Ode til en døende gravhund

Anmeldelse af Steven Rowley: “Lily and the Octopus.” Roman. 320 sider. Simon & Schuster. 7. juni 2016.

“Lily and the Octopus” dukkede op på min radar som en anbefaling fra Goodreads sent sidste år. Den lød rigtignok ikke god, så den har ligget på min Kindle Voyage og simret et stykke tid, men på en lang togtur med nedfaldne køreledninger, aflysninger, vilde forsinkelser og rendyrket totalkaos (hvad DSB kalder “onsdag”), åbnede jeg den alligevel. Hvad var det værste, der kunne ske? Det værste, skulle det vise sig, var, at jeg flere gange fik mere end en klump i halsen og én gang var ved at græde rigtigt. Så’n vrælende, vand i stride strømme, hiv-dig-selv-i-fletningerne-agtigt. På super-mandig vis forstås, men alligevel …

0-CebDts3gj1WLo-r0

Steven Rowley og bogen, han angiveligt fik 1 mio. dollars i forskud for

“Lily and the Octopus” handler om Ted Flask og hans bedste ven, den aldrende gravhund, Lily. Ted er en mand i sin bedste alder og bosiddende i LA, men ensom. Kæresten gennem flere år er smuttet, freelance-skriveriet kører ikke overvældende godt, og det hele er gået lidt i stå. Om fredagen spiller Ted og Lily Matador. Lørdag er nævn-søde-fyre-med-fornavnet-X dag, mens søndag er pizza-dag. En aften opdager Ted en blæksprutte over Lilys højre øje og ved med det samme, at den er der for at tage Lilys liv.

NB: Nej, det er ikke en rigtig blæksprutte, men en tumor.

Fortællingen følger nu Lilys fremadskridende kamp mod sygdommen og Teds metaforiske kamp mod blæksprutten med flashbacks til lykkeligere tider i deres fælles liv. Meget kathartisk ender den med en helt uforglemmelig forløsning, som jeg udfordrer dig til at komme igennem uden fugtige øjne. Hvis du gør, betyder det egentlig bare, at du er død indvendig. Blottet for menneskelige følelser og hjerteløs. HJERTELØS!

Nu kan man jo grine lidt af, at det er en gravhund, men Lily taler skam, og det gør blæksprutten også. Kæledyr kan fylde mere i folks liv end medmennesker, men hvis du som min sønderjyske livsledsagerske mener, at dyr er kødbeholdere med navne i form af bogstavkode og påtænkt slagtningsdato – ja, hun er fra landet – så kan Lily såmænd sagtens substituere for en anden i dit liv, der har været sammen med dig gennem tykt og tyndt.

lily-thumb

Steven Rowley og Lily

“Lily and the Octopus” er en historie om dem, vi elsker, og hvordan de påvirker os. Hvordan vi surrer vores tilværelse omkring hinanden. Tanken om at miste og sorgen selv. Man kan godt mærke, det er et sorgterapeutisk stykke arbejde fra forfatteren, men der er også masser af plads til ironi og tør humor og et par skæve eksistenser i persongalleriet.

Skal man være vild med gravhunde i særdeleshed eller hunde i almindelighed for at nyde bogen? Jeg tænkte ikke så meget på min salige bulldoghvalp, Karla, mens jeg læste bogen, selvom en del scener bragte både glade og forfærdelige minder. Selvfølgelig værst dengang jeg sad med hende i skødet i dyrlægens dødsværelse, og hun rystede over det hele og vidste, det her var ET DÅRLIGT STED. Heller ikke min Kerry Blue Terrier, Bella, da jeg var lille. Vi var bedste venner i årevis, men en dag flyttede hun pludselig til en gård på landet, hvor hun kunne løbe og lege med andre hunde hele dagen, og hun havde ikke engang tid til at sige farvel. Jeg måtte heller ikke besøge hende. Jeg er stadig lidt sur over det, men godt for Bella.

DSC_0087

Karla

Mine tanker snurrede hele tiden om min mor, der døde pludseligt i november, og hvordan – selvom hun aldrig var så’n helt tæt på en nominering til Årets Mor – alligevel har taget den fysiske manifestation af så manger minder med sig. Der er et stort hul og en tavshed, hvor hun engang var, og nu skal jeg og hendes børnebørn finde ud af, hvordan vi kan leve videre med hende på en anden måde, og hvad vi skal gøre af hende.

Egentlig prøver jeg bare at sige, at hundefans måske nok har et forspring her, men alle kan læse med og bør også gøre det!

De litterære 90’ere og glæden ved dem

På min dåbsattest står der 1974. Det betyder, jeg trådte mine barnesko i 80’erne og nærmede mig et stadie af voksenhed i 90’erne. Begge årtier betyder derfor meget for mig og må nok også siges at have bidraget en del til min udvikling – eller mangel på samme vil skarpe tunger nok indskyde knap så diskret.

Nå, tilbage til de litterære 90’ere.

Her læste jeg blandt andre Robertson Davies’ værker for første gang. Så vidt jeg husker, udkom bøgerne i 90’erne, men er oprindelig skrevet i 80’erne, så på sin vis er det de perfekte bøger i denne sammenhæng.

Orfeus’ Lyre er et fremragende eksempel på Davies’ skrivestil og angelsaksiske vid.

Robertson D – den canadiske kæmpe
Davies er en af mine absolutte yndlingsforfattere. Der er få som han, der kan skabe personportrætter, ja, nærmest levende billeder af svagt dysfunktionelle, men charmerende og skæve mennesker fra især de akademiske cirkler.

For eksempel i Cornish-trilogiens sidste bind – ’Orfeus’ Lyre’ – sidder en gruppe bestyrelsesmedlemmer i en fond og diskuterer, hvorvidt og hvorfor fonden skal støtte opsættelsen af en ikke-færdiggjort opera:

Fordi denne bliver en ganske speciel opera.”
Hvorfor? Fordi komponisten døde, inden han var kommet ret langt?”

Den lidt tørre, skæve humor er meget typisk for Davies og ikke mindst de karakterer, der befolker hans bøger. Ganske som jeg også tænker, det er ret typisk for de bøger, der greb og fascinerede mig i 90’erne. Det er måske ikke just minimalistisk, men det er skævt, skørt og eksistentialistisk.

Davies var canadier og hverken hans litterære angelsaksiske rødder eller hans rolige canadiske væsen fornægter sig, når man læser hans bøger. Der ligger også et skær af magisk realisme over mange af Davies’ værker, hvilket kun gør dem endnu mere særegne og charmerende. Igen tendenser, der går igen i mange af de forfatterskaber jeg efterfølgende kan mærke har sat sine spor. Rushdie, Reuter, Borges og Allende vil nok altid have en særlig plads i mit hjerte af den årsag.

Davies’ bøger har efterhånden nogle år på bagen, men de kan stadig varmt anbefales. Jeg er er hvert fald stadig ret pjattet med dem.

Det sjove ved Davies er, at foruden han ramte mig som et løbsk litterært godstog omkring 1995, så husker jeg en linje fra en af hans bøger, som virkelig satte sig fast og ændrede min måde at tænke på; ”du skal altid huske dine motiver for at sige det, du gør.” Jeg kan ikke huske i, hvilken bog linjen optræder eller om den i virkeligheden ER fra en af Davies’ bøger, men jeg vil altid forbinde den med Davies’ forfatterskab. Det var også her, jeg for alvor lærte noget af litteratur.

Den typiske 90’er litteratur
Når vi taler om 90’ernes litterære glæder og skæve eksistentialisme, så kommer vi ikke ude om Benn Q. Holms ‘Hafnia Punk’ og Nick Hornbys ‘High Fidelity’. Udover det er to fremragende forfattere, så har deres værker det til fælles, at jeg i den grad kunne spejle mig i hovedpersonernes liv og levned. Det var drenge forklædt som mænd, der kæmpede med at blive voksne. Holm og Hornby gjorde også bruge af en række karakteristiske greb og tematikker for 90’erne litteratur, nemlig:

  • Den begyndende globalisering – verden ligger for vores fødder
  • Eksistentialisme – hvad er meningen med livet (det er 42 i øvrigt)
  • Fokus på individet og dets problemer
  • Hverdagen – det handler om de små, nære ting
  • Magtesløshed – følelsen af at være uden ror, mening og mål
  • Minimalisme – virkeligheden set gennem enkle handlingsforløb her og nu oftest med knappe persontegninger og med rig mulighed for fortolkning
  • Skøre typer – livet er surrealistisk og mennesket ligeså
  • Socialrealisme – men ikke som i 70’erne; her er den minimalistisk og oftest surrealistisk (eller magisk realistisk)

To af de helt store 90’er forfattere; Hornby og Holm

90’erne var også præget af en særlig ånd. Vi frygtede ikke længere atomkrigen skulle bryde ud hvert øjeblik – Muren var faldet og Sovjetunionen ligeså – og vi var endnu ikke trådt ind i terrorens tidsalder – de to tårne knejsede stadig smukt over Manhattan. Alt var godt og fuld af liv. Sådan da. For i samme periode fald Jugoslavien fra hinanden, og selv om det bragte Danmark til EM i fodbold, så vil jeg aldrig glemme den følelse af magtesløshed, der fulgte i kølvandet på myrderierne på Balkan.

Men tilbage til bøgernes trygge verden.

Mens jeg sidder og skriver dette, og drømmer mig bort til en længst svunden ungdom, så slår det mig, at 80’erne og 90’erne også havde noget til fælles mere overordnet. 90’erne synes nemlig at trække på 80’erne og forstærke det foregående årtis tendenser. Ikke mindst de kulturelle.

I en artikel på Litteratursiden helt tilbage fra 2002 (dét er dælme også snart længe siden) skrev Rane Knudsen følgende; ”Generelt kan det siges om 90’erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm.”

Det er The Simpsons vel nok det bedste eksempel på.

Knudsen fortsætter med at fremhæve Peter Høeg som et eksempel på, at en forfatter kan være både elsket af anmeldere og læsere på en og samme tid. I samme åndedrag kunne man også nævne Michael Larsen. Sidstnævnte er nok mere repræsentativ for 90’erne end Høeg, i kraft af humoren, skrivestil og brugen af popkultur.

Og det er det, jeg altid vil huske 90’erne for: min litterære vækkelse og fornemmelsen af, at verden var skæv, men fuld af muligheder.

Det er slet ikke dårligt med sådan et trip down memory lane trods alt.

Det gode gys – derfor er horror godt for dig

Det er ved at være den tid på året, hvor Dansk Horror Selskab uddeler sin pris for året mest uhyggelige udgivelse, nemlig Årets Danske Horrorudgivelse, og som medlem af juryen og generel elsker af gys og gru, så er det ikke overraskende en herlig tid for mig.

Men hvorfor elsker jeg (og så mange andre) at blive skræmt halvt til døde?

Det er der flere gode grunde til. Et godt gys er ikke kun uhygge, det giver også en efterfølgende god fornemmelse – man overlevede jo prøvelsen og så belønner ens hjerne en med en strøm af dejlige kemikalier. Det giver også en fornemmelse af fælleskab og sammenhold, hvis man oplever rædslen med andre ved f.eks. at se en gyserfilm sammen. Det er ikke uden grund, generationer af håbefulde unge mænd har halet intetanende kvinder (og kommende kærester) med ind at se gysere.

Hulemænd og lærdom

Vores indre hulemand elsker at mærke pelsen sitre. Det er et tegn på, man er i live, men samtidig er fiktionens univers også en tryg og sikker måde at lære på. Neil Gaiman nævnte engang, at gode historier var en langtidsholdbar måde at videregive viden fra generation til generation, og det ser vi også med gysere. Gys lærer os, at sygdom er farlig, at man skal holde sig fra gravpladser og store pelsede ting med lange kløer og flere tænder end sundt er.

Både som børn og voksne elsker vi også at blive skræmt. Det gør hverdagen mindre skræmmende, og vi kan lege med de ting, der skræmmer os. Et godt gys kan få en ellers skræmmende hverdag, hvor vi har et minimum af kontrol eller indflydelse til at virke velsignet normal. Har man ladet sig skræmme halvt til døde af motorsavssvingende psykopater iklædt menneskehud eller vredladne gengangere, så virker Gyda på kommunens jobcenter eller Søren Slambert fra Fritteren pludselig ikke helt så slemme mere.

Det er altså i nogen grad muligt at projicerer sin hverdagsproblemer over på en karakter fra en bog eller en film, eller i hvert fald udvikle en form for mekanisme til at takle skræmmende udfordringer og skærpe vores sanser. Det er nemlig ældgamle forsvars- og overlevelsesmekanismer, der udløses af stresshormoner og angst, der kommer i spil, når vi lader os skræmme. Mekanismer, der på mange måder er avlet ind i knogler på os. De af os, der har været tilbøjelige til at være ekstra vagtsomme om natten eller når noget virkede forkert overlevede og fik børn. Det er med andre ord mere Darwin end Freud, der gør, vi reagerer, som vi gør og elsker gys og horror.

Vi er simpelthen genetisk programmeret til at nyde det lille gys, fordi det er sundt – det træner os og styrer vores reflekser. I det hele taget er det psykologiske mekanismer mange, hvilket gør velskreven horror til god litteratur på mange niveauer.

Horror er altså godt for os, og heldigvis har vi også en stærk tradition for gys og horror i Danmark.

Tellerup

Et udsnit af nogle af de mange, mange danske horror titler

Den danske tradition – et vue gennem tiden

Man kommer ikke uden om, at dansk horror i dag skylder Dennis Jürgensen en masse. Om ikke andet har de fleste mennesker i min alder i hvert stiftet bekendtskab med ’Grønne’ øjne’, ’Tingen i cellen’ og andre af Jürgensens klassiske gysere. Personlig blev jeg skræmt til noget nær døde af Jürgensens gysere, men det gav mig blod på tanden, og heldigvis ramte min interesse ind i en strøm af nye bøger.

For i midt-90’erne dukkede der en stribe gode, nyskabende danske gyserforfattere op. Især tre stikker ud, nemlig Steen Langstrup, Patrick Leis og nu desværre afdøde Grete Roulund. Roulunds ’Setans Porte’ og Leis ‘Bag masken’ fra 1995, samt Langstrups ’Kat’ fra 1996 indvarslede en ny tid for dansk gys. En tid, hvor gyset stille og roligt blev til horror, og dermed for voksne.

Grete Roulund nåede at udgive en del bøger inden sin død i 2004, og mange af dem bevæger sig i stil og tematik omkring horror, bl.a. romandebuten ’Blackhawk’ fra 1982 og Roulund sidste bog ’ Baga Road’ fra 2003.

Leis er især kendt for sin ’Necrodemic’-zombiesaga, og formår med sin ligefremme, handlingsdrevne stil at appellere bredt både til unge og voksne, noget Jürgensen i nogen grad også gjorde med sine to zombieromaner ’Kadavermarch’ og efterfølgeren ’Kadaverjagt’ fra hhv. 1993 og 2006. Leis har fortsat op gennem 2000’erne med at levere actionmættet horror og har senest spredt sig ud til beslægtede genrer med gotiske krimier.

Langstrup er også ualmindelig produktiv og har stort set udgivet en bog hvert år siden sin debut, dog ikke altid inden for horrorgenren. Men Langstrup synes hele tiden at vende tilbage til horror, og var da også den første modtager af Dansk Horror Selskabs nystiftede pris i 2011 for romanen ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’. En roman, der på mange måder, er repræsentativ for nyere dansk horror – den er hård, nådesløs og tager genren alvorlig.

I det hele taget begyndte der for alvor at ske ting på den dansk horrorscene i tiden op til 2010 og umiddelbart efter, hvor blandt andet Henrik Sandbeck Harksen oprettede et forlag med henblik på at udgive dansk horror inspireret af Lovecraft, bl.a. ’Fra skyggerne og andre Cthulhu Mythos noveller’, ’Lyden af vanvid’ og de to ’Dystre Danmark’ antologier. Kort efter begyndte Forlaget Valeta også at udgive en hel stribe af bøger i de fantastiske genrer. Begge forlag virkede som grobund og i høj grad inkubator for en række novelleskribenter, der kom til at præge nyere dansk horror både med deres noveller og i flere tilfælde også romaner. Her er Jonas Wilmann, Thomas Strømsholt, Helene Hindberg, Lars Kramhøft, A. Silvestri og Christian Reslow værd at bide mærke i.

Tre stærke og repræsentative danske horror titler

Tellerup lå i den periode heller ikke på den lade side og sendte en række antologier på markedet, hvor forfatter som Carina Evytt, Michael Kamp og Teddy Vork sprang i øjnene. Evytt med en evne til at skrive gribende horror og tegne stærke personer, Kamp med en næsten Jürgensensk stil og Vork med en sjælden evne til den stille, snigende rædsel.

Forlaget Kandor, der nu er et imprint under de allestedsværende DreamLitt, med Nikolaj Højberg i front har på relativt kort tid sået sit gode navn fast. Her udgav Vork f.eks. sin prisvindende novellesamling ’Sprækker’. Kandor sendte også antologierne ’Vampyr’ og ’Varulv’ på gaden, hvor forfattere som Silvestri, Reslow, Wilmann og Martin Schjönning brillere med nye vinkler på monstermyterne. I kontrast til Silvestri og Reslows mere farverige stil, så er Schjönning en forfatter, der formår at kombinere socialrealisme med horror på effektfuld vis.

Højberg selv har i øvrigt skrevet flere noveller, der absolut også er værd at læse. Højberg tilføjer ofte et element af splatter i sine skriv, men har også – sammen med forfattere som Vork og Strømsholt – flair for det psykologiske og menneskelige element i genren.

Sidste skud på stammen af forlag med fokus på horror er Enter Darkness. Et fynsk forlag, der pt. har en udgivelse på samvittigheden, nemlig ’Hvis jeg overlever natten – fortællinger fra mørket’. Det er en antologi redigeret af Lars Grill Nielsen, der også driver forlaget.

Flere forfattere valgte også at starte egne forlag op, blandt andet for at få fuldt udbytte af e-bogsmarkedet, men også for at styre den kreative proces fra ende til anden. Her har horrorveteranen Steen Langstrup og den svært produktive Jonas Wilmann haft stor succes med hhv. 2 Feet Entertainment og Forlaget Kaos.

Horrorens kår i Danmark fik yderligere et løft, da en gruppe af forfattere og forlagsfolk i 2011 trådte sammen og dannede Dansk Horror Selskab. Selskabet har til formål at promovere horror for voksne, og blandt virkemidlerne er den omtalte Horrorpris.

Fremtiden …

Udviklingen i dansk horror og bredden af genren træder med stor synlighed frem i tildelingen af Horrorprisen. Fra Langstrups brutale ’Alt det hun ville ønske hun ikke forstod’ over Wilmanns fandenivoldsk gotiskinspirerede ’Frygt-Filerne’ i 2012, Kramhøft & Kristensens grusomme grafiske roman ’Made Flesh’ i 2013 til Teddy Vorks psykologiske gru i ’Sprækker’ 2014 og Michael Kamps stærkt foruroligende ’Samlerne’ i 2015 dækkes et vidt spektrum af stilarter og virkemidler.

De nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2016

Kigger vi på især long listen til årets pris, men også de nominerede, ser man tydelig spændvidden i dansk horror. Dog er der også i min optik nogle advarselslamper, der lyser. F.eks. fylder de gamle kæmper stadig meget. Både Langstrup og Leis – sidstnævnte sågar med et genoptryk – er nomineret til årets pris. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men vi mangler måske en ny revolution a la den vi så for små 10 år siden, hvor en række nye forfattere væltede ind på scenen, eller den vi oplevede i midt-90’erne.

Der er liv i den hæderkronede genre, ingen tvivl om det, men det ser ud til, at hverdagen er indtruffet. Og det er måske ikke så ringe endda. Jeg tænker i hvert fald, det er et tegn på, at genren har fundet et ståsted og at den tages alvorligt rundt om. Desværre er det som med genrelitteratur generelt og smal litteratur især, at de store salgstal lader vente på sig.

Lyspunktet er dog, at selv om vi i biblioteksvæsenet ikke køber så mange eksemplarer af de forskellige titler mere, så har andre initiativer i bl.a. København og Odense vist interessen i genren, og som bibliotekar kan jeg også bedre lide den rolle. Altså at skabe rammer og platforme for at samtale om horror, om glæden ved gys og i det hele taget tale genren op, i stedet for blot at købe en masse bøger. Skal genren overleve, blomstre og for alvor bide sig fast, så skal der et købelystent publikum til, og det har jeg egentlig store forhåbninger til nok skal ske, hvis vi fortsætter med at vise, hvor fed dansk horror er.

Og det er den. Fed, altså.

Hvem får dig til at læse?

Jacob Krogsøe spørger i Randers Amtsavis, hvad der får os til at læse. Spoiler alert: For Jacob er det bl.a. bloggen “Fra Sortsand.”

Vi generer nok ikke nogen ved at kalde Fra Sortsand en genre-blog – og en cool én af slagsen. Den beskriver sig selv således:

“Mit navn er Martin og dette er min blog. Fra Sortsand handler om bøger og musik. Det handler om horror, men også fantasy og science fiction. Det handler om rock ’ n roll og gammelt skrammel. Det handler om alt det, jeg elsker og alt det, som jeg er tåbelig nok til at blive ved med at bruge min tid på.”

God weekend 🙂

Kronikken i læsevenlig tilstand her.

17203620_10154436852215878_1926056240_n

Margot Lee Shetterlys “Hidden figures”

Biografi. 368 sider. HarperCollins Nordic. 6. september 2016 (original)

Min læsning har været helt åndssvag på det seneste. Jeg er blevet optaget af fotografering igen. Josephines (13) kickboxing og Mathildes (7) mange bizarre forehavender med sit kæmpe-tøjdyr, Store Vuffi, er glimrende emner. Desuden nærer jeg en dyb kærlighed til helt nye og meget tunge fagbøger. Så’n 600+ siders alt-om-et-eller-andet med masser af pangfarvede illustrationer, og her er foto rigtignok et skatkammer af lækre bøger! Det er faktisk svært at finde tid til at fotografere noget.

Den litterære pendant er lækre murstensromaner og deres sirenesang om uendelige timer brugt i en Zen-agtig opslugethed. What’s not to love? En del faktisk, men mere om dét en anden gang. Efter en genforelskelse i rumoperaer (ummmm … rumoperaer!) og en enkelt skamfuld detour ud i ren triviallitteratur (James Rollins’ Sigma-serie … jeg vil ikke tale om det) faldt jeg over “Hidden Figures” af Margot Lee Shetterly: Rumkapløbet, ukendte helte, borgerrettighedskampen … tjek, tjek, tjek. Alt sammen godt og en Oscar-nomineret film endda.

Her bliver jeg lige lidt gammel-sur-mand-træt. Jeg kan leve med og forstå, at man genudgiver bøger med filmforsider, når der laves en film over dem. Liiidt spøjst er det dog med dokumentariske bøger, når man har forsidebilleder af de faktiske personer og skifter dem ud med billeder af skuespillerne, der spiller de personer. På dansk er man åbenbart blevet så bange for, at folk ikke skulle forstå, at det her altså er bogen bag filmen, så man har heller ikke oversat titlen. “Hidden figures” hedder den på en slags dansk.

Nåmen, hvordan er den så? Den er god. Tak fordi du læste med! Arj, men det er den altså. God. Hvis man er fascineret af perioden. Ellers er særligt bogen noget træls, ville jeg vurdere. Filmen kan man sagtens se. Jeg håber dog, man kommer derfra med en forståelse af, at rumkapløbet er én af de vildeste, menneskelige bedrifter nogensinde. At historien om de sorte, kvindelige matematikere først for alvor bliver fortalt nu er bemærkelsesværdigt, men hvem elsker ikke, når de rigtige helte endelig får anerkendelse?.

I desperat mangel på forsknings- og udviklingspersonale ansætter det amerikanske forsvarsministerium under anden verdenskrig kvinder og endda sorte kvinder som, nå ja, regnere. Computere, som de kaldes. Kun de største matematiske talenter får plads. De arbejder typisk som folkeskolelærere på elendige skoler kun for sorte, inden de kommer til Langley, Virginia, for at starte deres nye karriere, for akademiske karrierer er udelukket uanset talentets åbenlyshed.

I starten skal kampfly og bombefly forbedres. Hver en ekstra lille smule fart og manøvredygtighed tæller. Arbejdet er monotont, og kvinderne ved sjældent, hvad udregningerne egentlig ender med. Én arbejder i årevis med udregninger til brug for estimering af skrue- og møtrikfordybninger i vindtunneller som fejlkilde(!) Ydmygelser er hverdagskost. Man er god nok til at udvikle nye kampfly, men må ikke bruge det samme toilet eller sidde på de hvides pladser i bussen. Paradokset er altoverskyggende for den sorte befolkning. Man forventes at give sit liv til et “fædreland,” der behandler nazistiske krigsfanger bedre. Og det er  kum raceaspektet. Kønsaspektet gør det ikke just bedre. Kvinder skrives rutinemæssigt ikke på de forskningsartikler- og rapporter, de medvirker til. Hvad skulle de bruge dét til? De er jo kvinder …

y6479

Efter krigen bliver USSR hurtigt fjenden, og den kollektive rædsel er stor, da Sputnik en oktoberaften i 1957 dovent flyver over det amerikanske fastland som en lille prik med enorme implikationer. USA er bagud i rumkapløbet, og alt sættes ind på at udligne. Og dog. I Virginia vil man fx hellere lukke skolerne helt end blande racerne. Det er bedre at vokse op dum og uuddannet end sidde ved siden af farvede.

Bogen følger mestendels tre kvinder, der hver på deres måde bryder gennem glaslofter. Mest kendt er Katherine Johnson, der bl.a. arbejdede på John Glenns berømte rumfærd i Freedom 7-rumkapslen (første amerikanske kredsløb omkring jorden) i 1962 og det kritiske landingsmodul i Apollo 11’s færd til Månen i 1969. Sideløbende med kvindernes kamp og deres personlige historier krydsklippes der til borgerrettighedskampen og storpolitik.

Hidden Figures Day 41

Jeg kan MEGET bedre lide bogen end filmen, der selvfølgelig dramatiserer og tager sig vilde friheder med persongalleriet. Ellers havde det været en dokumentarfilm. Historien som fortalt i bogen er såmænd enestående nok, om end tydeligvis fortalt af en historiker og ikke en journalist. Se dog endelig filmen. Den er på ingen måde spild af tid, og Kevin Costner er med! Ja, jeg udpegede lige en ældre, hvid fyr blandt de sorte, kvindelige hovedroller, men … Kevin C., ikk’?

PS: I øvrigt; hvis du er én af dem, der voksede op med Tom Wolfes “The Right Stuff,” så er her muligheden for at se rumkapløbet fra nørdernes side og ikke astronauternes.

Portræt af en læser

I vinterferien var jeg nogle dage sammen med min ældste niece, Erica på knap 9 år. Hun går i 2. klasse, og læsning er en vigtig del af hendes hverdag. Jeg fik lov til at stille Erica nogle spørgsmål om det at læse bøger. Om et par år gentager jeg nok øvelsen, hvis Erica stadig er med på den.

 

Lisbet: Kan du huske, hvordan du lærte at læse?
Erica: Jeg kan huske, at de første bøger jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.

Lisbet: Hvad får du ud af et læse?
Erica: Mange ting. Jeg er bare glad for at læse. Min farmor siger, at hun altid er hovedpersonen i de bøger, hun læser. Sådan har jeg det ikke.

Lisbet: Snakker du og dine venner om at læse?
Erica: Ja, jeg er i gang med at læse Harry Potter sammen med min veninde. Vi er på samme læsetrin. Vi er en slags læsegruppe ovre i skolen. Nogle gange snakker vi om det, vi har læst. Det var min veninde og jeg, der fandt ud af, at vi var på samme læsetrin og godt kunne læse de samme bøger samtidigt.

Lisbet: Hvad gør din lærer for at inspirere alle elever til at læse for sjov?
Erica: Min lærer vidste fx, at jeg havde læst en masse bøger af Ole Lund Kirkegaard. Hun vidste også, at jeg syntes, at de bøger var ret gode og sjove. Så det fortalte hun til de andre i klassen.

Lisbet: Hvornår kan du bedst lide at læse?
Erica: Lige før jeg skal sove. Jeg gør det altid. Jeg kan godt lide at falde i søvn på noget, jeg kan tænke over. Jeg er ret god til at vurdere, hvornår jeg skal stoppe og sove.

Lisbet: Hvordan finder du de gode bøger?
Erica: På biblioteket og nogle gange i en boghandel. Jeg har mit eget lånerkort. Jeg finder meget selv. Hvis jeg vil læse en bog i en serie eller finde en bog, som min mor siger, at jeg er klar til at læse, så spørger jeg bibliotekaren.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Erica: De er sjove, men jeg kan bedre lide at læse selv. Nogle gange når vi skal på en længere rejse, så downloader jeg en lydbog på min mors iPad. Vi finder lydbøger på eReolen.

Lisbet: Læser du bøger på iPad?
Erica: Det har jeg prøvet. Det helt nyt. Jeg kan bedre lide at læse bøger. Jeg ved ikke hvorfor.

Lisbet: Kan du lide at læse bøger, du har set på film?
Erica: Ja, nogle gange, fx Harry Potter. Jeg så først filmen, og så ville jeg gerne læse bøgerne. Men dengang var jeg ikke så god til at læse, så min mor læste højt. Jeg tror, at jeg forstår mere, når det er mig selv, der læser bogen.

Lisbet: Læser du højt for nogen?
Erica: Ja, for min søster, der er et år yngre end mig. Hun kan godt lide den læsebog, som jeg har ovre i skolen, så jeg har læst hele bogen højt for hende.

Lisbet: Hvem er din yndlingsforfatter?
Erica: J.K. Rowling

Bonusinfo

bornebogcast_300x300_6

Til Ericas forældre og alle andre, der gerne vil have inspiration til, hvad deres børn selv kan læse, så er det bare med at lytte til den fremragende Børnebogcast. Det er børnebibliotekar Julie Arndrup og lærer og skolebibliotekar Lisa Gardum Andersen, der står bag podcasten.

Du finder den på Københavns Bibliotekers hjemmeside

God lyttelyst.

 

 

At være fan igen – om Jonathan Safran Foer og Her er jeg

Det var med lige dele fryd og ængstelse, at jeg med min søster under armen besøgte Gentofte Hovedbibliotek i onsdags for at lytte til en af mine litterære helte – Jonathan Safran Foer. Det er jo det med helte, at de helst ikke må skuffe, og derfor er en konfrontation af den slags ikke uden risiko for forgabte fans.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Foers forfatterskab på universitet. Som engelskstuderende i 00’erne, var 11. september i høj grad udgangspunktet for at tale om amerikansk kultur og politik. Foers ”Extremly loud and incredibly close” var samtidigt et eksempel på en ny genre i amerikansk litteratur, der i et fiktivt univers undersøgte konsekvenserne af angrebet i et årti, der ræsonnerede, at virkelighed overgår fiktion.

For mig var det interessant, at flere forfattere (bl.a. John Updike i ”The terrorist”), forsøgte at krydse den mentale kløft og sætte sig i terroristen sted. Og at der altid synes at ske det uundgåelige, at jeg endte med at se forfatteren tydeligere i teksten, mens terroristen forblev skjult. Det handlede om afstand, eller mangel på samme. 

Min yndlingspassage i Foers 9/11-roman er en scene, hvor drengen Oskar, som har mistet sin far 11. september, besøger Empire State Building og forestiller sig, at et fly er på vej mod bygningen:

I imagined the last second, when I would see the pilot´s face, who would be a terrorist. I imagined us looking each other in the eyes, when the nose of the plane was one millimeter from the building. 

I hate you, my eyes would tell him. 

I hate you, his eyes would tell me.

Foer formåede gennem Oskars perspektiv at synliggøre hvorfor den opgave – at sætte sig i terroristens sted – er så svær. At man kan være bekendt med alle de komponenter, der udgør et menneskes omstændigheder, og stadig ikke forstå dem. Eller det omvendte: at man intet ved om et menneske, og alligevel forstår.

Fik signeret min gamle paperback-udgave med æselører og understregninger. Fryd.


Nuvel, omdrejningspunktet for samtalen i onsdags var Foers seneste og længe ventede roman, Here I am. Og Foer lagde ud med at pointere, at det for ham er uinteressant at tale plot, karakterer og sted, da en bogs kvaliteter beror på, hvorvidt man som læser føler sig genkendt af den. Sådan en fin
tanke – at være genkendt af en bog. Den der fornemmelse af, at noget er skrevet kun til mig. Og generelt var Foer bare overlegen. En times aktiv lytning, og jeg gik fra fan til groupie.

”Here I am” er som forgængeren en fortælling om en katastrofe. Eller to faktisk. En politisk (Israels undergang), og en personlig (implosionen af et ægteskab). Jacob og Julia Bloch, som er romanens hovedkarakterer, har tre børn og elsker hinanden, men kan ikke længere være hinanden nær. 

Touch had always saved them in the past. No matter the anger or hurt, no matter the depth of the aloneness, a touch, even a light and passing touch, reminded them of their long togetherness. A palm on a neck: it all flooded back. A head leaned upon a shoulder: the chemicals surged, the memory of love. At times, it was almost impossible to cross the distance between their bodies, to reach out. At times it was impossible. Each knew the feeling so well, in the silence of a darkened bedroom, looking at the same ceiling: If I could open my fingers, my heart’s fingers could open. But I can´t, I want to reach across the distance and I want to be reached. But I can´t.

Foers pointe er, at der i et parforhold som tiden går ofte sker en modsatrettet bevægelse, hvor man på den ene side vokser tættere og tættere sammen i forhold til daglige rutiner, vaner og familiemønstre. Men på den anden side fjerner sig gradvist fra hinanden mentalt og seksuelt. Det mentale og fysiske nærvær, der i begyndelsen var ukompliceret, er nu umulig. Og hver især tilbageholder man mere, beskytter sig selv mere for at undgå at skulle konfrontere den voksende afstand mellem dem man var, og dem man nu er blevet. 

Det skyldes, ifølge Foer, at man ikke som menneske kan være fuldt tilstede i rollen som fx far og ægtemand på samme tid. Titlen på bogen henviser til passagen i 1. Mosebog, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn, Isak. Foer mener, at den egentlige test måske ikke ligger i selve ofringen. Gud kalder på Abraham, hvortil han svarer ”Her er jeg”. På vej op af bjerget mod ofringen, kalder Isak på sin far, som igen svarer ”Her er jeg”. Men kan Abraham på samme tid være ubetinget til stede for den Gud, der vil have at han skal slå sin søn ihjel, og den søn, der ikke vil at det skal ske?

Nej, ikke hvis du spørger Foer. Manglen på tilstedeværelse skaber friktion, som øger afstanden. For Jacob er det ikke kun et spørgsmål om afstand til Julia, men også til hans jødiske baggrund. I romanen har et jordskælv i Mellemøsten sat gang i en geopolitisk magtkamp, der ender med Israels ødelæggelse. Da den israelske premierminister kalder det jødiske folk hjem for at kæmpe, beslutter Jakob sig til at tage af sted, men vender om i sidste øjeblik. Gennem romanen kæmper Jakob med at være til stede som far, som mand, som forfatter og som frihedskæmper, men tvinges gang på gang til at anerkende at afstanden mellem den han er, og alle dem han gerne vil være, er for stor.

Foer og mig – Extremely close and incredibly flustered…


Romanen har splittet vandene. Læsere har ifølge Foer opfattet bogen som et forsvar for ægteskabet, for skilsmisse, for Israel og imod Israel. Anmeldelserne har været blandede – flere kritikere nævner, at det er uklart, hvad Foer vil med romanen. Til det siger Foer: ”Næsten hver side af bogen har sit eget argument, sin egen pointe. Og koret af stemmer er vigtigt. Der er ingen konklusioner.”

Foers samtale er som hans bøger – spækket med argumenter, refleksioner og poetiske one-liners. En times aktiv lytning, en signatur, og jeg gik fra begejstret til småforelsket. Åh, at være fan igen.