Skraldebyg og syndflodsmyter

”Spis bøf en anden gang, og syng i stedet en sang”. Så kort kan det siges. Eller rettere synges, når det handler om vinderen af MGP 2020. Hun hed Liva og vandt med en iørefaldende sang holdt i glade harmonier. Hun sendte også denne opfordring: ”Pas godt på vores jord. Jeg skal bruge den, når jeg bliver stor.” Der var håb og handling i den sang, og det glider lige ned. Ligesom forløbet ”Klima, skraldebyg og bæredygtighed” i min søns klasse.

Hvis du som voksen føler trang til at udforske de store spørgsmål om klodens fremtid sammen med et barn på en anden måde, så kommer her tre bud. For der findes børnebøger som går i kødet på de store temaer med en særlig, litterær opfindsomhed. Her er der plads til at få vendt og drejet ængsteligheden.

Bøgerne giver os en fin anledning til at få snakket med børn om, hvor svimlende det er, at vi faktisk ikke ved, hvad fremtiden indeholder.

Det mærkelige er, at humor, varme og undren godt kan optræde side om side med uro og afmagt. Hermed har jeg mere end antydet, at dette indlæg også er en hyldest til børnelitteratur, der fletter det komplekse og det enkle sammen i én historie. Der er nemlig noget, vi ikke behøver at skrue ned for: De nuancerede og forskellige fortællinger om, hvordan verden også kunne se ud. På godt og ondt.

Vitello redder verden
Vi befinder os i et univers, der er trygt og velkendt. Tusindvis af børn og forældre hygger sig med Vitello og hans venner året rundt. Bøgerne er sjove og skæve. Humoren tiltaler både store og små.

Men denne gang er temaet ikke klamme kærester, der hedder Kamma, eller Vitellos bestræbelser på at score kassen som blomstersælger. Nu handler det om noget globalt: Vitello er nødt til at redde verden. Og det i en ruf. For han skal være millionær og køre i en sportsvogn, når han bliver voksen. Så hjælper det jo ikke noget, at verden er gået under!

Det viser sig dog, at det ikke er så nemt at gøre det rigtige. Andre mennesker bliver faktisk skidesure, når man sammen med sine venner går i gang med at redde verden.

Det går dog bedre med en kat….

img_4075

Vitello handler sig generelt ud af mange situationer. Men lige den her med at redde verden viser sig at være ekstra svær. 

Det hus Jack (og Melissa) byggede
“Det meste ligger øde. Meget er i stykker”. Sådan begynder denne historie om en dreng, der hedder Jack. Han finder materialer rundt omkring. En hammer. Nogle søm. Han ser også en pige. Hen ad vejen finder de to ud af, at de skal bygge et hus sammen.

De får også en hund. Det er lige før, man aner Adam og Eva i baggrunden af fortællingen. For hunden skal jo have et navn, og det diskuterer Jack og Melissa. For der er mange at vælge imellem.  Men så kommer der mindelser om Noas ark, for flere dyr kommer til. Og andre børn. Regnen begynder at falde. Det ender med, at huset nærmest bliver til en båd.

Med de fineste antydninger får forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Lilian Brøgger vist, hvordan de to børn midt i en øde og ødelagt verden finder styrken i at være to. Du er ikke alene.

Jeg er vild med den bog.

img_4074

Se øjenkontakten mellem de to børn. De ved godt, at det betyder alt, at man ikke er alene i verden. Især ikke når verden bliver totalt oversvømmet. 

Huset på havets bund
Der er vand, oversvømmelse og våde strømper til overflod i Martin Glaz Serups og Lars Vegas’ gådefulde bog om en pige, der besøger sin farfar. Han har fundet en underlig maskine i sin kælder, en gammeldags iPad. På skærmen er et hus på havets bund og to skygger af en mand og en pige. De ligner pigen og hendes farfar. Der kommer havlyde fra apparatet.

