Mikkels 2017 top-3

Aaaarrhhh … nytårslister. Elsker dem! Lisbet startede top-3 ballet her på bloggen i forrige uge med en livsviis liste, men sådan er hun jo. Det er mit job at følge op med et eller andet usammenhængende for at få mine medbloggere til at se endnu bedre ud.

Den gode nyhed er, jeg overgik mit Goodreads læsemål for 2017, men det var så også sat lidt uambitiøst. Mit forsvar – ikke at jeg har brug for ét – er, at jeg læser en del såkaldt grå faglitteratur; rapporter, notater, strategier o.lign. Jeg forfatter også min del til den djøffede del af den litterære kulturarv. Jeg har skrevet en luns af denne her fætter i år fx:

Ingen kredit på forsiden. Jeg fik ingen penge for det. Det tog lang tid. Få læser den. Om nogen. Da den blev præsenteret på IFLA-verdenskonferencen i Wroclav i år, ventede ingen fans i åndeløs spænding på mig. Jeg skal være ærlig; at være en internationalt publiceret forfatter er mindre glamourøst, end jeg havde håbet. Til $126 er vi nok heller ikke ude i noget årets julegaveidé eller noget.

I årets første del genbesøgte jeg min gamle science fiction-fascination, som jeg deler med medblogger Jan. Jeg læste de to første bind i ”The Expanse”-serien (nu på Netflix) og de to første bind af Iain M. Banks ”The Culture”-serie på min elskede Kindle. Jeg genbesøgte også min barndomshelt Stephen Kings ”Mr. Mercedes”-trilogi, men gensynsglæden var behersket. Så kastede jeg mig over Svend Brinkmann som den sidste i Danmark og en ordentlig bunke selvhjælpslitteratur. Det blev sommer med følgende sommerkrimier (bvadr!) og efterår med masser af lystlæsnings-faglitteratur med titler som ”The End of Ownership,” ”Om strategi” m.v. Jeg sluttede af med mit tredje forsøg på at få læst hele Ringenes Herre-trilogien inkl. Hobbitten. Jeg er halvt igennem nu og kan godt huske, hvorfor jeg gik i stå de første to gange.

I livet uden for bøgerne har jeg lavet vilde ting på arbejdet med ny strategi for Københavns digitale bibliotek og forhandling af de store forlags genkomst på eReolen. Josephine og jeg var til U18-EM i kickboxing i Skopje med et 13 timer langt forsinkelses-layover i Wien på vejen, og vi var i New York på konfirmationstur. Senere var jeg med en trio af kolleger i Californien, hvor medblogger Rie og jeg underholdt på en konference. Når slud og sjapsne overtager verden, og sultne isbjørne drager hærgende gennem gaderne, kan jeg stadig lukke øjnene og mærke mig selv køre den store, fede lejebil ned ad Stillehavskysten med country i radioen og californisk hedebølge på vores smukke, unge ansigter. Suk!

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Tim Wu: “The Attention Merchants.” Denne blev anbefalet af en kollega, der er i noget så fint som en international læseklub. Hun anbefalede også ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag,” som man vel retteligen bør læse alene pga. titlen. Wu’s bog er lidt for lang, men en grundig, historisk gennemgang af, hvordan vores opmærksomhed fanges, fastholdes og monetariseres er det under alle omstændigheder. Der er naturligvis en tricky pointe i, at titlen omtaler ”opmærksomhedskøbmænd” og ikke reklamefolk, og det skyldes, at annoncefolk, konceptudviklere, reklamefilmsinstruktører og andre småskumle typer ikke er alene om det. Faktisk er de aktører, der skaber grundlaget, vigtigere. Hvis du afvikler verdens bedste reklame i en mørk skov, hvor mange køber så produktet?

Facebook er vel det bedste eksempel. Facebook er gratis som privatforbruger. Hvorfor mon? Fordi vi ikke er aftagere af en service. Vi er produktet! Når vi er kroget ind og stimlet sammen som kvæg i millionstore flokke, sælger Facebook vores opmærksomhed til annoncører, og det er lukrativt til tonerne af en markedskapitalisering på ca. 4.000 mia. kr. Bogen lever særligt i de første historiske afsnit om aviskrigen i New York i 1800-tallet – et underholdende ræs mod bunden komplet med slibrige rapportager og spektakulære fake news – og de første cigaret- og mirakelmikstur-reklamer. Der er dog en lige linje til nutidig praksis, som bogen trofast fører os op mod, så læs den og lær at frygte gratis services!

