Comfort books

TV-kokke som Jamie Oliver og Nigella Lawson introducerede mig til begrebet comfort food. Det er mad, der har en vis nostalgisk eller sentimental værdi, og som har en evne til at trøste, berolige og sprede hygge. Tit er der en del kulhydrater involveret. I Danmark kunne det være kartoffelmos, risengrød, stegt flæsk med persillesovs, boller i karry eller gammeldags æblekage med rasp og flødeskum. Klassikere, vi vender tilbage til igen og igen og som for det meste gør både store og små glade.

Midt i denne kolde vintertid på grænsen mellem vinterferieugerne 7 og 8 har jeg fundet på kategorien ”comfort books”. Den rummer bøger, som jeg altid kan finde frem, når jeg ikke orker at kaste mig over nye titler, men har brug for velkendt og nærende litteratur med varme undertoner. Tillid, kunst og gør-det-selv er temaerne i de tre bøger, som du kan læse om her.

Tillid
En af de første, fremragende Tænkepauser stod tillidsforskeren Gert Tinggaard Svendsen for i 2012. Siden da er mere end en million Tænkepauser blevet trykt, og det korte, faglitterære format har vundet mange hjerner og hjerter. En million Tænkepauser. Det er da ret vildt. (Det er i parentes også Tænkepausernes skyld, at min pensionerede onkel er blevet bidt af den faglitterære bacille. Hele familien takker Aarhus Universitetsforlag!)

Tinggaard Svendsen argumenterer for, at tillid er det guld, der har skabt og vedligeholder det danske velfærdssystem. Vi bruger ikke en masse krudt på at tjekke hinanden i alle ender og kanter. Vi stoler på hinanden. Man kan lade sin barnevogn stå nede i gården. Med sovende baby i, vel at mærke. Vi regner ikke med, at andre mennesker som udgangspunkt vil os noget ondt.

Vi har tillid til, at vores politikere ikke er korrupte og at skattesystemet fungerer. Lige de seneste år er der begyndt at dukke revner op i tillidens fundament. Men måske har det gjort os endnu mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at værne om vores tillidsbårne samfund.

Det er tit spild af ressourcer at bruge tid på kontrol, tilsyn og overvågning. Lad os huske det, nu hvor vi har taget hul på et valgår.

Jeg håber, at mange politikere lige vil bruge en times tid på at læse Tillid. Bogen er på 60 mini-sider, og den rummer hele historien om værdien af tillid. Det er nemlig den, der har skabt vores samfund, hvor forbløffende mange ting rent faktisk fungerer.

img_2957

I Danmark  ser man sjældent en kniv, uden at den er i selskab med en gaffel. Et af de gode billeder fra denne Tænkepause, som jeg jævnligt vender tilbage til. Især når verden er af lave.

En kunstner med klipfisk
Babettes gæstebud er en klassiker, man kan læse på en aften. Den skal indtages roligt. Den mest prosaiske øllebrødskogning og den ypperligste kulinariske kunnen går hånd i hånd hos Blixen, der beretter om den berømte, kvindelige køkkenchef fra Paris, der under den blodige franske opstand, Pariserkommunen i 1870 flygter til den lille norsk Fjordby Berlevåg.

To fromme præstedøtre tager imod Babette, og de stiller ikke mange spørgsmål. Varsomt lader de hende falde til og påskønner hendes hårde arbejde i køkkenet. Da hun vinder i lotteriet og tilbereder et overjordisk festmåltid for de gamle og affældige sognebørn, er hun som i en kunstnerisk, fokuseret skabelsesrus. For mig er fortællingen tæt forbundet med Gabriel Axels fornemme filmatisering fra 1988. Den uhyggelige skildpadde, der skal blive til suppe. Babettes insisteren på at hun vil give søstrene den gave, som festmåltidet er. General Löwenhielms vantro, da det går op for ham, hvad han er ved at spise: Et storstilet kunstværk. Intet mindre.

Blixens tilbageblik på søstrenes ungdom og den kærlighedshistorie, der aldrig foldede sig helt ud, er aldrig sentimentalt. Musikken er der jo hele livet. Sangen bliver ved. Kunsten slutter aldrig. Det er her, tilværelsens mening skal findes.

img_2956

Så kort en bog. Og så stor en fortælling.

Selvforsynende på første sal
Nogle elsker at læse kogebøger. Jeg er vild med gør-det-selv-bøger med lækre billeder og velskrevne tekster af klummekarakter. En af mine favoritter er Dorthe Chakrawartys bog om selvforsyning. Ikke på Bonderøvs-måden. På Vesterbro-måden.

