Vi skal bare læse

Jordbær, EM i fodbold, lunkne dåseøl, lakerede negle i åbne sandaler, årets første Magnum Mandel-is, myggestik, lange og lyse aftenener på altanen – det hele er her lige nu. Det er blevet sæson for Bogsnaks store og rituelle sommerindlæg fyldt med læseinspiration fra Lisbet, Jan og Mikkel.

Samtidig vil vi gerne kaste spotlys på de danske folkebibliotekers nye sommerkampagne #barelæse. De dedikerede litteraturformidlere og bibliotekarer over hele landet er gået sammen og har dette budskab til os alle:

“For andet år i træk bliver sommeren næppe, som vi havde ønsket. Og så alligevel. For selvom COVID-19 stadig spænder ben for de fleste planer, er grænserne åbnet for en ny type sommer i fordybelsen, forjættelsen og forvandlingens tegn. Til sommer skal vi ”bare læse”.

Ferielæsning er dog meget mere end ”bare”. Til hverdag nøjes vi ofte med den korte læsestund, den søvnige godnatbid før sengetid, men i ferien får læsningen sin kraft tilbage. Den årlige pause kan være det frirum, der skal til, for virkelig at forsvinde ind i siderne – og vende genfødt tilbage.

I år kalder vi danskerne til fest for sommerlæsningen! Med kampråbet #barelæse anråber vi landets bogorme om at dele sommerlæseoplevelser til inspiration, opløftning og læsegejst – og for at kåre landets bedste sommerlæsestund.”

Der hører selvfølgelig en konkurrence med. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget på #barelæse. Og vups: Så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.”

Læs mere om kampagnen og konkurrencen på Københavns Bibliotekers hjemmeside.

Lisbets læsesommer i indisk stil med Obama, Hilda og trolden
Vanen tro skal jeg til Skåne og til Hjørring i min sommerferie. Forandringen ligger i bogvalget. I år ser jeg særligt meget frem til at nyde den indiske forfatter Deepa Anapparas debutroman Djinn-patruljen på Lilla Linje. En af mine yndlingsforfattere, briten Ian McEwan kalder den “en glødende debut”, og citatet matcher forsidens væld af varme farver.

Den niårige dreng Jai er fan af politiserier og har en detektiv i maven. Da en klassekammerat forsvinder i storbyens favn, beslutter Jai sig for at opklare sagen. Sammen med to jævnaldrende assistenter begiver han sig ud i området for enden af toglinjen Lilla Linje – et farligt sted. Det begynder som en leg, men alvoren overtager hele projektet. Flere børn forsvinder, og politiet viser sig at være korrupt.

Bagsideteksten afslører også, at såkaldt sjælestjælende ånder kommer ind i billedet, og “Da tragedien rykker helt tæt på, forandres deres liv for altid.”

Litteratursiden.dk får bogen også umanerligt pæne ord med på veje, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i en hjertegribende fortælling om mod, fantasi, kammeratskab, der samtidig giver et indblik i det moderne Indien.

En fascinerende forside. Ren slik for øjet.

Sommerens mursten: Et forjættet land
En af mine sommerferietraditioner er at læse en virkelig lang bog. Det har typisk været en af Jonathan Franzens romaner. For fire år siden var det Paul Austers 4 3 2 1.

Der er noget dybt tilfredsstilende ved at dedikere mange læsetimer til et langt værk. I år har jeg valgt Obamas Et forjættet land. De 858 sider rummer første (sic!) del af Obamas erindringer fra sin tid som præsident. Han har skrevet bogen i hånden, fremgår det af forordet. Tillykke med en seneskedehindebetændelse.

For et par år siden hørte jeg Michelle Obamas erindringer Min historie som lydbog indlæst af Ellen Hillingsø. Det var 19 gode timer. Jeg glæder mig til at få Baracks udlægning af flere af de begivenheder i deres fælles personlige og professionelle liv, som Michelle allerede har beskrevet. Derudover håber jeg, at det fænger hos mig som læser, når bogen tager mig med ind i The Situation Room og giver et indblik i, hvad der egentlig foregår, når man som USAs præsident forhandler med Putin. Det bliver en god modvægt til sommerferiens utallige slag UNO i børnefamiliens skød.

Hvordan kan han se så glad ud? Det er garanteret fordi, han er en ivrig læser.

Hilda og trolden
Jeg falder gerne i Astrid Lindgren-gryden eller snupper den nyeste med Lars Daneskov, når jeg skal vælge fælles sommerferielæsning til mig og Aske på ni år.

Men i år er det anderledes! Vi skal nemlig læse Hilda og trolden af Luke Pearson. Hilda er otte år og lever i et magisk land. Hun har en hund, elsker at sove i telt og møder en masse eventyrlige væsener. Det lyder alt sammen godt. Men det helt afgørende er, at Luke Pearson også er manden bag universet i serien Adventure Time! Det borger for fantasien og kvaliteten.

Og så har tre superstar-børnebibliotekarer anbefalet den lige her i et festfyrværkeri af en online-book talk.

Det gjorde indtryk på mig, og jeg reserverede straks bogen, der på 24 sider kombinerer det bedste fra tegneserie- og billedbogsformatet.

Læs mere om Hilda og trolden på Serieland.dk

Jeg er vild med det visuelle udtryk. Hele familien kommer til at nyde denne bog. Jeg ved det bare.

Den, jeg elsker, elsker jeg: Kim Schumachers mange liv
Denne bog læste jeg i december 2020, og den er ikke på min egen sommerlæseliste. Men DU skal læse den.

Inden jeg overhovedet fik biografien Dem jeg elsker elsker jeg: Kim Schumachers mange liv i hånden, fik jeg et flashback til en sommereftermiddag i 1988. Jeg var 12 år gammel og lå på vores altan i en solstribe. Adressen var Astrupvej 900. Virkelig langt ude på minkfarm-landet mellem Hjørring og Sindal, hvor det var en begivenhed, når rutebilen kørte forbi.

Jeg havde taget min båndoptager og mine kassettebånd med op på altanen efter skoletid og nød varmen.

Det vil sige: Jeg havde også taget et af min storebrors bånd med. Det var et sort BASF-bånd. Klistermærket, man kunne skrive båndets indhold på, var rødt og hvidt. Min bror havde optaget et program fra radioen på det bånd. Det var Kim Schumachers musikprogram, og jeg kunne det efterhånden udenad. Frem med båndoptageren, og speedsnakkende, sprogblomstrende Kim lige ind i øregangene. Eksotisk og anderledes. Langt væk fra det nordjyske liv med sindige middelklasseværdier, aftenkaffe i sofaen, træsko og halmfyr.

Dette erindringsglimt flugter på mange måder med forfatterne Simon Lund og Ralf Christensens forord, hvor de beskriver, hvordan de bøjet over cykelstyrene ræser hjem fra skole i midt-80erne . De skal jo nå at optage Kim Schumachers program kl. 15.05, lige efter Radioavisen.

Fascination af Kim Schumacher er vi nok mange, der deler. I biografien opruller Lund & Christensen sider af Schumachers liv, som førhen har været underbelyste. De skriver om hans kunstkortfilm og hans vilde rejser til New York, hvor han tumlede rundt i undergrundsmiljøet. Med stor følsomhed skildrer de hans trekantede og kærlige samliv med to andre mænd. Efter Schumachers alt for tidligere død på grund af AIDS (han blev kun 40), giftede de to enkemænd sig med hinanden.

Bare den historie i sig selv er stærk og kunne fylde en hel bog. Men du får så meget mere i denne omfangsrige og på alle måder kulørte og stærke biografi af en mand, der både var folkeeje og avantgardist.

Og så er ordet Jans. Han har udvalgt tre gode titler – hvis nu ingen af mine anbefalinger gik rent ind hos dig.

Tag en dyb indånding, inden du går i gang med denne bog. Det er en hæsblæsende tour de force gennem et usædvanligt og dramatisk liv. Desværre med en ulykkelig udgang.

Jans sommerlæsning
Sjovt nok har tiden i coronaens tegn betydet, jeg har fået læst bredere, end jeg nok ellers ville have gjort. Godt hjulpet på vej af min chef, der tvang mig til at læse den første bog på listen: Sportshjerte af Daniel Dencik

En bog om cykelløb er normalvis ikke mit gebet, men ansporet af min cykelelskende chef endte jeg alligevel med at læse Daniel Denciks fremragende fortælling om mennesker og cykling, samt den dragende fascination lange cykelløb sært nok har på folk.

Og jeg skylder chefen stor tak. Nok blev jeg ikke grebet af cykelfeber, men jeg blev klogere på de mennesker, der elsker sporten, og fik en læseoplevelse af de helt store, for Dencik kan nemlig noget særligt med ord.

Det i sig selv gør Sportshjerte til en fantastisk læseoplevelse og en virkelig god sommerbog.

Jan har en chef, der anbefaler bøger. Og det gør indtryk på ham!

Jerusalem: En biografi
I modsætning til den ret korte foregående bog, så er ’Jerusalem’ en mastodont af en bog. Den er fyldig på alle måder, ikke mindst sidemæssigt. Men det gør intet, for det er en bog, der drager en som læser og leder en gennem fortællingen om verdens måske vigtigste og mest interessante by på en fascinerende og gribende måde.

Fortællingen om Jerusalem er nærmest skrevet som en biografi med skønlitterære elementer, så hvad end man er til faglitterære historiske bøger eller ditto skønlitterære, så er Jerusalem værd at kaste sig over.

Forfatteren Simon Sebag Montefiore er ikke kun en dygtig historiker, men også en skarp skribent og formidler. Hans ord gør historien om Jerusalem levende og lærerig og til det perfekte bud på en sommerbog.

Vi rejser ikke så meget ud i verden denne sommer. Men skidt – vi rejser bare gennem bøgerne!

Den kriblende have – sådan dyrker du din have og redder kloden
Den sidste af mine tre anbefalinger er Dave Goulsons Den kriblende have, som også blev mig anbefalet af en god ven.

Goulson er som de to andre på listen en forfatter med ordet i sin magt, og han har tillige en passion for naturen og den vilde verden omkring os, der i den grad er smittende. Så smittende, at jeg var tæt på at anskaffe mig en have efter endt læsning.

For det er nemlig det, bogen handler om: Haven og alle de mange dyr, der bor der. Og, ikke at forglemme, hvorfor den og de er så vigtige. Både for os og for verden.

Dybest set så kan bogen koges ned til ”sådan dyrker du din have og redder kloden”. Her vil jeg skynde mig at indskyde, der ikke er mange løftede pegefingre at finde i bogen. Goulson har en meget pædagogisk, overskudsagtig og inspirerende tilgang til emnet. Det gør bogen til en fantastisk sommerbog.

En glad Jan i det grønne.

Mikkels sommerlæsning
Jeg har tre projekter til sommer. Jeg skal læse mig gennem min salig svigerfars Anthony Bourdain-trilogi: En køkkenchefs bekendelser, Jagten på det perfekte måltid og No Reservations. De har ligget og lokket i et par måneder nu. Se i øvrigt min post om min svigerfars bogsamling, og hvordan det føles at stå foran de afdødes bøger her.

Så skal jeg læse Manden, der ikke ville være høflig. Min søde kæreste og jeg havde den glæde at få min kollega, Mai-Britt på besøg her i Nyborg, fordi vi begge skulle til møde i Vejle næste dag. Mai-Britt ved alt. Alt! Det gør hende til voldsomt interessant selskab, og det var held i uheld, vores tog var så forsinket næste morgen, at vi måtte tage bilen. Roadtrips med alvidende kan varmt anbefales.

Som værtindegave havde hun Jesper Kurt-Nielsens bog om den danske militærlæge Agner Møller, der var udstationeret på øen Nias i Hollandsk Ostindien i 1920’erne, og Mai-Britt lover på det medfølgende kort alt fra hedonisme, narkomisbrug, nudisme til bigami og torpedoangreb på Atlanterhavet og meget mere. Jeg glæder mig meget!

Slutteligt er jeg så heldig, at selvom borgerne har fundet vej tilbage til det fysiske bibliotek, så har vi vilde mængder af nye bøger til dem, og de kan ikke følge med. Borgerne, altså. Så kan man snappe titler op, der ellers ikke er til at komme i nærheden af som fx Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.

Denne personlige fortolkning af den klassiske stoicisme er måske ikke revolutionerende, men det er så sandelig heller ikke nødvendigt. Det er en mægtig fin destillering til fem grundprincipper, og nu vil jeg genlæse den med pen og notesbog i nærheden. Jeg er ikke ganske ubekendt med genren!

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

Bogsnaks sommertips 2020

Portræt af en kræsen læser med bred smag

Når det gælder dedikerede formidlere, så udgør de danske folkebiblioteker et slaraffenland Jeg var så heldig at møde en af dem, nemlig Josephine Nobre Boisen Valentin, på Brønderslev Bibliotek i 2019, da jeg var på en mini-studietur. En vigtig sidegevinst ved besøget var, at jeg fik lov til at sidde bag rattet på bibliotekets bogbus. Vi kom dog aldrig ud at rulle, men det var nu en god fornemmelse. The feeling of power!

Her kan du møde Josephine, som inhalerer litteratur fra morgen til aften, og som formentlig har danmarksrekord i afhentning af den største stak biblioteksbøger.

Lisbet: Hvem er du?
Josephine: Det var et stort eksistentielt spørgsmål. Jeg er en kvinde, mor, læser, arbejder. Jeg er også dragende, kommanderende, højtråbende, diskuterende og fyldt med glimmer. Hvis man skal genkende mig i en flok, så gå efter den, der griner højest. Jeg er også korthåret, tyk og elsker at spille Playstation.

Altså, jeg er Josephine, jeg er 28 år gammel, gift, har et barn, bor til leje i et rækkehus i Aalborg, og så arbejder jeg som kulturformidler for børn og unge ved Brønderslev Bibliotek. Måske er jeg først og fremmest virkeligt glad.

Lisbet: Hvordan var din vej ind på Brønderslev Bibliotek?
Josephine: I 2014 fik jeg et jobtilbud som personlig assistent for Josefine Ottesen i forbindelse med hendes familielæseprojekt med udgivelsen af Helgi Daner. Hun samarbejdede med Brønderslev Bibliotek, og derigennem lærte jeg dem at kende. Især udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård, og det var gennem hende jeg fik nys om et praktikophold og blev tilknyttet projektet Ny Nordisk.

Brønderslev Bibliotek er faktisk årsagen til, at jeg, en syd-vestjyde, fandt ud af, at Nordjylland indeholder så meget godt og slet ikke er farligt. Efter et ophold i Canada og en graviditet var de også det bibliotek, jeg helst ville være hos. Jeg tror vitterligt, jeg kan sige, jeg har verdens bedste arbejdsplads.

Lisbet: Hvad er dit stærkeste læseminde fra din barndom?
Josephine: Må man svare hele min barndom? Jeg fik godnatlæsning, til jeg var 13. Det er kun den sidste Harry Potter-bog, jeg ikke læste højt sammen med min mor. Jeg husker at være den “store” hos min moster, og ikke rigtigt ville lege med de “små” mere, men stadig være med. Der var jeg bedstemoren, man kom hen og fik læst eventyr ved. Det var en samling af Grimms eventyr.

Jeg er blevet taget med på Esbjerg Hovedbibliotek af min morfar, og min mor uddannede sig til skolebibliotekar, mens jeg gik i skole. Jeg er blevet stopfodret, foræret, tilbudt og vist alle de bogtilbud, der var mulige. Jeg har været med på BogForum, siden jeg var 12. Det var som at træde ind i Narnia, når Forum åbnede dørene.

Jeg husker at køre på ferie. Vi kørte sydpå, gerne en 16 timers kørsel i ét hug om natten, og at sidde der med CD’er og kassettebånd, som alle fortalte deres historier, mens bilen åd kilometre, var og er helt magisk for mig.

Jeg håber lidt, der stadig går rygter om hende på bogbussen ved efterskolen i Vostrup, der havde reserveret og fik 98 bøger på én gang, så hun blev nødt til at ringe efter nogen af de andre elever til at komme og bære. Det var nemlig mig. Jeg har meget få minder, hvor der ikke lå bøger i tasken, bilen, i hånden. Bøger har altid været med og altid været en del af mig.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din ungdom?
Josephine: Det er svært at være konkret, når jeg altid har læst meget. Jeg har ikke haft en oplevelse af at læse én bestemt bog, der gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg startede, da jeg kunne vende sider, og er aldrig stoppet. Gennem min gymnasietid læste jeg 1-5 genstande om ugen. Jeg lånte lydbøger, som jeg lagde ind på min iPod, og jeg var på biblioteket mindst to gange om ugen. Især det selvbetjente bibliotek åbnede en helt ny verden for mig, dét og bibliotek.dk, hvor hele landets bøger stod til min rådighed. Jeg har skambrugt og elsket det. Men måske især var det her min passion for tegneserie startede, om end det ikke prægede mere end engelsk YA.

Lisbet: Hvordan er din læsesmag?
Josephine: Bred. Jeg læser virkeligt i mange retninger. Børnebøger, helt fra dem lavet i pap til de mere æstetiske med alvor på hjerte. Jeg læser YA og thrillers. Jeg læser oversatte japanske mesterværker og danske debutanter.

Jeg har også et dogme om, at jeg hvert år mindst skal læse en krimi, fordi det ikke er en genre, jeg er velbevandret i. Jeg læser sågar også en biografi i ny og næ. Absurd nok er jeg faktisk kræsen, og jeg er også typen, der ikke færdiggør en bog, hvis den ikke fanger. Der er for mange gode bøger, til jeg gider læse dem, som ikke falder i min smag.

Lisbet: Hvordan ser en typisk læseuge ud for dig?
Josephine: Jamen, jeg starter min læsning, når jeg sætter mig ind i bilen på vej til arbejde. Her hører jeg altid lydbog, hvilket også er tilfældet på vej hjem. 24 minutter til og fra løber hurtigt op, især når hastigheden er skruet op.

Så læser jeg pege- og billedbøger med min søn om eftermiddagen og kan nogen gange snige lidt sider i en fysisk bog ind, imens Gurli Gris får lov til at holde hans opmærksomhed. Eller jeg kan sidde i lænestolen og følge med i legen, mens jeg sluger ord. Så bliver han puttet, og der læser vi cirka tre bøger sammen, og derefter kommer han i sin seng. Jeg ligger på gulvet og læser i en e-bog, imens han falder i søvn. Jeg læser tegneserier eller billedbøger, når jeg børster tænder, og gerne en længere bog som det sidste i sengen.

Nogen dage læser jeg mere intenst end andre, men fælles er, at jeg får læst hver dag. Så ikke helt en uge, men en typisk dag for mig, der løber sammen til en uge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning på sociale medier?
Josephine: Årh, så mange mennesker. Både forfattere og anmeldere på Instagram inspirerer mig helt vildt. Jeg er sådan en, der helst vil vide meningen om bogen men ikke indholdet. Det betyder også, at jeg sjældent nærlæser en anmeldelse, før jeg selv har læst bogen, fordi jeg gerne selv vil opleve den. Det betyder også, at dem, som skriver mere om, hvad de selv mener, er bedre som anbefalere for mig, end dem som skriver mest om handlingen. Jeg elsker mit feed på Instagram, som flyder over med bøger.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Josephine: Der ligger altid en rodet stak af aviser, billedbøger og almindelige bøger. Jeg har totalt snydt på mit billede (se nedenunder) og lige samlet dem pænt, for normalt er det en bogbombe, der er eksploderet ud over bordet og gulvet. Det, der står, er dog netop det, som lå på bord og gulv ved min side af sengen. Samlingen er konstant flydende, lidt ud og ind, men der er altid en bunke. Faktisk har jeg lige investeret i en reel trækasse, som kan samle alle soveværelsets bøger, fordi de godt kan fylde lidt af og til.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Josephine: Lydbogen tror jeg faktisk. Jeg hører ikke særligt meget podcast, fordi jeg hellere vil lytte til en bog. Jeg tror, begge dele er givende. Det er bare altid bogen, der trækker. Og hvis jeg føler, jeg hverken har tid eller overskud til en bog, så er det altid tegneserierne, jeg vender mig imod. Jeg tror også, udfordringen med at prøve noget andet end det, jeg tyr mest til, er god. At læse en digtsamling, en thriller eller en essaysamling giver et nyt perspektiv og noget nyt at tænke over, hvilket gør min læsesult større.

Lisbet: Hvilken bog er magtpåliggende for dig lige nu at anbefale til læserne af Bogsnak-bloggen?
Josephine: Åh jeg har lige læst Katarsis af Luz, som er en tegneserie om massakren ved bladet Charlie Hebdo i Paris, og hvordan Luz er den af kollegerne, der overlever, fordi han kom en time for sent på arbejde. Jeg tudede helt vildt.

Blå tiger af Line-Marie Lång er en roman, som er helt magisk. Jeg hørte den oplæst af forfatteren selv, som har den blideste og rareste stemme. Omdrejningspunktet er en ung kvinde, der har haft en noget speciel opvækst i et kollektiv. Hun er anderledes end normen, og langsomt indføres vi i hendes liv og sind, mens begge dele langsomt opløses og erstattes og bliver fast og noget andet. Det er en vild roman på den mest stilfærdige underfundige måde. Jeg tror, Bogsnak-bloggens læsere ville nyde den.

Flere læserportrætter

Mød flere formidlere i disse portrætter:

Niels Offenberg: Portræt af en litteraturformidlende læser | #bogsnak

Helle Brandstrup Jensen: Portræt af en læser med lister | #bogsnak

Siri Rønne Christiansen: Portræt af en læser i det italienske hjørne | #bogsnak

Portræt af en læser i 2. klasse

Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?  

Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.   

Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv?
Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.

Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog?
Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.

Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse?
Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.

Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger?
Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.

Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie?
Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.

Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien?
Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.

Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.

En lang og god bog. Aske begyndte på den sidste sommer. Nu skal den gøres færdig

Lakserytteren har lavet en supergod bog med tegneøvelser. Den kan vi klart anbefale!

Masser af pranks og fart over feltet. Niki Topgaard kan også noget med bøger.

De dygtige børnebibliotekarer Julie Ottosen og Kathrine Bach Pachniuk fra Vanløse Bibliotek har anbefalet Mumleby-bøgerne. De skulle have en særlig “feel good” Bulderby-kvalitet. Vi har i vinteren 2021 hygget os med Alle vi børn i Bulderby, så jeg tror, at Aske godtager Mumleby-forsøget.

Flere portrætter af unge læsere
Dette er læserportræt nummer tre af Aske. Her er de to første:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år

Portræt af en læser i nulte

Læs også om Erica, Josephine og Julias læsevaner:

Portræt af en læser: Erica ni år

Portræt af en 14-årig læser: Josephine

Portræt af en gymnasieelev der læser


Hvordan vi bruger vores tid

I den anden Corona-lockdown i vinteren 2021 fik jeg en ny vane. Jeg stod op en halv time før resten af familien og læste faglitteratur akkompagneret af dagens første kop kaffe. Min læsning bestod blandt andet af bøgerne Work: A History of How We Spend Our Time af James Suzman, Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen og You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Student af Monika Janfelt. Der var et tydeligt tema i titlerne: Arbejdsliv og karriere.

I dette indlæg samler jeg op på de tanker, jeg gjorde mig under læsningen af de tre bøger. Det er mit håb, at du også kan bruge nogle af pointerne. Måske får du inspiration til at se på dit arbejdsliv fra nye vinkler, der ikke nødvendigvis er farvet af Corona-tidens erfaringer med Teams-møder i en blød buks og kollegaskab samt ledelse på distancen.

Scener fra et arbejdsliv
De første 14 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg i snit 37 timer om ugen. Det år, jeg var på barsel, oplevede jeg dog, at arbejdstiden var 24 ud af døgnets 24 timer.

I 2017 var jeg fuldtidsstuderende i et halvt år. Så gled jeg over i en tilværelse som selvstændig, og i 2021 er jeg kombinatør. Det dækker jeg over, at jeg både er lønmodtager og selvstændig.

I en stor del af min tid som 100 procent selvstændig arbejdede jeg i snit 25 effektive timer om ugen. Det var nok til at få min økonomi til at hænge sammen. Klokken 14 lukkede jeg ned for computeren og gennemvadede de lokale parker eller tog en eftermiddagslur. Det føltes som noget luksuriøst og næsten forkert.

“Rigtige mennesker er jo ikke færdige med arbejdsdagen endnu”. Den sætning kørte rundt i hovedet på mig. Min teori er, at det var en blanding af protestantisk etik og skrønen om, at min nu afdøde farmor var doven, der gjorde sig gældende. Eller den samfundsskabte forestilling om, at 37 timer er det rigtige. Det er normen, alting beregnes og vurderes ud fra. Spørg for eksempel dem, der er fanget inde i jobcenterets regel-cirkus.

De gyldne 15 timer om ugen
At leve for at arbejde eller arbejde for at leve? Er det arbejde at lave sin egen surdej og hækle kludetæpper under Corona-nedlukningerne? Er det arbejde at sidde med i bestyrelsen og indhente tilbud på murerarbejde, der skal udføres i andelsboligforeningens fugtige kælder?

Alle disse spørgsmål finder du en form for svar på i Work: A History of How We Spend Our Time. Den sydafrikanske socialantropolog James Suzman tager afsæt i sine observationer af det afrikanske jægersamler-folk Ju/’hoansi (indsæt selv kliklyd), som han har levet blandt. Disse mennesker har en opfattelse af, at omgivelserne altid er i stand til at levere det, som de har brug for. De samler ikke på ting. De opbygger ikke lagre. Hvis man er mæt, får man det ikke bedre af at spise mere. Så enkelt er det.

De deler alt, og status eller rang er for dem en by i Rusland. Hvis man har brug for noget, er det en selvfølge, at man kan tage det fra sin nabo. Nærmest uden at spørge. Sådan er den sociale kontrakt.

Medlemmer af Ju/’huansi arbejder i snit 15 timer om ugen. Det er det, der skal til, for at alle basale behov bliver opfyldt. Ingen lever på sultegrænsen, og de fleste dør mætte af dage i en høj alder. Alle får den næring, de har brug for. Resten af tiden bruger Ju/’huansi-folket på at være sammen, synge, lave kunsthåndværk, hvile sig og hvad man nu ellers kan finde på ude på den afrikanske savanne. De er ikke specielt optagede af hverken fortid eller fremtid. Pensionsopsparing – jamen hvorfor fokusere så meget på fremtiden, når livet er nu? Det er sat på spidsen, men essensen er god nok.

Det særligt interessante ved denne stamme er, at deres levevis kan spores svimlende 300.000 år tilbage og bidrager til at give os et nyt blik på tilværelsen som jægersamlere. Suzman nedbryder den udbredte forestilling om, at dette liv er udmarvende og rent evolutionært set på et lavere stadie et landbrugskulturen med dens forråd og rigdom af mad.

Måske er jægersamlerlivet derimod noget, vi skal blive inspirerede af i en tid, hvor der er kamp om arbejdet, blandt andet set i lyset af den øgede brug af robotter og kunstig intelligens?

Suzman går også i kødet på “the problem of scarcity”, altså ideen om at knaphed er det problem, som driver os til at arbejde og producere i et højere og højere tempo. I en stor del af verden mangler vi jo ikke noget. Tværtimod. Vi har alt, alt for mange ting, der tynger os. Alligevel er det knaphedstankegangen og nødvendighedens politik, der dominerer.

Da menneskets begyndte at dyrke landbrug, fik vi et andet forhold til tid. Som landmand er man bundet til arbejdet og årstiderne på godt og ondt. Man man planlægge og tænke fremad. Såsæd skal lægges til side. Den tankegang præger os stadig, selv om ganske få af os i dag beskæftiger os med landbrug.

Vildmarken kalder?
Suzman er ikke ude på at romantisere tilværelsen som jægersamler eller sende os alle ud på savannen eller i skoven for at bo i en træhule. Bogen er ikke et forsvar for Alene i vildmarken. Suzmans ærinde er nærmere at perspektivere, hvordan vi også kunne tænke arbejdet. Vi har brug for at bruge vores energi. Det er evident. Men skal vi arbejde så meget? Og hvorfor har vi så svært ved at anerkende, at arbejde er så meget andet end en aktivitet forbundet med indtjening?

Jeg kan varmt anbefale Work: A History of How We Spend Our Time til dig, der har brug for at stoppe op og se dit eget arbejdsliv i det store, historiske perspektiv. Suzman bygger bogen op om de fire afgørende opfindelser, der har formet den måde, mennesket arbejder på: Ild, landbrug, byer og industri. På 400 sider aktualiserer han et væld af store tænkere og forskere og kobler deres teorier til almindelige menneskers hverdagsliv hen over flere tusind år.

Det er velgørende at føle, hvor mikroskopisk lille et led, vi er i den store fortælling om menneskets historie,

Og hvis jeg nogensinde skulle tænke, at ordentlige mennesker da ikke kan tillade sig at holde fri kl. 14 på en hverdag, så vil jeg sende en venlig tanke til Suzman og Ju/’hoansi-folket, inden jeg gør min børnevæv klar til endnu et farvestrålende vægtæppe.

Harvard Business Review har lavet en podcast med James Suzman, hvor han fortæller om, hvordan vores forhold til arbejde har udviklet sig. Episoden varer knap en halv time.

Vejledning handler om andet end valg
Et hurtigt spring fra præhistoriske jægersamlere til Diplomuddannelsen i Uddannelses-, Erhvervs- og Karrierevejledning (DUEK), som landets professionshøjskoler tilbyder til studevejledere, jobkonsulenter og deslige, der har mod på (eller er blevet tvunget til) efteruddannelse. Inger-Lise Lund Petersen er fagansvarlig for uddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Jeg havde fornøjelsen af hendes undervisning i 2017. Nu har jeg med stor faglig interesse læst hendes nye bog Eksistentiel vejledning: At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv.

Lund Petersen har sammen med kolleger fra det franske universitet Conservatories National des Arts et Métier forsket i eksistentiel vejledning. Bogen bygger på denne forskning.

Gruppevejledning af mødre på barsel
En lille sidehistorie inden jeg dykker ned i bogen: I 2018 lavede jeg to gruppevejledningsforløb for mødre på barsel, der overvejede at skifte job. Kvinderne havde deres babyer med til fire gange to timers workshop, hvor vi sammen satte fokus på deres styrker, barriere, karrieredrømme og valgmønstre. Vi lavede øvelser i plenum, to og to og individuelt. Vi tegnede, fortalte og byggede vores arbejdsliv i Duplo-klodser. (Lego var ikke hensigtsmæssigt med otte måneder gamle babyer kravlende rundt på gulvet i det kulturhus, jeg havde fået lov til at låne).

Kvinderne havde vidt forskellige baggrunde. Nogle arbejdede inden for sundvæsenet. En var arkitekt. En anden lærer. Styrken ved denne sammensætning var, at de med deres forskellige fagligheder og erfaringer fra et bredt felt af arbejdssammenhænge kunne hjælpe hinanden med at se nye muligheder i en livsfase fyldt med store, eksistentielle overvejelser. De var i samme båd og livssituation, men på mange måder lignede de alligevel ikke hinanden. Det lå der en særlig styrke og ressource i.

Her kommer pointen: Jeg ville ønske, at Lund Petersens bog allerede var udkommet i 2017. Jeg var i gang med DUEK-uddannelsen og plukkede øvelser og workshop-tilgange fra forskellige moduler af undervisningen. Jeg prøvede mig frem. Nogle gange med bævende hjerte. Men Lund Petersens bog rummer det hele, når man skal lave gruppevejledning, der har fokus på meningsdannelse og refleksion over eksistentielle valg koblet til arbejdslivet og livet i det hele taget. Her er samfundsmæssige overvejelser, metoder og råd til, hvordan man kan etablere gode rammer for denne type vejledningspraksis. Bogen rummer desuden hele 19 konkrete øvelser, der er grydeklare og lige til at anvende.

Det bæredygtige arbejdsliv
Bogen argumenterer for, at vejledning handler om andet og mere end at få truffet de rigtige valg, hvad angår uddannelse og job. Der er mere på færde. Vejledning handler også om “at tilegne sig livsstrategier i forhold til at kunne overkomme de barrierer, der måtte komme på uddannelse, i løbet af arbejdslivet eller i pensionisttilværelsen.” (Side 12).

Lund Petersen peger på, at det er oplagt at tænke begrebet “bæredygtighed” ind i vejledningen. Hvordan kan vi sammen konstruere meningsfulde arbejdsliv, der spiller sammen med de globale dagsordener samlet i FNs verdensmål? Hvordan kan man blive en del af noget større? Og hvordan kan arbejdslivet blive bæredygtigt for den enkelte i en verden, hvor vi med stor sandsynlighed får brug for at kunne skifte spor mange gange i løbet af livet?

Jeg er optaget af bogen, fordi den formulerer et nyt syn på vejledning, hvor det transcendentelle også spiller en rolle. Fagligt reflekteret dialog med mennesker om deres her-og-nu-valg af uddannelse og job er selvfølgelig en vigtig del vejledning. Men den kan ikke stå alene.

En anden grund til min begejstring for bogen er dens fremhævelse af gruppevejledning som en særligt velegnet metode i en tid præget af individualisering og præstationspres, både i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Tanken om, at store, personlige valg kan kvalificeres i et fællesskab, hvor man sammen kan hjælpe hinanden på vej med ideer, tanker, håb og opmuntring, kan jeg kun tilslutte mig som virkningsfuld. Det er kun en spinkel erfaring, jeg har fra mine to vejledningsforløb for mødre på barsel. Men der skete noget magisk. Min rolle blev mere og mere nedtonet, fordi deltagerne fik tillid til hinanden og blik for hinanden som sparringspartnere. Til tider lå jeg og kravlede rundt med babyerne, for kvinderne havde mere brug for at tale med hinanden to og to om et tema end at være i kontakt med mig. Lige der tænkte jeg: “Mission accomplished”.

En tredje grund til, at jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger er, at Lund Petersen bringer kunsten i spil i vejledningen. Film, litteratur og andre kunstneriske udtryk kan være en genvej til, at vi danner nye forestillinger, om hvordan man lever og træffer valg. Kunsten tilbyder prøvehandlinger og giver os blik for, at tilværelsen kan forme sig på en mangfoldighed af måder. Vi kan få råstof til at tænke og udtrykke os anderledes: “Den kreative tilgang til vejledning skal give adgang til andre fortællinger og erkendelser end dem, vi i vejledningsrummet kan nå på baggrund af det talte og skrevne ord i mere klassiske vejledningssamtaler.” (Side 86).

Måske er det værd at holde fast i Duplo-klodserne?

Jeg har i lang tid ledt efter noget, der kunne forbinde min baggrund i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Formidling med rollen som karrierevejleder. I bogen Eksistentiel vejledning har jeg fundet koblingspunktet.

En håndbog for Ph.d.-studerende
En af de bøger, jeg tit anbefaler til mennesker, jeg møder i min vejledning er Karriere: Kunsten at flytte sig skrevet af Monika Janfelt. Jeg har skrevet om bogen i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Nu har Janfelt skrevet You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students. En håndfuld af mine venner og bekendte har opnået Ph.d.-graden. Jeg har med ærefrygt fulgt deres proces. En bekendt beskriver den sådan: Først flirter man med sit stof. Det er en uforpligtende periode, men på et tidspunkt må man træffe valg og fravalg. Det leder til en form for forlovelse. Det hele bliver mere formelt. Efter brylluppet kommer graviditeten og den hårde fødsel. Til sidst står man med barnet i armene: Den færdige afhandling.

Ja, der er eksistentialistiske perspektiver i at gennemføre en Ph.d.-uddannelse. Det er ikke blot noget med at fordybe sig tre år i et stofområde og nørde igennem.

Janfelt leverer med sin bog en håndsrækning til alle typer af Ph.d.-studerende. Hun giver konkrete råd til, hvordan man kan strukturere processen og huske at reflektere undervejs. For på en måde er tre år lang tid. Men i praksis opleves det af mange som kort tid.

Bogen har tre hoveddele: Getting off to a good start, The Long Haul og The End of the Road – now what? Undervejs følger vi de fire, fiktive Ph.d.-studerende Maria, Martin, Catherine og Adam. Disse cases illustrerer bogens pointer, og jeg forestiller mig, at de for bogens primære målgruppe udgør vigtige identifikationsfigurer. Men også for mig er det spændende at følge personernes mere eller mindre turbulente rejse gennem Ph.d.-systemet og deres egne forskningsprojekter.

En af bogens hovedpointer er, at selv om man ikke kan planlægge alting og skal være klar til at gribe muligheder, der pludselig dukker op, er det allievel godt at bruge tid på at tænke over fremtiden i begyndelsen af et Ph.d.-forløb. Opstillingen af langsigtede pejlemærker for ens fremtidige arbejdsliv er nyttig, for eksempel når man skal opbygge et fagligt netværk eller forberede sig på en postdoc. Og hvad nu hvis man slet ikke har lyst til at være en del af forskningsverdenen, når Ph.d.-forsvaret er slut og de sidste champagnerester nedsvælget?

Bogen udfolder, hvordan det at tage en Ph.d.-grad ikke kun er en mulighed for længerevarende faglig fordybelse. Det er også en vej til karrierelæring i mere generel forstand. Karrierelæring dækker over processer, hvor den enkelte opnår viden og færdigheder til at kunne foretage reflekterede uddannelses- og karrierevalg. Karrierelæring handler også om at kunne mestre overgange i arbejdslivet, og for en Ph.d.-studerende, der “fødes” med en udløbsdato efter tre år, kan dette aspekt være smerteligt præsent.

Janfelt har skrevet en anvendelig og velskrevet håndbog til en specifik målgruppe. Men mit bud er, at den også med fordel kan læses af Ph.d.-studerendes venner og familiemedlemmer, der gerne vil være gode støtter. Som udenforstående kan det være svært at begribe, hvad der foregår inden for universitetets lukkede mure, og hvorfor Ph.d.-tiden for mange rummer drama, store følelser, frustration og forløsning. Med Janfelts bog i hånden bliver det hele nemmere at forstå.

Boginfo

Work. A History of How We Spend Our Time af James Suzman.
Udgivet på Bloomsbury Circus, 2020.

Eksistentiel karriervejledning. At skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv af Inger-Lise Lund Petersen.
Udgivet på Dansk Psykologisk Forlag, 2020.

You and Your PhD. Essential Career Advice for Doctoral Students af Monika Janfelt.
Udgivet på Moveo Publishing, 2020.

Mere inspiration til dit arbejdsliv

Kringlede karrierer

Livet er ikke andet end en overgang

Godartet gravrøveri : De døde og deres bøger

Den 4. februar døde min svigerfar pludseligt. Vi havde lige fejret Almas 1-årsfødselsdag i familieboblen et par dage før, men i ét nu mistede Alma sin største fan uden at forstå det. Jeg har en idé om, at selvom hun ikke kan huske det, når hun bliver større, så sidder effekten af at blive elsket i hende ord- og billedløst. Nogle uger efter tog min søde kæreste og jeg et første blik på hans efterladte bogsamling. Min svigerfar var nemlig et bogmenneske, og min svigermor syntes, vi skulle tage alle de bøger, vi gerne ville have. En pænere måde at sige: ”Hjælp! Der er så mange!” tror jeg.

Der er noget forkert ved at rode i andre menneskers bøger. Jeg er typen, der styrer lige hen til folks reoler, når jeg er på besøg, men jeg gør det på en andægtig måde. Sådan da. Og de mennesker kan jo forsvare sig. Når folk er gået bort, føles det om et overgreb. Folks bogsamling er jo en manifestation af deres liv og personlighed. Hver bog har sin plads, sin fysiske udstrækning meget lig andre bøger, men nogle fylder mere end andre i ånden. Fx gik min svigerfar og min kæreste på kunstudstillinger sammen, og hvis udstillingen var god, købte de begge kataloget. De kunstkataloger er jo særlige på en ganske anden måde end den Alistair McLean-thriller, der blev indkøbt i en DSB-kiosk til en forglemmelig togtur, og som har fået lov at gemme sig siden.

Alma og hendes morfar: Et smukt venskab, der sluttede for tidligt. Læg mærke til, de sammenligner bøger!

For små fem år siden var jeg igennem det med min mor. Min far har i praksis været død i 18 år, og jeg har kun teoretisk familie tilbage. Jeg var derfor ikke helt klar på opringningen fra en ambulancelæge med beskeden om, hun var fundet livløs. En uge senere stod jeg i mit barndomshjem, hvor det allerede var tydeligt, at her boede ingen længere. Min mor havde bøger allevegne. Skønlitteratur, kogebøger, historiebøger. Da jeg var 10 år, havde de ikke opfundet Young Adult-genren, og i desperation kastede jeg mig over min mors Agatha Christie-samling og året efter en god gang amerikansk 70’er-kvindefrigørelse ved Erica Jong o.lign. fra samme reol. Det er min vurdering, at jeg var den danske tween-dreng, der i start-80’erne vidste mest om amerikanske kvinders seksuelle problemer – og mange forskellige løsninger herpå ikke mindst.

De sidste år af hendes liv købte hun ikke nye bøger. Sikkert, fordi hun ikke magtede kassationens ædle kunst. Værløse bibliotek stod for at holde hende beskæftiget, mens samlingen i lejligheden bare blev ældre og giftigere, eftersom hun røg 2-3 pakker om dagen og næsten altid var hjemme. Da jeg gik i gang med at fjerne bøgerne, viste de grovsennepsfarvede reoler sig jomfrueligt hvide, hvor de havde stået. Jeg smed alt ud bortset fra en ”Peer Gynt,” hun havde brugt i gymnasiet. Hun giftede sig med min biologiske far meget ung og blev til Bodil Christoffersen, men på titelsiden i den lille Peer Gynt har hun i teenage-usikker kuglepen skrevet sit pigenavn: ”Bodil Steinhørster.” Hun har også skrevet sirlige noter indeni, som gør, at den er endnu mere personlig. Jeg kan se hende for mig sidde bøjet over bogen og notere flittigt. Min indre bibliotekar har dog også lyst til at stange hende et erstatningskrav!

Min mors gymnasielæsning

Med min svigerfar var det noget andet. Jeg kendte ham i sagens natur ikke nær så godt som min mor, og hans bogsamling kendte jeg ikke fra min opvækst. Han havde lidt en aura af sfinks over sig – om end en venligtsindet sfinks. Det virkede som et mentalt overgreb bare at gå ombord i samlingen og lægge i ”ud”- og ”behold”-bunker. Lidt ligesom at pincetdissekere en personlighed, der ikke kan forsvare sig. En afmontering af sfinksen, der virkelig ikke tilkommer mig. Dur, dur, dur ikke …

Hans samling bredte sig over både stuen i huset i Mårslet og ind på hans kontor. Masser af kogebøger. Særligt italienske, men også fx ”Downtime” af Nadine Levy Redzepi, som er ny for mig, og tre af Anthony Bourdains bøger, som jeg glæder mig til. Der var en større filosofisk sektion med Kierkegaards samlede værker (droppet; jeg får dem aldrig læst) og et lækkert trebindsværk om europæisk idéhistorie (håber at få dem læst). Masser af kunstbøger, som min søde kæreste tager sig af. Jeg nappede dog en titel om fotografiets historie til mig selv plus det løse. Han var tydeligvis også inspireret af det historiske materiale, der ligger til grund for Dan Browns ”Da Vinci-koden,” Dødehavsrullerne m.v. Jeg æælsker den slags og er uendeligt fascineret. Jeg tiltænker ham gerne, han læste det for at blive klogere på, hvor godtroende folk er, men jeg under ham at se overbærende ned på mig fra sin sky på flere måder, mens jeg labber det i mig.

Tillad mig en kort, biblioteksfaglig afstikker her. Vi har i sektoren mange gange prøvet at tilskynde til og skabe rammer om litteraturformiling på sociale medier. Skubbe til det og få folk i gang. Bogsnak her er faktisk en reminiscens af én af de initiativer. Der er dog én stor udfordring: Folk synes, at hvad de læser, langt hen ad vejen er en privatsag. Det er simpelthen intimt på en anden måde end, hvad man ser af film eller hører af musik. Det er ikke engang sådan noget som ”Politikens store bog om at skifte køn, uden at nogen opdager det” eller ”Sådan røver du en bank med en elektrisk tandbørste.” Det er også ganske almindelig skønlitteratur, mange rutter lidt med. Læsning er simpelthen personligt, og personligt synes jeg, det er herligt! Det viser jo, hvor vigtigt det er. Det er også derfor, samlæsning er så potent.

Af samme grund er det også dejligt at have min svigerfars bøger stående. Han var som sagt et bogmenneske; ikke en læsehest, men en læsevæddeløbshest. Han havde glædet sig til efterlønnen. Så skulle han egentlig bare læse, lave noget god mad i sin trykkoger, se noget kunst og lege med sit barnebarn. Det otium kan gøres meget værre. Meget værre! Der er varmt og trøstende ved at sætte sig og læse i nogle af de bøger, vi ved, han havde læst. Skal vi kalde det asynkron samlæsning bare for at tage al glæde ud af det? Det skaber en forbindelse på en måde, ikke meget andet kan.

Når jeg kigger på min egen samling, synes jeg jo mestendels, det afslører de mange farver på mit renæssance-intellekts smukke palet (*host*), men jeg er lidt nervøs for, mine efterlade vil tage det som et bevis på svær personlighedsforstyrrelse. Måske skulle man lige kaste et ekstra blik på reolerne?

Grebet af teksten

Der er et mønster: Næsten hver måned køber jeg eller er så heldig at få en fagbog, der handler om litteratur og læsning. Det kan være en antologi om lydbøger, en forskningsbaseret udgivelse om læsningens materialitet eller en ph.d.-afhandling om literacy.

Lutter lækre sager!

Som det optimistiske menneske jeg er, regner jeg med at læse alle teksterne. Eller i det mindste uddrag af dem. Det sker bare ikke altid. Skønlitteraturen har en tendens til at drøne sejrssikkert ind på førstepladsen, når jeg vil sætte mig med en bog. Derudover er jeg kommet med i en bogsalon (andre kalder det en læsekreds), og det giver ingen mening af deltage i den, hvis jeg ikke har læst månedens roman eller novellesamling.

Men nogle af fagbøgerne har en særlig status. Det betyder: Jeg får dem læst.

I dette blogindlæg fortæller jeg om to af dem. Den ene er Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissels Tilbage til teksten. Den anden er Birthe Rønn Hornbechs erindringsbog En læser bliver til.

I mit hoved er der en klar forbindelse mellem de to udgivelser. De taler smukt sammen om betydningen af litteratur og hvorfor det personlige engagement i læsning er altafgørende. I en perfekt verden mødes Thomas, Stig og Birthe til BogForum 2021 og taler om, hvordan børn og unge kan få værdifulde relationer til litteratur. Den trio ville være en bomstærk kombination. Man kunne jo mikse med en passioneret dansklærer og Marianne Jelved, og BellaCentret vil eksplodere af læsebegejstring. Eventuelt mens Bertel Haarder går på hænder, og Per Stig Møller og Mattias Tesfaye signerer bøger.

Slut med drømmene. Tilbage til bøgerne.  

