Skrækfest – en reportage

I sidste uge løb horrorfestivalen Skrækfest af stablen i Odense. Festivalen, der er forankret i Odense Biblioteker & Borgerservice, bød på film, musik, oplæg, litteratur, VR, spil og meget andet.

Festivalen lagde stærkt ud med et oplæg om videnskaben bag det gode gys af den kendte horrorforsker Mathias Clasen. Clasen, der har sæde på Aarhus Universitet, er en dreven oplægsholder og gav et fascinerende indblik i de mentale mekanismer, der 1) gør, vi bliver bange og 2) hvorfor vi egentlig godt kan lide at blive bange.

Onsdagen bød på to begivenheder; et oplæg med filosof og udgiver Henrik S. Harksen om H.P. Lovecraft og hele hans mytologiske univers (i daglig tale Cthulhu Mythos) og et arrangement med musik, film og oplæg om den italienske kultinstruktør Dario Argento. Sidstnævnte arrangements kombination af oplæg, musik og film er et gennemgående og effektfuldt træk ved Skrækfest.

Clasen, Harksen og Davide Eskelund Rota, der stod bag Argento-oplægget, trak noget nær fulde huse. Interessant nok, ikke mindst for en bibliotekar, så var publikum pænt fordelt mellem mænd og kvinder og også gerne under de 40 år. Publikum var med andre ord langt fra de grå hjelme, vi normalt ser til bibliotekernes arrangementer, og det var generelt gældende for Skrækfests besøgende.

Planet Pulp

Jacob Krogsøe fortæller vanlig veloplagt om film og horror, mens festivalleder Niels Mark kigger på. (Foto: Jette Holst.)

Brætspil var i fokus det meste af torsdagen, hvor også Planet Pulp bød ind med et arrangement under temaet ’Rædsler fra rummet’. Filmekspert Jacob Krogsøe fra Randers Bibliotek holdt en fremragende introduktion og viste derefter to sci-fi skrækfilm. Igen viste det sig at arrangementerne med en indledende introduktion fungerede umådeligt godt, og foruden at give publikum en større oplevelse også trak folk til.

Litteraturen var i højsæde ved fredagens arrangementer, der blev skudt i gang med en bogreception for prisvindende Lars Ahns nye bog ’Rød Høst’. Derpå overtog først Anne-Marie Vedsø Olesen scenen og fortalte om sin nyeste roman ’Lucie’. Vedsø Olesen kom vidt omkring og leverede et særdeles underholdende oplæg, der omhandlede opera, heavy, mytologi, skrivetips og svampe.

AMVO på slap line

Anne-Marie Vedsø Olesen underholder et tryllebundet publikum med historier om heavy, opera, svampe, kannibaler og meget mere.

Derpå fortalte Jakob Levinsen indsigtsfuldt og humoristisk om sit arbejde med at oversætte Stephen King og H.P. Lovecraft, og de tematiske koblinger mellem de to forfattere. DJ Karlheinz Baustelle skabte en passende grum stemning i pauserne med musikken fra udvalgte horrorfilm. Vedsø Olesen og Levinsen fortsatte efter deres oplæg over i Nordisk Films store biograf i Odense og præsenterede ’Eksorcisten’ for en fyldt sal.

AMVO på scenen

Anne-Marie og Jakob introducerer ‘Eksorcisten’ i en dyster, tætpakket og røgfyldt biografsal. Sidstnævnte synes dog at have gemt sig i skyggerne. (Foto: Jette Holst.)

Skrækfest kulminerede lørdag med en stor markedsdag, hvor der foruden boder og stande var mulighed for at prøve diverse VR, rolle- og brætspil og to forskellige labyrinter for hhv. børn og voksne. Ikke overraskende var de et stort tilløbsstykke, og Haunted Park, der stod bag, fortjener et solidt klap på skulderen. Lørdagen sluttede af med en bragende dobbeltkoncert med to af Odenses bedste dødsmetalbands og en filmmaraton med japanske skrækfilm introduceret af AIOdense.

Afsluttende tanker og erfaringer

Det var en vellykket festival, hvis jeg skal sige det selv. Ikke mindst grundet den solide opbakning fra horrormiljøet både lokalt og på landsplan, samt den kæmpe indsats fra alle de medvirkende. Stor cadeau skal i den forbindelse især lyde til Dansk Horror Selskab og Martin Schjönning.

Publikumschef i Odense Bibliotek & Borgerservice Jens Bang Petersen noterer sig da også, at ”bibliotekerne har bevæget sig fra at formidle materialer til at formidle indhold – og Skrækfest er et eksempel på det. Når der formidles indhold, så gøres det bedst sammen med dem, der er med til at skabe indholdet, så derfor søger vi som bibliotek at invitere til samarbejde bredt i horrormiljøerne.”

Og forankring i både det lokale og regionale horrormiljø er en stor styrke og ressource, der ikke skal undervurderes. Som festivalleder Niels Mark siger: ”Bibliotekerne skal blomstre og spire i tætte alliancer med byens private såvel som offentlige aktører. Biblioteket skal understøtte de lokale ildsjæle og lade kulturen udfolde sig i nye ukendte – og ikke mindst skræmmende – dimensioner.” Bedre kan det ikke udtrykkes.

