Måned: august 2018

Portræt af en præst, der læser

/ Lisbet V. / 14 kommentarer

Mit allerførste portræt af en læser her på bloggen var af min niece Erica, der efterhånden er blevet ni år. Nu er tiden kommet til hendes far, der er min storebror Anders. Selv om han er præst, læser han meget andet end Bibelen. Anders Vestergaard er præst i Birkerød. For omkring ti år siden slog han sine folder i den engelske havneby Hull, hvor han var sømandspræst og brugte mange timer på at køre rundt på de enorme havneområder og besøge containerskibe og coastere med danske besætningsmedlemmer. De skulle have danske papiraviser og en god snak.

Anders er årgang 1970 og dermed seks år ældre end mig. Da jeg var teenager, var han en ung voksen. Jeg havde ikke et stort behov for at differentiere mig fra ham. Når han læste Album af Benn Q. Holm, så gjorde jeg det også. Da han senere valgte København som studieby, fulgte jeg trop. Når han gik på BobiBar og drak Hof, blev dette legendariske, brune etablissement selvfølgelig også en del af min natterute i et par år eller ti.

Anders er i dag far til tre døtre og har en travl hverdag. Han døber, begraver, vier og holder prædikener i et væk. Der er sandwich og salmer i sognegården.  Juletræstænding, møder i menighedsrådet og sjælesorg. Det efterlader ikke meget tid til læsning, men alligevel holder Anders læsegryden i gang og kommer jævnligt med et godt tip til mig. Og nu også til dig.

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Anders: Mine første minder går tilbage til 1. og 2. klasse, hvor jeg var en af dem, der blev taget ud af klassen og kom ind i det lille lokale ved siden af lærerværelset, hvor vi var en 3-4 stykker, der skulle have ekstra hjælp til at lære bogstaverne, sætte dem sammen og afkode dem som ord. Jeg husker det som en stor lettelse, den dag jeg ikke blev taget ud af klassen og ikke længere var en af dem, der skulle have særlig hjælp. Glæden blev ikke mindre af, at der stadig var andre, der blev taget ud.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit hjem?
Anders: Jeg husker først og fremmest, at min far og mor var optaget af at læse avisen. Den kom først om eftermiddagen, når alle var hjemme. Så kæmpede de lidt om sektionerne. Vi var også på biblioteket jævnligt.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Anders: Da jeg var 9 – sikkert 10 år – læste jeg Huckleberry Finn, som jeg havde fået som medlem af Gyldendals Børnebogsklub. Det var en meget stor bog for mig. Og det var en stor sejr at læse den fra ende til anden

Anders som meget ung og lidt ældre skoledreng. Vesten på det lille foto giver ham et ukarakteristisk artigt look.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Anders: Jeg læste Tom Kristensens Hærværk som14-15årig, lige efter jeg var blevet færdig med Kim-bøgerne, Jan-bøgerne og Alistair Macleans bøger om spioner i efterkrigstiden

Ole Jastraus forfald og vrede i Hærværk, der vendte både ind og ud, gjorde stort indtryk på mig. Og billeder af rester af spejlæg ned ad Jastrasus jakke og revers står tydeligt for mit indre blik.

Lisbet: Hvad betyder bøger og læsning i dit job som præst?
Anders: Der er ingen kristendom uden skrifter, så derfor betyder bøger alt. Den del af spørgsmålet er ikke så vanskeligt. Hvad læsning så betyder i jobbet som præst kan nok variere en del, og der kan sikkert også kommet meget godt arbejde ud af det, uden at man har gjort sig særligt bevidst om sammenhængen.

For min del gælder det nok meget overordnet om at gøre begreber levende i billeder, eller snarere at føre tilhørere/begravelsesfølge/kirkegængere og konfirmander bag om teologiske begreber og gøre dem almene, basale og vedkommende i billeder. Grundlaget, begreberne – ikke mindst teologiske – i sig selv kan snart sande til, blive abstrakte, fjerne og ligefrem livløse. Skal jeg kunne skrive levende, vække billeder, eftertanke og forestillinger hos dem, jeg taler til, så må jeg læse mig til det. For jeg tror ikke, at der kommer så meget inde fra hverken hjerne eller hjerte af sig selv, men at der kan komme en del gennem mig og inspirere i sådan en levende vekselvirkning mellem læsning og skrivning og mellem begreber og billeder. Og her er alle fire nødvendige.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Anders: Jeg har fået en blød og dyb stol på mit værksted, kontoret, som indbyder til læsning og fordybelse på en helt anden måde end at sidde på kontorstol ved kontorbord med opslået laptop til evig adspredelse og overspring.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Anders: Jeg har været glad for Richard Ford og over årtier at følge hans alter ego Frank Bascombe. Havde jeg været i begyndelsen af 20erne nu, ville jeg have sagt Michel Houllebecq. Sex, samfund og selvoptagethed pakket ind i en vis intellektualisme.

Dengang var jeg til gengæld meget optaget af Jose Saramagos En historie om blindhed om civilisationens tynde fernis. Jeg læste flere af hans bøger, men ikke med helt den samme læseoplevelse.

Nu kan det ske, f.eks. når jeg læser Paulus, Jobs eller Salmernes Bog, at der bliver talt til mig med en vægt af noget eviggyldigt og en alvor, der ophæver afstanden i tid og rum mellem os.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Anders: Bortset fra at der står en tremmeseng, der hvor natbordet skulle stå, så nærmer jeg mig slutningen af Péter Nádas Parallelle Historier, bind 1.

Jeg regner med, at det kommer til at tage noget tid at tygge mig gennem alle tre bind. Men det skulle også have taget noget tid at skrive dem…

Så læser jeg der udover som arbejdsmiljørepræsentant Stop Stress af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Og endeligt Johannes Værges Rygter om Gud.

Lisbet: Hvad skal man gøre, hvis man som voksen er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Anders: Da jeg kom ud af læsevanen, købte jeg et timeglas på 20 minutter, vendte det på hovedet og satte mig for, at det må være muligt at afsætte 20 minutter hver dag til faglitteratur uden at lade sig afbryde af telefonen, indkomne mails og andre overspringshandlinger. Det hjalp.

Anders sælger varen godt. Jeg må læse denne trilogi, for ellers går jeg virkelig glip af noget.

Flere portrætter
Anders er nummer seks i rækken af læserportrætter.
Her kan du finde de første fem i serien: 

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90

Boggaver og litteratur, der viser sig at være overraskende god

/ Anne-Grethe Demant / 1 kommentar

For nyligt var jeg så heldig at få en bog forærende – og det selvom det hverken er juleaften eller min fødselsdag.

Boggnasker som jeg jo er tager jeg glædeligt imod bogen og begynder at ren nysgerrighed at google anmeldelser af bogen. Ikke at det har den store betydning, jeg vil læse bogen uanset hvad andre måtte mene.

Anmeldelserne er meget positive, næsten overstrømmende. Det er lige før jeg tænker om folk overdriver, men der er jo kun en måde at finde ud af det på.

Bogen findes frem.

“Bjørnen” af Katrine Marie Guldager – udgivet på Gyldendal tidligere i 2018.

Bogen ER rent faktisk god….og skidesjov, faktisk. Forfatteren har humor og jeg er ganske pjattet med bogen.

Hvorfor, spørger du? – det kan du blandt andet læse lidt om i denne anmeldelse:

Vibse er midaldrende, faktisk lidt ældre en midaldrende – og det spiller ikke rigtigt for hende. Hun er netop blevet fyret fra sit job som gymnasielærer fordi hun var for åbenmundet overfor sin chef – og det selvom hun havde været ansat i 15 år inden ham tossen kom til og næsten inviterede til, at hun skulle sige sin ærlige mening op i hans åbne ansigt.

Datteren Laura flyttede hjemmefra 3 dage efter hun blev fyret – den lille ælling er blevet voksen og skal ud i verden – også selvom det er mere end almindeligt svært for moderen at give slip.

Om fredagen i denne helvedesuge har Vibse et stort skænderi med sin mand – lad os kalde ham Bent, selvom han faktisk hedder Lars – og så får Vibse nok.

Hun skrider fra det hele. Damper af til familiens sommerhus i Sverige, så kan de sgu have det så godt alle sammen, røvhuller !

Til at begynde med virker det som en god ide at fordampe så man kan få sig lidt fred fra alle idioterne, men måske er det slet ikke så smart igen at bevæge måsen hen i et sommerhus midt på vinteren, hvor der er faldet en del sne. Især ikke når man er tvunget ud i, at redde den mand, der bor i nabohuset og man for øvrigt ikke er særligt minded til at kapere de udfordringer, det kan give at skulle klare alting selv. Måske er folk derhjemme slet ikke så store røvhuller, som man egentlig havde bestemt sig for, at de skulle være.

”Bjørnen” er en roman om en kvinde, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med sin egen angst – og en stor, brun bjørn i Sverige.

På bogens bagside beskrives bogen også som en roman om en kvinde, der på flere måder kæmper for sit liv, om tab, skam og om at finde den mening med tilværelsen, der fra tid til anden vanskeligt lader sig finde når man befinder sig i en personlig krisesituation.

Katrine Marie Guldager har med ”Bjørnen” bedrevet en virkelig fin roman, som jeg synes var både underholdende og humoristisk, men som samtidigt på dygtig vis beskriver hvordan det opleves når lokummet vælter for en og alting går i den gale retning – og det har alle mennesker over 40 vist prøvet.

Solidt håndværk, underholdende læsning og på alle måder en overbevisende læseoplevelse, som jeg næsten ikke kan anbefale varmt nok – det her er altså en af den slags bøger, der SKAL læses.