Sex!

Løst og fast om erotisk litteratur og anmeldelse af “Kendras blind date” af Ella-Maluca Floyd

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg ville have været i fitness-centeret, men min sølvgrå Jaguar XF10 stod i garagen med fladt bagdæk. Da jeg kom tilbage fra marinaen tidligere i dag, fik jeg tvunget hende ind i et hårdt og skarpt sving op i indkørslen, og vi ramte lige akkurat den skarpe stensætning, der markerer grænserne om min store villa ned til havet. Jeg elsker hendes dybe spinden og pludselige brøl, når jeg rammer speederen helt rigtigt. Det var punkteringen værd! Selvfølgelig har jeg alt det rigtige udstyr herhjemme, men jeg kan godt lide at være i centeret og beundre de unge pigers spændstige kroppe, mens de sukker og sveder i træningsmaskinerne. Endnu bedre kan jeg lide deres lystne blikke på min unge, solbrune, muskuløse krop. Oh, well. En hjemmeaften så. Troede jeg i al fald, men jeg skulle blive klogere. Jeg stod nøgen foran klædeskabet og skulle til at vælge shorts, da det ringede på døren. Fordømt! Jehovas Vidner sikkert. Eller Dyrenes Beskyttelse. Som om jeg ikke giver nok af min millionformue til velgørende formål. Jeg trak hurtigt et kraftigt, hvidt håndklæde om livet og gik ud for at åbne døren, og dér stod hun. Purung skønhed skruet ned i en helt kropsnær, sort kjole. Lange ben, smal talje, tykt, bølget, ravnsort hår draperet over fyldige bryster, som kjolen knapt kunne holde inde. Hendes store mørkegrønne øjne naglede mig til stedet, og mit badehåndklæde begyndte at bevæge sig, selvom jeg stod helt stille. “Jeg har skrevet en bog,” sagde hun med dyb, hæs stemme, og for mit indre blik så jeg en panter cirkle sit bytte. “Vil du anmelde den på din blog?”

Ja, det vil jeg da gerne, selvom jeg ikke helt fik bogen “Kendras blind date” i hænderne som ovenstående antyder. Lad os overlade konstruktionen af litteratur til de professionelle … men det er jo så bare ikke det, der sker. Og slet ikke den erotiske slags, og det er dét, blogindlægget i dag handler om.

Jeg er ikke målgruppen, og erotisk litteratur er slet ikke mig. Nej, jeg har ikke finere hobbyer eller mere sofistikeret smag. Det siger mig bare ikke så meget, men jeg har ændret syn på genren en lille smule efter ”Kendra.” Som bogmenneske og som professionel del af både eReolens bro og maskinrum har jeg naturligvis fulgt genrens opblomstring og sejrsgang, og jeg har opdaget en potentielt katastrofal misforståelse på eReolen, men mere om det nedenfor.

NB: Hvis noget i nedenstående synes respektløst, arrogant eller på anden måde dumt og irriterende, er det sikkert tilsigtet, men det er ikke ment grimt. Jeg synes, folk skal gøre nøjagtigt, hvad de har lyst til, så længe de ikke skader sagesløse, og jeg har kun respekt til overs for kreative mennesker og dem, der nyder deres kreationer!

Erotisk litteratur for dummies (dvs. mænd)

Hvis du ikke havde regnet ud fra den håbløse prosa, at indledningen var fra bloggerens selvironiske pen, så kunne du regne det ud fra, at det hele blev set fra en mands synspunkt. Erotisk litteratur er fyldt med unge, lækre kvinder og rige og også lækre mænd, men genren er mestendels af og til kvinder. Jo, den er. Erotisk litteratur er lige så gammel som … nå, ja … litteratur. Tænk fx på Højsangen i det Gamle Testamente – faktisk er det Gamle Testamente fyldt med snavs; voldtægt, snigesex, incest og ofte i kombinationer. Som ung klassisk-sproglig blev jeg udsat for Sapphos lyrik fra det antikke Grækenland fra samme tidsperiode. Hun digtede i det 6. århundrede f.v.t. om kærlighed til andre kvinder fra sit hjem på øen Lesbos, og, ja, det er derfra, vi har begrebet ‘lesbisk.’ Dette var en serviceoplysning fra Bogsnak.

bc2a2ece866b9f9316ba375b30i0--watercolor-the-incomparable-sappho-ancient-greece-female-port

Sappho: “Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen, på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte, nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.” (Fragment 105a)

For den moderne erotiske litteratur har vi jo klassikere som “Lady Chatterleys elsker,” “Krebsens vendekreds,” “Venusdeltaet” osv. osv. Faktisk husker jeg min egen – meget teoretiske, meget lidt hands-on – tween-introduktion til det modsatte køn som en tåget blanding af udvalgt skønlitteratur fra bogreolerne derhjemme og lingeri-siderne i Daells Varehus katalog. Man kan forestille sig, intenettet har ændret ét og andet dér, men tjek lige hvor veljusterede og velfungerende os fra den generation er, ikke, Jan? Og møgsexede selvfølgelig! Nåmen, mit fokus her er på den bølge af litteratur, vi fik efter ny-klassikeren “Fifty Shades of Grey,” som vendte op og ned på alting.

lg_e3da2921edca-fifty-shades-darker-soundtrack-2

Her er de så. Alle 50 nuancer af grå. Eller Grey, om man vil.

“Fifty Shades of Grey” er både den erotiske litteraturs og selvudgiver-segmentets største succes til dato med 125 mio. solgte eksemplarer og tre film foreløbigt. Så populær er den, at forfatteren gudhjælpemig er sluppet afsted med at begynde at skrive den igen set fra den mandlige hovedpersons synspunkt. Den startede som fan-fiction i Twilight-universet og hed “Masters of the Universe,” mens karaktererne havde Twilight-figurernes navne. Den blev senere båret ud af det univers, delt op i tre dele – ligesom Ringenes Herre i øvrigt, men bare ret anderledes, ikk’? – og fik nyt navn.

Hvis du har læst eller set den, tænker du måske: Hvor mange synes egentlig, den er god? Det lyder som et mærkeligt spørgsmål, men det viser sig, at en del læsere har læst bogen pga. latterliggørelsen, parodierne og alle de stående vittigheder. Man går i gang med den for at kunne tale med. Mange læser den af samme grund, som man ser ”De unge mødre.” Man vil gerne føle sig hævet over den slags og lissom grine nedad. En overvægt af læsere og senere biografgængere har et i bedste fald blandet forhold til historien, hvor der rulles med øjnene over noget af den, men andre dele modtages med begejstring. Det er verdens vildeste kultfænomen, og de færreste synes, den bare er almindeligt god. Ret spøjst faktisk. Kultfænomen? Ja, ikke bare er salgstallene helt skøre, Titlen har afstedkommet både en stigning i fødselstallet OG en stigning i prekære sexulykker i England. Men altså, lad os ikke tage noget fra den mht. den åbenlyse appel til … et eller andet. Jeg er ikke målgruppen, men via dette link forklares ALT.

Hurtigt fremad, og vi har en selvudgiver-/erotisk litteratur-bølge, der endda sendte den amerikanske Netflix-med-bøger tjeneste Scribd i knæ, fordi brugerne simpelthen læste for mange af den slags titler.

Mig og erotisk litteratur – en usexet historie

Selvudgivet erotisk litteratur er dårlig. Klicheerne står i kø, karaktererne er flade, og historierne ligegyldige. Sådan er genrens ry generelt, og det har egentlig også været min egen opfattelse. Serien “Calendar Girl” blev anset som en game changer, hvad angik den ny serie-udgivelsesform, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvad det var. I guder! Tjek lige plottet. Overlækker, ung kvinde (selvfølgelig) med langt, ravnsort hår, der falder ned over læderjakkens ryg, når hun tager styrthjelmen af(?!), skal bruge $1 mio. for at redde sin far fra ond gangster. Gudskelov har hendes tante et bordel, og hovedpersonen får den særlige mulighed at besøge mænd i en måned ad gangen for $100.000. Sex er ikke et krav (klaaaart …). Hendes første kunde – altså januar – har fx det store problem, at han simpelthen er for lækker og for rig, og vores heltinde skal bruges til at holde alle de interesserede kvinder væk ved at spille hans kæreste. Jeg hørte faktisk januar-delen, mens jeg var til tandlæge for at få lavet en rodbehandling, og jeg ved ikke, hvad der gjorde mest ondt … Her må jeg citere min chef: “Kvinder har så travlt med mænds angiveligt primitive sexfantasier. Hvordan synes de selv, det går???”

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjc1ODU3

Undgå!

De historier, jeg skrev til Ugens Rapport såkaldte grå sider tilbage i 90’erne var faktisk bedre, syntes jeg. Ja, jeg kendte en Rapport-journalist, der gav mig et par hundredekrone-sedler for hver historie, og for dem af jer, der kan huske dem, så … chok! … de grå sider var ikke historier fra læserne selv. Sorry.

Vi fik mange henvendelser på eReolen fra pressen her i sommer, og derfor kiggede jeg ofte på statistikker og hitlister m.v. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det var børnetitlerne, der dominerede. De blev kun udfordret af magasinet Woman’s erotiske novellesamlinger. Se, de hedder “Godnathistorier for voksne,” og det slår mig, at der potentielt er nogle rigtig grimme misforståelser her. Hvor mange voksne har kun set det med godnathistorierne, lånt dem til poderne, trykket “play” og ladet dem falde i søvn til de noveller? Tanken er … forunderlig. Nåmen, jeg har bladret lidt i de noveller og igen … I guder! Her er plottet i dem alle sammen: Jeg begyndte at gå til croquis-tegning og endte med at blive total-onduleret af underviseren. Jeg begyndte at gå til keramik og endte med at blive onduleret af instruktøren. Jeg begyndte at gå til yoga, og …

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyODgxMjY5

Forsiden burde da antyde, det ikke er for børn …

Fiskerinoteringen er mere sexet. Synes jeg altså.

Dog; folk nyder dem tilsyneladende, så det må være mig, den er gal med.

Okay, det er en svær genre af flere årsager. Det er svært med sproget. At finde lissom den frække linje mellem for sippet og for vulgært er svært. Ting lader sig ikke beskrive så nemt. Aldrig har jeg mødt så mange svulmende skød og knejsende mænd. Alle bør retteligen søge omgående lægehjælp. Literature Review uddeler hvert år en pris for værste sexscene, og vinderne er ofte etablerede, succesrige forfattere, men igen, det er bare svært. Her er et uddrag af dommernes votering for i år, hvor prisen gik til Christopher Bollen for ”The Destroyers” – en såkaldt litterær thriller.

The judges of the Bad Sex in Fiction Award were swayed by a scene involving The Destroyers’ protagonist, Ian, and his former girlfriend on the island of Patmos, where their relationship has been rekindled: “She covers her breasts with her swimsuit. The rest of her remains so delectably exposed. The skin along her arms and shoulders are different shades of tan like water stains in a bathtub. Her face and vagina are competing for my attention, so I glance down at the billiard rack of my penis and testicles.”

For det andet: Hvad skal man gøre af det dér sex? Hvis plottet bare handler om at bringe to mennesker sammen … eller tre eller fire … så de kan komme i gang, ja, så er croquiskursus-modellen helt fin, og AOF har jo mange kurser, man kan gå til. Der er en hel novellesamling lige dér. Det er ren tekst-porno og fred være med det. Det har samme betydning for Litteraturen med stort L, som traditionel porno har for filmkunsten. Ikke meget, men der er et publikum, der skal have lov at have det i fred. Her skal man ikke klage over, at alle er for lækre og for rige og besidder overmenneskelige evner, for vi hengiver os til fantasien. Fuck realisme og personbeskrivelser. Tag mig otte gange i træk op ad himmelsengens stolper og beskriv det i detaljer, please. Go, go, go!

Er erotikken uden for plottet, risikerer man, det er voldsomt i vejen. Forestil dig Jussi Adlers krimier eller … nå, ja … Ringenes Herre afbrudt af lange, eksplicitte sexscener. Nej, vel? Og dog. Som en ældre kollega fortalte om ”Rejsen over stepperne” af Jean M. Auel: ”Altså, de rejser over stepperne. Så slår de lejr og boller alle sammen på kryds og tværs.” Og det er en tyk bog, hvis popularitet i sin tid står bedre forklaret for mig nu.

Hed sex kan være en del af plottet, og det fungerer langt bedre, mener jeg ydmygt. Tænk “Blå er den varmeste farve,” men så er det ikke rigtig en genre længere, men et plotgreb i en anden genre.

blue-is-the-warmest-color-2

Blå. Varmeste farve. Ingen spørgsmål herfra.

Kendras blind date

Tilbage til ”Kendra”, jeg fik stukket i hånden sammen med en superspændende tilblivelseshistorie. Den involverer en nordjysk kordegn, der taber 40 kg. og springer ud som erotisk forfatter og forlagsejer. Vi kommer tilbage til, hvordan dét hænger sammen i en senere blogserie.

