Farvel til fødegården

Min mor er ved at pakke sammen, rydde ud i viskestykkerne og give møbler væk. Klaveret er blevet hentet af naboens voksne datter. Bøgerne er for længst sorteret. Som gammel skolebibliotekar ved min mor noget om at trimme en bogsamling.

Hun skal flytte fra Vestergaard, hvor hun har boet i 50 år. Adressen er Astrupvej 900. Det lyder, som om det er virkelig langt ude på landet, men bussen til Hjørring går lige uden for døren. Det tager kun 15 minutter at komme ind til Metropol, som er det storladne navn på det lokale shoppingcenter. Det huser for øvrigt et af Danmarks bedste og mest inspirerende folkebiblioteker.

Min mor siger farvel til det hjem, hvor hun sammen med min far fik en søn og to døtre. Afstanden mellem den ældste og den yngste er 13 år. Det betød, at de havde hjemmeboende børn i hele 32 år. Husets indvendige look har ændret sig meget undervejs. Men det har hele tiden været mit og mine søskendes barndomshjem. Basen, udgangspunktet, den samme gårdsplads, de samme klinker i gangen, det samme lyseblå badeværelse. I slutningen af 1990erne nåede jeg bo otte forskellige steder i København. Der var det ekstra rart at have en fast adresse på Astrupvej 900.

img_1959-1

Et billede af den gamle kostald, hvor der ikke har været kreaturer i over 50 år. Men min far havde sit eget bilværksted i stalden. Her reparerede han veteran-Saab’er i hundredevis af timer.

Fra øst til vest og fra gård til hus
Min far voksede op på gården. Da han blev gift med min mor i 1968, flyttede hun fra den ene side af landsbyen Astrup til den anden. Fra Østergaard til Vestergaard. Hun var 21. De var to frem til 2011. Så blev min far syg og døde, og folk begyndte at spørge min mor, om hun ikke var bange for at være alene. Om hun ikke skulle over til sine tre børn, der alle boede i København. Niks, nej, overhovedet ikke. ”Det er jo her, jeg har mit liv!” sagde hun. Med eftertryk. Livet er venner, søskende, svigerinder, naboer, gamle kolleger og nye bekendtskaber. København er kun en tre timer lang rejse væk med fly. Lidt mere med DSB. Men det er så dejligt at sidde og læse i toget, siger min mor. Altid konstruktiv og pragmatisk.

Nu skal min mor flytte i et mindre hus, hvor der ikke er så meget have at se til. Hun har masser af energi, men det tager tid at luge en gårdsplads og slå adskillige græsplæner. Det fornuftige er at flytte, mens der er overskud. Logikkens stemme er klar.

Vi går vist alle rundt og frygter melankolien. Men behøver den at komme frem? Hvornår? Når flyttebilen kommer på fredag? Når hun slår plænen sidste gang?

I denne mærkelige periode prøver jeg at vænne mig til tanken om, at jeg ikke længere skal hjem til Astrupvej 900. Jeg er stødt på nogle bøger, der hjælper mig på vej og som fungerer som en slags mental træningsbane.

img_1978-1

Udsigten fra den sydlige ende af stuehuset. Herfra kan man holde skarpt øje med trafikken. Hvem kommer nu? Jamen, er det ikke Birgit? Nej, vent – det er vist Jytte!!

De efterlod os alt
Her er en rørende roman, der handler om at rydde op i ens barndomshjem. Hovedpersonen er ud over datteren Plum et hus i Canada med 23 værelser. Gennem et helt liv og et langt ægteskab er det blevet fyldt med ting, ting og flere ting.

Plum bruger 16 følelsesladede måneder på at sortere og smide ud. Imens oprulles familiens historie, og nuancerne i hendes forældres svære ægteskab toner frem. Budskabet er, at ting ikke bare er ting. De bærer på historier, som vi kan give videre, hvis vi ellers tager os tid til at dvæle ved den. Så er der bøvlet med de klamme, gamle krydderiglas og andet i den dur, men det skal man ikke slå sig ud af.

Romanen ender på en lys tone efter mange siders sorg, savn og fortrydelse. Den er skrevet i en flydende stil og med befriende humor  – between a smile and a tear.

de efterlod os alt

Ikke noget med brug-og-smid-væk i denne roman. Alt bliver gemt. 

Udvandrerne
Den klassiske romanserie handler om trængte småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen. Temaerne er udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs. De er syge, deres børn dør, de sulter og de oplever modgang i rigelige mængder.

Især den unge kvinde og mor Kristina har svært ved at kapere tanken om, at hun aldrig skal se sit barndomshjem igen og sidde under det gode, gamle æbletræ: “Og det var dette, Kristina savnede: Evnen til at affinde sig med det uigenkaldelige. Hun var udvandret for livstid, men hun følte det , som om hun endnu var på en færd, der en dag skulle føre hende hjem igen”. (Bind 4, s. 294). Det hjælper, da hendes mand Karl Oskar finder på at plante et Astrakantræ, sådan at hun kan plukke og smage de æbler, der minder hende om hjemmet i Småland. Han foreslår også, at de kalder deres nye hjem i USA for Duvemåla – sådan som hjemme i Sverige.

Kristina slutter til sidst fred med hjemveen. Hun skaber sit eget hjem, der minder om hendes barndomshjem, selv om det ligger tusindvis af kilometer væk. Det gamle hjem og det nye hjem forenes i æbletræet, i navnet og i Kristinas hjerte. Forfatteren Vilhelm Moberg skrev verdenslitteratur lang tid før fra Skype, billige flybilletter og svipture til Europa var en del af almindelige menneskers liv. Alvoren er til at tage og føle på.

To ud af fire slidte paperbacks, som jeg ikke regner med at skulle skille mig af med nogensinde. De er alt for vigtige. Også selv om de er ved at gå i stykker. 

Hus og hjem
Der er langt væk fra udvandrerne i USA til parcelhuskvartererne i Helle Helles navnløse, danske provinsby i hendes perle af en roman fra 1999. Hovedpersonen Anne er omkring de 30, da hun vender tilbage til sin hjemby. Hendes forældre døde, da hun var ung. Derefter flyttede hun til København. Forældrene var ikke specielt knyttede til byen, men Anne havde venner og et helt liv der. Byen betød noget for hende.

Nu har hun købt hus med sin kæreste, og det er meningen, at hun skal male og pakke ud i nogle måneder, inden han støder til. Men hun kan ikke tage sig sammen til at få gjort noget ved sagen. Overspringshandling følger overspringshandling. Flyttekasserne bliver ved med at stå uudpakkede. Anne bemærker, at de også er så praktiske at lægge blade og sætte ting på.

Hun læser en roman, laver mad, genoptager kontakten med sine gamle veninder og lærer de nye naboer at kende. Det dækker blandt andet over, at hun drikker rødvin og lægger puslespil med den jævnaldrende, sympatiske single-præst inde ved siden af og bager brød til pensionistparret til den anden side. Rødvin og puslespil….Man mærker en underspillet atmosfære af noget, der næsten ikke kan kaldes erotik. Men det snerper derhenad.

Hjemligheden vil ikke rigtig indfinde sig. Anne er i en rastløs transition. Huset er ikke blevet til et hjem. Der sker ingenting og alting i romanen. Det er fascinerende Helle Helle-classic.

Da jeg først begyndte at hæfte mig ved flyttekasserne, var de over det hele. Anne skubber dem væk, placerer dem op ad en væk og lukker døren ind til dem. De repræsenterer noget forpligtende og pligtbetonet. Hun kan ikke få taget hul på livet inden for husets fire vægge. Det hjælper, da kæresten dukker op. Men mon det er nok? Kan han gøre huset til et hjem? Det får vi ikke svaret på. Men det er en genial romantitel. Jeg frygter også, at den er blevet gennemanalyseret og tæsket til døde i et utal af gymnasieklasser. 

Hvad gør et hus til et hjem? Uden at Helle Helles romanperson Anne på noget tidspunkt stiller det spørgsmål, stikker det hovedet frem mellem alle bogens linjer

Boginfo
De efterlod os alt af Plum Johnson, 317 sider, Gad, 2018.
Udvandrerne af Vilhelm Moberg, 4 bind, Det Schønbergske Forlag, 1954.
Hus og hjem af Helle Helle, 211 sider, Samlerens Paperbacks, nu Rosinante & Co, 1999.

Mere inspiration
Min barndoms og ungdoms læsning er tæt knyttet til mit hjem – fra hængekøjen i haven foran garagen til væg-til-væg-tæppet i spisestuen. Her kan du læse om læsningens steder i et blogindlæg fra 2017

Skriv uden smerte

Det friske semester betyder nye fag og nye skriveopgaver for studerende på både korte, mellemlange og videregående uddannelser. For ikke at tale om alle de granvoksne kursister på efteruddannelse. Jeg er selv en af de sidstnævnte.

I dette efterår skriver jeg mit afgangsprojekt ved Københavns Professionshøjskole. Eksaminator og censor er ude efter 25 knivskarpe, teoretisk velfunderede og empirirelaterede sider. Såmænd. I januar 2019 skulle jeg gerne være den lykkelige indehaver af et bevis, hvoraf det fremgår, at jeg har taget en diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning.

I dette blogindlæg anmelder jeg en nyttig og velskrevet fagbog, der med garanti kommer til at hjælpe mig igennem skriveprocessen. Hvis du kender en studerende med tendens til panisk skriveblokering eller selv skal ud i en brydekamp med en større, akademisk skriftlig opgave, så læs roligt videre.

Selvbedrag, angst og akademiske opgaver
Der findes mange former for selvbedrag og strategier til selvberoligelse, når man er studerende.

Jeg husker især et udsagn fra en tilsyneladende selvsikker medstuderende. Han var ligesom jeg på nippet til at tage hul på specialet på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet tilbage i starten af 00erne. Han sagde: ”Nu har jeg lavet hele min disposition. Så skal jeg bare skrive specialet.”

Som om.

Som om skrivning ikke er en proces, hvor næsten alt kan ændre sig undervejs.

Som om man kan have tænkt sig til alle konklusionerne på forhånd.

Som om der findes en proces, hvori ordene ”bare” og ”skrive” optræder lige ved siden af hinanden.

Jeg vidste instinktivt, at der var noget fundamentalt forkert ved det udsagn. På den anden side vidste jeg også, at skrivning handler om at afdramatisere en proces og gøre den konkret. Det er der forskellige veje til.

Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen anviser nogle af de sikreste og mindst smertefulde veje til den gode skriveproces i fagbogen Skriv opgaver på pædagoguddannelsen.

Disclaimer: Marianne og jeg var på samme årgang på vores studie. Men hun var ikke typen, der kom med skråsikre udsagn. Næh, hun havde det mere på den her måde: ”Dengang vi startede med at studere på Københavns Universitet, var vi hundeangste! Vi fik undervisning en masse spændende emner og teorier, men vi fik ikke nogen hjælp til at skrive opgaver, og vi havde svært ved at disponere over alt den tid, som var afsat til selvstudier.” (fra bogens indledning, side 11.)

Jeg var også hundeangst. Faktisk i flere år. Ikke hele tiden, men altid omkring eksamenstid. Henad vejen lærte jeg dog, at verden ikke går under, selv om man ikke skriver en perfekt opgave. Der kom endda en periode sidst på studiet, hvor jeg næsten nød at skrive opgaver og grave mig dybt ned i stoffet. Det var også før fremdriftsreformen. Ligesom mange i min omgangskreds brugte jeg 12-14 måneder på at skrive mit speciale. Med lån og det hele.

Hvis jeg havde haft Marianne og Jakobs bog mellem hænderne dengang, så kunne jeg nok have klaret det lidt mere effektivt.

Men hvor heldigt: Nu har jeg bogen OG en mulighed for at bruge den i praksis!

Begynd med noget lort
Selv om bogens primære målgruppe er pædagogstuderende, er der et væld af læse- og skrivetips, som alle studerende kan få glæde af. Bogens sidste del handler om pædagoguddannelsens opgavegenrer. De afsnit kommer jeg ikke ind på, men der er guld at hente der, hvis man er interesseret i de genremæssige kendetegn ved portfolio, korte opgaver og bachelorprojektet.

Den første del af bogen handler om grundlæggende studieteknik. Her er et væsentligt budskab, at skrivning skal foregå hele tiden. Ikke bare når man skal kondensere viden og præsentere den på selvstændig vis i en opgave. Skrivning fastholder tekstens pointer, og læsningen kvalificerer skrivningen.

Jeg havde selv ganske få og fattige læsestrategier, da jeg var studerende. Enten skimmede jeg ekstremt hurtigt eller så læste jeg alting grundigt og dermed langsomt. Der var intet mellemregister. Jeg forstod ikke, at indkredsning af læsningens konkrete formål og selektiv læsning kunne have lettet min vej gennem de tunge kompendier.

Man skal kunne skifte gear. Det samme gælder for øvrigt for skrivning, som forfatterne netop er inde på. Nogle gange er hurtigskrivning den bedste metode. Andre gange skal man zoome ind på redigering – både på afsnitsniveau og helt nede i de enkelte sætninger.

Den anden del af bogen sætter fokus på processen fra idé til færdig opgave. Jeg glemmer det selv tit, men problemformuleringer kan ændre sig undervejs i skrivningen. Det er ikke farligt at ændre problemformuleringen. Det er faktisk decideret nødvendigt en gang imellem, fordi skrivning også er erkendelse. Under alle omstændigheder handler det om at komme i gang!

Marianne og Jakob fremhæver Ernest Hemingways gyldne citat: ”Det første udkast er altid noget lort.” (side 37). Hvis det er en naturlov, så er der ingen grund til at vente på, at inspirationen eller det forkromede overblik indfinder sig. Det er ikke en kunstart at skrive opgaver. Det er et håndværk.

Man kan begynde med at etablere gode skriverutiner i det daglige. Det kan være at skrive uforstyrret 30 minutter hver dag, hvor man bortviser den indre, kritiske dansklærer. Du ved, hende der altid fokuserer på, at din stavning ikke er i top og at dit stof fremstår rodet. Eller at du har banale og trivielle observationer, som ingen gider at læse om. En god skriverutine kan også være at have et fast sted, hvor skrivningen foregår – langt væk fra køleskabet og andre fristelser. Forfatterne foreslår for eksempel biblioteket som et godt skrivested. Her er man alene, men omgivet af andre mennesker, der også er koncentrerede.

Skrivning er mange ting. Bogen ses her på en bund af Kristeligt Dagblad 8.9.2018. Den dato er guldrandet i biblioteks- og litteraturcirkler, for det er FNs internationale literacy-dag.

Nu vil jeg skrive noget om akademisk sprog og metakommunikation
Bogen afmonterer alle forestillinger om, at akademisk sprog skal være højpandet og langhåret. For øvrigt også en grim kombination. Det handler om at være saglig, klar, undersøgende, transparent og bygge sin tekst på viden og teorier.

Jeg har tit diskuteret med medstuderende, om man kan skrive ”jeg” i en opgave. Ja, er mit klare svar igen og igen. Det gør ikke opgaven mindre god eller mindre akademisk.

Akademisk sprog indebærer også, at man skriver til andre fagfolk. Ikke til moster Birte eller ens gamle biologilærer. Altså med mindre man studerer biologi.

Metakommunikation er ren og skær service over for læseren. Man holder sin læser i hånden og forklarer, hvad der kommer til at ske på de kommende sider. Det smarte er, at man samtidig får demonstreret, at man er hjemme i sin egen tekst og er bevidst om dens indre sammenhæng. Metakommunikation demonstrerer overskud og sender et vigtigt signal om, at man gebærder sig inden for en akademisk genre.

Der finder også metakommunikation sted i andre, kortere genrer, for eksempel i min indledning til dette blogindlæg. Men lige præcis i skriftlige opgaver på et studie er det ekstra godt at bruge vendinger som: ””Jeg vil her præsentere…”, ”I dette afsnit har vi redegjort for dilemmaer…” og ”Jeg vil nu undersøge vidensgrundlaget for.” (Side 106).

Jeg måtte smile ved læsningen af denne passage: ”Akademiske opgaver arbejder ikke med overraskelsesmomenter, antydninger og spændingskurver som en kriminalroman. Akademiske tekster er i den forstand kedelige tekster, der åbent lægger deres overvejelser til skue for læseren – blandt andet ved hjælp af metakommunikation.” (Side 104).

Bogen rummer flere eksempler på befriende humor og er i det hele taget uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. De vigtigste pointer står ude i margenen på alle sider, og de er desuden samlet i slutningen af hvert kapitel. God service. Der er også praktiske tips til litteratursøgning, fornuftig brug af ens vejleder og skrivearbejdet i grupper.

Bogen slutter af med et forbilledligt klart minileksikon over opgaverelevante begreber og en fyldig litteraturliste.

Skrivning begynder, før man tror. Belært af bogens gode råd har jeg lige skrevet den første mail til Iben, der er vejleder på mit afgangsprojekt. Jeg kaldte den ”løse tanker og bud på emner”. Nu skal jeg bare skrive opgaven!

Og skrive nogle afsnit om. Og lade andre læse den. Og redigere den. Og læse lidt mere. Og redigere en sidste gang.

Boginfo
Skriv opgaver på pædagoguddannelse af Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen, 221 sider, Samfundslitteratur, 2018.

Mere inspiration

Der er faglitteratur på menuen i disse tidligere blogindlæg:

Glæden ved et nyt semester, 2017

Faglitteratur med fråderen på, 2017

Bøger til dit arbejdsliv, 2017

Til sidst en blog, som du bør holde øje med. Her bliver alle typer af faglitteratur anmeldt, og for en gangs skyld bliver den gode læseoplevelse ikke blot koblet med skønlitteratur.

Det er Lene Graugaard-Jensen, der står bag bloggen. Hun arbejder til daglig som læringskonsulent ved Randers Bibliotek.

Hvis du har lyst til at gæsteanmelde en fagbog på Faghylden.dk, så klik forbi bloggen og giv Lene et praj.

Faghylden

Portræt af en præst, der læser

Mit allerførste portræt af en læser her på bloggen var af min niece Erica, der efterhånden er blevet ni år. Nu er tiden kommet til hendes far, der er min storebror Anders. Selv om han er præst, læser han meget andet end Bibelen. Anders Vestergaard er præst i Birkerød. For omkring ti år siden slog han sine folder i den engelske havneby Hull, hvor han var sømandspræst og brugte mange timer på at køre rundt på de enorme havneområder og besøge containerskibe og coastere med danske besætningsmedlemmer. De skulle have danske papiraviser og en god snak.

Anders er årgang 1970 og dermed seks år ældre end mig. Da jeg var teenager, var han en ung voksen. Jeg havde ikke et stort behov for at differentiere mig fra ham. Når han læste Album af Benn Q. Holm, så gjorde jeg det også. Da han senere valgte København som studieby, fulgte jeg trop. Når han gik på BobiBar og drak Hof, blev dette legendariske, brune etablissement selvfølgelig også en del af min natterute i et par år eller ti.

Anders er i dag far til tre døtre og har en travl hverdag. Han døber, begraver, vier og holder prædikener i et væk. Der er sandwich og salmer i sognegården.  Juletræstænding, møder i menighedsrådet og sjælesorg. Det efterlader ikke meget tid til læsning, men alligevel holder Anders læsegryden i gang og kommer jævnligt med et godt tip til mig. Og nu også til dig.

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Anders
: Mine første minder går tilbage til 1. og 2. klasse, hvor jeg var en af dem, der blev taget ud af klassen og kom ind i det lille lokale ved siden af lærerværelset, hvor vi var en 3-4 stykker, der skulle have ekstra hjælp til at lære bogstaverne, sætte dem sammen og afkode dem som ord. Jeg husker det som en stor lettelse, den dag jeg ikke blev taget ud af klassen og ikke længere var en af dem, der skulle have særlig hjælp. Glæden blev ikke mindre af, at der stadig var andre, der blev taget ud.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit hjem?
Anders: Jeg husker først og fremmest, at min far og mor var optaget af at læse avisen. Den kom først om eftermiddagen, når alle var hjemme. Så kæmpede de lidt om sektionerne. Vi var også på biblioteket jævnligt.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Anders:
Da jeg var 9 – sikkert 10 år – læste jeg Huckleberry Finn, som jeg havde fået som medlem af Gyldendals Børnebogsklub. Det var en meget stor bog for mig. Og det var en stor sejr at læse den fra ende til anden

Anders som meget ung og lidt ældre skoledreng. Vesten på det lille foto giver ham et ukarakteristisk artigt look.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Anders:
Jeg læste Tom Kristensens Hærværk som14-15årig, lige efter jeg var blevet færdig med Kim-bøgerne, Jan-bøgerne og Alistair Macleans bøger om spioner i efterkrigstiden

Ole Jastraus forfald og vrede i Hærværk, der vendte både ind og ud, gjorde stort indtryk på mig. Og billeder af rester af spejlæg ned ad Jastrasus jakke og revers står tydeligt for mit indre blik.

Lisbet: Hvad betyder bøger og læsning i dit job som præst?
Anders:
Der er ingen kristendom uden skrifter, så derfor betyder bøger alt. Den del af spørgsmålet er ikke så vanskeligt. Hvad læsning så betyder i jobbet som præst kan nok variere en del, og der kan sikkert også kommet meget godt arbejde ud af det, uden at man har gjort sig særligt bevidst om sammenhængen.

For min del gælder det nok meget overordnet om at gøre begreber levende i billeder, eller snarere at føre tilhørere/begravelsesfølge/kirkegængere og konfirmander bag om teologiske begreber og gøre dem almene, basale og vedkommende i billeder. Grundlaget, begreberne – ikke mindst teologiske – i sig selv kan snart sande til, blive abstrakte, fjerne og ligefrem livløse. Skal jeg kunne skrive levende, vække billeder, eftertanke og forestillinger hos dem, jeg taler til, så må jeg læse mig til det. For jeg tror ikke, at der kommer så meget inde fra hverken hjerne eller hjerte af sig selv, men at der kan komme en del gennem mig og inspirere i sådan en levende vekselvirkning mellem læsning og skrivning og mellem begreber og billeder. Og her er alle fire nødvendige.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Anders:
Jeg har fået en blød og dyb stol på mit værksted, kontoret, som indbyder til læsning og fordybelse på en helt anden måde end at sidde på kontorstol ved kontorbord med opslået laptop til evig adspredelse og overspring.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Anders:
Jeg har været glad for Richard Ford og over årtier at følge hans alter ego Frank Bascombe. Havde jeg været i begyndelsen af 20erne nu, ville jeg have sagt Michel Houllebecq. Sex, samfund og selvoptagethed pakket ind i en vis intellektualisme.

Dengang var jeg til gengæld meget optaget af Jose Saramagos En historie om blindhed om civilisationens tynde fernis. Jeg læste flere af hans bøger, men ikke med helt den samme læseoplevelse.

Nu kan det ske, f.eks. når jeg læser Paulus, Jobs eller Salmernes Bog, at der bliver talt til mig med en vægt af noget eviggyldigt og en alvor, der ophæver afstanden i tid og rum mellem os.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Anders:
Bortset fra at der står en tremmeseng, der hvor natbordet skulle stå, så nærmer jeg mig slutningen af Péter Nádas Parallelle Historier, bind 1.

Jeg regner med, at det kommer til at tage noget tid at tygge mig gennem alle tre bind. Men det skulle også have taget noget tid at skrive dem…

Så læser jeg der udover som arbejdsmiljørepræsentant Stop Stress af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Og endeligt Johannes Værges Rygter om Gud.

Lisbet: Hvad skal man gøre, hvis man som voksen er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Anders:
Da jeg kom ud af læsevanen, købte jeg et timeglas på 20 minutter, vendte det på hovedet og satte mig for, at det må være muligt at afsætte 20 minutter hver dag til faglitteratur uden at lade sig afbryde af telefonen, indkomne mails og andre overspringshandlinger. Det hjalp.

Anders sælger varen godt. Jeg må læse denne trilogi, for ellers går jeg virkelig glip af noget.

Flere portrætter
Anders er nummer seks i rækken af læserportrætter.
Her kan du finde de første fem i serien: 

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90

Livet er ikke andet end en overgang

August er måneden, hvor mange vender tilbage til jobbet efter en lang sommerferie. Mange har fået arbejdet på afstand og ser nu på det med friske øjne. For andre er august måneden, hvor livet som senior officielt begynder. Sommerferien er slut. Verden går i gang igen, men uden at man selv skal tilbage på en arbejdsplads.

Jeg griber fat i denne vinkel i dette indlæg, hvor du både kan læse om en ny interviewbog om indgangen til seniorlivet og få skønlitterær inspiration fra Island og New York.

Måske er du tilbage på kontoret. Måske har du endegyldigt sagt farvel til det traditionelle arbejdsliv og skal nu hellige dig 100 andre selvformulerede opgaver. Om vi er unge, voksne eller ældre kan vi have brug for at blive inspireret af andres historier om vigtige overgange i livet.

Meget godt i vente
Ældre, pensionister, gamle, gråt guld: Der er mange betegnelser for den generation, som befinder sig i den tredje alder. Ingen af de 12 personer i den lille, koncentrerede interviewbog Meget godt i vente identificerer sig med en tilværelse præget af slumretæpper og endeløs krydsogtværsløsning. Det skal siges, at ingen af dem er nedslidte efter et langt, fysisk krævende arbejdsliv, men har mange kræfter i behold, som de bruger på f.eks. bestyrelsesarbejde, undervisning og skabelse af teaterforestillinger.

Mange af interviewpersonerne siger, at de finder inspiration til deres seniorliv hos deres egne forældre, som i nogle tilfælde var aktive langt op i 90erne. Det er netop formålet med bogen: At give en bred skare af læsere inspiration til, hvordan mødet med den tredje alder kan forme sig og hvordan man selv kan forme det.

”Hvorfor tænke på det, når man er i 30erne, 40erne og 50erne?” kunne man spørge. Svaret er, at fortællingerne om afskeden med det traditionelle, regulerede arbejdsliv og alle refleksionerne i den anledning er værdifulde, når man står midt i arbejdslivet og trænger til en tænkepause. Hvad er egentlig det vigtigste i ens daglige virke? Hvad vil man gerne nå og hvad er værd at prøve, mens man er en del af arbejdsstyrken? Er der noget, der skal testes nu og ikke om 10 år?

Det var i hvert fald med de briller på, jeg læste bogen. Selv om de enkelte interviews kun er på 7-8 korte sider, så fik jeg klare billeder af de personer, der har været så modige at dele ud af deres erfaringer og tanker. Nogle af dem har stadig deres ægtefæller. Nogle er alene. Nogle har børn. Fælles for dem alle er, at de har gjort sig mange tanker om, hvad det betyder at blive ældre og indtage nye roller i livet.

Et par citater brændte sig fast. Keld på 69 siger: ”Officielt kaldes min nye livsfase for ”seniorlivet” eller ”pensionisttilværelsen”, men jeg foretrækker i det daglige at kalde den for ”selvtilrettelæggende”. Det lyder knap så støvet (…)”  (s. 33).

Ordet ”selvtilrettelæggende” har en ganske anden klang end ”pensionist”, og samtidig betegner det en af den store udfordringer, når ens uge ikke længere er defineret af 37 timer: Hvordan håndtere friheden og udnytte alle dens muligheder? Hvordan finde balancen mellem det planlagte og det spontane, når du man er herre i eget hus? For nogle af personerne har det været en løsning at lave en gradvis nedtrapning og arbejde på deltid, færre og færre timer hen over en årrække. Det er ikke oplagt for alle, endsige en mulighed. Men her kunne ligge en løsning, når det gælder samfundets ambition om, at vi alle sammen bliver længere på arbejdsmarkedet. Fra 37 til 30 til 25 til måske 15 timer ugentligt? Og så takke af en i alder af 85?

Gerd på 69 siger: ”Det vigtigste råd, man kan give, er, at der er mange veje ind i pensionistlivet. At man lytter til sig selv og ved, at der er en vej ud, hvis man er stoppet for tidligt. At man ikke bare siger, at nu har jeg fri. Fri til hvad? Andre siger, at de har travlt som aldrig før. Ingen af de yderpunkter har jeg ønsket mig. Man skal gerne kunne rumme, at det ma forlod, har været godt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er nuancer i det. ” (S. 28).

Gyldne efterårsfarver markerer overgangen til seniorlivet. Det er ikke vinter endnu i livets store fortælling.

En lille bog med store temaer
Forfatterne Bodil Høgh og Christina Fich Jensen skal have ros for den letflydende og sprogligt klare udgivelse, som med 12 almindelige danskeres livshistorier fortalt i et afdæmpet toneleje har givet mig anledning til at spekulere 30-40 år ud i tiden. Jeg siger tit, at jeg vel bare skal arbejde, til jeg bliver 80 og at der ikke findes folkepension og andre velfærdsgoder af den karakter, når jeg bliver gammel. Der er nok andre scenarier – og hvad nu hvis jeg ikke kan arbejde så lang tid?

Lige her trænger samfundsvinklen på: Hvordan sikrer vi, at store generationer bliver ældre på den måde, der passer bedst til dem OG til samfundet? For nogle vil det være afgørende, at de stadig kan bidrage  – også med skattekroner, viden og erfaringer, der giver konkret værdi for andre. For andre vil det føles som et pres at skulle blive ved med at være en del af fortællingen om, at man helst skal være superaktiv som senior og bestige Kilimanjaro/vandre i de norske fjelde/være samme med børnebørn flere gange om ugen/være frivillig i en forening.

Jeg kan ikke slutte denne bogomtale uden at runde min mormor. Som så mange gange før har hendes historie noget at give mig. Tre uger før jeg blev født den 27. april 1976, døde min morfar pludseligt. Min mormors liv forandrede sig chokerende hurtigt. I august skulle min mor på arbejde igen. Min mormor genoptog arbejdslivet og passede mig hver dag. Det var lønnet arbejde og ikke bare en familietjeneste.

Midt i sorgen var der en stribe håndgribelige opgaver, der skulle løses. Jeg er ikke sikker på, at handy engangsbleer var inde i billedet. Seks timer hver dag skulle mormor sørge for, at mine basale behov blev dækket. Den alt for pludselige overgang mellem ægteskab og enkestand blev akkompagneret eller distraheret af spædbarnspleje.

Hvad vil jeg sige med det? Jeg tror, det er noget i retning af, at det er muligt at tjekke ind og ud af arbejdslivet, selv om man officielt er blevet folkepensionist, og at vi ikke skal være bange for at invitere seniorer ind i arbejdsfællesskaber i bred forstand.

Havblik og en kvinde med mange talenter
Når du nu alligevel er i gang med at tænke over overgangen fra arbejds- til seniorliv, så kan du roligt læse den islandske roman Havblik af Kristín Marja Baldursdottír.

Hovedpersonen er den midaldrende Flora. Hun bliver fyret fra sit regnskabsjob i Reykjavik efter mange års tro tjeneste. Skuffet og tæt på bitter drager hun til en fiskerbygd i Vestfjordene. Her skal hun male et gammelt hus og skovle sne. Hen ad vejen bliver Flora en del af det lille samfund og knytter sig til flere af de yngre kvinder, der arbejder på fiskefabrikken. Det viser sig, at Flora har skjulte talenter som koncertarrangør og ad kringlede veje ender romanen med, at Flora får tilbudt et nyt job og dermed æresoprejsning. En kærlighedshistorie sniger sig også ind.

Baldursdottír er en mesterlig forfatter, og jeg nød hver eneste side af Havblik. Især fordi den dybe, tunge og meget karakteristiske islandske stemning af håbløshed stille og roligt forvandler sig til magi, kunst og forår på de 335 sider. Men også fordi fortællingen viser, at de mest mærkelige og kringlede veje ud i noget, man tror er en periferi, viser sig at fyldt med mening og formål. Men det ser man først bagefter.

img_2149

Islandsk romanforside på en bund af svensk, slidt lænestol.

Vinternoter og hvor mange morgener er der tilbage?
Paul Auster sidder ikke i en islandsk fiskerbygd. Han er i New York, og New York er i ham. Også i den selvbiografiske Vinternoter, hvor Auster er 64 år. Han står på tærsklen til sit livs vinter, som der står på bogens bagside. Han ser tilbage på sit liv og de ar og glæder, det har givet ham. Han reflekterer over overgangen fra barn til ung og andre vigtige overgange som at miste sine forældre.

En alvorlig bilulykke 2002 spøger i kulissen. Auster har ikke siddet bag rattet i årevis. Han er færdig med at køre bil efter ulykken, der var tæt på at koste ham og hans familie livet. Det er et grundtema i bogen: Ting, man har gjort for sidste gang. Der er meget, som Auster ikke har gjort for sidste gang, men tanken om at mange døre er lukkede, fylder mere og mere hos ham. Man kan roligt sige, at en vis melankoli præger bogen. Heldigvis er den kombineret med sanselige glimt af hverdagslivet  – fra at ligge en ekstra time i sengen om morgenen til at nyse og som dreng tumle rundt i en far-søn-brydekamp.

Vinternoter er nok mest en bog for Auster-fans, der kan gå på motivjagt undervejs og finde referencer til Tilfældets musik og andre Auster-bestsellere. Auster er for øvrigt på ingen måde færdig med at skrive. Sidste sommer læste jeg den over 800 sider lange roman 4321, hvor Auster endnu en gang udforsker tilfældighedernes paralleluniverser og viser fire forskellige udgaver af, hvordan livet kunne have været for hovedpersonen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Auster bliver ved med at skrive. Men hvad mon det bliver næste gang?

img_2151

Vinternoter kan med fordel læses i august, hvor man kan have behov for afkølende litteratur.

Boginfo
Meget godt i vente af Bodil Høgh og Christina Fich Jensen, 122 sider, Mellemgaard, 2018.
Havblik af Kristín Marja Baldursdottír, 335 sider, Gyldendal, 2017.
Vinternoter af Paul Auster, 234 sider, Forlaget Per Kofod (solgt til Lindhardt & Ringhof 2013), 2012.

Mere inspiration
I blogindlægget Skiftedato har jeg skrevet om min søn Askes overgang fra børnehave til SFO i foråret 2018. Der er heldigvis mange gode og forskellige børnebøger om dette arenaskift, der fylder meget i børns liv.

Politiken har i sommeren 2018 bragt en læseværdig serie med artikler om første dage og sidste dage i alle tænkelige afskygninger. Første dage og sidste dage markerer overgange i livet. Det kan være fra studie til arbejdsliv eller fra livet som par til indtagelsen af roller som forældre. Det kan også være transitionen fra arbejdsliv til seniorliv – hvad det så end er for en størrelse.

Portræt af en moden læser

Inge Jensen bor i en landsby i Vendsyssel. Hun er 90 år gammel og har en stor familie med mange børnebørn og oldebørn. Inge var i mange år medhjælpende hustru i Taagaard. Hverdagene er nu fyldt med et utal af sociale arrangementer, og Inge har i en årrække været frivillig i en lokal Røde Kors-forretning.

Inge er mormor til min kusine, og hun har altid kendt mine forældre og bedsteforældre. Hun var veninde med min faster Herdis, der også var årgang 1927.

Inge er en kvinde med styr på mange lokale, nationale og internationale forhold. Hun læser flere forskellige aviser hver dag og holder øje med boganmeldelserne. Man må jo holde sig orienteret om, hvad der sker på den litterære front. I dette interview fortæller hun om sit liv som læser.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Inge: Jeg lærte ikke at læse i utide, hvis man kan sige det sådan. Først i skolen. Det var lærer Steffensen, der lærte mig at læse. Han var den eneste lærer, for vi var flere årgange sammen. Steffensen var uformel i sin stil. Der var ikke noget med at sige ”De”. Det brugte vi ikke ude på landet. Jeg husker, at jeg læste sætninger som ”Der er is på en sø” og andet i den dur.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie, da du voksede op?
Inge: Mine forældre har altid læst og kunne godt at lide at læse. Mine bedsteforældre læste også. Der er nok blevet læst højt for mig, men det husker jeg ikke så tydeligt. Men jeg husker, at der var en føljeton i Vendsyssel Tidende. Den var spændende. Der kom et nyt stykke hver dag. Den læste jeg, da jeg var omkring 13 år. Det var vigtigt at læse den, så man kunne snakke med. Føljetonen handlede om inuitter.

Lisbet: Hvad betød biblioteket for dig i din barndom?
Inge: Der var ikke noget bibliotek i Astrup, hvor jeg voksede op. Men jeg husker, at lærer Steffensen lånte klassesæt til os. Mine veninde Herdis havde været på biblioteket i Hjørring, og det fortalte hun mig om. Der var mange bøger. Jeg syntes, det lød rigtig fascinerende og spændende.

Lisbet: Hvilke bøger var vigtige for dig i din ungdom?
Inge: Jeg var både på efterskole og højskole, og begge steder var der mange foredrag og fortælletimer. På efterskolen Halvorsminde blev Henrik Ibsens Et dukkehjem læst højt. Den gjorde et stort indtryk på mig. Tænk at Nora gik! Forlod hjemmet! Det kunne ikke være rigtigt, syntes jeg. Hvis hun nu kom tilbage. Så ville det gå. Men det gjorde hun ikke. Jeg kunne også godt lide bøger, der handlede om kærlighed. Jeg husker også bogen Driver dug, falder regn.

driver dug falder regn 2

Romanen Driver dug, falder regn er fra 1943 og handler om to generationer på en slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet. Bogen blev filmatiseret i 1946. 

 

Lisbet: Hvor fandt du inspiration til læsning, da du var midt i livet?
Inge: Min mand og jeg havde travlt med arbejdet på gården i de år. Der var ikke rigtig tid til bøger. Men avisen læste vi selvfølgelig hver dag. Det er klart. Da vi fik mere tid, var der kommet et bibliotek i Astrup, og her fandt vi bøgerne. Vi havde jo ikke plads til at have en hel masse bøger derhjemme.

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning i dag?
Inge: Jeg holder øje med, hvad der udkommer. Hvis nogen siger, at jeg virkelig skulle tage at læse en bog, så tager det jeg det alvorligt. Man må jo kunne snakke med. Min datter og mit barnebarn sagde, at Jordens søjler var værd at læse. Så det gjorde jeg.  Jeg har ikke et egentligt mønster, men jeg læser mest bøger af danske, kvindelige forfattere, Men jeg er ikke svær at overtale til noget andet.

Lisbet: Hvad har været din største læseoplevelse i 2018?
Inge: Det har nok været En anden gren af Jesper Wung-Sung. Den var god og speciel. Usædvanlig og autentisk.

 

img_1827

Inges største læseoplevelse i 2018: Den prisvindende Jesper Wung-Sungs En anden gren.

 

Lisbet: Hvad læser du for tiden?
Inge: Jeg har lige læst En ærlig mand af Lars Kjædegaard og De søvnløse af Kim Leine. Den sidste var især god. Den foregår i Grønland og handler blandt andet om sygehuse. Den er ikke så lang. Jeg læser også Helle Helles nye roman De. Ligesom de andre af hendes bøger er den lidt mærkelig. Den handler om det helt almindelige i livet, men alligevel er den mærkelig. Det funderer jeg over.

Selv om bøger ikke umiddelbart fænger hos mig så giver jeg dem altid en chance. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har givet op midt i en bog. Jeg gør dem altid færdige.

Jeg tænker også over, hvorfor det nogle gange er så svært at komme i gang med en bog. For når først man har taget hul på det, så kører det jo.

Lisbet: Hvad skal du læse næste gang?
Inge: Jeg er i den lange reservationskø på biblioteket til Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. Køen er som sagt lang, men nu er jeg nummer tre. Det nærmer sig. Forfatteren er alle vegne, så man føler sig næsten forpligtet til at læse den.

Boginfo
En anden gren af Jesper Wung-Sung, 553 sider, Rosinante, 2017.
En ærlig mand af Lars Kjædegaard, 384 sider, Rosinante, 2017.
De søvnløse af Kim Leine, 208 sider, Gyldendal, 2016.
De af Helle Helle, 160 sider, Rosinante, 2018.
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 274 sider, Politiken, 2018.
Jordens søjler af Ken Follett, 780 sider, Cicero, 2006.

Andre læserportrætter og mere inspiration
Der er 85 år mellem Inge og Aske, der er i fokus i blogindlægget Portræt af en meget ung læser

Der er flere portrætter her:
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning

Mikkel har lavet et tankevækkende indlæg om generationslæsning, hvor Puk ikke rigtig klarer rejsen ind i det 21. århundrede

 

Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

Portræt af en læser, der forsker i læsning

Kristiane Hauer forsker i læsning og fordybelse. Hun er bl.a. optaget af, hvad det er, der sker, når vi fordyber os i en rigtig god bog, og af læsningens og litteraturens betydning for både det enkelte menneske og vores kultur. Lige nu er hun i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun undersøger 8. klasse-elevers romanlæsning i og uden for skolen. Gennem undervisningsforløbet ’Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse’, som er designet til formålet, forsøger hun at fremme en fordybet læseoplevelse hos eleverne. Kristiane har gennem årene selv udgivet skøn- og faglitteratur og har undervist både børn og voksne i bl.a. creative writing.

Jeg har kendt Kristiane i over 22 år. Som entusiastiske studerende mødtes vi i en tværfaglig, frivillig læsegruppe i 1990erne. Frivillig! Vi mødtes sammen med venner og bekendte fra Antropologi, Arkitektskolen, Teologi og Filosofi og holdt små oplæg for hinanden i et ikke-angstprovokerende, venligt og trygt miljø, hvor det var i orden at stille alle mulige spørgsmål. Jeg tror, at den gruppe hjalp mig til at overleve og måske endda få noget brugbart ud af mit eget studie, som var Litteraturvidenskab. Nu har jeg fået et nyt, fagligt fællesskab med Kristiane, nemlig læsningens mange former, og jeg er superglad for, at hun vil bidrage til næste skud på stammen i Portræt af en læser-føljetonen.

Portræt af læseforskeren

Kristiane Hauer

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Kristiane: Faktisk husker jeg mere selve læsesituationen – som et form for billede – end præcis hvilken bog, der blev læst. Jeg husker, at min bror og jeg sad inde i vores stue om aftenen i den store blå sofa og fik læst højt. Jeg husker mørket udenfor, lyset inde i stuen, en følelse af at familien var samlet.

Der er også et andet billede, jeg ser tydeligt for mig. Det er bogen ’Alice i eventyrland og Bag spejlet’ som jeg fik forærende til min fødselsdag, og som ikke var sprættet op endnu. Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg lov at sprætte den op selv. Det var svært, og nogle af siderne blev revet lidt skævt. Jeg har stadig den bog i dag. Nu er det fint at se på de lidt ubehjælpsomt opsprættede sider og tænke på mine barnehænder, der sprættede bogen op dengang.

Alice i eventyrland opsprættet

Et par sider fra Alice i eventyrland

Lisbet: Hvilken rolle spillede læsning i din familie?
Kristiane: Måske er det ikke så overraskende, at jeg er blevet læseforsker. Der var i hvert fald bøger fra gulv til loft i mit barndomshjem. Når jeg havde andre børn på besøg, udbrød de altid: ”Årh, hvor er her mange bøger.” Men selv lagde jeg ikke mærke til det, for mig var det jo helt almindeligt.

Der var også stor respekt for læsesituationen i mit hjem. Da min bror og jeg blev større og kunne læse indenad, var det som om vi alle sammen i familien vidste og respekterede, at vi via læsningen hele tiden havde en indre verden ind i os – bøgernes verden – parallelt med den virkelighed, vi sammen færdedes i.

Lisbet: Hvad var din yndlingsbog som teenager?
Kristiane: Min mor – der var dansklærer – introducerede mig for Michael Strunge og de andre 80’er-lyrikkere, da jeg var 13-14 år. Det var vildt at begynde at læse digte. Og 80’er-lyrikkerne satte sprog på lige præcis sådan, som det føltes at være 13-14 år – for mig.

Michael Strunge digte

Strunge i pastellede farver.

Lisbet: Hvordan hænger læsning og skrivning sammen for dig?
Kristiane: Jeg tror, at mange at forfattere er begyndt deres forfatterskab med at skrive digte, og selvom jeg allerede havde skrevet lidt inden da, satte mødet med 80’er-lyrikkerne virkelig skub i min egen skrivning. Jeg skrev en digtsamling i sommerferien efter 9. klasse og fik et meget sødt og opmuntrende afslag fra Borgens Forlag, hvor jeg sendte den ind.

Læsning og skrivning hænger tæt sammen for mig. Det er et fantastisk privilegium for mig både selv at være et skrivende menneske – så meget jeg nu kan finde tid til det – og samtidig fagligt at arbejde med læsning og litteratur.

Lisbet: Hvorfor har du valgt at forske i læsning?
Kristiane: Bøger, læsning, skrivning – det er noget af det allermest fascinerende ved den menneskelige kultur. At vi har lyst til at skrive bøger og at vi har lyst til at læse bøger. Gennem bøgerne har mennesker mulighed for at møde hinanden på helt andre måder end når de står ansigt til ansigt. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er dér – i bøgerne, i skriften – at vi bedst kan og også tør, nærme os og sætte ord på det, som vi finder allermest vigtigt i tilværelsen. Måske er det netop fordi skriften på nænsom vis forskyder os lidt fra hinanden, at vi føler os trygge nok til at sætte ord på det, der er rigtig vigtigt for os. Men det er altså en noget anden og mere gennemarbejdet skrift, jeg her tænker på, end Facebooks statusopdateringer – litteraturens, tænkningens og videnskabens skrift.

Lisbet: Hvad viser dine foreløbige forskningsresultater om dybdelæsning i udskolingen?
Kristiane: Også i min forskning er jeg meget optaget af læserens møde med bogen. Og især den slags møder, med bøger, som er særlig betydningsfulde. Der hvor man som læser oplever bogen eller teksten som ’vigtig’. Jeg tror ikke, at alle får lov at opleve sådanne møde med en bog eller tekst, men jeg ville ønske, de gjorde det, for det er sådanne møder, der giver lyst til at læse mere. Netop i teenageårene, tror jeg man er særlig følsom over for den oplevelse. Derfor ser jeg bl.a. i min forskning på, hvordan teenagere læser – både i skolen og i fritiden.

Det fantastiske ville jo være, hvis de voksne, der er omkring teenageren – lærere, forældre, bibliotekarer – kunne hjælpe med at skabe rammerne for, at den slags givende møder kunne indfinde sig. Da jeg mødte Michael Strunge og 80’er-lyrikerne som 14-årig, var det netop så vigtigt et møde, fordi jeg følte, de talte til mig og med mig. Sådan havde det ikke nødvendigvis været for andre 14-årige, der til gengæld ville have fået meget ud af at læse noget helt andet.

Men er er også en anden problematik, jeg er optaget af i min forskning, og det er selve læsesituationen. Hvis man skimmer eller klatlæser en tekst, uden rigtig at være koncentreret om den, er det ikke en god forudsætning for at møde teksten. Det er vigtig, at man er indstillet på og også har muligheden for at læse i dybden, ved hjælp af de rette – ofte rolige, uforstyrrede og måske endda tilbagetrukne – rammer. Men uforstyrrede, tilbagetrukne stunder er der, så vidt jeg kan se, generelt ikke mange af i nutidens ungdomsliv.

Lisbet: Hvordan påvirker din forskning i læsning din egen læsning i hverdagen?
Kristiane: Det er klart, at jeg i øjeblikket læser en masse – meget interessant – faglitteratur og derfor ikke har så meget tid til skønlitteraturen. Men jeg er også begyndt at læse nogle af de bøger, som mange unge læser i øjeblikket – og som tilsyneladende taler lige til dem – og det har været rigtig spændende og tankevækkende oplevelser f.eks. at læse ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Kristiane: Det er et meget svært spørgsmål, og jeg synes, det skifter gennem livets forskellige faser. F.eks. er Michael Strunge ikke min yndlingsforfatter i dag, men når jeg læser ham, kan jeg stadig blive grebet af energien, det vilde billedsprog, visionerne.

Peer Hultberg, som jeg skrev speciale om på universitetet, har en stor plads i mit hjerte. Lewis Carrols ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ ligesådan – det er bøger, jeg meget ofte tænker på og kommer i tanke om detaljer fra. Jeg er også glad for de norske forfattere, som jeg synes er gode til at turde skrive med alvor og dybde, ofte sammen med en underliggende humor; Trude Marstein f.eks. og Dag Solstad.

Når jeg ser på de forfattere jeg nævner her, kan jeg se at de alle sammen arbejder meget med form og med sprog, men at de samtidig også undersøger den menneskelige bevidsthed i al dens mangfoldighed. Det er ikke bøger, der er drevet af plot, men af sprogligt overskud, psykologisk indsigt og humor – og som på forskellige fantasifulde måder viser, hvor vildt og vanskeligt det er, at være menneske.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Kristiane: Jeg har netop mødt den franske forfatter Eduard Levé – altså ikke i virkeligheden, for han døde i 2007, men mødt hans bøger og det er som et møde en ny ven. Hans bog ’Selvportræt’ ligger på mit natbord sammen med min gode veninde – i virkeligheden – Julias Butschkows flotte, nye novellesamling ’Granit’. Harald Voetmanns nyeste digtsamling ’Amduat – en iltmaskine’ – ligger der også. Det der bl.a. gør den bog helt speciel er, at den er indskrevet i hånden af forfatteren selv. Og så til sidst også en fagbog: Karin Littaus fremragende ’Theories of Reading – Books, Bodies, and Bibliomania’, som lige netop handler om vores følelsesmæssige, konkrete og materielle forhold til bøger.

Bøger på mit natbord

Kristianes natbord, foråret 2018.

Lisbet: Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
K
ristiane: Mit råd er først og fremmest at bruge lidt tid på at finde frem til nogle bøger, der virkelig kunne tænkes af fange netop dem. Som en hjælp kan man jo spørge sine læsende venner, en bibliotekar, gå på nettet eller besøge en god boghandel. Ofte hjælper det at nævne tre bøger, man allerede har læst og godt kunne lide, hvis bibliotekaren eller boghandleren skal komme med en kvalificeret anbefaling.

Så er der selve læsesituationen: Den skal være hyggelig, fredfyldt og eksklusiv. Hvis digitale medier får ens bevidsthed til at flakke væk fra bogen, så anbefaler jeg simpelthen at slukke dem. Og så gælder det om at huske at nyde selve læsningen, nyde at være helt sig selv, og samtidig få lov til at være ganske tæt på en anden bevidsthed; nemlig den bevidsthed, der har skrevet bogen til lige netop dig – og en masse andre læsere.

Endelig kræver det som regel en stor portion vedholdenhed at opbygge en god vane igen. Jeg tror det er godt at sætte sig for at læse i hvert fald nogle gange om ugen, i et længere uforstyrret tidsrum, om man har lyst eller ej, især indtil man er blevet fanget af bogen. Og hvis man bare ikke bliver fanget, så synes jeg, man skal lægge bogen væk og starte på en ny i stedet (Som læser har man altid ’retten til ikke at læse’, siger den franske forfatter Daniel Pennac). Men når først man har fundet en bog, der taler til én, og hvis univers, man kan mærke er blevet etableret inde i sig, så tror jeg nok, man skal fortsætte med at læse.

Læs mere om Kristianes forskning på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside
Få en oversigt over Kristianes udgivelser på bibliotek.dk

Flere portrætter på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Måske er du den næste? Her er tre tidligere portrætter, hvor det første handler om en læser på 14 år, som er netop den aldersgruppe, Kristiane forsker i.

Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år