Fiktion og virkelighed flyder sammen i fortællingen, mens vandet stiger. Pigen kigger ud af kældervinduet og kan se, at de voksne løber rundt med skovle og sandsække. Imens siver der vand ud af apparatet. Det kan ikke stoppes. Vand indenfor og vand udenfor.

jeg tør slet ikke at kaste mig ud i en tolkning, men jeg mærker næsten vandets kulde og fugten i luften, mens jeg læser bogen. Alting bliver sløret til sidst. Som set gennem bølgende vand. Mit bud er, at man skal læse denne bog langsomt og grundigt sammen med børn. Den skal opleves og dvæles ved, mens man undrer sig over det mærkelige og uforståelige. Nogle gange er der ikke forklaringer.

rbt

Alting flyder og flyder sammen i denne alt andet end selvforklarende billedbog. 

Boginfo
Vitello redder verden af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Det hus Jack (og Melissa) byggede af Kim Fup Aakeson og Lilian Brøgger
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Huset på havets bund af Martin Glaz Serup og Lars Vegas
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Flere tips
Københavns Bibliotekers Børnebogcast har lavet et tema klima og natur i børnebøger

Litteratursiden har skrevet om klimakrise i børnehøjde

Nina Goga, der er professor i børnelitteratur ved universitetet i Bergen, har været med til at redigere en antologi om børnelitteratur som en reaktion på klimakrisen. Den fik en fremragende anmeldelse i Information i 2018.

Portræt af en nylæser

I serien Portræt af en læser er det nu blevet tid til at fokusere på en mand, der har givet sig selv en læseudfordring. Du kan roligt blive inspireret af Jan Gustav, der ikke har læst bøger i årevis. Men så traf han en beslutning om, at det skulle være løgn.

Lisbet: Hvem er du?
Jan Gustav: Det er verdens bedste spørgsmål 🙂 Jeg er 38, uddannet designteknolog og har en BA i kreativ kommunikation. Jeg arbejder freelance med grafisk design, samt indretning af kontorer, butikker, messestande og private hjem og er frivillig i en Røde Kors genbrugsbutik. Jeg er nysgerrig af natur og interesserer mig især for politik, samfund, religion, vores samtid, psykologi, filosofi og kønsdebatten.

For at opdatere mit eksamensbevis fra gymnasiet, læser jeg et intensivt tysk-kursus og håber at starte på en BA i religionsvidenskab på Københavns Universitet til efteråret. Og så elsker jeg loppemarkeder.

Jan Gustav portræt

Jan Gustav i hjemlige omgivelser. 

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jan Gustav: Foruden Jumbo Bøger, Anders And og X-Men tegneserier, må det være Ib Michaels Vanillepigen, jeg i gymnasiet var meget begejstret for. Jeg kunne næsten dufte østens krydderier, jeg var enormt optaget af familierelationerne og trods en opvækst på Langeland og ikke som hovedpersonen i Roskilde, har jeg uden al tvivl spejlet mig i udlængslen.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie?
Jan Gustav: Ikke meget. Jeg tror, jeg med 99,9% sikkerhed kan sige, der ikke findes en eneste bog i mine forældres hjem. Der blev læst lokalavisen – grundigt, ugeblade og tekst-TV. Som voksen har jeg talt med min mor om det at læse og det at lære at læse. Vi husker begge tilbage på, hvordan jeg sad på armlænet af lænestolen i stuen, mens hun hjalp mig med læse-lektierne, som det fineste minde.

Lisbet: Hvordan var dit forhold til det at læse i din skoletid?
Jan Gustav: Allerede dengang havde jeg et nysgerrigt væsen, og jeg elskede at læse om nye universer, anderledes liv (end mit eget) og fordybelsen. Men jeg læste ikke så godt, eller så hurtigt som andre, så jeg kom hurtigt i kassen: Du kan ikke læse. Så i de sidste år i folkeskolen og igennem gymnasietiden læste jeg kun det, jeg absolut nødvendigt skulle.

Lisbet: Hvorfor har du givet dig selv en læseudfordring?
Jan Gustav: Igennem mine teenageår, 20ere og 30ere læste jeg næsten ikke. Jeg havde jo lært, jeg ikke kunne. For en tre års tid siden havde jeg orlov fra mit daværende job. Jeg faldt over en avis og begyndte at læse og indså, at jeg jo godt kunne læse. Selvfølgelig.

