Om at omfavne sin håbløse romantiker

I min familie findes et fænomen, vi kalder ”far-film”. Far-film er film, min far elsker. En særlig type film, der har evnen til at plastre et saligt smil på hans ansigt. Film i denne genre tæller Pretty woman, Sweet home Alabama, Frankie and Johnny og Wimbledon. Når jeg er hjemme på besøg, hænder det stadig, at familien sætter sig sammen og ser en film, næsten altid i den kategori, da far har det tungt med sci-fi og fantasy, som min mor og resten af familien favoriserer. Mine forældre har på den måde fra en tidlig alder skolet mig godt i interessenthåndtering. Det er en næsten rituel dans at finde den rette film, som ikke er for voldsom for far, og som undgår mors himmelvendte øjne og kommentarer som ”den har vi set 1.000 gange! Det er det rene sødsuppe!”

Og man fristes måske til at tro, at det bare er sådan en lidt sjov gimmick, men det er det ikke. Vores familie er stadig traumatiseret efter jeg som teenager gav far en film i fødselsdagsgave. Jeg havde ikke selv set den, men en veninde forsikrede mig om, at den opfyldte alle fars kriterier (pige møder dreng, de kan ikke lide hinanden, de bliver alligevel forelskede, ting sker, de overkommer tingene der sker, de lever lykkeligt til deres dages ende.) Titlen var også helt rigtig: Tid til kærlighed, hed den. Vi spiste fødselsdagsmiddag og far ville gerne se den nye film. Og det gik også godt i lang tid. Robert Redford som korrespondent og gudesmukke Michelle Pfeiffer. Åh, hvor jeg dog stadig ønsker, at jeg havde stoppet filmen 2 min., inden den sluttede. Jeg glemmer aldrig den scene, hvor man ser Robert Redfords røde gummistøvler ligge i en krigszone. Jeg blev ved med at tænke ”Så rejs dig dog op, menneske. Far bliver ked af det!.” Men nej, Robert blev liggende. Stendød var han. Min far taler stadig om den fødselsdag.

Og nu i en alder af 39 år er det vel på tide at bekende, at jeg ikke kun har arvet min fars dybe fure mellem øjnene (tak for den, far!), men også hans hang til romantiske fortællinger. I disse forbandede netflix-tider er det jo umuligt at holde noget hemmeligt, ikke mindst for én selv. Når jeg åbner min profil, vælter det frem med forslag til det ene uhyrlige teenage-drama efter det andet.

Romantic1

Lille spejl på væggen der

Min koreanske besættelse
Og det er eskaleret lidt i den seneste tid, eller rettere det har taget en drejning, nu hvor min søster har præsenteret mig for en ny genre, der har fundet vejen til mit hjerte: K-drama. Lange, romantiske sydkoreanske mini-serier. Hvert afsnit varer ca. 1 time og 20 minutter, der er typisk ca. 15-20 afsnit i en miniserie, der alle afsluttes efter 1 sæson. Efter 1. sæson. Ingen uendelige plottwists og skrækkelige serie-ventesale (også kaldet virkeligheden), hvor dig og dine fellow-seriezombier hænger ud, mens I venter på sæson 2,3 eller 4. Gennemtænkte, afsluttede og fremfor alt rolige fortællinger. Og ud over at de lever op til ALLE fars kriterier, så tilføjer de genren et nyt element. De er velkendte, men fremmede. Jeg kender rammefortællingen til hudløshed, men jeg kan ikke altid afkode, hvorfor helten bliver fornærmet, eller hvorfor noget er ustyrligt morsomt. Et kompliceret kulturelt bagtæppe væver sig ind i fortællingerne. Det kommer til udtryk i alt fra sociale tabuer (det er fx åbenlyst svært at acceptere en enlig forælder, der forelsker sig i en, der ikke er i samme situation) til, hvordan man udviser respekt (hvem skænker vin til hvem og hvordan?)

Og maden. De spiser og drikker hele tiden. Hvad sker der for amerikanske serier? De får ALDRIG mad. Jeg ved faktisk godt, hvad der sker. Det er formatet – hvert minut koster dyre penge og maden er skåret væk, fordi alting i bund og grund handler om at få afviklet så meget plot som muligt for pengene. Det er en fejl. Vi har brug for at se på folk, der spiser langsomt og højlydt. De bliver også fulde. Ikke kun fordi, de er deprimerede eller usle. Også bare fordi det er sjovt. Jeg kan godt lide det. Men jeg bliver også meget sulten, og mængden af nudler i en kop, der forsvinder fra køkkenskabet sent om aftenen er steget markant i den seneste tid. Og måske også øl.

Sproget er sin helt egen fortælling, smukt både på skrift og i tale. Og selvom det er forbandede netflix-tider, er det også fantastiske duolingo-tider, og mulighederne synes endeløse for at fordybe sig.