Hun beretter om, hvordan patchwork fik hende til at geare ned og komme ud af stress. Hun inspirerer til nemme DIY-projekter og fortæller med smittende glæde om, hvordan strikning, syning og syltning kan skabe ro i en travl hverdag.

Chakrawarty evner også at trække tråde til Eleanor Roosevelt, der ikke bare var gift med USAs præsident. Hun gjorde også meget for at mindske den økonomiske depression, der tvang en stor del af den amerikanske befolkning i knæ i 1930erne. Hun gik ud i det, hun kaldte sin victory garden, og plantede grøntsager. Hun strikkede. Hun havde faktisk altid sit strikketøj med sig. Michelle Obama gjorde lidt af det samme, selv om jeg ikke mindes at have set hende med en hæklenål.

Chakrawarty slutter bogen med dette opmuntrende citat: “Vi kan ikke ændre verden i løbet af natten, og der er ingen grund til at lade blodtrykket stige unødigt ved at kaste sig ud i at bage, strikke og plante på én gang i bestræbelserne på at skabe det perfekte liv. Men gøre en lille smule hver dag, det kan de fleste af os. Og når jeg en dag får tid, vil jeg hylde kvinder som Eleanor ved at sy en stor taske og brodere en af hendes vidunderlige oneliners, som altid er god at have i hånden og i baghovedet: Do one thing every day that scares you.” (side 208)

img_2958

Mærk den beroligende virkning af hjemmestrik, hjemmebag og hjemmesyltede bær.

Boginfo

Tillid. Tænkepause nummer 4 af Gert Tinggaard Svendsen
Udgivet på Aarhus Universitetsforlag, 2012.
Find bogen på eReolen

Babettes gæstebud fra Skæbneanekdoter af Karen Blixen
Udgivet på Gyldendal, 2007 (oprindeligt udgivet i 1958) v. Rungstedlundfonden.
Find bogen på eReolen

Selvforsynende på 1. sal af Dorthe Chakrawarty
Udgivet på Gyldendal, 2010.
Find hyggelige DIY-bøger på eReolen.

Bøger, man har lyst til at vende tilbage til

Her er et blogindlæg fra marts 2017 om bøger og læseoplevelser, som jeg forbinder med gode steder i mit liv

Livsvisdom i litterær form kan man ikke få for meget af.
Det bloggede Mikkel om i november 2017

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Den moderne slægtsroman – det nye sort

Slægtsromaner i alle deres former har i mange år haft deres plads og publikum. I mine yngre dage, så det dog ud til, at det var en genre, der så småt var ved at uddø.

Sådan skulle det ikke være. Heldigvis. Genren har især fået nyt liv de senere år og truer nu krimiens plads som danskernes yndlingslæsning.

Børsen

Når Børsen skriver om slægtsromaner, så ved man, det er en genre, der rykker.

Slægtsroman, familiehistorie eller krønike – kært barn har mange navne

Den klassiske slægtsroman har som genre en lang historie bag sig og kan spores tilbage til Emile Zolas ’Familien Rougon’ fra sidst i det 19. århundrede og Thomas Manns ’Huset Buddenbrooks’ fra starten af det 20. århundrede, men den moderne slægtsroman, der oftest nærmere er en realistisk familiehistorie, er lidt nyere og, tænker jeg, et barn af senmodernismen. Leck Fischer og Ester Bock er gode eksempler på den nye hverdagsrealisme, hvor man med en mere moderne kulisse kan følge en families op og nedture.

’Familien Bruchfontaine’ fra Keld Conradsens hånd eller Jan Guillous ’Det Store Århundrede’ lægger sig også op ad den tendens. Her ses de senmoderne træk især i romanernes beskrivelser af de omvæltninger samfundet gennemgår, hvor traditioner og traditionsbundne fællesskaber langsomt nedbrydes og erstattes af et mere individfokuseret samfund med et utal af valgmuligheder og de problemer det afstedkommer.

Den moderne slægtsroman er ofte mere en familieroman end en egentlig slægtshistorie, hvor man har blik for en persons opvækst og den umiddelbare familie fremfor hele slægtens historie gennem tiden. I ny og næ har romanerne også træk af at være erindringshistorier og vil oftest også indeholde elementer af både personal- og kulturhistorie.

Den gode histories brede appel

Hvis man tænker nærmere over det, så er der god grund til, at slægtsromaner har fået så solidt et tag i læserne og fortsat vinder frem i popularitet.

Boghandler Jette Sønderbek fra Schreiners Bog og Idé i Tarup bekræfter, at slægtsromaner over en bred kam sælger godt, men at især de mere nære og personlige fortællinger er populære. ”Folk vil gerne have noget, der er tæt på. Tiden gør, at de gerne vil kigge indad,” fortæller Sønderbek. ”Den tendens rammer forfattere som Merete Pryds Helle, Iben Mondrup og Malene Ravn rigtig godt med deres bøger.”

Og det hører man flere steder fra.

Tilbage i oktober – fredag den 5., helt nøjagtigt – havde Børsens Weekendtillæg en dobbeltside under overskriften ’Store danske fortællinger topper på salgslisterne’. Her fortæller Merete Pryds Helle og Simon Pasternak bl.a. om, at krimibølgen er slut og at vi som læsere tiltrækkes af de store fiktioner.

Eller den gode vedkommende historie nok nærmere.

Interessant nok, så nævner Børsen også, at læsekredse og fællesskaberne omkring læsning har betyder noget for slægtsromanens tilbagevendte popularitet. Det er måske et symptom på en mere fragmenteret hverdag, hvor vi ikke længere kender hinanden eller vort eget ophav. Her er den moderne slægtsroman en måde at lære mere om andre mennesker, deres baggrund og os selv på. Som Gyldendals Simon Pasternak siger ”Vi har lyst til de store fiktioner, der kan gøre os klogere på, hvad vi er rundet af, og hvor vi skal hen.”

Netop den gode, velskrevne historie, der siger noget om os som mennesker og giver materiale til den gode samtale, er det, de to bøger, jeg har valgt at skrive lidt om nedenfor, har til fælles.

’Vi er brødre’ af Iben Mondrup

Brødrene Poul og Jens vokser op i Nordjylland i årene efter 2. Verdenskrig. Deres far deltog i modstandsbevægelsen, og hans oplevelser præger familien. Brødrenes forskellige opfattelse af familien og verden omkring dem truer med at splitte familien.”

’Vi er brødre’ ligger tidsmæssigt før Mondrups populære bøger ’Godhavn’ og ’Karensminde’ og har en tidligere generation som midtpunkt, nemlig Brødrene Poul og Jens. Den ene bror er lettere kolerisk og fremfarende, mens den anden er mere flegmatisk og forsigtig. Samtidig er familien, ikke mindst brødrene Poul og Jens, mærket af faderen Haralds fortid som frihedskæmper.

vi er brødre

Tredje bog i Mondrups familiefortælling vil ikke skuffe sine læsere. ‘Vi er brødre’ er en solid moderne slægtsroman.

Med vanlig rolig og sikker hånd fortæller Mondrup på skift brødrenes historie fra deres unge dage til voksenårene og krydrer undervejs med historiske begivenheder. Fokus er dog lagt på relationerne mellem familiemedlemmerne og hvordan de håndterer livet.

Det er på mange måder typisk for Mondrup, tænker jeg.

Og det er bogens tone og sprogmæssige stil også. Der er en anspændt stemning bogen igennem og personerne virker ekstremt intense og i dette tilfælde måske unødigt kantede. Jeg har i hvert fald en smule svært ved at forstå deres handlinger og motivation, men det kan vel tænkes, det er hensigten. Det gør ’Vi er brødre’ til en lidt hård bog. Der er ingen tvivl om, ’Vi er brødre’ er en god bog og en stærk læseoplevelse, men for mig var den svær at komme igennem.

’I dine øjne’ af Malene Ravn

Erik har i 1930’erne og 1940’erne en hård opvækst i Aalborg som søn af en ung ugift kvinde og en kineser, der ikke vil kendes ved ham. Senere flytter han til København, hvor hans mål er at skabe en tryg ramme for sig selv og sin lille familie.”

Det er svært ikke at sammenligne Malene Ravn og Iben Mondrup, eller i hvert fald sammenligne Ravns ’I dine øjne’ med Mondrups ’Vi er brødre’. Tema og tone ligger op ad hinanden, og jeg vil påstå, at kan man lide den ene forfatter, så kan man også lide den anden.

Og både Ravn og Mondrup er da i øvrigt også ualmindelige rare mennesker.

i dine øjne

‘I dine øje’ har en virkelig smuk, lidt vemodig forside, der rammer bogens indhold ganske godt.

Men nu drejer det sig om bøgerne, og i dette tilfælde om Erik, Eriks datter Nete og hans far Lai Funs historie. Lai Fun er kineser og kommer med en større gruppe til Danmark ved århundredeskiftet for at optræde i Tivolis kinesiske landsby. Som det jo går, så forelsker Lai Fun sig og ender med at blive gift. Historie får en krølle, da en midaldrende Lai Fun gør en anden, yngre kvinde gravid. Barnet af den affære er Erik, der altså ikke kun er halvkineser, men også en bastard. Det er hårde vilkår.

’I dine øjne’ giver et indblik i arbejderklassens og bondestandens kår i starte af sidste århundrede og frem, hvilket i min optik er bogens store styrke, men nu har jeg også alle dage været mere til kulturhistorie end social- og hverdagsrealisme.

Ravns ofte korte, skarptskårne sætninger underbygger den socialrealistiske stemningen og får historien til at virke knugende og intens. Det er også her, det er oplagt at drage paralleller til Mondrups ’Vi er brødre’. Personligt tænker jeg tonen passer lidt bedre her, da Erik i kraft af sit ophav er ugleset og stikker ud, men det er klart en smagssag.

’I dine øjne’ er i øvrigt kraftigt inspireret af en virkelig fortælling.

Men, oh mægtige bibliotekar, bør jeg læse dem?

Ja, det bør du, er det korte svar. Begge bøger er velskrevne og i bund og grund gode fortællinger. Det er dog bøger, der er typiske for den moderne slægtsroman. De skuer indad, har socialrealistiske elementer og har mere øje for den menneskelige psyke end den store historie.

signering

Både Ravn og Mondrup er ualmindeligt rare kvinder og jeg nød at sludre med dem, da de besøgte Tarup. Her er Malene ved at grifle en lille hilsen.

Som bibliotekar vil jeg ikke tøve med at anbefale dem, men jeg vil klart være opmærksom på, hvem jeg anbefaler dem til. Er man mere til Archer og Follett end Leine og Pryds Helle, så kan det tænkes, ’Vi er brødre’ og ’I dine øjne’ er lidt for hård kost og har få små armbevægelser. Men ønsker man skarpe fortællinger om mennesker i modgang, så er det to fremragende bøger.

 

 

 

 

Mikkels Top-3 fra 2018

Så blev det min tur til at lave top-3. Du kan læse Lisbets her.

Jeg har ikke fået læst nok i 2018. Dér. Jeg sagde det. Jeg kommer til at tage voldsom revanche i 2019. Hvis du heller ikke får læst nok, så læs Ries guide her. Lidt blev det da til. 26 i følge Goodreads. Alt for lidt, men nok til en top-3.

Jeg har delt det op i skønlitteratur, filosofi og almindelig faglitteratur pga. mine fjogede læsevaner.

Skønlitteratur

David Benioff: “Tyvenes by.” Politikens Forlag. 2008. 283 sider.

Jeg faldt over “Tyvenes by” i forbindelse med et Young Adult-projekt, Josephine – min 15-årige – og jeg havde over sommeren. Bogen blev voldsomt pushet på bloggen Better Novel Project, så jeg samlede den op, slugte den, gav den til Josephine, som også slugte den, og vi var begge vilde med den. Young Adult er den vist ikke helt. New Adult, måske. Den er i hvert fald brutal. Det er historien om teenageren, Lev (angiveligt David Benioffs bedstefar), der under den tyske belejring af Leningrad bliver arresteret for at plyndre liget af en Luftwaffe-pilot og havner i fængsel. Her møder han den unge, belæste, skakspillende, kvindebedårende og generelt livsnydende kosak, Kolya, der sidder inde for desertering. Det umage par får mulighed for at undslippe summarisk henrettelse, hvis de kan finde et dusin friske æg til kommandantens datters bryllup, og det sender dem på en nærmest post-apokalyptisk tur gennem et desperat Leningrad og ud af byen i armene på den tyske hær. Sardonisk morsom, skånselsløs, galgenhumoristisk og fængende. Vi læste den i hedebølgen på Nyborgs strande og på københavnerferie i skønne AK’s Nørrebro-lejlighed.

Ærefuld andenplads går til Signe Langtved Pallisgaards “Alle de liv.” Jeg anmeldte den her.

Filosofi

Min selvhjælps-craving slog over i august 2018, og jeg begyndte at sluge bøger om buddhisme og stoicisme. Medblogger Rie fangede min nye ro på nedenstående billede fra en SAS-maskine til San Francisco.

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

De esoteriske og mystiske aspekter af buddhisme lader mig kold, men herudover synes jeg egentlig, de fuldstændigt har regnet den ud. Der er kommet et væld af titler om en mere vestlig, sekulær buddhisme, hvor man ikke har brug for orange klæder eller tiggerskåle eller enkeltbillet til Tibet, men kan nyde alle fordelene ved et mere afklaret og roligt forhold til verden og tilværelsen som sådan. De fysiske og mentale fordele ved meditation fx er nu så veldokumenterede, at meditation er blevet mainstream i både Silicon Valley og i de amerikanske elitestyrker.

