Vi er så heldige at have legendariske Jacob Krogsøe – mediebibliotekar, filmguru og redaktør på online-magasinet Planet Pulp – som gæsteblogger i dag! Vi har fået lov til at sammenklippe en nytårsføljeton over Jacobs bedste læseoplevelser i 2016 🙂
2016 er en afsluttet sag nu, og jeg vil her præsentere min top fire over mine største læseoplevelser i år. Et år, hvor jeg ”kun” har læst 63 bøger (tegneserier, Empire og Ugens Rapport tæller desværre ikke med).

Nummer 4
Nummer fire på listen er Dennis Lehanes ”Verden af i går,” som er sidste bind i serien om Coughlin-familien – andet bind, ”Lev om natten” er lige blevet filmatiseret af og med Ben Affleck. I 1943 er verden i krig, men der er også optakt til en krig mellem magtfulde gangstere i Florida. Joe Coughlin, tidligere gangsterboss og nu rådgiver for mafiaen, forsøger at leve et tilbagetrukket liv. Men fortiden banker på døren.
Dennis Lehane finder ind til den åre, hvor de store gangsterfortællinger findes. Det er brutalt, tragisk og poetisk. Stemningen er fortættet, plottet skarpt og de skæbnetunge skyer maler Lehane med sikker hånd. Lehane skildrer en verden i forandring. Som her:
“Det var en følelse, han havde haft de seneste måneder af, at hele verden var ved at blive omskabt, at slavedæmoner utrætteligt arbejdede på det dag og nat inde i den inderste kerne, hvor de omformede, omstøbte.”
Den stemning kender vi fra mesterlige gangsterfilm som Godfather-trilogien, hvor det starter så godt men slutter så grumt. “Verden af i går” er en fremragende roman, enkel, smuk og effektiv.

Nummer 3
Her ser I den tredjebedste læseoplevelse jeg har haft i år.
Vi følger over en lang årrække fire studiekammerater, fire unge mænd, der er bosat i New York. Men fra et være en beskrivelse af de fire venners liv i storbyen, skifter romanen karakter. Historien ændrer fokus og bliver til fortællingen om Jude. Og hvordan Judes brutale opvækst, med årelange overgreb, påvirker venskabet med specielt Willem.
“Et lille liv” er en kompromisløs, tidløs og fremragende roman. De 800 sider er en rejse ind i den menneskelige sjæl, ind i venskabers kerne og en rejse ind i kærligheden og smerten og den måde hvordan overgreb kan ødelægge et menneske. Smukt og mørkt skrevet, som her hvor Judes forhold til Caleb beskrives:
“Der er en slags symmetri i hans forhold til Caleb, der giver mening: De er ødelæggeren og den ødelagte, den ildelugtende affaldshob og sjakalen, der sniffer rundt i den.”
Forfatteren formår desuden at holde flere handlingstråde, flere fortællestemmer og flere tider i spil uden at det mudrer fortællingen. En smuk og grum sag.

Nummer 2
Den næstbedste bog, jeg har læst i år, er “Englene i Avignon” skrevet af mester Reuter.
1314, Avignon. Pave Clemens V lider af en åndelig sygdom. Paven beslutter, i al hemmelighed, at påbegynde en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce, hvor han tror at han kan blive helbredt. Med på rejsen er pavens livlæge Cobus, munken Enzo, fem messedrenge samt eksorcisten Peter van Dreusen. Samtidig følger vi to mænd der indgår et væddemål, to mænd som ikke er mennesker. Romanen blander den historiske roman med træk fra krimigenren og religiøse tekster. Romanen vil meget, afsøger mange grænser og konstruktionen truer med at kollapse, men gør det aldrig.
“Englene fra Avignon” er nemlig en overdådig, ambitiøs, velfortalt og spændende historie, hvor Reuter endnu engang viser sig som en af landets dygtigste historiefortællere. På overfladen er der den spændende rejse, der krydres med mord og sideløbende er der vigtige religiøse tanker og ideer. Tænk blot på “Jobs Bog.” Alt dette fortalt med en detaljerigdom, der får middelalderen til at åbenbare sig for læseren. Men det stærkeste kort er dog hovedpersonen, antihelten Peter van Dreusen, der er så menneskelig og almindelig, at man som læser identificerer sig med hans mangler og strabadser.
Der er et slægtskab med Umberto Ecos mesterlige middelalderroman “Rosens navn” og i selve den mørke rejse kan man genkende fra Conrads “Mørkets hjerte” og Jensens “Den første sten.” Nu skal det ikke handle om andre anmeldere, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Bukdahl sabler bogen ned i Weekendavisen. Rent faktisk tænker jeg, at vi ikke har læst den samme bog.
Læs den. Der er tale om fin, fin litteratur.

Nummer 1
Dette er skrevet lige før det hele går op i Dronningen, Mokai, røgbomber og utallige danskere, der forsøger at lege kokke, og jeg vil lige nå at fortælle om min største læseoplevelse i 2016, og den kommer fra Norge i form af “Darlah.”
Vi er et par år ude i fremtiden. NASA udskriver en konkurrence, hvor tre teenagere kan komme med på en ekspedition til månen. De “heldige” vindere bliver franskmanden Antoine, japaneren Midori og nordmanden Mia. Men da de ankommer til månen, viser det sig, at alt ikke er som det burde være. The horror, the horror!
Voldsomt underholdende, velskrevet og handlingsmættet roman, hvor den unge norske forfatter Johan Harstad både udviser stor genreforståelse og fint sprogbrug. En fascinerende sammenblanding af forskellige genrer og et festfyrværkeri af subtile referencer til film, musik, tv-serier og bøger. Som her med et anerkendende nik til “Tilbage til fremtiden”:
“Men det var først, da de fik kontakt med opfinderen E.L. Brown, at der kom fart over feltet”.
De mange referencer gør hverken fortællingen mudret eller uskarp. Det gør tværtimod, at man har lyst til at læse bogen igen med det samme, man har lagt den ned, og bedre anbefaling fås næppe.
På mange måder en ungdommelig blanding af Michael Crichtons “Kuglen,” Stanislav Lems “Solyaris,” tv-serien “Lost” og filmene “Alien/Aliens”.
Herligt og godt nytår!