Bogsnaks sommertips 2020

Vi lægger ud med en let omskrivning af H.C. Andersen-citatet “At rejse er at leve”. I skvulpene efter forårets Corona-nedlukning virker det passende at sige: “At læse er at leve”.  Bliv hjemme. Læs en bog. Gå en tur. Bad i have eller søer. Rejs rundt i fiktionens lande og riger, mens du tager en fod-peeling og en skub-op-is.

Men hvad skal du så læse? Det hjælper Bogsnak-kollektivet dig med. Her kommer først Jans, så Mikkels og til sidst Lisbets tips til sommerferielæsning 2020.

Jans sommerferielæsning 2020
2020 har været et spøjst år, men nu er det sommer, og det betyder ferie. Heldigvis. For antallet af bøger, der venter på at blive læst, har vokset sig særligt stor i år.

Der er særlig fire, jeg glæder mig til at kaste mig over. Det er bøger skrevet af forfattere, jeg med stor fornøjelse har læst før ,og som altid har givet en god og berigende læseoplevelse. Det er også fire ret forskellige forfattere og fire meget forskellige bøger, der spænder fra identitetssøgende essays over sorthumoristisk fantastisk fiktion og fængende krigshistorie til dramatisk familiefortælling.

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark er den første bog i stakken. Clark er, foruden et fantastisk, omend tedrikkende menneske, en sprudlede, ordglad forfatter, og det kan man altid mærke på hendes bøger, noveller og essays. Hun har altid noget på hjertet og elsker at lege med genrer og ord. I dette tilfælde er det en række essays, der tager læseren med på en rejsen rundt i verden sammen med Clark og hendes notesbog, hvor begrebet identitet kommer under luppen.

På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for essays, og det er en genre, Clark mestrer til fulde, ved jeg fra tidligere.

Den anden bog er Amdi Silvestris ’Et satans arbejde’. Det er en bog, jeg har glædet mig til længe. Silvestri nævnte grundideen til bogen for mig for flere år siden, og nu har jeg endeligt ’Et satans arbejde’ mellem poterne. Silvestri er en iderig forfatter, der skriver i særklasse godt, så en sorthumoristisk fortælling om en dansk flyttemand, der hyres af Satan til at flytte en del af Helvede til Hellerup, kan kun blive underholdende.

Silvestris store styrke er hans evne til at begå sig i flere genrer og gøre det danske sprog levende og elegant, uden det bliver tungt eller opstyltet. Jeg tænker, det er en force, der kommer til sin ret her.

Det er ikke rigtig ferie uden en fagbog eller to, og gerne en historisk en af slagsen. Jeg tænker ikke, det bliver meget bedre end en bog fra Anthony Beevors hånd. I dette tilfælde hans skildring af Operation Market Graden i ’Arnhem’. Operation Market Garden er nok bedst kendt fra den fremragende krigsfilm ’Broen ved Arnhem’ fra 1977, hvor stort set revl og krat af tiden store stjerner var med. Kort sagt, så er det en bog om Montgomerys idiotiske plan om at bruge én vej til at invadere Tyskland med støtte fra titusinder af let bevæbnede faldskærmsstyrker. Ikke overraskende gik det helt galt.

Beevor er en fremragende historiker og fortæller, og jeg glæder mig til at læse hans vinkel på miseren. Jeg plejer gerne at blive gevaldigt underholdt, klogere og få udfordret nogle af mine fordomme, når jeg læser hans bøger, og mere kan man næsten ikke ønske sig af en historiker.

Sidst men ikke mindst, så ligger Malene Ravns ’Hvor lyset er’ i bunken og kalder lokkende på mig. Som med de tre andre på listen, er Ravn en i særklasse velskrivende forfatter, og hun har en særlig skarp sproglig stil og sjælden evne til at fremstille menneskers dårskab og indre kamp. Ikke mindst i hendes to første bøger, der var rene perler af psykologiske kammerspil. Den tredje bog var en familieroman med udgangspunkt i virkelige hændelser og mennesker, og den vej fortsætter Ravn ud ad med ’Hvor lyset er’. Her følger vi kunstneren Carl Fiskers liv fra 1892 til 1962 og, hvis man skal dømme efter omtalen, så er der også her en snert af kammerspil over fortællingen. Og det tegner godt.

Jeg håber, der var en bog eller to, der kunne interessere dig, kære læser. Det er i hvert fald bøger, jeg selv glæder mig til at læse, og forfattere, hvis bagkatalog, jeg varmt kan anbefale. I Clarks, Silvestris og Ravns tilfælde kan du muligvis møde dem rundt om i det litterære land i løbet af året, og det må du ikke snyde dig selv for.  De er ikke kun værd at læse, men også at lytte til.

Mikkels sommerlæsning
Som så mange andre har min lille familie måttet ændre ferieplaner. Nu skal vi på hardcore staycation, men det gør nu heller ikke så meget, når vi bor i naturskønne Nyborg og har fem minutters gang ned til Storebælt.

Foråret har været hektisk. Lille Alma blev født 31. januar som tredje medlem af en søstreflok, og så ramte pandemien. eReolen, som optager meget af mit professionelle liv, eksploderede mellem hænderne på os., og det var jo fantastisk, men betød også, at der var rigeligt pres på.

Kort sagt: Jeg glæder mig til min sommerferie, selvom den skal holdes samme sted, jeg har haft arbejdsplads i snart fire måneder.

Nyborg. Et godt sted til staycation.

 

 

 

 

 

I gamle dage havde vi have, forhave og nogle rekreative flisearealer her omkring murstensvillaen midt i vores hvide middelklasse-reservat. Nu har naturen overtaget. Store, smukke, farverige planter og buske vokser op uventede steder, duerne bygger rede i carporten, og det lokale fugleliv af skovskader, solsorte, musvitter og mere eksotiske arter boltrer sig i græsset på græsplænen … eller siv er det vel mere end græs. Arbejde i vildnisset, strandture og læsning bliver min sommerferie. Det kunne være MEGET værre!

Jeg har et par skønlitterære ting, jeg har fået tilsendt qua bloggen. Jeg har et par kogebøger, jeg skal igennem, og så har jeg noget ret syret. Det er min sommerferielæsning.

Jeg har tyvstartet med Thomas Kaarsteds ‘Steder tiden har glemt.’ Den udkom i fredags (26. juni 2020)  på Forlaget Olga, og er Thomas’ debut. Jeg er ikke verdens vildeste krimifan, men den er velfortalt og velkomponeret, og den bestod min strengeste test med glans: Jeg havde ikke lyst til at lægge den fra mig, da jeg først var kommet i gang!

Mit næste projekt er Mikala Rosenkildes ‘Kongamato’ fra forlaget Dreamlitt. Det er en dejlig klods, der ligger så godt i hånden, og den er kun en måneds tid gammel. Halvt gys, halvt science fiction og en fed forside. Den er designet til at blive slugt på stranden.

