En blandet fagbogsbuket

Jeg elsker hverdagen. Det må jeg sige igen og igen. Jul og nytår, hygge og familiesamvær er skam godt. Men en kølig, klar januar med gode fagbøger er vederkvægende.

Derfor kommer jeg i dette blogindlæg med en fagbogsfanfare eller fagbogsbuket. Du vælger selv metaforen. Den tilnærmelsesvist røde tråd i de fire titler, jeg har valgt, er medier, kultur og kommunikation. Bøgerne er udkommet i 2018 eller 2019.

Undervejs møder du to YouTube-gamere, et egern, et forsvar for viden på længere enheder (bøger) og en hyldest til amerikanske superheltetegneserier.

Børn, unge og medier
Når emnet er noget med børn og skærme, bliver tonen tit ophidset, opskræmt og bekymret. Det er anstrengende. I hvert fald i længden.

I Stine Liv Johansen og Malene Charlotte Larsens bog Børn, unge og medier udgivet i forlaget Samfundslitteraturs serie ”Kort og Præcist om medier og kommunikation” har piben en anden lyd. Eller piben har flere lyde. De to forskere skriver stille, roligt og sagligt om, hvilken rolle medier spiller i børn og unges liv. De kommer ind på venskaber, leg og identitet og bruger konkrete eksempler undervejs, der folder den teoretiske tænkning ud. Det gør, at man som almindelig mor eller far kan følge med uden at kløjes i den akademiske fremlæggelse.

Begge forfatterne har publiceret ph.d.-afhandlinger inden for feltet, og Stine Liv Johansen er formand for Medierådet for Børn og Unge. De to forskere lægger vægt på, at børn og unge selv skal komme til orde i både forskningen og debatten om brugen af digitale medier, i denne sammenhæng primært i fritiden.

Netop denne insisteren på at børn og unge selv har værdifulde perspektiver, som det er vigtigt at inddrage, når vi som fagpersoner, forældre og samfund diskuterer digitale medier, gør, at jeg tager Johansen og Larsens bog meget seriøst. Det gør også, at jeg tager mig (minimalt) sammen og prøver at få en dialog med min søn på syv år om, hvorfor gamerne ComKean og Den Mandige Elg er sjove at følge på YouTube.

børn unge medier

Likes og mange hjerter herfra til denne fagbog udgivet på Samfundslitteratur.

Hvad er det så, der grundlæggende er på spil?

Det handler om at finde gode måder at leve med medier på (en formulering hentet fra bogens side 21), og det kræver, at vi tør at være nuancerede og altid kigge på praksis.

Der er ingen simple svar, når det gælder børn og unges (og voksnes brug) af de medier, der er til vores rådighed. Det er ikke nødvendigvis enten paradis eller katastrofe, der venter den unge generation. Ikke hvis man skal angribe temaet fra en forskningsmæssig vinkel, som denne tekst gør.

Bogen er god at få viden af, og den rummer ud over tre overordnede temakapitler om medier og legepraksis, sociale relationer samt identitet og selvfremstilling et afsluttende kapitel om børn og unge i et dataficeret samfund. Hvad betyder big data, de store medieaktørers forretningsmodeller og hele ideen om den kompetente, myndige borger i et samfund, hvor der findes data om alt og alle? Og hvordan klæder vi vores børn og unge på til denne virkelighed?

Hermed den cliffhanger, der får dig til at styrte hen i den nærmeste fysiske eller digitale boghandel/hen på biblioteket/ind på bibliotekets app for at få fingrene i denne udgivelse, der favner over så meget spændende stof på blot 128 sider.

Fik jeg nævnt, at den omfattende litteraturliste i sig selv er en guldgrube?

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd
Nu vi er ved digitale medier: Ligesom mange andre har jeg et nytårsforsæt om at skære ned på den tid, jeg bruger på sociale medier. Jeg har ikke tænkt mig at droppe helt ud af dem. Jeg vil bare gerne være bedre til at hoppe af tjekkekarrusellen, hvor jeg tager en tur på Instagram efterfulgt af et besøg på Faceboook, rundt om LinkedIn og Pinterest og så en gang til. Eller to. For der kunne jo være kommet noget spændende siden sidst!

Her kommer psykologen Anders Colding-Jørgensen ind i billedet. Han har skrevet selvhjælpsbogen Hov, et egern. Det er en lille bog, der gør det nemt at komme i gang med nye vaner. Colding-Jørgensens hovedpointe er, at man ikke bare kan tage en digital detox. Man skal forstå sine egne vaner (om de så er digitale eller ej), for at kunne lave om på dem. Hvad trigger ens adfærd? Klassikeren er ventetid – hos lægen, ved busstoppestedet eller i den lange supermarkedskø. Det er nemt at tjekke telefonen, mens man står der.

Colding-Jørgensen abonnerer ikke på skrækforestillingerne om, at Facebook gør os til dopaminnarkomaner. Han tror på, at vi (voksne) er myndige individer, der formår at træffe valg og selv beslutte os for vores handlinger. Et godt stykke hen ad vejen. Vi har selv skabt vores vaner, og derfor kan vi også ændre dem. Det er befriende med den indstilling.

egern

Cuteness på forsiden.

Bogen giver forskellige anvisninger på, hvordan man kan ændre digitale tjekkevaner. Jeg har især taget disse to råd til mig:

  1. Læg færre ting op. Så bliver du ikke så ivrig efter konstant at tjekke, om der er kommet likes/kommentarer/hjerter. Et sindssygt simpelt råd. Og rigtig virkningsfuldt.
  2. Del stadig billeder og andre ting; men del dem ikke med hele verden. Jeg kan stadig dele smukke billeder eller situationer. Men jeg kan nøjes med at sende dem til min svigermor/min veninde/min søster. Alle mine forbindelser på sociale medier behøver ikke at se den fine solnedgang.

Colding-Jørgensen skriver så knusende pragmatisk, at det er sjovt. Der er ikke meget bullshit her og slet ingen løftede pegefingre.

Og hvad laver det egern i titlen? Tja. Man kan jo blive distraheret af alt muligt. Også af et egern, der hopper forbi ude i haven. Opmærksomhed er en underlig størrelse.

Læs et interview med forfatteren her: http://hovetegern.dk/om-bogen

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det

Genren ”videnskabelig thriller” er nu officielt en af mine nye yndlingsgenrer efter at have læst denne underholdende og helt tørre bog om, hvordan vi både som individer og som samfund hver dag året rundt bruger krudt på at frygte de mest usandsynlige fænomener.

Trafik er farligere end terror. Men er det egentlig sådan, medierne fremstiller det? Der er da blevet hårdere og mere kriminalitet i Danmark de sidste ti år – er der ikke? For det virker da sådan, når man slår op en tilfældig avis. Forfatterne tager os med på en tur ind i en verden, hvor vi får øjnene op for, hvem der fodrer os med frygt og hvilke interesser, der kan ligge bag.

Som menneske har det i en evolutionær sammenhæng tit kunnet betale sig at være skeptisk og bange. Hvorfor dog tro, at et mærkeligt dyr, man aldrig har set før, er ufarligt? Hvorfor dog løbe risikoen for 20.000 år siden før penicillin og muligheden for at ringe til 1813 og 112 døgnet rundt? Men verden er på mange ledder og kanter anderledes i dag. Frygt kan gøre os handlingslammede og forvirrede – og det helt uden grund.

farligt

Den kendte og frygtede bananhaj kan komme efter dig, når som helst…..

Bogen rummer syv gode råd til, hvordan man træner sin skepsis fra morgenstunden. De kommer her.

1. Det farlige er opmærksomhedsklister (tjek om nogen vil have din stemme, din støtte eller dine penge).

2. Spørg efter nævneren, før du bekymrer dig (det er sjovere, end det lyder). Der er jo stor forskel på, om 1 ud af 100 eller 1 ud af 10000000000000000 mennesker, får en sygdom. Serviceoplysning: 1 er i denne sammenhæng tælleren. De andre tal er nævnere.

3. Forvent, at nye studier viser lidt af hvert (ofte viser de for meget).

4. Overvej, om politikerlarm blot er en sjat testosteron (se, jeg handler!)

5. Gør det til en sport at finde dagens puf (en gang frygtede vi alle kanel/æg/en tredje fødevare. Nu er det slut. I morgen frygter vi noget andet).

6. Vær skeptisk når ordene forsigtighedsprincip eller cocktaileffekt bliver flaget (det giver frit løb for en hver religion).

7. Aktivér dit spamfilter, når dystre fremtidsscenarier rummer ordene kan ske (det er faktisk nemt at spå – det svære er at få ret)

8. Husk at slukke, og gå efter færre, større og mere langsomme enheder (læs fx en bog).

Det sidste råd er intet mindre end genialt.

Læs mere på bogens egen hjemmeside: https://farligt.dk/

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger

Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup er vilde med popkultur. De viser i denne bog, at tegneserier med superhelte og fængslende tv-serier på Netflix er mere end underholdning på en grå vinterdag, hvor man kun magter at kramme en sofapude og kværne osterejer.

Populærkultur kan være med til at præge samfundet og er også til tider en refleksion af de forestillinger, der findes blandt os. Deraf ordet ”vekselvirkninger” i bogens undertitel.

Som gammel Moderne Kultur og Kulturformidling-studine nød jeg at læse en fagbog, der uden at være højpandet rummer en gennemgang af begreber som hermeneutik og kulturel kapital. Teksten veksler ubesværet mellem kulturteoretiske perspektiver og eksempler på populærkultur. Mød Batman, Rambo, Stranger Things, Do the Right Thing, Rhapsody in Blue, Rasmus Seebach, Harry Potter og Kill Bill.

Forfatterne giver mig lyst til selv at kaste mig ud i en analyse af fx Will & Grace (som jeg for tiden ser fra ende til anden) – gerne sammen med en flok højskolekursister eller andre ivrige studietyper, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få et job som underviser.

Bogen er struktureret efter de fem dele i vekselvirkningsmodellen: Omverden, modtageren, skaber, udtryk og teknologi. Disse fem dele spiller sammen på forskellige måder, alt efter om analysegenstanden er en tekst fra Mit livs novelle eller den nyeste Marvel-film. Jeg er vild med overskueligheden i modellen, der samtidig hjælper en på vej til at se kompleksiteten.

Det lyder muligvis som en mærkelig afart af ros, men Populærkultur i samfundet giver mig lyst til gå på universitetet én gang til og denne gang turde at kaste mig over nyere temaer end fransk dadaisme.

pop

Tegneren Mohamad Kraytem står bag den flotte forside.

Bonusinfo: Bogens forside tiltrak både min syvårige søn og min datalogkærestes opmærksomhed. Så måske kan vi tage lidt vekselvirkningsanalysesnak hen over middagsbordet den kommende tid.

Det barn bliver helt forskruet.

Boginfo
Børn, unge og medier af Stine Liv Johansen og Charlotte Malene Larsen.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Hov, et egern: Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd af Anders Colding-Jørgensen.
Udgivet på Gyldendal, 2019.

Farligt: Hvordan de fodrer din frygt og hvorfor du æder det af Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen.
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Populærkultur i samfundet: Analyse af vekselvirkninger af Dennis Jacob Rosenfeld og Sabrina Vitting-Seerup.
Udgivet på Samfundslitteratur, 2019.

