Den dag røde russerne kommer

juli 15, 2022 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Ordet tragedie dukker mange gange op som noget af det første, når man taler om Rusland. På det seneste er ordvalget nok blevet noget mere groft og berettiget grumt, men det ændrer ikke ved, at folk, der har henslæbt livet i det gamle russiske imperium, det hedengangne Sovjetunionen eller det nuværende gangstervælde, har været udsat for horrible ting. Oftest orkestreret og udført af deres egne ledere. Deraf det tragiske.

De nedenstående bøger kommer ret vidt omkring, men giver alle et indblik i den råddenskab og de historiske katastrofer, der på den ene eller anden måde har ramt folk i grænselandet mellem øst og vest.

Og i det grænseland starter vi da også.

Den sorte muld og den blodige jord

Afghanistan har ry for at være imperiernes gravplads. Et ry og et tilnavn, der, ikke mindst efter den nylige og noget pinagtige amerikanske tilbagetrækning, har fået nyt liv.

Et tilnavn, man har hørt noget mindre, der dog synes endnu mere passende, er ”blodlandet”. Et udtryk, der dukkede op i Timothy Snyders ’Bloodlands’ fra 2011 og dækker over Baltikum, Polen, Ukraine og Belarus. Altså, et område, der er sølet ind i blod.

*Man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine efter endt læsning.*

I ’Bloodlands’ beskriver Snyder med en velsleben pen og ordet i sin magt, de horribel overgreb befolkningerne i blodlandet har været udsat for fra både Stalin og Hitlers hånd. Overgreb, der i 30’erne og 40’erne førte til mere end 14 millioner menneskers død.

Snyder formår især at vise, hvilken kynisme og nådesløshed befolkningerne i området blev behandlet med, og man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine, Polen og de baltiske lande.

Men konflikten mellem russerne og deres naboer, ikke mindst ukrainerene, er endnu ældre.

En bog om krig og kaos i Kyiv

I ’Den Hvide Garde’ fortæller den ukrainskfødte Mikhail Bulgakov med udgangspunkt i familien Turbin om Ukraine og særligt Kyiv under den russiske borgerkrig i 1917-22.

Fortællingens fokus er lagt på den vordende ukrainske nations hovedstad i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys i en kamp mellem ukrainske nationalister af forskellig slags, røde og hvide russere, tyskere, kosakker, polakker og Vestmagterne.

*Bulgakov giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre glemt tid.*

Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller nok nærmere retten til eget liv.

’Den Hvide Garde’ var på min liste over sommerlæsning og er, som alle Bulgakovs øvrige bøger, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.

Knap så glemt er den periode, den næste bog beskæftiger sig med.

Den evigt syge bjørn

Vi er tilbage på imperiernes gravplads, nemlig Afghanistan. Ovenikøbet i et af de tilfælde, hvor tilnavnet er ganske korrekt. Afghanistan tog om ikke livet af USSR, så bidrog krigen i det uregerlige bjergland i den grad til Sovjetunionens kollaps.

Nu kan man mene, at russernes prøvelser i Afghanistan under Den Kolde Krig ikke har meget med nutiden at gøre, men det ville være en fejl. Vi ser nemlig en række af de samme fejl og overgreb gentaget i Ukraine i dag, og man kan trække en lige linje mellem de tiltag, styret i Kreml brugte dengang og bruger i dag for at holde befolkningen hen i uvidenhed og begrænse kritik.

*Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde, og det gør ’Zinkdrengene’ til en særlig stærk læseoplevelse.*

Gennem en række nedslag og personlige fortællinger, viser belarussiske Svetlana Aleksijevitj, hvordan den sovjetiske hær, trods sit formidable ry, var mere en syg papirbjørn end den frygtindgydende kommunistiske krigsmaskine, som mange havde frygtet. Aleksijevitj fortæller historien om en hær, der drak, tog stoffet, var uden en ordentlig ledelse, manglede alt lige fra mad til medicin og var plaget af en løbsk korruption, der undergravede hær såvel som samfund.

Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde i ’Zinkdrengene’, og det gør bogen til en særlig interessant og stærk læseoplevelse, hvor man får civilsamfundets syn og reaktion på krigen fremfor en egentlig krigshistorie.

Civilsamfundet og det almindelig Rusland spiller også den centrale rolle i den sidste anbefaling.

Et gangstervældes anatomi og tyveriet af et land

I ’Red Notice’ giver pengemanden Bill Browder et fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk indblik i Rusland, storfinans og politik. Browder er en levende fortæller, der med veldoseret selvironi og stor ærlighed tager læseren med til Det Vilde Østen, der var Rusland i 90’erne og start 00’erne.

*’Red Notice’ – fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk.*

Meget passende hedder et af kapitlerne ‘Analyse af et tyveri’ og det er både meget rammende for, hvad den russiske befolkning blev udsat for og for bogens tema. Selvom Browder kom til Rusland for at tjene penge, så ender han hurtigt med at måtte kæmpe for at beskytte sine investorer og de russiske firmaer mod griske og skruppelløse oligarker. Oligarker, der opfører sig som gangstere og bogstaveligt talt sjæler alt, hvad der ikke er naglet til jorden.

Murens fald, Sovjetunionens opløsning og demokratiseringen kunne have været så godt, men i stedet endte russerne med et horribelt gangstervælde og korruption i en helt uforståelig grad. Her og der er der lyspunkter, men det er en trist historie og et fint eksempel på, hvorfor vi i Vesten skal gå hårdt i rette med typer som Putin.

Undervejs falder Browder i øvrigt pladask for en russisk kvinde, der mildest talt synes, vor helt er lidt af en spade. Han vinder dog point ved at søge til litteraturen og de finder sammen over en bog. Det er en lille sideanekdote, men min indre bibliotekar og pladderromantiker blev helt varm om hjertet.

‘Red Notice’ kan varmt anbefales. Selvom det er en deprimerende fortælling om grumme magtmennesker og et udplyndret land og folk, så er Browder en fremragende fortæller med noget på hjertet, og man får et godt indblik i, hvilken type leder Putin er og hvilket land Rusland er. Nemlig et gangstyre af en stat, hvor alle enten er afhængige af Putin eller blot levet på hans nåde.

Når solen den forsvinder

Ovennævnte bøger er, indrømmet, ikke nødvendigvis den mest opløftende læsning i verden. I det hele taget er det svært at finde noget videre lys i mørket lige for tiden, om end jeg selv finder en vis glæde og håb i balternes, polakkernes og særligt ukrainernes humor, standhaftighed og solide væsen. ”Keep cool” kunne godt være mottoet for vores venner i Kyiv, hvis vi nu skal fortsætte med C.V. Jørgensen referencerne. Historisk set har de gode ukrainere om ikke andet udholdt alverdens urimeligheder og alligevel fundet tilbage til livet. Og det er jo nok menneskenes lod. Heldigvis er vi ikke så nemme at slå ud. Solen skal nok komme igen, også selvom det hele synes at gå ad helvede til lige nu.

Slava Ukraini.

Boginfo

’Bloodlands’ af Timothy Snyder, Jyllands-Posten, 2011, 556 sider.

’Den Hvide Garde’ af Mikhail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider.

’Zinkdrengene’ af Svetlana Aleksijevitj, Lindhardt og Ringhof, 2016, 383 sider.

’Red Notice’ af Bill Browder, Don Max, 2016, 379 sider.

Jans litterære prøvelser i 2021

december 28, 2021juni 16, 2022 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Når man tænker på, hvor mange forskellige bøger i vidt forskellige genrer, der bliver skrevet og udgivet, så har jeg læst alt for lidt og alt for smalt i 2021. Det har jeg nok altid haft en vane med. Altså, at læse for smalt og inden for nogle få områder af interesse. I år har det dog været særligt grelt. Sådan føles det om ej andet.

Jeg læser altid meget faglitteratur, men i år har jeg stort set kun læst om vikinger, normannere og korstog – man aner et tema -, samt et lettere eklektisk rodsammen af emner. Bl.a. en fremragende bog om Shanghai og familierne Sassoon og Kaadories historie, og James Hollands lige så fremragende ’Brothers in Arms’ om briternes muligvis mest kampduelige panserstyrke nogensinde.

Men vi har jo lidt en tommelfingerregel om at anmelde nyere bøger, der er udgivet på dansk. Mestendels, om ikke andet.

Og den har jeg prøvet at holde mig til … sådan da.

Den vilde bibliotekshistorie

Hvis man er en total biblioteksnørd – og det er jeg jo -, så kan man ikke komme uden om ‘Dansk Bibliotekshistorie’, når man taler om årets store udgivelser og læseoplevelser.

‘Dansk Bibliotekshistorie’ er et digert 2-binds værk skrevet og redigeret af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen. Nan er, foruden min gamle underviser, en herre med en god pen og en stor glæde ved biblioteksvæsnet, og det kan man tydeligt mærke.

Som navnet antyder, får man en god indføring i dansk bibliotekshistorie og lærer en masse af de ildsjæle, der har været med til at skabe det bibliotek vi kender i dag, at kende. Selv om bøgerne går kronologisk frem, kan man lave nedslag her og der, og læse om de perioder, der interesserer en mest.

For mit vedkommende er det særligt bind 2, hvor vi nærmer os nutiden og der kommer lidt mere på spil, der er interessant. For det er her, vi kommer ind på bibliotekslukninger, sparerunder og som Politikens Jes Stein Pedersen i sin anmeldelse af bøgerne kalder ”akademiseringens svøbe”.

Har man ikke fået nok af biblioteker, så kan jeg også anbefale Candida Höfers smukke fotobog ‘Libraries’, der viser bibliotekernes spændvidde verden om. Bogen indledes med en essay af bibliotekselskeren over dem alle, nemlig selveste Umberto Eco.

De ukendte kvinders bog

Jeg havde den store og udelte fornøjelse at drikke kaffe og spise citronmåne med Gry Jexen i sommers, mens vi talte om exofiktion og glemte kvindeskikkelser til podcasten ’Krydsord’. Gry var så venlig at give mig et eksemplar af sin bog ’Kvinde kend din historie’, hvilket ikke kun var usædvanligt sødt, men også gav en interessant læseoplevelse.

Bogen indeholder 50 kvindeportrætter og er tematisk opdelt. F.eks. finder man under ’Magt & Politik’ en kendt skikkelse som Ebba Strange og den for mange af os mindre kendte Dronning Dorothea, mens man under ’Uddannelse’ finder imponerende Inge Lehmann.

Udover at ’Kvinde kend din historie’ på bedste vis rammer tidsånden, så er den informativ og gør læseren klogere på nogle af de mennesker, der har formet den verden, vi lever i. Mennesker, der fortjener, lidt opmærksomhed. Eneste minus er, at Jexen hist og her godt kan have en lidt løftet pegefinger, men det er en lille ting.

En anden bog, og nu er vi ovre i det engelske og mit korstogsflip, der tematisk kunne være en fin følgesvend til ’Kvinde kend din historie’, er Katherine Pangonis’ ’Queens of Jerusalem’, der fortæller historien om Morphia af Melitene og hendes døtre – heriblandt Melisende af Jerusalem. Ikke kun udspiller bogen sig i de frankiske besiddelser i Levanten, men der er tale om en gruppe handlekraftige og viljestærke kvinder, der fortjener en mere fremtrædende plads i historien.

En digter af naturens nåde

Min gode og højtskattede veninde Sarah slæbte mig alt for sent fredag aften rundt på BogForum. Jeg var, indrømmet, en kende vrangvillig og ville egentlig helst bare over i den nærmeste bar og tylle nogle kolde GT’ere. Men Sarah var gået i lyrisk selvsving, så jeg blev nådesløst halet med rundt blandt mikroforlag og digtere.

Og det er jeg glad for.

Vi endte nemlig hos Asger Schnack, der med store glæde og passion fortalte om Ekse K. Mathiesen. Eller ESKE! som Asger glad kaldte den nu desværre afdøde digter. Som det ofte er med passion, så bliver man grebet og jeg købte den lille digtsamling ’Omveje’. Det var den absolut mindste bog, jeg halede med mig hjem fra Amagers stormomsuste vidder, men den bog, der gjorde størst indtryk.

Digtet ’Den første’ er et fornemt eksempel på Mathiesens evne til at inddrage sit lune i et digt, der emmer af naturglæde og begejstringen for de mindste dyr og ting.

”Hørte i går årets første frø kvække

og jeg fandt den første storkenæb.

Og en mus, der var faldet i staver

i solvarme på kanten af den fugtige

sti, fik øje på årets første digter

og pilede forskrækket ud af digtet

ind i skoven.”

Er det ikke fint?

Jeg glæder mig om ikke andet selv til at læse meget mere af Mathiesen.

Og så kom vi alligevel viden om

Så smalt var det måske heller ikke, når det nu kom til stykket, men jeg synes nu, jeg manglede noget bredde. Jeg mangler den store danske roman, den spændende actionthriller, fagbogen, alle taler om, og så videre og så videre.

Men når det så er sagt, så bød 2021 på nogle solide, inspirerende og velskrevne bøger, der har gjort mig klogere og mere nysgerrig på verden og ting, jeg ikke nødvendigvis hverken vidste eller ved så meget om. Og det er slet ikke så ringe endda.

Boginfo

’Dansk Bibliotekshistorie’ af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, Aarhus Universitetsforlag, hhv. 374 og 416 sider, 2021.

‘Libraries’ af Candida Höfer, Thames & Hudson, 271 sider, 2005

’Kvinde kend din historie’ af Gry Jexen, Gyldendal, 335 sider, 2021.

‘Queens of Jerusalem’ af Katherine Pangonis, Weidenfeld & Nicolson, 250 sider, 2021.12.27

’Omveje’ af Eske K. Mathiesen, Asger Schnack, 49 sider, 2020.

Achilleus’ Sang af Madeline Miller

december 8, 2021juni 16, 2022 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Historien om Troja og den stolte stads fald er næsten så gammel, som en historie kan blive, men i Madeline Millers hænder får den nu alligevel nyt liv.

For nok er det den samme gamle fortælling om stolthed, kærlighed og mænds hybris, hvor heroiske skikkelser som Odysseus, Ajax, Hektor, Agamemnon og et hav af andre grækere med stor fornøjelse tæsker løs på hinanden i en evig jagt på hæder og ære, men den har en anden tone og vinkel end de fleste andre fortællinger om antikken.

I ’Achilleus’ Sang’ følger vi den følsomme og lettere kejtede Patroklos, der er nok har en vigtig rolle i ’Iliaden’, men ikke just er nogen stor helt. I det hele taget har Miller en lidt anden vinkel med et større fokus på følelser og de græske heltes mere sårbare sider end Homer i kildematerialet.

Og det klæder på sin vis ’Achilleus’ Sang’.

Achilleus’ Sang – en god bog for enhver elsker af græsk mytologi og fortællinger om kærlighed.

Men hvorfor nu en sang?

Titlen på bogen undrede mig indledningsvist, men heldigvis flyder nettet over med kloge hoveder.

Nogle gange i hvert fald.