Romantic2

Min koreanske notesbog

Men nu er dette jo en bogblog og ikke en tv-serieblog. Som den uperfekte læser, jeg er, plæderer jeg dog her for kærligheden i og til den gode fortælling. Til alt det den gode fortælling vækker i os, som ikke kun begrænser sig til selve fortællingen, men som pirrer nysgerrigheden og inspirerer til mere. Mere sening, læsning eller viden.

Klassisk kærlighed
Nuvel, tilbage til romanen og det romantiske. ODS siger, at ordet romantisk betyder: ”noget som forekommer i eller minder om en roman; som er egenartet, storslaaet, stærkt afvigende fra det hverdagslige, og som derfor forekommer uvirkeligt, overspændt, fantastisk. ”

Og sjovt er det da også, at romanen for ikke mere end et par hundrede år siden blev anset for at være direkte farlig for unge kvinder. Frygten for, at de ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi behandles fx i Jane Austens Northanger Abbey, hvor hovedkarakteren Catherine læser vel rigeligt af periodens meget populære gotiske romaner. Som følge heraf lider hun af en veludviklet fantasi, der bringer hende en del ulykke – men til syvende og sidst – mest lykke. New York times har skrevet en interessant artikel om dengang romaner var farlige, som jeg hiver frem næsten gang nogen himler af min koreanske besættelse.

Men de kunne altså noget med romantikken i 1800-tallets England (!). Mine yndlingsromaner i genren er nærmest alle fra den periode, og her kommer et par klassiske anbefalinger til mine romantiske lidelsesfæller derude:

  • Maurice af E.M. Forster (alternativt A room with a view eller Howards end)
  • Villette af Charlotte brontë
  • North and South af Elizabeth Gaskell
  • Emma af Jane Austen (I denne genre er Austen uundgåelig, any novel will do the trick)

Men nu vil jeg tilbage til Netflix og mit næste koreanske eventyr. Jeg har høje forventninger. Om et medrivende, romantisk, nudelfyldt plot, der både er overspændt og fantastisk. Og så tror jeg, at tiden er moden til at vove pelsen og præsentere far for en ny genre – happy ending guaranteed.

Portræt af en læsende øbo

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg”  eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

img_3895-1

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig –  og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er  ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

dans-dans-dans

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel  fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

deep work forside audio

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

aktiv kreativ bogforside

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Ferie fra familien

Nu er vi kommet så tilpas langt væk fra juli, at vi kan se sommerferien på afstand. Vi idylliserer den typisk. De fleste kunne godt lige tage en uge mere. De har faktisk brug for en uge mere, hvis de skal være helt ærlige. Måske en uge udelukkende i eget selskab? For det er hårdt at holde sommerferie. Mange ugers uafbrudt selskab med ens familie. God tid til gentagne konflikter om skærmtid, antallet af is per dag og andre svære emner. Masser af plads til irritation over småting. Også selv om vi ikke har travlt.

Det er også hyggeligt at være sammen, men ingenting kan jo være hyggeligt 24 timer i døgnet. Så bliver det for mærkeligt. Det bliver uautentisk.

Måske var det noget i den stil, som den nylig afdøde familieterapeut Jesper Juul ville have sagt. Som forældre er det mere end noget andet vigtigt at være autentisk. Sur når man er sur. Glad når man er glad. Gal når man er gal. Ellers bliver ens børn usikre på, hvor de har mor og far henne. Smiler du rigtigt nu? Eller lader du som om?

Jeg er ligesom de fleste andre godt i gang med hverdagen igen efter mange ugers sommerferie. Det føles lidt som ferie fra familien, og jeg bliver så glad, når jeg ser dem igen. Syv timers adskillelse kan gøre underværker!

Inderst inde ved jeg, at det muligvis forvirrer mig at læse en masse bøger om børneopdragelse og familieliv. Jeg burde holde fast i vores fantastiske sundhedsplejerskes enkle råd for syv år siden, da vores søn var baby: ”Kig på barnet.”

Ikke desto mindre bliver jeg ved med at læse bøger om, hvordan man kan håndtere det at være forældre og familie. Her kommer tre udvalgte titler til dig, der også synes, at sommerferie i familiens skød giver anledning til tanker om følelser, kommunikation og værdier. Intet mindre.

AAARGH! Den sunde vrede i familielivet
Frejl Prahl er psykolog og har skrevet en bog om, hvordan vrede kan komme til udtryk i familien. Vrede har været tabuiseret i mange år, for er det ikke farligt for børn at se deres forældre miste besindelsen og råbe ”For filan da!”? Er det ikke et tegn på pinlig afmagt, når man hæver stemmen? Nej, er det korte svar. Vi skal ikke skamme os over, at vi en gang imellem bliver vrede på vores børn. Intet kunne være mere menneskeligt.

Prahls hovedpointe er, at hvis vi som voksne hele tiden går og undertrykker vrede over for vores børn, så bliver det nemt til noget andet og mere farligt: Afstand, opgivende suk og kulde. Gløden i forældres øjne slukkes. Og det er som gift på længere sigt.

Børn bliver hurtigt vrede. De fleste bliver også hurtigt gode igen. Det kunne vi som forældre og voksne lære meget af. I stedet for at undertrykke vreden over, at ens barn åbenbart skal have beskeden fire gange, før han tager sko på – så kom ud med det! Det er i orden at blive vred. Frem med din indre løve. Og fald så ned igen, sådan at du kan fokusere på den tegning, dit barn vil vise dig/det spil han gerne vil spille med dig, /den gulerod han gerne vil hjælpe med at skrælle.

Prahl bruger mange eksempler fra sin egen familie, og det er befriende læsning. Han reflekterer også over, hvordan vi som forældre kan skamme os, hvis vores børn opfører sig umuligt i det offentlige rum. Hvad er det for nogle glansbilleder, vi prøver at opretholde? Hvorfor? Hvem gavner det? Hvorfor tror vi, at det hele skal være perfekt nede i Kvickly hver eneste lørdag formiddag, når vi godt ved, at der er raseri og konflikt hjemme på matriklen fra tid til anden?

Det handler om dyr
Tag ikke fejl: Forældres irrationelle og pludselige vrede uden varsel er ikke det, det handler om. Den kan hverken børn eller voksne håndtere. Prahl kalder den for ”kamphunden”. Et andet billede fra dyrenes verden er ”slangen”. Det er snigeren. Det er ironen, sarkasmen og andre typer af gift, som dræber relationer langsomt, men sikkert.

Stræb hellere efter løven som forbillede. Løven står for tydeligt lederskab, styrke og autoritet på den gode måde. Et løvebrøl gør indtryk, og små børn kan godt forstå, at der gemmer sig en løve i far/mor, som en gang imellem viser sig. Ligesom der er en løve i dem selv, som kan finde på at stikke hovedet frem.

Prahl tager et opgør med ideen om, at vi skal sige undskyld til vores børn efter vores egne vredesudbrud og måske endda bede om tilgivelse. Det er for meget ansvar at lægge på børnenes skuldre. Stå ved din egen vrede og kom videre – sammen med børnene.

Psykologen Birgitte Sølvstein har interviewet Frej Prahl om hans bog i podcasten Psykologen i øret: https://soelvstein.dk/vrede-i-familien/

Aargh! Titlen siger alt.

Familietid

Terapeuten Jesper Juul døde i sommeren 2019. I den anledning genlæste jeg samtalebogen Familietid, som udkom i 2012. Det var en god investering, for der var mange tankevækkende perspektiver, jeg havde glemt.

Jesper Juul blev især kendt for sine bøger om kompetente børn. Jeg vil ikke kaste mig ud i en beskrivelse af de heftige debatter, som de bøger kastede af sig. Jeg abonnerer grundlæggende på Jesper Juuls syn: Opdragelse bygget på regler, formaninger, straf, belønning og påbud virker ikke. Børn efterligner deres forældre. De gør ikke det, de siger. Derfor må man leve sit liv på en sådan måde, at man kan tåle at se det gengivet i ens børns adfærd. Først når de selv er blevet voksne (og har fået børn), ved man, om man har gjort det fornuftigt. En vis grad af tålmodighed er nødvendig.

I denne bog stiller den norske journalist Monica Øien en række spørgsmål til Juul. Mange af dem tager afsæt i hendes eget familieliv, og det gør bogen vedkommende og personlig. Blandingen af det specifikke og det almene passer godt til mig som læser.

Bogens kapitler er struktureret efter et hus: Soveværelset: Når to bliver til tre, Babyens værelse: Nærhed og følelser, Børneværelset: Leg og selvstændighed, Teenageværelset: Oprør og ansvar, Køkkenet: Mad og samtaler og Stuen: Fællesskab og stemning.

Juul fremhæver, at børn i dag er omgivet af professionelle voksne i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. – institutioner med andre ord. Det er der ikke noget i vejen med. Disse voksne har selvfølgelig et stort fokus på børnene. Det er det, de er uddannet og ansat til.

Hjemmet og familien er noget andet. Her indgår børnene i en helt anden sammenhæng og som del af en særlig konstellation. Hvis hjemmet antager karakter af en virksomhed, hvor det hele bare skal køre, så blinker advarselslamperne. Her er der nemlig en risiko for, at noget så udefinerbart som atmosfære opløses og forsvinder. Og netop atmosfære gør hjemmet til en særlig arena. Husarbejde og forældrenes interesser er med til at skabe atmosfære.

Jeg husker min egen mor, der strøg om aftenen i stuen. Det gav en god mulighed for at snakke med hende. Min far bredte gamle kort ud på stuegulvet, fordi han var lokalhistorisk interesseret. Det gav atmosfære. Min mor bagte tit brød om aftenen. Jeg lavede lektier i køkkenet imens, og duften af de nybagte brød blev til en del af stileskrivningen. Min far brugte stærkt grøn Svarfega-sæbe, når han havde rodet med de gamle biler ude i laden. Mere atmosfære.

Bogen fik mig til at stoppe op og værdsætte disse detaljer fra min barndom. Samtidig gik jeg i gang med at tænke over, hvilken atmosfære min kæreste og jeg skaber for vores søn hjemme i lejligheden. Er det en atmosfære, jeg selv gerne ville vokse op i? Svaret kommer ikke her. Pointen er heller ikke, at der er et endegyldigt svar.

Forældre gennem faser
Juul fremhæver, at mange temaer går igen, mens ens børn vokser op, og man vokser som forælder. Selvstændighed, ansvar og ligeværdig dialog kan antage mange former, alt efter om man har med en toårig eller en trettenårig at gøre. Men temaerne er de samme.

Juuls bog slutter med et citat, der virkelig sætter aftryk: ”Det er vigtigt at bruge tid sammen. Familien og forholdet mellem voksne og børn er vigtigere end arbejde og fritidsaktiviteter. Det er samarbejdet og kommunikationen i familien, som lægger grundlaget for, hvem vi bliver som mennesker.” (side 233).

Tag den. Og læs Familietid hvis du ikke tror på nemme løsninger i familielivet.

img_3764

En alternativ barselsgave til nybagte forældre. Blot en idé.

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen

Erik Sigsgaard er en anden grand old man inden for forskning i og debat om børneliv. Han er cand.pæd og kendt for at være en arg og saglig modstander af at give børn skældud.

I denne bog retter han læst med mine briller et ætsende angreb mod den voldsomme institutionalisering af børn og unges liv. De tilbringer størstedelen af deres vågne timer i en eller anden form for institution – vuggestue, børnehave, skole, klub, ungdomsuddannelse. Her er det vigtigt at kunne tage imod en kollektiv besked, gøre hvad der bliver sagt og være samarbejdsvillig.

Men børn har sjovt nok ikke ja-hatten på hele tiden. De siger nej fra tid til anden og på forskellige måder alt efter deres alder og personlighed. Når deres grænser bliver overskredet, når deres vilje trædes under fode, når der ikke bliver lyttet til dem, når de tvinges ind i meningsløse sammenhænge. Fortsæt selv listen.

Det kan være svært for institutioner at rumme børn og unges nej. Det kræver voksne professionelle, der vil og kan leve med børn i demokratisk samvær og som søger mødet og ikke konfrontation. (Lidt af en udfordring i en klasse med 27 elever. Endnu en gang en anledning til at udtrykke min dybeste respekt for pædagoger og lærere.)

Vi vil gerne have stærke børn, der kan sige nej til uretfærdighed, udvise mod og redde verden. Børn der tør at være kritiske og udfordre magthavere. Men vi orker ikke rigtig, at de ikke accepterer de voksnes regler og beslutninger. Ser du diskrepansen?

Sigsgaard er ikke bare kritisk. Han giver gode eksempler på, hvordan fagfolk kan gribe opgaven an i skolegården og på legepladsen. Mindst lige så spændende er det at læse om, hvordan man som forælder kan tackle børns nej.

Nej til legemorderne

”Far råber: ”Stop, vi skal spise!”
”Du er en rigtig legemorder!” udbryder en af drengene.
Legemordere har haft frit spil i skolen, og nu også far. Det er for meget.
Far forstod: ”Kom, når I har leget færdigt!” sagde han.” (fra bogens omslag).

Det er ikke altid, at det ender så lykkeligt som i denne hverdagssituation. De voksne kan ikke sige ja til alt, hvad børnene vil, men de kan anerkende deres ret til at ville og til at sige nej.

Hvis du hører dig selv sige ”nej” til dine børn mange gange hver dag, og du oplever, at ”nej” også hele tiden kommer ud af dine børn i forskellige varianter, så giv Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen på 182 sider en chance. Hvis du er træt af principrytteri og ikke længere tror på, at krav, grænser og konsekvens inden for børneopdragelse er den eneste vej, så er det den rigtige bog for dig.

img_3777

Nejhatten på den gode måde. For fremtidens skyld.

Boginfo

AARGH! – den sunde vrede i familielivet af Frej Prahl.
Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2019.

Find bogen på eReolen

Familietid af Jesper Juul.
Udgivet på Apostrof, 2012

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen af Erik Sigsgaard.
Udgivet på Tiderne Skifter, 2014.

Hvis disse titler ikke gør noget for dig og din familie, så tjek Mikkels indlæg om selvhjælpslitteratur

Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Portræt af en læser med lister

Tilbage i begyndelsen af dette årtusind havde jeg et studiejob i Undervisningsministeriet. En gang om ugen mødte jeg klokken seks om morgenen, gennemtrawlede en stak aviser og skrev resuméer af de undervisningspolitiske nyheder. Ikke nok med det: Jeg klippede artiklerne ud, kopierede dem i 20 eksemplarer og fordelte dem i dueslag på kontorerne. Det virker eksotisk og mærkeligt i dag. Måske endda quaint, som det hedder så rammende på engelsk.

En af min højt skattede kolleger var Jeanette. Hun holdt nogle gode fester, og jeg tror, at jeg ved en af disse fester mødte hendes RUC-veninde, Helle. Denne Helle valgte senere at læse til lærer. Se, noget med undervisning igen! Et tema tegner sig.

En dag i 2018 (fast forward) ringede Helle til mig for at høre, om vi kunne snakke lidt om folkebiblioteker. Helle kunne nemlig godt tænke sig at arbejde med børn og læsning, læsemotivation, litteraturformidling til børn og andet i den genre. Fornemmer I, at alting er forbundet her? Eller: Sådan oplever jeg det.

For at fuldende cirklen er Helle Brandstrup Jensen hovedpersonen i denne måneds portræt af en læser. Og det med listerne mener jeg meget bogstaveligt. Det vil du selv se, når du er nået et stykke ned i teksten. (I et senere blogindlæg vil Mikkel eventuelt interviewe Helle om, hvilke notesbøger hun bruger til hvilke lister – apropos hans legendariske indlæg her.)

God fornøjelse med Helle, der ikke kan leve uden at læse! 

Lisbet: Hvem er du?
Helle:
Jeg er et menneske med en stor kærlighed til bøger, jeg er mor til tre piger, gift og bor i København. Jeg er uddannet lærer og cand. comm. Jeg har en særlig kærlighed til smukke bøger, bøger der rummer skønhed eller kan ramme en streng af følsomhed i mig, og bøger, der bliver som fysiske minder.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dit faglige virke, nu og i fremtiden?
Helle:
Jeg læser for at blive klogere, for at få oplevelser, for at blive underholdt og fordi jeg ikke kan lade være. For mig er læsning vejen til læring, lyst, nysgerrighed på verden, nye erkendelser og diskussioner med andre mennesker. Derfor er læsning en integreret del af mig, fagligt og privat. Jeg kan ikke leve uden at læse og har altid læst.

Når jeg læser klassisk dansk litteratur, er det både, fordi jeg er dansklærer, og fordi jeg er nysgerrig på litteratur og dens udvikling  – og sidst, men ikke mindst, fordi jeg er vild med sproget, særligt i Henrik Pontoppidans værker.

Litteraturen spiller den rolle fagligt for mig, at jeg bliver klogere på, hvad litteraturen kan og hvor forskellig den er. Det giver mig en fornemmelse af kvalitet og det modsatte. Den giver mig også ideer til, hvordan jeg ville kunne inspirere andre til at læse. Jeg er samtidig optaget af, hvordan man kan skabe møder og oplevelser med litteraturen for og mellem mennesker. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre mere af i fremtiden. Jeg har tidligere arbejdet med sårbare børn og unge og ser her en mulighed i litteraturen for at arbejde med identifikation og bedring.

helle Brandsstrup 2019

Her er Helle Brandstrup Jensen. Læser, mor, dansklærer og fin i tern.

Lisbet: Du har lærerbaggrund, men har også haft berøring med bibliotekssektoren. På tværs af det hele er du optaget af børns læsning. Hvilke aspekter optager dig mest? 

Helle: Jeg er optaget af at skabe nysgerrighed og læselyst. Læsning er meget andet end at læse skønlitteratur. Det er også adgangen til faktuel viden om verden. Børn er naturligt nysgerrige på verden og ved at læse om den, kan de få stillet deres nysgerrighed. Skønlitteraturen kan give adgang til en verden, man ikke kender. Man kan leve sig ind i, hvordan det er at være en anden, få viden om hvordan andre tænker og mærke følelser, man ikke vidste eksisterede. Bøger giver os viden, oplevelser og forståelse om og af verden. Alt det er jeg optaget af at give videre til børnene. Også når de bliver store. Og så er jeg optaget af, hvordan man kan bruge litteraturen til at skabe trivsel og trøst hos børn og unge.

Lisbet: Hvordan kan skoleverdenen og folkebiblioteker samarbejde om at få flere børn til at opleve læselyst?
Helle
: Mange biblioteker gør allerede en del ved at holde forskellige arrangementer, som skolerne kan deltage i. Så mere af det det!  Og mere opmærksomhed fra begge parters side på, at de er der for hinanden. Flere arrangementer hvor eleverne bliver præsenteret for oplæsning af dygtige oplæsere. Præsentation af forskellige former for litteratur ude på skolerne. Hyppige besøg på biblioteket, så det bliver en integreret del af deres hverdag. Inddrag børnene i planlægningen, lav læsegrupper, hvor børnene kan inspirere hinanden til læsning. Læs bøger og se filmen efterfølgende, hvis der er en film.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Helle: Da jeg var barn, læste både min mor, mormor og far for mig. Min mor læste Astrid Lindgren, Emil for Lønneberg, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte for mig og bøgerne om en hund, der blev kaldt Gamle Gule, og en masse eventyr både af H.C. Andersen og Brdr. Grimm. Jeg var særligt vild med Astrid Lindgrens bøger og er det stadig. Min mormor læste tekster fra børnebibelen op. Jeg elskede historierne, og i mange år var det min yndlingsbog. Teksterne var vilde og nærmest som eventyr. Jeg har stadig bogen. Min far læste Anders And for mig og min bror, og kærligheden til tegneserier som Smølferne, Lucky Luke, Nuser og Sten og Stoffer betød meget i en lang årrække.

Da jeg selv begyndte at læse, var det blandt andet Ole Lund Kirkegårds bøger, Pukbøgerne, Troldepus, Børnene i Nyskoven, Saftevandsmordet af Thøger Birkeland og bøgerne om Tudemarie.  Jeg har helt sikkert også selv læst Astrid Lindgren. Hun er den forfatter, jeg har læst mest af, og den eneste forfatter, hvis bøger jeg har læst et utal af gange.

Da jeg blev teenager, læste jeg mest realistisk eller socialrealistisk litteratur. Der skulle helst være nogle, der havde det skidt i bøgerne. Jeg var vild med J.B. Nygaards bog Guds blinde øje og Du blev træl, Charlotte Strandgaards Lille menneske, Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer og Zappa.

Jeg læste også en serie, der hed Heksens datter, Heksen kat, Heksens søster osv. af Phyllis Reynolds Naylor. Lis Bernths bog Også et liv og Frontløberen af Patricia Nell Warren gjorde et stærk indtryk på mig. Den ene handler om en pige, der bliver narkoman, og den anden om homoseksuel kærlighed – begge bøger med stærke følelser, der gjorde indtryk på mig. Derudover læste jeg en masse Stephen King.

Lisbet: Hvilke lærere har betydet noget for dit læseliv?
Helle
: Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske, om de havde direkte betydning for mit læseliv. Men jeg havde en fantastisk dansklærer, der gav os et hav af stile for, hvilket jeg elskede. Men jeg husker ikke, at hun som sådan gav mig læsetips eller noget andet, bare god undervisning, hvilket sikkert også har haft betydning.

Derudover havde jeg en matematik- og religionslærer som ofte læste højt for os. Det var jeg ret vild med, for hun var god til at læse op. Hun læste blandt andet Den lille prins, som jeg dengang, syntes var helt utrolig kedelig, men som jeg senere har læst for mine døtre og fundet glæde ved.

Inden jeg begyndte at læse til lærer, havde jeg haft en slags læsepause, hvor jeg mest læste krimier og ikke læste hele tiden. Men da jeg begyndte at læse dansk hos Mikkeline Hoffmeyer, blev lysten til at læse dansk litteratur vakt til live igen, og siden da har jeg altid gang i mindst en bog og nu også andet end dansk litteratur.

Lisbet: Hvordan får du tid til læsning i din hverdag?
Helle
: Jeg ser ikke særlig meget TV eller serier. I stedet læser jeg. Jeg har tre døtre, der alle læser, og ofte sidder vi sammen om eftermiddagen og læser i hver vores bog eller tegneserie.

Min mand er journalist og han interviewede engang Ellen Hillingsø, hvor hun fortalte, at de hjemme hos hende sad og læste sammen hver dag i 20 minutter. Det er det, man anbefaler at børn skal læse hver dag. I stedet for at børnene skal sidde alene og læse, som var det en sur pligt, så kan man sidde sammen. Pludselig bliver til en hyggelig aktivitet. Jeg tror, det var derfor vi begyndte med det.

Ellers læser jeg, når det passer ind. Nogle gange er det bare 5 minutter. Andre gange er det en time eller mere. Nogle gange er det imens jeg laver mad, eller hvis jeg skal vente på et eller andet. Jeg har som regel en bog med mig. Og så læser jeg nærmest altid i sengen, inden jeg skal sove.

Lisbet: Hvordan præger læsning din hverdag i familiens skød?
Helle
: Vi læser ret meget i min familie, og vi snakker om bøger og udveksler erfaringer og inspirerer hinanden.

Mine tre piger elsker alle billedbøger og tegneserier, så det læser de alle sammen. Rasmus Bregnhøj og Sabine Lemires bøger om Mira har de alle slugt. Jeg låner tit bøger med hjem til dem. Den nye af Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen med Grimms eventyr købte jeg for nylig til dem. Så læser vi og snakker om historierne. Min ældste på 16 er altid færdig først, og så anbefaler hun os andre, hvad vi skal læse.

Om aftenen læser min mand eller jeg højt for dem. De to ældste får én slags bøger og den yngste én anden. Det sidste, jeg har læst for de store, er Ursula Le Guins trilogi om Troldmanden fra jordhavet, og ellers har det været en del Shakespeare og Don Rosa-tegneserier.

Lige for tiden læser mine ældste på 16 og 13 den samme serie af Maria Gripe, og så snakker de om bogen undervejs. Min yngste på 8 læser mest tegneserier.

helle bogreol 2019

En bugnende bogreol blandt flere hjemme hos Helle Brandstrup.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord?
Helle:
Der ligger altid 2-3 bøger på mit natbord. Lige nu er det Jón Kalman Stéfanssons Menneskets hjerte, Michel Houellebecqs Underkastelse og en graphic novel om Nick Cave.

Lisbet: Hvordan kommer man ind i en god læsevane?
Helle:
Det vigtigste er at finde litteratur, man gider læse. Der er så meget forskelligt, og det kan være svært at finde ud af, hvad man kan lide. Derfor skal man snakke med nogen, der kan inspirere en til læsning og snakke litteratur med dem. Det motiverer mig at snakke med andre om litteratur, og det giver mig altid lyst til at læse mere. Men ellers er det helt lavpraktisk at læse i stedet for at være på Facebook eller se serier hver dag.

Min bror sagde en gang, at man bare ikke skal stoppe, men bare fortsætte. Hvis jeg har en periode, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om bøger, så læser jeg en graphic novel, en novelle eller digte. Derudover har jeg en bog, hvori jeg skriver læsetips, og lister over, hvad jeg har læst, så jeg har altid ideer til, hvad jeg skal læse.

Og så synes jeg det er helt legitimt at droppe en bog, man er i gang med, hvis den trætter en.

Inspirationsliste

Her kommer en forrygende fortegnelse over de bøger, som Helle har læst i perioden 2017-2019. Som en særlig læserservice følger der korte anbefalinger (eller det modsatte med) til nogle af titlerne. Der er gode chancer for, at du finder din næste læseoplevelse på denne fyldige liste.

2017

Januar
Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah
Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie (jeg er vild med den forfatter)
Christel Wiinblad: Ingen åbner (2012)
Hella Joof: Papmachéreglen (2016) (pausebog)
Delphine de Vigan: Alt må vige for natten
Caspar Eric: Avatar (2017)
Janne Teller: Intet

Februar
Dave Eggers: The Circle (2013)
Helen Fielding: Bridget Jones Dagbog baby
Hanya Yanagihara: Et lille liv (2016) (Den vildeste bog, jeg fik en fysisk oplevelse af at læse den)

Marts
Anne Lise Marstrand Jørgensen: Hildegaard 1
Roy Jacobsen: Vidunderbarn

April
Lionel Skriver: Hvad med Kevin (var ved at gå i stå mange gange, langsommelig)
Maria Gerhardt: Transfervindue (2017) (barsk og god, livsglad)
Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) (helt fantastisk)
Albertine Sarrazin: Astragal

Maj
Ida Jessen: En ny tid
Jon Fosse: Andvake, Olavs drømme og Kveldsværd (trilogi) (helt, helt vidunderlig)
Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling (så kedelig, måske pga sproget)
H.C. Branner: Iris

Juni
Samantha Schweblin: Redningsafstand
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane (en god historie)

Juli
Chigozie Obioma: Vi var fiskere
Chris Kraus: I love dick (virkelig kedsommelig, jeg var ved at dø. Meget akademisk)
Thomas Espedal: Året (2016) (helt vild skøn)

August

Linn Ullmann: De urolige (Elsker Linn Ullmann, alt)
Caroline Albertine Minor: Velsignelser (2017) (gode noveller, overraskende)
(gik i stå med Gå af Tomas Espedal, Stille dage i Kliché af Henry Miller, Dag Solsted Værdighed og generthed og Anais Nin: Henry og June)

September
Kamilla Hega Holst: Rud (som en krimi, hurtig læst, foruroligende og stærkt sprog.)

Oktober
Linn Ullmann: Før du sover (1998)
Per Petterson: Ud og stjæle heste (helt vidunderlig bog)

November
Linn Ullmann: Et velsignet barn (virkelig god)
Linn Ullmann: Nåde
Zadie Smith: Swing Time (skuffende)
Tine Høeg: Nye rejsende (god)
Linda Broström Knausgaard: Velkommen til Amerika (jeg har glemt alt om den)

2018:

Januar
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) (fantastisk bog, smukt sprog, helt vidunderlig)
Lone Aburas: Det er et jeg der taler (god, skarp)
Mary Shelley: Frankenstein (1818) (lidt kedelig)
Han Kang: Vegetaren (skør bog)
Elisabeth Strout: Olive Kitteridge

Februar
Linn Ullmann: Det dyrebare (2011)
Leonora Christina Skov: Den, der liver stille (2018)
Linn Ullmann: Når jeg er hos deg (2001) (på norsk)
Aina Villanger: Baugeids bog (2017) (på norsk) (sjov, interessant og dejligt at læse norsk)
Tarjei Vesaas: Fuglene (en af de bedste, så poetisk)
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Marts
Lone Aburas: Politisk roman (2013)
Steen Steensen Blicher: Hosekræmmeren
Maja Lee Langvad: Hun er vred – om transnational adoption (vildt interessant)
John Steinbeck: Of Mice and Men
Lars Saabye Christensen: Halvbroderen (2001)
Ida Jessen og Hanne Bartholin: Bibelhistorier (2018) (smuk bog)
Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse
Jan Lindhardt: Mellem Djævel og Gud
Caspar Eric: 7/11
Christina Hagen: White girl (er vild med Hagen, så upassende)
Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst (skøn bog)
Første Mosebog

April
Joan Didion: Et år med magisk tænkning (2005)
Carl-Henning Wijk: Dræsinen (vildt underlig og lang bog)
Helle Helle: De (2018)
Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
Art Spiegelman: Maus (goddammit den var kedelig)

Maj
Ida Jessen: Et nyt liv (igen ja)
Ida Jessen: Doktor Baggers Anagrammer
Joan Didion: Blå timer
Yasunari Kawabata: De tusind traner (1966) (anderledes og virkelig interessant bog, dejligt sprog)
Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn (lidt tung, men ikke så underligt)
Ida Jessen: Ramt af ingenting (2012) (Vidunderlige Jessen)
Maria Gerhardt: Amagermesteren
Admin Tomine: Killing and dying (virkelig god GN)

Juni
Junot Diaz: Oscar Wao
Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde
Alison Bechdel: Bedemandens datter
Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si
Rupi Kaur: Mælk og honning
Vigdis Hjort: Arv og miljø (god)

Juli
Tarjei Vesaas: Broerne
Maren Uthaug: Hvor der er fugle (man fræser igennem den, god bog)
Anne-Caroline Pandolfo: Løvinden – et portræt af Karen Blixen
Henrik Wivel: Stockholm
Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden (Kim Leine er fantastisk)
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren 1 (faldt i søvn hele tiden, selv om det startede så godt)
Kim Leine: Rød mand/Sort mand
Pia Juul: Forbi (2018)

August
Tarjei Vesaas: Signalet
Julian Barnes: Når noget slutter (rigtig god)
Caspar Eric: Alt hvad du ejer (ja)

September
Steffen Kvernland: Much (God GN)
Delphine de Vigan: Dage med sult
Rupi Kaur: The sun and her flowers
Martin A. Hansen: Paradisæblerne
Delphine de Vigan: De loyale (2018)
Vanna Vince: Frida, The story of her life
Dorthe Nors: Spejl, skulder blink (Dorte Nors er virkelig sjov)
Per Petterson: Det er okay med mig
Barbara Stok: Vincent
Alison Bechdel: Are you my mother?

Oktober
Jon Fosse: Morgen og aften (Jon Fosse er noget helt særligt. Jeg er vild med hans måde at fortælle på)
F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby (virkelig god)
Hanne Østavik: Den tid det tager
Tom Kristensen: Hærværk (hold op der er smæk på, det går dog lidt i ring til sidst, men vildt moderne sprog)
Kasper Dalgaard: Jesus

November
Mathilde Walther Clark: Lone Star
Cameron Bloom: Penguin Bloom
Delphine de Vigan: No og mig

December
Jenny Jordahl og Martha Breen: Kvinder i kamp (god og informativ GN)
Marjane Satrepi: Kylling med blommer (skønne tegninger)
Marcel Schwob: Monelles bog (kontroversiel bog på en måde, spændende og mættet)
Kim Leine: Kalak (åh Kim)
Anna Degnholm: Grus
Kjell Askildsen: Venskabets pris
Birgitte Högh: Michael Kvium, den nådesløse (jeg er stadig ikke færdig med den)
Joan Didion: Intet gælder

2019:

Januar
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen
Pénélope Bagier: Rebelske kvinder der ændrede verden, skamløs
Guadelupe Nettel: Kroppen jeg blev født i. (2018) (fine erindringer)
Alberte Winding: Kastevind (2018) (fin og let som Alberte)
Emma Bess: Mødre, døtre, søstre (2018) (gode noveller)
Tina Månsson: Hestehullerne (2019)
Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor (2018)

Februar
Jón Kalman Stéfansson: Sommerlys og så kommer natten
Janus Kodal og Anna Jacobina Jacobsen: Stien (2018)
Christina Hagen: Korrekthedsbibelen (2019) (virkelig sjov, men også til eftertanke)
Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSHWN, Dødsknaldet i Amazonas (den vildeste bog i år indtil videre)
Jón Kalman Stéfansson: Himmerige og helvede (del 1) (ja, det er godt, smukt sprog, barsk og gode skildringer)
Aina Villanger: Nattnød (på norsk)
Hanne Højgaard Viemose: Mado

Marts
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker del 1
Sara Lundberg: Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil.  (Helt utrolig smuk bog. Jeg både græd og nød den)
Hanne Højgaard Viemose: Hannah
Primo Levi: Hvis dette er et menneske (en bog man skal læse)
Jonas Eika: Efter solen (vildt gode noveller, virkelig en fornyelse)
Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år (som lydbog) (rigtig god, særligt at lytte til)

April
Jón Kalman Stéfanson: Englenes sorg (del 2)
Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand
Glyn Dillon: The Nao of Brown
Carl Frode Tiller: Begyndelser (skøn bog, jeg var så fanget af den)
Judith Hermann: Sommerhus, senere
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker (del 2)
Kirsten Hamman: Ofte stillede spørgsmål (sjov og uden filter, skarp og godt skrevet)
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Maj
Hanne Højgaard Viemose: Helhedsplanen
Maja Lucas: Mor (rå og god)

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds

 

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Portræt af en læsekreds

Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Æstetikken spiller på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Altid. Her et foto fra 2018.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

En forside uden pjat.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Læg trykket på hhv. “et” og “sted”.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser