Skrækfest – en reportage

I sidste uge løb horrorfestivalen Skrækfest af stablen i Odense. Festivalen, der er forankret i Odense Biblioteker & Borgerservice, bød på film, musik, oplæg, litteratur, VR, spil og meget andet.

Festivalen lagde stærkt ud med et oplæg om videnskaben bag det gode gys af den kendte horrorforsker Mathias Clasen. Clasen, der har sæde på Aarhus Universitet, er en dreven oplægsholder og gav et fascinerende indblik i de mentale mekanismer, der 1) gør, vi bliver bange og 2) hvorfor vi egentlig godt kan lide at blive bange.

Onsdagen bød på to begivenheder; et oplæg med filosof og udgiver Henrik S. Harksen om H.P. Lovecraft og hele hans mytologiske univers (i daglig tale Cthulhu Mythos) og et arrangement med musik, film og oplæg om den italienske kultinstruktør Dario Argento. Sidstnævnte arrangements kombination af oplæg, musik og film er et gennemgående og effektfuldt træk ved Skrækfest.

Clasen, Harksen og Davide Eskelund Rota, der stod bag Argento-oplægget, trak noget nær fulde huse. Interessant nok, ikke mindst for en bibliotekar, så var publikum pænt fordelt mellem mænd og kvinder og også gerne under de 40 år. Publikum var med andre ord langt fra de grå hjelme, vi normalt ser til bibliotekernes arrangementer, og det var generelt gældende for Skrækfests besøgende.

Planet Pulp

Jacob Krogsøe fortæller vanlig veloplagt om film og horror, mens festivalleder Niels Mark kigger på. (Foto: Jette Holst.)

Brætspil var i fokus det meste af torsdagen, hvor også Planet Pulp bød ind med et arrangement under temaet ’Rædsler fra rummet’. Filmekspert Jacob Krogsøe fra Randers Bibliotek holdt en fremragende introduktion og viste derefter to sci-fi skrækfilm. Igen viste det sig at arrangementerne med en indledende introduktion fungerede umådeligt godt, og foruden at give publikum en større oplevelse også trak folk til.

Litteraturen var i højsæde ved fredagens arrangementer, der blev skudt i gang med en bogreception for prisvindende Lars Ahns nye bog ’Rød Høst’. Derpå overtog først Anne-Marie Vedsø Olesen scenen og fortalte om sin nyeste roman ’Lucie’. Vedsø Olesen kom vidt omkring og leverede et særdeles underholdende oplæg, der omhandlede opera, heavy, mytologi, skrivetips og svampe.

AMVO på slap line

Anne-Marie Vedsø Olesen underholder et tryllebundet publikum med historier om heavy, opera, svampe, kannibaler og meget mere.

Derpå fortalte Jakob Levinsen indsigtsfuldt og humoristisk om sit arbejde med at oversætte Stephen King og H.P. Lovecraft, og de tematiske koblinger mellem de to forfattere. DJ Karlheinz Baustelle skabte en passende grum stemning i pauserne med musikken fra udvalgte horrorfilm. Vedsø Olesen og Levinsen fortsatte efter deres oplæg over i Nordisk Films store biograf i Odense og præsenterede ’Eksorcisten’ for en fyldt sal.

AMVO på scenen

Anne-Marie og Jakob introducerer ‘Eksorcisten’ i en dyster, tætpakket og røgfyldt biografsal. Sidstnævnte synes dog at have gemt sig i skyggerne. (Foto: Jette Holst.)

Skrækfest kulminerede lørdag med en stor markedsdag, hvor der foruden boder og stande var mulighed for at prøve diverse VR, rolle- og brætspil og to forskellige labyrinter for hhv. børn og voksne. Ikke overraskende var de et stort tilløbsstykke, og Haunted Park, der stod bag, fortjener et solidt klap på skulderen. Lørdagen sluttede af med en bragende dobbeltkoncert med to af Odenses bedste dødsmetalbands og en filmmaraton med japanske skrækfilm introduceret af AIOdense.

Afsluttende tanker og erfaringer

Det var en vellykket festival, hvis jeg skal sige det selv. Ikke mindst grundet den solide opbakning fra horrormiljøet både lokalt og på landsplan, samt den kæmpe indsats fra alle de medvirkende. Stor cadeau skal i den forbindelse især lyde til Dansk Horror Selskab og Martin Schjönning.

Publikumschef i Odense Bibliotek & Borgerservice Jens Bang Petersen noterer sig da også, at ”bibliotekerne har bevæget sig fra at formidle materialer til at formidle indhold – og Skrækfest er et eksempel på det. Når der formidles indhold, så gøres det bedst sammen med dem, der er med til at skabe indholdet, så derfor søger vi som bibliotek at invitere til samarbejde bredt i horrormiljøerne.”

Og forankring i både det lokale og regionale horrormiljø er en stor styrke og ressource, der ikke skal undervurderes. Som festivalleder Niels Mark siger: ”Bibliotekerne skal blomstre og spire i tætte alliancer med byens private såvel som offentlige aktører. Biblioteket skal understøtte de lokale ildsjæle og lade kulturen udfolde sig i nye ukendte – og ikke mindst skræmmende – dimensioner.” Bedre kan det ikke udtrykkes.

Det gjorde festivalen til noget helt særligt, at det var temaet og ikke mediet, der var i centrum. Det var ikke en litteraturfestival, men en festival med fokus på gys og horror. Og det er den lektie, jeg har med mig fra Skrækfest, nemlig, at tematisk og tvær-medial formidling er måden at gøre det på. Det så vi i høj grad også med Det Store Bogshow som jeg tidligere har skrevet om. Ved at kombinere medier og berige oplevelser gennem introduktioner og oplæg, så bliver oplevelsen bare bedre og det reagerer publikum på. En af publikum sagde også efterfølgende til mig, at det var rart, at bibliotekerne lavede ting, der var relevant for andre end ældre damer og at arrangementerne også havde en kerne af substans.

Skal jeg give tre gode råd til at slutte af på, så må de være:

  • Gør brug af lokale kræfter – er der f.eks. et stærkt lokalt netværk omkring håndarbejde, så lad det være temaet for en festival
  • Brug et overordnet tema – horror, krimier, rejser, håndarbejde e.lign.
  • Sæt flere medier i spil – byg aktiviteterne op om kombinationer af film, spil, håndarbejde, litteratur, oplæg osv.

Det virker, og er oftest også tilbøjelig til at tiltrække interesse fra medierne tillige. Ren win-win.

Farvel til fødegården

Min mor er ved at pakke sammen, rydde ud i viskestykkerne og give møbler væk. Klaveret er blevet hentet af naboens voksne datter. Bøgerne er for længst sorteret. Som gammel skolebibliotekar ved min mor noget om at trimme en bogsamling.

Hun skal flytte fra Vestergaard, hvor hun har boet i 50 år. Adressen er Astrupvej 900. Det lyder, som om det er virkelig langt ude på landet, men bussen til Hjørring går lige uden for døren. Det tager kun 15 minutter at komme ind til Metropol, som er det storladne navn på det lokale shoppingcenter. Det huser for øvrigt et af Danmarks bedste og mest inspirerende folkebiblioteker.

Min mor siger farvel til det hjem, hvor hun sammen med min far fik en søn og to døtre. Afstanden mellem den ældste og den yngste er 13 år. Det betød, at de havde hjemmeboende børn i hele 32 år. Husets indvendige look har ændret sig meget undervejs. Men det har hele tiden været mit og mine søskendes barndomshjem. Basen, udgangspunktet, den samme gårdsplads, de samme klinker i gangen, det samme lyseblå badeværelse. I slutningen af 1990erne nåede jeg bo otte forskellige steder i København. Der var det ekstra rart at have en fast adresse på Astrupvej 900.

img_1959-1

Et billede af den gamle kostald, hvor der ikke har været kreaturer i over 50 år. Men min far havde sit eget bilværksted i stalden. Her reparerede han veteran-Saab’er i hundredevis af timer.

Fra øst til vest og fra gård til hus
Min far voksede op på gården. Da han blev gift med min mor i 1968, flyttede hun fra den ene side af landsbyen Astrup til den anden. Fra Østergaard til Vestergaard. Hun var 21. De var to frem til 2011. Så blev min far syg og døde, og folk begyndte at spørge min mor, om hun ikke var bange for at være alene. Om hun ikke skulle over til sine tre børn, der alle boede i København. Niks, nej, overhovedet ikke. ”Det er jo her, jeg har mit liv!” sagde hun. Med eftertryk. Livet er venner, søskende, svigerinder, naboer, gamle kolleger og nye bekendtskaber. København er kun en tre timer lang rejse væk med fly. Lidt mere med DSB. Men det er så dejligt at sidde og læse i toget, siger min mor. Altid konstruktiv og pragmatisk.

Nu skal min mor flytte i et mindre hus, hvor der ikke er så meget have at se til. Hun har masser af energi, men det tager tid at luge en gårdsplads og slå adskillige græsplæner. Det fornuftige er at flytte, mens der er overskud. Logikkens stemme er klar.

Vi går vist alle rundt og frygter melankolien. Men behøver den at komme frem? Hvornår? Når flyttebilen kommer på fredag? Når hun slår plænen sidste gang?

I denne mærkelige periode prøver jeg at vænne mig til tanken om, at jeg ikke længere skal hjem til Astrupvej 900. Jeg er stødt på nogle bøger, der hjælper mig på vej og som fungerer som en slags mental træningsbane.

img_1978-1

Udsigten fra den sydlige ende af stuehuset. Herfra kan man holde skarpt øje med trafikken. Hvem kommer nu? Jamen, er det ikke Birgit? Nej, vent – det er vist Jytte!!

De efterlod os alt
Her er en rørende roman, der handler om at rydde op i ens barndomshjem. Hovedpersonen er ud over datteren Plum et hus i Canada med 23 værelser. Gennem et helt liv og et langt ægteskab er det blevet fyldt med ting, ting og flere ting.

Plum bruger 16 følelsesladede måneder på at sortere og smide ud. Imens oprulles familiens historie, og nuancerne i hendes forældres svære ægteskab toner frem. Budskabet er, at ting ikke bare er ting. De bærer på historier, som vi kan give videre, hvis vi ellers tager os tid til at dvæle ved den. Så er der bøvlet med de klamme, gamle krydderiglas og andet i den dur, men det skal man ikke slå sig ud af.

Romanen ender på en lys tone efter mange siders sorg, savn og fortrydelse. Den er skrevet i en flydende stil og med befriende humor  – between a smile and a tear.

de efterlod os alt

Ikke noget med brug-og-smid-væk i denne roman. Alt bliver gemt. 

Udvandrerne
Den klassiske romanserie handler om trængte småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen. Temaerne er udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs. De er syge, deres børn dør, de sulter og de oplever modgang i rigelige mængder.

Især den unge kvinde og mor Kristina har svært ved at kapere tanken om, at hun aldrig skal se sit barndomshjem igen og sidde under det gode, gamle æbletræ: “Og det var dette, Kristina savnede: Evnen til at affinde sig med det uigenkaldelige. Hun var udvandret for livstid, men hun følte det , som om hun endnu var på en færd, der en dag skulle føre hende hjem igen”. (Bind 4, s. 294). Det hjælper, da hendes mand Karl Oskar finder på at plante et Astrakantræ, sådan at hun kan plukke og smage de æbler, der minder hende om hjemmet i Småland. Han foreslår også, at de kalder deres nye hjem i USA for Duvemåla – sådan som hjemme i Sverige.

Kristina slutter til sidst fred med hjemveen. Hun skaber sit eget hjem, der minder om hendes barndomshjem, selv om det ligger tusindvis af kilometer væk. Det gamle hjem og det nye hjem forenes i æbletræet, i navnet og i Kristinas hjerte. Forfatteren Vilhelm Moberg skrev verdenslitteratur lang tid før fra Skype, billige flybilletter og svipture til Europa var en del af almindelige menneskers liv. Alvoren er til at tage og føle på.

To ud af fire slidte paperbacks, som jeg ikke regner med at skulle skille mig af med nogensinde. De er alt for vigtige. Også selv om de er ved at gå i stykker. 

Hus og hjem
Der er langt væk fra udvandrerne i USA til parcelhuskvartererne i Helle Helles navnløse, danske provinsby i hendes perle af en roman fra 1999. Hovedpersonen Anne er omkring de 30, da hun vender tilbage til sin hjemby. Hendes forældre døde, da hun var ung. Derefter flyttede hun til København. Forældrene var ikke specielt knyttede til byen, men Anne havde venner og et helt liv der. Byen betød noget for hende.

Nu har hun købt hus med sin kæreste, og det er meningen, at hun skal male og pakke ud i nogle måneder, inden han støder til. Men hun kan ikke tage sig sammen til at få gjort noget ved sagen. Overspringshandling følger overspringshandling. Flyttekasserne bliver ved med at stå uudpakkede. Anne bemærker, at de også er så praktiske at lægge blade og sætte ting på.

Hun læser en roman, laver mad, genoptager kontakten med sine gamle veninder og lærer de nye naboer at kende. Det dækker blandt andet over, at hun drikker rødvin og lægger puslespil med den jævnaldrende, sympatiske single-præst inde ved siden af og bager brød til pensionistparret til den anden side. Rødvin og puslespil….Man mærker en underspillet atmosfære af noget, der næsten ikke kan kaldes erotik. Men det snerper derhenad.

Hjemligheden vil ikke rigtig indfinde sig. Anne er i en rastløs transition. Huset er ikke blevet til et hjem. Der sker ingenting og alting i romanen. Det er fascinerende Helle Helle-classic.

Da jeg først begyndte at hæfte mig ved flyttekasserne, var de over det hele. Anne skubber dem væk, placerer dem op ad en væk og lukker døren ind til dem. De repræsenterer noget forpligtende og pligtbetonet. Hun kan ikke få taget hul på livet inden for husets fire vægge. Det hjælper, da kæresten dukker op. Men mon det er nok? Kan han gøre huset til et hjem? Det får vi ikke svaret på. Men det er en genial romantitel. Jeg frygter også, at den er blevet gennemanalyseret og tæsket til døde i et utal af gymnasieklasser. 

Hvad gør et hus til et hjem? Uden at Helle Helles romanperson Anne på noget tidspunkt stiller det spørgsmål, stikker det hovedet frem mellem alle bogens linjer

Boginfo
De efterlod os alt af Plum Johnson, 317 sider, Gad, 2018.
Udvandrerne af Vilhelm Moberg, 4 bind, Det Schønbergske Forlag, 1954.
Hus og hjem af Helle Helle, 211 sider, Samlerens Paperbacks, nu Rosinante & Co, 1999.

Mere inspiration
Min barndoms og ungdoms læsning er tæt knyttet til mit hjem – fra hængekøjen i haven foran garagen til væg-til-væg-tæppet i spisestuen. Her kan du læse om læsningens steder i et blogindlæg fra 2017

Sex!

Løst og fast om erotisk litteratur og anmeldelse af “Kendras blind date” af Ella-Maluca Floyd

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg ville have været i fitness-centeret, men min sølvgrå Jaguar XF10 stod i garagen med fladt bagdæk. Da jeg kom tilbage fra marinaen tidligere i dag, fik jeg tvunget hende ind i et hårdt og skarpt sving op i indkørslen, og vi ramte lige akkurat den skarpe stensætning, der markerer grænserne om min store villa ned til havet. Jeg elsker hendes dybe spinden og pludselige brøl, når jeg rammer speederen helt rigtigt. Det var punkteringen værd! Selvfølgelig har jeg alt det rigtige udstyr herhjemme, men jeg kan godt lide at være i centeret og beundre de unge pigers spændstige kroppe, mens de sukker og sveder i træningsmaskinerne. Endnu bedre kan jeg lide deres lystne blikke på min unge, solbrune, muskuløse krop. Oh, well. En hjemmeaften så. Troede jeg i al fald, men jeg skulle blive klogere. Jeg stod nøgen foran klædeskabet og skulle til at vælge shorts, da det ringede på døren. Fordømt! Jehovas Vidner sikkert. Eller Dyrenes Beskyttelse. Som om jeg ikke giver nok af min millionformue til velgørende formål. Jeg trak hurtigt et kraftigt, hvidt håndklæde om livet og gik ud for at åbne døren, og dér stod hun. Purung skønhed skruet ned i en helt kropsnær, sort kjole. Lange ben, smal talje, tykt, bølget, ravnsort hår draperet over fyldige bryster, som kjolen knapt kunne holde inde. Hendes store mørkegrønne øjne naglede mig til stedet, og mit badehåndklæde begyndte at bevæge sig, selvom jeg stod helt stille. “Jeg har skrevet en bog,” sagde hun med dyb, hæs stemme, og for mit indre blik så jeg en panter cirkle sit bytte. “Vil du anmelde den på din blog?”

Ja, det vil jeg da gerne, selvom jeg ikke helt fik bogen “Kendras blind date” i hænderne som ovenstående antyder. Lad os overlade konstruktionen af litteratur til de professionelle … men det er jo så bare ikke det, der sker. Og slet ikke den erotiske slags, og det er dét, blogindlægget i dag handler om.

Jeg er ikke målgruppen, og erotisk litteratur er slet ikke mig. Nej, jeg har ikke finere hobbyer eller mere sofistikeret smag. Det siger mig bare ikke så meget, men jeg har ændret syn på genren en lille smule efter ”Kendra.” Som bogmenneske og som professionel del af både eReolens bro og maskinrum har jeg naturligvis fulgt genrens opblomstring og sejrsgang, og jeg har opdaget en potentielt katastrofal misforståelse på eReolen, men mere om det nedenfor.

NB: Hvis noget i nedenstående synes respektløst, arrogant eller på anden måde dumt og irriterende, er det sikkert tilsigtet, men det er ikke ment grimt. Jeg synes, folk skal gøre nøjagtigt, hvad de har lyst til, så længe de ikke skader sagesløse, og jeg har kun respekt til overs for kreative mennesker og dem, der nyder deres kreationer!

Erotisk litteratur for dummies (dvs. mænd)

Hvis du ikke havde regnet ud fra den håbløse prosa, at indledningen var fra bloggerens selvironiske pen, så kunne du regne det ud fra, at det hele blev set fra en mands synspunkt. Erotisk litteratur er fyldt med unge, lækre kvinder og rige og også lækre mænd, men genren er mestendels af og til kvinder. Jo, den er. Erotisk litteratur er lige så gammel som … nå, ja … litteratur. Tænk fx på Højsangen i det Gamle Testamente – faktisk er det Gamle Testamente fyldt med snavs; voldtægt, snigesex, incest og ofte i kombinationer. Som ung klassisk-sproglig blev jeg udsat for Sapphos lyrik fra det antikke Grækenland fra samme tidsperiode. Hun digtede i det 6. århundrede f.v.t. om kærlighed til andre kvinder fra sit hjem på øen Lesbos, og, ja, det er derfra, vi har begrebet ‘lesbisk.’ Dette var en serviceoplysning fra Bogsnak.

bc2a2ece866b9f9316ba375b30i0--watercolor-the-incomparable-sappho-ancient-greece-female-port

Sappho: “Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen, på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte, nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.” (Fragment 105a)

For den moderne erotiske litteratur har vi jo klassikere som “Lady Chatterleys elsker,” “Krebsens vendekreds,” “Venusdeltaet” osv. osv. Faktisk husker jeg min egen – meget teoretiske, meget lidt hands-on – tween-introduktion til det modsatte køn som en tåget blanding af udvalgt skønlitteratur fra bogreolerne derhjemme og lingeri-siderne i Daells Varehus katalog. Man kan forestille sig, intenettet har ændret ét og andet dér, men tjek lige hvor veljusterede og velfungerende os fra den generation er, ikke, Jan? Og møgsexede selvfølgelig! Nåmen, mit fokus her er på den bølge af litteratur, vi fik efter ny-klassikeren “Fifty Shades of Grey,” som vendte op og ned på alting.

lg_e3da2921edca-fifty-shades-darker-soundtrack-2

Her er de så. Alle 50 nuancer af grå. Eller Grey, om man vil.

“Fifty Shades of Grey” er både den erotiske litteraturs og selvudgiver-segmentets største succes til dato med 125 mio. solgte eksemplarer og tre film foreløbigt. Så populær er den, at forfatteren gudhjælpemig er sluppet afsted med at begynde at skrive den igen set fra den mandlige hovedpersons synspunkt. Den startede som fan-fiction i Twilight-universet og hed “Masters of the Universe,” mens karaktererne havde Twilight-figurernes navne. Den blev senere båret ud af det univers, delt op i tre dele – ligesom Ringenes Herre i øvrigt, men bare ret anderledes, ikk’? – og fik nyt navn.

Hvis du har læst eller set den, tænker du måske: Hvor mange synes egentlig, den er god? Det lyder som et mærkeligt spørgsmål, men det viser sig, at en del læsere har læst bogen pga. latterliggørelsen, parodierne og alle de stående vittigheder. Man går i gang med den for at kunne tale med. Mange læser den af samme grund, som man ser ”De unge mødre.” Man vil gerne føle sig hævet over den slags og lissom grine nedad. En overvægt af læsere og senere biografgængere har et i bedste fald blandet forhold til historien, hvor der rulles med øjnene over noget af den, men andre dele modtages med begejstring. Det er verdens vildeste kultfænomen, og de færreste synes, den bare er almindeligt god. Ret spøjst faktisk. Kultfænomen? Ja, ikke bare er salgstallene helt skøre, Titlen har afstedkommet både en stigning i fødselstallet OG en stigning i prekære sexulykker i England. Men altså, lad os ikke tage noget fra den mht. den åbenlyse appel til … et eller andet. Jeg er ikke målgruppen, men via dette link forklares ALT.

Hurtigt fremad, og vi har en selvudgiver-/erotisk litteratur-bølge, der endda sendte den amerikanske Netflix-med-bøger tjeneste Scribd i knæ, fordi brugerne simpelthen læste for mange af den slags titler.

Mig og erotisk litteratur – en usexet historie

Selvudgivet erotisk litteratur er dårlig. Klicheerne står i kø, karaktererne er flade, og historierne ligegyldige. Sådan er genrens ry generelt, og det har egentlig også været min egen opfattelse. Serien “Calendar Girl” blev anset som en game changer, hvad angik den ny serie-udgivelsesform, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvad det var. I guder! Tjek lige plottet. Overlækker, ung kvinde (selvfølgelig) med langt, ravnsort hår, der falder ned over læderjakkens ryg, når hun tager styrthjelmen af(?!), skal bruge $1 mio. for at redde sin far fra ond gangster. Gudskelov har hendes tante et bordel, og hovedpersonen får den særlige mulighed at besøge mænd i en måned ad gangen for $100.000. Sex er ikke et krav (klaaaart …). Hendes første kunde – altså januar – har fx det store problem, at han simpelthen er for lækker og for rig, og vores heltinde skal bruges til at holde alle de interesserede kvinder væk ved at spille hans kæreste. Jeg hørte faktisk januar-delen, mens jeg var til tandlæge for at få lavet en rodbehandling, og jeg ved ikke, hvad der gjorde mest ondt … Her må jeg citere min chef: “Kvinder har så travlt med mænds angiveligt primitive sexfantasier. Hvordan synes de selv, det går???”

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjc1ODU3

Undgå!

De historier, jeg skrev til Ugens Rapport såkaldte grå sider tilbage i 90’erne var faktisk bedre, syntes jeg. Ja, jeg kendte en Rapport-journalist, der gav mig et par hundredekrone-sedler for hver historie, og for dem af jer, der kan huske dem, så … chok! … de grå sider var ikke historier fra læserne selv. Sorry.

Vi fik mange henvendelser på eReolen fra pressen her i sommer, og derfor kiggede jeg ofte på statistikker og hitlister m.v. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det var børnetitlerne, der dominerede. De blev kun udfordret af magasinet Woman’s erotiske novellesamlinger. Se, de hedder “Godnathistorier for voksne,” og det slår mig, at der potentielt er nogle rigtig grimme misforståelser her. Hvor mange voksne har kun set det med godnathistorierne, lånt dem til poderne, trykket “play” og ladet dem falde i søvn til de noveller? Tanken er … forunderlig. Nåmen, jeg har bladret lidt i de noveller og igen … I guder! Her er plottet i dem alle sammen: Jeg begyndte at gå til croquis-tegning og endte med at blive total-onduleret af underviseren. Jeg begyndte at gå til keramik og endte med at blive onduleret af instruktøren. Jeg begyndte at gå til yoga, og …

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyODgxMjY5

Forsiden burde da antyde, det ikke er for børn …

Fiskerinoteringen er mere sexet. Synes jeg altså.

Dog; folk nyder dem tilsyneladende, så det må være mig, den er gal med.

Okay, det er en svær genre af flere årsager. Det er svært med sproget. At finde lissom den frække linje mellem for sippet og for vulgært er svært. Ting lader sig ikke beskrive så nemt. Aldrig har jeg mødt så mange svulmende skød og knejsende mænd. Alle bør retteligen søge omgående lægehjælp. Literature Review uddeler hvert år en pris for værste sexscene, og vinderne er ofte etablerede, succesrige forfattere, men igen, det er bare svært. Her er et uddrag af dommernes votering for i år, hvor prisen gik til Christopher Bollen for ”The Destroyers” – en såkaldt litterær thriller.

The judges of the Bad Sex in Fiction Award were swayed by a scene involving The Destroyers’ protagonist, Ian, and his former girlfriend on the island of Patmos, where their relationship has been rekindled: “She covers her breasts with her swimsuit. The rest of her remains so delectably exposed. The skin along her arms and shoulders are different shades of tan like water stains in a bathtub. Her face and vagina are competing for my attention, so I glance down at the billiard rack of my penis and testicles.”

For det andet: Hvad skal man gøre af det dér sex? Hvis plottet bare handler om at bringe to mennesker sammen … eller tre eller fire … så de kan komme i gang, ja, så er croquiskursus-modellen helt fin, og AOF har jo mange kurser, man kan gå til. Der er en hel novellesamling lige dér. Det er ren tekst-porno og fred være med det. Det har samme betydning for Litteraturen med stort L, som traditionel porno har for filmkunsten. Ikke meget, men der er et publikum, der skal have lov at have det i fred. Her skal man ikke klage over, at alle er for lækre og for rige og besidder overmenneskelige evner, for vi hengiver os til fantasien. Fuck realisme og personbeskrivelser. Tag mig otte gange i træk op ad himmelsengens stolper og beskriv det i detaljer, please. Go, go, go!

Er erotikken uden for plottet, risikerer man, det er voldsomt i vejen. Forestil dig Jussi Adlers krimier eller … nå, ja … Ringenes Herre afbrudt af lange, eksplicitte sexscener. Nej, vel? Og dog. Som en ældre kollega fortalte om ”Rejsen over stepperne” af Jean M. Auel: ”Altså, de rejser over stepperne. Så slår de lejr og boller alle sammen på kryds og tværs.” Og det er en tyk bog, hvis popularitet i sin tid står bedre forklaret for mig nu.

Hed sex kan være en del af plottet, og det fungerer langt bedre, mener jeg ydmygt. Tænk “Blå er den varmeste farve,” men så er det ikke rigtig en genre længere, men et plotgreb i en anden genre.

blue-is-the-warmest-color-2

Blå. Varmeste farve. Ingen spørgsmål herfra.

Kendras blind date

Tilbage til ”Kendra”, jeg fik stukket i hånden sammen med en superspændende tilblivelseshistorie. Den involverer en nordjysk kordegn, der taber 40 kg. og springer ud som erotisk forfatter og forlagsejer. Vi kommer tilbage til, hvordan dét hænger sammen i en senere blogserie.

EllaMaluca_Floyd_1-1-1

Her er hun så. Kendra.

Der mangler en topløs mand med muskler og tatoveringer på forsiden, men ellers er der ingen tvivl om genren. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang.

Starten er dramatisk, og jeg møder hurtigt mit første problem af flere. Personerne bander utroligt meget, som om det skulle gøre dem hippe og happening, og næsten alle er de klicheer med soap opera-navne. Plotgrebene er også klicheer, og jeg tænker, det hele bliver en trist oplevelse. Den første sexscene er som taget ud af en jomfrus hede, men meget urealistiske drømme. Altså … hvordan skal jeg sige det … der er viril, og så er der det bizarre og muligvis behandlingskrævende. Dialogen er lidt opstyltet, og registeret skifter midt-sætning nogle gange. Nuvel. Videre, videre. Jeg ved ikke rigtigt noget om personerne, så om de får deres livs knald eller bliver angrebet af aber fra det ydre rum rører mig ikke rigtigt.

Åh, nej. Det er bare en længere ”jeg begyndte at gå til keramik …”-historie. Halvvejs gennem bogen er jeg tæt på at give op, men så sker der noget.

Vores hovedpersoner er taget på weekend, og pludselig dukker en utroligt velskrevet sexscene op. Jeg føler mig overrumplet. Den føles realistisk og vedkommende og en smule grænseoverskridende. Jeg retter mig lidt i pendlertogsædet og læser videre med fornyet interesse. Efter weekenden begynder vores kvindelige, blinde hovedperson pludselig at få en fornemmelse af at blive stalket. Det er rigtig godt skrevet og ganske creepy kulminerende i en meget mindeværdig scene. Min husmor-porno er gået hen og blevet en thriller. Og ikke bare dét. Den er god! ”Okay, hvorfor har hun ikke bare skrevet dén bog?” spurgte en kollega, jeg fortalte om mit nye anmeldelses-projekt. Jeg kan ikke svare, men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålet.

Jeg havde en fest med ”Kendra,” men måske en lidt anden fest, end forfatteren havde forestillet sig. Jeg havde fornemmelsen af at sidde i en garage og høre et nydannet band forsøge at lave noget ordentligt rockmusik. Først svært, og man skal lige finde sig selv og samspillet, men så pludselig sker et eller andet. Der rammes en særlig lyd, og det begynder at lyde talentfuldt. Råt, men talentfuldt. Jeg opdagede også, at min indre uforløste forfatter gik i selvsving. Ret dét og dét, skær dér og dér, lav dét om, baggrund ind her, der skal to twists ind, og det første skal være her, det twist skal antydes allerede her osv. osv. ”Kendra” emmer af en smittende fortælleglæde, og det føles som at være vidne til, forfatteren pludselig finder sig selv og sin stemme midt i debut’en. På den måde er det enormt livsbekræftende som læser at mikse velpoleret litteratur med uslebent selvudgiveri engang imellem. Det er spændende at være dér, hvor det hele starter. Dér, hvor man mærker den utæmmelige trang til at skrive. En trang, der sprænger alle rammer og bare vælter ud på papiret helt uden filter.

Jeg håber Ella-Maluca Floyd – eller Rikke, som jeg kender hende som – har modet til at forfølge sit litterære talent og sin fortælletrang og en dag giver os genfødslen af den erotiske thriller. Hun har det i sig, men der skal altså en redaktør på det knald. Om man så må sige …

“Kendras blind date.” Ella-Maluca-Floyd. 158 sider. Forlaget Nelumbo, 2018.

Portræt af en præst, der læser

Mit allerførste portræt af en læser her på bloggen var af min niece Erica, der efterhånden er blevet ni år. Nu er tiden kommet til hendes far, der er min storebror Anders. Selv om han er præst, læser han meget andet end Bibelen. Anders Vestergaard er præst i Birkerød. For omkring ti år siden slog han sine folder i den engelske havneby Hull, hvor han var sømandspræst og brugte mange timer på at køre rundt på de enorme havneområder og besøge containerskibe og coastere med danske besætningsmedlemmer. De skulle have danske papiraviser og en god snak.

Anders er årgang 1970 og dermed seks år ældre end mig. Da jeg var teenager, var han en ung voksen. Jeg havde ikke et stort behov for at differentiere mig fra ham. Når han læste Album af Benn Q. Holm, så gjorde jeg det også. Da han senere valgte København som studieby, fulgte jeg trop. Når han gik på BobiBar og drak Hof, blev dette legendariske, brune etablissement selvfølgelig også en del af min natterute i et par år eller ti.

Anders er i dag far til tre døtre og har en travl hverdag. Han døber, begraver, vier og holder prædikener i et væk. Der er sandwich og salmer i sognegården.  Juletræstænding, møder i menighedsrådet og sjælesorg. Det efterlader ikke meget tid til læsning, men alligevel holder Anders læsegryden i gang og kommer jævnligt med et godt tip til mig. Og nu også til dig.

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Anders
: Mine første minder går tilbage til 1. og 2. klasse, hvor jeg var en af dem, der blev taget ud af klassen og kom ind i det lille lokale ved siden af lærerværelset, hvor vi var en 3-4 stykker, der skulle have ekstra hjælp til at lære bogstaverne, sætte dem sammen og afkode dem som ord. Jeg husker det som en stor lettelse, den dag jeg ikke blev taget ud af klassen og ikke længere var en af dem, der skulle have særlig hjælp. Glæden blev ikke mindre af, at der stadig var andre, der blev taget ud.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit hjem?
Anders: Jeg husker først og fremmest, at min far og mor var optaget af at læse avisen. Den kom først om eftermiddagen, når alle var hjemme. Så kæmpede de lidt om sektionerne. Vi var også på biblioteket jævnligt.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Anders:
Da jeg var 9 – sikkert 10 år – læste jeg Huckleberry Finn, som jeg havde fået som medlem af Gyldendals Børnebogsklub. Det var en meget stor bog for mig. Og det var en stor sejr at læse den fra ende til anden

Anders som meget ung og lidt ældre skoledreng. Vesten på det lille foto giver ham et ukarakteristisk artigt look.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Anders:
Jeg læste Tom Kristensens Hærværk som14-15årig, lige efter jeg var blevet færdig med Kim-bøgerne, Jan-bøgerne og Alistair Macleans bøger om spioner i efterkrigstiden

Ole Jastraus forfald og vrede i Hærværk, der vendte både ind og ud, gjorde stort indtryk på mig. Og billeder af rester af spejlæg ned ad Jastrasus jakke og revers står tydeligt for mit indre blik.

Lisbet: Hvad betyder bøger og læsning i dit job som præst?
Anders:
Der er ingen kristendom uden skrifter, så derfor betyder bøger alt. Den del af spørgsmålet er ikke så vanskeligt. Hvad læsning så betyder i jobbet som præst kan nok variere en del, og der kan sikkert også kommet meget godt arbejde ud af det, uden at man har gjort sig særligt bevidst om sammenhængen.

For min del gælder det nok meget overordnet om at gøre begreber levende i billeder, eller snarere at føre tilhørere/begravelsesfølge/kirkegængere og konfirmander bag om teologiske begreber og gøre dem almene, basale og vedkommende i billeder. Grundlaget, begreberne – ikke mindst teologiske – i sig selv kan snart sande til, blive abstrakte, fjerne og ligefrem livløse. Skal jeg kunne skrive levende, vække billeder, eftertanke og forestillinger hos dem, jeg taler til, så må jeg læse mig til det. For jeg tror ikke, at der kommer så meget inde fra hverken hjerne eller hjerte af sig selv, men at der kan komme en del gennem mig og inspirere i sådan en levende vekselvirkning mellem læsning og skrivning og mellem begreber og billeder. Og her er alle fire nødvendige.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Anders:
Jeg har fået en blød og dyb stol på mit værksted, kontoret, som indbyder til læsning og fordybelse på en helt anden måde end at sidde på kontorstol ved kontorbord med opslået laptop til evig adspredelse og overspring.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Anders:
Jeg har været glad for Richard Ford og over årtier at følge hans alter ego Frank Bascombe. Havde jeg været i begyndelsen af 20erne nu, ville jeg have sagt Michel Houllebecq. Sex, samfund og selvoptagethed pakket ind i en vis intellektualisme.

Dengang var jeg til gengæld meget optaget af Jose Saramagos En historie om blindhed om civilisationens tynde fernis. Jeg læste flere af hans bøger, men ikke med helt den samme læseoplevelse.

Nu kan det ske, f.eks. når jeg læser Paulus, Jobs eller Salmernes Bog, at der bliver talt til mig med en vægt af noget eviggyldigt og en alvor, der ophæver afstanden i tid og rum mellem os.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Anders:
Bortset fra at der står en tremmeseng, der hvor natbordet skulle stå, så nærmer jeg mig slutningen af Péter Nádas Parallelle Historier, bind 1.

Jeg regner med, at det kommer til at tage noget tid at tygge mig gennem alle tre bind. Men det skulle også have taget noget tid at skrive dem…

Så læser jeg der udover som arbejdsmiljørepræsentant Stop Stress af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Og endeligt Johannes Værges Rygter om Gud.

Lisbet: Hvad skal man gøre, hvis man som voksen er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Anders:
Da jeg kom ud af læsevanen, købte jeg et timeglas på 20 minutter, vendte det på hovedet og satte mig for, at det må være muligt at afsætte 20 minutter hver dag til faglitteratur uden at lade sig afbryde af telefonen, indkomne mails og andre overspringshandlinger. Det hjalp.

Anders sælger varen godt. Jeg må læse denne trilogi, for ellers går jeg virkelig glip af noget.

Flere portrætter
Anders er nummer seks i rækken af læserportrætter.
Her kan du finde de første fem i serien: 

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.

Portræt af en moden læser

Inge Jensen bor i en landsby i Vendsyssel. Hun er 90 år gammel og har en stor familie med mange børnebørn og oldebørn. Inge var i mange år medhjælpende hustru i Taagaard. Hverdagene er nu fyldt med et utal af sociale arrangementer, og Inge har i en årrække været frivillig i en lokal Røde Kors-forretning.

Inge er mormor til min kusine, og hun har altid kendt mine forældre og bedsteforældre. Hun var veninde med min faster Herdis, der også var årgang 1927.

