Får, ulve og nyttige idioter

Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.

 

 

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted midt på Sjælland og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Og apropos skriver. Lad mig starte med at indrømme, jeg slet ikke blogger nok. Desværre. Det er egentlig ikke på grund af manglende lyst eller emner, men måske fordi jeg er gået lidt kold i ord for tiden. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover galper jeg op på Facebook som den Grå Bibliotekar (under hvilke nom de plume jeg også har en ambition om at blogge … engang … forhåbentlig … måske …), gæsteblogger her og der, samt i ny og næ forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN jeg håber at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.

 

Silke, velstand og vejen dertil

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.

 

 

 

De litterære 90’ere og glæden ved dem

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for året mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af juryen og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fælleskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen med andre ved f.eks. at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med ind at se gysere.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og flere tænder end sundt er.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sin hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knogler på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrer vores reflekser. I det hele taget er det psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horror titler

Den danske tradition – et vue gennem tiden

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne’ øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men det gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder, er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

Tre stærke og repræsentative danske horror titler

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med Nikolaj Højberg i front har på relativt kort tid sået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der pt. har en udgivelse på samvittigheden, nemlig ’Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’. Det er en antologi redigeret af Lars Grill Nielsen, der også driver forlaget.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014 og Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

De nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Både Langstrup og Leis – sidstnævnte sågar med et genoptryk – er nomineret til årets pris. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for små 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke køber så mange eksemplarer af de forskellige titler mere, så har andre initiativer i bl.a. København og Odense vist interessen i genren, og som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle. Altså at skabe rammer og platforme for at samtale om horror, om glæden ved gys og i det hele taget tale genren op, i stedet for blot at købe en masse bøger. Skal genren overleve, blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.

Det STORE Bogshow – nye vinkler på litteraturformidling

Litteraturformidling tager i dag mange former. Fælles for dem er, at de bevæger sig væk fra den klassiske her-er-en-bog formidling og arbejder mere i koncepter og events.

F.eks. Det Store Bogshow. Her byder jeg og to af mine kolleger, Camilla Faieq Jensen og Michael Linde Larsen, fredag den 21. april velkommen til en fest af en litterær begivenhed i Magasinet i Odense. Der er plads til ca. 500 mennesker, så det er ikke en helt lille event.

På programmet er Leif Davidsen, som med afsæt i sit fynske ophav, fortæller om sit forfatterskab. Den fynske forfatter og oversætter Mich Vraa fortæller bl.a. om sit virke som oversætter og om sin anmelderroste roman ’Haabet’. Vibeke Marx, som netop har udgivet bog nr. 50, kommer også forbi. Morten Vittrup, der debuterede sidste år med ’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ er også gæst. Det er med andre ord en blandet skare med bred appel.

Vittrup

’Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke’ af Morten Vittrup.

Men er det nu også noget at skrive hjem om

Det synes jeg. (Ikke overraskende, vil nogen måske indskyde lidt spidst.) Der er nogle ting, vi har forsøgt at gøre anderledes, end vi normalvis gør, når vi laver arrangementer og formidler litteratur.

For det første har vi valgt at fokusere på det lokale, altså Odense og Fyn. Hele aftenen er lagt op til at være en fejring af fynsk litteratur på den ene eller anden måde. Derfor har vi også valgt at uddel den nyindstiftede pris til ’Årets Læser’, som Pernille Kjær fra Kjærs Bøger (vinder af Blixen-prisen som årets boghandler) uddeler.

Udover det, så har vi involveret samarbejdspartnere over en ret bred kam, men især er det lykkedes os at få trukket medierne ind i bogshowet som reelle samarbejdspartnere. TV2-Fyn stiller op med kamerahold, laver optakt, sender live fra bogshowet og lader en af deres skærmtrolde, Signe Ryge Petersen, være moderator ved en samtale om bøger, læsevaner og meget mere mellem to lokale kulturpolitikere. Ugeavisen Odense er ligeledes en god samarbejdspartner, som især i optakten til showet støtter op med omtale. Mere om det sidste senere.

Bred appel

Der er en blandet skare af folk på scenen, bl.a. to lokale kulturpolitikere.

 

Vi har også indbudt tre lokale forlag til at holde speedpræsentationer af dem selv, udgivelser eller forfattere. Der vil også være en længere pause midt i showet, hvor publikum kan møde forlagene. På længere sigt kunne man håbe, pladserne kunne udbydes til sponsorer, så showet i sidste ende kunne blive selvfinansierende i nogen grad.

Vi starter showet med tapas og et par gode glas for at skabe en god feststemning, og slutter også af med en efterfest på en af de odenseanske vinbarer, nemlig Amy’s Bar & Winehouse. Hvor stemning og sted passer til den gruppe af mennesker, nemlig de 30-50-årige, som vi håber at lokke med til festen.

dsb-bogsnak-blogpost-billede

Det Store Bogshow har allerede fundet vej i medierne.

 

Få plads i mediebilledet

For at få et indblik i, hvorfor Ugeavisen Odense har valgt at indgå i et samarbejdet med Odense Bibliotekerne om ’Det Store Bogshow’ satte jeg mig ned og talte med redaktøren, Jan Bonde.

På spørgsmålet om, hvorfor er det interessant for et medie som Ugeavisen at involvere sig i en event som bogshowet, svarer Bonde: ”Ugeavisen Odense ønsker at være en spiller og samarbejdspartner i vores by. Vi involverer os meget gerne i det kulturelle liv, fordi vi ønsker at være et medie, som såvel læserne som byens aktører kan bruge til noget. Og selv om printmediet er under pres, så er Ugeavisen Odense med et oplag på 81.000 fortsat det medie, der når klart bredest ud i byen. Derfor håber vi også at være en interessant medspiller at invitere indenfor.”

Det er jo nok ikke nogen overraskelse, at de fleste bibliotekar vil save kropsdele af for at få et makkerskab op at køre med et større medie. Derfor spurgte jeg også, om Bonde havde et godt råd til at gøre en event interessant for eksempelvis en avis. Og det havde han: ”Det skal være folkeligt. Noget vores læsere kan forholde sig til, deltage i, bruge i deres hverdag. Det Store Bogshow har det hele. Oplevelsen i at møde etablerede navne, inspirationen fra de lokale forlag – og event-delen, hvor de kan møde andre med samme interesser.”

Vi sluttede af med, hvilken rolle Bonde ser medierne spille i det litterære landskab på lidt længere sigt. F.eks. om vi ville se flere samarbejder som dette. ”Det er helt oplagt for os at gå med i den her slags events. Vi kan sagtens se avisen som en medspiller i fremtidige projekter som dette. Og i forhold til det litterære landskab generelt, så har vi længe været en del af den undergrund af selvudgivere, der bobler frem. For vi skriver helst om mennesker, og da det i dag er forholdsvis let at udgive et værk på eget forlag eller på medudgiver-forlag, så er der mange historier om håbefulde forfattere at fortælle. Og det gør vi gerne. Vi har endda haft en forfatter, der havde Ugeavisen Odense med i sit plot. Ugeaviserne er en fin platform for såvel etablerede som nye forfattere, for hvor det som nævnt er let at udgive en bog, så er det fortsat meget dyrt og krævende at markedsføre den. Her har vi fælles interesser.”

Summa summarum (eller Meningen med galskaben)

En af personerne bag Det Store Bogshow, Helle Ingemann Jensen, peger på det oplagte i at knytte en begivenhed til det lokale, ikke mindst fordi der i dette tilfælde er en righoldighed af forfattere med fynske rødder, men også fordi der er en underskov af forlag og et aktivt læsende miljø omkring Odense.

Og det sidste er vigtigt. Tiltag som Det Store Bogshow er nemlig en måde at knytte stærkere bånd til læserne (eller brugerne, om man vil). Helle Ingemann uddyber: ”Bl.a. via de sociale medier skaber vi en anden slags relation til læsere, forlag og forfatterne end vi gjorde i “gamle dage” og at vi gerne vil skabe en ramme, der er anderledes end et almindeligt foredrag. Læserne skal have mulighed for at møde forfattere og forlag Face to Face. Vi forsøger også at gå nye veje ved at invitere selvudgivere med, der dukker rigtig mange bøger frem på små forlag.”

Underforstået ligger der også et ønske om, at biblioteket på den måde skaber sig en plads i det litterære miljø og gør sig relevant for både forlag og forfattere, samt hjælper med til at skabe nye brugere ud af læserne. ”Vi prøver at komme væk fra tankegangen om at bibliotekarer er gamle, støvede og med knold i nakken og sætter os selv i spil f.eks. ved interviews, være andre steder end på biblioteket og finde nye samarbejdspartnere.” ”Plus,” følger Helle Ingemann op, ”vi på Fyn mangler en festival/festaften for voksen litteraturen.”

I stedet for at lave standard litteraturformidling søger vi at skabe en god, lokalt funderet historie og holde en fest. Vi forsøger med andre ord at tale litteraturen op og gøre det til noget festligt. Ikke så meget fokusere på enkelte værker eller forfattere, men på glæden ved bøger, det at læse og litteraturen.

Den vinkel ser ud til at gå rent ind hos læsere, medier og politikere.

 

 

Årets tre bedste bøger ifølge Jan

Den store ære at åbne den traditionelle #bogsnak stafet om årets bedste bøger er tilfaldet mig. Nok mest fordi de andre har travlt, men jeg tager, hvad jeg kan få, og soler mig skamløst i æren.

Det næste stykke tid vil mine medbloggere og jeg skrive lidt om, hvilke 3 bøger vi synes har været årets bedste. Vi har hver især valgt nogle forskellige kriterier at bedømme efter, så der kommer en god spredning i de omtalte bøger.

Jeg har valgt kun at fokusere på skønlitteratur, og med vilje valgt bøger, jeg har læst i fysisk form og på dansk i 2016. Det er også bøger, der vil være typiske for min (manglende) smag.

Og nu videre til bøgerne. Vi starter på tredjepladsen …

Årets tredje bedste bog

Normalvis er jeg ikke den store novellelæser, og slet ikke, når det gælder danske science fiction noveller. MEN, og det er altså et stort men, i denne sammenhæng, så er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med en række science fiction noveller forfattet af den allestedsværende A. Silvestri.

’Sand og sten, stål og glas’ består af 8 fine fortællinger, der dog alle tidligere har været udgivet, men det gør absolut intet. Samlingen fremstår frisk og stringent, og der løber et underliggende tema gennem alle historierne. Silvestri vil selv påpege, at novellerne har det til fælles, at de besynger menneskelig ukuelighed og standhaftighed, mens jeg måske mere mener, de har undergang og forfald til fælles.

Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer. Og det gør han altså godt, ikke mindst i den smukke og fremragende ’Den allersidste dans’. Den alene gør samlingen værd at læse.

’Sand og sten, stål og glas’ er mit bud på årets tredje bedste bog.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Danske science fiction noveller KAN faktisk være værd at læse.

Nedtællingen fortsætter – årets anden bedste bog

En top tre liste fra min side ville ikke være hverken komplet eller blot tilnærmelsesvis sanddruelig uden Jack Reacher. Heldigvis er ’Ingen vej tilbage’ også en af seriens absolut bedste.

Reacher er endelig nået frem til Virginia og ser frem til at møde major Susan Turner, sin efterfølger som chef for militærpolitiets 110. specialenhed. Turner har indtil videre kun været en tillokkende stemme i telefonen, men det er en stemme, Reacher er rejst på tværs af USA for at sætte ansigt på.

Sådan kommer det ikke umiddelbart til at gå. Turner er nemlig ligesom Reacher en hård hund, der formår at rode sig ind i mere ballade end godt er, og hun er isolationsfængslet, da Reacher tropper op på hendes kontor. Den slags petitesser stopper naturligvis ikke vor mand Reacher. Især ikke, når der tydeligvis er ugler i mosen.

Der er tale om et herligt action brag, hvor Reacher får uddelt nogle seriøse tæv og drukket en farlig masse kaffe. Makkerparret Reacher og Turner fungerer også usædvanligt godt, og det er ingen hemmelighed, at det netop er Turner-karakteren, der hæver ’Ingen vej tilbage’ op på en anden plads i et år, hvor Philip Kerr ellers har udgivet to bøger. Det er en intet mindre end en sand fornøjelse at følge de tos jagt på sandhed og ikke mindst retfærdighed.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Priset være Lee Child og den herligt atypiske og på alle måder politisk ukorrekte Jack Reacher.

Og prisen som årets bedste bog går til … en bog fra 2015

Ja, jeg ved det. Jeg er et fjols. Den bog, jeg havde fundet frem til, var den bedste fra 2016 viste sig at være ældre end antaget. Jeg købte og læste ’The Martian’ i marts, men jeg har tydeligvis været noget langsommere med at anskaffe mig den end antaget.

Nå, det skal ikke afholde mig fra højlydt at proklamere, at ’The Martian’ er årets bedste bog. Det er i hvert fald den bedste skønlitterære bog på dansk, jeg har læst i 2016, og det må immervæk også tælle for noget.

Nuvel, kender man ikke til Andy Weirs fantastiske robinsonade, så omhandler den NASA-astronauten Mark Watney, der i en ret nær fremtid, ved et uheld strander på Mars, da hans kolleger grundet et uvejr må evakuere planetens overflade i den tro, at Watney er omkommet.

Herpå følger en spændende og virkelig velkonstrueret historie om en mands kamp mod en hel planet, hvor videnskab og menneskets ukuelige vilje spiller en alt afgørende rolle. Vi får også et indblik i kampen for at redde Watney på Jorden og på rumfartøjet Hermes, hvilket kun gør fortællingen endnu større og mere rørende.

’The Martian’ er svært godt fortalt og oversat, og man kan ikke andet end gribes af den skæve humor, uforfalsket fortælleglæde og troen på, vi kan overleve, hvad som helst ved hjælp af lidt videnskab og holdånd.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botanist.

Den røde planet er en grum herskerinde. Intet er dog umuligt for en botaniker.