Bogsnaks tip til sommerlæsning

Så nærmere vi os for alvor feriesæsonen, og for rigtig mange af os betyder det (foruden kolde øl og dukkerter i bølgen blå) lystlæsning i hængekøjen.

Sommerlæsning a la Lisbet

Sommerferielæsning må gerne være blandede bolsjer. Fag og skøn. Let og tungt. Sjovt og trist. Noget med billeder. Noget for børn. Så her kommer seks titler, der favner det hele.

Jeg har langt om længe fået fingrene i Peters Svarres nye bog ’Hvad skal vi med mennesker? En bog om kunstig intelligens’. Peter Svarre er en fremragende formidler, der skriver enkelt og letforståeligt om svære emner, og nu vil jeg have sat mig ind i det der med neurale netværk, robotter og machine learning. Bliver vi alle arbejdsløse? Bliver robotterne klogere end os? Kan vi stole på selvkørende biler? Det er disse spørgsmål og mange andre, som Peter Svarre går i kødet på. Jeg tager et kapitel ad gangen, og så kan jeg krydre med lettere stof undervejs.

Det lettere stof kunne være Hella Joofs moderne almanak ’Dage med mildhed, modgang og mirakler’. En sød og gakket latterpille af en bog, hvor hver dag har sit eget tema. Det kan være noget med dårlig hårdag. Eller overdådig dag, hvor man fyrer alle sine penge af på skaldyr og fjerboaer. Eller fodbehandlingsdag fortalt ned i de mindste neglebåndsdetaljer. Hellas hjerne holder aldrig op med at vinkle hverdagen på nye, vidunderlige måder, der tit inkluderer en kop stærk, sort te, knyster og kærlighed til hele verden. Også den nærmeste familie. Jeg har for øvrigt læst, at hun har købt domænet folkedragten.dk og vil til at producere forskellige typer af kedeldragter. Jamen – hvorfor ikke?

Fagbogen ’Mig og min hjerne’ skrevet til børn er genial. Den er nemlig også god til voksne. Charlotte Koldbye har skrevet en fascinerende bog om vores hjerner. Hvorfor keder man sig? Hvad sker der, når man får en sang på hjernen? Hvorfor snyder hjernen os nogle gange? Hvorfor er det så svært at lægge mobilen fra sig? Undervejs i bogen er der fine tegninger, og ikke nok med det: Øvelser man kan lave, sådan at bogens pointer bliver illustreret af ens egen hjerne! Min Aske på syv år og hans far havde en fest med den bog. Man kan lige snuppe et kapitel under parasollen, når der skal være pause i vandkampen eller stangtennisdysterne. Eller måske parallellæse Peter Svarres Hvad skal vi med mennesker?

Nu skal vi over i den mere alvorlige kategori. Frederik Lindhardt har skrevet en stærk og rørende fortælling om sin far, tidligere biskop Jan Lindhardt, der fik konstateret Alzheimers i 2014 og døde et par år efter. Den lille bog ’Lidt af far’ er skrevet på en usentimental men samtidig hudløs måde. Som læsere får man et indblik i, hvordan sygdommen vender op og ned på Jan og Frederiks far-søn-forhold, hvor Jan nærmest ender med at være et barn. Der er masser af humor undervejs, fordi Jan midt i opløsningen af ham selv og hans egen verden beholder et blik for det skæve og tragikomiske. Men det er frustration, afmagt og sorg, der fylder mest. For hvordan skal man udfylde og leve rollen som pårørende på den rigtige måde? Hold øje med Frederik Lindhardt. Jeg håber, han vender tilbage med flere fortællinger snart.

Jeg lever ligesom mange andre i en tilstand af post-Game of Thrones. Det hjælper på abstinenserne at læse tænkepausen ’Serier’ af Tore Rye Andersen. Hvorfor har serierne sådan en magt over os? Hvorfor er det et levedygtigt format? Og hvorfor er serier et sted mellem kunst og kapitalisme? Alt det får du svar på i denne faglitterære lækkerbisken på 60 sider. Udgivelsen er jo en del af en serie, og det er da (onkel)humor.

Jeg er ikke teenager, men har tit lyst til at være 18 eller 19 igen. På godt og ondt. Så er det godt, at der findes vidunderlige bøger som Maren Uthaugs ’Sådan overlever du livet. 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed’. Uthaug skyder den ene knivskarpe stribe af sted efter den anden. Det er bittersødt og megasjovt tegnet. Også for forældre. Det er også læsningens svar på iskold prosecco og andre søde alkoholtyper. På en sommerferiedag med høj sol er bogen perfekt i dette setup: Du placerer dig i en liggestol med en stor kande Sangria og chips med smag af purløg inden for rækkevidde. Du læser 10 af bogens striber, klukler, bunder glasset, smider en håndfuld chips i gabet og pruster af velbehag. Så tager du en lille morfar. Og starter forfra. Når de 100 gode råd er læst, er du selv i en tilstand af total ro og velgørende apati. Måske går du ind i sommerhuset bagefter og øver dig i at tegne nogle sjove tændstikkvinder.

é

Jans forslag til ferielæsning

Som mine kære medbloggere, så har jeg også en noget eklektisk samling af tips og anbefalinger til ferielæsningen. Der er både skønlitteratur og faglitteratur og bøger på dansk og engelsk. Fælles for dem er dog den gode historie og at bøgerne kan læses som afslappende lystlæsning. Og da jeg allerede har holdt min ferie, så er det også bøger, som jeg har læst.

Det er nok ikke den store hemmelighed, jeg er lettere kaffeafhængig, så jeg har naturligvis en bog, hvor kaffe spiller en central rolle med blandt mine anbefalinger.

I 2018 udkom Dave Eggers ‘The Monk of Mokha’. Bogen følger Mokhtar Alkhanshali, en ung amerikaner af yemenitisk afstamning, på hans rejse ind i kaffens forunderlige verden og tilbage til hans forfædres fødeland. Den lidt rodløse Alkhanshali får den idé, at han vil genoplive kaffeindustrien i Yemen, og med Eggers som observatør og kronikør, følger vi med i hans prøvelser, indtil den første ladning kaffe fra Mokha endelig ankommer til San Francisco.

‘The Monk of Mokha’ giver også et fascinerende og svært velskrevent indblik i kaffens historie og betydning, og kan lånes via eReolen Global.

Næste bog har også en imponerende rejse i fokus, om end det skotter lidt på kaffe.

Efter at have tilbagelagt gode 3500 km ned ad de russiske floder i kajak skrev Thomas Frank sidste år ‘Min vej til vikingernes Byzans – 65 dage i kajak’.

Udover den fysiske rejse fra Sankt Petersborg til Istanbul, bl.a. for at undersøge i hvor høj grad vikingerne tog kristendommen med sig til Norden fra Byzans, så bliver vi også taget med på en teologisk og kirkehistorisk rejse. Jeg er nærmest militant ateist, men jeg nød at følge med Frank ned ad de mægtige russiske floder og læse hans teologiske betragtninger undervejs.

‘Min vej til vikingernes Byzans’ blev mig anbefalet af en låner på mit bibliotek, og det er jeg hende taknemmelig for. Det var ikke en bog, jeg af mig selv havde fået læst, tror jeg, og det havde været en stor skam. I ny og næ er det godt at blive udfordret lidt.

For et par år siden begyndte jeg at lytte til podcasten ’The Curious Cases of Rutherford and Fry’ og faldt pladask for den sjove, begavede og uprætentiøse matematiker Hannah Fry. Sammen med sin makker Adam Rutherford giver hun et indblik i videnskab, matematik, dinosaurer og alle mulige emner. Alt sammen formidlet med overskud og et skarpt blik for, at videnskabelige analfabeter som jeg skulle kunne forstå emnet og blive klogere.

Samme flair for formidling udviser Fry i ‘Hello World – How to be Human in the Age of the Machine’, hvor hun med sikker hånd viser os, hvordan algoritmer og matematik på godt og ondt påvirker vores liv i højere og højere grad.

‘Hello World’ minder mig lidt om Cathy O’Neils ‘Weapons of Math Destruction – How Big Data Increases Inequality and Threatens Democracy’, men den er mere charmerende og Frys evne som formidler skinner virkeligt igennem.

Apropos god formidling, så er der nok en Fry med på listen over anbefalet læsestof. Denne gang mageløse Stephen Fry (ingen relation til Hannah i øvrigt) og hans fremragende ’Mythos’. Stephen Fry genfortæller i ’Mythos’ med typisk vid og lune en række af de gamle græske myter og sagn. Jeg elsker Stephen Fry og kan kun anbefale ’Mythos’.

Ingen anbefaling fra min hånd er komplet uden Philip Kerr og Lee Child.  Der skal også være plads til lidt underholdende spændingslitteratur, ikke mindst i sommerferien.

Kerrs allersidste bog er den nyligt udkomne ’Metropolis’, og er en del af ’Berlin Noir’-serien. Som altid følger vi berlinerdetektiven Bernie Gunther. Denne gang er vi dog helt tilbage i 1928, og nazisterne er endnu ikke kommet til magten, men man aner uvejret i horisonten. Kronologisk er ’Metropolis’ den første bog i serien og det er her fundamentet lægges til den kyniske, småfordrukne Bernie Gunther, vi møder i ’Martsvioler’. På sin vis er det en fin sløjfe, Kerr her får bundet på serien.

‘The Midnight Line’ er den 22. bog i serien om actionhelten Jack Reacher og er just udkommet på dansk under titlen ’Under dække’. En pantsat West Point-ring sætter lavinen i gang og fører vor mand Reacher ud i skumle og gedulgte hjørner af America. ’Under dække’ er en typisk Reacher-bog, men der er to ting, der skiller den lidt ud fra resten af serien. Indledningen er nok den bedste Lee Child endnu har skrevet, mens selve kernehistorien er ganske hjerteknusende.

Begge bøger er i øvrigt imponerende godt oversat af hhv. Ole Steen Hansen og Jakob Levinsen. De har vanen tro gjort et godt stykke arbejde med at ramme den særlige tone i Kerr og Childs bøger.

Mikkels tips til sommerferielæsning 2019

Sidste sommer havde jeg et Young Adult-projekt kørende med Josephine (da 15). Det skal vi nok ikke i år. Det var nu ellers ret hyggeligt. Jeg fik læst både Hunger Games-trilogien, et par fine, men hurtigt glemte titler og så David Benioffs ‘Tyvenes by,’ som er min ny standardanbefaling, når folk beder om læsetips. Min søde kæreste lod sig overtale og kan bekræfte, at den er voldsomt god. Josephine ligeså. Min tidligere anbefaling var i øvrigt Emily St. John Mandels ‘Station 11,’ og den holder stadig. Se også medblogger Ries tidligere meget fine skriverier.

Jeg har fået læst en del skønlitteratur på det seneste, og det har været herligt! Jeg har en tendens til at falde i faglitteratur alt for meget, men nu skal jeg holde mig i det gode spor. Samtidig er jeg nået dertil i min omfattende begynder-læsning om buddhisme og stoicisme, at jeg skal have operationaliseret det ud i en mere systematisk praksis med min uundværlige bullet journal i centrum. Okay, det lød vildt djøffet ☹ Jeg er mest til store proklamationer og totale omkalfatringer, men denne gang tror jeg, jeg vil gå mere inkrementelt til værks. Til det formål har jeg indkøbt en fin bog om den japanske Kaizen-metode. Kaizen er oprindeligt en effektiviseringsmetode til industriel produktion, men har spredt sig derfra, og handler banalt set om kontinuerlige, små forbedringer. Den glæder jeg mig meget til. Jeg er kommet til at købe to faktisk.

For to uger siden var der et spørgsmål i bibliotekernes litteraturformidleres Facebookgruppe om gode litterære citater om Afrika. Jeg blandede mig med mindet om én af novellerne i Peter Høeghs ‘Fortællinger om natten,’ så jeg lånte den på eReolen og begyndte at bladre hurtigt igennem. Jeg skal SÅ meget genlæse tidlig Peter Høegh, kan jeg mærke! ‘Fortællinger om natten’ og ‘Forestillinger om det tyvende århundrede.’ Retrooooo!

Slutteligt skal jeg på jagt i min Kindle efter ulæste titler. Jeg fornemmer, der ligger nogle fra de sidste to års New York Times bestsellerliste ganske urørte og glemte. Jeg har en indrømmelse. Jeg er ikke altid helt klar over, hvad jeg køber til min Kindle. Faktisk gik jeg ind på Amazon for at købe Kaizen-bogen, og så var der en lille notits om, at jeg allerede havde købt den. Det kan jeg overhovedet ikke huske. Måske bogshopper jeg i søvne? Anyway; Celeste Ng’s ‘Little Fires Everywhere.’ og Gail Honeyman’s ‘Eleanor Olyphant Is Completely Fine’ ligger der i al fald. Begge er i mellemtiden oversat til dansk, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Jeg har åndssvagt travlt med at lukke 1.000 ting ned inden ferien, men jeg tror, det lykkes, og jeg glæder mig meget til sommerferie og dovne læseformiddage i haven. God sommer!

Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Portræt af en læser med lister

Tilbage i begyndelsen af dette årtusind havde jeg et studiejob i Undervisningsministeriet. En gang om ugen mødte jeg klokken seks om morgenen, gennemtrawlede en stak aviser og skrev resuméer af de undervisningspolitiske nyheder. Ikke nok med det: Jeg klippede artiklerne ud, kopierede dem i 20 eksemplarer og fordelte dem i dueslag på kontorerne. Det virker eksotisk og mærkeligt i dag. Måske endda quaint, som det hedder så rammende på engelsk.

En af min højt skattede kolleger var Jeanette. Hun holdt nogle gode fester, og jeg tror, at jeg ved en af disse fester mødte hendes RUC-veninde, Helle. Denne Helle valgte senere at læse til lærer. Se, noget med undervisning igen! Et tema tegner sig.

En dag i 2018 (fast forward) ringede Helle til mig for at høre, om vi kunne snakke lidt om folkebiblioteker. Helle kunne nemlig godt tænke sig at arbejde med børn og læsning, læsemotivation, litteraturformidling til børn og andet i den genre. Fornemmer I, at alting er forbundet her? Eller: Sådan oplever jeg det.

For at fuldende cirklen er Helle Brandstrup Jensen hovedpersonen i denne måneds portræt af en læser. Og det med listerne mener jeg meget bogstaveligt. Det vil du selv se, når du er nået et stykke ned i teksten. (I et senere blogindlæg vil Mikkel eventuelt interviewe Helle om, hvilke notesbøger hun bruger til hvilke lister – apropos hans legendariske indlæg her.)

God fornøjelse med Helle, der ikke kan leve uden at læse! 

Lisbet: Hvem er du?
Helle:
Jeg er et menneske med en stor kærlighed til bøger, jeg er mor til tre piger, gift og bor i København. Jeg er uddannet lærer og cand. comm. Jeg har en særlig kærlighed til smukke bøger, bøger der rummer skønhed eller kan ramme en streng af følsomhed i mig, og bøger, der bliver som fysiske minder.

Lisbet: Hvilken rolle spiller læsning for dit faglige virke, nu og i fremtiden?
Helle:
Jeg læser for at blive klogere, for at få oplevelser, for at blive underholdt og fordi jeg ikke kan lade være. For mig er læsning vejen til læring, lyst, nysgerrighed på verden, nye erkendelser og diskussioner med andre mennesker. Derfor er læsning en integreret del af mig, fagligt og privat. Jeg kan ikke leve uden at læse og har altid læst.

Når jeg læser klassisk dansk litteratur, er det både, fordi jeg er dansklærer, og fordi jeg er nysgerrig på litteratur og dens udvikling  – og sidst, men ikke mindst, fordi jeg er vild med sproget, særligt i Henrik Pontoppidans værker.

Litteraturen spiller den rolle fagligt for mig, at jeg bliver klogere på, hvad litteraturen kan og hvor forskellig den er. Det giver mig en fornemmelse af kvalitet og det modsatte. Den giver mig også ideer til, hvordan jeg ville kunne inspirere andre til at læse. Jeg er samtidig optaget af, hvordan man kan skabe møder og oplevelser med litteraturen for og mellem mennesker. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre mere af i fremtiden. Jeg har tidligere arbejdet med sårbare børn og unge og ser her en mulighed i litteraturen for at arbejde med identifikation og bedring.

helle Brandsstrup 2019

Her er Helle Brandstrup Jensen. Læser, mor, dansklærer og fin i tern.

Lisbet: Du har lærerbaggrund, men har også haft berøring med bibliotekssektoren. På tværs af det hele er du optaget af børns læsning. Hvilke aspekter optager dig mest? 

Helle: Jeg er optaget af at skabe nysgerrighed og læselyst. Læsning er meget andet end at læse skønlitteratur. Det er også adgangen til faktuel viden om verden. Børn er naturligt nysgerrige på verden og ved at læse om den, kan de få stillet deres nysgerrighed. Skønlitteraturen kan give adgang til en verden, man ikke kender. Man kan leve sig ind i, hvordan det er at være en anden, få viden om hvordan andre tænker og mærke følelser, man ikke vidste eksisterede. Bøger giver os viden, oplevelser og forståelse om og af verden. Alt det er jeg optaget af at give videre til børnene. Også når de bliver store. Og så er jeg optaget af, hvordan man kan bruge litteraturen til at skabe trivsel og trøst hos børn og unge.

Lisbet: Hvordan kan skoleverdenen og folkebiblioteker samarbejde om at få flere børn til at opleve læselyst?
Helle
: Mange biblioteker gør allerede en del ved at holde forskellige arrangementer, som skolerne kan deltage i. Så mere af det det!  Og mere opmærksomhed fra begge parters side på, at de er der for hinanden. Flere arrangementer hvor eleverne bliver præsenteret for oplæsning af dygtige oplæsere. Præsentation af forskellige former for litteratur ude på skolerne. Hyppige besøg på biblioteket, så det bliver en integreret del af deres hverdag. Inddrag børnene i planlægningen, lav læsegrupper, hvor børnene kan inspirere hinanden til læsning. Læs bøger og se filmen efterfølgende, hvis der er en film.

Lisbet: Hvilke bøger prægede din barndom og ungdom?
Helle: Da jeg var barn, læste både min mor, mormor og far for mig. Min mor læste Astrid Lindgren, Emil for Lønneberg, Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte for mig og bøgerne om en hund, der blev kaldt Gamle Gule, og en masse eventyr både af H.C. Andersen og Brdr. Grimm. Jeg var særligt vild med Astrid Lindgrens bøger og er det stadig. Min mormor læste tekster fra børnebibelen op. Jeg elskede historierne, og i mange år var det min yndlingsbog. Teksterne var vilde og nærmest som eventyr. Jeg har stadig bogen. Min far læste Anders And for mig og min bror, og kærligheden til tegneserier som Smølferne, Lucky Luke, Nuser og Sten og Stoffer betød meget i en lang årrække.

Da jeg selv begyndte at læse, var det blandt andet Ole Lund Kirkegårds bøger, Pukbøgerne, Troldepus, Børnene i Nyskoven, Saftevandsmordet af Thøger Birkeland og bøgerne om Tudemarie.  Jeg har helt sikkert også selv læst Astrid Lindgren. Hun er den forfatter, jeg har læst mest af, og den eneste forfatter, hvis bøger jeg har læst et utal af gange.

Da jeg blev teenager, læste jeg mest realistisk eller socialrealistisk litteratur. Der skulle helst være nogle, der havde det skidt i bøgerne. Jeg var vild med J.B. Nygaards bog Guds blinde øje og Du blev træl, Charlotte Strandgaards Lille menneske, Bjarne Reuters Når snerlen blomstrer og Zappa.

Jeg læste også en serie, der hed Heksens datter, Heksen kat, Heksens søster osv. af Phyllis Reynolds Naylor. Lis Bernths bog Også et liv og Frontløberen af Patricia Nell Warren gjorde et stærk indtryk på mig. Den ene handler om en pige, der bliver narkoman, og den anden om homoseksuel kærlighed – begge bøger med stærke følelser, der gjorde indtryk på mig. Derudover læste jeg en masse Stephen King.

Lisbet: Hvilke lærere har betydet noget for dit læseliv?
Helle
: Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke huske, om de havde direkte betydning for mit læseliv. Men jeg havde en fantastisk dansklærer, der gav os et hav af stile for, hvilket jeg elskede. Men jeg husker ikke, at hun som sådan gav mig læsetips eller noget andet, bare god undervisning, hvilket sikkert også har haft betydning.

Derudover havde jeg en matematik- og religionslærer som ofte læste højt for os. Det var jeg ret vild med, for hun var god til at læse op. Hun læste blandt andet Den lille prins, som jeg dengang, syntes var helt utrolig kedelig, men som jeg senere har læst for mine døtre og fundet glæde ved.

Inden jeg begyndte at læse til lærer, havde jeg haft en slags læsepause, hvor jeg mest læste krimier og ikke læste hele tiden. Men da jeg begyndte at læse dansk hos Mikkeline Hoffmeyer, blev lysten til at læse dansk litteratur vakt til live igen, og siden da har jeg altid gang i mindst en bog og nu også andet end dansk litteratur.

Lisbet: Hvordan får du tid til læsning i din hverdag?
Helle
: Jeg ser ikke særlig meget TV eller serier. I stedet læser jeg. Jeg har tre døtre, der alle læser, og ofte sidder vi sammen om eftermiddagen og læser i hver vores bog eller tegneserie.

Min mand er journalist og han interviewede engang Ellen Hillingsø, hvor hun fortalte, at de hjemme hos hende sad og læste sammen hver dag i 20 minutter. Det er det, man anbefaler at børn skal læse hver dag. I stedet for at børnene skal sidde alene og læse, som var det en sur pligt, så kan man sidde sammen. Pludselig bliver til en hyggelig aktivitet. Jeg tror, det var derfor vi begyndte med det.

Ellers læser jeg, når det passer ind. Nogle gange er det bare 5 minutter. Andre gange er det en time eller mere. Nogle gange er det imens jeg laver mad, eller hvis jeg skal vente på et eller andet. Jeg har som regel en bog med mig. Og så læser jeg nærmest altid i sengen, inden jeg skal sove.

Lisbet: Hvordan præger læsning din hverdag i familiens skød?
Helle
: Vi læser ret meget i min familie, og vi snakker om bøger og udveksler erfaringer og inspirerer hinanden.

Mine tre piger elsker alle billedbøger og tegneserier, så det læser de alle sammen. Rasmus Bregnhøj og Sabine Lemires bøger om Mira har de alle slugt. Jeg låner tit bøger med hjem til dem. Den nye af Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen med Grimms eventyr købte jeg for nylig til dem. Så læser vi og snakker om historierne. Min ældste på 16 er altid færdig først, og så anbefaler hun os andre, hvad vi skal læse.

Om aftenen læser min mand eller jeg højt for dem. De to ældste får én slags bøger og den yngste én anden. Det sidste, jeg har læst for de store, er Ursula Le Guins trilogi om Troldmanden fra jordhavet, og ellers har det været en del Shakespeare og Don Rosa-tegneserier.

Lige for tiden læser mine ældste på 16 og 13 den samme serie af Maria Gripe, og så snakker de om bogen undervejs. Min yngste på 8 læser mest tegneserier.

helle bogreol 2019

En bugnende bogreol blandt flere hjemme hos Helle Brandstrup.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord?
Helle:
Der ligger altid 2-3 bøger på mit natbord. Lige nu er det Jón Kalman Stéfanssons Menneskets hjerte, Michel Houellebecqs Underkastelse og en graphic novel om Nick Cave.

Lisbet: Hvordan kommer man ind i en god læsevane?
Helle:
Det vigtigste er at finde litteratur, man gider læse. Der er så meget forskelligt, og det kan være svært at finde ud af, hvad man kan lide. Derfor skal man snakke med nogen, der kan inspirere en til læsning og snakke litteratur med dem. Det motiverer mig at snakke med andre om litteratur, og det giver mig altid lyst til at læse mere. Men ellers er det helt lavpraktisk at læse i stedet for at være på Facebook eller se serier hver dag.

Min bror sagde en gang, at man bare ikke skal stoppe, men bare fortsætte. Hvis jeg har en periode, hvor jeg har svært ved at koncentrere mig om bøger, så læser jeg en graphic novel, en novelle eller digte. Derudover har jeg en bog, hvori jeg skriver læsetips, og lister over, hvad jeg har læst, så jeg har altid ideer til, hvad jeg skal læse.

Og så synes jeg det er helt legitimt at droppe en bog, man er i gang med, hvis den trætter en.

Inspirationsliste

Her kommer en forrygende fortegnelse over de bøger, som Helle har læst i perioden 2017-2019. Som en særlig læserservice følger der korte anbefalinger (eller det modsatte med) til nogle af titlerne. Der er gode chancer for, at du finder din næste læseoplevelse på denne fyldige liste.

2017

Januar
Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah
Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie (jeg er vild med den forfatter)
Christel Wiinblad: Ingen åbner (2012)
Hella Joof: Papmachéreglen (2016) (pausebog)
Delphine de Vigan: Alt må vige for natten
Caspar Eric: Avatar (2017)
Janne Teller: Intet

Februar
Dave Eggers: The Circle (2013)
Helen Fielding: Bridget Jones Dagbog baby
Hanya Yanagihara: Et lille liv (2016) (Den vildeste bog, jeg fik en fysisk oplevelse af at læse den)

Marts
Anne Lise Marstrand Jørgensen: Hildegaard 1
Roy Jacobsen: Vidunderbarn

April
Lionel Skriver: Hvad med Kevin (var ved at gå i stå mange gange, langsommelig)
Maria Gerhardt: Transfervindue (2017) (barsk og god, livsglad)
Naja Marie Aidt: Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage (2017) (helt fantastisk)
Albertine Sarrazin: Astragal

Maj
Ida Jessen: En ny tid
Jon Fosse: Andvake, Olavs drømme og Kveldsværd (trilogi) (helt, helt vidunderlig)
Margaret Atwood: Tjenerindens fortælling (så kedelig, måske pga sproget)
H.C. Branner: Iris

Juni
Samantha Schweblin: Redningsafstand
Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane (en god historie)

Juli
Chigozie Obioma: Vi var fiskere
Chris Kraus: I love dick (virkelig kedsommelig, jeg var ved at dø. Meget akademisk)
Thomas Espedal: Året (2016) (helt vild skøn)

August

Linn Ullmann: De urolige (Elsker Linn Ullmann, alt)
Caroline Albertine Minor: Velsignelser (2017) (gode noveller, overraskende)
(gik i stå med Gå af Tomas Espedal, Stille dage i Kliché af Henry Miller, Dag Solsted Værdighed og generthed og Anais Nin: Henry og June)

September
Kamilla Hega Holst: Rud (som en krimi, hurtig læst, foruroligende og stærkt sprog.)

Oktober
Linn Ullmann: Før du sover (1998)
Per Petterson: Ud og stjæle heste (helt vidunderlig bog)

November
Linn Ullmann: Et velsignet barn (virkelig god)
Linn Ullmann: Nåde
Zadie Smith: Swing Time (skuffende)
Tine Høeg: Nye rejsende (god)
Linda Broström Knausgaard: Velkommen til Amerika (jeg har glemt alt om den)

2018:

Januar
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per (1898-1904) (fantastisk bog, smukt sprog, helt vidunderlig)
Lone Aburas: Det er et jeg der taler (god, skarp)
Mary Shelley: Frankenstein (1818) (lidt kedelig)
Han Kang: Vegetaren (skør bog)
Elisabeth Strout: Olive Kitteridge

Februar
Linn Ullmann: Det dyrebare (2011)
Leonora Christina Skov: Den, der liver stille (2018)
Linn Ullmann: Når jeg er hos deg (2001) (på norsk)
Aina Villanger: Baugeids bog (2017) (på norsk) (sjov, interessant og dejligt at læse norsk)
Tarjei Vesaas: Fuglene (en af de bedste, så poetisk)
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Marts
Lone Aburas: Politisk roman (2013)
Steen Steensen Blicher: Hosekræmmeren
Maja Lee Langvad: Hun er vred – om transnational adoption (vildt interessant)
John Steinbeck: Of Mice and Men
Lars Saabye Christensen: Halvbroderen (2001)
Ida Jessen og Hanne Bartholin: Bibelhistorier (2018) (smuk bog)
Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse
Jan Lindhardt: Mellem Djævel og Gud
Caspar Eric: 7/11
Christina Hagen: White girl (er vild med Hagen, så upassende)
Jonathan Safran Foer: Alt bliver oplyst (skøn bog)
Første Mosebog

April
Joan Didion: Et år med magisk tænkning (2005)
Carl-Henning Wijk: Dræsinen (vildt underlig og lang bog)
Helle Helle: De (2018)
Jonathan Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på
Art Spiegelman: Maus (goddammit den var kedelig)

Maj
Ida Jessen: Et nyt liv (igen ja)
Ida Jessen: Doktor Baggers Anagrammer
Joan Didion: Blå timer
Yasunari Kawabata: De tusind traner (1966) (anderledes og virkelig interessant bog, dejligt sprog)
Imre Kertész: Kaddish for et ufødt barn (lidt tung, men ikke så underligt)
Ida Jessen: Ramt af ingenting (2012) (Vidunderlige Jessen)
Maria Gerhardt: Amagermesteren
Admin Tomine: Killing and dying (virkelig god GN)

Juni
Junot Diaz: Oscar Wao
Sørine Gotfredsen: Fri os fra det onde
Alison Bechdel: Bedemandens datter
Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si
Rupi Kaur: Mælk og honning
Vigdis Hjort: Arv og miljø (god)

Juli
Tarjei Vesaas: Broerne
Maren Uthaug: Hvor der er fugle (man fræser igennem den, god bog)
Anne-Caroline Pandolfo: Løvinden – et portræt af Karen Blixen
Henrik Wivel: Stockholm
Kim Leine: Profeterne i evighedsfjorden (Kim Leine er fantastisk)
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren 1 (faldt i søvn hele tiden, selv om det startede så godt)
Kim Leine: Rød mand/Sort mand
Pia Juul: Forbi (2018)

August
Tarjei Vesaas: Signalet
Julian Barnes: Når noget slutter (rigtig god)
Caspar Eric: Alt hvad du ejer (ja)

September
Steffen Kvernland: Much (God GN)
Delphine de Vigan: Dage med sult
Rupi Kaur: The sun and her flowers
Martin A. Hansen: Paradisæblerne
Delphine de Vigan: De loyale (2018)
Vanna Vince: Frida, The story of her life
Dorthe Nors: Spejl, skulder blink (Dorte Nors er virkelig sjov)
Per Petterson: Det er okay med mig
Barbara Stok: Vincent
Alison Bechdel: Are you my mother?

Oktober
Jon Fosse: Morgen og aften (Jon Fosse er noget helt særligt. Jeg er vild med hans måde at fortælle på)
F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby (virkelig god)
Hanne Østavik: Den tid det tager
Tom Kristensen: Hærværk (hold op der er smæk på, det går dog lidt i ring til sidst, men vildt moderne sprog)
Kasper Dalgaard: Jesus

November
Mathilde Walther Clark: Lone Star
Cameron Bloom: Penguin Bloom
Delphine de Vigan: No og mig

December
Jenny Jordahl og Martha Breen: Kvinder i kamp (god og informativ GN)
Marjane Satrepi: Kylling med blommer (skønne tegninger)
Marcel Schwob: Monelles bog (kontroversiel bog på en måde, spændende og mættet)
Kim Leine: Kalak (åh Kim)
Anna Degnholm: Grus
Kjell Askildsen: Venskabets pris
Birgitte Högh: Michael Kvium, den nådesløse (jeg er stadig ikke færdig med den)
Joan Didion: Intet gælder

2019:

Januar
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen
Pénélope Bagier: Rebelske kvinder der ændrede verden, skamløs
Guadelupe Nettel: Kroppen jeg blev født i. (2018) (fine erindringer)
Alberte Winding: Kastevind (2018) (fin og let som Alberte)
Emma Bess: Mødre, døtre, søstre (2018) (gode noveller)
Tina Månsson: Hestehullerne (2019)
Naja Marie Aidt og Cathrine Raben Davidsen: Blå og mørke spor (2018)

Februar
Jón Kalman Stéfansson: Sommerlys og så kommer natten
Janus Kodal og Anna Jacobina Jacobsen: Stien (2018)
Christina Hagen: Korrekthedsbibelen (2019) (virkelig sjov, men også til eftertanke)
Hanne Højgaard Viemose: HHV FRSHWN, Dødsknaldet i Amazonas (den vildeste bog i år indtil videre)
Jón Kalman Stéfansson: Himmerige og helvede (del 1) (ja, det er godt, smukt sprog, barsk og gode skildringer)
Aina Villanger: Nattnød (på norsk)
Hanne Højgaard Viemose: Mado

Marts
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker del 1
Sara Lundberg: Fuglen i mig flyver, hvorhen den vil.  (Helt utrolig smuk bog. Jeg både græd og nød den)
Hanne Højgaard Viemose: Hannah
Primo Levi: Hvis dette er et menneske (en bog man skal læse)
Jonas Eika: Efter solen (vildt gode noveller, virkelig en fornyelse)
Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år (som lydbog) (rigtig god, særligt at lytte til)

April
Jón Kalman Stéfanson: Englenes sorg (del 2)
Anders Haahr Rasmussen: En fandens mand
Glyn Dillon: The Nao of Brown
Carl Frode Tiller: Begyndelser (skøn bog, jeg var så fanget af den)
Judith Hermann: Sommerhus, senere
Jonas Gardell: Tør aldrig tårer bort uden handsker (del 2)
Kirsten Hamman: Ofte stillede spørgsmål (sjov og uden filter, skarp og godt skrevet)
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Maj
Hanne Højgaard Viemose: Helhedsplanen
Maja Lucas: Mor (rå og god)

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læsekreds

 

‘Intet Mellemnavn’ – 12 Jack Reacher-noveller

Lee Child er en skrivemaskine – pun intended – og spytter troligt en bog ud hvert år, og de gode folk på Jentas udgiver dem lige så troligt. Det lykkes også Child at få plads til at skrive en novelle eller to i ny og næ, og ’Intet mellemnavn’ samler 12 af dem.

Den indledende novelle er ny, men de andre har været trykt før i anden sammenhæng. På engelsk, altså. Historierne er helt nye på dansk.

‘Intet mellemnavn’ er en stærk samling af noveller med den ikoniske Jack Reacher i centrum.

12 (mere eller mindre) skarpe fra Lee Child

’Intet mellemnavn’ indeholder som sagt 12 noveller, og vi starter i en lille by i Maine med ‘For meget tid’, hvor Reacher nedlægger en tasketyv foran to politifolk og ender i fængsel. Som altid er der mere i historien, og ‘For meget tid’ er på mange måder en ærketypisk Reacher-fortælling, og en god, solid start på samlingen.

Den anden noveller, ’Den anden søn’, giver et fascinerende indblik i en ung Reacher og hele familien Reacher. Under familiens udstationering på Okinawa forsvinder en kodebog og nogle eksamensvar, hvilket fører til, at Reacher-brødrene – Jack og Joe – får uddelt nogle tæv til de lokale bøller. Og opklaret sagen, naturligvis. Klart en af samlingens bedste.

‘Hedebølge’ er den tredje novelle og har også en yngre Reacher i hovedrollen. Vi er i New York under en grum hedebølge i sommeren 1977. Reacher er i byen for at opleve Yankees spille, høre noget musik og måske endda rode sig ud i noget snavs med en pige. Ikke overraskende får vor mand mere end han ledte efter, og ender med at sætte nogle mafiosi på plads, småflirte på en meget Reachersk måde med en ung studerende og en ældre FBI-agent, og krydser vej med seriemorderen Son of Sam.

Normalvis holder jeg meget af de historier, der foregår under Reachers tid i militæret, men ’Langt nede’ er en af samlingens svageste. Den er dog stadig god, men når ikke op på siden af de andre historier fra Reachers militærtid. I jagten på en korrupt materielansvarlig får Reacher afdækket et større komplot og bliver meget mod sin vilje skruet ned i et jakkesæt.

Til gengæld er vi tilbage på ret spor med samlingens femte novelle. ‘Små krige’ udspiller sig også under Reachers tid i hæren. Reachers håndgangne kvinde Frances Neagley og Joe Reacher er begge med, og det højner altid underholdningsniveauet. Egentlig ville jeg gerne læser et par romancer eller bare noveller med Joe i hovedrollen. Han er en interessant karakter. Tematisk set læner historien sig op ad både ‘Langt nede’ og romanen ’The Enemy’. Sidstnævnte er endnu ikke oversat til dansk.

I ‘James Penneys nye identitet’ er Reacher sådan set ikke hovedrolleindehaveren, men spiller mere en central birolle, hvilket gør historien speciel, men ikke desto mindre svært læsbar. Man mærker Childs indre tillidsmand røre lidt på sig i historien om James Penney,

Reacher spiller heller ikke som sådan hovedrollen i ‘Snakken går’, men er i centrum for en ung kriminalbetjents sag. Titlen på novellesamlingen stammer i øvrigt fa ’Snakken går’, hvor kriminalbetjent bemærker, at Reacher blot hedder Jack Reacher. Ikke John eller noget andet, blot Jack. Jack Reacher. Intet mellemnavn. Novellen har en fin beskrivelse af Reacher set med betjentens øjne, og er en lille perle af et eksempel på, hvor lusket og listig Reacher også kan være, når det tager ham.

‘Ikke en øvelse’ bringer os tilbage til Maine, og langt ude i skoven i Naismith. Her bliver Reacher filtret ind i noget, der kunne være indledningen til et afsnit af X-Files. Jeg har en mistanke om, Child har hygget sig med at kanalisere sin indre Stephen King. Historien bobler i hvert fald af overskud og hentydninger. En ting er sikkert, skal jeg nogensinde på vandretur i en ældgammel, smådunkel skov, så vil jeg foretrække at gøre det i selskab med Reacher.

‘Måske har de en tradition’ er en kort og lidt svag historie, hvor Reacher strander i England i voldsomt snevejr og må hhv. agere fødselshjælper og detektiv.

‘En mand går ind på en bar’ er en af de sjældne historier, hvor Reacher tager fejl. Her fejllæser Reacher situationen og er lige ved at træde i spinaten, men ender alligevel med at dele nogle velfortjente øretæver ud.

‘Alt optaget’ er nok en kort julefortælling, hvor Reacher viser sin flinke side og agerer god samaritaner for en højgravid kvinde og hendes mand. Det er jo kun jul en gang om året. ‘Alt optaget’ er en sød historie.

‘Natteravne’ slutter samlingen af og er en lidt søgt, sær novelle. Reacher står af toget på en tilsyneladende forladt undergrundsstation og kommer op i et lige så tomt Manhattan. Indtil FBI dukker op, altså. Spøjs historie uden noget større mysterium og med Reacher som lidt passiv tilskuer.

Summa summarum

Childs stil og Reachers personlighed passer godt til den korte novelleform. Både stil og karakter er kontant og direkte, og de 12 historier viser, hvor eminent god Child er til at starte en historie og sætte en stemning allerede fra de første linjer.

Child formår også som få at lave lidt kringlede historier med små twists, som man sjældent ser komme. Der er som sagt et par fejlskud, men niveauet er generelt højt.

Novelleformen er også en god form til at belyse forskellige elementer af Reachers karakter og psyke. Bl.a. gennem den unge betjents øjne i ‘Snakken går’ eller via Reachers familie. Reachers far, marineinfanteristen Stan Reacher, leverer f.eks. i ’Den anden søn’ en svært rammende beskrivelse af sin yngste søn: ”Den kloge tager en pistol med til en knivkamp. Men Reacher var en omvandrende brintbombe.

Men Reacher tager også fejl i ny og næ. Han er ikke perfekt, om end han altid ender med at gøre det rettet. Eller som Reacher selv siger i ’Langt nede’ – “Jeg er født kontrær.” Det er sikkert også derfor, Reacher aldrig, aldrig nogensinde vælger den nemme udvej.

Den 22. bog, ’Under dække’ (’The Midnight Line’ på engelsk) er lige udkommet i Danmark, og den kan som alle Reacher-bøgerne varmt anbefales. Det er ikke min favorit, men den er god. Childs bundniveau er som sagt utrolig højt, hvilket man også ser i novellerne i ’Intet mellemnavn’. Selv de svageste er underholdende og velskrevne.

Child har foruden de 12 noveller i samlingen her skrevet to andre korte historier i samarbejde med hhv. Karin Slaughter i ‘Cleaning the gold’ og Joseph Finder i ‘Good and Valuable Consideration’.

Er du interesserede i at vide mere om Lee Child og Jack Reacher, så ligger der en fin artikel om både forfatter og helt her på Bogsnak.

Boginfo

Intet mellemnavn’ af Lee Child, 382 sider, Forlaget Jentas, 2018.

 

 

 

 

 

Paladser for folket – social infrastruktur og lokalsamfundets styrke

Tilbage i september 2018, da Eric Klinenbergs bog ’Palaces for the People’ udkom, sad en ung borgmester på sit kontor i South Bend i den amerikanske delstat Indiana, og kunne se tilbage på to embedsperioder, hvor hans by havde oplevet en økonomisk opblomstring og en mindre renæssance.

Borgmesteren, med det knap så mundrette navn Pete Buttigieg, var midt i at lægge det nye budget, men fandt tid til at anmelde ’Palaces for the People’ i The New York Times under titlen ’The Key to Happiness Might Be as Simple as a Library or a Park’, og han var ganske begejstret.

I skarp kontrast til mange anmeldere, ikke mindst mig, så ved Buttigieg, hvad han taler om. En del af South Bends økonomiske opblomstring skyldes nemlig SMART STREETS, hvor fokus var på at ændre den indre by til et sted med liv, som folk søgte til i stedet for blot at passere igennem. Altså et sted, hvor folk lever, ånder og interagerer.

Under sin tid i Flåden, gjorde Buttigieg tjeneste i en efterretningsenhed i Afghanistan, så han har også set den anden siden af medaljen; en fejlslagen stat uden civilånd og trivelige lokalsamfund.

Hvorfor har jeg nu så meget fokus på Buttigieg og hans oplevelser, spørger du rimelig nok?

Fordi Klinenbergs bog og hans pointer fortjener at blive taget alvorlig. Det er let at affeje min glæde ved biblioteker og social infrastruktur. Jeg er ansat på et og har arbejdet i en eller anden form for offentlig virksomhed hele mit liv, så min entusiasme kunne hurtigt tolkes som nok en offentlig ansat, der blot ønsker mere fokus på, hvor meget lige netop hans eller hendes indsats betyder. Også kendt som ”send flere penge syndromet”.

Men når en mand som Buttigieg finder ’Palaces for the People’ relevant og værd at bide mærke i, så betyder det noget.

Og så kan jeg også bare godt lide Pete Buttigieg. Han er en cool gut.

Men tilbage til Klingenberg og folkets paladser.

En hedebølges anatomi

Klinenberg starter med at fortælle om en hedebølge i sin hjemby Chicago. Da han undersøgte konsekvenserne af hedebølgen, opdagede Klinenberg noget interessant. Selv i nabolag, der på overfladen kunne minde om hinanden, var konsekvenserne meget forskellige. Da han dykkede ned i materien, fandt han, at den underliggende sociale infrastruktur betød meget for, hvordan de forskellige nabolag taklede krisen og kom igennem den.

Den indsigt fik Klinenberg til at skrive ’Palaces for the People’.

Og hvilken bog det blev!

Folkets paladser – en af 2018’s bedste og mest tankevækkende bøger.

Som biblioteksmenneske, så er det nærmest som at få et kontinuerligt kram af en stor blød bamse at læse ’Palaces …’. Det er dog ikke kun som bibliotekar, jeg føler bogen går rent ind.

Jeg er en af de der forbenede liberale typer, og her kan jeg mærke, der også er noget at hente. Bogen understreger nemlig på bedste vis, hvor vigtigt lokal- og civilsamfundet er for et menneskes trivsel og mulighed at bedre sine kår. Den sætter også fingeren på noget, som en del af mine mere radikale frænder alt for ofte synes at glemme, nemlig, at vi mennesker er sociale væsner, og for at udvikle os kræver det en form for stillads og rammeværk.

Det kræver med andre ord en social infrastruktur at have et civilsamfund.

Men hvad er social infrastruktur egentlig?

Social infrastruktur og folkets paladser

Indirekte, så er social infrastruktur de fysiske rammer, der gør et lokalsamfund kan eksistere, trives og dets beboere kan opbygge social kapital.

Det er skoler, offentlig transport, veje, broer, kloaker, sygehuse, plejehjem, dagplejere, parker, boldbaner, teatre, statuer, bænke, fortove osv.

Det er også adgangen til information, altså internet, biblioteker og public service.

Sagt på en anden måde; alle de ting, der skal til for at skabe levedygtige nabolag og lokalsamfund. Og, ikke at forglemme, et civilsamfund i det hele taget.

De gode folk på SGS Economics and Planning har lavet en fin præsentation af begrebet. Biblioteker er sågar nævnt. Læs mere her. Det er, tænker jeg, til dels et partsindlæg, men interessant alligevel, og det indikerer, ganske som SMART STREETS i South Bend, at social infrastruktur betyder noget og, hvilket man i disse DJØF-dage ikke skal negligere, giver et afkast.

I ’Palaces …’ kommer Klingenberg hele vejen rundt. Som man kan se af indholdsfortegnelsen, så handler bogen langt fra kun om biblioteker:

  • Introduction: The Social Infrastructure
  • Chapter One: A Place to Gather – Her er bibliotekerne især i fokus
  • Chapter Two: Safe Spaces – lidt om sociale boligkomplekser mm. plus grønne arealer
  • Chapter Three: Learning Together – skoler og uddannelser
  • Chapter Four: Healthy Bonds – plejehjem, blandede bebyggelser mm.
  • Chapter Five: Common Ground – det polariserede og opdelte samfund, og fællesskaber
  • Chapter Six: Ahead of the Storm – katastrofer og deres effekt
  • Conclusion: Before We Lift the Next Shovel – det tredje sted, private aktører og effekten af besparelser på bl.a. biblioteker

Gældende både for social infrastruktur, men især for biblioteker var der halvvejs gennem ’Palaces …’ en rammende udtalelse fra Sharon Marcus, som Klinenberg taler med om bibliotekernes betydning. Marcus fortæller om sin barndoms bibliotekarer: “They were just neutral. And that, I think, was a real gift. It made the library a space of permission, not encouragement that pushed you in a certain direction, where you feel like people are watching you and like giving you their approval, but just freedom to pursue what you want.” Det er en vigtig pointe, at hvis social infrastruktur skal fungere og rent faktisk give folk mulighed for at mødes og skabe egne fællesskaber, så skal det være uden særlige motiver eller bagtanker.

Den moderne bibliotekars opgave er hjælpe lokalområdet og samfundet.

Udover anekdoterne og gennemgangen af forskellige cases, så kigger Klinenberg også på, hvorfor private aktører ikke nødvendigvis kan dække vores behov for et tredje sted. Bl.a. fordi man ikke nødvendigvis kan hænge ud på en café i timevis eller måske har råd til det. Man opbygger heller ikke sociale relationer på samme måde, som man eksempelvis kan gennem en læsekreds eller på et aftenskolehold.

Skal man sige noget negativt, så er det, at Klinenberg måske er lidt for ukritisk i sin glæde ved stort set en hvilken som helst form for social infrastruktur. Men det er heller ikke hans intention. Klinenberg ønsker at vise, det er nødvendigt med biblioteker, parker og lignende tilbud. Så må det være op til andre at prioritere.

Røde pølser eller opera – folket kontra eliten

Med den nylige debat om elitær og folkelig kultur in mente, så er det interessant at se, Klinenberg ikke skelner, men dog har fokus på elementer og mekanikker, der bringer folk sammen. Ikke mindst lokalt.

Og det tænker jeg også i bund og grund er, hvad kultur handler om. At skabe en ramme, et fællesskab og en fortælling, vi alle kender og kan se os selv i.

’Palaces for the People’ er velskrevet, spækket med opbyggelige anekdoter og interessante cases, og er en bog, som burde ligge på enhver politikers og embedsmands natbord. Jeg har allerede sendt ’Palaces …’ til flere af mine venner og veninder i biblioteksvæsnet, men måske Henrik Sass Larsen også kunne bruge en.

 

Boginfo

Palaces for the People – How Social Infrastructure Can Help Fight Inequality, Polarization, and the Decline of Civic Life’ af Eric Klinenberg, 277 sider, Crown, 2018.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Portræt af en læsekreds

Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Æstetikken spiller på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Altid. Her et foto fra 2018.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

En forside uden pjat.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Læg trykket på hhv. “et” og “sted”.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser