Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

3 tanker omkring “Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

  1. Jeg stod på den absolut modsatte side af Akkari under Mukammedkrisen. Jeg feltog aktivt i kampen mod islams indtrængen og krav på at ændre samfundet efter dets regler. Nogen mere veldefineret modstandet end Ahmed Akkari kunne ikke tænkes.
    Så ved jeg ikke lige hvad der skete – men jeg mødte Ahmed til et foredrag han holdt. Det tog få sekunder, så var en menneskelig sympati etableret og jeg kan med stolthed idag kalde mig Ahmeds ven. Vi sed altfor sjældent pga. eksilet.
    Jeg fik mange verbale æretæver i min politiske omgangskreds. Hvordan kan du tale med denne forræder mod Danmark? Fordi han har mod, mod til ar slifte mening, mod til at sætte sig op mod netop det, som han af alle ved er det farligste. Jamen kan man stole på ham? Umuligt at sige, men han har sat sit liv på spil vel vidende. For dette mod kan jeg kun vise respekt, sympati og støtte.
    Jeg glæder mig til at møde min ven i morgen på Gyldendal.

  2. Pingback: Mod til at tvivle @ Whitebergs noter

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s