Så jeg gav mig selv en udfordring: Læs 12 bøger på et år. Det var ret vildt, når jeg kom fra ikke at have læst i over 20 år. Jeg læste ikke 12, men 22 bøger det år. Året efter ville jeg forsøge at læse 24 bøger. Jeg læste 49. Så i år tænker jeg 52 bøger må være et passende mål.

Jeg føler, jeg har meget at indhente, meget jeg er gået glip af, og at der er så meget viden og mange universer, jeg gerne vil stifte bekendtskab med.

Bogstak Jan Gustav

Bunken af læste (ikke ulæste) bøger vokser og vokser hjemme hos Jan Gustav. 

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kan give dig i dit liv i dag?
Jan Gustav: Det giver mig ro at læse. Det fodrer min nysgerrighed og interesse i vores samtid og andres liv, tanker og fremmede universer. Det giver mig også selvværd i form af viden og egentlig også i form af bare det, at jeg kan læse.

Lisbet: Hvordan finder du inspiration til din læsning?
Jan Gustav: Jeg følger de fleste forlag og de boghandlere, jeg godt kan lide, på Instagram og danner mig her igennem et overblik. Anbefalinger fra nær og fjern og andre udgivelser af de forfattere jeg er i gang med at læse eller tidligere har læst. Og min boghandler, de er virkelig skarpe og gode til at hjælpe en i retning af, hvad der måske ville passe en, baseret på hvad man tidligere har læst og ens interesser.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jan Gustav: Jeg har et særligt hjørne i min lejlighed med en god, stor stol og udsigt til gaden. Der læser jeg meget. Når vejret er til det, læser jeg på min altan med stille jazz i baggrunden. I parker, på café, i metroen, toget og i bussen mellem København og Langeland, hvor tre timer er hel ideelt til fordybelsen, og i mine forældres baghave. Jeg kan læse alle steder.

JGS_Læsehjørne

Jan Gustavs læsehjørne. Eet ord: Aaahhhhhh. 

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Jan Gustav: Jeg har som regel gang i to bøger samtidigt. En skønlitterær og en mere faglitterær, jeg strækker over noget tid.

Jeg skal på Heartland festival senere på året og høre Jeffrey Eugenides, der i 2003 modtog Pulitzerprisen for ‘Middlesex’, jeg derfor netop er gået i gang med.

Og så læser jeg En introduktion til Hadith. Hadith anses i Islam for at indeholde sande fortællinger om profeten Muhammed, hans ord og gerninger, overleveret af hans tilhængere og nedskrevet omkring det 8. og 9. århundrede. Sammen med Koranen udgør Hadith grundlaget for den islamiske tro og praksis. Med mine forhåbentlige kommende studier i tankerne, er det naturligvis superinteressant.

Lisbet: Hvad skal du læse senere på året?
Jan Gustav: Jeg forsøger at blande godt og gammelt, klassisk og nyt. Som sagt føler jeg der er meget at indhente. Jeg glæder mig til ‘Kirke’ af Madeline Miller; historien om den græske gudeverden, et univers jeg ikke har stiftet bekendtskab med før, og med en stærk kvindelig hovedperson. (Lisbets bonustip: Læs Jans anmeldelse af ‘Kirke’ her på bloggen.)

Den voldsomt omtalte og i nogle lande bandlyste ‘De Sataniske Vers’ af Salman Rushdie fra 1998 om race, kultursammenstød og religion, har længe stået på min liste og faktisk også i min reol. Den glæder jeg mig rigtig meget til.

Og så er det gået op for mig, at jeg kun har læst et mindre uddrag af George Orwells ‘1984’ fra 1949, så den tænker jeg bestemt, det også er tid til at få læst det hele af – og skræmmende som den fortsat er aktuel den dag i dag.

Flere portrætter
Portræt af en læser-serien har tre års jubilæum i disse februardage. Find alle portrætterne her:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser

 

 

Vi er alle bønder

For få dage siden hørte jeg en veloplagt og glimtvist smældende sarkastisk Dennis Nørmark fortælle om begrebet pseudoarbejde. Antropologen Nørmark har sammen med filosoffen Anders Fogh Jensen skrevet en hel bog om emnet. Den har fået meget omtale siden udgivelsen i 2018. Læs mere om, hvordan vi fik travlt med lave ingenting på http://www.pseudoarbejde.dk/

Nørmarks oplæg tog afsæt i den kendsgerning, at vi alle for få generationer siden var bønder. Danmark var et landbrugsland. De fleste boede og arbejdede på landet.

Det satte gang i tanker hos mig. Ord som “korntørringsanlæg”, “Landsbladet” og “flyvehavre” dukkede spontant op. Er Bintje eller Sava-kartofler bedst til julemiddagen? Hvordan går det med Bent fra tyrestationen? Og må jeg komme med de voksne ud og kigge på bedriften, når vi er færdige med hønsekødssuppen, tarteletterne og den hjemmelavede is med hindbærsovs hos moster Else og Poul i Pilgaard i Snevre uden for Bjergby?

Du ser det for dig: Den lille Lisbet voksede op på landet. I anledning af udgivelsen af det faglitterære pragtværk Dengang vi var bønder dyrker jeg i dette indlæg bondetemaet. Måske kan det give dig anledning til at kaste et blik på dine egne aner. Nogle gange skal vi dvæle ved fortiden, både med og uden nostalgi.

Nu har du et påskud for at sætte 2020 på hold. Som Svend Brinkmann sagde i sin nytårstale 2019: “Lad os gå baglæns ind i fremtiden”.

Den ultimative bog om bønder
Min familie var landmænd eller rundet af landbrugsfamilier. Der var ikke brug for at træffe et karrierevalg. Valget var truffet på forhånd. Sådan var det for min far Frede Vestergaard. Han blev født i Vendsyssel i 1937 på en gård. Han havde to ældre søstre, en far og en mor og dertil to ugifte fastre som nærmeste naboer.

Da han var blot to år gammel, døde hans far af blødende mavesår. Frede voksede op omgivet af kvinder og med et massivt forventningspres: Han skulle jo køre familiegården videre. Det var ham, der fra en tidlig alder var manden i familien. Det var en til tider svær opvækst. Historien går, at han som konfirmand efter festlighederne smed sig ned på stuegulvet og græd. Der havde været så mange taler om, at NU var han voksen og klar til den store opgave. Det blev for meget for den 14-årige dreng.

Som ung mand forpagtede han gården ud og tog to år til Thailand som ulandsfrivillig. Han måtte ud og have luft. Han rejste den dag, John F. Kennedy blev myrdet. Den store verdenshistorie og vores familiehistorie fletter sig sammen her.

Da han kom hjem, begyndte han at læse til lærer, og landbruget blev til en lystbåret bibeskæftigelse. Men stress ved høsttid var der fortsat, og han brugte mange timer på at harve, så, sprøjte og alle de andre opgaver, der knytter sig til at have jordbrug. Hans tre børn tog videregående uddannelser: Præst, designteknolog og magister. Så kort var der fra jord til kontor i denne gren af familien Vestergaard.

Min far er væk nu, men jeg ved, at han ville have været begejstret for den imponerende kleppert af en coffee table-book, som Dengang vi var bønder udgivet i 2019 er.

Historikeren Peter Henningsen tager afsæt i ældre tiders bondekultur fra cirka 1700 til 1900. Han beskriver hverdagslivet på landet med mange detaljer og et stort sprogligt overskud. Hvad skete der bag bindingsværket? Hvad spiste de? Hvad tænkte de?

En stor del af bogen handler om de gamle danske bondegårdes arkitektur, som udgør en vigtig del af vores kulturarv. Bogen er fyldt med billeder, der gør det nemt for læseren at være tidsrejsende. Mit bud er, at mange børn også vil kunne gå på opdagelse i bogen. Med eller uden bedsteforældre som med-læsere.

Der er også citater fra samtiden, som ridser de store, samfundsmæssige linjer op. Da urbaniseringen for alvor begyndte, var det en del af drømmen om det gode liv at have en kolonihave. I dag skal vi helst have et væld af grønne planter inde i stuerne, og selvforsyning selv af allerlaveste karat (i stil med karsedyrkning og andet småtteri) hyldes. Fra Bonderøven og Signe Wenneberg til Årstidernes grøntsagskasser og Camilla Plums sylteguide: Jordforbindelse er the shit.

Midt i alle livsstilsbøgerne om klimabevidst forbrug i hverdagen og udnyttelse af madrester finder jeg det vederkvægende at bladre i en historisk bog som Dengang vi var bønder. For hvordan var det nu, det hele begyndte?

bønder

Der gemmer sig 1000 historier i de ansigter og hænder.

Markens grøde
Knut Hamsun fik Nobelprisen i litteratur i 1920 for Markens grøde. Jeg har et særligt forhold til romanen, der bunder i en solid, sort, litterær samvittighed – for jeg har ikke læst den endnu. (tjek #sortlitterærsamvittighed på Instagram hvis du vil finde en masse folk at være i klub med).

I min fars sidste år havde han ikke så meget stemmekraft. Han trænede den om aftenen, når han læste højt for min mor af Markens grøde. Når man skal træne sin stemme, kan man lige så godt bruge kræfterne på verdenslitteratur. De sad inde i stuen i hver deres bløde stol. Min mor strikkede imens, og der lå med stor sandsynlighed en sort kat på min fars lår under højtlæsningen.

Jeg vil kunne høre min fars stemme, når jeg læser romanen. Selv om det vil være godt, bliver det også hårdt. Men der går ikke lang tid. Så går jeg i gang. Jeg kan bruge Nobelprisen 1920 som anledning: 100-års jubilæet skal da markeres. Jeg burde for øvrigt læse den på norsk.

Bogen er ifølge det norske Hamsuncenter “Hamsuns store jordbruksepos. Romanen forteller om hvordan gården Sellanraa utvikles fra en enkel jordgamme til et gårdsbruk. Isak er verkets hovedperson, og skildringen av den ordfattige mannens opplevelse av arbeid, kjærlighet og alderdom er gjort med innlevelse og patos. Ved Isaks side står Inger, som han får to sønner med. Det tredje barnet, en datter, har hareskår som Inger selv, og hun dreper det ved fødselen. Da Inger vender tilbake til Sellanraa etter fengselsoppholdet i byen, blir konflikten mellom by og land tydelig. Med sin samfunns- og sivilisasjonskritikk særlig rettet mot industrialisering, urbanisering og verdiforflatning, traff romanen en nerve i europeisk etterkrigstid.”
(Kilde: https://hamsunsenteret.no/no/knut-hamsun/bokene/work/?Article=207).

 Det er stærke sager.

markens_groede

En ikonisk Tranebog.

Hvad skal vi med landbruget?
Her godt 100 år efter Markens Grøde, der udkom i 2017, er landbruget uigenkendeligt forandret. Det sætter Jørgen Steen Nielsen streg under med et bombardement af data og tal i pamfletten på 80 sider med titlen Hvad skal vi med landbruget?

Dramaet er mærkbart, men der er ikke meget poesi i det: Hver dag lukker to landbrug i Danmark. Konkurser er hverdagskost. Hvis denne udvikling fortsætter, er der om 10 år én enkelt landbrugsgigant tilbage i Danmark – én enkelt mega-landbrugsfabrik.

Dyrevelfærd og fødevarekvalitet er heftigt omdiskuterede emner. Jorden og bedrifterne bliver presset. Alting skal produceres mere effektivt, men samtidig koste mindre. Forbindelsen mellem land og by, producenter og forbrugere er kappet. Alt, hvad der har med moderne landbrug at gøre, bevæger sig nedad i en dødsspiral.

Sådan er den første del af bogen. Så kommer der et glimt af lys: For der findes alternativer. Jørgen Steen Nielsen præsenterer dem under fire overskrifter, som til sammen kan give en landbrugsreform med et bæredygtig perspektiv. De er: Økonomisk oprydning, Nye ejerformer, Større robusthed og Grøn omstilling.

Jeg er begejstret for bøger af denne type, hvor viden, holdning og ideer til handling kombineres i en kort, slagkraftig form. Hvor Dengang vi var bønder peger tilbage, peger Hvad skal vi med landbruget? fremad.

Jeg glæder mig personligt over, at min far allerede omkring 1970 besluttede at droppe landbrug som sin primære indtægtskilde. Hellere tage valget selv end blive tvunget af udviklingen, omstændighederne, verdensøkonomien og alt det andet, der gør os mennesker så små i det store spil.

landbruget

Hvis du er til Tænkepauser, er du også til Moderne ideer.

 

Johan og Alma laver køkkenhave
Mange elsker Bonderøven på DR. Sæson efter sæson inviterer han os ind på Kastanjegårdens jorder. Hans flittige hænder og selvforsyningsideologi er mangen storbyboers gyldne øko-fantasi. At pylre om surdejen og den hjemmelavede surkål ved køkkenbordet på Frederiksberg er godt. Men at bygge sin egen lade og pløje med hest som trækkraft!! Det slår alt.

Vi drømmer om at give vores børn jord under neglene og få dem til at sanse og forstå forbindelsen mellem jord og bord.

Selv er jeg notorisk uinteresseret i havearbejde. Men måske kan min bedre halvdel give glæden ved selv at dyrke planter videre til vores søn. Det kan være, at de sammen kan kigge i Bonderøven Frank Erichsens hustru Theresa Jessings blanding af højtlæsnings- og brugsbog med titlen Johan og Alma laver køkkenhave.

Bogens kapitler følger årets gang. Johan planlægger, hvor han vil så gulerødder og andre grøntsager, og lillesøster Alma, mor og far er med hele vejen igennem. Living the dream med hyggelige illustrationer af forfatteren og tips til frøsamling og forspiring.

At koble tilbage til indlæggets første afsnit om pseudoarbejde kan ikke blive andet end villet. Men jeg gør det! For efter en lang dag med ligegyldige tavlemøder og nulren med farverige PowerPoints i det åbne kontorlandskab, så er der vel ikke noget bedre end at tage hjem og gå i haven med sine børn og sammen luge mellem gulerødderne. Eller i hvert fald læse en bog om det.

At have jord i hovedet og halm i ørerne kan ende med at blive vores alle sammens redning.

køkkenhave

Der er kælet for illustrationerne i Johan og Almas første køkkenhave.

Boginfo

Dengang vi var bønder af Peter Henningsen.
Udgivet på Gads forlag, 2019.

Markens grøde af Knud Hamsun.
Udgivet på Gyldendal,  2017.

Hvad skal vi med landbruget? af Jørgen Steen Nielsen.
Udgivet på Informations Forlag, 2016.

Johan og Almas første køkkenhave af Theresa Maria Jessing.
Udgivet på Turbine, 2018.

Mere om bondelivet og selvforsyningstanken
I 2018 solgte min mor Vestergaard og flyttede til et mindre hus. Det skrev jeg om i indlægget Farvel til fødegården 

Ligesom der findes comfort food, findes der comfort books. En af dem er Selvforsynende på 1. sal, som jeg omtalte i et blogindlæg i vinteren 2019

Liv Thomsen er ejer af Historieselskabet, tilrettelægger og forfatter. Hun har lavet tv-serien Dengang vi var bønder, der blev vist på DR K i 2018. Du kan heldigvis streame den her: https://www.dr.dk/drtv/episode/dengang-vi-var-boender_52746

 

En blandet fagbogsbuket

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv

 

 

Portræt af en gymnasieelev der læser

Denne snart forgangne novemberuge har stået i bøgernes og læsningens tegn. Først udgav Kulturministeriets Bogpanel deres årligt sællert Bogens og litteraturens vilkår 2019. Det er en omfangsrig rapport, der sætter fokus på udbuddet, produktionen og distributionen af bøger, voksnes læsevaner og bibliotekernes indkøb og udlån af bøger.

Årets store nyhed var, at produktionen og udlånet af netlydbøger boomer. En anden hovedpointe var, at udbuddet af dansk skønlitteratur aldrig har været større. Rapporten viste også, at de læsende danskere fortsat har en stor præference for de trykte bøger.

Dagen efter offentliggørelsen af rapporten åbnede BogForum 2019. Jeg stod selv i en imponerende lang kø fredag formiddag og kan bevidne, at folk var ellevilde for at komme ind i BellaCentrets (knap så hellige) haller og købe bøger, få dem signeret af forfatterne, høre forfatteroplæg og alt det andet gode, som BogForum byder på.

I halen på dette litterære ståhej følger nu et portræt af en gymnasieelev, der læser bøger. For vi har også brug for konkrete historier om mennesker. Det er rationalet bag dette portræt. God læselyst!

Julias læsning

Lisbet: Hvem er du?
Julia: Jeg hedder Julia og er 16 år. Jeg går i 1.g på Gefion, hvor jeg har valgt en klassisksproglig studieretning med græsk og latin på A-niveau. I min fritid kan jeg lide at læse og tegne.

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Julia: Jeg tror, det er en bog, der hedder Gåsen der lagde et æg, som jeg læste, da jeg var 6-7 år. Jeg læste den rigtig mange gange og jeg tror stadig, vi har den et eller andet sted.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Julia: En grønskolling af Fjodor Dostojevskij. Den var lidt tung at komme i gang med, men jo længere man kommer ind i den, jo bedre, bliver den. Det er ikke den første bog af Dostojevskij, jeg har læst (jeg har både læst Idioten og Forbrydelse og straf), og jeg synes ikke, det er den bedste af dem. Men det er i hvert fald heller ikke den dårligste. Jeg kan rigtig godt lide Dostojevskij –  både den måde han skriver på og den tid bøgerne foregår i.

Før den læste jeg Iron gold af Pierce Brown, som er den 4. bog i Red-Rising serien. Den er ikke lige så god som de tre første, men det er stadig en fantastisk serie, der virkelig kan anbefales.

Julia læser

Julia fordybet i læsning af Grønskollingen

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning?
Julia: Mange steder.  Hvis jeg har læst en rigtig god bog af en forfatter, undersøger jeg som regel hvilke andre bøger, han/hun har skrevet og læser dem. F.eks. har jeg læst næsten alle bøger af Patrick Ness (han har blandt andet skrevet Chaos Walking og Monster) og alle Alice Osemans bøger (Solitaire, Radio Silence og I Was Born for This).

Andre gange går jeg ned på biblioteket og ser, om de anbefaler nogle bøger, der ser gode ud. Engang gik jeg også ind på bogblogs for at få inspiration. Men det gør jeg mest, når jeg overhovedet ikke har nogen ideer til, hvad jeg skal læse.

patrisk ness forside

En helt speciel og fascinerende bogforside, som skiller sig ud fra mængden. Ness blev for øvrigt interviewet på BogForum 2019 i forbindelse med messens skolesceneprogram.

Lisbet: Hvilken bog har gjort et stort indtryk på dig?
Julia: Her i september 2019 læste jeg E.M. Forsters bog Maurice (efter at have læst en artikel i the New Yorker om E.M. Forster), og dagen efter jeg var færdig, læste jeg den igen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Det er virkelig en god bog, og jeg elsker Forsters måde at skrive på. Jeg har tidligere læst Værelse med udsigt af ham, der også er rigtig god.

Her til sidst nogle andre anbefalinger:

Grisha-bøgerne af Leigh Bardugo

Dorian Greys billede af Oscar Wilde

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson

Illuminae-serien af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten

Alt af Shaun Tan

Kalevala af Elias Lönnrot

Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle

 

Julia Jeg henter solen ned

En moderne klassiker

 

Flere læserportrætter

Dyk ned i flere portrætter her på bloggen. Skriv gerne til os, hvis du har forslag til nye portrætter. Det kunne være rart med nogle flere mænd på listen.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)