Kulturministeriets Bogpanel er sat i verden for at følge udviklingen på bogmarkedet og arbejder med at kortlægge bogens kredsløb og den aktuelle situation for litteraturen i Danmark. Panelet udgiver hvert år en rapport med tal og tendenser. Med jævne mellemrum kommer der også specialrapporter om alt fra forandringer i forlagsbranchen og faglitteraturens status til Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur og vilkårene for oversat litteratur i Danmark.

I 2021 udkom specialrapporten Pejlemærker i aktuel forskning om læsning. Forfatteren bag er Jimmi Michelsen, der er lektor i dansk, cand.mag. og ph.d., og som underviser på læreruddannelsen ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Jeg tør ikke tænke på, hvor kompleks en opgave det har været at skabe et overblik over de mange forskningsdiskussioner og kilder til viden om læsning i disse år. Men Jimmi løste opgaven! Rapporten har et par år på bagen, men jeg vil gerne kaste lys på den, fordi den på pædagogisk vis kondenserer viden og belyser spørgsmål som:

• Hvilke tendenser er der i børns, unges og voksnes læsevaner?
• Hvad betyder digitaliseringen for vores læsning – og særligt læsning af litterære tekster?
• Hvilken betydning tillægges læsning og læsefærdigheder for menneske og samfund?
• Hvad siger den aktuelle forskning om mulige effekter af litterær læsning?

Du skal selvfølgelig selv dykke ned i rapporten og nyde læsefrugterne af forfatterens imponerende arbejde. Jimmi er i enhver henseende en professionel læser. Han er også gavmild med sine personlige læseminder i dette Portræt af en læser. God fornøjelse!

Hvad er dit tidligste bogminde?
Mit tidligste bogminde – jeg har vel været 6-7 år – er meget fysisk. Bogen, det drejer sig om, er en samling af nogle af H.C. Andersens mest populære eventyr. Bogen er illustreret, og illustrationerne er fuldstændig magiske. Jeg ved ikke, hvor meget jeg rent faktisk læste i bogen. Måske kiggede jeg mere på illustrationerne. Jeg kan huske, at bogen duftede helt særligt. Af ældet papir? Af noget andet? Bogen stod i min bedsteforældres reol, og måske fordi jeg ofte bladrede i den, når jeg var på besøg, forærede de mig den. Jeg har stadig bogen. Nu står den i min reol. Den er temmelig flosset, og omslaget mangler. Når jeg dufter til den, sender den mig til lukt tilbage til min barndom.

Hvilken rolle spillede læsning i dit barndomshjem?
Jeg kommer ikke fra et læsende hjem. Jeg fattede tidligt interesse for bøger, men interessen kommer ikke hjemmefra. Den kom primært fra skolen og via skolen også biblioteket, hvor jeg lånte seriebøger, tegneserier og eventyr, som jeg åd råt. Det var – og er – magisk at læse – at blive ført ind i andre verdener, glemme tid og sted, blive klogere på mennesker og kulturer. Jeg kan huske, at jeg ofte læste de samme bøger igen og igen. Måske, fordi det aldrig var den samme oplevelse anden og tredje gang. Jeg fik hele tiden øje på nye ting. Det er jo det berigende ved læsning.

Hvilken bog var central i dine formative år og hvorfor?
Jeg er bange for, at mit svar her ikke er særligt originalt i forhold til min generation. En forfatter, der har haft kæmpe betydning for mig, er digteren Michael Strunge. Jeg kan ikke pege på en bestemt digtsamling af Strunge. Jeg mødte Strunges digte midt i 2. g i gymnasiet, og de ramte noget i mig. I dag ville jeg nok sige, at digtene kredser om erfaringer af fremmedhed, splittelse og modstand. Dengang – altså i 2. g – var jeg nok bare fascineret af noget, jeg ikke helt forstod, men som jeg samtidig fornemmede var anderledes og betydningsfuldt. Efter Strunge læste jeg Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. I de år var jeg optaget af at forstå fædre – deres væsen og deres betydning. Rifbjerg og Panduro blev for mig et sted at undersøge mænds afstand, tavshed og indre modsætninger. Litteraturen blev en måde at nærme mig noget, der ellers var svært at få greb om – og som jeg ikke kunne få viden om andre steder.

Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu genlæser jeg nordmanden Knut Hamsuns romaner Sult (1890) og Pan (1894). Begge er jo højt kanoniserede – og med god grund. Det er både fængslende og pinagtige skildringer af mænd, der mangler fodfæste i tilværelsen, og af en verden, der hele tiden forskyder sig under dem. Bøgerne har stået i min reol i mange år, ikke langt fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1888–89), som jeg også genlæste for et par år siden. Jeg læser selvfølgelig også ny litteratur – det læser jeg mest af. Jeg gør det med stor lyst, men en drivkraft i det er også ønsket om at følge med. Sådan tror jeg mange har det. Vi vil gerne læse det, de andre (venner, kolleger, familie) læser. Det kan indimellem give en fornemmelse af et slags ekkokammer. Vi taler jo helst om det, der lige er udkommet, og som cirkulerer i offentligheden og i vores omgangskreds. Det fortæller noget om litteraturens værdi som social valuta – noget, der både samler os og samtidig fungerer som en diskret markering af, at man er ajour og har (god) smag.

Hvilken slags læser er du i dag?
Jeg er underviser i dansk på læreruddannelsen i Odense og forsker i skole og læreruddannelse. Jeg er med andre ord en professionel læser. Jeg læser alle slags tekster – fra sagtekster til fiktion, tekster til børn, unge og voksne – og jeg læser selvsagt meget. Når jeg læser, er det både for at holde mig fagligt ajour og for hele tiden at udvide mit repertoire af tekster til undervisningen – tekster, der kan åbne noget for de studerende og bringe deres egne erfaringer i spil. Jeg er altid på jagt efter tekster. Men jeg læser selvfølgelig også for at blive underholdt – for at opleve genkendelse, fortryllelse og chok. Det er netop sådanne erfaringer, litteraturforskeren Rita Felski peger på som nogle af de væsentligste grunde til, at vi overhovedet læser litteratur.

Hvilke bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Det har mange bøger. Jeg nævner tre her, som har haft stor betydning for mig de seneste år: Undersøg litteraturen! Engagerende undervisning i æstetiske tekster (2021) af Thomas Illum Hansen m.fl., Det flerstemmige klasserum (1997) af Olga Dysthe og Uses of literature (2008) af Rita Felski. En fjerde bog, jeg vil nævne, har jeg – undskyld! – selv skrevet: Selvfremstillende tekster til læreruddannelsens danskfag (2021). Jeg nævner den, fordi jeg brugte halvandet år på at skrive den – og den blev skrevet sideløbende med min undervisning og forskning. Bogen handler om selvfremstilling i kunsten og på sociale medier. Mest det første. Selvfremstilling – man kan også bruge ordet selviscenesættelse – findes i mange former og har i de senere år været en tendens inden for kunst og litteratur. Tænk bare på Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp, Jørgens Leths ’erindringer’ Det uperfekte menneske, Leonora Christina Skovs roman Den der lever stille, komedieserien Klovn og mange andre.

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Jeg bliver inspireret af boganmeldelser i aviser og på sociale medier og af anbefalinger fra venner, kolleger og familie. Det er meget mund-til-mund-inspiration. Jeg har efterhånden en lang liste med bøger, jeg gerne vil læse. Jeg drømmer om en uendelig ferie, hvor jeg kan begrave mig i bøger. Men det er som sagt en drøm.

Hvilken bog har du altid lyst til at give som gave?
Ingen. Der findes ikke nogen one-size-fits-all-bog, og jeg er meget påpasselig med at tro, at familie, venner og kolleger har lyst til at læse det samme som mig. Omvendt har jeg – så vidt jeg ved – aldrig foræret en bog væk, som jeg ikke selv havde lyst til at læse. Når det er sagt: John Fowles’ næsten 700 sider lange roman Troldmanden (1977) om en ung mand, der bliver inddraget i et højst besynderligt eksperiment på en fjern græsk ø, burde alle læse. I hvert fald alle voksne. Det er en slags dannelsesroman, men den vender mange ting på hovedet, og det er flere steder ikke til at afgøre, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed.

Hvad bekymrer dig som læser?
Medierne er fulde af historier om børns manglende læselyst og læseglæde – på et tidspunkt blev ordet læsehad ligefrem bragt i spil. Også forskningen peger på, at børn og unges læsning er under pres, både i skolen og i fritiden. Jeg har selv beskæftiget mig med problematikken i en rapport (Pejlemærker i aktuel forskning om læsning, 2021), hvor jeg gennemgår en række af de centrale resultater. Der er derfor gode grunde til bekymring. Alligevel vil jeg pege på en anden og for mig mere nærliggende bekymring, nemlig de lærerstuderendes forhold til skønlitteratur. Min erfaring efter mange års undervisning i dansk på læreruddannelsen er, at kun et fåtal læser bøger i deres fritid – og at skønlitteraturen fylder meget lidt. Det er i sig selv ikke afgørende, om de lærerstuderende kender Inger Christensen, Klaus Rifbjerg eller Svend Åge Madsen. Det afgørende er, at de læser. De er jo ambassadører for litteraturen. De skal kunne vælge tekster, vække begejstring og være med til at danne deres elever som læsere.

Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Forfatteren Oscar Wilde sagde engang, at det eneste, man kan stille op med et godt råd, er at give det videre – man kan ikke selv bruge det. Nå, det er jo et bekvemt svar. Et råd kunne være at starte småt, for eksempel med en novelle, eller læse “lavt”: krimier, fantasy eller chick lit. Et andet råd er gøre læsningen til en fast vane: Læs eller lyt 10–15 minutter hver dag på et bestemt tidspunkt – og skab hyggelige rammer om det (kaffe, et sofahjørne, mobilen på flytilstand). Endelig kan det være en god idé at læse det samme som andre. En ven eller en læseklub kan være med til at holde motivationen i gang.

Flere portrætter af læsere
Jimmi Michelsen er nummer 29 i rækken af læsere, jeg har lavet interviews med.
Find de 28 andre her på bloggen.