I løbet af min arbejdsuge er jeg tit nogle timer på kontoret hos Tænketanken Fremtidens Biblioteker, hvor vi har lidt plads, men enorme mængder af hygge og endnu større mængder af biblioteksrelateret fagsnak. I en periode var jeg kollega med Josefine Ísafold Auðunsdottir Nielsen. Hun er nyuddannet sociolog med kærlighed for og erfaring med biblioteker, litteratur og læsevaner. Jeg har fået lov til at lave et portræt af Josefine som læser. Hun fortæller blandt andet om sin litterære awakening, læsning som et pauserum og sociale medier som en essentiel spiller for læselysten.
Hvad er dit tidligste minde om læsning? Jeg kan huske, at min mor og jeg læste Karla-bøgerne højt, da jeg var lille. Og da jeg ramte en alder, hvor jeg selv kunne læse, blev jeg meget optaget af Witch – både bøgerne og tegneserien. Men en læseoplevelse, der fremstår skelsættende for mig, var, da jeg som 12-årig læser Twilight. Det var lige omkring, den første film kom ud, og hypen var episk. Det var første gang, jeg oplevede den der fuldstændig opslugende læseoplevelse. Hvor man fuldstændig glemmer tid og sted. Hvor man kommer igennem en vild følelsesmæssig rutsjetur, fordi indlevelsen er så dyb og akut. Den efterfølgende sommer blev de sidste bøger i serien oversat, og jeg kan huske at være fuldstændig ude af rækkevidde, mens læsningen stod på. Jeg ville ikke slippe bogen for noget. Til min lillesøsters store frustration. Men what to do? Jeg havde oplevet min litterære “awakening”.
Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet? Siden min Twilight-besættelse tog det fart med at udvikle min ‘læseridentitet’, som jeg vælger at kalde det. Jeg har lige siden mine pre-teenage-år været kendt som hende, der læste meget, og der har ikke været en jul eller fødselsdag siden, der ikke har haft bøger på ønskesedlen. Mængden har varieret, bevares, men der har som regel altid været en bog i gang, selvom det måske nogle gange har taget mig nogle måneder (*host* mange måneder) at komme igennem dem. Det seneste års tid eller to er min læsning dog eskaleret som aldrig før, til min pengepungs store fortrydelse.
Hvilken slags læser er du i dag? Jeg er uden al tvivl, hvad man ville kalde en mood-reader. Mine følelser og mit humør dikterer, hvilke bøger jeg læser, selvom jeg dog typisk bevæger mig rundt i de samme to genrer – contemporary romance og fantasy (okay, okay, romantasy). Er jeg ovenpå og har overskud, så kan jeg for eksempel kaste mig over en lidt mere kompleks fantasy-roman, hvor et detaljeret verdenssystem kræver, at forestillingsevnen står skarpt. Har jeg brug for bare at slå hjernen lidt fra og lade mig underholde, så kaster jeg mig over ufarlige moderne kærlighedshistorier, der typisk følger en semi-generisk outline, så man ikke skal forholde sig til de helt store overraskelser.
Jeg er også en superforbruger af litteratur – hvis man kan sige det sådan. Jeg læser rigtig meget. Som i rigtig, rigtig meget. Jeg tror læsningen er et pauserum, som jeg især har brugt under det sidste halvandet års tid af min uddannelse, hvor jeg begyndte at mærke, at presset blev tungt. Her blev litteraturen en form undslippelse, en emotionel sutteklud – så usexet som det nu lyder. Det giver mig bare meget på overskudsfronten at kunne lukke af for omverden for en stund og så bare dykke fuldstændig helhjertet ned i to personers rejse mod hinanden. Læsningen er en substantiel del af min hverdag, og hvis det skulle ske, at jeg ikke får læst en dag, så er det helt sikkert, at jeg går i seng med følelsen af at have glemt et eller andet. I kender følelsen, ikke?
Josefine foran sin stærkt appetitvækkende bogreol.
Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning? For tiden er det helt sikkert sociale meder, der driver min læsning fremad og sørger for, at min to-be-read liste altid er uoverskuelig lang. Jeg tror, sociale medier er med til at holde mig til ilden og holde min læselyst oppe, fordi jeg oplever en overflod af anbefalinger af bøger, som jeg virkelig gerne vil læse. Heldigt for mig, er der mange andre unge kvinder som mig, som er kæmpe suckers for pastelfarvede, melodramatiske romancer, så dem tror jeg ikke, jeg løber tør for lige fremover.
Hvorfor har du skrevet speciale om et læserelateret emne? Og hvad handler dit speciale om? Jeg har skrevet speciale om the Bookternet, hvilket er en samlebetegnelse for alle litterære nicheuniverser på tværs af forskellige sociale medieplatforme. Mere specifikt har jeg undersøgt, hvordan unge oplever, at sociale medier påvirker deres læsevaner, og hvilke potentialer sociale medier kan have i udviklingen af læselyst blandt unge. Min interesse for det her fænomen ligger i høj grad i min egen oplevelse med the Bookternet. Som jeg lige nævnte, så er sociale medier en essentiel spiller for min egen læselyst, og jeg var simpelthen så nysgerrig på, hvad det egentlig var, der foregik her. Hvordan kan et simpelt billede af en bog med et random citat i beskrivelsen give mig en akut trang til at læse bogen? Hvordan kan det være, at en 15 sekunders video med billeder, der illustrerer en bogs æstetik, er alt hvad der skal til, for at bogen lander på min TBR? Der var nogle dynamikker på spil, som jeg meget gerne ville blive klogere på. Og så var jeg også stærkt motiveret af tanken om, at the Bookternet muligvis har potentiale til at blive et værdifuldt redskab til at skabe mere læselyst. Kunne det ikke være cool?
Hvor og hvordan kan du godt lide at læse? Efter så mange år har jeg udviklet en fantastisk evne til at kunne læse alle steder, men jeg foretrækker helt sikkert at sidde i min sofa, med min bog og en helt tom dag foran mig. Den bedste læsesituation er den uforstyrrede læsesituation. Hvis bogen er meget spændende – eller bare moderat spændende, hvis jeg skal være ærlig – så kan jeg uden problemer sidde hele dagen og læse. Det eneste værre end at være tvunget til at lægge en god bog fra sig er æselører.
Hvordan tror du, dit kommende læseår bliver? Jeg håber, det bliver lige så produktivt som sidste år, også selvom jeg i starten af året havde sat mig for at skrue lidt for læsemængden. Som nyuddannet går jeg lidt en uvis tid i møde, så det er svært at gisne om, hvor meget læsetid der bliver. Nogle veninder og jeg har lige startet en læseklub op, og den første bog, vi skal læse, er Måden Du Rør Mig På af Maja Lucas – ikke en bog der naturligt ville have placeret sig på min læseliste. Så jeg ved at det bliver et år, hvor jeg skal bevæge mig ud fra mine komfortgenrer.
Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere? Jeg sætter måske lidt Bogsnaks læsere på en prøve med de her anbefalinger, men jeg synes de tilsammen afspejler min kærlighed for det fantastiske, det romantiske og det historiske. Og det skulle jo være meget sundt at læse lidt uden for sin komfortzone engang i mellem.
Anbefaling 1: Anastasia af Sophie Lark. En episk genfortælling af tegnefilmen med samme titel fra 1997, der tegner en fiktiv fortælling om den sidste russiske zars yngste datter. Den rammer bare et sweetspot mellem min indre prinsesse og indre power-woman.
Anbefaling 2: Archers Voice af Mia Sheridan. En smuk kærlighedshistorie fortalt gennem nonverbal kommunikation. Medbring Kleenex.
Anbefaling 3: Amazonernes Ring af Anne Fortier. En hommage til min teenageår, hvor alt, hvad der lugtede bare det mindste af historie og sagnomspundne myter, havde min interesse.
Flere læserportrætter Læserportræt-formatet har nu syv år på bagen. Der er masser af lister og læsere at dykke ned i.
Er der noget bedre end at sætte sig med en god bog på en lang, mørk vinteraften og lade sig indhylle i en god fortælling? Jeg tror det ikke. Jeg holder i hvert fald selv meget af, at læse en god bog.
En af de bøger, som jeg næstsen lige har læst er en bog, som jeg gerne vil anbefale Jer andre at læse.
Jeg har brygget en anmeldelse af “Den sorte smeds sønner” af Per Lau Jensen, som kommer her:
Det er et meget imponerende research- og skrivearbejde, der ligger til grund for “Den sorte smeds sønner”, som er Per Lau Jensens seneste bog.
Det er en slægts- og samtidsroman på 418 sider, som for min skyld gerne måtte have fortsat de næste 418 sider også.
Den sorte smed bliver født i 1886 og bliver kaldt for den sorte smed fordi han er meget mørk af en hvid mand at være. Han er fagforeningsmand og er på nogle områder meget fremsynet, men på andre punkter lidt gammeldags.
Som udlært smed kommer han til at bo i en lejlighed i Ryesgade med sin kone Dagmar. Herfra følger bogen familiens tilværelse, børnene der kommer til, arbejdslivet og hverdagslivet. På den måde er bogen en slægtsroman, men bogen er sandelig også et portræt af vores hovedstad og af Danmark, der har gennemgået temmelig store forandringer igennem de sidste 100 år. Tænk bare på 1. og 2. verdenskrig, tænk på hvordan arbejdsmarkedet og arbejdsvilkårene har ændret sig på blot lige over 100 år.
Bogen følger så at sige både hovedstadens og landets forandringer, men er også en fortælling om hvordan de generationer der kommer efter en selv er med til at forandre det land vi bor i – ganske enkelt fordi tiderne skifter og de kommende generationer kan have ganske andre drømme og ønsker for sig selv og for hvordan verden skal se ud.
Det er vanskeligt at koge handlingen på 418 sider ned i kort form. Men jeg kan sige, at det er er længe siden jeg har læst så gennemarbejdet bog som denne. Det er en meget imponerende og velskrevet bog jeg har liggende foran mig. Selvom jeg holder af alle Per Lau Jensens bøger er denne her min favorit – den er meget spændende og i høj grad læseværdig.
Denne bog er på min top 3-liste over årets bedste læseoplevelser og jeg vil på det varmeste anbefale andre, at læse denne bog og købe den som julegave.
I årevis har jeg haft en idé om, at jeg ville skrive om Alma Vestergaard. Hun var min fars faster, og jeg har et svagt minde om hende. Hun døde i 1981, da jeg var fem år gammel. Mine stærkeste minder fra hendes hus Skovbrynet er et brætspil med små væddeløbsheste i plastic og de krystalliserede mælkedrenge fra hendes kummefryser. Begge dele havde en magisk tiltrækningskraft på mig.
I lang tid har jeg ledt efter den perfekte indfaldsvinkel til teksten om Alma. Den slags plejer at komme til mig, når jeg er i bad eller tømmer opvaskemaskinen. Men nu er der gået måned efter måned, og jeg har mildt sagt været i bad mange gange. Vinklen er ikke dukket op. Derfor har jeg besluttet mig for bare at gå i gang.
Hvorfor er jeg optaget af Alma? Det oplagte svar er, at jeg på nogle måder identificerer mig med hende. Alma var glad for at skrive, at møde folk og komme ud med et budskab. Hun skrev lejlighedssange, var meddeler (ja, det hed det) ved Vendsyssel Tidende og forfattede også komedier og andre tekster. Nogle af dem kan man endda finde på bibliotek.dk, for eksempel enakteren En rowle staaj: komedie på vendelbomål udgivet i 1937. For de ikke indviede er titlen på rigsdansk En rolig stund. Hvor ville det dog have glædet Alma at vide, at hendes skrifter er optaget i nationalbibliografien.
I mit liv er der også en stor begejstring for at komme ud blandt folk, skrive, formidle og måske endda underholde. Jeg har et bagland i min nærmeste familie, der gør, at jeg kan tage til Middelfart den ene dag og Sønderborg den anden. Alma kunne ikke begge dele. Hun kunne ikke både rejse ud med lysbilledapparatet og holde foredrag om husmandsbevægelsen og samtidig have en familie derhjemme. Det lå ikke i tidens normer med den kombination.
Alma blev aldrig gift. Jeg kender ikke baggrunden. Måske elskede hun friheden. Måske var hun ikke interesseret i at få mand og børn. Hun boede i størstedelen af sit liv sammen med sin søster Petrine, der også var ugift. Petrine var den introverte, der blev hjemme. Hun var dygtig til håndarbejde og havde sin egen tilskærerskole. Akkuratesse var hendes adelsmærke.
Alma var den ekstroverte, der rejste rundt og holdt foredrag, ofte afrundet med en overnatning på det ydmyge missionshotel eller højskolehjem i provinsbyen. Alle vidste, at de to søstre havde et kompliceret forhold, præget af gensidig, økonomisk afhængighed og svære følelser. Petrine følte, at hun stod i skyggen af entertaineren Alma. Her er nok af romanstof at tage fat på. Men jeg forener de to søstre i håndarbejdet. For tekster er en form for vævning, og håndarbejde har tekstur.
I mit instagram-feed er der bunker af billeder med vævede vægtæpper, strikkede trøjer, hæklede tørklæder, broderier og kjoler syet af gammelt sengetøj. Håndarbejde hjælper os til at koble af og giver os glæden ved at være kreative. For Petrine var det en levevej og forhåbentlig også en kilde til faglig stolthed. Hvad ville hun have tænkt om Lærke Bagger? Vi finder aldrig ud af det.
Læseinspiration til os, der elsker håndarbejde Efteråret er ved at krybe ind til os. Det er den perfekte årstid til at læse, strikke, sy og lytte. Mit netværk har fodret mig med disse titler, som du kan tage med ind i den mørknende sæson. I alle bøgerne spiller håndarbejde en vigtig rolle. Fra kjolesyning og træsnitteri til stramajbroderi og vævning.
I min vennekreds er der en uddannet socialrådgiver. Hun er gift med en politibetjent. For mig udgør de et power-par, der i kraft af deres professioner sikrer, at der bliver taget hånd om noget af det vigtigste i vores samfund: Rettigheder, hjælp og tryghed. Vi bevæger os med faretruende hast over i afdelingen for skåltaler. Men bare rolig. Vi ender et helt andet sted, og det er besværligt, stressende og psykisk udmattende – dog også med dimensioner af meningsfuldhed.
I mærkværdige anfald af magister-selvhad bryster jeg mig af, at jeg trods alt kender nogen, der rigtig kender til virkeligheden derude. Min veninde har arbejdet med handlede kvinder og stofmisbrugere på Vesterbro og i Amsterdam. Hendes mand har taget et utal af nattevagter og håndteret situationer med selvmord, vold og gadeuroligheder.
Når de fortæller om deres fag, sidder jeg og lytter med vidt opspærrede øjne. Det hele er så langt væk fra min hverdag, hvor et af de største problemer er, at en idiot springer køen over i REMA, og ugens levering af Børneavisen er gået i kludder. Den samme oplevelse får jeg, når min morbror gengiver hverdagen som underviser i et åbent fængsel, der både byder på møder med triste skæbner og ukuelige fightere.
Hvordan skal jeg forstå de andres liv? Som altid kan litteraturen også her give en hjælpende hånd. Uden selv at være underviser i et fængsel, socialrådgiver, specialpædagog eller ansat i Børnehaven Spirekassen kan jeg titte ind i de verdener. Smage på de svære situationer og mærke de udmarvende dilemmaer, som udøvelsen af de såkaldte velfærdsprofessioner er forbundet med. Og kan vi afskaffe ordet “velfærdsprofessioner”, tak?
Mein Gott, tænker du måske. Skal hun skrive et langt og følelsesladet indlæg om socialrealistiske bøger? Ja. Og nej.
For det handler mere om den aktuelle tendens til, at litteratur godt må bruges til noget. Det kan være til udvikling af ledere, sådan at de bliver bedre til at tøve, tænke, forstå og spejle deres medarbejdere. Det kan også være til undervisningen af kommende socialrådgivere, der ikke kun skal fodres med teorier og jura. Teksterne kan godt sætte sig i kroppen og give fantastiske læseoplevelser og samtidig bruges af det enkelte menneske til noget specifikt i deres liv. Hvis du er interesseret i dette syn på litteraturen, er der rige ressourcer at forlyste sig med i forskningsprogrammet Uses of Literature.
At læse for oplevelsens egen skyld er stadig noget, vi skal værne om. Ligesom legen er sit eget formål. Men tænk hvis vi kunne få meget mere skønlitteratur ind i uddannelserne på det, der før hed seminariet, på direktionsgangene og på personalemøderne. Jeg er ikke alene om at fantasere hedt om det, og andre gør noget ved sagen. Her kommer nogle eksempler, som inde i mit hoved danner en fin og organisk treenighed.
Tre novellesamlinger der kradser Akademisk Forlag står sammen med tre redaktørpar bag tre udgivelser med noveller skrevet af et fornemt udvalg af danske forfattere som Lotte Kirkeby, Thomas Lagermand Lundme, Sanne Munk Jensen, Lars Frost, Nicole Boyle Rødtnæs og Jens Blendstrup.
Mælkekassetårn er titlen på samlingen af såkaldte daginstitutionsnoveller. I forordet til bogen, der udkom i 2020, skriver Stefan Herman, rektor ved Københavns Professionshøjskole, at vi i Danmark har en tradition for at skildre lærere og skolen i litteraturen, mens det tidlige børneliv i daginstitutioner er et ubeskrevet blad set fra et et skønlitterært synspunkt. Der er masser af tal og statistikker på området, men ganske få skildringer af det felt, som dagtilbudspædagoger, medhjælpere og assistenter arbejder i. Hvad er det for en virkelighed, de står midt i? Hvad er dilemmaerne? Hvornår gør det ondt? Hvad betyder det at være professionel på en menneskelig måde, når man arbejder med små børn?
Det er nogle af de aspekter, som kunsten kan give en anden slags indblik i, og det gøres på fineste vis i disse 10 noveller, hvor der virkelig er noget på spil for både børn, pædagoger og forældre. Der er humor, smerte og frustration i novellerne, som går i kødet på konstruktionen “forældresamarbejde” (Sanne Munk Jensens Sidste dag) og giver os en besk forsmag på en fremtid, hvor liberalismen sætter sig igennem i basis-, normal- og plusabonnementer på dagtilbud. Nogle børn har kun abonnement på basisydelser som mad og en skrabet legeplads, mens andre er guldkunder og får teateroplevelser, hoppeborge og festlige frugtopsatser (Nicole Boyle Rødtnæs’ Basis-abonnement). Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg læste netop denne novelle, fordi den blot skruer op for beskrivelsen af en almen og frygtelig sandhed: Børn har ikke lige muligheder. Og hvad stiller en pædagog op med det?
Redaktørerne Julie Top- Nørgaard og Christian Aabro har lavet et beundringsværdigt stykke arbejde med at samle novellerne, som også småbørnsforældre, bedsteforældre og andre med personlige og forskningsmæssige aktiver i det gode børneliv kan læse med stort udbytte. Hvis man var helt frisk, kunne oplæsning af en af novellerne på forældremødet i børnehaven måske give nye vinkler på drøftelserne om sukkerpolitik?
I 2022 udkom En hummer kan ikke dø: Noveller om social- og specialpædagogisk arbejde og Levn efter personspecifikke aktiviteter: Socialrådgivernoveller.
I en hummer kan ikke dø stiller forfatterne skarpt på et fagligt felt, hvor omdrejningspunktet er mennesker i udsatte positioner. Novellerne kredser om alt fra klasseforskelle og diagnoser, til fysisk vold og konsekvensen af underretninger. Det er tunger emner, men novelleformens stramhed og det skønlitterære sprog giver en anden indfaldsvinkel til dem, end hvis jeg læste en avisartikel om normeringer af personale på bosteder for unge.
I Hvorfor niver du? af Stine Askov er der en ekstrem kraft i skildringen af den granvoksne udviklingshæmmede Jan, der spiser ALT, og som skal mandsopdækkes for ikke at skade sig selv, for eksempel når han kaster sig over rådne nedfaldsæbler fyldt med hvepse. Det billede vil jeg sent glemme.
Der er også lavmælte toner i novellerne, som i Thomas Lagermand Lundmes Virkeligheden er noget de andre har fundet på. En udviklingshæmmet kvinde er på et værksted og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner, et viskestykke eller et lidt stort lommetørklæde. Hun må ikke bruge saksen selv. Jeg er vild med den slags detaljer.
Igen er det Julie Top-Nørgaard, der har redaktørrollen, men denne gang sammen med Marianne Eskebæk Larsen. De er begge ansat ved Københavns Professionshøjskole, og jeg gad godt være en flue på væggen, når de underviser fremtidens pædagoger med afsæt i novellerne.
Trilogien af novellesamlinger fuldendes med Levn efter personspecifikke aktiviteter: Socialrådgivernoveller. Vi er langt fra “Hvad er min ret, og hvad er min pligt?”-genren med Hanne Reintoft i rådgiverrollen, når Jens Blendstrup fræser velgørende humor ned i mødet mellem en kvindelig socialrådgiver og en arbejdsløs mand i novellen Tabita og Allan. Han har tabt livsmodet efter en fyring, men Tabita får ham tilbage på sporet ved at skaffe ham et job på en fabrik. Lige den tekst gav mig et gnist af håb. Jeg tror på, at den slags finder sted. Ligesom jeg også er sikker på, at handlingen i Velfærdschefen af Jeppe Brixvold er uhyggeligt tæt på den kommunale virkelighed, dog med omvendt fortegn. Hvis bare vi snakker om trivsel og løft af den faglige stolthed, så skal vi nok klare stress, sygemeldinger og udbrændte medarbejdere med alt for store sagsstammer. Ikke sandt?
Trine Brinkmann og Martin Glaz Serup har redigeret Levn efter personspecifikke aktiviteter. Titlen på novellesamlingen er teknisk og kold, men samtidig mærkeligt poetisk. Den er taget fra novellen CENTER af Lív Maria Róadottir Jæger, der giver et indblik i hverdagen på et nyåbnet asylcenter. Teksten minder om et langdigt med associationer og overraskende sprogbilleder. Den nyuddannede Liv er ansat som funktionær, og det smager af kontor og Kafka (side 17). Men der er også en følelse af ømhed over for en unavngiven beboer på centret og fascination af en ammende kvinde. Vi får lov til at opleve det hele med Livs sanser og tanker. Dermed bliver vi som læsere taget langt væk fra den sædvanlige retorik om kvoter og sagsbehandlingstid. Ikke fordi billedet pludselig er tegnet lyserødt, men der kommer en kompleksitet og menneskelighed på banen, der minder mig om tonen i Anders Aggers “Indefra”-programmer. Ellers ingen sammenligning.
Man kunne med sindsro uddele alle tre novellesamlinger til de ansvarlige ministre og kommunalbestyrelsesmedlemmer på områderne og opfordre til, at de læser en novelle om dagen. Det er overskueligt. Det ville tage dem en måned, og de ville få et helt nyt sprog og afsæt for at diskutere børne-, social- og sundhedspolitik. Måske er jeg naiv. Det handler jo om penge og prioriteringer. Men man kunne da gøre forsøget eller få en fagforening til at fyre det af en gimmick…
Hvem er bange for Moby Dick? Springet fra pædagogerne og socialrådgivernes virkelighed til hverdagen på direktionsgangene i multinationale virksomheder og i EU er enormt. Men temaet er det samme: Hvad kan man bruge litteraturen til i sin profession?
I Hvem er bange for Moby Dick? (2021) sætter Mikkel Fønsskov og Anders Magelund fokus på topchefer, der leder med skønlitteratur. Statsminister Mette Frederiksen medvirker i bogen som toppen af magtens kransekage.
Bogen bygger på samtaler med ni topchefer og en enkelt forfatter i skikkelse af Hanne Vibeke Holst. Cheferne reflekterer over, hvordan de i læsningen af klassiske værker af Pontoppidan, Karen Blixen og de store russere træner deres evne til refleksion over og storytelling om de organisationer, de er sat til lede og skabe retning for.
Vi er oppe i det højere luftlag, og netop derfor har det været så tankevækkende for mig at parallellæse bogen med de tre novellesamlinger. På en måde er der noget betryggende ved, at ledere sætter tempoet ned og bruger tid på at dybdelæse en klassisk roman med mange år på bagen. Især hvis de evner at overføre noget af det store perspektiv og de eksistentielle dilemmaer til egen ledelsespraksis. Men denne sværgen til fortidens litteratur har efter min mening også en ubalance indbygget i sig. For er det ikke lige så vigtigt at læse den skønlitteratur, der springer ud af vores samtid?
Det ligger mig fjernt at docere andre menneskers læsediæt, og på Instagram ser det da også ud til, at Mette Frederiksen læser nye, danske romaner. Måske er alt bare godt…
Så længe jeg skal ind ad din dør Vi slutter af med en novellesamling med syv år på bagen. I forbindelse med læsekampagnen Danmark Læser søsatte Københavns Biblioteker projektet Stemmer til et stumt fag.
Ti forfattere tog med social- og sundhedsmedarbejdere på jobbet, når de besøgte borgere, og skrev derefter hver deres novelle om den københavnske plejesektor. Litteraturen blev skabt for og med SOSU’erne, og projektet rummede også seancer med guidet fælleslæsning af novellerne, hvor deltagerne talte om deres oplevelser af novellerne. Projektet byggede på den antagelse, at SOSU’er typisk ikke læser så meget i fritiden. En spørgeskemaundersøgelse afkræftede dog denne tese.
Bogen er aktuel som aldrig før, hvis man skal anlægge et instrumentelt perspektiv. Som samfund får vi brug for mange nye SOSU’er de kommende år, for befolkningens andel af ældre og plejekrævende borgere kommer til at boome. Der er brug for, at vi viser mere respekt for SOSU-faget og anerkender, at jobbet er komplekst og krævende. Der er så meget andet på spil end medicindosering og hjælp til at få støttestrømperne på. Netop det giver novellerne i Så længe jeg skal ind ad din dør en række fine indblik i.
(På det anekdotiske niveau forlyder det, at daværende kulturminister Marianne Jelved, der var ophavskvinde til Danmark Læser-kampagnen, var ellevild med konceptet og helt oppe at ringe ved receptionen for novellesamlingen.)
Boginfo
Mælkekassetårn. Daginstitutionsnoveller. Redigeret af Christian Aabro & Julie Top-Nørgaard. Udgivet på Akademisk Forlag, 2020.
Levn efter personspecifikke aktiviteter. Socialrådgivernoveller. Redigeret af Martin Glaz Serup & Trine Brinkmann. Udgivet på Akademisk Forlag, 2022.
En hummer kan ikke dø. Noveller om social- og specialpædagogisk arbejde. Redigeret af Julie Top-Nørgaard & Marianne Eskebæk Larsen. Udgivet på Akademisk Forlag, 2022.
Hvem er bange for Moby Dick? Om topchefer der leder med skønlitteratur. Skrevet af Anders Magelund & Mikkel Fønsskov. Udgivet på Klim, 2021.
Så længe jeg skal ind ad din dør. Stemmer til et stumt fag : 10 danske forfatteres noveller inspireret af 10 social- og sundhedsmedarbejderes hverdag. Redigeret af Iben Claces. Udgivet på Saxo, 2015.
Ordet tragedie dukker mange gange op som noget af det første, når man taler om Rusland. På det seneste er ordvalget nok blevet noget mere groft og berettiget grumt, men det ændrer ikke ved, at folk, der har henslæbt livet i det gamle russiske imperium, det hedengangne Sovjetunionen eller det nuværende gangstervælde, har været udsat for horrible ting. Oftest orkestreret og udført af deres egne ledere. Deraf det tragiske.
De nedenstående bøger kommer ret vidt omkring, men giver alle et indblik i den råddenskab og de historiske katastrofer, der på den ene eller anden måde har ramt folk i grænselandet mellem øst og vest.
Og i det grænseland starter vi da også.
Den sorte muld og den blodige jord
Afghanistan har ry for at være imperiernes gravplads. Et ry og et tilnavn, der, ikke mindst efter den nylige og noget pinagtige amerikanske tilbagetrækning, har fået nyt liv.
Et tilnavn, man har hørt noget mindre, der dog synes endnu mere passende, er ”blodlandet”. Et udtryk, der dukkede op i Timothy Snyders ’Bloodlands’ fra 2011 og dækker over Baltikum, Polen, Ukraine og Belarus. Altså, et område, der er sølet ind i blod.
Man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine efter endt læsning.
I ’Bloodlands’ beskriver Snyder med en velsleben pen og ordet i sin magt, de horribel overgreb befolkningerne i blodlandet har været udsat for fra både Stalin og Hitlers hånd. Overgreb, der i 30’erne og 40’erne førte til mere end 14 millioner menneskers død.
Snyder formår især at vise, hvilken kynisme og nådesløshed befolkningerne i området blev behandlet med, og man forstår til fulde den vrede og kampgejst, den nutidige russiske ageren vækker i Ukraine, Polen og de baltiske lande.
Men konflikten mellem russerne og deres naboer, ikke mindst ukrainerene, er endnu ældre.
En bog om krig og kaos i Kyiv
I ’Den Hvide Garde’ fortæller den ukrainskfødte Mikhail Bulgakov med udgangspunkt i familien Turbin om Ukraine og særligt Kyiv under den russiske borgerkrig i 1917-22.
Fortællingens fokus er lagt på den vordende ukrainske nations hovedstad i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys i en kamp mellem ukrainske nationalister af forskellig slags, røde og hvide russere, tyskere, kosakker, polakker og Vestmagterne.
Bulgakov giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre glemt tid.
Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller nok nærmere retten til eget liv.
’Den Hvide Garde’ var på min liste over sommerlæsning og er, som alle Bulgakovs øvrige bøger, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.
Knap så glemt er den periode, den næste bog beskæftiger sig med.
Den evigt syge bjørn
Vi er tilbage på imperiernes gravplads, nemlig Afghanistan. Ovenikøbet i et af de tilfælde, hvor tilnavnet er ganske korrekt. Afghanistan tog om ikke livet af USSR, så bidrog krigen i det uregerlige bjergland i den grad til Sovjetunionens kollaps.
Nu kan man mene, at russernes prøvelser i Afghanistan under Den Kolde Krig ikke har meget med nutiden at gøre, men det ville være en fejl. Vi ser nemlig en række af de samme fejl og overgreb gentaget i Ukraine i dag, og man kan trække en lige linje mellem de tiltag, styret i Kreml brugte dengang og bruger i dag for at holde befolkningen hen i uvidenhed og begrænse kritik.
Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde, og det gør ’Zinkdrengene’ til en særlig stærk læseoplevelse.
Gennem en række nedslag og personlige fortællinger, viser belarussiske Svetlana Aleksijevitj, hvordan den sovjetiske hær, trods sit formidable ry, var mere en syg papirbjørn end den frygtindgydende kommunistiske krigsmaskine, som mange havde frygtet. Aleksijevitj fortæller historien om en hær, der drak, tog stoffet, var uden en ordentlig ledelse, manglede alt lige fra mad til medicin og var plaget af en løbsk korruption, der undergravede hær såvel som samfund.
Aleksijevitj lader især kvinderne og mødrene komme til orde i ’Zinkdrengene’, og det gør bogen til en særlig interessant og stærk læseoplevelse, hvor man får civilsamfundets syn og reaktion på krigen fremfor en egentlig krigshistorie.
Civilsamfundet og det almindelig Rusland spiller også den centrale rolle i den sidste anbefaling.
Et gangstervældes anatomi og tyveriet af et land
I ’Red Notice’ giver pengemanden Bill Browder et fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk indblik i Rusland, storfinans og politik. Browder er en levende fortæller, der med veldoseret selvironi og stor ærlighed tager læseren med til Det Vilde Østen, der var Rusland i 90’erne og start 00’erne.
’Red Notice’ – fascinerende, skræmmende og til tider også ganske humoristisk.
Meget passende hedder et af kapitlerne ‘Analyse af et tyveri’ og det er både meget rammende for, hvad den russiske befolkning blev udsat for og for bogens tema. Selvom Browder kom til Rusland for at tjene penge, så ender han hurtigt med at måtte kæmpe for at beskytte sine investorer og de russiske firmaer mod griske og skruppelløse oligarker. Oligarker, der opfører sig som gangstere og bogstaveligt talt sjæler alt, hvad der ikke er naglet til jorden.
Murens fald, Sovjetunionens opløsning og demokratiseringen kunne have været så godt, men i stedet endte russerne med et horribelt gangstervælde og korruption i en helt uforståelig grad. Her og der er der lyspunkter, men det er en trist historie og et fint eksempel på, hvorfor vi i Vesten skal gå hårdt i rette med typer som Putin.
Undervejs falder Browder i øvrigt pladask for en russisk kvinde, der mildest talt synes, vor helt er lidt af en spade. Han vinder dog point ved at søge til litteraturen og de finder sammen over en bog. Det er en lille sideanekdote, men min indre bibliotekar og pladderromantiker blev helt varm om hjertet.
‘Red Notice’ kan varmt anbefales. Selvom det er en deprimerende fortælling om grumme magtmennesker og et udplyndret land og folk, så er Browder en fremragende fortæller med noget på hjertet, og man får et godt indblik i, hvilken type leder Putin er og hvilket land Rusland er. Nemlig et gangstyre af en stat, hvor alle enten er afhængige af Putin eller blot levet på hans nåde.
Når solen den forsvinder
Ovennævnte bøger er, indrømmet, ikke nødvendigvis den mest opløftende læsning i verden. I det hele taget er det svært at finde noget videre lys i mørket lige for tiden, om end jeg selv finder en vis glæde og håb i balternes, polakkernes og særligt ukrainernes humor, standhaftighed og solide væsen. ”Keep cool” kunne godt være mottoet for vores venner i Kyiv, hvis vi nu skal fortsætte med C.V. Jørgensen referencerne. Historisk set har de gode ukrainere om ikke andet udholdt alverdens urimeligheder og alligevel fundet tilbage til livet. Og det er jo nok menneskenes lod. Heldigvis er vi ikke så nemme at slå ud. Solen skal nok komme igen, også selvom det hele synes at gå ad helvede til lige nu.
Slava Ukraini.
Boginfo
’Bloodlands’ af Timothy Snyder, Jyllands-Posten, 2011, 556 sider.
’Den Hvide Garde’ af Mikhail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider.
’Zinkdrengene’ af Svetlana Aleksijevitj, Lindhardt og Ringhof, 2016, 383 sider.
’Red Notice’ af Bill Browder, Don Max, 2016, 379 sider.
Du står i en lang, trøstesløs kø i en anonym lufthavn et sted i Europa. Du er fanget i et regnfyldt, køligt sommerhusområde med dårligt netværk. Du sidder i toget på vej mod Firenze og prøver desperat at undgå kontakt med to ivrige hollændere, der signalerer, at de er klar på small talk hele vejen ned til Brennerpasset. I alle tre klassiske sommerferiesituationer har du brug for det samme: Gode bøger.
Her kommer Bogsnaks rituelle tips til sommerlæsning, som vi håber kan give dig inspiration i fuldfede strømme. Christen lægger ud, Lisbet følger trop, og Jan slutter af. Vi skal #barelæse, som det hedder i folkebibliotekernes sommerkampagne.
Christens sommerlæsning Da vinteren truede kedeligst, begyndte de tomme, hvide stuevægge at lyse deprimerende (indretningen af mit singlehjem skrider langsomt frem!) Heldigvis sælger Atlas Magasin en übercool plakat med den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt.
Da plakaten var hængt op på væggen i en fin ramme, kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte få læst noget Hannah Arendt, såfremt nogen teoretisk set skulle spørge ind til hendes idéer (ligesom dengang H&M solgte populære Ramones t-shirts, men ingen af t-shirt-bærerne nogensinde havde hørt bandets musik).
”Arendts tænkning er til det yderste original. Men også åben. Åben i den forstand, at originaliteten mest kommer frem i anslaget – næsten aldrig i gennemarbejdningen,” skrev den nyligt afdøde idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz for mange år tilbage.
Forårets utallige aftener i selskab med Hannah Arendts indforståede og påståelige trebindsværk om totalitarismens oprindelse gjorde det klart, at Schanz´ ord var ment som en læseradvarsel. Oplevelsen blev ikke bedre af, at man fra tid til anden sad tilbage med en sort mistanke om, at oversætterne havde skævramt skiven, så forståelsen blev unødig besværlig.
Men ikke alt var dårligt, slet ikke. Især det afsluttende bind bød på en del interessante pointer.
Totalitarismens oprindelse var i lange stræk en skuffelse, men jeg ser stadig frem til at læse et af Hannah Arendts andre hovedværker, Åndens liv. Denne bog er også udkommet på forlaget Klim (2019) og oversat af altid træfsikre Joachim Wrang.
Heldigvis har foråret også budt på helt igennem fine læseoplevelser. Lea Ypis livskloge erindringer Fri om at vokse op som barn i det kommunistiske Albanien og blive selvstændig i en verden efter Murens fald er selvskreven på sommerlæsningshitlisten.
Lea Ypi er i dag professor i politisk teori på prestigefyldte London School of Economics. Hendes refleksioner om stedvise gode tider, men ikke mindst absurditeter og ligefrem tragiske elementer ved de forskellige samfundssystemer, hun har levet i, er skrevet med elegant pen. En skrivestil, der ikke tvinger noget ned i halsen på læseren.
Fri er en coming-of-age fortælling, hvor de samtidige samfundsmæssige forandringer indtager en større rolle, end det normalt er tilfældet. Professorens pointer er fortalt igennem de menneskeskæbner, hun har mødt på sin vej – albanske som udlændinge.
Man kan tænke længe over den visuelt set meget enkle forside til Lea Ypis Fri. Heller ikke her gives læseren færdige, enkle svar.
Den næste på listen er samtalebogen Korset og himmelstigen. Den redigerede mailudveksling mellem de to selvbevidste ronkedorer – kunstneren Arne Haugen Sørensen (f. 1932) og den autodidakte kunsthistoriker, dr.phil. i historie Leo Tandrup (f. 1935) – er en helt speciel læseoplevelse.
Den kulturkristne Tandrup har som bestyrelsesmedlem i Vor Frue Kirke i Horsens (næsten) overtalt resten af meningsrådet til at bestille en ny altertavle malet af Sørensen til afløsning af den eksisterende. Sørensen sender billedfiler, som malearbejdet skrider frem, og Tandrup kommenterer frem- og tilbageskridt. Deres e-breve byder på lidt af hvert:
Bogens forside viser det endelige maleri. Det ser så enkelt ud, men processen var lang og besværlig. Læseren får ærlige indblik i både kunstnerens værksted og kunsthistorikerens kamp.
Betragtninger om kunst og kultur, personlige ambitioner og skuffelser, frygten for at blive spændt for andres projektvogn, vrede, tilgivelse, viden om eget værd, tilstødende bogprojekter, kristne symbolers historie, dybde og overflade, refleksioner om det visuelt virkningsfulde, menighedsrådsfnidder, nedladende bemærkninger om andre kunstnere osv.
Korset og himmelstigen er dygtigt illustreret, så læseren så at sige er med undervejs og selv kan bedømme, tænke med, skalte og vralte.
Detaljer, farver, placeringer diskuteres. Altertavlemaleriet gennemgår mange versioner, før det er færdigt.
Den tredje bog befinder sig også i kunstens verden, det drejer sig om Hans Christian Davidsens flotte bog om tysk ekspressionismes ubestridte mester, Emil Nolde.
Emil Nolde malede sine farverige værker i første halvdel af det 20. århundrede. Hans storslåede kunst har i årtier skabt indhold i et fornemt museum akkurat syd for den dansk-tyske grænse. Mine forældre var glade for Nolde, så jeg har været på en del besøg dernede som barn. Jeg har arvet fascinationen.
Efter Anden Verdenskrig opstod en myte om Emil Nolde – hjulpet på vej af Siegfried Lenz´ berømte nøgleroman Tysktime (1968), der blev uhyre vigtig for unge vesttyskeres svømmetag i efterdønningerne af Det Tredje Rige – som svoren modstander af nazisternes hærgen.
Siden årtusindskiftet har vi vidst, at det forholdt sig lige præcis modsat. Nolde var nazist og antisemit om en hals. Goebbels elskede Noldes kunst som fremtidens budbringer, Hitler hadede den som degenereret Scheisse. Diktatorens linje vandt. Noldes ideologiske vrangforestillinger ændrede sig imidlertid ikke en tøddel, da nazisterne undsagde hans kunst.
Akvarellen på forsiden, Frau T. mit Roter Kette, 1930, forestiller Margarete Turgel. Turgel var af jødisk afstamning. Selv om både Emil Nolde og ikke mindst hans kone Ada var overbeviste antisemitter var mange af deres nærmeste venner af jødisk afstamning.
Hans Christian Davidsen – kulturredaktør på Flensborg Avis – er kender og elsker af Noldes kunst, hvor motiverne ofte er hentet fra marskens mennesker og natur. Den velillustrerede, smukke bog er resultat at forfatterens mangeårige refleksioner om det intrikate forhold mellem kunst og politik.
Davidsen afdækker historien om Nolde og analyserer diskussionerne om hans kunst med sikker hånd. Bogen er velskrevet, selv om den skæmmes af en del gentagelser – måske er disse resultat af forlagets mulige ønske om tilpas meget tekst til at indpakke de mange store farveillustrationer?
Opslag fra bogen, Brennendes Gehöft, udateret akvarel. Under verdenskrigen malede Nolde mange billeder af brændende bygninger. Bogens udstyr er flot, der er kræset om detaljerne, og den er trykt på kridhvidt, glat papir. De mange helsidesgengivelser af Noldes farvemættede værker kommer til deres fulde ret.
P.S.: Jeg må indrømme min kvarte forudindtagethed, eftersom Hans Christian Davidsen og jeg er familie: vores respektive fædre er fætre. Jeg har nu aldrig mødt ham personligt, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Men jeg burde sende ham en varm mail om, at han har begået en fin bog, som jeg vil tage ned fra reolen igen og igen.
Christens boginfo Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007 (citat s. 101).
Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse, oversættere Tove Nørlund og Per Borch, bind 1-3, Klim 2019.
Lea Ypi: Fri. At blive voksen ved historiens afslutning, oversætter Steffen Rayburn-Maarup, Informations Forlag 2021.
Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: Korset og himmelstigen. En ilter korrespondance om Kristi begrædelse og kunstens væsen, Hovedland 2019.
Hans Christian Davidsen: Nolde. Maleren, der trådte ved siden af, Politikens Forlag 2021.
Nolde-museum i Seebüll (hovedbygningen er pt. lukket pga. renovering, men man kan se en mindre i særudstilling i en tilstødende museumsbygning): https://www.nolde-stiftung.de/dk/
Lisbets sommerlæsning 2022 Den første halvdel af 2022 har for mig været en tid med masser af læsning og dog ikke så meget læsning. Hvordan det? Jeg har haft travlt med opgaver knyttet til den nye undersøgelse Børn og unges læsning 2021, men har haft svært ved at samle mig om læsning i fritiden. Nu tager jeg forhåbentlig revanche.
Jeg lægger ud med digtsamlingen Cellekerner og menneskehjerter af den skønlitterære debutant Niklas Ilsted Smith. Niklas er i sit civile liv embedsmand i Slot- og Kulturstyrelsen, og jeg var så heldig at være kollega med ham i en kort periode. Men jeg anede ikke, at han havde en digtsamling på vej. Nu er den her.
Forfatteren har leveret en rammefortælling om digtene: “Fem unge mennesker sættes sammen i en hemmeligt laboratorium for at undersøge naturen, sig selv og hinanden. Laboratoriet er fuld af kærlighed, gåder og skjulte passager. Er universet pixeleret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets indre liv? Alle døgn går ud på at forsøge sig frem.” (fra bogens bagside).
Jeg vil af al magt bekæmpe min indre dansklærer og kaste mig frit ud i lyrikken. Kvantespring, planter, omskiftelige stoffer og plasma kan forhåbentlig forenes med solcreme, Negroni og grillspyd.
Kølig forside til en varm sommer.
Bare en mor Det var en overraskelse for mig, at Roy Jacobsen havde flere historier om den norske Ingrid, der som en del af en fiskerslægt næsten er vokset sammen med den barske ø Barrøy. Jeg troede, at der var tale om en trilogi. Den har jeg for øvrigt fremhævet som en af de bedste romanserier i 2010erne.
Men nu er Bare en mor udkommet på dansk, og jeg skal selvfølgelig følge Ingrid i denne fjerde bog. Hun har rejst gennem Norge, der i tiden efter 2. verdenskrig ikke ligner sig selv. Nu er hun på sin fødeø, og også her mærkes krigens efterdønninger. En lille dreng bliver afleveret på øen, og Ingrid tager ham til sig. Hvem er han? Hvor kommer ham fra? Og hvem er hans far? Romanen kredser om forældreskab og livet på øen, og jeg glæder mig til at være sammen med den stærke og mystiske Ingrid igen.
Mytiske mennesker på en norsk ø.
Verdenshjertet Mads er freelance-skribent hos onlineportalen Easyjobs. Det lyder meget realistisk her i 2022. Jeg er selv prekært ansat, og jeg er ikke alene. Men denne korte beskrivelse er også afsættet for Viggo Bjerrings romandebut Verdenshjertet, som både er en samtids- og en fremtidsroman. I dette univers bliver de arbejdsløse kaldt De Unyttige, algoritmerne overtager arbejdet, og ensomheden blandt mennesker hærger. (Det virker skræmmende genkendeligt….)
Plottet er, at Mads får en usædvanlig opgave: Han skal ghostwrite en thriller. Den bliver en bestseller, men alt er ikke godt. For da han skal skrive toeren, begynder verden at smuldre omkring ham.
Jeg er hooked. Min forventning er, at jeg stryger gennem romanen på et par døgn, forhåbentlig siddende på en balkon et sted i det græske øhav.
“Verdenshjertet er en kuldslået roman om kunstig intelligens, kærlighed og kapitalisme. En filosofisk og humoristisk fortælling om at finde en mening med livet i en ensom tid.” (fra bogens forside).
En hummer kan ikke dø Jeg har ingen planer om at uddanne mig til social- eller specialpædagog, men jeg agter at læse en række nyskrevne noveller, der handler om netop denne type pædagogers arbejde med børn, unge og voksne i udsatte positioner. En udsøgt skare af danske forfattere har bidraget til antologien En hummer kan ikke dø: Glenn Bech, Cecilie Lind, Lotte Kirkeby, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Elverkilde, Peter Frederik Jensen, Stine Askov, Zakiya Ajmi og Thomas Lagerman Lundme.
Jeg vil lade et uddrag fra Lagermand Lundmes bidrag til bogen slå tonen an:
”Om eftermiddagen keder hun sig. ”Det er først klokken 1 og 5, du har fri,” siger jeg og peger på digitaluret, der hænger på væggen. ”Men måske i dag kan vi bare sige et andet tal?” Jeg ryster på hovedet. ”Det er ærgerligt, du er blevet som de andre,” siger hun så og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner eller et lidt stort lommetørklæde. ”De andre?” ”Personalerne,” siger hun. Jeg klipper trådene over for hende. Hun må ikke bruge saksen selv. ”Synes du, at jeg er ligesom dem?” Hun ser lidt på mig. Så ryster hun på hovedet. ”Nej, du er stadigvæk mest dig,” svarer hun så” (uddrag fra novellen Virkeligheden er nogen de andre har fundet på, side 154).
Min afdøde moster arbejdede på et værksted for udviklingshæmmede tilbage i 1970erne. Lige i denne passage med bordskåneren/det lidt for store lommetørklæde og den manglende tilladelse til at bruge saks får jeg et lille glimt af hendes arbejde, tror jeg. Der er både humor og afmagt på færde.
Gro Ingen tips til sommerferielæsning uden et børnelitterært indslag. I år er det romanen Gro skrevet og illustreret af Adam O., der især er kendt for den dystopiske serie Den rustne verden. Adam O. modtog Kulturministeriets børnebogspris 2021 for bind 3, Ukrudt.
Jeg vil læse bagsideteksten på Gro højt for min søn på 10 år og håber, at han bider på: “Historierne forsvinder fra verden. Snart vil verden til Biblioteksskoven lukke for altid. Det går op for Gro – pigen med det misformede ansigt – at der findes to slags fortællinger: Dem der giver dig noget, og dem der tager noget fra dig”.
Hvilken sommerferiedrøm at læse moderne, dansk børnelitteratur sammen med en dreng, der er vild med The Simpsons og Fortnite, og som er mere optaget af hvor mange numre, han har på sin Spotify-liste end af hvor mange bøger, han har læst siden jul.
Ja, jeg er gammel og desillusioneret. Jeg kan lige så godt stå ved det. Men det bliver en god sommer alligevel!
Lisbets boginfo Cellekerner og menneskehjerter af Niklas Ilsted Smith, Spring, 2022, 174 sider Bare en mor af Roy Jacobsen, Gyldendal, 2022, 253 sider Verdenshjertet af Viggo Bjerring, Ekbátana, 2021, 259 sider En hummer kan ikke dø af Glenn Bech med flere, Akademisk, 2022, 200 sider Gro af Adam O., Høst & Søn, 2022, 155 sider
Jans sommerlæsning 2022 Min ferie blev brugt på at flytte, slå min nye græsplæne og pakke kasse efter kasse med bøger ud. Jeg har en sær mistanke om, at jeg har pakket flere bøger ud, end jeg pakkede ned i sin tid. Pladsen på reolerne slår i hvert fald ikke til. Midt i det Sisyfos-lignende arbejde dukkede der bøger op, som jeg havde glemt alt om, så min liste i år består ikke af nye titler, men lidt ældre, der på forunderligvis er dukket op efter års glemsel.
En Mellemøstlig Legende Og nu overdriver jeg måske lidt. ’Sultan Saladn’ fik jeg på BogForum, så den har ikke just henslæbt æoner i de mørke kroge af min bogsamling, men blot ligget i en stak på natbordet. Hvilket hos mig også kan være tæt på evig glemsel selvfølgelig. De fleste kender nok Saladin – som vi kalder ham i vesten – fra Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ fra 2005, hvor han fremstår som en stærk, men nådig og rationel karakter. Scott begår mange, mange fej i filmen, men jeg tænker, han rammer Saladins karakter ret fint.
Jonathan Phillips portræt af Saladin ligger rimeligt tæt på om ikke andet, men han formår også at kaste lyst på de knap så positive sider af Saladins person. Der er ingen tvivl om, Saladin var en af historiens mere imponerende skikkelser. Men den kurdisk-muslimske krigsherre var hverken fejlfri eller en helgen. Han kunne være brutal og han var evig ambitiøs, så som så mange andre af historiens skikkelser var Saladin et nuanceret menneske med både gode og dårlige sider.
’Sultan Saladin’ er på næsten 600 sider, men den er let læst, og man bliver uvægerligt fanget af tiden og teksten. Det er spændende læsning, ikke mindst den afsluttende del, hvor Phillips trækker tråde op til nutiden og viser, hvordan en myte kan vokse ret vildt og vidt.
Et bibliotek – et utal af liv Nu kunne man jo tro, at en bog, der hed noget med bibliotek, ville være en, jeg nærmest havde limet mine hænder og øjne fast til det øjeblik, blækket var tørt på forfatterens manus.
Men nej. ’Midnatsbiblioteket’ var på forunderlig vis gledet under min ellers ret skarpe biblioteksradar, så den hørte jeg først om til en bog- og samtalecafe, min kollega og jeg var med til ude i Gadstrup sidste år. En af deltagerne holdt et lille oplæg om Matt Haig – kender du ham ikke, så kast dig sporenstregs over hans skriverier – og et par af hans bøger. Blandt andet ’Midnatsbiblioteket’.
Efter at have mistet sin job og sin kat, beslutter bogens hovedperson Nora sig for at ende sit liv. I stedet for efterlivet, vågner hun op i Midnatsbiblioteket, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død. Her tager bibliotekaren, i form af Noras gamle skolebibliotekar fru Elm, imod, og giver gennem bøgerne Nora adgang til en uendelighed af alternative liv, valg og muligheder.
’Midnatsbiblioteket’ minder mig lidt om ’Sofies verden’ i stil og tilgang. Det er en velskrevet bog, der giver læseren en masse input om livet og verden. Ikke overraskende føler man sig i godt humør og fuld af overskud efter endt læsning. Og der er et bibliotek og en bibliotekar i centrum. Bedre bliver det næsten ikke.
En tidsmæssigt passende bog om kaos og krig Jeg ville nok ikke have haft ’Den Hvide Garde’ med, hvis ikke Mikhail Bulgakov var født i Kyiv. Litteratur, sport og kunst er, om vi vil det eller ej, politik, og lige for tiden, må jeg indrømme, mit hjerte ikke just banker for det russiske.
Men jeg kan heldigvis gemme mig bag det figenblad, at Bulgakov er født i Ukraine og ikke havde den store sympati for autoritære systemer. ’Den Hvide Garde’ er nemlig, som alle Bulgakovs bøger i øvrigt, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.
Bogen udspiller sig i Kyiv i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor den russiske borgerkrig rasede og det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys. Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid.
Bogen følger Turbin-familen og deres prøvelser i en tid med kaos og krig, og hvordan det ellers velordnede liv i Kyiv stille og knap så roligt smelter ned. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller liv nok nærmere.
Alt det løse … Og så er der selvfølgelig alle de andre bøger, de engelske bøger, de genlæste bøger, de glemte bøger…Men det kan være, jeg skal skrive en særlig blogpost til dem.
Jans boginfo ‘Sultan Saladin’ af Jonathan Phillips, Kristeligt Dagblad, 2020, 574 sider ’Midnatsbiblioteket’ af Matt Haig, Svane & Bilgrav, 2021, 287 sider ’Den Hvide Garde’ af Michail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider
Det er godt at drikke kaffe igen. Jeg har drukket masser af kaffe de sidste par år. Men mest med mig selv. Lige nu virker det som en ond drøm, men der var jo en periode i 2020 og 2021, hvor man ikke kunne gå på café! I april drak jeg kaffe på Nørrebro med Helle Laursen, som er lidt af en litterær tusindkunster. Hun stillede beredvilligt op til dette portræt. Det var ikke sket uden kaffen. Jeg ved det bare.
Lisbet: Hvem er du, og hvad laver du? Helle: Jeg arbejder i øjeblikket som freelance-litteraturformidler i form af kreative workshops til børn. Jeg har et langt CV, men i helt kort form er jeg uddannet designer fra Danmarks Designskole og Saint Martins School of Art and Design i London, som jeg for en 10 års tid siden supplerede med en Cand.sient.bibl. Siden har jeg arbejdet som børnebibliotekar. Jeg er også forfatter/illustrator til et par billedbøger, ‘Min morfar’ og ‘Tidens mester’, som begge udgivet på Forlaget ABC. Derudover har jeg projektet ‘Ud i naturen med litteraturen‘, som har vokseværk i øjeblikket. Men mere om det senere.
Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning? Helle: Jeg har ikke en klar erindring om det første læse-minde. Det må have været noget med ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og ‘Dyrene i hakkebakkeskoven’ af Thorbjørn Egner. Begge de to meget slidte eksemplarer har jeg stadig stående i bogreolen.
Men jeg husker, at jeg fik læst højt hver aften, og i ferierne var der ekstra højtlæsning – hvilket bare var det bedste. Min far, som ikke er den store læser, læste sine gamle ‘Tarzan’-bøger op, men i det daglige var det dog min mor, der stod for højtlæsningen. Der var Grimms eventyr, masser af Ole Lund Kirkegård og senere kom Tolkiens ‘Hobbitten’ på programmet.
Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung? Helle: Jeg læste helst spændings- og eventyrromaner og var ikke meget for 70’ernes socialrealistiske pligtlæsning, som var på programmet i skolen.
Jeg slugte De 5-bøgerne, var ret vild med ‘De tre detektiver’ og blev fuldstændig væk i Alexander Dumas’ univers i ‘De tre musketerer’. ‘Ulvehunden’ og ‘Min ven Flicka’ samt ‘Skarnbassen flyver i skumringen’ husker jeg også som store læseoplevelser.
Lisbet: Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet? Helle: Jeg er blevet en alsidig læser og er næsten altædende. Læser børnelitteratur af både egen og faglig interesse. Særligt billedbøger får min opmærksomhed.. Og der er så meget fin børnelitteratur at kaste sig over, også som voksen.
Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag? Helle: Jeg læser meget forskelligt og gerne på engelsk, hvis det er forfatterens modersmål. Holder af at fordybe mig i et emne/forfatterskab. Fagbøger sniger sig også gerne ind, især når jeg går i gang med et projekt.
Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning? Helle: Det er meget forskelligt. Det kan være noget jeg har hørt i radioen, set på TV eller hørt som podcast. Jeg bruger også af og til litteratursiden og bogbotten, når jeg søger efter læsestof. Holder også utroligt meget af at snuse rundt i boghandler. Kan bruge timer i en god boghandel. Når jeg er i London, bliver der altid brugt en del tid på det. Jeg følger The Guardians bogtillæg på nettet, som jeg synes er fantastisk. Både med artikler om forfattere, forfatterskaber og masser af inspiration samt anmeldelser af nye udgivelser. På The Guardian er børnelitteraturen præsenteret på lige fod med voksenlitteraturen og med helt eget faneblad. Jeg får også Weekendavisens bogtillæg ind af døren en gang om ugen, men de bedste tips om læsning er anbefalinger fra familie, venner og netværk.
Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse? Helle: Godnatlæsning er en obligatorisk fornøjelse, og der ligger altid en pæn stak bøger på natbordet. I øjeblikket ‘Shuggi Bain’ af Douglas Stuart, ‘Wanderlust’ af Rebecca Solnit, Emma Stonex’s ‘The Lamplighters’ og ‘Daemon voices – on stories and storytelling’ af Philip Pullman.
Jeg holder også utroligt meget af at læse, når jeg rejser. Selv på korte ture med S-toget har jeg altid en bog med eller en lydbog i ørerne. Når jeg rejser på ferie, er jeg stadig så gammeldags, at jeg har bøgerne med – nøje udvalgt. Eksempelvis fik jeg endelig taget hul på Elena Ferrantes ‘Min Geniale veninde’ i sommer, da rejsen gik til Napoli. At have tid til fordybelse og lange læsestræk uden afbrydelser er skønt.
Lisbet: Hvilke læseprojekter har du i støbeskeen? Helle: Jeg har taget springet og arbejder nu som freelance. Hovedsageligt med litteraturformidling til børn og unge, hvor børnelitteraturen er springbrættet for kreative workshops og undervisningsforløb. Med en krog i litteraturen og alt efter emne og projektforløb, kan litteraturen nemlig sætte gang i børnenes fantasi, skabe deres egne narrative forløb, sætte gang i læselysten og være det pureste lege-råstof. Se workshopkataloget 2022.
Projektet ‘Ud i naturen med litteraturen’, som jeg har fået fondspenge til, fylder meget. Jeg sidder i disse dage og lægger hånd på logbog nr. to ‘Søvand og mosehuller’, der skal indgå i et projektforløb sammen med Kerteminde Bibliotekerne til august. Se eksempler på ‘Langt ude i skoven’ her.
Og hvad går det ud på? Projektet startede under coronaen, hvilket gav nogle udfordringer. Det kom dog godt af sted med lidt forsinkelse, i samarbejde med Blågårdens Bibliotek, hvor den første logbog ‘Langt ude i skoven’ kom i brug.
Omdrejningspunktet er formidling af naturen gennem litteraturen. Målet er at at give eleverne mod på og ord på naturoplevelsen ved at undersøge naturen med litterære briller. Selvfølgelig ude i naturen. Litterære tekster om naturen, som kan virke abstrakte i et klasseværelse, kommer til live ude i naturen. Når jeg mødes med eleverne ude i naturen, starter jeg med højtlæsning af udvalgte tekstafsnit, som vi derefter har en dialog om, inden eleverne ‘slippes’ løs i naturen med deres logbog.
Logbøgerne er en blanding af citater fra digte af danske forfattere og litterære-aktiviteter. Digtene skal inspirere til at arbejde med de kreative ‘litterære’ aktiviteter, som logbogen indeholder. Projektet er målrettet til elever på mellemtrinet og understøtter fag som dansk, billedkunst og natur og teknik.
I den forbindelse vil jeg stærkt anbefale at læse ‘Opfindelsen af naturen’ af Andrea Wulf. Det er spændende og inspirerende læsning, der resonerer med det projekt, jeg har gang i, at hvis vi, børn som voksne, får en følelsesmæssig relation til naturen, passer vi måske bedre på den og kan ændre vores syn på den. At naturen er så meget mere end en ressource, vi bare kan bruge løs af og behandle som forgodtbefindende. Og I får lige et citat :
‘Selvfølgelig skulle naturen måles og analyseres, men han (Alexander von Humboldt) troede også på, at menneskets forhold til naturen i høj grad burde bygge på sanserne og følelserne. Han ønskede at vække en “kærlighed til naturen”. I en tid, hvor andre videnskabsfolk søgte efter universelle love, skrev Humboldt, at naturen skulle opleves med følelserne’.
Lisbet: Hvad kan litteraturen, som de andre kunstarter ikke kan? Helle: Jeg bliver helt rådvild, hvis der ikke ligger mindst et par bøger og venter på mig. For mig er det at læse essentielt. At læse fastholder minder, skaber billeder og prikker til min nysgerrighed på en ganske særlig måde. Det at kunne rejse i tid og til helt andre verdener og liv end mit eget, er helt fantastisk. Roen og koncentrationen, der sænker sig, når jeg læser, sætter jeg meget pris på. Oplevelserne fra en god roman kan sidde længe i en, om det er grin, tårer eller ren feel good. Sådan har jeg det også med faglitteratur. Hvilken læser kender ikke følelsen af det frydefulde ved at læse og på den ene side ikke kunne lægge bogen fra sig, og på den anden side håbe, at den aldrig slutter.
Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere? Helle: Ohhh det er svært at begrænse sig til enkelte titler, og jeg vil anbefale et par forfatterskaber, som jeg selv har nydt. Der er John Ford, særligt ‘Canada’ og ‘Between them’, Max porter, Alexandra Fuller, Jón Kalman Stefánsson, elskede hans ‘Sommerlys, og så kommer natten’. Var meget opslugt af Kirsten Thorup ‘Indtil vanvid, indtil døden’, en forfatter jeg ellers ikke har læst noget af. Et par enkelte titler ‘Ru’ af Kim Thúy, Amy Liptrot ‘The outrun’. Fornylig fik jeg anbefalet ‘Olive Kitteridge’ af Elizabeth Strout, og det er bestemt en anbefaling, jeg gerne vil give videre.
Og jeg bliver også lige nødt til at nævne et par børnebogstitler. ‘Morderens Abe’ og ‘Den falske rose’ af Jakob Wegelius, Pullmans serie om Lyra, både de gamle og de nye, venter med spænding på den sidste i serien. Læs også ‘Løgnens træ’ af Frances Hardinger, ‘Krystalskibet’ af Benni Bødker og ‘Skyggefugl’ af Tina Sakura Bestle.
Ja og hvis jeg først kommer til billedbøgerne bliver listen lang, men et par titler må det blive til. Her er forfatteren og illustratoren lige vigtige, for at en billedbog er godt fortalt. Jeg er pjattet med bøgerne af Mac Barnett og Jon Klassen og Bjørn F. Rørvik og Per Dybvig. Også med bøgerne om ‘Bette og Bjerg.’
Jeg holder utroligt meget af Wolf Erlebuch’s illustrationer som blandt andet kan nydes i ‘ Bjørnen, som ikke havde været der før’. ‘A lion in Paris’ illustreret og skrevet af Beatrice Alemagna er også en smuk inspirerende billedbog. Er også meget glad for Louis Jensens serie om ‘Tork og hest’ som fint er illustreret af Pia Halse. Ja og så er der…
En novemberdag da solen gik ned i 2016 døde forfatteren Jan Sonnergaard, han blev kun 53 år gammel og man kan derfor sagtens påberåbe sig, at han drog herfra i utide. Både fordi han var for ung, men også fordi han slet ikke var færdig med at skrive flere bøger.
I 1997 udkom hans første bog, novellesamlingen “Radiator”, der for mig står som en milepæl i litteraturen fra 1990´erne. Ja, jeg anser faktisk stadig bogen som en meget væsentlig bog, der har fortjent de mange gode anmeldelser og gode salgstal. Bogen blev fulgt op af flere novellesamlinger og romaner, der tilsammen udgør et fortættet og læseværdigt forfatterskab.
Frygter man, at Sonnergaards forfatterskab er ved at gå i glemmebogen tager man fejl. Gevaldigt fejl. Dels fordi Søde-Jan (som han kaldte sig selv) var en for dygtig forfatter til at gå i glemmebogen, men sandelig også fordi hans bror på sødmefuld og phlink vis (bevidst stavet på den måde) nu har bidraget til at få udgivet en bog med tekster skrevet af Jan Sonnergaard.
Bogen har et rørende og virkelig fint forord skrevet af forfatter Jonas T. Bengtsson, der var venner med Jan Sonnergaard og som i øvrigt selv er en rigtig glimrende forfatter.
Bogen, der netop er udkommet for ganske få dage siden på forlaget Arabesk har fået titlen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”.
Temamæssigt spænder teksterne vidt, men kan dog placeres i 4 grupper:
Tekster om dannelse, kulturkampe, litteratur og musik Tekster om hævn og moral Tekster om mad, alkohol og højstemthed Tekster om at rejse
Teksterne har været udgivet før, men er nu samlet i denne bog til fornøjelse for de af os, der holdt af både Søde-Jan og hans forfatterskab – og så gør det ikke det mindste, at jeg i forvejen havde læst f.eks. Jans forord til “Hærværk” af Tom Kristensen eller den sidste novelle Jan skrev, der hedder “Fundamental familiær spillogik”, en fremragende novelle der gjorde voldsomt stort indtryk, men som også efterlod mig bestyret. Jeg mindes i øvrigt også at have læst teksten, hvor Jan påberåber sig, at alkohol kan være en fantastisk øjenåbner (nej, Jan drak ikke for meget, men han satte pris på det gode liv med god mad og drikke).
Nu vil du måske spørge hvad jeg egentlig vil med hele denne smøre om Søde-Jan og hans forfatterskab og en nyudgivet bog.
Jo, smøren tjener såmænd to formål:
At anbefale bogen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”. Det er en læseværdig bog, en såkaldt Jantologi, som jeg bestemt synes du burde bruge tiden på at læse.
At slå et slag for Jan Sonnergaards øvrige forfatterskab, for han var dygtig og jeg bryder mig ikke om at gode forfattere ikke bliver læst. Læst f.eks. hans novelle-trilogi “Radiator”, “Sidste søndag i oktober” og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. Når du har læst dem kan du f.eks. fortsætte til romanen “Frysende våde vejbaner” – eller en hvilken som helst anden bog af forfatteren.
God læselyst derude, jeg håber du har fået lyst til at læse “Konsekvenserne taler vi om i morgen” og Jan Sonnergaards øvrige bøger. Jeg har i hvert fald fået lyst til at genlæse alle hans bøger og har allerede fundet “Radiator” frem fra bogreolen.
En dag i februar 2022 sendte et venligt menneske en besked til mig på LinkedIn. Det var Jonas Varsted Kirkegaard. Han skrev blandt andet, at det gjorde ham glad i låget, når nogen slår et slag for den livsvigtige læsning. Jeg blev glad og begejstret, for jeg har i et stykke tid prøvet at snige en del opslag om litteratur og læsning ind i mit feed på LinkedIn.
Mens Facebook er den joviale storebror og Instagram er den storblomstrede, kagebagende og æstetisk anlagte kusine i familien af sociale medier, så slæber LinkedIn rundt på en tør, revisorlignende onkel-identitet. Men sådan behøver det måske ikke at være? Måske kan LinkedIn være et sted, der handler om mere end jobskifte, forfremmelser og CV-eksponering? Måske kan vi have det lidt sjovere derinde i det lysegrå univers? Jeg spurgte straks Jonas, om han ville være med i Portræt af en læser. Han var med på legen, og her kan du læse, hvad der kom ud af det.
Lisbet: Hvem er du? Jonas: Jeg er 46 år, født og opvokset i Aarhus, siden berejst og uddannet indenfor Humaniora og i dag ansat ved Københavns kommune. Jeg er bredt interesseret, hvilket afspejler sig i min litteratursmag.
Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning? Jonas: En serie af særlige børneudgaver af litterære klassikere. Og ”Basserne”, hvis det tæller. Masser af ”Basserne”.
Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung? Jonas: Kurt Vonneguts vittige melankoli tiltalte mig meget. Det samme gjorde Leif Panduros og Dan Turélls respektløse humor. Jeg betragtede dem som trofaste allierede i kampen mod alt, hvad der – i mine unge øjne og skråsikre bevidsthed – var dødssygt ved voksenverden. I slutningen af mine teenageår slog jeg mig eftertrykkeligt på agentromaner, primært fra koldkrigsæraen. Vejen til mesteren John le Carré gik via langt mindre talenter som Frederick Forsyth.
Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag? Jonas: Ret kræsen og krævende – jeg har slet ikke den dér impuls til at færdiglæse en bog, når først man er begyndt på den. Fænger det ikke efter ti sider, ryger bogen i bytteskabet eller til den lokale antikvar. Jeg har som nævnt en bred smag og mener generelt, at et stort forfattertalent kan få noget spændende ud af en hvilken som helst genre. Men når det er sagt, forekommer fantasy-genren mig vældigt uvedkommende.
Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning? Jonas: Medlemmerne af min læseklub ikke mindst.
Lisbet: Hvad får du ud af at være med i en læseklub? Jonas: Møder med mennesker jeg sikkert ellers ikke ville have lært at kende. Læseoplevelser jeg ikke selv ville have opsøgt. Perspektiver på litteratur jeg ikke selv ville have tænkt over. Og hygge ikke at forglemme.
Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse? Jonas: I lænestolen, i toget, i sengen, på halvtomme caféer.
Lisbet: Hvordan tror du, at dit kommende læseår bliver? Jonas: Fuldkommen forrygende – ligesom alle de foregående.
Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere? Jonas: ”Vilhelms værelse”. Eller bare alt af Tove Ditlevsen. ”Moby Dick”. Af mange grunde – en af de væsentligste er, at den rummer litteraturhistoriens vel nok bedste skurk. Jan Kjærstads trilogi ”Forføreren – Erobreren – Opdageren”. Her går forestillingsevne, observationskraft og musikalsk sprogbeherskelse op i så høj en enhed, at ingen superlativer er for hidsige: ”Tryllebindende”, ”magisk”, ”bjergtagende”. Og i sandhed ”forførende.” Susanne Stauns ”Liebe” og ”Døderummet”. Udover vittig som bare fanden er Staun frygtløs som få. Et yderst vigtigt karaktertræk hos en forfatter. “Celluloid Skyline”. En mesterlig guidet tur gennem New York City og dens skildring gennem filmhistorien. Rigt illustreret og det skulle da også lige mangle. ”How to be Alone”. At Jonathan Franzen tillader sig at være så talentfuld som både romanforfatter og essayist, tangerer det øretæveindbydende. Men taknemmelig er man ikke desto mindre.
Flere portrætter Det er sjældent, at jeg hører om mænd, der er med i læseklubber. Men Jonas er selvfølgelig ikke den eneste. I 2019 lavede jeg et portræt af læsekredsen De Ulige, hvor medlemmerne hedder John, Ole, Steffen, Svend og Poul.
På bogsnak-bloggen har vi en tradition for dobbeltanmeldelser. Legens regler er sådan: De to anmeldere bliver enige om en bog, de vil læse. Derefter er der tavshed. Vi deler ikke vores læseoplevelser og anmeldelser på forhånd, men skriver dem ned hver især. Til sidst samles de i et blogindlæg.
Her i begyndelsen af 2022, hvor vi fortsat sumper rundt i mundbind og restriktioner godt blandet op med en lind strøm af meddelelser på Aula om nye definitioner af “nære kontakter”, lægger Lisbet og Jan ud med en dobbeltanmeldelse af Thea Kølsen Fischers Virusdetektiven: Jagten på pandemiens udspring. Bogen er fortalt til Lars Hvidberg.
Lisbet åbner ballet.
En anden slags tur i Corona-manegen Du orker ikke mere Corona, og du føler lede ved tanken om endnu et pressemøde fra Spejlsalen. Hjemmerullede test af skolesøgende børn og en bred variation af kulørte mundbind gemmer sig i alle dine frakkelommer. Hvis du har det sådan, vil du formentlig ikke instinktivt række ud efter en bog om Corona. Du er i forvejen begyndt at springe over alle nyhedsartikler om emnet. Men hov – stop!
“Virusdetektiven” står der på forsiden af bogen. Er det en krimi? Er det en spændingsroman? Og hvem er kvinden på forsiden? Hun ligner ikke Allan (Randrup Thomsen), Jens (Lundgren) eller Lars (Jørgen Østergaard) , trekløveret karakteriseret ved briller med mørkt stel og mikrofontække, som i snart to år har været en fast del af mediebilledet i kraft af deres status som Corona-eksperter. Er det Corona-Lone?
Nej. Kvinden er Thea Kølsen Fischer, der har et imponerende CV: Professor i public health, virusinfektioner og epidemier ved Københavns Universitet og forskningschef på Nordsjællands Hospital. Hun er tidligere leder af den nationale virusovervågning og uddannet disease detective på Centers for Diseace Control i USA (tekst fra bogens inderflap).
WHO udvalgte i 2020 Kølsen Fischer til at være en del af den prominente forskergruppe, der i begyndelsen af 2021 rejse til Wuhan i Kina. Missionen var at tage fat på det vanskelige arbejde med afdække, hvor Corona opstod. Den højspændte og hæsblæsende historie nu er dokumenteret af forfatter og journalist Lars Hvidberg i bogen Virusdetektiven.
Lys og skygge på bogen forside. Måske symbolsk? Meget viden om Coronaens arnested henligger stadig i skygger. Men noget er kommet frem i lyset.
Tidspres, minus frisk luft og Zoom, Zoom, Zoom Virusdetektiven er en elementært spændende historier om et team bestående af 10 forskere fra forskellige steder i verden, der med en ekstremt kort deadline skal løse en vanskelig opgave. Missionen har i vinteren præcis 28 dage til bevæge sig baglæns i historien og få klarhed over, under hvilke omstændigheder det første menneske blev smittet med Corona. Man kan kalde det Coronaens humane nulpunkt.
Som i et gammeldags eventyr står forskerne over for et utal af forhindringer, der skal overvindes med snilde, viden, kreativitet og tålmodighed. De kender ikke alle hinanden på forhånd. Det er en klar ulempe når man er sammen om en vigtig mission. (Ingen sammenligning med DRs serie Øen, men lidt alligevel).
Det benspænd bliver forstærket af, at forskerne i den første tid i Kina er i streng karantæne på deres respektive hotelværelser og ikke kan mødes fysisk. På Zoom må de lægge planer for, hvilke steder de skal besøge og lave observationer, når de må komme ud igen.
Det er ikke altid let at få adgang til de relevante steder, hvoraf Huanen Wet Market og Wuhan Institute of Virology spiller en central rolle. Det er heller ikke lige ud af landevejen at få mulighed for at snakke med tidligere Corona-patienter og andre vigtige kilder til viden.
På trods af de mange bump på vejen lykkes det at indsamle data nok til den vigtige rapport, der skal øge den fælles forståelse af Coronaens udspring. Men nogen lykkelig slutning er der ikke tale om, for der går international geopolitik og positionering i den. Som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm siger i Den korte Podcast: “Det heeeeele er politisk.”
Også forskere har brug for dårlige jokes Jeg er en hjemmekontormus, der højst går en tur i Kvickly eller svinger forbi Landbohøjskolens Have på Frederiksberg for at få frisk luft. At flyve til Kina på en krævende mission kunne aldrig falde mig ind. Norge eller Nordtyskland er eksotisk nok. Alligevel kan jeg identificere mig med Kølsen Fischer og hendes internationale kolleger. De supplerer deres lange Zoom-møder med vittigheder og memes på beskedtjenesten Signal: “Det lovede rigtig godt for opbygningen af relationer og samarbejde på holdet. Det var også forløsende, at nogen havde lyst til at træde i karakter så tidligt og byde ind med humor og selvironi. For det kræver faktisk mod at turde tage det lille skridt væk fra den seriøse atmosfære og den i øvrigt gravalvorlige mission.” (side 72).
Den type kommunikation kan jeg genkende. Det kan godt være, at jeg ikke er involveret i seriøse forskningsmissioner, men selv det mest tørre projektgruppemøde på Teams bliver til at klare, når en kollega sender en dansende banan-gif.
Den rene og ubesmittede videnskab: Et helle du ikke kan nå Virusdetektiven er også en fortælling om aspirationen mod videnskab som et fælles, samlende tredje på tværs af lande, kulturer og samfundssystemer og en illustration af, hvor svært det er at udleve i praksis. Et genkommende citat i bogen af historikeren John Barry lyder: “Når du blander videnskab og politik, så får du politik.” (side 22).
Politik er en til tider beskidt og uigennemskuelig affære, hvor magtforhold og parternes egne interesser kommer til at stå i vejen for menneskehedens bedste. Det er nok også derfor, at bogen afsluttes i en lettere desillusioneret tone, for der har efter offentliggørelse af rapporten med Kølsen Fischer og co. som afsendere ikke været meget fremdrift i det internationale, videnskabelige arbejde med at spore pandemiens udspring. Det er to skridt frem og to tilbage i relationen mellem Kina og WHO.
Jeg har ikke ekspertise til at kunne vurdere, om Kølsens Fischers udlægning af det geopolitiske magtspil er den mest dækkende eller korrekte, men jeg kan mærke en vis antiklimatisk tristesse indfinde sig hos mig som læser ved bogens afslutning. Var der ikke ved at danne sig en fortælling om, at vi på globalt niveau kan klare denne krise – og dermed andre store kriser, der står lige foran næsen på os? Måske kan vi alligevel ikke, når det kommer til stykket.
Det er den fornemmelse af tvivl, jeg sidder tilbage med efter endt læsning. Så nej: Ikke en klassisk happy end. Virus er ligeglad med lykkelige slutninger.
Min anbefaling er, at du dropper dit daglige tjek af smittetal og i stedet læser Virusdetektiven, både fordi det er en spændende bog, og fordi den giver et unikt indblik i forskeres arbejdsmetoder og udfordringer i en højspændt situation. I mellemtiden vil jeg prøve at overtale Kølsen Fischer og Hvidberg til at lave en toer. Virkeligheden plejer nemlig at overgå alt, hvad vi kan forestille os.
Jan anmelder Virusdetektiven af Fischer og Hvidberg For efterhånden mange år siden læste jeg Farezone 4 og Cobra-sagen af Richard Preston, der begge handlede om virusudbrud. Selvom der ikke er tale om stor litteratur, så gjorde de i den grad indtryk på mit yngre jeg. Lige siden har jeg haft en sær interesse for virologer, vira og udbrud af horrible pandemier. Jeg har med andre ord svælget i enhver form for zombier og lignende apokalyptisk undergangslitteratur.
Derfor greb jeg også med stor glæde chancen for at læse Thea Kølsen Fischer og Lars Hvidbergs Virusdetektiven. Bogen har intet med zombier at gøre, men til gengæld giver den et jordbundent og alligevel svært interessant indblik i, hvordan man i virkeligheden arbejder med at opspore og bekæmpe smitsomme sygdomme. I dette tilfælde den famøse COVID, der har plaget os de sidste par år.
De første to tredjedele af bogen er også ualmindeligt interessante og giver et fint indblik i en verden, man ellers ikke kender så meget til. Selv som zombiefan. Vi får set, hvordan COVID spreder sig, vi får nogle historiske referencer og følger generelt med i, hvordan verden reagerer på virusset. Alt sammen kyndigt fortalt og set gennem Fischers øjne.
Det skulle være så godt Virusdetektiven starter godt og når næsten også i mål som en virkelig god, spændende og indsigtsfuld bog, men også kun næsten. Den snubler nemlig lidt til slut.
Bogen er på mange måder bygget op som en spændingsroman, men havde det været en rigtig thriller eller krimi, så var den sluttet med, at vi ikke rigtig ved, hvem der er morderen. Det er med stor sandsynlighed butleren, men vi kan ikke afskrive golftræneren, om end det ikke er sandsynligt. Ganske som vi heller ikke helt kan se bort fra gartneren. Sidstnævnte bør i hvert fald undersøges til bunds i en anden bog. Det er selvfølgeligt sat på spidsen, men man sidder efter det sidste kapitel noget uforløst tilbage.
Fischer er også god til at åbne døre til små mysterier eller hændelser, hun undrer sig over, men formår ikke at lukke dem igen. F.eks. undrer hun sig over, den måde kineserne behandler blodprøver på og at der slet ikke er registreret sygdom på Wuhan Instituttet i tiden op til udbruddet af pandemien. Der er også en diskrepans i, hvornår de første tilfælde af COVID registreres, men som med blodprøverne og sygdomstilfældene, så bortforklarer Fischer det lidt, men formår som sagt ikke at stede den tvivl og nysgerrighed, man som læser sidder med, til hvile.
Jeg vil skynde mig at sige, jeg ikke køber ind på teorier om, at pandemien bunder i en laboratorielækage eller andre former for konspiration, men tænker, at Fischer mere er opmærksom på ikke at træde sine kinesiske kolleger over tæerne og undgå spekulationer.
Som læser af en bog som Virusdetektiven ender man bare med at føle sig lidt snydt – eller som skrevet tidligere uforløst. Man vil gerne have svar og en klar afslutning. Og det er der ikke.
Hvis man ønsker endeligt svar på, hvor pandemien helt nøjagtigt udspringer og hvad den skyldes, så er det ikke at finde i Virusdetektiven. Hvad der til gengæld er at finde, er et fascinerende og skræmmende indblik i en særegen branche, og hvordan man arbejder med at håndtere og inddæmme udbrud af smitsomme sygdomme.
Dét gør bogen virkeligt godt, og det alene gør Virusdetektiven værd at læse.
Boginfo Virusdetektiven. Jagten på pandemiens udspring. Fortalt af Thea Kølsen Fischer til Lars Hvidberg. 208 sider. Udgivet på Gyldendal, 2021.
(For en god ordens skyld: Lisbet har modtaget et anmeldereksemplar. Jan har selv købt bogen.)
#bogsnak 