Måned: maj 2017

Early literacy kort fortalt

/ Lisbet V. / 4 kommentarer

Early literacy er måske ikke længere det nye sort. Men det er et begreb, som biblioteksfolk i disse år er meget begejstrede for. Det gælder heldigvis også bibliotekslederne, der er helt med på at lave folkebibliotek for de yngste borgere. Hvad dækker begrebet over, hvorfor kan man ikke sige det på dansk og hvorfor giver det mening for folkebiblioteker at arbejde med early literacy? Det giver jeg nogle bud på her.

Biblioteker har en stolt tradition for at præsentere børn for billedbøger, pegebøger, rim og remser, eventyr, sagn, fortællinger og mange andre litterære udtryk. Den tradition giver alle folkebiblioteker et stærkt fundament for at sætte fokus på early literacy – alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de selv kan læse og skrive.

Hvorfor kan man ikke bare sige det på dansk?
Det kan være fristende at oversætte det engelske ord “literacy” med “læsning” i ordets bredeste forstand.

Men literacy er mere end læsning. Det har en udvidet betydning. Begrebet bygger på et særligt sprogsyn, hvor alle ord og alle sproglige udtryk er afhængige af den sammenhæng, som de bliver brugt i. Sprog er ikke autonomt. Det hænger altid sammen med en social, kulturel, tidsspecifik og konkret situation.

Literacy dækker for eksempel over det såkaldte multimodale aspekt. Det betyder, at børns literacy også omfatter, når de ser film på tv, spiller et iPad­spil, hvor de skal matche lyde eller synger hjemmelavede vrøvlesange.

Nationalt Videncenter for Læsning bruger denne definition på early literacy: At bruge, lege med og begå sig i skriftsproget, lang tid før skoletiden begynder.

Hvor dét at lære at læse førhen var en opgave, som skolen og kun skolen tog sig af, er synet på læsestart i dag helt anderledes. En gang var det næsten pinligt at kunne læse, før man begyndte i skole. Eksperter mente, at små hjerner ikke var klar til at knække koden. Men også for to-tre generationer siden var førskolebørn fascinerede af skriftens dragende univers. For nogle var fascinationen så stærk, at de ikke kunne modstå den og lærte at læse som femårige. It’s like a drug!

Collage tekst

Tekst er overalt i vores og vores børns liv. Vi svømmer i skrift hver eneste dag.

Hvornår begynder børns literacy?
Børn er i gang med at lære sproget, allerede inden de bliver født. Som fostre modtager de sproglige stimuli, fordi de kan høre deres mor tale. De lærer musikken i deres modersmål, mens de ligger i maven. De kan genkende det, når de bliver født. Så det med at synge sange for maven er ikke bare for sjov. Det er virkningsfuld sproglig stimuli af den lille hjerne, der er i fuld gang med at udvikle sig. Om man så synger Metallica eller Den lille Ole med paraplyen kommer i anden række.

Et stærkt sprogligt fundament og et godt talesprog giver børn gode forudsætninger for at lære at læse og for at lære i det hele taget. Derfor er det så vigtigt med et skarpt fokus på early literacy, og det begynder allerede under graviditeten. Heldigvis snakker og pludrer de fleste forældre med deres børn, fra børnene er bittesmå.

Biblioteket kommer også i kontakt med masser af førskolebørn. Gennem projekter som Bogstart for småbørnsfamilier og aktiviteter som babysang, dukketeater og højtlæsning understøtter bibliotekerne forældre og daginstitutioners arbejde med at stimulere børns sprog. Biblioteker har fat i den lange ende, når det gælder de yngste borgere.

De tidligere år i børns liv er helt specielle i forhold til læring. Førskolealderen er et “window of opportunity”, hvor børn er særligt gearede til at lære. Deres hjerner er som veritable svampe. Den amerikanske nobelprismodtager i økonomi, James Heckman, har forsket i resultaterne af en tidlig indsats. Hans konklusion er klar: Hvis vi som samfund vil give lige muligheder, er der størst gevinst at hente ved den tidlige indsats. Når børnene begynder i skolen, er løbet i det store og hele kørt. Så er det allerede for sent at udligne de sociale skævheder.

Heckmans forskning baserer sig på amerikanske studier. Men forskning i Danmark viser, at det samme mønster gør sig gældende hos os.

tavle med magneter

Magneter har en dragende effekt på både store og små. Især dem med bogstaver på.

Seks aspekter af early literacy
Early literacy har forskellige aspekter. Her er seks af dem, som er koblet til hverdagssituationer:

Bevidsthed om skrift:
Når Nanna på to år ved, at det, hun ser på et skilt i supermarkedet, er et ord.

Præference og motivation for skrift:
Når Sigurd på tre år er dybt optaget af Rasmus Klump, og han hellere vil høre historier om Rasmus end eventyr om prinsesser. Her grundlægges litterære præferencer hos det enkelte barn. Eller når Aske på fire år er meget optaget af at lave en ønskeliste i LEGO-butikken, fordi han ved, at ønskelister kan gøre noget godt for ham. Skrift dur til noget!

Ønskeseddel

En snart femårig dreng har nedfældet sine hedeste fødselsdagsønsker med hjælp fra sin meget skriftfikserede mor.

Bogstavkendskab:
Når Marie på to et halvt glædesstrålende udbryder “Det er MIT bogstav!”, når hun sammen med far går forbi en McDonalds på gaden.

Ordforråd:
Når Ludvig på tre år ved, at superhelte både kan være Superman, Spiderman, Captain America og Hulk. Eller kender navnet på mange slags frugter, dyr og farver.

Fonologiske kompetencer:
Når Elvira på fem år kan skelne mellem små lydlige forskelle, som kan have stor betydningsmæssig forskel. En kanin og en kanon er slet ikke det samme. Evnen til at afkode rim er også en del af de lydlige kompetencer.

Narrative kompetencer:
Når Ida på fire år kan genkende Rødhætte, genfortælle eventyret og selv digte videre på en historie om Rødhætte eller en anden eventyrfigur.

Med disse seks aspekter i baghovedet bliver det tydeligt, at early literacy er overalt i børns liv. Når de pludrer, fortæller, synger, vrøvler, legeskriver, læser bøger for hinanden og aftaler, hvad legen skal handle om.

Bibliotekets særlige bidrag
Hvad er det så, som biblioteker kan på early literacy-feltet? Der er mindst tre værdifulde indsatser, som fortjener at blive fremhævet.

For det første kan biblioteksmedarbejderne formidle viden, gode råd og inspiration til småbørnsforældre, når de kommer på biblioteket og låner bøger, læser og leger. Vigtig viden til forældre kan være, at man godt kan være en rollemodel for sit barn, selv om man ikke selv er en stærk læser. At være sammen om bøger kan også være at tale med hinanden om billederne eller selv digte historier sammen.

For det andet kan biblioteket understøtte daginstitutionernes arbejde med sprog og byde ind med materialer og ideer til aktiviteter, hvor for eksempel den nyeste børnelitteratur kommer i spil. Det er der allerede mange gode eksempler på.

For det tredje kan biblioteket også arbejde gennem netværk som bydelsmødre, boligforeninger og legestuer og dermed nå ud til forældre, som ellers ikke bruger bibliotekets tilbud.

Døren står på mange måder vidtåben. Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, herunder at de bliver gode til at udtrykke sig, kommunikere og bruge sprogets mange muligheder. Biblioteket skal ikke overbevise målgruppen om, at det er relevant at have fokus på de små børns sprog.

Early literacy er nøglen til dannelse, læring, fællesskab og oplevelser. Derfor er det oplagt, at bibliotekerne skal være endnu mere offensive, når det gælder arbejdet med dette tema. Potentialet er enormt;­ hvorfor ikke indløse det?

Dyk ned i mere viden om early literacy

Læs mere om early literacy på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside

Læs mere om Aalborg Bibliotekernes projekt Sprogstart på Bibliotekarforbundets hjemmeside, maj 2017

Hør Caroline Sehested fra Helsingør Bibliotek, Julie Arndrup fra Vanløse Bibliotek og mig snakke om early literacy og bøger til de yngste i Børnebogcast, januar 2017

Silke, velstand og vejen dertil

/ Jan M. Johansen / 1 kommentar

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.