Læsningens steder

Når vi læser, sker det aldrig i et vakuum. Vi er altid et konkret sted. Det er en konkret dag i et konkret år. Det er en årstid. Det regner. Solen skinner. Vi er sultne eller mætte. Tøjet kradser. Skoene er for varme. Naboen larmer. Der lugter af karry eller pandekager.

Jeg har fundet ud af, at nogle af mine mest betydningsfulde læseoplevelser er tæt forbundne med nogle særlige steder. Det er ikke en dyb erkendelse, men den er sjov at dykke ned i. Derfor har jeg lavet ti nedslag mit læseliv; ti steder og tider, som jeg husker meget tydeligt og dermed også den litteratur, jeg læste. Tag med i tidsmaskinen. Der er hængekøje, frost, strandsand, amning og israelske æbler involveret. Så er du advaret.

Nedslag 1: Sommerferien 1986
I min erindring tilbringer jeg hele juli i hængekøjen i haven hjemme hos mine forældre. Jeg er 10 år gammel og bidt af den vildeste læsebacille. På programmet er samtlige bind i Laura Ingalls Wilders serie om Laura og hendes familie. Det lille hus i den store skov, Det lille hus ved den store sø, Det lille hus på prærien og så videre. Min hud er meget lys og fregnet. Det passer mig fint at ligge i skyggen af det store birketræ. Resten af verden eksisterer ikke for alvor. Når jeg rejser mig, har jeg rudeformede mærker på ryggen og bagsiden af benene.

Nedslag 2: Vinteren 1988
Som et hav af andre piger er jeg fortabt i alt skrevet af Herta J. Enevoldsen. Historiske romaner om smukke og modige royale heltinder er bare et hit. Jeg ligger på maven på det lune gulvtæppe i spisestuen derhjemme og kværner første bind af trilogien om Leonora Christina, der gik så grueligt meget igennem. Jeg læser så intenst, at jeg bliver tør i munden og rundtosset.

Bonusinfo: På grund af Hertas bøger kom alle mine katte til at hedde Corfitz.  Om de så var af hun- eller hankøn.

lisbet og paddington

Her er det Paddington, jeg forlyster mig med omkring 1985. Livet er skønt!

Nedslag 3: Forsommeren 1993
Det kan godt være, at jeg havde skiftet de tunge briller med hvidt plasticstel ud med kontaktlinser. Men intellektuelle aspirationer, dem havde jeg stadig masser af. Jeg ønskede mig bøger af Simone de Beauvoir i fødselsdagsgave. En gryende feminisme var på færde. Jeg sad og læste i min kurvestol på mit værelse. Det var En velopdragen ung piges erindringer bind 1-2, der optog mig. Min egen opvækst foregik på landet i en jævn familie. Simone voksede op i Paris i begyndelsen af 1900-tallet som barn af velhavende, borgerligt forældre. Hun forfulgte på oprørsk vis en akademisk karriere. Hendes liv var meget langt væk fra mit, men alligevel oplevede jeg en form for forbindelse til hende. Katten Corfitz lå i fodenden af min seng, mens jeg læste.

Nummer 4: Foråret 1996
Læsning og kibbutz-ophold er to uforenelige størrelser. Der er typisk hektisk aktivitet i volontør-barakken med dåseøl, drillerier og international kyssen i krogene. Det overlader ikke meget tid eller koncentration til romanlæsning. Jeg aner ikke, hvorfor jeg havde medbragt Kafkas Processen. Men det kunne tænkes, at jeg på lettere prætentiøs vis ville holde fast i mit nye image som dannet og alvorlig Krogerup Højskole-elev. Det lykkedes på ingen måde. Men jeg husker, at jeg lå med den lille, slidte paperback på den solbeskinnede plæne nogle eftermiddage sammen med de andre voluntører og læste max 3 sider ad gangen. Vi var trætte og glade efter dagens dont i marken, i køkkenet eller på æblepakningsfabrikken. Jeg var i Kibbutz Bar-Am i tre måneder. Det lykkedes mig at få læst bogen færdig, men det var ren og skær viljestyrke. Ingen lystlæsning der. Til gengæld fik jeg trænet en del engelsk, blev offer for en drænende ulykkelig forelskelse og hyggede mig med nye venner fra Sydafrika, Midtjylland og Grønland.

Nedslag 5: Vinteren 1998
I mine første studieår boede jeg i et kollektiv midt inde i det gamle København. Adressen var Pilestræde 44. Mit værelse lå i baghuset og var på 6 kvadratmeter. Det var småt og dyrt, men alle pengene værd. Jeg læste Litteraturvidenskab på andet år og var noget usikker på det hele. Efter diverse eksaminer i januar gav jeg mig selv lov til at læse skønlitteratur for sjov. Det var ellers ikke noget, vi praktiserede på Litteraturvidenskab. Mit valg faldt på Henning Mortensens serie om drengen Ib fra det midtjyske. Ibs barndom og ungdom i Horsens er præget af astma, socialdemokratiske baller i Folkets Hus og forældrenes svære forhold. Midt i al socialrealismen tilfører Mortensen elementer af magi og unik poesi. Humoren er der hele tiden som en understrøm. Åh, det var dejligt at tyre de første tre bind i serien på et letfatteligt dansk, der alligevel rummede dybder og sproglig originalitet. Jeg må have lånt dem på Københavns Hovedbibliotek. Jeg kunne ane den grå vinterhimmel gennem de gamle vinduer, og der var ingen, der ville mig noget. Kun Ib!

Nedslag 6: Vinteren 2002
En uge efter, at jeg havde besluttet at jeg ville være specialestuderende i Berlin, mødte jeg min kæreste. Det er ham, jeg bor sammen med i dag og som er far til min søn. Det var en kold vinter i Berlin. Jeg var nyforelsket, savnede min kæreste forfærdeligt og havde svært ved at få specialet til at rykke. Der var ikke internet og tv på værelset. Mine roommates var en mærkelig indadvendt japaner og et belgisk par, der var i praktik som landskabsarkitekter. De var søde, men aldrig hjemme. Så meget for at forbedre mine tyskkundskaber. Når jeg skulle glemme tid og sted, læste jeg Knuth Beckers romanværk om antihelten Kai Gøtsche og hans familie i en nordjysk lilleby kaldet ”Vendelby”. Seriesporet er stærkt, ser jeg nu. Jeg havde fået alle bøgerne med i kufferten fra mine forældre. Kai er en uheldig dreng, der ikke altid har det største kognitive budget at gøre godt med. Han kommer på opdragelsesanstalt og går så meget ondt og uretfærdigt igennem. Det er ikke en oplivende serie, men den er vanvittigt godt skrevet. Og til sidst får Kai sin Marianne. Og jeg fik min Peter.

Nedslag 7: Sommeren 2003
Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis ikke man havde læst Lykke-Per af Henrik Pontoppidan. Eller min far påstod, at hun havde sagt noget i den stil. Min kæreste havde et fint gammelt eksemplar stående i sin bogreol. Jeg fik lov til at låne de to bind. ”Såfremt du ikke sætter fedtefingre i dem”, lød det formanende fra ham. Man passer vel på sine bøger! Vi tog på Amager Strand en varm dag, og her lå jeg og læste en del kapitler. Plagede unge mænd er åbenbart også et spor i mit læseliv.  Da jeg var færdig med klassikeren, læste min kæreste den. Der var er noget helt særligt ved, at vi næsten samtidig har læst Lykke-Per.

Nedslag 8: Foråret 2012
Jeg var gravid og gik bare og ventede. Og ventede. Jeg havde arvet Sigrid Undsets værk om Kristina Lavransdatter fra min moster. Nu var der tid til at få has på de tre bind. Der er et hav af fødsler i de bøger. Kristin er en fødemaskine. Masser af sønner. Den norske middelalder er barsk og fascinerende. Jeg lå mest i sengen og læste. Jeg opdagede, at præsten og Undset-eksperten Doris Otzen holdt foredrag om værket i et sognehus et sted i Indre By. Man laver de mærkeligste ting, når man venter på et barns ankomst. Jeg tog til et arrangement en eftermiddag sammen med 15 ældre damer fra menigheden for at høre mere om værket. Der var kaffe og bløde småkager. De kunne godt se, at jeg var en fremmed fugl. Men vi havde noget vigtigt til fælles: Vi havde alle læst Kristin Lavransdatter en eller flere gange.

Nedslag 9: Sommeren 2012
Baby var kommet. Endelig. Jeg var i en slags euforisk tilstand, hvor jeg ikke var specielt træt, selv om jeg ammede hver tredje time. Jeg sad i lænestolen i den solrige stue, ammede den lille en halv time ad gangen og genlæste Helle Helles Rødby-Puttgarden, for jeg kunne da lige så godt læse noget lødigt. Det var genkendelsens glæde kombineret med noget helt nyt: At være mor. Senere i min barsel gik det ned ad bakke med læsningen, må jeg indrømme.

Nedslag 10: Sommeren 2014
Vi er i Sverige i sommerhuset, og det er gråt. Det er ikke spændende at være i sommerhuset, når vi ikke kan komme til søen og bade. Den toårige er meget svær at få til at falde i søvn. Jeg drømmer om, at han falder i søvn på ti minutter og napper den berømmede to timer lange middagslur. Da han endelig sover, kaster jeg mig begærligt over Caitlin Morans Kunsten af være kvinde i stedet for at tage opvasken eller plukke ribs. Morans skæve og sjove feministbibel får mig til at klukke af grin. Det er egentlig ok, at det begynder at regne. Moran redder min ferie lige den eftermiddag i Skåne.

PS om litteraturens steder
Læsningens steder får mig til at tænke på litteraturens steder. Forskeren Anne-Marie Mai har skrevet tre bind med titlen Hvor litteraturen finder sted. Her tager hun os med til slotte og kirker, kældre og klostre for at fortælle den danske litteraturs historie på en ny måde –nemlig gennem de steder, hvor den er blevet skrevet, læst og brugt. De bøger skal vist på min ønskeliste, for greb til genopdagelse af danske klassikere er altid velkomne i min verden.

Om det så gør os til ordentlige mennesker at læse Lykke-Per og de andre store værker, vil jeg lade stå hen i det uvisse. Mit eget bud er, at der formentlig skal lidt mere til, herunder et drys Caitlin Moran og en solid portion Astrid Lindgren.

Læs mere om trebindsværket Hvor litteraturen finder sted på Litteratursiden

Ode til en døende gravhund

Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

0-CebDts3gj1WLo-r0

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

lily-thumb

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

DSC_0087

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!

De litterære 90’ere og glæden ved dem

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for året mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af juryen og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fælleskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen med andre ved f.eks. at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med ind at se gysere.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og flere tænder end sundt er.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sin hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knogler på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrer vores reflekser. I det hele taget er det psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horror titler

Den danske tradition – et vue gennem tiden

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne’ øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men det gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder, er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

Tre stærke og repræsentative danske horror titler

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med Nikolaj Højberg i front har på relativt kort tid sået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der pt. har en udgivelse på samvittigheden, nemlig ’Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’. Det er en antologi redigeret af Lars Grill Nielsen, der også driver forlaget.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014 og Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

De nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Både Langstrup og Leis – sidstnævnte sågar med et genoptryk – er nomineret til årets pris. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for små 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke køber så mange eksemplarer af de forskellige titler mere, så har andre initiativer i bl.a. København og Odense vist interessen i genren, og som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle. Altså at skabe rammer og platforme for at samtale om horror, om glæden ved gys og i det hele taget tale genren op, i stedet for blot at købe en masse bøger. Skal genren overleve, blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.

Hvem får dig til at læse?

Jacob Krogsøe spørger i Randers Amtsavis, hvad der får os til at læse. Spoiler alert: For Jacob er det bl.a. bloggen “Fra Sortsand.”

Vi generer nok ikke nogen ved at kalde Fra Sortsand en genre-blog – og en cool én af slagsen. Den beskriver sig selv således:

“Mit navn er Martin og dette er min blog. Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på.”

God weekend 🙂

Kronikken i læsevenlig tilstand her.

17203620_10154436852215878_1926056240_n

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

y6479

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Hidden Figures Day 41

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.