Der findes mennesker, som er født med et ekstra gear. De har et overskud, en energi og en formidlingsglæde, der gør indtryk. Jeg var tæt på at skrive noget med ”smittende effekt”. Men i dette Corona-efterår 2020 danser jeg uden om den slags faste udtryk.

Sådan et menneske er jeg så heldig at have mødt. En kort periode var jeg endda kollega med ham. Mød Niels Offenberg i denne udgave af Portræt af en læser.

Lisbet: Hvem er du?
Niels: Mest af alt er jeg et menneske, der har været så privilegeret at få lov til at arbejde med mange forskellige typer mennesker og områder, både geografisk og emnemæssigt. Det hænger nok sammen med, at jeg altid har haft mange interesser eller identiteter, herunder litterat, (halvdårlig) musiker og formel 1-nørd.

Lige nu er jeg udviklingskonsulent på Albertslund Bibliotek, hvor vi har fokus på nye formidlingsformater indenfor litteratur; bl.a. med litteraturfestivalen ”Avisen Live”. Tidligere var jeg litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek og leder af Københavns litteraturfestival Kbh Læser.

Før det har jeg arbejdet på Copenhagen Jazz Festival, i KODA, undervist på højskole og universitetet og arbejdet som konsulent på festivaler i Afrika. Jeg er uddannet i Nordisk sprog og litteratur med filosofi som sidefag.

Lisbet: Hvad betød litteratur for dig i din barndom og ungdom?
Niels: Jeg er vokset op i et akademisk hjem, hvor man også kunne mure og svejse og muge ud i en stald. Jeg kan ikke huske, at jeg decideret har lært noget af det, men jeg har jo mest af alt set og lært af mine forældre.

Jeg har absolut ingen idé om, hvilken bog jeg først læste. Men jeg ved, at jeg læste alle bibliotekets tegneserier 23787 gange, før jeg begyndte at læse bøger. At det var min primære indgang til at falde ned i det læserum, hvor man ikke rigtigt kunne komme i kontakt med én (tit over morgenmaden).
 
At tegneseriens sprog ofte er gennemsyret af humor og bygget op omkring krimiplots – det tror jeg, at jeg tog med mig. Jeg kan huske, at jeg læste bøger af René Goscinny (Asterix, Lucky Luke, Iznogood m.fl.), som havde den specielle humor og kombinerede det med mere eller mindre obskure (og virkelig arkaiske) krimier. Og altid Claus Deleuran.

Senere begyndte jeg at læse ungdomsromaner, som alle var amerikanske (jeg kan ikke huske, hvilke overhovedet eller hvorfor de alle var amerikanske), men de handlede om bander, heroin og slåskampe med cykelkæder (som jeg aldrig helt forstod som våben). De var temmelig dystopiske. Mit billede af USA var i mange år bare det – nærmest som en dårlig 80’er film om livet efter apokalypsen, hvor alle levede i bander i tusmørke og varmede sig ved ilden fra en brændende tønde.

Senere fandt jeg Hemingway og Steinbeck i mine forældres bogreol. Så indskrev der sig en ny side af USA, der blev fuldendt med Jacob Holdts Amerikanske billeder. Kombinationen af de tre retninger var mit billede af USA, længe før jeg satte min fod der.

Sådan var det vel med littaturen i min barndom og ungdom; de skabte de stærkeste billeder og forestillinger om steder, jeg aldrig havde været. Det fascinerede mig og gav mig en enorm udlængsel efter at se de og opleve de steder, på trods af dystopierne.

Litteraturen var for mig ikke et spejl eller et sted for personlig identifikation eller søgen i de år – jo mere fremmed det var for mig, desto bedre eller mere dragende. Litteraturen var ”et andet sted” end det, jeg kendte.

Jeg husker tydeligt, da jeg læste Ib Michals Kilroy Kilroy i 1989 – følelsen af at verden var kæmpestor og helt utrolig magisk. At det kun kunne gå for langsomt med at komme derud (jeg forestillede mig jo også, at Ib Michael nærmest havde oplevet det hele selv i 1:1).

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Niels: Jeg er nok sæson-/lejlighedslæser, der har affundet mig med, at jeg ikke når at læse alt det, jeg gerne vil. Ikke det der ligner. Og det er ok. Så mest af alt er jeg en lystlæser, der med årene er blevet meget kræsen med, hvad, hvornår og hvad jeg læser  – og ser læsningen som en luksus, når jeg finder tid til det.

Bøgerne stabler sig op i vindueskarme, reoler og hylder. Men jeg får ikke længere dårlig samvittighed, når de står der og ser på mig.

Jeg læser ikke længere for blot at læse; hvis jeg skal læse en bog, skal jeg på en eller anden måde mærke, at forfatteren og bogen vil noget. Det lyder som en kliché, men jeg synes, at der er meget litteratur, der ikke har den nødvendighed – og så stopper jeg med at læse bogen. Det betyder også, at jeg i mit arbejde med litteratur har opgivet at være vidende om alt, hvad der udgives, men i stedet fokuserer på formidlingen af de bøger og forfattere, som siger mig noget – og være opmærksom på, hvorfor den siger mig noget.

Vi er i dag mange formidlere, der heldigvis har mange forskellige præferencer og udgangspunkter for disse; jeg tænker, at publikum er bedre stillet med en hel skare af forskellige typer af formidlere, der tager udgangspunkt i egen begejstring.

Sagt på en lidt generaliserende måde skal enhver litteraturfestival eller institutioner, der formidler litteratur, bevæge sig væk fra det kanoniserende, generaliserende(!) eller ”solo-kuratoren” og i stedet i retning af den flerstemmige formidling, der peger i mange retninger og som også tør vise, de ståsteder, som formidlerne selv har. Køn, race, privilegeret, social baggrund etc. – og så sørge for at disse ståsteder er diverse og forskelligartede.

For mig hænger dette nøje sammen med, hvilken læser jeg er. Fordi det også handler om, hvad det er for en position, man læser (og derefter formidler) fra. Rigtigt mange steder går det heldigvis også i den retning efter min mening; i væsentlige samfundsdebatter får dette aspekt mere og mere tyngde – men jeg synes, at formidlingen på bibliotekerne halter langt bagefter på dette punkt. At der har været en tendens til at ville ensrette formidlingen af litteratur og på sin vis kanonisere værker frem for at sørge for, at bibliotekernes formidling også er flerstemmig.

Lisbet: Hvilke nye forfattere skal vi holde øje med?
Niels: Jeg vil hellere pege på de forlag, jeg synes, man skal holde øje med – eller rettere en samling af forlag: Mikrofest. Det er en ny online boghandel, hvor 32 mindre forlag er gået sammen, så man kan finde og bestille bøger fra de mindre forlag; bøger, det kan være svært at finde ellers, men som jo også fortjener læsere!

De store forlag er gode til at få deres forfattere og bøger ud til den brede offentlighed. Dem skal de fleste nok stifte bekendtskab med. Men der findes et helt hav af andre virkelig gode udgivelser, som man nu kan finde her og gå på opdagelse i.

Selve idéen og initiativet er værd at holde øje med, for det er også en (dejlig) tendens, hvor mindre forlag, boghandlere finder sammen for at styrke hinanden. Det kan kun komme alle læseren til gode. Samtidig er det en skøn udfordring for alle formidlere (og læsere), der langt hen ad vejen selv må bruge deres kritiske sans, når de læser bøger, der ikke er blåstemplet (eller det modsatte) gennem avisernes anmeldelser eller udgivelser i bogklubber.

Flere portrætter
Tak til Niels.

Min medblogger Mikkel påstår, at jeg er ved at portrættere alle levende mennesker. Der er et stykke vej endnu.

Men efterhånden er der en buket af portrætter at forlyste sig med. Giv mig et praj, hvis du har et bud på en læser, der har mod på at fortælle om sit liv med litteratur før, nu og i fremtiden.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser