Livet er ikke andet end en overgang

August er måneden, hvor mange vender tilbage til jobbet efter en lang sommerferie. Mange har fået arbejdet på afstand og ser nu på det med friske øjne. For andre er august måneden, hvor livet som senior officielt begynder. Sommerferien er slut. Verden går i gang igen, men uden at man selv skal tilbage på en arbejdsplads.

Jeg griber fat i denne vinkel i dette indlæg, hvor du både kan læse om en ny interviewbog om indgangen til seniorlivet og få skønlitterær inspiration fra Island og New York.

Måske er du tilbage på kontoret. Måske har du endegyldigt sagt farvel til det traditionelle arbejdsliv og skal nu hellige dig 100 andre selvformulerede opgaver. Om vi er unge, voksne eller ældre kan vi have brug for at blive inspireret af andres historier om vigtige overgange i livet.

Meget godt i vente
Ældre, pensionister, gamle, gråt guld: Der er mange betegnelser for den generation, som befinder sig i den tredje alder. Ingen af de 12 personer i den lille, koncentrerede interviewbog Meget godt i vente identificerer sig med en tilværelse præget af slumretæpper og endeløs krydsogtværsløsning. Det skal siges, at ingen af dem er nedslidte efter et langt, fysisk krævende arbejdsliv, men har mange kræfter i behold, som de bruger på f.eks. bestyrelsesarbejde, undervisning og skabelse af teaterforestillinger.

Mange af interviewpersonerne siger, at de finder inspiration til deres seniorliv hos deres egne forældre, som i nogle tilfælde var aktive langt op i 90erne. Det er netop formålet med bogen: At give en bred skare af læsere inspiration til, hvordan mødet med den tredje alder kan forme sig og hvordan man selv kan forme det.

”Hvorfor tænke på det, når man er i 30erne, 40erne og 50erne?” kunne man spørge. Svaret er, at fortællingerne om afskeden med det traditionelle, regulerede arbejdsliv og alle refleksionerne i den anledning er værdifulde, når man står midt i arbejdslivet og trænger til en tænkepause. Hvad er egentlig det vigtigste i ens daglige virke? Hvad vil man gerne nå og hvad er værd at prøve, mens man er en del af arbejdsstyrken? Er der noget, der skal testes nu og ikke om 10 år?

Det var i hvert fald med de briller på, jeg læste bogen. Selv om de enkelte interviews kun er på 7-8 korte sider, så fik jeg klare billeder af de personer, der har været så modige at dele ud af deres erfaringer og tanker. Nogle af dem har stadig deres ægtefæller. Nogle er alene. Nogle har børn. Fælles for dem alle er, at de har gjort sig mange tanker om, hvad det betyder at blive ældre og indtage nye roller i livet.

Et par citater brændte sig fast. Keld på 69 siger: ”Officielt kaldes min nye livsfase for ”seniorlivet” eller ”pensionisttilværelsen”, men jeg foretrækker i det daglige at kalde den for ”selvtilrettelæggende”. Det lyder knap så støvet (…)”  (s. 33).

Ordet ”selvtilrettelæggende” har en ganske anden klang end ”pensionist”, og samtidig betegner det en af den store udfordringer, når ens uge ikke længere er defineret af 37 timer: Hvordan håndtere friheden og udnytte alle dens muligheder? Hvordan finde balancen mellem det planlagte og det spontane, når du man er herre i eget hus? For nogle af personerne har det været en løsning at lave en gradvis nedtrapning og arbejde på deltid, færre og færre timer hen over en årrække. Det er ikke oplagt for alle, endsige en mulighed. Men her kunne ligge en løsning, når det gælder samfundets ambition om, at vi alle sammen bliver længere på arbejdsmarkedet. Fra 37 til 30 til 25 til måske 15 timer ugentligt? Og så takke af en i alder af 85?

Gerd på 69 siger: ”Det vigtigste råd, man kan give, er, at der er mange veje ind i pensionistlivet. At man lytter til sig selv og ved, at der er en vej ud, hvis man er stoppet for tidligt. At man ikke bare siger, at nu har jeg fri. Fri til hvad? Andre siger, at de har travlt som aldrig før. Ingen af de yderpunkter har jeg ønsket mig. Man skal gerne kunne rumme, at det ma forlod, har været godt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er nuancer i det. ” (S. 28).

Gyldne efterårsfarver markerer overgangen til seniorlivet. Det er ikke vinter endnu i livets store fortælling.

En lille bog med store temaer
Forfatterne Bodil Høgh og Christina Fich Jensen skal have ros for den letflydende og sprogligt klare udgivelse, som med 12 almindelige danskeres livshistorier fortalt i et afdæmpet toneleje har givet mig anledning til at spekulere 30-40 år ud i tiden. Jeg siger tit, at jeg vel bare skal arbejde, til jeg bliver 80 og at der ikke findes folkepension og andre velfærdsgoder af den karakter, når jeg bliver gammel. Der er nok andre scenarier – og hvad nu hvis jeg ikke kan arbejde så lang tid?

Lige her trænger samfundsvinklen på: Hvordan sikrer vi, at store generationer bliver ældre på den måde, der passer bedst til dem OG til samfundet? For nogle vil det være afgørende, at de stadig kan bidrage  – også med skattekroner, viden og erfaringer, der giver konkret værdi for andre. For andre vil det føles som et pres at skulle blive ved med at være en del af fortællingen om, at man helst skal være superaktiv som senior og bestige Kilimanjaro/vandre i de norske fjelde/være samme med børnebørn flere gange om ugen/være frivillig i en forening.

Jeg kan ikke slutte denne bogomtale uden at runde min mormor. Som så mange gange før har hendes historie noget at give mig. Tre uger før jeg blev født den 27. april 1976, døde min morfar pludseligt. Min mormors liv forandrede sig chokerende hurtigt. I august skulle min mor på arbejde igen. Min mormor genoptog arbejdslivet og passede mig hver dag. Det var lønnet arbejde og ikke bare en familietjeneste.

Midt i sorgen var der en stribe håndgribelige opgaver, der skulle løses. Jeg er ikke sikker på, at handy engangsbleer var inde i billedet. Seks timer hver dag skulle mormor sørge for, at mine basale behov blev dækket. Den alt for pludselige overgang mellem ægteskab og enkestand blev akkompagneret eller distraheret af spædbarnspleje.

Hvad vil jeg sige med det? Jeg tror, det er noget i retning af, at det er muligt at tjekke ind og ud af arbejdslivet, selv om man officielt er blevet folkepensionist, og at vi ikke skal være bange for at invitere seniorer ind i arbejdsfællesskaber i bred forstand.

Havblik og en kvinde med mange talenter
Når du nu alligevel er i gang med at tænke over overgangen fra arbejds- til seniorliv, så kan du roligt læse den islandske roman Havblik af Kristín Marja Baldursdottír.

Hovedpersonen er den midaldrende Flora. Hun bliver fyret fra sit regnskabsjob i Reykjavik efter mange års tro tjeneste. Skuffet og tæt på bitter drager hun til en fiskerbygd i Vestfjordene. Her skal hun male et gammelt hus og skovle sne. Hen ad vejen bliver Flora en del af det lille samfund og knytter sig til flere af de yngre kvinder, der arbejder på fiskefabrikken. Det viser sig, at Flora har skjulte talenter som koncertarrangør og ad kringlede veje ender romanen med, at Flora får tilbudt et nyt job og dermed æresoprejsning. En kærlighedshistorie sniger sig også ind.

Baldursdottír er en mesterlig forfatter, og jeg nød hver eneste side af Havblik. Især fordi den dybe, tunge og meget karakteristiske islandske stemning af håbløshed stille og roligt forvandler sig til magi, kunst og forår på de 335 sider. Men også fordi fortællingen viser, at de mest mærkelige og kringlede veje ud i noget, man tror er en periferi, viser sig at fyldt med mening og formål. Men det ser man først bagefter.

img_2149

Islandsk romanforside på en bund af svensk, slidt lænestol.

Vinternoter og hvor mange morgener er der tilbage?
Paul Auster sidder ikke i en islandsk fiskerbygd. Han er i New York, og New York er i ham. Også i den selvbiografiske Vinternoter, hvor Auster er 64 år. Han står på tærsklen til sit livs vinter, som der står på bogens bagside. Han ser tilbage på sit liv og de ar og glæder, det har givet ham. Han reflekterer over overgangen fra barn til ung og andre vigtige overgange som at miste sine forældre.

En alvorlig bilulykke 2002 spøger i kulissen. Auster har ikke siddet bag rattet i årevis. Han er færdig med at køre bil efter ulykken, der var tæt på at koste ham og hans familie livet. Det er et grundtema i bogen: Ting, man har gjort for sidste gang. Der er meget, som Auster ikke har gjort for sidste gang, men tanken om at mange døre er lukkede, fylder mere og mere hos ham. Man kan roligt sige, at en vis melankoli præger bogen. Heldigvis er den kombineret med sanselige glimt af hverdagslivet  – fra at ligge en ekstra time i sengen om morgenen til at nyse og som dreng tumle rundt i en far-søn-brydekamp.

Vinternoter er nok mest en bog for Auster-fans, der kan gå på motivjagt undervejs og finde referencer til Tilfældets musik og andre Auster-bestsellere. Auster er for øvrigt på ingen måde færdig med at skrive. Sidste sommer læste jeg den over 800 sider lange roman 4321, hvor Auster endnu en gang udforsker tilfældighedernes paralleluniverser og viser fire forskellige udgaver af, hvordan livet kunne have været for hovedpersonen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Auster bliver ved med at skrive. Men hvad mon det bliver næste gang?

img_2151

Vinternoter kan med fordel læses i august, hvor man kan have behov for afkølende litteratur.

Boginfo
Meget godt i vente af Bodil Høgh og Christina Fich Jensen, 122 sider, Mellemgaard, 2018.
Havblik af Kristín Marja Baldursdottír, 335 sider, Gyldendal, 2017.
Vinternoter af Paul Auster, 234 sider, Forlaget Per Kofod (solgt til Lindhardt & Ringhof 2013), 2012.

Mere inspiration
I blogindlægget Skiftedato har jeg skrevet om min søn Askes overgang fra børnehave til SFO i foråret 2018. Der er heldigvis mange gode og forskellige børnebøger om dette arenaskift, der fylder meget i børns liv.

Politiken har i sommeren 2018 bragt en læseværdig serie med artikler om første dage og sidste dage i alle tænkelige afskygninger. Første dage og sidste dage markerer overgange i livet. Det kan være fra studie til arbejdsliv eller fra livet som par til indtagelsen af roller som forældre. Det kan også være transitionen fra arbejdsliv til seniorliv – hvad det så end er for en størrelse.

Socialrealisme og selvbiografier om udsatte mennesker….

Vi kan jo altid diskutere om socialrealisme er god eller dårlig litteratur.

Vi kan også diskutere om markedet ikke snart er mættet og om vi ikke allesammen har fået nok af mennesker som Lisbet Zornig Andersen, Lotus Turéll og andre, som har haft en barndom, der er udgået fra helvede.

Er det i virkeligheden ikke kun disse voksne mennesker, der kan kaldes for Underdanmarks fodsoldater, der får noget ud af at skrive deres erindringer ned mens alle vi andre sidder med deres erindringer/åbne sår hængende ud af en vis legemsdel? Kan folk dog ikke bare holde op med at lufte deres snavsede vasketøj og booke tid hos en psykolog i stedet for at plage os andre?

Næ, ikke rigtigt.

Jeg vil mene, at det er et sundhedstegn, at der er åbenhed om de syge miljøer nogle mennesker vokser op i, at det er udtryk for, at berøringsangsten og nogle af tabuerne er lagt på hylden. Samtidigt synes jeg det er både sejt og modigt, at nogle mennesker rent faktisk har modet til at udstille både sig selv og den familie de nu har trukket i livets lotteri….

For nyligt læste jeg en af disse socialrealistiske bøger; en erindringsbog med titlen “Kommunebarn”. Det er faktisk en bog alle burde læse, uagtet at den giver mareridtslignende drømme og på ingen måde er en munter bog.

Der er kommet denne anmeldelse ud af læsningen af bogen:

”Kommunebarn” er en af den slags bøger, der er langt mere uhyggelig end nogen krimi du nogensinde har læst og mere skræmmende end den værste og mest blodige horrorfilm man kan tænke sig. Forskellen er bare, at der her er tale om virkelige hændelser og ikke begivenheder, der er udsprunget i en fantasifuld forfatters kringlede hjerne.

Laura Helena Pimental da Silva bliver født i Brasilien i en familie, hvor faderen er kriminel og moderen er alene med en børneflok. Familien er fattig og børnene går ofte sultne i seng. I et forsøg på at skaffe sig selv og børnene bedre levevilkår gifter moderen sig med en dansk mand og flytter til Danmark.

Det viser sig at være et katastrofalt dårligt valg, både for mor og børn.

Lauras stedfar er en led, modbydelig satan, anderledes kan det ikke siges. Han tæver sin kone gul og blå, drikker for meget og voldtager børnene på skift og tvinger de andre børn til at se på mens han begår sine modbydelige overgreb på dem. Laura er kun et par år gammel da stedfaderen begår den første af mange fuldbyrdede voldtægter mod hende.

Børnene tvangsfjernes da Lauras ældre søskende fortæller en lærer i skolen om hvad der foregår hjemme hos dem, og herefter følger en årrække af anbringelser i plejefamilie og på opholdshjem for unge mennesker. Plejefamilien behandler Laura skandaløst, de gider hende ikke og fortæller hende ofte at hun ikke er en del af familien og at de ikke gider hende. Opholdende på opholdshjemmene er lige så katastrofale, det ene sted bliver hun udsat for blufærdighedskrænkelse af en af pædagogerne, der også sender hende lumre sms-beskeder, på et andet opholdssted går hun i sultestrejke på grund af dårlig behandling, men bliver ikke taget seriøst da pædagogerne udstiller hende som ustabil og spiseforstyrret overfor pigebarnets læge.

”Kommunebarn” er kort fortalt en bog om en barndom og ungdom i helvedes forgård og om et system, der gang på gang svigter udsatte børn og unge uden at lære noget som helst af fortidens svigt.

Bogen er meget, meget skræmmende, men det er samtidigt også en særdeles rammende beskrivelse af hvordan det er at vokse op i et meget sygt miljø.

”Kommunebarn” er en meget overbevisende og skræmmende bog. Bogen er velskrevet, logisk opbygget og giver læseren et godt indblik i den psykologi, der gør sig gældende i syge familier – og i et sygt behandlersamfund, hvor de udsatte børn behandles værre end det skidt man træder på.

Lad denne bog være en lærestreg for behandlersamfundet – og lad os alle reagere prompte hvis vi har mistanke om at børn eller unge vanrøgtes.

5 meget store stjerner herfra – og dyb respekt til forfatteren hun er en meget modig og meget sej ung kvinde og jeg ønsker hende alt det bedste her i verden.

 

 

Berlinerblåt og en Philip Kerr i storform

Nogle gange er der romankarakterer, der lejrer sig og hænger ved. De gør et uudsletteligt indtryk og man føler næsten, de er en del af ens slæng. En kammesjuk. En af vennerne.

Sådan er det med Bernie Gunther.

Seneste og muligvis bedste bind i ‘Berlin Noir’-serien.

Vi er i gang med bind 12 i ’Berlin Noir’-serien og vi fortsætter, hvor vi slap i ’Hinsides tavsheden’. Under dækidentitet hygger vor mand og modvillige helt Bernie Gunther sig ved den franske Riviera, hvor han forsøger at leve skjult og godt. Det får han (heldigvis) ikke lov til, og snart kastes vi ud i en dramatiske historie med rødder i tiden op til Anden Verdenskrig.

Som med de fleste af de senere bøger i serien er der to parallelspor. Et, hvor vi følger Gunther i hans nutid – i dette tilfælde 1956 – og et, hvor vi følger den gode mand i tiden op til udbruddet af Den anden verdenskrig i 1939.

Og ganske som med seriens andre titler, så kommer fortiden i den grad til at hjemsøge Gunther.

Bernie Gunther er ikke en mand, der er god til at tage imod ordre – eller gode råd for den sags skyld – og i den foregående ’Hinsides tavsheden’ lykkedes det Gunther at lægge sig ud med det østtyske sikkerhedspoliti i form af Erich Mielke. Stasi-chefen Mielke forsøger nu, efter at have opsporet vor helt i sit skjult ved Rivieraen, at tvinge Gunther til at rydde op i rodet ved at myrde en af karaktererne fra ’Hinsides tavsheden’. For at sikre Gunther makker ret, sætter han sin håndgangne mand, Friedrich Korsch, til at våge over Gunther.

Og det er netop Mielkes håndlanger, der binder historier sammen. Gunther mødte nemlig Korsch som opdager i Berlin og arbejdede sidst sammen med ham i 1939, hvor det andet historieforløb udspiller sig.

Handlingen kort …

I 1939 hverves Gunther af ingen ringere end Reinhard Heydrich til at bistå Martin Bormann med at opklare mordet på en ingeniør. Se, det lyder måske lidt tamt og ordinært for en Kerr-bog, men ingeniøren blev skudt, mens han stod på terrassen på Berghof.

Og uret tikker, Bormann er nemlig i gang med at renovere og udbygge Berghof som en gave til Hitler på dennes 50-års fødselsdag. En dag som nærmers sig hastigt. Gunther er altså under pres. Både fra Heydrich, som ønsker at score billige politiske point og samle snavs på sine rivaler, og fra Bormann, der frygter Hitler udebliver og Bormann derfor mister indflydelse og de mange penge, han på skurkagtigvis i forbindelse med byggeriet afpresser af trofaste partifolk og lokale beboere.

Mens Gunthers yngre jeg forsøger at holde sig foran koblet af blodtørstige nazister ved at opklare et mord, ingen rigtig synes interesseret i at opklare, så går den vilde jagt i 1956, hvor det dog her er Stasi og det franske politi, Gunther forsøger at undslippe i sin færd tilbage til Tyskland og sikkerheden.

Monstre i menneskeham

Et af Philip Kerrs kunstgreb er at tage udgangspunkt i historiske hændelser og personer, og få dem til at komme til live. I dette tilfælde fremmaner Kerrs pen blandt andet Stasi-chefen Erich Mielke, SS-general Reinhard Heydrich og ikke mindst rigsleder Martin Bormann. Mielke og Bormann portrætteres som gangstere af den gamle Chicagoskole, mens Heydrich er mere skræmmende end nogensinde før. Ironisk nok fordi han udviser en modikum af selvironi og humor. Hans menneskelige side gør hans indre monster så meget desto mere fremtrædende.

En af de mere interessante karakterer er dog den relativt ukendte Gerdy Troost. Troost var Hitlers indretningsarkitekt og hjalp også med til at designe medaljer mm. Hun bliver et eksempel på den type nazist, der kun ser det gode i Hitler og giver kredsen omkring ham skylden for styrets overgreb og dårligdomme. Hun hjælper Gunther og er på alle måder en sympatisk karakter, men også nazist til benet.

Simon Sebag Montefiore sagde engang i forbindelse med sit virke som historiker og forfatter, at hvis man skulle lære de forskellige historiske personer at kende, så skulle det ske gennem skønlitteratur. Og det beviser Philip Kerr til fulde. Ingen har som han gjort Nazi-Tyskland levende for mig. Folk som Heydrich og Himmler er ikke længere nærmest karikerede monstre i en historiebog, men levende væsner, og det gør dem både værre og mere uhyggelige. For pludselig opdager man, at der ikke er tale om dinosaurer, der intet længere har med nutidens mennesker at gøre, men mennesker som alle andre. (Sådan da.) Uden at gøre anmeldelsen til en længere politisk tirade, så er det ikke mindst i disse dage en skræmmende erkendelse at komme til.

Nuvel, det er dog blot et af elementerne ved Kerrs formidable forfatteregenskaber. Først som sidst, så er det nu Kerrs evne som historiefortæller, der tiltrækker mig og gør ’Berlinerblåt’ til den fantastiske bog, den er.

For den ER intet mindre end fantastisk.

’Berlinerblåt’ er måske seriens bedste bog, hvis man ser bort fra den oprindelige trilogi. Og i den henseende fortjener oversætter Ole Steen Hansen i øvrigt et stort klap på skulderen for at ramme den særegne tone i Kerrs bøger og bidrage til, at bogen på danske er så vellykket et værk.

Boginfo

’Berlinerblåt’ af Philip Kerr, 522 sider, Modtryk, 2018.