Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.