Dine “venner” er skyld i din tristesse : Sociale medier gør dig deprimeret, men her er kuren.

”Jeg har tagget dig på Insta, i øvrigt,” sagde jeg hipt til min 14-årige.

“Jeg er ikke på Insta,” svarede hun nøgternt

“Jow, jow, så langt er jeg med, for på din instagram-profil står der ‘Jeg er ikke på Instagram,’ og det udsagn arbejder et specialtrænet hold eksistentialister stadig på at knække.”

“…”

“Anyway, ville bare sige det.”

“Instagram er et helvedeshul af stress og mindreværdskomplekser.” Igen, nøgternt. “Man poster ting, og så skal man skrive rundt til folk og jage likes, men man får aldrig likes nok, og man sammenligner altid med dem, man kender, og de får altid flere. Det er forfærdeligt. Jeg er kun på Snap.”

“Fååk, jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. Du er en meget klog kohøne.”

Jeg forstår stadig ikke, hvordan ’kohøne’ er blevet en ting. Det bør ikke være en ting.”

Jeg er glad for, jeg ikke er 14 i dag. De udmattende sociale manøvrer slutter ikke længere, når man kommer hjem og er alene. De kører hele døgnet. Hver dag. De har ikke engang ferie. Jeg bliver oprigtigt enormt træt bare af tanken.

Da jeg første gang mødte Facebook i 2006, var min første tanke, at det var et vildt effektivt middel for særligt kvinder til at tryne medsøstrene på antallet af par-aftener og hjemmebagte boller. Jeg prøvede ikke at være sexistisk (det kommer helt naturligt til mig), men min første tanke var rent faktisk, at mænd ville poste billeder fra Parken og af den nye bil, mens kvinder ville poste billeder fra cafeer, af babyer og af hjemmeidyl. Længe leve den lille forskel! En evig lækkerheds-konkurrence. En evig performance. En evig evaluering. Jeg har fået nye vinduer, ny bil, venner på besøg, billetter til Stones, altså er jeg. Hvilket minder mig om mine egne seneste billeder af min nye bil, som jeg er enormt glad for og postede på Facebook. Suk!

2017-06-29 16.07.54

Den nye bil begyndte først at eksistere, da jeg postede den på FB. Jeg vandt i internet den dag! Her er den igen, så du kan vånde dig i eksistentiel smerte, men det er din tur næste gang.

Hvem vinder, når vi sammenligner livssucces? Ingen sikkert. Feriebilleder er en glimrende case. Lykkelige, smukke mennesker på eksotiske, smukke steder, og de er bare så harmoniske de familier, man får næseblod af at se på det. Jeg kan tåle det nu. Jeg bliver faktisk glad, men havde der været Facebook, da jeg var 25, havde jeg hængt mig selv. Sagen er jo nemlig den, at vi er ofre for alle mulige kognitive bias, når vi opfatter ting. Godt nok har vi el-drevne brødknive nu, og dine løbesko kommunikerer med din badevægt og dit køleskab, mens du sover, men rent mentalt er vi stadig for nyligt kravlet op af ursumpen. Vi har systemiske fejl i vores opfattelser og fortolkninger, fordi vi dybest set stadig er ret paddeagtige. I et eksperiment bad man fx folk dreje på et lykkehjul med tallene fra 1-100, og bagefter skulle de svare på, hvor mange afrikanske lande, der egentlig er. Jo højere tal, folk fik på lykkehjulet, jo højere var deres efterfølgende gæt på antallet af lande. Syret, ikke? Tversky og Kahneman er guruerne på området.

Når vi bladrer gennem sociale medier, gør vi i al fald to fejl og sikkert 200. Først skal vi lige blive enige om, at de fleste mennesker viser et velplejet og selektivt billede af sig selv udadtil. Du poster billeder af dig selv, mens du nyder en kop kaffe i haven og skriver ”så er der dømt afslapning” – ikke billeder fra fem minutter før, hvor du desperat googlede, om hende den prostituerede i Gdansk kunne have givet dig multiresistent gonorré, vel? Når vi så ser de lækre billeder – og mange med den dér ulidelige, uhøjtidelige ydmyghedsblær – så tror vi dels, at de lykkelige omstændigheder skyldes folks personlighed og ikke blot de forhåndenværende omstændigheder (se ”fundamental attribution error”). Vores ven på billedet slapper af i sin hyggelige, solbeskinnede have, fordi han er en rolig person, der hviler trygt i sig selv. Vi tænker jo ikke, at han er så rolig, fordi han lige har verificeret, at den nagende kløe ikke er et symptom på noget antibiotika- og forklaringskrævende. Den anden fejl er, at når vi genkalder os folk, genkalder vi os de særligt mindeværdige repræsentationer, som på ingen måde behøver være repræsentative (se ”availability heuristic”). Palle-Erling? Åh, jo, det er ham den rolige ude i haven. Det er ikke de fem næste opslag uden billeder, hvor han advokerer for tvangssterilisering af vegetarer i ALL CAPS. Disse to fejl alene konspirerer voldsomt mod os og giver os fatalt rosenrødt billede af andre menneskers tilværelse og habitus modsat vores egen, og det er lige til at få mindreværdskomplekser og selvlede over, hvis man ikke hviler helt nok i sig selv til at kunne tåle det. Immervæk må effekten være mere udtalt, jo mere træt man er af sig selv i forvejen.

20133627_10156299199877646_1535318247_o

Medblogger Rie sendte det her fra Grækenland, mens jeg sad og skrev på bloggen. Syret! Der er ingen lykkelige mennesker på, men det er stadig en svinestreg …

Og nu til beviset! Der er som sagt sikkert mange flere, men nu faldt jeg altså lige over det her studie: ”’They Are Happier and Having Better Lives than I Am’ : The Impact of Using Facebook on Perceptions of Others’ Lives” fra 2012.

Man målte nogle hundreder universitetstuderende på en række parametre som antal Facebook-venner, rigtige venner, sociale aktiviteter osv. Så gav man dem tre udsagn, de skulle vurdere: ”Andre har bedre liv,” ”Andre er lykkeligere,” og ”Livet er fair.”

Her er karakteristika for folk, der mener, andre har bedre liv, er lykkeligere, og at livet er unfair. Interessant nok er køn slet ikke en faktor.

  • Har været på Facebook flere år
  • Bruger længere tid på Facebook om ugen
  • Har færre Facebook-venner
  • Har relativt færre Facebook-venner, de faktisk kender personligt
  • Bruger færre timer på sociale aktiviteter ude i verden
  • Er ikke religiøse
  • Er single

dbgedgdrtdrgsrg

Er der en kur? Ja! Den radikale løsning er at blive gift og religiøs og gå ud i verden for at omvende folk til din nye religion. Personligt er jeg medlem af Kirken for det Flyvende Spaghettimonster. Det er rigtigt. Vi har en fortrydelsesgaranti, så hvis du prøver os, men fortryder inden for 30 dage, tager din gamle gud dig tilbage. Kuren er heller ikke at droppe sociale medier helt, for så går du glip af en frygteligt masse, men tilbagemeldingerne fra afholdenheds-eksperimenter er, indrømmet, ikke entydige. Der er også en fornuftig og helt igennem kedelig kur.

Man skal oparbejde evnen til at se bagom den retoucherede virkelighed, og så skal man ud i livet og hænge ud med nogle venner. Så betyder det dér SoMe lidt mindre. Det er ikke mine ord, men jeg husker grant for to år siden, da den føromtalte kohøne var 12 år og blev fanget i noget åndssvagt med nogle ældre karatepiger og -drenge, hvor de ’store’ chattede om, at de ikke gad have hende med til et eller andet, mens hun kunne følge det ‘live’ ved en fejl. Der var megen skuffelse og gråd, indtil jeg til sidst tvang hende med ud på en løbetur og først derude på markvejene faldt det hele ligesom lidt mere i baggrunden. Jeg løber slet ikke, og hun er i vild form, så jeg var årets far lige den dag!

Summa summarum: Dine bedsteforældre havde ret som altid. Alting med måde og gå en god lang tur i skoven med din familie og venner. Så kan du trygt vende tilbage til SoMe-verdenens bizarro-mix af fake news, skateboardende bulldogs og din kollegas hjemmebagte klidboller til sønnens fodboldlejr. Hvis du endelig vil gøre noget rigtig godt, så post, når du er nede, når du er grim, og når dit hjem ligner Nørrebro efter Distortion. Det nogle af os kalder ”hver dag.” Dine venner vil takke dig.

Det var alt. Vend fluks tilbage til din sommerferie. Og husk billeder til FB!

5632db3c190000a600b95474

Får, ulve og nyttige idioter

Anmeldelse af Rosanna Farbøl: ‘Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende.’ Faglitteratur. 302 sider. Gads Forlag. 12. juni 2017.

Tiden synes aldrig at løbe fra et godt slagsmål om Den kolde Krig. Slet ikke, hvis man er gammel nok til at have været politisk aktiv i perioden. Det ståsted og de holdninger, man havde dengang, da NATO og Warszawa-pagten stod klar til at udradere hinanden og det meste af planeten, kan stadig forarge og føre til en hidsig debat mennesker imellem.

Det drejer sig nemlig om, hvem der egentlig vandt, men fremfor alt om, hvem der havde ret. Den front løber stadig gennem dansk politik i dag, hvor, hvor tre gruppering slås om deres historiske eftermæle.

Anmelderen arbejder hårdt, mens man i det fjerne kan ane det tematisk passende, højrøde krus fra Arbejderen.

Man skulle ellers mene, Den Kolde Krig var suverænt vundet, de onde sovjetter ej mere og kommunismen smidt på historiens mødding. Det kunne man i hvert fald nemt foranlediges til at tro. Men nej. Sådan er det ikke.  Langt fra, faktisk.

Stort set siden Berlinmurens fald i november 1989 har tre politiske interessefællesskaber kæmpet indædt om, hvordan de og deres rolle under Den Kolde Krig skulle beskrives i historiebøgerne. Og til trods for, der er hældt millioner af kroner og utallige mandetimer i at klar- og blotlægge Danmarks og danskernes rolle under Den Kolde Krig, så er der ingen officiel fortælling, der endegyldige kan lukke og slukke diskussionen.

Den Kolde Krig er mere end bare historie …

Og netop denne følelsesladede og ofte meget personlige konflikt er kernen i Rosannas Farbøls svært læseværdige bog ’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’. Bogen er bygget tematisk op fremfor kronologisk, så man f.eks. får hele historien om Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning på en gang osv..

Farbøl belyser nøgternt og med et generelt afbalanceret blik for nuancer, hvordan fortællingen om Den Kolde Krig er blevet til en nutidig kampplads for værdier og holdninger. På den ene side står de borgerlige, der ser sig selv som sejrherrer i en kamp mellem det gode og det onde. På den anden side, en USA kritisk venstrefløj, som ser sig selv som misforståede. Mens en tredje gruppe af radikale og socialdemokrater er fanget et sted i en gråzone mellem de to skarpt optrukne fronter, og måske i virkeligheden helst vil tale om alt muligt andet.

Lad det være sagt med det samme, jeg hører til den borgerlige fløj, hvor Reagan og Thatcher er de store helte og den tids danske venstrefløj nogle ryggesløse tølpere. Den holdning ændrer Farbøl overordnet ikke ved, men hun formår at give et indblik i venstrefløjens tanker og motiver, og det er bogens styrke.

Oh, de gode gamle dage, da de voksne bestemte.

Den nøgtern og meget neutrale tone gør også at nogle dele af bogen rammer hårdere end, hvad man skulle tro. F.eks. føler jeg stor sympati for Bent Jensens mange genvordigheder med at få adgang til kilder og få skrevet ’Ulve, får og vogtere’, mens PET m.fl. fremstår fodslæbende og til tider direkte obstruerende. I det hele taget er det interessant at få et indblik i, hvad historieforskning betyder for politik og vice versa.

Især det sidste er svært fascinerende. Her kan fortællingen om, hvad der er op og ned under Den Kolde Krig bruges til at sværte eller underbygge nutidige politiske og moralske positioner. Farbøl indleder et af bogen kapitler med Orwells rammende ord om samspillet mellem fortid, fremtid og nutid: ”Who controls the past controls the future. Who controls the present controls the past.” Netop kontrollen over nutiden og fremtiden gennem fortiden er essensen af bogen og forklarer på bedste vis, hvorfor Den kolde Krig stadig betyder og fylder så meget. Og hvorfor debatten bølger op og ned i intensitet alt efter politiske strømninger i nutiden. Anders Fogh Rasmussen så sig f.eks. som en kulturkriger og brugte Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og i nogen grad Den Kolde Krig til at føre en mere aktivistisk udenrigspolitik og sammen med Dansk Folkeparti at slå især Socialdemokraterne i hovedet med fortiden.

’Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende’ er en anbefalelsesværdig og virkelig velskreven stykke faglitteratur, der formår at fortælle, uden at belære. Bogen er et flot eksempel på, hvad netop faglitteratur kan, nemlig give indsigt i og viden om emner og holdninger, man måske ikke umiddelbart forstår eller kender. Jeg håber at se meget mere fra Farbøls hånd.

 

 

Sommerhusets fineste forsider

Det er juli, det er sommervarmt, og jeg ligger i græsset og læser. Forkert! Det er juli, det regner og blæser, og jeg er inde i sommerhuset hele dagen. Her følger en beretning om, hvad jeg fandt på at lave den dag dybt inde i de skånske kolde og fugtige skove. Udover at tage opvasken, selvfølgelig.

Vores sommerhus var fuldt møbleret og fyldt med bøger, da vi overtog det for 12 år siden. De tidligere ejere var danske, og de efterlod sig en tidstypisk og fyldig bogsamling. Med tidstypisk mener jeg bøger fra perioden 1966-1986. Jeg kastede mig ud i at kategorisere nogle af dem efter forsider. Det viste sig at være en god leg. For en stund glemte jeg at være sur over vejret. Mens jeg sorterede og farvekoordinerede, steg humøret flere grader. Det blev til syv kategorier, og der er ikke skyggen af det officielle DK5-system på færde her, må jeg straks advare om.

De vovede og de sjove
img_0622
Sangen om den røde rubin var en af de norske nyklassikere, jeg læste som teenager. Og tænk: Der findes åbenbart en feminin pendant med titlen Jeg – en kvinde. Læs den før deres første mand! Det står der på forsiden, og så bliver det jo ikke meget mere vovet. Rend mig i traditionerne er både sjov og lidt vovet, mens alt af P.G. Wodehouse har en helt anden tækkelig tone. P.G. tager andre midler i brug for at bringe latteren frem. Rød, gul og grøn. Erotik, oprør og latter. Det jager regnvejrsstemningen på flugt.

De flotte fagbøger
img_0620
Er det en skarnbasse eller en eghjort? Er det en trompetkantarel eller en af de rigtige, der fortjener smør og persille som følgesvende på panden? Det er vigtige spørgsmål, som kræver eksakte svar. Så er det godt at ty til striben af fagbøger. Meget fakta ændrer sig med tiden, men en citronsommerfugl vil altid være en citronsommerfugl. Hvilket minder mig om, at vi faktisk mangler at have en udgave af Inger Christensens digtkreds Sommerfugledalen på lyrikhylden. Julegaveønske nummer et noteret.

De grafisk stærke
img_0621
Tage Voss er en markant herre. Hans stærke, rørende og underfundige bog fra tiden som læge på Christiansø med titlen på Status på skæret har en kontrastrig forside, som jeg aldrig bliver træt af at kigge på. September af Aksel Sandemose har også en forside med knald på. De sorte og blå rammer er så dekorative, at det er en skam at sætte bogen op på hylden. Den må ligge fremme. Falmet pink på Det brogede slør hænger bare godt sammen.

De seriøse i sort, hvidt og gråt
img_0623
Det ville være mærkeligt, hvis forsiden af Gift var holdt i klare farver. Der må gråt til. Dea Trier Mørchs linoleumstryk er en integreret del af Kastaniealleen. Hvor hun dog både kunne skrive og illustrere. Forsiden af Hvis hvedekornet ikke dør af Nobelprismodtageren André Gide ligner et sart akvarelstudie. Bogen fra 1924 handler om forfatterens barndom og ungdom i et puritansk miljø, hans frigørelse og accept af sin egen homoseksualitet. Jeg har ikke læst den, men det er lige gået op for mig, at det skal jeg.

De hurtigt glemte krimier
img_0629
Døden i Ulden. Den titel er uforglemmelig, men ikke på den gode måde. Disse tre forsider glimrer ved det lidt tarvelige og ubehjælpsomme look. Jeg kan ikke udelukke, at de sammen med et udpluk af kapitlerne indgår i min collage- og origamiproduktion.

Børnebøgerne
img_0630
Der fulgte ikke børnelitteratur med, da vi overtog huset. Derfor har jeg tilført bogsamlingen enkelte titler. Her er tre favoritter, der på tydelig vis illustrerer Askes udvikling i litterær smag. Fra Lotte støvsuger til Pixars De utrolige på godt fire år. Mellemstationen var en hyggelig pop-up-bog. Der er en stor pointe i, at nogle bøger kun findes i sommerhuset. Der er en pendant, når vi holder ferie hos mormor. Her læser vi altid læser En kat får killinger som godnathistorie. Det har vi gjort i tre år nu. Aske vil for altid forbinde mormors hus med samtaler om navlestrenge. Ser du symbolikken?

De moderne
img_0624
En bogsamling må ikke være helt uforanderlig. Den skal have nyt blod. Derfor har jeg taget enkelte bøger med fra dette årtusind. Cirka hvert andet år læser jeg præsten Preben Koks Skæld ud på Gud. Den kvikker op. Alain de Bottons Kærlighedens gang minder mig om, at vi skal holde op med at være så forbandet romantiske i vores tilgang til parforholdet. Det er kommunikation, der holder os sammen. Ikke ideen om, at vores partner er en sjælefrænde, der kan læse vores tanker og instinktivt forstår alle vores behov. Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman Hvad man ikke ved har jeg kun læst 50 sider af på to år. Men det er så betryggende at have nogle hardback-murstensromaner at vende tilbage til. Jeg er ikke helt fanget af historien endnu, men jeg har ikke travlt. Måske skal jeg først læse den om 5 eller 10 år. Der er ingen hast.

Sommerhuset bliver ved med at være der, og måske får vi en gæst en dag, der har brug for lige netop den slags roman.       

Næste gang det regner i den svenske skovidyl, så må jeg lave bogtitelpoesi. Her ser du nogle fine eksempler på Instagram.

God bogsommer!

Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Hvad Ragnhild lærte mig i engelsk

Nogle gange er det så befriende at komme på afstand af ens skoletid. Der er detaljer og irritationsmomenter, der bliver udvisket. Det vigtigste står frem.

Jeg er i gang med at se tilbage på min gymnasietid. Jeg kan se, at den lærer, der virkelig har præget mig og givet mig trangen til at beskæftige mig med litteratur og fortællinger i mere bred forstand, var en nydelig ældre dame ved navn Ragnhild. Hun var altid iført beigefarvede cashmere-sweaters, pumps og et noget uforudsigeligt temperament. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man vidste aldrig, om det var tordenskyen eller den venlige forårssol, der trådte ind ad døren til klasseværelset. Når hendes enorme nøglebundt var væk, var det uden tvivl tordenskyen.

teacher-1373216_1280

Der mangler bare et rødt, blankt æble på dette billede…..

 

Shakespeare og Hemingway var hendes bedste venner. Men hun kunne blive lige så begejstret for sangtekster af Peter Gabriel anno 1993 og intet mindre end henført over Michaels Caines diktion i filmen Educating Rita. Når Mr. Caine var på skærmen, slog hun om i et kvidrende og ungpigeagtigt stemmeleje. Det er nok sådan, jeg har det med skuespilleren Damian Lewis i dag.

Hendes nysgerrighed var imponerende. Hun kørte ikke på auto-pilot, selvom hun havde været gymnasielærer i 30 år. Ikke noget med genbrug af overheads – og tak for det. Når vi foreslog helt nye tekster, var hun ægte interesseret og åben. Til sammenligning sukkede min dansklærer over, at vi jo skulle finde nogle danske tekster fra de seneste fem år at læse. Det var noget, der plagede hende. Hun kan ikke have været på rette hylde.

books-2241631_1280

Bøger på græs. Helt åbne og afslappede.

 

Hvad var det, som Ragnhild lærte mig, og som jeg har gjort til mit eget?

For det første: Læg altid mærke til det første ord og den første sætning. Hvis det er en film: Den første scene. Der ligger nøgler til resten af fortællingen her. Regner det? Sæt alle kræfter ind på at absorbere stemningen og ordene i historiens åbning. Forpligt dig med det samme!

For det andet: Der er altid noget med valg, forpligtelse og konsekvenser til stede i en historie. Ja, Ragnhild var en stor tilhænger af eksistentialismen.  Og det skal hun have tak for. Måske var hun lidt skematisk i sin tilgang, men det var der også brug for i 1.g. Hun holdt aldrig op med at fryde sig over de uendelige variationer over temaet ”et menneskeliv”. Det er derfor, at vi aldrig kan blive færdige med at læse.

Sidst, men ikke mindst: Det er frugtbart at opleve den samme tekst på mange måder. Læs Macbeth på engelsk og på dansk. Se skuespillet og filmen. Hør sangteksterne i The Wall og læs dem. Teksterne åbner sig og lukker os ind, når vi oplever dem i forskellige formater og sammenligner dem på kryds og tværs.

Pyha, jeg tør næsten ikke at sige det; men hun var tværmedialt minded, den gode Ragnhild. De typer af litteraturmøder, som hun iscenesatte i engelskundervisningen på Hjørring Gymnasium, gjorde mig nysgerrig. Det var dem, der fik mig til at læse Litteraturvidenskab, som før hed Komparativ Litteratur.

Hun gjorde det godt. Det var ikke Døde Poeters Klub, men det var alligevel uforglemmeligt og værdifuldt. Jeg håber, at Ragnhild var glad for at være engelsklærer lige frem til sin sidste, skemalagte dag på Hjørring Gymnasium. Jeg håber også, at hun holdt fanen højt med cashmere og pumps i sit otium.

Det er så velgørende, når klassikerne bliver brugt og ikke bare ligger på hylden.

Læs mere
Silkeborg Bibliotekerne samarbejdede i 2016 med Gyldendal om nye former for litteraturundervisning i gymnasiet. Der er masser af inspiration fra projektet i Slots- og Kulturstyrelsens projektbank.

Den gode lærer kan sikkert slet ikke lade være med at opsøge ny viden inden for sit fagfelt. Litteraturundervisere kan med fordel flokkes om Nationalt Videncenter for Læsning, der samler, spreder og skaber viden om læsning. Et af deres tidsskrifter er dedikeret til emnet “Litteraturdidaktik”. Find tidsskriftet på centrets hjemmeside

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted midt på Sjælland og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Og apropos skriver. Lad mig starte med at indrømme, jeg slet ikke blogger nok. Desværre. Det er egentlig ikke på grund af manglende lyst eller emner, men måske fordi jeg er gået lidt kold i ord for tiden. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover galper jeg op på Facebook som den Grå Bibliotekar (under hvilke nom de plume jeg også har en ambition om at blogge … engang … forhåbentlig … måske …), gæsteblogger her og der, samt i ny og næ forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN jeg håber at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.

 

Early literacy kort fortalt

Early literacy er måske ikke længere det nye sort. Men det er et begreb, som biblioteksfolk i disse år er meget begejstrede for. Det gælder heldigvis også bibliotekslederne, der er helt med på at lave folkebibliotek for de yngste borgere. Hvad dækker begrebet over, hvorfor kan man ikke sige det på dansk og hvorfor giver det mening for folkebiblioteker at arbejde med early literacy? Det giver jeg nogle bud på her.

Biblioteker har en stolt tradition for at præsentere børn for billedbøger, pegebøger, rim og remser, eventyr, sagn, fortællinger og mange andre litterære udtryk. Den tradition giver alle folkebiblioteker et stærkt fundament for at sætte fokus på early literacy – alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de selv kan læse og skrive.

Hvorfor kan man ikke bare sige det på dansk?
Det kan være fristende at oversætte det engelske ord “literacy” med “læsning” i ordets bredeste forstand.

Men literacy er mere end læsning. Det har en udvidet betydning. Begrebet bygger på et særligt sprogsyn, hvor alle ord og alle sproglige udtryk er afhængige af den sammenhæng, som de bliver brugt i. Sprog er ikke autonomt. Det hænger altid sammen med en social, kulturel, tidsspecifik og konkret situation.

Literacy dækker for eksempel over det såkaldte multimodale aspekt. Det betyder, at børns literacy også omfatter, når de ser film på tv, spiller et iPad­spil, hvor de skal matche lyde eller synger hjemmelavede vrøvlesange.

Nationalt Videncenter for Læsning bruger denne definition på early literacy: At bruge, lege med og begå sig i skriftsproget, lang tid før skoletiden begynder.

Hvor dét at lære at læse førhen var en opgave, som skolen og kun skolen tog sig af, er synet på læsestart i dag helt anderledes. En gang var det næsten pinligt at kunne læse, før man begyndte i skole. Eksperter mente, at små hjerner ikke var klar til at knække koden. Men også for to-tre generationer siden var førskolebørn fascinerede af skriftens dragende univers. For nogle var fascinationen så stærk, at de ikke kunne modstå den og lærte at læse som femårige. It’s like a drug!

Collage tekst

Tekst er overalt i vores og vores børns liv. Vi svømmer i skrift hver eneste dag.

Hvornår begynder børns literacy?
Børn er i gang med at lære sproget, allerede inden de bliver født. Som fostre modtager de sproglige stimuli, fordi de kan høre deres mor tale. De lærer musikken i deres modersmål, mens de ligger i maven. De kan genkende det, når de bliver født. Så det med at synge sange for maven er ikke bare for sjov. Det er virkningsfuld sproglig stimuli af den lille hjerne, der er i fuld gang med at udvikle sig. Om man så synger Metallica eller Den lille Ole med paraplyen kommer i anden række.

Et stærkt sprogligt fundament og et godt talesprog giver børn gode forudsætninger for at lære at læse og for at lære i det hele taget. Derfor er det så vigtigt med et skarpt fokus på early literacy, og det begynder allerede under graviditeten. Heldigvis snakker og pludrer de fleste forældre med deres børn, fra børnene er bittesmå.

Biblioteket kommer også i kontakt med masser af førskolebørn. Gennem projekter som Bogstart for småbørnsfamilier og aktiviteter som babysang, dukketeater og højtlæsning understøtter bibliotekerne forældre og daginstitutioners arbejde med at stimulere børns sprog. Biblioteker har fat i den lange ende, når det gælder de yngste borgere.

De tidligere år i børns liv er helt specielle i forhold til læring. Førskolealderen er et “window of opportunity”, hvor børn er særligt gearede til at lære. Deres hjerner er som veritable svampe. Den amerikanske nobelprismodtager i økonomi, James Heckman, har forsket i resultaterne af en tidlig indsats. Hans konklusion er klar: Hvis vi som samfund vil give lige muligheder, er der størst gevinst at hente ved den tidlige indsats. Når børnene begynder i skolen, er løbet i det store og hele kørt. Så er det allerede for sent at udligne de sociale skævheder.

Heckmans forskning baserer sig på amerikanske studier. Men forskning i Danmark viser, at det samme mønster gør sig gældende hos os.

tavle med magneter

Magneter har en dragende effekt på både store og små. Især dem med bogstaver på.

Seks aspekter af early literacy
Early literacy har forskellige aspekter. Her er seks af dem, som er koblet til hverdagssituationer:

Bevidsthed om skrift:
Når Nanna på to år ved, at det, hun ser på et skilt i supermarkedet, er et ord.

Præference og motivation for skrift:
Når Sigurd på tre år er dybt optaget af Rasmus Klump, og han hellere vil høre historier om Rasmus end eventyr om prinsesser. Her grundlægges litterære præferencer hos det enkelte barn. Eller når Aske på fire år er meget optaget af at lave en ønskeliste i LEGO-butikken, fordi han ved, at ønskelister kan gøre noget godt for ham. Skrift dur til noget!

Ønskeseddel

En snart femårig dreng har nedfældet sine hedeste fødselsdagsønsker med hjælp fra sin meget skriftfikserede mor.

Bogstavkendskab:
Når Marie på to et halvt glædesstrålende udbryder “Det er MIT bogstav!”, når hun sammen med far går forbi en McDonalds på gaden.

Ordforråd:
Når Ludvig på tre år ved, at superhelte både kan være Superman, Spiderman, Captain America og Hulk. Eller kender navnet på mange slags frugter, dyr og farver.

Fonologiske kompetencer:
Når Elvira på fem år kan skelne mellem små lydlige forskelle, som kan have stor betydningsmæssig forskel. En kanin og en kanon er slet ikke det samme. Evnen til at afkode rim er også en del af de lydlige kompetencer.

Narrative kompetencer:
Når Ida på fire år kan genkende Rødhætte, genfortælle eventyret og selv digte videre på en historie om Rødhætte eller en anden eventyrfigur.

Med disse seks aspekter i baghovedet bliver det tydeligt, at early literacy er overalt i børns liv. Når de pludrer, fortæller, synger, vrøvler, legeskriver, læser bøger for hinanden og aftaler, hvad legen skal handle om.

Bibliotekets særlige bidrag
Hvad er det så, som biblioteker kan på early literacy-feltet? Der er mindst tre værdifulde indsatser, som fortjener at blive fremhævet.

For det første kan biblioteksmedarbejderne formidle viden, gode råd og inspiration til småbørnsforældre, når de kommer på biblioteket og låner bøger, læser og leger. Vigtig viden til forældre kan være, at man godt kan være en rollemodel for sit barn, selv om man ikke selv er en stærk læser. At være sammen om bøger kan også være at tale med hinanden om billederne eller selv digte historier sammen.

For det andet kan biblioteket understøtte daginstitutionernes arbejde med sprog og byde ind med materialer og ideer til aktiviteter, hvor for eksempel den nyeste børnelitteratur kommer i spil. Det er der allerede mange gode eksempler på.

For det tredje kan biblioteket også arbejde gennem netværk som bydelsmødre, boligforeninger og legestuer og dermed nå ud til forældre, som ellers ikke bruger bibliotekets tilbud.

Døren står på mange måder vidtåben. Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, herunder at de bliver gode til at udtrykke sig, kommunikere og bruge sprogets mange muligheder. Biblioteket skal ikke overbevise målgruppen om, at det er relevant at have fokus på de små børns sprog.

Early literacy er nøglen til dannelse, læring, fællesskab og oplevelser. Derfor er det oplagt, at bibliotekerne skal være endnu mere offensive, når det gælder arbejdet med dette tema. Potentialet er enormt;­ hvorfor ikke indløse det?

Dyk ned i mere viden om early literacy

Læs mere om early literacy på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside

Læs mere om Aalborg Bibliotekernes projekt Sprogstart på Bibliotekarforbundets hjemmeside, maj 2017

Hør Caroline Sehested fra Helsingør Bibliotek, Julie Arndrup fra Vanløse Bibliotek og mig snakke om early literacy og bøger til de yngste i Børnebogcast, januar 2017