Godartet gravrøveri : De døde og deres bøger

Den 4. februar døde min svigerfar pludseligt. Vi havde lige fejret Almas 1-årsfødselsdag i familieboblen et par dage før, men i ét nu mistede Alma sin største fan uden at forstå det. Jeg har en idé om, at selvom hun ikke kan huske det, når hun bliver større, så sidder effekten af at blive elsket i hende ord- og billedløst. Nogle uger efter tog min søde kæreste og jeg et første blik på hans efterladte bogsamling. Min svigerfar var nemlig et bogmenneske, og min svigermor syntes, vi skulle tage alle de bøger, vi gerne ville have. En pænere måde at sige: ”Hjælp! Der er så mange!” tror jeg.

Der er noget forkert ved at rode i andre menneskers bøger. Jeg er typen, der styrer lige hen til folks reoler, når jeg er på besøg, men jeg gør det på en andægtig måde. Sådan da. Og de mennesker kan jo forsvare sig. Når folk er gået bort, føles det om et overgreb. Folks bogsamling er jo en manifestation af deres liv og personlighed. Hver bog har sin plads, sin fysiske udstrækning meget lig andre bøger, men nogle fylder mere end andre i ånden. Fx gik min svigerfar og min kæreste på kunstudstillinger sammen, og hvis udstillingen var god, købte de begge kataloget. De kunstkataloger er jo særlige på en ganske anden måde end den Alistair McLean-thriller, der blev indkøbt i en DSB-kiosk til en forglemmelig togtur, og som har fået lov at gemme sig siden.

Alma og hendes morfar: Et smukt venskab, der sluttede for tidligt. Læg mærke til, de sammenligner bøger!

For små fem år siden var jeg igennem det med min mor. Min far har i praksis været død i 18 år, og jeg har kun teoretisk familie tilbage. Jeg var derfor ikke helt klar på opringningen fra en ambulancelæge med beskeden om, hun var fundet livløs. En uge senere stod jeg i mit barndomshjem, hvor det allerede var tydeligt, at her boede ingen længere. Min mor havde bøger allevegne. Skønlitteratur, kogebøger, historiebøger. Da jeg var 10 år, havde de ikke opfundet Young Adult-genren, og i desperation kastede jeg mig over min mors Agatha Christie-samling og året efter en god gang amerikansk 70’er-kvindefrigørelse ved Erica Jong o.lign. fra samme reol. Det er min vurdering, at jeg var den danske tween-dreng, der i start-80’erne vidste mest om amerikanske kvinders seksuelle problemer – og mange forskellige løsninger herpå ikke mindst.

De sidste år af hendes liv købte hun ikke nye bøger. Sikkert, fordi hun ikke magtede kassationens ædle kunst. Værløse bibliotek stod for at holde hende beskæftiget, mens samlingen i lejligheden bare blev ældre og giftigere, eftersom hun røg 2-3 pakker om dagen og næsten altid var hjemme. Da jeg gik i gang med at fjerne bøgerne, viste de grovsennepsfarvede reoler sig jomfrueligt hvide, hvor de havde stået. Jeg smed alt ud bortset fra en ”Peer Gynt,” hun havde brugt i gymnasiet. Hun giftede sig med min biologiske far meget ung og blev til Bodil Christoffersen, men på titelsiden i den lille Peer Gynt har hun i teenage-usikker kuglepen skrevet sit pigenavn: ”Bodil Steinhørster.” Hun har også skrevet sirlige noter indeni, som gør, at den er endnu mere personlig. Jeg kan se hende for mig sidde bøjet over bogen og notere flittigt. Min indre bibliotekar har dog også lyst til at stange hende et erstatningskrav!

Min mors gymnasielæsning

Med min svigerfar var det noget andet. Jeg kendte ham i sagens natur ikke nær så godt som min mor, og hans bogsamling kendte jeg ikke fra min opvækst. Han havde lidt en aura af sfinks over sig – om end en venligtsindet sfinks. Det virkede som et mentalt overgreb bare at gå ombord i samlingen og lægge i ”ud”- og ”behold”-bunker. Lidt ligesom at pincetdissekere en personlighed, der ikke kan forsvare sig. En afmontering af sfinksen, der virkelig ikke tilkommer mig. Dur, dur, dur ikke …

Hans samling bredte sig over både stuen i huset i Mårslet og ind på hans kontor. Masser af kogebøger. Særligt italienske, men også fx ”Downtime” af Nadine Levy Redzepi, som er ny for mig, og tre af Anthony Bourdains bøger, som jeg glæder mig til. Der var en større filosofisk sektion med Kierkegaards samlede værker (droppet; jeg får dem aldrig læst) og et lækkert trebindsværk om europæisk idéhistorie (håber at få dem læst). Masser af kunstbøger, som min søde kæreste tager sig af. Jeg nappede dog en titel om fotografiets historie til mig selv plus det løse. Han var tydeligvis også inspireret af det historiske materiale, der ligger til grund for Dan Browns ”Da Vinci-koden,” Dødehavsrullerne m.v. Jeg æælsker den slags og er uendeligt fascineret. Jeg tiltænker ham gerne, han læste det for at blive klogere på, hvor godtroende folk er, men jeg under ham at se overbærende ned på mig fra sin sky på flere måder, mens jeg labber det i mig.

Tillad mig en kort, biblioteksfaglig afstikker her. Vi har i sektoren mange gange prøvet at tilskynde til og skabe rammer om litteraturformiling på sociale medier. Skubbe til det og få folk i gang. Bogsnak her er faktisk en reminiscens af én af de initiativer. Der er dog én stor udfordring: Folk synes, at hvad de læser, langt hen ad vejen er en privatsag. Det er simpelthen intimt på en anden måde end, hvad man ser af film eller hører af musik. Det er ikke engang sådan noget som ”Politikens store bog om at skifte køn, uden at nogen opdager det” eller ”Sådan røver du en bank med en elektrisk tandbørste.” Det er også ganske almindelig skønlitteratur, mange rutter lidt med. Læsning er simpelthen personligt, og personligt synes jeg, det er herligt! Det viser jo, hvor vigtigt det er. Det er også derfor, samlæsning er så potent.

Af samme grund er det også dejligt at have min svigerfars bøger stående. Han var som sagt et bogmenneske; ikke en læsehest, men en læsevæddeløbshest. Han havde glædet sig til efterlønnen. Så skulle han egentlig bare læse, lave noget god mad i sin trykkoger, se noget kunst og lege med sit barnebarn. Det otium kan gøres meget værre. Meget værre! Der er varmt og trøstende ved at sætte sig og læse i nogle af de bøger, vi ved, han havde læst. Skal vi kalde det asynkron samlæsning bare for at tage al glæde ud af det? Det skaber en forbindelse på en måde, ikke meget andet kan.

Når jeg kigger på min egen samling, synes jeg jo mestendels, det afslører de mange farver på mit renæssance-intellekts smukke palet (*host*), men jeg er lidt nervøs for, mine efterlade vil tage det som et bevis på svær personlighedsforstyrrelse. Måske skulle man lige kaste et ekstra blik på reolerne?

Grebet af teksten

Der er et mønster: Næsten hver måned køber jeg eller er så heldig at få en fagbog, der handler om litteratur og læsning. Det kan være en antologi om lydbøger, en forskningsbaseret udgivelse om læsningens materialitet eller en ph.d.-afhandling om literacy.

Lutter lækre sager!

Som det optimistiske menneske jeg er, regner jeg med at læse alle teksterne. Eller i det mindste uddrag af dem. Det sker bare ikke altid. Skønlitteraturen har en tendens til at drøne sejrssikkert ind på førstepladsen, når jeg vil sætte mig med en bog. Derudover er jeg kommet med i en bogsalon (andre kalder det en læsekreds), og det giver ingen mening af deltage i den, hvis jeg ikke har læst månedens roman eller novellesamling.

Men nogle af fagbøgerne har en særlig status. Det betyder: Jeg får dem læst.

I dette blogindlæg fortæller jeg om to af dem. Den ene er Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissels Tilbage til teksten. Den anden er Birthe Rønn Hornbechs erindringsbog En læser bliver til.

I mit hoved er der en klar forbindelse mellem de to udgivelser. De taler smukt sammen om betydningen af litteratur og hvorfor det personlige engagement i læsning er altafgørende. I en perfekt verden mødes Thomas, Stig og Birthe til BogForum 2021 og taler om, hvordan børn og unge kan få værdifulde relationer til litteratur. Den trio ville være en bomstærk kombination. Man kunne jo mikse med en passioneret dansklærer og Marianne Jelved, og BellaCentret vil eksplodere af læsebegejstring. Eventuelt mens Bertel Haarder går på hænder, og Per Stig Møller og Mattias Tesfaye signerer bøger.

Slut med drømmene. Tilbage til bøgerne.  

Tilbage til teksten
Min opmærksomhed på Tilbage til teksten kan føres tilbage til sommeren 2020. Her udgav Thomas Illum Hansen den lille bog Kunsten af læse, som jeg anmeldte her på bloggen.  Bogen kombinerer det essayistiske og personlige med knivskarpe pointer om litteraturundervisning i grundskolen opnået på basis af mange års arbejde med og forskning i feltet. Bogen har en opfordring til dansklærerne: Få oplevelsesdelen og de æstetiske, personlige erfaringer tilbage i læse- og litteraturundervisningen. Gør det muligt for eleverne at blive grebet af teksten og ikke kvalt i forventninger om facitagtige analyser og fortolkninger.

Kunsten at læse er en bog i egen ret, men jeg ser den også som en opvarmning til Tilbage til teksten, der er en litteraturdidaktisk grundbog skrevet specifikt til lærerstuderende og dansklærere. Jeg er ingen af delene – mere en biblioteksbaseret projektkonsulent. (Ja, undskyld. Det er fremmedgørende ord. Til gengæld dækker de over en stor del af mit arbejde). Men jeg interesseret mig så meget for børns læsning og læsekultur, at bogen har udgjort en spændende del af min vinterferielæsning.

Min vinkel på bogen er, at alt, der handler om børns læseoplevelser og det personlige engagement i læsning, er et oplagt koblingspunkt mellem skoler og folkebiblioteker. Her er der en fælles dagsorden, som kan angribes på mange forskellige måder. Som folkebibliotekar har man sjældent mulighed for at overvære danskundervisningen i 7.A en torsdag formiddag. Men ved at læse Tilbage til teksten kan man kigge ind i maskinrummet og få en idé om, hvordan lærere kan gå til værks, når ambitionen er at bedrive litteraturundervisning med afsæt i elevernes egne læseoplevelser.

Det store forsøg
Bogen bygger på det såkaldte KiDM-projekt, der løb af stablen i 2016-2019. KiDM står for kvalitet i dansk og matematik. Der blev udviklet et undervisningsforløb til 7. og 8. klasse, og 90 klasser med 2306 elever deltog i testen af den undersøgende tilgang til litteratur. Heraf fungerede halvdelen som kontrolgruppe.

Der er meget mere end synsninger og sansninger på færde: Det videnskabeligt funderede forsøg viste, at elever med den undersøgende tilgang udviklede sig et halvt år hurtigere i forhold til deres fortolkningskompetence end kontrolgruppen (s. 13).

Jeg skal ikke gå i dybden med denne del. Men hvis man skulle savne argumenter for, at læseoplevelser i litteraturundervisningen er vigtige i forhold til Fælles Mål, så finder man dem i bogens indledning.

Læs selv
I bogens første kapitel tager Illum Hansen og Gissel os ved hånden og tilrettelægger en langsom oplevelse af Ronnie Andersens novelle Plastichjerte. Pointen er, at lærere som det første selv skal opleve en tekst. De skal netop ikke starte med at have en analytisk eller didaktisk farvet tilgang til teksten. Først efter selv at have mødt teksten og erfaret, hvad det er for en verden, den tilbyder, er man klar til at anvende den undersøgende tilgang sammen med sine elever. Det minder mig om principperne i guidet fælleslæsning, hvor man også indtager teksten på en dvælende måde og i mindre bidder.

Læreren må selv være en læser: “Lærerens egen læseoplevelse er af afgørende betydning. Som lærer må man være i kontakt med sin egen æstetiske sans og nysgerrighed. Man må være i stand til at forholde sig åbent og undersøgende til en litterær tekst som grundlag for en dialogisk tilgang i undervisningen”. (s. 21).

Sådan gør du
Bogens næste seks kapitler kommer blandt andet ind på strategier i den undersøgende tilgang, tekstvalg og kvalificering af dialogen i klasserummet. Der er også et kapitel om elevernes undersøgelse af film, der også kan betragtes som en æstetisk tekst, som på en måde ligner litterære tekster, men også har sine egne træk.

Kapitel otte har en anden og mere akademisk karakter. Her kan det være nødvendigt at gå i læsekreds med sine medstuderende eller kolleger for at tilegne sig stoffet. Det handler nemlig om de mest udbredte metoder til at analysere litteratur, og der er turbo på teorierne: Fra biografisme, nykritik og formalisme til receptionsæstetik kritisk multikulturalisme, genrepædagogik, strukturalisme og fænomenologi. What a ride. Bogen abonnerer i høj grad på fænomenologi som tilgang (fænomenologi er optaget af den menneskelige erfaring og betydningsproduktion), og det er nyttigt at få den tænkning sat i perspektiv til andre på området.

Bogens sidste kapitel opsummerer otte principper eller pejlemærker, som lærere kan gøre brug af i den undersøgende litteraturundervisning. Det er god læserservice med sådan en Maggi-terning af bogens pointer. Jeg tillader mig at gengive dem her, ubeskedent tilsat min egen forståelse og ideer til handling:

1. Engagement og interesseudvikling:
Det er svært at lære noget, hvis man ikke er engageret eller interesseret i emnet. Arbejdet med at skabe engagement hos den enkelte elev er basen for det hele. Det er nummer 1.

2. Undersøgelsesorienterede forløb:
Luk ikke en masse døre undervejs i mødet med teksten. Vær fx ikke på forhånd forelsket i en psykoanalytisk tolkning. Bliv ved med at være åben over for elevernes egne undersøgelser.

3. Dialogisk fællesskab:
Når vi lytter til hinanden, får vi flere vinkler på teksten. Sammen udvider vi tekstens verden. Det er ren læsekreds.

4. Styret åbenhed:
Litterære tekster har tomme pladser, hvor vi selv kan fylde betydning ind. Men de har også styrende træk. Find balancen mellem det åbne og det styrende.

5. Faglig rammesætning:
Giv eleverne et sprog til at undersøge litteratur. Giv dem fagbegreber og strategier til deres egne undersøgelser. Man skal have udstyr med, når man skal ud på en ekspedition.

6. Varieret progression:
Man kan godt skifte gear i undervisningen. Det er faktisk en fordel. Vær dynamisk og skift mellem dybdegående analyser, perspektivering og det mere konkrete arbejde med teksten.

7. Multimodal produktion:
Book trailers, Bookstagrams, Book Bentos – der er mange muligheder for, at eleverne selv kan formidle deres oplevelse og forståelse af teksten. Vær kreativ (PS. Og overvej som lærer at invitere dit lokale folkebibliotek til at bidrage til denne del.)

8. Mestring af fortolkning:
Fortæl om dine egne analyser. Hvordan er du nået frem til dem? Hvordan har du udfyldt de tomme pladser i teksten? Målet er ikke at komme med en facitliste eller den bedste tolkning. Det er ikke en konkurrence. Det handler om at vise, hvordan man kan mestre fortolkningens kunst. Her tænker jeg med glæde tilbage på min engelsklærer Ragnhild.

En læser bliver til
Fra en forskningsbaseret lærebog til en samling personlige erindringer.

Birthe Rønn Hornbech er en lidenskabelig læsehest, der voksede op i et præstehjem med Dorés billedbibel, klaver og højt til loftet. Hun er årgang 1943 og et koryfæ for partiet Venstre. Netop her i vinteren 2021, hvor der bliver snakket meget om jysk bagland, gummistøvler og drømmekage, er det værd at bemærke, at Rønn Hornbech er født og opvokset på Østerbro i København.

Hun kan højskolesangbogen og salmebogen ind og ud. Til hver en tid kan hun sætte sig ved klaveret i et forsamlingshus og akkompagnere til fællessangen efter kaffen og det bløde brød – for nu at blive i bagningens verden. Hun inkarnerer en stor del af min barndoms kulturelle ballast, hvor de ældste i familien ikke behøvede at tage sangbøgerne frem. For de kunne teksterne udenad. Det var Aakjær, Grundtvig og årets gang.

Denne lange indledning for at vise, hvorfor jeg grundlæggende er interesseret i Rønn Hornbechs læsererindringer: Hun argumenterer for og har levet sit liv med en stærk tro på, at kultur kan danne og forbinde os. Litteratur kan hjælpe os med at forstå tilværelsens sammenhænge, vores eget og andre menneskers liv.

Politik kan desværre have en tendens til at skille os. Det siger jeg for egen regning. Men kultur kan bygge broer. For eksempel mellem land og by. Det tegner til, at vi godt kunne bruge mere af den slags i vores lillebitte land, hvor der alligevel kan være så store afstande mellem mennesker.

Birthes favoritter
I En læser bliver til bevæger vi os fra Rønn Hornbechs allerførste møde med bøgernes bog, Bibelen til hendes interesse for Kaj Munk, H.C. Andersen, Karen Blixen, Herman Bang, Tove Ditlevsen og H.C. Branner. Værker af disse forfattere har grebet hende og sat deres spor.

Skolepigen Birthe trivedes ikke med lektielæsningens modulære karakter med 20 minutters læsning hist og her. Nej, når først hun var optaget af en forfatter, så læste hun alt, som han eller hun havde skrevet. Med en glubende appetit og trang til fordybelse.

En af de læsende rollemodeller i hendes barndom var en tante, der læste højt af H.C. Andersens eventyr, når forældrene var til møder i sognet. De fortællinger satte gang i billeddannelsen hos den lille Birthe.

En sød tante eller bedstefar, der læser eventyret højt – det kan de fleste relatere til. I den anden ende af spektret er gymnasieeleven Rønn Hornbechs samtaler med Johannes Sløk. Idéhistorie skulle indføres som et fag i gymnasiet, og Sløk stod bag undervisningsmaterialet. Han ville gerne diskutere det med repræsentanter for målgruppe, og Rønn Hornbech blev udvalgt. Hun var overrasket og benovet. Hun havde jo ikke høje karakterer. Til det sagde en af hendes lærer: “Nej, du læser ikke lektier, men du læser så meget andet. Det er sådan nogle som dig, vi har brug for.” (side 163).

Måske er det også sådan nogle, vi har brug for i dag?

Birthes bad i bøger
Mange gange undervejs i læsningen af bogen har jeg tænkt, at de grundlæggende faktorer for læseinteresse og læseglæde er de samme i dag: Rollemodeller (fx i skikkelse af en lærer, der praktiserer metoderne i Tilbage til teksten eller bibliotekar Julie Ottosen fra Vanløse Bibliotek, som Nationalt Videnscenter for Læsning har interviewet), adgang til litteratur og læsekultur i familien. Rønn Hornbech voksede op i et hjem, hvor der var bøger overalt, også på trappeafsatserne. Stabler af bøge over det hele på matriklen. Hun havde nem adgang til bøger, og hun fik lov af sine forældre til at bruge meget tid på læsning. Det har ikke nødvendigvis været en selvfølgelig i alle familier i 1940- og 50erne.

Med Rønn Hornbehchs opvækst og læseglæde i baghovedet, er det ikke noget tilfælde, at “tilgængelighed, tilgængelighed, tilgængelighed” har været et mantra i de senere års fokus på, hvordan vi får flere børn og unge til at læse mere af lyst.

Til kamp mod åndløsheden
I forbindelse med bogens udgivelse var Rønn Hornbech ikke karrig med kritikken af moderne politikere, der konstant tjekker sociale medier og aldrig læser en bog. De kommer til at mangle perspektiv og forståelse af de store sammenhænge i menneske- og samfundslivet, er hendes synspunkt. Jeg er knap så bekymret for politikerstanden. Men lige nu ville der alligevel være noget betryggende ved at vide, at Mette Frederiksen tog en dosis Pesten af Camus hver aften inden sengetid.

Rønn Hornbech har sit eget bibliotek med mellem 12.000 og 15.000 titler. Hendes opfordring er klar: Vil du forstå menneskets natur og væsen, skal du bare bruge løs af skønlitteraturen. Hun siger det krystalklart på godt 1 minut lige her

Ironisk nok har jeg fundet klippet på Facebook. Hvor jeg for øvrigt tit finder god inspiration til læsning.

Kun et spørgsmål står tilbage efter læsning af En læser bliver til:
Læser Birthe Rønn Hornbech aldrig samtidslitteratur? Er hun på Politikens chefredaktør Christian Jensens hold, hvor den klassiske litteratur er basgangen i en informationsmyldrende hverdag?

Hvis nogen kan hjælpe mig med svaret, lover jeg at lave jeg en opfølgning i et nyt blogindlæg.

Boginfo

En læser bliver til af Birthe Rønn Hornbech.
Udgivet på Gyldendal, 2020.

Tilbage til teksten af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag, 2021.

Bibliotekar i lockdown

Hvad laver en bibliotekar, når bibliotekerne er lukkede? Det får du svaret på i dette mail-interview, hvor bloggens egen Jan fortæller om sin hverdag i noget, der ligner alt andet end hverdag. Jan arbejder ved Roskilde Bibliotekerne og er primært tilknyttet Gadstrup Bibliotek, der er en del af Roskilde Bibliotekerne. De sagesløse, biblioteksbogshungrende borgere i Gadstrup har mulighed for at reservere bøger og hente dem i særlige tidsrum. Take-away og click and collect er stadig muligt.

Lisbet:
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig her under nedlukningen?

Jan:
Haha, læser min chef med? På nær at jeg har vænnet mig til at læse mine mails klokken 8, mens jeg drikker morgenkaffe, så er der ikke som sådan en typisk dag.

P.t. har jeg vagter på biblioteket, hvor vi passer telefoner, finder materialer frem og gør vores bedste for at hjælpe de fremmødte med at finde deres reserveringer. Ellers nørkler vi med digitalisering af vores formidling. Ganske som resten af biblioteksvæsnet, tænker jeg.

Lisbet:
Hvordan holder du kontakt med det lokalsamfund, som dit bibliotek er en del af?

Jan:
Det har jeg virkelig svært ved. Udover at udveksle mails, enkelte telefonopkald, det obligatoriske Skype-møde og prøve at få stablet efterårets arrangementer på benene, så er det meget begrænset, hvad jeg har haft mulighed for. Her kan man tydelig mærke, hvordan lockdown har sat en stopper for sociale aktiviteter.

Lisbet:
Hvad har Corona-nedlukningerne lært dig i dit virke som bibliotekar?

Jan:
Hvor meget mennesker og mødet mellem dem betyder for mit og bibliotekernes virke, og at biblioteker som rum og sted er væsentlig vigtigere, end mange nok antager. En ting er, at jeg selv har svært ved for alvor at gøre en forskel, men man kan mærke, borgerne mangler noget at være fælles om ude i den virkelige verden.

Med andre ord, selv i det ellers meget digitale 2021 er det at være bibliotekar, særligt på et lokalbibliotek, i høj grad et spørgsmål om at mødes ansigt til ansigt med mennesker.

Rungende tavshed på Gadstrup Bibliotek. Ingen trippende barnefødder. Ingen knitren fra avisssider. Ingen hyggelig sludren med de gæve Gadstrup-borgere. Jan savner det hele.

Lisbet:
Hvad læser du selv for tiden?

Jan:
Jeg har perioder, hvor et emne fylder meget. Den seneste tid har det været et sammensurium af vikinger og korstog. Varberg og Lyngvilds udstilling på Nationalmuseet (læs mere om Jans interesse for vikinger i nytårsindlægget 2020 om årets bedste bøger), som jeg lige nåede at besøge for et års tid siden, inden alt blev lukket ned, gav mig blod på tanden, og jeg kastede mig over ’Viking’ og ’Fortidens slagmarker’. Det førte mig videre til normannerne og korstogene, hvor jeg nu læser seneste bind i Jack Ludlows serie om normannerne. Det er ikke stor litteratur, men sindssygt spændende, og som Simon Montefiore engang sagde, så skal man læse skønlitteratur for virkelig at forstå historiens spillere.

Lisbet:
Hvad glæder du dig allermest til, når din arbejdsplads på Gadstrup Bibliotek åbner igen?

Jan:
Nok allermest til at føre en samtale med et andet menneske uden plexiglas, visir og 2 meters afstand mellem os, men på den lidt kortere bane, så bliver det bare rart at kunne byde folk indenfor igen og stille og roligt begynde at (genop)bygge et fællesskab om biblioteket med arrangementer, oplæg og læseklubber.

Portræt af en læser i det italienske hjørne

Mit kendskab til italiensk litteratur er sørgeligt begrænset. Jeg har brug for, at en kyndig person tager mig ved hånden og leder mig ind i denne verden befolket af Dantes og Decamerons efterkommere. Her kommer Siri Rønne Christiansen ind i billedet. Mit seneste portrætoffer Niels Offenberg, som du kan læse om i blog-indlægget Portræt af en litteraturformidlende læser, anbefalede mig at sætte kløerne i Siri. Så her er hun: Una bella donna. Jeg ønsker dig: Buona lettura!

Lisbet: Hvem er du?
Siri: Jeg er cand.mag. i Italiensk, tidligere indehaver af den italienske boghandel, Italo Libri, og freelance-oversætter mellem dansk og italiensk. Når der ikke er lockdown, så assisterer jeg i Politikens Boghal, og ellers bruger jeg en del tid på at tænke over, hvad jeg ønsker mig for fremtiden.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Siri: Jeg husker højtlæsning som noget helt særligt, typisk godnathistorier. Der var eksempelvis en ferie, hvor min farfar læste Pippi Langstrømpe for mig og endte med selv at græde af grin, og da mine brødre og jeg blev lidt ældre, læste min mor Erik Menneskesøn-serien højt for os og introducerede os på den måde for den nordiske mytologi.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Siri: Det tidligste ,jeg selv læste, var min fars tegneserier og senere nogle eventyrbøger, og jeg husker, at mine kammerater i skolen talte meget om Tine Brylds Pigeliv-serie, men at den ikke rigtig fangede mig. Den røde tråd kom først rigtig for mig i gymnasiet, hvor tanker om livet og meningen med det hele fyldte rigtig meget. Særligt Dostojevskys Kældermennesket og Descartes’ Meditationer blev betydningsfulde for mig, og det åbnede mine øjne for filosofi, som jeg senere tog en bachelor i.

Lisbet: Hvordan var din vej ind i italiensk litteratur?
Siri: Det startede, da jeg tog på udveksling til Italien som 16-årig, så i første omgang brugte jeg bøgerne helt konkret for at lære sproget at kende. Undervejs faldt jeg pladask for landet, og i en lang årrække rejste jeg derfor derned, så ofte jeg kunne. På et tidspunkt blev det dog lidt udmattende (også økonomisk), og så fik bøgerne den funktion, at jeg kunne taget noget af Italien med mig hjem i dem. Det blev i sidste ende til Italo Libri.

Siri Rønne Christiansen

Lisbet: Hvordan påvirker dit virke som oversætter din egen læsning?
Siri: Jeg føler egentlig, at bevidstheden om, hvor svært det kan være at oversætte, tilføjer et ekstra lag af glæde ved at læse en god bog, som også er godt oversat. Jeg er selv ny i faget og fuld af beundring og ærefrygt over mere erfarne litterære oversætteres evner! Det er virkelig en kæmpe opgave at formidle en anden persons værk. Al den research, som forfatteren har lagt i at berette om noget, skal oversætteren jo også researche sig frem til og opbygge viden om og sprog til. Og når jeg i sjældne tilfælde studser over noget ‘usmidigt’ i en tekst, så kan jeg godt lide at tænke over, hvordan jeg selv ville have oversat det.

Lisbet: Hvilke italienske titler er det magtpåliggende for dig at anbefale?
Siri: Mange kender og elsker Elena Ferrantes Napoli-kvartet om veninderne Elena og Lila, men jeg har været langt mere betaget af en af Ferrantes tidligere romaner, der på dansk har fået titlen Forladte dage (oversat af Nina Gross). Det er en fantastisk medrivende fortælling om en kvinde, der bliver forladt og den deraf følgende deroute hun gennemlever. Den er skrevet nærmest som en tankestrøm, men en malstrøm, hvor man synker ned i dyndet med hende.

Sibilla Aleramos En kvinde er også oversat af Nina Gross og udkom allerede i 1906 på italiensk. Den noget undseelige titel dækker over den dybereliggende pointe, at netop en kvindes liv historisk set ikke blev regnet for noget særligt. Aleramo tematiserer moderskab, forældreskab og ægteskab på en måde, som stadig er aktuel, mener jeg. For at sætte romanen i kontekst og uden at afsløre for meget, så fandtes der i Italien helt frem til 1981 en lov om, at en mand kunne undgå straf for voldtægt, hvis han efterfølgende giftede sig med offeret.

Sidst, men absolut ikke mindst, så er Pap Khoumas forfatterskab virkelig interessant. Han er endnu ikke oversat til dansk, men hans debutroman findes på engelsk: I was an elephant salesman. Han immigrerede i midtfirserne fra Senegal, er nu italiensk statsborger, og hans seneste roman hedder Noi italiani neri, dvs. ”Vi sorte italienere”. Undertitlen er ”Historier om almindelig racisme” (Storie di ordinario razzismo), og bogen retter via en autobiografisk fortælling fokus mod den diskrimination og ‘hverdagsvold’ sorte mennesker oplever i det italienske samfund. Nødvendig læsning, helt klart.

Lisbet: Hvem inspirer dig til læsning?
Siri: Helt generelt bliver jeg inspireret af samtaler med venner, men når det kommer til de italienske titler, så skylder jeg min studietid meget. Underviserne på Italiensk på Københavns Universitet er virkelig dedikerede mennesker, og de smitter med deres engagement! Med hensyn til samtidslitteratur mere generelt, så er jeg så heldig at arbejde som assistance i Politikens Boghal, og der er jo helt naturligt fyldt med gode mennesker, der kan inspirere!

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Siri: Jeg har taget revanche inden for nordisk litteratur på det seneste og læser lige nu to bøger: Geir Gulliksens Historie om et ægteskab og Jón Kalman Stefánssons Himmerige og helvede. Jeg er meget optaget af kærlighedens skyggesider, det være sig utroskab, jalousi og usikkerhed, men også det ‘forbudte’ i at forelske sig i en anden, når man allerede har lovet nogen (evig) troskab. Det har Gulliksen alt sammen med i sin roman. Stefánssons bog læser jeg, fordi jeg sidste år kom til at starte med den tredje bog i Himmerige og helvede-trilogien, Menneskets hjerte, som jeg var enormt betaget af, men selvsagt ikke forstod særlig godt, fordi det var sidste bog i en række.

Gulliksen kan jeg ikke læse lige inden sengetid, fordi fortællingen slår på nogle meget ømme strenge, der kræver lidt overskud, og så er det godt at have Stefánssons mere poetiske (omend barske) univers i baghånden.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Siri: At jeg ikke læser på digitale apparater. Jeg føler, at jeg slapper af på en helt særlig måde, når jeg får en bog i hånden.

Siris læseplads.

Fascineret af oversættelse?
Så har Svend Brinkmann lavet et helt program kaldet Lost in Translation om emnet. Oversætter Thomas Harder og Shekufe Tadayoni Heiberg medvirker, og det er vildt spændende at høre om deres arbejde med at oversætte skønlitteratur til dansk fra henholdsvis italiensk og persisk.

Flere portrætter
Galleriet af læserportrætter vokser stiller og roligt. Jeg begyndte med serien for snart fire år siden og er blevet meget glad for formatet. Tak fordi I læser med!

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser

Bogsnaks top tre i 2020

Meget kan ændre sig.

Juleaften kan blive helt anderledes, end du havde forestillet dig. Du erfarer, at det er en stor lettelse ikke at skulle gå til julefrokoster. Du vokser sammen med dine bløde bukser efter tre måneders uafbrudt samvær under Corona-lockdown. Du vidste ikke, at det var muligt. Det ved du nu. Du kan komme på fornavn med direktører fra statslige styrelser, du førhen knap nok vidste eksisterede.

Men en ting er sikker og uforanderlig: Bogsnak laver altid en “året-der-gik”-kavalkade i form af en klassisk top tre-liste. I år er det Lisbet og Jan, der i dette fælles indlæg tegner og fortæller om deres bedste læseoplevelser.

Lisbets top tre i 2020
Men jeg skriver disse linjer, er det en tåget og råkold december-lørdag. Det bliver mørkt før klokken tre. Lyset er så langt væk. Og varmen endnu fjernere.

Derfor virker det helt oplagt at tænke tilbage på en roman, jeg læste på en varm sommerdag i vores sommerhus. Jeg glemte at holde pauser i læsningen, fik ikke drukket vand nok og og blev nærmest lidt dårlig til sidst. Det var en af de bøger, der var umulig at lægge ned.

Læsningen udløste modstridende følelser: Vrede og glæde oveni hinanden. Romanen er selvfølgelig ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Vreden hænger sammen med de enorme uretfærdigheder, der overgår flere af personerne i historien. Glæden udspringer af det fantastiske sprog og den intensitet, som Mondrup skriver med. Hold da op, det er godt.

I ‘Tabita’ kolliderer Danmark og Grønland på smertefuld vis. Den grønlandske pige Tabita bliver sammen med sin lillebror adopteret af et dansk ægtepar, der ikke selv kan få børn. De vil så gerne give af deres overskud, og der er smurt god vilje henover hele arrangementet. Børnenes mor Rosine er hushjælp hos ægteparret Berthel og Eva. Abelone har svært ved selv at klare børnene, for hun er alene og afhængig af hjælp fra sin gamle mor Rosine, der lige har mistet sin mand. Rosines måde at passe børnene på er at låse dem inde i kælderen, indtil Abelone kommer hjem. Det går selvfølgelig ikke. Men det går heller ikke, at børnene lige pludselig flyver til København og skal passe ind i en dansk virkelighed i 1960erne.

Sorg, savn, kærlighed, ulykke og overgreb. Alt det handler ‘Tabita’ om. Kvinderne har hvert deres afsnit i romanen, og undervejs afsløres flere og flere af Berthels utilgivelige sider. Den stærke, hvide mand tager sig mildt sagt ikke godt ud i denne gribende roman.

Hvis du elskede Godhavn og andre af Mondrups romaner, der har Grønland som tone og omdrejningspunkt, så vil du også være optaget af ‘Tabita’. Jeg ser for mig, at bogen bliver til en stærk film – som et naturligt led i bearbejdningen af det fortsat komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Fortiden vil være hos os lang tid endnu.

Størst af alt: Om kærlighedens natur
Tab er et stort tema i Tabita. Det er det også i Lone Fransk personlige og samtidig videnskabelige analyse af kærlighedens natur. Franks kæreste døde af kræft i en alt for tidlig alder. Det satte gang i hendes granskning af kærlighed som fænomen.

Bogen veksler mellem Franks egne refleksioner og beskrivelser af de samtaler, hun har med sin psykolog (bonusinfo: Han var i sin tid medlem af Det Neodepressionistiske Danseorkester – det må klart være en fordel hos en psykolog) og afsnit om forskning i kærlighed. Denne mosaik fungerer virkelig godt. Når man selv er lige ved at tude over Franks afgrundsdybe sorg og savn af den elskede, kommer der et kapitel om neurologiske forsøg med mus. Så kan man trække vejret igen.

Jeg er imponeret over Franks evne til at favne det personlige og det naturvidenskabelige i ‘Størst af alt’. Hun er god til at holde tungen lige i munden. Det er modigt at skrive om kærlighed på denne måde.

Bogen er med på min top tre, fordi jeg slugte den på to dage og undervejs fik sat gang i mine egne tanker om det at være datter, mor og kæreste. Jeg lærte noget. Det er dog ikke sikkert, at min nærmeste familie umiddelbart kan mærke det. Men jeg ved det.

Glæden ved at læse
Vi fortsætter i kærlighedssporet. Denne gang handler det om kærligheden til læsning. Den sidste bog på min liste er ikke udgivet i 2020. Det er en halvgammel, fransk sag fra 1992, udgivet på dansk i 1995. Originaltitlen er Comme un roman, og bogen blev udgivet på det hæderkronede forlag Gallimard. Forfatteren er Daniel Pennac, lærer i fransk sprog og litteratur. Han gjorde det til sit livsværk at gøre fortabte læsere til gode læsere. En nobel mission.

Jeg blev opmærksom på ‘Glæden ved at læse’, da jeg læste Kunsten at læse (2020) lige inden sommerferien. Kunsten at læse er skrevet af Thomas Illum Hansen, og jeg fik fornøjelsen at anmelde den her på bloggen. I Kunsten at læse gør Illum Hansen opmærksom på læserens ti bud, sådan som de er formuleret af Pennac:

1. Retten til ikke at læse.
2. Retten til at springe sider over.
3. Retten til ikke at læse en bog færdig.
4. Retten til at genlæse.
5. Retten til at læse hvad som helst.
6. Retten til bovarysme (et oplagt spørgsmål til en af julens quizzer. Hvad er bovarysme for noget?)
7. Retten til at læse hvor som helst.
8. Retten til at smålæse.
9. Retten til at læse højt.
10. Retten til at tie stille.

Pennac deler ud af sine erfaringer som lærer og far, og den essayistiske stil er elegant og humoristisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse bogen på originalsproget. Det ville være det helt rigtige.

Pennac slår fast, at ingen har tid til at læse. Hverken børn eller voksne, for “Livet er det rene forhindringsløb i forhold til læsning”. (side 81). Man må være misundelig på dem, der har tid til at læse! Hvordan får de presset bøgerne ind i det travle, moderne liv?

Pennac udtrykker det sådan her:
“Tid til at læse er altid stjålen tid. (Ganske ligesom tid til at skrive, for resten, eller tid til at elske.) Stjålet fra hvad? Lad os sige fra pligten til at leve. Det er uden tvivl af den grund, at metroen – det prøvede symbol på nævnte pligt – ser ud til at være verdens største bogsamling. Tid til at læse udvider, ligesom tid til at elske, tiden til at leve. Hvis vi skulle overveje kærligheden ud fra hensynet til den tid, den tager, hvem ville så turde kaste sig ud i den? Hvem har tid til at være forelsket? Og alligevel – findes der nogen, som nogen sinde har oplevet en forelsket, der ikke tog sig til at elske?” (Side 81).

Et voila! Med Pennac ved min side ønsker jeg dig et godt læseår i 2021. Og hvis Pennac ikke er nok, så dyk ned i Mikkels fyldige indlæg Sådan får du læst mere.

Jans Top 3
I år har jeg valgt tre bøger (og et par boblere) ud fra læseoplevelser, der har givet mig noget at tænke over eller inspireret mig. Og måske også provokeret mig lidt. Normalvis er jeg ikke meget for provokerende skriverier, men hvis det er den slags provokation, der får en til at pondere over verden, så er det ikke en dum ting, tænker jeg.

De tre bøger, jeg har valgt, lander alle tre i krydsfeltet mellem inspiration, provokation og eftertanke. Det er også bøger, der er i særklasse velskrevne og giver læseren noget med sig efter endt læsning.

Og så er de alle fagbøger.

Det er lidt et tilfælde, men nok også et tegn på, at faglitteratur og samfundsforhold har fyldt en del i mit job den sidste halvdel af 2020. Derfor har jeg også sneget et par boblere ind til slut. Begrænsningens kunst har heller aldrig været min stærke side, og en liste med mine anbefalinger ville da heller ikke være komplet uden noget farverig litteratur af den underholdende slags.

Men lad os sporenstregs sætte i værk.

Vikingerne kommer!
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild er muligvis den flotteste fagbog, jeg nogensinde har haft mellem poterne. Den er simpelthen gudesmuk.

Ganske som bogens portrætter er det.

Den store fotobog indeholder nemlig 83 portrætter baseret på personer fra vikingetiden, og udspringer af Nationalmuseets ’Mød Vikingerne’-udstilling, som Jeanette Varberg og bogens forfatter præsenterede under megen virak i efteråret 2018. 

Forfatteren selv kan provokere mange, men det, at han satte ansigt og krop på vikingerne, provokerede endnu flere, og førte til en fascinerede debat om historisk korrekthed og brugen af fotografierne, hvilket gav udstillingen og Nationalmuseet nogle helt ekstraordinært høje besøgstal. Og udstillingen er da også værd at besøge.

’Alverdens Vikinger’ er som sagt en gudesmuk bog, og debatten til trods, så vækker den nysgerrighed og en interesse i at vide mere, og det er det, bogen skal; den er ikke en historiske kilde, men en vej til at blive grebet af vikingetiden.

Argh, den liberale er løs!!
Den liberale, tidligere undervisningsminister, Merete Riisager kan utvivlsomt også vække mange følelser. Særligt, når Riisager som i ’Selvbyggerbørn’ lægger op til en diskussion om børneopdragelse, identitetsdannelse, og de voksnes ansvarsfralæggelse, når det kommer til selv samme, vil det utvivlsomt vække en del hovedrysten eller spidse miner.

Bogen er dog værd at læse, hvad end man nu er enig med Riisager eller ej, for som med Murray nedenfor, så er det værd at diskutere, hvordan vi udvikler vores identitet, bliver dannede og fremfor alt er i stand til at have en ordentlig samtale om tidens problemer og udfordringer.

’Selvbyggerbørn’ er en debatbog, og som sådan fungerer den perfekt. Den er velskrevet og pointerne fremført skarpt og med nuancer. Som et menneske med stor interesse for dannelse fandt jeg Riisagers bog både interessant og tankevækkende, og det tror jeg faktisk, de fleste med samme interesser vil.

De politisk korrekte kommer!!!
Og det er næsten endnu værre end en flok øksesvingende baryler eller en løbsk liberal undervisningsminister.

Douglas Murrays ’Hordernes Hærgen’ tager livtag med tidens identitetspolitiske tendenser og er, indrømmet, et partsindlæg, men den er altid interessant og oftest satirisk skarp. Man kan læse bogen som et frontalangreb på identitetspolitik eller som en påmindelse om, at selv de bedste intentioner har afledte effekter, der ikke altid er lige ønskværdige.

Har du lyst til at dykke ned i et af samfundsdebattens mest hotte emner, så er ’Hordernes Hærgen’ bogen for dig. Murray har tydeligvis en fest, men humoren til trods, så er emnet behandlet med stor alvor og indsigt. ’Hordernes Hærgen’ er nok årets vigtigste bog i min optik. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med Murray, men fordi jeg tænker, den frie debat og åbne diskussion, ikke mindst om lettere giftige emner, er noget af det vigtigste for et dannet, velfungerende samfund.

Boblerne og de andre gode bøger
En af de bøger, jeg føler, jeg må nævne, er Ruben Greis’ ’Udød’, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Det er en underholdende og farverig zombiehistorie, som både mit indre Dennis Jürgensen-elskende barn og min indre horror-nørd er svært glad for.

Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg også nævne Malene Ravn, Amdi Silvestri og Mathilde Walter Clark, som jeg anbefalede i sommer. Både Lisbet og jeg lovpriste Ravns fortælling om kunstneren Carl Fisker i ’Hvor lyset er’, mens jeg ikke kan anbefale Clarks fremragende og personlige rejseessaysamling og Silvestris vanvittige, sorthumoristiske ’Et satans arbejde’ om en stakkels flyttemand med en temmelig speciel opgave nok.

Har du ikke læst dem, så kan det kun anbefales. Det er virkelige gode bøger, der hver og en har været med til at gøre et ellers jævnt trælst år til et om ikke andet ganske godt litterært år.

Boginfo
Tabita’ af Iben Mondrup. Politikens Forlag. 353 sider. 2020.
‘Størst af alt. Om kærlighedens natur’ af Lone Frank. 292 sider. Politikens Forlag. 2020.
‘Glæden ved at læse’ af Daniel Pennac. 118 sider. Klim. 1995. 
’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild. 288 sider. Frydenlund. 2020.
’Selvbyggerbørn’ af Merete Riisager. 239 sider. Kristeligt Dagblad. 2020
Hordernes hærgen’ af Douglas Murray. 375 sider. Ellekær. 2020


Bliv hjemme og læs en bog

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

Sådan får du læst mere

Jeg synes ikke, jeg får læst nok.

Jeg får ikke læst tit nok, og når jeg læser, er mine sessioner kortere, fornemmer jeg. Det tager mig noget længere tid at gnave mig gennem en klods i dag end tidligere. Årsagerne står i kø.

  • COVID-19 har stjålet broderparten af min pendlertid, og jeg har ikke herhjemme kunnet genskabe den tidsboble, hvor jeg blandt andet fik læst en del.
  • Jeg synes ikke, jeg slapper helt af, når jeg læser, men føler på en underlig måde, jeg burde lave noget andet.
  • Mine skærme drager og ødelægger min koncentrationsevne.
  • Egentlig føler jeg bare, jeg er blevet dårligere til at lystlæse.

Det paradoksale er, når jeg er inde i en god gænge, elsker jeg det. Jeg føler altid, min tid har været perfekt brugt. Jeg husker alt, jeg har læst og fortæller glad folk om det. Omvendt når jeg falder ind i en skærm og bliver væk, går tiden som regel bare, og jeg er hverken blevet klogere, gladere eller berørt på anden vis. Som Lars Theil skriver i sin fine bog ”Det læsende menneske:” Hvornår har du hørt nogen sige, de synes, de læser for meget?

Jeg har derfor gjort to ting. Jeg genlæste medblogger Ries fine post om den uperfekte læser. Hun går som altid adfærdsdesignmæssigt til værks med yndefuld virtuositet. Der er i øvrigt mange marsvin med i den post fra 2018, og jeg så dem her i sommerferien. De har det fint!

Ries marsvin

Jeg tog også min bullet journal frem, lavede et par sider til læsetips og gik så på hugst hos booktuberne – altså folk, der har bogfokuserede YouTube-kanaler. Mange af dem har lavet videoer om, hvordan man kommer til at læse at mere. Jeg har set dem, noteret rådene, kategoriseret dem og præsenterer dem her under fire overskrifter:

  1. Lystaspektet
  2. Tid og sted
  3. Den sociale vinkel
  4. Blandingsmisbrug

Det blev lidt langt, så du kan hoppe til slutningen for at se alle 15 råd opsummeret.

Lystaspektet:

Vi kalder det lystlæsning. Læsning, du ikke er pisket til af dit job, din uddannelse eller din sekt. Følgelig skal du sørge for, det er rart og hyggeligt og … lystpræget, ikke?

Lad os gå direkte til det første og for nogle sataniske råd:

1. Hvis en bog er dårlig, så drop den! Jep, jeg sagde det. Drop en bog, du ikke synes er god. Jo, giv den lidt tid, men hvis den ikke fænger efter 100 sider – måske lidt mere for en serie – så drop den dog. Verden er propfuld af vidunderlige bøger, så hvorfor bruge din tid på én, du ikke kan lide? Det er spild af liv og tærer på læseglæden. Ser du en hel Netflix-serie færdig, hvis de første par afsnit er dårlige? Spiser du mad, du ikke kan lide? Køber du mere tøj i en stil, der ikke klæder dig? Hvad er det for en skør idé, mange af os har med at skulle læse en bog færdig? Hvis du har købt den for alt for mange, gode beskattede danske kroner, så kast ikke god tid efter dårlige penge. Giv den til en ven, din chef eller din Tinder-date. Hjælp bogen med at finde sin rette læser.

Fra samme selv-flagellantiske skuffe har vi:

2. Lad være med at læse bøger, du egentlig ikke har lyst til, men føler du bør. Klassikere er klassikere af en årsag, men det betyder ikke, du vil kunne lide dem. Opera har lært mig en del om dette problem, fordi det er en endnu mere potentielt snobbet hobby end litteratur. Eller kan være det. Jeg har slået mig til tåls med, at jeg hverken forstår moderne og/eller intellektuel, klassisk musik. Jeg elsker derimod Puccini og Verdi og Mozart. Richard Strauss’ ”Elektra” fx formodes at være et mesterværk. For mig lyder det som en baggårdskat, der bliver torteret med glødende strikkepinde. Og ved du hvad? Det er okay! Altså at foretrække populære komponister – ikke at tortere katte. Det må man ikke. Medblogger Jan er én af dem, der er talsmand for, at klassikerne hverken er tunge eller komplicerede, og han har givet ret. Efter Lars’ ”Det læsende menneske” kastede jeg mig bl.a. over Steen Steensen Blicher, og det var overraskende friskt, hvis man ellers kan sige det sådan, hvorimod jeg kom nøjagtigt én side ind i ”Kongens fald” sidste år, før jeg smed den fra mig. Prøv endelig klassikerne, men iagttag råd nummer 1 ovenfor.

Kongens fald | DET KGL. TEATER
Bogen er bare ikke mig, men jeg og min søde kæreste blev blæst bagover af Det Kgl.’s opsætning

Tredje råd hænger som forventet sammen med råd 1 og 2:

3. Læs, hvad du har lyst til. Jeg så en Goodreads-kommentar til “Hvor flodkrebsene synger” fra en amerikansk læser. Hun skrev, hun altid havde troet, hun skulle læse produktivitets- og selvforbedringsbøger som ”7 gode vaner” o.lign., men nu var hun faldet over denne roman, og først havde hun dårlig samvittighed, men nu havde hun fået sin læseglæde igen. Det er sgu’ da trist. Igen: Dette handler om lystlæsning. Er du glad for Fantasy eller Sci-Fi eller romance – måske endda steamy romance – så læs mere af dét, min ven. Meget mere! Fantasy med endnu mere fantasi, science fiction med endnu mere videnskab (eller fiktion) og romance med endnu flere gyngende, alabasterhvide barme og høje, mørke fremmede. Eller noget. Prøv meget gerne en anden genre. Deltag i læseudfordringer. Udvid din horisont. Men læs af lyst og ikke af pligt og stå stolt ved det.

De første tre råd minder mig om resultatet af den nok så omtalte læsevaneundersøgelse fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker i 2017: Børn lystlæser mindre, og mange af dem forbinder læsning med en teknisk, pligtdrevet aktivitet, man lærer i skolen, og man jo så ikke gider, når man ikke lige skal. Hvis du også lider af et mærkeligt, sort, protestantisk skyld & skam-baseret forhold til læsning med vage reminiscenser fra skoletiden, så befri din litteraturhungrende sjæl lige nu. Vær fri!

De næste råd i lystgenren er mere fokuseret på de allerede gode ting, men kommer fra samme overordnede skuffe:

4. Nyd din læsetid! Det synes jo nok at give sig selv, men det gør det overhovedet ikke. Når man læser – særligt fysiske bøger selvfølgelig – er man uforbundet med verden, men helt forbundet med den menneskelige tilstand og den kollektive, menneskelige livserfaring. Man kan næsten ikke bruge sin tid bedre. I disse mobiltelefoniske tider kan man nyde freden væk fælleshjernen, men nogle får en slags mini-paranoia. Det er det samme, der sker, når man begynder at meditere faktisk. Først oplever man et helt absurd tankemylder – hvorfor hedder det egentlig tranebær? Blå er en pæn farve. Gade vide, hvorfor Birte slog op med mig i 2.g.? Pindsvin er søde osv. – og en mærkelig følelse af forkerthed over bare at sidde. Men efter et par gange går det op for én, det er lige dér, man skal være, og man gør lige, hvad der var meningen. Læsning er et velfortjent åndehul og ikke så lidt meditativt, som man lader hele sin bevidsthed opsluge af en andens tanker. Og det er sundt, så hav god samvittighed.

Josephine – hende fra forsiden – bliver mere empatisk.

5. Hav det sjovt med læserelaterede aktiviteter. Læsning mangler lidt udstyr i forhold til så meget andet. Jeg er ved at lære italiensk – bare for at gøre det – og der er apps og diskussionsfora, og masser af notesbøger har man selvsagt brug for, rejser til Italien skal arrangeres, podcast downloades, quizzer tages og sammenlignes osv. Og det er intet i forhold til lystfiskeri, triatlon osv. Eller bagning. Bagning er fantastisk for udstyrsnørder. Der er masser af læserelaterede aktiviteter, hvis man leder lidt, og vi burde virkelig lave en selvstændig blogpost om det. De gode mennesker i Københavns Biblioteker udgiver nyhedsbrevet Litterær luksus, der tager den slags emner op. Der er blogs og Youtubere og instagrammere til inspiration, og notesbøger har man – igen – selvsagt altid brug for. Goodreads er en herlig app, hvor du kan oprette din bogsamling, følge med i dine venners læsning, få nye venner, få inspiration, lave lister over alt muligt osv. Den er dog ejet af Ondskabens Imperium; Amazon. Goodreads hjælper også med gamificering – altså små konkurrencer med dig selv. Et par gange har jeg taget mig en ordentlig læsesession, fordi jeg sakkede bagud med mit eget læsemål på 36 bøger om året. Beløn dig selv med en lækker bog, ekstravagant chokolade, god rødvin, eller hvad du nu er til, og stress ikke dig selv. Bare én bog om måneden, og du er langt foran mange mennesker.

6. Er du gået lidt i stå, så fortvivl ej. Du synes måske, det er svært at komme i gang igen, men det er din hjernes neuroplasticitet, der snakker her. Ja, det er et ord, jeg har lært, så jeg kan slynge det ud ved passende lejligheder og se viis ud. Det dækker over det fænomen, at hjernen ændrer sig langsomt til at blive bedre til det, man gør, og tilsvarende ringere til det, man ikke gør (længere). Hjerne er formelig og praktisk anlagt. Når du falder ud af læsevanen, bliver det langsomt sværere og sværere at komme i gang igen. Den gode nyhed er, at når du kommer i gang igen, bliver det nemmere og nemmere at fastholde vanen. Ligesom med motion og kostomlægning og andre større eller mindre livsstilsændringer er det vigtigt ikke at gøre noget totalt revolutionerende, der holder i 2,5 dag. Start ikke op igen med ”Krig og Fred.” Tag en kort bog, en krimi, en novellesamling og husk at nyde det, når du er tilbage i verdens bedste hobby!

Omgivelserne:

7. Find eller lav selv et lækkert læsested. Der er ikke noget bedre end et superfedt dedikeret læsehjørne. Når din hjerne først associerer stedet med afslappende læsning opstår en afstressende synergi. Der er også en anden skole, der anbefaler, at man har flere for at give følelsen af variation. Jeg hælder mest til det første. Jeg har et særligt sted ude i havemøblerne, der aldrig kommer ind i øvrigt. Første forårsdag er jeg der som et søm i typisk masser af lag tøj, men med en bog og en kop kaffe. Jeg minder mig selv om at tage en session hver dag på et eller andet tidspunkt, om det så bare er fem minutter, for pludselig er det efterår og vinter igen. Tempus fugit.

Mathilde og Store Vuffi har et fint læsested

8. Vi måtte jo til det. Drop telefonen. Jeg mener det. Drop den! Hvis du skal have den med, så sæt den på lydløs og gem den. Den kan også sættes til kun at lukke vigtige samtaler igennem. Telefonen forstyrrer ikke kun med lyde og brummen, den får dig til at tro, du laver noget uvigtigt og burde koble dig tilbage på fælleshjernen.

9. Drop også skærme i soveværelset. Tablets og telefoner og TV-skærme ødelægger din evne til at falde i søvn med sit hvide lys. Derimod er det ideelt med sengelampens lys på papir. Folk uden skærme i soveværelset har i øvrigt også mere sex. Det er godt for parforholdet, men forstyrrer læsning, så husk at prioritere rigtigt 😉 De kloge anbefaler at købe et gammeldags vækkeur, så man ikke falder i ”jamen jeg bruger min telefon til at vække mig!”-undskyldningen.

Omgivelser & timing:

10. Planlæg, hvornår du vil læse. Sæt tid af til det. Vi drukner alle sammen i ting, der haster eller føles presserende. Stephen Covey har meget at sige om netop dét i klassikeren ”7 gode vaner” i øvrigt. Pointen er, vi systematisk undervurderer og underprioriterer de aktiviteter, der er vigtige, men ikke som sådan haster eller har deadlines. Fra mit eget arbejdsliv ved jeg, at de farligste opgaver er dem uden rigtig deadline. De bliver aldrig prioriteret, før også de pludseligt haster helt vildt.

11. Nu vi er ved det, så gør læsning til en daglig vane. Vaner definerer os mere end noget andet. Aktiviteter, der ikke er vaner, er derimod altid til forhandling. Vi går langt for at fastholde det, der identificerer os. Tænk på motionsløb. Det kan være koldt og regne og generelt bare supertræls, men hvis du har for vane at løbe og identificerer dig som løber, er det jo bare en del af pakken. Det er med til at gøre dig til noget særligt, at du er ude i det møgvejr. Du er jo løber. Er du derimod ikke løber, men gør det lidt nødtvungent for at tabe dig e.lign., ser det sgu’ da ikke godt ud det regn dér. Hvem er skør nok til at gå ud i dét vejr?

Husk også neuroplasticiteten. Jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Her er faktisk en fin funktion for din telefon. Sæt en timer og lad intet forstyrre dig. Timeren skal nok sige til, når din session er overstået.

Det sociale aspekt:

12. Læsning er ikke den mest sociale hobby, der findes. Jeg husker grant en bibliotekslederkonference i Nyborg, hvor daværende kulturminister, Marianne Jelved, sagde, at hun frygtede, at folk ville ende med at sidde derhjemme bag en skærm og forbruge kultur mutters alene. Men det er jo netop det, man gør, når man læser. Ud over app-brugen nævnt ovenfor – Goodreads osv. – så er der rigelig lejlighed til at blive mere social med sin læsehobby. Jeg synes selv, det bare er hyggeligt at snakke med venner og kolleger om, hvad de læser lige nu. Et argument, jeg nogle gange hører mod læsning, er, at det er nemmere at snakke med, hvis man ser film og serier, for der er færre i vælten ad gangen. Der er nu engang kun den samme håndfuld premierefilm i biografen på samme tid. Jeg synes på ingen måde, det er et problem, at man ikke læser det samme. Jeg fortæller glad om outrerede læs, jeg har fundet på fx eReolen Global, og jeg hører også hjertens gerne om alle de mærkelige ting, folk får bladret sig igennem.

Her vil jeg lige indsparke, at det er særligt vigtigt med børn både at vise dem, man selv læser, og at snakke med dem om, hvad de læser. Børn kan godt gå i drone-modus og bare læse ordene, hvis de ikke er motiverede, og et godt middel mod det er ikke-skoleagtige forståelsesdiskussioner. Alene spørgsmål til hovedpersonens gøren og laden som fx ”Hvorfor tror du, Gurli-Bob gjorde sådan og sådan?” eller ”Hvad ville du have gjort?” virker enormt godt.

13. En supergod måde at blive mere at blive mere social i sin læsning er at melde sig ind i en læseklub. Så er du garanteret både nogle at diskutere med og at blive udfordret lidt i din læsning. Der er både fysiske og digitale, tematiske og genrebaserede. Se Københavns mange klubber her: https://bibliotek.kk.dk/section/laeseklubber. Du kan jo også starte din egen! Det er der også en vejledning til på forrige link. På nettet kan du finde readathons og readalongs allevegne, men de er typisk engelskspogede. Mange danske biblioteker arrangerer dog readathons typisk i ferier.

Læseklub for seniorer på Øbro Jagtvej Bibliotek

Blandingsmisbrug:

Som den gode Rie påpeger i sit indlæg, er der nogle banale tiltag, man kan sørge for – ikke mindst, at man altid har adgang til læsestof.

14. Læs flere bøger på flere platforme. Hav fx en fysisk bog på natbordet og en digital bog på tabletten i tasken. Mange har det svært med at være i gang med flere skønlitterære værker på én gang, men en skønlitterær og en faglitterær går vel nok. I al fald må man aldrig være i en situation, hvor der ikke er læsestof inden for umiddelbar rækkevidde, så hvis du kun læser fysisk eller kun digitalt, så giv den anden mulighed en chance. Aldrig har der været så mange streamingtjenester: eReolen (selvfølgelig), Saxo (også med fysiske bøger), Mofibo, det nye Chapter, Bookmate, også nye Bookbeat osv. Særligt for børnene er der eReolen GO! Og Maneno, der er rigtigt dygtige til at gamificere læsning. Du får en drage, når du starter, og når du læser hver dag, vokser din drage, og du kan pimpe den ud med udstyr, du gør dig fortjent til.

Blandingsmisbrug; særligt om lydbøger:

Alle, der kender mig, ved, jeg ofte giver udtryk for den holdning, at lydbøger er vingummi fra Satans slikbutik. Forskellen på de to medier fortjener sin egen blogpost, så her vil jeg indtage den for mig ledige position, at lydbøger er fantastiske! Mange af de booktubere, jeg opsummerer her, fortæller, hvordan skifte mellem lydbogen og bogbogen (ja, det kalder lydbogsfolk altså almindelige bøger) fik dem igennem længere, tungere værker. Så rådet skal lyde:

15. Hvis du er tekstlæser som mig, så overvej lydbøger som supplement. De kan både få dig over sløve perioder i et tungt værk eller i din egen læsevane. De kan få dig til at læse (ja, det kalder lydbogsfolk altså det at lytte til en lydbog) mere ved at give dig adgang til litteratur, når du ellers ikke kan læse tekst; fx under træning, cykelture eller havearbejde. Som de siger i eReolens co-producerede podcast-serie ”Læsefeber,” så skal man altså også træne sin evne til at lytte til litteratur, så giv ikke op, hvis det føles lidt spøjst i starten.

Opsummering

Så kom vi simpelthen igennem! De i alt 15 råd var:

  1. Drop bøger, du ikke kan lide
  2. Læs ikke bøger af pligt
  3. Læs, hvad du har lyst til, med stolthed
  4. Nyd din læsetid
  5. Nyd læserelaterede aktiviteter
  6. Start langsomt op, hvis du er faldet af læsehesten
  7. Find eller lav et lækkert læsested
  8. Drop mobilen. Drop den!
  9. Drop skærme i soveværelset
  10. Planlæg din læsetid
  11. Gør læsning til en daglig vane
  12. Snak med venner og kolleger (og dine børn) om læsning
  13. Find en læseklub eller flere
  14. Læs på flere platforme
  15. Start et blandingsmisbrug af tekst og lyd

Held og lykke! 🙂

Portræt af en litteraturformidlende læser

Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels:
Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Niels Offenberg omgivet af små bogbjerge og med Hanne Højgaard Viemoses HHV, FRSHWN i hånden. Det er intet mindre end Niels’ bedste bogoplevelse i 2020.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels:
Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Niels er ved at læse denne fantastiske bog.
Asta O. Nordenhof står for økonomi-sektionen i
Albertslunds Biblioteks festival ‘Avisen Live’,
der løber af stablen i efteråret 2020.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels:
Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Mikrofest drives af forlægger Christel Sunesen og forfatter og musiker Lars Emil Foder, som også står bag litteraturfestivalen Lille Bogdag.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels:
Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Husker du denne roman? Niels gør.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

Bogsnaks rundtur i ananasdåsen

Selv om det er sommerferietid og sæson for aftendrinks i det fri, havbadning og teltture i wifi-løse naturområder, kan man godt komme til at tjekke LinkedIn.

Jeg taler selvfølgelig om mig selv: Jeg tjekker LinkedIn, selv om det er juli og august. Dette sociale medie, som 41 procent af danskerne har en profil på. Det tal fandt jeg i Medienævnets rapport om mediernes udvikling i Danmark 2020, mere præcist i afsnittet om sociale medier.

På LinkedIn er der alt for tit opslag, der begynder med ”Ja, undskyld. Det er godt nok ananas i egen juice. Men jeg er bare så stolt over at være en del af dette team, som har gennemført et stort it-projekt/glad for at være blevet en del af bestyrelsen for A/S En værdig sag (indsæt selv navn på passende NGO eller firma )/overvældet over modtagelsen af min nye bog.”

Den ananas tænder mig af. Især juicedelen.

Men i stedet for at lade frustrationen gå ud over mit gode humør, har jeg valgt at lade rummeligheden sejre og omfavne ananasmetaforen. Resultatet er en 100 % uvidenskabelig læsning af Bogsnaks korpus siden 2016. Det var det år, vores blogger-kollektiv gik i gang med at producere anmeldelser, lister og interviews. Korpus er et af mine yndlingsord. I denne sammenhæng skal du forstå det som en samling af tekster.

Hvad er det for typer af indlæg, vi skriver? Hvad gør vi hver for sig? Hvad gør vi sammen.

Hæng på. Her kommer en række nedslag i Bogsnaks tekstunivers.

Årligt tilbagevendende lister
Hvert år i december kigger vi tilbage og peger på de tre bedste bøger, vi hver især har læst i det forgangne år. Jeg er vild med at gøre status, og derfor er det ekstra con amore-præget for mig at lave disse lister.  

Mikkel, Jan og jeg gav vores bud på årets bedste bøger i 2016.
Det skete igen i 2017, 2018 og 2019, men jeg vil ikke kvæle jer i links.

Ved indgangen til 2020  lavede vi også en dekadeoversigt med titlen Bogsnaks bedste i 10erne.

Tips til årets sommerlæsning er også en klassiker. Her kigges der frem og ikke tilbage. Vi fortæller om de bøger, vi har planlagt at læse i sommerferien. Du ser allerede et mønster: Det er nogle bibliotekaragtige typer med præference for forberedelse i ascendanten, der fører pennen.

Her ser du den nyeste sommerferielæseliste fra 2020

Mikkel og eReolen
Fra tiden til anden boomer bloggens besøgstal. Det handler altid om, at Mikkel har skrevet et indlæg om eReolen. Ingen andre kan som ham med humor og fagligt overskud forklare så tørt stof.

Forhandlinger med forlag, klik- eller abonnementsmodeller og kommunale forskelle på lånekvoter: Som national projektleder for folkebibliotekernes e- og lydbogstjeneste er det selvfølgelig ikke en overraskelse, at Mikkel kan sit stof.

Men hvordan formår han at gøre det så underholdende? Min misundelse er afgrundsdyb.

Se hvordan han gør det, lige her:

Dette burde skrives med kurvediagrammer fra 2018

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

eReolen går amok i forbindelse med Corona-nedlukningen i foråret 2020.

Dobbeltanmeldelser
Konceptet er enkelt: To af os bliver enige om at læse og anmelde den samme bog. Vi snakker ikke om bogen undervejs i læsningen. Vi læser først hinandens anmeldelser, når de ligger på bloggen. Du får som læser to sæt øjne på den samme bog og forhåbentlig et endnu skarpere blik for, at en bogs betydning varierer fra læser til læser.     

Her er tre eksempler på dobbeltanmeldelser.

Lisbet og Mikkel var i 2017 enige om, at Vi var fiskere var en stor læseoplevelse, men vi havde forskellige perspektiver på den rørende roman fra det afrikanske kontinent.

Lisbet og Jan kunne ikke stå for Mod til at tvivle i 2018.

Jan og Anne-Grete dykkede ned i Det læsende menneske i 2019.

Familiebilleder
Jeg har brugt bloggen som anledning til at tænke over, hvordan nogle af mine familiemedlemmer har påvirket mig i min opvækst. Det har været nemt at koble de refleksioner til skrift, bøger og læsning.

Det begyndte med min mormor i indlægget Min mormor og Magnaprint.

Senere handlede det om moster Else og verdenslitteraturen.

Da min mor skulle flytte fra den gård, hvor jeg voksede op, til et parcelhus, måtte jeg selvfølgelig skrive om begrebet ”hjem” i indlægget Farvel til fødegården

Min far sneg sig ind i indlægget Vi er alle bønder, der handler om vores samfunds generelle bevægelse fra jord til kontor.

Min bror sagde ja til at være med i et interview om hans første erfaringer med læsning og hans læsevaner gennem livet. Det fører mig over til et andet fast format:

Portræt af en læser
Mikkel har på et tidspunkt konstateret, at jeg åbenbart har som mission at portrættere alle læsende mennesker i verden. Det er måske ikke helt forkert.

Indtil videre er jeg dog kun oppe på 11.

Blandt mine favoritportrætter er disse fire:

Portræt af en moden læser med Inge på 90+, der læser store mængder af ny, dansk skønlitteratur. Og flere aviser om dagen.

Portræt af en meget ung læser, hvor min søn Aske fremhæver kakaoautomaten som et af folkebibliotekets væsentligste aktiver.

Portræt af en nylæser med Jan-Gustav, der efter mange år fandt ud af, at han var en læser og som nu spreder en guldregn af læsetips på sin Instagram-profil.

Portræt af en læser med lister med Helle, der sover, drømmer, spiser, læser, formidler litteratur, blandt andet ved Gentofte Bibliotekerne og og på bloggen bogsult.dk

De billedrige
Vi er glade for ord. Men vi elsker skam også billeder.

Det kan du se i Mikkels lækre, bibliofile indlæg, der dokumenterer en stribe besøg hos fantastiske boghandlere i New Yor

Jeg har haft stor fornøjelse af at kuratere et udvalg af sommerhusets fineste bogforsider.

De blandede buketter
Tag et tema, skriv om det og anbefal en håndfuld bøger, der handler om temaet. Nemt og fleksibelt koncept, ikke?

Jan har for eksempel noget med togrejser, gru og science fiction.

Mikkel fordyber sig i selvudvikling, gamle venner og bullet journals.

Jeg er optaget af arbejdsliv , kringlede karrierer og hygge.

Børn og læsning
Åh, en evergreen: Hvad gør vi med børn og læselyst? Hvorfor er det så godt at begynde tidligt med pegebøger og sprogstimulering? Og hvad er det der early literacy for noget?

Tips er altid godt. Især Fem tips til at få børn til at læse mere.

Indlægget Early literacy kort fortalt ser ud til at have ramt en åre hos vores søde læsere.

I Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind kan du læse om, hvorfor bøger fortsat er suveræne til at træne vores evne til empati – og det fra en meget tidlig alder.

Anmeldelser
Du finder selvfølgelig også en stribe boganmeldelser i blog-korpusset. Her kommer nogle håndplukkede eksempler.

Mikkel deler sine overvejelser angående erotisk litteratur i almindelighed og anmelder Kendras blind date af Ella-Maluca Floyd.

Anne-Grete deler sin begejstring for Tove Ditlevsens breve og Katrine Marie Guldagers Bjørnen.

Jan har læst romanen Kirke. Den skal du også læse. Han anbefaler også rumænsk litteratur – og stor respekt for det!

Ries juveler
Rie skriver gudsbenådede blogindlæg, og vi elsker, når hun pludselig popper op.

Læs for eksempel hendes Guide til den uperfekte læser eller indlægget om, hvordan man omfavner sin egen, håbløse romantiker. Der er også stor læseglæde at hente i hendes møde med den amerikanske litteraturstjerne Jonathan Safran Foer.

En fireårig tumling
Bogsnak.dk har nu fire år på bagen. Et fireårigt barn har masser af sprog, holdninger og præferencer. Men også til tider ukoordinerede bevægelser og impulsive, mærkværdige indfald. Sådan er vi også!

Følg med og se, hvordan vores korpus udvikler sig, nu hvor vi går ind i år fem på Bogsnak.dk. Hvem ved; måske dukker der mere ananas op hen ad vejen… 

Bogsnaks sommertips 2020

Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”.  Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.

Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.

Jans sommerferielæsning 2020
2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.

Der er især fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før, og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, om end tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.

På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.

Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.

Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.

Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Garden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tidens store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.

Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.

Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.

Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for.  De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.

Mikkels sommerlæsning
Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.

Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.

Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.

Nyborg. Et godt sted til staycation.

 

 

 

 

 

I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!

Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.

Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020)  på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!

Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.

Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.

 

 

 

 

 

 

Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.

Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lisbets sommerbøger
Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt! 

Malene Ravn: Hvor lyset er
Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!

Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.

Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.

Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.

Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision. 

‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden. 

Læs også Litteratursidens anmeldelse af romanen

malene ravn hvor lyset er

Stilfuld forside, der pynter i et hvert hjem.

Virginie Despentes: Vi ses i helvede
Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….

‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:

“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.

dav

It’s getting hot in here….

Lakserytteren: Griskernes hemmelighed
Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.

Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.

Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.

Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der  bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner.  Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!

griskernes hemmelighed

Knald på forsiden. Sådan skal det være.

 

Boginfo

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.

’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.

’Arnhem’ af Anthony Beevor. 559 sider. Lindhardt og Ringhof. 2018.

’Hvor lyset er’ af Malene Ravn. 362 sider. Gyldendal. 2020.

‘Steder tiden har glemt’ af Thomas Kaarsted. 370 sider. Forlaget Olga. 2020.

‘Kongamato’  af Mikala Rosenkilde. 668 sider. Dreamlitt. 2020. 

 ‘Grundkøkken’ Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 590 sider. Politikens Forlag. 2008.

‘Grønt grundkøkken’ af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 430 sider. Politikens Forlag. 2012. 

Kintsugi: Embrace your imperfections and find happiness af Tomás Navarro. Yellow Kite. 2018. 

‘Vi ses i helvede’ af Virginie Despentes. Tiderne Skifter. 313 sider. 2012. 

‘Griskernes hemmelighed’ af Rasmus Kolbe (Lakserytteren). 393 sider. Lakse Publishing. 2020.  

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019