Lydbøger og indslumring

Jeg elsker ideen om lydbøger. Den gode oplæser, den koncentrerede oplevelse, hvor resten af verden lukkes ude, og ikke mindst den stærkt beroligende effekt. Stærkere end kamillete, portvin og et varmt bad. 

Nu skriver jeg, at jeg elsker ideen om lydbøger. Min udfordring er nemlig, at jeg i hverdagen lytter forbløffende lidt til lydbøger. De er en del af mit aftenritual, lige inden jeg skal sove. Og derfor har jeg været i gang med den første halve time af Lykke-Per i fire aftener nu. Jeg falder meget hurtigt i søvn og må nærmest begynde forfra hver aften. 

Oplæseren er Dan Schlosser, og hans stil er egentlig ikke søvndyssende i sig selv. Bogen er langt fra kedelig, mildt sagt. Sproget er forrygende, og der er skam også handling lige fra side et. Eller hvad det nu hedder, når det er en lydbog. Per er det sorte får, der ikke passer ind i familien og det gennemkristne miljø i hjemmet. Han er en outsider, selv om Pontoppidan af gode grunde aldrig ville bruge den vending. Romanens motiv bliver lagt tydeligt ud ganske tidligt. 

Jeg har læst romanen før, men det er mange år siden, og jeg er en inkarneret Pontoppidan-fan. Når man er det, så genlæser man hans romaner. Det er ellers ikke noget, jeg praktiserer meget. 

Men jeg falder i søvn lynhurtigt. Som en baby. Noget må gøres. For Lykke-Per som lydbog varer 26 timer. Jeg VIL være en lydbogslytter. Jeg må kombinere lytningen med praktiske sysler i hjemmet og eventuelt en omgang amatør-pilates på stuegulvet. Nej, det sidste er nok alligevel for usandsynligt…..Lad os se, om jeg er klar til en ny lydbog i 2017! 

Læs om klassikerbegrebet på Litteratursiden. Teaser: His Bobness er nævnt i artiklen

Artiklen er skrevet af forfatter og litteraturkonsulent ved Gentofte Bibliotekerne Signe Langtved Pallisgaard 

Bemærk: Denne mand er vågen. Dog lidt fjern i blikket. På vej til indslumring?

#TrumpBookReport

Hvad er hovedproblemet i Narnia-serien, hvis nu man skulle skrive en stil om den? Det er selvfølgelig den åbne grænse, der tillader alt og alle at vade igennem klædeskabet, som de lyster. Total katastrofe! Det er i al fald, hvad Twitterverset mener, præsidentkandidat Donald J. Trump ville fokusere på i sin stil.

Forgangne uge har budt på én af de sjovere Trump-relaterede hashtags på Twitter: #Trumpbookreport. Det kom sig af et tweet fra St. Louis borgmesterkandidat, Antonio French, der var træt af håbløse svar på udenrigspolitiske spørgsmål fra Trump under TV-debatterne:

Det blev hurtigt til hashtagget #TrumpBookReport. Nogle af de første var:

Èn af mine yndlingstweet er om Hunger Games:

Social medie-guru Trine-Maria Kristensen var ude med en H.C. Andersens-relateret én. Selvfølgelig!

Jeg skulle også selv prøve:

Den sjoveste og mest elegante kunne være:

Se flere ved at søge på hashtagget #TrumpBookReport. Der er også nogle under #TrumpBookReports. Trump-supportere er selvfølgelig begyndt at blande sig, og hashtagget bliver brugt til irrelevante beskeder, og sådan dør memer til sidst, men det er hysterisk morsomt, mens det varer 🙂

Her er to artikler om fænomenet fra USA Today og Huffington Post.

Science Fiction – når litteraturen viser vejen frem

For nyligt skrev jeg en introduktion af mig selv til Odense Læser. Her fablede jeg om min store kærlighed til science fiction, hvorpå en af mine venner, den gode Amdi Silvestri, i et anfald af spydig moro skrev på Facebook: ”Hvem læser egentlig det der sci-fi-noget? Altså, helt ærligt!” Som det sig hør og bør for et par nørder, havde vi efterfølgende en god debat om det rigtige antal udråbstegn at benytte i en sådan en snak om sci-fi- læsning.

MEN det er ikke det, vi skal tale om nu – om end jeg er sikker på, det sikkert også kunne udvikle sig til en fascinerende snak. Nej, vi skal kigge lidt på, hvorfor det er vigtigt, at genren kommer ud til et bredere publikum. Der er nemlig ikke mange, der læser science fiction i Danmark, og slet ikke hvis vi taler om dansk sci-fi.

Derfor lå det også lige til højrebenet at spørge Amdi – eller A. Silvestri som er hans nom de plume -, hvad han tænker om science fiction som genre.

Science fiction som genre og begreb

Inden vi fortsætter, så er det værd at dvæle ved science fiction som begreb og genre. Den Store Danske definerer science fiction som ”(en) mere eller mindre fabulerende tematiseringer af (natur)videnskabens resultater og anskuelsesmåder, og hyppige emner er højteknologiske fremtidssamfund, rumrejser, tidsrejser, væsner fra andre kloder, robotter, kunstig intelligens, Jordens undergang o.l..”. Med andre ord, så er der tale om fiktion, der i stil og indhold trækker på videnskabelige elementer.

Det er dog mere i science fiction. Mathias Clasen, adjunkt på Aarhus Universitets Institut for Kommunikation og Kultur, redegør i ’Science fiction som brobygger’ for professor ved Montreals McGill Universitet Darko Ronald Suvins definition på genren, og kommer i min optik her tættere på kernen af sci-fi. ”Science fiction er endvidere karakteriseret ved tilstedeværelsen af et såkaldt “novum”, dvs. en nyskabelse, som er underbygget af en kognitiv logik. Novummet er selve den nyhed eller det radikalt anderledes, som fortællingen er struktureret omkring; det kan f.eks. være en opfindelse som tidsmaskinen i H.G. Wells’ The Time Machine.”

Den vagt langhårede formulering til trods, så er det en definition, jeg helhjertet kan støtte op om. I min optik er det ”mærkværdige” og det nyskabende indenfor en videnskabelig ramme nemlig essentielt i ”rigtig” science fiction. Det er de to elementer i samspil, der griber læseren.

Vigtigheden af videnskab og spændvidde

Vi taler ofte om, at science fiction, som så megen anden litteratur, er en linse, man kan betragte samfundet og udviklingen gennem. Et fremtidsspejl, som sci-fi-forfatter og genreelsker Flemming R.P. Rasch, kalder det. Og det er også sandt. Som Mathias Clasen har skrevet, er science fiction fantastisk til at kommentere på den teknologiske udvikling og hvad teknologi gør ved mennesker og samfundet omkring dem.

sci-fi-refleksioner

Refleksioner er et element i sci-fi, man ikke skal undervurdere. Inspiration er dog vigtigere, da det adskiller sci-fi fra ”almindelig” litteratur.

 

MEN science fiction har også en anden styrke, nemlig styrken til at inspirere og give os tiltro til ikke kun menneskets teknologiske færdigheder, men især til fremtiden. Begge dele er vigtige. Den antagelse underbygger Calla Cofield, der skriver for Space.com og Scientific America, i et interview til NPR.org: “It is very well-documented that people who work for NASA have been inspired by science fiction,” og hun fortsætter: “And there’s always a back-and-forth, you know, between science fiction and reality. All of this is about dreaming about what’s going on off the surface of the Earth.”

Historisk set har det alle dage været gældende. Igor Sikorsky læste med stor fornøjelse Jules Verne, og gav ofte ’Robur, luftens erobrer’ kredit for at have inspireret ham til at udvikle helikopteren. Sikorsky var langt fra den eneste, der har ladet science fiction inspirere sig. Den amerikanske raketpioner, Robert H. Goddard, fik ligeledes vakt sin interesse for himmelrummet og raketter ved at læse science fiction. I Goddards tilfælde var det H.G. Wells ‘Klodernes kamp’, der fyrede op under hans fantasi og gav ham drømmen om interplanetær flyvning.

Det er stort set umuligt at finde en stor opfinder, ingeniør eller raketforsker, der ikke har læst science fiction som ung. Meget rammende skrev Verne i ’Jorden rundt på 80 dage’, at ”alt hvad en mand kan forestille sig, kan en anden mand skabe.”

This is what Sci-Fi is for. Inspiring Sci-Fact.

This is what Sci-Fi is for. Inspiring Sci-Fact.

Men det behøver ikke kun være relevant i forbindelse med store maskiner og rumraketter. Manden bag den første mobiltelefon, Motorolas teknologidirektør Martin Cooper, giver Star Trek æren for at have inspireret ham til at udvikle den første mobiltelefon tilbage i 1970’erne.

Science fiction er fremtiden!

Hvor jeg har den indstilling, at science fiction netop er bundet hårdt op på naturvidenskab og det nye, novummet, så har Amdi Silvestri en lidt anden, men ikke nødvendigvis modstridende vinkel på genren.

”Science fiction er måske den mest filosofiske genre der findes, og det ganske ligegyldigt om en fortælling handler om at overleve på Mars uden forsyninger, eller om hvordan et overvågningssamfund registrerer din mindste bevægelse. Den tvinger historiens læser til at tage stilling til ikke bare beskrivelserne og handlingen, men også til læseren selv.”

Her bevæger vi os ind i det litteratur over en bred kam kan, eller det fremtidsspejl som Flemming R.P. Rasch talte om, nemlig, at belyse den menneskelige tilstand og udvikling.

Silvestri uddyber: ”En af de tanker, der kan holde mig vågen om natten, er spørgsmålet Er vi alene? Og jeg frygter et ja, langt mere end jeg frygter et nej. Hvis mennesket er alene i universet, så står vi med et uhyggeligt ansvar. Vi alene har udviklet os til at befolke, beskue og bedømme, og jeg er ikke helt sikker på at vi er opgaven voksen. Til gengæld giver et ja os også den helt fantastiske mulighed, at vi kan blive fantastiske. Vi har rent faktisk mulighed for at skabe præcis det vi vil.”

A. Silvestri – den tænksomme forfatter på vej ud i fremtiden.

A. Silvestri – den tænksomme forfatter på vej ud i fremtiden.

”Der er noget ufatteligt fascinerende over at for 150 år siden kørte folk stadig i hestevogn, størstedelen af befolkningen boede på landet, man blev sjældent gift med nogen der kom længere borte fra end 15 kilometer, den gennemsnitligt forventede levealder var 43 år, de færreste mennesker havde brugt en telegraf og der var stadig enevælde i Danmark. Det er fem generationer siden, og det samfund har næsten intet tilfælles med det, vi har nu. Det er mindst lige så fascinerende at forestille sig en verden 150 år og fem generationer fra nu. Så skriver vi 2166, og ingen kan forestille sig hvordan der ser ud. Men science fiction-forfattere forsøger alligevel, og det er ikke alene nødvendigt, det er også fantastisk,” fortsætter Silvestri og slutter af med ”Science fiction er fremtiden!”

Det kan jeg dårlig være uenig i, og det underbygger også bare min antagelse, at science fiction, rigtig science fiction, er et vigtig element i at inspirere os til storhed, fremgang og for at give os en tiltro til fremtiden.

Tro, håb og videnskab

Lad det være sagt med det samme, jeg er ikke den store Star Trek-fan. Skal jeg være helt ærlig, så har jeg altid fundet Star Trek en anelse plat og kedelig, men jeg er ikke blind for, at især den første serie brød flere af samtidens tabuer og havde fremskridt og håb som kerneelementer i fortællingen. Det var en lys historie, der viste, hvad mennesker (jow, jow, og rumvæsener) kunne opnå ved at samarbejde og, ikke at forglemme, vha. teknologi.

Det var et overflodssamfund med fokus på diplomati og individets rettigheder, ikke blot endnu en håbløs dystopi. Dét gjorde Star Trek til noget særligt, og noget der afgjort mangler i de nye film, hvor der er mere tjubang end idealisme. Ganske som det også mangler i mange især danske science fiction-udgivelser. Hvilket er en stor skam, for vi har behov for de gode science fiction historier, hvis vi skal drømme om fremtiden, (fremfor at have mareridt.)

Neal Stephenson, forfatteren til ’Seveneves’, er inde på noget af det samme som Cofield. Udover at være træt til døden af dystopier, så siger Stephenson til NPR.org: “And here’s where science fiction comes in. If we want a better future, maybe we need better stories. What we don’t need, he says, are more dystopian stories of civilization in ruins.” Og Stephenson ved, hvad han taler om. Han var en af de første ansatte i Jeff Bezos’ Blue Origin og en af grundlæggeren af Amazons store inspirationskilder.

Forfatteren David Brin har også udtrykt sin bekymring for, at dystopier skaber en frygt for fremtiden og teknologi, i stedet for at inspirere.

I Wired er Michael Solana inde på det samme. “Fiction is capable of charting our human potential—with science fiction the most natural and forward form of this—so anything less than a push toward good through the medium is not only overdone at this point, but an incredible opportunity squandered. Every fiction is an illusion, of course. The very real danger here is man’s tendency to look to his illusion for inspiration, which is the foundation on which we build society.“ Med andre ord, så kan alt, hvad en mand kan forestille sig føres ud i livet af en anden.

Det vækker genklang hos mig. Jeg har grundet forkærlighed for science fiction dyb respekt for naturvidenskab, ingeniører og håndværkere. Det er de mennesker, der har skabt vores samfund og bærer det fremad. Jeg har med andre ord stor tiltro og kærlighed til videnskab og menneskelig påhitsomhed. En tiltro, der styrkes og gødes af science fiction.

Det samme syntes at gøre sig gældende for en masse folk hos bl.a. NASA og diverse tekno-moguler; deres fantasi og glæde ved teknik blev vakt af det skrev ord. Og det er f.eks. NASA fuldt ud klar over, hvilket man ser i deres ’From Science Fiction to Science Fact’-program. Her ved de, at det at underholde og skabe ”a sense of wonder” er essentiel. Ikke mindst, hvis man ønsker at fostre næste generation af raketpionerer og rumforskere.

 Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, er nok det bedste eksempel på, at science fiction inspirerer til storhed.

Elon Musk, manden bag bl.a. Space X, er nok det bedste eksempel på, at science fiction inspirerer til storhed.

Her indskyder Amdi Silvestri, at inspirationen dog også flyder den anden vej. ”Som forfatter af science fiction følger jeg meget med i de teknologiske. Jeg læser på ugentlig basis på NASAs og ESAs side, følger tæt hvad de laver i CERN og tilbringer ofte aftenerne med at studere Center for Fremtidsforsknings dejlige hjemmeside. Internettet er en helvedes god opfindelse, både når det kommer til viden og forståelse … og til kattevideoer.”

Det ligger godt i tråd med, hvad en af mine venner, tidligere Risø-forsker Sune Lund Sporring, fornyeligt gjorde mig opmærksom på, nemlig, at fiktion og fakta ofte indgår i et feedback loop, hvor de inspirerer og påvirker hinanden. Lund Sporrings ord er blot endnu et eksempel på, hvorfor den gode historie og de gode nyheder om rumraketter, opfindelser og menneskelige snilde er vigtigere end nogensinde før.

Jeg tør i hvert fald ikke tænke på, hvordan verden havde set ud uden Vernes og Wells værker f.eks. For hvilke voksne mennesker og hvilket fornuftigt barn gider blev ved med at læse håbløse dystopiske fremtidsfortællinger, hvor ethvert håb er udslukt og det fantastiske element består i ødelagte biler og smadrede vinduer?

Så, kære forfattere og forlag, lad os få nogle flere intergalaktiske opdagelsesrejsende og fremfor alt nogle flere rumraketter. Og lad os for Heinleins skyld få nogle romaner med store episke fortællinger.

Hvad er en bog?

I sidste uge var jeg til et møde med 50 sprogansvarlige pædagoger på Nørrebro i København. At være sprogansvarlig – det er en titel, der forpligter. Det betyder, at man spiller en særlige rolle for det pædagogiske arbejde med sprog i en daginstitution. Om det så er på Nørrebro eller i Nexø. 

Jeg var med til mødet for at fortælle om bibliotekernes tilbud til de yngste borgere. 

Undervejs kom vi til at tale om, hvordan arbejdet med early literacy kan forme sig i mødet med bøger i det daglige. Early literacy er groft sagt alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de kan læse og skrive i formel forstand.

En engageret pædagog fortalte mig om sin egen hverdag, hvor hun snakker med børnene om, hvad en forfatter er. Nogle gange er der en forfatter og en illustrator, som har to forskellige opgaver. Den samme forfatter kan have skrevet flere bøger. Og hvordan kan man se, at en illustrator har tegnet bogens billeder? Er der måske nogle særlige farver, personer eller en letgenkendelig ulden streg, som går igen? Børnene snakker også om, at bøger har en forside og en bagside. 

De lærer, hvad en bog er for en størrelse. Konceptet: En bog. 

Det slog mig, at den her indfaldsvinkel har jeg da aldrig fået brugt herhjemme på matriklen, hvor en fireårig huserer. Altså det med forskel på forfatter og illustrator.

I dag bad den fireårige om at få lov til at lave sin egen bog, så nu er vi klar til at snakke om, hvad det betyder at være forfatter og illustrator! 

Nedenunder er to eksempler på karakteristiske streger. De to bøger er meget forskellige, men bliver ved med at tilfredstille øjet og øret. Og at en trold kan blive vænnet til at bo på plejehjem, er da velfærdsstat 3.0. 

Læs mere om early literacy på Nationalt videncenter for Læsnings glimrende hjemmeside

To vidunderlige børnebøger, hvor tekst og billede danser elegant sammen.

                                                                             

Julie har det sjovt med Jussi :)

Julie skriver om Jussi Adler Olsen og hans nye opus “Selfies” ovre på sin glimrende blog. Læs og abonnér! 

Jussi røg hash med sit rockband!

Jack Reacher – den moderne Conan

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at engelske Jim Grant under sit nom de plume som Lee Child skulle stå fadder til et amerikansk ikon, nemlig den ultimative heltefigur Jack Reacher.

Grant blev født i Coventry i 1954, og endte efter jurastudiet med at arbejde for Granada Television i Manchester. Efter at have modtaget en fyreseddel i 1995, købte Grant en stak blokke og en balje blyanter, og kastede sig ud i skriveriet. Det blev til ‘Killing Floor’ (‘Falske værdier’ på dansk), der ikke kun blev den første bog i serien om Reacher, men også en øjeblikkelig succes.

Som forfatter er Lee Child i min optik undervurderet. Man kan mene, Reacher er en uovervindelig, næsten karikeret figur, men jeg tænker, han ligger i forlængelse af den ærketypiske amerikanske heltetype; den fåmælte mand med et brysk ydre og en uslukkelig indre tørst efter retfærdighed.

Jack Reacher – eller Reacher, som han stort set altid blot kaldes – er på mange måder den ærketypiske amerikanske helt. Han vandrer fra sted til sted, lever efter sine egne regler og ender altid lettere modvilligt med at påtage sig helterollen. Han opsøger ikke ballade, og vil i virkeligheden helst bare passe sig selv og drikke sin kaffe i fred. Det får han heldigvis sjældent lov til.

Jeg kommer altid til at tænke på John Wayne, Clint Eastwood og Robert E. Howards Conan, når jeg læser Childs bøger om Reacher. Det er helte, der på mange måder er uovervindelige, men som forfattere og instruktører alligevel formår at skabe spænding omkring. Og det, tænker jeg, er en imponerende evne. Og det er en evne Child til fulde besidder.

en-dyr-affaere

The Sun beskriver Reacher ret godt; han kan klare James Bond, Dirty Harry, Jason Bourne og Ethan Hunt med begge hænder på ryggen. Sjovt nok spiller Tom Cruise både Ethan Hunt og Reacher på det store lærrede.

Det er i øvrigt en stor ros, hvis nogen skulle være i tvivl, når jeg sammenligner Reacher med Wayne, Eastwood og Conan. Det er noget helt særegent over Reacher. På mange måder er han ikke en tidstypisk helt anno 2018, men det er nok det, der gør ham så tiltrækkende. Ganske som de roller Wayne og Eastwood ofte spillede, så er det hårde mænd. Mænd, der ikke taler meget. Mænd, der aldrig rigtig gribes af tvivl eller mangel på selvtillid. De er mænd, der løser opgaven. Enten med en seksløber eller et sværd (hvis det gælder Conan), og Reacher er en helt af samme skole. Han plejer dog at løse sine problemer med nogle ordentlige øretæver eller i sjældne tilfælde våben.

Ud over det, så er det i disse dage, hvor diverse hovedpersoner i krimier oftest er fulde af tvivl og grå nuancer, befriende med en helt, der lever et liv helt efter egne normer og ikke finder sig i uretfærdigheder. Nu får jeg næsten Reacher til at virke som en endimensionel karakter, men det er er han ikke. Ironisk nok, så er det netop hans urokkelige kerne, der skaber en interessant protagonist. Nogle af de samme elementer udviser den typiske chevalier errant eller ronin, f.eks. Miyamoto Musashi, også.

Child synes at have brugt elementer fra sit eget liv til at tegne Reacher både fysisk og mentalt. De mest umiddelbare lighedstræk er Childs højde på 195cm, hans afslappede forhold til tidens modeluner og store forkærlighed for kaffe (Child er en fornuftig mand med andre ord). Men Child har også ladet andre ting indgå i Reachers psyke, bl.a. matcher Reachers afsked med Hæren og efterfølgende flakken rundt som en fri fugl Childs egen oplevelse i tiden efter Granada Television. Ganske som Reachers retfærdighedssans sikkert også er en pendant til Childs egen. F.eks. spekuleres der i et interview i The Sun i, at Child kanaliserer sin indre tillidsmand, når han lader Reacher reagere på verdens uretfærdighed, og ofte fungerer som de svages stemme og forsvarer.

Child har begået det snedige træk ikke nødvendigvis at udgive bøgerne kronologisk. På den måde åbner han op for at lade historierne udspille sig på alle tænkelige tidspunkter i Reachers karriere. I den endnu uoversatte ’The Enemy’ er vor mand f.eks. stadig i Hæren, hvor han som major i MP’erne just er hjemvendt til det kontinentale USA fra jagten på Noriega. Vi befinder os ved årsskiftet 89-90 og Muren (og Warszawapagten) er hastigt ved at kollapse. Murens fald spiller en ret stor rolle for historien. Alle i Forsvaret har naturligvis luret, at der er store forandringer på vej, og med en flok vrisne elitesoldater fra specialstyrkerne i hælene må Reacher opklare en række mord, der trækker spor helt ind i Pentagons E-ring.

’The Enemy' fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

’The Enemy’ fra 2004 er desværre ikke oversat til dansk, men er afgjort et læs værd alligevel. (Også selvom man ikke er fanatisk medlem af den himmelske koffeinkult, som jeg selv.)

Heldigvis er der tæv, kaffe og yndige vimser til at holde Reachers ånd oppe undervejs. OG Reachers bror, Joe. Ham må vi ikke glemme. Han er også en mand med en sund interesse for koffein, som det ses.

I ’Værd at dø for’ slentrer vandringsmanden, Jack Reacher, ved tilfældets lune ind på et motel i et gudsforladt amt i delstaten Nebraska i USA. Her hersker Duncan-klanen med hård hånd, hvilket naturligvis snart får ophør.  For er der en ting, Reacher ikke finder sig i, så er det bøller, og familien Duncan er om nogen bøller. Bøller med skeletter i skabet og hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys.

Netop i ’Værd at dø for’ er sammenligningen med John Wayne, Clint Eastwood og i nogen grad Conan rammende. Her ankommer vor frygtløse helt som nævnt til en lille flække ude på landet i Nebraska, hvor en skruppelløs slægt holder hele egnen i et jerngreb. Helten træder ind på det lokale motels bar og hvirvles fluks ind i dramaet gennem mødet med en forslået kvinde og en fordrukken, men godhjertet læge.

vaerd-at-doe-for

I ’Værd at dø for’ har Child som altid et godt greb i både læser og historie fra første side, og man føler næsten, man sidder og ser en Hollywoodfilm fremfor at læse en bog.

Som sine filmiske sidestykker, så er Reacher en mand af få, men velvalgte ord. En ikke atypisk svada kommer netop i ’Værd at dø for’, hvor Reacher i utvetydige vendinger forklarer en lejesvend for Duncan-klanen, at der findes så mange bedre alternativer til at arbejde for Duncans. Ikke mindst fordi Reacher påtænker at krølle lejesvenden sammen, hvis han ikke finder ny beskæftigelse. ”Man kan skovle lort på en kyllingefarm. Eller man kan hore sig træt i Tijuana. Med et æsel. Begge dele ville være bedre end at arbejde for familien Duncan.” Det er også et fornemt eksempel på tonen og den rå humor, der er i Childs bøger. Personligt elsker jeg den. Jeg ved ikke noget bedre, end når Reacher folder sig ud både verbalt og fysisk, men jeg er helt på det rene med, at ikke alle holder af den type bøger. For her er man aldrig i tvivl; Reacher kommer, han brækker knogler, og vandrer videre. Det er formlen, og den holder.

Indtil videre er der kommet 16 Reacher-bøger, inkl. novellesamlingen ‘Intet mellemnavn’, på dansk, hvor af ’Under dække’ er den seneste. Til oktober udkommer den 24. på engelsk under titlen ’Blue Moon’.

Der er også kommet to spillefilm med Reacher; ’Reacher’ og ‘Never go back’. Den sidste er udgivet på dansk under titlen ’Ingen vej tilbage’.

De nyeste Reacher-eskapader

To af de nyere Reacher-bøger fra Jentas, hvor vor mand hhv. er på vej til Virginia i noget tvivlsomt selskab og forsøger at forhindre en snigmord på den franske præsident. 

Der er en fin oversigt over de danske udgivelser på bibliografi.dk, mens du kan følge med på Lee Childs hjemmeside i de amerikanske udgivelser.