Portræt af en moden læser

Inge Jensen bor i en landsby i Vendsyssel. Hun er 90 år gammel og har en stor familie med mange børnebørn og oldebørn. Inge var i mange år medhjælpende hustru i Taagaard. Hverdagene er nu fyldt med et utal af sociale arrangementer, og Inge har i en årrække været frivillig i en lokal Røde Kors-forretning.

Inge er mormor til min kusine, og hun har altid kendt mine forældre og bedsteforældre. Hun var veninde med min faster Herdis, der også var årgang 1927.

Inge er en kvinde med styr på mange lokale, nationale og internationale forhold. Hun læser flere forskellige aviser hver dag og holder øje med boganmeldelserne. Man må jo holde sig orienteret om, hvad der sker på den litterære front. I dette interview fortæller hun om sit liv som læser.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Inge: Jeg lærte ikke at læse i utide, hvis man kan sige det sådan. Først i skolen. Det var lærer Steffensen, der lærte mig at læse. Han var den eneste lærer, for vi var flere årgange sammen. Steffensen var uformel i sin stil. Der var ikke noget med at sige ”De”. Det brugte vi ikke ude på landet. Jeg husker, at jeg læste sætninger som ”Der er is på en sø” og andet i den dur.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie, da du voksede op?
Inge: Mine forældre har altid læst og kunne godt at lide at læse. Mine bedsteforældre læste også. Der er nok blevet læst højt for mig, men det husker jeg ikke så tydeligt. Men jeg husker, at der var en føljeton i Vendsyssel Tidende. Den var spændende. Der kom et nyt stykke hver dag. Den læste jeg, da jeg var omkring 13 år. Det var vigtigt at læse den, så man kunne snakke med. Føljetonen handlede om inuitter.

Lisbet: Hvad betød biblioteket for dig i din barndom?
Inge: Der var ikke noget bibliotek i Astrup, hvor jeg voksede op. Men jeg husker, at lærer Steffensen lånte klassesæt til os. Mine veninde Herdis havde været på biblioteket i Hjørring, og det fortalte hun mig om. Der var mange bøger. Jeg syntes, det lød rigtig fascinerende og spændende.

Lisbet: Hvilke bøger var vigtige for dig i din ungdom?
Inge: Jeg var både på efterskole og højskole, og begge steder var der mange foredrag og fortælletimer. På efterskolen Halvorsminde blev Henrik Ibsens Et dukkehjem læst højt. Den gjorde et stort indtryk på mig. Tænk at Nora gik! Forlod hjemmet! Det kunne ikke være rigtigt, syntes jeg. Hvis hun nu kom tilbage. Så ville det gå. Men det gjorde hun ikke. Jeg kunne også godt lide bøger, der handlede om kærlighed. Jeg husker også bogen Driver dug, falder regn.

driver dug falder regn 2

Romanen Driver dug, falder regn er fra 1943 og handler om to generationer på en slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet. Bogen blev filmatiseret i 1946. 

 

Lisbet: Hvor fandt du inspiration til læsning, da du var midt i livet?
Inge: Min mand og jeg havde travlt med arbejdet på gården i de år. Der var ikke rigtig tid til bøger. Men avisen læste vi selvfølgelig hver dag. Det er klart. Da vi fik mere tid, var der kommet et bibliotek i Astrup, og her fandt vi bøgerne. Vi havde jo ikke plads til at have en hel masse bøger derhjemme.

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning i dag?
Inge: Jeg holder øje med, hvad der udkommer. Hvis nogen siger, at jeg virkelig skulle tage at læse en bog, så tager det jeg det alvorligt. Man må jo kunne snakke med. Min datter og mit barnebarn sagde, at Jordens søjler var værd at læse. Så det gjorde jeg.  Jeg har ikke et egentligt mønster, men jeg læser mest bøger af danske, kvindelige forfattere, Men jeg er ikke svær at overtale til noget andet.

Lisbet: Hvad har været din største læseoplevelse i 2018?
Inge: Det har nok været En anden gren af Jesper Wung-Sung. Den var god og speciel. Usædvanlig og autentisk.

 

img_1827

Inges største læseoplevelse i 2018: Den prisvindende Jesper Wung-Sungs En anden gren.

 

Lisbet: Hvad læser du for tiden?
Inge: Jeg har lige læst En ærlig mand af Lars Kjædegaard og De søvnløse af Kim Leine. Den sidste var især god. Den foregår i Grønland og handler blandt andet om sygehuse. Den er ikke så lang. Jeg læser også Helle Helles nye roman De. Ligesom de andre af hendes bøger er den lidt mærkelig. Den handler om det helt almindelige i livet, men alligevel er den mærkelig. Det funderer jeg over.

Selv om bøger ikke umiddelbart fænger hos mig så giver jeg dem altid en chance. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har givet op midt i en bog. Jeg gør dem altid færdige.

Jeg tænker også over, hvorfor det nogle gange er så svært at komme i gang med en bog. For når først man har taget hul på det, så kører det jo.

Lisbet: Hvad skal du læse næste gang?
Inge: Jeg er i den lange reservationskø på biblioteket til Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. Køen er som sagt lang, men nu er jeg nummer tre. Det nærmer sig. Forfatteren er alle vegne, så man føler sig næsten forpligtet til at læse den.

Boginfo
En anden gren af Jesper Wung-Sung, 553 sider, Rosinante, 2017.
En ærlig mand af Lars Kjædegaard, 384 sider, Rosinante, 2017.
De søvnløse af Kim Leine, 208 sider, Gyldendal, 2016.
De af Helle Helle, 160 sider, Rosinante, 2018.
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 274 sider, Politiken, 2018.
Jordens søjler af Ken Follett, 780 sider, Cicero, 2006.

Andre læserportrætter og mere inspiration
Der er 85 år mellem Inge og Aske, der er i fokus i blogindlægget Portræt af en meget ung læser

Der er flere portrætter her:
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning

Mikkel har lavet et tankevækkende indlæg om generationslæsning, hvor Puk ikke rigtig klarer rejsen ind i det 21. århundrede

 

Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

Portræt af en læser, der forsker i læsning

Kristiane Hauer forsker i læsning og fordybelse. Hun er bl.a. optaget af, hvad det er, der sker, når vi fordyber os i en rigtig god bog, og af læsningens og litteraturens betydning for både det enkelte menneske og vores kultur. Lige nu er hun i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun undersøger 8. klasse-elevers romanlæsning i og uden for skolen. Gennem undervisningsforløbet ’Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse’, som er designet til formålet, forsøger hun at fremme en fordybet læseoplevelse hos eleverne. Kristiane har gennem årene selv udgivet skøn- og faglitteratur og har undervist både børn og voksne i bl.a. creative writing.

Jeg har kendt Kristiane i over 22 år. Som entusiastiske studerende mødtes vi i en tværfaglig, frivillig læsegruppe i 1990erne. Frivillig! Vi mødtes sammen med venner og bekendte fra Antropologi, Arkitektskolen, Teologi og Filosofi og holdt små oplæg for hinanden i et ikke-angstprovokerende, venligt og trygt miljø, hvor det var i orden at stille alle mulige spørgsmål. Jeg tror, at den gruppe hjalp mig til at overleve og måske endda få noget brugbart ud af mit eget studie, som var Litteraturvidenskab. Nu har jeg fået et nyt, fagligt fællesskab med Kristiane, nemlig læsningens mange former, og jeg er superglad for, at hun vil bidrage til næste skud på stammen i Portræt af en læser-føljetonen.

Portræt af læseforskeren

Kristiane Hauer

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Kristiane: Faktisk husker jeg mere selve læsesituationen – som et form for billede – end præcis hvilken bog, der blev læst. Jeg husker, at min bror og jeg sad inde i vores stue om aftenen i den store blå sofa og fik læst højt. Jeg husker mørket udenfor, lyset inde i stuen, en følelse af at familien var samlet.

