Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimann Iversen en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.

Forsider, bagsider og det indimellem

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

 

“Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Signe Langtved Pallisgaards roman nr. 2 – ”Alle de liv” – udkommer simpelthen i dag, og  lad mig lige få dette ud med det samme: Signe har begået en meget smuk og poetisk roman om livet, døden og relationer mellem mennesker, mens vi nu er her. Når folk spørger mig, hvad en eller anden bog handler om, plejer jeg at slå dramatisk ud med armene og proklamere: “Den menneskelige tilstand!” Ja, det er selvfølgelig planket fra engelsk: “The human condition.” Denne gang vil det dog være helt rigtigt. Signe har rent faktisk skrevet en bog om den menneskelige tilstand.

27579704_2031476713790599_2329518582641197056_n

Tyvstjålet fra L&R’s fine blog: Forlagsliv

Lad os få synopsis af vejen: Emilie og Solveig har været veninder siden de var små, og selvom der har været kurrer på tråden, ikke mindst fordi de er så forskellige, har de holdt ved hinanden og kommer til det til døden. Bogstaveligt talt, fordi Solveig – den udadvendte, tjekkede og karismatiske af de to – har ALS og ikke så lang tid igen. Derfor tager de to til Californien på et roadtrip ned ad kysten. Valget af destination er ikke helt tilfældigt, men det er et væsentligt plotpunkt, jeg ikke skal afsløre her. Emilie, som er forfatter, skriver både noter om turen og flashbacks til venindernes opvækst og voksenliv, men også flashforwards; scener fra det fremtidige liv, Solveig aldrig får. På turen fra San Francisco til Yosemite gør de mange stop undervejs og møder mange mennesker, der både sammen og hver især er ramt af tilværelsen. Nogle gange rammer noget, og intet bliver det samme igen. Den menneskelige tilstand er, hvad det er.

signe_pallisgaard_credit_morten_holtum

Her er Signe herself. Hendes portræt hænger også uden for det lokale, hvor jeg plejer at holde møder med L&R’s folk vedr. eReolen. Endnu en måde, hvor jeg har aktier i hendes forfatterskab. Eller noget. Fotograf: Morten Holtum.

De gode mennesker på Lindhardt & Ringhof var så venlige at stille et anmeldereksemplar til rådighed for mig. Jeg har aldrig bedt nogen om et anmeldereksemplar før, og når “Alle de liv” blev den første, var der flere årsager. For det første kender jeg Signe en lille smule. Hun er i samme væsen som mig. Litterær konsulent i Gentofte er hun faktisk. Selvfølgelig var jeg også nysgerrig for at læse den bog, der har fyldt Signes Facebookside med stigende intensitet, som den nærmede sig deadline. For det andet har jeg været i Califonien to gange nu – i 2015 og 2017 – i samme område, som veninderne kører rundt i. Man skal godt nok være et koldhjertet bæst for ikke at forelske sig i Californien og californiere. I 2015 var jeg der samtidig med Signe, som havde hevet hele familien med i forbindelse med hr. Signes residens hos Stanford. Jeg kan godt lide tanken om, at vi trampede rundt derovre på samme tid. Signe lod sig inspirere af landskaberne og folk omkring sig og havde besøg af sin ALS-ramte veninde – ja, bogen bygger til dels på en rigtig situation – mens jeg gnaskede seafood i mig og nød sælerne og havodderne i Monterey. Sådan er vi så forskellige. For det tredje skal man udfordre sig selv engang imellem. “Alle de liv” er ikke en genre, jeg normalt ville kaste mig over, men jeg har nydt det, hver gang jeg har givet mig selv læseudfordringer. Senest med Celeste Ng’s “All the Things I Never Told You.”

Nu har jeg afsløret, jeg synes, det er en smuk og poetisk bog. Den er også for kort! Jeg ved ikke, hvad der er sket for L&R’s redaktører. Signe afslørede, da jeg snakkede med hende, at de havde skåret en del fra. Hvad det var, må Signe hellere selv afsløre ved lejlighed, hvis hun har lyst. Jeg kunne godt tænke mig mere om de to kvinder og deres venskab. Bogen er helt fyldt til randen af rørende og hjerteknugende scener og observationer, og dér, hvor veninderne er lidt på kant, fungerer supergodt og komplementært. Der er en nerve og realisme i nogle af de californiske møders uforløsthed, jeg også er helt pjattet med. Særligt ét, men det må du selv finde og se, om du er enig med mig i. Jeg synes nemlig, du skal købe “Alle de liv,” læse den og blive et bedre menneske. Det er dét, god litteratur gør ved én. Skriv til mig bagefter, så vi kan diskutere den 🙂

Signe Langtved Pallisgaard: ”Alle de liv.” Lindhardt & Ringhof. 2018. 208 sider.
Signe debuterede i 2014 med romanen ”Et andet sted.”

eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

ereolen 15-17

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger  2015-2017 månedsvist.  Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

lånperbruger

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive.  I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

2017-11-27 10.10.27

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

publicservice

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

20111112-151126-l_34mb

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

reservation

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

Mikkels 2017 top-3

Aaaarrhhh … nytårslister. Elsker dem! Lisbet startede top-3 ballet her på bloggen i forrige uge med en livsviis liste, men sådan er hun jo. Det er mit job at følge op med et eller andet usammenhængende for at få mine medbloggere til at se endnu bedre ud.

Den gode nyhed er, jeg overgik mit Goodreads læsemål for 2017, men det var så også sat lidt uambitiøst. Mit forsvar – ikke at jeg har brug for ét – er, at jeg læser en del såkaldt grå faglitteratur; rapporter, notater, strategier o.lign. Jeg forfatter også min del til den djøffede del af den litterære kulturarv. Jeg har skrevet en luns af denne her fætter i år fx:

Ingen kredit på forsiden. Jeg fik ingen penge for det. Det tog lang tid. Få læser den. Om nogen. Da den blev præsenteret på IFLA-verdenskonferencen i Wroclav i år, ventede ingen fans i åndeløs spænding på mig. Jeg skal være ærlig; at være en internationalt publiceret forfatter er mindre glamourøst, end jeg havde håbet. Til $126 er vi nok heller ikke ude i noget årets julegaveidé eller noget.

I årets første del genbesøgte jeg min gamle science fiction-fascination, som jeg deler med medblogger Jan. Jeg læste de to første bind i ”The Expanse”-serien (nu på Netflix) og de to første bind af Iain M. Banks ”The Culture”-serie på min elskede Kindle. Jeg genbesøgte også min barndomshelt Stephen Kings ”Mr. Mercedes”-trilogi, men gensynsglæden var behersket. Så kastede jeg mig over Svend Brinkmann som den sidste i Danmark og en ordentlig bunke selvhjælpslitteratur. Det blev sommer med følgende sommerkrimier (bvadr!) og efterår med masser af lystlæsnings-faglitteratur med titler som ”The End of Ownership,” ”Om strategi” m.v. Jeg sluttede af med mit tredje forsøg på at få læst hele Ringenes Herre-trilogien inkl. Hobbitten. Jeg er halvt igennem nu og kan godt huske, hvorfor jeg gik i stå de første to gange.

I livet uden for bøgerne har jeg lavet vilde ting på arbejdet med ny strategi for Københavns digitale bibliotek og forhandling af de store forlags genkomst på eReolen. Josephine og jeg var til U18-EM i kickboxing i Skopje med et 13 timer langt forsinkelses-layover i Wien på vejen, og vi var i New York på konfirmationstur. Senere var jeg med en trio af kolleger i Californien, hvor medblogger Rie og jeg underholdt på en konference. Når slud og sjapsne overtager verden, og sultne isbjørne drager hærgende gennem gaderne, kan jeg stadig lukke øjnene og mærke mig selv køre den store, fede lejebil ned ad Stillehavskysten med country i radioen og californisk hedebølge på vores smukke, unge ansigter. Suk!

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Tim Wu: “The Attention Merchants.” Denne blev anbefalet af en kollega, der er i noget så fint som en international læseklub. Hun anbefalede også ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag,” som man vel retteligen bør læse alene pga. titlen. Wu’s bog er lidt for lang, men en grundig, historisk gennemgang af, hvordan vores opmærksomhed fanges, fastholdes og monetariseres er det under alle omstændigheder. Der er naturligvis en tricky pointe i, at titlen omtaler ”opmærksomhedskøbmænd” og ikke reklamefolk, og det skyldes, at annoncefolk, konceptudviklere, reklamefilmsinstruktører og andre småskumle typer ikke er alene om det. Faktisk er de aktører, der skaber grundlaget, vigtigere. Hvis du afvikler verdens bedste reklame i en mørk skov, hvor mange køber så produktet?

Facebook er vel det bedste eksempel. Facebook er gratis som privatforbruger. Hvorfor mon? Fordi vi ikke er aftagere af en service. Vi er produktet! Når vi er kroget ind og stimlet sammen som kvæg i millionstore flokke, sælger Facebook vores opmærksomhed til annoncører, og det er lukrativt til tonerne af en markedskapitalisering på ca. 4.000 mia. kr. Bogen lever særligt i de første historiske afsnit om aviskrigen i New York i 1800-tallet – et underholdende ræs mod bunden komplet med slibrige rapportager og spektakulære fake news – og de første cigaret- og mirakelmikstur-reklamer. Der er dog en lige linje til nutidig praksis, som bogen trofast fører os op mod, så læs den og lær at frygte gratis services!

IMG_2097

Tim Wu: “The Attention Merchants.” 2017. Atlantic Books. 432 sider.

Nr. 2. Amy Chua: ”Battle Hymn of the Tiger Mother” (på dansk: ”Kampråb fra en tigermor”). Nej, den er ikke ny, men jeg læste den først i 2017 og kun ved et tilfælde. Jeg er altid småbesat af problemstillingen, hvilke værdier man giver videre til sine børn, og jeg kan huske, at ”Tigermor” kastede en frygtelig masse debat af sig i sin tid. Amy Chua er kinesisk-amerikansk juraprofessor og gift med en jødisk mand. ”Tigermor” fortæller om hendes kamp for at opdrage deres to døtre på kinesisk vis trods alles modstand. Jeg havde egentlig indstillet mig på en lidt tør sammenligning af kinesisk og vestlig opdragelse, men fik i stedet en øjenvidneberetning fra et perfekt kaos af en dysfunktionel familie. Bogen er urkomisk, for Chua er tydeligvis semipsykopatisk og udleverer fuldstændigt sig selv undervejs. Døtrene må ikke have venner, holder ikke børnefødselsdage, og har ingen hobbyer, men de må øve sig på henholdsvis klaver og violin i timevis hver dag.

amy-chua-and-her-daughters

”For vestlige forældre er det en stor ting, når børnene øver sig en time på deres instrument. For en kinesisk mor er det bare let opvarmning.”

Den lille new yorker-familie bliver en krigszone med en ustoppelig kraft – moderen – der rammer en urokkelig modstand – særligt den yngste datter. Trusler, afpresning og uendelig råben er hverdag. Samtidigt er der berømte lærere, der skal stalkes og fedtes for, og skolen skal jo også passes med 13-pil-op. ”Tigermor” forårsagede som sagt en del debat i sin tid, og vi fik også lidt skvulp herhjemme med TV-programmer, hvor onde kinesiske mødre tog fat i dovne, danske børn (”Slappe af? Du kan da slappe af, mens du går hjem fra skole!”). Kinesisk opdragelse slår særligt danskere som vanvid og tortur, mens kinesere forfærdes over det potentiale, vores børn spilder, mens de hygger sig og opdrages af ipads. Vælg selv side. Til EM i kickboxing så Josephine og jeg med rædsel på de russiske træneres behandling af børnene, men samme børn virkede knap så triste, når de efterfølgende vandt det hele. Aldrig har jeg hørt den russiske nationalsang så meget! Lad mig omformulere: Skal man vælge side? Kan man kombinere?

201102-omag-battle-cover-300x205

Amy Chua: “Battle Hymn of the Tiger Mother.” 2011. Penguin. 237 sider.

Nr. 1. Kristen Roupenian ”Cat Person.” Dette er en overraskelse for mig selv. For det første er det en novelle, og jeg har ikke gjort det i noveller siden … lang tid. For det andet er det ikke stor litteratur, men til gengæld kan du læse den lige her:

Novellen “Cat Person”

oogway_hero

Mig anno 2017

Jeg har valgt den, fordi der har været en vis udskiftning på min arbejdsplads. Afdelingen er rykket et andet sted hen. Folk siger op eller flytter, og nye kommer til. Pludselig er jeg havnet i stald med en masse yngre, superskarpe medarbejdere, som jeg totalt uden held forsøger at forme i mit eget billede. Ikke bare går det slet ikke, det er dem, der underviser mig i tidens trends som #metoo, de 347 nye køn, nye seksualiteter, omgangsformer m.v. Meget forvirrende, men meget berigende for en mono- og ciskønnet person som mig selv – selvom jeg tit føler mig som en 1.000 år gammel skildpadde.