EllaMaluca_Floyd_1-1-1

Her er hun så. Kendra.

Der mangler en topløs mand med muskler og tatoveringer på forsiden, men ellers er der ingen tvivl om genren. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang.

Starten er dramatisk, og jeg møder hurtigt mit første problem af flere. Personerne bander utroligt meget, som om det skulle gøre dem hippe og happening, og næsten alle er de klicheer med soap opera-navne. Plotgrebene er også klicheer, og jeg tænker, det hele bliver en trist oplevelse. Den første sexscene er som taget ud af en jomfrus hede, men meget urealistiske drømme. Altså … hvordan skal jeg sige det … der er viril, og så er der det bizarre og muligvis behandlingskrævende. Dialogen er lidt opstyltet, og registeret skifter midt-sætning nogle gange. Nuvel. Videre, videre. Jeg ved ikke rigtigt noget om personerne, så om de får deres livs knald eller bliver angrebet af aber fra det ydre rum rører mig ikke rigtigt.

Åh, nej. Det er bare en længere ”jeg begyndte at gå til keramik …”-historie. Halvvejs gennem bogen er jeg tæt på at give op, men så sker der noget.

Vores hovedpersoner er taget på weekend, og pludselig dukker en utroligt velskrevet sexscene op. Jeg føler mig overrumplet. Den føles realistisk og vedkommende og en smule grænseoverskridende. Jeg retter mig lidt i pendlertogsædet og læser videre med fornyet interesse. Efter weekenden begynder vores kvindelige, blinde hovedperson pludselig at få en fornemmelse af at blive stalket. Det er rigtig godt skrevet og ganske creepy kulminerende i en meget mindeværdig scene. Min husmor-porno er gået hen og blevet en thriller. Og ikke bare dét. Den er god! ”Okay, hvorfor har hun ikke bare skrevet dén bog?” spurgte en kollega, jeg fortalte om mit nye anmeldelses-projekt. Jeg kan ikke svare, men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålet.

Jeg havde en fest med ”Kendra,” men måske en lidt anden fest, end forfatteren havde forestillet sig. Jeg havde fornemmelsen af at sidde i en garage og høre et nydannet band forsøge at lave noget ordentligt rockmusik. Først svært, og man skal lige finde sig selv og samspillet, men så pludselig sker et eller andet. Der rammes en særlig lyd, og det begynder at lyde talentfuldt. Råt, men talentfuldt. Jeg opdagede også, at min indre uforløste forfatter gik i selvsving. Ret dét og dét, skær dér og dér, lav dét om, baggrund ind her, der skal to twists ind, og det første skal være her, det twist skal antydes allerede her osv. osv. ”Kendra” emmer af en smittende fortælleglæde, og det føles som at være vidne til, forfatteren pludselig finder sig selv og sin stemme midt i debut’en. På den måde er det enormt livsbekræftende som læser at mikse velpoleret litteratur med uslebent selvudgiveri engang imellem. Det er spændende at være dér, hvor det hele starter. Dér, hvor man mærker den utæmmelige trang til at skrive. En trang, der sprænger alle rammer og bare vælter ud på papiret helt uden filter.

Jeg håber Ella-Maluca Floyd – eller Rikke, som jeg kender hende som – har modet til at forfølge sit litterære talent og sin fortælletrang og en dag giver os genfødslen af den erotiske thriller. Hun har det i sig, men der skal altså en redaktør på det knald. Om man så må sige …

“Kendras blind date.” Ella-Maluca-Floyd. 158 sider. Forlaget Nelumbo, 2018.

Skriv uden smerte

Det friske semester betyder nye fag og nye skriveopgaver for studerende på både korte, mellemlange og videregående uddannelser. For ikke at tale om alle de granvoksne kursister på efteruddannelse. Jeg er selv en af de sidstnævnte.

I dette efterår skriver jeg mit afgangsprojekt ved Københavns Professionshøjskole. Eksaminator og censor er ude efter 25 knivskarpe, teoretisk velfunderede og empirirelaterede sider. Såmænd. I januar 2019 skulle jeg gerne være den lykkelige indehaver af et bevis, hvoraf det fremgår, at jeg har taget en diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning.

I dette blogindlæg anmelder jeg en nyttig og velskrevet fagbog, der med garanti kommer til at hjælpe mig igennem skriveprocessen. Hvis du kender en studerende med tendens til panisk skriveblokering eller selv skal ud i en brydekamp med en større, akademisk skriftlig opgave, så læs roligt videre.

