Julegaveidé til bogelskere: Notesbøger til at holde styr på læsningen – tre bud fra en notesbog-affcionado og et wildcard

Jeg hedder Mikkel, og jeg er afhængig af notesbøger!

A95BA8D9-205B-4B04-8E01-AB7E8B262D69

Notesbogsamlingen herhjemme. Der ligger også en bunke på spisebordet. Og så er der en ordentlig samling på kontoret selvfølgelig …

Alle omkring mig ved det og støtter op i den svære tid. Bortset fra medblogger Rie, der gudhjælpemig lige har foræret mig en superlækker, tysk notesbog, vi oprindeligt så i en lille specialforretning i Carmel-by-the-sea i Californien. Grrrr! Mine to piger sukker højlydt, når vi er ude at rejse og lige skal kigge ind i boghandlere for at se på det lokale udbud. I det mindste er jeg ikke hoppet på fyldepen-vognen, hvor man kan bruge rigtigt, rigtig mange penge, men jeg hører fyldepennenes sirenesang og er frygteligt fristet.

Man kan selvfølgelig holde styr på læsning, bogsamling og fremtidige læseoplevelser med Goodreads, hvor man kan også kan skrive anmeldelser, organisere samlingen, lave lister og ikke mindst læse andres. Goodreads er dog gratis og derfor en rådden gave, og her skal det handle om analoge løsninger.

822E3CC4-86AF-4288-AE2F-777B812BA018

En Reddit-bruger postede dette billede i r/books. Hans bedstefar noterede alle bøger, han læste i sit liv!

De to store notesbogfabrikanter, Moleskine og Leuchtturm1917 (bare “Leuchtturm” mellem venner), har begge lavet specialnotesbøger til bibliofile, og man kan jo altid bruge spreads i sin bullet journal. Var det sidste sort tale, så læs videre.

Ingen af de nævnte notesbøger her har pen-holder, men de har alle omslagselastik, og det er alt rigeligt. Se det elegante pen-trick her.

Moleskines “Books” i “Passion Journal”-serien
Moleskine har lavet en helt “Passion Journal”-serie til os hobbyister. Der er en særlig udgave til vinfolk, havefolk, nybagte forældre, rejsende, amatørkokke osv. Og så altså bibliofile.

Moleskine, de distanceblændere, er det mærke, de fleste amatører kender bedst, men som kendere ser skævt til. Det er papirkvaliteten, der halter. De har udliciteret til flere forskellige kinesiske producenter, og de holder en lav kvalitet på 70 g/sqm i forvejen. Det betyder forskellig, men ofte lav, kvalitet fra notesbog til notesbog. Der er ghosting (man kan se, hvad der skrevet på på den anden side af et blad) og bleedthrough (tusch bløder gennem papiret). Bruger man kuglepen, stiftblyant eller de tyndeste finelinere, går det nok. Jeg kender én, der sværger til Moleskine Classic i A5 med blanke sider. Det er i mod alt, jeg står for, men vi får det til at virke alligevel. Lige akkurat … Denne notesbog fås kun i sort.

Hvad får du?

• 21 x 13,3 cm. (A5-agtig), hardcover og 240 nummererede sider
• Omslagselastik, tre bogmærkebånd, lomme bagerst med klistermærker, bogmærke
• 2 sider til at planlægge bog-begivenheder
• 156 hele sider til de enkelte bøger opdelt i alfabetiserede tabs
• 60 sider opdelt i fem blanke sektioner opdelt med seks blanke tabs
• Indeks

Hoveddelen er altså de enkelte helsider til den enkelte titel. Her er der plads til de sædvanlige bibliografiske data, og så er der to store blokke til henholdsvis citater og vurdering inkl. mulighed for at give stjerner. Der er et lidt underligt lodret notesfelt, som deler plads med de alfabetiserede tabs.

Leuchtturms “Ex Libris”
Først var jeg en Leuchtturm-fyr, som er det største, ordentlige notesbogsmærke. Så blev jeg en Dingbats-fyr. De må importeres fra Libanon, men de er ikke dyrere af den grund. Jeg overvejer lidt at gå tilbage til Leuchtturm, der godt nok har lidt ringere papir, men deres hardcovers er simpelthen så lækre. Min mørkeblå hardcover-Leuchtturm med linjerede sider indkøbt i Strasbourg er af en eller grund en tand mere lækker at holde end min Dingbats Wildlife med dottede sider, som omvendt er en tand mere lækker at bladre i. Suk! Leuchtturm bruger 80 g/sqm-papir (Dingbats bruger 100!), så man kan trygt bruge op til mellemstore finelinere uden at bløde igennem. Ghosting er der, men forstyrrer ikke. Hardcoveret er Leuchtturm-lækkert, og man kan vælge mellem seks farver. Min er en frisk pink.

Leuchtturm har ikke mærkelige serier som “Passion journals,” men de har enkeltstående produkter som “Ex Libris” og “Some Lines a Day” (se nedenfor).

Hvad får du?

• 21 x 15,2 cm. (A5-agtig), hardcover og 116 nummererede sider plus xx unummererede
• Omslagselastik, bogmærkebånd, lomme bagerst, bogmærke
• 116 sider til de enkelte bøger
• 32 linjerede sider opdelt i tre forudtrykte tabs (“To read, “To give” og “Lent to/borrowed from”) og en blank
• 32 linjerede sider (indeks) med alfabetiserede tabs delt i A-C, D-F osv.

Hoveddelen er også her de enkelte helsider til de enkelte titler. Her er plads til de sædvanlige bibliografiske data, men færre end hos Moleskine. Der er til gengæld et lille felt til afkrydsning om det er en bog eller en lydbog. Det meste af pladsen er et linjeret felt til noter, om man så foretrækker citater eller egne betragtninger. Der er ligeledes mulighed for karaktergivning og lidt plads til at notere inspirationskilden til, at man læste netop denne bog.

Sammenligning
Der er flere sider i Molskinen, men Leuchtturmen er bredere. Jeg synes, Moleskinens bogsider er lidt forkrampede, men de er sat meget pænt op. Note-feltet er dog dumt, fordi det skifter størrelse afhængigt af, hvor langt man er i de alfabetiserede tabs. Leuchtturmens er enklere, men det store notefelt har lovlig stor linjebredde, så man kan ikke skrive sååå meget.

Helt grundlæggende er der to ting, der giver min stemme til Leuchtturm og én anke. For det første forstår jeg ikke helt, hvad man skal bruge de 60 sider til, der er opdelt i fem sektioner i Moleskinen. Indekset er dog lækkert, og det ville jeg gerne have i Leuchtturmen. Den anden ting er ordningselementet for bogsiderne. Moleskine bruger alfabetiserede tabs, mens Leuchtturmen har ingen tabs eller anden ordning. Og det er en god ting! For Moleskinen bliver man næsten nødt til at alfabetisere, og det føles kønsløst og upraktisk. Hvad hvis man har seks bøger til A og ingen til N? Leuchtturmen vil man typisk bruge kronologisk, som er langt mere personligt – det fortæller en læsehistorie -og så må man leve med det alfabet-tabbede indeks.

Jeg kommer til at bruge min Moleskine til faglitteratur og finde et eller hack til de tabs. Leuchtturmen vil jeg bruge til skønlitteratur. Win-win … og en undskyldning for at bruge begge to.

Bullet journals
Hvis du ikke er notesbogsfanatiker er hele Bullet Journal-feberen nok gået hen over hovedet på dig. Hvis du er til kalendere, dagbøger eller notesbøger generelt, vil du nok give mig ret i, at Bullet Journal-konceptet er det største siden rejecocktails og ISBN-numre. Prøv at skrive “BuJo” (som de kærligt forkortes) på Pinterest, Instagram eller YouTube, og så skulle der være rigeligt at kigge på!

Hvad er Bullet Journal? Det er et organisationsprincip, der forvandler enhver notesbog til en kalender, dagbog, projektplanner – og hvad man i øvrigt end har brug for – med helt valgfrit design. Når man er kommet til sidste side i én notesbog, fortsætter man bare i den næste med god hjælp af indekset og migrationsprincipper. Se mere her fra opfinderen Ryder Carrol.

I en bullet journal kan du have dine boglister midt mellem dagbog og kalender og alt mulig andet. En konceptuelt side eller dobbeltside i en Bullet Journal kaldes et “spread.”Her er et par ideer for bøger og læsning:

Hvis du har fået blod på tanden m.h.t. Bullet Journals, så vil jeg anbefale opfinderens egen og spritnye bog: “The Bullet Journal Method” og til inspiration måske “Dot Journaling: a Practical Guide.” Som nævnt ovenfor er lidt græsning på YouTube, Instagram og Pinterest også alt rigeligt.

Skal du at købe en notesbog til din første Bullet Journal, vil jeg anbefale Leuchtturms notesbøger af samme navn. Der er tre farver, og der er fortrykt nogle af de faste elementer i selve notesbogen. Der følger en kort vejledning med. Endnu lækrere er Dingbats’ Earth-collection, der er specialdesignet til Bullet Journals. Der er tre farver opkaldt efter tre naturreservater i verden – Great Barrier Reef, xxxx, og xxxx – som også præger forsiden. Alle Dingbats produkter er 100% veganske. Siderne er mikroperforerede med virtuelle tabs og andet lir. Både Leuchtturm og Dingbats har nummererede sider. Leuchtturm kan købes nede i Arnold Busck, hvor du også kan stocke op på finelinere, lineal, farver osv. Dingbats forhandles ikke i Danmark og skal bestilles hjem.

Wildcard: Leuchtturms “Some Lines a Day”
Denne fine dagbog gør brug af et simpelt koncept. Du starter 1. januar. Du får en femtedel side til at skrive et par linjer om din dag. De andre fire sektioner for den dag er samme dag om et år, to år, tre år og fire år! Det vil sige, når du har fyldt din dagbogs øverste femtedel hen over året, starter du forfra og skriver nu i feltet nedenunder startende med 1. januar. Ovenover står dine linjer fra sidste år samme dag. Om to år starter du forfra og har nu de to sidste års skriblerier. Det kunne så snildt blive en hurtig, femårs hvad-lavede-jeg-og-hvad-læste-jeg selvbiografi!

Omtale produkter:

En væsentlig bog, der forhåbentligt udrydder fordomme om udsatte mennesker

Måske husker du den storm, der raserede i medierne for et par år siden om ”Dovne-Robert”. En mand, der offentligt erklærede, at han ikke ønskede at gå på arbejde fordi der var visse jobs han følte sig for god til at tage og derfor foretrak at være på kontanthjælp i stedet.

Politikere og borgere raserede og mennesker på kontanthjælp blev – om muligt – lagt endnu mere for had end de var i forvejen. Kontanthjælpsmodtagere hører til blandt de fattigste mennesker i Danmark og det sidste de har brug for er nok, at de alle bliver sat i bås med ”Dovne-Robert” – både fordi det er fordomsfuldt at tænke sådan, men også fordi det ikke hjælper på folks situation, at blive lagt for had.

Tidligere i år (2018) udkom bogen ”Stemmer fra dybet”, der er en antologi.

Bogen består af 12 fortællinger om 12 virkelige personer, der er havnet på kontanthjælp og sidder fast i et system, der er sat i verden for at hjælpe folk, men som i virkeligheden ofte modarbejder det menneske, som det er sat i verden for at hjælpe.

Ingen af disse 12 personer minder om ”Dovne-Robert”, det er i stedet mennesker, der har været uheldige og som derfor er havnet i en uhensigtsmæssig situation.

Vi møder bl.a. 53-årige Maria, der er uddannet cand.mag fra RUC og som i en længere årrække har været ansat som kommunikationsmedarbejder. Efter en fyring i 2010 søgte hun uden held jobs mange steder – også jobs hun var overkvalificeret til. Efter to år på dagpenge kom hun på kontanthjælp og blev tvangsaktiveret fra dag 1 – ud i et såkaldt nyttejob sammen med andre i samme situation.

Du kan i denne bog også læse Lasses historie. Han er 31 år og har også taget en uddannelse og haft fast job. Desværre blev han ramt af akut, lymfatisk leukemi. På grund af sin sygdom havnede han i et beskæftigelsessystem, der modarbejdede ham på trods af, at han allerede havde sin sygdom og skrantende økonomi at slås med.

”Stemmer fra dybet” er fortællinger fra virkeligheden.

Fortællinger, hvor du bliver tvunget til at revidere din mulige opfattelse af, at alle på kontanthjælp er nogle dovne svin, der ikke gider lette måsen til andet end, at hæve den ”fyrstelige” sum, som kontanthjælpen består af hver måned. Man kan være provokerende og spørge: hvis du oprigtigt mener, at det er fordelagtigt at være på kontanthjælp med de tilskud man kan få, hvorfor gider DU så gå på arbejde hvis du synes dem på kontanthjælp har det så fremragende og nemt?

Du bliver klogere efter at have læst denne bog da du finder ud af, at mange faktisk har været uheldige, at de fleste faktisk gerne vil forsørge sig selv i stedet for at blive mistænkeliggjort af folk i beskæftigelses-industrien, der opfører sig som om de faktisk ikke vil have dig i arbejde. Hvad skal de lave hvis alle folk kommer i arbejde? – så er det måske DEM, der havner på den forkerte side af bordet, hvor de bliver mistænkeliggjort for at være på kontanthjælp.

”Stemmer fra dybet” er på mange måder skræmmende og forstemmende læsning. Jeg fristes til at sige, at det er en bog med fortællinger fra en beskæftigelsesindustri, der har spillet fallit, hvor man ikke har tillid til sine medmennesker og hvor din værdi som menneske ser ud til at afhænge af din indtægt og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvem er taberen her, er det beskæftigelsesindustrien eller er det dem, der har været uheldige i tilværelsen?

Jeg synes der her er bedrevet en væsentlig og interessant bog, der forhåbentlig kan være med til at ændre på det negative billede, der ofte eksisterer af kontanthjælpsmodtagere.

Jeg kan ikke andet end, at anbefale andre at læse denne bog – men det forudsætter selvfølgelig, at du er modtagelig for at ændre din mulige opfattelse af hvem menneskerne på kontanthjælp er – for de er absolut ikke tabere, misbrugere eller ”Dovne-Robert” – de er bare så uheldige, at det er her de er havnet.

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser

Her er årets julegaveide: “Omar – og de andre” af Aydin Soei

Hvor ofte hæfter du dig ved nyhedsindslag om andengenerationsindvandrere?

Tænker du, at der ofte kommer indslag om unge mænd, der er anden-generations-indvandrere – og tænker du, at der ofte er indslag om, at der er ballade eller kriminalitet? I så fald er du sikkert ikke alene om at tænke sådan, men – hånden på hjertet – hvor meget ved du egentligt om emnet?

Har du nogensinde taget dig tiden til at tale med en af disse såkaldte ”vrede unge mænd” – eller har du kun din information baseret på dine egne fordomme? I så fald er du sikkert heller ikke alene.

Nu er der udkommet en bog, hvor sociologen og forfatteren Aydin Soei har interviewet flere af disse unge mænd og den har fået titlen ”Omar – og de andre”.

”Mange har en følelse af at være andenrangsborgere.
Og dét, at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.” (fra bogens bagside).

Sådan lyder det fra en af de ”vrede unge mænd”, som sociologen og forfatteren Aydin Soei har talt med til bogen ”Omar – og de andre”.

Denne bog er en fortsættelse af bogen ”Vrede unge mænd” der udkom i 2011, men den kan sagtens læse uden at man har læst bogen fra 2011 da enkelte af kapitlerne går igen i nye og opdaterede versioner. Nogle af de unge mænd, som forfatteren talte med dengang er blevet interviewet igen og blandes med interviews med andre nye stemmer.

Jeg synes, at Aydin Soei med denne bog har bedrevet en saglig, redelig bog om en gruppe i samfundet, som de færreste af os har brugt ret meget tid på. Det er måske en del af fejlen hos etniske danskere, at man ikke har sat sig ordentligt ind i tingene og for en dels vedkommende er ramt af fordomme. Ved at læse denne bog har du og andre dog muligheden for at blive klogere på emnet ”vrede unge mænd”.

Man skal lige over 200 sider ind i bogen for at stifte bekendtskab med den Omar, der lægger navn til bogens titel. Det er bestemt ventetiden værd. Omar er navnet på den unge mand, der i 2015 stod bag angrebet på Krudttønden i København – og som efterfølgende døde da han blev skudt.

Herudover møder læseren også en anden mand ved navn Omar, der tidligere har været syrienskriger, men nu hvor han har passeret de 30 har ønsket om familie og et normalt liv vundet over vreden. Man kan sige, at han er en mønsterbryder idet han har taget afstand fra sin tidligere tilværelse.

”Omar – og de andre” er en bog på 360 sider, men den er ikke en eneste side for lang.

Der er gjort et grundigt forarbejde for at skrive denne bog – og en af de vigtigste pointer i bogen er nok, at det er væsentligt ikke at sætte alle disse unge mænd i samme bås. De er forskellige mennesker og som de fleste mennesker har de ønsket om accept, om at høre til og om at skabe sig et normalt liv med familie og arbejde.

Jeg har oplevelsen af, at være blevet klogere efter at have læst denne bog – at være blevet oplyst om et emne, som jeg dybest set ikke har haft ret meget viden om på forhånd.

Hvis man interesserer sig for samfundet og ikke er bange for at få aflivet en fordom eller to synes jeg man skal læse ”Omar – og de andre”. Det er en velskrevet, relevant, redelig og meget fin bog, der burde være obligatorisk læsning for politikerne inde på Christiansborg (også kaldet ”Døve- og blindeinstituttet”).

Læs denne bog – og læs den gerne højt for dine omgivelser – det værste der kan ske er, at du bliver klogere.