Mere faglitteratur på bloggen
Bogsnak-kollektivet anmelder jævnligt fagbøger.

Her er det Jan, der i 2019 har læst Palaces for the People

Lisbet frådede i faglitteratur i 2017, da hun var en entusiastisk diplomstuderende

Mikkel anmeldte i 2019 den skønlitterære fagbog/faglitterære roman Hvad er et menneske skrevet af Svend Brinkmann

Lisbet satte fokus på arbejdsliv i indlægget Bøger til dit arbejdsliv 2018

Trent og Reacher på eventyr – ‘Det rene guld’

Det er et interessant koncept at lade ikoniske karakterer møde hinanden, og Lee Child har ved flere lejligheder skrevet korte historier og noveller sammen med andre forfattere, bl.a. Kathy Reichs og Joseph Finder, hvor Jack Reacher har slået pjalterne sammen med hhv. Temperance Brennan og Nick Heller..

Og nu er det blevet Karin Slaughters Will Trents tur.

’Det rene guld’ er en kort historie – mere en lang novelle end en roman – og på mange måder en meget Childsk historie, så man er både underholdt og nysgerrig. For som altid er det en historie i flere lag og med en lille krølle til sidst.

Historien udspiller sig med Fort Knox i Kentucky, hvor en del af USA’s guldreserve befinder sig, som kulisse. Will Trent jæger en morder, mens Jack Reacher søger at blotlægge en kriminel sammensværgelse. Begge under dække, naturligvis.

Kort fortalt.

For naturligvis er det mere kompliceret end som så. Trents morder er muligvis Reacher, og der trækkes tråde tilbage til ’Falske værdier’ – den første Reacher-bog, som Child skrev tilbage i 1997 og som udkom første gang i Danmark året efter.

Samspillet mellem de to alfahanner Trent og Reacher er godt og fremmer historien – begge er intelligente nok til at holde igen med attituden og se den anden an – og man er som sagt godt underholdt.

I det hele taget er det et godt trick at lade kendte karaktererne beskrive hinanden. Child gjorde selv noget lignende i ’Snakken går’ fra ’Intet mellemnavn’, hvor en ung kriminalbetjent ser nærmere på den gode Jack Reacher, og vi som læsere får et interessant og nuanceret indblik i karakteren. I ’Det rene guld’ er det til tider ret skægt at læse Trents betragtninger om Reacher, ikke mindst sidstnævntes vane med at have tandbørste i baglommen.

Malurt i bægeret

Der er dog et par småting, der irriterer min indre nørd. Og det er småting, men jeg tror, vi alle har ting, vi lægger mærke til og som nager os. Ikke mindst hvis de ikke bidrager til historien, men kun er med stemningssættende krydderi.

Her er et par stykker, jeg faldt over.

Jeeps blev udfaset i den amerikanske hær til fordel for Humvee’en omkring invasionen af Panama. Sandsynligheden for, soldaterne på Fort Knox kører rundt i dem, er med andre ord lig 0. Det kan selvfølgelig være en henvisning til ’Goldfinger’, som nævnes et par gange i historien, men så er det klodset lavet.

En M4 er heller ikke ”de store drenges opgradering af den mere beskedne AR-15-model”. En M4 er en karabin i familie med AR-15 geværet, men ikke den mere potente militære storebror.

Og en ubarberet soldat med dun på kinderne ville også pronto få revet sig en ny kropsåbning af sin sergent, sin delingsfører, ja, stort set hele sin kommandokæde op til og med hærchefen. Det ville måske gå an på en forpost et sted i Langtbortistan, men ikke hjemme i staterne. Det er igen en klodset skrevet detalje, der formodentlig skal fortælle læseren, hvor ung soldaten er, men basalt set helt ligegyldig for historien.

Ahhh, så fik min indre nørd luft …

Men bør jeg så læse den?

Ja, det synes jeg. Kan man lide Child eller Slaughter – og hvem kan ikke det? –, så er ’Det rene guld’ en fin historie. Den er som forventet, og det er underholdende med de tos makkerskab. Reacher får Trent til at virke som en velafbalanceret og interessant karakter, mens Trent får Reachers mere dystre sider frem i lyset. Når man læser Childs bøger, så er Reacher jo helten, men her får man billedet af, hvor farlig og hvor næsten psykopatisk han kan virke.

Historien slutter dog lidt brat, og jeg tænker, det vil vække en vis irritation, men i bund og grund er ’Det rene guld’ underholdende og et godt læs til en søndag på sofaen.

Bogen er udgiver på HarperCollins Nordic, hvor Slaughters bøger udgives, så der er også en fiktiv og underholdende Q&A med hendes karakter Will Trent, og en smagsprøve på Slaughters nyeste bog, ’ Den sidste enke’, inkluderet.

Kan man lide historier af samme type, så kan jeg varmt anbefale antologierne ’Face Off’ og ’MatchUp’ fra Simon & Schuster. De er dog på engelsk.

Har du lyst, kan du læs mere om Childs noveller her og mere om hele hans forfatterskab her.

Boginfo

’Det rene guld’ af Lee Child og Karin Slaughter, 136 sider, HarperCollins Nordic, 2019.

Bogsnaks bedste i 10erne

Mikkel, Jan og Lisbet kommer her med deres bud på de største læseoplevelser fra den dekade, der snart er slut. Bogsnak elsker nemlig opsamlinger, lister og tilbageblik.

Vi lægger ud med Mikkel.

Mikkels bedste i 10erne
Ligesom mine medbloggere synes jeg egentlig også, denne udfordring er forfærdelig! Vi kom endda selv på den. Hvordan skal man fx sammenligne faglitteratur og fiktion? Og skal man gå efter litterære kvaliteter eller følelsesmæssigt aftryk? Jeg vil snyde lidt her og først nævne dem, det ikke blev.

Det kunne have været J.M. Coetzee’s ”Vanære,” som stadig sidder lidt i mig. Jeg kom til den via Justine van den Leun’s journalistiske mesterstykke ”We Are not Such Things” om en rasende folkemængdes misforståede drab på den unge, amerikanske borgerrettighedsforkæmper, Amy Biehl, i Sydafrika i 1993 og den senere Sandheds- og Forsoningskommissions løsladelse af den primære drabsmand.

Jeg snakkede med medblogger-Rie om den, og det viste sig, hun havde skrevet speciale om netop den kommission. Hun gav mig bogen ”Mother to Mother,” og jeg gav mig efterfølgende i kast med ”Vanære.”

Eller det kunne være Sheri Finks dokumentariske ”War Hospital,” jeg læste i samme periode, hvor jeg åbenbart gik højt op i internationale katastrofer. Det er en fuldstændigt rystende fortælling om et hospital i Srebrenica under borgerkrigen, hvor byen er belejret, og lægerne på hospitalet kæmper som besatte uden udstyr, medicin eller noget som helst. Bogen starter med en amputation uden bedøvelse og slutter med den serbiske massakre på civilbefolkningen!?

I skønlitteratur gjorde Khalid Hosseinis ”Og bjergene gav genlyd” stort indtryk på mig – ikke mindst på grund af et mor og søn-forhold med mange missede muligheder, som mindede mig alt for meget om mit eget forhold til min mor, der lige var død på det tidspunkt.

Emily St. John Mandels ”Station 11” fik mig til at elske at læse igen. Det er en fantastisk roman, der længe var min standardanbefaling, når folk spurgte, hvad de nu skulle læse. Rie har skrevet et vidunderligt præ-Bogsnak indlæg om den her. Ja, jeg prakkede selvfølgelig også hende den på. Stephen King’s “22.11.63” var også ganske enestående, og jeg blev endeligt færdig med “Ringenes Herre” – liiidt sent måske. Gillian Flynn’s “Gone Girl” var også fantastisk og de nok så omtalte Flodkrebs her og her.


Dog …

Jeg bliver faktisk nødt til at give præmien til George R.R. Martins ”A Clash of Kings” – på dansk ”Kongernes kamp.” Hele Game of Thrones-feberen var begyndt at tage til, og den var gået helt forbi mig. De fleste febere går på en eller anden måde uden om mig, og så kommer jeg først på efter et par år. Det er hændt mig fra Star Wars over Harry Potter til Breaking Bad/House of Cards. Nåmen, i mit forsøg på at hoppe på vognen i fart, købte jeg hele serien til min Kindle og gik i gang med nr. 1 – ”Game of Thrones,” som TV-serie producerne forvirrende nok valgte at kalde hele serien, selvom den jo retteligen hedder ”A Song of fire and Ice,” og kun nr. 1 i serien hedder ”A Game of Thrones.”

1’eren var virkelig, virkelig god. Jeg startede på 2’eren – ”A Clash of Kings” – og i de dage skulle jeg til Milano til en konference. Jeg har aldrig været i Milano før, og jeg føler stadig ikke helt, jeg har været der, for det eneste, jeg ville, var at komme tilbage til mit diminutive hotelværelse og læse videre!

Jeg så ingenting. Jo, de har en katedral, ikke? Tror jeg …

And the winner is…

I ”A Clash of Kings” tager den enorme fortælling for alvor fat op mod den totale borgerkrig, der skildres i 3’eren ”A Storm of Swords.” Robb Stark starter sit succesrige felttog mod Lannister-klanen, mens Theon forråder ham og indtager Winterfell, hvad han dog senere kommer til at fortryde rimelig bittert. Psykopaten og incestproduktet Joffrey gør krav på tronen hjemme i King’s Landing, mens onklerne Stannis og Renly gør det samme. Renly bliver dog myrdet på uhyggelig vis af en ond ånd fremmanet af Stannis’ præstinde Melisandre i én af de mest skræmmende scener, jeg nogensinde har læst. I Qarth er Daenerys Targaryen vokset ind i rollen som Khalesi og mor til tre drageunger, og man skal ikke lægge sig ud med drageungers mor, som troldmændene i Qarth finder ud af.

Arya Stark er på flugt nordpå efter sin fars henrettelse, men bliver sendt på en flere bind lang vildmand, mens halvbror Jon Snow som del af The Night’s Watch geråder ud i en katastrofal ekspedition for at undersøge de vilde folk nord for Muren og ender undercover blandt dem, mens de forbereder et stort angreb på … nåja … The Night’s Watch.

Det lyder helt skørt, når man skriver det, men seriens første tre bind er så vanvittigt velskrevne og så virtuost komponeret ud af et overflødighedshorn af plotlinjer, karakterer og miljøer, det er en litterær håndværksmæssig symfoni af hidtil uset format siden ”Ringenes Herre”-trilogien. Det er også et opgør med ”Ringenes Herre” for så vidt, eftersom al hygge og harpespil, elverpoesi og nuttede hobbitter er skiftet ud med realpolitik, krig, forræderi, sadisme, incest, mord og andre mørke farver til paletten hentet i de dybeste kældre af menneskesjælen.

Samtidig dekonstrueres hele fantasy-genren fuldstændigt – alle konventioner vendes på hovedet – og det føles ikke som fantasy trods drager og trolddom. Martin var meget inspireret af 30 års-krigen, og det kan man så sandelig godt mærke.

Bind 4 begynder at blive langtrukken. Jeg har ikke læst bind 5, og det afsluttende bind 6 er slet ikke skrevet færdigt, selvom serien for længst er slut. Jeg tvivler på, vi nogensinde får George R.R. Martins egen slutning – mon ikke hans vagt slutter inden? – men jeg lever så fint uden.

Jans bud på årtiets bedste bog – ’The Martian’
At finde årtiets bedste bog – eller måske mere korrekt bedste læseoplevelse – var ikke nemt. Ikke kun fordi jeg gav mig selv et par bespænd undervejs – det skulle være en bog, jeg havde læst i fysisk form og den skulle være udkommet på dansk –  men også fordi det ER et svært spørgsmål.

For hvad er en god bog? Hvad gør en god læseoplevelse?

Det er ikke umiddelbart så nemt at svare på, men jeg begyndte at sortere i den lange, lange liste, jeg mentalt havde stillet op. Der var ingen tvivl om, at det skulle være en positiv bog og en bog med et budskab. Det skulle også være en bog, som jeg ville anbefale bredt og uden at skamme mig. Og det skulle tillige være en typisk Jan-bog.

Jeg var tæt på at vælge Lars Tvedes ’Det kreative samfund’ og var også omkring Ernest Clines ’Ready Player One’ og Max Brooks ’World War Z’, men de måtte forlade scenen til fordel for Andy Weirs ’The Martian’.

’The Martian’ er en bog, jeg aldrig bliver træt af. Det er science fiction, når det er bedst. Det er en robinsonade om en astronaut glemt på Mars, der viser den ukuelige menneskelige ånd og vigtigheden af videnskab. Der er nemlig intet, vi mennesker ikke kan, hvis vi sætter os det for og gør brug af naturvidenskab og ingeniørkunst.

Det er pointer, vi aldrig må glemme, og er for mig kernen i ’The Martian’. Derfor er det ifølge undertegnede årtiets bedste bog.

Toner af rødt på forsiden af Jans yndlingsbog fra 10erne.

Lisbet hylder norsk romanserie af mytiske dimensioner
Jeg har en svaghed for nordisk litteratur, og Knausgaards Min Kamp rumstererede i mit baghoved, mens jeg funderede over dekadens største læseoplevelse. Men jeg gik med Roy.

Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg kan med stor overbevisning sige, at den samlede trilogi har været dekadens mest gribende læseoplevelse.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag.

Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser.

Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en universel urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder endnu flere ærefulde priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Jeg læser denne serie igen i løbet af 2020erne. Det er et løfte.

Frihed, lighed og broderskab? Vand, is, blod? Vælg selv.

En troldkvindes bekendelser

Man får aldrig for mange smukke bøger, og Madeline Millers ’Kirke’ er en virkelig smuk bog. Den næsten glødende bronzeindgraverede forside lover godt for indholdet.

Man får aldrig for mange smukke bøger!

Og den holder, hvad den lover.

Millers bog var da også lige ved at komme med på min liste over årets tre bedste læseoplevelser, men blev slået på målstregen af Stephen Frys ’Helte. En bog, der også omhandlede græske sagnskikkelser.

Episk fortælling

Jeg kan ikke stå for en god episk fortælling fyldt med guder, helte, magi og prøvelser. Eller for stærke kvindeskikkelser for den sags skyld.

’Kirke’ har det hele.

Ikke overraskede titlen in mente, så har bogen den udødelige troldkvinde og nymfe Kirke i hovedrollen. Det er hendes historie. Fortalt af hende selv.

For de, der ikke kender Kirke, så er hun datter af solguden Helios og okeaniden Perse, men nok mest kendt som troldkvinden, der forvandlede sagnhelten Odysseus’ mænd til svin på øen Aiaia og endte med at tryllebinde helten selv.

La magicienne Circé empoisonne les compagnons d’Ulysse af Alessandro Allori (Kilde: Wkipedia Commons)

Jeg tænker i disse ’The Witcher’ dage på, om Kirke har været Andrzej Sapkowskis inspiration til Yennefer af Vengerberg. Begge er frygt- og respektindgydende troldkvinder, der svinger mellem rollen som skurk og heltinde, alt efter øjet, der ser eller stemmen, der fortæller.

Nå, nok om det. Tilbage på ret kurs.

Troldkvinden Kirke

Det lykkes Miller at give en ellers i mange udlægninger skurkagtig karakter dybde, værdighed og nuancer. Kirke er en stærk hovedrolle og karakter, og som læser følger man hende med glæde og interesse.

’Kirke’ er en gendigtning af de gamle sagn og som sagt fortalt af hovedpersonen selv, så selv for kendere af græske sagn og mytologi vil der være noget at hente. Miller har på fornemste vis ændret, tilpasset og udbygget fortællingen, og tilføjet et element af familieopgør og, tænker jeg, kvindefrigørelse. Det kan man i hvert fald læse ind i Kirkes fortælling, hvis man vil.

Der er tale om en smuk bog på mange måder, og jeg kan kun anbefale at læse den. Ikke kun er bogen spændende, men man bliver også klogere på græsk mytologi og græske sagn undervejs. Det er en bog, der giver mig lyst til at finde ’Odysséen’ frem fra gemmerne og læse op på græsk mytologi i det hele taget.

’Kirke’ er oversat af Agnete Friis, og det har hun gjort til UG. Sproget flyder godt, navne og steder er genkendelige og har samtidig beholdt deres magi.

Boginfo

’Kirke’ af Madeline Miller. 381 sider, Grønningen 1, 2019

 

 

Årets bedste bøger ifølge Jan

SÅ blev det min tur til at skrive lidt om mine tre bedste læseoplevelser i det herrens år 2019, og vanen tro, så var det ikke nemt at udvælge tre titler.

Hvorvidt jeg oplever en bog som en god, mindeværdig læseoplevelse afhænger af, hvordan jeg har det på tidspunktet, hvor jeg læser bogen. Er jeg i humør til at dykke ned i rumfartshistorie? Er jeg bare i hopla til et hurtigt actionfix eller trænger jeg til at se verden gå under i en virusbefængt apokalypse? Vil jeg lære noget eller underholdes? Osv. Osv.

Når det så er sagt, så er der bøger, der bare hænger ved. Titler, der dukker op, når jeg tænker på gode bøger, og af dem har jeg valgt tre, som vil have bred interesse og som jeg tænker også siger lidt om mine læsevaner. Jeg har også bevidst valg nyere fysiske bøger på dansk, så de burde være til at få fat i nede i den lokale boghandel.

Lad os kaste os ud i det …

Nr. 3: John Wagner ’Schlüters politiske testamente’
Der var engang, hvor politikere havde vid og charme …

Ok, det har flere af dem nu stadig, men for mig vil tiden under Schlüter altid være noget særligt. Unge Jan husker den noble herre, der med overskud og humor kunne forklare ting, så selv jeg forstod dem, og samtidig, hvilket ikke var uden betydning for en ung konservativ, udstille socialdemokraterne som de baryler, de nu var.

Måske er mit syn på den tid en kende farvet og lige vel lyserød. Det er nok i bund og grund mere end sandsynligt, men det ændrer ikke ved, at Poul Schlüter var noget særligt i politik, og han kunne formidle og kommunikere som få andre.

Det ses med al tydelighed i ’Schlüters politiske testamente’.

Med hjælp fra John Wagner gør Schlüter i bogen status over sit politiske liv fra de unge år over tiden i statsministeriet til pladsen i Europa-Parlamentet. Især finder jeg Schlüters tanker om Christiansborg, samarbejdet på tværs af partier og de realpolitiske udfordringer ved regeringsmagten interessante, eftertænksomme og nuancerede.

’Schlüters politiske testamente’ er en velskreven bog, og det skyldes en blanding af Schlüters lune og Wagners pen. Når man læser den, så forstår man, hvorfor Schlüter havde så stor politisk og personlig slagkraft, og i dag fremstår som noget så sjældent som en politisk hædersmand.

For mig var det en smuk tur ned af mindernes boulevard og en påmindelse om, hvorfor jeg altid har haft et blødt punkt for de konservative, mens den for de fleste nok ”bare” vil være et fascinerende indblik i en politikers virke og en historisk fortælling om en svunden tid.

Nr. 2: Stephen Fry ’Helte’
I ny og næ dukker udtrykket renæssancemenneske op – desværre alt for sjældent -, og når det gør, så tænker jeg på folk som Niels Bohr, Winston Churchill, Richard Feynman, nutidens astronauter OG Stephen Fry.

Fry er kunstnerisk, vidende og ubegribelig charmerende. Alle elementer af sit væsen han på fineste vis sætter i spil i sin genfortælling af de græske heltesagn i den passende navngivne ’Helte’, hvor han giver nyt liv til Perseus, Herkules (ja, ja, Herakles), Bellerofon, Orfeus, Jason, fantastiske Atalante, Ødipus og Thesus.

Og hvilke fortællinger det er!

Der er en grund til, at de gamle heltesagn fortsat griber os. De er fundamentalt spændende og siger, hvis man dykker ned i dem, en masse om den menneskelige tilstand.

Allan Hilton Andersen, der har oversat ’Helte’, fortjener i øvrigt et kæmpe klap på skulderen. Frys særegne, livlige og smukke måde at udtrykke sig på kan ikke have været nem at oversætte til dansk, men Andersen har gjort det med bravur. Er du ikke bekendt med Frys stil og stemme, så læser han en bid af ’Helte’ her.

Kan man i øvrigt lide ’Helte’ og fortællingerne fra antikkens verden, så kan jeg varmt, VARMT anbefale Madeline Millers ’Kirke’. En bog, der lige netop ikke kom med på årets liste. Eller, naturligvis, Frys tidligere udgivne ’Mythos’.

Nr. 1: Hans Rosling ’Factfulness’
Det ligger dybt i mig, både personligt og fagligt, at man skal vide, ikke tro. Derfor er Roslings ’Factfulness’ også en fantastisk og forfriskende læseoplevelse.

De fleste kender sikkert Rosling som den farverige svensker, der illustrerede dette og hint med brug af Legoklodser, æbler eller lignende, og generelt ikke havde meget tilovers for uvidende meningsmennesker – se f.eks. hvordan han i Deadline tilbage i 2015 pulveriserede Adam Holm med ”jeg taler ikke om statistik, jeg taler om virkeligheden” og ”jeg har ret, og du tager fejl.”

Ok, det er lidt unfair at kalde Holm et uvidende meningsmenneske, men han repræsenterer på mange måder de medier og de talende hoveder, der ikke formår at dykke ned i fakta, men blot viderebringer fejlbehæftet og forvansket information, eller værre endnu træffer beslutninger på et falsk grundlag.

Rosling næver Fukushima som et eksempel. Der kører en historie om, at der som følge af atomkatastrofen døde 1.600 mennesker. Humlen er blot, at de ikke døde af stråling eller lignende, men som følge af de måtte flygte – eller måske mere korrekt, som følge af, at de flygtede. Sat lidt firkantet op, så var det frygt og flugt, ikke selve ulykken, der var skyld i dødstallet.

Som noget helt centralt i ’Factfulness’ er, at verdens tilstand er bedre, end vi går rundt og tror. Fattigdom, sygdom, underernæring er f.eks. alle i hastig tilbagegang. Et andet centralt emne, og i virkeligheden nok det Rosling advarer os mest mod, er vores vane med at se tingene som sort-hvide, os-mod-dem og enten-eller. Verden er mere nuanceret.

Rosling døde desværre i 2017, men hans ånd og arv lever heldigvis videre, ikke mindst i form af den fremragende ’Factfulness’ og Gapminders.

Mikkel og Lisbet har forfattet deres top 3’er, og dem kan du læse hhv. her og her. Det kan som altid varmt anbefales.

Glædelig jul!

 

Boginfo
’Schlüters politiske testamente’ af John Wagner, 285 sider, Gyldendal, 2019

’Helte’ af Stepehn Fry, 475 sider, Modtryk, 2019

’Factfulness’ af Hans Rosling, 375 sider, Lindhardt & Ringhof, 2018

 

 

 

Mikkels top-3 2019

Endnu et år med for meget faglitteratur! Gahhh! Dog fik jeg hul igennem til skønlitteraturen tre gange i løbet af året, og det fylder to af mine pladser i år. Tredjepladsen er den gang faglitteratur, der satte sidste rul i gang, så på den måde er det hele meget harmonisk.

I 2020 skal jeg skære ned og fokusere. Min hjernes arkitektur gør, at jeg synes, alt – næsten – er interessant. I øjeblikket genlæser jeg Greg McKeown’s ”Essentialis : the Disciplined Pursuit of Less,” og jeg føler en stærk trang til at koncentrere mig mere intenst om langt færre ting. Læsning er én af de aktiviteter, der er blevet vejet og fundet tung nok, så jeg håber – 7-9-13 – det lykkes i 2020 med mere og bedre læsning.

813OTnGnd+L

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Lars Theil ”Det læsende menneske”

Vi dobbeltanmeldte og interviewede min tidligere kollega fra Kulturstyrelsen, Lars, tidligere på året. Du kan finde posten her. Lars fik god opmærksomhed i pressen for sin fine bog, som jeg selv havde det lidt blandet med. Dels var det nøjagtigt den bog, jeg selv var gået i gang med at skrive. Dog kun på det meget indledende stadie, så ikke meget er tabt, men angstprovokerende alligevel på en måde. Lars har bare meget bedre forudsætninger end mig for at skrive den, og han har da også produceret et værk, der både når bredere og dybere end jeg kunne håbe at opnå. Det er også lige meget alt sammen, for Lars’ bog er den grundbog i læsning, vi altid har savnet. Jeg kastede mig over en masse litteratur lige efter; Helle Helles noveller (yrks!), Merete Pryds Helles ”Folkets skønhed” som den sidste i Danmark, og selv en gang Steen Steensen Blicher blev det til. Hvad mere kan man bede faglitteratur om? En særlig ting ved læsning, som Lars bemærker allerede i indledningen, er blevet hos mig: Kender du nogen, der synes, de læser for meget? Nej, vel?

img_3947-1

Nr. 2: Cixin Liu ”The three-body problem”-trilogien

Jeg følger en lille smule med i min gamle yndlingsgenre, science fiction, men ikke meget. Dog var den kinesiske forfatter Cixin Liu’s sensationelle trilogi dukket op på min radar, men jeg slog den hen som for langhåret, såkaldt hård science fiction. I en lufthavnsbus ud til et fly i Wroclaw i 2017 efter IFLA-konferencen (IFLA er den verdensomspændende biblioteksforening. Red.) så jeg min gode ven og tidligere kollega, Stuart Hamilton, fordybet i den, og vi snakkede lidt om den, men det blev forår 2019, før jeg gik i gang, og … wow! …. det skulle jeg have gjort noget før. Den ligner intet, jeg nogensinde har læst før, og alene dét, at den tager udgangspunkt i kinesisk historie og kultur, sprængte en sikring i mine frontallapper. Det er helt, helt åndssvagt, så meget vestlig forforståelse, der ligger i hele vores kulturproduktion, og man opdager det først, når det bliver vendt på hovedet. Det er fuldstændigt umuligt at give et overblik over trilogien, men den besvarer Fermi’s berømte paradoks: Når universet er fyldt med milliarder af planeter, der potentielt kunne have liv, hvorfor er vi så aldrig stødt på det? Og det gør den både enormt skræmmende og med en vanvittig rækkevidde i fortællingen.

santi_movieposter

“The Three-Body Problem” som serie i 2020! (PS: Den slår mig som ufilmatiserbar)

Nr. 1: Delia Owens ”Hvor flodkrebsene synger”

Det var et tilfælde efter et møde på Gyldendals forlag, at jeg fik øje på flodkrebsene. Normalt er det ikke helt min genre, men jeg researchede lidt og opdagede, at den havde slået alle mulige mærkelige rekorder på Amazon, så jeg skaffede den til min Kindle. Den er SÅ latterlig god, det er næsten ikke engang sjovt! Jeg har prakket den på min søde kæreste, vores materialechef på Hovedbiblioteket og selv den legendariske bogblogger Julie Arndrup (hende fra “Om livet i al almindelighed”-bloggen”). Alle er begejstrede og med god grund. Jeg anmeldte den også begejstret lige her.Egentlig er det en krimi. Den har i al fald en krimi’esque rammefortælling. Men inde i den ramme er det et poetisk og følsomt portræt af en pige, der vokser op alene i et skur i North Carolinas sumpområder og hendes interaktioner med befolkningen i en mindre kystby nærved. Som pigens historie og krimi-fortællingen konvergerer i tid, tager krimi-elementet kortvarigt over og er helt sindssygt spændende. Mere end alt det – ovenikøbet – er det faktisk en fortælling om sumpområderne som sted. Jeg kan ikke huske at have læst en roman med så unik en fornemmelse for sted. Særligt hvordan områdets geografi og fauna påvirker pigens tænkning og opfattelser og former hende som individ. eg ved ikke, hvad jeg skal sige anden end: Læs den! Det kan kun gå for langsomt.

47944456._UY2078_SS2078_

Godt læseår 2020 herfra 😊

Lisbets top tre-titler 2019

Det er blevet den tid på året. Opsamling, status og tilbageblik er på programmet sammen med æbleskiver, engle, en lille snaps og julegaveindkøb.

Jeg plejer at gøre det nemt for mig selv og give de fleste familiemedlemmer boggaver. Min ene niece forstår ikke, hvorfor jeg bliver ved med at give hende bøger. Lidt uopfindsomt efterhånden. Træls faster lige på det punkt.

Du skal måske også ud og finde gaver, og jeg har gjort det nemt for dig: Disse tre titler kan du roligt købe. I det mindste til dig selv. Der er dømt dansk skønlitteratur i tre vidt forskellige afskygninger.

Glædelig jul!

Kattefugl

Kristiane Hauer er forfatter og læseforsker. Hun har skrevet en smuk og lavmælt beretning om tab, labyrinter, liv, død og fugle. Hovedpersonens bror får en traumatisk hjerneskade efter en trafikulykke.

Han er her. Men han er her ikke længere. Han er ikke den samme.

Hvad stiller man op, når tabet er så mærkeligt? Hvad gør man med vreden? Og hvordan er det at have en baby, samtidig med at ens bror ligger i koma?

Romanen er på 147 stærke sider, og jeg forstår næsten ikke, at man kan skrive så meget på så få sider.

Læs også læserportrættet af Kristiane Hauer her på bloggen

Elegant og smuk forside til en lettere labyrintisk roman.

Flyvebogen: Rejsen til monstrenes ø

Flyvebogen skrevet og tegnet af Jakob Martin Strid er solidt godkendt af min syvårige søn, der var dybt fascineret af fortællingen om Minnas lillebror Austin, der forsvinder efter at have undersøgt en mystisk vindmaskine i Kløvermarken på Amager.

Minna er en samvittighedsfuld og ordentlig storesøster. Derfor tager hun ud til Kløvermarken, hvor heksen Baba Jago huserer. Baba Jago fortæller, at Austin er blæst væk. Der kan ske mystiske ting på Amager. Det er jo et magisk sted.

Minna møder også tre nye venner: Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren, der vil give en hånd med at genfinde Austin. Men det kræver, at Baba Jago lærer dem at flyve. Logisk!

Med vind i håret går turen derefter hen over Strids elskede København og ud over havet. Flokken lander til sidst lander på Monstrenes Ø, og så kan jeg jo ikke afsløre mere.

Flyvebogen er intertekstuel, så det basker. Der gamle figurer, nye hovedpersoner, mærkværdige og lidt nuttede monstre og almen udgakket fantasi.

Bogen er trykt i et vældig stort format, og man kan vitterligt forsvinde ind i den. Der er et mylder af detaljer, og det er lykkedes Strid at få Metallica med ind i en børnebog. Ja! Sådan skal det være

Strid 4ever. En streg som ingen andens.

Om hundrede år: En sønderjysk familiekrønike

Vi er nået til nummer 1 på årets læseliste. Den bedste bog jeg har læst i 2019 må være Anna Elisabeth Jessens historie fra grænselandet i perioden 1914-2014 fortalt i 100 kapitler af forskellige stemmer. De tilhører en familie med en søskendeflok, der stammer fra en gård i Sønderjylland.

Især de to permanent ugifte søstres respektive livshistorier gjorde et stort indtryk på mig. Den ene søster bliver ved med at have et overdrevet nostalgisk forhold til fødegården. Det er hende, der rejste væk for at blive lærer, men det er hende, der ved præcis, hvordan det hele skal være derhjemme. Årti efter årti.

Den anden søster bliver boende på gården og agerer husholderske for sine brødre. Hun rejser også ud, men først på sine gamle dage. Så tager fanden til gengæld også ved hende. Der er ingen grænser for hvilke lande i verden, hun skal besøge. Der dukker også romantik (og mere til) op undervejs. Men de kapitler må du selv dykke ned i.

De to søster minder mig om min fars fastre, der også var ugifte og ernærede sig ved at være referent, plantageejer, tilskærer, sangskriver – blandt andet. Der var ikke mange penge i den husholdning. Dynamikken mellem de to søster var ikke altid lige sund.

Om hundrede år handler om, hvordan 1. verdenskrig trækker dybe og i nogle tilfælde hemmelige spor op gennem flere generationers historie. Det er den smukkeste, litterære mosaik og også en form for pendant til Mærkedage af Jens Smærup Sørensen.

Du kan roligt give Om hundrede år til din far, din søster, din moster eller andre familiemedlemmer i julegave. Ikke hardcore-romanlæsere vil have det godt med de korte, intense kapitler, er mit bud.

DR har lavet en fin podcastudgave af bogen med podcastelementer og forskellige oplæsere. Public service efter min smag.

Stilfuld forside til en suverænt velkomponeret roman i 100 kapitler 

Boginfo

Kattefugl af Kristiane Hauer. Udgivet på Jensen & Dalgaard, 2019.
Flyvebogen af Jakob Martin Strid. Udgivet på Gyldendal, 2019.
Om hundrede år af Anna Elisabeth Jessen. Udgivet på Rosinante, 2019.

Lister, lister, lister

Jeg holder meget af at kigge tilbage. Det er tre år siden, at Bogsnak-kollektivet begyndte at lave top tre. Tre år, tre bloggere, tre top-tre-lister: Værsgo’!

I 2016 landede The Martian på en klar førsteplads i Jans top tre
Samme år mødtes Svend Brinkmann med flunkerne i Lisbets top tre
Mikkels top tre i 2016 var præget af romaner, men hans Goodreads-konto afslørede en personlighedsforstyrrelse – mente Mikkel selv