Det magiske ved togrejsen

Kombinationen af nostalgi og nutidens fokus på klima har gjort, at toget som rejsemiddel igen er i vælten, og for en gammel togromantiker som jeg vækker det kun glæde.

For mig vil en rejse med et tog nemlig altid have en snert af magi over sig. Nogle gange mindre, andre gange mere. Lige siden de første ture med de gamle bumletog fra min bette fødeby i provinsen til den store, store hovedstad eller især nattoget til Sæby i 5. eller 6. klasse, tror jeg, har togrejsen og toget altid været noget helt særlig.

Nu kan magi selvfølgelig være mange ting. Der kan være magi i både de små hverdagsoplevelser så vel som i de store livsomvæltende begivenheder. Det magiske øjeblik kan bestå i alt fra en strofe af en sang over et blik fra en veninde til en gåtur under en krystalblå himmel, eller de helt store ting som kærlighed eller ens første barn.

Og midt imellem er der så togrejser.

Togets fortryllende magt

Selvom virkeligheden alt for ofte ligger et stykke fra den til tider lige vel nostalgiske og måske ligefrem romantiske opfattelse af fortidens togrejser med elegante spise- og sovevogne og distingverede medrejsende i stiveste puds, så er der stadig noget over en togrejse.

Selv med DSB

Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg pendlet med tog. Og selvom jeg ikke just nyder at stå tidligt op, så har morgenrejsen, især i de perioder, hvor det er lyst om morgenen altid været, ja, ganske magisk. For mig er togrejsen på mange måder et symbol på, at verden er stor og fyldt med under.

Paul Theroux siger det så smukt og meget bedre end jeg i ’Den store jernbanebasar’: ”Jernbanen var en inspirerende basar, hvorfra enhver tålmodig rejsende kunne tage noget med sig, som man kunne mindes senere i livet.”

Togrejser har også altid haft en iboende ro, som jeg ikke finder ved en flyrejse eller en tur med en bus. Måske fordi tog netop minder mig om en anden tid. En tid med ro og muligheden for at tage sig tid. Man kan læse, tænke dybe tanker eller blot kigge drømmende ud af vinduet og se verden passere forbi.

En togrejse er som skabt til at læse.

Indrømmet, min fascination af tog hviler utvivlsomt på et fejlagtigt nostalgisk syn på en tid og en verden, der aldrig har eksisteret.

Men jeg er ikke alene.

Togbøger – bøger om tog, med tog og togrejser

Tog har alle dage fyldt meget i fiktionen og fantasiens verden. Tænk på, hvor mange bøger og film, der enten udspiller sig ombord på et tog eller på anden vis er centreret på en togrejse.

Og de griber os stadig.

Jeg tror vitterligt ikke, man finder noget, der vækker større interesse eller genklang end ’Hogwarts-ekspressen’. Der er granvoksne mennesker i min omgangskreds, der bliver forvandlet til glade børn ved tanken eller lystigt hygger sig med at bygge LEGO-sættet.

For mig er der dog intet større ’Orientekspressen’.

F.eks. så står ’Mord i Orientekspressen’ klokkeklart for mig. Filmen, dog. Bogen fik jeg først læst lang tid senere. Og jeg husker heller ikke andre personer end Poirot, men jeg husker toget og togrejsen. Alene ordet ”Orientekspressen” emmer af magi, eventyr og andre, mere eksotiske verdener.

Det er en glæde, jeg synes at dele med mange andre. Læs eventuelt Kristian Ditlev Jensen eller Torbjørn Færøviks bøger, hvis du vil have en fornemmelse af Orientekspressens magi.

Andre, mere eksotiske verdener får man også et fint indblik i med netop Paul Therouxs ‘Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien’. Bogen er ikke helt ny, men findes i et fint genoptryk, så ikke kun får man på bedste vis gennem Therouxs skarpe pen et indblik i Rusland og store dele af Asien, man får også en tur tilbage til en anden tid.

Nedenfor har jeg samlet en god håndfuld bøger, der fra lænestolen bringer læseren ud i verden og på eventyr med det magiske tog.

Anbefalet læsning

Orientekspressen – en togrejse’ af Torbjørn Færøvik

Den norske journalist og forfatter Torbjørn Færøvik rejser med tog fra London til Samarkand i sporet af nogle af historiens mest centrale kulturpersonligheder.

Kristeligt Dagblad, 2019, 592 sider.

Rejse gennem natten’ af Friederike Mayröcker

Bogen skildrer en togrejse fra Paris til Wien, og skal både forstås bogstaveligt og i overført betydning som et billede på livet og bevægelsen fra det ydre til det indre.

Palomar, 2019, 105 sider.

Bumletog fra Borup til Singapore – jorden rundt med tog‘ af Kim Greiner

Med stop i 13 lande og 27 byer kommer man med bogen på en rejse hen over landjorden fra Borup på Midtsjælland til Singapore på sydspidsen af Malaccahalvøen, og til steder som Bajkalsøen og Gobiørkenen

Mellemgaard, 2018, 522 sider, illustreret i farver.

På sporet af Italien – med tog fra Milano til Palermo‘ af Tim Parks

Den engelske forfatter giver et velskrevet og underholdende indblik i det moderne Italien gennem en togrejse fra Verona i nord til Palermo i syd.

C&K, 2017, 342 sider, illustreret.

Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien‘ af Paul Theroux

Bog skildrer en episk togrejse begyndende i 1973 på Victoria Station i London og tager gennem 4 måneder læseren gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Indien, Thailand, Vietnam og Japan og tilbage til London med verdens mest legendariske tog. Bl.a. Orient-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

C&K, 2017, 381 sider.

Oplev Europa med tog – en rejseantologi for individuelle rejsende‘ af Britt Sallingboe

Bogens består af en serie artikler skrevet af passionerede europæiske togrejsende, og den er derfor fyldt med tips og ideer til folk, der ønsker at begive sig ud på en magisk og mindeværdig togrejse.

Mellemgaard, 2018, 570 sider, illustreret i farver.

Ord i Orientekspressen – rejseskildringer‘ af Kristian Ditlev Jensen

Indeholder 12 artikler, der oprindeligt er skrevet til DSBs ’Ud & Se’, og fortæller som kun Kristian Ditlev Jensen kan om 12 togrejser fra Oceanien over Europa til Amerika.

Gyldendal, 2007, 192 sider.

eReolen går amok!

Der er en gammel vittighed om John Jacob Astor IV; verdens på det tidspunkt rigeste person. Han var den største kändis på Titanic og stående i baren, mens kaos brød ud omkring ham, skal han have bemærket: ”Jeg ved godt, jeg bad om is, men der her er jo latterligt!”

På samme måde – og vi strækker sammenligningen lidt her – skulle vi hilse fra eReolen og sige, at vi ved godt, vi altid har bedt om mere brug og flere lånere, men det her er jo vanvittigt. Og på en uhyggelig baggrund. Hvor vanvittigt? Det vil jeg prøve at beskrive her og i øvrigt spekulere ansvarsløst om fremtiden.

Onsdag d. 11. marts om aftenen holdt statsministeren pressemøde og erklærede Danmark mestendels lukket ned pga. coronavirus’ hastige fremmarch. Torsdag d. 12/3 vågnede vi til en ny virkelighed og for rigtigt mange mennesker starten på en ny hverdag derhjemme. eReolen vågnede også til en ny virkelighed.

Unavngivet

Torsdag-fredag var en lidt underlig mellemperiode, og så blev det weekend. Mandag gik det dog helt bananas, og det ligner starten på et mønster med mandage. Det hele blev naturligvis bedre af, at København satte kvoten op fra tre e-bøger og tre lydbøger til fem af hver, mens Aarhus senere satte sin kvote op fr 3/3 til 6/6 – bare for at overgå os, de bæster! En god snes biblioteker hævede lånekvoterne. En enkelt op til 1.000, men så skal man altså læse meget!?

I København har vi alle dage været lidt nærige med vores 3/3-loft, men vores problem er, at hovedstadens månedlige befolkningsvækst er ca. +1.000. Jeg bor i Nyborg kommune, hvor vi er 36.000 mennesker. Hver tredje år flytter altså, hvad der svarer til Nyborg kommune til København. De skal betjenes med et budget, der hverken indeksreguleres eller demografireguleres, så vi er lidt fanget i det sædvanlige biblioteksparadoks, at vi ender med ikke at have råd til vores succeser. Og i København, hvor vi er vant til at underpræstere i forhold til det nationale, digitale udlån, er vi totalt klassens dengser i øjeblikket. Se lige her:

Unavngivet2

De stiplede linjer er det daglige gennemsnit for marts 2019.

Det er jo helt fabelagtigt, at biblioteket, der normalt er Danmarks suverænt mest anvendte kulturtilbud, også kan gøre en forskel, når vi alle sammen skal blive indenfor, og det fysiske bibliotek er lukket.

Det er heller ikke kun de samme brugere, der bruger os endnu mere. Vores support drukner i nye brugere, der stiller rimeligt grundlæggende spørgsmål om funktionaliteten, og først og fremmest får vi henvendelser fra grundskole- og gymnasieskolelærere, der desperat prøver at anvise læsestof til de hjemmebundne elever. Vi skylder her vores gode venner hos forlagene stor ros. Ugen igennem har jeg hængt i telefonen og bedt dem enten lægge fraværende titler på eReolen eller lægge eksisterende titler i en mindre restriktiv udlånsmodel, og i alle tilfælde har de gjort det, de søde englebasser 😊

Tal på bordet!

Unavngivet3

NB: Ekskl. podcasts

Jep! København har mere end fordoblet sit udlån i forhold til marts 2019, mens vi nationalt ligger på +83,7% Det er helt vildt, og vi skylder en stor tak til de åndssvagt dygtige formidlere, der sidder på eReolen, i København og rundt omkring i landet og giver den fuld klampe på alle de digitale kanaler.

Det er ikke kun eReolen, der oplever denne nye interesse i øvrigt. Også hos de kommercielle streamingtjenester oplever de vild stigning. En forlagskontakt fortalte mig, at eReolen sådan set holder sin procentdel af omsætningen hos dem, så det må jo være den logiske konklusion. Den eneste forskel er, at de plejer at opleve weekenden som den mest aktive periode, mens det nu er hverdagene ligesom på eReolen. Det antyder jo heftigt nogle voksne og børn, der keder sig voldsomt i den skolelukkede periode.

Så hvad nu? Har vi konverteret en masse mugglere til læsningens magi? Denne her åndssvage pandemi forsvinder jo forhåbentligt snart igen – for nu i al fald – og hvor mange er så tilbage? Ikke alle selvfølgelig, men for de kommercielle aktører gælder det, at gratis-kunder smutter igen, hvis de aldrig kommer i gang med tjenesten, men lokker man en bog eller to i dem, stiger sandsynligheden voldsomt for, at de bliver hængende. Følgelig er det mest sandsynlige, at en god del af de mange tusind nye brugere bliver hængende. Det er godt nyt for læsningen, der er under generelt pres i et samfund i desperat underskud af tid og opmærksomhed og specifikt pres fra de nye generationer, der har et ganske andet medieforbrug end deres forældre.

Eller dropper vi alt det digitale, når vi bliver lukket ud og hylder i stedet det analoge og det fysiske fællesskab? Kommer hinanden ved, til vi introverte får eksplosionsagtig kvalme over fællessange og lallen rundt om majstænger?

Spændende bliver det!

Skraldebyg og syndflodsmyter

”Spis bøf en anden gang, og syng i stedet en sang”. Så kort kan det siges. Eller rettere synges, når det handler om vinderen af MGP 2020. Hun hed Liva og vandt med en iørefaldende sang holdt i glade harmonier. Hun sendte også denne opfordring: ”Pas godt på vores jord. Jeg skal bruge den, når jeg bliver stor.” Der var håb og handling i den sang, og det glider lige ned. Ligesom forløbet ”Klima, skraldebyg og bæredygtighed” i min søns klasse.

Hvis du som voksen føler trang til at udforske de store spørgsmål om klodens fremtid sammen med et barn på en anden måde, så kommer her tre bud. For der findes børnebøger som går i kødet på de store temaer med en særlig, litterær opfindsomhed. Her er der plads til at få vendt og drejet ængsteligheden.

Bøgerne giver os en fin anledning til at få snakket med børn om, hvor svimlende det er, at vi faktisk ikke ved, hvad fremtiden indeholder.

Det mærkelige er, at humor, varme og undren godt kan optræde side om side med uro og afmagt. Hermed har jeg mere end antydet, at dette indlæg også er en hyldest til børnelitteratur, der fletter det komplekse og det enkle sammen i én historie. Der er nemlig noget, vi ikke behøver at skrue ned for: De nuancerede og forskellige fortællinger om, hvordan verden også kunne se ud. På godt og ondt.

Vitello redder verden
Vi befinder os i et univers, der er trygt og velkendt. Tusindvis af børn og forældre hygger sig med Vitello og hans venner året rundt. Bøgerne er sjove og skæve. Humoren tiltaler både store og små.

Men denne gang er temaet ikke klamme kærester, der hedder Kamma, eller Vitellos bestræbelser på at score kassen som blomstersælger. Nu handler det om noget globalt: Vitello er nødt til at redde verden. Og det i en ruf. For han skal være millionær og køre i en sportsvogn, når han bliver voksen. Så hjælper det jo ikke noget, at verden er gået under!

Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at gøre det rigtige. Andre mennesker bliver faktisk skidesure, når man sammen med sine venner går i gang med at redde verden.

Det går dog bedre med en kat….

img_4075

Vitello handler sig generelt ud af mange situationer. Men lige den her med at redde verden viser sig at være ekstra svær. 

Det hus Jack (og Melissa) byggede
“Det meste ligger øde. Meget er i stykker”. Sådan begynder denne historie om en dreng, der hedder Jack. Han finder materialer rundt omkring. En hammer. Nogle søm. Han ser også en pige. Hen ad vejen finder de to ud af, at de skal bygge et hus sammen.

De får også en hund. Det er lige før, man aner Adam og Eva i baggrunden af fortællingen. For hunden skal jo have et navn, og det diskuterer Jack og Melissa. For der er mange at vælge imellem.  Men så kommer der mindelser om Noas ark, for flere dyr kommer til. Og andre børn. Regnen begynder at falde. Det ender med, at huset nærmest bliver til en båd.

Med de fineste antydninger får forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Lilian Brøgger vist, hvordan de to børn midt i en øde og ødelagt verden finder styrken i at være to. Du er ikke alene.

Jeg er vild med den bog.

img_4074

Se øjenkontakten mellem de to børn. De ved godt, at det betyder alt, at man ikke er alene i verden. Især ikke når verden bliver totalt oversvømmet. 

Huset på havets bund
Der er vand, oversvømmelse og våde strømper til overflod i Martin Glaz Serups og Lars Vegas’ gådefulde bog om en pige, der besøger sin farfar. Han har fundet en underlig maskine i sin kælder, en gammeldags iPad. På skærmen er et hus på havets bund og to skygger af en mand og en pige. De ligner pigen og hendes farfar. Der kommer havlyde fra apparatet.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i fortællingen, mens vandet stiger. Pigen kigger ud af kældervinduet og kan se, at de voksne løber rundt med skovle og sandsække. Imens siver der vand ud af apparatet. Det kan ikke stoppes. Vand indenfor og vand udenfor.

jeg tør slet ikke at kaste mig ud i en tolkning, men jeg mærker næsten vandets kulde og fugten i luften, mens jeg læser bogen. Alting bliver sløret til sidst. Som set gennem bølgende vand. Mit bud er, at man skal læse denne bog langsomt og grundigt sammen med børn. Den skal opleves og dvæles ved, mens man undrer sig over det mærkelige og uforståelige. Nogle gange er der ikke forklaringer.

rbt

Alting flyder og flyder sammen i denne alt andet end selvforklarende billedbog. 

Boginfo
Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fup Aakeson og Lilian Brøgger
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Huset på havets bund af Martin Glaz Serup og Lars Vegas
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Flere tips
Københavns Bibliotekers Børnebogcast har lavet et tema klima og natur i børnebøger

Litteratursiden har skrevet om klimakrise i børnehøjde

Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, har været med til at redigere en antologi om børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen. Den fik en fremragende anmeldelse i Information i 2018.

Portræt af en nylæser

I serien Portræt af en læser er det nu blevet tid til at fokusere på en mand, der har givet sig selv en læseudfordring. Du kan roligt blive inspireret af Jan Gustav, der ikke har læst bøger i årevis. Men så traf han en beslutning om, at det skulle være løgn.

Lisbet: Hvem er du?
Jan Gustav: Det er verdens bedste spørgsmål 🙂 Jeg er 38, uddannet designteknolog og har en BA i kreativ kommunikation. Jeg arbejder freelance med grafisk design, samt indretning af kontorer, butikker, messestande og private hjem og er frivillig i en Røde Kors genbrugsbutik. Jeg er nysgerrig af natur og interesserer mig især for politik, samfund, religion, vores samtid, psykologi, filosofi og kønsdebatten.

For at opdatere mit eksamensbevis fra gymnasiet, læser jeg et intensivt tysk-kursus og håber at starte på en BA i religionsvidenskab på Københavns Universitet til efteråret. Og så elsker jeg loppemarkeder.

Jan Gustav portræt

Jan Gustav i hjemlige omgivelser. 

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jan Gustav: Foruden Jumbo Bøger, Anders And og X-Men tegneserier, må det være Ib Michaels Vanillepigen, jeg i gymnasiet var meget begejstret for. Jeg kunne næsten dufte østens krydderier, jeg var enormt optaget af familierelationerne og trods en opvækst på Langeland og ikke som hovedpersonen i Roskilde, har jeg uden al tvivl spejlet mig i udlængslen.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie?
Jan Gustav: Ikke meget. Jeg tror, jeg med 99,9% sikkerhed kan sige, der ikke findes en eneste bog i mine forældres hjem. Der blev læst lokalavisen – grundigt, ugeblade og tekst-TV. Som voksen har jeg talt med min mor om det at læse og det at lære at læse. Vi husker begge tilbage på, hvordan jeg sad på armlænet af lænestolen i stuen, mens hun hjalp mig med læse-lektierne, som det fineste minde.

Lisbet: Hvordan var dit forhold til det at læse i din skoletid?
Jan Gustav: Allerede dengang havde jeg et nysgerrigt væsen, og jeg elskede at læse om nye universer, anderledes liv (end mit eget) og fordybelsen. Men jeg læste ikke så godt, eller så hurtigt som andre, så jeg kom hurtigt i kassen: Du kan ikke læse. Så i de sidste år i folkeskolen og igennem gymnasietiden læste jeg kun det, jeg absolut nødvendigt skulle.

Lisbet: Hvorfor har du givet dig selv en læseudfordring?
Jan Gustav: Igennem mine teenageår, 20ere og 30ere læste jeg næsten ikke. Jeg havde jo lært, jeg ikke kunne. For en tre års tid siden havde jeg orlov fra mit daværende job. Jeg faldt over en avis og begyndte at læse og indså, at jeg jo godt kunne læse. Selvfølgelig.

Så jeg gav mig selv en udfordring: Læs 12 bøger på et år. Det var ret vildt, når jeg kom fra ikke at have læst i over 20 år. Jeg læste ikke 12, men 22 bøger det år. Året efter ville jeg forsøge at læse 24 bøger. Jeg læste 49. Så i år tænker jeg 52 bøger må være et passende mål.

Jeg føler, jeg har meget at indhente, meget jeg er gået glip af, og at der er så meget viden og mange universer, jeg gerne vil stifte bekendtskab med.

Bogstak Jan Gustav

Bunken af læste (ikke ulæste) bøger vokser og vokser hjemme hos Jan Gustav. 

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kan give dig i dit liv i dag?
Jan Gustav: Det giver mig ro at læse. Det fodrer min nysgerrighed og interesse i vores samtid og andres liv, tanker og fremmede universer. Det giver mig også selvværd i form af viden og egentlig også i form af bare det, at jeg kan læse.

Lisbet: Hvordan finder du inspiration til din læsning?
Jan Gustav: Jeg følger de fleste forlag og de boghandlere, jeg godt kan lide, på Instagram og danner mig her igennem et overblik. Anbefalinger fra nær og fjern og andre udgivelser af de forfattere jeg er i gang med at læse eller tidligere har læst. Og min boghandler, de er virkelig skarpe og gode til at hjælpe en i retning af, hvad der måske ville passe en, baseret på hvad man tidligere har læst og ens interesser.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jan Gustav: Jeg har et særligt hjørne i min lejlighed med en god, stor stol og udsigt til gaden. Der læser jeg meget. Når vejret er til det, læser jeg på min altan med stille jazz i baggrunden. I parker, på café, i metroen, toget og i bussen mellem København og Langeland, hvor tre timer er hel ideelt til fordybelsen, og i mine forældres baghave. Jeg kan læse alle steder.

JGS_Læsehjørne

Jan Gustavs læsehjørne. Eet ord: Aaahhhhhh. 

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Jan Gustav: Jeg har som regel gang i to bøger samtidigt. En skønlitterær og en mere faglitterær, jeg strækker over noget tid.

Jeg skal på Heartland festival senere på året og høre Jeffrey Eugenides, der i 2003 modtog Pulitzerprisen for ‘Middlesex’, jeg derfor netop er gået i gang med.

Og så læser jeg En introduktion til Hadith. Hadith anses i Islam for at indeholde sande fortællinger om profeten Muhammed, hans ord og gerninger, overleveret af hans tilhængere og nedskrevet omkring det 8. og 9. århundrede. Sammen med Koranen udgør Hadith grundlaget for den islamiske tro og praksis. Med mine forhåbentlige kommende studier i tankerne, er det naturligvis superinteressant.

Lisbet: Hvad skal du læse senere på året?
Jan Gustav: Jeg forsøger at blande godt og gammelt, klassisk og nyt. Som sagt føler jeg der er meget at indhente. Jeg glæder mig til ‘Kirke’ af Madeline Miller; historien om den græske gudeverden, et univers jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og med en stærk kvindelig hovedperson. (Lisbets bonustip: Læs Jans anmeldelse af ‘Kirke’ her på bloggen.)

Den voldsomt omtalte og i nogle lande bandlyste ‘De Sataniske Vers’ af Salman Rushdie fra 1998 om race, kultursammenstød og religion, har længe stået på min liste og faktisk også i min reol. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Og så er det gået op for mig, at jeg kun har læst et mindre uddrag af George Orwells ‘1984’ fra 1949, så den tænker jeg bestemt, det også er tid til at få læst det hele af – og skræmmende som den fortsat er aktuel den dag i dag.

Flere portrætter
Portræt af en læser-serien har tre års jubilæum i disse februardage. Find alle portrætterne her:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

 

 

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746

 

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