Inge er en kvinde med styr på mange lokale, nationale og internationale forhold. Hun læser flere forskellige aviser hver dag og holder øje med boganmeldelserne. Man må jo holde sig orienteret om, hvad der sker på den litterære front. I dette interview fortæller hun om sit liv som læser.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Inge: Jeg lærte ikke at læse i utide, hvis man kan sige det sådan. Først i skolen. Det var lærer Steffensen, der lærte mig at læse. Han var den eneste lærer, for vi var flere årgange sammen. Steffensen var uformel i sin stil. Der var ikke noget med at sige ”De”. Det brugte vi ikke ude på landet. Jeg husker, at jeg læste sætninger som ”Der er is på en sø” og andet i den dur.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie, da du voksede op?
Inge: Mine forældre har altid læst og kunne godt at lide at læse. Mine bedsteforældre læste også. Der er nok blevet læst højt for mig, men det husker jeg ikke så tydeligt. Men jeg husker, at der var en føljeton i Vendsyssel Tidende. Den var spændende. Der kom et nyt stykke hver dag. Den læste jeg, da jeg var omkring 13 år. Det var vigtigt at læse den, så man kunne snakke med. Føljetonen handlede om inuitter.

Lisbet: Hvad betød biblioteket for dig i din barndom?
Inge: Der var ikke noget bibliotek i Astrup, hvor jeg voksede op. Men jeg husker, at lærer Steffensen lånte klassesæt til os. Mine veninde Herdis havde været på biblioteket i Hjørring, og det fortalte hun mig om. Der var mange bøger. Jeg syntes, det lød rigtig fascinerende og spændende.

Lisbet: Hvilke bøger var vigtige for dig i din ungdom?
Inge: Jeg var både på efterskole og højskole, og begge steder var der mange foredrag og fortælletimer. På efterskolen Halvorsminde blev Henrik Ibsens Et dukkehjem læst højt. Den gjorde et stort indtryk på mig. Tænk at Nora gik! Forlod hjemmet! Det kunne ikke være rigtigt, syntes jeg. Hvis hun nu kom tilbage. Så ville det gå. Men det gjorde hun ikke. Jeg kunne også godt lide bøger, der handlede om kærlighed. Jeg husker også bogen Driver dug, falder regn.

driver dug falder regn 2

Romanen Driver dug, falder regn er fra 1943 og handler om to generationer på en slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet. Bogen blev filmatiseret i 1946. 

 

Lisbet: Hvor fandt du inspiration til læsning, da du var midt i livet?
Inge: Min mand og jeg havde travlt med arbejdet på gården i de år. Der var ikke rigtig tid til bøger. Men avisen læste vi selvfølgelig hver dag. Det er klart. Da vi fik mere tid, var der kommet et bibliotek i Astrup, og her fandt vi bøgerne. Vi havde jo ikke plads til at have en hel masse bøger derhjemme.

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning i dag?
Inge: Jeg holder øje med, hvad der udkommer. Hvis nogen siger, at jeg virkelig skulle tage at læse en bog, så tager det jeg det alvorligt. Man må jo kunne snakke med. Min datter og mit barnebarn sagde, at Jordens søjler var værd at læse. Så det gjorde jeg.  Jeg har ikke et egentligt mønster, men jeg læser mest bøger af danske, kvindelige forfattere, Men jeg er ikke svær at overtale til noget andet.

Lisbet: Hvad har været din største læseoplevelse i 2018?
Inge: Det har nok været En anden gren af Jesper Wung-Sung. Den var god og speciel. Usædvanlig og autentisk.

 

img_1827

Inges største læseoplevelse i 2018: Den prisvindende Jesper Wung-Sungs En anden gren.

 

Lisbet: Hvad læser du for tiden?
Inge: Jeg har lige læst En ærlig mand af Lars Kjædegaard og De søvnløse af Kim Leine. Den sidste var især god. Den foregår i Grønland og handler blandt andet om sygehuse. Den er ikke så lang. Jeg læser også Helle Helles nye roman De. Ligesom de andre af hendes bøger er den lidt mærkelig. Den handler om det helt almindelige i livet, men alligevel er den mærkelig. Det funderer jeg over.

Selv om bøger ikke umiddelbart fænger hos mig så giver jeg dem altid en chance. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har givet op midt i en bog. Jeg gør dem altid færdige.

Jeg tænker også over, hvorfor det nogle gange er så svært at komme i gang med en bog. For når først man har taget hul på det, så kører det jo.

Lisbet: Hvad skal du læse næste gang?
Inge: Jeg er i den lange reservationskø på biblioteket til Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. Køen er som sagt lang, men nu er jeg nummer tre. Det nærmer sig. Forfatteren er alle vegne, så man føler sig næsten forpligtet til at læse den.

Boginfo
En anden gren af Jesper Wung-Sung, 553 sider, Rosinante, 2017.
En ærlig mand af Lars Kjædegaard, 384 sider, Rosinante, 2017.
De søvnløse af Kim Leine, 208 sider, Gyldendal, 2016.
De af Helle Helle, 160 sider, Rosinante, 2018.
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 274 sider, Politiken, 2018.
Jordens søjler af Ken Follett, 780 sider, Cicero, 2006.

Andre læserportrætter og mere inspiration
Der er 85 år mellem Inge og Aske, der er i fokus i blogindlægget Portræt af en meget ung læser

Der er flere portrætter her:
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning

Mikkel har lavet et tankevækkende indlæg om generationslæsning, hvor Puk ikke rigtig klarer rejsen ind i det 21. århundrede