Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

En troldkvindes bekendelser

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019

 

 

Årets bedste bøger ifølge Jan

SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.

Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.

Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.

Lad os kaste os ud i det …

Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …

Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.

Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.

Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.

Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.

’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.

For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.

Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.

Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.

Og hvilke fortællinger det er!

Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.

Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.

Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.

Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.

De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”

Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.

Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.

Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.

Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.

Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.

Glædelig jul!

 

Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019

’Helte’ af Stepehn Fry, 475 sider, Modtryk, 2019

’Factfulness’ af Hans Rosling, 375 sider, Lindhardt & Ringhof, 2018

 

 

 

5 tips til at få børn til at læse mere

For ikke så længe siden havde jeg fornøjelsen af at læse Merete Løvgreens fremragende bog ’Læsehygge’. Bogen er en lille guide til at gøre læsning med børn interessant og giver et hav af tips til at fremme læselysten og komme i gang med læsning.

Det fik Lisbet – vores residerende læseorakel – og jeg – verdens dårligste børnebibliotekar – til at snakke lidt om, hvordan vi inspirerede til, at børn griber en bog og hvordan man ellers kunne gøre det.

Og der er også noget, der tyder på, det er en god idé at kigge lidt nærmere på, hvordan vi får især de unge mennesker til at læse mere.

Børn og læsning – den kolde sandhed

I lyset af nylige rapporter som Bogen og litteraturens vilkår 2018 og Børns læsevaner 2017, der viser, at børn læser mindre i deres fritid og især dropper at læse længere tekster (typisk bøger), så er det tydeligt, der er noget, der halter.

Med de nyeste tal in mente, så er det vigtigere end nogensinde før at få (gen)skabt læsekulturen og -lysten hos børn og unge. En kultur og læseglæde, der gør læsning til en fornøjelse og ikke en sur pligt.

Udover Lisbet selv, så indskrev vi en flok af kloge hoveder og bad dem give os 5 gode råd til at få børn til at læse mere og til at skabe læseglæde.

Fem kloge menneskers syn på sagen

Vanen tro, så er det helt umuligt for os at begrænse os. Så de 5 tips blev til flere gode råd. Men det lyder ikke mundret med en overskrift som ’5 kloge hoveder giver en masse gode råd’.

Vores første rådgiver er Kathrine Bach Pachniuk. Kathrine er børnebibliotekar og står bag ’1000bøger’ og ’Bibliotekattens Bøger’, og hendes råd er klart: “Læs selv og ikke kun efter børnene er kommet i seng. Børn gør, hvad vi gør, ikke hvad vi siger, og hvis man ønsker, de skal læse, skal man selv være det gode forbillede.”

Der læses højt i det vestergaardske hjem

Men det er også vigtigt at læse efter barnets alder: ”Vi glæder os alle sammen til at læse Harry Potter og Tolkien med vores afkom, men børn får langt mere ud af fortællinger, der passer til deres udviklingsniveau. Så nyd at læse billedbøger og mindre kapitelbøger, mens I kan. Der er så mange gode, og det er ærgerligt at springe dem over, fordi man som forælder har for travlt med at komme i gang med de tykke bøger. I skal nok nå dertil.”

Julie Arndrup, børnebibliotekar og vært på podcasten ’Børnebogcast’, er også klar med et par gode råd. ”Lad dem vælge selv – men hjælp dem ved at sørge for at gøre et stor og godt udvalg tilgængeligt. Om det er derhjemme, på biblioteket, pædagogiske læringscenter (tidligere kendt som skolebiblioteket), whatever. Hav bunker liggende rundt omkring i huset. De skal altid kunne falde over noget interessant. Og lad dem vælge bredt. Også det man ikke selv synes er “rigtigt”. Klamme gysere eller underlødige prinsessebøger eller tegneserier eller fagbøger om anden verdenskrig. Alt gælder, når det er lysten, der skal vækkes.”

Jakob Paulsen, børnebogsblogger, far og Instagrammer, har følgende råd. “Brug biblioteket! At få børn til at elske bøger er et maratonløb, ikke et sprint. Læselysten kræver lige som andre interesser masser af næring. Her er bibliotekernes kæmpe udvalg og frie adgang til bøger guld værd. Lån nyt, lån gammelt, lån noget dit barn interesserer sig for. Husk også at afsætte tid til at læse sammen. Læsning skal prioriteres i hverdagen.”

Smuk og stilfuld præsentation af bøger på Gentofte Hovedbibliotek

Lisbet Vestergaard, projektleder i Tænketanken Fremtidens Biblioteker, påpeger, at ”læsning bliver tit betragtet som en udelukkende kognitiv aktivitet. Men kroppen er vigtig, når vi læser. Nogle børn læser bedst, mens de ligger på maven og vifter med fødderne. Andre nyder at nulre en lille gummibold, mens de læser.”

Der er liv, leben og bevægelse til Lisbets bog- og babyworkshop

Læsning behøver heller ikke at foregå i total stilhed, fortæller Lisbet. ”Blide, dagligdagslyde fra ens familie kan godt understøtte læsningen, ligesom det kan højne læseoplevelsen at sidde i en duftende have og blive bagt af solen. Min pointe er, at kroppen skal være en medspiller og ikke en modspiller, når børn er i en læsesituation. Så vær lidt åben og lav nogle læseeksperimenter derhjemme. Et minuts læsning med hovedet nedad eller på en pilatesbold kan gøre hele forskellen.”

Ruben Greis, forfatter og pædagog, har gjort sig nogle tanker om, hvordan man aktiverer de unge læsere. ”Jeg tænker jo umiddelbart, at de skal have noget litteratur, der kommer hurtigt ud af startfeltet, og hvor der hele tiden sker noget. Det skal være belønnende at læse, også selv om de bare snupper et enkelt kapitel eller et par sider.”

Når det gælder selve det, at få børn og unge til at læse, så kan det være noget sværere.

Ruben fortsætter: ”Men hvordan man får dem “til truget” er straks sværere. Nogle af ungerne i Klubben er ret optaget af ’Tænkehatten’ på YouTube, og det er der jo kommet en lille stribe bøger ud af. Så mon ikke der er en mulighed for at fange dem på sådan vis? Umiddelbart virker YouTube som en oplagt vej til børnenes og de unge læseres hjerter. For mange af dem er det i hvert fald go to-stedet, så snart de kommer i Klubben om eftermiddagen. Spørgsmålet er så, hvordan vi derigennem leder dem til bøgerne? Højtlæsende YouTubere, som kun giver dem noget af historien, hvorefter de selv må opsøge bogen for at få resten med? Det lyder lidt pusher-agtigt, men hey, hvad der end virker …”

Interessant er det, at forlagene er ret opmærksomme på YouTubes evne til at tiltrække opmærksomhed om bøger. BogMarkedet rapporterede f.eks. tidligere på måneden, at ”People’s Press aktivt bruger YouTube i jagten på kommende ungdomsforfattere. Stjernerne her kender de unge allerede, og de vil gerne læse om dem.”

Hvad sker der nationalt?

På det nationale plan er der også kommet et stort fokus på børns læselyst og -evner. I september 2019 fremlagde Danmarks Biblioteksforening et oplæg til en national læsestrategi, som skal få børn til genfinde læselysten.

Blandt de konkrete forslag var, at folkebibliotekerne i højere grad skal møde eleverne, hvor de er. Det giver godt mening og flugter godt med eksempelvis Rubens tanker ovenover. Hvis YouTube trækker, og det gør det, så lad os da endelig gøre brug af den kanal til at inspirere og aktivere.

Det opsøgende bibliotek – Frederiksberg Bibliotek er ude og tromme unge, nye lånere sammen ved en SFO

Ganske som forældrene også har et ansvar for at give deres børn en læsegejst og fungere som læsende rollemodeller. Men det er vigtigt at tage højde for, at forældre har vidt forskellige forudsætninger for at følge deres børn ind i en læsekultur. Sidstnævnte er vigtig at have for øje.

Oplægget bygger på den pointe, at læselysten ikke kommer af sig selv. Den behøver ikke at være reserveret til fritiden, men kan også opstå i skolen. Hvis folkebibliotekerne går ind på den præmis i deres formidling, kan flere børn få øget læselysten.

Nye læsemedier og læseteknologier skal også bringes i spil, fremgår det også af oplægget, ligesom der skal være fokus på at skabe en læsefokuseret rød tråd gennem børns liv – fra babyer og børnehavebørn til skoleelever og studerende på en ungdomsuddannelse. Det kræver dygtige fagprofessionelle, der får mulighed for at arbejde sammen om en fælles sag: At flere børn læser mere og flere læser af lyst.

Boginfo

Vi har samlet en håndfuld titler, der kan hjælpe eller inspirere yderligere.

‘Forælder læs med dit barn’ af Ragnhild Bach Ølgaard, 145 sider, Eventyrligvis, 2011.

‘Forældreguide til læsning – kom godt i gang med læsningen’ af Bent Christiansen, 23 sider, Læs, 2017.

’Indkulturering – en ny læsestart i takt med tiden” af Kjeld Kjertmann, Syddansk Universitetsforlag, 2015.

‘Jeg er klar! – giv dit barn den bedste start på læsning’ af Janice Greenberg og Elaine Weitzman.  75 sider, Dafolo, 2018.

‘Læs med dit barn – sådan støtter du dit barns skrive- og læseudvikling’ af Carina Fast, 141 sider, Klim, 2016.

’Læsehygge’ af Merete Løvgreen, 61 sider, Sproggren, 2019.

Dyk ned i flere af vores indlæg om børn og læsning

Hvor er Plet? Om pegebøger og theory of mind

Portræt af en meget ung læser: Aske

Portræt af en læser: Erica

Portræt af en læser: Josephine

Fabulerende fortællelyst på rumænsk

Der er én alt overvejende, nej, det passer ikke, der er TO altovervejende grunde til, jeg elsker at være en del af Bogsnakkollektivet. Den første er mine medbloggere. De er sgu søde.

Den anden og for dig, kære læser, nok mere relevante grund er, at jeg elsker at komme i kontakt med ny, sær, spændende, udfordrende og nogle gange bare underholdende litteratur. Mange af de bøger, jeg har læst, siden Mikkel fik mig med i kollektivet, ville jeg nok ikke have fundet endsige læst, hvis ikke det var blevet mig anbefalet.

F.eks. af Linse Dauggard i min sidste blogpost. Linse beskrev Panaït Istratis historier,  som ”nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene.

Det kunne jeg ikke stå for, så jeg bestilte sporenstregs Istratis ’Codine og andre fortællinger’ hos de gode folk på Det Poetiske Bureau.

’Codine og andre fortællinger’ fra Det Poetiske Bureau.

3 stærke og balstyriske noveller

Istrati er en mesterlig fortæller! Lad os slå det fast med det samme. Han laver personskildringer, sætter en tone og skaber en stemning som få andre. Hans skarpe blik for menneskelig dårskab, livets absurditeter og hverdagens magiske islæt er næsten uden fortilfælde.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne istrati med den store danske mester Martin Andersen Nexø. Dog er der et eller andet over Istrati, måske et lune og en særlig excentricitet, som skiller ham ud. Begge forfatter skriver om mennesker på samfundets bund, om folk, der lever hårde eksistenser og må gå grueligt meget igennem. Men hvor man kan mærke Nexøs sociale indignation, så er istrati en fortæller, der ikke helt på sammen måde lader sin indignation og sin politik skinne igennem.

‘En nat i sumpen’ er den første novelle af samlingens tre historier, og omhandler en fattig bonde – fortællerens Adrians onkel Dimi – på sivhugst. Historien siger en hel del om menneskelig desperation, stolthed og selvdestruktive tendenser. Det er som altid en smagssag, men jeg synes, ‘En nat i sumpen’ er lidt svag sammenlignet med de to andre. Dog stadig værd at læse.

Den anden historie bærer novellesamlingens navn ‘Codine’.  Codine er en kæmpe af en havnearbejder og var som “… alle store drankere og lidenskabeligt forelskede på hver eneste festdag.” Her er alle de store følelser, vi forventer af et centraleuropæisk melodrama.

Den farverige Codine tager Adrian, hvis fattige mor er lige flytte til kvarteret, under vingen og giver ham et indblik i, hvordan verden hænger sammen. I hvert fald set fra Codines på engang enfoldige og verdenskloge synsvinkel.

F.eks. diskuterer Codine og Adrian godhed. Som Codine udtrykker det “Hvis det gode skal gennemtrumfes har det ingen værdi …” Det er på engang ganske dybsindigt, men også håbløst naivt. Diskussionen om, hvorvidt man kan være et hæderligt menneske med hjertet på rette sted uden nødvendigvis at være et godt menneske, er dog interessant og meget typisk for Istrati. Istrati propper sjældent sine pointer ned i halsen på læseren, men lader denne selv finde sine sympatier og mening i teksten.

På mange måder bliver Codine en storebror og rollemodel for den unge fortæller, og lægger dermed godt op til den tredje novelle ’Kir Nicolas’.

’Kir Nicolas’ handler i bund og grund om en bager, dennes venskab med Adrian og, naturligvis, om mennesker. Det er også i min optik, den absolut bedste af samlingens tre noveller. Bl.a. ser vi her eksempler på Istratis humor. I en diskussion med bageren Nicolas om bøger og glæden ved at læse udbryder Adrian overrasket; “Hvad siger du? Kan man tjene penge på at skrive bøger?” Det kneb desværre for Istrati selv livet igennem, men den blotte mulighed giver unge Adrian blod på tanden og læseren mulighed for et lille smil.

Samtalerne mellem den omrejsende bager og den på mange måder lige så rodløse Adrian er ganske fantastiske og usædvanligt gyldige den dag i dag. Diskussionen om grænser, fædrelande og nationer er intet mindre end fantastisk, og pointen værd at ihukomme. ”Men aldrig føler jeg den mindste lyst til at kværke en mand når jeg tænker på mit fædreland,” siger Kir Nicolas, men formår alligevel at udtrykke en enorm kærlighed til sin hjemegn og sit hjemland. Istrati var internationalist, men havde alligevel en forståelse for hjemlandets betydning. Den nuance kommer på bedste vis til udryk i novellen.

Summa summarum

Fælles for de tre noveller er rollemodellen. De er alle centreret omkring de voksne mennesker, der påvirker fortælleren og er i hans nærvær, og viser forskellige elementer af, hvad det vil sige at være rollemodel for et ungt menneske og være venner.

Det sidste er ikke uvigtigt, for et centralt tema er ideen om venskab, og hvordan den udvikler sig fra heltedyrkelse over benovelse til skæve, men sande venskaber. Adrian heltedyrker sin onkel Dimi, er benovet over Codine og bliver en sand ven for Kir Nicolas.

Fælles for de tre noveller er også de farverige karakterer, der er så typiske for Balkan og Central- og Østeuropa. Det er syret, humoristisk, følelsesbetonet. balstyrisk og fabulerende, og giver et indblik i en interessant og, føler jeg, næsten tabt litterær tradition.

Heidi Dugg fortjener i den forbindelse et stort klap på skulderen for sin oversættelse. Jeg kender ikke en dyt til det rumænske sprog, men man mærker ikke, der er tale om en oversættelse. Sproget er smukt og stemningen levende. Mere kan man ikke ønske sig af en oversætter.

Har du lyst til en lidt anderledes læseoplevelse, så kan jeg kun anbefale ’Codine og andre fortællinger’.

 

Boginfo

’Codine og andre fortællinger’ af Panaït Istrati. Oversat af Hedi Dugg. 222 sider. Det Poetiske Bureau. 2017.

Den gode Bogstavsamler

Sociale medier er ofte udskældte og bliver tit lagt for had i disse dage. Selv har jeg nu overvejende kun haft gode oplevelser med dem, og det skyldes ikke mindst de mange søde, sjove og vidende mennesker, jeg har lært at kende gennem Facebook, Twitter og Instagram.

Et af de mennesker, jeg er blev ved med at rende på, var Bogstavsamleren. Bogstavsamleren var en smule anderledes end mange andre bookstagrammere, bloggere eller bogglade mennesker på diverse sociale medier, for fokus var på ældre bøger. Ikke nødvendigvis klassikere, men bøger, der havde et par år på bagen.

Det viste sig, at manden bag Bogstavsamleren var Linse Daugaard. Linse slår til dagligt sine folder i Jylland, hvor han er redaktør for sociale medier hos Nordjyske og ofte er ude i landet, hvor han foruden at lufte sine farverige skjorter har mange gode samtaler med folk om bl.a. bøger.

Ikke mindst interviewet med bogsamleren Helmuth Lyager, der gennem et langt liv havde samlet et gevaldigt privatbibliotek på gode 4.000 bind, slog mig som spændende og interessant. For en bibliotekar er der noget fascinerende over at læse om folk, der deler ens hobby og glæde i en grad, så de ender med at have et eget bibliotek.

For hvad er det ved bøger, der griber folk sådan? Det tænkte jeg, jeg ville spørge Bogstavsamleren om.

Linse Daugaard – en mand med mange bøger

Linse arbejder som nævnt for Nordjyske, men jeg tænker, det kunne være interessant at høre lidt mere om mennesket bag Bogstavsamleren, så mit første spørgsmål var; hvem er Linse Daugaard?

Linse: ”Jeg er 52 år gammel, gift med portrætfotograf Pia Daugaard. Vi bor sammen med to hunde og to katte på et nedlagt landbrug i Jammerbugt Kommune få kilometer fra Blokhus. Jeg har arbejdet i medie- og filmbranchen i snart 30 år, men jeg har læst og samlet på bøger i endnu længere tid, det må være mindst 45 år.”

Linse Daugaard - bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Linse Daugaard – bogstav- og bogsamler ekstraordinaire

Hvor stammer din samlertrang fra?

Linse: ”Min trang til at eje bøger udviklede sig meget tidligt, og startede med læsningen. Jeg læste mange bøger og lånte også mange bøger på biblioteket, men ønskede mig altid mine egne bøger til jul og fødselsdag. Jeg tror trangen til at skabe mit eget bibliotek kom dels fra læseglæden, dels fordi det var tiden før internettet, så al viden var samlet i bøger, så det var vigtigt at kunne slå op i bøger når som helst.”

Bogstavsamleren er foruden en blog også aktiv på Facebook, Twitter og Instagram, men hvordan begyndte det? Hvad fik dig til at kaste dig ud i en blog?

Linse: ”Jeg startede med at blogge i 2006, hvor Facebook og Twitter ikke var ret udbredte og Instagram dårligt nok opfundet, så det var stadig naturligt at starte sin blog op som en webbaseret hjemmeside. Jeg gjorde det dels for at afprøve, om jeg kunne finde ud af at skrive om litteratur og bøger, dels for at komme i kontakt med andre med samme interesser.”

Da Linse arbejder som redaktør for en større avis’ sociale medier, så greb jeg chancen for at høre om hans overvejelser i forbindelse med brugen af de forskellige platforme. For i bund og grund kunne man vel nøjes med en Facebookside og en Instagramkonto, kunne man ikke?

Linse: ”Det kunne man sagtens. Det tror jeg egentlig også, der er mange, der gør. Grundlæggende vil jeg blot gerne have så meget kontrol med min blog som muligt, så derfor er jeg nødt til at lægge arm med WordPress og betale for hosting. Jeg supplerer især med Instagram, fordi jeg godt kan lide den visuelle måde at fortælle på, og i anden række for at gøre opmærksom på bloggen.”

Og bloggen er også i den grad værd at være opmærksom på. Det, der for mig gør Bogstavsamleren til noget særligt, er det lidt atypiske fokus på ældre bøger. Men hvad er det ved ældre værker, der er så fascinerende?

Linse: ”Jeg har det som en opdagelsesrejsende i det 19. Århundrede, må have haft det, mens de huggede sig vej gennem junglen med macheten eller forfrossent kæmpede sig med slæde over isen. Bortset fra, jeg ikke skal finde hverken dr. Livingstone eller Nordpolen, men bare nye læseoplevelser. For det er litteraturhistorien jo fyldt med, sammen med litterære fejder og litterære ideer, som jeg synes, er spændende at opdage. Så lader jeg andre om at fordøje den nye litteratur og dens tendenser.”

Kan du give et eksempel på litterære ideer, du er dykket ned i?

Linse: ”For eksempel har jeg dykket ned i den tjekkiske forfatter Karel Capeks (1890-1938) forfatterskab. Han var, blandt meget andet, sammen med sin maler-bror Josef en del af en særlig tjekkisk kubistisk bevægelse, så mit næste projekt bliver at forstå, hvordan Capek og William Faulkner og andre skrev kubistisk litteratur. Hvad pokker var ideen med det og hvordan ser det ud?”

En forfatter og to anbefalinger

Nu vi snakker om eksempler, så er det ikke en blogpost på Bogsnak uden et par anbefalinger. Hvad finder man, hvis man græsser ved din bogreol? Hvilken bog er f.eks. mest repræsentativ for dine læsevaner og hvilken stikker ud?

En bogstavsamlers bogreol

En bogstavsamlers bogreol

Linse: ”Man vil finde et hav af bøger, opslagsbøger og biografier om bøger, litteratur og forfattere. Og så vil man finde skønlitteratur i både førsteudgaver og Tranebøger. Lige nu læser jeg den russiske forfatter Vladimir Korolenkos (1886-1921) erindringer i en tysk førsteudgave fra 1918 oversat af Rosa Luxemburg mens hun sad fængslet i Berlin og kort inden hun blev myrdet, og hvor bogstaverne er trykt med gotisk skrift. Det går langsomt, kan jeg godt afsløre, men det er nok et ret typisk projekt for mig; stor litteratur med en stænk af verdenshistorie … og med indlagte tekniske forhindringer.”

Og hvis ens skoletysk ikke helt er, hvad det burde være?

Linse: ”Ellers vil jeg anbefale ’Den farlige’ alder af Karin Michaëlis og minde om, at Agnes Henningsen kunne andet end at skrive erindringsromaner. Læs fx Minna-trilogien ’Vi ses i Arizona’, ’Den lidenskabelige pige’ og ’Bølgeslag’. Og hvis det er længe siden, du har læst ’De tre musketerer’, så gør det lige igen. Det er en knaldgod sommerferie-roman.”

Ofte er der en forfatter eller et forfatterskab, der har sat sig dybe spor. For mit eget vedkommende, så har canadiske Robertson Davies ramt mig som få andre forfattere. Er der en forfatter, du særligt føler for?

Linse: “Jeg plejer på det spørgsmål at nævne Amalie Skram og Henrik Pontoppidan, men jeg tror, jeg denne gang vil slå et slag for den rumænske forfatter Panaït Istrati (1884-1935), som skriver nogle fantastiske, fabulerende fortællinger fra Balkan, hvor mord og kærlighed og familie og overtro og et etnisk sammensurium er nogle af bestanddelene. Forlaget Det Poetiske Bureau har en enkelt titel, ’Codine’, af Panaït Istrati, men ellers må du på biblioteket eller til antikvaren og spørge efter cyklusen ’Adrian Zograffis liv’.”

Panaït Istrati på rad og række

Panaït Istrati på rad og række

Summa summarum

Til min store bibliotekariske skam må jeg indrømme, jeg ikke kender Panaït Istrati, men det kan der rettes op på. Jeg har f.eks. lige bestilt ‘Codine’.

I det hele taget har min samtale med Linse givet mig lidt blod på tanden, når det kommer til at finde læsestof. Det behøver ikke altid være Lee Child, Philip Kerr eller de store russere.

I den forbindelse har Linse et sidste godt tip.

Linse: ”Hvis du gerne selv vil starte dit eget personlige bibliotek op, behøver det ikke være en dyr fornøjelse. Antikvariske bøger er ofte meget billigere end nye bøger. Tjek fx de to antikvariatshjemmesider findbogen.dk og antikvariat.net ud.”

Tak til Linse Daugaard for en svært behagelig bogsnak, der mindede mig om, at der virkelig er mange gode bøger derude. Også af den ældre slags.

 

 

‘Intet Mellemnavn’ – 12 Jack Reacher-noveller

Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.

Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.

‘Intet mellemnavn’ er en stærk samling af noveller med den ikoniske Jack Reacher i centrum.

12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child

’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.

Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.

‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.

Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.

Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.

I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,

Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.

‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.

‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.

‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.

‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.

‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.

Summa summarum

Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.

Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.

Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.

Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.

Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.

Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.

Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.

Boginfo

Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.