Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.  

 

Medskyldig midt i livet

Mellem vinterens influenzarunde 1 og 2 hjemme hos os fik jeg læst et enestående godt stykke nyt dansk litteratur. Dette er ikke en klassisk anmeldelse, men en personlig anbefaling skrevet på baggrund af et længerevarende anfald af ren og skær begejstring.

Romanen Medskyldig handler om en mand på 35, som er optaget af familieforpligtelser og samtidig martret af sygdom og den efterhånden slidte drøm om at slå igennem som forfatter. Det lyder ikke som opløftende læsning. Men det er litteratur, du har brug for. Du, der er midt i livet, men som ikke helt har erkendt det endnu. Du, der er begyndt at acceptere alle de døre, du har måttet lukke. Du blev aldrig anerkendt som lyriker/rockpoet/tegner/fotograf. Du fik børn, vælling på skjorten og kronisk søvnunderskud. Det hele krydret med pludselige glimt af lykke og klarhed.

Forfatteren Simon Glinvad kan sin Milan Kundera. Han bevæger sig elegant rundt mellem skarpe signalementer af forstadslivet i et halvt dobbelthus og essaylignende afsnit, hvor aspekter af europæisk kulturhistorie rulles frem.

Romanens hovedperson hedder Simon. Hans kone hedder Julie. Forfatteren Simon Glinvads kone hedder Julie. Knausgaard titter frem mellem linjerne. Især i en passage, hvor Simon kører i bil og i bakspejlet ser sine sønner på bagsædet. Han overmandes af lykkefølelse. Passagen mimer en scene i Min kamp, hvor lykken også opstår i en bil, hvor hovedpersonen ser sin sovende familie på bagsædet. Lykke kan ikke planlægges.

En del af romanen er det rørende portræt af hovedpersonens bedsteforældre, der levede et enkelt og rutinepræget liv på en gård i Vendsyssel, hvor årstidernes rytme definerede alt. Mormoderen førte en tør dagbog, som hovedpersonen dykker ned i. Skriften binder generationerne sammen, og noterne om aftensmaden, vejret og købet af blå sandaler til datteren lægger sig som et fint lag under beskrivelserne af Simons morgenvrisne søn og købet af den næste brugte bil, mens familien i det halve dobbelthus vokser fra fire til fem.

En voldsom og smertefuld mavesygdom stikker frem i teksten. Simon er på et tidspunkt indlagt på hospitalet ved siden af gamle, affældige mænd. Han er selv afkræftet og tæt på at give op. Stanken og elendigheden på afdelingen er oprørende, og jeg har sjældent læst noget, der så nøgternt mindede mig om min egen dødelighed.

Medskyldig er ikke en lang roman, men den har et stort litterært og åndeligt vingefang. Du kan læse de 161 sider på fire aftener, og du vil have stof til eftertanke i flere uger bagefter.

Mænd, der skriver om mænd, der skriver
Jeg regner med, at Simon Glinvad (født i 1978) bliver ved med at skrive. Nu har han været i gang i 13 år. Sikkert mere. Han har udgivet en række romaner og en enkelt novellesamling. Det store gennembrud må være lige om hjørnet. Hvis jeg sad i Statens Kunstfond, så var han selvskrevet til det treårige arbejdslegat. Mindst.

Jeg fortsætter med de korte nutidsromaner om at være midt i livet. Næste bog på natbordet er en anden dansk udgivelse fra 2017: Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen. Det er en såkaldt prekær hverdagskomedie, som skulle være både syrlig, morsom og kreativ klasse-hudflettende. Det er ord taget fra Informations anmeldelse af bogen.

Mon man kunne arrangere en forfattersamtale mellem Zeuthen og Glinvad? Hvis nogen tager handsken op, så sidder jeg på første række, når den samtale finder sted.

Boginfo
Medskyldig af Simon Glinvad, 161 sider, Gladiator, 2017.
Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen, 223 sider, Rosinante, 2017. 

Læs mere om Medskyldig på Forlaget Gladiators hjemmeside

Læs om Simon Glinvads roman Min grønne himmel på Litteratursiden

Læs mere om Buemundet guitarfisk på Rosinantes hjemmeside

Portræt af en 14-årig læser

Den læsende pige på bloggens forside hedder Josephine. Efter halvandet års tavs tilstedeværelse som signaturperson må det være på tide at give hende ordet. Her kommer et portræt af en læser: Mød Josephine, der i dette mailinterview fortæller om sine læsevaner og byder på en stribe forrygende og højst aktuelle bogtips.

Josephine er 14 år gammel og går i 8. klasse. Næste år vil hun gerne på Rejsby Europæiske Efterskole, fordi hendes yndlingsfag er samfundsfag og sprog. Hun har altid læst for godt, så hun har manglet litteratur, der var passende i både sprog og indhold. For nylig er hun begyndt at læse engelsksprogede ungdomsromaner og Young Adult. Hendes altoverskyggende hobby er kampsport. Hun er taekwondo-instruktør i den lokale klub og tidligere landsholdskæmper i kickboxing.

 

IMG_9609

Kampsport og læsning: Josephines interesser favner et bredt felt.  

 

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Josephine: Den første bog jeg kan huske, jeg læste var Historien om en hare. Jeg fik den af min fasters mand, da jeg var meget lille. Jeg læste den, da jeg var omkring de 6 år. Den handler om en hare, der gennem historien hele tiden bliver til andre dyr. Jeg læste den lige igen i forbindelse med det her interview, og den er stadigvæk god. Hvilke bøger har været højdepunkter i din barndom? Jeg kunne virkelig god lide især to serier. Fallen, Shadow Falls og School Spirits [engelske titler, men de er på dansk red.]. I School Spirits er hovedpersonen en heks, og i Fallen er hovedpersonen en pige med en englekæreste. I Shadow Falls har hovedpersonen også magiske kræfter, men her skal hun bare finde ud af, præcis hvad hun er.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Josephine: Lige nu læser jeg en engelsk bog, der hedder This is where it ends. I grove træk handler den om et amerikansk “school shooting”. Den foregår over en time, og man læser den ud fra fire forskellige personers perspektiv. De er alle forbundet med gerningsmanden og hinanden.

Lisbet: Hvordan finder du ud af, hvad du skal læse næste gang?
Josephine: Nogle gange køber mine forældre noget, de synes, jeg skal læse. Andre gange finder jeg bare noget selv på eReolen. Jeg har ikke så tit det problem at mangle en bog, for jeg læser mest serier, så bøgerne plejer faktisk at hobe sig op. Lige nu har jeg 12 bøger i min bogkø.

Lisbet: Hvad er dit yndlingslæsested?
Josephine: Min sofa, uden tvivl. Jeg kan ligge og mosle rundt, og der er dejligt behageligt. Plus der er det perfekte lydniveau. Der er stille nok til at jeg kan koncentrere mig, men ikke stille nok til at det bliver ubehageligt.

 

IMG_4184

Godt installeret. Sofalæsning, aahh……

 

Lisbet: Hvornår læser du?
Josephine: Det kommer an på, hvor god bogen er. Nogle gange læser jeg en bog på 2-3 dage og andre gange på 1-2 uger. Uanset hvad plejer jeg at læse en halv time inden jeg skal i seng. Jeg bliver ikke søvnhæmmet af lyset fra min mobil, og hvis jeg går i stå med bogen, så kommer jeg under alle omstændigheder igennem den med mindst 30 min. hver aften.

Lisbet: Hvad betyder læsning for dig?
Josephine: Jeg elsker at læse, fordi det er kanon hyggeligt, og en god bog er bare så nem at fortabe sig i. Læsning er jo også en form for intelligent underholdning. Jeg kan hygge mig med en bog uden at blive dummere eller spilde min tid. Min far siger i hvert fald, at jeg bliver dummere af at se Youtube. En bog er også bare nem at fordybe sig i, og tiden går hurtigt, hvis den er god.

Lisbet: Hvad gør du, hvis du går i stå i en bog?
Josephine: Jeg elsker at se Youtube. Jeg ser nok dagligt omkring 1-2 timers Youtube hvis ikke mere. Hvis jeg går i stå med en bog, bliver det timeantal nok højere. Men som jeg nævnte tidligere, læser jeg jo mindst en halv time om dagen, så jeg kommer jo på et tidspunkt igennem bogen.

Lisbet: Hvem snakker du med bøger om?
Josephine: Min far og min bedste veninde Katrine. Katrine er også selv lidt af en læsehest, og vi har også læst nogle af de samme bøger, så derfor snakker vi om dem og deler hinandens synspunkter. Selvom vi ikke begge to har læst bogen, fortæller vi tit stadig om dem, fordi vi synes, det er spændende, og på den måde styrker vi også hinandens læselyst. Det kan jeg ikke altid med min far, fordi vi ikke har helt den samme smag i bøger.

Lisbet: Læser du andre typer af litteratur end bøgerbøger?
Josephine: Nej, jeg læser kun almindelige bøger. Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger. Læsning er en personlig oplevelse, og det synes jeg ikke det er, når en eller anden tilfældig kvinde står og læser det op fra et eller andet tilfældigt lydstudie. Jeg kan godt se, at det er smart at få læst en bog op, når du står og skræller kartofler eller løber en tur, men så foretrækker jeg at høre musik.

Flere portrætter er på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Her er to tidligere portrætter:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Mere inspiration
Københavns Biblioteker udgiver sammen med unge læsere med stærke stemmer podcasten YAS! Det er en litteraturpodcast af unge, med unge og for unge. Værd at abonnere på.  

 

Moster Else og verdenslitteraturen

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.     

lisbet og sigrid lavransdatter

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

img_1442

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

kristin lavransdatter til blog

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag? 

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.

Bøger til dit arbejdsliv 2018

Der er en uge til jul. Glem julen. Glem gaverne. Tænk på dit arbejdsliv det kommende år. Det skal være sjovt, tilfredsstillende og meningsfuldt. Men kan det lade sig gøre? Måske – hvis du læser eller i det mindste skimmer disse tre fagbøger.

Known:
The Handbook for Building and Unleashing your Personal Brand in the Digital Age
Denne bog er gennemamerikansk i sit look, sin tone og sit indhold. Den er personlig branding og ”you can do it” i 50 forskellige udgaver og ulidelig. Alligevel tøver jeg ikke med at anbefale den. Known handler ikke om at blive rig og berømt. Den handler om at blive kendt, sådan at du kan nå nogle af de mål, der er vigtige for dig.

Det kan være at få et nyt job, at tiltrække sponsorer til en værdig sag eller at få lov til at bruge en nørdet ekspertise i mange forskellige sammenhænge. Mark Schaefer skriver, at det ikke er nok at have en passion eller en god idé. Der skal en plan til, som sikrer, at verden får kendskab til ideen – og til dig.

Den gode nyhed er, at vi har fantastiske, digitale muligheder for at række ud og skabe netværk. De sociale medier er selvfølgelig oplagte her. Udfordringen er at skille sig ud og blive ”the go to guy” (M/K), som bliver betragtet som en troværdig og generøs autoritet på et givet område.

Der er fire opgaver: Du skal finde dit ”place”, dit ”space”, dit ”fuel” og dit publikum, som du kan interagere med.

”Place” er din unikke niche. Det kan være en særlig kombination af viden om ernæring og talent for at lave flotte infografikker. Alle mulige kombinationer kan komme på bordet. Det vigtigste er, at du får identificeret en vedvarende interesse, som du ikke forlader efter et par år. Det er et ringe eksempel, men alligevel:

Jeg interesserer mig for læsning. Det har jeg nu gjort i 34 år. Fra Søren og Mette til Theory of Mind. Selv om jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder, slipper jeg ikke læsningen. Den interesse er bred og ikke unik. Min udfordring vil være at kombinere den med noget andet. Jeg kunne prøve at kombinere teorier om karrierevejledning med læsning af litteratur. Kan man bedrive meningsfuld karrierevejledning ved at kombinere den med læsning af udvalgte romaner og digte? Tja, det er da en idé, jeg kunne file lidt videre på.

”Space” dækker over din platform og udgivelsesfrekvens. Er det Instagram tre gange om dagen, Youtube en gang om ugen eller et velskrevet og fyldigt blogindlæg en gang om måneden? Dit publikum er ikke over det hele. Her er det vigtigt at vide, hvor ens publikum tilbringer mest tid.

”Fuel” er dit indhold. Schaefer har et eksempel med en sydamerikansk kok, der laver madvideoer til Youtube. Det er der millioner af mennesker, der gør. Men denne kok tematiserer sine videoer over klassiske film. Hun klæder sig ud og laver referencer til film, hvilket lyder voldsomt krævende. Til gengæld er hendes film umiskendeligt hende. Hun har lavet sit eget format.

Et andet eksempel er en miniaturekunstner, der hver eneste dag året rundt uploader dagens billede til Instagram. Hver dag er der nyt og unikt indhold, som ingen andre end hun, ville kunne skabe. Hun laver en miniature hver dag. Også når hun har influenza.

Vedholdenhed betyder alt. Det kan tage 3-5 års indsats uden slinger i valsen at få sit navn etablereret. Netop derfor er det så vigtigt, at man har fundet sin vedvarende interesse. Det er lidt ligesom at skrive til skuffen i årevis.

”Audience”-afsnittet sætter fokus på, hvordan man kan række ud og skabe kontakter, pleje sit netværk, hjælpe og inddrage andre i det projekt, man har gang i. Den netværkslogik er jeg med på.

Known er en sjov bog med syrede cases. Samtidig sætter dig den i gang med at lave en holdbar plan. Vi lever i en opmærksomhedsøkonomi. Hvis folk vil bruge tid på at læse dig, lytte til dig eller se på dig, så er det mere værd end alt andet. Pyha, mon du læser resten af blogindlægget? Jeg får sved på panden.

Med Known i baghovedet kan du bedre skære gennem støjen og give dit bidrag til verden. Store ord, men sådan er det med The American Way.   

img_1272-1

Place, space, fuel, audience: Hvis du har fundet de fire, så er du godt på vej til at blive kendt. Ikke berømt; kendt. Denne håndbog er alt andet end Jantelov. Hvis du kan identificere din niche og være vedholdende, så er verden din østers. Det siger den entusiastiske Mr. Schaefer.

Karriere: Kunsten at flytte sig
Monika Janfelt har været forsker, har arbejdet i en HR-afdeling på universitetet og er nu selvstændig underviser, coach og forfatter. Hun legemliggør, hvordan karrierer kan bevæge sig sidelæns og i uforudsigelige mønstre, der dannes hen ad vejen.

Janfelts budskab er, at vi har brug for stærke karrierekompetencer i vores arbejdsliv, og netop kunsten at have lidt mere hånd i hanke med transitionsprocesserne er afgørende. Der er selvfølgelig stor forskel på at blive fyret eller selv frivilligt finde et nyt karrierespor, men for os alle kan det være nyttigt at tænke over temaer og muligheder i vores arbejdsliv. Også mens vi sidder i gode, faste jobs og tænker, at her kan vi fint være de næste ti år.

Et fast job er heller ikke helt, hvad det plejede at være. Omorganiseringer giver jævnligt anledning til fyresedler, projektansættelser vinder frem, og det prekariserede arbejdsmarked er en mærkbar realitet for mange nyuddannede.

Når der skal ske noget nyt
Hvad sker der, når man føler sig spændt ud mellem snusfornuftens ”Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”, rutine, nysgerrighed og debatten om employability, karrierekompetencer og medarbejdere i evig  udvikling med fødder, men ingen rødder? Hvem skal afgøre næste skridt? Annoncerne på Jobindex.dk? Er det muligt at lære noget om egne valg- og læreprocesser gennem karriereudforskning?

Ja, siger Janfelt. Du kan lære at genkende oplevelsen af at stå i et vadested og tage karrieretransitionen på dig. Du kan lære noget om at flytte med din faglighed. Det kræver, at du hiver dig selv væk fra hverdagen en gang imellem og laver noget grundigt tankearbejde. Du kan også føre dagbog over dit arbejdsliv.

En af Janfelts skarpeste pointer er, at arbejdspladser skal være bedre til at give organisatorisk støtte til medarbejderes processer med at være i karriereskift. Transitioner er kommet for at blive! Det handler om at få organisationers strategiske mål og udviklingen af medarbejderes karrierekompetencer til at spille bedre sammen.  Det skal ikke bare være noget, man kort berører til MUS en gang om året.

Karriere: Kunsten at flytte sig er en tankevækkende bog, hvor forfatteren vil hjælpe os med at definere pejlemærker og navigere mere velovervejet rundt på arbejdsmarkedet og ikke bare acceptere at blive kastet rundt med af tilfældigheder, som vel at mærke fortsat spiller en stor rolle. Det er godt at være klar over egne værdier, styrker og præferencer, sådan at man kan gribe tilfældighederne, når de dukker op.

Bogens grafiske opsætning er lidt speciel, idet der øverst på hver side er godt med luft. Jeg har brugt pladsen til mine egne noter, og bogen bliver også først rigtig spændende, hvis du hele tiden holder dit eget arbejdsliv op imod Janfelts analyser og pointer.

Karriereudvikling er ikke bare noget for DJØFere og erhvervsledere. Det er relevant for alle med et arbejdsliv. Janfelts bog vil nok alligevel vække mest umiddelbar genklang hos vidensarbejdere, ledertyper og HR-konsulenter.

Bogen rummer cases, gode råd og en inspirerende samt fyldig litteraturliste. Det er ikke en smart New Public Management-udgivelse, men en eftertænksom tekst, der ikke anviser hurtige løsninger. I juleferien bevæger du dig nok mest fra spisebordet til sofaen og tilbage igen. I 2018 bevæger du dig måske til din næste spændende station i arbejdslivet. Du kan begynde med at læse Karriere: Kunsten at flytte sig. Så er du godt i gang med at skrive næste kapitel i din personlige karrierebiografi.

Den helt nemme genvej er at høre podcasten Workflow, hvor tidligere DR-journalist Anders Høeg Nissen har Monica Janfelt i studiet. Episoden er fra 30. november 2017.

 

img_1271-1

En klog bog i et handy format. Hvem skal afgøre dine karriereveje? Annoncerne på jobindex.dk? Din personaleleder? Eller mest af alt dig selv? Decembers mest retoriske spørgsmål. Beklager.

Deep Work: Rules for Focused Success in a Distracted World
Har du prøvet at cykle hjem fra arbejde og overhovedet ikke kunne huske, hvad du lavede på kontoret? Udover at skrive mails? Jeg må med skam melde, at jeg har prøvet det hundredvis af gange. Tilfredsstillelsen ved at koncentrere sig om skrivning af længere tekster kan være svær at opnå i et kontorlandskab, hvor alle hjælper alle, kolleger kigger forbi og hastesager lander på skrivebordet. Folk arbejder typisk hjemme, hvis de har krævende koncentrationsarbejde. Det er umuligt at udføre henne på kontoret. Du kan ikke lave dit arbejde på dit arbejde. 
Newport stikker sylen ned det ømmeste sted: Vi har så travlt med vores jobs og styrter rundt.  Men skaber vi egentlig noget af værdi? Bruger vi vores kræfter på det rigtige?

Deep Work er en bog med et enkelt budskab: Det dybe liv er det gode liv. Vi kommer ikke udenom mails, møder og koordineringsopgaver. De skal til. Men de skal ikke fylde så meget, som vi giver dem lov til i dag.

Newports definition af Deep Work er: ”Professional activities performed in at state of distraction-free concentration that push your cognitive capabilities to their limit. These efforts create new value, improve your skill, and are hard to replicate” (s. 3). Det minder om flow, hvor vi glemmer alt omkring os og er behageligt opslugte af at spille, skrive, tegne, kode eller noget helt femte.

Deep work er ikke bare luksus. Det er her, vi skaber den største værdi. Det er her, robotterne ikke kan overgå os.

Bogens første halvdel udfolder dette argument, mens den anden halvdel giver råd til, hvordan deep work kan fylde mere i dit liv. Newport anbefaler, at du dropper sociale medier, omfavner kedsomhed og ritualiserer dit dybe arbejde. Hvis det virker urealistisk at få tre timers koncentrationstid hver dag, så begynd med en time. Den time skal være hellig. Her tjekker du ikke mails eller Facebook. Det lyder nemt, men hvornår har du sidst siddet en time og koncentreret dig om én eneste opgave? Newport foreslår også, at du laver en logbog over dit tidsforbrug, sådan at du får blik for alle de opgaver, der stjæler kostbar tid og energi fra din deep work-zone.

Bøgerne Deep Work og Known behøver ikke at stå i kontrast til hinanden, men Newports anbefaling om at tjekke 100 procent ud af de sociale medier vil nok være svær at følge, hvis man samtidig vil gøre brug af rådene i Schaefers bog. Jeg kaster mig ikke ud i en grundigt sammenlignende læsning her, men konstaterer blot, at begge bøger fremhæver vigtigheden af vedholdenhed, er inspirerende og nemme at læse.

Du kan roligt bruge Deep Work som godnatlæsning i sengen. Newport illustrerer med cases og genkendelige hverdagsoplevelser fra sit eget liv. Han er ikke hellig, men han har en drøm, som mange af os deler: Mere fokus. Mindre flimren.

img_1270-1

Deep work er tydeligt at se hjemme i vores stue, når Aske på fem er i tegnetrance. Man skal IKKE forstyrre ham midt i fordybelsen og koncentrationen. Tegner (pun intended) lovende for næste generation. Jeg kunne også have valgt et foto af et iPad-spil, men det her er sjovere.

Boginfo
Known af Mark W. Schaefer, 257 sider.
Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Karriere: Kunsten af flytte sig af Monika Janfelt, 240 sider.
Udgivet på Moveo Publishing, 2017.

Deep Work af Cal Newport, 296 sider.
Udgivet på Little, Brown Book Group, 2016

Skulle det være lidt mere faglitterær inspiration, så tjek mit indlæg Faglitteratur med fråderen på fra foråret 2017.

 

 

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger

Dogme-regler er en gave til menneskeheden. Tror jeg nok. Det har taget mig lang tid at finde ud af, hvordan min top tre over årets bedste udgivelser skulle se ud. Nu er jeg endelig klar.

Valget er faldet på to faglitterære bøger og en roman. Jeg kan ikke redegøre for, hvordan voteringen har fundet sted. En indre forhandling førte til konklusionen, at det er de rigtige vindere, eftersom jeg har lyst til at genlæse alle tre bøger i 2018 samt at give dem som julegaver til store dele af min vennekreds og min familie.

Sproget er som et hus
Vi lægger ud med nummer 3: Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af lingvist og ph.d. Justin Markussen-Brown. Ja, titlen er ikke saftig som en julegås fyldt med svesker, men her er vidensformidling i verdensklasse på blot 155 stramt strukturerede sider. Bogen handler om sprog, og der er tydelig sprogglæde at spore hos forfatteren.

Bogen er en imponerende komprimeret guide gennem de sprogudviklingsfaser, som børn gennemgår fra gurglende baby til konverserende og fortællende børnehavebarn. Helt uden at kigge i mine noter husker jeg, at sproget er som et hus. Der er nogle elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd, dernæst grammatik og så pragmatik, altså den kontekstafhængige brug af sprog i praksis. Der er forskel på at lege parallelt og pludre med Elsa fra vuggestuen og læse bog sammen med farfar søndag eftermiddag.

Du får viden, sjove eksempler fra Justins egen barndom og praktiske tips til sprogstimulering, der er nemme at gå til. Især hvis du i forvejen er lidt af en sprognørd og synes, at sprogrige miljøer er noget af det mest fascinerende i verden.

Som titlen siger, handler bogen om pædagogisk praksis, men bare se bort fra det. Det ville være ærgerligt, hvis denne lille perle kun bliver læst i fagkredse. Giv den eventuelt til din kusine, der lige er gået på barsel med nummer et.

img_0842-1

Tag ikke fejl af den ferske forside: Justin FTW.

Uddannelse begynder på puslebordet
Som en værdig nummer 2 har jeg valgt Agi Csonkas Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?

Informations Forlag har vist skelet lidt til Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-format. Det gør slet ikke noget. I serien Moderne Ideer tager førende forskere og debattører samfundsudfordringer op til kontant behandling.

Agi Csonka er mønsterbryder og taler derfor med en særlig stærk og autentisk stemme. Hun kommer fra en ufaglært, ungarsk familie og er i dag en højt profileret forsker og programleder.

I bogen, der nærmest er en pamflet, mikser hun med humor og bid personlige oplevelser fra sin opvækst med bredere, samfundsmæssige betragtninger. På trods af velfærdsstatens store fokus på læring og lige adgang til uddannelse er der stadig en tæt sammenhæng mellem menneskers sociale baggrunde og deres placering  i livet som voksne.

Csonkas ærinde er, at få snakken om lige muligheder for alle børn til at blive til mere end snak. Hvis målet er, at alle børn får de bedste lærings- og udviklingsmuligheder, så skal vi turde at kigge på, hvilke hverdagskulturer børn vokser op i. Hvad sker der rundt om middagsbordet? Sat på spidsen: Bliver der kigget ned i telefoner, mens far og mor ser tv og børnene skal være stille eller bliver der på kryds og tværs af børn og forældre snakket om juletraditioner, fodbold, kommunalvalg og bøger? Får børnene aviser og bøger ind med modermælken eller møder de dem først i børnehaven?

Csonka giver råd til pædagoger og lærere (biblioteksmedarbejdere må sikkert gerne lytte med her) og beder dem om at kigge uligheden i øjnene. Jeg får lyst til at skrive til Csonka, at early literacy-programmet Bogstart, der har bragt bøger og viden om sprog helt ind på puslebordene i de små hjem, skal udbredes til hele Danmark hurtigst muligt. Måske kunne hun lige finde 300 mio. kr. til det, nu hvor hun er blevet programleder hos Villumfonden? Det er jul. Man har da lov til at ønske.

Giv denne bog til alle kulturradikale onkler og tanter i din familie. Den er billig. Og giv så nogle af de resterende julegavepenge til Læs for Livet eller en anden fed NGO med hjertet på rette sted. Så kan du med et veltilfredst smil på læben kaste dig over konfektdåsen og juleøllen.

img_1171

En konstruktiv, rørende og samtidig opsangsgivende pamflet på 76 sider. Vær en guerilla: Køb 10 eksemplarer og spred dem rundt omkring på nogle ledelseskontorer  i skoleverdenen.

Graviditet, gedde og et dysfunktionelt ægteskab
Årets topscorer er romanen Et barn at føde af svenskeren Kristina Sandberg. Hovedpersonen er den stræbsomme Maj på 20, der kommer fra trange, landlige kår. Hun arbejder nu som bagerjomfru i byen. Hun bliver gravid med den forkerte mand og må æde konsekvenserne: Ægteskab af nød, en træls svigermor på loftet og en mand, der er lidt for glad for de våde varer. Romanen foregår i slutningen af 1930erne, og Maj er på alder med min mormor Marie, der er en vigtig referenceperson for mig. Hun var husmor og fødte sine børn hjemme på køkkenbordet. Dog ikke samtidigt.

Den svenske avis Expressen har kaldt bogen for ”et monument over de hjemmearbejdende kvinder.” Det rammer plet. Når jeg læser om Majs genvordigheder i dagligdagen og forsøg på at få blekogning, bagning, indkøb, rengøring og tøjreparation til at gå op i en højere enhed, kommer jeg tættere på min bedsteforældregeneration. Jeg får en fornemmelse af, hvor byrdefuldt og anstrengende det var at få en husholdning med små børn til at fungere.

Der er nogle uforglemmelige og intense scener i Et barn at føde, hvor Maj skal have hele svigerfamilien til julemiddag. Hun har efter mange overvejelser besluttet sig for at servere dampet gedde, og arbejdet med den forbaskede gedde rulles frem som et sindsoprivende drama. For det er ikke nemt at lave perfekt tilberedt gedde til 20 krævende familiemedlemmer 4. juledag.

Maj kæmper og prøver. Hun er sej, og hun bliver jævnligt sur. Forfatteren skildrer de indre, følelsesmæssige kampe og kampen med gedden og smørsovsen lige inderligt. Derfor glæder jeg mig til de næste bind i serien. Jeg håber, at jeg bliver lige så opslugt af dem og ligesom ved læsningen af Et barn at føde får den perfekte anledning til at sætte vasketøjet og sokkesorteringen på stand-by. Du kan roligt købe Et barn at føde som julegave til alle grå hjelme i familien. Der er stof til mange gode samtaler om kvindeliv og familiemønstre i det 20. og 21. århundrede. 

et-barn-at-foede_367085

Jeg var i symbiose med denne roman, på godt og ondt. Årets mest sansemættede og opslugende  læseoplevelse, der stadig sidder i kroppen.

Boginfo
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis af Justin Marcussen-Brown.
Udgivet på Turbine Akademisk, 155 sider, 2017.

Hvordan får vi mere lighed i uddannelse af Agi Csonka.
Udgivet på Informations Forlag som en del i serien Moderne Ideer, 76 sider. 2017.

Et barn at føde af Kristina Sandberg.
Udgivet på Modtryk, 478 sider. 2017.

Min top tre fra 2016 spændte fra Svend Brinkmann til antropologen Carina Fast og Flunkerne, som FORTSAT er populære hos hjemmets femårige dreng.

Hvor er Plet? Om pegebøger, fremtidens læger og theory of mind

Det vælter ind med læsevaneundersøgelser dette efterår. Først Tænketanken Fremtidens Biblioteker rapport om tweens læsevaner, offentliggjort september 2017.

Så kulturministerens Bog- og Litteraturpanels undersøgelse af voksnes læsning, der kom på gaden 30. oktober 2017. Det er godt og nyttigt, at der hele tiden kommer ny viden på området. Jeg dyrker ivrigt tallene og hæfter mig ved, at de kan vinkles på mange måder.

Men jeg graver mig også nogle gange ned i, hvad læsning er for en størrelse. Hvad er det lige der sker, når vi via bøger kommer ind i andre menneskers hoveder? Og hvor begynder det hele? Hvad er “theory of mind”, og hvorfor er bøger fortsat suveræne til at træne vores evne til empati? Det handler dette blogindlæg om.

Må jeg bede om din opmærksomhed?
Det hele begynder på Babyfabrikken. Det er ikke et sted, hvor der bliver lavet børn. Det er en hyggelig butik på Amager, hvor der også er legestue og rytmik for småbørn.

I sidste uge sad jeg på Babyfabrikkens gulv med seks forældre og seks børn mellem et halvt og to år. Jeg var værtinde ved barselscaféen Når dit barn lærer sprog.

Der var bøger over det hele. De tre bukke bruse vandrede rundt i lokalet. Forældrene kastede sig begærligt over mit medbragte udvalg af pegebøger, fagbøger for småbørn, rimbøger, skod-Disney-findebøger og andet litterært vraggods fra børneværelset derhjemme.

Jeg fortalte om børns sprogudvikling. Sproget er kort sagt som et hus. Der er en række elementer, der skal lægges i den rigtige rækkefølge. Først lyde, så ordforråd og til sidst grammatik og pragmatik, som betyder brug af sproget i specifikke situationer. Børn lærer fx, at sprog er en ting hjemme i mormors dagligstue og noget andet på børnehavens legeplads. Sprog bruges forskelligt alt efter kontekst.

De seks børn på Babyfabrikken var gode til at illustrere mine pointer undervejs. Man skulle næsten tro, at de havde fået instruktioner på forhånd.

Da jeg ville illustrere, hvordan pegebøger er velegnede til at skabe fælles opmærksomhed, så fulgte Oliver på ti måneder ivrigt min finger, da jeg pegede på en krokodille i den udødelige pegebogsklassiker Hvor er Plet? Fælles opmærksomhed er evnen til at dele en fælles, viljestyret og vedholdende opmærksomhed med en anden (kilde: Sprogpakken.dk)

 

img_1037

Spændingen er ulidelig! Igen og igen. 

