Ordet tragedie dukker mange gange op som noget af det første, når man taler om Rusland. På det seneste er ordvalget nok blevet noget mere groft og berettiget grumt, men det ændrer ikke ved, at folk, der har henslæbt livet i det gamle russiske imperium, det hedengangne Sovjetunionen eller det nuværende gangstervælde, har været udsat for horrible ting. Oftest orkestreret og udført af deres egne ledere. Deraf det tragiske.
De nedenstående bøger kommer ret vidt omkring, men giver alle et indblik i den råddenskab og de historiske katastrofer, der på den ene eller anden måde har ramt folk i grænselandet mellem øst og vest.
Og i det grænseland starter vi da også.
Den sorte muld og den blodige jord
Afghanistan har ry for at være imperiernes gravplads. Et ry og et tilnavn, der, ikke mindst efter den nylige og noget pinagtige amerikanske tilbagetrækning, har fået nyt liv.
Et tilnavn, man har hørt noget mindre, der dog synes endnu mere passende, er ”blodlandet”. Et udtryk, der dukkede op i Timothy Snyders ’Bloodlands’ fra 2011 og dækker over Baltikum, Polen, Ukraine og Belarus. Altså, et område, der er sølet ind i blod.
Man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine efter endt læsning.
I ’Bloodlands’ beskriver Snyder med en velsleben pen og ordet i sin magt, de horribel overgreb befolkningerne i blodlandet har været udsat for fra både Stalin og Hitlers hånd. Overgreb, der i 30’erne og 40’erne førte til mere end 14 millioner menneskers død.
Snyder formår især at vise, hvilken kynisme og nådesløshed befolkningerne i området blev behandlet med, og man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine, Polen og de baltiske lande.
Men konflikten mellem russerne og deres naboer, ikke mindst ukrainerene, er endnu ældre.
En bog om krig og kaos i Kyiv
I ’Den Hvide Garde’ fortæller den ukrainskfødte Mikhail Bulgakov med udgangspunkt i familien Turbin om Ukraine og særligt Kyiv under den russiske borgerkrig i 1917-22.
Fortællingens fokus er lagt på den vordende ukrainske nations hovedstad i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys i en kamp mellem ukrainske nationalister af forskellig slags, røde og hvide russere, tyskere, kosakker, polakker og Vestmagterne.
Bulgakov giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre glemt tid.
Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller nok nærmere retten til eget liv.
’Den Hvide Garde’ var på min liste over sommerlæsning og er, som alle Bulgakovs øvrige bøger, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.
Knap så glemt er den periode, den næste bog beskæftiger sig med.
Den evigt syge bjørn
Vi er tilbage på imperiernes gravplads, nemlig Afghanistan. Ovenikøbet i et af de tilfælde, hvor tilnavnet er ganske korrekt. Afghanistan tog om ikke livet af USSR, så bidrog krigen i det uregerlige bjergland i den grad til Sovjetunionens kollaps.
Nu kan man mene, at russernes prøvelser i Afghanistan under Den Kolde Krig ikke har meget med nutiden at gøre, men det ville være en fejl. Vi ser nemlig en række af de samme fejl og overgreb gentaget i Ukraine i dag, og man kan trække en lige linje mellem de tiltag, styret i Kreml brugte dengang og bruger i dag for at holde befolkningen hen i uvidenhed og begrænse kritik.
Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde, og det gør ’Zinkdrengene’ til en særlig stærk læseoplevelse.
Gennem en række nedslag og personlige fortællinger, viser belarussiske Svetlana Aleksijevitj, hvordan den sovjetiske hær, trods sit formidable ry, var mere en syg papirbjørn end den frygtindgydende kommunistiske krigsmaskine, som mange havde frygtet. Aleksijevitj fortæller historien om en hær, der drak, tog stoffet, var uden en ordentlig ledelse, manglede alt lige fra mad til medicin og var plaget af en løbsk korruption, der undergravede hær såvel som samfund.
Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde i ’Zinkdrengene’, og det gør bogen til en særlig interessant og stærk læseoplevelse, hvor man får civilsamfundets syn og reaktion på krigen fremfor en egentlig krigshistorie.
Civilsamfundet og det almindelig Rusland spiller også den centrale rolle i den sidste anbefaling.
Et gangstervældes anatomi og tyveriet af et land
I ’Red Notice’ giver pengemanden Bill Browder et fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk indblik i Rusland, storfinans og politik. Browder er en levende fortæller, der med veldoseret selvironi og stor ærlighed tager læseren med til Det Vilde Østen, der var Rusland i 90’erne og start 00’erne.
’Red Notice’ – fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk.
Meget passende hedder et af kapitlerne ‘Analyse af et tyveri’ og det er både meget rammende for, hvad den russiske befolkning blev udsat for og for bogens tema. Selvom Browder kom til Rusland for at tjene penge, så ender han hurtigt med at måtte kæmpe for at beskytte sine investorer og de russiske firmaer mod griske og skruppelløse oligarker. Oligarker, der opfører sig som gangstere og bogstaveligt talt sjæler alt, hvad der ikke er naglet til jorden.
Murens fald, Sovjetunionens opløsning og demokratiseringen kunne have været så godt, men i stedet endte russerne med et horribelt gangstervælde og korruption i en helt uforståelig grad. Her og der er der lyspunkter, men det er en trist historie og et fint eksempel på, hvorfor vi i Vesten skal gå hårdt i rette med typer som Putin.
Undervejs falder Browder i øvrigt pladask for en russisk kvinde, der mildest talt synes, vor helt er lidt af en spade. Han vinder dog point ved at søge til litteraturen og de finder sammen over en bog. Det er en lille sideanekdote, men min indre bibliotekar og pladderromantiker blev helt varm om hjertet.
‘Red Notice’ kan varmt anbefales. Selvom det er en deprimerende fortælling om grumme magtmennesker og et udplyndret land og folk, så er Browder en fremragende fortæller med noget på hjertet, og man får et godt indblik i, hvilken type leder Putin er og hvilket land Rusland er. Nemlig et gangstyre af en stat, hvor alle enten er afhængige af Putin eller blot levet på hans nåde.
Når solen den forsvinder
Ovennævnte bøger er, indrømmet, ikke nødvendigvis den mest opløftende læsning i verden. I det hele taget er det svært at finde noget videre lys i mørket lige for tiden, om end jeg selv finder en vis glæde og håb i balternes, polakkernes og særligt ukrainernes humor, standhaftighed og solide væsen. ”Keep cool” kunne godt være mottoet for vores venner i Kyiv, hvis vi nu skal fortsætte med C.V. Jørgensen referencerne. Historisk set har de gode ukrainere om ikke andet udholdt alverdens urimeligheder og alligevel fundet tilbage til livet. Og det er jo nok menneskenes lod. Heldigvis er vi ikke så nemme at slå ud. Solen skal nok komme igen, også selvom det hele synes at gå ad helvede til lige nu.
Slava Ukraini.
Boginfo
’Bloodlands’ af Timothy Snyder, Jyllands-Posten, 2011, 556 sider.
’Den Hvide Garde’ af Mikhail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider.
’Zinkdrengene’ af Svetlana Aleksijevitj, Lindhardt og Ringhof, 2016, 383 sider.
’Red Notice’ af Bill Browder, Don Max, 2016, 379 sider.
Du står i en lang, trøstesløs kø i en anonym lufthavn et sted i Europa. Du er fanget i et regnfyldt, køligt sommerhusområde med dårligt netværk. Du sidder i toget på vej mod Firenze og prøver desperat at undgå kontakt med to ivrige hollændere, der signalerer, at de er klar på small talk hele vejen ned til Brennerpasset. I alle tre klassiske sommerferiesituationer har du brug for det samme: Gode bøger.
Her kommer Bogsnaks rituelle tips til sommerlæsning, som vi håber kan give dig inspiration i fuldfede strømme. Christen lægger ud, Lisbet følger trop, og Jan slutter af. Vi skal #barelæse, som det hedder i folkebibliotekernes sommerkampagne.
Christens sommerlæsning Da vinteren truede kedeligst, begyndte de tomme, hvide stuevægge at lyse deprimerende (indretningen af mit singlehjem skrider langsomt frem!) Heldigvis sælger Atlas Magasin en übercool plakat med den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt.
Da plakaten var hængt op på væggen i en fin ramme, kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte få læst noget Hannah Arendt, såfremt nogen teoretisk set skulle spørge ind til hendes idéer (ligesom dengang H&M solgte populære Ramones t-shirts, men ingen af t-shirt-bærerne nogensinde havde hørt bandets musik).
”Arendts tænkning er til det yderste original. Men også åben. Åben i den forstand, at originaliteten mest kommer frem i anslaget – næsten aldrig i gennemarbejdningen,” skrev den nyligt afdøde idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz for mange år tilbage.
Forårets utallige aftener i selskab med Hannah Arendts indforståede og påståelige trebindsværk om totalitarismens oprindelse gjorde det klart, at Schanz´ ord var ment som en læseradvarsel. Oplevelsen blev ikke bedre af, at man fra tid til anden sad tilbage med en sort mistanke om, at oversætterne havde skævramt skiven, så forståelsen blev unødig besværlig.
Men ikke alt var dårligt, slet ikke. Især det afsluttende bind bød på en del interessante pointer.
Totalitarismens oprindelse var i lange stræk en skuffelse, men jeg ser stadig frem til at læse et af Hannah Arendts andre hovedværker, Åndens liv. Denne bog er også udkommet på forlaget Klim (2019) og oversat af altid træfsikre Joachim Wrang.
Heldigvis har foråret også budt på helt igennem fine læseoplevelser. Lea Ypis livskloge erindringer Fri om at vokse op som barn i det kommunistiske Albanien og blive selvstændig i en verden efter Murens fald er selvskreven på sommerlæsningshitlisten.
Lea Ypi er i dag professor i politisk teori på prestigefyldte London School of Economics. Hendes refleksioner om stedvise gode tider, men ikke mindst absurditeter og ligefrem tragiske elementer ved de forskellige samfundssystemer, hun har levet i, er skrevet med elegant pen. En skrivestil, der ikke tvinger noget ned i halsen på læseren.
Fri er en coming-of-age fortælling, hvor de samtidige samfundsmæssige forandringer indtager en større rolle, end det normalt er tilfældet. Professorens pointer er fortalt igennem de menneskeskæbner, hun har mødt på sin vej – albanske som udlændinge.
Man kan tænke længe over den visuelt set meget enkle forside til Lea Ypis Fri. Heller ikke her gives læseren færdige, enkle svar.
Den næste på listen er samtalebogen Korset og himmelstigen. Den redigerede mailudveksling mellem de to selvbevidste ronkedorer – kunstneren Arne Haugen Sørensen (f. 1932) og den autodidakte kunsthistoriker, dr.phil. i historie Leo Tandrup (f. 1935) – er en helt speciel læseoplevelse.
Den kulturkristne Tandrup har som bestyrelsesmedlem i Vor Frue Kirke i Horsens (næsten) overtalt resten af meningsrådet til at bestille en ny altertavle malet af Sørensen til afløsning af den eksisterende. Sørensen sender billedfiler, som malearbejdet skrider frem, og Tandrup kommenterer frem- og tilbageskridt. Deres e-breve byder på lidt af hvert:
Bogens forside viser det endelige maleri. Det ser så enkelt ud, men processen var lang og besværlig. Læseren får ærlige indblik i både kunstnerens værksted og kunsthistorikerens kamp.
Betragtninger om kunst og kultur, personlige ambitioner og skuffelser, frygten for at blive spændt for andres projektvogn, vrede, tilgivelse, viden om eget værd, tilstødende bogprojekter, kristne symbolers historie, dybde og overflade, refleksioner om det visuelt virkningsfulde, menighedsrådsfnidder, nedladende bemærkninger om andre kunstnere osv.
Korset og himmelstigen er dygtigt illustreret, så læseren så at sige er med undervejs og selv kan bedømme, tænke med, skalte og vralte.
Detaljer, farver, placeringer diskuteres. Altertavlemaleriet gennemgår mange versioner, før det er færdigt.
Den tredje bog befinder sig også i kunstens verden, det drejer sig om Hans Christian Davidsens flotte bog om tysk ekspressionismes ubestridte mester, Emil Nolde.
Emil Nolde malede sine farverige værker i første halvdel af det 20. århundrede. Hans storslåede kunst har i årtier skabt indhold i et fornemt museum akkurat syd for den dansk-tyske grænse. Mine forældre var glade for Nolde, så jeg har været på en del besøg dernede som barn. Jeg har arvet fascinationen.
Efter Anden Verdenskrig opstod en myte om Emil Nolde – hjulpet på vej af Siegfried Lenz´ berømte nøgleroman Tysktime (1968), der blev uhyre vigtig for unge vesttyskeres svømmetag i efterdønningerne af Det Tredje Rige – som svoren modstander af nazisternes hærgen.
Siden årtusindskiftet har vi vidst, at det forholdt sig lige præcis modsat. Nolde var nazist og antisemit om en hals. Goebbels elskede Noldes kunst som fremtidens budbringer, Hitler hadede den som degenereret Scheisse. Diktatorens linje vandt. Noldes ideologiske vrangforestillinger ændrede sig imidlertid ikke en tøddel, da nazisterne undsagde hans kunst.
Akvarellen på forsiden, Frau T. mit Roter Kette, 1930, forestiller Margarete Turgel. Turgel var af jødisk afstamning. Selv om både Emil Nolde og ikke mindst hans kone Ada var overbeviste antisemitter var mange af deres nærmeste venner af jødisk afstamning.
Hans Christian Davidsen – kulturredaktør på Flensborg Avis – er kender og elsker af Noldes kunst, hvor motiverne ofte er hentet fra marskens mennesker og natur. Den velillustrerede, smukke bog er resultat at forfatterens mangeårige refleksioner om det intrikate forhold mellem kunst og politik.
Davidsen afdækker historien om Nolde og analyserer diskussionerne om hans kunst med sikker hånd. Bogen er velskrevet, selv om den skæmmes af en del gentagelser – måske er disse resultat af forlagets mulige ønske om tilpas meget tekst til at indpakke de mange store farveillustrationer?
Opslag fra bogen, Brennendes Gehöft, udateret akvarel. Under verdenskrigen malede Nolde mange billeder af brændende bygninger. Bogens udstyr er flot, der er kræset om detaljerne, og den er trykt på kridhvidt, glat papir. De mange helsidesgengivelser af Noldes farvemættede værker kommer til deres fulde ret.
P.S.: Jeg må indrømme min kvarte forudindtagethed, eftersom Hans Christian Davidsen og jeg er familie: vores respektive fædre er fætre. Jeg har nu aldrig mødt ham personligt, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Men jeg burde sende ham en varm mail om, at han har begået en fin bog, som jeg vil tage ned fra reolen igen og igen.
Christens boginfo Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007 (citat s. 101).
Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse, oversættere Tove Nørlund og Per Borch, bind 1-3, Klim 2019.
Lea Ypi: Fri. At blive voksen ved historiens afslutning, oversætter Steffen Rayburn-Maarup, Informations Forlag 2021.
Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: Korset og himmelstigen. En ilter korrespondance om Kristi begrædelse og kunstens væsen, Hovedland 2019.
Hans Christian Davidsen: Nolde. Maleren, der trådte ved siden af, Politikens Forlag 2021.
Nolde-museum i Seebüll (hovedbygningen er pt. lukket pga. renovering, men man kan se en mindre i særudstilling i en tilstødende museumsbygning): https://www.nolde-stiftung.de/dk/
Lisbets sommerlæsning 2022 Den første halvdel af 2022 har for mig været en tid med masser af læsning og dog ikke så meget læsning. Hvordan det? Jeg har haft travlt med opgaver knyttet til den nye undersøgelse Børn og unges læsning 2021, men har haft svært ved at samle mig om læsning i fritiden. Nu tager jeg forhåbentlig revanche.
Jeg lægger ud med digtsamlingen Cellekerner og menneskehjerter af den skønlitterære debutant Niklas Ilsted Smith. Niklas er i sit civile liv embedsmand i Slot- og Kulturstyrelsen, og jeg var så heldig at være kollega med ham i en kort periode. Men jeg anede ikke, at han havde en digtsamling på vej. Nu er den her.
Forfatteren har leveret en rammefortælling om digtene: “Fem unge mennesker sættes sammen i en hemmeligt laboratorium for at undersøge naturen, sig selv og hinanden. Laboratoriet er fuld af kærlighed, gåder og skjulte passager. Er universet pixeleret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets indre liv? Alle døgn går ud på at forsøge sig frem.” (fra bogens bagside).
Jeg vil af al magt bekæmpe min indre dansklærer og kaste mig frit ud i lyrikken. Kvantespring, planter, omskiftelige stoffer og plasma kan forhåbentlig forenes med solcreme, Negroni og grillspyd.
Kølig forside til en varm sommer.
Bare en mor Det var en overraskelse for mig, at Roy Jacobsen havde flere historier om den norske Ingrid, der som en del af en fiskerslægt næsten er vokset sammen med den barske ø Barrøy. Jeg troede, at der var tale om en trilogi. Den har jeg for øvrigt fremhævet som en af de bedste romanserier i 2010erne.
Men nu er Bare en mor udkommet på dansk, og jeg skal selvfølgelig følge Ingrid i denne fjerde bog. Hun har rejst gennem Norge, der i tiden efter 2. verdenskrig ikke ligner sig selv. Nu er hun på sin fødeø, og også her mærkes krigens efterdønninger. En lille dreng bliver afleveret på øen, og Ingrid tager ham til sig. Hvem er han? Hvor kommer ham fra? Og hvem er hans far? Romanen kredser om forældreskab og livet på øen, og jeg glæder mig til at være sammen med den stærke og mystiske Ingrid igen.
Mytiske mennesker på en norsk ø.
Verdenshjertet Mads er freelance-skribent hos onlineportalen Easyjobs. Det lyder meget realistisk her i 2022. Jeg er selv prekært ansat, og jeg er ikke alene. Men denne korte beskrivelse er også afsættet for Viggo Bjerrings romandebut Verdenshjertet, som både er en samtids- og en fremtidsroman. I dette univers bliver de arbejdsløse kaldt De Unyttige, algoritmerne overtager arbejdet, og ensomheden blandt mennesker hærger. (Det virker skræmmende genkendeligt….)
Plottet er, at Mads får en usædvanlig opgave: Han skal ghostwrite en thriller. Den bliver en bestseller, men alt er ikke godt. For da han skal skrive toeren, begynder verden at smuldre omkring ham.
Jeg er hooked. Min forventning er, at jeg stryger gennem romanen på et par døgn, forhåbentlig siddende på en balkon et sted i det græske øhav.
“Verdenshjertet er en kuldslået roman om kunstig intelligens, kærlighed og kapitalisme. En filosofisk og humoristisk fortælling om at finde en mening med livet i en ensom tid.” (fra bogens forside).
En hummer kan ikke dø Jeg har ingen planer om at uddanne mig til social- eller specialpædagog, men jeg agter at læse en række nyskrevne noveller, der handler om netop denne type pædagogers arbejde med børn, unge og voksne i udsatte positioner. En udsøgt skare af danske forfattere har bidraget til antologien En hummer kan ikke dø: Glenn Bech, Cecilie Lind, Lotte Kirkeby, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Elverkilde, Peter Frederik Jensen, Stine Askov, Zakiya Ajmi og Thomas Lagerman Lundme.
Jeg vil lade et uddrag fra Lagermand Lundmes bidrag til bogen slå tonen an:
”Om eftermiddagen keder hun sig. ”Det er først klokken 1 og 5, du har fri,” siger jeg og peger på digitaluret, der hænger på væggen. ”Men måske i dag kan vi bare sige et andet tal?” Jeg ryster på hovedet. ”Det er ærgerligt, du er blevet som de andre,” siger hun så og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner eller et lidt stort lommetørklæde. ”De andre?” ”Personalerne,” siger hun. Jeg klipper trådene over for hende. Hun må ikke bruge saksen selv. ”Synes du, at jeg er ligesom dem?” Hun ser lidt på mig. Så ryster hun på hovedet. ”Nej, du er stadigvæk mest dig,” svarer hun så” (uddrag fra novellen Virkeligheden er nogen de andre har fundet på, side 154).
Min afdøde moster arbejdede på et værksted for udviklingshæmmede tilbage i 1970erne. Lige i denne passage med bordskåneren/det lidt for store lommetørklæde og den manglende tilladelse til at bruge saks får jeg et lille glimt af hendes arbejde, tror jeg. Der er både humor og afmagt på færde.
Gro Ingen tips til sommerferielæsning uden et børnelitterært indslag. I år er det romanen Gro skrevet og illustreret af Adam O., der især er kendt for den dystopiske serie Den rustne verden. Adam O. modtog Kulturministeriets børnebogspris 2021 for bind 3, Ukrudt.
Jeg vil læse bagsideteksten på Gro højt for min søn på 10 år og håber, at han bider på: “Historierne forsvinder fra verden. Snart vil verden til Biblioteksskoven lukke for altid. Det går op for Gro – pigen med det misformede ansigt – at der findes to slags fortællinger: Dem der giver dig noget, og dem der tager noget fra dig”.
Hvilken sommerferiedrøm at læse moderne, dansk børnelitteratur sammen med en dreng, der er vild med The Simpsons og Fortnite, og som er mere optaget af hvor mange numre, han har på sin Spotify-liste end af hvor mange bøger, han har læst siden jul.
Ja, jeg er gammel og desillusioneret. Jeg kan lige så godt stå ved det. Men det bliver en god sommer alligevel!
Lisbets boginfo Cellekerner og menneskehjerter af Niklas Ilsted Smith, Spring, 2022, 174 sider Bare en mor af Roy Jacobsen, Gyldendal, 2022, 253 sider Verdenshjertet af Viggo Bjerring, Ekbátana, 2021, 259 sider En hummer kan ikke dø af Glenn Bech med flere, Akademisk, 2022, 200 sider Gro af Adam O., Høst & Søn, 2022, 155 sider
Jans sommerlæsning 2022 Min ferie blev brugt på at flytte, slå min nye græsplæne og pakke kasse efter kasse med bøger ud. Jeg har en sær mistanke om, at jeg har pakket flere bøger ud, end jeg pakkede ned i sin tid. Pladsen på reolerne slår i hvert fald ikke til. Midt i det Sisyfos-lignende arbejde dukkede der bøger op, som jeg havde glemt alt om, så min liste i år består ikke af nye titler, men lidt ældre, der på forunderligvis er dukket op efter års glemsel.
En Mellemøstlig Legende Og nu overdriver jeg måske lidt. ’Sultan Saladn’ fik jeg på BogForum, så den har ikke just henslæbt æoner i de mørke kroge af min bogsamling, men blot ligget i en stak på natbordet. Hvilket hos mig også kan være tæt på evig glemsel selvfølgelig. De fleste kender nok Saladin – som vi kalder ham i vesten – fra Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ fra 2005, hvor han fremstår som en stærk, men nådig og rationel karakter. Scott begår mange, mange fej i filmen, men jeg tænker, han rammer Saladins karakter ret fint.
Jonathan Phillips portræt af Saladin ligger rimeligt tæt på om ikke andet, men han formår også at kaste lyst på de knap så positive sider af Saladins person. Der er ingen tvivl om, Saladin var en af historiens mere imponerende skikkelser. Men den kurdisk-muslimske krigsherre var hverken fejlfri eller en helgen. Han kunne være brutal og han var evig ambitiøs, så som så mange andre af historiens skikkelser var Saladin et nuanceret menneske med både gode og dårlige sider.
’Sultan Saladin’ er på næsten 600 sider, men den er let læst, og man bliver uvægerligt fanget af tiden og teksten. Det er spændende læsning, ikke mindst den afsluttende del, hvor Phillips trækker tråde op til nutiden og viser, hvordan en myte kan vokse ret vildt og vidt.
Et bibliotek – et utal af liv Nu kunne man jo tro, at en bog, der hed noget med bibliotek, ville være en, jeg nærmest havde limet mine hænder og øjne fast til det øjeblik, blækket var tørt på forfatterens manus.
Men nej. ’Midnatsbiblioteket’ var på forunderlig vis gledet under min ellers ret skarpe biblioteksradar, så den hørte jeg først om til en bog- og samtalecafe, min kollega og jeg var med til ude i Gadstrup sidste år. En af deltagerne holdt et lille oplæg om Matt Haig – kender du ham ikke, så kast dig sporenstregs over hans skriverier – og et par af hans bøger. Blandt andet ’Midnatsbiblioteket’.
Efter at have mistet sin job og sin kat, beslutter bogens hovedperson Nora sig for at ende sit liv. I stedet for efterlivet, vågner hun op i Midnatsbiblioteket, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død. Her tager bibliotekaren, i form af Noras gamle skolebibliotekar fru Elm, imod, og giver gennem bøgerne Nora adgang til en uendelighed af alternative liv, valg og muligheder.
’Midnatsbiblioteket’ minder mig lidt om ’Sofies verden’ i stil og tilgang. Det er en velskrevet bog, der giver læseren en masse input om livet og verden. Ikke overraskende føler man sig i godt humør og fuld af overskud efter endt læsning. Og der er et bibliotek og en bibliotekar i centrum. Bedre bliver det næsten ikke.
En tidsmæssigt passende bog om kaos og krig Jeg ville nok ikke have haft ’Den Hvide Garde’ med, hvis ikke Mikhail Bulgakov var født i Kyiv. Litteratur, sport og kunst er, om vi vil det eller ej, politik, og lige for tiden, må jeg indrømme, mit hjerte ikke just banker for det russiske.
Men jeg kan heldigvis gemme mig bag det figenblad, at Bulgakov er født i Ukraine og ikke havde den store sympati for autoritære systemer. ’Den Hvide Garde’ er nemlig, som alle Bulgakovs bøger i øvrigt, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.
Bogen udspiller sig i Kyiv i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor den russiske borgerkrig rasede og det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys. Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid.
Bogen følger Turbin-familen og deres prøvelser i en tid med kaos og krig, og hvordan det ellers velordnede liv i Kyiv stille og knap så roligt smelter ned. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller liv nok nærmere.
Alt det løse … Og så er der selvfølgelig alle de andre bøger, de engelske bøger, de genlæste bøger, de glemte bøger…Men det kan være, jeg skal skrive en særlig blogpost til dem.
Jans boginfo ‘Sultan Saladin’ af Jonathan Phillips, Kristeligt Dagblad, 2020, 574 sider ’Midnatsbiblioteket’ af Matt Haig, Svane & Bilgrav, 2021, 287 sider ’Den Hvide Garde’ af Michail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider
Det er godt at drikke kaffe igen. Jeg har drukket masser af kaffe de sidste par år. Men mest med mig selv. Lige nu virker det som en ond drøm, men der var jo en periode i 2020 og 2021, hvor man ikke kunne gå på café! I april drak jeg kaffe på Nørrebro med Helle Laursen, som er lidt af en litterær tusindkunster. Hun stillede beredvilligt op til dette portræt. Det var ikke sket uden kaffen. Jeg ved det bare.
Lisbet: Hvem er du, og hvad laver du? Helle: Jeg arbejder i øjeblikket som freelance-litteraturformidler i form af kreative workshops til børn. Jeg har et langt CV, men i helt kort form er jeg uddannet designer fra Danmarks Designskole og Saint Martins School of Art and Design i London, som jeg for en 10 års tid siden supplerede med en Cand.sient.bibl. Siden har jeg arbejdet som børnebibliotekar. Jeg er også forfatter/illustrator til et par billedbøger, ‘Min morfar’ og ‘Tidens mester’, som begge udgivet på Forlaget ABC. Derudover har jeg projektet ‘Ud i naturen med litteraturen‘, som har vokseværk i øjeblikket. Men mere om det senere.
Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning? Helle: Jeg har ikke en klar erindring om det første læse-minde. Det må have været noget med ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og ‘Dyrene i hakkebakkeskoven’ af Thorbjørn Egner. Begge de to meget slidte eksemplarer har jeg stadig stående i bogreolen.
Men jeg husker, at jeg fik læst højt hver aften, og i ferierne var der ekstra højtlæsning – hvilket bare var det bedste. Min far, som ikke er den store læser, læste sine gamle ‘Tarzan’-bøger op, men i det daglige var det dog min mor, der stod for højtlæsningen. Der var Grimms eventyr, masser af Ole Lund Kirkegård og senere kom Tolkiens ‘Hobbitten’ på programmet.
Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung? Helle: Jeg læste helst spændings- og eventyrromaner og var ikke meget for 70’ernes socialrealistiske pligtlæsning, som var på programmet i skolen.
Jeg slugte De 5-bøgerne, var ret vild med ‘De tre detektiver’ og blev fuldstændig væk i Alexander Dumas’ univers i ‘De tre musketerer’. ‘Ulvehunden’ og ‘Min ven Flicka’ samt ‘Skarnbassen flyver i skumringen’ husker jeg også som store læseoplevelser.
Lisbet: Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet? Helle: Jeg er blevet en alsidig læser og er næsten altædende. Læser børnelitteratur af både egen og faglig interesse. Særligt billedbøger får min opmærksomhed.. Og der er så meget fin børnelitteratur at kaste sig over, også som voksen.
Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag? Helle: Jeg læser meget forskelligt og gerne på engelsk, hvis det er forfatterens modersmål. Holder af at fordybe mig i et emne/forfatterskab. Fagbøger sniger sig også gerne ind, især når jeg går i gang med et projekt.
Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning? Helle: Det er meget forskelligt. Det kan være noget jeg har hørt i radioen, set på TV eller hørt som podcast. Jeg bruger også af og til litteratursiden og bogbotten, når jeg søger efter læsestof. Holder også utroligt meget af at snuse rundt i boghandler. Kan bruge timer i en god boghandel. Når jeg er i London, bliver der altid brugt en del tid på det. Jeg følger The Guardians bogtillæg på nettet, som jeg synes er fantastisk. Både med artikler om forfattere, forfatterskaber og masser af inspiration samt anmeldelser af nye udgivelser. På The Guardian er børnelitteraturen præsenteret på lige fod med voksenlitteraturen og med helt eget faneblad. Jeg får også Weekendavisens bogtillæg ind af døren en gang om ugen, men de bedste tips om læsning er anbefalinger fra familie, venner og netværk.
Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse? Helle: Godnatlæsning er en obligatorisk fornøjelse, og der ligger altid en pæn stak bøger på natbordet. I øjeblikket ‘Shuggi Bain’ af Douglas Stuart, ‘Wanderlust’ af Rebecca Solnit, Emma Stonex’s ‘The Lamplighters’ og ‘Daemon voices – on stories and storytelling’ af Philip Pullman.
Jeg holder også utroligt meget af at læse, når jeg rejser. Selv på korte ture med S-toget har jeg altid en bog med eller en lydbog i ørerne. Når jeg rejser på ferie, er jeg stadig så gammeldags, at jeg har bøgerne med – nøje udvalgt. Eksempelvis fik jeg endelig taget hul på Elena Ferrantes ‘Min Geniale veninde’ i sommer, da rejsen gik til Napoli. At have tid til fordybelse og lange læsestræk uden afbrydelser er skønt.
Lisbet: Hvilke læseprojekter har du i støbeskeen? Helle: Jeg har taget springet og arbejder nu som freelance. Hovedsageligt med litteraturformidling til børn og unge, hvor børnelitteraturen er springbrættet for kreative workshops og undervisningsforløb. Med en krog i litteraturen og alt efter emne og projektforløb, kan litteraturen nemlig sætte gang i børnenes fantasi, skabe deres egne narrative forløb, sætte gang i læselysten og være det pureste lege-råstof. Se workshopkataloget 2022.
Projektet ‘Ud i naturen med litteraturen’, som jeg har fået fondspenge til, fylder meget. Jeg sidder i disse dage og lægger hånd på logbog nr. to ‘Søvand og mosehuller’, der skal indgå i et projektforløb sammen med Kerteminde Bibliotekerne til august. Se eksempler på ‘Langt ude i skoven’ her.
Og hvad går det ud på? Projektet startede under coronaen, hvilket gav nogle udfordringer. Det kom dog godt af sted med lidt forsinkelse, i samarbejde med Blågårdens Bibliotek, hvor den første logbog ‘Langt ude i skoven’ kom i brug.
Omdrejningspunktet er formidling af naturen gennem litteraturen. Målet er at at give eleverne mod på og ord på naturoplevelsen ved at undersøge naturen med litterære briller. Selvfølgelig ude i naturen. Litterære tekster om naturen, som kan virke abstrakte i et klasseværelse, kommer til live ude i naturen. Når jeg mødes med eleverne ude i naturen, starter jeg med højtlæsning af udvalgte tekstafsnit, som vi derefter har en dialog om, inden eleverne ‘slippes’ løs i naturen med deres logbog.
Logbøgerne er en blanding af citater fra digte af danske forfattere og litterære-aktiviteter. Digtene skal inspirere til at arbejde med de kreative ‘litterære’ aktiviteter, som logbogen indeholder. Projektet er målrettet til elever på mellemtrinet og understøtter fag som dansk, billedkunst og natur og teknik.
I den forbindelse vil jeg stærkt anbefale at læse ‘Opfindelsen af naturen’ af Andrea Wulf. Det er spændende og inspirerende læsning, der resonerer med det projekt, jeg har gang i, at hvis vi, børn som voksne, får en følelsesmæssig relation til naturen, passer vi måske bedre på den og kan ændre vores syn på den. At naturen er så meget mere end en ressource, vi bare kan bruge løs af og behandle som forgodtbefindende. Og I får lige et citat :
‘Selvfølgelig skulle naturen måles og analyseres, men han (Alexander von Humboldt) troede også på, at menneskets forhold til naturen i høj grad burde bygge på sanserne og følelserne. Han ønskede at vække en “kærlighed til naturen”. I en tid, hvor andre videnskabsfolk søgte efter universelle love, skrev Humboldt, at naturen skulle opleves med følelserne’.
Lisbet: Hvad kan litteraturen, som de andre kunstarter ikke kan? Helle: Jeg bliver helt rådvild, hvis der ikke ligger mindst et par bøger og venter på mig. For mig er det at læse essentielt. At læse fastholder minder, skaber billeder og prikker til min nysgerrighed på en ganske særlig måde. Det at kunne rejse i tid og til helt andre verdener og liv end mit eget, er helt fantastisk. Roen og koncentrationen, der sænker sig, når jeg læser, sætter jeg meget pris på. Oplevelserne fra en god roman kan sidde længe i en, om det er grin, tårer eller ren feel good. Sådan har jeg det også med faglitteratur. Hvilken læser kender ikke følelsen af det frydefulde ved at læse og på den ene side ikke kunne lægge bogen fra sig, og på den anden side håbe, at den aldrig slutter.
Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere? Helle: Ohhh det er svært at begrænse sig til enkelte titler, og jeg vil anbefale et par forfatterskaber, som jeg selv har nydt. Der er John Ford, særligt ‘Canada’ og ‘Between them’, Max porter, Alexandra Fuller, Jón Kalman Stefánsson, elskede hans ‘Sommerlys, og så kommer natten’. Var meget opslugt af Kirsten Thorup ‘Indtil vanvid, indtil døden’, en forfatter jeg ellers ikke har læst noget af. Et par enkelte titler ‘Ru’ af Kim Thúy, Amy Liptrot ‘The outrun’. Fornylig fik jeg anbefalet ‘Olive Kitteridge’ af Elizabeth Strout, og det er bestemt en anbefaling, jeg gerne vil give videre.
Og jeg bliver også lige nødt til at nævne et par børnebogstitler. ‘Morderens Abe’ og ‘Den falske rose’ af Jakob Wegelius, Pullmans serie om Lyra, både de gamle og de nye, venter med spænding på den sidste i serien. Læs også ‘Løgnens træ’ af Frances Hardinger, ‘Krystalskibet’ af Benni Bødker og ‘Skyggefugl’ af Tina Sakura Bestle.
Ja og hvis jeg først kommer til billedbøgerne bliver listen lang, men et par titler må det blive til. Her er forfatteren og illustratoren lige vigtige, for at en billedbog er godt fortalt. Jeg er pjattet med bøgerne af Mac Barnett og Jon Klassen og Bjørn F. Rørvik og Per Dybvig. Også med bøgerne om ‘Bette og Bjerg.’
Jeg holder utroligt meget af Wolf Erlebuch’s illustrationer som blandt andet kan nydes i ‘ Bjørnen, som ikke havde været der før’. ‘A lion in Paris’ illustreret og skrevet af Beatrice Alemagna er også en smuk inspirerende billedbog. Er også meget glad for Louis Jensens serie om ‘Tork og hest’ som fint er illustreret af Pia Halse. Ja og så er der…
Når man tænker på, hvor mange forskellige bøger i vidt forskellige genrer, der bliver skrevet og udgivet, så har jeg læst alt for lidt og alt for smalt i 2021. Det har jeg nok altid haft en vane med. Altså, at læse for smalt og inden for nogle få områder af interesse. I år har det dog været særligt grelt. Sådan føles det om ej andet.
Jeg læser altid meget faglitteratur, men i år har jeg stort set kun læst om vikinger, normannere og korstog – man aner et tema -, samt et lettere eklektisk rodsammen af emner. Bl.a. en fremragende bog om Shanghai og familierne Sassoon og Kaadories historie, og James Hollands lige så fremragende ’Brothers in Arms’ om briternes muligvis mest kampduelige panserstyrke nogensinde.
Men vi har jo lidt en tommelfingerregel om at anmelde nyere bøger, der er udgivet på dansk. Mestendels, om ikke andet.
Og den har jeg prøvet at holde mig til … sådan da.
Den vilde bibliotekshistorie
Hvis man er en total biblioteksnørd – og det er jeg jo -, så kan man ikke komme uden om ‘Dansk Bibliotekshistorie’, når man taler om årets store udgivelser og læseoplevelser.
‘Dansk Bibliotekshistorie’ er et digert 2-binds værk skrevet og redigeret af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen. Nan er, foruden min gamle underviser, en herre med en god pen og en stor glæde ved biblioteksvæsnet, og det kan man tydeligt mærke.
Som navnet antyder, får man en god indføring i dansk bibliotekshistorie og lærer en masse af de ildsjæle, der har været med til at skabe det bibliotek vi kender i dag, at kende. Selv om bøgerne går kronologisk frem, kan man lave nedslag her og der, og læse om de perioder, der interesserer en mest.
For mit vedkommende er det særligt bind 2, hvor vi nærmer os nutiden og der kommer lidt mere på spil, der er interessant. For det er her, vi kommer ind på bibliotekslukninger, sparerunder og som Politikens Jes Stein Pedersen i sin anmeldelse af bøgerne kalder ”akademiseringens svøbe”.
Har man ikke fået nok af biblioteker, så kan jeg også anbefale Candida Höfers smukke fotobog ‘Libraries’, der viser bibliotekernes spændvidde verden om. Bogen indledes med en essay af bibliotekselskeren over dem alle, nemlig selveste Umberto Eco.
De ukendte kvinders bog
Jeg havde den store og udelte fornøjelse at drikke kaffe og spise citronmåne med Gry Jexen i sommers, mens vi talte om exofiktion og glemte kvindeskikkelser til podcasten ’Krydsord’. Gry var så venlig at give mig et eksemplar af sin bog ’Kvinde kend din historie’, hvilket ikke kun var usædvanligt sødt, men også gav en interessant læseoplevelse.
Bogen indeholder 50 kvindeportrætter og er tematisk opdelt. F.eks. finder man under ’Magt & Politik’ en kendt skikkelse som Ebba Strange og den for mange af os mindre kendte Dronning Dorothea, mens man under ’Uddannelse’ finder imponerende Inge Lehmann.
Udover at ’Kvinde kend din historie’ på bedste vis rammer tidsånden, så er den informativ og gør læseren klogere på nogle af de mennesker, der har formet den verden, vi lever i. Mennesker, der fortjener, lidt opmærksomhed. Eneste minus er, at Jexen hist og her godt kan have en lidt løftet pegefinger, men det er en lille ting.
En anden bog, og nu er vi ovre i det engelske og mit korstogsflip, der tematisk kunne være en fin følgesvend til ’Kvinde kend din historie’, er Katherine Pangonis’ ’Queens of Jerusalem’, der fortæller historien om Morphia af Melitene og hendes døtre – heriblandt Melisende af Jerusalem. Ikke kun udspiller bogen sig i de frankiske besiddelser i Levanten, men der er tale om en gruppe handlekraftige og viljestærke kvinder, der fortjener en mere fremtrædende plads i historien.
En digter af naturens nåde
Min gode og højtskattede veninde Sarah slæbte mig alt for sent fredag aften rundt på BogForum. Jeg var, indrømmet, en kende vrangvillig og ville egentlig helst bare over i den nærmeste bar og tylle nogle kolde GT’ere. Men Sarah var gået i lyrisk selvsving, så jeg blev nådesløst halet med rundt blandt mikroforlag og digtere.
Og det er jeg glad for.
Vi endte nemlig hos Asger Schnack, der med store glæde og passion fortalte om Ekse K. Mathiesen. Eller ESKE! som Asger glad kaldte den nu desværre afdøde digter. Som det ofte er med passion, så bliver man grebet og jeg købte den lille digtsamling ’Omveje’. Det var den absolut mindste bog, jeg halede med mig hjem fra Amagers stormomsuste vidder, men den bog, der gjorde størst indtryk.
Digtet ’Den første’ er et fornemt eksempel på Mathiesens evne til at inddrage sit lune i et digt, der emmer af naturglæde og begejstringen for de mindste dyr og ting.
”Hørte i går årets første frø kvække
og jeg fandt den første storkenæb.
Og en mus, der var faldet i staver
i solvarme på kanten af den fugtige
sti, fik øje på årets første digter
og pilede forskrækket ud af digtet
ind i skoven.”
Er det ikke fint?
Jeg glæder mig om ikke andet selv til at læse meget mere af Mathiesen.
Og så kom vi alligevel viden om
Så smalt var det måske heller ikke, når det nu kom til stykket, men jeg synes nu, jeg manglede noget bredde. Jeg mangler den store danske roman, den spændende actionthriller, fagbogen, alle taler om, og så videre og så videre.
Men når det så er sagt, så bød 2021 på nogle solide, inspirerende og velskrevne bøger, der har gjort mig klogere og mere nysgerrig på verden og ting, jeg ikke nødvendigvis hverken vidste eller ved så meget om. Og det er slet ikke så ringe endda.
Boginfo
’Dansk Bibliotekshistorie’ af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, Aarhus Universitetsforlag, hhv. 374 og 416 sider, 2021.
‘Libraries’ af Candida Höfer, Thames & Hudson, 271 sider, 2005
’Kvinde kend din historie’ af Gry Jexen, Gyldendal, 335 sider, 2021.
‘Queens of Jerusalem’ af Katherine Pangonis, Weidenfeld & Nicolson, 250 sider, 2021.12.27
’Omveje’ af Eske K. Mathiesen, Asger Schnack, 49 sider, 2020.
En veloplagt, debatstimulerende bog om problemerne i vores velfærdsstat, en essaysamling med eminent erindringskunst samt en gakket billedbog for børn og deres voksne, der viser, hvor suverænt et medie, den trykte bog er. Sådan ser min litterære top tre-liste ud i år. Det er helt rigtigt: Der er intet mønster at spore. Det stritter i øst og vest, og sådan er mit læseliv generelt.
En ting er sikker: Det har været et godt læseår. Tilbage under vinterens nedlukning sov husstandens skolebarn længe hver morgen. Teams-møderne i 3.A begyndte nemlig først klokken halv ti. Det gav mig god og rolig læsetid om morgenen. Og jeg elsker at læse om morgenen.
I mange uger skulle vi ikke møde andre mennesker, på café, i biografen eller noget så eksotisk som til koncert eller ryste-sammen-middag med de andre forældre. Det udløste tid til langstrakte væveseancer og masser af læsning. Så det er ikke helt med min gode vilje, at jeg ikke laver en litterær top tyve-liste i år. Men man må være tro mod formatet!
Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det Sigge Winther Nielsen har en fortid som forsker, journalist og tv-vært, måske mest kendt fra Deadline. Nu er han vice-direktør for DJØF, og dette virke kombinerer han med forfattergerningen.
I moppedrengen Entreprenørstaten tager han fat på en skarp analyse af det danske folkestyre. Problemet ser sådan ud ifølge Winther Nielsen: 700.000 offentligt ansatte går på arbejde i velfærdssamfundets tjeneste. Politikerne har hele tiden ideer til hvordan samfundet gennem reformer og nye reguleringer skal forbedres, optimeres og kvalitetssikres.
Men kæden hopper af. Det går alt for hurtigt, og det meste går op i spin. Politikerne er optaget af forandring (og presseomtale), men alt for sjældent bliver reformtiltagene udarbejdet sammen med civilsamfundet og private aktører. For det vigtigste er at fremstå handlekraftig og høste presseomtale – og så: Videre!
Det resulterer i dårlige løsninger, som er kropumulige at implementere, for eksempel i en kommunal virkelighed, hvor man arbejder med folkeskole, socialpolitik og hjemmepleje. Alt sammen komplekse og krævende områder eller store skuder, som man ikke kan vende med et snuptag.
Winther Nielsen er den grundige type. Han har dykket ned i forskningen, lavet en survey og interviewet 50 aktører, herunder folketingspolitikere, embedsmænd og journalister, der reflekterer over, hvordan og hvorfor pseudopolitik er kommet til at fylde så meget.
Det er interessant læsning og til tider også desillusionerende. Men håbet bryder frem i sidste del af bogen, hvor forfatteren opruller en række bud på, hvad der skal til, hvis vi skal løse de sammenviklede problemer. Også på den store klinge, når det handler om klimaforandringer og tech-giganternes dominans.
Entreprenørstaten er det samlende begreb. Det dækker over en særlig type stat, som med mod og klarhed vælger at fokusere på enkelte projekter og problemer i stil med en månelanding. Så stor en opgave kan ingen løse alene (det er for øvrigt det, jeg plejer at sige om børns dalende lyst til at læse). Her skal aktører fra det offentlige, det private og civilsamfundet arbejde sammen. Som Winter Nielsen skriver om bogen på Gads Forlags hjemmeside: “Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.”
Sådan!
Som en halv-djøffet type med tidligere ansættelser i staten og tre forskellige kommuner samt præference for tilskudsadministration i ascendanten har dette været årets fag- og debatbog for mig.
Forfatteren skriver letflydende, med humor og overskud. Jeg hylder en forfatter, der indleder sådan: “Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.” (fra bogens prolog.)
Derudover er Winther Nielsen serviceminded og har lavet et kondensat at hele den 383 sider lange bog, som de travle eller dovne kan nøjes med at læse.
All that is solid melts into air…..
Kaplevej 27. Et essay Det var som at gå rundt i min mormors hus 30 år efter hendes død. Så kort kan jeg beskrive min oplevelse af at læse Lilian Munk Rösings fine essay. I tankerne vender hun tilbage til sin mormors hus. Parallelt med hendes skarpt sansende beskrivelser af detaljerne i stuen, køkkenet og husets andre rum, besøgte jeg min egen mormors hus.
Kaplevej 27 er et rækkehus i Virum. Min mormors hus i Astrup i Vendsyssel var en blanding af hus og nedlagt butik. Munk Rösings mormor boede sammen med sine to ugifte søstre. Min mormor boede alene i 14 år efter min morfars død. På trods af forskellene er der så meget, der går igen. De karakteristiske tæppefliser i gangen. Det sirligt udførte håndarbejde. Bagningen i køkkenet.
Vi behøver ingen tidsmaskiner, så lang tid vi har dygtige erindringskunstnere som Munk Rösing, der formår at trække fine linjer mellem fortid og nutid – det barn og den unge kvinde hun var, og den midaldrende kvinde med voksne sønner, hun har i dag.
Bogen har gjort mig ekstra bevidst om, hvorfor jeg ikke giver slip på min moster Elses små hæklede håndklæder. De er spor efter Else, ligesom min mormors nisse, der hvert år sidder i min vindueskarm.
Bogen der ikke ville læses Lang tid inden min søn kom til verden i 2012, købte jeg En bog af Hervé Tullet. Ja, det hedder den. Den er fyldt med prikker, og når man trykker på dem, sker der alt muligt! De bliver større. De bliver mindre. Hver gang man bladrer, sker der noget. En bog er i sandhed en interaktiv bog. Jeg glædede mig til, at min dreng blev så stor, at jeg kunne læse den sammen med ham. Heldigvis elskede han den lige med det samme. Nu er han ni år, og han kan stadig bede om, at vi skal læse den sammen.
Derfor var mine forhåbninger store, da jeg læste Bogen der ikke ville læses for ham. Men her slog tweens-tilbøjelighederne alligevel igennem, og han sukkede og stønnede klagende under læsningen, mens jeg var vildt begejstret for denne uregerlige bog udtænkt at David Sundin. Bogen modsætter sig læsning på de mest vanvitige måder: Den får vinger, og den byder på nye ord, som ingen forstår såsom “klæft”, “falur” og “pojs”.
Teksten bliver større og større. Derefter mindre og mindre. Så lille at man ikke kan læse den. En kanin, der ikke har noget med sagen at gøre, dukker op halvvejs inde i bogen. Det fortsætter i den stil. Supersjovt og gakket. I juleferien vil jeg udsætte min femårige niece for Bogen der ikke ville læses. Jeg glæder mig allerede.
Bogens kræfter er voldsomme! Forsiden emmer af mystik.
Årets læsebillede Jeg har ikke siddet i skabet hele 2021. Men dette billede skal alligevel med. Godt nytår!
Her sider jeg i et læseskab, der godt nok ikke er beregnet til voksne. Men pyt med det. Skabet befinder sig i det børnestyrede mini-bibliotek Satellitten på en SFO i Hillerød.
Boginfo
Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det af Sigge Winther Nielsen Udgivet på Gads Forlag, 2021.
Jordbær, EM i fodbold, lunkne dåseøl, lakerede negle i åbne sandaler, årets første Magnum Mandel-is, myggestik, lange og lyse aftenener på altanen – det hele er her lige nu. Det er blevet sæson for Bogsnaks store og rituelle sommerindlæg fyldt med læseinspiration fra Lisbet, Jan og Mikkel.
Samtidig vil vi gerne kaste spotlys på de danske folkebibliotekers nye sommerkampagne #barelæse. De dedikerede litteraturformidlere og bibliotekarer over hele landet er gået sammen og har dette budskab til os alle:
“For andet år i træk bliver sommeren næppe, som vi havde ønsket. Og så alligevel. For selvom COVID-19 stadig spænder ben for de fleste planer, er grænserne åbnet for en ny type sommer i fordybelsen, forjættelsen og forvandlingens tegn. Til sommer skal vi ”bare læse”.
Ferielæsning er dog meget mere end ”bare”. Til hverdag nøjes vi ofte med den korte læsestund, den søvnige godnatbid før sengetid, men i ferien får læsningen sin kraft tilbage. Den årlige pause kan være det frirum, der skal til, for virkelig at forsvinde ind i siderne – og vende genfødt tilbage.
I år kalder vi danskerne til fest for sommerlæsningen! Med kampråbet #barelæse anråber vi landets bogorme om at dele sommerlæseoplevelser til inspiration, opløftning og læsegejst – og for at kåre landets bedste sommerlæsestund.”
Der hører selvfølgelig en konkurrence med. Det eneste du skal gøre, er at dele din læsestund på Instagram med et billede, gerne en kort tekst og hashtagget på #barelæse. Og vups: Så deltager du i konkurrencen om at få lov at gå amok i en boghandel for 3000 kr.”
Lisbets læsesommer i indisk stil med Obama, Hilda og trolden Vanen tro skal jeg til Skåne og til Hjørring i min sommerferie. Forandringen ligger i bogvalget. I år ser jeg særligt meget frem til at nyde den indiske forfatter Deepa Anapparas debutroman Djinn-patruljen på Lilla Linje. En af mine yndlingsforfattere, briten Ian McEwan kalder den “en glødende debut”, og citatet matcher forsidens væld af varme farver.
Den niårige dreng Jai er fan af politiserier og har en detektiv i maven. Da en klassekammerat forsvinder i storbyens favn, beslutter Jai sig for at opklare sagen. Sammen med to jævnaldrende assistenter begiver han sig ud i området for enden af toglinjen Lilla Linje – et farligt sted. Det begynder som en leg, men alvoren overtager hele projektet. Flere børn forsvinder, og politiet viser sig at være korrupt.
Bagsideteksten afslører også, at såkaldt sjælestjælende ånder kommer ind i billedet, og “Da tragedien rykker helt tæt på, forandres deres liv for altid.”
På Litteratursiden.dk får bogen også umanerligt pæne ord med på veje, og jeg glæder mig til at forsvinde ind i en hjertegribende fortælling om mod, fantasi, kammeratskab, der samtidig giver et indblik i det moderne Indien.
En fascinerende forside. Ren slik for øjet.
Sommerens mursten: Et forjættet land En af mine sommerferietraditioner er at læse en virkelig lang bog. Det har typisk været en af Jonathan Franzens romaner. For fire år siden var det Paul Austers 4 3 2 1.
Der er noget dybt tilfredsstilende ved at dedikere mange læsetimer til et langt værk. I år har jeg valgt Obamas Et forjættet land. De 858 sider rummer første (sic!) del af Obamas erindringer fra sin tid som præsident. Han har skrevet bogen i hånden, fremgår det af forordet. Tillykke med en seneskedehindebetændelse.
For et par år siden hørte jeg Michelle Obamas erindringer Min historie som lydbog indlæst af Ellen Hillingsø. Det var 19 gode timer. Jeg glæder mig til at få Baracks udlægning af flere af de begivenheder i deres fælles personlige og professionelle liv, som Michelle allerede har beskrevet. Derudover håber jeg, at det fænger hos mig som læser, når bogen tager mig med ind i The Situation Room og giver et indblik i, hvad der egentlig foregår, når man som USAs præsident forhandler med Putin. Det bliver en god modvægt til sommerferiens utallige slag UNO i børnefamiliens skød.
Hvordan kan han se så glad ud? Det er garanteret fordi, han er en ivrig læser.
Hilda og trolden Jeg falder gerne i Astrid Lindgren-gryden eller snupper den nyeste med Lars Daneskov, når jeg skal vælge fælles sommerferielæsning til mig og Aske på ni år.
Men i år er det anderledes! Vi skal nemlig læse Hilda og trolden af Luke Pearson. Hilda er otte år og lever i et magisk land. Hun har en hund, elsker at sove i telt og møder en masse eventyrlige væsener. Det lyder alt sammen godt. Men det helt afgørende er, at Luke Pearson også er manden bag universet i serien Adventure Time! Det borger for fantasien og kvaliteten.
Jeg er vild med det visuelle udtryk. Hele familien kommer til at nyde denne bog. Jeg ved det bare.
Den, jeg elsker, elsker jeg: Kim Schumachers mange liv Denne bog læste jeg i december 2020, og den er ikke på min egen sommerlæseliste. Men DU skal læse den.
Inden jeg overhovedet fik biografien Dem jeg elsker elsker jeg: Kim Schumachers mange liv i hånden, fik jeg et flashback til en sommereftermiddag i 1988. Jeg var 12 år gammel og lå på vores altan i en solstribe. Adressen var Astrupvej 900. Virkelig langt ude på minkfarm-landet mellem Hjørring og Sindal, hvor det var en begivenhed, når rutebilen kørte forbi.
Jeg havde taget min båndoptager og mine kassettebånd med op på altanen efter skoletid og nød varmen.
Det vil sige: Jeg havde også taget et af min storebrors bånd med. Det var et sort BASF-bånd. Klistermærket, man kunne skrive båndets indhold på, var rødt og hvidt. Min bror havde optaget et program fra radioen på det bånd. Det var Kim Schumachers musikprogram, og jeg kunne det efterhånden udenad. Frem med båndoptageren, og speedsnakkende, sprogblomstrende Kim lige ind i øregangene. Eksotisk og anderledes. Langt væk fra det nordjyske liv med sindige middelklasseværdier, aftenkaffe i sofaen, træsko og halmfyr.
Dette erindringsglimt flugter på mange måder med forfatterne Simon Lund og Ralf Christensens forord, hvor de beskriver, hvordan de bøjet over cykelstyrene ræser hjem fra skole i midt-80erne . De skal jo nå at optage Kim Schumachers program kl. 15.05, lige efter Radioavisen.
Fascination af Kim Schumacher er vi nok mange, der deler. I biografien opruller Lund & Christensen sider af Schumachers liv, som førhen har været underbelyste. De skriver om hans kunstkortfilm og hans vilde rejser til New York, hvor han tumlede rundt i undergrundsmiljøet. Med stor følsomhed skildrer de hans trekantede og kærlige samliv med to andre mænd. Efter Schumachers alt for tidligere død på grund af AIDS (han blev kun 40), giftede de to enkemænd sig med hinanden.
Bare den historie i sig selv er stærk og kunne fylde en hel bog. Men du får så meget mere i denne omfangsrige og på alle måder kulørte og stærke biografi af en mand, der både var folkeeje og avantgardist.
Og så er ordet Jans. Han har udvalgt tre gode titler – hvis nu ingen af mine anbefalinger gik rent ind hos dig.
Tag en dyb indånding, inden du går i gang med denne bog. Det er en hæsblæsende tour de force gennem et usædvanligt og dramatisk liv. Desværre med en ulykkelig udgang.
Jans sommerlæsning Sjovt nok har tiden i coronaens tegn betydet, jeg har fået læst bredere, end jeg nok ellers ville have gjort. Godt hjulpet på vej af min chef, der tvang mig til at læse den første bog på listen: Sportshjerte af Daniel Dencik
En bog om cykelløb er normalvis ikke mit gebet, men ansporet af min cykelelskende chef endte jeg alligevel med at læse Daniel Denciks fremragende fortælling om mennesker og cykling, samt den dragende fascination lange cykelløb sært nok har på folk.
Og jeg skylder chefen stor tak. Nok blev jeg ikke grebet af cykelfeber, men jeg blev klogere på de mennesker, der elsker sporten, og fik en læseoplevelse af de helt store, for Dencik kan nemlig noget særligt med ord.
Det i sig selv gør Sportshjerte til en fantastisk læseoplevelse og en virkelig god sommerbog.
Jan har en chef, der anbefaler bøger. Og det gør indtryk på ham!
Jerusalem: En biografi I modsætning til den ret korte foregående bog, så er ’Jerusalem’ en mastodont af en bog. Den er fyldig på alle måder, ikke mindst sidemæssigt. Men det gør intet, for det er en bog, der drager en som læser og leder en gennem fortællingen om verdens måske vigtigste og mest interessante by på en fascinerende og gribende måde.
Fortællingen om Jerusalem er nærmest skrevet som en biografi med skønlitterære elementer, så hvad end man er til faglitterære historiske bøger eller ditto skønlitterære, så er Jerusalem værd at kaste sig over.
Forfatteren Simon Sebag Montefiore er ikke kun en dygtig historiker, men også en skarp skribent og formidler. Hans ord gør historien om Jerusalem levende og lærerig og til det perfekte bud på en sommerbog.
Vi rejser ikke så meget ud i verden denne sommer. Men skidt – vi rejser bare gennem bøgerne!
Den kriblende have – sådan dyrker du din have og redder kloden Den sidste af mine tre anbefalinger er Dave Goulsons Den kriblende have, som også blev mig anbefalet af en god ven.
Goulson er som de to andre på listen en forfatter med ordet i sin magt, og han har tillige en passion for naturen og den vilde verden omkring os, der i den grad er smittende. Så smittende, at jeg var tæt på at anskaffe mig en have efter endt læsning.
For det er nemlig det, bogen handler om: Haven og alle de mange dyr, der bor der. Og, ikke at forglemme, hvorfor den og de er så vigtige. Både for os og for verden.
Dybest set så kan bogen koges ned til ”sådan dyrker du din have og redder kloden”. Her vil jeg skynde mig at indskyde, der ikke er mange løftede pegefingre at finde i bogen. Goulson har en meget pædagogisk, overskudsagtig og inspirerende tilgang til emnet. Det gør bogen til en fantastisk sommerbog.
Så skal jeg læse Manden, der ikke ville være høflig. Min søde kæreste og jeg havde den glæde at få min kollega, Mai-Britt på besøg her i Nyborg, fordi vi begge skulle til møde i Vejle næste dag. Mai-Britt ved alt. Alt! Det gør hende til voldsomt interessant selskab, og det var held i uheld, vores tog var så forsinket næste morgen, at vi måtte tage bilen. Roadtrips med alvidende kan varmt anbefales.
Som værtindegave havde hun Jesper Kurt-Nielsens bog om den danske militærlæge Agner Møller, der var udstationeret på øen Nias i Hollandsk Ostindien i 1920’erne, og Mai-Britt lover på det medfølgende kort alt fra hedonisme, narkomisbrug, nudisme til bigami og torpedoangreb på Atlanterhavet og meget mere. Jeg glæder mig meget!
Slutteligt er jeg så heldig, at selvom borgerne har fundet vej tilbage til det fysiske bibliotek, så har vi vilde mængder af nye bøger til dem, og de kan ikke følge med. Borgerne, altså. Så kan man snappe titler op, der ellers ikke er til at komme i nærheden af som fx Det hele handler ikke om dig af Niels Overgaard.
Denne personlige fortolkning af den klassiske stoicisme er måske ikke revolutionerende, men det er så sandelig heller ikke nødvendigt. Det er en mægtig fin destillering til fem grundprincipper, og nu vil jeg genlæse den med pen og notesbog i nærheden. Jeg er ikke ganske ubekendt med genren!
Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister
Juleaften kan blive helt anderledes, end du havde forestillet dig. Du erfarer, at det er en stor lettelse ikke at skulle gå til julefrokoster. Du vokser sammen med dine bløde bukser efter tre måneders uafbrudt samvær under Corona-lockdown. Du vidste ikke, at det var muligt. Det ved du nu. Du kan komme på fornavn med direktører fra statslige styrelser, du førhen knap nok vidste eksisterede.
Men en ting er sikker og uforanderlig: Bogsnak laver altid en “året-der-gik”-kavalkade i form af en klassisk top tre-liste. I år er det Lisbet og Jan, der i dette fælles indlæg tegner og fortæller om deres bedste læseoplevelser.
Lisbets top tre i 2020 Men jeg skriver disse linjer, er det en tåget og råkold december-lørdag. Det bliver mørkt før klokken tre. Lyset er så langt væk. Og varmen endnu fjernere.
Derfor virker det helt oplagt at tænke tilbage på en roman, jeg læste på en varm sommerdag i vores sommerhus. Jeg glemte at holde pauser i læsningen, fik ikke drukket vand nok og og blev nærmest lidt dårlig til sidst. Det var en af de bøger, der var umulig at lægge ned.
Læsningen udløste modstridende følelser: Vrede og glæde oveni hinanden. Romanen er selvfølgelig ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Vreden hænger sammen med de enorme uretfærdigheder, der overgår flere af personerne i historien. Glæden udspringer af det fantastiske sprog og den intensitet, som Mondrup skriver med. Hold da op, det er godt.
I ‘Tabita’ kolliderer Danmark og Grønland på smertefuld vis. Den grønlandske pige Tabita bliver sammen med sin lillebror adopteret af et dansk ægtepar, der ikke selv kan få børn. De vil så gerne give af deres overskud, og der er smurt god vilje henover hele arrangementet. Børnenes mor Rosine er hushjælp hos ægteparret Berthel og Eva. Abelone har svært ved selv at klare børnene, for hun er alene og afhængig af hjælp fra sin gamle mor Rosine, der lige har mistet sin mand. Rosines måde at passe børnene på er at låse dem inde i kælderen, indtil Abelone kommer hjem. Det går selvfølgelig ikke. Men det går heller ikke, at børnene lige pludselig flyver til København og skal passe ind i en dansk virkelighed i 1960erne.
Sorg, savn, kærlighed, ulykke og overgreb. Alt det handler ‘Tabita’ om. Kvinderne har hvert deres afsnit i romanen, og undervejs afsløres flere og flere af Berthels utilgivelige sider. Den stærke, hvide mand tager sig mildt sagt ikke godt ud i denne gribende roman.
Hvis du elskede Godhavn og andre af Mondrups romaner, der har Grønland som tone og omdrejningspunkt, så vil du også være optaget af ‘Tabita’. Jeg ser for mig, at bogen bliver til en stærk film – som et naturligt led i bearbejdningen af det fortsat komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Fortiden vil være hos os lang tid endnu.
Størst af alt: Om kærlighedens natur Tab er et stort tema i Tabita. Det er det også i Lone Fransk personlige og samtidig videnskabelige analyse af kærlighedens natur. Franks kæreste døde af kræft i en alt for tidlig alder. Det satte gang i hendes granskning af kærlighed som fænomen.
Bogen veksler mellem Franks egne refleksioner og beskrivelser af de samtaler, hun har med sin psykolog (bonusinfo: Han var i sin tid medlem af Det Neodepressionistiske Danseorkester – det må klart være en fordel hos en psykolog) og afsnit om forskning i kærlighed. Denne mosaik fungerer virkelig godt. Når man selv er lige ved at tude over Franks afgrundsdybe sorg og savn af den elskede, kommer der et kapitel om neurologiske forsøg med mus. Så kan man trække vejret igen.
Jeg er imponeret over Franks evne til at favne det personlige og det naturvidenskabelige i ‘Størst af alt’. Hun er god til at holde tungen lige i munden. Det er modigt at skrive om kærlighed på denne måde.
Bogen er med på min top tre, fordi jeg slugte den på to dage og undervejs fik sat gang i mine egne tanker om det at være datter, mor og kæreste. Jeg lærte noget. Det er dog ikke sikkert, at min nærmeste familie umiddelbart kan mærke det. Men jeg ved det.
Glæden ved at læse Vi fortsætter i kærlighedssporet. Denne gang handler det om kærligheden til læsning. Den sidste bog på min liste er ikke udgivet i 2020. Det er en halvgammel, fransk sag fra 1992, udgivet på dansk i 1995. Originaltitlen er Comme un roman, og bogen blev udgivet på det hæderkronede forlag Gallimard. Forfatteren er Daniel Pennac, lærer i fransk sprog og litteratur. Han gjorde det til sit livsværk at gøre fortabte læsere til gode læsere. En nobel mission.
Jeg blev opmærksom på ‘Glæden ved at læse’, da jeg læste Kunsten at læse (2020) lige inden sommerferien. Kunsten at læse er skrevet af Thomas Illum Hansen, og jeg fik fornøjelsen at anmelde den her på bloggen. I Kunsten at læse gør Illum Hansen opmærksom på læserens ti bud, sådan som de er formuleret af Pennac:
1. Retten til ikke at læse. 2. Retten til at springe sider over. 3. Retten til ikke at læse en bog færdig. 4. Retten til at genlæse. 5. Retten til at læse hvad som helst. 6. Retten til bovarysme (et oplagt spørgsmål til en af julens quizzer. Hvad er bovarysme for noget?) 7. Retten til at læse hvor som helst. 8. Retten til at smålæse. 9. Retten til at læse højt. 10. Retten til at tie stille.
Pennac deler ud af sine erfaringer som lærer og far, og den essayistiske stil er elegant og humoristisk. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse bogen på originalsproget. Det ville være det helt rigtige.
Pennac slår fast, at ingen har tid til at læse. Hverken børn eller voksne, for “Livet er det rene forhindringsløb i forhold til læsning”. (side 81). Man må være misundelig på dem, der har tid til at læse! Hvordan får de presset bøgerne ind i det travle, moderne liv?
Pennac udtrykker det sådan her: “Tid til at læse er altid stjålen tid. (Ganske ligesom tid til at skrive, for resten, eller tid til at elske.) Stjålet fra hvad? Lad os sige fra pligten til at leve. Det er uden tvivl af den grund, at metroen – det prøvede symbol på nævnte pligt – ser ud til at være verdens største bogsamling. Tid til at læse udvider, ligesom tid til at elske, tiden til at leve. Hvis vi skulle overveje kærligheden ud fra hensynet til den tid, den tager, hvem ville så turde kaste sig ud i den? Hvem har tid til at være forelsket? Og alligevel – findes der nogen, som nogen sinde har oplevet en forelsket, der ikke tog sig til at elske?” (Side 81).
Et voila! Med Pennac ved min side ønsker jeg dig et godt læseår i 2021. Og hvis Pennac ikke er nok, så dyk ned i Mikkels fyldige indlæg Sådan får du læst mere.
Jans Top 3 I år har jeg valgt tre bøger (og et par boblere) ud fra læseoplevelser, der har givet mig noget at tænke over eller inspireret mig. Og måske også provokeret mig lidt. Normalvis er jeg ikke meget for provokerende skriverier, men hvis det er den slags provokation, der får en til at pondere over verden, så er det ikke en dum ting, tænker jeg.
De tre bøger, jeg har valgt, lander alle tre i krydsfeltet mellem inspiration, provokation og eftertanke. Det er også bøger, der er i særklasse velskrevne og giver læseren noget med sig efter endt læsning.
Og så er de alle fagbøger.
Det er lidt et tilfælde, men nok også et tegn på, at faglitteratur og samfundsforhold har fyldt en del i mit job den sidste halvdel af 2020. Derfor har jeg også sneget et par boblere ind til slut. Begrænsningens kunst har heller aldrig været min stærke side, og en liste med mine anbefalinger ville da heller ikke være komplet uden noget farverig litteratur af den underholdende slags.
Men lad os sporenstregs sætte i værk.
Vikingerne kommer! ’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild er muligvis den flotteste fagbog, jeg nogensinde har haft mellem poterne. Den er simpelthen gudesmuk.
Ganske som bogens portrætter er det.
Den store fotobog indeholder nemlig 83 portrætter baseret på personer fra vikingetiden, og udspringer af Nationalmuseets ’Mød Vikingerne’-udstilling, som Jeanette Varberg og bogens forfatter præsenterede under megen virak i efteråret 2018.
Forfatteren selv kan provokere mange, men det, at han satte ansigt og krop på vikingerne, provokerede endnu flere, og førte til en fascinerede debat om historisk korrekthed og brugen af fotografierne, hvilket gav udstillingen og Nationalmuseet nogle helt ekstraordinært høje besøgstal. Og udstillingen er da også værd at besøge.
’Alverdens Vikinger’ er som sagt en gudesmuk bog, og debatten til trods, så vækker den nysgerrighed og en interesse i at vide mere, og det er det, bogen skal; den er ikke en historiske kilde, men en vej til at blive grebet af vikingetiden.
Argh, den liberale er løs!! Den liberale, tidligere undervisningsminister, Merete Riisager kan utvivlsomt også vække mange følelser. Særligt, når Riisager som i ’Selvbyggerbørn’ lægger op til en diskussion om børneopdragelse, identitetsdannelse, og de voksnes ansvarsfralæggelse, når det kommer til selv samme, vil det utvivlsomt vække en del hovedrysten eller spidse miner.
Bogen er dog værd at læse, hvad end man nu er enig med Riisager eller ej, for som med Murray nedenfor, så er det værd at diskutere, hvordan vi udvikler vores identitet, bliver dannede og fremfor alt er i stand til at have en ordentlig samtale om tidens problemer og udfordringer.
’Selvbyggerbørn’ er en debatbog, og som sådan fungerer den perfekt. Den er velskrevet og pointerne fremført skarpt og med nuancer. Som et menneske med stor interesse for dannelse fandt jeg Riisagers bog både interessant og tankevækkende, og det tror jeg faktisk, de fleste med samme interesser vil.
De politisk korrekte kommer!!! Og det er næsten endnu værre end en flok øksesvingende baryler eller en løbsk liberal undervisningsminister.
Douglas Murrays ’Hordernes Hærgen’ tager livtag med tidens identitetspolitiske tendenser og er, indrømmet, et partsindlæg, men den er altid interessant og oftest satirisk skarp. Man kan læse bogen som et frontalangreb på identitetspolitik eller som en påmindelse om, at selv de bedste intentioner har afledte effekter, der ikke altid er lige ønskværdige.
Har du lyst til at dykke ned i et af samfundsdebattens mest hotte emner, så er ’Hordernes Hærgen’ bogen for dig. Murray har tydeligvis en fest, men humoren til trods, så er emnet behandlet med stor alvor og indsigt. ’Hordernes Hærgen’ er nok årets vigtigste bog i min optik. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig med Murray, men fordi jeg tænker, den frie debat og åbne diskussion, ikke mindst om lettere giftige emner, er noget af det vigtigste for et dannet, velfungerende samfund.
Boblerne og de andre gode bøger En af de bøger, jeg føler, jeg må nævne, er Ruben Greis’ ’Udød’, som jeg skrev om for ikke så længe siden. Det er en underholdende og farverig zombiehistorie, som både mit indre Dennis Jürgensen-elskende barn og min indre horror-nørd er svært glad for.
Sidst, men absolut ikke mindst, må jeg også nævne Malene Ravn, Amdi Silvestri og Mathilde Walter Clark, som jeg anbefalede i sommer. Både Lisbet og jeg lovpriste Ravns fortælling om kunstneren Carl Fisker i ’Hvor lyset er’, mens jeg ikke kan anbefale Clarks fremragende og personlige rejseessaysamling og Silvestris vanvittige, sorthumoristiske ’Et satans arbejde’ om en stakkels flyttemand med en temmelig speciel opgave nok.
Har du ikke læst dem, så kan det kun anbefales. Det er virkelige gode bøger, der hver og en har været med til at gøre et ellers jævnt trælst år til et om ikke andet ganske godt litterært år.
Boginfo ‘Tabita’ af Iben Mondrup. Politikens Forlag. 353 sider. 2020. ‘Størst af alt. Om kærlighedens natur’ af Lone Frank. 292 sider. Politikens Forlag. 2020. ‘Glæden ved at læse’ af Daniel Pennac. 118 sider. Klim. 1995. ’Alverdens Vikinger’ af Jim Lyngvild. 288 sider. Frydenlund. 2020. ’Selvbyggerbørn’ af Merete Riisager. 239 sider. Kristeligt Dagblad. 2020 Hordernes hærgen’ af Douglas Murray. 375 sider. Ellekær. 2020
Selv om det er sommerferietid og sæson for aftendrinks i det fri, havbadning og teltture i wifi-løse naturområder, kan man godt komme til at tjekke LinkedIn.
Jeg taler selvfølgelig om mig selv: Jeg tjekker LinkedIn, selv om det er juli og august. Dette sociale medie, som 41 procent af danskerne har en profil på. Det tal fandt jeg i Medienævnets rapport om mediernes udvikling i Danmark 2020, mere præcist i afsnittet om sociale medier.
På LinkedIn er der alt for tit opslag, der begynder med ”Ja, undskyld. Det er godt nok ananas i egen juice. Men jeg er bare så stolt over at være en del af dette team, som har gennemført et stort it-projekt/glad for at være blevet en del af bestyrelsen for A/S En værdig sag (indsæt selv navn på passende NGO eller firma )/overvældet over modtagelsen af min nye bog.”
Den ananas tænder mig af. Især juicedelen.
Men i stedet for at lade frustrationen gå ud over mit gode humør, har jeg valgt at lade rummeligheden sejre og omfavne ananasmetaforen. Resultatet er en 100 % uvidenskabelig læsning af Bogsnaks korpus siden 2016. Det var det år, vores blogger-kollektiv gik i gang med at producere anmeldelser, lister og interviews. Korpus er et af mine yndlingsord. I denne sammenhæng skal du forstå det som en samling af tekster.
Hvad er det for typer af indlæg, vi skriver? Hvad gør vi hver for sig? Hvad gør vi sammen.
Hæng på. Her kommer en række nedslag i Bogsnaks tekstunivers.
Årligt tilbagevendende lister Hvert år i december kigger vi tilbage og peger på de tre bedste bøger, vi hver især har læst i det forgangne år. Jeg er vild med at gøre status, og derfor er det ekstra con amore-præget for mig at lave disse lister.
Mikkel, Jan og jeg gav vores bud på årets bedste bøger i 2016. Det skete igen i 2017, 2018 og 2019, men jeg vil ikke kvæle jer i links.
Tips til årets sommerlæsning er også en klassiker. Her kigges der frem og ikke tilbage. Vi fortæller om de bøger, vi har planlagt at læse i sommerferien. Du ser allerede et mønster: Det er nogle bibliotekaragtige typer med præference for forberedelse i ascendanten, der fører pennen.
Mikkel og eReolen Fra tiden til anden boomer bloggens besøgstal. Det handler altid om, at Mikkel har skrevet et indlæg om eReolen. Ingen andre kan som ham med humor og fagligt overskud forklare så tørt stof.
Forhandlinger med forlag, klik- eller abonnementsmodeller og kommunale forskelle på lånekvoter: Som national projektleder for folkebibliotekernes e- og lydbogstjeneste er det selvfølgelig ikke en overraskelse, at Mikkel kan sit stof.
Men hvordan formår han at gøre det så underholdende? Min misundelse er afgrundsdyb.
eReolen går amok i forbindelse med Corona-nedlukningen i foråret 2020.
Dobbeltanmeldelser Konceptet er enkelt: To af os bliver enige om at læse og anmelde den samme bog. Vi snakker ikke om bogen undervejs i læsningen. Vi læser først hinandens anmeldelser, når de ligger på bloggen. Du får som læser to sæt øjne på den samme bog og forhåbentlig et endnu skarpere blik for, at en bogs betydning varierer fra læser til læser.
Her er tre eksempler på dobbeltanmeldelser.
Lisbet og Mikkel var i 2017 enige om, at Vi var fiskere var en stor læseoplevelse, men vi havde forskellige perspektiver på den rørende roman fra det afrikanske kontinent.
Familiebilleder Jeg har brugt bloggen som anledning til at tænke over, hvordan nogle af mine familiemedlemmer har påvirket mig i min opvækst. Det har været nemt at koble de refleksioner til skrift, bøger og læsning.
Da min mor skulle flytte fra den gård, hvor jeg voksede op, til et parcelhus, måtte jeg selvfølgelig skrive om begrebet ”hjem” i indlægget Farvel til fødegården
Min far sneg sig ind i indlægget Vi er alle bønder, der handler om vores samfunds generelle bevægelse fra jord til kontor.
Portræt af en læser Mikkel har på et tidspunkt konstateret, at jeg åbenbart har som mission at portrættere alle læsende mennesker i verden. Det er måske ikke helt forkert.
Indtil videre er jeg dog kun oppe på 11.
Blandt mine favoritportrætter er disse fire:
Portræt af en moden læser med Inge på 90+, der læser store mængder af ny, dansk skønlitteratur. Og flere aviser om dagen.
Portræt af en meget ung læser, hvor min søn Aske fremhæver kakaoautomaten som et af folkebibliotekets væsentligste aktiver.
Portræt af en nylæser med Jan-Gustav, der efter mange år fandt ud af, at han var en læser og som nu spreder en guldregn af læsetips på sin Instagram-profil.
Portræt af en læser med lister med Helle, der sover, drømmer, spiser, læser, formidler litteratur, blandt andet ved Gentofte Bibliotekerne og og på bloggen bogsult.dk
De billedrige Vi er glade for ord. Men vi elsker skam også billeder.
Børn og læsning Åh, en evergreen: Hvad gør vi med børn og læselyst? Hvorfor er det så godt at begynde tidligt med pegebøger og sprogstimulering? Og hvad er det der early literacy for noget?
En fireårig tumling Bogsnak.dk har nu fire år på bagen. Et fireårigt barn har masser af sprog, holdninger og præferencer. Men også til tider ukoordinerede bevægelser og impulsive, mærkværdige indfald. Sådan er vi også!
Følg med og se, hvordan vores korpus udvikler sig, nu hvor vi går ind i år fem på Bogsnak.dk. Hvem ved; måske dukker der mere ananas op hen ad vejen…
Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”. Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.
Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.
Jans sommerferielæsning 2020 2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.
Der er især fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før, og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.
’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, om end tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.
På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.
Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.
Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.
Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Garden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tidens store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.
Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.
Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.
Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for. De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.
Mikkels sommerlæsning Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.
Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.
Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.
Nyborg. Et godt sted til staycation.
I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!
Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.
Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020) på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!
Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.
Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.
Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.
Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.
Lisbets sommerbøger Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt!
Malene Ravn: Hvor lyset er Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!
Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.
Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.
Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.
Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision.
‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden.
Virginie Despentes: Vi ses i helvede Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….
‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!
Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:
“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.
It’s getting hot in here….
Lakserytteren: Griskernes hemmelighed Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.
Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.
Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.
Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner. Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!
Knald på forsiden. Sådan skal det være.
Boginfo
’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.
’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.
Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.
”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon
”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.
Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …
”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard
Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.
Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.
Lidt Stillhavskyst
Signes portræt (men ikke dét fra L&R’s gange)
I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.
”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD
Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.
Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.
”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss
Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.
”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.
”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris
Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.
Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?
Tjek bogen!
Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.
Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”
”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat
I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.
Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.
Lav og red mayonnaise 🙂
Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.
”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis
I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.
Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊
… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …
#bogsnak 