Guide til den uperfekte læser

Opgaven i blogkollektivet var klar: En top tre over årets bøger i 2017. Men altså. 2017 var et af de år, der bare glider forbi og er ovre før du ved det. Jeg kan ikke helt forstå det. Hvis jeg havde anstændigheden til det, ville jeg skamme mig over, hvor lidt skønlitteratur jeg læste sidste år. Det gør jeg nu ikke. Hver ting til sin tid. Men jeg kunne godt tænke mig at læse mere i 2018, og hvad er så mere nærliggende end et nytårsforsæt? I år vil jeg læse mere skønlitteratur. Det vender vi tilbage til senere.

Kort fortalt bestod min læsning sidste år mestendels af sporadiske udfald, hvor jeg på kort tid slugte hyggeserier i yndlingsgenren som fx Trudy Canavans Milleniums Rule serie og Patrcia McKillips Cygnet-serie. Medblogger Mikkel anbefalede desuden Patrick Rothfuss’ Kingkiller Chronicles, eller det, der er færdigskrevet af den. (Hvornår er det lige sidste bind bliver udgivet?!) Jeg har genlæst yndlingsromaner som Ursula Le Guins ”Mørkets venstre hånd” og Margaret Atwoods ”Handmaid’s tale”, som HBO har taget i kærlig behandling, men har altså holdt mig på hjemmebane og ikke været særlig modig i mit litteraturvalg. Så nu hvor tiden er inde til at anbefale en top tre, må jeg bare erkende, at jeg slet ikke er der, hvor jeg har lyst til at anbefale noget som helst.

Undtagen én, måske. For det er alligevel blevet til noget faglitteratur sidste år og en af de bøger, jeg dog fik læst hedder “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Bogen handler om adfærdsdesign. Forfatteren, Morten Münster, som indtil for nylig var direktør i The Nudging Company, beskriver gennem en kombination af adfærdspsykologisk fakta og konkrete cases, hvad adfærdsdesign kan, og hvordan du kan bruge det. Bogen er en morsom og velskrevet fortælling om menneskelig adfærd og en trin for trin vejledning i, hvordan du selv kan komme i gang med at designe løsninger, der ændrer adfærd.

Jeg læste for nogle år siden Christian Jungersens ”Undtagelsen”, som bl.a. beskriver en række psykologiske eksperimenter, der alle beviser, at vi mennesker ikke handler på baggrund af vores overbevisninger, men snarere handler først og tilpasser vores holdninger efterfølgende. Siden da har jeg været fascineret af, hvor interessante efterrationaliseringer ofte er, og hvor dygtige vi er til at fabrikere dem. Morten Münsters nye udgivelse cementerer denne betragtning ved at slå fast, at mennesker grundlæggende er irrationelle. At vi ofte (næsten altid) træffer impulsive og irrationelle beslutninger for derefter at efterrationalisere, så beslutningen synes både velovervejet og forstandig. Jeg går og frygter, at det netop er sådan en beslutning min mand og jeg traf, da vi fandt på at købe marsvin til vores døtre. To hanner. Alle jeg fortæller om vores nyindkøbte kæledyr siger ”Har I købt to HANNER – kommer de ikke op og slås?”. Jeg hører mig selv sige ”Nej nej, men de er brødre og rigtig gode venner. Og opdrætteren siger at deres forældre er de sødeste marsvin i verden.” Men hvem ved. De var bare SÅ søde, da jeg var ude og se dem. Det var nok.

 

Marsvin

Ej men, se dem lige!

Den nobelprisvindende adfærdsøkonom Daniel Kahnemann beskriver i ”Thinking slow and fast”, at vi har to systemer at trække på, når vi træffer beslutninger. System 1, som vi bruger hele tiden uden at tænke over det. Vi bruger det til beslutninger, der er så indgroede i vores tankemønster, at de nærmest ikke virker som egentlige beslutninger – når du børster dine tænder, slukker (eller ikke slukker) kaffemaskinen, den vej du altid kører på arbejde – Automatpiloten. System 2 derimod vækkes, når den vanlige vej er blokeret, og du skal finde en anden vej på arbejde, eller når du skal logge på dit barns skoleintra første gang. (!) Det er det system du bruger, når du analyserer og koncentrerer dig. Begge systemer er helt essentielle for vores overlevelse, men et af kardinalpunkterne i Münsters interessante bog er, at vi i professionelle sammenhænge alt for ofte taler til system 2 og alt for lidt til system 1. At der er en tendens til at tro, at vi kan ændre noget ved at tale rigtig, rigtig meget om det, forklare det. Og hvis det blot forklares helt rigtigt, eller nok gange, så ændrer medarbejdere/kunder/brugere helt sikkert deres adfærd. Not so much. For vi handler og beslutter meget ofte i overensstemmelse med system 1, og når automatpiloten sætter retningen, er det andre principper, vi følger. Vi gør det der er nemt. Det de andre gør. Eller det vi altid har gjort.

Ifølge Münster er der i grove træk tre elementer at få styr på, når du gerne vil ændre adfærd. Først og fremmest, skal du definere den ønskede adfærd. Lyder nemt – kan være super kompliceret. (Hvordan omsætter man fx ”Vi har kunden i centrum” til konkret adfærd?) Næste skridt er at undersøge, hvorfor det ikke sker allerede – hvilke barrierer ligger i vejen for den ønskede adfærd. Og til sidst skal du designe en løsning baseret på de adfærdsprincipper, der appellerer til automatpiloten.

Så. Tilbage til nytårsforsættet. Læse mere skønlitteratur. Ikke så grelt som kunden i centrum, men heller ikke super konkret. Okay – jeg vil læse frilæsning (ikke arbejdsrelateret) hver dag. Det gør ikke noget, om det er 10 min eller 1 time, men jeg skal have en bog i hånden hver dag.

Og hvorfor sker det så ikke allerede? Som min medblogger ynder at påpege, er der endda videnskabeligt bevis for, at man bliver et mere sympatisk menneske af at læse. Og jeg kan jo tilmed også lide det! Jeg er uddannet med speciale i engelsk og amerikansk litteratur. Der er mange, mange gode grunde til, at jeg allerede burde læse hver dag. Hvorfor sker det så ikke?

Enter: virkeligheden. Det handler ikke om intentionen, men om adfærd. Der er i min (og de fleste andres) virkelighed fx helt specifikke lommer af tid til rådighed til læsning på en given dag. 15 min i toget på vej frem og tilbage på arbejde. Efter kl. 20.30, hvor børnene er puttet. Og så er der tidsrummet fra jeg rammer soveværelset til jeg falder i søvn. Når børnene er puttet sker det som oftest (altid), at jeg kaster mig i mit mørke hjørne i sofaen og griber ud efter nærmeste fjernbetjening eller min pc. Når jeg først har ramt sofaen, er der altså VIRKELIG langt til sengebordet, hvor min bog venter på mig. Og i det øjeblik er jeg også VIRKELIG ligeglad med de mange gode grunde til at læse. Der er ingen system 2 energi tilbage. Og det bliver ikke bedre senere på aftenen. Jeg er både udfordret og velsignet af et godt sovehjerte, der betyder, at jeg næsten sover, før mit hoved rammer puden. Alligevel har jeg en stak bøger liggende på mit sengebord.

Sengebord

The Tower of Shame på mit sengebord. En daglig påmindelse, om alt det, jeg heller ikke nåede at læse i dag…

Så hvordan designer jeg en løsning, som gør mig i stand til at ændre min adfærd? Der er mange svar på det spørgsmål. Et af dem er, Ifølge Morten Münster, at gøre det nemt at gøre det rigtige. Derfor vil jeg i stedet for et nytårsforsæt i år, gøre følgende:

• Altid have en bog liggende øverst i min taske, når jeg tager på arbejde. (Når jeg åbner min taske i toget for at finde min telefon, finder jeg bogen først)
• Flytte mine bøger fra natbordet og placere dem ved mit sofahjørne (Jeg ser dem før fjernbetjeningen, og det er ligeså nemt for mig at tage fat i en bog som at tænde for pc/tv)
• Sætte en lampe nær min sofa, så jeg kan se, hvad jeg læser. (Har tænkt på det 1.000 gange, men først nu gjort det!)
• Sætte et kryds i min kalender, hver dag jeg har læst. (Hvis man skal bryde en vane, er det vigtigt med en belønning – krydset er min belønning. Og måske lidt chokolade.)

Det kan jo virke ganske banalt, når det sådan står der, men det føles helt rigtigt! Og som en særdeles uperfekt læser, er det med slet skjult stolthed, at jeg kan fremvise en kalender med 9 fine krydser på årets 9 første dage! Nu er ni dage jo ikke 365, men jeg er tilstrækkeligt overbevist til, at jeg tør anbefale alle andre uperfekte læsere, skrivere, medarbejdere, kunder og brugere at læse ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Og hvis adfærdseksperimentet lykkes, lover jeg, at min top-3 næste år rent faktisk også indeholder anbefalinger af hele tre bøger…

-o0o-

Hvis du synes, at adfærdspsykologi og -design er spændende, så kan Chip og Dan Heaths “Skift kurs” også anbefales. Daniel Kahnemanns ”Thinking fast and slow ” er en del af mit “Tower of Shame”, som jeg planlægger at kaste mig over snart. Hvis du for resten synes det lyder mærkeligt, at man bliver et bedre menneske af at læse, så se her og her.

Missede du Bogsnaks øvrige top tre’ere for 2017, kan du læse dem her:

Lisbets top-3
Mikkels top-3
Jans top 3×3

At være fan igen – om Jonathan Safran Foer og Her er jeg

Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme. 

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building. 

I hate you, my eyes would tell him. 

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Fik signeret min gamle paperback-udgave med æselører og understregninger. Fryd.


Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær. 

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet. 

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Foer og mig – Extremely close and incredibly flustered…


Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.

Anmeldelse: “En kvinde vågner”

En kvinde vågner. Kate Chopin. Forlaget Hetland, 272 sider

På overfladen kunne man fristes til at tro at ”en kvinde vågner” er en kærlighedshistorie om en kvinde fanget i et ulykkeligt ægteskab, som fascineres af en mere spændende (og yngre!) mand. Hvilket også er delvist rigtigt, men ikke det mest interessante i fortællingen. Det er nemlig mest en historie, der på fineste vis beskriver, hvad der sker, når man som menneske føler sig fanget i sit liv. Og den gør det uden for meget føleri. Romanen er skrevet af Kate Chopin og udgivet første gang i 1899. Handlingen finder sted i det sydlige USA, og hovedpersonen Edna og hendes ægteskab danner rammen for fortællingen.

Mødet med Robert (den nye, unge mand) er den afgørende katalysator, der vækker historien og Edna til live. Vi følger hende mens hun langsomt men sikkert træder ud af karakteren som den perfekte hustru. Hun undres selv over den pludselig trang til at gøre op med det, der forventes af hende som hustru til en af de mest feterede mænd i byen. I starten er hendes valg og fravalg famlende, men hun udvikler hurtigt en kompromisløshed i sin ageren, som understreger at hendes handlinger er udtryk for en ufravigelig nødvendighed. Ednas opvågen er en konstant udfoldelse af det, der synes kernen i hendes rejse. “I would give up the unessential; I would give my money, I would give my life for my children; but I wouldn’t give my self.” Og måske er det netop det, der er allermest fængslende ved Edna – at hun ikke er et offer, fordi hun nægter at være det.

Og så et ord om stilen. Forfatteren har truffet et valg, der betyder, at vi møder hovedpersonen gennem beskrivelsen af hendes handlinger og samtaler med andre karakterer, snarere end hendes følelser. Som læser betyder det, at jeg ikke kvæles af lange udredninger om, hvad Edna føler. Det er ingen udpensling, kun antydninger, og hendes følelesliv ekstrapoleres og krystalliseres gennem beskrivelsen af det hun gør og siger. Det kræver en aktiv læser, og det tilvejebringer en levende hovedperson. Kate Chopin rammer i hjertekulen uden at sigte efter den, og beskriver så yndefuldt en eksistentiel kvælen, at jeg i øjeblikke lulles ind i forestillingen om, at alt er godt.

Suk. At snuble over en sådan bog, er dog en smertefuld lykke. Der skal flere klassikere på bordet.

Se flere udgivelser af Kate Chopin her