”Cat Person” er ikke en #metoo-historie, men tilsyneladende en historie om et seksuelt møde, kvinden egentlig havde langt mere lyst til at bakke ud af, men ikke gør, og som også bliver lige så kikset og ’cringe’ (som teenagerne siger) som frygtet. Det aspekt var dét, der fik novellen til at gå viralt mellem kvinder, der åbenbart kender det alt for godt, og mænd, der blev stødte.

Se her, her og her (husk at følge links inde i artiklerne til Twitter-debat):

Første Guardian-artikel

Washington Post: Hvorfor “Cat Person” gik viralt.

Gaurdian: Hvorfor hader mænd litteratur skrevet af kvinder?

Det er dog også en historie om, hvordan man konstruerer hinanden via chat og tekst, og hvad man gør med den sørgelige, fysiske manifestation, når man pludselig står over for den. Ydermere foregår den i et brændpunkt bestående af det asymmetriske forhold mellem mænd og kvinder, der nogle gange hersker, at mænd frygter, kvinder sårer og ydmyger dem, mens kvinder frygter, mænd gør fysisk skade på dem. Det sidste anede jeg ikke noget om, indtil en skarp kollega gjorde opmærksom på det. Alene fordi vi har snakket så meget om den i min professionelle omgangskreds, har den fortjent førstepladsen. Forfatteren har i øvrigt lige landet en million-dollar kontrakt på en roman, der skal hedde ”You know you want this.” Yrks!

cat-person-cat.w1200.h630

“While she was home over break, they texted nearly non-stop, not only jokes but little updates about their days. They started saying good morning and good night, and when she asked him a question and he didn’t respond right away she felt a jab of anxious yearning. She learned that Robert had two cats, named Mu and Yan, and together they invented a complicated scenario in which her childhood cat, Pita, would send flirtatious texts to Yan, but whenever Pita talked to Mu she was formal and cold, because she was jealous of Mu’s relationship with Yan.”

Anyway; godt nytår til jer alle derude. I 2018 regner vi med at udvide kollektivet og bringe endnu mere indhold til vores horder af fans 😊 Det bliver godt!

 

Hvordan man holder en upassende konfirmationstale, selvhjælpsbøger og kohøne-opdræt

I maj skulle min ældste konfirmeres. Det er hende på forsiden af bloggen, om end billedet er et par år gammelt. For sent gik det op for mig, jeg skulle holde en tale, og at den gerne skulle være både viis og opbyggende og personlig og vedkommende og munter og ikke alt for forglemmelig. Det har knækket større ånder end mig. Her er mit problem i lidt grov form: Jeg ved ingenting. Om noget. Jeg er er alkoholikerbarn. Jeg må gætte mig frem til normal adfærd. Det er rigtigt! Det er noget så fint som et syndrom; ACoA hedder det. Ej, okay. Så slemt er det heller ikke. Nedenfor er et par berømte ACoA’ere, men stadig ikke det bedste grundlag for at rive livsvisdom af sig i nemme soundbites.

Nu er man jo ikke et biblioteksmenneske for ingenting, så jeg slog det hele op, men jeg gjorde det lidt mere intelligent end at google ”the meaning of life.” Det var jo sådan set heller ikke meningen med livet, jeg skulle afsløre, men gode faderlige råd. Så hvem ved noget om, hvordan man bør leve sit liv? Døende, selvfølgelig. Morbidt, men skarpt set af mig, synes jeg selv. Det er endda så heldigt, at en samvittighedsfuld sygeplejerske med en lang karriere i palliativ behandling af terminalt syge mennesker engang skrev de døende patienters livsvisdom ned og lavede en liste over de oftest nævnte råd. Listen følger i bunden af posten her, og den dannede grundlag for min tale, som jeg var meget begejstret for selv. Det var også nemt, fordi suverænt faderskab fra min side(?!) og mange ture i bilen til og fra kickboxingtræning og ditto stævner i ind- og udland har gjort, at jeg kender min lille kohøne ganske godt. Enkelte fandt dog temaet upassende. Meh …

24133823_10155383009802261_1355066126_n

Teenagere elsker kommenterede oversættelser af Østens filosofi for begyndere …

 

Så her er min plan: Jeg tvinger hende til at læse en håndfuld bøger om, hvordan man får et godt, lykkeligt og produktivt liv. Jeg har været igennem en del hen over årene, så der er lidt at tage af. Der skal være én om buddhisme og én om taoisme. Jeg er ikke ellers en østlig flipper, men begge filosofier har solide bud på meningen med tilværelsen. Min privatsamling på området er ved at være betragtelig. Mere om dét en anden gang. Der skal være én om vaner, én om tænkning og én om indstilling også. Det er en god håndfuld, der kommer omkring. Her er mine bud:

”The Tao of Pooh” af Benjamin Hoff er mit bud i taoisme-genren. Det er en ældre sag, der er langsom og hyggelig og bør læses sammen med opfølgeren ”The Te of Piglet.” Alting er bedre, når det forklares i hypotetisk samtale med Peter Plys og Grisling. Den oprindelige ”Tao Te Ching” findes i dansk oversættelse og en del engelske at vælge mellem, men teksten er så fjern i tid og sprog, at oversættelserne er vildt forskellige, og hvad skal man vælge? Avancerede brugere kan finde glæde i kommenterede oversættelser (se billede ovenfor). Begge bøger findes på dansk som henholdsvis ”Peter Plys og hans tao” og ”Den tapre Grisling.”

”The Subtle Art of not Giving a F*ck” af Mark Manson er mit bud i buddhisme-genren. Det er ikke eksplicit en buddhistisk tilgang til tilværelsen, og måske kunne den også kaldes stoisk, men den slår mig som buddhistisk inspireret først og fremmest. Den bramfri pointe er, at man kun har så mange fucks at dele ud af, så man bliver nødt til at beslutte sig for, hvad der er virkelig vigtigt, og så give sine fucks dér – om man så må sige. Vejen til lykke går gennem en flod af bæ (oh, de mentale billeder), og positiv tænkning er for narehatte. Mark Manson indfører i øvrigt karakteren Nedturs-pandaen (superhelten, ingen kan lide), og alene dén er hele bogen værd. Bogen findes endnu ikke på dansk.

Der er jo selvfølgelig et væld af introduktionstekster til taoisme, buddhisme osv., men det kan være tørt stof, så det er bedre at starte lidt let.

”The Seven Habits of Highly Effective People” af Stephen Covey. Selvhjælps- og produktivitetsbiblen! Kæft, jeg har i min tid været tvangindlagt til at høre på mange effektivitetskonsulenter, hvis hele budskab var planket fra Stephen Covey. Mest pinagtigt er det selvfølgelig, når de har misforstået centrale dele. Egentlig er hans bog et opgør med at tænke i vaner og handlemåder og tænke over karakter i stedet for, og hans syv gode vaner er da heller ikke som sådan vaner, men tænkemåder. Der er så meget gods her, i alt fra hvor stress og angst opstår – illustreret med to cirkler – til hvordan vi spilder vores tid og vores potentiale – illustreret med en 2 x 2 matrix. Hans søn har skrevet en udgave til teenagere, som jeg trofast har købt, men den virker efter lidt bladring super-kedelig og meget amerikansk. Jeg tror dog, jeg skal give den en chance mere. Bogen findes på dansk som ”7 gode vaner.”

”13 Things Mentally Strong Don’t Do” af Amy Morin. Uh, der er meget at hente her i bogen, der egentlig er den udvidede version af et blogindlæg, der gik viralt. Den var lidt træls at komme igennem, for der er trukket meget i den for at blive til en bog, og 13 er måske et par stykker for mange, men den er ligesom levertran. Den er god for dig! Nogle af tingene trækker tråde tilbage tilbage til Covey og længere tilbage endnu. Ikke overraskende sådan set. Alle 13 får en grundig behandling, anekdoter og fokuspunkter. Bogen findes på dansk som ”13 ting mentalt stærke ikke gør.”

”The 5 Elements of Effective Thinking” af Edward B. Burger og Michael Starbird. Min nye yndlingsbog! Jeg har lyst til at give den til alle, jeg kender, og jeg har hede feberdrømme om at oversætte den og udgive den på eget mikroforlag. Forfatterne demonstrerer, hvordan man med fire ændrede perspektiver kan forvandle sin bevidsthed fra en sløv dejrulle til en skræmmende skarp skalpel. De fire perspektiver er mnemoteknisk opkaldt efter de fire elementer og pakket ind i en femte forandringspakke. Det lyder new age- og hippie-ævlet, men er det ingenlunde. De to forfattere er matematik-professorer. Bogen findes som antydet endnu ikke på dansk.

Og så er der den lovede liste over døende menneskers største fortrydelser. Se også her.

5. Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være lykkeligere

4. Jeg ville ønske, jeg havde holdt kontakten med gamle venner

3. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

2. Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så hårdt

Og slutteligt og noget af en huskekage – og lad os love hinanden, det ikke sker for os:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at leve mit liv, som jeg selv ønskede det – frem for hvad jeg troede, andre forventede af mig.