Tilbage til teksten
Min opmærksomhed på Tilbage til teksten kan føres tilbage til sommeren 2020. Her udgav Thomas Illum Hansen den lille bog Kunsten af læse, som jeg anmeldte her på bloggen.  Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe pointer om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet. Bogen har en opfordring til dansklærerne: Få oplevelsesdelen og de æstetiske, personlige erfaringer tilbage i læse- og litteraturundervisningen. Gør det muligt for eleverne at blive grebet af teksten og ikke kvalt i forventninger om facitagtige analyser og fortolkninger.

Kunsten at læse er en bog i egen ret, men jeg ser den også som en opvarmning til Tilbage til teksten, der er en litteraturdidaktisk grundbog skrevet specifikt til lærerstuderende og dansklærere. Jeg er ingen af delene – mere en biblioteksbaseret projektkonsulent. (Ja, undskyld. Det er fremmedgørende ord. Til gengæld dækker de over en stor del af mit arbejde). Men jeg interesseret mig så meget for børns læsning og læsekultur, at bogen har udgjort en spændende del af min vinterferielæsning.

Min vinkel på bogen er, at alt, der handler om børns læseoplevelser og det personlige engagement i læsning, er et oplagt koblingspunkt mellem skoler og folkebiblioteker. Her er der en fælles dagsorden, som kan angribes på mange forskellige måder. Som folkebibliotekar har man sjældent mulighed for at overvære danskundervisningen i 7.A en torsdag formiddag. Men ved at læse Tilbage til teksten kan man kigge ind i maskinrummet og få en idé om, hvordan lærere kan gå til værks, når ambitionen er at bedrive litteraturundervisning med afsæt i elevernes egne læseoplevelser.

Det store forsøg
Bogen bygger på det såkaldte KiDM-projekt, der løb af stablen i 2016-2019. KiDM står for kvalitet i dansk og matematik. Der blev udviklet et undervisningsforløb til 7. og 8. klasse, og 90 klasser med 2306 elever deltog i testen af den undersøgende tilgang til litteratur. Heraf fungerede halvdelen som kontrolgruppe.

Der er meget mere end synsninger og sansninger på færde: Det videnskabeligt funderede forsøg viste, at elever med den undersøgende tilgang udviklede sig et halvt år hurtigere i forhold til deres fortolkningskompetence end kontrolgruppen (s. 13).

Jeg skal ikke gå i dybden med denne del. Men hvis man skulle savne argumenter for, at læseoplevelser i litteraturundervisningen er vigtige i forhold til Fælles Mål, så finder man dem i bogens indledning.

Læs selv
I bogens første kapitel tager Illum Hansen og Gissel os ved hånden og tilrettelægger en langsom oplevelse af Ronnie Andersens novelle Plastichjerte. Pointen er, at lærere som det første selv skal opleve en tekst. De skal netop ikke starte med at have en analytisk eller didaktisk farvet tilgang til teksten. Først efter selv at have mødt teksten og erfaret, hvad det er for en verden, den tilbyder, er man klar til at anvende den undersøgende tilgang sammen med sine elever. Det minder mig om principperne i guidet fælleslæsning, hvor man også indtager teksten på en dvælende måde og i mindre bidder.

Læreren må selv være en læser: “Lærerens egen læseoplevelse er af afgørende betydning. Som lærer må man være i kontakt med sin egen æstetiske sans og nysgerrighed. Man må være i stand til at forholde sig åbent og undersøgende til en litterær tekst som grundlag for en dialogisk tilgang i undervisningen”. (s. 21).

Sådan gør du
Bogens næste seks kapitler kommer blandt andet ind på strategier i den undersøgende tilgang, tekstvalg og kvalificering af dialogen i klasserummet. Der er også et kapitel om elevernes undersøgelse af film, der også kan betragtes som en æstetisk tekst, som på en måde ligner litterære tekster, men også har sine egne træk.

Kapitel otte har en anden og mere akademisk karakter. Her kan det være nødvendigt at gå i læsekreds med sine medstuderende eller kolleger for at tilegne sig stoffet. Det handler nemlig om de mest udbredte metoder til at analysere litteratur, og der er turbo på teorierne: Fra biografisme, nykritik og formalisme til receptionsæstetik kritisk multikulturalisme, genrepædagogik, strukturalisme og fænomenologi. What a ride. Bogen abonnerer i høj grad på fænomenologi som tilgang (fænomenologi er optaget af den menneskelige erfaring og betydningsproduktion), og det er nyttigt at få den tænkning sat i perspektiv til andre på området.

Bogens sidste kapitel opsummerer otte principper eller pejlemærker, som lærere kan gøre brug af i den undersøgende litteraturundervisning. Det er god læserservice med sådan en Maggi-terning af bogens pointer. Jeg tillader mig at gengive dem her, ubeskedent tilsat min egen forståelse og ideer til handling:

1. Engagement og interesseudvikling:
Det er svært at lære noget, hvis man ikke er engageret eller interesseret i emnet. Arbejdet med at skabe engagement hos den enkelte elev er basen for det hele. Det er nummer 1.

2. Undersøgelsesorienterede forløb:
Luk ikke en masse døre undervejs i mødet med teksten. Vær fx ikke på forhånd forelsket i en psykoanalytisk tolkning. Bliv ved med at være åben over for elevernes egne undersøgelser.

3. Dialogisk fællesskab:
Når vi lytter til hinanden, får vi flere vinkler på teksten. Sammen udvider vi tekstens verden. Det er ren læsekreds.

4. Styret åbenhed:
Litterære tekster har tomme pladser, hvor vi selv kan fylde betydning ind. Men de har også styrende træk. Find balancen mellem det åbne og det styrende.

5. Faglig rammesætning:
Giv eleverne et sprog til at undersøge litteratur. Giv dem fagbegreber og strategier til deres egne undersøgelser. Man skal have udstyr med, når man skal ud på en ekspedition.

6. Varieret progression:
Man kan godt skifte gear i undervisningen. Det er faktisk en fordel. Vær dynamisk og skift mellem dybdegående analyser, perspektivering og det mere konkrete arbejde med teksten.

7. Multimodal produktion:
Book trailers, Bookstagrams, Book Bentos – der er mange muligheder for, at eleverne selv kan formidle deres oplevelse og forståelse af teksten. Vær kreativ (PS. Og overvej som lærer at invitere dit lokale folkebibliotek til at bidrage til denne del.)

8. Mestring af fortolkning:
Fortæl om dine egne analyser. Hvordan er du nået frem til dem? Hvordan har du udfyldt de tomme pladser i teksten? Målet er ikke at komme med en facitliste eller den bedste tolkning. Det er ikke en konkurrence. Det handler om at vise, hvordan man kan mestre fortolkningens kunst. Her tænker jeg med glæde tilbage på min engelsklærer Ragnhild.

En læser bliver til
Fra en forskningsbaseret lærebog til en samling personlige erindringer.

Birthe Rønn Hornbech er en lidenskabelig læsehest, der voksede op i et præstehjem med Dorés billedbibel, klaver og højt til loftet. Hun er årgang 1943 og et koryfæ for partiet Venstre. Netop her i vinteren 2021, hvor der bliver snakket meget om jysk bagland, gummistøvler og drømmekage, er det værd at bemærke, at Rønn Hornbech er født og opvokset på Østerbro i København.

Hun kan højskolesangbogen og salmebogen ind og ud. Til hver en tid kan hun sætte sig ved klaveret i et forsamlingshus og akkompagnere til fællessangen efter kaffen og det bløde brød – for nu at blive i bagningens verden. Hun inkarnerer en stor del af min barndoms kulturelle ballast, hvor de ældste i familien ikke behøvede at tage sangbøgerne frem. For de kunne teksterne udenad. Det var Aakjær, Grundtvig og årets gang.

Denne lange indledning for at vise, hvorfor jeg grundlæggende er interesseret i Rønn Hornbechs læsererindringer: Hun argumenterer for og har levet sit liv med en stærk tro på, at kultur kan danne og forbinde os. Litteratur kan hjælpe os med at forstå tilværelsens sammenhænge, vores eget og andre menneskers liv.

Politik kan desværre have en tendens til at skille os. Det siger jeg for egen regning. Men kultur kan bygge broer. For eksempel mellem land og by. Det tegner til, at vi godt kunne bruge mere af den slags i vores lillebitte land, hvor der alligevel kan være så store afstande mellem mennesker.

Birthes favoritter
I En læser bliver til bevæger vi os fra Rønn Hornbechs allerførste møde med bøgernes bog, Bibelen til hendes interesse for Kaj Munk, H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, Tove Ditlevsen og H.C. Branner. Værker af disse forfattere har grebet hende og sat deres spor.

Skolepigen Birthe trivedes ikke med lektielæsningens modulære karakter med 20 minutters læsning hist og her. Nej, når først hun var optaget af en forfatter, så læste hun alt, som han eller hun havde skrevet. Med en glubende appetit og trang til fordybelse.

En af de læsende rollemodeller i hendes barndom var en tante, der læste højt af H.C. Andersens eventyr, når forældrene var til møder i sognet. De fortællinger satte gang i billeddannelsen hos den lille Birthe.

En sød tante eller bedstefar, der læser eventyret højt – det kan de fleste relatere til. I den anden ende af spektret er gymnasieeleven Rønn Hornbechs samtaler med Johannes Sløk. Idéhistorie skulle indføres som et fag i gymnasiet, og Sløk stod bag undervisningsmaterialet. Han ville gerne diskutere det med repræsentanter for målgruppe, og Rønn Hornbech blev udvalgt. Hun var overrasket og benovet. Hun havde jo ikke høje karakterer. Til det sagde en af hendes lærer: “Nej, du læser ikke lektier, men du læser så meget andet. Det er sådan nogle som dig, vi har brug for.” (side 163).

Måske er det også sådan nogle, vi har brug for i dag?

Birthes bad i bøger
Mange gange undervejs i læsningen af bogen har jeg tænkt, at de grundlæggende faktorer for læseinteresse og læseglæde er de samme i dag: Rollemodeller (fx i skikkelse af en lærer, der praktiserer metoderne i Tilbage til teksten eller bibliotekar Julie Ottosen fra Vanløse Bibliotek, som Nationalt Videnscenter for Læsning har interviewet), adgang til litteratur og læsekultur i familien. Rønn Hornbech voksede op i et hjem, hvor der var bøger overalt, også på trappeafsatserne. Stabler af bøge over det hele på matriklen. Hun havde nem adgang til bøger, og hun fik lov af sine forældre til at bruge meget tid på læsning. Det har ikke nødvendigvis været en selvfølgelig i alle familier i 1940- og 50erne.

Med Rønn Hornbehchs opvækst og læseglæde i baghovedet, er det ikke noget tilfælde, at “tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed” har været et mantra i de senere års fokus på, hvordan vi får flere børn og unge til at læse mere af lyst.

Til kamp mod åndløsheden
I forbindelse med bogens udgivelse var Rønn Hornbech ikke karrig med kritikken af moderne politikere, der konstant tjekker sociale medier og aldrig læser en bog. De kommer til at mangle perspektiv og forståelse af de store sammenhænge i menneske- og samfundslivet, er hendes synspunkt. Jeg er knap så bekymret for politikerstanden. Men lige nu ville der alligevel være noget betryggende ved at vide, at Mette Frederiksen tog en dosis Pesten af Camus hver aften inden sengetid.

Rønn Hornbech har sit eget bibliotek med mellem 12.000 og 15.000 titler. Hendes opfordring er klar: Vil du forstå menneskets natur og væsen, skal du bare bruge løs af skønlitteraturen. Hun siger det krystalklart på godt 1 minut lige her

Ironisk nok har jeg fundet klippet på Facebook. Hvor jeg for øvrigt tit finder god inspiration til læsning.

Kun et spørgsmål står tilbage efter læsning af En læser bliver til:
Læser Birthe Rønn Hornbech aldrig samtidslitteratur? Er hun på Politikens chefredaktør Christian Jensens hold, hvor den klassiske litteratur er basgangen i en informationsmyldrende hverdag?

Hvis nogen kan hjælpe mig med svaret, lover jeg at lave jeg en opfølgning i et nyt blogindlæg.

Boginfo

En læser bliver til af Birthe Rønn Hornbech.
Udgivet på Gyldendal, 2020.

Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2021.

Bibliotekar i lockdown

Hvad laver en bibliotekar, når bibliotekerne er lukkede? Det får du svaret på i dette mail-interview, hvor bloggens egen Jan fortæller om sin hverdag i noget, der ligner alt andet end hverdag. Jan arbejder ved Roskilde Bibliotekerne og er primært tilknyttet Gadstrup Bibliotek, der er en del af Roskilde Bibliotekerne. De sagesløse, biblioteksbogshungrende borgere i Gadstrup har mulighed for at reservere bøger og hente dem i særlige tidsrum. Take-away og click and collect er stadig muligt.

Lisbet:
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig her under nedlukningen?

Jan:
Haha, læser min chef med? På nær at jeg har vænnet mig til at læse mine mails klokken 8, mens jeg drikker morgenkaffe, så er der ikke som sådan en typisk dag.

P.t. har jeg vagter på biblioteket, hvor vi passer telefoner, finder materialer frem og gør vores bedste for at hjælpe de fremmødte med at finde deres reserveringer. Ellers nørkler vi med digitalisering af vores formidling. Ganske som resten af biblioteksvæsnet, tænker jeg.

Lisbet:
Hvordan holder du kontakt med det lokalsamfund, som dit bibliotek er en del af?

Jan:
Det har jeg virkelig svært ved. Udover at udveksle mails, enkelte telefonopkald, det obligatoriske Skype-møde og prøve at få stablet efterårets arrangementer på benene, så er det meget begrænset, hvad jeg har haft mulighed for. Her kan man tydelig mærke, hvordan lockdown har sat en stopper for sociale aktiviteter.

Lisbet:
Hvad har Corona-nedlukningerne lært dig i dit virke som bibliotekar?

Jan:
Hvor meget mennesker og mødet mellem dem betyder for mit og bibliotekernes virke, og at biblioteker som rum og sted er væsentlig vigtigere, end mange nok antager. En ting er, at jeg selv har svært ved for alvor at gøre en forskel, men man kan mærke, borgerne mangler noget at være fælles om ude i den virkelige verden.

Med andre ord, selv i det ellers meget digitale 2021 er det at være bibliotekar, særligt på et lokalbibliotek, i høj grad et spørgsmål om at mødes ansigt til ansigt med mennesker.

Rungende tavshed på Gadstrup Bibliotek. Ingen trippende barnefødder. Ingen knitren fra avisssider. Ingen hyggelig sludren med de gæve Gadstrup-borgere. Jan savner det hele.

Lisbet:
Hvad læser du selv for tiden?

Jan:
Jeg har perioder, hvor et emne fylder meget. Den seneste tid har det været et sammensurium af vikinger og korstog. Varberg og Lyngvilds udstilling på Nationalmuseet (læs mere om Jans interesse for vikinger i nytårsindlægget 2020 om årets bedste bøger), som jeg lige nåede at besøge for et års tid siden, inden alt blev lukket ned, gav mig blod på tanden, og jeg kastede mig over ’Viking’ og ’Fortidens slagmarker’. Det førte mig videre til normannerne og korstogene, hvor jeg nu læser seneste bind i Jack Ludlows serie om normannerne. Det er ikke stor litteratur, men sindssygt spændende, og som Simon Montefiore engang sagde, så skal man læse skønlitteratur for virkelig at forstå historiens spillere.

Lisbet:
Hvad glæder du dig allermest til, når din arbejdsplads på Gadstrup Bibliotek åbner igen?

Jan:
Nok allermest til at føre en samtale med et andet menneske uden plexiglas, visir og 2 meters afstand mellem os, men på den lidt kortere bane, så bliver det bare rart at kunne byde folk indenfor igen og stille og roligt begynde at (genop)bygge et fællesskab om biblioteket med arrangementer, oplæg og læseklubber.

Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Bogsnaks top tre i 2020

Meget kan ændre sig.

Juleaften kan blive helt anderledes, end du havde forestillet dig. Du erfarer, at det er en stor lettelse ikke at skulle gå til julefrokoster. Du vokser sammen med dine bløde bukser efter tre måneders uafbrudt samvær under Corona-lockdown. Du vidste ikke, at det var muligt. Det ved du nu. Du kan komme på fornavn med direktører fra statslige styrelser, du førhen knap nok vidste eksisterede.

Men en ting er sikker og uforanderlig: Bogsnak laver altid en “året-der-gik”-kavalkade i form af en klassisk top tre-liste. I år er det Lisbet og Jan, der i dette fælles indlæg tegner og fortæller om deres bedste læseoplevelser.

Lisbets top tre i 2020
Men jeg skriver disse linjer, er det en tåget og råkold december-lørdag. Det bliver mørkt før klokken tre. Lyset er så langt væk. Og varmen endnu fjernere.

Derfor virker det helt oplagt at tænke tilbage på en roman, jeg læste på en varm sommerdag i vores sommerhus. Jeg glemte at holde pauser i læsningen, fik ikke drukket vand nok og og blev nærmest lidt dårlig til sidst. Det var en af de bøger, der var umulig at lægge ned.

Læsningen udløste modstridende følelser: Vrede og glæde oveni hinanden. Romanen er selvfølgelig ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Vreden hænger sammen med de enorme uretfærdigheder, der overgår flere af personerne i historien. Glæden udspringer af det fantastiske sprog og den intensitet, som Mondrup skriver med. Hold da op, det er godt.

I ‘Tabita’ kolliderer Danmark og Grønland på smertefuld vis. Den grønlandske pige Tabita bliver sammen med sin lillebror adopteret af et dansk ægtepar, der ikke selv kan få børn. De vil så gerne give af deres overskud, og der er smurt god vilje henover hele arrangementet. Børnenes mor Rosine er hushjælp hos ægteparret Berthel og Eva. Abelone har svært ved selv at klare børnene, for hun er alene og afhængig af hjælp fra sin gamle mor Rosine, der lige har mistet sin mand. Rosines måde at passe børnene på er at låse dem inde i kælderen, indtil Abelone kommer hjem. Det går selvfølgelig ikke. Men det går heller ikke, at børnene lige pludselig flyver til København og skal passe ind i en dansk virkelighed i 1960erne.

Sorg, savn, kærlighed, ulykke og overgreb. Alt det handler ‘Tabita’ om. Kvinderne har hvert deres afsnit i romanen, og undervejs afsløres flere og flere af Berthels utilgivelige sider. Den stærke, hvide mand tager sig mildt sagt ikke godt ud i denne gribende roman.

Hvis du elskede Godhavn og andre af Mondrups romaner, der har Grønland som tone og omdrejningspunkt, så vil du også være optaget af ‘Tabita’. Jeg ser for mig, at bogen bliver til en stærk film – som et naturligt led i bearbejdningen af det fortsat komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Fortiden vil være hos os lang tid endnu.

Størst af alt: Om kærlighedens natur
Tab er et stort tema i Tabita. Det er det også i Lone Fransk personlige og samtidig videnskabelige analyse af kærlighedens natur. Franks kæreste døde af kræft i en alt for tidlig alder. Det satte gang i hendes granskning af kærlighed som fænomen.

Bogen veksler mellem Franks egne refleksioner og beskrivelser af de samtaler, hun har med sin psykolog (bonusinfo: Han var i sin tid medlem af Det Neodepressionistiske Danseorkester – det må klart være en fordel hos en psykolog) og afsnit om forskning i kærlighed. Denne mosaik fungerer virkelig godt. Når man selv er lige ved at tude over Franks afgrundsdybe sorg og savn af den elskede, kommer der et kapitel om neurologiske forsøg med mus. Så kan man trække vejret igen.

Jeg er imponeret over Franks evne til at favne det personlige og det naturvidenskabelige i ‘Størst af alt’. Hun er god til at holde tungen lige i munden. Det er modigt at skrive om kærlighed på denne måde.

Bogen er med på min top tre, fordi jeg slugte den på to dage og undervejs fik sat gang i mine egne tanker om det at være datter, mor og kæreste. Jeg lærte noget. Det er dog ikke sikkert, at min nærmeste familie umiddelbart kan mærke det. Men jeg ved det.

Glæden ved at læse
Vi fortsætter i kærlighedssporet. Denne gang handler det om kærligheden til læsning. Den sidste bog på min liste er ikke udgivet i 2020. Det er en halvgammel, fransk sag fra 1992, udgivet på dansk i 1995. Originaltitlen er Comme un roman, og bogen blev udgivet på det hæderkronede forlag Gallimard. Forfatteren er Daniel Pennac, lærer i fransk sprog og litteratur. Han gjorde det til sit livsværk at gøre fortabte læsere til gode læsere. En nobel mission.

Jeg blev opmærksom på ‘Glæden ved at læse’, da jeg læste Kunsten at læse (2020) lige inden sommerferien. Kunsten at læse er skrevet af Thomas Illum Hansen, og jeg fik fornøjelsen at anmelde den her på bloggen. I Kunsten at læse gør Illum Hansen opmærksom på læserens ti bud, sådan som de er formuleret af Pennac:

1. Retten til ikke at læse.
2. Retten til at springe sider over.
3. Retten til ikke at læse en bog færdig.
4. Retten til at genlæse.
5. Retten til at læse hvad som helst.
6. Retten til bovarysme (et oplagt spørgsmål til en af julens quizzer. Hvad er bovarysme for noget?)
7. Retten til at læse hvor som helst.
8. Retten til at smålæse.
9. Retten til at læse højt.
10. Retten til at tie stille.

Pennac deler ud af sine erfaringer som lærer og far, og den essayistiske stil er elegant og humoristisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse bogen på originalsproget. Det ville være det helt rigtige.

Pennac slår fast, at ingen har tid til at læse. Hverken børn eller voksne, for “Livet er det rene forhindringsløb i forhold til læsning”. (side 81). Man må være misundelig på dem, der har tid til at læse! Hvordan får de presset bøgerne ind i det travle, moderne liv?

Pennac udtrykker det sådan her:
“Tid til at læse er altid stjålen tid. (Ganske ligesom tid til at skrive, for resten, eller tid til at elske.) Stjålet fra hvad? Lad os sige fra pligten til at leve. Det er uden tvivl af den grund, at metroen – det prøvede symbol på nævnte pligt – ser ud til at være verdens største bogsamling. Tid til at læse udvider, ligesom tid til at elske, tiden til at leve. Hvis vi skulle overveje kærligheden ud fra hensynet til den tid, den tager, hvem ville så turde kaste sig ud i den? Hvem har tid til at være forelsket? Og alligevel – findes der nogen, som nogen sinde har oplevet en forelsket, der ikke tog sig til at elske?” (Side 81).

Et voila! Med Pennac ved min side ønsker jeg dig et godt læseår i 2021. Og hvis Pennac ikke er nok, så dyk ned i Mikkels fyldige indlæg Sådan får du læst mere.

Jans Top 3
I år har jeg valgt tre bøger (og et par boblere) ud fra læseoplevelser, der har givet mig noget at tænke over eller inspireret mig. Og måske også provokeret mig lidt. Normalvis er jeg ikke meget for provokerende skriverier, men hvis det er den slags provokation, der får en til at pondere over verden, så er det ikke en dum ting, tænker jeg.

De tre bøger, jeg har valgt, lander alle tre i krydsfeltet mellem inspiration, provokation og eftertanke. Det er også bøger, der er i særklasse velskrevne og giver læseren noget med sig efter endt læsning.

Og så er de alle fagbøger.

Det er lidt et tilfælde, men nok også et tegn på, at faglitteratur og samfundsforhold har fyldt en del i mit job den sidste halvdel af 2020. Derfor har jeg også sneget et par boblere ind til slut. Begrænsningens kunst har heller aldrig været min stærke side, og en liste med mine anbefalinger ville da heller ikke være komplet uden noget farverig litteratur af den underholdende slags.

Men lad os sporenstregs sætte i værk.

Vikingerne kommer!
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild er muligvis den flotteste fagbog, jeg nogensinde har haft mellem poterne. Den er simpelthen gudesmuk.

Ganske som bogens portrætter er det.

Den store fotobog indeholder nemlig 83 portrætter baseret på personer fra vikingetiden, og udspringer af Nationalmuseets ’Mød Vikingerne’-udstilling, som Jeanette Varberg og bogens forfatter præsenterede under megen virak i efteråret 2018. 

Forfatteren selv kan provokere mange, men det, at han satte ansigt og krop på vikingerne, provokerede endnu flere, og førte til en fascinerede debat om historisk korrekthed og brugen af fotografierne, hvilket gav udstillingen og Nationalmuseet nogle helt ekstraordinært høje besøgstal. Og udstillingen er da også værd at besøge.

’Alverdens Vikinger’ er som sagt en gudesmuk bog, og debatten til trods, så vækker den nysgerrighed og en interesse i at vide mere, og det er det, bogen skal; den er ikke en historiske kilde, men en vej til at blive grebet af vikingetiden.

Argh, den liberale er løs!!
Den liberale, tidligere undervisningsminister, Merete Riisager kan utvivlsomt også vække mange følelser. Særligt, når Riisager som i ’Selvbyggerbørn’ lægger op til en diskussion om børneopdragelse, identitetsdannelse, og de voksnes ansvarsfralæggelse, når det kommer til selv samme, vil det utvivlsomt vække en del hovedrysten eller spidse miner.

Bogen er dog værd at læse, hvad end man nu er enig med Riisager eller ej, for som med Murray nedenfor, så er det værd at diskutere, hvordan vi udvikler vores identitet, bliver dannede og fremfor alt er i stand til at have en ordentlig samtale om tidens problemer og udfordringer.

’Selvbyggerbørn’ er en debatbog, og som sådan fungerer den perfekt. Den er velskrevet og pointerne fremført skarpt og med nuancer. Som et menneske med stor interesse for dannelse fandt jeg Riisagers bog både interessant og tankevækkende, og det tror jeg faktisk, de fleste med samme interesser vil.

De politisk korrekte kommer!!!
Og det er næsten endnu værre end en flok øksesvingende baryler eller en løbsk liberal undervisningsminister.

Douglas Murrays ’Hordernes Hærgen’ tager livtag med tidens identitetspolitiske tendenser og er, indrømmet, et partsindlæg, men den er altid interessant og oftest satirisk skarp. Man kan læse bogen som et frontalangreb på identitetspolitik eller som en påmindelse om, at selv de bedste intentioner har afledte effekter, der ikke altid er lige ønskværdige.

Har du lyst til at dykke ned i et af samfundsdebattens mest hotte emner, så er ’Hordernes Hærgen’ bogen for dig. Murray har tydeligvis en fest, men humoren til trods, så er emnet behandlet med stor alvor og indsigt. ’Hordernes Hærgen’ er nok årets vigtigste bog i min optik. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med Murray, men fordi jeg tænker, den frie debat og åbne diskussion, ikke mindst om lettere giftige emner, er noget af det vigtigste for et dannet, velfungerende samfund.

Boblerne og de andre gode bøger
En af de bøger, jeg føler, jeg må nævne, er Ruben Greis’ ’Udød’, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Det er en underholdende og farverig zombiehistorie, som både mit indre Dennis Jürgensen-elskende barn og min indre horror-nørd er svært glad for.

Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg også nævne Malene Ravn, Amdi Silvestri og Mathilde Walter Clark, som jeg anbefalede i sommer. Både Lisbet og jeg lovpriste Ravns fortælling om kunstneren Carl Fisker i ’Hvor lyset er’, mens jeg ikke kan anbefale Clarks fremragende og personlige rejseessaysamling og Silvestris vanvittige, sorthumoristiske ’Et satans arbejde’ om en stakkels flyttemand med en temmelig speciel opgave nok.

Har du ikke læst dem, så kan det kun anbefales. Det er virkelige gode bøger, der hver og en har været med til at gøre et ellers jævnt trælst år til et om ikke andet ganske godt litterært år.

Boginfo
Tabita’ af Iben Mondrup. Politikens Forlag. 353 sider. 2020.
‘Størst af alt. Om kærlighedens natur’ af Lone Frank. 292 sider. Politikens Forlag. 2020.
‘Glæden ved at læse’ af Daniel Pennac. 118 sider. Klim. 1995. 
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild. 288 sider. Frydenlund. 2020.
’Selvbyggerbørn’ af Merete Riisager. 239 sider. Kristeligt Dagblad. 2020
Hordernes hærgen’ af Douglas Murray. 375 sider. Ellekær. 2020


Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning