Skrivning

Bogsnak fem år efter: Hvad har vi lært?

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Bogsnak-bloggen fylder fem år i 2021. I den anledning lavede Jan M. Johansen, også kendt som Den Grå Bibliotekar, og jeg i sensommeren en næsten improviseret live-session på Bogsnaks Instagram-profil. Her interviewede vi hinanden om, hvad vi har lært af at være med i det lille Bogsnak-blogkollektiv, og hvad der har været noget af det sjoveste og mest givende.

Jeg har både præference for forberedelse og opsamling, så derfor skal I selvfølgelig ikke snydes for en præsentation af vores samtales hovedpointer. En papirkalender og flueben er mine hårdeste drugs.  

1: Du er ikke alene
Det er en hjælp at være flere, der driver og præger en blog om bøger, biblioteker, litteratur og læsning. Vi inspirerer hinanden til at læse bøger, som vi aldrig selv ville have fået øje på. Vi puffer blidt til hinanden, når skrivestrømmen er mere træg end friskt flydende. Vi skriver indlæg sammen. Det kan være årets top tre, inspiration til sommerlæsning eller dobbeltanmeldelser. Det tager noget af presset, at vi er flere, der producerer. Og når man lover de andre, at man har et indlæg på vej, så bliver det faktisk tit til noget.

2: Nicher er lækre
Mikkel kan skrive om eReolen på et højt fagligt og samtidig underholdende niveau, sådan at mange gider at læse om emnet. Det viser vores statistikmodul med lysende klarhed. Jan kan noget med horror. En lækker niche at kravle ind i og formidle ud fra. Vi prøver også med jævne mellemrum at give vores indlæg et personligt twist. Lige fra min mormor og moster, der sniger ind og blander sig med verdenslitteraturen, til Ries indædte kamp mod Netflix og sofa og frem mod et mere tilfredsstillende læseliv.

3: Ræk ud
Blog-kollektivet er et kollektiv i udvidet forstand. Dygtige og inspirerende folk i vores netværk vil gerne bidrage, for eksempel i serien Portræt af en læser. Det er ikke farligt at spørge, om andre vil lege med og skrive et indlæg om en skattet forfatter, en genre eller en konkret bog. Her er to eksempler på, hvordan de vi har inviteret eksperter til at komme med gode råd til børns læsning og causere over tegneserier.
 
4: Find din egen skrivemetode 
Jan skriver tit spontant. Jeg planlægger mine indlæg i god tid. Pointen er, at det er godt at finde sig eget modus operandi, der fungerer. Kunsten er at ramme det gode mix mellem con amore og selvdisciplin. Og hvis man er blevet træt af at kigge på sin egen tekst, kan man altid bede en medblogger om en hurtig gennemlæsning. Den bedste form for redigering er nemlig i mange tilfælde at få fremmede og ikke mindst konstruktive og venlige øjne på teksten. For blogindlæggene skriver trods alt ikke sig selv.

5: Det skal være sjovt
Mit eget læse- og såmænd også skriveliv er blevet sjovere med Bogsnak.dk, fordi jeg blidt tvinger mig selv til at bearbejde noget af min læsning i personligt tonet skrift og formidling til andre. Jeg kan bedre huske de bøger, jeg har læst, og bruge pointer fra dem i alle mulige faglige og private sammenhænge. Derudover har det været en øjenåbner for mig, hvor mange læsehistorier der gemmer sig i min helt almindelige familie, hvor ingen er forfattere, litteraturkritikere, redaktører eller boghandlere. 

Mere snak om Bogsnak
I 2020 lavede vi en opsamling på de første fire år med bloggen. Det blev til indlægget Bogsnaks rundtur i ananasdåsen.

Bliv hjemme og læs en bog

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

I år er der ikke BogForum. Ingen køer med forventningsfulde messegæster. Ingen kødrande omkring kendte forfattere, der signerer bøger. Ingen rockstjerne-Jussi der lader sig fotografere sammen med beundrende læsere. Tiderne er ikke til store events. Især ikke midt i forkølelses- og influenzasæsonen.

Jeg har det permanent ambivalent med BogForum. På den ene side er jeg for ukoncentreret til at sidde ned og lytte til forfattersamtaler, der varer mere end fem minutter. Luften er tør og kradser i øjnene. Jeg er hele tiden tørstig og sliktrængende. Det er umuligt for mig at købe bøger, selv om der er uhyggeligt mange gode tilbud. Der er så mange at vælge imellem, at jeg paralyseres. Mine flotte, farvestrålende stofnet med litterære citater på forbliver tomme.

På den anden side er det hyggeligt at møde gamle kolleger og bekendte og få en snak. Det er sjovt at se Linse Kessler og Anne Lise Marstrand-Jørgensen passere hinanden på et af messens hovedstrøg. Der er noget fundamentalt livsbekræftende i at se så mange bogglade mennesker stimle sammen.

Busser med gæster fra Horsens og Aalborg triller ind på parkeringspladsen, og folk med tomme rullekufferter vælter ind i hallerne – klar til at opleve, købe og inhalere litteratur.

Girafferne
Jeg har det også dobbelt med de optrædende forfattere, der befolker scenerne. For hvad er det egentlig for en klam kändis-kultur, hvor vi altid skal se giraffen? Hvorfor skulle bøgerne ikke kunne stå alene? Hvad giver det af værdi at se forfatteren i samtale med en medietrænet kulturjournalist, der måske ikke engang har læst vedkommendes bog?

Dog har det tit vist sig, at forfatterens refleksioner over eget værk faktisk tilføjede noget nyt til læseoplevelsen. Et år hørte jeg oversætteren John Irons fortælle om sit arbejde med at omforme 100 danske digte til engelsk i bogen 100 Danish poems Det var så interessant og nørdet, at jeg glemte, at jeg ikke havde mere slik i tasken.

Men hvad med de forfattere, der ikke trives med de store menneskemængder og de nysgerrige øjne? Tja, det er ærgerligt for dem. For PR og mange møder med mange læsere året rundt og ikke blot til BogForum er en del af gamet, hvis man på nogen måde skal gøre sig håb om at tjene skyggen af rigtige penge på forfattergerningen.

Igen er jeg splittet. Mens jeg funderede over denne “på den ene side-på den anden side”-limbolignende tilstand kom jeg til at tænke på en bog skrevet af Kirsten Hammann.

Gennem en lang forfattergerning er hun blevet stillet de samme spørgsmål igen og igen. “Hvordan blev du inspireret til bogen?” og “Hvad er bogens budskab?” er klassikere i genren. Hammann udgav i 2017 den vidunderligt krasse og morsomme Ofte stillede spørgsmål. Hvis du har BogForum-abstinenser og ikke kaster dig frådende over nyskabelsen Bogfestival 2020 så nyd denne bog.

Ofte stillede spørgsmål

Hammann har besluttet sig een gang for alle at få besvaret læsernes og journalisternes spørgsmål. Hun smider kødet på disken, og bogens omslag ligner da også et stykke råt kød pakket ind i brunt papir:

Bogen er fyldt med kontante citater, der fik mig til at klukle. For eksempel dette på side 174:

“Nej, jeg synes ikke, det er ‘lærerigt’ eller ‘inspirerende’ at være i dialog med mine læsere. Jo, de må godt kritisere eller rose mig, især det sidste bliver jeg virkelig glad for, men jeg vil ikke diskutere mine bøger med dem. ‘Hvorfor går X ikke fra sin mand?’ eller ‘Hvorfor er det vigtigt for os (kvinder) at få et barn?’ Det er da relevante spørgsmål (jeg har selv syntes, de var så relevante, at jeg har skrevet lange bøger om dem), men jeg vil da ikke sidde og svare på dem, være i læsekreds om min egen bog”.

KH a.k.a. Kirsten Hamann skriver om sine/fortællerens op- og nedture med skrivningen. Om rødvin, pålægschokolade opløst i varm mælk og den dårlige samvittighed over ikke at være en nærværende kæreste.

Kampen for at komme ind i skrivebølgen eller finde en rytme er et tema i bogen, og mon ikke det er noget os almindelige mennesker kan genkende. Vi laver overspringshandlinger og gør alt for ikke at sætte os til tastaturet. For det gør ondt. Men når det så flyder! Der findes ikke noget bedre.

KH jagter ikke efter plot. Intet kunne være hende fjernere. Hun konstruerer ikke sine bøger, men lever sammen med sine romanpersoner i nogle år og dokumenterer deres liv i den tid. Det er i familie med at være læser: Man lever sammen med de fiktive karakterer i en periode, og så tager man afsked med dem.

KH sammenligner det at skrive med at stikke en finger langt ned i halsen for at kunne brække nogle gode brokker op. Det er der ikke meget skønsang over.

“Det er indlysende, at jeg godt kunne tænke mig at være alt muligt andet end forfatter, være utro, starte forfra og være en anden, som ikke var tvunget til at sidde alene hver dag og betro mig til skriften, brække mig og græde, skubbe togvogne og skrue op for hanerne. Men det var det liv, jeg fik.” (side 75)

KH har valgt og genvalgt skriften, ligesom man kan vælge sin partner igen og igen: “At skrive en bog er som at have valgt Karsten, men sgu da ikke at være så blind, at man ikke kan se alle hans fejl, og hvem man også gerne ville dele sit liv med.” (side 76).

Jeg har lyst til at citere hele bogen, men slutter her med Karsten. En skøn detalje som inkarnerer den Hammanske tone og humor.

Og hvem ved: Måske optræder KH på BogForum i 2021…..

Boginfo

Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hamman.
Udgivet på Gyldendal, 2017.

Mere om skrivning
Det kan godt være, at du hverken kan eller skal skrive skønlitteratur som Kirsten Hammann. Det kan også være slemt nok at skulle skrive en opgave eller en rapport. Så er der hjælp at hente i blogindlægget Skriv uden smerte

Forfatter og forsker Kristiane Hauer funderer over forholdet mellem skrivning og læsning i Portræt af en læser, der forsker i læsning

Skriv uden smerte

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Det friske semester betyder nye fag og nye skriveopgaver for studerende på både korte, mellemlange og videregående uddannelser. For ikke at tale om alle de granvoksne kursister på efteruddannelse. Jeg er selv en af de sidstnævnte.

I dette efterår skriver jeg mit afgangsprojekt ved Københavns Professionshøjskole. Eksaminator og censor er ude efter 25 knivskarpe, teoretisk velfunderede og empirirelaterede sider. Såmænd. I januar 2019 skulle jeg gerne være den lykkelige indehaver af et bevis, hvoraf det fremgår, at jeg har taget en diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning.

I dette blogindlæg anmelder jeg en nyttig og velskrevet fagbog, der med garanti kommer til at hjælpe mig igennem skriveprocessen. Hvis du kender en studerende med tendens til panisk skriveblokering eller selv skal ud i en brydekamp med en større, akademisk skriftlig opgave, så læs roligt videre.

Selvbedrag, angst og akademiske opgaver
Der findes mange former for selvbedrag og strategier til selvberoligelse, når man er studerende.

Jeg husker især et udsagn fra en tilsyneladende selvsikker medstuderende. Han var ligesom jeg på nippet til at tage hul på specialet på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet tilbage i starten af 00erne. Han sagde: ”Nu har jeg lavet hele min disposition. Så skal jeg bare skrive specialet.”

Som om.

Som om skrivning ikke er en proces, hvor næsten alt kan ændre sig undervejs.

Som om man kan have tænkt sig til alle konklusionerne på forhånd.

Som om der findes en proces, hvori ordene ”bare” og ”skrive” optræder lige ved siden af hinanden.

Jeg vidste instinktivt, at der var noget fundamentalt forkert ved det udsagn. På den anden side vidste jeg også, at skrivning handler om at afdramatisere en proces og gøre den konkret. Det er der forskellige veje til.

Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen anviser nogle af de sikreste og mindst smertefulde veje til den gode skriveproces i fagbogen Skriv opgaver på pædagoguddannelsen.

Disclaimer: Marianne og jeg var på samme årgang på vores studie. Men hun var ikke typen, der kom med skråsikre udsagn. Næh, hun havde det mere på den her måde: ”Dengang vi startede med at studere på Københavns Universitet, var vi hundeangste! Vi fik undervisning en masse spændende emner og teorier, men vi fik ikke nogen hjælp til at skrive opgaver, og vi havde svært ved at disponere over alt den tid, som var afsat til selvstudier.” (fra bogens indledning, side 11.)

Jeg var også hundeangst. Faktisk i flere år. Ikke hele tiden, men altid omkring eksamenstid. Henad vejen lærte jeg dog, at verden ikke går under, selv om man ikke skriver en perfekt opgave. Der kom endda en periode sidst på studiet, hvor jeg næsten nød at skrive opgaver og grave mig dybt ned i stoffet. Det var også før fremdriftsreformen. Ligesom mange i min omgangskreds brugte jeg 12-14 måneder på at skrive mit speciale. Med lån og det hele.

Hvis jeg havde haft Marianne og Jakobs bog mellem hænderne dengang, så kunne jeg nok have klaret det lidt mere effektivt.

Men hvor heldigt: Nu har jeg bogen OG en mulighed for at bruge den i praksis!

Begynd med noget lort
Selv om bogens primære målgruppe er pædagogstuderende, er der et væld af læse- og skrivetips, som alle studerende kan få glæde af. Bogens sidste del handler om pædagoguddannelsens opgavegenrer. De afsnit kommer jeg ikke ind på, men der er guld at hente der, hvis man er interesseret i de genremæssige kendetegn ved portfolio, korte opgaver og bachelorprojektet.

Den første del af bogen handler om grundlæggende studieteknik. Her er et væsentligt budskab, at skrivning skal foregå hele tiden. Ikke bare når man skal kondensere viden og præsentere den på selvstændig vis i en opgave. Skrivning fastholder tekstens pointer, og læsningen kvalificerer skrivningen.

Jeg havde selv ganske få og fattige læsestrategier, da jeg var studerende. Enten skimmede jeg ekstremt hurtigt eller så læste jeg alting grundigt og dermed langsomt. Der var intet mellemregister. Jeg forstod ikke, at indkredsning af læsningens konkrete formål og selektiv læsning kunne have lettet min vej gennem de tunge kompendier.

Man skal kunne skifte gear. Det samme gælder for øvrigt for skrivning, som forfatterne netop er inde på. Nogle gange er hurtigskrivning den bedste metode. Andre gange skal man zoome ind på redigering – både på afsnitsniveau og helt nede i de enkelte sætninger.

Den anden del af bogen sætter fokus på processen fra idé til færdig opgave. Jeg glemmer det selv tit, men problemformuleringer kan ændre sig undervejs i skrivningen. Det er ikke farligt at ændre problemformuleringen. Det er faktisk decideret nødvendigt en gang imellem, fordi skrivning også er erkendelse. Under alle omstændigheder handler det om at komme i gang!

Marianne og Jakob fremhæver Ernest Hemingways gyldne citat: ”Det første udkast er altid noget lort.” (side 37). Hvis det er en naturlov, så er der ingen grund til at vente på, at inspirationen eller det forkromede overblik indfinder sig. Det er ikke en kunstart at skrive opgaver. Det er et håndværk.

Man kan begynde med at etablere gode skriverutiner i det daglige. Det kan være at skrive uforstyrret 30 minutter hver dag, hvor man bortviser den indre, kritiske dansklærer. Du ved, hende der altid fokuserer på, at din stavning ikke er i top og at dit stof fremstår rodet. Eller at du har banale og trivielle observationer, som ingen gider at læse om. En god skriverutine kan også være at have et fast sted, hvor skrivningen foregår – langt væk fra køleskabet og andre fristelser. Forfatterne foreslår for eksempel biblioteket som et godt skrivested. Her er man alene, men omgivet af andre mennesker, der også er koncentrerede.

Skrivning er mange ting. Bogen ses her på en bund af Kristeligt Dagblad 8.9.2018. Den dato er guldrandet i biblioteks- og litteraturcirkler, for det er FNs internationale literacy-dag.

Nu vil jeg skrive noget om akademisk sprog og metakommunikation
Bogen afmonterer alle forestillinger om, at akademisk sprog skal være højpandet og langhåret. For øvrigt også en grim kombination. Det handler om at være saglig, klar, undersøgende, transparent og bygge sin tekst på viden og teorier.

Jeg har tit diskuteret med medstuderende, om man kan skrive ”jeg” i en opgave. Ja, er mit klare svar igen og igen. Det gør ikke opgaven mindre god eller mindre akademisk.

Akademisk sprog indebærer også, at man skriver til andre fagfolk. Ikke til moster Birte eller ens gamle biologilærer. Altså med mindre man studerer biologi.

Metakommunikation er ren og skær service over for læseren. Man holder sin læser i hånden og forklarer, hvad der kommer til at ske på de kommende sider. Det smarte er, at man samtidig får demonstreret, at man er hjemme i sin egen tekst og er bevidst om dens indre sammenhæng. Metakommunikation demonstrerer overskud og sender et vigtigt signal om, at man gebærder sig inden for en akademisk genre.

Der finder også metakommunikation sted i andre, kortere genrer, for eksempel i min indledning til dette blogindlæg. Men lige præcis i skriftlige opgaver på et studie er det ekstra godt at bruge vendinger som: ””Jeg vil her præsentere…”, ”I dette afsnit har vi redegjort for dilemmaer…” og ”Jeg vil nu undersøge vidensgrundlaget for.” (Side 106).

Jeg måtte smile ved læsningen af denne passage: ”Akademiske opgaver arbejder ikke med overraskelsesmomenter, antydninger og spændingskurver som en kriminalroman. Akademiske tekster er i den forstand kedelige tekster, der åbent lægger deres overvejelser til skue for læseren – blandt andet ved hjælp af metakommunikation.” (Side 104).

Bogen rummer flere eksempler på befriende humor og er i det hele taget uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. De vigtigste pointer står ude i margenen på alle sider, og de er desuden samlet i slutningen af hvert kapitel. God service. Der er også praktiske tips til litteratursøgning, fornuftig brug af ens vejleder og skrivearbejdet i grupper.

Bogen slutter af med et forbilledligt klart minileksikon over opgaverelevante begreber og en fyldig litteraturliste.

Skrivning begynder, før man tror. Belært af bogens gode råd har jeg lige skrevet den første mail til Iben, der er vejleder på mit afgangsprojekt. Jeg kaldte den ”løse tanker og bud på emner”. Nu skal jeg bare skrive opgaven!

Og skrive nogle afsnit om. Og lade andre læse den. Og redigere den. Og læse lidt mere. Og redigere en sidste gang.

Boginfo
Skriv opgaver på pædagoguddannelse af Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen, 221 sider, Samfundslitteratur, 2018.

Mere inspiration

Der er faglitteratur på menuen i disse tidligere blogindlæg:

Glæden ved et nyt semester, 2017

Faglitteratur med fråderen på, 2017

Bøger til dit arbejdsliv, 2017

Til sidst en blog, som du bør holde øje med. Her bliver alle typer af faglitteratur anmeldt, og for en gangs skyld bliver den gode læseoplevelse ikke blot koblet med skønlitteratur.

Det er Lene Graugaard-Jensen, der står bag bloggen. Hun arbejder til daglig som læringskonsulent ved Randers Bibliotek.

Hvis du har lyst til at gæsteanmelde en fagbog på Faghylden.dk, så klik forbi bloggen og giv Lene et praj.

Faghylden

Portræt af en læser, der forsker i læsning

/ Lisbet V. / 17 kommentarer

Kristiane Hauer forsker i læsning og fordybelse. Hun er bl.a. optaget af, hvad det er, der sker, når vi fordyber os i en rigtig god bog, og af læsningens og litteraturens betydning for både det enkelte menneske og vores kultur. Lige nu er hun i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun undersøger 8. klasse-elevers romanlæsning i og uden for skolen. Gennem undervisningsforløbet ’Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse’, som er designet til formålet, forsøger hun at fremme en fordybet læseoplevelse hos eleverne. Kristiane har gennem årene selv udgivet skøn- og faglitteratur og har undervist både børn og voksne i bl.a. creative writing.

Jeg har kendt Kristiane i over 22 år. Som entusiastiske studerende mødtes vi i en tværfaglig, frivillig læsegruppe i 1990erne. Frivillig! Vi mødtes sammen med venner og bekendte fra Antropologi, Arkitektskolen, Teologi og Filosofi og holdt små oplæg for hinanden i et ikke-angstprovokerende, venligt og trygt miljø, hvor det var i orden at stille alle mulige spørgsmål. Jeg tror, at den gruppe hjalp mig til at overleve og måske endda få noget brugbart ud af mit eget studie, som var Litteraturvidenskab. Nu har jeg fået et nyt, fagligt fællesskab med Kristiane, nemlig læsningens mange former, og jeg er superglad for, at hun vil bidrage til næste skud på stammen i Portræt af en læser-føljetonen.

Portræt af læseforskeren

Kristiane Hauer

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Kristiane: Faktisk husker jeg mere selve læsesituationen – som et form for billede – end præcis hvilken bog, der blev læst. Jeg husker, at min bror og jeg sad inde i vores stue om aftenen i den store blå sofa og fik læst højt. Jeg husker mørket udenfor, lyset inde i stuen, en følelse af at familien var samlet.

Der er også et andet billede, jeg ser tydeligt for mig. Det er bogen ’Alice i eventyrland og Bag spejlet’ som jeg fik forærende til min fødselsdag, og som ikke var sprættet op endnu. Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg lov at sprætte den op selv. Det var svært, og nogle af siderne blev revet lidt skævt. Jeg har stadig den bog i dag. Nu er det fint at se på de lidt ubehjælpsomt opsprættede sider og tænke på mine barnehænder, der sprættede bogen op dengang.

Alice i eventyrland opsprættet

Et par sider fra Alice i eventyrland

Lisbet: Hvilken rolle spillede læsning i din familie?
Kristiane: Måske er det ikke så overraskende, at jeg er blevet læseforsker. Der var i hvert fald bøger fra gulv til loft i mit barndomshjem. Når jeg havde andre børn på besøg, udbrød de altid: ”Årh, hvor er her mange bøger.” Men selv lagde jeg ikke mærke til det, for mig var det jo helt almindeligt.

Der var også stor respekt for læsesituationen i mit hjem. Da min bror og jeg blev større og kunne læse indenad, var det som om vi alle sammen i familien vidste og respekterede, at vi via læsningen hele tiden havde en indre verden ind i os – bøgernes verden – parallelt med den virkelighed, vi sammen færdedes i.

Lisbet: Hvad var din yndlingsbog som teenager?
Kristiane: Min mor – der var dansklærer – introducerede mig for Michael Strunge og de andre 80’er-lyrikkere, da jeg var 13-14 år. Det var vildt at begynde at læse digte. Og 80’er-lyrikkerne satte sprog på lige præcis sådan, som det føltes at være 13-14 år – for mig.

Michael Strunge digte

Strunge i pastellede farver.

Lisbet: Hvordan hænger læsning og skrivning sammen for dig?
Kristiane: Jeg tror, at mange at forfattere er begyndt deres forfatterskab med at skrive digte, og selvom jeg allerede havde skrevet lidt inden da, satte mødet med 80’er-lyrikkerne virkelig skub i min egen skrivning. Jeg skrev en digtsamling i sommerferien efter 9. klasse og fik et meget sødt og opmuntrende afslag fra Borgens Forlag, hvor jeg sendte den ind.

Læsning og skrivning hænger tæt sammen for mig. Det er et fantastisk privilegium for mig både selv at være et skrivende menneske – så meget jeg nu kan finde tid til det – og samtidig fagligt at arbejde med læsning og litteratur.

Lisbet: Hvorfor har du valgt at forske i læsning?
Kristiane: Bøger, læsning, skrivning – det er noget af det allermest fascinerende ved den menneskelige kultur. At vi har lyst til at skrive bøger og at vi har lyst til at læse bøger. Gennem bøgerne har mennesker mulighed for at møde hinanden på helt andre måder end når de står ansigt til ansigt. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er dér – i bøgerne, i skriften – at vi bedst kan og også tør, nærme os og sætte ord på det, som vi finder allermest vigtigt i tilværelsen. Måske er det netop fordi skriften på nænsom vis forskyder os lidt fra hinanden, at vi føler os trygge nok til at sætte ord på det, der er rigtig vigtigt for os. Men det er altså en noget anden og mere gennemarbejdet skrift, jeg her tænker på, end Facebooks statusopdateringer – litteraturens, tænkningens og videnskabens skrift.

Lisbet: Hvad viser dine foreløbige forskningsresultater om dybdelæsning i udskolingen?
Kristiane: Også i min forskning er jeg meget optaget af læserens møde med bogen. Og især den slags møder, med bøger, som er særlig betydningsfulde. Der hvor man som læser oplever bogen eller teksten som ’vigtig’. Jeg tror ikke, at alle får lov at opleve sådanne møde med en bog eller tekst, men jeg ville ønske, de gjorde det, for det er sådanne møder, der giver lyst til at læse mere. Netop i teenageårene, tror jeg man er særlig følsom over for den oplevelse. Derfor ser jeg bl.a. i min forskning på, hvordan teenagere læser – både i skolen og i fritiden.

Det fantastiske ville jo være, hvis de voksne, der er omkring teenageren – lærere, forældre, bibliotekarer – kunne hjælpe med at skabe rammerne for, at den slags givende møder kunne indfinde sig. Da jeg mødte Michael Strunge og 80’er-lyrikerne som 14-årig, var det netop så vigtigt et møde, fordi jeg følte, de talte til mig og med mig. Sådan havde det ikke nødvendigvis været for andre 14-årige, der til gengæld ville have fået meget ud af at læse noget helt andet.

Men er er også en anden problematik, jeg er optaget af i min forskning, og det er selve læsesituationen. Hvis man skimmer eller klatlæser en tekst, uden rigtig at være koncentreret om den, er det ikke en god forudsætning for at møde teksten. Det er vigtig, at man er indstillet på og også har muligheden for at læse i dybden, ved hjælp af de rette – ofte rolige, uforstyrrede og måske endda tilbagetrukne – rammer. Men uforstyrrede, tilbagetrukne stunder er der, så vidt jeg kan se, generelt ikke mange af i nutidens ungdomsliv.

Lisbet: Hvordan påvirker din forskning i læsning din egen læsning i hverdagen?
Kristiane: Det er klart, at jeg i øjeblikket læser en masse – meget interessant – faglitteratur og derfor ikke har så meget tid til skønlitteraturen. Men jeg er også begyndt at læse nogle af de bøger, som mange unge læser i øjeblikket – og som tilsyneladende taler lige til dem – og det har været rigtig spændende og tankevækkende oplevelser f.eks. at læse ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Kristiane: Det er et meget svært spørgsmål, og jeg synes, det skifter gennem livets forskellige faser. F.eks. er Michael Strunge ikke min yndlingsforfatter i dag, men når jeg læser ham, kan jeg stadig blive grebet af energien, det vilde billedsprog, visionerne.

Peer Hultberg, som jeg skrev speciale om på universitetet, har en stor plads i mit hjerte. Lewis Carrols ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ ligesådan – det er bøger, jeg meget ofte tænker på og kommer i tanke om detaljer fra. Jeg er også glad for de norske forfattere, som jeg synes er gode til at turde skrive med alvor og dybde, ofte sammen med en underliggende humor; Trude Marstein f.eks. og Dag Solstad.

Når jeg ser på de forfattere jeg nævner her, kan jeg se at de alle sammen arbejder meget med form og med sprog, men at de samtidig også undersøger den menneskelige bevidsthed i al dens mangfoldighed. Det er ikke bøger, der er drevet af plot, men af sprogligt overskud, psykologisk indsigt og humor – og som på forskellige fantasifulde måder viser, hvor vildt og vanskeligt det er, at være menneske.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Kristiane: Jeg har netop mødt den franske forfatter Eduard Levé – altså ikke i virkeligheden, for han døde i 2007, men mødt hans bøger og det er som et møde en ny ven. Hans bog ’Selvportræt’ ligger på mit natbord sammen med min gode veninde – i virkeligheden – Julias Butschkows flotte, nye novellesamling ’Granit’. Harald Voetmanns nyeste digtsamling ’Amduat – en iltmaskine’ – ligger der også. Det der bl.a. gør den bog helt speciel er, at den er indskrevet i hånden af forfatteren selv. Og så til sidst også en fagbog: Karin Littaus fremragende ’Theories of Reading – Books, Bodies, and Bibliomania’, som lige netop handler om vores følelsesmæssige, konkrete og materielle forhold til bøger.

Bøger på mit natbord

Kristianes natbord, foråret 2018.

Lisbet: Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Kristiane: Mit råd er først og fremmest at bruge lidt tid på at finde frem til nogle bøger, der virkelig kunne tænkes af fange netop dem. Som en hjælp kan man jo spørge sine læsende venner, en bibliotekar, gå på nettet eller besøge en god boghandel. Ofte hjælper det at nævne tre bøger, man allerede har læst og godt kunne lide, hvis bibliotekaren eller boghandleren skal komme med en kvalificeret anbefaling.

Så er der selve læsesituationen: Den skal være hyggelig, fredfyldt og eksklusiv. Hvis digitale medier får ens bevidsthed til at flakke væk fra bogen, så anbefaler jeg simpelthen at slukke dem. Og så gælder det om at huske at nyde selve læsningen, nyde at være helt sig selv, og samtidig få lov til at være ganske tæt på en anden bevidsthed; nemlig den bevidsthed, der har skrevet bogen til lige netop dig – og en masse andre læsere.

Endelig kræver det som regel en stor portion vedholdenhed at opbygge en god vane igen. Jeg tror det er godt at sætte sig for at læse i hvert fald nogle gange om ugen, i et længere uforstyrret tidsrum, om man har lyst eller ej, især indtil man er blevet fanget af bogen. Og hvis man bare ikke bliver fanget, så synes jeg, man skal lægge bogen væk og starte på en ny i stedet (Som læser har man altid ’retten til ikke at læse’, siger den franske forfatter Daniel Pennac). Men når først man har fundet en bog, der taler til én, og hvis univers, man kan mærke er blevet etableret inde i sig, så tror jeg nok, man skal fortsætte med at læse.

Læs mere om Kristianes forskning på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside
Få en oversigt over Kristianes udgivelser på bibliotek.dk

Flere portrætter på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Måske er du den næste? Her er tre tidligere portrætter, hvor det første handler om en læser på 14 år, som er netop den aldersgruppe, Kristiane forsker i.

Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Forsider, bagsider og det indimellem

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

 

En festdag for læsning og skrivning

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Alle dage har efterhånden et tema. Skovens Dag. Mors Dag. Buy Nothing Day. Grundtvig har fødselsdag den 8. september, og det er en mærkedag i Danmark. Manden skrev en tredjedel af salmebogen og var et renæssancemenneske. Politiker, filolog forfatter, teolog og titulærbiskop er bare nogle af hans titler. Folkeoplysning var en hjertesag for ham.

Derfor er det også et sygt heldigt sammentræf, at 8. september også er International Literacy Day. Hvordan markeres det rundt omkring? Læs videre og mærk, hvordan du selv kommer i festlig, læsefaglig stemning.

Hvad er historien?
UNESCO er et beundringsværdigt organ under FN, som er sat i verden for at styrke uddannelse, forskning og kultur. Sloganet lyder: ”Building peace in the minds of men and women.” Det kan jeg godt tilslutte mig. I 1966 indførte UNESCO International Literacy Day for at sætte skub i udryddelsen af analfabetisme. Arbejdet er ikke færdigt endnu. På globalt plan er der stadig 750 millioner analfabeter. Vi lader lige tallet stå et øjeblik.

Årets tema er ”Literacy in a digital world”. Der bliver holdt en stor konference i Paris på mærkedagen. Priser vil blive uddelt. Forskere og beslutningstagere fra hele verden vil udveksle synspunkter og fremlægge bud på, hvilke læse- og skrivekompetencer, der er brug for i en digital verden.

UNESCO er selvfølgelig også på Facebook

Så du har ingen undskyldning for ikke at følge med.

 

ILD 2017

Sådan ser det officielle logo for International Literacy Day 2017 ud. Skærm, skærm og skærm.

Hvad sker der i Danmark?
Herhjemme er dagens største begivenhed i læsningens tegn også en stor konference. Det er Nationalt Videncenter for Læsning, der inviterer til  Status for Literacy 2017: Når ord sætter spor. Som der står på centrets hjemmeside: ” Der er ord allevegne, i mails, breve, bøger, aviser og blade. Selvom det er de samme ord, der går igen, er tekst ikke bare tekst. Ord er valgt af den person, der bruger dem. De er præget af den situation, det samfund og den kultur, de skrives i, og de tager form af det medie, de er skrevet til. Ord bærer spor, og de sætter sig spor. Og de kan forfølges.”

Hvis du ikke selv kan være med til konferencen, så tjek konference-siden i den kommende tid. Oplægsholdernes præsentationer plejer at blive delt, sådan at flere kan få glæde af dagens faglige indhold. I år er der blandt andet en forsker i retslingvistik på listen over talere.

Se programmet for Ord sætter spor på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside

Du skal selvfølgelig også abonnere på centrets velskrevne nyhedsbrev

Danmarks Biblioteksforening og initiativet Ordet Fanger markerer også 8. september. Det sker med et tilbud til alle skoler, der har lyst til at lege med ord i rap-beats.

Find rap-beats til fri brug på Ordet Fangers hjemmeside

Blandt andet på Gladsaxe Bibliotek er der højtlæsning hele dagen. En god måde at sige goddag til weekenden på! Hver dag er læsedag på et bibliotek, men 8. september er ekstra festlig.

Læsning med solens kraft i Afrika
I min uvidenskabelige research stødte jeg på nonprofit-organisationen Sunbooktablet, der er en del af World Literacy Foundation. Over 1 milliard børn har ikke adgang til læringsressourcer, internet og elektricitet. Det vil Sunbooktablet gøre noget ved. Derfor har de fundet på en robust tablet udstyret med et solcellebatteri.  Tabletten rummer 800 bøger og andre undervisningsmidler, herunder ordspil. Simpelt og genialt.

Man kan donere en tablet til en skoleklasse i et af verdens udviklingslande med ganske få klik. Måske en god måde at fejre 8. september på?

Læs mere om projektet på Sunbooktablets hjemmeside

Læsning i flygtningelejre i Jordan
En af årets literacy-priser går til programmet We Love Reading, der er udbredt til 30 lande. Mange børn vokser op under forhold, hvor almindelig skolegang ikke er mulig. Det kan være, at de er permanent på flugt eller bor mange år i en flygtningelejr. We Love Reading rekrutterer frivillige, der læser højt for børn, hvor de nu engang er. Læsningen og historierne kommer til børnene. Ikke omvendt. Et andet element er at motivere og give beboere i flygtningelejre redskaber til at drive deres egne læseklubber.

De frivillige har en digital platform, hvor de på tværs af landegrænser deler erfaringer og tips med hinanden.

På UNESCOS hjemmeside finder du de rørende fortællinger om We Love Reading

Læsning kan give håb. Eller som Kofi Annan sagde det: “Literacy is a bridge from misery to hope.”

 

Faglitteratur med fråderen på

/ Lisbet V. / 3 kommentarer

Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

læring er alt

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.

 

Danmark Skriver (.dk)

/ Mikkel C. / Skriv en kommentar

To af mine yndlingspersoner, forfatter Eva Maria Fredensborg og renæssancemenneske (heriblandt forfatter) Karsten Pers, har åbnet hjemmesiden danmarkskriver.dk. Mere om navnet nedenfor.

Danmark Skriver som den tager sig ud på min iPad en lørdag formiddag

Siden tager sig ud som en fin kickstart på forfatterdrømmene derude (og her) med syv tanker, man ikke skal plage sig med, en liste over litteratur, der beskæftiger sig med skrivekunsten i alle sine facetter, kurser og blogs.

Man kan høre de to fagfolk live:

(Se i øvrigt hele det vilde arrangementkatalog på Hovedbiblioteket her)

Tro mig. Man kan bruge sin tid langt, langt værre (langt!) end at lytte og stille spørgsmål til de to forfattere.

Danmark Skriver er en drøm hos nogle af os. Danmark Læser-kampagnen var en stor succes. Desværre blev den ikke fulgt rigtig op. Vi kunne godt tænke os en skrive-pendant. Vi kunne godt tænke os at gøre skrivning til noget, man beskæftigede sig med på hobbyplan ligesom at gå til guitar eller madlavning eller petanque. De færreste vil dog indrømme, at de skriver til skuffen. Er det ikke lidt mærkeligt egentligt? Og hvis man siger det, kommer spørgsmålet altid, hvornår det skal udgives. Spøjst nok, for hvis man laver en ond gang Chop Suey, er der aldrig nogen, der spørger, hvornår man åbner en kinesisk restarant.

PS: To rettelser til Danmark Skriver. Ét af rådene er, at man ikke skal tage sig af kommatering og stavning i den kreative fase. Ptøj! Jo, man skal! Korrekt grammatik redder liv og forhindrer krige. Der står også om Robert Zola Christensens “Manual til skrivekunsten,” at den kun er tilgængelig som ebog. Den er selvfølgelig tilgængelig via dit lokale bibliotek. I København har vi såmænd et helt dusin eksemplarer, og vi låner dem ud, du. Vederlagsfrit! 🙂

b046ccdb090598c3061103e6bf17f43d-1