Mentalisering
Måske forstår vi det ikke til bunds, men det er næsten et mirakel. Oliver, som ellers ikke kendte mig,  forstod, at jeg havde en intention. Jeg ville vise ham noget. Her var de spæde ansatser til theory of mind eller mentalisering. Theory of mind er evnen til at sætte sig ind i, hvad andre tænker og føler og handle derefter.

Lad os springe frem i tiden til 2036. Lad os lave et tankeeksperiment. Er du klar?

Man ved aldrig, om Oliver om 18-19 år vælger at læse medicin. Men hvis han gør, er der en vis sandsynlighed for, at han støder ind i faget Narrativ medicin, som Syddansk Universitet har gjort obligatorisk for lægestuderende i 2017. Her læser de studerende skønlitteratur for at få en bedre forståelse af patienter som hele mennesker. Læger kan føle smerte og lidelse ligesom alle andre, men ikke nødvendigvis den samme lidelse som deres patienter. Smerte kan have mange ansigter, og eksistentiel meningsskabelse kan finde sted på mange måder.

Når vi læser skønlitteratur, kan vi ligge på dødslejet uden at gøre det. Læs Stoner af John Williams, hvis du vil prøve det. Vi kan blive skilt og miste en arm. Vi kan bestige Kilimanjaro, spise katte, vinde VM i roning, miste vores hus i en orkan og arbejde på et plejehjem, en boreplatform eller i Kulturministeriet.

Vi kan man med andre ord komme ind i andres hoveder. Der er ingen moderne it eller virtual reality involveret. Det hele sker ved mentalisering. Du gør arbejdet selv. Derfor sætter det sig så dybt i kroppen.

Når vi læser litteratur, anstrenger vi os både intellektuelt og emotionelt. Også selv om det ikke føles sådan. Vi er nødt til selv at skabe meningen og læse mellem linjerne. Det er krævende og tit meget tilfredsstillende. Tygget mad er kedeligt og kønsløst.

Med Oliver på tidsrejse
Vi forlader 2036. Tilbage til Babyfabrikken 2017.

En ting er, at Oliver forstår, at jeg vil noget med ham. Noget andet er, at han om nogle måneder begynder at gøre sig forestillinger om, hvor Plet er henne. Under tæppet? I skabet? Der er mange muligheder.

Oliver ved også, at Plet ikke er det samme som en hund på gaden uden for vuggestuen. Plet er en repræsentation af eller et eksempel på en hund. Det er også et mirakel. Oliver er i gang med at udvikle en kompliceret tegnforståelseskompetence.

Der findes andre hunde i bøger og andre hunde ude i verden. Der findes mange kategorier af hunde. Hvis Oliver bliver voldsomt hundeinteresseret, så lærer han, at gravhunde, pudler og Golden Retrievere er vidt forskellige typer. Og hvad med ulven? Er den også en hund? Svaret er ja. Ordforrådet vokser – især på de områder, som et barn nærer stor interesse for.

Oliver-eksemplet kan udfoldes i alle mulige retninger. Hundelyde er jo ikke bare hundelyde. Men det gemmer jeg til et andet blogindlæg.

Hvor er Plet? Kom nu med svaret
“Hvordan kommer jeg IND i bogens verden?” spurgte min søn lidt frustreret, da han var fire år. Han var dybt optaget af universet i en spændende billedbog.

Jeg havde lyst til at svare, at han måtte finde et garderobeskab og kravle ind i det. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Måske: “Med dine tanker.” Hvis nogen kan hjælpe mig med et bedre svar, så tager jeg med glæde imod det.

Indtil videre må han affinde sig med, at jeg godt kan blogge om emnet men ikke for alvor levere en håndfast løsning. Han må bare blive ved med at prøve. Ligesom dengang han til sidst fandt Plet i en kurv.

På videnskab.dk kan du læse mere om forskning i koblingen mellem litteraturlæsning og evnen til empati

På information.dk er der et letlæst interview med lingvisten Justin Markussen-Brown, der nærmest er et orakel på området børns tidlige sprogtilegnelse

Bogen Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis (2017) af Justin Markussen-Brown guider dig igennem den fantastiske rejse, som børns sprogudvikling er. Du får viden, sjove eksempler og praktiske tips, der er nemme at gå til. Også selv om du bare er forælder og ikke pædagog. Bogen er udgivet på forlaget Turbine.

På bloggen børnenesbøger.dk er der en fin intro til Plets univers. Det er forlaget Apostrof, der udgiver bøgerne i Danmark

Læs mere om narrativ medicin på Syddansk Universitets hjemmeside