Boggaver og litteratur, der viser sig at være overraskende god

For nyligt var jeg så heldig at få en bog forærende – og det selvom det hverken er juleaften eller min fødselsdag.

Boggnasker som jeg jo er tager jeg glædeligt imod bogen og begynder at ren nysgerrighed at google anmeldelser af bogen. Ikke at det har den store betydning, jeg vil læse bogen uanset hvad andre måtte mene.

Anmeldelserne er meget positive, næsten overstrømmende. Det er lige før jeg tænker om folk overdriver, men der er jo kun en måde at finde ud af det på.

Bogen findes frem.

“Bjørnen” af Katrine Marie Guldager – udgivet på Gyldendal tidligere i 2018.

Bogen ER rent faktisk god….og skidesjov, faktisk. Forfatteren har humor og jeg er ganske pjattet med bogen.

Hvorfor, spørger du? – det kan du blandt andet læse lidt om i denne anmeldelse:

Vibse er midaldrende, faktisk lidt ældre en midaldrende – og det spiller ikke rigtigt for hende. Hun er netop blevet fyret fra sit job som gymnasielærer fordi hun var for åbenmundet overfor sin chef – og det selvom hun havde været ansat i 15 år inden ham tossen kom til og næsten inviterede til, at hun skulle sige sin ærlige mening op i hans åbne ansigt.

Datteren Laura flyttede hjemmefra 3 dage efter hun blev fyret – den lille ælling er blevet voksen og skal ud i verden – også selvom det er mere end almindeligt svært for moderen at give slip.

Om fredagen i denne helvedesuge har Vibse et stort skænderi med sin mand – lad os kalde ham Bent, selvom han faktisk hedder Lars – og så får Vibse nok.

Hun skrider fra det hele. Damper af til familiens sommerhus i Sverige, så kan de sgu have det så godt alle sammen, røvhuller !

Til at begynde med virker det som en god ide at fordampe så man kan få sig lidt fred fra alle idioterne, men måske er det slet ikke så smart igen at bevæge måsen hen i et sommerhus midt på vinteren, hvor der er faldet en del sne. Især ikke når man er tvunget ud i, at redde den mand, der bor i nabohuset og man for øvrigt ikke er særligt minded til at kapere de udfordringer, det kan give at skulle klare alting selv. Måske er folk derhjemme slet ikke så store røvhuller, som man egentlig havde bestemt sig for, at de skulle være.

”Bjørnen” er en roman om en kvinde, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med sin egen angst – og en stor, brun bjørn i Sverige.

På bogens bagside beskrives bogen også som en roman om en kvinde, der på flere måder kæmper for sit liv, om tab, skam og om at finde den mening med tilværelsen, der fra tid til anden vanskeligt lader sig finde når man befinder sig i en personlig krisesituation.

Katrine Marie Guldager har med ”Bjørnen” bedrevet en virkelig fin roman, som jeg synes var både underholdende og humoristisk, men som samtidigt på dygtig vis beskriver hvordan det opleves når lokummet vælter for en og alting går i den gale retning – og det har alle mennesker over 40 vist prøvet.

Solidt håndværk, underholdende læsning og på alle måder en overbevisende læseoplevelse, som jeg næsten ikke kan anbefale varmt nok – det her er altså en af den slags bøger, der SKAL læses.

Livet er ikke andet end en overgang

August er måneden, hvor mange vender tilbage til jobbet efter en lang sommerferie. Mange har fået arbejdet på afstand og ser nu på det med friske øjne. For andre er august måneden, hvor livet som senior officielt begynder. Sommerferien er slut. Verden går i gang igen, men uden at man selv skal tilbage på en arbejdsplads.

Jeg griber fat i denne vinkel i dette indlæg, hvor du både kan læse om en ny interviewbog om indgangen til seniorlivet og få skønlitterær inspiration fra Island og New York.

Måske er du tilbage på kontoret. Måske har du endegyldigt sagt farvel til det traditionelle arbejdsliv og skal nu hellige dig 100 andre selvformulerede opgaver. Om vi er unge, voksne eller ældre kan vi have brug for at blive inspireret af andres historier om vigtige overgange i livet.

Meget godt i vente
Ældre, pensionister, gamle, gråt guld: Der er mange betegnelser for den generation, som befinder sig i den tredje alder. Ingen af de 12 personer i den lille, koncentrerede interviewbog Meget godt i vente identificerer sig med en tilværelse præget af slumretæpper og endeløs krydsogtværsløsning. Det skal siges, at ingen af dem er nedslidte efter et langt, fysisk krævende arbejdsliv, men har mange kræfter i behold, som de bruger på f.eks. bestyrelsesarbejde, undervisning og skabelse af teaterforestillinger.

Mange af interviewpersonerne siger, at de finder inspiration til deres seniorliv hos deres egne forældre, som i nogle tilfælde var aktive langt op i 90erne. Det er netop formålet med bogen: At give en bred skare af læsere inspiration til, hvordan mødet med den tredje alder kan forme sig og hvordan man selv kan forme det.

”Hvorfor tænke på det, når man er i 30erne, 40erne og 50erne?” kunne man spørge. Svaret er, at fortællingerne om afskeden med det traditionelle, regulerede arbejdsliv og alle refleksionerne i den anledning er værdifulde, når man står midt i arbejdslivet og trænger til en tænkepause. Hvad er egentlig det vigtigste i ens daglige virke? Hvad vil man gerne nå og hvad er værd at prøve, mens man er en del af arbejdsstyrken? Er der noget, der skal testes nu og ikke om 10 år?

Det var i hvert fald med de briller på, jeg læste bogen. Selv om de enkelte interviews kun er på 7-8 korte sider, så fik jeg klare billeder af de personer, der har været så modige at dele ud af deres erfaringer og tanker. Nogle af dem har stadig deres ægtefæller. Nogle er alene. Nogle har børn. Fælles for dem alle er, at de har gjort sig mange tanker om, hvad det betyder at blive ældre og indtage nye roller i livet.

Et par citater brændte sig fast. Keld på 69 siger: ”Officielt kaldes min nye livsfase for ”seniorlivet” eller ”pensionisttilværelsen”, men jeg foretrækker i det daglige at kalde den for ”selvtilrettelæggende”. Det lyder knap så støvet (…)”  (s. 33).

Ordet ”selvtilrettelæggende” har en ganske anden klang end ”pensionist”, og samtidig betegner det en af den store udfordringer, når ens uge ikke længere er defineret af 37 timer: Hvordan håndtere friheden og udnytte alle dens muligheder? Hvordan finde balancen mellem det planlagte og det spontane, når du man er herre i eget hus? For nogle af personerne har det været en løsning at lave en gradvis nedtrapning og arbejde på deltid, færre og færre timer hen over en årrække. Det er ikke oplagt for alle, endsige en mulighed. Men her kunne ligge en løsning, når det gælder samfundets ambition om, at vi alle sammen bliver længere på arbejdsmarkedet. Fra 37 til 30 til 25 til måske 15 timer ugentligt? Og så takke af en i alder af 85?

Gerd på 69 siger: ”Det vigtigste råd, man kan give, er, at der er mange veje ind i pensionistlivet. At man lytter til sig selv og ved, at der er en vej ud, hvis man er stoppet for tidligt. At man ikke bare siger, at nu har jeg fri. Fri til hvad? Andre siger, at de har travlt som aldrig før. Ingen af de yderpunkter har jeg ønsket mig. Man skal gerne kunne rumme, at det ma forlod, har været godt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er nuancer i det. ” (S. 28).

Gyldne efterårsfarver markerer overgangen til seniorlivet. Det er ikke vinter endnu i livets store fortælling.

En lille bog med store temaer
Forfatterne Bodil Høgh og Christina Fich Jensen skal have ros for den letflydende og sprogligt klare udgivelse, som med 12 almindelige danskeres livshistorier fortalt i et afdæmpet toneleje har givet mig anledning til at spekulere 30-40 år ud i tiden. Jeg siger tit, at jeg vel bare skal arbejde, til jeg bliver 80 og at der ikke findes folkepension og andre velfærdsgoder af den karakter, når jeg bliver gammel. Der er nok andre scenarier – og hvad nu hvis jeg ikke kan arbejde så lang tid?

Lige her trænger samfundsvinklen på: Hvordan sikrer vi, at store generationer bliver ældre på den måde, der passer bedst til dem OG til samfundet? For nogle vil det være afgørende, at de stadig kan bidrage  – også med skattekroner, viden og erfaringer, der giver konkret værdi for andre. For andre vil det føles som et pres at skulle blive ved med at være en del af fortællingen om, at man helst skal være superaktiv som senior og bestige Kilimanjaro/vandre i de norske fjelde/være samme med børnebørn flere gange om ugen/være frivillig i en forening.

Jeg kan ikke slutte denne bogomtale uden at runde min mormor. Som så mange gange før har hendes historie noget at give mig. Tre uger før jeg blev født den 27. april 1976, døde min morfar pludseligt. Min mormors liv forandrede sig chokerende hurtigt. I august skulle min mor på arbejde igen. Min mormor genoptog arbejdslivet og passede mig hver dag. Det var lønnet arbejde og ikke bare en familietjeneste.

Midt i sorgen var der en stribe håndgribelige opgaver, der skulle løses. Jeg er ikke sikker på, at handy engangsbleer var inde i billedet. Seks timer hver dag skulle mormor sørge for, at mine basale behov blev dækket. Den alt for pludselige overgang mellem ægteskab og enkestand blev akkompagneret eller distraheret af spædbarnspleje.

Hvad vil jeg sige med det? Jeg tror, det er noget i retning af, at det er muligt at tjekke ind og ud af arbejdslivet, selv om man officielt er blevet folkepensionist, og at vi ikke skal være bange for at invitere seniorer ind i arbejdsfællesskaber i bred forstand.

Havblik og en kvinde med mange talenter
Når du nu alligevel er i gang med at tænke over overgangen fra arbejds- til seniorliv, så kan du roligt læse den islandske roman Havblik af Kristín Marja Baldursdottír.

Hovedpersonen er den midaldrende Flora. Hun bliver fyret fra sit regnskabsjob i Reykjavik efter mange års tro tjeneste. Skuffet og tæt på bitter drager hun til en fiskerbygd i Vestfjordene. Her skal hun male et gammelt hus og skovle sne. Hen ad vejen bliver Flora en del af det lille samfund og knytter sig til flere af de yngre kvinder, der arbejder på fiskefabrikken. Det viser sig, at Flora har skjulte talenter som koncertarrangør og ad kringlede veje ender romanen med, at Flora får tilbudt et nyt job og dermed æresoprejsning. En kærlighedshistorie sniger sig også ind.

Baldursdottír er en mesterlig forfatter, og jeg nød hver eneste side af Havblik. Især fordi den dybe, tunge og meget karakteristiske islandske stemning af håbløshed stille og roligt forvandler sig til magi, kunst og forår på de 335 sider. Men også fordi fortællingen viser, at de mest mærkelige og kringlede veje ud i noget, man tror er en periferi, viser sig at fyldt med mening og formål. Men det ser man først bagefter.

img_2149

Islandsk romanforside på en bund af svensk, slidt lænestol.

Vinternoter og hvor mange morgener er der tilbage?
Paul Auster sidder ikke i en islandsk fiskerbygd. Han er i New York, og New York er i ham. Også i den selvbiografiske Vinternoter, hvor Auster er 64 år. Han står på tærsklen til sit livs vinter, som der står på bogens bagside. Han ser tilbage på sit liv og de ar og glæder, det har givet ham. Han reflekterer over overgangen fra barn til ung og andre vigtige overgange som at miste sine forældre.

En alvorlig bilulykke 2002 spøger i kulissen. Auster har ikke siddet bag rattet i årevis. Han er færdig med at køre bil efter ulykken, der var tæt på at koste ham og hans familie livet. Det er et grundtema i bogen: Ting, man har gjort for sidste gang. Der er meget, som Auster ikke har gjort for sidste gang, men tanken om at mange døre er lukkede, fylder mere og mere hos ham. Man kan roligt sige, at en vis melankoli præger bogen. Heldigvis er den kombineret med sanselige glimt af hverdagslivet  – fra at ligge en ekstra time i sengen om morgenen til at nyse og som dreng tumle rundt i en far-søn-brydekamp.

Vinternoter er nok mest en bog for Auster-fans, der kan gå på motivjagt undervejs og finde referencer til Tilfældets musik og andre Auster-bestsellere. Auster er for øvrigt på ingen måde færdig med at skrive. Sidste sommer læste jeg den over 800 sider lange roman 4321, hvor Auster endnu en gang udforsker tilfældighedernes paralleluniverser og viser fire forskellige udgaver af, hvordan livet kunne have været for hovedpersonen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Auster bliver ved med at skrive. Men hvad mon det bliver næste gang?

img_2151

Vinternoter kan med fordel læses i august, hvor man kan have behov for afkølende litteratur.

Boginfo
Meget godt i vente af Bodil Høgh og Christina Fich Jensen, 122 sider, Mellemgaard, 2018.
Havblik af Kristín Marja Baldursdottír, 335 sider, Gyldendal, 2017.
Vinternoter af Paul Auster, 234 sider, Forlaget Per Kofod (solgt til Lindhardt & Ringhof 2013), 2012.

Mere inspiration
I blogindlægget Skiftedato har jeg skrevet om min søn Askes overgang fra børnehave til SFO i foråret 2018. Der er heldigvis mange gode og forskellige børnebøger om dette arenaskift, der fylder meget i børns liv.

Politiken har i sommeren 2018 bragt en læseværdig serie med artikler om første dage og sidste dage i alle tænkelige afskygninger. Første dage og sidste dage markerer overgange i livet. Det kan være fra studie til arbejdsliv eller fra livet som par til indtagelsen af roller som forældre. Det kan også være transitionen fra arbejdsliv til seniorliv – hvad det så end er for en størrelse.

Socialrealisme og selvbiografier om udsatte mennesker….

Vi kan jo altid diskutere om socialrealisme er god eller dårlig litteratur.

Vi kan også diskutere om markedet ikke snart er mættet og om vi ikke allesammen har fået nok af mennesker som Lisbet Zornig Andersen, Lotus Turéll og andre, som har haft en barndom, der er udgået fra helvede.

Er det i virkeligheden ikke kun disse voksne mennesker, der kan kaldes for Underdanmarks fodsoldater, der får noget ud af at skrive deres erindringer ned mens alle vi andre sidder med deres erindringer/åbne sår hængende ud af en vis legemsdel? Kan folk dog ikke bare holde op med at lufte deres snavsede vasketøj og booke tid hos en psykolog i stedet for at plage os andre?

Næ, ikke rigtigt.

Jeg vil mene, at det er et sundhedstegn, at der er åbenhed om de syge miljøer nogle mennesker vokser op i, at det er udtryk for, at berøringsangsten og nogle af tabuerne er lagt på hylden. Samtidigt synes jeg det er både sejt og modigt, at nogle mennesker rent faktisk har modet til at udstille både sig selv og den familie de nu har trukket i livets lotteri….

For nyligt læste jeg en af disse socialrealistiske bøger; en erindringsbog med titlen “Kommunebarn”. Det er faktisk en bog alle burde læse, uagtet at den giver mareridtslignende drømme og på ingen måde er en munter bog.

Der er kommet denne anmeldelse ud af læsningen af bogen:

”Kommunebarn” er en af den slags bøger, der er langt mere uhyggelig end nogen krimi du nogensinde har læst og mere skræmmende end den værste og mest blodige horrorfilm man kan tænke sig. Forskellen er bare, at der her er tale om virkelige hændelser og ikke begivenheder, der er udsprunget i en fantasifuld forfatters kringlede hjerne.

Laura Helena Pimental da Silva bliver født i Brasilien i en familie, hvor faderen er kriminel og moderen er alene med en børneflok. Familien er fattig og børnene går ofte sultne i seng. I et forsøg på at skaffe sig selv og børnene bedre levevilkår gifter moderen sig med en dansk mand og flytter til Danmark.

Det viser sig at være et katastrofalt dårligt valg, både for mor og børn.

Lauras stedfar er en led, modbydelig satan, anderledes kan det ikke siges. Han tæver sin kone gul og blå, drikker for meget og voldtager børnene på skift og tvinger de andre børn til at se på mens han begår sine modbydelige overgreb på dem. Laura er kun et par år gammel da stedfaderen begår den første af mange fuldbyrdede voldtægter mod hende.

Børnene tvangsfjernes da Lauras ældre søskende fortæller en lærer i skolen om hvad der foregår hjemme hos dem, og herefter følger en årrække af anbringelser i plejefamilie og på opholdshjem for unge mennesker. Plejefamilien behandler Laura skandaløst, de gider hende ikke og fortæller hende ofte at hun ikke er en del af familien og at de ikke gider hende. Opholdende på opholdshjemmene er lige så katastrofale, det ene sted bliver hun udsat for blufærdighedskrænkelse af en af pædagogerne, der også sender hende lumre sms-beskeder, på et andet opholdssted går hun i sultestrejke på grund af dårlig behandling, men bliver ikke taget seriøst da pædagogerne udstiller hende som ustabil og spiseforstyrret overfor pigebarnets læge.

”Kommunebarn” er kort fortalt en bog om en barndom og ungdom i helvedes forgård og om et system, der gang på gang svigter udsatte børn og unge uden at lære noget som helst af fortidens svigt.

Bogen er meget, meget skræmmende, men det er samtidigt også en særdeles rammende beskrivelse af hvordan det er at vokse op i et meget sygt miljø.

”Kommunebarn” er en meget overbevisende og skræmmende bog. Bogen er velskrevet, logisk opbygget og giver læseren et godt indblik i den psykologi, der gør sig gældende i syge familier – og i et sygt behandlersamfund, hvor de udsatte børn behandles værre end det skidt man træder på.

Lad denne bog være en lærestreg for behandlersamfundet – og lad os alle reagere prompte hvis vi har mistanke om at børn eller unge vanrøgtes.

5 meget store stjerner herfra – og dyb respekt til forfatteren hun er en meget modig og meget sej ung kvinde og jeg ønsker hende alt det bedste her i verden.

 

 

Berlinerblåt og en Philip Kerr i storform

Nogle gange er der romankarakterer, der lejrer sig og hænger ved. De gør et uudsletteligt indtryk og man føler næsten, de er en del af ens slæng. En kammesjuk. En af vennerne.

Sådan er det med Bernie Gunther.

Seneste og muligvis bedste bind i ‘Berlin Noir’-serien.

Vi er i gang med bind 12 i ’Berlin Noir’-serien og vi fortsætter, hvor vi slap i ’Hinsides tavsheden’. Under dækidentitet hygger vor mand og modvillige helt Bernie Gunther sig ved den franske Riviera, hvor han forsøger at leve skjult og godt. Det får han (heldigvis) ikke lov til, og snart kastes vi ud i en dramatiske historie med rødder i tiden op til Anden Verdenskrig.

Som med de fleste af de senere bøger i serien er der to parallelspor. Et, hvor vi følger Gunther i hans nutid – i dette tilfælde 1956 – og et, hvor vi følger den gode mand i tiden op til udbruddet af Den anden verdenskrig i 1939.

Og ganske som med seriens andre titler, så kommer fortiden i den grad til at hjemsøge Gunther.

Bernie Gunther er ikke en mand, der er god til at tage imod ordre – eller gode råd for den sags skyld – og i den foregående ’Hinsides tavsheden’ lykkedes det Gunther at lægge sig ud med det østtyske sikkerhedspoliti i form af Erich Mielke. Stasi-chefen Mielke forsøger nu, efter at have opsporet vor helt i sit skjult ved Rivieraen, at tvinge Gunther til at rydde op i rodet ved at myrde en af karaktererne fra ’Hinsides tavsheden’. For at sikre Gunther makker ret, sætter han sin håndgangne mand, Friedrich Korsch, til at våge over Gunther.

Og det er netop Mielkes håndlanger, der binder historier sammen. Gunther mødte nemlig Korsch som opdager i Berlin og arbejdede sidst sammen med ham i 1939, hvor det andet historieforløb udspiller sig.

Handlingen kort …

I 1939 hverves Gunther af ingen ringere end Reinhard Heydrich til at bistå Martin Bormann med at opklare mordet på en ingeniør. Se, det lyder måske lidt tamt og ordinært for en Kerr-bog, men ingeniøren blev skudt, mens han stod på terrassen på Berghof.

Og uret tikker, Bormann er nemlig i gang med at renovere og udbygge Berghof som en gave til Hitler på dennes 50-års fødselsdag. En dag som nærmers sig hastigt. Gunther er altså under pres. Både fra Heydrich, som ønsker at score billige politiske point og samle snavs på sine rivaler, og fra Bormann, der frygter Hitler udebliver og Bormann derfor mister indflydelse og de mange penge, han på skurkagtigvis i forbindelse med byggeriet afpresser af trofaste partifolk og lokale beboere.

Mens Gunthers yngre jeg forsøger at holde sig foran koblet af blodtørstige nazister ved at opklare et mord, ingen rigtig synes interesseret i at opklare, så går den vilde jagt i 1956, hvor det dog her er Stasi og det franske politi, Gunther forsøger at undslippe i sin færd tilbage til Tyskland og sikkerheden.

Monstre i menneskeham

Et af Philip Kerrs kunstgreb er at tage udgangspunkt i historiske hændelser og personer, og få dem til at komme til live. I dette tilfælde fremmaner Kerrs pen blandt andet Stasi-chefen Erich Mielke, SS-general Reinhard Heydrich og ikke mindst rigsleder Martin Bormann. Mielke og Bormann portrætteres som gangstere af den gamle Chicagoskole, mens Heydrich er mere skræmmende end nogensinde før. Ironisk nok fordi han udviser en modikum af selvironi og humor. Hans menneskelige side gør hans indre monster så meget desto mere fremtrædende.

En af de mere interessante karakterer er dog den relativt ukendte Gerdy Troost. Troost var Hitlers indretningsarkitekt og hjalp også med til at designe medaljer mm. Hun bliver et eksempel på den type nazist, der kun ser det gode i Hitler og giver kredsen omkring ham skylden for styrets overgreb og dårligdomme. Hun hjælper Gunther og er på alle måder en sympatisk karakter, men også nazist til benet.

Simon Sebag Montefiore sagde engang i forbindelse med sit virke som historiker og forfatter, at hvis man skulle lære de forskellige historiske personer at kende, så skulle det ske gennem skønlitteratur. Og det beviser Philip Kerr til fulde. Ingen har som han gjort Nazi-Tyskland levende for mig. Folk som Heydrich og Himmler er ikke længere nærmest karikerede monstre i en historiebog, men levende væsner, og det gør dem både værre og mere uhyggelige. For pludselig opdager man, at der ikke er tale om dinosaurer, der intet længere har med nutidens mennesker at gøre, men mennesker som alle andre. (Sådan da.) Uden at gøre anmeldelsen til en længere politisk tirade, så er det ikke mindst i disse dage en skræmmende erkendelse at komme til.

Nuvel, det er dog blot et af elementerne ved Kerrs formidable forfatteregenskaber. Først som sidst, så er det nu Kerrs evne som historiefortæller, der tiltrækker mig og gør ’Berlinerblåt’ til den fantastiske bog, den er.

For den ER intet mindre end fantastisk.

’Berlinerblåt’ er måske seriens bedste bog, hvis man ser bort fra den oprindelige trilogi. Og i den henseende fortjener oversætter Ole Steen Hansen i øvrigt et stort klap på skulderen for at ramme den særegne tone i Kerrs bøger og bidrage til, at bogen på danske er så vellykket et værk.

Boginfo

’Berlinerblåt’ af Philip Kerr, 522 sider, Modtryk, 2018.

 

 

 

 

 

Sommerinspiration fra Bogsnak

Blogkollektivet deler sommerlæsnings-lister. Enjoy 🙂

Prolog

Det startede med en hollandsk prinsesse med en mission. Der var også en fransktalende engelsk ungarer, der prøvede at lære hollandsk, når hun ikke lobbyede i EU’s magtcentre.* Og en amerikansk milliardær selvfølgelig, men han tog hjem igen. Sammen mente de, at Europas biblioteker er nøglen til at bekæmpe analfabetisme, promovere læsning og bringe teknologi ud til folket.

Prinsesse Laurentien (af Holland, ikk’?) stiftede Reading & Writing Foundation i 2004, og heraf sprang programmet Public Libraries 2020, som under superlobbyist Ilona Kish har startet MEP Library Lovers initiativet. Og nu er vi her. MEP står selvfølgelig for “Member of the European Parliament,” og det er simpelthen en gruppe af EU-parlamentarikere, der er erklærede biblioteksfans. Nej, der er ingen danskere blandt dem …

Jeg blev selv (Mikkel red.) involveret i al denne lobby – og programisme i 2012, da Bill & Melinda Gates Foundation brugte de føromtalte ildsjæle til at sætte fokus på bibliotekerne som et sted, alle kan møde og lære teknologi. Jeg var dansk tovholder og blev ligesom hængende i det europæiske system. Derfor har jeg også en halv finger med i nedenstående.

Op til sommeren har de biblioteksglade parlamentarikere produceret en ambitiøs læseliste – “60 books for the summer” – til alle interesserede. Folderen er vist ovenfor, men den kan også skaffes lige her, hvor alle bøgerne får et par ord med på vejen fra politikeren, der anbefaler den. Hvor mange har du læst? Jeg er på hele fire … suk. De ambitiøse starter med nr. 1 og læser sig igennem. Hvis det alligevel er for meget, så følger her vores inspiration til sommerlæsning. Hvad vi selv håber at få læst.

Husk, at bragende sommervejr er perfekt til at sidde indenfor og læse! Okay, gå udenfor, hvis du insisterer, men luk døren efter dig og lad kaffen stå, please.

2018-06-23 13.01.27* Ilona Kish er af blandet engelsk og ungarsk oprindelse. Lidt new zealandsk er hun vist også. Faktisk tror jeg, hendes new zealandske mor og ungarske far mødtes i London lige efter Budapest-opstanden i 1956. Hun taler flydende fransk, men fornemmede, at der var et hollandsk Bruxelles, hun slet ikke så, så hun begyndte at gå til hollandsk. Og ganske rigtigt. Pludselig gav skilte mening ligesom avisoverskrifter og butiksfacader og løbesedler og reklametryksager, og i radioen viste en del kaudervælsk sig pludselig at være trafikinformation om situationen på hovedvejene fra Amsterdam til Bruxelles. Ilona og jeg deler den livsfilosofi, at tilværelsen efterligner litteraturen, så hun anbefalede mig China Mievilles “The City and the City” for at forklare oplevelsen, og den skuffede ikke!

Lisbet

Lisbet foreslår en kort, en lang og en, du kan lytte til sammen med nogle børn.

En kort:Det ultimative landshold: Fra Sepp til Saransk af Nikolaj Steen Møller:
I serien ”Bøger som er skrevet af mine veninders kærester/mænd” er jeg nu kommet til en underholdende fodboldbog, som er oplagt at tage med på stranden.  Jeg er ikke specielt interesseret i fodbold – og så alligevel. Når Nikolaj Steen Møller laver portrætter af de største i dansk fodbold, så er det underholdning, kulturhistorie og genial sportsformidling i en sprød kombination.

Forfatteren har lavet dette benspænd (klippet fra Byens Forlags hjemmeside): ”Hvis du skulle udtage Danmarks VM-trup, og der var frit valg på alle hylder – hvem ville DU så vælge? Vi har håndplukket 23 mand, og der er kun én regel: De skal have spillet på landsholdet, efter Sepp Piontek tog over i 1979 og ændrede alting. Så her er portrætter af en spillertrup i absolut verdensklasse. Vi har blikken­slagere og Ballon d’Or-indehavere. Motorcykelbetjente og europa­mestre. Amagerdrenge og Europacup-vindere – ja, de overlapper endda.”

img_1876

Måske kunne man også overveje bogen som en forsinket Fars dag-gave.

NB: Andre veninders mænd er Lars Hvidberg, der er manden bag Mod til at tvivle (Ahmed Akkaris historie) og Simon Glinvad, der senest har skrevet romanen Medskyldig.

En lang:Udvandrerne af Vilhelm Moberg.
I løbet af en lang sommerferie har man brug for tilfredsstillelsen ved at læse et decideret romanværk fra ende til anden. Jeg foreslår klassikeren Udvandrerne af Vilhelm Moberg, der består af fire bind.

Romanerne handler om småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen, udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs.

Det hele sættes ekstra meget i relief, hvis man sidder på en svensk ødegård og nyder ferielivet i omgivelser, der kunne have været rammerne om Karl Oskar, Kristina og alle de andre brave menneskers liv for 150 år siden.

En, du kan lytte til:Troldeliv af Sissel Bøe og Peter Madsen
Disse historier om troldefamilien ude i den store skov er sjove og underfundige. Mange af troldenes skærmydsler vækker mindelser om en dansk småbørnsfamilies liv anno 2018. På eReolen ligger alle bøgerne som lydbøger indlæst af Ellen Hillingsøe. Hun er en af de mest geniale oplæsere i Danmarks. Hendes diktion og stemme bliver vi aldrig trætte af hjemme hos os. Min søn på seks og jeg fornyr lånet af denne lydbog igen og igen, så jeg tror, vi er oppe på fjerne afspilning af de tre en halv time, som den varer.

God til de lange bilture. God til regnvejrsdage i sommerhuset. God til en fredelig stund, mens man lægger puslespil og drikker saftevand.

Jan

Falske værdier’ af Lee Child. Det er lidt snyd, jeg har nemlig læst den på engelsk, men Childs Reacher-karakter er min store helt, så den tåler et genlæs og vil klæde min bogreol. Så vidt jeg husker er det også en klassisk Reacher-bog; der er med andre ord dømt tæv, kaffe og krambare vimser for alle pengene.

Berlinerblåt’ af Philip Kerr. Sammen med Jack Reacher er Bernie Gunther blandt mine absolutte yndlinge, når det kommer til romankarakterer. Den er som de andre bøger i ‘Berlin Noir’-serien en historisk spændingsroman med rødder i Anden Verdenskrig.

2018-06-23 13.57.02

“Berlinerblåt” på eReolen

Lone Star’ af Mathilde Walter Clark. Clark er en af de få danske forfattere, jeg bare må læse. Jeg elsker hendes sprog og blik for mennesker. ‘Lone Star’ handler om en far, en datter og Texas, og kunne se ud til at være autobiografisk, hvilket normalt ikke liiige er mig, men som sagt, Clark er en gudsbenådet forfatter, så den må læses.

Mikkel

Top-3 liste? Ptøj! Som alle, der har rejst med mig, ved, er jeg voldsomt ambitiøs på egne læsevegne, når jeg har mere end en time til rådighed. Min kuffert bliver jævnligt fyldt med 8-10 bøger til et par dage, for, hey, flyvetur, ikk’? Jeg er faldet i samme fælde her. Jeg får brug for flere sommerferier, men lad os nu ikke sætte barren for lavt.

2018-06-23 09.49.43

Jeg skal læse op på markedsføring, som vi arbejder meget med i Købehavns Biblioteker. Vi er ved at vende vores hidtidige produktfokus til et borgerfokus. Derfor “Moderne Markedsføring 2. udg.” og “Strategic Marketing for Non-Profit Organizations 7. udg.” Vi arbejder også på at integrere vores fysiske tilbud med de digitale, og her er Rasmus Houlinds “Hvis det handler om mig, så køber jeg!” omnichannel-biblen.

Jeg skal have taget 2.000 billeder som sædvanlig og er ved at arbejde mig gennem klodsen “The Photoshop Lightroom Classic CC Book.” Åh, jeg æælsker kæmpe fotobøger!

Afhængig som jeg er af selvhjælpsgenren, skal jeg have genlæst “Everyday Zen” og “Nothing Special” af Charlotte Joko Beck – en slags kvindelig Zen-Yoda – i samarbejde med filosofi-professor Steve Smith. Nu jeg er færdig med Alan Watts’ klassiker “The Wisdom of Insecurity,” er jeg mere åben for, hvad Beck og Smith prøvede at fortælle mig nede i nullerne, tror jeg.

Til rå strandlæsning (ikke at jeg ville blive fanget død på en strand) har jeg planlagt rumopera-trilogien “Humanity’s Fire” af Michael Cobley. Mest for ikke helt at miste min SciFi-troværdighed hos medblogger Jan. Jeg glæder mig også til Michelle Birkby’s serie om kvinderne fra Baker Street 221b; Mrs. Hudson og Mary Watson. Jeg fik købt to’eren i en boghandel i Riga i december, og jeg har lige fået et’eren hjem fra Amazon.

Rie

Sjældent har jeg glædet mig så meget til sommerferien som i år. Måske er det forårets fine vejr, der gør det. Den store pause. Forventning om ro. Og uro. Børn der hviner, griner og keder sig. Forestillingen om udstrakt tid. Om tid til at tænke sig om, besøge venner og være sammen med familien. Læse.

Ligesom Mikkel har jeg en tendens til at overdrive min læsekapacitet i sommerferien. Men det er en del af charmen ved sommerferien, at der er tid til at skeje lidt ud i læseplanlægningen.

En af mine litterære følgesvende bliver den britisk-pakistanske forfatter Kamila Shamsie. I romanen ”Kartography” skriver hun skriver poetisk, morsomt og hjerteskærende om forholdet mellem Bangladesh og Pakistan gennem barndomsvennerne Raheen og Karim og deres forviklede familieforhold. Jeg læste romanen for 10 år siden, og det er en af de romaner, der har sat sig fast og med jævne mellemrum finder vej til min bevidsthed. Da jeg i efteråret var i London med min søster, fandt jeg en signeret udgave af hendes seneste roman ”Home fire” i Waterstones, og den har smilet til mig fra bogreolen siden. Et løfte om gode stunder i vente.

Jeg har det med at låne mine bøger ud og glemme, hvem jeg har lånt dem til. Det er en dårlig vane. Min udgave af ”The things they carried” af Tim O’Brien er derfor forsvundet udi det bogløse tomrum, og jeg har savnet den. Men nu har jeg købt den igen, og jeg både glæder mig til og gruer for at genlæse den. Da jeg alligevel havde spenderbukserne på, fik jeg samtidigt købt ”In the Lake of the Woods”, som jeg har læst (mørk), og ”If I die in a Combat Zone”, som jeg glæder mig til at læse. Tim O’Brien er kendt for sine romaner om soldaterlivet i Vietnam og er et bittersødt bekendtskab. Romanen, som hedder ”Det de bar” på dansk, er en meget ærlig og kompromisløs skildring af en gruppe soldater i den amerikanske krig i Vietnam. Det er en fortælling om krig som fraværet af moral og et opgør med de løgne, som krig medfører. Læs hans romaner mens du er omgivet af folk, der elsker dig, og hvor livet giver mening. De kræver en vis balance.

IMG_5867

Hør nu her! Det er for vildt. Fantasy med noget på hjerte. Vil I ikke godt tage at læse N. K. Jemisins ”Broken Earth”-trilogi? Den handler om Essun, som er orogene (en person, der kan manipulerer jordens energi og fx forårsage eller forebygge jordskælv). Essun bor i det dystopiske Stillness, som består af små selvforsynende kolonier. Livet i kolonierne er bygget op omkring strenge regler, der skal sikre koloniernes overlevelse i de perioder, hvor katastrofale klimaændringer (Fifth Seasons) hærger. I Stillness lever man i konstant undtagelsestilstand og orogenes er frygtet og hadet. Man lever af jordens nåde, og jorden er ikke barmhjertig. Bog 1 og 2 har vundet Nebula-prisen i hhv. 2016 og 2017 og bind 3 har vundet Hugo-prisen i år. Jeg tror ikke, at den er udgivet på dansk, hvilket er helt uforståeligt, men mon ikke det er et spørgsmål om tid. Jeg er i gang med at læse mig gennem hendes øvrige forfatterskab og har for nylig færdiggjort ”The Inheritance”-trilogien, som også er fin. I ferien er tiden kommet til hendes Duologi ”Dreamblood”.

Og så er jeg stadig i gang med Leines “Profeterne i Evighedsfjorden”, som jeg nu har præsteret at komme en tredjedel igennem. Jo, jo bevares – den er god. Men den vil ligesom ikke sidde fast – nu skal den læses færdig!

Og endelig skal min datter Kaia på 7 og jeg læse Kaptajn Underhyler-serien. Og letlæsningsbøger om Gro, der er god til at skate. Jeg har også meget lyst til at læse Momo og tidstyvene med hende, men jeg tror vi må vente lidt endnu. For en måneds tid siden måtte vi lægge Harry Potter tilbage på hylden, da den var for uhyggelig. Og vi var kun nået til fordelingshatten.

IMG_5876

Under Overfladen – et krimieventyr

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.

 

 

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.