Dan Harris: “10% Happier.” It Books. 2014. 256 sider.

7B6D74A501-C93D-42C6-8E83-83A31DC38C627DImg100

Dan Harris siger måske ikke danskere så meget – mig selv inkl. – men han er en berømt, amerikansk journalist, krigskorrespondent og studievært på ABC News. Han har dækket alt fra 11. september til Katrina og været udsendt til Irak og Afghanistan i mange omgange. Hjemme fra krigszonerne søgte han at selvmedicinere adrenalin-afhængigheden med et stort kokain-forbrug, og i 2004 fik han et angstanfald for rullende kameraer. Det sendte ham helt konkret i behandling og mere overordnet på en lang rejse i den enorme selvhjælps-industris mange tilbud. Pga. sit navn havde han nem adgang til “rockstjerner” som Eckhardt Tolle (”Nuets kraft”) og Deepak Choprah (en million titler). Harris’ beskrivelser med disse ikoner er urkomiske. Han møder også den buddhistisk inspirerede psykoanalytiker, Mark Epstein, og via ham hele kredsen bag den nye, amerikanske, sekulære buddhisme; Joseph Goldstein, Jack Kornfield, Sam Harris osv. Dan Harris skriver med stort vid og selvindsigt og en god portion selvironi, hvordan kuren for misbrug og neuroser giver nye problemer, og hvad man kan forvente fra buddhistisk praksis; helt præcis en ordentlig bunke helt friske spørgsmål. Dan Harris har jeg læst her i december på min Kindle bl.a. på en weekendtur til London.

Ærefuld andenplads går til Robert Wrights “Why Buddhism Is True.” Tung, evolutionær-psykologisk gennemgang af centrale dele af den buddhistiske filosofi, og hvordan den er – eller kan være – løsningen på de tankesæt, vi er født med, og som gør os ulykkelige.

Faglitteratur

“God mad let at lave.” Lindhardt & Ringhof. 2. udg. 2016. 759 sider.

YES! Man skal være ærlig, og eftersom jeg blev skilt i 2018 og pludselig skulle lave mad til mig selv og to terrorøgler i langt højere grad end tidligere, blev dette fremragende værk en god ven. I mine forvirrede 20’ere gik jeg på kokkeskole, men det var lidt før Trojas fald, og i 2018 har jeg slået alt fra frikadeller til kartoffelsalat op. Jeg føler, jeg bestod den lille ledvogterprøve i køkkenet i løbet af året og er gået videre til en anden klassiker; Karolines bedste opskrifter gennem årene i handy hardback. I efteråret kunne jeg servere ‘Sorte gryde’ for mine overnattende indflytterfestgæster, og det er kun et kvart århundrede siden, jeg lavede den sidst. Den holder i øvrigt stadig! Jeg brugte “God mad let at lave” mest, så den får prisen. I julegave fik jeg en stor bagebog OG en spritny notesbog til opskrifter (jo, jeg har et mildt misbrug af notesbøger) af min søde kæreste og hendes forældre, så 2019 bliver fyldt med kikset bagværk og masser af aftensmad med mælkeprodukter …

49548119_211415446468311_149890287001403392_n

Ærefuld andenplads går til Ryder Carrol’s “Bullet Journal.” Carrol er den originale designer, og bullet journals er bare … dybt, mandigt suk.

I 2019 skal jeg nå 36 bøger, hvoraf mindst de 12 skal være skønlitteratur. Godt læseår til dig og dine herfra!

Lisbets top tre for 2018

Diversitet er et nøgleord i dette blogindlæg. Fra norsk verdenslitteratur til en personlig fortælling om eksil, humanisme og biblioteker. Fra børnelitteratur med drabelige robotter til det sødladne feel-good-univers i en skotsk romance. Hov! Det var jo fire titler – ikke tre. Jeg tillader mig at introducere kategorien: Årets bedste guilty pleasure. Den er selvfølgelig beskrevet til sidst. Først letmælk, sild og rugbrød. Så marcipan og nougat.

Norsk romanserie af mytiske dimensioner
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg griber selvfølgelig begærligt muligheden for at anbefale den samlede trilogi.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag. Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser. Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder mange, heftige priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Bonusinfo: Første del af serien er solgt i 170.000 eksemplarer i hjemlandet Norge. Vi lader lige det tal stå og tale for sig selv.   

Tricoloren i norsk udgave. 

Mod til at tvivle
Min medblogger Jan og jeg var i vores dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre enige om, at en af årets stærkeste bøger havde Ahmed Akkari som hovedperson.

Jeg tillader mig at citere Jan: “Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle. Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.”

Læs hele dobbeltanmeldelsen fra maj 2018 her

En hyldest til bøger og biblioteker. 

Robotten kan skide
En god højtlæsningsbog er også på min hitliste i år. Min dreng Aske på seks år er så småt færdig med Flunkerne, Sigurds Danmarkshistorie og Peter Pedal. Nu kan vi godt læse lidt mere avancerede bøger for ham uden illustrationer.

I efterårsferien var Morten Dürrs spændende sci-fi -historie på læseprogrammet, og hele familien var godt underholdt. Hovedpersonen Konrad bor på børnehjem og ønsker sig en ny familie. Men det er ikke så nemt, for voksne adopterer ikke længere rigtige børn af kød og blod. De adopterer robotbørn, der til forveksling minder om ægte børn! AI flimrer på den indre nethinde.

Konrad er en smart knægt, og han finder ud af, at der er en vej frem: Han vil lade som om, han er en robot. På den måde får han en ny familie, men det viser sig desværre, at den er forfærdelig….

Vi slugte bogen og følte med Konrad, der kommer ud for så meget grumt i en fremtid, der måske ikke er så langt væk. Og pyha: Historien endte godt. 

robotten kan skide

En perfekt bog for børn og deres forældre, der er fascinerede af robotter. 

Årets guilty pleaure: Den lille butik med lykkelige slutninger
Som at synke ned i et varmt karbad, mens man drikker prosecco og lytter til Sade. Som at sidde i sofaen en råkold vinterdag med varm kakao, en kattekilling og Love Actually kørende på fjerneren for 27. gang. Sol gennem regn. Latter gennem tårer. 

Sådan er det at indtage Jenny Colgans charmerende, skotske chicklit-roman om Nina Redmond, der har et inderligt forhold til bøger. Hun arbejder på et lille bibliotek i London, der skal lukkes og laves om til (gys!) luksuslejligheder. Nina har drømme om at åbne sin egen boghandel, og nu får hun et gevaldigt skub til at realisere dem. Nød lærer nøgen kvinde etc. Eller rettere: “nød lærer fyret bibliotekar at købe noget af en brugtvognsforhandler”. En flot, men slidt kassevogn bliver omdannet til Jennys rullende boghandel, og hendes kunder bliver fundet i det skotske højland, hvor naturen er smuk og vild. Ligesom heltinderne i Jennys yndlingsromaner.  

Den lidt sagtmodige Jenny kommer selvfølgelig ud for diverse delikate, romantiske forviklinger undervejs i denne søde roman, der for mig føltes som den skønneste guilty pleasure i 2018.

Jeg er også pjattet med forfatterens forord, der handler om at tiltuske sig tid til læsning på mærkelige tidspunkter. Hun kommer også med gode, praktiske tips: Hvis du læser en ebog i badekarret, kan du med fordel bruge din næse til at swipe til næste side.

I love it!    

Forsiden siger det hele. Bøger, busser, grønne enge, en mand i kilt og en søgende kvinde. 

Boginfo
De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne af Roy Jacobsen 
Udgivet på Rosinante i henholdsvis 2014, 2017 og 2018. 

Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari fortalt til Lars Hvidberg
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Robotten kan skide af Morten Dürr
Udgivet på Forlaget Plot, 20188.

Den lille butik med lykkelige slutninger af Jenny Colgan
Udgivet på Rosinante, 2018.

Tidligere års top tre

Lisbets bud på årets bedste bøger 2016

Lisbets bud på årets bedste bøger 2017

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

Julegaveidé til bogelskere: Notesbøger til at holde styr på læsningen – tre bud fra en notesbog-affcionado og et wildcard

Jeg hedder Mikkel, og jeg er afhængig af notesbøger!

A95BA8D9-205B-4B04-8E01-AB7E8B262D69

Notesbogsamlingen herhjemme. Der ligger også en bunke på spisebordet. Og så er der en ordentlig samling på kontoret selvfølgelig …

Alle omkring mig ved det og støtter op i den svære tid. Bortset fra medblogger Rie, der gudhjælpemig lige har foræret mig en superlækker, tysk notesbog, vi oprindeligt så i en lille specialforretning i Carmel-by-the-sea i Californien. Grrrr! Mine to piger sukker højlydt, når vi er ude at rejse og lige skal kigge ind i boghandlere for at se på det lokale udbud. I det mindste er jeg ikke hoppet på fyldepen-vognen, hvor man kan bruge rigtigt, rigtig mange penge, men jeg hører fyldepennenes sirenesang og er frygteligt fristet.

Man kan selvfølgelig holde styr på læsning, bogsamling og fremtidige læseoplevelser med Goodreads, hvor man kan også kan skrive anmeldelser, organisere samlingen, lave lister og ikke mindst læse andres. Goodreads er dog gratis og derfor en rådden gave, og her skal det handle om analoge løsninger.

822E3CC4-86AF-4288-AE2F-777B812BA018

En Reddit-bruger postede dette billede i r/books. Hans bedstefar noterede alle bøger, han læste i sit liv!

De to store notesbogfabrikanter, Moleskine og Leuchtturm1917 (bare “Leuchtturm” mellem venner), har begge lavet specialnotesbøger til bibliofile, og man kan jo altid bruge spreads i sin bullet journal. Var det sidste sort tale, så læs videre.

Ingen af de nævnte notesbøger her har pen-holder, men de har alle omslagselastik, og det er alt rigeligt. Se det elegante pen-trick her.

Moleskines “Books” i “Passion Journal”-serien
Moleskine har lavet en helt “Passion Journal”-serie til os hobbyister. Der er en særlig udgave til vinfolk, havefolk, nybagte forældre, rejsende, amatørkokke osv. Og så altså bibliofile.

Moleskine, de distanceblændere, er det mærke, de fleste amatører kender bedst, men som kendere ser skævt til. Det er papirkvaliteten, der halter. De har udliciteret til flere forskellige kinesiske producenter, og de holder en lav kvalitet på 70 g/sqm i forvejen. Det betyder forskellig, men ofte lav, kvalitet fra notesbog til notesbog. Der er ghosting (man kan se, hvad der skrevet på på den anden side af et blad) og bleedthrough (tusch bløder gennem papiret). Bruger man kuglepen, stiftblyant eller de tyndeste finelinere, går det nok. Jeg kender én, der sværger til Moleskine Classic i A5 med blanke sider. Det er i mod alt, jeg står for, men vi får det til at virke alligevel. Lige akkurat … Denne notesbog fås kun i sort.

Hvad får du?

• 21 x 13,3 cm. (A5-agtig), hardcover og 240 nummererede sider
• Omslagselastik, tre bogmærkebånd, lomme bagerst med klistermærker, bogmærke
• 2 sider til at planlægge bog-begivenheder
• 156 hele sider til de enkelte bøger opdelt i alfabetiserede tabs
• 60 sider opdelt i fem blanke sektioner opdelt med seks blanke tabs
• Indeks

Hoveddelen er altså de enkelte helsider til den enkelte titel. Her er der plads til de sædvanlige bibliografiske data, og så er der to store blokke til henholdsvis citater og vurdering inkl. mulighed for at give stjerner. Der er et lidt underligt lodret notesfelt, som deler plads med de alfabetiserede tabs.

Leuchtturms “Ex Libris”
Først var jeg en Leuchtturm-fyr, som er det største, ordentlige notesbogsmærke. Så blev jeg en Dingbats-fyr. De må importeres fra Libanon, men de er ikke dyrere af den grund. Jeg overvejer lidt at gå tilbage til Leuchtturm, der godt nok har lidt ringere papir, men deres hardcovers er simpelthen så lækre. Min mørkeblå hardcover-Leuchtturm med linjerede sider indkøbt i Strasbourg er af en eller grund en tand mere lækker at holde end min Dingbats Wildlife med dottede sider, som omvendt er en tand mere lækker at bladre i. Suk! Leuchtturm bruger 80 g/sqm-papir (Dingbats bruger 100!), så man kan trygt bruge op til mellemstore finelinere uden at bløde igennem. Ghosting er der, men forstyrrer ikke. Hardcoveret er Leuchtturm-lækkert, og man kan vælge mellem seks farver. Min er en frisk pink.

Leuchtturm har ikke mærkelige serier som “Passion journals,” men de har enkeltstående produkter som “Ex Libris” og “Some Lines a Day” (se nedenfor).

Hvad får du?

• 21 x 15,2 cm. (A5-agtig), hardcover og 116 nummererede sider plus xx unummererede
• Omslagselastik, bogmærkebånd, lomme bagerst, bogmærke
• 116 sider til de enkelte bøger
• 32 linjerede sider opdelt i tre forudtrykte tabs (“To read, “To give” og “Lent to/borrowed from”) og en blank
• 32 linjerede sider (indeks) med alfabetiserede tabs delt i A-C, D-F osv.

Hoveddelen er også her de enkelte helsider til de enkelte titler. Her er plads til de sædvanlige bibliografiske data, men færre end hos Moleskine. Der er til gengæld et lille felt til afkrydsning om det er en bog eller en lydbog. Det meste af pladsen er et linjeret felt til noter, om man så foretrækker citater eller egne betragtninger. Der er ligeledes mulighed for karaktergivning og lidt plads til at notere inspirationskilden til, at man læste netop denne bog.

Sammenligning
Der er flere sider i Molskinen, men Leuchtturmen er bredere. Jeg synes, Moleskinens bogsider er lidt forkrampede, men de er sat meget pænt op. Note-feltet er dog dumt, fordi det skifter størrelse afhængigt af, hvor langt man er i de alfabetiserede tabs. Leuchtturmens er enklere, men det store notefelt har lovlig stor linjebredde, så man kan ikke skrive sååå meget.

Helt grundlæggende er der to ting, der giver min stemme til Leuchtturm og én anke. For det første forstår jeg ikke helt, hvad man skal bruge de 60 sider til, der er opdelt i fem sektioner i Moleskinen. Indekset er dog lækkert, og det ville jeg gerne have i Leuchtturmen. Den anden ting er ordningselementet for bogsiderne. Moleskine bruger alfabetiserede tabs, mens Leuchtturmen har ingen tabs eller anden ordning. Og det er en god ting! For Moleskinen bliver man næsten nødt til at alfabetisere, og det føles kønsløst og upraktisk. Hvad hvis man har seks bøger til A og ingen til N? Leuchtturmen vil man typisk bruge kronologisk, som er langt mere personligt – det fortæller en læsehistorie -og så må man leve med det alfabet-tabbede indeks.

Jeg kommer til at bruge min Moleskine til faglitteratur og finde et eller hack til de tabs. Leuchtturmen vil jeg bruge til skønlitteratur. Win-win … og en undskyldning for at bruge begge to.

Bullet journals
Hvis du ikke er notesbogsfanatiker er hele Bullet Journal-feberen nok gået hen over hovedet på dig. Hvis du er til kalendere, dagbøger eller notesbøger generelt, vil du nok give mig ret i, at Bullet Journal-konceptet er det største siden rejecocktails og ISBN-numre. Prøv at skrive “BuJo” (som de kærligt forkortes) på Pinterest, Instagram eller YouTube, og så skulle der være rigeligt at kigge på!

Hvad er Bullet Journal? Det er et organisationsprincip, der forvandler enhver notesbog til en kalender, dagbog, projektplanner – og hvad man i øvrigt end har brug for – med helt valgfrit design. Når man er kommet til sidste side i én notesbog, fortsætter man bare i den næste med god hjælp af indekset og migrationsprincipper. Se mere her fra opfinderen Ryder Carrol.

I en bullet journal kan du have dine boglister midt mellem dagbog og kalender og alt mulig andet. En konceptuelt side eller dobbeltside i en Bullet Journal kaldes et “spread.”Her er et par ideer for bøger og læsning:

Hvis du har fået blod på tanden m.h.t. Bullet Journals, så vil jeg anbefale opfinderens egen og spritnye bog: “The Bullet Journal Method” og til inspiration måske “Dot Journaling: a Practical Guide.” Som nævnt ovenfor er lidt græsning på YouTube, Instagram og Pinterest også alt rigeligt.

Skal du at købe en notesbog til din første Bullet Journal, vil jeg anbefale Leuchtturms notesbøger af samme navn. Der er tre farver, og der er fortrykt nogle af de faste elementer i selve notesbogen. Der følger en kort vejledning med. Endnu lækrere er Dingbats’ Earth-collection, der er specialdesignet til Bullet Journals. Der er tre farver opkaldt efter tre naturreservater i verden – Great Barrier Reef, xxxx, og xxxx – som også præger forsiden. Alle Dingbats produkter er 100% veganske. Siderne er mikroperforerede med virtuelle tabs og andet lir. Både Leuchtturm og Dingbats har nummererede sider. Leuchtturm kan købes nede i Arnold Busck, hvor du også kan stocke op på finelinere, lineal, farver osv. Dingbats forhandles ikke i Danmark og skal bestilles hjem.

Wildcard: Leuchtturms “Some Lines a Day”
Denne fine dagbog gør brug af et simpelt koncept. Du starter 1. januar. Du får en femtedel side til at skrive et par linjer om din dag. De andre fire sektioner for den dag er samme dag om et år, to år, tre år og fire år! Det vil sige, når du har fyldt din dagbogs øverste femtedel hen over året, starter du forfra og skriver nu i feltet nedenunder startende med 1. januar. Ovenover står dine linjer fra sidste år samme dag. Om to år starter du forfra og har nu de to sidste års skriblerier. Det kunne så snildt blive en hurtig, femårs hvad-lavede-jeg-og-hvad-læste-jeg selvbiografi!

Omtale produkter: