socialrealisme at hente i fantasy. Og tak guderne for det.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det, så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”. Det er bl.a. også derfor, fantasy har en bred appel på tværs af kulturer og geografi. Vi kan identificere os med heltens trængsler. Ironisk nok er ’Star Wars’ et fint eksempel på det og man finder også mange, der forbavsende indædt klassificerer den som netop fantasy – rumskibe og laserpistoler be damned.

Men Luke Skywalkers rejse fra stakkels bondeknøs til mægtig helt er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier, hvad end vi nu taler ’Ringenes herre’ eller ’Harry Potter’.

Den spæde begyndelse

Man kan med nogen ret sige, de gamle grækere med Homers Odyseen og lignende fortællinger om helte, der drog viden om og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre, grundlagde genren.

De første egentlige fantasyhistorier ses med Robert E. Howards Conan-figur. Howard skabte den ikoniske helt tilbage 30’erne og introducerede hermed en række af de andre typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og guder

Den måske mere moderne vinkel på fantasy kom med Tolkien i 50’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre den form, vi har set i et hav af bøger efterfølgende.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor nok et gennemgående element blev introduceret, nemlig den alternative virkelighed, og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serien om Fionavar-Gobelinen, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Og nu vi taler om eksempler, så er her tre nye værker, de gode folk på Ulven & Uglen har været så venlige at sende os til anmeldelse.

Djævlens Hjerte

Mads Ahms smukke forsider sender Jan tilbage til de gode, gamle rollespilsdage, hvor der blev bladret i farverige regelbøger og faldet i svime over illustrationer af sværdsvingende helte og kaglende baryler.

Jan anmelder ’Djævlens hjerte’

Lad mig starte med at sige, jeg kender Lars Kramhøft, der har forfattet ’Djævlens hjerte’ lidt. Det gør jeg bl.a., fordi Kramhøft er en fremragende forfatter og jeg var med til at give ham og makkeren Tom Kristensen en pris for deres horrortegneserie ’Made Flesh’, som Lars skrev og Tom tegnede, for nogle år siden.

Så er det på plads.

’Djævlens hjerte’ er første bind i serien ’Sortekunstens mysterier’ og foregår i en alternativ udgave af Danmark på Valdemar Atterdags tid. Vi er altså tilbage i den tidlige middelalder, hvor konger og, ikke at forglemme, herremænd herskede, og ridder delte tæv ud på deres vegne.

Vor hovedperson, der har det noget atypiske danske navn Damian, er arving til lenet Hadrun, og tror indledningsvis, at han skal efterfølge sin fader som lensherre. Ved lidt af et tilfælde opdager unge Damian, at faderen har noget andre planer og i det hele taget er en slemmer fyr. Man kan næsten heller ikke forvente andet af en herremand med navnet Magnus Drakensten.

Bogen er tiltænkt en aldersgruppe mellem de 14 og 16 år, men kan sagtens læses af voksne, om end nok ikke yngre børn. Kramhøfts fortid i horrorgenren fornægter sig nemlig ikke, og bogen er rimelig brutal til tider. Det ser vi bl.a. i indledning, hvor en kvinde uden de store dikkedarer bliver brændt på bålet. Så er tonen sat og vi er i gang.

Det er dog ikke gru, blod og død alt sammen. Kramhøft har alle dage haft en stil og en tone, der ofte er jævnt humoristisk. Humoren dukker også op i ny og næ i ’Djævlens hjerte’, selvom der som sagt på mange måder er tale om fantasyhistorie med ret markante horror træk. Linjer som ””Hvis du virkelig vil høre Guds stemme!” grinede han med munden fuld af svampe” er umådeligt morsomme. Synes jeg, om ej andet.

I det hele taget er sproget bogens store force. Kramhøft skriver godt. Seriøst godt. Replikkerne især er flydende og naturlige. Tonen balancerer på kanten af horror og humor, men formår alligevel at signalere middelalder og fantasy. Jeg kommer hele tiden til at tænke på Lars-Henrik Olsens ’Sagaen om Svend Pindehugger’ eller som Arne Larsen på Litteratursiden påpeger Walter Scotts ridderromaner.

Bogen er helt utroligt lækker med en flot forside af Mads Ahm – som jeg til min skam ikke har hørt om før – og i solidt hardcover. Den er dog trykt i et sjovt format, der minder lidt om en lommebog.

Alt i alt, så glæder jeg mig til næste bind i serien.

Ellekongen mm3

Det er altid en fryd at åbne bogpakker. Efter et hurtigt blik på omslag og bagsidetekst blev vi enige om at Mikkel skulle have den lyserøde og Rie den blå!

Mikkel anmelder ’Ellekongen’

’Ellekongen’ er skrevet af Signe Fahl og er første bind i serien ’Tågespind’. Romanen er 402 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

Rie og jeg fik en blå og en lyserød roman, og Rie valgte den lyserøde til mig, fordi den står godt til mit tandkød. Eller noget. Det var dog ris til egen Rie-røv, fordi jeg tror, min var den bedste faktisk. Til handlingen først!

Det er hårdt at være ung tjenestepige midt i 1700-tallet i en fiktiv sjællandsk (tror jeg) landsby. Karen er forældreløs og mistede sin bror som lille. Til gengæld er hun velrespekteret i huset hos husbond og madmoder, hvor dagene dog er lange og ensformige med malkning tre gange om dagen og et hav af andre tjanser. Frygteligt meget er der heller ikke at se frem til for Karen, der har vage drømme om at sejle bort, men til gengæld ingen illusioner om kærlighed og en fremtid som andet end tyende.

Men så sker der noget. Ja, det gør der jo. Ellers var det et kedeligt stykke Fantasy, men i min begrebsverden er dét det særlige ved Fantasy. Det er coming-of-age historier ved (oftest) den afsindige tærskel mellem barn og voksen, men fortalt metaforisk i mere eller mindre fjerne verdener og farer og modstand legemliggjort i eksotiske verdener – vilde landskaber, magiske væsener og almægtige fjender. I ’Ellekongen’ er det magiske element mosen og dets væsener i et ellers hyperrealistisk landmandsliv. I mosen er der store farer, men også store fristelser. Man kan blive forført og aldrig blive den samme. Man kan bedrive faustiske handler, hvis man kan finde den uhyggeligste skabning i dyndet, det altid er klar til at lokke de uforsigtige og de svage på afveje.

Karen er ikke svag. Hun er bomstærk, så da den mystiske Daniel pludselig dukker op i hendes liv og er sært dragende med sine mystiske kræfter og sine dybe øjne, er hun først afvisende, men opdager, at hendes snusfornuft og selvdisciplin langsomt eroderer. Hvem er han? Hvad er han? Karen giver efter, og det forandrer hendes liv og verden dramatisk og efterlader hende med et umuligt valg.

Der kunne skrives en afhandling om pigers spirende seksualitet i teenage-årene og de henved 100 antydninger i ’Ellekongen’ om fristelser, tab af rationalitet, berusende majfester, den lille død i den mørke mose, der anes i den mørke fremmedes øjne osv., men det er så ikke lige mig, der skal skrive den afhandling. De kødelige dele er meget stemningsmættede og indirekte. Der er mange nedfaldne blade, der knuges, mens der sukkes. Alt sammen meget smagfuldt og et spændende historisk indblik er det også. Bogen føles vanvittigt godt researchet. For en midaldrende sprognazist er det særligt dejligt med masser af gamle ord og vendinger forbundet med særligt gamle håndværk. Der bliver kartet og riet, men efterfølgende bliver pligter også vanskøttet. Ja, vanskøttet!

Jeg ville uden at tøve anbefale ’Ellekongen’ til en læselysten teenager eller ungdommelig voksen, men jeg ville frygte, om de holdt ved den. Den kunne godt være 50-100 sider kortere, og beskrivelserne af landbrug og håndværk er grundige med mange, fremmede ord. Til gengæld bliver den i bevidstheden lang tid efter læsning, fordi den er så anderledes i sit fantasy-element. Den låner af velkendte, danske eventyrtroper, som ikke skal afsløres her og kunne snildt bruges i skolesammenhæng med sin historiske og kulturhistoriske vinkel, men her er den nok simpelthen for lang.

Rie anmelder ’I døden og videre’

’I døden og videre’ er skrevet af Jakob Kokkedal og er første bind i serien om ’Den Trofaste Bror’. Romanen er 478 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

’I døden og videre’ er på sin vis en klassisk dannelsesberetning om en ung prins, der elsker bøger. Han er vokset op afskærmet fra det samfund, han er en del af – et samfund, der er præget af permanente krige mod mørkets mangfoldige skabninger – mørklinge, sortdværge, minotaurer og onde elvere. Kong Leods skrøbelige søn, den unge prins Eumon, møder den gamle og undseelige vandringsmand, Balt, som slås med sine egne dæmoner. Skinnet bedrager dog og gamle Balt bliver prins Eumons beskytter og mentor. Han får til opgave at hærde den unge prins til de kommende krige mod mørkets magter anført af den ondeste onde magerpræst, Weshu.

Genremæssigt er vi i den meget klassiske ende af fantasy, og selvom der er en fin rød tråd gennem fortællingen, er der ikke meget overladt til fantasien. Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man drages af en specifik genre. Fantasy og science fiction har altid appelleret til mig, fordi de giver mulighed for at viske tavlen ren. Hvis intet var som nu, hvordan ville alting så være? Genrerne fordrer nysgerrighed – både hos forfatter og læser.

Fortællingen er stærkt inspireret af Tolkien – og mange karakterer forekom mig bekendte. Som Jan så rigtigt skriver, følger meget fantasy bestemte dogmer, og vi er her placeret i en for genren klassisk middelalderlig, mandsdomineret og brutal verden. Persongalleriet følger også velbevandrede stier. Således læser jeg i den unge Eumon Frodos uskyldsrene naivitet, og i den vævre bueskytte Bodi dukker billeder af Orlando Bloom som Legolas op i min bevidsthed. Og det er der jo som sådan intet galt med. Overhovedet.

Alligevel er det en udfordring at størstedelen af de karakterer, der skal bære fortællingen frem, kæmper for at slå igennem som helstøbte personer og ikke ekkoer af en arketype. De loyale riddere er næsten for trofaste, og Eumons naivitet grænser til det irriterende. Gamle Balt skiller sig i en vis grad ud, da han – trods de indledende lighedstegn med Tolkiens Traver – viser sig at være en mere kompliceret skikkelse. Han er leder af et særligt broderskab af krigermunke, en slags tempelriddere, der mister deres evne til at skelne mellem godt og ondt og derfor også deres Guds gunst. Balt lever derfor en ugudelig tilværelse, som mestendels består af usvævelige mængder alkohol og ekskrementer. Jo, du hørte rigtigt. Ekskrementer.

Jeg har ladet mig fortælle, at malende beskrivelser af diverse kropsvæsker er oppe i tiden. På den baggrund er der her tale om en meget moderne fortælling. Der er ikke sparet på henvisninger til blod, afføring og ja, andre kropvæsker. Både sprogligt og handlingsmæssigt, er der altså fuld smæk for skillingen. Og er man typen, der bevæges af et plot i et godt tempo og en handling beskrevet på linjerne og ikke mellem dem er ’I døden og videre’ lige sagen.

Boginfo

’Djævlens hjerte’ af Lars Kramhøft, 371 sider, Ulven &Uglen, 2017.

’Ellekongen’ af Signe Fahl, 402 sider, Ulven & Uglen, 2017.

’I døden og videre’ af Jakob Kokkedal, 478 sider, Ulven & Uglen, 2016.

Læs mere om fantasy som genre

Har du lyst til at blive klogere på fantasy som genre, så kan du læse mere på Ulven & Uglens hjemmeside eller på Faktalink.

 

 

 

 

 

 

 

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.