Min egen lille verden handler mest om Frederiksberg, Skåne og Vendsyssel. Jeg har aldrig været fyldt med brændende udlængsel. Men efter at have læst Christine Fur Fischers tanker om det at læse og rejse, rykker det lidt i mig. De store vidder og det eksotiske Europa: Måske skulle jeg se at få oplevet noget nyt? Glæd dig til dette portræt af Christine, som til daglig arbejder som selvstændig litteraturkonsulent og litteraturformidler, og som har beriget sine rejser med et særligt kurateret udvalg af tekster. At rejse er (også) at læse.  

Hvad er dit første minde om læsning?
Mit første minde om læsning er at få læst godnathistorie af min mor sammen med mine to søstre. Rigtig meget Astrid Lindgren, men også eventyr og bøger fra min mors barndom. Især husker jeg tydeligt, da min mor ville læse Brødrene Løvehjerte for os, da jeg var omkring syv, og hun ikke kunne komme igennem det første forfærdeligt sørgelige kapitel, fordi hun blev ved med at græde. Jeg husker, at jeg til sidst selv læste hele bogen, fordi jeg var så grebet af historien, men min mor ikke kunne læse den for os. Jeg tror, det var den første bog, jeg læste selv, og det er stadig en af mine yndlingsbøger. Men da jeg for nogle år siden skulle læse den højt for mine egne børn, gjorde jeg præcis som min mor. Jeg hulkede mig nærmest gennem første kapitel, men heldigvis mistede de ikke tålmodigheden, og de har også være meget grebet af den historie og af alle de andre formidable Astrid Lindgren-fortællinger. Det er magisk at opleve, at de fortællinger, jeg selv er præget så meget af, også har præget mine børn og deres fantasi og forestillinger i deres barndom.

Hvilken rolle spillede læsning i din barndom?
En meget stor rolle! Jeg var en udpræget læser, der hellere isolerede mig med en bog end var ude at lege med andre børn. Jeg kunne læse til langt ud på natten og gå i skole efter kun få timers søvn, hvis jeg var grebet af en bog og bare måtte læse den færdig. På skolebiblioteket læste jeg først alle ’pigebøgerne’, så ’unisexbøgerne’, så ’drengebøgerne’, og til sidst en del af faglitteraturen også. Da jeg følte, jeg havde læst alt på skolebiblioteket, forklarede min mor mig vejen til vores lokale folkebibliotek, og så cyklede jeg selv derhen og fyldte min cykelkurv med bøger. Når vi skulle tre uger på sommerferie, havde jeg 20-25 bøger med og læste dem alle sammen. Jeg havde brug for at være alene og isolerede mig tit med bøgerne. Selv om jeg også havde mange venner og fritidsinteresser, valgte jeg ofte læsning over det sociale, når jeg kunne. Jeg har altid haft brug for det rum, som litteraturen skaber. Uden at kunne forlade mig selv og gå ind i det, bliver jeg vanvittig. Stresset, nedtrykt og ude af balance. Læsning er min hverdagsterapi og har været det, siden jeg lærte at læse.

Hvilken bog var central i dine formative år og hvorfor?
Dinas bog af Herbjørg Wassmo og flere af hendes andre bøger betød meget for mig i mine teenageår. Det ensomme nordnorske landskab og den stærke egenrådige kvindekarakter Dina havde noget dybt og melankolsk, jeg kunne spejle mig i. Da jeg var i tyverne læste jeg alt af Siri Hustvedt og især romanen Det jeg elskede gjorde stort indtryk på mig. Den fortælling bar jeg med mig i mange år. Det var især den intense læseoplevelse, hvor man som læser gennemlever en stor sorg gennem karaktererne i romanen. Men Ronja Røverdatter har også været en bog, jeg har båret med mig tæt ved mit hjerte i alle årene, siden jeg var barn. Jeg har altid tænkt på Ronja som en sjæleven. Næsten som en del af mig selv.

Hvilken slags læser er du i dag?
Jeg er professionel læser forstået på den måde, at jeg har uddannet mig i Litteraturvidenskab, og derfor læser jeg på en anden måde nu, end jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg læser både romaner, digte, indimellem drama, men jeg læser ikke krimi, romance og fantasy. For mig er det nok sproget, der er det vigtigste, men det er også blevet et vigtigt parameter for mig, hvilket landskab en bog etablerer. Lige nu læser jeg meget efter, hvordan naturen er i en bog. Jeg søger hele tiden efter bøger, der foregår i afsides beliggende tyndt befolkede landskaber. Men selvfølgelig skal de også være godt skrevet. Ellers kan jeg ikke læse dem.

Hvordan hænger det at rejse og det at læse sammen for dig?
Sidste år kørte jeg sammen med min familie seks måneder rundt i Europa, og inden rejsen havde jeg sat mig for at læse primært skønlitteratur fra de lande, vi passerede igennem. Det gav nogle dybe oplevelser af landenes kultur og historie, som har gjort, at jeg nu i endnu højere grad end tidligere forsøger at matche min rejselekture med de destinationer, jeg rejser til. Det kan også være en stemning eller en tematik, der matcher rejsen fx at læse Sylvain Tessons Sneleoparden på en vandretur i Alperne, selvom den bog foregår i Tibet. Men forfatteren er fransk, og romanen handler om en vandring og et ophold i en fjerntbeliggende egn, hvor sneleoparden skulle holde til. Så der passede stemningen i bogen til den stemning, jeg var i på vandringen i bjerglandskabet.

Hvad lægger du i ordet “litteraturformidler”?
Det er egentlig ikke et ord, jeg er så vild med, fordi de fleste almindelige mennesker ikke aner, hvad det er. Men betydningen er selvfølgelig at formidle litteraturen og de gode læseoplevelser til et publikum; altså sørge for, at de gode bøger når ud til sit rette publikum. Det være sig skriftligt, mundtligt, performativt eller eventbaseret. Når jeg tænker på mig selv som litteraturformidler, tænker jeg på mig som en kurator på et museum, der skal iscenesætte litteraturen og evt. sammensætte et udvalg af bøger, der hænger sammen på en måde, der skaber mening og erkendelse hos modtageren, altså læseren.

Hvilke bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Da jeg begyndte at lave litterære vandringer for over ti år siden, valgte jeg litteratur, der netop handlede om at vandre, være og leve i naturen. Det kunne være Tomas Espedals Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, Henry David Thoreaus lille samling af essays Om at vandre, Robert Louis Stevensons Vandringer med et æsel i Cevennerne eller japanske Hiromi Itōs magiske og voldsomme digtsamling Vildgræs ved flodlejet. At læse disse værker har på en måde formet både min læsning og mit (arbejds)liv, fordi jeg gennem dem er blevet bevidst om, hvor frihedselskende jeg er, og hvor meget jeg har brug for at befinde mig i naturen. Min læsning af disse og andre lignende værker har formentlig været med til, at jeg sidste år sagde mit gode job som litteraturformidler på et dejligt bibliotek op for at blive selvstændig litteraturkonsulent. Jeg vil gerne i højere grad kunne arbejde udenfor, kunne rejse og kunne leve og arbejde i vekselvirkningen mellem litteratur og natur. Lige nu arbejder jeg på forskellige events bl.a. oplæsninger i naturen, vandringer og retreats, der netop kobler natur og litteratur med et fokus på fordybelse, erkendelser og et liv i balance.

Hvilken bog har du for nylig været optaget af og hvorfor?
Der er mange. Inger Christensens Alfabet har jeg været optaget af i mange år, men sidste år på en særlig måde, fordi jeg var på Nordkap, og nogle af digtene i Alfabet foregår i Nordnorge bl.a. på Nordkap. Tove Janssons Optegnelser fra en ø skubber meget til min trang til at flytte langt væk fra civilisationen. Blive fyrpasser på et skær alleryderst ude i Skotland eller Canada. Jeg er generelt optaget af bøger, der foregår uden for eller i kanten af civilisationen og har været det længe, måske faktisk altid: Ronja Røverdatter, Fluernes Herre af William Golding, Thoreaus Walden – livet i skovene, Marlen Haushofers Væggen, Madeleine Hessérus’ Isola.

Hvilken bog bliver ved med at være din sorte, litterære samvittighed og hvorfor?
Det er så skamfuldt, men når det kommer til bøger, findes der jo flere, end et almindeligt menneske kan nå at læse i løbet af et liv, og hvert år kommer der nye til. Jeg har kun læst nogle få kapitler af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, og det ved jeg godt er en kæmpe mangel. Jeg har endda værket stående i en flot udgave derhjemme, fundet i en bogbørs for et par år siden. Jeg har også kun læst de første bind af Prousts På sporet af den tabte tid, men har længe tænkt på at genoptage læsningen. Nu bliver jeg jo mindet om min dårlige samvittighed, så måske kan det være mit skub til at få den afviklet.

Hvilken bog giver du tit som gave?
Tove Janssons voksenbøger, især Sommerbogen. Fordi de er så smukke både indeni og udenpå i Gyldendals pastelfarvede serie. Og hvis det er til børn, er det tit Jacob Martin Strids bøger, fordi de er geniale både for børn og for voksne. Jeg elsker hans rim og remser i Min mormors gebis og Mustafas kiosk, men også hans mere fortællende bøger fx dem om Mimbo Jimbo og Lille Frø eller Den kæmpestore pære.

Følg Christine på Instagram, hvor hendes profil har navnet @litteraturterapi, og få mere læseinspiration.