Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Flodkrebs synger smukt og rent

Den 27. september 2019 udkommer ”Hvor flodkrebsene synger” på Gyldendals forlag. Køb den og læs den. Den er fantastisk. Det er den korte besked. Den længere besked har samme konklusion og følger herunder.

47944456._UY2078_SS2078_

Jeg samler lige tråden op fra sidste måned, hvor jeg var inde og for-forhandle med min gode Gyldendal-ven og -modpart – og tidligere kollega i øvrigt. Snakken falder altid på kommende udgivelser, og han var mest optimistisk omkring Tim Buk-Swienty’s Blixen-biografi, den nye Svend Brinkmann og det amerikanske fænomen ”Hvor flodkrebsene synger.” Jeg er meget lidt fan af hr. Buk-Swienty’s ageren over for bibliotekerne, så ham ignorerer jeg, uden at han opdager det 😊 Brinkmanns nye opus anmeldte jeg i forrige post. Lidt blandet. Og så købte jeg i øvrigt Flodkrebsene i originaludgaven til min Kindle og slugte den. Bogen altså. Ikke min Kindle.

”Hvor flodkrebsene synger” er en litterær enhjørning. Den udkom i USA (”Where the Crawdads Sing”) for over et år siden og ligger stadig nummer 1 på Amazons hitliste, og så er det jo faktisk en debut. ’ish. Forfatteren, Delia Owens, har skrevet et par faglitterære bøger før, men det er hendes skønlitterære debut, og det er lidt vildt. Faktisk er der også en lille krog til Brinkmanns ”Hvad er et menneske.”

”Hvor flodkrebsene synger” foregår dels i 1969, hvor en ung mand findes død i marsklandet uden for en lille kystby i North Carolina, og den lokale ordensmagt er overbevist om, der er tale om et mord. Som efterforskningen skrider frem, kommer den unge kvinde, Kya, der lever alene derude under mistanke. Dels følger den Kya, fra hun er seks, og hendes mor går fra sin voldelige, fordrukne mand og børnene og det faldefærdige skur, de bor i ude i marsken. Så rejser Kyas storebror væk, og efter en kort opblomstring som far forsvinder også han, og så er hun helt alene. Det er her, det er lidt spøjst lige at have læst Brinkmann, for kapitlet om det biologiske menneske spøgte i min bevidsthed under læsning af særligt første del af flodkrebsene. Vi tænker ikke tit over det, men vi er jo biologiske væsener, som former og formes af naturen omkring os, og én af gaverne herfra er grunden til, man gider læse fiktion. Mere om det nedenfor.

CRAYFISH-articleLarge

En flodkrebs. Der er ingen sammenhæng til teksten, men fin er den.

Bogen tager sig god tid til at beskrive marsken og dens enestående fauna på den ene side og Kyas knusende ensomhed på den anden. Byen skyr hende, og hun følger andres sociale liv på afstand, indtil hun bliver gode venner med en lokal dreng, som lærer hende at læse, og stjæler lærebøger til hende. Pludselig kan hun læse om den natur, hun bor i og kender så intimt. Hun begynder også at forstå sine få, men afgørende sociale relationer i lyset af naturens relationsmønstre mellem hanner og hunner hos forskellige dyr og insekter.

Naturbeskrivelserne er fænomenale. Det er sjældent for alvor, synes jeg, at blive transporteret til et sted, man ikke kender på den måde. Samtidigt spiller naturen både en rolle som scene, bagtæppe og aktiv medspiller. Owens er uddannet biolog og tog som noget nær nyuddannet med sin daværende mand til Kalahari-ørkenen, hvor de slog sig ned i syv år i ingenmandsland og studerede den lokale fauna. Det kom der bogen ”Cry of the Kalahari” ud af. Senere flyttede de til Zambia for at studere løver, men blev blandet ind i kampen mod krybskytteri af elefanter og skrev bogen ”Eye of the Elephant.” Helt uerfaren med at beskrive særegne miljøer er hun altså ikke, og det mærkes!

En anden helt særlig ting, jeg bemærkede, var, at empatien med Kya sniger sig langsomt ind, men så voldsomt faktisk, at da retssagen går i gang – og selvfølgelig må der være en retssag – og dommen nærmer sig, sad jeg med hånden, så den dækkede nederste del af siden, mens jeg messede for mig selv: ”Kom så. Ikke skyldig. Kom så. Ikke skyldig …” Jeg læste fra lufthavn til lufthavn på en tre timer lang flyvetur, og forklarede mentalt en sky, at den f***** jury skulle erklære hende ikke skyldig. Der er jo ingen beviser, mand! Det er alt sammen deres provinsielle angst for outsidere, og har hun måske ikke lidt nok? Hvad F***** er EGENTLIG meningen?! Er der bare INGEN retfærdighed til??? … Hvor var jeg? Åh, jo. Jeg levede mig meget ind i den.

vaLTWZ0S

Frifindelse, tak!

Det er noget mærkeligt noget, det med at leve sig ind i fiktive personers liv. Vi ved jo godt, de ikke findes. Hvordan kan deres skæbne berøre os? Og så meget i dygtige forfatteres hænder? Jeg læste ”The Boy on the Bridge” efterfølgende. Det er en slags 2’er til ”The Girl with All the Gifts” – begge født af forfatteren M. R. Careys skræmmende fantasi om, hvad der vil ske, hvis svampen cordyceps, der forvandler insekter til zombier, en dag fandt på at springe til mennesker. ”The Boy on the Bridge” er udspekuleret ondskabsfuld, blodig og uhyggelig, men den er plotdreven, og man har på ingen måde mentale samtaler med skyer om, at det skal gå personerne godt. Det gør det så typiske heller ikke i øvrigt. Yikes!

3a810ba1df3bb1a0888897811c4052fb2b54b35f_hq

“The Girl with all the Gifts.” Det ender galt for de fleste medvirkende.

Jeg har læst lidt op på det. Der er mange forklaringer på, hvad det er, der sker, men den neurologiske mekanisme – om man vil – hænger på to relaterede menneskelige evner. Den første er evnen til at danne sig forestillinger om, hvad der sker i andre menneskers bevidsthed; theory of the mind, som det hedder. Ingen andre levende væsener har den evne. Heller ikke primater. Den anden er empati; evnen til at kunne sympatisere, føle med andre. Det er to forskellige evner trods deres sammenhæng. Psykopater har fx glimrende theory of mind, men ingen empati. Autister har problemer med theory of mind, men kan godt føle empati. Når vi lever os ind i fiktive menneskers skæbne, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi føler empati med vores rigtige medmennesker. Følelsesmæssigt skelner vi altså faktisk ikke, og vores engagement i fiktive mennesker er i selve øjeblikket helt ægte, som om de også var.

Anyway. ”Hvor flodkrebsene synger” er fremragende. Det er én af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Læs den, når den udkommer på dansk d. 27. september.

Er du helt sikker, Svend? Om Brinkmanns nye “Hvad er et menneske?”

“Hvordan ser jeres efterår ud?” spurgte jeg min forhandlingsmodpart hos Gyldendal.

“Rigtig fint!” svarede han glad. “Vi har mange god ting på bedding. Der er jo den dér ‘Hvor flodkrebsene synger.’ Den kommer sidst i september. Det er en litterær sensation i USA. Den har ligget på alle lister i al evighed. Det er endda en debut.”

‘Hvor flodkrebsene synger,’ noterede jeg i min bullet journal. ‘Find original. Læs. Hvad fanden hedder en flodkrebs på engelsk? Where the river crabs sing? Nej, det hedder den nok ikke.’

14BB90E2-EE02-4AE5-B6A6-9C764A067DD9

Where the CRAWDADS Sing!

“Og i næste uge kommer den ny Brinkmann. Jeg har ikke set den, men nogen sagde, det var en slags ‘Sofies verden.’”

Min hjerne eksploderede. Ny Brinkmann? Hvorfor er jeg altid den sidste i verden, der finder ud af ting?

“Du kan jo få et anmeldereksemplar, hvis du er interesseret,” smilede han. Jeg ved ikke, hvad jeg svarede. Jeg tror, jeg gik fuld Gollum, hvæsede ‘my precioussss’ og løb hjem på kontoret, men jeg husker ingenting, før jeg sad på min pind og kælede med den ny Brinkmann.

Her er den:

1440224F-E2B6-4B8F-B431-7C67AD46F41B

Dagen efter viste jeg den stolt frem på et møde. En afdelingsleder på Hovedbiblioteket greb grådigt ud efter den og gav sig til voldsomt upassende at snuse til den, så nu gemmer jeg den! Inde i min hule under Tågebjergene, hvor jeg lever af rå fisk og vildfarne goblins. Arj, okay, jeg overdriver. Jeg kan faktisk slet ikke lide rå fisk.

Den gode Svend Brinkmann er jo psykolog, selvom han mener, psykologien er ved at sejre sig selv ihjel. Alt bliver psykologiseret. Hans “Stå fast” er en klassiker, men siden er han altså blevet lidt overeksponeret, og han risikerer at blive en professionel meningsmaskine. Alle, der skriver bøger med kapitel-titler som “Tag nej-hatten på,” er sikret en evig plads i mit hjerte, så Brinkmann har lang snor hos mig.

B31B4C2D-19BA-4D4E-BC7C-93D0454DB8AC

Manden selv. Svend Brinkmann.

Hvad er det så, Brinkmann har bedrevet denne gang? I al korthed er det en fiktiv rammefortælling omkring – sjovt nok – en fiktiv fagbog om det at være menneske. Det er et godt emne og en spændende behandling. “Det lyder som en bog, Umberto Eco skulle have skrevet, og som skulle være dobbelt så lang,” indvendte min søde, forstandige kæreste og skævede skeptisk til mine 256 siders Brinkmann. Jeg slog ikke ud efter hende med en rå fisk, for hun har en pointe. Mere om det senere.

Rammefortællingen er som følger: Andreas er en følsom og ensom nybagt student. Hans far er væk, og hans mor sender ham til psykolog, hvor han lærer at se ind i sig selv, tænke over sig selv osv. Det hjælper ikke rigtig, men til gengæld har han en sej filosof-/forsker-farmor, der ganske vist er kræftsyg, men som har arrangeret en dannelsesrejse via interrail rundt i Europa. Hun bliver dog for syg til at tage med på rejsen selv, så hun sender Andreas alene afsted, og hun giver ham det mystiske, uudgivne, anonyme værk “Hvad er et menneske?” med til fordybelse på togturene. Og så skyper farmor og barnebarn ellers lystigt på turen.

Turens forskellige stop passer med kapitlerne i “Hvad er et menneske?” og som Andreas læser, oplever, møder mennesker på sin tur og diskuterer med dem og med farmoren, turbo-dannes den unge mand og får det meget, meget bedre mentalt også. Hans verden åbnes, og der blæser friskt, intellektuelt luft ind.

3E3A6DD5-04B7-4B75-BFE2-1B6BBCB099E3

Brinkmann har en pointe, der går igen i hans forfatterskab, synes jeg, og den er jeg gerne med til at råbe fra hustagene: Selvoptagethed og navlepilleri medfører små, egoistiske, mentale verdener. Man dør åndeligt i klaustrofobi. Svaret er ikke inde i dig selv, men i den kollektive visdom, der er overleveret ned gennem menneskets historie. Så bliver verden større, man selv mindre, og det er meget, meget nemmere at håndtere. Det hele bliver måske en smule overpointeret hos Brinkmann, men skulle den også sidde fast hos selv de sløveste af os.

Oprindeligt ville Brinkmann have skrevet en fagbog, og det er selvfølgelig reminiscenser af dén, der er blevet til den fiktive “Hvad er et menneske?” inde i den rigtige “Hvad er et menneske?” Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg synes om rammefortællingen. Er den nødvendig? Den er til tider klodset, personerne fortegnede og dialogen opstyltet. Man skal lige øve sig på det dér fiktion som traditionel fagbogsforfatter. Se billedet nedenfor. Hvem taler sådan? Der er noget julekalender over det hele. Jeg havde det på samme måde med rammefortællingen i TV-serien “1864.” Jeg er ret sikker på, jeg havde været glad for bare en almindelig fagbog. Formen giver dog forfatteren den småsyrede mulighed både at skrive noget fagtekst og så få en fiktiv person til at fundere over teksten og diskutere den med andre fiktive personer. Egentlig virker det helt skørt opblæst på en måde, jeg ikke lige kan forklare.

122DE379-9B0F-41E7-AF11-931FE4D3C08B

De seks hovedkapitler – aspekter af det at være menneske – er gode nok. Der er meget stof til videre fordybelse:

  1. Det biologiske menneske
  2. Det fornuftige menneske
  3. Det følsomme menneske
  4. Det sociale menneske
  5. Fremtidens menneske
  6. Det troende menneske

Jeg var særligt glad for Det biologiske menneske og Fremtidens menneske.

Andreas rejser fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig til renæssance-kunst i Italien, Theresienstadt uden for Prag og et fiktivt medicinalfirma i Berlin, hvor der produceres bl.a. kreativitetspiller. Jeg skal ikke afsløre, hvordan det ender med ham og farmoren, men min endelige dom er, at værket er et sjovt eksperiment, men jeg er usikker på, om eksperimentet lykkes. Den er også ret kort faktisk. Der er generøst sat 240 sider med stor, venlig skrift.

Jeg ville hellere have haft “Hvad er et menneske?” dobbelt så lang og skal vi have fiktion ind over, så lad Umberto Eco gøre det. Ens tid er dog ikke spildt, og eftersom Eco-versionen ikke findes (endnu), så er Brinkmanns version jo fin nok til da.

”Hvad er er menneske?” udkommer på torsdag d. 22/8. Du kan købe den lige her hos Saxo.com fx.

Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!