Portræt af en læser i det grønne

Det er godt at drikke kaffe igen. Jeg har drukket masser af kaffe de sidste par år. Men mest med mig selv. Lige nu virker det som en ond drøm, men der var jo en periode i 2020 og 2021, hvor man ikke kunne gå på café! I april drak jeg kaffe på Nørrebro med Helle Laursen, som er lidt af en litterær tusindkunster. Hun stillede beredvilligt op til dette portræt. Det var ikke sket uden kaffen. Jeg ved det bare.

Lisbet: Hvem er du, og hvad laver du?
Helle: Jeg arbejder i øjeblikket som freelance-litteraturformidler i form af kreative workshops til børn. Jeg har et langt CV, men i helt kort form er jeg uddannet designer fra Danmarks Designskole og Saint Martins School of Art and Design i London, som jeg for en 10 års tid siden supplerede med en Cand.sient.bibl. Siden har jeg arbejdet som børnebibliotekar. Jeg er også forfatter/illustrator til et par billedbøger, ‘Min morfar’ og ‘Tidens mester’, som begge udgivet på Forlaget ABC. Derudover har jeg projektet ‘Ud i naturen med litteraturen‘, som har vokseværk i øjeblikket. Men mere om det senere.

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Helle: Jeg har ikke en klar erindring om det første læse-minde. Det må have været noget med ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og ‘Dyrene i hakkebakkeskoven’ af Thorbjørn Egner. Begge de to meget slidte eksemplarer har jeg stadig stående i bogreolen.

Men jeg husker, at jeg fik læst højt hver aften, og i ferierne var der ekstra højtlæsning – hvilket bare var det bedste. Min far, som ikke er den store læser, læste sine gamle ‘Tarzan’-bøger op, men i det daglige var det dog min mor, der stod for højtlæsningen. Der var Grimms eventyr, masser af Ole Lund Kirkegård og senere kom Tolkiens ‘Hobbitten’ på programmet.

Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung?
Helle: Jeg læste helst spændings- og eventyrromaner og var ikke meget for 70’ernes socialrealistiske pligtlæsning, som var på programmet i skolen.

Jeg slugte De 5-bøgerne, var ret vild med ‘De tre detektiver’ og blev fuldstændig væk i Alexander Dumas’ univers i ‘De tre musketerer’. ‘Ulvehunden’ og ‘Min ven Flicka’ samt ‘Skarnbassen flyver i skumringen’ husker jeg også som store læseoplevelser.

Lisbet: Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet?
Helle: Jeg er blevet en alsidig læser og er næsten altædende. Læser børnelitteratur af både egen og faglig interesse. Særligt billedbøger får min opmærksomhed.. Og der er så meget fin børnelitteratur at kaste sig over, også som voksen.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Helle: Jeg læser meget forskelligt og gerne på engelsk, hvis det er forfatterens modersmål. Holder af at fordybe mig i et emne/forfatterskab. Fagbøger sniger sig også gerne ind, især når jeg går i gang med et projekt.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Helle: Det er meget forskelligt. Det kan være noget jeg har hørt i radioen, set på TV eller hørt som podcast. Jeg bruger også af og til litteratursiden og bogbotten, når jeg søger efter læsestof. Holder også utroligt meget af at snuse rundt i boghandler. Kan bruge timer i en god boghandel. Når jeg er i London, bliver der altid brugt en del tid på det. Jeg følger The Guardians bogtillæg på nettet, som jeg synes er fantastisk. Både med artikler om forfattere, forfatterskaber og masser af inspiration samt anmeldelser af nye udgivelser. På The Guardian er børnelitteraturen præsenteret på lige fod med voksenlitteraturen og med helt eget faneblad. Jeg får også Weekendavisens bogtillæg ind af døren en gang om ugen, men de bedste tips om læsning er anbefalinger fra familie, venner og netværk.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Helle: Godnatlæsning er en obligatorisk fornøjelse, og der ligger altid en pæn stak bøger på natbordet. I øjeblikket ‘Shuggi Bain’ af Douglas Stuart, ‘Wanderlust’ af Rebecca Solnit, Emma Stonex’s ‘The Lamplighters’ og ‘Daemon voices – on stories and storytelling’ af Philip Pullman.

Jeg holder også utroligt meget af at læse, når jeg rejser. Selv på korte ture med S-toget har jeg altid en bog med eller en lydbog i ørerne. Når jeg rejser på ferie, er jeg stadig så gammeldags, at jeg har bøgerne med – nøje udvalgt. Eksempelvis fik jeg endelig taget hul på Elena Ferrantes ‘Min Geniale veninde’ i sommer, da rejsen gik til Napoli. At have tid til fordybelse og lange læsestræk uden afbrydelser er skønt.

Lisbet: Hvilke læseprojekter har du i støbeskeen?
Helle: Jeg har taget springet og arbejder nu som freelance. Hovedsageligt med litteraturformidling til børn og unge, hvor børnelitteraturen er springbrættet for kreative workshops og undervisningsforløb. Med en krog i litteraturen og alt efter emne og projektforløb, kan litteraturen nemlig sætte gang i børnenes fantasi, skabe deres egne narrative forløb, sætte gang i læselysten og være det pureste lege-råstof. Se workshopkataloget 2022.

Projektet ‘Ud i naturen med litteraturen’, som jeg har fået fondspenge til, fylder meget. Jeg sidder i disse dage og lægger hånd på logbog nr. to ‘Søvand og mosehuller’, der skal indgå i et projektforløb sammen med Kerteminde Bibliotekerne til august. Se eksempler på ‘Langt ude i skoven’ her.

Og hvad går det ud på? Projektet startede under coronaen, hvilket gav nogle udfordringer. Det kom dog godt af sted med lidt forsinkelse, i samarbejde med Blågårdens Bibliotek, hvor den første logbog ‘Langt ude i skoven’ kom i brug.

Omdrejningspunktet er formidling af naturen gennem litteraturen. Målet er at at give eleverne mod på og ord på naturoplevelsen ved at undersøge naturen med litterære briller. Selvfølgelig ude i naturen. Litterære tekster om naturen, som kan virke abstrakte i et klasseværelse, kommer til live ude i naturen. Når jeg mødes med eleverne ude i naturen, starter jeg med højtlæsning af udvalgte tekstafsnit, som vi derefter har en dialog om, inden eleverne ‘slippes’ løs i naturen med deres logbog.

Logbøgerne er en blanding af citater fra digte af danske forfattere og litterære-aktiviteter. Digtene skal inspirere til at arbejde med de kreative ‘litterære’ aktiviteter, som logbogen indeholder. Projektet er målrettet til elever på mellemtrinet og understøtter fag som dansk, billedkunst og natur og teknik.

I den forbindelse vil jeg stærkt anbefale at læse ‘Opfindelsen af naturen’ af Andrea Wulf. Det er spændende og inspirerende læsning, der resonerer med det projekt, jeg har gang i, at hvis vi, børn som voksne, får en følelsesmæssig relation til naturen, passer vi måske bedre på den og kan ændre vores syn på den. At naturen er så meget mere end en ressource, vi bare kan bruge løs af og behandle som forgodtbefindende. Og I får lige et citat :

‘Selvfølgelig skulle naturen måles og analyseres, men han (Alexander von Humboldt) troede også på, at menneskets forhold til naturen i høj grad burde bygge på sanserne og følelserne. Han ønskede at vække en “kærlighed til naturen”. I en tid, hvor andre videnskabsfolk søgte efter universelle love, skrev Humboldt, at naturen skulle opleves med følelserne’.

Lisbet: Hvad kan litteraturen, som de andre kunstarter ikke kan?
Helle: Jeg bliver helt rådvild, hvis der ikke ligger mindst et par bøger og venter på mig. For mig er det at læse essentielt. At læse fastholder minder, skaber billeder og prikker til min nysgerrighed på en ganske særlig måde. Det at kunne rejse i tid og til helt andre verdener og liv end mit eget, er helt fantastisk. Roen og koncentrationen, der sænker sig, når jeg læser, sætter jeg meget pris på. Oplevelserne fra en god roman kan sidde længe i en, om det er grin, tårer eller ren feel good. Sådan har jeg det også med faglitteratur. Hvilken læser kender ikke følelsen af det frydefulde ved at læse og på den ene side ikke kunne lægge bogen fra sig, og på den anden side håbe, at den aldrig slutter.

Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Helle: Ohhh det er svært at begrænse sig til enkelte titler, og jeg vil anbefale et par forfatterskaber, som jeg selv har nydt. Der er John Ford, særligt ‘Canada’ og ‘Between them’, Max porter, Alexandra Fuller, Jón Kalman Stefánsson, elskede hans ‘Sommerlys, og så kommer natten’.  Var meget opslugt af Kirsten Thorup ‘Indtil vanvid, indtil døden’, en forfatter jeg ellers ikke har læst noget af. Et par enkelte titler ‘Ru’ af Kim Thúy, Amy Liptrot ‘The outrun’. Fornylig fik jeg anbefalet ‘Olive Kitteridge’ af Elizabeth Strout, og det er bestemt en anbefaling, jeg gerne vil give videre.

