Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.
Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.
Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.
Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.
Kritik og drama her:
Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.
Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.
Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”
Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!
TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.
PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?
#bogsnak 