IMG_2097

Tim Wu: “The Attention Merchants.” 2017. Atlantic Books. 432 sider.

Nr. 2. Amy Chua: ”Battle Hymn of the Tiger Mother” (på dansk: ”Kampråb fra en tigermor”). Nej, den er ikke ny, men jeg læste den først i 2017 og kun ved et tilfælde. Jeg er altid småbesat af problemstillingen, hvilke værdier man giver videre til sine børn, og jeg kan huske, at ”Tigermor” kastede en frygtelig masse debat af sig i sin tid. Amy Chua er kinesisk-amerikansk juraprofessor og gift med en jødisk mand. ”Tigermor” fortæller om hendes kamp for at opdrage deres to døtre på kinesisk vis trods alles modstand. Jeg havde egentlig indstillet mig på en lidt tør sammenligning af kinesisk og vestlig opdragelse, men fik i stedet en øjenvidneberetning fra et perfekt kaos af en dysfunktionel familie. Bogen er urkomisk, for Chua er tydeligvis semipsykopatisk og udleverer fuldstændigt sig selv undervejs. Døtrene må ikke have venner, holder ikke børnefødselsdage, og har ingen hobbyer, men de må øve sig på henholdsvis klaver og violin i timevis hver dag.

amy-chua-and-her-daughters

”For vestlige forældre er det en stor ting, når børnene øver sig en time på deres instrument. For en kinesisk mor er det bare let opvarmning.”

Den lille new yorker-familie bliver en krigszone med en ustoppelig kraft – moderen – der rammer en urokkelig modstand – særligt den yngste datter. Trusler, afpresning og uendelig råben er hverdag. Samtidigt er der berømte lærere, der skal stalkes og fedtes for, og skolen skal jo også passes med 13-pil-op. ”Tigermor” forårsagede som sagt en del debat i sin tid, og vi fik også lidt skvulp herhjemme med TV-programmer, hvor onde kinesiske mødre tog fat i dovne, danske børn (”Slappe af? Du kan da slappe af, mens du går hjem fra skole!”). Kinesisk opdragelse slår særligt danskere som vanvid og tortur, mens kinesere forfærdes over det potentiale, vores børn spilder, mens de hygger sig og opdrages af ipads. Vælg selv side. Til EM i kickboxing så Josephine og jeg med rædsel på de russiske træneres behandling af børnene, men samme børn virkede knap så triste, når de efterfølgende vandt det hele. Aldrig har jeg hørt den russiske nationalsang så meget! Lad mig omformulere: Skal man vælge side? Kan man kombinere?

201102-omag-battle-cover-300x205

Amy Chua: “Battle Hymn of the Tiger Mother.” 2011. Penguin. 237 sider.

Nr. 1. Kristen Roupenian ”Cat Person.” Dette er en overraskelse for mig selv. For det første er det en novelle, og jeg har ikke gjort det i noveller siden … lang tid. For det andet er det ikke stor litteratur, men til gengæld kan du læse den lige her:

Novellen “Cat Person”

oogway_hero

Mig anno 2017

Jeg har valgt den, fordi der har været en vis udskiftning på min arbejdsplads. Afdelingen er rykket et andet sted hen. Folk siger op eller flytter, og nye kommer til. Pludselig er jeg havnet i stald med en masse yngre, superskarpe medarbejdere, som jeg totalt uden held forsøger at forme i mit eget billede. Ikke bare går det slet ikke, det er dem, der underviser mig i tidens trends som #metoo, de 347 nye køn, nye seksualiteter, omgangsformer m.v. Meget forvirrende, men meget berigende for en mono- og ciskønnet person som mig selv – selvom jeg tit føler mig som en 1.000 år gammel skildpadde.

”Cat Person” er ikke en #metoo-historie, men tilsyneladende en historie om et seksuelt møde, kvinden egentlig havde langt mere lyst til at bakke ud af, men ikke gør, og som også bliver lige så kikset og ’cringe’ (som teenagerne siger) som frygtet. Det aspekt var dét, der fik novellen til at gå viralt mellem kvinder, der åbenbart kender det alt for godt, og mænd, der blev stødte.

Se her, her og her (husk at følge links inde i artiklerne til Twitter-debat):

Første Guardian-artikel

Washington Post: Hvorfor “Cat Person” gik viralt.

Gaurdian: Hvorfor hader mænd litteratur skrevet af kvinder?

Det er dog også en historie om, hvordan man konstruerer hinanden via chat og tekst, og hvad man gør med den sørgelige, fysiske manifestation, når man pludselig står over for den. Ydermere foregår den i et brændpunkt bestående af det asymmetriske forhold mellem mænd og kvinder, der nogle gange hersker, at mænd frygter, kvinder sårer og ydmyger dem, mens kvinder frygter, mænd gør fysisk skade på dem. Det sidste anede jeg ikke noget om, indtil en skarp kollega gjorde opmærksom på det. Alene fordi vi har snakket så meget om den i min professionelle omgangskreds, har den fortjent førstepladsen. Forfatteren har i øvrigt lige landet en million-dollar kontrakt på en roman, der skal hedde ”You know you want this.” Yrks!

cat-person-cat.w1200.h630

“While she was home over break, they texted nearly non-stop, not only jokes but little updates about their days. They started saying good morning and good night, and when she asked him a question and he didn’t respond right away she felt a jab of anxious yearning. She learned that Robert had two cats, named Mu and Yan, and together they invented a complicated scenario in which her childhood cat, Pita, would send flirtatious texts to Yan, but whenever Pita talked to Mu she was formal and cold, because she was jealous of Mu’s relationship with Yan.”

Anyway; godt nytår til jer alle derude. I 2018 regner vi med at udvide kollektivet og bringe endnu mere indhold til vores horder af fans 😊 Det bliver godt!

 

Bøger til dit arbejdsliv 2018

Der er en uge til jul. Glem julen. Glem gaverne. Tænk på dit arbejdsliv det kommende år. Det skal være sjovt, tilfredsstillende og meningsfuldt. Men kan det lade sig gøre? Måske – hvis du læser eller i det mindste skimmer disse tre fagbøger.

Known:
The Handbook for Building and Unleashing your Personal Brand in the Digital Age
Denne bog er gennemamerikansk i sit look, sin tone og sit indhold. Den er personlig branding og ”you can do it” i 50 forskellige udgaver og ulidelig. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale den. Known handler ikke om at blive rig og berømt. Den handler om at blive kendt, sådan at du kan nå nogle af de mål, der er vigtige for dig.

Det kan være at få et nyt job, at tiltrække sponsorer til en værdig sag eller at få lov til at bruge en nørdet ekspertise i mange forskellige sammenhænge. Mark Schaefer skriver, at det ikke er nok at have en passion eller en god idé. Der skal en plan til, som sikrer, at verden får kendskab til ideen – og til dig.

Den gode nyhed er, at vi har fantastiske, digitale muligheder for at række ud og skabe netværk. De sociale medier er selvfølgelig oplagte her. Udfordringen er at skille sig ud og blive ”the go to guy” (M/K), som bliver betragtet som en troværdig og generøs autoritet på et givet område.

Der er fire opgaver: Du skal finde dit ”place”, dit ”space”, dit ”fuel” og dit publikum, som du kan interagere med.

”Place” er din unikke niche. Det kan være en særlig kombination af viden om ernæring og talent for at lave flotte infografikker. Alle mulige kombinationer kan komme på bordet. Det vigtigste er, at du får identificeret en vedvarende interesse, som du ikke forlader efter et par år. Det er et ringe eksempel, men alligevel:

Jeg interesserer mig for læsning. Det har jeg nu gjort i 34 år. Fra Søren og Mette til Theory of Mind. Selv om jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder, slipper jeg ikke læsningen. Den interesse er bred og ikke unik. Min udfordring vil være at kombinere den med noget andet. Jeg kunne prøve at kombinere teorier om karrierevejledning med læsning af litteratur. Kan man bedrive meningsfuld karrierevejledning ved at kombinere den med læsning af udvalgte romaner og digte? Tja, det er da en idé, jeg kunne file lidt videre på.

”Space” dækker over din platform og udgivelsesfrekvens. Er det Instagram tre gange om dagen, Youtube en gang om ugen eller et velskrevet og fyldigt blogindlæg en gang om måneden? Dit publikum er ikke over det hele. Her er det vigtigt at vide, hvor ens publikum tilbringer mest tid.

”Fuel” er dit indhold. Schaefer har et eksempel med en sydamerikansk kok, der laver madvideoer til Youtube. Det er der millioner af mennesker, der gør. Men denne kok tematiserer sine videoer over klassiske film. Hun klæder sig ud og laver referencer til film, hvilket lyder voldsomt krævende. Til gengæld er hendes film umiskendeligt hende. Hun har lavet sit eget format.

Et andet eksempel er en miniaturekunstner, der hver eneste dag året rundt uploader dagens billede til Instagram. Hver dag er der nyt og unikt indhold, som ingen andre end hun, ville kunne skabe. Hun laver en miniature hver dag. Også når hun har influenza.

Vedholdenhed betyder alt. Det kan tage 3-5 års indsats uden slinger i valsen at få sit navn etablereret. Netop derfor er det så vigtigt, at man har fundet sin vedvarende interesse. Det er lidt ligesom at skrive til skuffen i årevis.

”Audience”-afsnittet sætter fokus på, hvordan man kan række ud og skabe kontakter, pleje sit netværk, hjælpe og inddrage andre i det projekt, man har gang i. Den netværkslogik er jeg med på.

Known er en sjov bog med syrede cases. Samtidig sætter dig den i gang med at lave en holdbar plan. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi. Hvis folk vil bruge tid på at læse dig, lytte til dig eller se på dig, så er det mere værd end alt andet. Pyha, mon du læser resten af blogindlægget? Jeg får sved på panden.

Med Known i baghovedet kan du bedre skære gennem støjen og give dit bidrag til verden. Store ord, men sådan er det med The American Way.   

img_1272-1

Place, space, fuel, audience: Hvis du har fundet de fire, så er du godt på vej til at blive kendt. Ikke berømt; kendt. Denne håndbog er alt andet end Jantelov. Hvis du kan identificere din niche og være vedholdende, så er verden din østers. Det siger den entusiastiske Mr. Schaefer.

Karriere: Kunsten at flytte sig
Monika Janfelt har været forsker, har arbejdet i en HR-afdeling på universitetet og er nu selvstændig underviser, coach og forfatter. Hun legemliggør, hvordan karrierer kan bevæge sig sidelæns og i uforudsigelige mønstre, der dannes hen ad vejen.

Janfelts budskab er, at vi har brug for stærke karrierekompetencer i vores arbejdsliv, og netop kunsten at have lidt mere hånd i hanke med transitionsprocesserne er afgørende. Der er selvfølgelig stor forskel på at blive fyret eller selv frivilligt finde et nyt karrierespor, men for os alle kan det være nyttigt at tænke over temaer og muligheder i vores arbejdsliv. Også mens vi sidder i gode, faste jobs og tænker, at her kan vi fint være de næste ti år.

Et fast job er heller ikke helt, hvad det plejede at være. Omorganiseringer giver jævnligt anledning til fyresedler, projektansættelser vinder frem, og det prekariserede arbejdsmarked er en mærkbar realitet for mange nyuddannede.

Når der skal ske noget nyt
Hvad sker der, når man føler sig spændt ud mellem snusfornuftens ”Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”, rutine, nysgerrighed og debatten om employability, karrierekompetencer og medarbejdere i evig  udvikling med fødder, men ingen rødder? Hvem skal afgøre næste skridt? Annoncerne på Jobindex.dk? Er det muligt at lære noget om egne valg- og læreprocesser gennem karriereudforskning?

Ja, siger Janfelt. Du kan lære at genkende oplevelsen af at stå i et vadested og tage karrieretransitionen på dig. Du kan lære noget om at flytte med din faglighed. Det kræver, at du hiver dig selv væk fra hverdagen en gang imellem og laver noget grundigt tankearbejde. Du kan også føre dagbog over dit arbejdsliv.

En af Janfelts skarpeste pointer er, at arbejdspladser skal være bedre til at give organisatorisk støtte til medarbejderes processer med at være i karriereskift. Transitioner er kommet for at blive! Det handler om at få organisationers strategiske mål og udviklingen af medarbejderes karrierekompetencer til at spille bedre sammen.  Det skal ikke bare være noget, man kort berører til MUS en gang om året.

Karriere: Kunsten at flytte sig er en tankevækkende bog, hvor forfatteren vil hjælpe os med at definere pejlemærker og navigere mere velovervejet rundt på arbejdsmarkedet og ikke bare acceptere at blive kastet rundt med af tilfældigheder, som vel at mærke fortsat spiller en stor rolle. Det er godt at være klar over egne værdier, styrker og præferencer, sådan at man kan gribe tilfældighederne, når de dukker op.

Bogens grafiske opsætning er lidt speciel, idet der øverst på hver side er godt med luft. Jeg har brugt pladsen til mine egne noter, og bogen bliver også først rigtig spændende, hvis du hele tiden holder dit eget arbejdsliv op imod Janfelts analyser og pointer.

Karriereudvikling er ikke bare noget for DJØFere og erhvervsledere. Det er relevant for alle med et arbejdsliv. Janfelts bog vil nok alligevel vække mest umiddelbar genklang hos vidensarbejdere, ledertyper og HR-konsulenter.

Bogen rummer cases, gode råd og en inspirerende samt fyldig litteraturliste. Det er ikke en smart New Public Management-udgivelse, men en eftertænksom tekst, der ikke anviser hurtige løsninger. I juleferien bevæger du dig nok mest fra spisebordet til sofaen og tilbage igen. I 2018 bevæger du dig måske til din næste spændende station i arbejdslivet. Du kan begynde med at læse Karriere: Kunsten at flytte sig. Så er du godt i gang med at skrive næste kapitel i din personlige karrierebiografi.

Den helt nemme genvej er at høre podcasten Workflow, hvor tidligere DR-journalist Anders Høeg Nissen har Monica Janfelt i studiet. Episoden er fra 30. november 2017.

 

img_1271-1

En klog bog i et handy format. Hvem skal afgøre dine karriereveje? Annoncerne på jobindex.dk? Din personaleleder? Eller mest af alt dig selv? Decembers mest retoriske spørgsmål. Beklager.

Deep Work: Rules for Focused Success in a Distracted World
Har du prøvet at cykle hjem fra arbejde og overhovedet ikke kunne huske, hvad du lavede på kontoret? Udover at skrive mails? Jeg må med skam melde, at jeg har prøvet det hundredvis af gange. Tilfredsstillelsen ved at koncentrere sig om skrivning af længere tekster kan være svær at opnå i et kontorlandskab, hvor alle hjælper alle, kolleger kigger forbi og hastesager lander på skrivebordet. Folk arbejder typisk hjemme, hvis de har krævende koncentrationsarbejde. Det er umuligt at udføre henne på kontoret. Du kan ikke lave dit arbejde på dit arbejde. 
Newport stikker sylen ned det ømmeste sted: Vi har så travlt med vores jobs og styrter rundt.  Men skaber vi egentlig noget af værdi? Bruger vi vores kræfter på det rigtige?

Deep Work er en bog med et enkelt budskab: Det dybe liv er det gode liv. Vi kommer ikke udenom mails, møder og koordineringsopgaver. De skal til. Men de skal ikke fylde så meget, som vi giver dem lov til i dag.

Newports definition af Deep Work er: ”Professional activities performed in at state of distraction-free concentration that push your cognitive capabilities to their limit. These efforts create new value, improve your skill, and are hard to replicate” (s. 3). Det minder om flow, hvor vi glemmer alt omkring os og er behageligt opslugte af at spille, skrive, tegne, kode eller noget helt femte.

Deep work er ikke bare luksus. Det er her, vi skaber den største værdi. Det er her, robotterne ikke kan overgå os.

Bogens første halvdel udfolder dette argument, mens den anden halvdel giver råd til, hvordan deep work kan fylde mere i dit liv. Newport anbefaler, at du dropper sociale medier, omfavner kedsomhed og ritualiserer dit dybe arbejde. Hvis det virker urealistisk at få tre timers koncentrationstid hver dag, så begynd med en time. Den time skal være hellig. Her tjekker du ikke mails eller Facebook. Det lyder nemt, men hvornår har du sidst siddet en time og koncentreret dig om én eneste opgave? Newport foreslår også, at du laver en logbog over dit tidsforbrug, sådan at du får blik for alle de opgaver, der stjæler kostbar tid og energi fra din deep work-zone.

Bøgerne Deep Work og Known behøver ikke at stå i kontrast til hinanden, men Newports anbefaling om at tjekke 100 procent ud af de sociale medier vil nok være svær at følge, hvis man samtidig vil gøre brug af rådene i Schaefers bog. Jeg kaster mig ikke ud i en grundigt sammenlignende læsning her, men konstaterer blot, at begge bøger fremhæver vigtigheden af vedholdenhed, er inspirerende og nemme at læse.

Du kan roligt bruge Deep Work som godnatlæsning i sengen. Newport illustrerer med cases og genkendelige hverdagsoplevelser fra sit eget liv. Han er ikke hellig, men han har en drøm, som mange af os deler: Mere fokus. Mindre flimren.

img_1270-1

Deep work er tydeligt at se hjemme i vores stue, når Aske på fem er i tegnetrance. Man skal IKKE forstyrre ham midt i fordybelsen og koncentrationen. Tegner (pun intended) lovende for næste generation. Jeg kunne også have valgt et foto af et iPad-spil, men det her er sjovere.

Boginfo
Known af Mark W. Schaefer, 257 sider.
Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Karriere: Kunsten af flytte sig af Monika Janfelt, 240 sider.
Udgivet på Moveo Publishing, 2017.

Deep Work af Cal Newport, 296 sider.
Udgivet på Little, Brown Book Group, 2016

Skulle det være lidt mere faglitterær inspiration, så tjek mit indlæg Faglitteratur med fråderen på fra foråret 2017.

 

 

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger

Dogme-regler er en gave til menneskeheden. Tror jeg nok. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan min top tre over årets bedste udgivelser skulle se ud. Nu er jeg endelig klar.

Valget er faldet på to faglitterære bøger og en roman. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan voteringen har fundet sted. En indre forhandling førte til konklusionen, at det er de rigtige vindere, eftersom jeg har lyst til at genlæse alle tre bøger i 2018 samt at give dem som julegaver til store dele af min vennekreds og min familie.

Sproget er som et hus
Vi lægger ud med nummer 3: Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af lingvist og ph.d. Justin Markussen-Brown. Ja, titlen er ikke saftig som en julegås fyldt med svesker, men her er vidensformidling i verdensklasse på blot 155 stramt strukturerede sider. Bogen handler om sprog, og der er tydelig sprogglæde at spore hos forfatteren.

Bogen er en imponerende komprimeret guide gennem de sprogudviklingsfaser, som børn gennemgår fra gurglende baby til konverserende og fortællende børnehavebarn. Helt uden at kigge i mine noter husker jeg, at sproget er som et hus. Der er nogle elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd, dernæst grammatik og så pragmatik, altså den kontekstafhængige brug af sprog i praksis. Der er forskel på at lege parallelt og pludre med Elsa fra vuggestuen og læse bog sammen med farfar søndag eftermiddag.

Du får viden, sjove eksempler fra Justins egen barndom og praktiske tips til sprogstimulering, der er nemme at gå til. Især hvis du i forvejen er lidt af en sprognørd og synes, at sprogrige miljøer er noget af det mest fascinerende i verden.

Som titlen siger, handler bogen om pædagogisk praksis, men bare se bort fra det. Det ville være ærgerligt, hvis denne lille perle kun bliver læst i fagkredse. Giv den eventuelt til din kusine, der lige er gået på barsel med nummer et.

img_0842-1

Tag ikke fejl af den ferske forside: Justin FTW.

Uddannelse begynder på puslebordet
Som en værdig nummer 2 har jeg valgt Agi Csonkas Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Informations Forlag har vist skelet lidt til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-format. Det gør slet ikke noget. I serien Moderne Ideer tager førende forskere og debattører samfundsudfordringer op til kontant behandling.

Agi Csonka er mønsterbryder og taler derfor med en særlig stærk og autentisk stemme. Hun kommer fra en ufaglært, ungarsk familie og er i dag en højt profileret forsker og programleder.

I bogen, der nærmest er en pamflet, mikser hun med humor og bid personlige oplevelser fra sin opvækst med bredere, samfundsmæssige betragtninger. På trods af velfærdsstatens store fokus på læring og lige adgang til uddannelse er der stadig en tæt sammenhæng mellem menneskers sociale baggrunde og deres placering  i livet som voksne.

Csonkas ærinde er, at få snakken om lige muligheder for alle børn til at blive til mere end snak. Hvis målet er, at alle børn får de bedste lærings- og udviklingsmuligheder, så skal vi turde at kigge på, hvilke hverdagskulturer børn vokser op i. Hvad sker der rundt om middagsbordet? Sat på spidsen: Bliver der kigget ned i telefoner, mens far og mor ser tv og børnene skal være stille eller bliver der på kryds og tværs af børn og forældre snakket om juletraditioner, fodbold, kommunalvalg og bøger? Får børnene aviser og bøger ind med modermælken eller møder de dem først i børnehaven?

Csonka giver råd til pædagoger og lærere (biblioteksmedarbejdere må sikkert gerne lytte med her) og beder dem om at kigge uligheden i øjnene. Jeg får lyst til at skrive til Csonka, at early literacy-programmet Bogstart, der har bragt bøger og viden om sprog helt ind på puslebordene i de små hjem, skal udbredes til hele Danmark hurtigst muligt. Måske kunne hun lige finde 300 mio. kr. til det, nu hvor hun er blevet programleder hos Villumfonden? Det er jul. Man har da lov til at ønske.

Giv denne bog til alle kulturradikale onkler og tanter i din familie. Den er billig. Og giv så nogle af de resterende julegavepenge til Læs for Livet eller en anden fed NGO med hjertet på rette sted. Så kan du med et veltilfredst smil på læben kaste dig over konfektdåsen og juleøllen.

img_1171

En konstruktiv, rørende og samtidig opsangsgivende pamflet på 76 sider. Vær en guerilla: Køb 10 eksemplarer og spred dem rundt omkring på nogle ledelseskontorer  i skoleverdenen.

Graviditet, gedde og et dysfunktionelt ægteskab
Årets topscorer er romanen Et barn at føde af svenskeren Kristina Sandberg. Hovedpersonen er den stræbsomme Maj på 20, der kommer fra trange, landlige kår. Hun arbejder nu som bagerjomfru i byen. Hun bliver gravid med den forkerte mand og må æde konsekvenserne: Ægteskab af nød, en træls svigermor på loftet og en mand, der er lidt for glad for de våde varer. Romanen foregår i slutningen af 1930erne, og Maj er på alder med min mormor Marie, der er en vigtig referenceperson for mig. Hun var husmor og fødte sine børn hjemme på køkkenbordet. Dog ikke samtidigt.

Den svenske avis Expressen har kaldt bogen for ”et monument over de hjemmearbejdende kvinder.” Det rammer plet. Når jeg læser om Majs genvordigheder i dagligdagen og forsøg på at få blekogning, bagning, indkøb, rengøring og tøjreparation til at gå op i en højere enhed, kommer jeg tættere på min bedsteforældregeneration. Jeg får en fornemmelse af, hvor byrdefuldt og anstrengende det var at få en husholdning med små børn til at fungere.

Der er nogle uforglemmelige og intense scener i Et barn at føde, hvor Maj skal have hele svigerfamilien til julemiddag. Hun har efter mange overvejelser besluttet sig for at servere dampet gedde, og arbejdet med den forbaskede gedde rulles frem som et sindsoprivende drama. For det er ikke nemt at lave perfekt tilberedt gedde til 20 krævende familiemedlemmer 4. juledag.

Maj kæmper og prøver. Hun er sej, og hun bliver jævnligt sur. Forfatteren skildrer de indre, følelsesmæssige kampe og kampen med gedden og smørsovsen lige inderligt. Derfor glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg håber, at jeg bliver lige så opslugt af dem og ligesom ved læsningen af Et barn at føde får den perfekte anledning til at sætte vasketøjet og sokkesorteringen på stand-by. Du kan roligt købe Et barn at føde som julegave til alle grå hjelme i familien. Der er stof til mange gode samtaler om kvindeliv og familiemønstre i det 20. og 21. århundrede. 

et-barn-at-foede_367085

Jeg var i symbiose med denne roman, på godt og ondt. Årets mest sansemættede og opslugende  læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen.

Boginfo
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af Justin Marcussen-Brown.
Udgivet på Turbine Akademisk, 155 sider, 2017.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af Agi Csonka.
Udgivet på Informations Forlag som en del i serien Moderne Ideer, 76 sider. 2017.

Et barn at føde af Kristina Sandberg.
Udgivet på Modtryk, 478 sider. 2017.

Min top tre fra 2016 spændte fra Svend Brinkmann til antropologen Carina Fast og Flunkerne, som FORTSAT er populære hos hjemmets femårige dreng.