Så er der kogebøgerne. For et par måneder siden anskaffede jeg Nikolaj Kirks og Mikkel Maarbjergs ‘Grundkøkken’ og ‘Grønt grundkøkken’ fra Politikens Forlag. Som jeg sagde, er ”Kongamato” en klods, men de to kogebøger er både tykke og A4-størrelse i længde og bredde. Det giver én en vidunderlig fornemmelse af at bladre i et gammelt, sjældent værk. Samtidig tager de grundbogs-designationen alvorligt med kapitler om køkkenteknik, råvarekendskab etc. Lækkert! Det er måske ikke ”Salt, Acid, Fat, Heat,” som jeg satte på min ”7 forsider”-udfordring her på bloggen, men de ligner gyldige, danske bud i genren.

 

 

 

 

 

 

Slutteligt er jeg faldet i noget af et japansk psykoterapi-kaninhul; først og fremmest Morita, Naikan og Kaizen. Det startede med selvhjælp i almindelighed og buddhisme i særdeleshed, og når man så falder over kombinationen … Det er nok nærmere passende med et senere blogindlæg om, hvad alt det her er for noget, hvis en enkelt eller to andre supernørder skulle være interesserede.

Forsiderne er superkiksede, så jeg lægger min Kintsugi-bog, jeg købte i Singapore, oveni og bidrager med lidt mere nørderi fra en anden skuffe. Darth Vaders dragt er inspireret af gamle japanske krigsmasker i de originale Star Wars-film. I den nye trilogi er Kylo Rens hjelm lidt anderledes, men stadig derhenad. I 8’eren smadrer han den i raseri, men så skiftede Disney igen-igen kunstnerisk spor, og i 9’eren skal han bruge den igen. Så den bliver smedet sammen efter japansk keramisk stil, hvor ødelagt porcelæn sættes sammen igen med guld, men i denne udgave i stilfuld rød selvfølgelig: Kintsugi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lisbets sommerbøger
Jeg ser frem til fire ugers ferie, hvor jeg kan komme op i læsetempo efter forårets tilstand af læse-apati. Jeg læste mest af alt nyheder hele marts og april. I maj og juni tog jeg så småt fat på korte romaner igen, og nu skal min læsning op i gear. Det er slut med at tjekke nyheder hele tiden. Nu gælder det de længere tekster, der ikke lige har noget med Corona at gøre. Det bliver godt! 

Malene Ravn: Hvor lyset er
Jeg har købt den danske forfatter Malene Ravns nyeste bog og går nu rundt og glæder mig til at tage hul på den. Præcis ligesom Jan!

Ravn har skrevet en historisk roman om kunstneren Carl Fischers liv fra 1892-1962, og der er heldigvis indlejret en kærlighedshistorie.

Carl møder som ung kunstner Ely, der er skuespilelev. Hun sidder model for ham, og bim bam bum: Hurtigt er Ely gravid. Men Carl skuffer hende, Ely forlader ham og barnet bliver sat i pleje. Kærligheden fører dem dog sammen igen, men der kommer en dramatisk drejning, da Ely beder sin yngre søster om at sidde model for Carl.

Mere skal jeg ikke afsløre her. Og det kan jeg heller ikke, idet jeg endnu ikke har læst bogen.

Malene Ravn er også kvinden bag romaner som ‘Det eneste rigtige’, ‘Mia’ og ‘I dine øjne’. Af princip læser jeg bare alt, hvad den produktive Ravn får udgivet, for hun har en stærk og klar stemme kombineret med sans for sproglig præcision. 

‘Hvor lyset er’ er desuden nomineret til DRs romanpris 2021. Det kan du læse mere om på Litteratursiden. 

Læs også Litteratursidens anmeldelse af romanen

malene ravn hvor lyset er

Stilfuld forside, der pynter i et hvert hjem.

Virginie Despentes: Vi ses i helvede
Jeg havde aldrig hørt om den franske forfatterinde Virginie Despentes, før min bror gjorde reklame for hende. Jeg har glemt, hvordan han selv fik øjnene op for hendes bøger. Måske kan han bare godt lide franske damer….

‘Vi ses i helvede’ var den første titel, jeg stødte på, da jeg søgte på forfatterens navn i biblioteks-app’en. Så den snuppede jeg!

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde, at Despentes er på min sommerlæsningsliste. Se, hvad Bo Tao Michaëlis skrev i Politiken i 2012, da romanen udkom:

“At gå under med et klynk: Der er ’fart i fejemøget’ i den kontroversielle forfatter Virginie Despentes roman om et umage kvindeligt detektivpar og deres festlige oplevelser under opklaringen af en halvfed teenagers forsvinden. Trods sin underholdende karakter rummer den velskrevne fortælling dog også ’et smerteligt signalement af en elastisk epoke, hvor alle værdier er i skred”.

dav

It’s getting hot in here….

Lakserytteren: Griskernes hemmelighed
Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor også Aske på otte år kommer til at ligge i hængekøjen og læse – bare for sjov. Han har nu fanget, at at bøger også kan være god underholdning. Jeg er lettet over, at hele det forgangne skoleårs læsetræning med Søren og Mette-bøgerne ikke har traumatiseret ham.

Jeg er en uendeligt blød mor, når det gælder indkøb af bøger til mit afkom. Så derfor sagde jeg selvfølgelig “Ja!”, da han på et besøg hos den lokale boghandler udvalgte sig fantasy-romanen ‘Griskernes hemmelighed’. Det er en sag på over 300 sider, så der er lidt at tygge sig igennem. Aske er på side 60 efter tre uger. Det vil sige, at sommerlæsningen eventuelt strækker sig et godt stykke ind i sensommeren. Vi får se.

Bogen er skrevet af Rasmus Kolbe, der også er kendt som Lakserytteren på sociale medier. Bogen er blevet til i en interaktiv proces, hvor forfatterens følgere har deltaget gennem tegneopgaver, videoer og kommentarer.

Handlingen skal jeg slet ikke prøve at gengive i detaljer. Men det er noget med et magisk univers og et væld af mystiske væsener. Et af dem er York, der  bringer alle i fare, da han kommer til at slippe et monster løs i sin landsby og slukker den livsgivende S0L. York flygter ind i junglen og møder bæster med selvlysende kroppe og en sær pige med magiske evner.  Sådan begynder rejsen imod S0L’en og sandheden om en ældgammel hemmelighed dybt i hjertet af Odysïa. Fuld skrue på fabulerende fantasy!

griskernes hemmelighed

Knald på forsiden. Sådan skal det være.

 

Boginfo

’Huset uden ende’ af Mathilde Walter Clark. 283 sider. Politiken. 2020.

’Et satans arbejde’ af Amdi Silvestri. 414 sider. Brændpunkt. 2019.

’Arnhem’ af Anthony Beevor. 559 sider. Lindhardt og Ringhof. 2018.

’Hvor lyset er’ af Malene Ravn. 362 sider. Gyldendal. 2020.

‘Steder tiden har glemt’ af Thomas Kaarsted. 370 sider. Forlaget Olga. 2020.

‘Kongamato’  af Mikala Rosenkilde. 668 sider. Dreamlitt. 2020. 

 ‘Grundkøkken’ Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 590 sider. Politikens Forlag. 2008.

‘Grønt grundkøkken’ af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg. 430 sider. Politikens Forlag. 2012. 

Kintsugi: Embrace your imperfections and find happiness af Tomás Navarro. Yellow Kite. 2018. 

‘Vi ses i helvede’ af Virginie Despentes. Tiderne Skifter. 313 sider. 2012. 

‘Griskernes hemmelighed’ af Rasmus Kolbe (Lakserytteren). 393 sider. Lakse Publishing. 2020.  

Inspiration fra andre somre – for dig, der elsker lister

Sommerhusets fineste forsider 2017

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Bogsnaks sommerlæsning 2019

 

Syv bøger på den rigtige måde

Så … jeg blev ved med at få de dér udfordringer på Facebook: Vis syv bogforsider uden forklaring eller andre kommentarer. Jeg var flere gange ved at knalde syv forsider af, men det irriterede mig, at man ikke må skrive noget om dem. Jeg har syv bøger – mange flere faktisk – der faktisk betyder meget for mig. Jeg har en historie med dem. Det er jo skørt bare at vise en forside. Så kom jeg til at tænke på medblogger Lisbets fantastiske post fra 2017, hvor hun fortalte noget af sin livshistorie i form af bøger. Så her er mine syv bøger med masser af forklaring. Så … øv-bøv, Facebook … og dine dumme regler.

img_8704

”Shadow of the Wind” af Carlos Ruiz Sáfon

”Shadow of the Wind” er en åndssvagt godt skrevet spændingsroman, der fortjent er blevet en global succes. Den blev også bind 1 i en serie på 4½ bøger nu. Serien hedder ”De glemte bøgers kirkegård,” og det er den mest fantastiske titel nogensinde (se dog nedenfor). Det lyder selvfølgelig bedre på det originale spanske: ”El cementerio de los libros olvidados.” Handlingen starter i Barcelona 1945, hvor hovedpersonen, drengen Daniel, bliver taget med af sin antikvarboghandler-far til de glemte bøgers kirkegård. Her skal han vælge en bog, der bliver hans at vogte over. Bogens forfatter led en mystisk skæbne, og nogen prøver at finde alle kopier af bogen for at brænde dem. Daniel giver sig til at efterforske, og så er scenen sat til en klassisk noir-thriller.

Bogen sluttede for mig to spor og forenede dem. I 2011 var jeg til en konference om genanvendelsen af forskningsdata i Berlin. Det var lykkedes mig at glemme strømforsyningen til min laptop, så jeg kunne ikke rigtig lave noget fornuftigt. Jeg købte derfor to ekstra bøger i lufthavnen. Den ene var ”The Angel’s Game,” som jeg først opdagede senere, er 2’eren til ”Shadow of the Wind.” Den anden var en ret tung, engelsk fortælling om en Alzheimer-patient, der langsomt mister alt. Jeg var selv et dårligt sted mentalt i denne periode, så på mange måder var det en enormt trist tur. To år senere var jeg i Barcelona – også til en konference. Det var et gensyn, for jeg boede og arbejdede i Barcelona i 1993; underviste i engelsk på en privat sprogskole. Hver mandag ringede min mor til min udlejers telefon, bad om at tale med sin søn og gav mig Superliga-resultaterne, så jeg kunne holde styr på, hvordan det gik med Boldklubben Frem. I 2013 sad jeg og legede med min iPhone i toget på vej ind fra lufthavnen og kunne slå alle sportsligaer i verden op på få sekunder. Sidste aften vandrede jeg rundt i velkendte gader, da det slog mig at få købt ”Shadow of the Wind,” så jeg kunne få læst ”The Angel’s Game” også. Det viste sig så, at ”Shadow of the Wind” foregår nøjagtigt i det kvarter, boghandlen lå i …

img_8707

”Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Normalt ville jeg ikke læse bøger som ”Alle de liv.” Nutidig, dansk fiktion. Det er altså ikke lige mig. I det hele taget er almindelig litterær fiktion ikke mig. Det fortæller jeg i al fald mig selv, men hver gang jeg giver mig i kast med det alligevel, har jeg en supergod oplevelse. Måske er det mig, og det er bare mit selvbillede, den er gal med.

Signe er en god kollega fra Gentofte, og selvom vores veje stort set aldrig krydses, så er det jo sjovt, når kolleger forfatter. Ved skæbnens spøjse mellemkomst, ser jeg langt mere til Signe end hun til mig, og det skyldes, at hendes portræt pryder Lindhardt & Ringhofs gang lige dér, hvor vi går ind i forhandlingslokalet, og dér har jeg rigtignok været mange gange. Jeg leder nemlig eReolens forhandlingsteam, hvis jeg har glemt at sige dét. ”Alle de liv” er Signes anden roman og udkom i starten af 2018. Ikke bare fulgte jeg lidt med i skabelsesprocessen på Facebook, romanen skildrer en rejse langs Californiens kyst, hvor jeg var samtidigt med Signe i 2015, men vi havde forskellige ærinder. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en nyudkommet bog, skulle være denne her, besluttede jeg i sin tid, så jeg skaffede en anmelder-pdf fra forlaget og købte senere bogen, så Signe kunne beære den med en indskrift. Anmeldelsen er her.

 

I alt væsentligt handler den om to veninder, der grundet den enes dødsdom – Solveigs – tager på en sidste større rejse. Veninderne er meget forskellige, og deres historie fortælles i flashbacks, men eftersom Solveig beder Emilie om at skrive episoder fra den fremtid, hun ikke får, så krydsklipper handlingen også med usædvanlige og spændende flashforwards. Det er et funky fortællergreb, men jeg synes, det virker glimrende. Det er en rørende roman med fine beskrivelser af den særlige del af Stillehavskysten og dens byer og mennesker. Historien er stærk nok til at stå alene, og den er virtuost fortalt, synes jeg, men det giver selvfølgelig et ekstra stik i hjertet at vide, at Signe jo rent faktisk har en veninde med ALS, og at det har inspireret til romanen. Jeg skyndte mig efterfølgende at læse Signes debutroman – ”Et andet sted” – og den kan ligeledes anbefales.

