Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for årets mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af det hæderkronede selskab og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fællesskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen i selskab med andre. F.eks. ved at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med i biografen for at se en gyser.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og foruroligende mange tænder.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller jage rundt på en hjemsøgt gravplads af vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sine hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knoglerne på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert, overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrker vores reflekser. I det hele taget er de psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Den danske tradition – når gys bliver horror

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men de gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis’ ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil, og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med først Nikolaj Højberg og nu Jacob Hedegaard Pedersen i front har på relativt kort tid slået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der bl.a. har udgivet ’Hvis jeg overlever natten’, ‘Rustkammeret’ og ‘Når mørket kommer krybende’. Enter Darkness drives af Lars Grill Nielsen, der også har redigeret de tre antologier.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014, Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 og Thomas Strømsholts stemningsmættede ‘Dr. Wunderkammers oversættelser’ i 2016 til Lars Ahns overraskelsesfyldte novellesamling ‘Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos’ i 2017 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for gode 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke længere køber så mange eksemplarer af de forskellige titler, så har f.eks. SKRÆKFEST i Odense, Roskilde Horror og De Dødes Nat i Slagelse vist, at der er stor interesse for genren fra bibliotekernes OG fra publikums side. Som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle, hvor vi hjælper med til at skabe rammerne for en samtale om horror, er med til at taler genren op og hjælper med til at formidle glæden ved det gode gys fremfor blot at købe en masse bøger.

Skal genren blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.