Chigozie Obioma: ”Vi var fiskere.” Klim. 2016. 309 sider.

Indgangsbøn

Både Lisbet og jeg har læst “Vi var fiskere” – faktisk lånte hun mit eksemplar under stor bureaukratisk procesmageri – og vi tænkte, vi skulle lave en dobbelt-anmeldelse. Vi har ikke set hinandens anmeldelser eller snakket om den, og vi har ikke tjekket andre anmeldelser. Jeg ser først Lisbets nu, som jeg copy-paster den ind, men den er givet bedre end min, så jeg får lov til at starte. Alder før skønhed 😉

“Vi var fiskere” lånes ud til Lisbet med hjemmebibliotekar-sættet!

Mikkel: Tag IKKE med ud og fisk’

Jeg vandt “Vi var fiskere” på Bogforum 2016 i en quiz, hvor jeg snød helt vildt. Ydermere opgav jeg en obskur email-adresse, for at mine kolleger ikke skulle opdage, det var mig og smide mig ud af quizzen. Voldsom hybris lige dér! Meget passende, for ”Vi var fiskere” minder mig om en græsk tragedie – bare sat i en nigeriansk landsby i 90’erne.

Fortælleren er bror nummer fire i aldersrækken blandt seks børn. Faderen arbejder for nationalbanken og må flytte langt væk for arbejdets skyld. Hans tragiske fejlslutning er, at han tror, hans opdragelse og fokus på ”en vestlig uddannelse” kan styre først og fremmest de ældre børn derhjemme, selvom han sjældent er hjemme. Med faren ude slår børnene sig på fiskeri i den tabubelagte, lokale flod, og herfra går alting galt med tragediens uafvendelighed og selvopfyldende profetier.

Historien går mod sin konklusion i tre akter organiseret efter tre gange to søskendes historie – fortalt af en ung mand set gennem en ung drengs øjne, og det giver en række dramatiske muligheder, Obioma udnytter godt. Romanen vender også en række tunge, menneskelige temaer, mens familien brydes, og landet brydes omkring dem. De store og de små historier væves elegant ind mellem hinanden.

Det er én af den slags bøger, jeg bare ved, er bedre, end jeg synes. Ligesom fx ”All the things I never told you” af Evelyn Ng. Der er noget, der går over hovedet på mig. ”Vi var fiskere” har vundet et hav af priser, og jeg synes jo sådan set, den er god nok uden helt at kunne forstå al virakken. Jeg forstår så heller ikke søskende-forhold (jep … enebarn!), og Afrika fik jeg rigeligt af for nylig med van der Leuns ”We are not such things” og Coetzes ”Vanære.”

Ligesom med al anden god litteratur, jeg føler mig lidt for dum til, mistænker jeg dog ”Vi var fiskere” for at blive i min bevidsthed længe efter læsning. Den har helt sikkert en række forståelseslag, jeg ikke lige nåede ned til, og den er flot fortalt, skarpt komponeret og bliver elementært spændende til sidst.

Lisbet: Broderkærlighedens smerte

Den nigerianske forfatter Chigozie Obioma har skrevet en skæbnetung og bevægende roman om fire brødres tætte forhold og opvækst i byen Akure i 1900erne. Obioma er selv født i 1986 og har med Vi var fiskere positioneret sig som en stærk stemme i afrikansk og international litteratur.

Jeg venter spændt på hans næste bog, for sjældent har jeg oplevet en så voldsom historie båret frem af et så originalt og poetisk sprog.

Hvor meget kan brødre tilgive hinanden? Hvor meget smerte og tab kan forældre bære og opretholde en nogenlunde normal tilværelse?

Disse eksistentielle spørgsmål ligger og skaber voldsomme tektoniske forskydninger under vandoverfladen i Obiomas fortælling om Ikenna, Boja, Boja, Obembe og Benjamin. De fire drenge er de ældste i børneflokken bestående af seks, og deres far har store planer for dem. De skal blive læger, jurister og professorer. De skal skal have en vestlig uddannelse. Benjamin er ti år gammel og romanens fortæller. Det er gennem hans øjne, vi oplever de dramatiske hændelser.

Ikenna og Boja er tæt på hinanden aldersmæssigt, Obembe og Benjamin ligeså. Beundring, rivalisering og grænseløs tillid præger relationerne, og brødrene fungerer nærmest som en avanceret organisme. Kain og Abel-temaet er tydeligt. Kærlighed og had er hinandens tvillinger.

Den første del af brødrenes  barndom er præget af strenge regler, men da deres far forlader hjemmet for at arbejde nordpå, ændrer deres liv sig hurtigt. De fisker med oprørske hjerter i byens urene flod, som ellers er forbudt territorium. De holder op med at passe deres skole, hvilket fortvivler deres mor.

En dag møder de den sindsforvirrede mand Abulu ved floden. Abulu lever af mad fra skraldespande og inkarnerer med sin uhumske fremtoning kaos, død og skræk, når han profeterer dødsfald og katastrofer, der vil ramme byens beboere. Alt for ofte viser hans profetier sig at holde stik. Derfor ryster det drengene, da han forudser, at Ikenna vil blive dræbt af sine brødre.

Dette point of no return i romanen er nærmest filmisk beskrevet. Jeg isnede, da jeg læste passagen. Herfra kan intet godt ske. Katastrofe efter katastrofe vil ske. Og ja, det hele ender med at gå værre, end en almindelig, tryg velfærdsdansker overhovedet kunne forestille sig.

Det er nok det, der gjorde mest indtryk på mig. Den voldsomme kontrast til mit eget liv. Den unge, skamferede pyton i rendestenen. Den vanvittige Abulu, der i fuld offentlighed forgriber sig på en kvinde, der er død i trafikken. Strømafbrydelserne, det stinkende affald, rotterne, det døde firben i brønden med opsvulmet hoved og de overmodne, nedfaldne mangoer. Benjamins familie er i opløsning, og den fungerer som en spejling af det splittede og modsætningsfyldte Nigeria. Her kommer og går diktatorer, mens korrupte embedsmænd stikker penge i egne lommer i stedet for at bruge dem på at reparere de livsfarlige veje.

Kontrasterne er overvældende, men de universelle motiver i romanen taler stærkt til alle, der ved, hvordan det er at beundre søskende og stole blindt på dem.

Obioma beskriver med lyrisk præcision personerne som spurve, svampe, hejrer og møl. Denne brug af dyremetaforer giver originale måder at forstå familiemedlemmernes til tider ellers uforståelige handlinger på og illustrerer samtidig, hvordan familien er som et skrøbeligt økosystem.

Den præcise handling skal ikke afsløres, men jeg vil anbefale, at man river en weekend ud af kalenderen og læser Vi var fiskere i store bidder. For da dødsprofetien over Ikenna først er udsagt, hvirvles man ind i hændelserne og må sætte vasketøj og indkøb af dagligvarer på stand by. Alt andet end bogens virkelighed fremstår pludselig lidt sekundær. Så undskyld til min familie: Jeg var fortabt i Den Store Afrikanske Roman. Nu er jeg tilbage igen.