En blandet fagbogsbuket

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv

 

 

Portræt af en gymnasieelev der læser

Denne snart forgangne novemberuge har stået i bøgernes og læsningens tegn. Først udgav Kulturministeriets Bogpanel deres årligt sællert Bogens og litteraturens vilkår 2019. Det er en omfangsrig rapport, der sætter fokus på udbuddet, produktionen og distributionen af bøger, voksnes læsevaner og bibliotekernes indkøb og udlån af bøger.

Årets store nyhed var, at produktionen og udlånet af netlydbøger boomer. En anden hovedpointe var, at udbuddet af dansk skønlitteratur aldrig har været større. Rapporten viste også, at de læsende danskere fortsat har en stor præference for de trykte bøger.

Dagen efter offentliggørelsen af rapporten åbnede BogForum 2019. Jeg stod selv i en imponerende lang kø fredag formiddag og kan bevidne, at folk var ellevilde for at komme ind i BellaCentrets (knap så hellige) haller og købe bøger, få dem signeret af forfatterne, høre forfatteroplæg og alt det andet gode, som BogForum byder på.

I halen på dette litterære ståhej følger nu et portræt af en gymnasieelev, der læser bøger. For vi har også brug for konkrete historier om mennesker. Det er rationalet bag dette portræt. God læselyst!

Julias læsning

Lisbet: Hvem er du?
Julia: Jeg hedder Julia og er 16 år. Jeg går i 1.g på Gefion, hvor jeg har valgt en klassisksproglig studieretning med græsk og latin på A-niveau. I min fritid kan jeg lide at læse og tegne.

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Julia: Jeg tror, det er en bog, der hedder Gåsen der lagde et æg, som jeg læste, da jeg var 6-7 år. Jeg læste den rigtig mange gange og jeg tror stadig, vi har den et eller andet sted.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Julia: En grønskolling af Fjodor Dostojevskij. Den var lidt tung at komme i gang med, men jo længere man kommer ind i den, jo bedre, bliver den. Det er ikke den første bog af Dostojevskij, jeg har læst (jeg har både læst Idioten og Forbrydelse og straf), og jeg synes ikke, det er den bedste af dem. Men det er i hvert fald heller ikke den dårligste. Jeg kan rigtig godt lide Dostojevskij –  både den måde han skriver på og den tid bøgerne foregår i.

Før den læste jeg Iron gold af Pierce Brown, som er den 4. bog i Red-Rising serien. Den er ikke lige så god som de tre første, men det er stadig en fantastisk serie, der virkelig kan anbefales.

Julia læser

Julia fordybet i læsning af Grønskollingen

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning?
Julia: Mange steder.  Hvis jeg har læst en rigtig god bog af en forfatter, undersøger jeg som regel hvilke andre bøger, han/hun har skrevet og læser dem. F.eks. har jeg læst næsten alle bøger af Patrick Ness (han har blandt andet skrevet Chaos Walking og Monster) og alle Alice Osemans bøger (Solitaire, Radio Silence og I Was Born for This).

Andre gange går jeg ned på biblioteket og ser, om de anbefaler nogle bøger, der ser gode ud. Engang gik jeg også ind på bogblogs for at få inspiration. Men det gør jeg mest, når jeg overhovedet ikke har nogen ideer til, hvad jeg skal læse.

patrisk ness forside

En helt speciel og fascinerende bogforside, som skiller sig ud fra mængden. Ness blev for øvrigt interviewet på BogForum 2019 i forbindelse med messens skolesceneprogram.

Lisbet: Hvilken bog har gjort et stort indtryk på dig?
Julia: Her i september 2019 læste jeg E.M. Forsters bog Maurice (efter at have læst en artikel i the New Yorker om E.M. Forster), og dagen efter jeg var færdig, læste jeg den igen, hvilket jeg aldrig har gjort før. Det er virkelig en god bog, og jeg elsker Forsters måde at skrive på. Jeg har tidligere læst Værelse med udsigt af ham, der også er rigtig god.

Her til sidst nogle andre anbefalinger:

Grisha-bøgerne af Leigh Bardugo

Dorian Greys billede af Oscar Wilde

Jeg henter solen ned af Jandy Nelson

Illuminae-serien af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten

Alt af Shaun Tan

Kalevala af Elias Lönnrot

Sherlock Holmes af sir Arthur Conan Doyle

 

Julia Jeg henter solen ned

En moderne klassiker

 

Flere læserportrætter

Dyk ned i flere portrætter her på bloggen. Skriv gerne til os, hvis du har forslag til nye portrætter. Det kunne være rart med nogle flere mænd på listen.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo

Det læsende menneske

Hvor heldig har man lov til at være? En helt ny bog om, hvad der sker med os mennesker, når vi læser litteratur! Det er en drøm for dette con amore-drevne bloggerkollektiv at kaste os over denne udgivelse. Jeg har fået lov til at interviewe forfatteren Lars Theil Münster, mens Mikkel og Anne-Grethe har stået for anmeldelserne.

I midten af det hele er Det læsende menneske, som er  udgivet på forlaget Samfundslitteratur den 22. oktober 2019.

Lars Theil Münster har skrevet Det Læsende menneske. 

Interview med Lars Theil Münster

Lisbet: Hvorfor har du skrevet denne bog?
Lars: Lige siden, jeg læste litteraturvidenskab på universitetet, har jeg interesseret mig for de tre spørgsmål, som bogen er struktureret omkring: Hvordan læser vi litteratur, hvorfor læser vi litteratur, og hvad får vi ud af at læse litteratur?

Jeg syntes, man manglede en bog, der undersøgte de spørgsmål systematisk på en tilgængelig måde. Og Ikke mindst syntes jeg, at der manglede en bog, der formidlede noget af den spændende psykologiske forskning, der gøres i, hvordan litteratur påvirker os, og den lige så spændende forskning i mennesket evolution, som giver os et fantastisk indblik i, hvorfor vi overhovedet har et fænomen som litteratur. Det har været sjovt, men også tit vildt frustrerende at beskæftige sig med de her kæmpestore spørgsmål

Lisbet: Hvorfor skal vi læse din bog?
Lars: Jeg tror, at mange har en intuitiv fornemmelse af at man foretager sig noget meningsfuldt og givende, når man læser skønlitteratur. Med bogen vil jeg gerne forsøge at kvalificere den oplevelse. Jeg vil prøve at give nogle forklaringer på, hvorfor det er, at det opleves så meningsfyldt for at læse.

Man skal læse bogen, hvis man rigtig godt kan lide at læse litteratur, og gerne vil blive klogere på, hvorfor det er, man godt kan lide det. Jeg håber min bog kan bidrage til, at man bliver mere reflekteret over sig selv som læser, og selvfølgelig også bliver inspireret til at læse endnu mere litteratur.

Lisbet: Hvem henvender din bog sig til?
Lars: Jeg ville gerne sige, at den henvender sig til den såkaldte “alment interesserede læser”. Men virkeligheden er nok, at den henvender sig til mennesker, der enten arbejder professionelt med litteratur – for eksempel med formidling og undervisning, eller også meget engagerede lystlæsere.

