Den 27. september 2019 udkommer ”Hvor flodkrebsene synger” på Gyldendals forlag. Køb den og læs den. Den er fantastisk. Det er den korte besked. Den længere besked har samme konklusion og følger herunder.

Jeg samler lige tråden op fra sidste måned, hvor jeg var inde og for-forhandle med min gode Gyldendal-ven og -modpart – og tidligere kollega i øvrigt. Snakken falder altid på kommende udgivelser, og han var mest optimistisk omkring Tim Buk-Swienty’s Blixen-biografi, den nye Svend Brinkmann og det amerikanske fænomen ”Hvor flodkrebsene synger.” Jeg er meget lidt fan af hr. Buk-Swienty’s ageren over for bibliotekerne, så ham ignorerer jeg, uden at han opdager det 😊 Brinkmanns nye opus anmeldte jeg i forrige post. Lidt blandet. Og så købte jeg i øvrigt Flodkrebsene i originaludgaven til min Kindle og slugte den. Bogen altså. Ikke min Kindle.

”Hvor flodkrebsene synger” er en litterær enhjørning. Den udkom i USA (”Where the Crawdads Sing”) for over et år siden og ligger stadig nummer 1 på Amazons hitliste, og så er det jo faktisk en debut. ’ish. Forfatteren, Delia Owens, har skrevet et par faglitterære bøger før, men det er hendes skønlitterære debut, og det er lidt vildt. Faktisk er der også en lille krog til Brinkmanns ”Hvad er et menneske.”

”Hvor flodkrebsene synger” foregår dels i 1969, hvor en ung mand findes død i marsklandet uden for en lille kystby i North Carolina, og den lokale ordensmagt er overbevist om, der er tale om et mord. Som efterforskningen skrider frem, kommer den unge kvinde, Kya, der lever alene derude under mistanke. Dels følger den Kya, fra hun er seks, og hendes mor går fra sin voldelige, fordrukne mand og børnene og det faldefærdige skur, de bor i ude i marsken. Så rejser Kyas storebror væk, og efter en kort opblomstring som far forsvinder også han, og så er hun helt alene. Det er her, det er lidt spøjst lige at have læst Brinkmann, for kapitlet om det biologiske menneske spøgte i min bevidsthed under læsning af særligt første del af flodkrebsene. Vi tænker ikke tit over det, men vi er jo biologiske væsener, som former og formes af naturen omkring os, og én af gaverne herfra er grunden til, man gider læse fiktion. Mere om det nedenfor.

En flodkrebs. Der er ingen sammenhæng til teksten, men fin er den.

Bogen tager sig god tid til at beskrive marsken og dens enestående fauna på den ene side og Kyas knusende ensomhed på den anden. Byen skyr hende, og hun følger andres sociale liv på afstand, indtil hun bliver gode venner med en lokal dreng, som lærer hende at læse, og stjæler lærebøger til hende. Pludselig kan hun læse om den natur, hun bor i og kender så intimt. Hun begynder også at forstå sine få, men afgørende sociale relationer i lyset af naturens relationsmønstre mellem hanner og hunner hos forskellige dyr og insekter.

Naturbeskrivelserne er fænomenale. Det er sjældent for alvor, synes jeg, at blive transporteret til et sted, man ikke kender på den måde. Samtidigt spiller naturen både en rolle som scene, bagtæppe og aktiv medspiller. Owens er uddannet biolog og tog som noget nær nyuddannet med sin daværende mand til Kalahari-ørkenen, hvor de slog sig ned i syv år i ingenmandsland og studerede den lokale fauna. Det kom der bogen ”Cry of the Kalahari” ud af. Senere flyttede de til Zambia for at studere løver, men blev blandet ind i kampen mod krybskytteri af elefanter og skrev bogen ”Eye of the Elephant.” Helt uerfaren med at beskrive særegne miljøer er hun altså ikke, og det mærkes!

En anden helt særlig ting, jeg bemærkede, var, at empatien med Kya sniger sig langsomt ind, men så voldsomt faktisk, at da retssagen går i gang – og selvfølgelig må der være en retssag – og dommen nærmer sig, sad jeg med hånden, så den dækkede nederste del af siden, mens jeg messede for mig selv: ”Kom så. Ikke skyldig. Kom så. Ikke skyldig …” Jeg læste fra lufthavn til lufthavn på en tre timer lang flyvetur, og forklarede mentalt en sky, at den f***** jury skulle erklære hende ikke skyldig. Der er jo ingen beviser, mand! Det er alt sammen deres provinsielle angst for outsidere, og har hun måske ikke lidt nok? Hvad F***** er EGENTLIG meningen?! Er der bare INGEN retfærdighed til??? … Hvor var jeg? Åh, jo. Jeg levede mig meget ind i den.

Frifindelse, tak!

Det er noget mærkeligt noget, det med at leve sig ind i fiktive personers liv. Vi ved jo godt, de ikke findes. Hvordan kan deres skæbne berøre os? Og så meget i dygtige forfatteres hænder? Jeg læste ”The Boy on the Bridge” efterfølgende. Det er en slags 2’er til ”The Girl with All the Gifts” – begge født af forfatteren M. R. Careys skræmmende fantasi om, hvad der vil ske, hvis svampen cordyceps, der forvandler insekter til zombier, en dag fandt på at springe til mennesker. ”The Boy on the Bridge” er udspekuleret ondskabsfuld, blodig og uhyggelig, men den er plotdreven, og man har på ingen måde mentale samtaler med skyer om, at det skal gå personerne godt. Det gør det så typiske heller ikke i øvrigt. Yikes!

“The Girl with all the Gifts.” Det ender galt for de fleste medvirkende.

Jeg har læst lidt op på det. Der er mange forklaringer på, hvad det er, der sker, men den neurologiske mekanisme – om man vil – hænger på to relaterede menneskelige evner. Den første er evnen til at danne sig forestillinger om, hvad der sker i andre menneskers bevidsthed; theory of the mind, som det hedder. Ingen andre levende væsener har den evne. Heller ikke primater. Den anden er empati; evnen til at kunne sympatisere, føle med andre. Det er to forskellige evner trods deres sammenhæng. Psykopater har fx glimrende theory of mind, men ingen empati. Autister har problemer med theory of mind, men kan godt føle empati. Når vi lever os ind i fiktive menneskers skæbne, aktiveres de samme områder i hjernen, som når vi føler empati med vores rigtige medmennesker. Følelsesmæssigt skelner vi altså faktisk ikke, og vores engagement i fiktive mennesker er i selve øjeblikket helt ægte, som om de også var.

Anyway. ”Hvor flodkrebsene synger” er fremragende. Det er én af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Læs den, når den udkommer på dansk d. 27. september.