Selvbedrag, angst og akademiske opgaver
Der findes mange former for selvbedrag og strategier til selvberoligelse, når man er studerende.

Jeg husker især et udsagn fra en tilsyneladende selvsikker medstuderende. Han var ligesom jeg på nippet til at tage hul på specialet på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet tilbage i starten af 00erne. Han sagde: ”Nu har jeg lavet hele min disposition. Så skal jeg bare skrive specialet.”

Som om.

Som om skrivning ikke er en proces, hvor næsten alt kan ændre sig undervejs.

Som om man kan have tænkt sig til alle konklusionerne på forhånd.

Som om der findes en proces, hvori ordene ”bare” og ”skrive” optræder lige ved siden af hinanden.

Jeg vidste instinktivt, at der var noget fundamentalt forkert ved det udsagn. På den anden side vidste jeg også, at skrivning handler om at afdramatisere en proces og gøre den konkret. Det er der forskellige veje til.

Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen anviser nogle af de sikreste og mindst smertefulde veje til den gode skriveproces i fagbogen Skriv opgaver på pædagoguddannelsen.

Disclaimer: Marianne og jeg var på samme årgang på vores studie. Men hun var ikke typen, der kom med skråsikre udsagn. Næh, hun havde det mere på den her måde: ”Dengang vi startede med at studere på Københavns Universitet, var vi hundeangste! Vi fik undervisning en masse spændende emner og teorier, men vi fik ikke nogen hjælp til at skrive opgaver, og vi havde svært ved at disponere over alt den tid, som var afsat til selvstudier.” (fra bogens indledning, side 11.)

Jeg var også hundeangst. Faktisk i flere år. Ikke hele tiden, men altid omkring eksamenstid. Henad vejen lærte jeg dog, at verden ikke går under, selv om man ikke skriver en perfekt opgave. Der kom endda en periode sidst på studiet, hvor jeg næsten nød at skrive opgaver og grave mig dybt ned i stoffet. Det var også før fremdriftsreformen. Ligesom mange i min omgangskreds brugte jeg 12-14 måneder på at skrive mit speciale. Med lån og det hele.

Hvis jeg havde haft Marianne og Jakobs bog mellem hænderne dengang, så kunne jeg nok have klaret det lidt mere effektivt.

Men hvor heldigt: Nu har jeg bogen OG en mulighed for at bruge den i praksis!

Begynd med noget lort
Selv om bogens primære målgruppe er pædagogstuderende, er der et væld af læse- og skrivetips, som alle studerende kan få glæde af. Bogens sidste del handler om pædagoguddannelsens opgavegenrer. De afsnit kommer jeg ikke ind på, men der er guld at hente der, hvis man er interesseret i de genremæssige kendetegn ved portfolio, korte opgaver og bachelorprojektet.

Den første del af bogen handler om grundlæggende studieteknik. Her er et væsentligt budskab, at skrivning skal foregå hele tiden. Ikke bare når man skal kondensere viden og præsentere den på selvstændig vis i en opgave. Skrivning fastholder tekstens pointer, og læsningen kvalificerer skrivningen.

Jeg havde selv ganske få og fattige læsestrategier, da jeg var studerende. Enten skimmede jeg ekstremt hurtigt eller så læste jeg alting grundigt og dermed langsomt. Der var intet mellemregister. Jeg forstod ikke, at indkredsning af læsningens konkrete formål og selektiv læsning kunne have lettet min vej gennem de tunge kompendier.

Man skal kunne skifte gear. Det samme gælder for øvrigt for skrivning, som forfatterne netop er inde på. Nogle gange er hurtigskrivning den bedste metode. Andre gange skal man zoome ind på redigering – både på afsnitsniveau og helt nede i de enkelte sætninger.

Den anden del af bogen sætter fokus på processen fra idé til færdig opgave. Jeg glemmer det selv tit, men problemformuleringer kan ændre sig undervejs i skrivningen. Det er ikke farligt at ændre problemformuleringen. Det er faktisk decideret nødvendigt en gang imellem, fordi skrivning også er erkendelse. Under alle omstændigheder handler det om at komme i gang!

Marianne og Jakob fremhæver Ernest Hemingways gyldne citat: ”Det første udkast er altid noget lort.” (side 37). Hvis det er en naturlov, så er der ingen grund til at vente på, at inspirationen eller det forkromede overblik indfinder sig. Det er ikke en kunstart at skrive opgaver. Det er et håndværk.

