Anmeldelse: Døde piger lyver ikke” af Jay Asher

316 sider. Roman (YA). Politikens Forlag. 24. august 2010.

Note: Jeg har lånt denne posts hovedbillede fra Xenias bogblog, så kig forbi dér!

030911_packshot

”13 Reasons Why,” som den hedder originalt, udkom i 2006, og i 2016 kom der en jubilæumsudgave. Den danske udgave er fra 2010, men er det ikke egentlig Young Adult? Jo. Suk. For anden gik i mit liv er jeg blevet narret til at læse YA (første gang var ”Bogtyven”), og for anden gang gør det overhovedet ikke noget! Jeg er far til en 13-årig, og eftersom mine egne forældre var knap så egnede til at have børn, har jeg ingen idé om, hvad jeg laver, eller hvordan man gør. Jeg prøver tit at læse mig til det eller at læse mig ind i teenage-sindet, og ”Døde piger lyver ikke” er lige vand på den mølle.

16-årige Hannah har begået selvmord, men ingen ved faktisk hvorfor. Clay arbejdede sammen med hende i den lokale biograf og havde et heftigt crush på hende. Til en fest var de endda sammen, men så skubbede hun ham væk. Et par uger efter hendes død lander en pakke på hans dørtrin. Det er syv kassettebånd med 13 historier indtalt af Hannah selv, før hun døde. De fleste drejer omkring en begivenhed eller en relation, der har svigtet. Små ting. Nødløgne. Teenage-hensynsløshed. Fraværende voksne. Små ting, der bliver til store ting. Der er også et kort, der afmærker vigtige steder i historierne. Det sætter Clay på en jagt fra sted til sted, mens han lytter båndene igennem. Som historien skrider frem, og Clay genkender elementer i fortællingen, men først nu begynder at forstå sammenhængen, konfronteres han med sin egen rolle. Kunne han selv have gjort noget

Det er en grum fortælling om teenagelivets skrøbelighed, hvor ry og rygter, egoisme og flokmentalitet eskalerer og gør de mindste ting uoverskuelige. Det mest uhyggelige er næsten, at hele historien foregår i en æra før sociale medier! Læs den og spørg dig selv, om du egentlig ved, hvordan dine børn har det, og hvad de laver lige nu. Tving herefter din tween eller din unge teen til at læse den, inden de næste gang logger på FB eller snappen. Du kan takke mig senere …

Min mormor og Magna Print

Ude på landet i Vendsyssel i perioden 1976-1983 var der ikke daginstitutioner. I hvert fald ikke i Astrup, som jeg kommer fra. Jeg blev i mine første syv år passet af min mormor, Marie Kjeldsen, når mine forældre var på arbejde. Hun er blevet et af mine læseforbilleder. 

Her er historien om, hvordan hun sørgede for, at jeg voksede op i et sprogligt rigt miljø, hvor der både var Lykkehjulet, krydsogtværs, salmevers og masser af romaner.

Damen med de store briller, der har en beskyttende arm rundt om den korthårede pige, er min mormor. Pigen er mig.

Marie var født i 1913 og elskede læse og skrive. Hun var bogligt begavet, men som så mandre andre børn af den tid havde hun ikke mulighed for at tage en længere uddannelse. Hun blev gift med Søren, de fik en gård og fire børn i 1935, 1938, 1947 og 1951. Hun blev enke som 63-årig og var på det tidspunkt flyttet fra gården ind til et hus i en landsby. 

Her passede hun børnebørn og tog imod en lind strøm af kaffetørstige gæster. Min mormor var svagtseende og havde meget tykke briller. Min mor sørgede for at låne Magna Print-romaner i rigelige mængder til hende. Jeg var fascineret af Magna Print-bøgernes flotte, grafiske forsider med de karakteristiske striber. I lang tid troede jeg, at at Magna Print var en forfatter – en yderst produktiv forfatter! 

Min mormor skrev indløbslister, breve og julekort. Hun kunne et hav af tekster fra Højskolesangbogen og salmebogen ud af. En af hendes største fornøjelser var at løse krydsogtværs. Da TV2 åbnede sad hun trofast klar foran skærmen hver aften, når der var Lykkehjulet. Den lille ordleg med køb af vokaler underholdt hende igen og igen. Hun strikkede nok eller skrællede kartofler, mens hun fulgte med. Det var dengang Michael Meyerheim var en frisk ung mand. 

Vendsyssel Tidende, Sindal-avisen, Jyllands-Posten og ugeblade var blandt de vigtigste trykte medier hos min mormor. Inden middagsluren på sofaen læste hun i sin bog. Så skulle jeg være stille. Jeg kan godt forstå, at hun har haft brug for en stilletime. Jeg var et meget talende barn, siges det. Imens kiggede jeg f.eks. i hendes bog med billeder af den danske kongefamilie. Jeg sad også og kiggede i familiealbummer med fotos af Kjeldsen-klanens medlemmer. En familie er vel en familie. 

Da jeg selv lærte at læse og fik smag på længere bøger, kastede jeg mig begærligt over klassikere som Sind af Jakob Knudsen og Desirée af Anne Marie Selinko. Selvfølgelig i Magna Print, der lå hjemme hos mormor. Alvorlige sager for en 12-årig. Det var dybt tilfredsstillende at kværne så mange sider SÅ hurtigt. Det kan man nemlig med Magna-bøgerne. Jeg husker dog ikke, at min mormor og jeg nogensinde snakkede om bøgerne. 

Som 14-årig var jeg ligesom alle andre 14-årige piger fortabt i Tine Brylds Liv og Alexander-bøger. Med sex, utroskab og hele moletjawsen. Min mormor sagde, at hun egentlig godt ville prøve at læse bøgerne for at få en idé om, hvorfor jeg godt kunne lide dem. Så hun lånte mine paperback-udgaver. Jeg stivnede lidt ved tanken om de erotiske scener. Dem ville hun jo støde på. Pinligt. Da hun havde læst romanerne, sagde hun ligefremt, at det ikke var noget for hende, men at hun godt forstod, hvorfor jeg var så optaget af dem.

Det glemmer jeg aldrig. Det har for mig stået som noget helt særligt, at min mormor var interesseret i mine læsepræferencer. Inspirationen gik ikke kun den ene vej. En pige på 12 og en kvinde på 75 kan have meget til fælles ud over blodets bånd. 

Min mormor anede intet om pædagogiske tilgange til early literacy, børns tidlige sprogtilegnelse eller didaktiske principper. Hun havde bare en hverdag, hvor skrift, bøger og tekst i bred forstand fyldte meget. Ligesom i så mange andre almindelige menneskers liv. Jeg var en del af hendes husholdning, og alt, hvad der skete i hendes stue, husker jeg skarpt. Nu er jeg 40. Hvis jeg er heldig, så får jeg selv lov til at blive den slags bedstemor et godt stykke ude i fremtiden. Men det bliver uden Lykkehjulet.

Forskeren Kjeld Kjertmann har mange bud på, hvordan børns læsestart kan kobles meget tidligt med hverdagens almindelige gøremål, hvor skrift er involveret. Hans hovedpointe er, at skolen ikke skal have monopol på læsestarten.

På Kjeld Kjertmanns hjemmeside ligger en række inspirerende artikler om emnet

Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

Vittrup

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Bred appel

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

 

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

dsb-bogsnak-blogpost-billede

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

 

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

 

 

Jacob Krogsøes 2016 hitliste

Vi er så heldige at have legendariske Jacob Krogsøe – mediebibliotekar, filmguru og redaktør på online-magasinet Planet Pulp – som gæsteblogger i dag! Vi har fået lov til at sammenklippe en nytårsføljeton over Jacobs bedste læseoplevelser i 2016 🙂

2016 er en afsluttet sag nu, og jeg vil her præsentere min top fire over mine største læseoplevelser i år. Et år, hvor jeg ”kun” har læst 63 bøger (tegneserier, Empire og Ugens Rapport tæller desværre ikke med).

download

Nummer 4

Nummer fire på listen er Dennis Lehanes ”Verden af i går,” som er sidste bind i serien om Coughlin-familien – andet bind, ”Lev om natten” er lige blevet filmatiseret af og med Ben Affleck. I 1943 er verden i krig, men der er også optakt til en krig mellem magtfulde gangstere i Florida. Joe Coughlin, tidligere gangsterboss og nu rådgiver for mafiaen, forsøger at leve et tilbagetrukket liv. Men fortiden banker på døren.

Dennis Lehane finder ind til den åre, hvor de store gangsterfortællinger findes. Det er brutalt, tragisk og poetisk. Stemningen er fortættet, plottet skarpt og de skæbnetunge skyer maler Lehane med sikker hånd. Lehane skildrer en verden i forandring. Som her:

“Det var en følelse, han havde haft de seneste måneder af, at hele verden var ved at blive omskabt, at slavedæmoner utrætteligt arbejdede på det dag og nat inde i den inderste kerne, hvor de omformede, omstøbte.”

Den stemning kender vi fra mesterlige gangsterfilm som Godfather-trilogien, hvor det starter så godt men slutter så grumt. “Verden af i går” er en fremragende roman, enkel, smuk og effektiv.

Et_lille_liv_smuds_2.indd

Nummer 3

Her ser I den tredjebedste læseoplevelse jeg har haft i år.

Vi følger over en lang årrække fire studiekammerater, fire unge mænd, der er bosat i New York. Men fra et være en beskrivelse af de fire venners liv i storbyen, skifter romanen karakter. Historien ændrer fokus og bliver til fortællingen om Jude. Og hvordan Judes brutale opvækst, med årelange overgreb, påvirker venskabet med specielt Willem.

Et lille liv” er en kompromisløs, tidløs og fremragende roman. De 800 sider er en rejse ind i den menneskelige sjæl, ind i venskabers kerne og en rejse ind i kærligheden og smerten og den måde hvordan overgreb kan ødelægge et menneske. Smukt og mørkt skrevet, som her hvor Judes forhold til Caleb beskrives:

“Der er en slags symmetri i hans forhold til Caleb, der giver mening: De er ødelæggeren og den ødelagte, den ildelugtende affaldshob og sjakalen, der sniffer rundt i den.”

Forfatteren formår desuden at holde flere handlingstråde, flere fortællestemmer og flere tider i spil uden at det mudrer fortællingen. En smuk og grum sag.

1703097_1479793694

Nummer 2

Den næstbedste bog, jeg har læst i år, er “Englene i Avignon” skrevet af mester Reuter.

1314, Avignon. Pave Clemens V lider af en åndelig sygdom. Paven beslutter, i al hemmelighed, at påbegynde en pilgrimsrejse til broen Ponte il Duce, hvor han tror at han kan blive helbredt. Med på rejsen er pavens livlæge Cobus, munken Enzo, fem messedrenge samt eksorcisten Peter van Dreusen. Samtidig følger vi to mænd der indgår et væddemål, to mænd som ikke er mennesker. Romanen blander den historiske roman med træk fra krimigenren og religiøse tekster. Romanen vil meget, afsøger mange grænser og konstruktionen truer med at kollapse, men gør det aldrig.

“Englene fra Avignon” er nemlig en overdådig, ambitiøs, velfortalt og spændende historie, hvor Reuter endnu engang viser sig som en af landets dygtigste historiefortællere. På overfladen er der den spændende rejse, der krydres med mord og sideløbende er der vigtige religiøse tanker og ideer. Tænk blot på “Jobs Bog.” Alt dette fortalt med en detaljerigdom, der får middelalderen til at åbenbare sig for læseren. Men det stærkeste kort er dog hovedpersonen, antihelten Peter van Dreusen, der er så menneskelig og almindelig, at man som læser identificerer sig med hans mangler og strabadser.

Der er et slægtskab med Umberto Ecos mesterlige middelalderroman “Rosens navn” og i selve den mørke rejse kan man genkende fra Conrads “Mørkets hjerte” og Jensens “Den første sten.” Nu skal det ikke handle om andre anmeldere, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Bukdahl sabler bogen ned i Weekendavisen. Rent faktisk tænker jeg, at vi ikke har læst den samme bog.

Læs den. Der er tale om fin, fin litteratur.

darlah-172-timer-paa-maanen

Nummer 1

Dette er skrevet lige før det hele går op i Dronningen, Mokai, røgbomber og utallige danskere, der forsøger at lege kokke, og jeg vil lige nå at fortælle om min største læseoplevelse i 2016, og den kommer fra Norge i form af “Darlah.”

Vi er et par år ude i fremtiden. NASA udskriver en konkurrence, hvor tre teenagere kan komme med på en ekspedition til månen. De “heldige” vindere bliver franskmanden Antoine, japaneren Midori og nordmanden Mia. Men da de ankommer til månen, viser det sig, at alt ikke er som det burde være. The horror, the horror!

Voldsomt underholdende, velskrevet og handlingsmættet roman, hvor den unge norske forfatter Johan Harstad både udviser stor genreforståelse og fint sprogbrug. En fascinerende sammenblanding af forskellige genrer og et festfyrværkeri af subtile referencer til film, musik, tv-serier og bøger. Som her med et anerkendende nik til “Tilbage til fremtiden”:

“Men det var først, da de fik kontakt med opfinderen E.L. Brown, at der kom fart over feltet”.

De mange referencer gør hverken fortællingen mudret eller uskarp. Det gør tværtimod, at man har lyst til at læse bogen igen med det samme, man har lagt den ned, og bedre anbefaling fås næppe.

På mange måder en ungdommelig blanding af Michael Crichtons “Kuglen,” Stanislav Lems “Solyaris,” tv-serien “Lost” og filmene “Alien/Aliens”.

Herligt og godt nytår!