Sange er nemlig tæt koblet til ’Iliaden’. Engang i 300-tallet f.Kr. kom ’Iliaden’ i kløerne på en flok aleksandrinske lærde, der inddelte det episke digt i 24 sange. Det ser også ud til, at man på amerikansk, om ej andet, vælger, at se ’Iliaden’ som betydede ”sangen om Troja” og ikke ”det trojanske digt”, som vi i Danmark normalvis vil sige. Det er eks. titlen på Colleen McCulloughs bog fra 1998, der også handler om Trojas fald og grækernes mange indbyrdes skærmydsler.

Men det blev også nævnt et sted, at man kunne se det som Patroklos’ sang til Achilleus og et forsøg på at holde halvgudens kreative og menneskelige side i live. Og den vinkel kan jeg godt lide. For på en eller anden måde, så er bogen Patroklos’ kærlighedssang til sin guddommelige elsker.

En ungdomsroman i voksen klæder

Som sagt, så genfortæller Madeline Miller Homers ’Illiaden’ blot set fra den småkluntede outsider Patroklos’ side. Patroklos, der, efter at have dræbt en anden dreng ved et uheld, bliver forvist til det fjerne Phthia, hvor han møder den unge konge- og gudesøn Achilleus.

Achilleus er på mange måder Patroklos’ diametrale modsætning. Han er stærk, tilbedt og heroisk i en grad, der får den gennemsnitslige moderne superhelt til at virke som en blodsvag stakkel i trikot. Alligevel ender de to med at blive venner og med tiden fanget i den brusende forelskelse, der er kernen i historien.

Miller laver et nærmest odysseusk smart fortællegreb ved at lade Patroklos være akavet og udenfor. Det giver læseren, der heller ikke er hjemme i antikkens Grækenland, mulighed for at opdage verden sammen med hovedpersonen.

Men det er måske også romanens svaghed.

For i modsætning til hovedpersonerne fra Madeline Millers anden roman ’Kirke’, så er Patroklos nemlig ikke en specielt interessant eller har nogen særlig gribende personlighed. Han er også på mange måder meget passiv, lige indtil der, hvor det hele går galt og han dør.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ’Achilleus’ Sang’ som en ungdomsroman i voksenklæder. Det er der heller ikke noget galt i, men der mangler lidt tyngde i bogen. Særligt, når det kommer til karaktererne.

Men det er en lille ting.

Oh, den kærlighed

’Achilleus’ Sang’ er en overvejende velfortalt og underholdende dannelses- og kærlighedshistorie med stærke elementer af fantasy, hvor fokus er på vor hovedperson og Achilleus’ forhold og deres mange prøvelser.

Og her synes jeg, Miller går glip af en gylden mulighed for at vise to mænds forhold som noget helt naturligt, og ikke nødvendigvis også en kamp mod fordømmende omgivelser.

Homoseksualitet, for så vidt de gamle grækere egentlig tænkte på den måde, var ikke noget forbudt eller forkert, men noget meget naturligt og en del af hverdagen. Det skal man ikke have stødt på mange græske vaser for at have en god idé om. Den vinkel havde måske været mere interessant at forfølge end nok en roman om to elskende, der af forskellige grunde må skjule deres kærlighed.

Og det er en lidt større ting.

Jeg føler om ikke andet, at nok har jeg fået en god og velskrevet historie – ingen tvivl om det -, men kunne have fået en helt fantastisk historie.

Boginfo

Achilleus’ Sang af Madeline Miller, Grønningen 1, 2021, 357 sider.

For at hjælpe læserne lidt på vej, så er der bagerst i bogen en oversigt over de forskellige personer – guder som helte -, der er med i fortællingen.

Rasmus Hastrup har gjort et godt stykke arbejde med oversættelsen. Cadeau for det.

Bogen har tidligere været udgivet på dansk i 2013 på Turbulenz, og er Madeline Millers debut.

Udød

november 27, 2020november 26, 2020 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Nostalgi er en stærk følelse og den dukker op i mange sammenhænge. For mig, der er vokset op i 80’erne, så mærker jeg den for eksempel særligt i forbindelse med en tv-serie som ’Stranger Things’, actionfilm som ’Predator’ eller Ernest Clines ’Ready Player One’

Eller hver gang jeg hører Dennis Jürgensens navn.

Og Dennis var den første, jeg tænkte på, da jeg læste Rubens Greis’ nyeste bog. ’Udød’ er – og det er ment som den største cadeau til Ruben – ganske som at læse en yngre Jürgensen. Der er spor af ’Tingen i cellen’, ’Kærlighed ved første hik’ og naturligvis hans senere zombiebøger.

Men det er mest de første, jeg bliver mindet om.

Der er nemlig en farverig fandenivoldsk tone kombineret med humor og handling i ’Udød’, som man ikke ser og oplever så tit mere, og det gør en ellers på mange måder ret klassisk zombiehistorie til noget særligt.

Zombier på speed

For det er en historie, vi har set før. Gale videnskabsfolk, virksomheder uden skrupler og agenturer fra alfabetsuppens bundlag roder med ting, de ikke burde rode med.

Men det er en formel, der holder. Ikke mindst, når den er fortalt med overskud og blik for både popkultur og horror.

Kort fortalt, så er handlingen i ’Udød’, at en virus slipper ud i et laboratorium under en forskerkonference, og snart må en flok meget forskellige og ofte lettere dysfunktionelle typer med teenageren Tom i spidsen kæmpe for at overleve, da virussen naturligvis forvandler et hav af mennesker til zombier.

Hovedpersonen Tom og de andre karakterer er tæt på at blive karikerede, og til tider irriterer de mig lidt, men sjovt nok er det bogens styrke og der, hvor de humoristiske øjeblikke og spændingen opstår. Det er ikke typiske helte, men levende personer. Folk, som vi kunne have mødt rundt om.

Og det er her, man føler ånden fra Dennis Jürgensen.

Skal jeg være lidt grov, så læser man ikke ’Udød’ for at få nye vinkler på zombiegenren, man læser den for sproget og for Greis’ evne til at skrive både sjovt og fængende på en og samme tid.

Plus, der er noget hyggeligt og netop nostalgisk i at blive ført igennem en klassisk zombiehistorie, hvor forfatteren bevidst bruger alle troperne og viser sit kendskab og store kærlighed til genren. Om end at navngive den gale videnskabsmand Hubert West måske er en lidt for direkte reference.

Værd at vide

’Udød’ er en ungdomsbog med særlig appel til børn, unge og folk som mig med en forkærlighed for tjubang og gode gys. Bibliotekerne anbefaler den til uforfærdede 12-årige og op, og det passer ganske godt.

Jeg var som både en glad horrornørd og et evigt barn på 47 ualmindeligt godt underholdt, og tænker, bogen vil vække glæde og gru bredt.

Som vores gode venner ovre på Planet Pulp så rammende skrev, så er ’Udød’ ”en åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.”

Bedre kan det ikke siges.

’Udød’ er trykt i en smuk hardcover udgave illustreret af den talentfulde Aske Schmidt Rose og vil alene af den grund klæde enhver bogreol eller bibliotekshylde.

Slutteligt og for god ordens skyld, vil jeg indskyde, jeg kender Ruben fra gamle, gamle dage. Jeg mindes vagt, vi gik på gymnasiet sammen og slavede vist også løs i Post Danmarks dybe saltminer på samme tidspunkt. Det husker jeg egentlig ikke så godt, men jeg husker Rubens rablede fortællegen og glæde ved en god historie.

Og sådan er han stadig; en glad historiefortæller af guds nåde.

Boginfo

’Udød’ af Ruben Greis. 316 sider, Calibat, 2020.

Det magiske ved togrejsen

april 1, 2020 / Jan M. Johansen / 3 kommentarer

Kombinationen af nostalgi og nutidens fokus på klima har gjort, at toget som rejsemiddel igen er i vælten, og for en gammel togromantiker som jeg vækker det kun glæde.

For mig vil en rejse med et tog nemlig altid have en snert af magi over sig. Nogle gange mindre, andre gange mere. Lige siden de første ture med de gamle bumletog fra min bette fødeby i provinsen til den store, store hovedstad eller især nattoget til Sæby i 5. eller 6. klasse, tror jeg, har togrejsen og toget altid været noget helt særlig.

Nu kan magi selvfølgelig være mange ting. Der kan være magi i både de små hverdagsoplevelser så vel som i de store livsomvæltende begivenheder. Det magiske øjeblik kan bestå i alt fra en strofe af en sang over et blik fra en veninde til en gåtur under en krystalblå himmel, eller de helt store ting som kærlighed eller ens første barn.

Og midt imellem er der så togrejser.

Togets fortryllende magt

Selvom virkeligheden alt for ofte ligger et stykke fra den til tider lige vel nostalgiske og måske ligefrem romantiske opfattelse af fortidens togrejser med elegante spise- og sovevogne og distingverede medrejsende i stiveste puds, så er der stadig noget over en togrejse.

Selv med DSB

Gennem det meste af mit arbejdsliv har jeg pendlet med tog. Og selvom jeg ikke just nyder at stå tidligt op, så har morgenrejsen, især i de perioder, hvor det er lyst om morgenen altid været, ja, ganske magisk. For mig er togrejsen på mange måder et symbol på, at verden er stor og fyldt med under.

Paul Theroux siger det så smukt og meget bedre end jeg i ’Den store jernbanebasar’: ”Jernbanen var en inspirerende basar, hvorfra enhver tålmodig rejsende kunne tage noget med sig, som man kunne mindes senere i livet.”

Togrejser har også altid haft en iboende ro, som jeg ikke finder ved en flyrejse eller en tur med en bus. Måske fordi tog netop minder mig om en anden tid. En tid med ro og muligheden for at tage sig tid. Man kan læse, tænke dybe tanker eller blot kigge drømmende ud af vinduet og se verden passere forbi.

En togrejse er som skabt til at læse.

Indrømmet, min fascination af tog hviler utvivlsomt på et fejlagtigt nostalgisk syn på en tid og en verden, der aldrig har eksisteret.

Men jeg er ikke alene.

Togbøger – bøger om tog, med tog og togrejser

Tog har alle dage fyldt meget i fiktionen og fantasiens verden. Tænk på, hvor mange bøger og film, der enten udspiller sig ombord på et tog eller på anden vis er centreret på en togrejse.

Og de griber os stadig.

Jeg tror vitterligt ikke, man finder noget, der vækker større interesse eller genklang end ’Hogwarts-ekspressen’. Der er granvoksne mennesker i min omgangskreds, der bliver forvandlet til glade børn ved tanken eller lystigt hygger sig med at bygge LEGO-sættet.

For mig er der dog intet større ’Orientekspressen’.

F.eks. så står ’Mord i Orientekspressen’ klokkeklart for mig. Filmen, dog. Bogen fik jeg først læst lang tid senere. Og jeg husker heller ikke andre personer end Poirot, men jeg husker toget og togrejsen. Alene ordet ”Orientekspressen” emmer af magi, eventyr og andre, mere eksotiske verdener.

Det er en glæde, jeg synes at dele med mange andre. Læs eventuelt Kristian Ditlev Jensen eller Torbjørn Færøviks bøger, hvis du vil have en fornemmelse af Orientekspressens magi.

Andre, mere eksotiske verdener får man også et fint indblik i med netop Paul Therouxs ‘Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien’. Bogen er ikke helt ny, men findes i et fint genoptryk, så ikke kun får man på bedste vis gennem Therouxs skarpe pen et indblik i Rusland og store dele af Asien, man får også en tur tilbage til en anden tid.

Nedenfor har jeg samlet en god håndfuld bøger, der fra lænestolen bringer læseren ud i verden og på eventyr med det magiske tog.

Anbefalet læsning

’Orientekspressen – en togrejse’ af Torbjørn Færøvik

Den norske journalist og forfatter Torbjørn Færøvik rejser med tog fra London til Samarkand i sporet af nogle af historiens mest centrale kulturpersonligheder.

Kristeligt Dagblad, 2019, 592 sider.

’Rejse gennem natten’ af Friederike Mayröcker

Bogen skildrer en togrejse fra Paris til Wien, og skal både forstås bogstaveligt og i overført betydning som et billede på livet og bevægelsen fra det ydre til det indre.

Palomar, 2019, 105 sider.

‘Bumletog fra Borup til Singapore – jorden rundt med tog‘ af Kim Greiner

Med stop i 13 lande og 27 byer kommer man med bogen på en rejse hen over landjorden fra Borup på Midtsjælland til Singapore på sydspidsen af Malaccahalvøen, og til steder som Bajkalsøen og Gobiørkenen

Mellemgaard, 2018, 522 sider, illustreret i farver.

‘På sporet af Italien – med tog fra Milano til Palermo‘ af Tim Parks

Den engelske forfatter giver et velskrevet og underholdende indblik i det moderne Italien gennem en togrejse fra Verona i nord til Palermo i syd.

C&K, 2017, 342 sider, illustreret.

‘Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien‘ af Paul Theroux

Bog skildrer en episk togrejse begyndende i 1973 på Victoria Station i London og tager gennem 4 måneder læseren gennem Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Indien, Thailand, Vietnam og Japan og tilbage til London med verdens mest legendariske tog. Bl.a. Orient-ekspressen og Den Transsibiriske Jernbane.

C&K, 2017, 381 sider.

‘Oplev Europa med tog – en rejseantologi for individuelle rejsende‘ af Britt Sallingboe

Bogens består af en serie artikler skrevet af passionerede europæiske togrejsende, og den er derfor fyldt med tips og ideer til folk, der ønsker at begive sig ud på en magisk og mindeværdig togrejse.

Mellemgaard, 2018, 570 sider, illustreret i farver.

‘Ord i Orientekspressen – rejseskildringer‘ af Kristian Ditlev Jensen

Indeholder 12 artikler, der oprindeligt er skrevet til DSBs ’Ud & Se’, og fortæller som kun Kristian Ditlev Jensen kan om 12 togrejser fra Oceanien over Europa til Amerika.

Gyldendal, 2007, 192 sider.

Den gode bogsnak

januar 30, 2020april 23, 2020 / Jan M. Johansen / 1 kommentar

Kultur, ikke mindst litteratur, har en imponerende evne til at skabe relationer og venskaber. F.eks. endte jeg en sen aften for år tilbage med at sludre om science fiction med Søren Kenner.

Sørens navn var et af de navne, der tit dukkede op, når der lystigt blev debatteret politik og samfundsforhold på de sociale meder. Men i dette tilfælde handlede det om science fiction bøger og forfattere, om end jeg ikke husker, hvordan vi kom ind på det.

Nå, siden er Søren blevet en god ven, som altid velvilligt og venligt stiller op, når jeg plager ham med spørgsmål om dette og hint. Som f.eks. her om bøger og biblioteker.

Faktisk kom vi så vidt omkring – vi er ikke just kendt for vores mådehold, når det kommer til ord -, at jeg har delt samtalen op i en post om bøger og læsning her på Bogsnak og en med fokus på biblioteker ovre på DGBib.dk.

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Men lad os for en god ordens skyld starte med at introducere Søren.

Jan: Med egne ord, hvem er Søren Kenner?

Søren: ”Gammel hippie og fritænker. Relativ succesfuld jack-of-all-trades: Iværksætter, forfatter, musiker, politisk aktivist, kommunikatør og ekspert i online salg. Bor i Cambridge med min søde hustru og to næsten voksne børn. Storforbruger af læseoplevelser, elsker min Kindle – alle burde have en – og læser både masser af faglitteratur, skønlitteratur, biografier mv.”

Jan: Er du den fødte læser?

Søren: ”Ja! Af flere grunde. Jeg lærte at læse tidligt, og læser meget hurtigt. Allerede i 3. klasse havnede jeg i “specialundervisning”, hvilket betød, at jeg kunne droppe ud af undervisningstimer, som kedede mig voldsomt og i stedet hoppe ned på skolebiblioteket. Her støvsugede jeg hurtigt den mest interessante del af udvalget fra ende til anden. Jeg elskede Jules Verne, Jack London, Mark Twain, Niels E. Nielsen, Willard Motley … Jeg havde også lidt hjælp hjemmefra, hvor min far udover at “tvinge” mig til DR’s torsdagskoncerter hver eneste fucking uge – dengang hadede jeg det, men nu er jeg glad for, at han gjorde det – sørgede for at jeg blev introduceret til Joseph Conrad, Hemingway, Shakespeare, Homer …”

Jan: Har bøger og læsning en anden betydning for dig i dag, hvor du bl.a. er blevet far, end det havde, da du var barn?

Søren: ”Egentlig ikke. Jeg har sammen med min søde hustru – der var en ørn til at læse for børnene, da de var mindre – sikret, at vores børn er vokset op omgivet af bøger, ideer, diskurs og diskussion. Der blev læst Tolkien, J.K. Rowling, Ursula K. Le Guin, Lene Kaaberbøl, Jan Kjær, Mark Twain og meget, meget mere. I dag ville man måske have stukket dem et podcast eller en audiobook, men måske ville der så have manglet noget.”

Jan: Du nævnte, at din far til din irritation udsatte dig for både torsdagskoncerter og litteratur. Hvordan tog dine egne børn det, at du selv gjorde det samme?

Søren: ”Det har sikkert til tider været frustrerende, men når jeg ser de unge mennesker, der er kommet ud af det, så har det været det værd. De er nysgerrige, søgende, velbelæste, selvtænkende, konfronterende, og allerbedst eksemplarisk forsøgende at udleve de ideer, de tror på. I øvrigt sjovt, at de to har formet sig helt forskelligt med holdningerne, der går fra socialstatshyldest til laissez-faire kapitalisme, men det gode er, at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies, og de bestemt har det godt med hinanden alligevel.”

Jan: Udover at læse meget, så læser du også meget bredt. Har dine læsevaner ændret eller udviklet sig med tiden?

Søren: ”De er blevet mere og mere esoteriske gennem årene. Groft sagt kan man opdele dem som følger:

God plotdrevet litteratur som eksempelvis James Lee Burke, Michael Connelly, Patricia Cornwell, Robert Crais, Lee Childs, Elmore Leonard, Cormac McCarthy etc. Også nogle gange mere ud i fantasylitteraturen så som Tolkien, Anne Rice, Isabel Allende, Neil Gaiman, Stephen King, Gabriel Garcia Marquez, Carlos Fuentez mv.

Klassisk litteratur som f.eks. Hemingway, Conrad, Blixen, Kipling og Walt Whitman, men også gerne Homer, Shakespeare eller Chaucer – som faktisk var ret morsom. Islandske sagaer not so much, omend Gaimans genfortolkning var ret underholdende.

Science fiction! Især near future og hard-science som eksempelvis Greg Egan, Greg Bear, William Gibson, Richard K. Morgan, Alastair Reynolds, Peter Hamilton, Paolo Bacigalupi, Liu Cixin … og selvfølgelig også masser af old-school sci-fi.”

Jan: Apropos hard-science, så læser du også en del faglitteratur, ikke?

Søren: ”Afgjort. Research af enhver slags. Altså, hvad vi ved – og gerne så tæt på kilden som forståelsesmæssigt muligt. Populærvidenskab især er vigtigt, fordi det giver almindelige, nysgerrige mennesker som mig en mulighed for at følge lidt med i, hvad der sker på forskningsområder som life-sciences, AI, kvantefysik mv. Jeg er også vild med databaser og statistik, fordi man der kan finde ud af, hvad der er hoved og hale på de nogle gange ret vilde påstande, man møder i medierne. Som oftest viser det sig, at journalisten har været doven, redaktøren click-bait søgende og at artiklen ikke er faktuelt velfunderet.

Og biografier og historie. Hvad skete der og hvad ved vi egentlig om Churchill, saxerne, vikingerne, første verdenskrig, anden verdenskrig, den kolde krig og magtpolitik? Hvad har formet vores virkelighedsopfattelse? Den nysgerrighed, der handler om at forstå verden i det hele taget – eller i det mindste at få et bedre indblik, mens vi glider gennem livet.”

Der burde ligge en bog af James Lee Burke på ethvert natbord

Jan: Hvis du skulle pege på en bog eller en forfatter, der virkelig har betydet noget for dig eller givet dig den helt store læseoplevelse, hvem skulle det så være?

Søren: ”Det er i virkeligheden en lidt subtil fornærmelse at bede om én bog eller forfatter, der har betydet noget, når sandheden er, at der er et kor på hundrede, der synger med, men lad mig nævne et par stykker…”

1. Næsten alt af James Lee Burke. Hans kobling mellem beskrivelser af landskab og vejrlig som et indblik i personernes sindstilstand er fænomenalt.

2. ‘Stranger in a Strange Land’ af Robert Heinlein. Bogen forklarer, hvorfor profeter aldrig bliver populære i deres hjemland, og rør lidt ved ideen om, at sindet er meget større end det, vi umiddelbart kan se og ved.

3. Joseph Conrads ‘Heart of Darkness’. Indsigten i de dystreste sider af det menneskelige sind og hvad tribalism kan gøre ved os – først publiceret i 1899 og “genfortalt” af Coppola i ’Apocalypse Now’. Den er lige så gyldig i dag som dengang.

4. Carlos Castanedas bøger om Juan Matus. En gakket sociolog tager stoffer med en mexicansk troldmand og opdager, at verden ikke er, hvad han troede. I bakspejlet ret åndsvagt, men i situationen givtigt og de gjorde indtryk, da jeg var en stor dreng. I øvrigt horribelt ringe skrevet.

5. Jaques Lacan og ideen om “mirror-image”. Hele diskursen om forholdet mellem “sind” og “samfund” og forsøgene på at forstå, hvad det er der foregår. Jeg kunne lige så godt have nævnt Freud, Arendt, Claude Levi Straus mf. Pointe: Sorbonne havde ret, ikke Frankfurterne.

6. Stephen Hawkings ’A brief history of time’ – og masser af anden fantastisk populærvidenskab som f.eks. Feynman, men egentlig også Tor Nørretranders udmærkede ’Mærk verden’-

7. Bill Brysons ’A short history of everything’- Ingen gør det bedre end Bryson, når det kommer til at opsamle og systematisere vidensområder på en hyggelig måde, så de bliver let forståelige for enhver.

Den gode samtale

Der er intet som bøger til at starte en samtale, og som både bognørd og bibliotekar ved jeg næsten ikke noget bedre end at snakke med folk om læseoplevelser og dele tips.

Netop det sociale element skal man nok ikke undervurdere. En ting er, at man som voksne falder i snak over den nye Lee Child eller Robert Crais bog, men højtlæsning tror jeg også skaber et helt særligt bånd til bøger, og forældre og børn imellem.

Jeg tænker i hvert fald, det er godt, at man ikke bare stikker ungerne ”et podcast eller en audiobook,” men sætter sig sammen med dem og er fælles om en oplevelse. Entusiasme har også en tendens til at smitte, og det er nok derfor, vi ofte oplever, at børn med læsende forældre gerne selv er glade for bøger og det at læse.

Derfor tror jeg heller ikke, det er uden grund, Sørens børn er velbelæste. Jeg tror, de fleste kan mærke Sørens entusiasme og glæde ved bøger. Den glæde smitter.

Og den glæde ved bøger underbygger min tro på, at dannelse og kultur er vigtigt og mere end blot flødeskum. Det er med til at gøre os nysgerrig på verden, giver os indlevelse og med lidt held sikre ”at meningsudvekslingerne foregår med argumenter i stedet for med stråmænd og logical fallacies.”

Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

januar 10, 2020januar 9, 2020 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

En troldkvindes bekendelser

december 28, 2019december 28, 2019 / Jan M. Johansen / 3 kommentarer

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019

Årets bedste bøger ifølge Jan

december 23, 2019december 26, 2019 / Jan M. Johansen / Skriv en kommentar

SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.

Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.

Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.

Lad os kaste os ud i det …

Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …

Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.

Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.

Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.

Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.

’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.

For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.

Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.

Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.

Og hvilke fortællinger det er!

Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.

Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.

Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.

Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.

De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”

Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.

Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.

Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.

Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.

Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.

Glædelig jul!

Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019

’Helte’ af Stepehn Fry, 475 sider, Modtryk, 2019

’Factfulness’ af Hans Rosling, 375 sider, Lindhardt & Ringhof, 2018

5 tips til at få børn til at læse mere

november 8, 2019november 8, 2019 / Jan M. Johansen / 2 kommentarer

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman. 75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

#bogsnak

Blogkollektiv om litteratur, bøger, læsning og sociale medier

Forfatter: Jan M. Johansen

Den dag røde russerne kommer

Jans litterære prøvelser i 2021

Achilleus’ Sang af Madeline Miller

Udød

Det magiske ved togrejsen

Togets fortryllende magt

Togbøger – bøger om tog, med tog og togrejser

Anbefalet læsning

Den gode bogsnak

Søren Kenner om bøger, læsning og den gode litteratur

Den gode samtale

Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Malurt i bægeret

Men bør jeg så læse den?

Boginfo

En troldkvindes bekendelser

Episk fortælling

Troldkvinden Kirke

Boginfo

Årets bedste bøger ifølge Jan

5 tips til at få børn til at læse mere