En Humphrey Bogart-ferie!

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

IMG_2121

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

5A859815-EFAB-4058-9EBD-826964F4F09E-2440-0000028C75993B7F

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

78DA8339-8A81-415E-95A7-6EB7A44F4C2D-2440-0000028C96135753

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

børnslæsning

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

biblo

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

ec7a0d7188c18248ee3ccea2d61e53bb

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

  1. Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
  2. eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
  3. Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

  1. Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
  2. Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
  3. Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

european_court_of_justice-4f451e1-intro

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Reuter

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Døde piger lyver ikke på Netflix … eller gør de?

Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.

Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.

IMG_1736

Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.

Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.

Kritik og drama her:

img_1732

Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.

Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.

IMG_1733

Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”

Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!

13-reasons-why-season-two

TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.

PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?

Ode til en døende gravhund

Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

0-CebDts3gj1WLo-r0

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

lily-thumb

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

DSC_0087

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!

Hvem får dig til at læse?

Jacob Krogsøe spørger i Randers Amtsavis, hvad der får os til at læse. Spoiler alert: For Jacob er det bl.a. bloggen “Fra Sortsand.”

Vi generer nok ikke nogen ved at kalde Fra Sortsand en genre-blog – og en cool én af slagsen. Den beskriver sig selv således:

“Mit navn er Martin og dette er min blog. Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på.”

God weekend 🙂

Kronikken i læsevenlig tilstand her.

17203620_10154436852215878_1926056240_n