Dobbelt halvanden anmeldelse af nye bøger om sociale medier

Vi har lånt Københavns Hovedbiblioteks fritgående SoMe-geni, Troels Hedegaard Mortensen, så han kan hjælpe mig med at anmelde to nye bøger om sociale medier. Vi har begge læst den ene grundigt og den anden lidt mere i punktnedslag (det er en antologi), så det er ikke en dobbelt dobbelt anmeldelse, men en dobbelt halvanden anmeldelse, og det er jo også ganske enestående!

13707019_591546031049955_1657439198_n (1)

Troels. Han er greaaat!

Trina-Maria Kristensen. 2017: ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier.” Gyldendal. 278 sider.

Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose (red.) 2017: ”Sociale medier.” Hans Reitzels Forlag. 303 sider.


Troels:

Emma Gad er kommet på Facebook

Trine-Maria har skrevet en bog om at begå sig på sociale medier – og om sig selv og sine bekendte. Hendes bog ”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier” er bevidst meget personlig, og det er bogens store styrke men også det, der vil skubbe nogle væk.

Jeg er helt sikkert skadet af sociale medier, og min evne til at fokusere er hårdt såret af de dopamin-lækre likes, der ofte kræver min opmærksomhed. Så jeg har brug for alle gode råd om at bruge medierne med omtanke og få et større udbytte af dem. Derfor har jeg læst Trine-Marias nye bog.

Trine-Maria er ekstrovert, hun blogger, holder foredrag og har arbejdet med sociale medier i mange år. Og så er Trine-Maria på en mission. En ret stor en af slagsen. Hun vil opdrage danskerne til at tænke over, hvorfor og hvordan vi bruger sociale medier og undgår at spilde vores tid.

I første del af bogen bliver vi taget tilbage til antikken for at få en forståelse for klassiske personlighedstyper. Der er fx den flegmatiske type med et roligt temperament og den koleriske, der er opfarende og elsker at debattere. Det er interessant at læse om og sætter en teoretisk ramme. Alligevel kunne jeg ikke undgå at tænke ”Åhh, skal jeg nu trækkes gennem hele antikken – for at undgå spildtid? Really?”

Faamereudafdentidduspilderpaasocialemedier300dpi-e1501783894773

Det skulle jeg heldigvis ikke, og bogen bliver aldrig kedelig, for Trine-Maria sætter sig selv og sine bekendte i spil i alle kapitler gennem anekdoter, eksempler og humoristiske observationer. Det er bogens store styrke. Det er forfriskende, at en forfatter tør at bruge sig selv og sit netværk på en så åbenhjertig måde, og i løbet af kort tid havde jeg dannet mig et billede af, hvem Trine-Maria er. Hun skriver om, hvordan hun tog en pause fra sociale medier, da hun fik stress, om hendes ringeagt for kommentarsporet på ‘nationen’, hun giver sin mening til kende om at dele billeder af børn online, være ven med ekskæresten på Facebook og skriver om det positive og problematiske ved at fortælle hele netværket om alvorlig sygdom.

Den personlige stil og tone er dog også det, der risikerer at skubbe nogle læsere væk. Nok har Trine-Maria indsamlet og undersøgt information om emnet, men anbefalingerne er ofte, og må nødvendigvis være, subjektive, fordi det handler om social interaktion, der ikke kan sættes på formel. Det er som at have en venskabelig samtale til et middagsselskab, hvor du indimellem nikker genkendende til sidemandens synspunkter og andre gange lytter til velmenende råd men ikke ser det på samme måde. Uanset hvad kommer du til at reflektere over din adfærd på medierne, og dermed er Trine-Maria allerede halvt i mål med sin mission.

22279692_10155725116829603_1880450345164400449_n

Skamløs promovering fra Trine-Marias Facebookside. Eller ufiltreret meta.

”Sådan får du mere ud af (den tid du spilder) på sociale medier” er en letlæst, uformel guide til den private bruger af sociale medier. Den tager fat i hverdagens problemstillinger, som mange brugere på et tidspunkt har stået overfor og giver konkrete forslag til at håndtere dem. Der er fine pointer i bogen, men personligt har jeg selv igennem årene prøvet mig frem og fundet ud af, hvad der passer mig i forhold til tone, debat, deling og venskaber. Guiden egner sig godt til nybegyndere, der gerne vil med på vognen, til bedsteforældrene, der famler en smule på de nye medier og generelt folk, der gerne vil have større forståelse for, hvorfor veninden igen deler en ligegyldig solnedgang.

Mens jeg skrev anmeldelsen her, har jeg ladet mig afbryde af min telefon 11 gange. Jeg blev nødt til at Google den etymologiske betydning af ‘kolerisk’, finde Trine-Maria på LinkedIn og tjekke Facebook og Instagram … 9 gange [indsæt selv gul thumbs up, abe der holder sig for øjnene eller ked-af-det-smiley]. Fordi mange som mig, mere eller mindre tvangsneurotisk, tit færdes på sociale medier, har en bog som denne sin berettigelse. Hvis du er enig i, at sociale medier skal være rum, der er givtige eller i det mindste behagelige at være i, så kommer Trine-Maria til undsætning som en moderne Emma Gad med glimt i øjet. Om du køber præmisserne og tager imod rådene er så op til dig.

Hvis du har lyst til at læse mere dybdegående om kommunikationsteori og professionel brug af sociale medier, så har Trine-Maria også bidraget til en bog om emnet. Den hedder kort og godt ”Sociale medier” og er rettet mod brugere, der arbejder strategisk med medierne i virksomhedsøjemed. Tjek den ud, hvis du har styr på (n)etiketten og vil nørde mere med marketingsdelen.

9788741268354


Mikkel:

De sociale medier er blevet voksne

Borte er de glade dage, hvor studentermedhjælpere varetog selv større selskabers Facebooksider uden instruktioner eller kontrol, og man kunne finde poster med ”lolcats” og surfende bulldogs på selv meget alvorlige firmaers sider. Borte er 3’s tematiserede opslag, hvor døden engang var én af dem, for – hey – hvilket mobilselskab vil ikke gerne forbindes med døden? På sin vis er det blevet mere kedeligt og mere voksent, og de unge er skredet forlængst til steder, hvor de kan være alene, for hvem gider få kommentarer fra mor og farfar, når man prøver at se sej og sexet ud? Nu er de sociale medier også blevet voksne målt på den litteratur, der bliver skrevet om dem. Der er nu manualer for dem, der pludseligt befinder sig ukomfortabelt i rollen som sociale medie-redaktører, og der er hjælp at hente for dem, der vil inddrage sociale medier i store markedsførings- og kommunikationsplaner, og så er der – endelig – kommet en manual for dem, der enten er nye eller mangler inspiration og viden (selvom de ikke ved det selv).

Den selvstændige, social medie-konsulent, Trine-Maria Kristensen, har forfattet den sidstnævnte. ”Få mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier” er den mundrette titel, der samtidigt nok så præcist indikerer, at bogen er henvendt til privatpersoner, men ikke nødvendigvis amatører. Der er rigeligt med gods i til fx selvstændige.

Emnet er kompliceret, mangeartet og forvirrende, så der er brug for analytiske greb. Trine-Maria anvender to gennemgående. Det første greb er at inddele i de cirkler, vi bevæger os i målt efter nærhed. Personligheden er det næreste; dig selv. Hvem er du? Hernæst følger nærheden; familie og de næreste relationer. Herefter venligheden; hvordan er man en god SoMe-ven? Næstsidst er fagligheden; hvordan får du mere ud af (den tid, du spilder på) sociale medier til at støtte op om dit job eller din karriere? Sidst er offentligheden; hvordan kan du interagere med kendte og politikere og i store debatter?

Det næste greb hører egentlig under personligheden. Hvilken personlighedstype er du, og hvilken betydning har det for din ageren? Og ikke mindst hvordan kan din personlighed bedst bruge sociale medier? Jeg skulle selvfølgelig prøve min personlighed af, og fandt en gratis test på nettet omtalt i bogen. Det viste sig, jeg er en neurotisk opportunist. Great! Den gode nyhed er, at opportunister har det sjovt, men den dårlige er, at det har neurotikere ikke. Virkelig ikke! Vi skal passe på trolde fx og kun indgå i følelsesladede debatter med stor varsomhed. Det har jeg egentlig lært, men det var en smertefuld lektie.

2017-10-31 19.44.33

Jeg er med i bogen. Troede du, jeg ikke lige ville nævne det?

Trine-Maria arbejder med fem par karaktertræk: Ekstrovert vs. introvert, neurotisk vs. emotionel stabil, venlig vs. svær at omgås, samvittighedsfuld vs. impulsiv, åben vs. mere traditionel og deler glad ud af gode råd til de forskellige typer i forskellige kontekster. Det er frivilligt komisk, når hun skal give råd til uvenlige mennesker. Det er nemlig svært, og man fornemmer en vis lad-nu-bare-være-med-at-være-en-narrehat bag det hele.

Bogen er spækfyldt med gode tanker og ting at fundere over i alle mulige og umulige situationer på de forskellige sociale medier, og Trine-Maria skriver med lune og indgående kendskab. Køb bogen og giv den til det ældre familiemedlem, der siger tillykke til dig som svar på en anden persons besked. Eller endnu bedre den person, du kender, der kan få ethvert billede af en hundehvalp til at handle om flygtninge og Lars Løkkes underbukser i løbet af ingen tid og sammenligner Anders Samuelsen med Hitler kort tid efter. Men læs den selv først. Du har også brug for den. Det er rigtigt.

Er du mere til en meget alvorlig kommunikationsfaglig redegørelse, skal du bruge det nye værk fra Hans Reitzels forlag, ”Sociale medier,” redigeret af Hans-Christian Christiansen og Gitte B. Rose. Det er, som verbet ”redigere” kraftigt antyder, en antologi. Her er alvorlige gennemgange af sociale medier set gennem mange faglige briller; kommunikationsteoretisk, ledelsesmæssigt, markedsføringsmæssigt osv.

2017-10-31 18.57.05

Her finder vi også et superfint kapital fra vores veninde, Trine-Maria. Emnet er, hvordan man skriver en SoMe-strategi, og det er ofte her, skoen trykker, når firmaer og offentlige myndigheder er håbløse på sociale medier. Jeg er desværre gammel nok til at huske flere steder, jeg har arbejdet, hvor man besluttede sig for, man retteligen burde være på de dér sociale medier, men ikke hvorfor eller hvordan. Resultatet var lige så forfærdeligt, som det var forudsigeligt.

Der er virkelig guld i nogle af bidragene – særligt omkring, hvordan man får en ordentlig SoMe-vinkel på den eksisterende kommunikations- og markedsføringsstrategi.

Tegnet magi, tegnet læselyst

Vi har igen med fornøjelse overladt pladsen til litteraturformidler på Randers Bibliotek og renæssance-menneske, Jacob Krogsøe. Han causerer nedenfor over en fem uger lang serie daglige Facebook-poster fra tidligere i år om tegneserier, der står hans hjerte meget nær, og hvad det førte med sig. Enjoy! /red.

Skødstrup, oktober 2032.

Regnen hamrer ned mod taget, uden pause, uden nåde. Efteråret har den sidste måneds tid haft godt fat i landet. Den globale opvarmning har nemlig efterhånden dikteret, at efterår varer fra slut august til start november, og at vinteren løber fra november til april. Men inde i det lille hus er der ro og varme. De tre søskende er kommet hjem til deres forældre for at finde en skat.

Da de åbner lemmen til loftet, kaster duften af ælde sig ud i gangen, mens spindelvævet hiver sig fri og danser foran dem. Kort efter er de oppe på det lille loftsrum, hvor de tre lommelygter skaber små øer af lys. Der, inderst inde, står den. Den gamle skibskiste. Den skibskiste, som deres far har arvet fra sin morfar, den skibskiste, som de ved er fyldt med værdier. De kravler hen ad de gamle brædder, der knirker under dem, mens støv hvirvles op og de ser edderkopperne der løber i skjul.  

Da kisten åbnes, åbnes en dør til fortiden. En dør til tegneseriernes verden.

Klassisk romantik. Men hvis vi lige skærer igennem den romantiske tåge, så er der noget vigtigt på spil her. Og det handler om tegneserier.

I perioden fra d. 16/8 til d. 20/9 postede jeg dagligt et tegneserieopslag på min Facebook-væg. Når man taler om læsning, synes jeg ofte at tegneserierne bliver forbigået, som noget kun børn læser, som noget der er romanen underlegent. Jeg ville gerne sætte fokus på de tegneserier, der havde været med til at forme mig som læser, der havde været med til at forme mig som person. Og jeg var meget positivt overrasket over den respons, og den glæde, som mine opslag skabte.

Krog

Da jeg var barn kunne jeg godt ofte se mig som selv som en satellit, men i disse herlige internetdage kan jeg jo se, at jeg var en del af noget større. Jeg elsker, at vi sammen er en del af en fortid, hvor meget var anderledes.

Men lad mig tage jeg med på en lille rejse gennem nogle af mine opslag.

Det hele startede meget simpelt med dette opslag en august morgen om Ridder Goodwill:

Ridder Goodwill

”Jeg anbefaler alle at starte dagen sammen med denne nostalgiske ridder, der er tegnet af Luguy og skrevet af Leturgie. Den udkom i 1984 på Interpresse og blev tilrettelagt af Henning Kure og Jens Trasborg, oversat af Inge Då og håndtekstet af Helle Nielsen.”

Det affødte hurtigt kommentarer som:

”Dejligt, Jacob. – Jeg plejede at have et komme-hjem-fra-folkeskole-ritual: Spiste en Skål Corn Flakes & læste bibliotekslånte Comics, til. – Tintin, Lucky Luke, Splint & Co, Gammelpot og også Ridderen, her:)”

Og

”Krogsøe, du er en smuk kulturbærer! Læste dem rigtig meget som barn, har dog ikke rigtig fulgt med i serien som voksen, men absolut kærlighed til den herfra! Inge er storfan, og vi skulle selvfølgelig også lige hilse på Luguy og have en signering med, da han var på Art Bubble, hvor fruen endda købte en af hans originaltegninger.”

Her ser vi hvorledes at andre, som det også er tilfældet for mig selv, sendes tilbage i tiden når de ser en bestemt tegneserieforside. Men det er ikke kun nostalgi. Det handler også om drømme.

d7

Valhalla

Et par dage efter, og dagen efter sommerens terrorangreb i Barcelona, skrev jeg følgende om Valhalla:

”Jeg havde faktisk en anden tegneserie klar til dagens morgenkaffe. Men efter det der skete i går fik jeg lyst til at søge tilflugt i nostalgiens tåger og gennem dem rejse tilbage til en mere ubekymret tid, hvor jeg som barn opdagede denne fantastiske serie på Landsbiblioteket i Aabenraa. Men her er ulven jo også løs, som den er lige nu, her i den mørke nutid. Albummet udkom i 1979 og det sidste bind i serien, bind 15 “Vølvens Syner”, udkom i 2009. Det er en af de helt store, nok den største, bedrift i den danske tegneseriehistorie.

Peter Madsens streg er finurlig og levende. Han lægger vægt på karikaturen, og Ulven er løs er stort set blottet for de mørke undertoner, som mange af de senere bind får og det passer godt til mit humør i dag. Det er naturligt, at det første bind i en serie på mange måder bliver til en prøveklud for tegneren, før han finder den rigtige stil. Det bærer albummet også præg af. #bogsnak”

Kort tid efter kom denne smukke anekdote i kommentarsporet:

”Som bleg 15-årig teenager og tegneserieentusiast, havde jeg den store fornøjelse at møde Peter Madsen, da han var på vores skole for at holde et lille foredrag om hans evner som tegner – jeg var noget nervøs, da jeg tog mod til at kontakte ham efter hans oplæg og sige at jeg også godt kunne lide tegneserier og jeg tegnede lidt selv – han var meget sød og flink og gav mig sågar hans kort, hvis jeg nogensinde ville sende ham noget. Det gjorde jeg dog aldrig, og sidenhen har jeg forfulgt andre drømme, men det var stadigvæk et stort øjeblik dengang og faktisk også lidt i dag…”

Kan I mærke de sociale mediers ægte magi som er på spil her? Sammen tager vi på en tur tilbage i tiden. Til en tid, hvor vi som unge mennesker var i støbeskeen, lige dér, lige i de øjeblikke, hvor vi blev formet som kulturbrugere.

Dværgenes konge

Jeg kunne på det tidspunkt godt fornemme, at jeg havde gang i noget der var sjovt. Ikke kun for mig selv, men også for andre, så jeg gravede dybere ned i min samling og fandt Dværgenes konge frem og jeg fandt mit unge jeg på biblioteket:

”Tilbage til noget gammelt tegneseriemagi til morgenkaffen. I slutningen af 1980’erne begyndte jeg at spille rollespil. I det små var Martin og jeg tyvstartet med eventyrlege i skoven (efter interessen for fantasy var blevet vækket da Andreas introducerede os til Sværd og Trolddom i fjerde klasse) og efterfølgende et hjemmelavet rollespil Martin lavede baseret på Sværd og Trolddom, hvor Martins genbo Morten også ofte var med.

Men så en dag så vi et opslag på biblioteket. “Kom og spil rollespil, kom og spil Dungeons & Dragons”. En fredag eftermiddag troppede vi så op på biblioteket og magien og eventyret blev sluppet løs. Og der blev spillet MEGET rollespil de kommende år, hvor højdepunktet er den Dungeons & Dragons-kampagne vi spillede fra 1992-2005 og hvor jeg alle årene spillede dværgen Ben Firebreath, som fulgte Jacob Krogsøe fra han var barn til han blev voksen. Med i den kampagne, som havde den samme GM alle årene, den samme Martin som tidligere i oplaget, var der mange forskellige spillere, blandt andet Anders Stryhn-Johnsen , Jens Christian Hoff og Lauge.

Apropos dværge så blev der i perioden fra 1990-1992 udgivet tre bind i en serie, “Dværgenes Konge” som uden tvivl er en af de serier jeg har læst flest gange. Mørk, mystisk, magisk, voldsom og meget fascinerende hvor vi møder barbaren Morkai, tyven Firfin og dværgene Aren, Noren og Oten. Det fungerede nærmest som stoffer for den unge rollespilshjerne. Og den dag i dag er den stadig en fornøjelse at læse.

Skrevet af Bruno Chevalier og tegnet af Thierry Ségur og oversat af Ole Steen Hansen. I 1998 udkom den samlede udgave i et lækkert hardcover bind og den er en samlingens perler. Så kom den Ebbe og husker du også denne Emil ? #bogsnak”

Og så kom folk ellers til tasterne.

”Åh ja – fantastisk og holder stadigt – jeg har voldlæst den og håber jeg en dag selv udgive noget der er lige så episk, mørkt og samtidigt har fantastiske personskildringer ps. jeg spillede dungeons and dragons (det røde sæt) mange dage om ugen fra jeg var 11 og resten af folkeskolen, dog kom AD&D snigende og alle de andre systemer. At være master i rollespil er grundlaget for min forfatterkarriere … det sidste års tid har jeg rent faktisk arbejdet med en trebindsserie til store drenge i dark fantasy stil – fyldt med drager og blodig magi (min målgruppe er for det meste Emil 12 år) … sorry jeg hele tiden kommer til at snakke om mine bøger, men det er lissom der min begejstring for alle de fede tegneserier har ført mig hen.”

Og

”Uuh, jeg har været SÅ tæt på at poste denne her i kommentarerne til nogle af dine andre gamle kendinge, Jacob. Men jeg forventede at den måtte komme. Den her har været absolut formativ i min udvikling fra et barn med et barns smag til en modnere person med sans for grimhedens æstetik… fantastisk serie både indholds- og udtryksmæssigt.”

Og en helt sjov en, hvor den der kommenterer, har en vigtig relation til det omtalte album:

”Da jeg var knægt havde min far verdens fedeste job… jo han var faktisk også brandmand, men det allerfedeste var, at han var håndtekster. Så far Asger sad og skrev den danske tale ind i boblerne, tegnede lydord osv i afskyeligt mange numre af Basserne og en lang række albums udgivet i årene 1988ish til 1995…. Ud over at det gav gode rabatordninger hos Interpresse og en masse gratis blade, så landede der ind imellem også de her udgivelser på hans bord, som man kun kunne frydes over i en alder af 12-13 år. En af de mest mindeværdige var Dværgenes Konge, hvor min far håndtekstede i hvert fald de to første bind. Det var sgu blæret, drenge og piger.”

Når jeg har udlånsvagter på biblioteket i Randers, og når jeg holder introduktioner i biografen eller skriver klummer, er noget af det vigtigste for mig, at vække andres læselyst. At skubbe i den rigtige retningen, at genantænde læselysten. Netop også derfor var kommentarer som de her så vigtige for mig:

”Fedt. Du har reaktiveret min lyst til tegneserier. Jeg er i gang med at lave en liste over hvilke serier der er fyldt med huller og nu skal lukkes.”

Og

”Nu får jeg en ubændig trang til at grave mine gamle tegneserier frem fra gemmerne.”

d8

Watchmen

 “”Is that a comic book? No! It’s a graphic novel! Is that porn? No! It’s adult entertaiment”

-Robin Williams.

Da jeg første gang stødte på Vogterne, de seks store bind stod og lokkede på biblioteket, fattede jeg ikke en skid. Det var omkring 1990 og jeg forsøgte mange gange, sad på biblioteket med dem og lånte dem med hjem til Dyssevej i Hostrupskov der ligger ca 7 km sydøst for Aabenraa.

Der er nogle tegneserier som jeg som knægt kunne nyde selvom jeg ikke forstod de dybere lag. Alan Moores revolutionerende tilgang til tegneseriemediet var IKKE en af dem. Jeg kom først mange år senere til at nyde den, til at forstå den, til at elske den.

Da Alan Moores Watchmen kom frem i 1986 var det i en tid, præget af frygt for en kommende atomkrig og for den kolde krig mere generelt, og den frygt formår tegneserien at videregive helt sublimt. Det er også en stemning af frygt, som ikke kun er knyttet til den kolde krig, men som også er blevet, om muligt, mere aktuel efter 9/11, uden at dette skal lyde som nogen terrorkliché.

Men det har ikke udelukkende været Moores formål at skildre frygt i en tegneserie for et voksent publikum. Hans agenda har langt mere været en leg med selve tegneserieformatet, og en inddragelse af virkemidler fra romaner generelt, hvor han viser, at tegneserier af denne kaliber skal tages seriøst. Samtidig viser det, hvor vanvittig dygtig Moore er som forfatter, hvilket man også ser i mange af hans andre værker, hvor man også fornemmer, at Moore er et stort legebarn, der også kan lide simple ting. Men Watchmen er alt andet end simpel.

Watchmen udkom i 12 hæfter i perioden fra september 1986 til oktober 1987. I Danmark udgav Interpresse serien i 6 bind tilbage i 1989 og i 2006 kom den samlede udgave fra Egmont.

Hvordan men end vender og drejer det, så var Watchmen med til at gøre begrebet graphic novel mainstream, og Alan Moore tog den rene eskapistiske underholdning og gjorde det til noget, som kloge hoveder på litteraturvidenskab kan falde i stave over, mens de ryger på deres pibe og drikker deres latte. Og hvis én tegneserie skal gøre det ud for, hvordan man beskriver en graphic novel, så må det være Watchmen.

Watchmen tager pusten væk fra sin læser. Der er underholdning på mange forskellige planer, og den er et vidnesbyrd på Alan Moores helt unikke fortællerevner.”

Og her fandt jeg igen andre der havde haft det ligesom jeg selv, da jeg troede at jeg sad alene med mine tanker på biblioteket.

”Jeg er vild med din tegneserieføljeton! Hurra! Vi bør alle sammen hylde vores helte meget oftere end vi gør.”

Og

”Min all-time yndlingstegneserie, Krogsøe! Ligesom du mødte jeg også Watchmen i en for ung alder, hvor jeg ikke forstod at værdsætte den. Fortællestilen var for fremmedartet og kompleks, universet syntes for kynisk og amoralsk, og det lokale bibliotek havde aldrig det rigtige album hjemme (der var nu et eller andet særligt over de overdimensionerede, danske udgaver! :D), hvilket ikke hjalp på den overordnede forståelse. 😛 Men da jeg flere år senere fandt hele serien på tilbud, besluttede jeg at give den en chance mere. Muligheden for at læse den i ro, mag og sammenhæng med yderligere nogle års erfaringer i livet og som tegneserielæser ikke bare vandt, men henførte mig, og mit nørdliv blev aldrig det samme.”

d5

Tintin

”Tintin, den lille bandit, gjorde i 1984 mig til en lille bandit. I boghandleren havde jeg set det fantastiske dobbeltalbum der indeholdt “De syv krystalkugler” og “Soltemplet”. Men det havde en knægt på seks år jo ikke råd til. Så jeg gik i tænkeboksen og den tænkeboks sendte mig i min mors pung, hvor jeg “fandt” nogle pengesedler. Så tog jeg dem, gik op i boghandleren og købte det magiske album. Efter jeg havde læst det, og før mine forældre kom hjem, lagde jeg det i postkassen. Så da min kom hjem tømte vi postkassen. Og hov, der lå jo det album. Men desværre gennemskuede min mor mig i løbet af to sekunder og det var en pinlig oplevelse, at blive taget med op i boghandleren, hvor min mor fik sine penge tilbage og albummet kom retur på hylden. Men hey, jeg var jo helt forelsket i de tegneserier og er det stadig. For et par år siden besøgte jeg Hergé-museet i Belgien og det var en kæmpe oplevelse. De albums kan jeg læse igen og igen og igen.

PS: billederne stammer fra en nyere udgave, den samlede udgave er lidt svær at skaffe, den udkom i 1984 og kan ses på det ene billede.

PPS: undskyld mor.”

For nogen er Tintin også forbundet med lydbånd man lånte på biblioteket som disse to kommentarer afslører:

”Jeg husker lydbåndene fra fritidshjemmet, helt fantastiske.”

Og

”Jeg har dem alle og nyder dem jævnligt! Alt kan afsluttes med et Tintin-citat fra de bånd!!”

d4

Sære fortællinger

Jeg fortsatte turen gennem mit barndoms bibliotek.

”Endnu en biblioteksklassiker som har en særlig plads i den mørke del af mit tegneseriehjerte.

Hermann kan meget mere end Jeremiah og Tårnene. Med de fire historier i “Sære fortællinger” (Recits lugubres) graver han sig dybt ned i frygten og gyset. Elementer, der bestemt er til stede i hans store fortællinger, men her opleves de i destilleret form som små skarpe gyserfortællinger.

“Massakren”, “Flugten”, “Buret” og “Hævnen” var hård kost da jeg 10 år gammel læste albummet på biblioteket i Aabenraa. Det er den slags albums der giver den unge tegneserielæser hår på brystet. Og den er den slags albums, hvor Hermanns uovertrufne stil giver en lyst til at læse flere og flere tegneserier. Albummet er, som så meget andet guld fra min barndom/ungdom, oversat af Niels Søndergaard.”

Det affødte denne herlige kommentar:

”Fuck, jeg har ledt efter det album i næsten 20 år! Det var på biblioteket i den by hvor min efterskole lå, og det brændte sig totalt fast i min hjerne. Desværre var det en lidt for … stimulerende periode på andre punkter, og jeg glemte både titel og forfatter. Så fedt endelig at have noget at gå efter. Nu skal et antikvarisk eksemplar støves op.”

d3

Morbus Gravis

Og så til en mere vovet en af slagsen.

”Når man taler om opvækst, om at blive teenager og om tegneserier, så må man også tale lidt om erotik og måske porno.

Sønderjylland var et alsidigt sted da jeg var ung. Adgang til alpefilmene på Sat.1, sexkioskerne ved grænsen og Kramboden i Aabenraa. Men før jeg turde gå ind i en butik og købe Ugens Rapport, så var der biblioteket. For tegneserier kan også være spækket med erotik, som kan være mere pirrende end pornoblade. Der sad også mange unge mænd og læste i de tegneserier på biblioteket i Aabenraa og de store klassikere, som Morbus Gravis, var næsten altid udlånt. Morbus Gravis udkom i otte bind i perioden fra 1986-2003.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid, faktisk så fjern, at alt hvad der er tilbage af verden som vi kender den, er små fragmenter i form af tilfældigt bevarede levn.

Fremtiden har ikke været nådig ved vores gamle Jord; en enorm metropol dækker nu hele kloden – i hvert fald kender menneskene ikke længere andet end Byen. En by der langsomt forfalder, og i takt med omgivelsernes opløsning, ædes menneskene op af Soten. Det er navnet, den uhyggelige pest, der hjemsøger Byens indbyggere, har fået.

Alrune fra 1995, der var det første album jeg købte, er på mange måder en kondenseret udgave af seriens tematik. Vi får lidt af det hele her, men i en meget mere koncentreret form end tidligere. Der er blod, vold, sex – masser af sex – mutanter, sci-fi-techno-babble og en generel stemning af undergang. Det er derfor også svært at sige noget negativt om albummet.

Morbus Gravis er meget mere end bare porno. Det er en spændende blanding af science fiction og horror, mageløst tegnet og med en helt unik stemning.”

Her kom en kender hurtigt til tasterne:

”Det er en morsom sag, at danske biblioteker ikke har porno på hylderne, med undtagelse af Det Kongelige Biblioteks pornoarkiv, som kun forskere har adgang til, og så tegneseriehylderne, hvor enhver frit kan bladre og låne. Det er præcis de samme typer tegneserier, som man kan finde i enhver pornobutik verden over, fx Fanny-serien, rangerende fra det ubehjælpsomme til det mesterlige.”

d2

En ende på legen

Efter lidt over en måned stoppede jeg mine daglige opdateringer med denne tekst:

”De sidste mange dage har jeg lavet en daglig opdatering om mit forhold til forskellige tegneserier. Både dem, jeg stadig nyder gennem nostalgiens briller, og dem, der er fremragende, nostalgi eller ej, den dag i dag. For mig har det været en dejlig rejse gennem en masse herligheder. Tak fordi I fulgte med, det har været en fornøjelse at læse jeres kommentarer. Rejsen bliver snart til en samlet artikel.

Og her ser I så en del af min samling. Men kun en del.”

Det gav blandt andet disse kommentarer:

”Det har været pissesjovt – vi har meget ens smag og læst meget af det samme, når det kommer til comics.”

Og

”Vi siger da Tak, Jacob. Det har været skønt at følge med rundt i denne Odysse af både nutidigt og fortidigt KvaliGuf – og Diversiteten af samme. Vi har åbenbart også ret ens smag i Comics. Vi skal have parret Løjtnant Pjock med Druuna, en af de her dage:)”

Samt

”Du kan ikke stoppe nu!! der mangler en masse! Hvad med Vakse Viggo? har jeg overset den?”

Så måske jeg snart vender tilbage igen? For der er mange tegneserier jeg mangler at omtale. Og jeg, eller andre kunne gøre det samme med musik, film, computerspil, brætspil osv. For selvom nostalgien ofte kan være med til at holde en fast i fortiden, så kan nostalgien også bruges aktivt til at skue frem i tiden, se på det der virkede dengang, se på hvad der var med til at forme mig og hjælpe mig til at formidle i nutiden, eksempelvis når jeg snakker med mine børn eller når jeg hjælper lånere på biblioteket. Der er nostalgien og disse små rejser tilbage i tiden en stor gave.

d1

Skødstrup, oktober 2017.

Den lille rejse er slut. Mine tre børn er ni, syv og fire år gamle. Så der er heldigvis både lang tid til, at de bliver voksne og til, at de potentielt set, i 2032 kravler op på loftet og finder min tegneseriesamling. For nu, hvor jeg har set en potentiel fremtid, vil jeg som en ægte tidsrejsende nostalgiker forsøge at ændre netop den fremtid. For de tegneserier skal naturligvis aldrig op på loftet. De skal blive fremme. De skal læses, de skal nydes, både af mine børn, mine børnebørn og hvis de ikke er faldet fra hinanden, skal de også nydes af de kommende generationer når jeg er død og borte. For det er en vigtig kulturarv. En arv der handler om at læse, om at blive dannet som menneske.

Liste over de tegneserier jeg omtalte på Facebook:

Ridder Goodwill

Jeremiah

Valhalla

Secret War

Usagi Yojimbo

The Walking Dead

Dværgenes konge

Linda og Valentin

Thorgal

Tårnene i Maury-Skoven

Drengen der gerne ville være bange

Sten og Stoffer

Nick Fury contra gule klo

Sin City

Watchmen

Groo

Conan

Judge Anderson

Anders And og co

Wolverine

Batman – filmen som tegneserie

Gammelpot

Tintin

Henrik og Hagbart

Edderkoppen

The Far Side

The Dark Knight

Sære fortællinger

Gotham by gaslight

Morbus Gravis

XIII

Basserne

Gnaws

Star Wars

New York City; en bibliofil tour de force med en ordentlig spand billeder

Ældste datter, Josephine (14), fik i år i konfirmationsgave en tur til NYC med sin far. Hvor heldig kan man være? Turen skulle foregå i anden halvdel af september 2017, og dengang så kalenderen fornuftig ud. Siden blev hun udtaget til U18 EM i kickboxing i Skopje, og vi brugte følgelig en uge i Makedonien i starten af september. Hun skiftede også skole i sommerferien og lagde altså hårdt ud med en del fravær fra de nye kammerater, fag og lærebøger. På mit arbejde har vi altid travlt i september, og to ugers forskudt ferie var helt skørt. Det er alt sammen førsteverdensproblemer, men i al fald begyndte vi først at geare op til ferien og bladre i “Turen går til” og “Lonely Planet,” da vi bogstaveligt talt sad i SAS-maskinen til Newark.

Der er noget over New York. Noget uforklarligt. Folk vil altid gerne snakke om den. Høre, hvad man har besøgt. Fortælle, hvad de selv har set. Vi havde en lidt spøjs tur. Det var første gang, vi prøvede AirBnB (og måske sidste). Vi tog til baseball på Yankee Stadium to gange. FN havde lukket, og Ellis Island cruises var udsolgt. Til gengæld fik vi en særlig rundtur på The Met af en kollegas kollega. Vi havde dårlige oplevelser i Harlem, men til gengæld blev vi flyttet fra bagerste til forreste række til “Stomp” osv. osv. En anstrengende, men fantastisk uge blev det i al fald.

 

IMG_1203

Vafler i Bryant Park. Breakfast of champions! Bagsiden af New York Public Library i baggrunden.

Og så kiggede vi i boghandlere! Josephine, det kære væsen, gad faktisk godt gå i utallige boghandlere med sin far. Fantastisk opdragelse lige dér. Jeg fik kun ca. 50 spydige bemærkninger undervejs, og det er højst 10 mere end normalt 😉 Hun var så også høj på junkfood og Oreos hele tiden.

New York er et paradis for bibliofile! Udbuddet er enormt og kundepotentialet ligeså. Koblet til amerikanernes sans for salesmanship er det jo ikke så mærkeligt, den by har så fantastiske boghandlere. Her er en kronologisk liste, bare fordi jeg må dele den med andre.

Alle steder er på Manhattan, og billederne er måske ikke de bedste, fordi jeg ikke kan lide at forstyrre folk, så mobilen kom op lidt gedulgt.

Kinokuniya New York: 1073 6th Ave, New York, NY 10018

 

Kinokuniya er en japansk boghandel, med japanske titler og japansk tingeltangel i underetagen,. “Har de ikke manga?” spurgte Josephine, der ville tage en video og gøre en god manga-fanatisk ven jaloux. Hele første sal var manga! Så vidt vides, eksploderede den stakkels fyrs hoved, da han så videoen. Kinokuniya er en stor kæde med 68 butikker i Japan, 12 i USA, 4 i Singapore osv.

The Drama Book Shop: 250 W 40th St #1, New York, NY 10018

 

Hvis ideen om Broadway gør dig blød i knæene, og du tit brøler highlights fra “Cats” og “Phantom of the Opera” ned i din hårbørste, er The Drama Book Shop boghandlen for netop dig, din stjerne. Det er en lille specialboghandel for alting, der foregår på en scene. Noderne til “Rent”? Guide til teaterledelse? Tips om at bryde igennem off-Broadway? 17 udgaver af Shakespeares samlede værker? Tjek, tjek, tjek, tjek. Masser af arrangementer ligeledes, og så er personalet omvandrende teater- og musicalleksika. Brug gerne lidt tid her og græs dig gennem titler, du ellers aldrig vil se. Denne perle åbnede i øvrigt i 1917.

Rizzoli Bookstore: 1133 Broadway, New York, NY 10010

 

Rizzoli er en italiensk boghandel, men mere italiensk er den heller ikke. Den er i al fald ikke nær så italiensk, som Kinokunyia er japansk – hvis det ellers giver mening. Til gengæld er det meget smukke lokaler, og udvalget handler meget om mode, arkitektur og kunst. Rizzoli er måske ikke så hyggelig, som den er fornem, og man føler sig i nogen grad transporteret tilbage til “shyyy”-æraen i folkebiblioteket. Til gengæld er det virkelig et godt sted at blive set i sit nye designertøj, mens man henkastet bladrer i de nyeste arkitekturværker, og måske – måske – vil den helt utroligt åbenlyst homoseksuelle ekspedient så værdige dig et blik 🙂

Barnes & Noble: 33 E 17th St, New York, NY 10003

 

Den største og bedste B&N i følge vedvarende rygter. Stor er den i al fald. Og god! Fire etagers boglækkerier blandet med brætspil og en café og alskens parafernalia. Tekstbogsafdelingen er helt utrolig, og man fristes til at tro, der er alle tekstbøger, der nogensinde er brugt i high school og college. Alle steder. Til alle tider. I alle fag. Young Adult-sektionen fylder fra gulv til loft i indbydende reoler væg-til-væg. Hvis man ikke kan finde noget at læse dér, er der noget fundamentalt galt med én. Det tog Josephine en halv time at komme et par meter ned ad reolsystemet, og hun havde allerede valgt et par must-read værker og sat dobbelt så mange tilbage igen. Sæt tid af her!

Strand Bookstore: 828 Broadway, New York, NY 10003

 

Strand er vanvittig! Nye og brugte bøger fra gulv til luft og på borde og under borde og i hyldejungler under gadeniveau. På øverste etage er de sjældne bøger. Rygtet vil vide, der er omkring 26 km. bøger. Jeg indrømmer blankt, jeg gik i panik. Som en narkoman, der endelig får brudt ind i apotekets inderste lagerrum. Josephine var gået noget død efter fem timer ned ad Broadway og 9/11-museet stadig langt væk. Hun sad og læste i en sofa. Jeg stod rådvild midt i stueetagen, indtil jeg til sidst greb hende og løb. “Skal du ikke købe noget?” spurgte hun undrende. “Flygt!” råbte jeg. “For. Mange. Bøger!” Jeg ville gerne tilbage – frisk i hovedet og med en 2-3 timer til rådighed.

The Mysterious Bookshop: 58 Warren Str, New York, NY 10007

 

Nu er jeg ikke krimi-, spændings- eller detektivfan, men alligevel er det her en superfed boghandel. Som navnet antyder, er de ovennævnte genrer de eneste, man finder her. Boghandlen er ét kvadratisk lokale med et læsemiljø i midten og så ellers bøger fra gulv til loft langs væggene og – selvfølgelig – gult polititape hen over døren til baglokalet.

Book Culture on Colombus: 450 Colombus Avenue, New York, NY, 10024

 

Lad det være sagt med det samme. Der er edderhyleme mange duftlys i Book Culture! Og tingeltangel og ægte træting og venstreorienteret propaganda. Den kunne ligge på Østerbro. Antallet af klapvogne er slående. Dog er den frygtelig hyggelig, og så har de jo et pirrende bog-blinddating koncept. Du kan investere i hemmelige bøger, hvor du kun kan føle dig frem til størrelse og vægt og – endnu vigtigere – spor på forsiden. “Læs denne, hvis du nød X, Y og Z.” Konceptet holder hele vejen, for man kommer derfra med bøger, man måske nok ikke havde valgt selv, men som er i ens generelle interessesfære. Hvad nu, hvis man allerede har læst den, hører jeg dig spørge. Jamen, så er der jo “store credit.” Titlen står på kvitteringen, så den bliver behørigt gemt i indpakningen. Herlig børnesektion i kælderen også.

Amazon New York: 7 W 34th St, New York, NY 10001

 

Syret, ikke? “Big Evil” åbner fysiske boghandlere efter at have betvunget det digitale marked mere eller mindre globalt. Mange digitale outfits åbner fysiske outlets idag, men Amazon Books er mere end bare et outlet. Det er en boghandel i sig selv, men med et umiskendeligt Amazon-præg. I øvrigt æælsker jeg Amazon, så jeg var særligt spændt på, hvad de havde fundet på. De tror ikke på den lange hale, de ellers tjener på online. Tværtimod er der flere eksemplarer af de bøger, der så er, og der står ingen bøger uden kunde-anmeldelser fra online-udgaven. Samtidig bruger de alle de muligheder, den enorme mængder kunde-feedback, de har på lager, giver. Derfor finder man kategorier som “Bøger med over 10.000 anmeldelser,” “Bøger med over 4,8 stjerner,” “Lokale titler vurderet højt” osv. Det er et overflødighedshorn! 🙂

McNally Jackson: 234 Mulberry St, New York, NY 10012

McNally Jackson er vel nærmest den mest almindelige boghandel på hele listen og er svagt tiltet mod studerende i alle aldre. Herlig café, herligt kurateret indhold i boghandlen, forfærdeligt udvalg af notesbøger (fordi jeg er afhængig af notesbøger, og det var alt for godt), og ikke mindst en virkelig god underetage med faglitteratur. Her forsvinder en time eller to meget nemt.

Housing Works: 126 Crosby St, New York, NY, 10012

Normalt har man det enormt godt med sig selv, når man trasker rundt i en boghandel, men i Housing Works får man det for alvor godt, for al overskud går til at støtte HIV/AIDS-ramte menneskers adgang til sundhedstilbud, et rimeligt sted at bo osv. De ansatte hedder “frivillige,” og cafeen er fyldt med … hmmm … gadens fugle, hedder det vist, men fredelige var de. Butikken er i gamle, ornamenterede lokaler med smalle trapper til en åben mezzanin, og der er en klassisk boghandel-stemning. Udbuddet var noget ujævnt, men et godt sted at kigge efter billige perler. Faktisk prøvede vi at komme ind døren før, men der var et arrangement med en lokal forfatter og lang kø udenfor.

Konklusion: Det ville være noget billigt her at skrive noget om, at New Yorks boghandlere er meget bedre end danske, og hvis bare vi gjorde det samme herhjemme … Deres muligheder er jo nogle ganske, ganske andre. Dog vil jeg sige, at jeg ville købe så mange flere bøger, hvis danske boghandlere kunne overleve som boghandlere. Bog og Idé gør mig udefinerbar! Danske bøger er simpelthen også for dyre. Én tynd bog må simpelthen ikke koste det samme som tre måneders Netflix.

Slutteligt kan vi lære rigtig meget i bibliotekerne. Nørderiet i The Drama Book Shop og The Mysterious Bookshop, overflødighedshornene i Barnes & Noble og Strand, de stilrene Rizzoli og McNally Jackson, de tematiserede Kinokuniya og Book Culture, den klare mission i Housing Works, brugen af brugerfeedback i Amazon. Der er nok at komme efter!

22140298_10155238062067261_111328459_o

Rovet. Vi skulle jo slæbe det hjem 😦

En Humphrey Bogart-ferie!

Jeg havde kun én uges sommerferie i år. Nej, det er ikke synd for mig. Okay, lidt. Jeg skal med Josephine (min 14-årige, hvis lidt yngre profil pryder bloggens forside) til U18 EM i kickboxing i Skopje primo september og til New York med hende ultimo september. Sidstnævnte er hendes konfirmationsgave. Førstnævnte er, fordi hun fa’me er en sej unge! Begge dele tager en uge og kræver brug af ferietid.

IMG_2121

Dræberhønen, Kamphønen, Medaljekoen, Kohønen … kær dræber har mange navne. Kommer snart til et europamesterskab nær dig (hvis du altså bor i Makedonien, hvad ikke alle gør)

Den ene uges sommerfeire blev brugt bare den lille kernefamilie på 2 + 2 i Kaunas i Litauen. Det gjorde så, at jeg ikke har fået lystlæst – som vi siger i branchen – særligt meget her i sommeren.

Jeg nåede to krimier. Eller måske to spændingsromaner. Jeg er usikker på definitionerne. Én af hver tror jeg. Som barn raidede jeg gennem mine forældres Agatha Christie-samling i stedet for at læse De 5-bøger, inden jeg som ca. 10-årig fandt Alistair McLean på Værløse Bibliotek. Oh, fryd! Det første er krimier, og det andet er spændingsbøger. Så langt er jeg med, men jeg går ud fra, genrerne har udviklet sig det seneste kvarte århundrede.

Skæbnen ville, at min Kindle fandt frem til Karin Slaughters “Pretty Girls” (“X”) og X X “The Woman in Cabin 10,” og de kunne næppe være mere forskellige.

1C9E5596-511C-4012-94C4-1F632F28A793-2440-0000028C14EFF232

The one and only. Betegner også en type morgen og en type ferie.

Det mindede mig også om en gammel Dan Turell-tekst, der hedder “En Humphrey Bogart-morgen” (er jeg ret sikker på), hvor han gør sig munter over forskellen på engelske krimier og amerikanske thrillere. I engelske krimier bliver folk myrdet i biblioteket med en oldindisk daggert, mens alting hele tiden eksploderer til lyden af hvinende dæk i de amerikanske. Dén distinktion holder stadigvæk, såfremt min stikprøve er repræsentativ.

Karin Slaughters “Pretty Girls” (På dansk “De smukkeste”) er … hvordan skal jeg sige det … åh, den er bare for meget! Hun skriver på Goodreads, at da hun fik ideen, ville hun skrive en selvstændig historie i.s.f. endnu én i serien med det normale makkerpar, men modtagelsen har været blandet. Måske fordi den er sadistisk og voldspornografisk. Voldtægt er slemt. Drab ved machete er værre. Voldtægt med machete er … altså, forestil dig lige dét. Eller lad være. Jeg anbefaler faktisk det sidste. Mænd er nogle svin!

5A859815-EFAB-4058-9EBD-826964F4F09E-2440-0000028C75993B7F

Formelt handler den om to søstre, der finder hinanden igen efter den enes mands voldelige død. Enke-søsteren finder også nogle meget, MEGET ubehagelige videoer på mandens computer, og hænger det måske sammen med den tredje søsters forsvinden, da de var børn? Ja, det gør det. Nok sagt. Deres far opgav aldrig håbet om at finde hende igen, indtil savnet gjorde ham vanvittig, og han begik selvmord. Søstrene jagter sandheden på flugt fra korrupt politi og lyssky personer, der vil dem ondt, mens omstændighederne omkring storesøsterens forsvinden, og hvad det gjorde ved familien, oprulles.

“Pretty Girls” har fart på. Det er virkelig en Humphrey Bogart-bog for at blive i onkel Danny’s terminologi. Historien er spændende, og personerne står klart. Finurligt nok fungerer den egentlig bedst, når den i mere rolige øjeblikke beskæftiger sig med familien, hvis ældste datter pludselig forsvandt, og de chokbølger det sendte gennem et ellers lykkeligt familieliv. Faderens efterladte dagbogsnotater er gribende og den sidste er svær at komme igennem uden tårer. Mandige tårer, forstås. Jeg kan kun give den 3 af 6 macheter, for, igen, den er altså bare for meget!

Ruth Ware’s “The Woman in Cabin 10” (på dansk “Kvinden i kahyt nr. 10”) er meget anderledes. Den bliver solgt som en slags “Gone Girl” eller “The Woman on the Train”-repræsentant, men det er den altså ikke. Den er mere hitchcocksk. Rejsejournalist Lo Blacklock får muligheden for en drømmetur med en lille, eksklusiv luksusfærge på jomfrurejse mod det norske nordlys. Ombord er millionærer, som er målgruppen, og et par fotografer og journalister til at dække og reklamere for ideen. Inden færgen sætter fra land i Hull, banker Lo på døren til kahyt 10 for at låne noget mascara, og en ung kvinde åbner. Samme nat efter en alkoholinfuseret middag vågner Lo ved lyden af noget stort smidt fra nabokahytten – nr. 10 – og hun kan se blodpletter på kahyt 10’s ræling. Men kahyt 10 har altid stået tom, påstår personalet og ejeren, og ingen andre har set kvinden, der åbnede døren. Hun er selvsagt heller ikke på gæstelisten. Nu starter Lo’s kamp for at løse mysteriet på en lille klaustrofobisk båd i midten af det mørke, stormende hav. Alle er mistænkte. Ingen tror på hende. Bortset fra morderen selvfølgelig, som pludselig foretager et dramatisk træk, der ændrer det hele.

78DA8339-8A81-415E-95A7-6EB7A44F4C2D-2440-0000028C96135753

Vi er så klart i Agatha Christie-land her, og det er der ingen skam i. Hun har solgt over 2 mia. bøger. Kun Biblen og IKEA-kataloget er ellers deroppe. Tempoet er roligt, stemningen og miljøet tæt og knugende. Personerne er lidt karikerede og slørede, og den er ikke helt ufralæggelig, men et solidt forsøg. 4 af 6 søsygepiller herfra.

9B9F3213-1DC2-4AFB-BFF8-2125E7AA414D-2440-0000028BE668DD3F

Random fun fact: Da forlaget Harper-Collins opfandt den såkaldte licensmodel til biblioteksudlån af ebøger, kunne de amerikanske biblioteker købe licenser med 26 lån. Herefter var licensen opbrugt. Bibliotekarerne forudsagde, at de ville blive opbrugt ‘en masse,’ og biblioteket ville blive tvunget til at købe nye licenser hele tiden. Efter halvandet år havde kun otte bøger udlånt 26 gange. Syv af dem var af Agatha Christie.

Karin Slaughter er en etableret amerikansk bestsellerforfatter med en stor produktion bag sig, mens Ruth Ware debuterede i 2015 med “In a Dark, Dark Wood,” der hurtigt strøg ind på bestseller-listerne i USA og England. På dansk er Gyldendals oversættere ved at være up-to-date.

Begge bøger anmeldt her er glimrende underholdning, og jeg er nok bare ikke så meget til krimi og spænding. Det er ikke snobberi. Jeg er igang med noget, hvor målgruppen vist er teenage-drenge 🙂

Første halvår 2017 på eReolen og en smule om den ny biblioteksafgift – denne gang med søjlediagrammer

Prolog

Jeg føler mig kaldet til først at citere Lindhardt & Ringhofs forlagschef, Lasse Korsemann Horne, fra denne nylige kronik i Berlingske Tidende:

Når jeg går en tur rundt i København eller Sønderborg, når jeg kører i tog, når jeg er på stranden eller i parken, ser jeg stort set ikke længere nogen sidde med en bog i hånden. I bedste fald ligger bogen forsømt ved siden af, mens den potentielle læser sidder fordybet i sin smartphone.

Som forlægger er det derfor min opgave at få bogen ind i læserens telefon og få danskerne til at (gen)opdage bogen og begynde at læse eller lytte til den. For det er oplagt, at det er forlagenes udfordring at møde den almindelige læser der, hvor læseren er, ved at få forfatternes bøger ud på så mange platforme og i så mange formater som muligt. Og det betyder i høj grad også som e-bøger og lydbøger fremover, som download, streaming via abonnement og via bibliotekerne.

Resten af dette indlæg er udelukkende udtryk for min egen holdning og ikke nødvendigvis Foreningen eReolens eller de danske folkebibliotekers ditto.

Indledning

De gode nyheder først: Første halvår 2017 (retteligen januar til og med juli) har været strålende på eReolen. Faktisk går det bedre end nogensinde. Alle elsker søjlediagrammer, så her er nogle flotte eksemplarer.

Som jeg skrev på disse sider i december sidste år, var 2016 et konsolideringsår efter jubelåret 2015, hvor alle forlag var tilbage. I 2016 trak et par store forlag sig fra tjenesten igen-igen, og vi brugte tiden på at arbejde med formidlingen og senere med udviklingen af eReolen GO! til børn og unge. Lindhardt & Ringhof, Danmarks største digitale forlag, gik mod de større forlags velkendte ud-og-ind strøm og ikke bare blev hos os, men udvidede samarbejdet. Sammen med de hundredevis af forlag, der stabilt har været på eReolen siden starten i 2011, hjalp det med at holde udlån og brugerantal i ro, selvom vi tabte en del titler.

I 2017 har vi langt flere titler, langt bedre tilgængelighed, tre distinkte tjenester (Classic, Global og GO!) og en EU-dom og en ændring af Biblioteksafgiften (populært ”Bibliotekspengene”) i ryggen. Vi har dog også de sædvanlige forlag, der ikke vil være på eReolen og måske et uforudsigeligt, politisk indgreb i horisonten.

Vi har sjovt nok også langt flere forlag (400+) nu, og eftersom jeg ikke har undersøgt det nøjere, er jeg fri til at gætte vildt og ansvarsløst. Mit gæt er, det er forfattere, der egentlig er på forlag uden for eReolen, men har taget sine digitale rettigheder til sig og er på eReolen i form af mikroforlag.

eReolen GO!

Folkebibliotekernes måske vigtigste mission er at få børn og unge til at læse mere. Alle undersøgelser viser, at læsekompetencer er grundlaget for andre kompetencer – fra de sociale til de tekniske. Som næsten alle andre industrialiserede lande oplever Danmark et fald i børn og unges læsning, og eftersom børn og unges medieforbrug bliver mere og mere digitalt og mobilt, må bibliotekets tilbud følge efter. Til en vis grad, altså.

børnslæsning

En ældre, men flot graf over børns lystlæsning fra 2000 til 2009 i forskellige lande

Samtidig kunne vi se mange børn og unge gå i stå på eReolens indlogningsskærm. De gode forfattere på Gratis Børnebøger demonstrerede for os, at de sendte masser af børn vores vej, men kun 10% blev konverteret til lån. Formidlingen på eReolen ofte også ganske voksen. Én dag, jeg skulle demonstrere for en skole i København, var hovedemnerne fx ”Utroskab,” ”Rejser til Indien” og ”Strikning.” Der ligger givet en saftig bestseller i fællesmængden dér!

eReolen GO! er en frontend til børn og unge. Dens indhold er de B&U-titler, der ligger på eReolen Classic. Der ligger altså ikke noget på GO!, der ikke ligger i den normale tjeneste. En dag laver vi måske et rent snit mellem de to, men den dag er ikke lige i horisonten.

eReolen GO! er skolebibliotekets digitale tvilling. Den er til lystlæsning – ikke skolebrug. Skoler kan melde sig til, hvis kommunen ellers er med, og så åbnes der for, at elever og lærere får adgang til GO! via UNI-login, som de fleste skolebørn kan udenad, og så er login ikke længere en barriere. Der er sømløs integration mellem GO! og Biblo – bibliotekernes community for børn og unge. Tilbyder en kommune ikke skolesamarbejde, kan man selvfølgelig stadig bruge GO! med biblioteks-login.

biblo

Udsnit af Biblos hjemmeside i dag d. 3/8 2017

Overordnet betyder GO! flere ebogs-udlån, fordi læsning – også lystlæsning – drives af skolerne. Som Gratis Børnebøger også har konstateret, forsvinder læsningen, når børnene har ferie og er sammen med forældrene. Nogle skoler har et tilbagelænet forhold til læsning, mens andre skoler giver den fuld gas med få midler, og det er ikke forudsigeligt ud fra skolens socioøkonomiske virkelighed. Nogle skoler laver små mirakler dagligt. Kirsebærhaven Skole i Valby fx

En spøjs ting med GO! er, at eftersom det er lystlæsning drevet af skolerne, er det ebøgerne, der trækkes på, hvor der ellers generelt er langt mere fut i netlydbøgerne. Der er en global afmatning i ebøgerne, om end rygterne om ebogens død er overdrevne på grænsen til latterlige. Vi havde derfor forudsagt, at vi i år ikke ville se den normale top i juli, fordi hele GO!-brugen ville forsvinde i sommerferien. Og sandelig om ikke vi fik ret, fordi vi er en slags hverdags-genier …

ec7a0d7188c18248ee3ccea2d61e53bb

Forfatter Ellen Holmboe; én af hverdags-genierne bag Gratis Børnebøger

Mere om 2017 indtil videre

Der er tre årsager til stigningen i brugen i 2017 ud over kvaliteten i tjenesten og den gode formidling, som vi er ganske stolte af.

  1. Lindhardt & Ringhof har tegnet en tre-årig kontrakt med os og lagt alle deres titler i den udlånsmodel, hvor alting altid er tilgængeligt for alle uanset lokale restriktioner. Andre forlag er på samme model, og samtidig er de forlag, der tror mere på restriktioner, udenfor. Godt og vel halvdelen af eReolens indhold er nu altid tilgængeligt.
  2. eReolen GO! har betydet nye læsere – børn og unge – og de løfter brugen af ebøger først og fremmest.
  3. Der kommer hele tiden flere titler til, og eReolen er aktiv i at understøtte digitalisering af både ebøger og lydbøger, så der både kommer nye titler og nye, gamle titler til – om man vil.

Udviklingen i titler kan ses herunder med screenshots fra www.netbib.dk:

Bibliotekerne står i øvrigt til at sende sammenlagt over 42 mio. kr. til forlag og forfattere i 2017.

Her er tre random facts om ebøger og netlydbøger i 2017:

  1. Netlydbøgerne udgør ca. 25% af samlingen, men +50% af brugen
  2. Netlydbogsbrugere er mindre tilbøjelige end ebogsbrugere til at låne én titel og så aldrig vise sig igen
  3. Netlydbogsbrugere er mere ligeglade med nyhedsværdien af en titel. De hører lige så gerne ældre titler. Netlydbøger er slow food.

Forhandlinger og EU-dom

Efteråret er forhandlingstid, og min makker har forladt mig til fordel for … Gyldendal. Det er sgu’ rigtigt! Vi må snart overveje konkurrenceklausuler.

Det bliver superspændende at se, hvordan det er gået de forskellige forlag, fordi de har så forskellige porteføljer og udlånsmodeller. Det vil sige, vi måler og udveksler jo løbende, men efteråret er dér, hvor vi går i dybden og hører, hvad forlagene selv synes, og hvad deres forventninger er til næste år. I år er det i skyggen af et muligt lovindgreb. Kulturministeren gav parterne 2017 til at finde hinanden. Kulturministre har truet med den slags før, så nu får vi se. I biblioteket vil vi gerne have etableret en digital udlånsret, som vi kender det fra det fysiske. Det er ulideligt, at lånerne dybest set ikke kan regne ud, hvad vi har på eReolen, og at forlagene kan flytte det ud og ind – både hele porteføljer såvel som enkelttitler. På den anden side har vi ikke brug for at få knæsat reaktionære, restriktive modeller, der dybest set skal tilgodese forlag, der har regnet ud, at den nemmeste vej til konkurrencedygtighed er at ødelægge det for alle andre.

european_court_of_justice-4f451e1-intro

EU-domstolen: En bog er en bog uanset format!

EU-domstolen har hjulpet os. Og så ikke helt alligevel. Efter megen betænkningstid er retten kommet frem til, at biblioteker gerne må låne ebøger ud, hvis de altså har dem, og hvis der lånes ud til én låner ad gangen. Ebøger, siger retten, er en anden version af den fysiske bog og ikke et helt selvstændigt produkt, om hvilket der gælder særlige regler. Den siger også – retten altså – at hvis biblioteket skal have en chance for at udrette den samfundsnytte, vi forventer af det, skal det have lov til at udlåne ebøger. Den siger bare ikke så meget om rettighedsstyring, priser, vilkår osv.

EU-ret afficionados og andre masochister kan klikke her for dommen.

Biblioteksafgiften

Hvert år i april kommer den samme artikel i nyhederne: ”Bjarne Reuter er stadig topscorer i bibliotekspenge.” Det betyder, det er biblioteksafgiftstid! Det næste, der sker, er, at forfattere, der skal have bibliotekspenge, men under ca. 2.200 kr., er rasende, fordi beløb herunder ikke udbetales. Det får man at vide i et brev fra Slots- og Kulturstyrelsen: ”Du skulle egentlig have nogle penge, men vi har beholdt dem.” Biblioteksafgiften er desuden kun for fysiske bøger.

Reuter

Sandt i 1999 og stadig i 2017. Imponerende! Originalartikel her.

Alt dette er under forandring! Mild og langsom forandring, men dog forandring. Bortset fra det med Bjarne Reuter sikkert.

Forandring nummer ét er, at der tages fra de rige og gives til de fattige. Ifølge en bekendtgørelse i høring i øjeblikket planlægges den nedre grænse flyttet ca. 1.000 kr. nedad. Biblioteksafgiften er dog en lagkage, og lagkagen bliver ikke større. De mange, nye mindre stykker tages følgelig af de større stykker.

Forandring nummer to er, at ebøger og netlydbøger tages med for både forfattere og indtalere. Der udarbejdes et sindrigt pointsystem, men i hjertet af systemet er reglen, at titlen skal være tilgængelig på biblioteket (læs: eReolen), og jo flere kommuner jo flere point (eReolen tilbydes i alle kommuner). Så altså: Vil du have bibliotekspenge for din ebog og netlydbog, skal den være på eReolen. Signalværdien er p.t. dog større end pengetanken.

Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.