Der er også et andet billede, jeg ser tydeligt for mig. Det er bogen ’Alice i eventyrland og Bag spejlet’ som jeg fik forærende til min fødselsdag, og som ikke var sprættet op endnu. Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg lov at sprætte den op selv. Det var svært, og nogle af siderne blev revet lidt skævt. Jeg har stadig den bog i dag. Nu er det fint at se på de lidt ubehjælpsomt opsprættede sider og tænke på mine barnehænder, der sprættede bogen op dengang.

Alice i eventyrland opsprættet

Et par sider fra Alice i eventyrland

Lisbet: Hvilken rolle spillede læsning i din familie?
Kristiane: Måske er det ikke så overraskende, at jeg er blevet læseforsker. Der var i hvert fald bøger fra gulv til loft i mit barndomshjem. Når jeg havde andre børn på besøg, udbrød de altid: ”Årh, hvor er her mange bøger.” Men selv lagde jeg ikke mærke til det, for mig var det jo helt almindeligt.

Der var også stor respekt for læsesituationen i mit hjem. Da min bror og jeg blev større og kunne læse indenad, var det som om vi alle sammen i familien vidste og respekterede, at vi via læsningen hele tiden havde en indre verden ind i os – bøgernes verden – parallelt med den virkelighed, vi sammen færdedes i.

Lisbet: Hvad var din yndlingsbog som teenager?
Kristiane: Min mor – der var dansklærer – introducerede mig for Michael Strunge og de andre 80’er-lyrikkere, da jeg var 13-14 år. Det var vildt at begynde at læse digte. Og 80’er-lyrikkerne satte sprog på lige præcis sådan, som det føltes at være 13-14 år – for mig.

Michael Strunge digte

Strunge i pastellede farver.

Lisbet: Hvordan hænger læsning og skrivning sammen for dig?
Kristiane: Jeg tror, at mange at forfattere er begyndt deres forfatterskab med at skrive digte, og selvom jeg allerede havde skrevet lidt inden da, satte mødet med 80’er-lyrikkerne virkelig skub i min egen skrivning. Jeg skrev en digtsamling i sommerferien efter 9. klasse og fik et meget sødt og opmuntrende afslag fra Borgens Forlag, hvor jeg sendte den ind.

Læsning og skrivning hænger tæt sammen for mig. Det er et fantastisk privilegium for mig både selv at være et skrivende menneske – så meget jeg nu kan finde tid til det – og samtidig fagligt at arbejde med læsning og litteratur.

Lisbet: Hvorfor har du valgt at forske i læsning?
Kristiane: Bøger, læsning, skrivning – det er noget af det allermest fascinerende ved den menneskelige kultur. At vi har lyst til at skrive bøger og at vi har lyst til at læse bøger. Gennem bøgerne har mennesker mulighed for at møde hinanden på helt andre måder end når de står ansigt til ansigt. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er dér – i bøgerne, i skriften – at vi bedst kan og også tør, nærme os og sætte ord på det, som vi finder allermest vigtigt i tilværelsen. Måske er det netop fordi skriften på nænsom vis forskyder os lidt fra hinanden, at vi føler os trygge nok til at sætte ord på det, der er rigtig vigtigt for os. Men det er altså en noget anden og mere gennemarbejdet skrift, jeg her tænker på, end Facebooks statusopdateringer – litteraturens, tænkningens og videnskabens skrift.

Lisbet: Hvad viser dine foreløbige forskningsresultater om dybdelæsning i udskolingen?
Kristiane: Også i min forskning er jeg meget optaget af læserens møde med bogen. Og især den slags møder, med bøger, som er særlig betydningsfulde. Der hvor man som læser oplever bogen eller teksten som ’vigtig’. Jeg tror ikke, at alle får lov at opleve sådanne møde med en bog eller tekst, men jeg ville ønske, de gjorde det, for det er sådanne møder, der giver lyst til at læse mere. Netop i teenageårene, tror jeg man er særlig følsom over for den oplevelse. Derfor ser jeg bl.a. i min forskning på, hvordan teenagere læser – både i skolen og i fritiden.

Det fantastiske ville jo være, hvis de voksne, der er omkring teenageren – lærere, forældre, bibliotekarer – kunne hjælpe med at skabe rammerne for, at den slags givende møder kunne indfinde sig. Da jeg mødte Michael Strunge og 80’er-lyrikerne som 14-årig, var det netop så vigtigt et møde, fordi jeg følte, de talte til mig og med mig. Sådan havde det ikke nødvendigvis været for andre 14-årige, der til gengæld ville have fået meget ud af at læse noget helt andet.

Men er er også en anden problematik, jeg er optaget af i min forskning, og det er selve læsesituationen. Hvis man skimmer eller klatlæser en tekst, uden rigtig at være koncentreret om den, er det ikke en god forudsætning for at møde teksten. Det er vigtig, at man er indstillet på og også har muligheden for at læse i dybden, ved hjælp af de rette – ofte rolige, uforstyrrede og måske endda tilbagetrukne – rammer. Men uforstyrrede, tilbagetrukne stunder er der, så vidt jeg kan se, generelt ikke mange af i nutidens ungdomsliv.

Lisbet: Hvordan påvirker din forskning i læsning din egen læsning i hverdagen?
Kristiane: Det er klart, at jeg i øjeblikket læser en masse – meget interessant – faglitteratur og derfor ikke har så meget tid til skønlitteraturen. Men jeg er også begyndt at læse nogle af de bøger, som mange unge læser i øjeblikket – og som tilsyneladende taler lige til dem – og det har været rigtig spændende og tankevækkende oplevelser f.eks. at læse ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Kristiane: Det er et meget svært spørgsmål, og jeg synes, det skifter gennem livets forskellige faser. F.eks. er Michael Strunge ikke min yndlingsforfatter i dag, men når jeg læser ham, kan jeg stadig blive grebet af energien, det vilde billedsprog, visionerne.

Peer Hultberg, som jeg skrev speciale om på universitetet, har en stor plads i mit hjerte. Lewis Carrols ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ ligesådan – det er bøger, jeg meget ofte tænker på og kommer i tanke om detaljer fra. Jeg er også glad for de norske forfattere, som jeg synes er gode til at turde skrive med alvor og dybde, ofte sammen med en underliggende humor; Trude Marstein f.eks. og Dag Solstad.

Når jeg ser på de forfattere jeg nævner her, kan jeg se at de alle sammen arbejder meget med form og med sprog, men at de samtidig også undersøger den menneskelige bevidsthed i al dens mangfoldighed. Det er ikke bøger, der er drevet af plot, men af sprogligt overskud, psykologisk indsigt og humor – og som på forskellige fantasifulde måder viser, hvor vildt og vanskeligt det er, at være menneske.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Kristiane: Jeg har netop mødt den franske forfatter Eduard Levé – altså ikke i virkeligheden, for han døde i 2007, men mødt hans bøger og det er som et møde en ny ven. Hans bog ’Selvportræt’ ligger på mit natbord sammen med min gode veninde – i virkeligheden – Julias Butschkows flotte, nye novellesamling ’Granit’. Harald Voetmanns nyeste digtsamling ’Amduat – en iltmaskine’ – ligger der også. Det der bl.a. gør den bog helt speciel er, at den er indskrevet i hånden af forfatteren selv. Og så til sidst også en fagbog: Karin Littaus fremragende ’Theories of Reading – Books, Bodies, and Bibliomania’, som lige netop handler om vores følelsesmæssige, konkrete og materielle forhold til bøger.

Bøger på mit natbord

Kristianes natbord, foråret 2018.

Lisbet: Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
K
ristiane: Mit råd er først og fremmest at bruge lidt tid på at finde frem til nogle bøger, der virkelig kunne tænkes af fange netop dem. Som en hjælp kan man jo spørge sine læsende venner, en bibliotekar, gå på nettet eller besøge en god boghandel. Ofte hjælper det at nævne tre bøger, man allerede har læst og godt kunne lide, hvis bibliotekaren eller boghandleren skal komme med en kvalificeret anbefaling.

Så er der selve læsesituationen: Den skal være hyggelig, fredfyldt og eksklusiv. Hvis digitale medier får ens bevidsthed til at flakke væk fra bogen, så anbefaler jeg simpelthen at slukke dem. Og så gælder det om at huske at nyde selve læsningen, nyde at være helt sig selv, og samtidig få lov til at være ganske tæt på en anden bevidsthed; nemlig den bevidsthed, der har skrevet bogen til lige netop dig – og en masse andre læsere.

Endelig kræver det som regel en stor portion vedholdenhed at opbygge en god vane igen. Jeg tror det er godt at sætte sig for at læse i hvert fald nogle gange om ugen, i et længere uforstyrret tidsrum, om man har lyst eller ej, især indtil man er blevet fanget af bogen. Og hvis man bare ikke bliver fanget, så synes jeg, man skal lægge bogen væk og starte på en ny i stedet (Som læser har man altid ’retten til ikke at læse’, siger den franske forfatter Daniel Pennac). Men når først man har fundet en bog, der taler til én, og hvis univers, man kan mærke er blevet etableret inde i sig, så tror jeg nok, man skal fortsætte med at læse.

Læs mere om Kristianes forskning på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside
Få en oversigt over Kristianes udgivelser på bibliotek.dk

Flere portrætter på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Måske er du den næste? Her er tre tidligere portrætter, hvor det første handler om en læser på 14 år, som er netop den aldersgruppe, Kristiane forsker i.

Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.  

 

Medskyldig midt i livet

Mellem vinterens influenzarunde 1 og 2 hjemme hos os fik jeg læst et enestående godt stykke nyt dansk litteratur. Dette er ikke en klassisk anmeldelse, men en personlig anbefaling skrevet på baggrund af et længerevarende anfald af ren og skær begejstring.

Romanen Medskyldig handler om en mand på 35, som er optaget af familieforpligtelser og samtidig martret af sygdom og den efterhånden slidte drøm om at slå igennem som forfatter. Det lyder ikke som opløftende læsning. Men det er litteratur, du har brug for. Du, der er midt i livet, men som ikke helt har erkendt det endnu. Du, der er begyndt at acceptere alle de døre, du har måttet lukke. Du blev aldrig anerkendt som lyriker/rockpoet/tegner/fotograf. Du fik børn, vælling på skjorten og kronisk søvnunderskud. Det hele krydret med pludselige glimt af lykke og klarhed.

Forfatteren Simon Glinvad kan sin Milan Kundera. Han bevæger sig elegant rundt mellem skarpe signalementer af forstadslivet i et halvt dobbelthus og essaylignende afsnit, hvor aspekter af europæisk kulturhistorie rulles frem.

Romanens hovedperson hedder Simon. Hans kone hedder Julie. Forfatteren Simon Glinvads kone hedder Julie. Knausgaard titter frem mellem linjerne. Især i en passage, hvor Simon kører i bil og i bakspejlet ser sine sønner på bagsædet. Han overmandes af lykkefølelse. Passagen mimer en scene i Min kamp, hvor lykken også opstår i en bil, hvor hovedpersonen ser sin sovende familie på bagsædet. Lykke kan ikke planlægges.

En del af romanen er det rørende portræt af hovedpersonens bedsteforældre, der levede et enkelt og rutinepræget liv på en gård i Vendsyssel, hvor årstidernes rytme definerede alt. Mormoderen førte en tør dagbog, som hovedpersonen dykker ned i. Skriften binder generationerne sammen, og noterne om aftensmaden, vejret og købet af blå sandaler til datteren lægger sig som et fint lag under beskrivelserne af Simons morgenvrisne søn og købet af den næste brugte bil, mens familien i det halve dobbelthus vokser fra fire til fem.

En voldsom og smertefuld mavesygdom stikker frem i teksten. Simon er på et tidspunkt indlagt på hospitalet ved siden af gamle, affældige mænd. Han er selv afkræftet og tæt på at give op. Stanken og elendigheden på afdelingen er oprørende, og jeg har sjældent læst noget, der så nøgternt mindede mig om min egen dødelighed.

Medskyldig er ikke en lang roman, men den har et stort litterært og åndeligt vingefang. Du kan læse de 161 sider på fire aftener, og du vil have stof til eftertanke i flere uger bagefter.

Mænd, der skriver om mænd, der skriver
Jeg regner med, at Simon Glinvad (født i 1978) bliver ved med at skrive. Nu har han været i gang i 13 år. Sikkert mere. Han har udgivet en række romaner og en enkelt novellesamling. Det store gennembrud må være lige om hjørnet. Hvis jeg sad i Statens Kunstfond, så var han selvskrevet til det treårige arbejdslegat. Mindst.

Jeg fortsætter med de korte nutidsromaner om at være midt i livet. Næste bog på natbordet er en anden dansk udgivelse fra 2017: Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen. Det er en såkaldt prekær hverdagskomedie, som skulle være både syrlig, morsom og kreativ klasse-hudflettende. Det er ord taget fra Informations anmeldelse af bogen.

Mon man kunne arrangere en forfattersamtale mellem Zeuthen og Glinvad? Hvis nogen tager handsken op, så sidder jeg på første række, når den samtale finder sted.

Boginfo
Medskyldig af Simon Glinvad, 161 sider, Gladiator, 2017.
Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen, 223 sider, Rosinante, 2017. 

Læs mere om Medskyldig på Forlaget Gladiators hjemmeside

Læs om Simon Glinvads roman Min grønne himmel på Litteratursiden

Læs mere om Buemundet guitarfisk på Rosinantes hjemmeside

Portræt af en 14-årig læser

Den læsende pige på bloggens forside hedder Josephine. Efter halvandet års tavs tilstedeværelse som signaturperson må det være på tide at give hende ordet. Her kommer et portræt af en læser: Mød Josephine, der i dette mailinterview fortæller om sine læsevaner og byder på en stribe forrygende og højst aktuelle bogtips.

Josephine er 14 år gammel og går i 8. klasse. Næste år vil hun gerne på Rejsby Europæiske Efterskole, fordi hendes yndlingsfag er samfundsfag og sprog. Hun har altid læst for godt, så hun har manglet litteratur, der var passende i både sprog og indhold. For nylig er hun begyndt at læse engelsksprogede ungdomsromaner og Young Adult. Hendes altoverskyggende hobby er kampsport. Hun er taekwondo-instruktør i den lokale klub og tidligere landsholdskæmper i kickboxing.

 

IMG_9609

Kampsport og læsning: Josephines interesser favner et bredt felt.

 

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Josephine: Den første bog jeg kan huske, jeg læste var Historien om en hare. Jeg fik den af min fasters mand, da jeg var meget lille. Jeg læste den, da jeg var omkring de 6 år. Den handler om en hare, der gennem historien hele tiden bliver til andre dyr. Jeg læste den lige igen i forbindelse med det her interview, og den er stadigvæk god. Hvilke bøger har været højdepunkter i din barndom? Jeg kunne virkelig god lide især to serier. Fallen, Shadow Falls og School Spirits [engelske titler, men de er på dansk red.]. I School Spirits er hovedpersonen en heks, og i Fallen er hovedpersonen en pige med en englekæreste. I Shadow Falls har hovedpersonen også magiske kræfter, men her skal hun bare finde ud af, præcis hvad hun er.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Josephine: Lige nu læser jeg en engelsk bog, der hedder This is where it ends. I grove træk handler den om et amerikansk “school shooting”. Den foregår over en time, og man læser den ud fra fire forskellige personers perspektiv. De er alle forbundet med gerningsmanden og hinanden.

Lisbet: Hvordan finder du ud af, hvad du skal læse næste gang?
Josephine: Nogle gange køber mine forældre noget, de synes, jeg skal læse. Andre gange finder jeg bare noget selv på eReolen. Jeg har ikke så tit det problem at mangle en bog, for jeg læser mest serier, så bøgerne plejer faktisk at hobe sig op. Lige nu har jeg 12 bøger i min bogkø.

Lisbet: Hvad er dit yndlingslæsested?
Josephine: Min sofa, uden tvivl. Jeg kan ligge og mosle rundt, og der er dejligt behageligt. Plus der er det perfekte lydniveau. Der er stille nok til at jeg kan koncentrere mig, men ikke stille nok til at det bliver ubehageligt.

 

IMG_4184

Godt installeret. Sofalæsning, aahh……

 

Lisbet: Hvornår læser du?
Josephine: Det kommer an på, hvor god bogen er. Nogle gange læser jeg en bog på 2-3 dage og andre gange på 1-2 uger. Uanset hvad plejer jeg at læse en halv time inden jeg skal i seng. Jeg bliver ikke søvnhæmmet af lyset fra min mobil, og hvis jeg går i stå med bogen, så kommer jeg under alle omstændigheder igennem den med mindst 30 min. hver aften.

Lisbet: Hvad betyder læsning for dig?
Josephine: Jeg elsker at læse, fordi det er kanon hyggeligt, og en god bog er bare så nem at fortabe sig i. Læsning er jo også en form for intelligent underholdning. Jeg kan hygge mig med en bog uden at blive dummere eller spilde min tid. Min far siger i hvert fald, at jeg bliver dummere af at se Youtube. En bog er også bare nem at fordybe sig i, og tiden går hurtigt, hvis den er god.

Lisbet: Hvad gør du, hvis du går i stå i en bog?
Josephine: Jeg elsker at se Youtube. Jeg ser nok dagligt omkring 1-2 timers Youtube hvis ikke mere. Hvis jeg går i stå med en bog, bliver det timeantal nok højere. Men som jeg nævnte tidligere, læser jeg jo mindst en halv time om dagen, så jeg kommer jo på et tidspunkt igennem bogen.

Lisbet: Hvem snakker du med bøger om?
Josephine: Min far og min bedste veninde Katrine. Katrine er også selv lidt af en læsehest, og vi har også læst nogle af de samme bøger, så derfor snakker vi om dem og deler hinandens synspunkter. Selvom vi ikke begge to har læst bogen, fortæller vi tit stadig om dem, fordi vi synes, det er spændende, og på den måde styrker vi også hinandens læselyst. Det kan jeg ikke altid med min far, fordi vi ikke har helt den samme smag i bøger.

Lisbet: Læser du andre typer af litteratur end bøgerbøger?
Josephine: Nej, jeg læser kun almindelige bøger. Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger. Læsning er en personlig oplevelse, og det synes jeg ikke det er, når en eller anden tilfældig kvinde står og læser det op fra et eller andet tilfældigt lydstudie. Jeg kan godt se, at det er smart at få læst en bog op, når du står og skræller kartofler eller løber en tur, men så foretrækker jeg at høre musik.

Flere portrætter er på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Her er to tidligere portrætter:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Mere inspiration
Københavns Biblioteker udgiver sammen med unge læsere med stærke stemmer podcasten YAS! Det er en litteraturpodcast af unge, med unge og for unge. Værd at abonnere på.  

 

Moster Else og verdenslitteraturen

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.     

lisbet og sigrid lavransdatter

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

img_1442

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

kristin lavransdatter til blog

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag? 

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.