Og jeg bliver også lige nødt til at nævne et par børnebogstitler. ‘Morderens Abe’ og ‘Den falske rose’ af Jakob Wegelius, Pullmans serie om Lyra, både de gamle og de nye, venter med spænding på den sidste i serien. Læs også ‘Løgnens træ’ af Frances Hardinger, ‘Krystalskibet’ af Benni Bødker og ‘Skyggefugl’ af Tina Sakura Bestle.

Ja og hvis jeg først kommer til billedbøgerne bliver listen lang, men et par titler må det blive til. Her er forfatteren og illustratoren lige vigtige, for at en billedbog er godt fortalt. Jeg er pjattet med bøgerne af Mac Barnett og Jon Klassen og Bjørn F. Rørvik og Per Dybvig. Også med bøgerne om ‘Bette og Bjerg.’

Jeg holder utroligt meget af Wolf Erlebuch’s illustrationer som blandt andet kan nydes i ‘ Bjørnen, som ikke havde været der før’. ‘A lion in Paris’ illustreret og skrevet af Beatrice Alemagna er også en smuk inspirerende billedbog. Er også meget glad for Louis Jensens serie om ‘Tork og hest’ som fint er illustreret af Pia Halse.  Ja og så er der…

Læs løs

Læs mere om Helle på www.hellesworkspace.dk

Og dyk ned i striben af andre læserportrætter, som vokser og vokser, ganske organisk og uden kunstig gødning eller andre tilsætningsstoffer.

Portræt af en læser jeg mødte på LinkedIn
Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951

Portræt af en læser jeg mødte på LinkedIn

En dag i februar 2022 sendte et venligt menneske en besked til mig på LinkedIn. Det var Jonas Varsted Kirkegaard. Han skrev blandt andet, at det gjorde ham glad i låget, når nogen slår et slag for den livsvigtige læsning. Jeg blev glad og begejstret, for jeg har i et stykke tid prøvet at snige en del opslag om litteratur og læsning ind i mit feed på LinkedIn.

Mens Facebook er den joviale storebror og Instagram er den storblomstrede, kagebagende og æstetisk anlagte kusine i familien af sociale medier, så slæber LinkedIn rundt på en tør, revisorlignende onkel-identitet. Men sådan behøver det måske ikke at være? Måske kan LinkedIn være et sted, der handler om mere end jobskifte, forfremmelser og CV-eksponering? Måske kan vi have det lidt sjovere derinde i det lysegrå univers? Jeg spurgte straks Jonas, om han ville være med i Portræt af en læser. Han var med på legen, og her kan du læse, hvad der kom ud af det.

Lisbet: Hvem er du?
Jonas: Jeg er 46 år, født og opvokset i Aarhus, siden berejst og uddannet indenfor Humaniora og i dag ansat ved Københavns kommune. Jeg er bredt interesseret, hvilket afspejler sig i min litteratursmag.

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jonas: En serie af særlige børneudgaver af litterære klassikere. Og ”Basserne”, hvis det tæller. Masser af ”Basserne”.

Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung?
Jonas: Kurt Vonneguts vittige melankoli tiltalte mig meget. Det samme gjorde Leif Panduros og Dan Turélls respektløse humor. Jeg betragtede dem som trofaste allierede i kampen mod alt, hvad der – i mine unge øjne og skråsikre bevidsthed – var dødssygt ved voksenverden. I slutningen af mine teenageår slog jeg mig eftertrykkeligt på agentromaner, primært fra koldkrigsæraen. Vejen til mesteren John le Carré gik via langt mindre talenter som Frederick Forsyth.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Jonas: Ret kræsen og krævende – jeg har slet ikke den dér impuls til at færdiglæse en bog, når først man er begyndt på den. Fænger det ikke efter ti sider, ryger bogen i bytteskabet eller til den lokale antikvar. Jeg har som nævnt en bred smag og mener generelt, at et stort forfattertalent kan få noget spændende ud af en hvilken som helst genre. Men når det er sagt, forekommer fantasy-genren mig vældigt uvedkommende.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Jonas: Medlemmerne af min læseklub ikke mindst.

Lisbet: Hvad får du ud af at være med i en læseklub?
Jonas: Møder med mennesker jeg sikkert ellers ikke ville have lært at kende. Læseoplevelser jeg ikke selv ville have opsøgt. Perspektiver på litteratur jeg ikke selv ville have tænkt over. Og hygge ikke at forglemme.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jonas: I lænestolen, i toget, i sengen, på halvtomme caféer.

Lisbet: Hvordan tror du, at dit kommende læseår bliver?
Jonas: Fuldkommen forrygende – ligesom alle de foregående.

Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Jonas: ”Vilhelms værelse”. Eller bare alt af Tove Ditlevsen.
”Moby Dick”. Af mange grunde – en af de væsentligste er, at den rummer litteraturhistoriens vel nok bedste skurk. Jan Kjærstads trilogi ”Forføreren – Erobreren – Opdageren”. Her går forestillingsevne, observationskraft og musikalsk sprogbeherskelse op i så høj en enhed, at ingen superlativer er for hidsige: ”Tryllebindende”, ”magisk”, ”bjergtagende”. Og i sandhed ”forførende.” Susanne Stauns ”Liebe” og ”Døderummet”. Udover vittig som bare fanden er Staun frygtløs som få. Et yderst vigtigt karaktertræk hos en forfatter. “Celluloid Skyline”. En mesterlig guidet tur gennem New York City og dens skildring gennem filmhistorien. Rigt illustreret og det skulle da også lige mangle. ”How to be Alone”. At Jonathan Franzen tillader sig at være så talentfuld som både romanforfatter og essayist, tangerer det øretæveindbydende. Men taknemmelig er man ikke desto mindre.

Flere portrætter
Det er sjældent, at jeg hører om mænd, der er med i læseklubber. Men Jonas er selvfølgelig ikke den eneste. I 2019 lavede jeg et portræt af læsekredsen De Ulige, hvor medlemmerne hedder John, Ole, Steffen, Svend og Poul.

Dyk ned i flere læserportrætter lige her:

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951

Dobbeltanmeldelse af Virusdetektiven

På bogsnak-bloggen har vi en tradition for dobbeltanmeldelser. Legens regler er sådan: De to anmeldere bliver enige om en bog, de vil læse. Derefter er der tavshed. Vi deler ikke vores læseoplevelser og anmeldelser på forhånd, men skriver dem ned hver især. Til sidst samles de i et blogindlæg.

Her i begyndelsen af 2022, hvor vi fortsat sumper rundt i mundbind og restriktioner godt blandet op med en lind strøm af meddelelser på Aula om nye definitioner af “nære kontakter”, lægger Lisbet og Jan ud med en dobbeltanmeldelse af Thea Kølsen Fischers Virusdetektiven: Jagten på pandemiens udspring. Bogen er fortalt til Lars Hvidberg.

Lisbet åbner ballet.

En anden slags tur i Corona-manegen
Du orker ikke mere Corona, og du føler lede ved tanken om endnu et pressemøde fra Spejlsalen. Hjemmerullede test af skolesøgende børn og en bred variation af kulørte mundbind gemmer sig i alle dine frakkelommer. Hvis du har det sådan, vil du formentlig ikke instinktivt række ud efter en bog om Corona. Du er i forvejen begyndt at springe over alle nyhedsartikler om emnet. Men hov – stop!

“Virusdetektiven” står der på forsiden af bogen. Er det en krimi? Er det en spændingsroman? Og hvem er kvinden på forsiden? Hun ligner ikke Allan (Randrup Thomsen), Jens (Lundgren) eller Lars (Jørgen Østergaard) , trekløveret karakteriseret ved briller med mørkt stel og mikrofontække, som i snart to år har været en fast del af mediebilledet i kraft af deres status som Corona-eksperter. Er det Corona-Lone?

Nej. Kvinden er Thea Kølsen Fischer, der har et imponerende CV: Professor i public health, virusinfektioner og epidemier ved Københavns Universitet og forskningschef på Nordsjællands Hospital. Hun er tidligere leder af den nationale virusovervågning og uddannet disease detective på Centers for Diseace Control i USA (tekst fra bogens inderflap).

WHO udvalgte i 2020 Kølsen Fischer til at være en del af den prominente forskergruppe, der i begyndelsen af 2021 rejse til Wuhan i Kina. Missionen var at tage fat på det vanskelige arbejde med afdække, hvor Corona opstod. Den højspændte og hæsblæsende historie nu er dokumenteret af forfatter og journalist Lars Hvidberg i bogen Virusdetektiven.

Lys og skygge på bogen forside. Måske symbolsk? Meget viden om Coronaens arnested henligger stadig i skygger. Men noget er kommet frem i lyset.

Tidspres, minus frisk luft og Zoom, Zoom, Zoom
Virusdetektiven er en elementært spændende historier om et team bestående af 10 forskere fra forskellige steder i verden, der med en ekstremt kort deadline skal løse en vanskelig opgave. Missionen har i vinteren præcis 28 dage til bevæge sig baglæns i historien og få klarhed over, under hvilke omstændigheder det første menneske blev smittet med Corona. Man kan kalde det Coronaens humane nulpunkt.

Som i et gammeldags eventyr står forskerne over for et utal af forhindringer, der skal overvindes med snilde, viden, kreativitet og tålmodighed. De kender ikke alle hinanden på forhånd. Det er en klar ulempe når man er sammen om en vigtig mission. (Ingen sammenligning med DRs serie Øen, men lidt alligevel).

Det benspænd bliver forstærket af, at forskerne i den første tid i Kina er i streng karantæne på deres respektive hotelværelser og ikke kan mødes fysisk. På Zoom må de lægge planer for, hvilke steder de skal besøge og lave observationer, når de må komme ud igen.

Det er ikke altid let at få adgang til de relevante steder, hvoraf Huanen Wet Market og Wuhan Institute of Virology spiller en central rolle. Det er heller ikke lige ud af landevejen at få mulighed for at snakke med tidligere Corona-patienter og andre vigtige kilder til viden.

På trods af de mange bump på vejen lykkes det at indsamle data nok til den vigtige rapport, der skal øge den fælles forståelse af Coronaens udspring. Men nogen lykkelig slutning er der ikke tale om, for der går international geopolitik og positionering i den. Som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm siger i Den korte Podcast: “Det heeeeele er politisk.”

Også forskere har brug for dårlige jokes
Jeg er en hjemmekontormus, der højst går en tur i Kvickly eller svinger forbi Landbohøjskolens Have på Frederiksberg for at få frisk luft. At flyve til Kina på en krævende mission kunne aldrig falde mig ind. Norge eller Nordtyskland er eksotisk nok. Alligevel kan jeg identificere mig med Kølsen Fischer og hendes internationale kolleger. De supplerer deres lange Zoom-møder med vittigheder og memes på beskedtjenesten Signal: “Det lovede rigtig godt for opbygningen af relationer og samarbejde på holdet. Det var også forløsende, at nogen havde lyst til at træde i karakter så tidligt og byde ind med humor og selvironi. For det kræver faktisk mod at turde tage det lille skridt væk fra den seriøse atmosfære og den i øvrigt gravalvorlige mission.” (side 72).

Den type kommunikation kan jeg genkende. Det kan godt være, at jeg ikke er involveret i seriøse forskningsmissioner, men selv det mest tørre projektgruppemøde på Teams bliver til at klare, når en kollega sender en dansende banan-gif.

Den rene og ubesmittede videnskab: Et helle du ikke kan nå
Virusdetektiven er også en fortælling om aspirationen mod videnskab som et fælles, samlende tredje på tværs af lande, kulturer og samfundssystemer og en illustration af, hvor svært det er at udleve i praksis. Et genkommende citat i bogen af historikeren John Barry lyder: “Når du blander videnskab og politik, så får du politik.” (side 22).

Politik er en til tider beskidt og uigennemskuelig affære, hvor magtforhold og parternes egne interesser kommer til at stå i vejen for menneskehedens bedste. Det er nok også derfor, at bogen afsluttes i en lettere desillusioneret tone, for der har efter offentliggørelse af rapporten med Kølsen Fischer og co. som afsendere ikke været meget fremdrift i det internationale, videnskabelige arbejde med at spore pandemiens udspring. Det er to skridt frem og to tilbage i relationen mellem Kina og WHO.

Jeg har ikke ekspertise til at kunne vurdere, om Kølsens Fischers udlægning af det geopolitiske magtspil er den mest dækkende eller korrekte, men jeg kan mærke en vis antiklimatisk tristesse indfinde sig hos mig som læser ved bogens afslutning. Var der ikke ved at danne sig en fortælling om, at vi på globalt niveau kan klare denne krise – og dermed andre store kriser, der står lige foran næsen på os? Måske kan vi alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Det er den fornemmelse af tvivl, jeg sidder tilbage med efter endt læsning. Så nej: Ikke en klassisk happy end. Virus er ligeglad med lykkelige slutninger.

Min anbefaling er, at du dropper dit daglige tjek af smittetal og i stedet læser Virusdetektiven, både fordi det er en spændende bog, og fordi den giver et unikt indblik i forskeres arbejdsmetoder og udfordringer i en højspændt situation. I mellemtiden vil jeg prøve at overtale Kølsen Fischer og Hvidberg til at lave en toer. Virkeligheden plejer nemlig at overgå alt, hvad vi kan forestille os.

Jan anmelder Virusdetektiven af Fischer og Hvidberg
For efterhånden mange år siden læste jeg Farezone 4 og Cobra-sagen af Richard Preston, der begge handlede om virusudbrud. Selvom der ikke er tale om stor litteratur, så gjorde de i den grad indtryk på mit yngre jeg. Lige siden har jeg haft en sær interesse for virologer, vira og udbrud af horrible pandemier. Jeg har med andre ord svælget i enhver form for zombier og lignende apokalyptisk undergangslitteratur.

Derfor greb jeg også med stor glæde chancen for at læse Thea Kølsen Fischer og Lars Hvidbergs Virusdetektiven. Bogen har intet med zombier at gøre, men til gengæld giver den et jordbundent og alligevel svært interessant indblik i, hvordan man i virkeligheden arbejder med at opspore og bekæmpe smitsomme sygdomme. I dette tilfælde den famøse COVID, der har plaget os de sidste par år.

De første to tredjedele af bogen er også ualmindeligt interessante og giver et fint indblik i en verden, man ellers ikke kender så meget til. Selv som zombiefan. Vi får set, hvordan COVID spreder sig, vi får nogle historiske referencer og følger generelt med i, hvordan verden reagerer på virusset. Alt sammen kyndigt fortalt og set gennem Fischers øjne.

Det skulle være så godt
Virusdetektiven starter godt og når næsten også i mål som en virkelig god, spændende og indsigtsfuld bog, men også kun næsten. Den snubler nemlig lidt til slut.

Bogen er på mange måder bygget op som en spændingsroman, men havde det været en rigtig thriller eller krimi, så var den sluttet med, at vi ikke rigtig ved, hvem der er morderen. Det er med stor sandsynlighed butleren, men vi kan ikke afskrive golftræneren, om end det ikke er sandsynligt. Ganske som vi heller ikke helt kan se bort fra gartneren. Sidstnævnte bør i hvert fald undersøges til bunds i en anden bog. Det er selvfølgeligt sat på spidsen, men man sidder efter det sidste kapitel noget uforløst tilbage.

Fischer er også god til at åbne døre til små mysterier eller hændelser, hun undrer sig over, men formår ikke at lukke dem igen. F.eks. undrer hun sig over, den måde kineserne behandler blodprøver på og at der slet ikke er registreret sygdom på Wuhan Instituttet i tiden op til udbruddet af pandemien. Der er også en diskrepans i, hvornår de første tilfælde af COVID registreres, men som med blodprøverne og sygdomstilfældene, så bortforklarer Fischer det lidt, men formår som sagt ikke at stede den tvivl og nysgerrighed, man som læser sidder med, til hvile.

Jeg vil skynde mig at sige, jeg ikke køber ind på teorier om, at pandemien bunder i en laboratorielækage eller andre former for konspiration, men tænker, at Fischer mere er opmærksom på ikke at træde sine kinesiske kolleger over tæerne og undgå spekulationer.

Som læser af en bog som Virusdetektiven ender man bare med at føle sig lidt snydt – eller som skrevet tidligere uforløst. Man vil gerne have svar og en klar afslutning. Og det er der ikke.

Hvis man ønsker endeligt svar på, hvor pandemien helt nøjagtigt udspringer og hvad den skyldes, så er det ikke at finde i Virusdetektiven. Hvad der til gengæld er at finde, er et fascinerende og skræmmende indblik i en særegen branche, og hvordan man arbejder med at håndtere og inddæmme udbrud af smitsomme sygdomme.

Dét gør bogen virkeligt godt, og det alene gør Virusdetektiven værd at læse.

Boginfo
Virusdetektiven. Jagten på pandemiens udspring. Fortalt af Thea Kølsen Fischer til Lars Hvidberg. 208 sider. Udgivet på Gyldendal, 2021.

(For en god ordens skyld: Lisbet har modtaget et anmeldereksemplar. Jan har selv købt bogen.)

Læs andre dobbeltanmeldelser

Lisbet og Mikkels dobbeltanmeldelse af “Vi var fiskere” af Chigozie Obioma (2016)

Jan og Lisbets dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari. Fortalt til Lars Hvidberg (2018)

Mikkel og Anne-Grethes dobbeltanmeldelse af Det læsende menneske af Lars Theil Münster (2019)

Lisbets 2021 udtrykt i tre bøger

En veloplagt, debatstimulerende bog om problemerne i vores velfærdsstat, en essaysamling med eminent erindringskunst samt en gakket billedbog for børn og deres voksne, der viser, hvor suverænt et medie, den trykte bog er. Sådan ser min litterære top tre-liste ud i år. Det er helt rigtigt: Der er intet mønster at spore. Det stritter i øst og vest, og sådan er mit læseliv generelt.

En ting er sikker: Det har været et godt læseår. Tilbage under vinterens nedlukning sov husstandens skolebarn længe hver morgen. Teams-møderne i 3.A begyndte nemlig først klokken halv ti. Det gav mig god og rolig læsetid om morgenen. Og jeg elsker at læse om morgenen.

I mange uger skulle vi ikke møde andre mennesker, på café, i biografen eller noget så eksotisk som til koncert eller ryste-sammen-middag med de andre forældre. Det udløste tid til langstrakte væveseancer og masser af læsning. Så det er ikke helt med min gode vilje, at jeg ikke laver en litterær top tyve-liste i år. Men man må være tro mod formatet!

Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
Sigge Winther Nielsen har en fortid som forsker, journalist og tv-vært, måske mest kendt fra Deadline. Nu er han vice-direktør for DJØF, og dette virke kombinerer han med forfattergerningen.

I moppedrengen Entreprenørstaten tager han fat på en skarp analyse af det danske folkestyre. Problemet ser sådan ud ifølge Winther Nielsen: 700.000 offentligt ansatte går på arbejde i velfærdssamfundets tjeneste. Politikerne har hele tiden ideer til hvordan samfundet gennem reformer og nye reguleringer skal forbedres, optimeres og kvalitetssikres.

Men kæden hopper af. Det går alt for hurtigt, og det meste går op i spin. Politikerne er optaget af forandring (og presseomtale), men alt for sjældent bliver reformtiltagene udarbejdet sammen med civilsamfundet og private aktører. For det vigtigste er at fremstå handlekraftig og høste presseomtale – og så: Videre!

Det resulterer i dårlige løsninger, som er kropumulige at implementere, for eksempel i en kommunal virkelighed, hvor man arbejder med folkeskole, socialpolitik og hjemmepleje. Alt sammen komplekse og krævende områder eller store skuder, som man ikke kan vende med et snuptag.

Winther Nielsen er den grundige type. Han har dykket ned i forskningen, lavet en survey og interviewet 50 aktører, herunder folketingspolitikere, embedsmænd og journalister, der reflekterer over, hvordan og hvorfor pseudopolitik er kommet til at fylde så meget.

Det er interessant læsning og til tider også desillusionerende. Men håbet bryder frem i sidste del af bogen, hvor forfatteren opruller en række bud på, hvad der skal til, hvis vi skal løse de sammenviklede problemer. Også på den store klinge, når det handler om klimaforandringer og tech-giganternes dominans.

Entreprenørstaten er det samlende begreb. Det dækker over en særlig type stat, som med mod og klarhed vælger at fokusere på enkelte projekter og problemer i stil med en månelanding. Så stor en opgave kan ingen løse alene (det er for øvrigt det, jeg plejer at sige om børns dalende lyst til at læse). Her skal aktører fra det offentlige, det private og civilsamfundet arbejde sammen. Som Winter Nielsen skriver om bogen på Gads Forlags hjemmeside: “Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.”

Sådan!

Som en halv-djøffet type med tidligere ansættelser i staten og tre forskellige kommuner samt præference for tilskudsadministration i ascendanten har dette været årets fag- og debatbog for mig.

Forfatteren skriver letflydende, med humor og overskud. Jeg hylder en forfatter, der indleder sådan: “Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.” (fra bogens prolog.)

Derudover er Winther Nielsen serviceminded og har lavet et kondensat at hele den 383 sider lange bog, som de travle eller dovne kan nøjes med at læse.

All that is solid melts into air…..

Kaplevej 27. Et essay
Det var som at gå rundt i min mormors hus 30 år efter hendes død. Så kort kan jeg beskrive min oplevelse af at læse Lilian Munk Rösings fine essay. I tankerne vender hun tilbage til sin mormors hus. Parallelt med hendes skarpt sansende beskrivelser af detaljerne i stuen, køkkenet og husets andre rum, besøgte jeg min egen mormors hus.

Kaplevej 27 er et rækkehus i Virum. Min mormors hus i Astrup i Vendsyssel var en blanding af hus og nedlagt butik. Munk Rösings mormor boede sammen med sine to ugifte søstre. Min mormor boede alene i 14 år efter min morfars død. På trods af forskellene er der så meget, der går igen. De karakteristiske tæppefliser i gangen. Det sirligt udførte håndarbejde. Bagningen i køkkenet.

Vi behøver ingen tidsmaskiner, så lang tid vi har dygtige erindringskunstnere som Munk Rösing, der formår at trække fine linjer mellem fortid og nutid – det barn og den unge kvinde hun var, og den midaldrende kvinde med voksne sønner, hun har i dag.

Bogen har gjort mig ekstra bevidst om, hvorfor jeg ikke giver slip på min moster Elses små hæklede håndklæder. De er spor efter Else, ligesom min mormors nisse, der hvert år sidder i min vindueskarm.

Litteratursidens anmelder er også begejstret for essayet

Bogen der ikke ville læses
Lang tid inden min søn kom til verden i 2012, købte jeg En bog af Hervé Tullet. Ja, det hedder den. Den er fyldt med prikker, og når man trykker på dem, sker der alt muligt! De bliver større. De bliver mindre. Hver gang man bladrer, sker der noget. En bog er i sandhed en interaktiv bog. Jeg glædede mig til, at min dreng blev så stor, at jeg kunne læse den sammen med ham. Heldigvis elskede han den lige med det samme. Nu er han ni år, og han kan stadig bede om, at vi skal læse den sammen.

Derfor var mine forhåbninger store, da jeg læste Bogen der ikke ville læses for ham. Men her slog tweens-tilbøjelighederne alligevel igennem, og han sukkede og stønnede klagende under læsningen, mens jeg var vildt begejstret for denne uregerlige bog udtænkt at David Sundin. Bogen modsætter sig læsning på de mest vanvitige måder: Den får vinger, og den byder på nye ord, som ingen forstår såsom “klæft”, “falur” og “pojs”.

Teksten bliver større og større. Derefter mindre og mindre. Så lille at man ikke kan læse den. En kanin, der ikke har noget med sagen at gøre, dukker op halvvejs inde i bogen. Det fortsætter i den stil. Supersjovt og gakket. I juleferien vil jeg udsætte min femårige niece for Bogen der ikke ville læses. Jeg glæder mig allerede.

Bogens kræfter er voldsomme!
Forsiden emmer af mystik.

Årets læsebillede
Jeg har ikke siddet i skabet hele 2021. Men dette billede skal alligevel med. Godt nytår!

Her sider jeg i et læseskab, der godt nok ikke er beregnet til voksne. Men pyt med det. Skabet befinder sig i det børnestyrede mini-bibliotek Satellitten på en SFO i Hillerød.

Boginfo

Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
af Sigge Winther Nielsen
Udgivet på Gads Forlag, 2021.

Kaplevej 27 af Lilian Munk Rösing
Udgivet på Asger Schnacks Forlag, 2021.

Bogen der ikke ville læses af David Sundin, layout og illustrationer af Alexis Holmqvist
Udgivet på Gutkind, 2021.

Listerne fra fortiden

Bogsnaks top tre 2020

 Bogsnaks bedste i 10erne

Lisbets top tre-titler 2019

Lisbets top tre for 2018

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger (2017)

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne (Lisbets top tre 2016)

Portræt af en læser årgang 1951

Min onkel tog heldigvis imod udfordringen, da jeg bad ham om at være med i Portræt af en læser-serien. Han er født i 1951 og har arbejdet som lærer i forskellige sammenhænge. I denne tekst kalder jeg ham bare “onkel”. Du kan jo prøve at tænke et af dine egne familiemedlemmer ind i hans svar. Men min onkel er lidt sejere end de fleste: Han tog på langfart med ØK-skibe, da han var meget ung, og han har undervist i et åbent fængsel.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem?
Onkel: Læsning betød meget i mit barndomshjem. Mine forældre var brugere af det kommunale bibliotek. Før TV blev almindeligt i danske hjem, var de med i en lokal læsekreds. Det var tydeligt, at bøger havde værdi både som et middel til erhvervelse af indsigt og viden og som underholdning.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Onkel: Jeg lærte alfabetet af min søster ( 3½ år ældre) før skolestart. Jeg husker det, som om jeg hurtigt knækkede koden til læsning i 1. klasse.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn og ung?
Onkel: Af store læseoplevelser som barn og ung vil jeg nævne ”Stendolken” af Palle Lauring. Da jeg læste den, var jeg 12-13 år. Senere som 15-16-årig var jeg meget begejstret for J. D. Sallingers ”Forbandede ungdom” ( ”Catcher in the rye”)

En ægte klassiker.

Lisbet: Hvad har litteratur og læsning betydet i dit virke som lærer?
Onkel: Da jeg i mit virke som lærer mest har undervist i matematik og idræt, har litteratur ikke fyldt særlig meget – undtaget relevant faglitteratur. I en årrække var jeg dog dansklærer/klasselærer i 1-5. kl., så læseindlæringsprocessen samt højtlæsning for eleverne (Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter med flere) havde naturligvis høj prioritet. Skolebiblioteket frekventeredes regelmæssigt (skemalagt besøg).

Lisbet: Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Onkel: Min udvikling som læser gennem livet er en underlig størrelse. Som sagt lærte jeg tidligt at læse – teknisk/færdighedsmæssigt set, men indholdet i de første skoleår sagde mig intet. Jeg kunne honorere lærerens krav til læsefærdighed – og det var så det! Jeg kunne læse side efter side uden at hæfte mig ved indholdet. Min evne til at læse og tænke samtidigt virker ukoordineret, underudviklet. Jeg læser ufattelig langsomt, selvom jeg rent teknisk kan læse hurtigt. Det fordrer stor koncentration for mig at læse en bog, fordi koblingen mellem læsning og samtidig tænkning er ufuldkommen.

Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af?
Onkel: For nylig har jeg læst ”Pigen fra det store hvide skib” , Jesper Bugge Kold & Mich Vraa. Den læste jeg med stor interesse blandt andet på grund af sammenblandingen af fakta og fiktion (faktion). Som forlaget Lindhardt og Ringhof skriver: ”En fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte. Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.” Der er visse aspekter af genkendelse fra min egen tid som 17-18-årig, da jeg tog på langfart med ØK-skibe.

Du hører Kim Larsen synge Jutlandia, når du ser denne bogforside. Eller: Det gør jeg.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Onkel: Min søster, som lærte mig alfabetet, er god til at inspirere mig til læsning. Hun har fornemmelse for, hvad der kunne have interesse for mig at læse. Min ældste datter gav mig ”Det du ikke forstår, gør dig klogere”, som er en samtalebog med Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev. Den fandt jeg meget interessant, da de kommer rundt om og ind i de store spørgsmål til menneskelivet.

Så nærmeste familie er min største inspiration til læsning.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Onkel: På mit natbord ligger aldrig en bog (men en blodtryksmåler). Jeg kan slet ikke fordrage at ligge ned, når jeg skal læse.

Flere læserportrætter
Dyk ned i flere læserliv. Der er et par stykker at vælge imellem, og de er vidt forskellige.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge

Bogsnak fem år efter: Hvad har vi lært?

Bogsnak-bloggen fylder fem år i 2021. I den anledning lavede Jan M. Johansen, også kendt som Den Grå Bibliotekar, og jeg i sensommeren en næsten improviseret live-session på Bogsnaks Instagram-profil. Her interviewede vi hinanden om, hvad vi har lært af at være med i det lille Bogsnak-blogkollektiv, og hvad der har været noget af det sjoveste og mest givende.

Jeg har både præference for forberedelse og opsamling, så derfor skal I selvfølgelig ikke snydes for en præsentation af vores samtales hovedpointer. En papirkalender og flueben er mine hårdeste drugs.  

1: Du er ikke alene
Det er en hjælp at være flere, der driver og præger en blog om bøger, biblioteker, litteratur og læsning. Vi inspirerer hinanden til at læse bøger, som vi aldrig selv ville have fået øje på. Vi puffer blidt til hinanden, når skrivestrømmen er mere træg end friskt flydende. Vi skriver indlæg sammen. Det kan være årets top tre, inspiration til sommerlæsning eller dobbeltanmeldelser. Det tager noget af presset, at vi er flere, der producerer. Og når man lover de andre, at man har et indlæg på vej, så bliver det faktisk tit til noget.

2: Nicher er lækre
Mikkel kan skrive om eReolen på et højt fagligt og samtidig underholdende niveau, sådan at mange gider at læse om emnet. Det viser vores statistikmodul med lysende klarhed. Jan kan noget med horror. En lækker niche at kravle ind i og formidle ud fra. Vi prøver også med jævne mellemrum at give vores indlæg et personligt twist. Lige fra min mormor og moster, der sniger ind og blander sig med verdenslitteraturen, til Ries indædte kamp mod Netflix og sofa og frem mod et mere tilfredsstillende læseliv.

3: Ræk ud
Blog-kollektivet er et kollektiv i udvidet forstand. Dygtige og inspirerende folk i vores netværk vil gerne bidrage, for eksempel i serien Portræt af en læser. Det er ikke farligt at spørge, om andre vil lege med og skrive et indlæg om en skattet forfatter, en genre eller en konkret bog. Her er to eksempler på, hvordan de vi har inviteret eksperter til at komme med gode råd til børns læsning og causere over tegneserier.
 
4: Find din egen skrivemetode 
Jan skriver tit spontant. Jeg planlægger mine indlæg i god tid. Pointen er, at det er godt at finde sig eget modus operandi, der fungerer. Kunsten er at ramme det gode mix mellem con amore og selvdisciplin. Og hvis man er blevet træt af at kigge på sin egen tekst, kan man altid bede en medblogger om en hurtig gennemlæsning. Den bedste form for redigering er nemlig i mange tilfælde at få fremmede og ikke mindst konstruktive og venlige øjne på teksten. For blogindlæggene skriver trods alt ikke sig selv.

5: Det skal være sjovt
Mit eget læse- og såmænd også skriveliv er blevet sjovere med Bogsnak.dk, fordi jeg blidt tvinger mig selv til at bearbejde noget af min læsning i personligt tonet skrift og formidling til andre. Jeg kan bedre huske de bøger, jeg har læst, og bruge pointer fra dem i alle mulige faglige og private sammenhænge. Derudover har det været en øjenåbner for mig, hvor mange læsehistorier der gemmer sig i min helt almindelige familie, hvor ingen er forfattere, litteraturkritikere, redaktører eller boghandlere. 

Mere snak om Bogsnak
I 2020 lavede vi en opsamling på de første fire år med bloggen. Det blev til indlægget Bogsnaks rundtur i ananasdåsen.

Portræt af en disciplineret lystlæser

Det var ikke mange timer, jeg nåede at sidde på kontor med Simon Rosenstand, før jeg vidste det: Her er det næste portrætoffer. En mand fra Ribe, der påstår, at han ingen særlige talenter har, men masser af særlige interesser – det kan nu noget. Især når han samtidig siger, at han er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur. Mød Simon og find ud af, hvordan der kan være en tæt sammenhæng mellem læseglæde og selvdisciplin.

Lisbet: Hvem er du?
Simon: Jeg er 27 år, københavner på syvende år og relativt nyuddannet cand.mag. i Litteraturvidenskab. Jeg gik egentlig og troede, at jeg skulle være højtflyvende litteraturteoretiker, men i stedet er jeg snublet ind i tilværelsen som litteraturpraktiker, eller projektmedarbejder, hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker. Her bruger jeg broderparten af min tid på projekter, der har til sigte at få litteraturen ud at virke. Det kan virkelig også noget – ligesom litteraturen i øvrigt. Nå ja, så skriver jeg også selv digte og sådan, men det må du ikke sige til nogen.

Lisbet: Hvad er dit tidligste læseminde?
Simon: Jeg kan sjusse mig frem til, at mit første læseminde må være min mor, der læste højt af Børnebiblen for mine brødre og mig. Min familie er absolut ikke frommere end gennemsnittet, men den bog er fuld af gakkede historier og flotte billeder, der kan sende enhver børnefantasi på himmelfart.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Simon: Min tidlige barndom var fuld af højtlæsning af alt fra HCA til HP (vistnok til og med femmeren). Og Snøvsen. Og Troldepus før det. Det må forresten være første gang, jeg har tænkt på Troldepus i over 15 år. Jeg har helt sikkert glemt en masse bøger fra dengang.

Da jeg blev lidt ældre og begyndte at læse på egen hånd, kastede jeg mig grådigt over faglitteraturen. Jeg læste atlas og leksika i rå mængder. Jeg rettede nok min til alderen hørende nysgerrighed ned i historiebøgerne snarere end ud blandt mine samtidige.

Først på gymnasiet vendte interessen for skønlitteraturen frygteligt tilbage. Her læste jeg alle de forfattere, som så mange andre småprætentiøse gymnasiaster har læst før mig: Dostojevskij (fordi han var svær), Orwell (fordi han var vild) og Sartre (fordi han var dyb). Jeg omtaler dem af og til som mine litterære børnesygdomme, men det er ikke fair – eller mindre prætentiøst. De har alle sammen deres kvaliteter, og de har formet mig som den læser, jeg er i dag.

Lisbet: Hvorfor valgte du Litteraturvidenskab?
Simon: Jeg havde ingen særlige talenter, men masser af særlige interesser. Jeg kunne lige så godt have læst filosofi eller kunsthistorie. Når jeg alligevel valgte litteraturvidenskab, skyldes det nok litteraturens spændvidde. I litteraturen kan jeg nærme mig såvel de store, filosofiske spørgsmål som kunstens stoflighed – foruden havearbejde, hvalfangst og alt mulig andet. Mit studievalg var altså nok et udslag af passioneret vægelsind.

Lisbet: Hvad var din vej ind i den sovjetiske litteratur, som du skrev speciale i?
Simon: Jeg blev grebet af den sovjetiske litteratur i begyndelsen af min kandidat, da jeg blev introduceret for den af en pissedygtig og i øvrigt meget, meget pæn underviser. Det fantastiske ved den sovjetiske litteratur er for mig at se dens insisteren på, at litteraturen ikke blot kan, men også skal noget! Den skal bygge, flytte, rykke, smadre. Det bundideologiske litteratursyn har både kastet noget af den mest gråmelerede, monstrøse og morsomme litteratur af sig.  Den sovjetiske litteratur bliver det selvsagt ikke skrevet mere af, men dens fascinationskraft er stadigvæk enorm, hvis man går fordomsfrit til den. 

Lisbet: Har du taget din tro på litteraturens kunnen med dig over i dit arbejdsliv?
Simon: Det har jeg helt sikkert, men ikke på den helt stor, ideologiske klinge. Mit i forvejen praksisorienterede litteratursyn er om muligt blevet endnu mere praksisorienteret. De projekter, jeg arbejder på, skal ikke diktere læserne nogen særlig adfærd eller noget. De skal bare ind og pirke til læselysten og engagementet. Det allervigtigste er at møde læserne dér, hvor de er. Den ideologiske overbygning må de så selv tømre sammen.  

Lisbet: Hvilken slags læser er du?
Simon: Jeg vil nok betegne mig selv som en disciplinær, grænsende til tvangsneurotisk lystlæser. Det er egentlig en uskik at bruge en uddateret psykologisk term på den måde, men prøv at følge mig engang.

Jeg læser kun i de perioder, hvor jeg har lyst. I disse perioder læser jeg til gengæld efter klokkeslæt: en time til halvanden hver ledig aften efter aftensmaden, altid i den samme position, altid med en kop te i hånden. Altid, altid, altid. Det er nok en gammel arbejdsskade fra studietidens lektielæsning, men er du gal, jeg får læst mange gode bøger. På den måde kommer jeg helt ned i gear og langt, langt væk. Sådan bliver jeg nok ved, så længe disciplinen hverken kvæler læselysten eller -glæden.

Lisbet: Hvilke bøger vil du anbefale?
Simon: Jeg er nødt til at slå på tromme for den oversete sovjetlitteratur! Gladkovs Cement er en fantastisk fabriksroman, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt man kan arbejde sig ud af et kollektivt traume (svaret er tja); Platonovs Udgravning til fundament er en kulsort satire over sovjetmagtens magt og magtesløshed; Grossmans Liv og skæbne er en mursten om krigens rasen og ideologiernes fallit; og Jerofejevs Moskva-Petusjki er et lårklaskende langdigt om en på alle måder udsigtsløs togtur til provinsen med tårnhøj promille.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord?
Simon: Huset Buddenbrook. Jeg kan bedst lide nøje at forberede min læsning en måneds tid frem, men af og til indhenter jeg mig selv, og så må jeg hive en ulæst bog ned fra bogreolen for ikke at bryde min stime. Sådan endte 600 så vidt ret spændende siders Mann på mit natbord. Det giver mig lidt tid til at forberede mit næste læseprojekt.

Flere portrætter

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge


Vi skal bare læse

Jordbær, EM i fodbold, lunkne dåseøl, lakerede negle i åbne sandaler, årets første Magnum Mandel-is, myggestik, lange og lyse aftenener på altanen – det hele er her lige nu. Det er blevet sæson for Bogsnaks store og rituelle sommerindlæg fyldt med læseinspiration fra Lisbet, Jan og Mikkel.

Samtidig vil vi gerne kaste spotlys på de danske folkebibliotekers nye sommerkampagne #barelæse. De dedikerede litteraturformidlere og bibliotekarer over hele landet er gået sammen og har dette budskab til os alle:

“For andet år i træk bliver sommeren næppe, som vi havde ønsket. Og så alligevel. For selvom COVID-19 stadig spænder ben for de fleste planer, er grænserne åbnet for en ny type sommer i fordybelsen, forjættelsen og forvandlingens tegn. Til sommer skal vi ”bare læse”.

Ferielæsning er dog meget mere end ”bare”. Til hverdag nøjes vi ofte med den korte læsestund, den søvnige godnatbid før sengetid, men i ferien får læsningen sin kraft tilbage. Den årlige pause kan være det frirum, der skal til, for virkelig at forsvinde ind i siderne – og vende genfødt tilbage.

I år kalder vi danskerne til fest for sommerlæsningen! Med kampråbet #barelæse anråber vi landets bogorme om at dele sommerlæseoplevelser til inspiration, opløftning og læsegejst – og for at kåre landets bedste sommerlæsestund.”

Der hører selvfølgelig en konkurrence med. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget på #barelæse. Og vups: Så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.”

Læs mere om kampagnen og konkurrencen på Københavns Bibliotekers hjemmeside.

Lisbets læsesommer i indisk stil med Obama, Hilda og trolden
Vanen tro skal jeg til Skåne og til Hjørring i min sommerferie. Forandringen ligger i bogvalget. I år ser jeg særligt meget frem til at nyde den indiske forfatter Deepa Anapparas debutroman Djinn-patruljen på Lilla Linje. En af mine yndlingsforfattere, briten Ian McEwan kalder den “en glødende debut”, og citatet matcher forsidens væld af varme farver.

Den niårige dreng Jai er fan af politiserier og har en detektiv i maven. Da en klassekammerat forsvinder i storbyens favn, beslutter Jai sig for at opklare sagen. Sammen med to jævnaldrende assistenter begiver han sig ud i området for enden af toglinjen Lilla Linje – et farligt sted. Det begynder som en leg, men alvoren overtager hele projektet. Flere børn forsvinder, og politiet viser sig at være korrupt.

Bagsideteksten afslører også, at såkaldt sjælestjælende ånder kommer ind i billedet, og “Da tragedien rykker helt tæt på, forandres deres liv for altid.”

Litteratursiden.dk får bogen også umanerligt pæne ord med på veje, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i en hjertegribende fortælling om mod, fantasi, kammeratskab, der samtidig giver et indblik i det moderne Indien.

En fascinerende forside. Ren slik for øjet.

Sommerens mursten: Et forjættet land
En af mine sommerferietraditioner er at læse en virkelig lang bog. Det har typisk været en af Jonathan Franzens romaner. For fire år siden var det Paul Austers 4 3 2 1.

Der er noget dybt tilfredsstilende ved at dedikere mange læsetimer til et langt værk. I år har jeg valgt Obamas Et forjættet land. De 858 sider rummer første (sic!) del af Obamas erindringer fra sin tid som præsident. Han har skrevet bogen i hånden, fremgår det af forordet. Tillykke med en seneskedehindebetændelse.

For et par år siden hørte jeg Michelle Obamas erindringer Min historie som lydbog indlæst af Ellen Hillingsø. Det var 19 gode timer. Jeg glæder mig til at få Baracks udlægning af flere af de begivenheder i deres fælles personlige og professionelle liv, som Michelle allerede har beskrevet. Derudover håber jeg, at det fænger hos mig som læser, når bogen tager mig med ind i The Situation Room og giver et indblik i, hvad der egentlig foregår, når man som USAs præsident forhandler med Putin. Det bliver en god modvægt til sommerferiens utallige slag UNO i børnefamiliens skød.

Hvordan kan han se så glad ud? Det er garanteret fordi, han er en ivrig læser.

Hilda og trolden
Jeg falder gerne i Astrid Lindgren-gryden eller snupper den nyeste med Lars Daneskov, når jeg skal vælge fælles sommerferielæsning til mig og Aske på ni år.

Men i år er det anderledes! Vi skal nemlig læse Hilda og trolden af Luke Pearson. Hilda er otte år og lever i et magisk land. Hun har en hund, elsker at sove i telt og møder en masse eventyrlige væsener. Det lyder alt sammen godt. Men det helt afgørende er, at Luke Pearson også er manden bag universet i serien Adventure Time! Det borger for fantasien og kvaliteten.

Og så har tre superstar-børnebibliotekarer anbefalet den lige her i et festfyrværkeri af en online-book talk.

Det gjorde indtryk på mig, og jeg reserverede straks bogen, der på 24 sider kombinerer det bedste fra tegneserie- og billedbogsformatet.

Læs mere om Hilda og trolden på Serieland.dk

Jeg er vild med det visuelle udtryk. Hele familien kommer til at nyde denne bog. Jeg ved det bare.

Den, jeg elsker, elsker jeg: Kim Schumachers mange liv
Denne bog læste jeg i december 2020, og den er ikke på min egen sommerlæseliste. Men DU skal læse den.

Inden jeg overhovedet fik biografien Dem jeg elsker elsker jeg: Kim Schumachers mange liv i hånden, fik jeg et flashback til en sommereftermiddag i 1988. Jeg var 12 år gammel og lå på vores altan i en solstribe. Adressen var Astrupvej 900. Virkelig langt ude på minkfarm-landet mellem Hjørring og Sindal, hvor det var en begivenhed, når rutebilen kørte forbi.

Jeg havde taget min båndoptager og mine kassettebånd med op på altanen efter skoletid og nød varmen.

Det vil sige: Jeg havde også taget et af min storebrors bånd med. Det var et sort BASF-bånd. Klistermærket, man kunne skrive båndets indhold på, var rødt og hvidt. Min bror havde optaget et program fra radioen på det bånd. Det var Kim Schumachers musikprogram, og jeg kunne det efterhånden udenad. Frem med båndoptageren, og speedsnakkende, sprogblomstrende Kim lige ind i øregangene. Eksotisk og anderledes. Langt væk fra det nordjyske liv med sindige middelklasseværdier, aftenkaffe i sofaen, træsko og halmfyr.

Dette erindringsglimt flugter på mange måder med forfatterne Simon Lund og Ralf Christensens forord, hvor de beskriver, hvordan de bøjet over cykelstyrene ræser hjem fra skole i midt-80erne . De skal jo nå at optage Kim Schumachers program kl. 15.05, lige efter Radioavisen.

Fascination af Kim Schumacher er vi nok mange, der deler. I biografien opruller Lund & Christensen sider af Schumachers liv, som førhen har været underbelyste. De skriver om hans kunstkortfilm og hans vilde rejser til New York, hvor han tumlede rundt i undergrundsmiljøet. Med stor følsomhed skildrer de hans trekantede og kærlige samliv med to andre mænd. Efter Schumachers alt for tidligere død på grund af AIDS (han blev kun 40), giftede de to enkemænd sig med hinanden.

Bare den historie i sig selv er stærk og kunne fylde en hel bog. Men du får så meget mere i denne omfangsrige og på alle måder kulørte og stærke biografi af en mand, der både var folkeeje og avantgardist.

Og så er ordet Jans. Han har udvalgt tre gode titler – hvis nu ingen af mine anbefalinger gik rent ind hos dig.

Tag en dyb indånding, inden du går i gang med denne bog. Det er en hæsblæsende tour de force gennem et usædvanligt og dramatisk liv. Desværre med en ulykkelig udgang.

Jans sommerlæsning
Sjovt nok har tiden i coronaens tegn betydet, jeg har fået læst bredere, end jeg nok ellers ville have gjort. Godt hjulpet på vej af min chef, der tvang mig til at læse den første bog på listen: Sportshjerte af Daniel Dencik

En bog om cykelløb er normalvis ikke mit gebet, men ansporet af min cykelelskende chef endte jeg alligevel med at læse Daniel Denciks fremragende fortælling om mennesker og cykling, samt den dragende fascination lange cykelløb sært nok har på folk.

Og jeg skylder chefen stor tak. Nok blev jeg ikke grebet af cykelfeber, men jeg blev klogere på de mennesker, der elsker sporten, og fik en læseoplevelse af de helt store, for Dencik kan nemlig noget særligt med ord.

Det i sig selv gør Sportshjerte til en fantastisk læseoplevelse og en virkelig god sommerbog.

Jan har en chef, der anbefaler bøger. Og det gør indtryk på ham!

Jerusalem: En biografi
I modsætning til den ret korte foregående bog, så er ’Jerusalem’ en mastodont af en bog. Den er fyldig på alle måder, ikke mindst sidemæssigt. Men det gør intet, for det er en bog, der drager en som læser og leder en gennem fortællingen om verdens måske vigtigste og mest interessante by på en fascinerende og gribende måde.

Fortællingen om Jerusalem er nærmest skrevet som en biografi med skønlitterære elementer, så hvad end man er til faglitterære historiske bøger eller ditto skønlitterære, så er Jerusalem værd at kaste sig over.

Forfatteren Simon Sebag Montefiore er ikke kun en dygtig historiker, men også en skarp skribent og formidler. Hans ord gør historien om Jerusalem levende og lærerig og til det perfekte bud på en sommerbog.

Vi rejser ikke så meget ud i verden denne sommer. Men skidt – vi rejser bare gennem bøgerne!

Den kriblende have – sådan dyrker du din have og redder kloden
Den sidste af mine tre anbefalinger er Dave Goulsons Den kriblende have, som også blev mig anbefalet af en god ven.

Goulson er som de to andre på listen en forfatter med ordet i sin magt, og han har tillige en passion for naturen og den vilde verden omkring os, der i den grad er smittende. Så smittende, at jeg var tæt på at anskaffe mig en have efter endt læsning.

For det er nemlig det, bogen handler om: Haven og alle de mange dyr, der bor der. Og, ikke at forglemme, hvorfor den og de er så vigtige. Både for os og for verden.

Dybest set så kan bogen koges ned til ”sådan dyrker du din have og redder kloden”. Her vil jeg skynde mig at indskyde, der ikke er mange løftede pegefingre at finde i bogen. Goulson har en meget pædagogisk, overskudsagtig og inspirerende tilgang til emnet. Det gør bogen til en fantastisk sommerbog.

En glad Jan i det grønne.

Mikkels sommerlæsning
Jeg har tre projekter til sommer. Jeg skal læse mig gennem min salig svigerfars Anthony Bourdain-trilogi: En køkkenchefs bekendelser, Jagten på det perfekte måltid og No Reservations. De har ligget og lokket i et par måneder nu. Se i øvrigt min post om min svigerfars bogsamling, og hvordan det føles at stå foran de afdødes bøger her.

Så skal jeg læse Manden, der ikke ville være høflig. Min søde kæreste og jeg havde den glæde at få min kollega, Mai-Britt på besøg her i Nyborg, fordi vi begge skulle til møde i Vejle næste dag. Mai-Britt ved alt. Alt! Det gør hende til voldsomt interessant selskab, og det var held i uheld, vores tog var så forsinket næste morgen, at vi måtte tage bilen. Roadtrips med alvidende kan varmt anbefales.

Som værtindegave havde hun Jesper Kurt-Nielsens bog om den danske militærlæge Agner Møller, der var udstationeret på øen Nias i Hollandsk Ostindien i 1920’erne, og Mai-Britt lover på det medfølgende kort alt fra hedonisme, narkomisbrug, nudisme til bigami og torpedoangreb på Atlanterhavet og meget mere. Jeg glæder mig meget!

Slutteligt er jeg så heldig, at selvom borgerne har fundet vej tilbage til det fysiske bibliotek, så har vi vilde mængder af nye bøger til dem, og de kan ikke følge med. Borgerne, altså. Så kan man snappe titler op, der ellers ikke er til at komme i nærheden af som fx Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.

Denne personlige fortolkning af den klassiske stoicisme er måske ikke revolutionerende, men det er så sandelig heller ikke nødvendigt. Det er en mægtig fin destillering til fem grundprincipper, og nu vil jeg genlæse den med pen og notesbog i nærheden. Jeg er ikke ganske ubekendt med genren!

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

Bogsnaks sommertips 2020

Portræt af en kræsen læser med bred smag

Når det gælder dedikerede formidlere, så udgør de danske folkebiblioteker et slaraffenland Jeg var så heldig at møde en af dem, nemlig Josephine Nobre Boisen Valentin, på Brønderslev Bibliotek i 2019, da jeg var på en mini-studietur. En vigtig sidegevinst ved besøget var, at jeg fik lov til at sidde bag rattet på bibliotekets bogbus. Vi kom dog aldrig ud at rulle, men det var nu en god fornemmelse. The feeling of power!

Her kan du møde Josephine, som inhalerer litteratur fra morgen til aften, og som formentlig har danmarksrekord i afhentning af den største stak biblioteksbøger.

Lisbet: Hvem er du?
Josephine: Det var et stort eksistentielt spørgsmål. Jeg er en kvinde, mor, læser, arbejder. Jeg er også dragende, kommanderende, højtråbende, diskuterende og fyldt med glimmer. Hvis man skal genkende mig i en flok, så gå efter den, der griner højest. Jeg er også korthåret, tyk og elsker at spille Playstation.

Altså, jeg er Josephine, jeg er 28 år gammel, gift, har et barn, bor til leje i et rækkehus i Aalborg, og så arbejder jeg som kulturformidler for børn og unge ved Brønderslev Bibliotek. Måske er jeg først og fremmest virkeligt glad.

Lisbet: Hvordan var din vej ind på Brønderslev Bibliotek?
Josephine: I 2014 fik jeg et jobtilbud som personlig assistent for Josefine Ottesen i forbindelse med hendes familielæseprojekt med udgivelsen af Helgi Daner. Hun samarbejdede med Brønderslev Bibliotek, og derigennem lærte jeg dem at kende. Især udviklingskonsulent Louise Eltved Krogsgård, og det var gennem hende jeg fik nys om et praktikophold og blev tilknyttet projektet Ny Nordisk.

Brønderslev Bibliotek er faktisk årsagen til, at jeg, en syd-vestjyde, fandt ud af, at Nordjylland indeholder så meget godt og slet ikke er farligt. Efter et ophold i Canada og en graviditet var de også det bibliotek, jeg helst ville være hos. Jeg tror vitterligt, jeg kan sige, jeg har verdens bedste arbejdsplads.

Lisbet: Hvad er dit stærkeste læseminde fra din barndom?
Josephine: Må man svare hele min barndom? Jeg fik godnatlæsning, til jeg var 13. Det er kun den sidste Harry Potter-bog, jeg ikke læste højt sammen med min mor. Jeg husker at være den “store” hos min moster, og ikke rigtigt ville lege med de “små” mere, men stadig være med. Der var jeg bedstemoren, man kom hen og fik læst eventyr ved. Det var en samling af Grimms eventyr.

Jeg er blevet taget med på Esbjerg Hovedbibliotek af min morfar, og min mor uddannede sig til skolebibliotekar, mens jeg gik i skole. Jeg er blevet stopfodret, foræret, tilbudt og vist alle de bogtilbud, der var mulige. Jeg har været med på BogForum, siden jeg var 12. Det var som at træde ind i Narnia, når Forum åbnede dørene.

Jeg husker at køre på ferie. Vi kørte sydpå, gerne en 16 timers kørsel i ét hug om natten, og at sidde der med CD’er og kassettebånd, som alle fortalte deres historier, mens bilen åd kilometre, var og er helt magisk for mig.

Jeg håber lidt, der stadig går rygter om hende på bogbussen ved efterskolen i Vostrup, der havde reserveret og fik 98 bøger på én gang, så hun blev nødt til at ringe efter nogen af de andre elever til at komme og bære. Det var nemlig mig. Jeg har meget få minder, hvor der ikke lå bøger i tasken, bilen, i hånden. Bøger har altid været med og altid været en del af mig.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din ungdom?
Josephine: Det er svært at være konkret, når jeg altid har læst meget. Jeg har ikke haft en oplevelse af at læse én bestemt bog, der gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg startede, da jeg kunne vende sider, og er aldrig stoppet. Gennem min gymnasietid læste jeg 1-5 genstande om ugen. Jeg lånte lydbøger, som jeg lagde ind på min iPod, og jeg var på biblioteket mindst to gange om ugen. Især det selvbetjente bibliotek åbnede en helt ny verden for mig, dét og bibliotek.dk, hvor hele landets bøger stod til min rådighed. Jeg har skambrugt og elsket det. Men måske især var det her min passion for tegneserie startede, om end det ikke prægede mere end engelsk YA.

Lisbet: Hvordan er din læsesmag?
Josephine: Bred. Jeg læser virkeligt i mange retninger. Børnebøger, helt fra dem lavet i pap til de mere æstetiske med alvor på hjerte. Jeg læser YA og thrillers. Jeg læser oversatte japanske mesterværker og danske debutanter.

Jeg har også et dogme om, at jeg hvert år mindst skal læse en krimi, fordi det ikke er en genre, jeg er velbevandret i. Jeg læser sågar også en biografi i ny og næ. Absurd nok er jeg faktisk kræsen, og jeg er også typen, der ikke færdiggør en bog, hvis den ikke fanger. Der er for mange gode bøger, til jeg gider læse dem, som ikke falder i min smag.

Lisbet: Hvordan ser en typisk læseuge ud for dig?
Josephine: Jamen, jeg starter min læsning, når jeg sætter mig ind i bilen på vej til arbejde. Her hører jeg altid lydbog, hvilket også er tilfældet på vej hjem. 24 minutter til og fra løber hurtigt op, især når hastigheden er skruet op.

Så læser jeg pege- og billedbøger med min søn om eftermiddagen og kan nogen gange snige lidt sider i en fysisk bog ind, imens Gurli Gris får lov til at holde hans opmærksomhed. Eller jeg kan sidde i lænestolen og følge med i legen, mens jeg sluger ord. Så bliver han puttet, og der læser vi cirka tre bøger sammen, og derefter kommer han i sin seng. Jeg ligger på gulvet og læser i en e-bog, imens han falder i søvn. Jeg læser tegneserier eller billedbøger, når jeg børster tænder, og gerne en længere bog som det sidste i sengen.

Nogen dage læser jeg mere intenst end andre, men fælles er, at jeg får læst hver dag. Så ikke helt en uge, men en typisk dag for mig, der løber sammen til en uge.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning på sociale medier?
Josephine: Årh, så mange mennesker. Både forfattere og anmeldere på Instagram inspirerer mig helt vildt. Jeg er sådan en, der helst vil vide meningen om bogen men ikke indholdet. Det betyder også, at jeg sjældent nærlæser en anmeldelse, før jeg selv har læst bogen, fordi jeg gerne selv vil opleve den. Det betyder også, at dem, som skriver mere om, hvad de selv mener, er bedre som anbefalere for mig, end dem som skriver mest om handlingen. Jeg elsker mit feed på Instagram, som flyder over med bøger.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Josephine: Der ligger altid en rodet stak af aviser, billedbøger og almindelige bøger. Jeg har totalt snydt på mit billede (se nedenunder) og lige samlet dem pænt, for normalt er det en bogbombe, der er eksploderet ud over bordet og gulvet. Det, der står, er dog netop det, som lå på bord og gulv ved min side af sengen. Samlingen er konstant flydende, lidt ud og ind, men der er altid en bunke. Faktisk har jeg lige investeret i en reel trækasse, som kan samle alle soveværelsets bøger, fordi de godt kan fylde lidt af og til.

Lisbet: Hvad er din bedste læsevane?
Josephine: Lydbogen tror jeg faktisk. Jeg hører ikke særligt meget podcast, fordi jeg hellere vil lytte til en bog. Jeg tror, begge dele er givende. Det er bare altid bogen, der trækker. Og hvis jeg føler, jeg hverken har tid eller overskud til en bog, så er det altid tegneserierne, jeg vender mig imod. Jeg tror også, udfordringen med at prøve noget andet end det, jeg tyr mest til, er god. At læse en digtsamling, en thriller eller en essaysamling giver et nyt perspektiv og noget nyt at tænke over, hvilket gør min læsesult større.

Lisbet: Hvilken bog er magtpåliggende for dig lige nu at anbefale til læserne af Bogsnak-bloggen?
Josephine: Åh jeg har lige læst Katarsis af Luz, som er en tegneserie om massakren ved bladet Charlie Hebdo i Paris, og hvordan Luz er den af kollegerne, der overlever, fordi han kom en time for sent på arbejde. Jeg tudede helt vildt.

Blå tiger af Line-Marie Lång er en roman, som er helt magisk. Jeg hørte den oplæst af forfatteren selv, som har den blideste og rareste stemme. Omdrejningspunktet er en ung kvinde, der har haft en noget speciel opvækst i et kollektiv. Hun er anderledes end normen, og langsomt indføres vi i hendes liv og sind, mens begge dele langsomt opløses og erstattes og bliver fast og noget andet. Det er en vild roman på den mest stilfærdige underfundige måde. Jeg tror, Bogsnak-bloggens læsere ville nyde den.

Flere læserportrætter

Mød flere formidlere i disse portrætter:

Niels Offenberg: Portræt af en litteraturformidlende læser | #bogsnak

Helle Brandstrup Jensen: Portræt af en læser med lister | #bogsnak

Siri Rønne Christiansen: Portræt af en læser i det italienske hjørne | #bogsnak

Portræt af en læser i 2. klasse

Man kan blive overrasket. Den anden dag bad min søn Aske om at blive interviewet om sin læsning. Jeg var ved at tabe næse, ører og mund. Har jeg virkelig fået indoktrineret ham så meget?  

Døm selv. Her kommer et kort signalement af en læser på ni år. Vi kommer ind på yndlingsbøger, læsehygge og det gode ved lydbøger.   

Lisbet: Hvad har det betydet for dig, at du nu kan læse selv?
Aske: Jeg kan hygge mig om aftenen med at læse. Eller lige når det skal være. Det er dejligt at kunne det nu.

Lisbet: Hvad gør du, når du skal hygge dig med en god bog?
Aske: Først skal jeg selvfølgelig finde en god bog! Det kan være dejligt, hvis bogen handler om nogen, jeg kender til. For eksempel RobinSamse. Så sætter jeg mig til rette. Det kan være svært at finde den rigtige læsestilling.

Lisbet: Hvad kan dine venner godt lide at læse?
Aske: En af mine venner kan godt lide at læse lange og tykke bøger. For eksempel Harry Potter. Eller seriebøger. Dem kan jeg også godt lide. Mig og mine venner læser cirka på det samme niveau.

Lisbet: Hvad kan du lide ved at høre lydbøger?
Aske: Først og fremmest: At jeg ikke selv behøver at bruge min hjerne for at kunne forstå det hele. Det er hyggeligt at lægge sig til rette og lytte eller at lytte til lydbøger, mens dem i familien laver nogle andre ting.

Lisbet: Du skriver selv i skolen. Hvordan gør du, når du skal finde på en historie?
Aske: Som regel får vi en skriveopgave. Det kan være ”Skriv et eventyr”. Men jeg kan godt selv finde på noget.

Lisbet: hvad skal du læse i sommerferien?
Aske: Jeg tænkte på, at jeg vil prøve at læse alle bøgerne i RobinSamse-serien. Og så vil jeg få min mor eller far til at læse Lakserytterens bog Griskernes hemmelighed færdig for mig. Jeg har selv læst noget af den. Det ville også være godt, hvis de læser toeren højt for mig. Den udkommer snart.

Jeg håber også, at min mor finder nogle gode bøger til mig.

En lang og god bog. Aske begyndte på den sidste sommer. Nu skal den gøres færdig

Lakserytteren har lavet en supergod bog med tegneøvelser. Den kan vi klart anbefale!

Masser af pranks og fart over feltet. Niki Topgaard kan også noget med bøger.

De dygtige børnebibliotekarer Julie Ottosen og Kathrine Bach Pachniuk fra Vanløse Bibliotek har anbefalet Mumleby-bøgerne. De skulle have en særlig “feel good” Bulderby-kvalitet. Vi har i vinteren 2021 hygget os med Alle vi børn i Bulderby, så jeg tror, at Aske godtager Mumleby-forsøget.

Flere portrætter af unge læsere
Dette er læserportræt nummer tre af Aske. Her er de to første:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år

Portræt af en læser i nulte

Læs også om Erica, Josephine og Julias læsevaner:

Portræt af en læser: Erica ni år

Portræt af en 14-årig læser: Josephine

Portræt af en gymnasieelev der læser