Det gjorde festivalen til noget helt særligt, at det var temaet og ikke mediet, der var i centrum. Det var ikke en litteraturfestival, men en festival med fokus på gys og horror. Og det er den lektie, jeg har med mig fra Skrækfest, nemlig, at tematisk og tvær-medial formidling er måden at gøre det på. Det så vi i høj grad også med Det Store Bogshow som jeg tidligere har skrevet om. Ved at kombinere medier og berige oplevelser gennem introduktioner og oplæg, så bliver oplevelsen bare bedre og det reagerer publikum på. En af publikum sagde også efterfølgende til mig, at det var rart, at bibliotekerne lavede ting, der var relevant for andre end ældre damer og at arrangementerne også havde en kerne af substans.

Skal jeg give tre gode råd til at slutte af på, så må de være:

  • Gør brug af lokale kræfter – er der f.eks. et stærkt lokalt netværk omkring håndarbejde, så lad det være temaet for en festival
  • Brug et overordnet tema – horror, krimier, rejser, håndarbejde e.lign.
  • Sæt flere medier i spil – byg aktiviteterne op om kombinationer af film, spil, håndarbejde, litteratur, oplæg osv.

Det virker, og er oftest også tilbøjelig til at tiltrække interesse fra medierne tillige. Ren win-win.

Farvel til fødegården

Min mor er ved at pakke sammen, rydde ud i viskestykkerne og give møbler væk. Klaveret er blevet hentet af naboens voksne datter. Bøgerne er for længst sorteret. Som gammel skolebibliotekar ved min mor noget om at trimme en bogsamling.

Hun skal flytte fra Vestergaard, hvor hun har boet i 50 år. Adressen er Astrupvej 900. Det lyder, som om det er virkelig langt ude på landet, men bussen til Hjørring går lige uden for døren. Det tager kun 15 minutter at komme ind til Metropol, som er det storladne navn på det lokale shoppingcenter. Det huser for øvrigt et af Danmarks bedste og mest inspirerende folkebiblioteker.

Min mor siger farvel til det hjem, hvor hun sammen med min far fik en søn og to døtre. Afstanden mellem den ældste og den yngste er 13 år. Det betød, at de havde hjemmeboende børn i hele 32 år. Husets indvendige look har ændret sig meget undervejs. Men det har hele tiden været mit og mine søskendes barndomshjem. Basen, udgangspunktet, den samme gårdsplads, de samme klinker i gangen, det samme lyseblå badeværelse. I slutningen af 1990erne nåede jeg bo otte forskellige steder i København. Der var det ekstra rart at have en fast adresse på Astrupvej 900.

img_1959-1

Et billede af den gamle kostald, hvor der ikke har været kreaturer i over 50 år. Men min far havde sit eget bilværksted i stalden. Her reparerede han veteran-Saab’er i hundredevis af timer.

Fra øst til vest og fra gård til hus
Min far voksede op på gården. Da han blev gift med min mor i 1968, flyttede hun fra den ene side af landsbyen Astrup til den anden. Fra Østergaard til Vestergaard. Hun var 21. De var to frem til 2011. Så blev min far syg og døde, og folk begyndte at spørge min mor, om hun ikke var bange for at være alene. Om hun ikke skulle over til sine tre børn, der alle boede i København. Niks, nej, overhovedet ikke. ”Det er jo her, jeg har mit liv!” sagde hun. Med eftertryk. Livet er venner, søskende, svigerinder, naboer, gamle kolleger og nye bekendtskaber. København er kun en tre timer lang rejse væk med fly. Lidt mere med DSB. Men det er så dejligt at sidde og læse i toget, siger min mor. Altid konstruktiv og pragmatisk.

Nu skal min mor flytte i et mindre hus, hvor der ikke er så meget have at se til. Hun har masser af energi, men det tager tid at luge en gårdsplads og slå adskillige græsplæner. Det fornuftige er at flytte, mens der er overskud. Logikkens stemme er klar.

Vi går vist alle rundt og frygter melankolien. Men behøver den at komme frem? Hvornår? Når flyttebilen kommer på fredag? Når hun slår plænen sidste gang?

I denne mærkelige periode prøver jeg at vænne mig til tanken om, at jeg ikke længere skal hjem til Astrupvej 900. Jeg er stødt på nogle bøger, der hjælper mig på vej og som fungerer som en slags mental træningsbane.

img_1978-1

Udsigten fra den sydlige ende af stuehuset. Herfra kan man holde skarpt øje med trafikken. Hvem kommer nu? Jamen, er det ikke Birgit? Nej, vent – det er vist Jytte!!

De efterlod os alt
Her er en rørende roman, der handler om at rydde op i ens barndomshjem. Hovedpersonen er ud over datteren Plum et hus i Canada med 23 værelser. Gennem et helt liv og et langt ægteskab er det blevet fyldt med ting, ting og flere ting.

Plum bruger 16 følelsesladede måneder på at sortere og smide ud. Imens oprulles familiens historie, og nuancerne i hendes forældres svære ægteskab toner frem. Budskabet er, at ting ikke bare er ting. De bærer på historier, som vi kan give videre, hvis vi ellers tager os tid til at dvæle ved den. Så er der bøvlet med de klamme, gamle krydderiglas og andet i den dur, men det skal man ikke slå sig ud af.

Romanen ender på en lys tone efter mange siders sorg, savn og fortrydelse. Den er skrevet i en flydende stil og med befriende humor  – between a smile and a tear.

de efterlod os alt

Ikke noget med brug-og-smid-væk i denne roman. Alt bliver gemt. 

Udvandrerne
Den klassiske romanserie handler om trængte småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen. Temaerne er udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs. De er syge, deres børn dør, de sulter og de oplever modgang i rigelige mængder.

Især den unge kvinde og mor Kristina har svært ved at kapere tanken om, at hun aldrig skal se sit barndomshjem igen og sidde under det gode, gamle æbletræ: “Og det var dette, Kristina savnede: Evnen til at affinde sig med det uigenkaldelige. Hun var udvandret for livstid, men hun følte det , som om hun endnu var på en færd, der en dag skulle føre hende hjem igen”. (Bind 4, s. 294). Det hjælper, da hendes mand Karl Oskar finder på at plante et Astrakantræ, sådan at hun kan plukke og smage de æbler, der minder hende om hjemmet i Småland. Han foreslår også, at de kalder deres nye hjem i USA for Duvemåla – sådan som hjemme i Sverige.

Kristina slutter til sidst fred med hjemveen. Hun skaber sit eget hjem, der minder om hendes barndomshjem, selv om det ligger tusindvis af kilometer væk. Det gamle hjem og det nye hjem forenes i æbletræet, i navnet og i Kristinas hjerte. Forfatteren Vilhelm Moberg skrev verdenslitteratur lang tid før fra Skype, billige flybilletter og svipture til Europa var en del af almindelige menneskers liv. Alvoren er til at tage og føle på.

To ud af fire slidte paperbacks, som jeg ikke regner med at skulle skille mig af med nogensinde. De er alt for vigtige. Også selv om de er ved at gå i stykker. 

Hus og hjem
Der er langt væk fra udvandrerne i USA til parcelhuskvartererne i Helle Helles navnløse, danske provinsby i hendes perle af en roman fra 1999. Hovedpersonen Anne er omkring de 30, da hun vender tilbage til sin hjemby. Hendes forældre døde, da hun var ung. Derefter flyttede hun til København. Forældrene var ikke specielt knyttede til byen, men Anne havde venner og et helt liv der. Byen betød noget for hende.

Nu har hun købt hus med sin kæreste, og det er meningen, at hun skal male og pakke ud i nogle måneder, inden han støder til. Men hun kan ikke tage sig sammen til at få gjort noget ved sagen. Overspringshandling følger overspringshandling. Flyttekasserne bliver ved med at stå uudpakkede. Anne bemærker, at de også er så praktiske at lægge blade og sætte ting på.

Hun læser en roman, laver mad, genoptager kontakten med sine gamle veninder og lærer de nye naboer at kende. Det dækker blandt andet over, at hun drikker rødvin og lægger puslespil med den jævnaldrende, sympatiske single-præst inde ved siden af og bager brød til pensionistparret til den anden side. Rødvin og puslespil….Man mærker en underspillet atmosfære af noget, der næsten ikke kan kaldes erotik. Men det snerper derhenad.

Hjemligheden vil ikke rigtig indfinde sig. Anne er i en rastløs transition. Huset er ikke blevet til et hjem. Der sker ingenting og alting i romanen. Det er fascinerende Helle Helle-classic.

Da jeg først begyndte at hæfte mig ved flyttekasserne, var de over det hele. Anne skubber dem væk, placerer dem op ad en væk og lukker døren ind til dem. De repræsenterer noget forpligtende og pligtbetonet. Hun kan ikke få taget hul på livet inden for husets fire vægge. Det hjælper, da kæresten dukker op. Men mon det er nok? Kan han gøre huset til et hjem? Det får vi ikke svaret på. Men det er en genial romantitel. Jeg frygter også, at den er blevet gennemanalyseret og tæsket til døde i et utal af gymnasieklasser. 

Hvad gør et hus til et hjem? Uden at Helle Helles romanperson Anne på noget tidspunkt stiller det spørgsmål, stikker det hovedet frem mellem alle bogens linjer

Boginfo
De efterlod os alt af Plum Johnson, 317 sider, Gad, 2018.
Udvandrerne af Vilhelm Moberg, 4 bind, Det Schønbergske Forlag, 1954.
Hus og hjem af Helle Helle, 211 sider, Samlerens Paperbacks, nu Rosinante & Co, 1999.

Mere inspiration
Min barndoms og ungdoms læsning er tæt knyttet til mit hjem – fra hængekøjen i haven foran garagen til væg-til-væg-tæppet i spisestuen. Her kan du læse om læsningens steder i et blogindlæg fra 2017