img_8706

”War Hospital: a True Story of Surgery and Survival” af Sheri Fink, MD

Da jeg var 11, arrangerede min far en sommerferie til Jugoslavien for ham, mig, hans nye kone og hendes søn. Vi skulle køre i bus til Zagreb med et jugoslavisk selskab, der havde eksil-jugoslaver som stamkunder. Bussen var et vrag og brød sammen i Roskilde. Folk havde købt billetter uden siddeplads, så en familie på fire fx delte tre sæder. 36 timer efter afrejse ramte vi den jugoslaviske grænse, hvor toldere og politifolk chikanerede dansk-jugoslaverne ret voldsomt. De satte en ældre mand til at vente i solen, indtil han faldt livløs om. Jeg ved ikke, hvad der skete med ham, for vi kørte bare videre uden ham. Til sidst ramte vi kystbyen Zadar, som var helt eventyrlig, og de lokale jugoslavere var fantastisk søde, når de lige havde sikret sig, man ikke var tysker. I 1983 var intet glemt efter Anden Verdenskrig. Året efter tog vi nogenlunde samme ferie i øvrigt, men med tog. Den bus var for eksotisk. Det gik også fint, indtil toget faldt af skinnerne i et bjergområde 100 meter fra en bro over en slugt. Der var sårede, der blev hentet i helikopter, men jeg tror ikke, der var døde. Året efter rejste vi et andet sted hen. I 1991 så jeg Zadar igen, men i TV som fokuspunkt for artilleribombardementer under den jugoslaviske borgerkrig. Man kunne ikke se noget for røg, og alt så smadret ud.

Mange år efter opdagede jeg forfatteren, Sheri Fink, som er læge. Hun dukkede op hos Jon Stewart i ”The Daily Show” for at promovere sin nye bog om et hospital i New Orleans under orkanen Katrina. En skummel historie om svigt på svigt på svigt og måske lidt uønsket eutanasi af svage patienter i kampens hede. Den læste jeg og købte også ”War Hospital,” som handler om et hospital i Srebrenica under den jugoslaviske borgerkrig. Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor sindssyg borgerkrigen egentlig var. De har ikke rigtig noget udstyr på hospitalet, sjældent strøm og ingen bedøvelsesmidler, men udøver kirurgi alligevel. Så barbarisk bliver det, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt de bryder lægeløftet ved de facto at tortere patienterne. Serberne kommer tættere og tættere på, og den internationale hjælp er fraværende. FN vil ikke prøve at stoppe krigshandlingerne for ikke at bringe den humanitære indsats i fare, men den humanitære indsats er mildest talt ustabil og kun nødvendig pga. de fortsatte krigshandlinger! Bogen slutter med Srebrenicas fald og de serbiske styrkers velorganiserede massemord på de stedlige bosniere. Det er ikke en munter bog.

img_8708

”Name of the Wind” af Patrick Rothfuss

Jeg har ikke rigtig gjort det i Fantasy, siden jeg var teenager og læste Dragonslance, hvis fantastiske historie jeg bloggede om her. Jeg blev 44, før jeg endelig kom helt igennem “Ringens Herre.” Medblogger Rie er eksperten her. I midten af 10’erne fik jeg heller ikke læst så meget, men koncentrerede mig om computer- og brætspil, når aftenen faldt på. Til gengæld har jeg de sidste par år via kreativ tænkning og opsparing af afspadsering som regel skaffet mig selv to ugers jule-/nytårsferie, og i 2015 startede jeg en ny tradition. I stedet for ferieøl eller ditto-kage går jeg om fredagen, når min ferie er startet, ned i Faraos cigarer og bruger den bonus, jeg har opsparet i løbet af året. I 2015 faldt jeg over en lille bog med den smukkeste titel længe: ”The Slow Regard of Silent Things.” Lidt googling og det viste sig at være nr. 2,5 i den såkaldte Kingkiller-krønike af Patrick Rothfuss. Det er en kortroman, der kliner sig ind mellem nr. 2 og den endnu ikke udkomne nr. 3. Ja, jeg faldt lige i en fælde. Kun nr. 1 og 2 var udkomne i trilogien og intet – som i absolut intet – nyt om tredje og sidste bind. Jeg tænkte, at det gik sgu’ da nok. Nr. 2 – ”The Wise Man’s Fear” – blev udgivet i marts 2011. Tredje og sidste bind måtte nødvendigvis være liiige på trapperne. hvor svært kan det være? Ret svært, skulle det vise sig. Der er lige kommet en udgivelsesdato: August 2020! Ni-et-halvt år skulle der gå.

”Name of the Wind” er simpelthen blændende fantasy, og det er bare en blændende roman. Forfatteren har en episk vision, der føles som Harry Potter for voksne; en coming-of-age historie og en helten-bag-facaden historie. Den deler vandene. Der er overraskende mange, der hader den, men de ni år, folk foreløbigt har ventet på afslutningen, har gjort dem bitre, tror jeg. Der gik også lige fire år mellem nr. 1 og nr. 2. Jeg kan ikke huske, jeg har læst en lignende verdensbygning siden Game of Thrones. Der er kærlighed, magi, mystik og en frygtelig masse musik. Vores helt mister sine forældre tidligt til en mystisk ondskab, vokser op i den grimme del af en storby, slipper væk og bliver optaget på en voldsomt elitær skole for magi, og så er vi lissom i gang med historien om Kvothe – verdens mægtigste troldmand og fremtidige kongemorder, må vi forstå – i hans egne ord. Medblogger Jan skrev om togrejser for ikke så længe siden, og ”Name of the Wind” er perfekt pendler-læsning. Jeg får den dér fornemmelse, jeg ellers synes, jeg har haft svært ved at genfinde længe, af at synke ned i et helt nyt univers med en ordentlig klods i hænderne. Når nr. 3 udkommer – ”Doors of Stone” – når jeg rent faktisk står med den i hånden, starter jeg forfra og tager dem alle lige i rap.

img_8713

”Waking Up: Searching for Spirituality without Religion” af Sam Harris

Jeg har altid været fascineret af Øst- og Sydøstasien – siden jeg så ”Shogun” og James Bond-filmen ”Du lever kun to gange” som barn, tror jeg. Jeg slugte alle bøger om Asien, Værløse Bibliotek kunne mønstre, og så alle film og serier, der foregik dér. Jeg blev dog 32 år gammel, før jeg kom længere østpå end Istanbul, og det var til Indien. Det var en stor og uforglemmelig oplevelse. Aldrig har jeg været et så beskidt og ildelugtende sted. Afmagrede køer allevegne, spedalske, kvælende trafik-os, anmassende tiggere og mad, der gav én alt fra salmonella og Hepatitis A til god, gammeldags, eksplosiv diarré, som vor mor forårsagede det. Yuk! Det er et af livets store mysterier, at inderne også har givet os i min optik det bedste svar nogensinde på Den Menneskelige Tilstand i form af buddhismen. Hvorfor bruger de fleste mennesker deres hele liv i en tilstand af generel utilfredshed? Hvorfor er man ulykkelig, fordi man længes efter noget, men bliver endnu mere ulykkelig, når man får det? Hvorfor er vores tankevirksomhed så antitetisk til vores egen sjælefred? Og kan man gøre noget ved det? Det har buddhismen for længst forklaret, og man behøver ikke tro på noget mystisk eller uforklarligt for at opnå en række øjeblikkelige, mentale gevinster. Hvis man kan læse en bog og sidde stille og trække vejret, kan man blive en ganske glimrende buddhist.

Min samling af bøger om buddhisme, taoisme og stoicisme er støt voksende. Se billedet her, Rie tog af mig på en lang flyvetur. Ser jeg ikke stoisk ud?

44254557_10156138019452261_1358401256967634944_n

Tjek bogen!

Der er skrevet mange forvirrende bøger om buddhisme, og der er for mange kronragede mænd i orange kjoler på forsiden af dem. Der er undtagelser, men de bøger, jeg har haft mest glæde af, er skrevet i en nyere amerikansk, ateistisk tradition; såkaldt sekulær buddhisme. Den europæiske stocisme, der er kommet i vælten for nylig, deler rigtig meget tankegods med den sekulære buddhisme. Én af de bøger, der betyder mest for mig, er Sam Harris’ ”Waking Up.” Sam Harris er magister i filosofi og doktor i neurovidenskab fra UCLA, og han er én af de få, der kan spidde religion og promovere spiritualitet i samme afsnit, uden at det lyder fjoget. Dét er et meget smalt reb spændt ud over en dyb kløft.

Her er hans beskrivelse af Scientology med en knastør slutning. Oversættelse min. ”En mere moderne kult, Scientology, kræver endnu mere af den menneskelig godtroenhed [end mormonisme]. Tilhængerne tror, at vi menneskers er besatte af sjælene fra afdøde aliens, der blev bandlyst til planeten jorden for 75 millioner år siden af den galaktiske overherre Xenu. Hvordan blev deres eksil effektueret? På den gammeldags måde. Disse aliens blev fragtet i milliardvis til vores ydmyge planet i et rumskib, der til forveksling lignede en DC-8. På jorden blev de indespærret i en vulkan og sprængt til atomer med en brintbombe. At få rodet disse alien-sjæle ud af ens egen er et livsværk. Det er også dyrt.”

img_8712

”Salt, Fat, Acid, Heat” af Samin Nosrat

I mine forvirrede 20’ere droppede jeg ud af universitetet og startede på kokkeskole. Det var en fatal beslutning for én med 12 tommelfingre. Okay, fatal var den ikke. Alle overlevede. Men det var ikke sådan, jeg skulle starte forfra. Det blev en anden måde og er en anden god historie til en anden dag. I mine 16 års ægteskab, der sluttede i 2018, var det ikke mig, der tryllede i køkkenet. Jeg var den næstbedste i ægteskabet til at lave mad, og jeg pendlede under alle omstændigheder timevis hver dag og kom sent hjem. Da jeg blev skilt, skulle jeg til at lave mad igen – også til de to terrorøgler – og det var som at genopdage en gammel kærlighed, man forfølger med lige dele fascination og klodsethed. De første kogebøger, jeg købte til min nye samling, var ”God mad let at lave ” i sin 9. udgave og ”Karolines største hits.” Den sidste for at lave ”sorte gryde” for første gang i mange år. Den ret er mytisk for mig. En gryderet med snaps og kaffe 😊 Jeg er vistnok stadig den næstbedste til at lave mad herhjemme, men min søde kæreste lader mig gøre det alligevel.

Sidste år var jeg i Singapore en uge i embeds medfør. Det var en enestående tur til et fascinerende land med en fængslende historie, og vi et fagligt program, der aldrig har set sin mage. Vores kolleger i Singapore er sindssygt dygtige og fremsynede, de er søde og venlige, som dagen er lang, og vi spiste som kejsere! Ikke fancy – jo, en enkelt gang – men medblogger Rie var med, og hun er madfanatiker. Det var vores værter også, viste det sig, så vi nørdede os gennem indisk, kinesisk, thailandsk og flere regionale køkkener, jeg for længst har glemt navnet på. Jeg fik rokkevinge, gedetern, kylling marineret i en giftig sort nød, svinemave på flere måder, svinetarm (bvadr!) og 100 andre ting, jeg ikke kan huske, men som jeg har 1.000 billeder af. Rie kunne diskutere i en halv time, om en bestemt suppe var fra den ene eller den anden provins, fordi den var mere klar end et eller andet, vi havde fået, og imens stjal jeg noget mere skank og var glad. Jeg kunne til gengæld finde den største og vildeste boghandel, nogen af os har været i, beliggende på femte sal af stormagasin, og dens afdeling for kogebøger var langt større end de fleste danske boghandlere. Det var helt åndssvagt! Truet af overvægt (bagagen, altså) måtte jeg vælge. Det blev ikke det mest autentiske, om man vil, og måske kunne jeg bare have købt den, da jeg kom hjem, men ” Salt, Fat, Acid, Heat” er bare for lækker.

img_8711

Lav og red mayonnaise 🙂

Det er ikke kun en lærebog; det er madlavningens og selve smagens første principper. Min indre nørd har altid savnet netop dét. Når man skal lære at lave mad, er det hele fuldstændigt smasket sammen. Her er nogle saucer, sådan steger man en frikadelle, C-vitaminer er gode, tomater bliver brugt meget i det italienske køkken. Bleh! ” Salt, Fat, Acid, Heat” starter med en afhandling om salt, og så er vi ligesom i gang. Den er også et eksempel på en type bog, man ikke kan lave som ebog. Den er massiv og lækkert designet. Der er ingen billeder, men masser af innovative illustrationer – gerne på folde-ud sider. Bøger er så meget mere end deres informationsindhold. ” Salt, Fat, Acid, Heat” kan man bare sidde og kæle lidt med. Den minder mig om glæden ved at lave mad til folk, man elsker, og den minder mig om Singapore.

img_8709

”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” af Peter Berrisford Ellis

I 2019 var jeg i Dublin for tredje gang på 12 år i embeds medfør. Der går lang tid nok imellem, at jeg glemmer alt om, hvordan byen ser ud, og hvor alting ligger. Anden gang – i 2012 – gik jeg ned ad en hovedgade en fin morgen, smuttede ind på en café for at købe en kaffe og gik videre med en kraftig fornemmelse af deja-vu. Pludselig gik det op for mig, at jeg min første gang i 2008 var gået ned ad den samme gade, var gået ind i den samme café og havde købt samme slags kaffe. Det vil simpelthen sige, at hvis man med et par års mellemrum placerer mig forskellige steder i samme by, så vil jeg under alle omstændigheder – uden selv at vide det – gå de samme steder hen og gøre det samme. Nøjagtigt så kedelig er jeg! Det er en svær erkendelse. Bedre blev det på ingen måde, da jeg i 2019 f***** var ved at gøre det igen, men jeg opdagede fadæsen og gik sikkert og uforudsigeligt ind i nabo-cafeen. ”You’re really mixing it up,” som min irske kollega konstaterede rimelig tørt.

Tæt på cafeen ligger den store boghandel Hodges Figgis, hvor min søde kæreste og jeg brugte åndssvagt meget tid i 2019. Hun er vant til at tabe mig til boghandlere. På min fødselsdag i London forrige år brugte vi først tre timer i Waterstone og så tre timer i Foyles tæt på. Hun nyder det altså også selv. Ellers er hun vanvittigt god til at lade som om. Begge muligheder får hende til at stå i et fortjent fantastisk lys i øvrigt! På min ældste terrorøgles konfirmationsrejse til New York slæbte jeg samme øgle ind i 10 forskellige boghandlere og bloggede om det her. Jeg køber dog altid lidt for meget. Hvem gør ikke dét? I Dublin sidste år forelskede jeg mig i mytologi. Dublins lufthavn var fyldt med billeder fra keltisk mytologi, og jeg fattede til min store irritation ingenting. Særligt de åndssvage svaner! (”The Children of Lir” red.) Så jeg fandt ”The Mammoth Book of Celtic Mythology and Legends” … og en tilsvarende klods om græsk mytologi. Og en ægyptisk ditto. Og én om vikingernes mytologi selvfølgelig. Livet er dejligt 😊

… og det var 7! Man burde tage ebøgerne næste gang …

Askes sygt gode lydbøger

Jeg begynder med en semi-blasfemisk erklæring: Lydbøger er en Guds gave. Hvis altså bogen og indlæseren er god. Ellers er det bare spild af tid.

Hjemme hos os er lydbøger en daglig del af kulturindtaget hos Aske på syv år. Han hører lydbøger til morgenmad, og mens han leger med LEGO eller tegner. Han hører lydbøger på bilture. Der kører en lydbog, inden han skal sove. Han bruger også en del tid på Naja Münster på YouTube og tegnefilmene Teen Titans GO og Højs hus. Mere helligt er det heller ikke.

Der er nogle lydbøger, han hører igen og igen, år efter år. Jeg har prøvet at gennemskue et mønster i hans præferencer. På den litterære front er nøgleordene humor, hygge og en vis grad af realisme. Lidt trolde og tyttebøvser er der dog plads til. (Hvis du ikke ved, hvad en tyttebøvs er, så sender jeg dig en varm lykønskning. De er virkelig irriterende.)

Når det gælder indlæsere, er Aske nådesløs i sin dom, hvis jeg prøver at introducere ham for nye af slagsen: ”Jeg kan ikke lide stemmen.” Så er der bare lukket. Også selv om det er en højt anerkendt indlæser og en fremragende, sjov og aktuel børnebog. Det spiller ingen trille.

Jeg har kigget på Askes top ti over lydbøger, og indlæserne er enten professionelle skuespillere eller forfatterne til værker. Det er nok ikke et unormalt mønster blandt lydbogselskere. Der er en overvægt af mandlige indlæsere blandt de ti. Men Thomas Winding figurerer ikke. Chok! Hvad har jeg dog gjort forkert i min kulturradikale børneopdragelse?

I får her en let skøjtende gennemgang af de ti lydbøger, som vi har genlånt på eReolen. Nogle af dem er jeg selv fan af. Andre lever jeg bare med.

Sallys far-bøgerne
Sallys far er noget for sig. Han lyver lige så stærkt, som en hest kan rende. Og bander. Sally synes tit, han er pinlig – men han er nu også en god far. Thomas Brunstrøm skriver, så det er en fornøjelse for både børn og voksne at høre om alle de hverdagseventyr, den eftertænksomme og snusfornuftige Sally kommer på sammen med sin far og lillebror Eddie. Moren er stort set fraværende i bøgerne. Lidt en trend i aktuel dansk børnelitteratur.

Skuespilleren Anette Støvelbæks rolige, velmodulerede stemme er fløjlsbehagelig at lytte til. Hun laver stemmer til de forskellige personer på en underspillet måde. Just a pro!

sallys far bøgerne

Find lydbogen på eReolen

Kolumbus Kristensen rykker ud
Barndommens land er surrealistisk, når fortælleren er Jens Blendstrup. Han skriver om urtiden i forstaden Risskov, hvor vejene endnu ikke havde navne, og alle gik rundt og murede deres egne parcelhuse. Og kom til at mure sig selv inde i et enkelt tilfælde.

Hovedpersonen hedder Svend-Svend. Hans kammerat Kolumbus Kristensen lever op til sit navn. Han opfinder Risskov Opdagelsesklub, som skal ud og kortlægge og opdage Risskov. De skal helt ud og kigge på den gamle del af byen. Her bor de indfødte Risskov-beboere, og de er ikke vilde med de nye tilflyttere til byen. Så ekspeditionen bliver lidt farlig.

Handlingen drøner af sted drevet af den vante og groteske Blendstrup-vanvidsmotor.  Svend-Svend fortæller også om fødselsdagsfesten hos Sjangri Lajla, om dengang Sussi Solstråle brød i brand, og om dengang Kolumbus gav ham en gratis behandling med forelskelsesmaskinen (“Ved hjælp af denne maskine får du op til 20 sugemærker på halsen, og dermed stiger du ultimum 45 procent på det globale kærestemarked”).

Det er kosteligt, når Blendstrup læser højt af sin egen bog med den karakteristiske risskovske sprogtone og -melodi. Det glæder mig, at Aske og jeg kan lytte til denne bog sammen. Den er litterært tilfredsstillende på så mange måder.  

kolumbus kristensen rykker ud

Find lydbogen på eReolen

Wolf: Ulvemandens fortællinger
Søren Jessen er en knaldgod børnebogsforfatter, der voksede op i det sønderjyske. I denne samling af historier fortæller han om sin morfar, der blev kaldt for “ulvemanden”. Han var ikke uhyggelig; han lignede bare en ulv med hår ud af ørerne, og så hed han Wolf til efternavn.

Ulvemanden er er pensioneret landpostbud og bilder sit barnebarn en masse røverhistorier ind. Eller måske er der en vis grad af sandhed i dem, for morfaren har jo oplevet dem alle selv! Søren Jessens sønderjyske tonefald anes i oplæsningen, og det tilføjer historierne en ekstra, fin dimension. Magi, blå børn og kannibalisme blander sig med de hverdagsagtige detaljer om fedtemadder og lommetørklæder, der bliver brugt som solhatte. Relationen mellem morfar og dattersøn er fyldt med humor og nærvær.

Til sidst mister ulvemanden sin kone. Hun bliver senil og dør. Det kan han ikke holde til, og så dør han selv. Ak. Godt at Søren nåede at kende dem begge.

wolf

Find lydbogen på eReolen

Godnat og sjov godt
Lars Daneskovs dybe, tillidsvækkende stemme er nærmest radio-danefæ. Vi er mange, der er vokset op med den. I mange år var han mest kendt som radiovært, men gennem flere år har han opbygget et solidt børnebogsbagkatalog. Daneskovs sprog er mundret og aktuelt, og historierne om Otto afspejler et dansk børnehaveliv anno 2010erne på solidarisk vis.

Godnat og sjov godt består af en samling enkeltstående historier med Ottos liv som rammefortælling. Otto er en tænksom dreng, der tit har svært ved at falde til ro om aftenen. Det hjælper at høre en god historie og lige få vendt dagens begivenheder og tanker før og efter. Der er historier om at øve sig i at være alene hjemme, om kræsenhed og om at være kærester. Søde, sjove og lidt skøre. Så: Sjov godt!

godnat og sjov godt

Tjek den glimrende Børnebogcast lavet af dygtige folk fra Københavns Biblioteker. De har i 2018 lavet et interview med Lars Daneskov om humor og højtlæsning. Du finder det lige her.

Find lydbogen på eReolen

Frække Friderik og andre historier

frække friderik

Ole Lund Kirkegaards Frække Friderik og andre historier er arven fra 1967 for fuld udblæsning. Vi befinder os i en slags tidløst univers, og børnene er kloge, uartige, poetiske og undrende.

Indlæseren Martin Brygmann tør at dvæle ved teksten. Han er så roooolig. En gang imellem laver han også sine berømte fjollede stemmer, men doseringen er lige tilpas. Det bliver ikke for meget.

Man kan tale om, at en bog er ”kongenialt oversat”. Her er den ”kongenialt indlæst”. Måske betydet det noget, at Brygmann er både musiker og skuespiller. Han har styr på rytmen, intoneringen, pauserne og fraseringerne.

Find lydbogen på eReolen

Vitello tigger en masse slik
Vitello-bøgerne er fyldt med køkkenbordsrealisme og en fed, politisk ukorrekt humor. Vitello er en regulær skarnsknægt – Emil fra Lønneberg oversat til dansk forstad med ringvej, center, pølsevogne og fyldebøtter på bænkene. Mor ryger, snupper sig nogle glas hvidvin og serverer de fleste aftener spaghetti med riveost.

Skuespilleren Nikolas Bro lægger stemme til Kum Fupz Aakesons Vitello-univers på en ufattelig cool måde. Hans pauser og tonefald er legendariske. En af mine gamle kolleger sagde, at de hjemme hos hende var begyndt at efterligne Bros oplæsning. Det råd er hermed givet videre.

vitello

Find lydbogen på eReolen

Krumme og pigerne
Thøger Birkelands Krumme-bøger er bedagede. Der er mange detaljer i dem, som ikke giver mening for børn i dag. Men de grundlæggende historier om at være en del af en familie, være forelsket og blive drillet holder.

Lars Thiesmann er the grand old man inden for højtlæsning. Hans dybe røst holder hele vejen igennem. Giv Krumme en chance i familiens lydbogsliv og genoplev din egen barndom.

krumme og pigerne

Find lydbogen på eReolen

Villads fra Valby
Anne Sofie Hammers mange historier om Villads fra Valby er slet ikke til at komme udenom i det danske, børnelitterære landskab. Ja, vi (børn OG voksne) har brug for Cirkeline, Gummi-Tarzan og Bennys Badekar. Men vi har sandelig også brug for børnebøger, der afspejler børns liv, som det er lige nu. Villads har en Nintendo. Han skal i kiosken og hente fredagsslik. Ligesom Vitello er Villads en moderne skarnsknægt, så der sker altid noget spændende og uforudsigeligt, om han så skal i skole, lege med nabopigen Frida eller en tur på biblioteket med sin mor og kammerat. 

Gianna Giacomello har indlæst Villads-bøgerne, og det gør hun med en behagelig, klar stemme. Der er masser af dramaer i fortællingerne, og Giacomello smører heldigvis ikke ekstra drama ud over oplæsningen. Det underspillede register fungerer helt fint.

villads

Find lydbogen på eReolen

Troldeliv: Alle historier
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. Samtidig afspejler historien en respekt for naturen og årets gang i skovens økosystem.

Kvinden med guldstemmen, også kendt som Ellen Hillingsø, har indlæst alle historierne med sin vanlige indlevelse og karakteristiske diktion. Det er ikke tilfældigt, at hun er DSBs signaturstemme i tv-reklamerne. Overskud, charme, troværdighed, soliditet, professionalisme skinner igennem, om det så er Michelle Obama eller  troldemor Æna, Hillingsø lægger stemme til

troldeliv

Find lydbogen på eReolen

På eventyr med Prop og Berta

prop og berta

Det er mig en gåde, hvorfor Bent Solhofs eventyr om manden Prop og koen Berta samt de små skovvæsener tyttebøvserne stadig fænger hos børn. Der er noget beroligende over gentagelserne. Måske er det forklaringen?

Prop og Berta er altid lige ved at drikke morgenkaffe. Politimester Frederiksen siger igen og igen: “Det er det, jeg altid har sagt: Vi har en MEGET effektiv politistyrke her i byen!” Heksen gnægger altid på den mest ondskabsfulde måde.

Prop lever i en tordnende urealistisk naturalieøkonomi, og koen kan tale. Og drikker kaffe. Jeg har mange anker. Men Bents overpædagogiske oplæsning med ægte, levende børn som publikum (ååh, den autentiske 80er-fornemmelse) bliver ved med at tiltale Aske. Det er for tiden hans foretrukne lydtapet til morgenmaden. Så vi tager lige Bent, Prop og Berta én gang til. Hvis du kan undgå dem, så gør dig selv en tjeneste. Prøv at pushe noget Jens Okking i stedet for.

Find lydbogen på eReolen

Mere om lydbøger
I 2018 udkom rapporten Børns læsevaner 2017: Overblik og indblik. Tænketanken Fremtidens Biblioteker, Læremiddel.dk, Nationalt Videncenter for Læsning og Københavns Biblioteker stod bag udgivelsen, der rummer data fra næsten 9000 børn fra 3.-7. klasser i hele landet. Undersøgelsen viste, at de færreste børn lytter til lydbøger.  På tværs af de fem årgange, lytter 83 procent af børnene sjældent eller aldrig til lydbøger. (Tallet kan have ændret sig siden 2017.)

Antologien Litteratur mellem medier fra 2018 rummer kapitlet At læse en lydbog skrevet af forskerne Iben Have og Birgitte Stougaard. Bogen er udgivet på Aarhus Universitetsforlag.

 

 

Det magiske ved togrejsen

Kombinationen af nostalgi og nutidens fokus på klima har gjort, at toget som rejsemiddel igen er i vælten, og for en gammel togromantiker som jeg vækker det kun glæde.

For mig vil en rejse med et tog nemlig altid have en snert af magi over sig. Nogle gange mindre, andre gange mere. Lige siden de første ture med de gamle bumletog fra min bette fødeby i provinsen til den store, store hovedstad eller især nattoget til Sæby i 5. eller 6. klasse, tror jeg, har togrejsen og toget altid været noget helt særlig.

Nu kan magi selvfølgelig være mange ting. Der kan være magi i både de små hverdagsoplevelser så vel som i de store livsomvæltende begivenheder. Det magiske øjeblik kan bestå i alt fra en strofe af en sang over et blik fra en veninde til en gåtur under en krystalblå himmel, eller de helt store ting som kærlighed eller ens første barn.

Og midt imellem er der så togrejser.

Togets fortryllende magt

Selvom virkeligheden alt for ofte ligger et stykke fra den til tider lige vel nostalgiske og måske ligefrem romantiske opfattelse af fortidens togrejser med elegante spise- og sovevogne og distingverede medrejsende i stiveste puds, så er der stadig noget over en togrejse.

Selv med DSB

Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg pendlet med tog. Og selvom jeg ikke just nyder at stå tidligt op, så har morgenrejsen, især i de perioder, hvor det er lyst om morgenen altid været, ja, ganske magisk. For mig er togrejsen på mange måder et symbol på, at verden er stor og fyldt med under.

Paul Theroux siger det så smukt og meget bedre end jeg i ’Den store jernbanebasar’: ”Jernbanen var en inspirerende basar, hvorfra enhver tålmodig rejsende kunne tage noget med sig, som man kunne mindes senere i livet.”

Togrejser har også altid haft en iboende ro, som jeg ikke finder ved en flyrejse eller en tur med en bus. Måske fordi tog netop minder mig om en anden tid. En tid med ro og muligheden for at tage sig tid. Man kan læse, tænke dybe tanker eller blot kigge drømmende ud af vinduet og se verden passere forbi.

En togrejse er som skabt til at læse.

Indrømmet, min fascination af tog hviler utvivlsomt på et fejlagtigt nostalgisk syn på en tid og en verden, der aldrig har eksisteret.

Men jeg er ikke alene.

Togbøger – bøger om tog, med tog og togrejser

Tog har alle dage fyldt meget i fiktionen og fantasiens verden. Tænk på, hvor mange bøger og film, der enten udspiller sig ombord på et tog eller på anden vis er centreret på en togrejse.

Og de griber os stadig.

Jeg tror vitterligt ikke, man finder noget, der vækker større interesse eller genklang end ’Hogwarts-ekspressen’. Der er granvoksne mennesker i min omgangskreds, der bliver forvandlet til glade børn ved tanken eller lystigt hygger sig med at bygge LEGO-sættet.

For mig er der dog intet større ’Orientekspressen’.

F.eks. så står ’Mord i Orientekspressen’ klokkeklart for mig. Filmen, dog. Bogen fik jeg først læst lang tid senere. Og jeg husker heller ikke andre personer end Poirot, men jeg husker toget og togrejsen. Alene ordet ”Orientekspressen” emmer af magi, eventyr og andre, mere eksotiske verdener.

Det er en glæde, jeg synes at dele med mange andre. Læs eventuelt Kristian Ditlev Jensen eller Torbjørn Færøviks bøger, hvis du vil have en fornemmelse af Orientekspressens magi.

Andre, mere eksotiske verdener får man også et fint indblik i med netop Paul Therouxs ‘Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien’. Bogen er ikke helt ny, men findes i et fint genoptryk, så ikke kun får man på bedste vis gennem Therouxs skarpe pen et indblik i Rusland og store dele af Asien, man får også en tur tilbage til en anden tid.

Nedenfor har jeg samlet en god håndfuld bøger, der fra lænestolen bringer læseren ud i verden og på eventyr med det magiske tog.

Anbefalet læsning

Orientekspressen – en togrejse’ af Torbjørn Færøvik

Den norske journalist og forfatter Torbjørn Færøvik rejser med tog fra London til Samarkand i sporet af nogle af historiens mest centrale kulturpersonligheder.

Kristeligt Dagblad, 2019, 592 sider.

Rejse gennem natten’ af Friederike Mayröcker

Bogen skildrer en togrejse fra Paris til Wien, og skal både forstås bogstaveligt og i overført betydning som et billede på livet og bevægelsen fra det ydre til det indre.

Palomar, 2019, 105 sider.

Bumletog fra Borup til Singapore – jorden rundt med tog‘ af Kim Greiner

Med stop i 13 lande og 27 byer kommer man med bogen på en rejse hen over landjorden fra Borup på Midtsjælland til Singapore på sydspidsen af Malaccahalvøen, og til steder som Bajkalsøen og Gobiørkenen

Mellemgaard, 2018, 522 sider, illustreret i farver.

På sporet af Italien – med tog fra Milano til Palermo‘ af Tim Parks

Den engelske forfatter giver et velskrevet og underholdende indblik i det moderne Italien gennem en togrejse fra Verona i nord til Palermo i syd.

C&K, 2017, 342 sider, illustreret.

Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien‘ af Paul Theroux

Bog skildrer en episk togrejse begyndende i 1973 på Victoria Station i London og tager gennem 4 måneder læseren gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Indien, Thailand, Vietnam og Japan og tilbage til London med verdens mest legendariske tog. Bl.a. Orient-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

C&K, 2017, 381 sider.

Oplev Europa med tog – en rejseantologi for individuelle rejsende‘ af Britt Sallingboe

Bogens består af en serie artikler skrevet af passionerede europæiske togrejsende, og den er derfor fyldt med tips og ideer til folk, der ønsker at begive sig ud på en magisk og mindeværdig togrejse.

Mellemgaard, 2018, 570 sider, illustreret i farver.

Ord i Orientekspressen – rejseskildringer‘ af Kristian Ditlev Jensen

Indeholder 12 artikler, der oprindeligt er skrevet til DSBs ’Ud & Se’, og fortæller som kun Kristian Ditlev Jensen kan om 12 togrejser fra Oceanien over Europa til Amerika.

Gyldendal, 2007, 192 sider.

Den gode bogsnak

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

Årets bedste bøger ifølge Jan

SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.

Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.

Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.

Lad os kaste os ud i det …

Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …

Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.

Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.

Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.

Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.

’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.

For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.

Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.

Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.

Og hvilke fortællinger det er!

Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.

Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.

Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.

Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.

De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”

Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.

Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.

Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.

Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.

Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.

Glædelig jul!

 

Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019

’Helte’ af Stepehn Fry, 475 sider, Modtryk, 2019

’Factfulness’ af Hans Rosling, 375 sider, Lindhardt & Ringhof, 2018

 

 

 

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv

 

 

Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!