Man kan begynde med at etablere gode skriverutiner i det daglige. Det kan være at skrive uforstyrret 30 minutter hver dag, hvor man bortviser den indre, kritiske dansklærer. Du ved, hende der altid fokuserer på, at din stavning ikke er i top og at dit stof fremstår rodet. Eller at du har banale og trivielle observationer, som ingen gider at læse om. En god skriverutine kan også være at have et fast sted, hvor skrivningen foregår – langt væk fra køleskabet og andre fristelser. Forfatterne foreslår for eksempel biblioteket som et godt skrivested. Her er man alene, men omgivet af andre mennesker, der også er koncentrerede.

Skrivning er mange ting. Bogen ses her på en bund af Kristeligt Dagblad 8.9.2018. Den dato er guldrandet i biblioteks- og litteraturcirkler, for det er FNs internationale literacy-dag.

Nu vil jeg skrive noget om akademisk sprog og metakommunikation
Bogen afmonterer alle forestillinger om, at akademisk sprog skal være højpandet og langhåret. For øvrigt også en grim kombination. Det handler om at være saglig, klar, undersøgende, transparent og bygge sin tekst på viden og teorier.

Jeg har tit diskuteret med medstuderende, om man kan skrive ”jeg” i en opgave. Ja, er mit klare svar igen og igen. Det gør ikke opgaven mindre god eller mindre akademisk.

Akademisk sprog indebærer også, at man skriver til andre fagfolk. Ikke til moster Birte eller ens gamle biologilærer. Altså med mindre man studerer biologi.

Metakommunikation er ren og skær service over for læseren. Man holder sin læser i hånden og forklarer, hvad der kommer til at ske på de kommende sider. Det smarte er, at man samtidig får demonstreret, at man er hjemme i sin egen tekst og er bevidst om dens indre sammenhæng. Metakommunikation demonstrerer overskud og sender et vigtigt signal om, at man gebærder sig inden for en akademisk genre.

Der finder også metakommunikation sted i andre, kortere genrer, for eksempel i min indledning til dette blogindlæg. Men lige præcis i skriftlige opgaver på et studie er det ekstra godt at bruge vendinger som: ””Jeg vil her præsentere…”, ”I dette afsnit har vi redegjort for dilemmaer…” og ”Jeg vil nu undersøge vidensgrundlaget for.” (Side 106).

Jeg måtte smile ved læsningen af denne passage: ”Akademiske opgaver arbejder ikke med overraskelsesmomenter, antydninger og spændingskurver som en kriminalroman. Akademiske tekster er i den forstand kedelige tekster, der åbent lægger deres overvejelser til skue for læseren – blandt andet ved hjælp af metakommunikation.” (Side 104).

Bogen rummer flere eksempler på befriende humor og er i det hele taget uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. De vigtigste pointer står ude i margenen på alle sider, og de er desuden samlet i slutningen af hvert kapitel. God service. Der er også praktiske tips til litteratursøgning, fornuftig brug af ens vejleder og skrivearbejdet i grupper.

Bogen slutter af med et forbilledligt klart minileksikon over opgaverelevante begreber og en fyldig litteraturliste.

Skrivning begynder, før man tror. Belært af bogens gode råd har jeg lige skrevet den første mail til Iben, der er vejleder på mit afgangsprojekt. Jeg kaldte den ”løse tanker og bud på emner”. Nu skal jeg bare skrive opgaven!

Og skrive nogle afsnit om. Og lade andre læse den. Og redigere den. Og læse lidt mere. Og redigere en sidste gang.

Boginfo
Skriv opgaver på pædagoguddannelse af Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen, 221 sider, Samfundslitteratur, 2018.

Mere inspiration

Der er faglitteratur på menuen i disse tidligere blogindlæg:

Glæden ved et nyt semester, 2017

Faglitteratur med fråderen på, 2017

Bøger til dit arbejdsliv, 2017

Til sidst en blog, som du bør holde øje med. Her bliver alle typer af faglitteratur anmeldt, og for en gangs skyld bliver den gode læseoplevelse ikke blot koblet med skønlitteratur.

Det er Lene Graugaard-Jensen, der står bag bloggen. Hun arbejder til daglig som læringskonsulent ved Randers Bibliotek.

Hvis du har lyst til at gæsteanmelde en fagbog på Faghylden.dk, så klik forbi bloggen og giv Lene et praj.

Faghylden