Jeg håber også den kan bruges af studerende rundt omkring. Måske endda på litteraturvidenskab, selv om den er helt blottet for referencer til forskellige poststrukturalistiske retninger

Lisbet: Hvordan har vejen været fra idé til færdig bog?
Lars: Jeg har gået og nørklet med emnet i nogle år, og  jævnligt undervist i det på Folkeuniversitetet. For et par år siden besluttede jeg mig for at samle alt det, jeg vidste og undersøge alt det, jeg syntes, jeg manglede at vide. Så skrev jeg på det løbende, når jeg havde tid. Det har været en rigtig, rigtig lang proces. Mange sene aftener og tidligere morgener. Det har faktisk været lidt paradoksalt at bruge et par år på at skrive en bog om, hvor vigtigt er det er at læse skønlitteratur, og så i hele den periode ikke rigtig have tid til at læse skønlitteratur selv.

Lisbet: Du underviser på Folkeuniversitetet, netop i emnet læsning. Hvordan spiller dialogen med dine kursister sammen med bogen? Har dine kursister bidraget til bogens pointer?
Lars: Udgangspunktet for bogen har været min undervisning på Folkeuniversitetet, og det er mine undervisningsnoter, som udgør bogens skelet. Det håber jeg er med til at gøre, at det teoretiske stof i bogen bliver formidlet på en forholdsvis let tilgængelig måde.

Det er helt klart, at nogle af de spørgsmål og den dialog jeg har haft på kurserne er blevet indarbejdet i bogen. Jeg tror også, at snakkene på de kurser, jeg går i gang med både nu til efteråret og igen til foråret 2020 får mig til at overveje nye vinkler på emnet, som jeg måske kan indarbejde i en 2. udgave af bogen, eller måske i en helt anden bog?

Lisbet: Hvilken rolle tror du, at læsning vil spille i fremtiden?
Lars: Det er helt åbenlyst, at litteraturlæsning taber terræn til andre medier – de sociale medier og streamingtjenesterne er hårde konkurrenter til bogen, og de løber med mere og mere af vores opmærksomhed. Det er en velkendt kendsgerning. Når man kigger på de voksnes læsning, har jeg egentlig været lidt overrasket over, at læsefrekvensen har ligget så stabilt de seneste 5-10 år. Men når vi kigger på børnene, ser vi virkelig, hvor hårdt presset den traditionelle skønlitterære læsning er. Når kun 2 ud af 10 børn svarer, at de rigtig godt kan lide at læse, så bliver man lidt bekymret for læsningens rolle i fremtiden.

Lisbet: Hvordan ser dit eget, daglige læseliv ud?
Lars: Nu, efter jeg er færdig med bogen, har jeg pludselig langt mere tid til læse skønlitteratur igen. Men som det sikkert er med de fleste, ville jeg gerne have mere tid til læse. Man hører i øvrigt aldrig nogen sige, at de ville ønske, at de ikke læste så meget, gør man vel?

Jeg forsøger at få læst et par timer hver aften – men jeg må indrømme, at det mere end en gang imellem glipper. Lidt for tit går aftnerne med at falde træt om på sofaen eller at arbejde. Jeg prøver dog altid at have gang i en roman og helst også en faglitterær bog.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lars: Jeg er lige blevet færdig med Lotte Kirkebys “De nærmeste”. Det er virkelig en fin bog. Så pluklæser jeg lidt i Ahmed Akkaris “Mod til at tvivle”. Jeg læser især efter de steder, hvor han fortæller om den rolle skønlitteraturen havde for hans udvikling og modningsproces. Jeg tænker måske at kunne bruge noget af det på mit næste kursus på Folkeuniversitetet. Og så har jeg lige fundet en gammel kasseret biblioteksudgave af Harper Lees klassiker “Man dræber ikke en sangfugl” i mit sommerhus. Den er jeg lige gået i gang med.

Forsiden af denne bog kan da ikke andet end fange din opmærksomhed!

Mikkels anmeldelse af Det læsende menneske

Jeg skal sige med det samme, at jeg er noget sur på min tidligere kollega Lars og hans dumme bog. For det første var det den bog, jeg havde tænkt mig at skrive. Jeg er bare kun kommet til synopsis. For det andet har Lars skrevet “vores” bog meget bedre, end jeg selv kunne. Det finder jeg en tand prætentiøst og trættekært. Forvorpent måske endda. Mere om det senere.

Jeg finder det nu svært at være rigtig olm og halsstarrig, for Lars har helt enkelt skrevet en rigtig, rigtig god bog om det at læse.

Bogen bygger på Lars’ undervisningsmateriale fra folkeuniversitet og er delt i tre dele: Hvordan vi læser, hvorfor vi læser, og hvad vi får ud af at læse.

Første del er den største del og dækker alt fra forskellige læsemåder over fortolkningslære (hermeneutik) til receptionsteori og empati. Det kunne have været et liiidt tørt, teoretisk skoleridt, men det synes jeg slet ikke, det er.

Det er en velgennemtænkt, stringent gennemgang, der rammer alle tangenterne. Herudover – og det gælder hele bogen – fornægter Lars’ undervisningserfaring sig ikke. Man føler sig taget godt i hånden med enkle didaktiske kneb, der sørger for, hvert skridt på vejen bliver præsenteret, gennemgået og opsummeret.

Anden del er den mest spændende, synes jeg i al fald, alene fordi jeg synes, spørgsmålet er det mest interessante: Hvorfor læser vi? Hovedparten ligger på egentlig ganske enkle forklaringsmodeller, hvoraf jeg i forvejen var bekendt med de evolutionsteoretiske.

Jeg havde dog flere grundlæggende aha-oplevelser i kapitlet inden, hvor ideen om læsning som middel til at forstå vores fælles skæbne dukker op. Vi er fælles om verden, men kun læsning tillader os at opleve den gennem andres opfattelse. Herigennem kan vi for alvor annamme, vi ikke er alene!

Tredje del indeholder den naturlige afslutning med “theory of mind,” øget empati, erkendelse osv. Forholdsvist kort og fyndigt og en tilfredstillende krølle på projektet.

Lars’ bog – særligt hvad jeg skrev om anden del – har haft en ganske pæn indflydelse på mig. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg altid har elsket at læse. Jeg er ligesom Rie en uperfekt læser, selvom hun er mere udfordret end mig.

Jeg oplever altid, jeg nyder at læse og at gøre en bog færdig. Så sker der et eller andet, og jeg kommer fra det igen og skal så småt tvinge mig selv til at starte en ny. Skønlitteratur forstås.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har i mine voksne år altid haft svært ved at omfavne lystlæsning som en hobby, og det er helt åndssvagt. Det er jo bare at gøre det og nyde det og snakke med andre om det.

Det andet, der skete, var, at jeg fik lyst til at læse mere af Lars’ eksempler i bogen. Han kommer ofte tilbage til Cormac McCarthys “The Road,” som havde samme sjælsrystende effekt på mig som på ham, så jeg gik også ud og skaffede mig en St. St. Blicher-novellesamling og en Helle Helle ditto. Det var helt forrygende at læse Blicher igen, men belastende for mine omgivelser, der nu skal slå mine fornærmelser op i gamle ordbøger.

Værre var mit møde med Helle Helle. Forfærdeligt, forfærdeligt … men det hænger alligevel lissom ved på en måde. Det er vist en såkaldt erhvervet smag.

Summa summarum: Lars har skrevet den grundbog om læsning, vi ikke vidste, vi altid har manglet. Skaf dig et eksemplar og læs det. Sporenstregs!

Anne-Grethe anmeldelse af Det læsende menneske

I årevis har jeg forsøgt at overbevise omgangskredsen om, at man bliver klogere på sig selv og sin omverden, når man læser skønlitteratur. At der er lavet undersøgelser, der viser, at man bliver et mere empatisk menneske af at læse skønlitteratur. At ens horisont udvider sig, at man bliver klogere.

For de mennesker, der aldrig læser eller måske udelukkende læser skønlitteratur, har mine argumenter næsten resulteret i latterbrøl, andre trækker bare på skuldrene og ser ud, som om de tænker ”så siger vi det”.

Nu er der endelig udgivet en bog, der bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt om at læse skønlitteratur.

Alene af den grund elsker jeg den.

Men spøg til side, jeg ved faktisk ikke, hvorfor en bog som nedenstående ikke er skrevet for flere år siden, for den er aldeles glimrende og relevant – og ikke bare fordi den bekræfter mig i, hvad jeg altid har sagt.

Bogen hedder ”Det læsende menneske. Hvad sker der med os, når vi læser skønlitteratur” og er skrevet af Lars Theil Münster, der er cand.mag i litteraturvidenskab.

Bogen er opdelt i 3 dele:

Hvordan læser vi litteratur? Læsemåder og læsehistorie, den gode fortolkning m.m.

Hvorfor læser vi litteratur? Litteratur og meningen med livet, fortællinger har hjulpet os med at overleve m.m.

Hvad får vi ud af at læse litteratur? Den empatiske læser, litteraturens særlige sprog og evnen til at forestille sig nogen, som ikke findes.

Lars Theil Münster er en ildsjæl og en forfatter, der er gået grundigt til værks.

Havde jeg ikke læst skønlitteratur i forvejen , var jeg blevet godt og grundigt hooked, som man (ikke) siger på nudansk.

Jeg har været ekstra træt denne uge, hvor jeg har læst bogen, den er nemlig ikke sådan at lægge fra sig, så den er blevet sen med sen på, inden jeg har sovet om aftenen. Tak, Lars! Træthed til trods har du virkelig begået en fin og gennemarbejdet bog, som vil blive anbefalet til venner, bekendte og familiemedlemmer – især dem, der ikke læser skønlitteratur.

Andre dobbeltanmeldelser

Fra tid til anden kaster vi os ud i dobbeltanmeldelser. Her er et par eksempler:

Mod til at tvivle af Lars Hvidberg og Ahmed Akkari – anmeldt af Jan og Lisbet (2018)
Vi var fiskere af Chigozie Obioma – anmeldt af Lisbet og Mikkel (2017)

Portræt af en læsende øbo

Portræt af en læser-serien har ramt et jubilæum: Vi er nu oppe på ti portrætter. Det fejrer vi med et interview med Sofie Bay. Hun har virkeliggjort det, som mange drømmer om: Udskiftet livet i byen med hverdagen på en lille ø, hvor lokalsamfundet vitterligt er meget lokalt – og omgivet af vand.

Jeg har mødt Sofie i forbindelse med projektet Ord til mor på Nørrebro, som oprindeligt havde den mere formelle titel Sprog og bevægelse i nye fællesskaber: Biblioteket bygger bro.

Sofie er uddannet lærer, og vi deler en stor interesse for små børns sprogudvikling. Vi kan sidde og nørde vilde forskningsresultater, selv om ingen af os er sprogpædagoger, lingvister eller neuro-science-videnskabskvinder.

Sofie har været med til at udvikle det undervisningsmateriale, som dansere fra Dansekapellet bruger i projektet Ord til mor. Hun er ferm med en tusch og har også stået for den visuelle facilitering af forløbet.

Min rolle bliver at evaluere projektet. Så mens Sofie har skudt det hele i gang, skal jeg samle op, når forhåbentlig mange mødre på Nørrebro med dansk som andetsprog har været på en helt speciel sprogrejse sammen med deres babyer mellem 6 og 12 måneder.

Jeg har kun mødt Sofie to gange. Men det tager heller ikke længere tid at finde ud af, at en person har gang i et væld af spændende projekter! Derfor er Sofie portrætperson nummer ti i denne serie. Og giv mig et praj, hvis du har forslag til nummer 11. Jeg elsker at få foreslået nye ofre.

Rundt om læsning med Sofie Bay:
Klimavenlig læsning, rollemodeller og tegnsprogsgrammatik

Lisbet: Hvad betød læsning for dig i din barndom?
Sofie: Mine forældre har læst rigtig meget for både mig og min søster. Men det, jeg husker bedst, er faktisk, at de selv læste meget. Efter aftensmaden sagde én af mine forældre ofte, og da vi blev større begge mine forældre: ” Jeg tager lige en tur til Istanbul, Island eller Esbjerg”  eller hvor bogen nu udspillede sig.

Min far fortalte mig ofte om bogen ”Det lykkelige Arabien”, som han fik en fin indbundet udgave af i konfirmationsgave. Han byttede den til 10 mindre fine bøger, og det fortrød han siden stort.

Jeg er opvokset med en stor bogreol, og hver gang jeg havde en ny interesse, kunne min far trække en bog ud af reolen, som passede til emnet.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dig i din hverdag?
Sofie: Jeg har to små børn. Det har for nyligt slået mig, at de næsten aldrig ser mig læse, andet end når jeg læser for dem.

Bøgerne har før i tiden været meget synlige i mit hjem, men da vi blev fire på lidt plads, flyttede alle bøgerne på loftet. For nylig flyttede vi til Orø, og nu skal mine bøger igen få en central rolle i mit hjem. Jeg er aktivt begyndt at tænke over, at mine børn skal se mig læse. De skal se, at det er noget, jeg synes er rart, og at det er noget, jeg prioriterer.

img_3895-1

Den læsende øbo Sofie Bay i naturlige, efterårsagtige omgivelser på Orø.

Lisbet: Hvilken bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Sofie: Jeg er uddannet lærer og har gennem mit arbejdsliv brugt mange bøger. Men jeg kan huske, da jeg på Frederiksberg Lærerseminarium mødte fagbogen ”Børnenes litteraturhistorie ” af Torben Weinreich. Den gjorde stort indtryk på mig. Både fordi det var en fagbog lavet lige så lækker som en børnebog, men også fordi det var første gang, jeg fik fortalt børnenes litteraturhistorie.

En anden fagbog, der har gjort stort indtryk på mig, er en bog, jeg mødte, da jeg læste faget Dansk tegnsprog, nemlig ”Lærebog i tegnsprogsgrammatik”.

Grammatik er noget, jeg altid har syntes var meget svært, så det var en stor oplevelse for mig pludselig at møde en fagbog, hvor det var visualiseret. Generelt var mødet med dansk tegnsprog en stor oplevelse for mig –  og til dags dato mit yndlingssprog.

Jeg har lyst til også at nævne første gang, jeg som 24-årig stødte på Haruki Murakami. Det var i Kina på et hostel, hvor der er  ”bytte-bog”-hylder. Jeg er ikke den stærkeste læser på engelsk, så jeg blev altid så glad, når jeg fandt en dansk bog.

Der stod den:

”DaNs

DAns

dANs”

Det er første gang, jeg har prøvet , at det ikke er lykkedes for mig igennem en hel bog at finde de rigtig genrebriller. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle læse den. Var det en novelle, en krimi, et eventyr? Det lykkes mig aldrig at lave en kontrakt med forfatteren, og det gjorde indtryk på mig. Jeg var skiftevis igennem hele bogen forvirret, pirret, nysgerrig, irriteret, frustreret og helt oppe at køre over mit møde med Murakami.

dans-dans-dans

En bog der fik Sofie på litterær glatis.

Lisbet: Hvilken bog har gjort stort indtryk på dig og dine karrierevalg?
Sofie: Det er uden tvivl bogen ”Den kreative tænkers hemmelighed” af danske Dorte Nielsen og Sarah Thurber. Den bog har givet mig et nyt sæt briller at se verden med. Den har åbnet mange faglige døre og kastet mig ud på store faglige eventyr.

Lisbet: Hvordan bruger du faglitteratur?
Sofie: Det kommer meget an på, om det er til mig selv eller til min undervisning. Skal jeg bruge det til min undervisning, bruger jeg det som et opslagsværk. Er det til mig selv, bruger jeg det som skønlitteratur, hvor jeg ligger i sofaen og læser. Jeg har dog, til forskel  fra når jeg læser skønlitteratur, altid en blyant med, når jeg læser faglitteratur. Jeg understreger flittigt og skriver i marginen.

Lisbet: Hvor bliver du inspireret til læsning?
Sofie: Det kommer an på, om det er skøn- eller faglitteratur. Skønlitteratur er ofte gennem venner eller programmet ”Skønlitteratur” på P1

På det seneste er det ofte Linkdin, som har ført mig til ny faglitteratur.

Lisbet? Hvilke fagbøger glæder du dig til at læse i den nærmeste tid?
Sofie: Jeg har lige modtaget den danske oversættelse af ” Deep Work” af Cal Newport. Den glæder jeg mig mægtig meget til at læse. Jeg er startet på den, og jeg er helt hooked. Jeg har hele tiden lyst til at finde små læsepauser i min hverdag.

Derudover venter jeg på en pakke med bogen Aktivt kreativ, som jeg også glæder mig til at se nærmere på.

deep work forside audio

En moderne fagbogsklassiker af Cal Newport.

aktiv kreativ bogforside

Udnyt freestylemekanismerne. What’s not to like?

Lisbet: Hvis du selv skulle skrive en bog, hvad skulle den så handle om?
Sofie: Jeg vil gerne skrive en grundbog til udskolingen om bæredygtig økonomi.

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister

Ferie fra familien

Nu er vi kommet så tilpas langt væk fra juli, at vi kan se sommerferien på afstand. Vi idylliserer den typisk. De fleste kunne godt lige tage en uge mere. De har faktisk brug for en uge mere, hvis de skal være helt ærlige. Måske en uge udelukkende i eget selskab? For det er hårdt at holde sommerferie. Mange ugers uafbrudt selskab med ens familie. God tid til gentagne konflikter om skærmtid, antallet af is per dag og andre svære emner. Masser af plads til irritation over småting. Også selv om vi ikke har travlt.

Det er også hyggeligt at være sammen, men ingenting kan jo være hyggeligt 24 timer i døgnet. Så bliver det for mærkeligt. Det bliver uautentisk.

Måske var det noget i den stil, som den nylig afdøde familieterapeut Jesper Juul ville have sagt. Som forældre er det mere end noget andet vigtigt at være autentisk. Sur når man er sur. Glad når man er glad. Gal når man er gal. Ellers bliver ens børn usikre på, hvor de har mor og far henne. Smiler du rigtigt nu? Eller lader du som om?

Jeg er ligesom de fleste andre godt i gang med hverdagen igen efter mange ugers sommerferie. Det føles lidt som ferie fra familien, og jeg bliver så glad, når jeg ser dem igen. Syv timers adskillelse kan gøre underværker!

Inderst inde ved jeg, at det muligvis forvirrer mig at læse en masse bøger om børneopdragelse og familieliv. Jeg burde holde fast i vores fantastiske sundhedsplejerskes enkle råd for syv år siden, da vores søn var baby: ”Kig på barnet.”

Ikke desto mindre bliver jeg ved med at læse bøger om, hvordan man kan håndtere det at være forældre og familie. Her kommer tre udvalgte titler til dig, der også synes, at sommerferie i familiens skød giver anledning til tanker om følelser, kommunikation og værdier. Intet mindre.

AAARGH! Den sunde vrede i familielivet
Frejl Prahl er psykolog og har skrevet en bog om, hvordan vrede kan komme til udtryk i familien. Vrede har været tabuiseret i mange år, for er det ikke farligt for børn at se deres forældre miste besindelsen og råbe ”For filan da!”? Er det ikke et tegn på pinlig afmagt, når man hæver stemmen? Nej, er det korte svar. Vi skal ikke skamme os over, at vi en gang imellem bliver vrede på vores børn. Intet kunne være mere menneskeligt.

Prahls hovedpointe er, at hvis vi som voksne hele tiden går og undertrykker vrede over for vores børn, så bliver det nemt til noget andet og mere farligt: Afstand, opgivende suk og kulde. Gløden i forældres øjne slukkes. Og det er som gift på længere sigt.

Børn bliver hurtigt vrede. De fleste bliver også hurtigt gode igen. Det kunne vi som forældre og voksne lære meget af. I stedet for at undertrykke vreden over, at ens barn åbenbart skal have beskeden fire gange, før han tager sko på – så kom ud med det! Det er i orden at blive vred. Frem med din indre løve. Og fald så ned igen, sådan at du kan fokusere på den tegning, dit barn vil vise dig/det spil han gerne vil spille med dig, /den gulerod han gerne vil hjælpe med at skrælle.

Prahl bruger mange eksempler fra sin egen familie, og det er befriende læsning. Han reflekterer også over, hvordan vi som forældre kan skamme os, hvis vores børn opfører sig umuligt i det offentlige rum. Hvad er det for nogle glansbilleder, vi prøver at opretholde? Hvorfor? Hvem gavner det? Hvorfor tror vi, at det hele skal være perfekt nede i Kvickly hver eneste lørdag formiddag, når vi godt ved, at der er raseri og konflikt hjemme på matriklen fra tid til anden?

Det handler om dyr
Tag ikke fejl: Forældres irrationelle og pludselige vrede uden varsel er ikke det, det handler om. Den kan hverken børn eller voksne håndtere. Prahl kalder den for ”kamphunden”. Et andet billede fra dyrenes verden er ”slangen”. Det er snigeren. Det er ironen, sarkasmen og andre typer af gift, som dræber relationer langsomt, men sikkert.

Stræb hellere efter løven som forbillede. Løven står for tydeligt lederskab, styrke og autoritet på den gode måde. Et løvebrøl gør indtryk, og små børn kan godt forstå, at der gemmer sig en løve i far/mor, som en gang imellem viser sig. Ligesom der er en løve i dem selv, som kan finde på at stikke hovedet frem.

Prahl tager et opgør med ideen om, at vi skal sige undskyld til vores børn efter vores egne vredesudbrud og måske endda bede om tilgivelse. Det er for meget ansvar at lægge på børnenes skuldre. Stå ved din egen vrede og kom videre – sammen med børnene.

Psykologen Birgitte Sølvstein har interviewet Frej Prahl om hans bog i podcasten Psykologen i øret: https://soelvstein.dk/vrede-i-familien/

Aargh! Titlen siger alt.

Familietid

Terapeuten Jesper Juul døde i sommeren 2019. I den anledning genlæste jeg samtalebogen Familietid, som udkom i 2012. Det var en god investering, for der var mange tankevækkende perspektiver, jeg havde glemt.

Jesper Juul blev især kendt for sine bøger om kompetente børn. Jeg vil ikke kaste mig ud i en beskrivelse af de heftige debatter, som de bøger kastede af sig. Jeg abonnerer grundlæggende på Jesper Juuls syn: Opdragelse bygget på regler, formaninger, straf, belønning og påbud virker ikke. Børn efterligner deres forældre. De gør ikke det, de siger. Derfor må man leve sit liv på en sådan måde, at man kan tåle at se det gengivet i ens børns adfærd. Først når de selv er blevet voksne (og har fået børn), ved man, om man har gjort det fornuftigt. En vis grad af tålmodighed er nødvendig.

I denne bog stiller den norske journalist Monica Øien en række spørgsmål til Juul. Mange af dem tager afsæt i hendes eget familieliv, og det gør bogen vedkommende og personlig. Blandingen af det specifikke og det almene passer godt til mig som læser.

Bogens kapitler er struktureret efter et hus: Soveværelset: Når to bliver til tre, Babyens værelse: Nærhed og følelser, Børneværelset: Leg og selvstændighed, Teenageværelset: Oprør og ansvar, Køkkenet: Mad og samtaler og Stuen: Fællesskab og stemning.

Juul fremhæver, at børn i dag er omgivet af professionelle voksne i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. – institutioner med andre ord. Det er der ikke noget i vejen med. Disse voksne har selvfølgelig et stort fokus på børnene. Det er det, de er uddannet og ansat til.

Hjemmet og familien er noget andet. Her indgår børnene i en helt anden sammenhæng og som del af en særlig konstellation. Hvis hjemmet antager karakter af en virksomhed, hvor det hele bare skal køre, så blinker advarselslamperne. Her er der nemlig en risiko for, at noget så udefinerbart som atmosfære opløses og forsvinder. Og netop atmosfære gør hjemmet til en særlig arena. Husarbejde og forældrenes interesser er med til at skabe atmosfære.

Jeg husker min egen mor, der strøg om aftenen i stuen. Det gav en god mulighed for at snakke med hende. Min far bredte gamle kort ud på stuegulvet, fordi han var lokalhistorisk interesseret. Det gav atmosfære. Min mor bagte tit brød om aftenen. Jeg lavede lektier i køkkenet imens, og duften af de nybagte brød blev til en del af stileskrivningen. Min far brugte stærkt grøn Svarfega-sæbe, når han havde rodet med de gamle biler ude i laden. Mere atmosfære.

Bogen fik mig til at stoppe op og værdsætte disse detaljer fra min barndom. Samtidig gik jeg i gang med at tænke over, hvilken atmosfære min kæreste og jeg skaber for vores søn hjemme i lejligheden. Er det en atmosfære, jeg selv gerne ville vokse op i? Svaret kommer ikke her. Pointen er heller ikke, at der er et endegyldigt svar.

Forældre gennem faser
Juul fremhæver, at mange temaer går igen, mens ens børn vokser op, og man vokser som forælder. Selvstændighed, ansvar og ligeværdig dialog kan antage mange former, alt efter om man har med en toårig eller en trettenårig at gøre. Men temaerne er de samme.

Juuls bog slutter med et citat, der virkelig sætter aftryk: ”Det er vigtigt at bruge tid sammen. Familien og forholdet mellem voksne og børn er vigtigere end arbejde og fritidsaktiviteter. Det er samarbejdet og kommunikationen i familien, som lægger grundlaget for, hvem vi bliver som mennesker.” (side 233).

Tag den. Og læs Familietid hvis du ikke tror på nemme løsninger i familielivet.

img_3764

En alternativ barselsgave til nybagte forældre. Blot en idé.

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen

Erik Sigsgaard er en anden grand old man inden for forskning i og debat om børneliv. Han er cand.pæd og kendt for at være en arg og saglig modstander af at give børn skældud.

I denne bog retter han læst med mine briller et ætsende angreb mod den voldsomme institutionalisering af børn og unges liv. De tilbringer størstedelen af deres vågne timer i en eller anden form for institution – vuggestue, børnehave, skole, klub, ungdomsuddannelse. Her er det vigtigt at kunne tage imod en kollektiv besked, gøre hvad der bliver sagt og være samarbejdsvillig.

Men børn har sjovt nok ikke ja-hatten på hele tiden. De siger nej fra tid til anden og på forskellige måder alt efter deres alder og personlighed. Når deres grænser bliver overskredet, når deres vilje trædes under fode, når der ikke bliver lyttet til dem, når de tvinges ind i meningsløse sammenhænge. Fortsæt selv listen.

Det kan være svært for institutioner at rumme børn og unges nej. Det kræver voksne professionelle, der vil og kan leve med børn i demokratisk samvær og som søger mødet og ikke konfrontation. (Lidt af en udfordring i en klasse med 27 elever. Endnu en gang en anledning til at udtrykke min dybeste respekt for pædagoger og lærere.)

Vi vil gerne have stærke børn, der kan sige nej til uretfærdighed, udvise mod og redde verden. Børn der tør at være kritiske og udfordre magthavere. Men vi orker ikke rigtig, at de ikke accepterer de voksnes regler og beslutninger. Ser du diskrepansen?

Sigsgaard er ikke bare kritisk. Han giver gode eksempler på, hvordan fagfolk kan gribe opgaven an i skolegården og på legepladsen. Mindst lige så spændende er det at læse om, hvordan man som forælder kan tackle børns nej.

Nej til legemorderne

”Far råber: ”Stop, vi skal spise!”
”Du er en rigtig legemorder!” udbryder en af drengene.
Legemordere har haft frit spil i skolen, og nu også far. Det er for meget.
Far forstod: ”Kom, når I har leget færdigt!” sagde han.” (fra bogens omslag).

Det er ikke altid, at det ender så lykkeligt som i denne hverdagssituation. De voksne kan ikke sige ja til alt, hvad børnene vil, men de kan anerkende deres ret til at ville og til at sige nej.

Hvis du hører dig selv sige ”nej” til dine børn mange gange hver dag, og du oplever, at ”nej” også hele tiden kommer ud af dine børn i forskellige varianter, så giv Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen på 182 sider en chance. Hvis du er træt af principrytteri og ikke længere tror på, at krav, grænser og konsekvens inden for børneopdragelse er den eneste vej, så er det den rigtige bog for dig.

img_3777

Nejhatten på den gode måde. For fremtidens skyld.

Boginfo

AARGH! – den sunde vrede i familielivet af Frej Prahl.
Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2019.

Find bogen på eReolen

Familietid af Jesper Juul.
Udgivet på Apostrof, 2012

Om børn og unges nej: Farvel til lydighedskulturen af Erik Sigsgaard.
Udgivet på Tiderne Skifter, 2014.

Hvis disse titler ikke gør noget for dig og din familie, så tjek Mikkels indlæg om selvhjælpslitteratur

Portræt af en læser med lister

Tilbage i begyndelsen af dette årtusind havde jeg et studiejob i Undervisningsministeriet. En gang om ugen mødte jeg klokken seks om morgenen, gennemtrawlede en stak aviser og skrev resuméer af de undervisningspolitiske nyheder. Ikke nok med det: Jeg klippede artiklerne ud, kopierede dem i 20 eksemplarer og fordelte dem i dueslag på kontorerne. Det virker eksotisk og mærkeligt i dag. Måske endda quaint, som det hedder så rammende på engelsk.

En af min højt skattede kolleger var Jeanette. Hun holdt nogle gode fester, og jeg tror, at jeg ved en af disse fester mødte hendes RUC-veninde, Helle. Denne Helle valgte senere at læse til lærer. Se, noget med undervisning igen! Et tema tegner sig.

En dag i 2018 (fast forward) ringede Helle til mig for at høre, om vi kunne snakke lidt om folkebiblioteker. Helle kunne nemlig godt tænke sig at arbejde med børn og læsning, læsemotivation, litteraturformidling til børn og andet i den genre. Fornemmer I, at alting er forbundet her? Eller: Sådan oplever jeg det.

For at fuldende cirklen er Helle Brandstrup Jensen hovedpersonen i denne måneds portræt af en læser. Og det med listerne mener jeg meget bogstaveligt. Det vil du selv se, når du er nået et stykke ned i teksten. (I et senere blogindlæg vil Mikkel eventuelt interviewe Helle om, hvilke notesbøger hun bruger til hvilke lister – apropos hans legendariske indlæg her.)

God fornøjelse med Helle, der ikke kan leve uden at læse! 

Lisbet: Hvem er du?
Helle:
Jeg er et menneske med en stor kærlighed til bøger, jeg er mor til tre piger, gift og bor i København. Jeg er uddannet lærer og cand. comm. Jeg har en særlig kærlighed til smukke bøger, bøger der rummer skønhed eller kan ramme en streng af følsomhed i mig, og bøger, der bliver som fysiske minder.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dit faglige virke, nu og i fremtiden?
Helle:
Jeg læser for at blive klogere, for at få oplevelser, for at blive underholdt og fordi jeg ikke kan lade være. For mig er læsning vejen til læring, lyst, nysgerrighed på verden, nye erkendelser og diskussioner med andre mennesker. Derfor er læsning en integreret del af mig, fagligt og privat. Jeg kan ikke leve uden at læse og har altid læst.

Når jeg læser klassisk dansk litteratur, er det både, fordi jeg er dansklærer, og fordi jeg er nysgerrig på litteratur og dens udvikling  – og sidst, men ikke mindst, fordi jeg er vild med sproget, særligt i Henrik Pontoppidans værker.

Litteraturen spiller den rolle fagligt for mig, at jeg bliver klogere på, hvad litteraturen kan og hvor forskellig den er. Det giver mig en fornemmelse af kvalitet og det modsatte. Den giver mig også ideer til, hvordan jeg ville kunne inspirere andre til at læse. Jeg er samtidig optaget af, hvordan man kan skabe møder og oplevelser med litteraturen for og mellem mennesker. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre mere af i fremtiden. Jeg har tidligere arbejdet med sårbare børn og unge og ser her en mulighed i litteraturen for at arbejde med identifikation og bedring.

helle Brandsstrup 2019

Her er Helle Brandstrup Jensen. Læser, mor, dansklærer og fin i tern.

Lisbet: Du har lærerbaggrund, men har også haft berøring med bibliotekssektoren. På tværs af det hele er du optaget af børns læsning. Hvilke aspekter optager dig mest? 

Helle: Jeg er optaget af at skabe nysgerrighed og læselyst. Læsning er meget andet end at læse skønlitteratur. Det er også adgangen til faktuel viden om verden. Børn er naturligt nysgerrige på verden og ved at læse om den, kan de få stillet deres nysgerrighed. Skønlitteraturen kan give adgang til en verden, man ikke kender. Man kan leve sig ind i, hvordan det er at være en anden, få viden om hvordan andre tænker og mærke følelser, man ikke vidste eksisterede. Bøger giver os viden, oplevelser og forståelse om og af verden. Alt det er jeg optaget af at give videre til børnene. Også når de bliver store. Og så er jeg optaget af, hvordan man kan bruge litteraturen til at skabe trivsel og trøst hos børn og unge.

Lisbet: Hvordan kan skoleverdenen og folkebiblioteker samarbejde om at få flere børn til at opleve læselyst?
Helle
: Mange biblioteker gør allerede en del ved at holde forskellige arrangementer, som skolerne kan deltage i. Så mere af det det!  Og mere opmærksomhed fra begge parters side på, at de er der for hinanden. Flere arrangementer hvor eleverne bliver præsenteret for oplæsning af dygtige oplæsere. Præsentation af forskellige former for litteratur ude på skolerne. Hyppige besøg på biblioteket, så det bliver en integreret del af deres hverdag. Inddrag børnene i planlægningen, lav læsegrupper, hvor børnene kan inspirere hinanden til læsning. Læs bøger og se filmen efterfølgende, hvis der er en film.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Helle: Da jeg var barn, læste både min mor, mormor og far for mig. Min mor læste Astrid Lindgren, Emil for Lønneberg, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte for mig og bøgerne om en hund, der blev kaldt Gamle Gule, og en masse eventyr både af H.C. Andersen og Brdr. Grimm. Jeg var særligt vild med Astrid Lindgrens bøger og er det stadig. Min mormor læste tekster fra børnebibelen op. Jeg elskede historierne, og i mange år var det min yndlingsbog. Teksterne var vilde og nærmest som eventyr. Jeg har stadig bogen. Min far læste Anders And for mig og min bror, og kærligheden til tegneserier som Smølferne, Lucky Luke, Nuser og Sten og Stoffer betød meget i en lang årrække.

Da jeg selv begyndte at læse, var det blandt andet Ole Lund Kirkegårds bøger, Pukbøgerne, Troldepus, Børnene i Nyskoven, Saftevandsmordet af Thøger Birkeland og bøgerne om Tudemarie.  Jeg har helt sikkert også selv læst Astrid Lindgren. Hun er den forfatter, jeg har læst mest af, og den eneste forfatter, hvis bøger jeg har læst et utal af gange.

Da jeg blev teenager, læste jeg mest realistisk eller socialrealistisk litteratur. Der skulle helst være nogle, der havde det skidt i bøgerne. Jeg var vild med J.B. Nygaards bog Guds blinde øje og Du blev træl, Charlotte Strandgaards Lille menneske, Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer og Zappa.

Jeg læste også en serie, der hed Heksens datter, Heksen kat, Heksens søster osv. af Phyllis Reynolds Naylor. Lis Bernths bog Også et liv og Frontløberen af Patricia Nell Warren gjorde et stærk indtryk på mig. Den ene handler om en pige, der bliver narkoman, og den anden om homoseksuel kærlighed – begge bøger med stærke følelser, der gjorde indtryk på mig. Derudover læste jeg en masse Stephen King.

Lisbet: Hvilke lærere har betydet noget for dit læseliv?
Helle
: Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske, om de havde direkte betydning for mit læseliv. Men jeg havde en fantastisk dansklærer, der gav os et hav af stile for, hvilket jeg elskede. Men jeg husker ikke, at hun som sådan gav mig læsetips eller noget andet, bare god undervisning, hvilket sikkert også har haft betydning.

Derudover havde jeg en matematik- og religionslærer som ofte læste højt for os. Det var jeg ret vild med, for hun var god til at læse op. Hun læste blandt andet Den lille prins, som jeg dengang, syntes var helt utrolig kedelig, men som jeg senere har læst for mine døtre og fundet glæde ved.

Inden jeg begyndte at læse til lærer, havde jeg haft en slags læsepause, hvor jeg mest læste krimier og ikke læste hele tiden. Men da jeg begyndte at læse dansk hos Mikkeline Hoffmeyer, blev lysten til at læse dansk litteratur vakt til live igen, og siden da har jeg altid gang i mindst en bog og nu også andet end dansk litteratur.

Lisbet: Hvordan får du tid til læsning i din hverdag?
Helle
: Jeg ser ikke særlig meget TV eller serier. I stedet læser jeg. Jeg har tre døtre, der alle læser, og ofte sidder vi sammen om eftermiddagen og læser i hver vores bog eller tegneserie.

Min mand er journalist og han interviewede engang Ellen Hillingsø, hvor hun fortalte, at de hjemme hos hende sad og læste sammen hver dag i 20 minutter. Det er det, man anbefaler at børn skal læse hver dag. I stedet for at børnene skal sidde alene og læse, som var det en sur pligt, så kan man sidde sammen. Pludselig bliver til en hyggelig aktivitet. Jeg tror, det var derfor vi begyndte med det.

Ellers læser jeg, når det passer ind. Nogle gange er det bare 5 minutter. Andre gange er det en time eller mere. Nogle gange er det imens jeg laver mad, eller hvis jeg skal vente på et eller andet. Jeg har som regel en bog med mig. Og så læser jeg nærmest altid i sengen, inden jeg skal sove.

Lisbet: Hvordan præger læsning din hverdag i familiens skød?
Helle
: Vi læser ret meget i min familie, og vi snakker om bøger og udveksler erfaringer og inspirerer hinanden.

Mine tre piger elsker alle billedbøger og tegneserier, så det læser de alle sammen. Rasmus Bregnhøj og Sabine Lemires bøger om Mira har de alle slugt. Jeg låner tit bøger med hjem til dem. Den nye af Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen med Grimms eventyr købte jeg for nylig til dem. Så læser vi og snakker om historierne. Min ældste på 16 er altid færdig først, og så anbefaler hun os andre, hvad vi skal læse.

Om aftenen læser min mand eller jeg højt for dem. De to ældste får én slags bøger og den yngste én anden. Det sidste, jeg har læst for de store, er Ursula Le Guins trilogi om Troldmanden fra jordhavet, og ellers har det været en del Shakespeare og Don Rosa-tegneserier.

Lige for tiden læser mine ældste på 16 og 13 den samme serie af Maria Gripe, og så snakker de om bogen undervejs. Min yngste på 8 læser mest tegneserier.

helle bogreol 2019

En bugnende bogreol blandt flere hjemme hos Helle Brandstrup.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord?
Helle:
Der ligger altid 2-3 bøger på mit natbord. Lige nu er det Jón Kalman Stéfanssons Menneskets hjerte, Michel Houellebecqs Underkastelse og en graphic novel om Nick Cave.

Lisbet: Hvordan kommer man ind i en god læsevane?
Helle:
Det vigtigste er at finde litteratur, man gider læse. Der er så meget forskelligt, og det kan være svært at finde ud af, hvad man kan lide. Derfor skal man snakke med nogen, der kan inspirere en til læsning og snakke litteratur med dem. Det motiverer mig at snakke med andre om litteratur, og det giver mig altid lyst til at læse mere. Men ellers er det helt lavpraktisk at læse i stedet for at være på Facebook eller se serier hver dag.

Min bror sagde en gang, at man bare ikke skal stoppe, men bare fortsætte. Hvis jeg har en periode, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om bøger, så læser jeg en graphic novel, en novelle eller digte. Derudover har jeg en bog, hvori jeg skriver læsetips, og lister over, hvad jeg har læst, så jeg har altid ideer til, hvad jeg skal læse.

Og så synes jeg det er helt legitimt at droppe en bog, man er i gang med, hvis den trætter en.

Inspirationsliste

Her kommer en forrygende fortegnelse over de bøger, som Helle har læst i perioden 2017-2019. Som en særlig læserservice følger der korte anbefalinger (eller det modsatte med) til nogle af titlerne. Der er gode chancer for, at du finder din næste læseoplevelse på denne fyldige liste.

2017

Januar
Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah
Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie (jeg er vild med den forfatter)
Christel Wiinblad: Ingen åbner (2012)
Hella Joof: Papmachéreglen (2016) (pausebog)
Delphine de Vigan: Alt må vige for natten
Caspar Eric: Avatar (2017)
Janne Teller: Intet

Februar
Dave Eggers: The Circle (2013)
Helen Fielding: Bridget Jones Dagbog baby
Hanya Yanagihara: Et lille liv (2016) (Den vildeste bog, jeg fik en fysisk oplevelse af at læse den)

Marts
Anne Lise Marstrand Jørgensen: Hildegaard 1
Roy Jacobsen: Vidunderbarn

April
Lionel Skriver: Hvad med Kevin (var ved at gå i stå mange gange, langsommelig)
Maria Gerhardt: Transfervindue (2017) (barsk og god, livsglad)
Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) (helt fantastisk)
Albertine Sarrazin: Astragal

Maj
Ida Jessen: En ny tid
Jon Fosse: Andvake, Olavs drømme og Kveldsværd (trilogi) (helt, helt vidunderlig)
Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling (så kedelig, måske pga sproget)
H.C. Branner: Iris

Juni
Samantha Schweblin: Redningsafstand
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane (en god historie)

Juli
Chigozie Obioma: Vi var fiskere
Chris Kraus: I love dick (virkelig kedsommelig, jeg var ved at dø. Meget akademisk)
Thomas Espedal: Året (2016) (helt vild skøn)

August

Linn Ullmann: De urolige (Elsker Linn Ullmann, alt)
Caroline Albertine Minor: Velsignelser (2017) (gode noveller, overraskende)
(gik i stå med Gå af Tomas Espedal, Stille dage i Kliché af Henry Miller, Dag Solsted Værdighed og generthed og Anais Nin: Henry og June)

September
Kamilla Hega Holst: Rud (som en krimi, hurtig læst, foruroligende og stærkt sprog.)

Oktober
Linn Ullmann: Før du sover (1998)
Per Petterson: Ud og stjæle heste (helt vidunderlig bog)

November
Linn Ullmann: Et velsignet barn (virkelig god)
Linn Ullmann: Nåde
Zadie Smith: Swing Time (skuffende)
Tine Høeg: Nye rejsende (god)
Linda Broström Knausgaard: Velkommen til Amerika (jeg har glemt alt om den)

2018:

Januar
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) (fantastisk bog, smukt sprog, helt vidunderlig)
Lone Aburas: Det er et jeg der taler (god, skarp)
Mary Shelley: Frankenstein (1818) (lidt kedelig)
Han Kang: Vegetaren (skør bog)
Elisabeth Strout: Olive Kitteridge

Februar
Linn Ullmann: Det dyrebare (2011)
Leonora Christina Skov: Den, der liver stille (2018)
Linn Ullmann: Når jeg er hos deg (2001) (på norsk)
Aina Villanger: Baugeids bog (2017) (på norsk) (sjov, interessant og dejligt at læse norsk)
Tarjei Vesaas: Fuglene (en af de bedste, så poetisk)
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Marts
Lone Aburas: Politisk roman (2013)
Steen Steensen Blicher: Hosekræmmeren
Maja Lee Langvad: Hun er vred – om transnational adoption (vildt interessant)
John Steinbeck: Of Mice and Men
Lars Saabye Christensen: Halvbroderen (2001)
Ida Jessen og Hanne Bartholin: Bibelhistorier (2018) (smuk bog)
Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse
Jan Lindhardt: Mellem Djævel og Gud
Caspar Eric: 7/11
Christina Hagen: White girl (er vild med Hagen, så upassende)
Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst (skøn bog)
Første Mosebog

April
Joan Didion: Et år med magisk tænkning (2005)
Carl-Henning Wijk: Dræsinen (vildt underlig og lang bog)
Helle Helle: De (2018)
Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
Art Spiegelman: Maus (goddammit den var kedelig)

Maj
Ida Jessen: Et nyt liv (igen ja)
Ida Jessen: Doktor Baggers Anagrammer
Joan Didion: Blå timer
Yasunari Kawabata: De tusind traner (1966) (anderledes og virkelig interessant bog, dejligt sprog)
Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn (lidt tung, men ikke så underligt)
Ida Jessen: Ramt af ingenting (2012) (Vidunderlige Jessen)
Maria Gerhardt: Amagermesteren
Admin Tomine: Killing and dying (virkelig god GN)

Juni
Junot Diaz: Oscar Wao
Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde
Alison Bechdel: Bedemandens datter
Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si
Rupi Kaur: Mælk og honning
Vigdis Hjort: Arv og miljø (god)

Juli
Tarjei Vesaas: Broerne
Maren Uthaug: Hvor der er fugle (man fræser igennem den, god bog)
Anne-Caroline Pandolfo: Løvinden – et portræt af Karen Blixen
Henrik Wivel: Stockholm
Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden (Kim Leine er fantastisk)
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren 1 (faldt i søvn hele tiden, selv om det startede så godt)
Kim Leine: Rød mand/Sort mand
Pia Juul: Forbi (2018)

August
Tarjei Vesaas: Signalet
Julian Barnes: Når noget slutter (rigtig god)
Caspar Eric: Alt hvad du ejer (ja)

September
Steffen Kvernland: Much (God GN)
Delphine de Vigan: Dage med sult
Rupi Kaur: The sun and her flowers
Martin A. Hansen: Paradisæblerne
Delphine de Vigan: De loyale (2018)
Vanna Vince: Frida, The story of her life
Dorthe Nors: Spejl, skulder blink (Dorte Nors er virkelig sjov)
Per Petterson: Det er okay med mig
Barbara Stok: Vincent
Alison Bechdel: Are you my mother?

Oktober
Jon Fosse: Morgen og aften (Jon Fosse er noget helt særligt. Jeg er vild med hans måde at fortælle på)
F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby (virkelig god)
Hanne Østavik: Den tid det tager
Tom Kristensen: Hærværk (hold op der er smæk på, det går dog lidt i ring til sidst, men vildt moderne sprog)
Kasper Dalgaard: Jesus

November
Mathilde Walther Clark: Lone Star
Cameron Bloom: Penguin Bloom
Delphine de Vigan: No og mig

December
Jenny Jordahl og Martha Breen: Kvinder i kamp (god og informativ GN)
Marjane Satrepi: Kylling med blommer (skønne tegninger)
Marcel Schwob: Monelles bog (kontroversiel bog på en måde, spændende og mættet)
Kim Leine: Kalak (åh Kim)
Anna Degnholm: Grus
Kjell Askildsen: Venskabets pris
Birgitte Högh: Michael Kvium, den nådesløse (jeg er stadig ikke færdig med den)
Joan Didion: Intet gælder

2019:

Januar
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen
Pénélope Bagier: Rebelske kvinder der ændrede verden, skamløs
Guadelupe Nettel: Kroppen jeg blev født i. (2018) (fine erindringer)
Alberte Winding: Kastevind (2018) (fin og let som Alberte)
Emma Bess: Mødre, døtre, søstre (2018) (gode noveller)
Tina Månsson: Hestehullerne (2019)
Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor (2018)

Februar
Jón Kalman Stéfansson: Sommerlys og så kommer natten
Janus Kodal og Anna Jacobina Jacobsen: Stien (2018)
Christina Hagen: Korrekthedsbibelen (2019) (virkelig sjov, men også til eftertanke)
Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSHWN, Dødsknaldet i Amazonas (den vildeste bog i år indtil videre)
Jón Kalman Stéfansson: Himmerige og helvede (del 1) (ja, det er godt, smukt sprog, barsk og gode skildringer)
Aina Villanger: Nattnød (på norsk)
Hanne Højgaard Viemose: Mado

Marts
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker del 1
Sara Lundberg: Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil.  (Helt utrolig smuk bog. Jeg både græd og nød den)
Hanne Højgaard Viemose: Hannah
Primo Levi: Hvis dette er et menneske (en bog man skal læse)
Jonas Eika: Efter solen (vildt gode noveller, virkelig en fornyelse)
Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år (som lydbog) (rigtig god, særligt at lytte til)

April
Jón Kalman Stéfanson: Englenes sorg (del 2)
Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand
Glyn Dillon: The Nao of Brown
Carl Frode Tiller: Begyndelser (skøn bog, jeg var så fanget af den)
Judith Hermann: Sommerhus, senere
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker (del 2)
Kirsten Hamman: Ofte stillede spørgsmål (sjov og uden filter, skarp og godt skrevet)
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Maj
Hanne Højgaard Viemose: Helhedsplanen
Maja Lucas: Mor (rå og god)

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds