Forsider, bagsider og det indimellem

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺️

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

 

Moster Else og verdenslitteraturen

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.     

lisbet og sigrid lavransdatter

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

img_1442

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

kristin lavransdatter til blog

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag? 

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.

“Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Signe Langtved Pallisgaards roman nr. 2 – ”Alle de liv” – udkommer simpelthen i dag, og  lad mig lige få dette ud med det samme: Signe har begået en meget smuk og poetisk roman om livet, døden og relationer mellem mennesker, mens vi nu er her. Når folk spørger mig, hvad en eller anden bog handler om, plejer jeg at slå dramatisk ud med armene og proklamere: “Den menneskelige tilstand!” Ja, det er selvfølgelig planket fra engelsk: “The human condition.” Denne gang vil det dog være helt rigtigt. Signe har rent faktisk skrevet en bog om den menneskelige tilstand.

27579704_2031476713790599_2329518582641197056_n

Tyvstjålet fra L&R’s fine blog: Forlagsliv

Lad os få synopsis af vejen: Emilie og Solveig har været veninder siden de var små, og selvom der har været kurrer på tråden, ikke mindst fordi de er så forskellige, har de holdt ved hinanden og kommer til det til døden. Bogstaveligt talt, fordi Solveig – den udadvendte, tjekkede og karismatiske af de to – har ALS og ikke så lang tid igen. Derfor tager de to til Californien på et roadtrip ned ad kysten. Valget af destination er ikke helt tilfældigt, men det er et væsentligt plotpunkt, jeg ikke skal afsløre her. Emilie, som er forfatter, skriver både noter om turen og flashbacks til venindernes opvækst og voksenliv, men også flashforwards; scener fra det fremtidige liv, Solveig aldrig får. På turen fra San Francisco til Yosemite gør de mange stop undervejs og møder mange mennesker, der både sammen og hver især er ramt af tilværelsen. Nogle gange rammer noget, og intet bliver det samme igen. Den menneskelige tilstand er, hvad det er.

signe_pallisgaard_credit_morten_holtum

Her er Signe herself. Hendes portræt hænger også uden for det lokale, hvor jeg plejer at holde møder med L&R’s folk vedr. eReolen. Endnu en måde, hvor jeg har aktier i hendes forfatterskab. Eller noget. Fotograf: Morten Holtum.

De gode mennesker på Lindhardt & Ringhof var så venlige at stille et anmeldereksemplar til rådighed for mig. Jeg har aldrig bedt nogen om et anmeldereksemplar før, og når “Alle de liv” blev den første, var der flere årsager. For det første kender jeg Signe en lille smule. Hun er i samme væsen som mig. Litterær konsulent i Gentofte er hun faktisk. Selvfølgelig var jeg også nysgerrig for at læse den bog, der har fyldt Signes Facebookside med stigende intensitet, som den nærmede sig deadline. For det andet har jeg været i Califonien to gange nu – i 2015 og 2017 – i samme område, som veninderne kører rundt i. Man skal godt nok være et koldhjertet bæst for ikke at forelske sig i Californien og californiere. I 2015 var jeg der samtidig med Signe, som havde hevet hele familien med i forbindelse med hr. Signes residens hos Stanford. Jeg kan godt lide tanken om, at vi trampede rundt derovre på samme tid. Signe lod sig inspirere af landskaberne og folk omkring sig og havde besøg af sin ALS-ramte veninde – ja, bogen bygger til dels på en rigtig situation – mens jeg gnaskede seafood i mig og nød sælerne og havodderne i Monterey. Sådan er vi så forskellige. For det tredje skal man udfordre sig selv engang imellem. “Alle de liv” er ikke en genre, jeg normalt ville kaste mig over, men jeg har nydt det, hver gang jeg har givet mig selv læseudfordringer. Senest med Celeste Ng’s “All the Things I Never Told You.”

Nu har jeg afsløret, jeg synes, det er en smuk og poetisk bog. Den er også for kort! Jeg ved ikke, hvad der er sket for L&R’s redaktører. Signe afslørede, da jeg snakkede med hende, at de havde skåret en del fra. Hvad det var, må Signe hellere selv afsløre ved lejlighed, hvis hun har lyst. Jeg kunne godt tænke mig mere om de to kvinder og deres venskab. Bogen er helt fyldt til randen af rørende og hjerteknugende scener og observationer, og dér, hvor veninderne er lidt på kant, fungerer supergodt og komplementært. Der er en nerve og realisme i nogle af de californiske møders uforløsthed, jeg også er helt pjattet med. Særligt ét, men det må du selv finde og se, om du er enig med mig i. Jeg synes nemlig, du skal købe “Alle de liv,” læse den og blive et bedre menneske. Det er dét, god litteratur gør ved én. Skriv til mig bagefter, så vi kan diskutere den 🙂

Signe Langtved Pallisgaard: ”Alle de liv.” Lindhardt & Ringhof. 2018. 208 sider.
Signe debuterede i 2014 med romanen ”Et andet sted.”

eReolen 2017 og 2018: ”Dette burde skrives med kurvediagrammer”

Som halvdelen af den nationale projektledelse i eReolen og en slags chefforhandler er det min store glæde engang imellem at gøre status for eReolen og se fremad her på verdens bedste blog – også for at give et kig ind bag kulisserne selvfølgelig.

Jeg gjorde det for 2016 med cirkeldiagrammer her.

Jeg gjorde det midtvejs i 2017 med søjlediagrammer her.

Logikken tilsiger, dette burde skrives med kurvediagrammer nu. Det er også verdens mest indforståede vittighed – kun jeg forstår den, men jeg synes til gengæld, den er ret sjov. Mere om dét nedenfor.

Jeg vil berøre tre emner her: Hvordan gik det så i 2017 og hvorfor? Hvordan ser det ud for 2018? Hvorfor er eReolen og mange store forlag altid så uenige? Det bliver lidt langt, men min spæde krop er fyldt med meget, der trænger sig på.

NB: Alt i denne blogpost er helt for egen regning. Jeg taler IKKE for eReolen, biblioteksvæsenet, Københavns kommune eller andre. Find selv på en institution, og jeg taler heller ikke for den!

2017

… var sgu’ god! Det burde så meget illustreres med et kurvediagram. Læg lige mærke til, at fem store forlag ikke var på eReolen i 2017 i modsætning til 2015.

ereolen 15-17

eReolens samlede udlån af ebøger og netlydbøger  2015-2017 månedsvist.  Vi måler helst selv antal unikke brugere, men vi bliver altid spurgt til udlånet. De to tal følges i øvrigt meget tæt ad.

Det var ganske klart halvt inde i 2017, hvordan det ville ende med at se ud, og det beskæftigede jeg mig med i føromtalte post.

Ganske kort: Mange af de store forlag holdt sig stadig ude, men Danmarks største digitale forlag, Lindhardt & Ringhof, var indenfor, og ikke bare øgede de titelmængden betragteligt – bl.a. i digitaliseringssamarbejder med eReolen – de lagde næsten alting ud med maksimal tilgængelighed. Hertil kom pæn succes med vores nye tilbud til børn & unge – eReolen GO! – som er indrettet til børns lystlæsning, og som en del kommuner og skoler har taget til sig. GO! løftede et ellers stagnerende ebogs-forbrug. Antallet af deltagende forlag steg til over 600. Har Danmark over 600 betydende forlag? Nej. Hvem er de så? Aner det ikke – og det er jo lidt syret, men jeg tror, der er mange enkeltmandsforlag, der varetager ejerens digitale rettigheder.

Tendensen omkring netlydbøger fortsatte også bare. De udgør 1/4 af titelmængden, men står for 2/3 af brugen. Folk vil bare have lyd. Det er endnu en ting til perlerækken af ting, jeg ikke forstår. Jeg har prøvet lydbøger, men jeg føler mig drivende til havs i tæt tåge i en robåd uden årer. Det går langsomt. Der er en oplæser, der har lagt sig forstyrrende ind mellem mig og bogstaverne. Jeg har ingen fornemmelse af, hvor langt jeg er, og jeg har ingen ankre; kun ord, der driver ud i tågen og forsvinder.

Statistikken afslører dog også udfordringer. Vi er fx ikke særligt gode til at fastholde nye læsere. 44% låner én bog og smutter igen. Det er mere markant for ebøgerne end netlydbøgerne, hvor det tilsvarende tal er 33%. Hvis de smutter til de kommercielle tjenester, så er det herligt, men det ved vi ikke. Vi bliver nødt til at give folk en bedre førstegangsoplevelse og kunne vi kontakte dem, ville det være fantastisk, men vi er hæmmet af, folk bruger CPR-numre som bruger-ID, for så må man – heldigvis – næsten ingenting.

Et par grundtal her: eReolen havde i 2017 256.008 unikke ebogslånere, 246.635 netlydbogslånere. Ialt 365.857 unikke brugere. De lånte 1.108.961 ebøger og 1.771.340 netlydbøger.

lånperbruger

Hvor stor en andel af de unikke brugere låner X antal bøger på et kalenderår?

Der var dog også politisk ballade i 2017. eReolen og forlagene, der stod udenfor (Gyldendal, Politiken, Modtryk, Gads Forlag, People’s Press), var under politisk pres for ”finde hinanden,” eller kulturminister, Mette Bock (LA), ville gribe ind og lovgive.  I december 2016 gav hun os en frist på et år, og selvom der egentlig altid har været en dialog, så fandt parterne sammen i forhandlingslokalet for alvor og begyndte den lange nats rejse mod dag. Skilt i synet på meget, men samlet i fælles angst for et indgreb, der i princippet kunne blive hvad som helst.

Dog var det heller ikke nemt at være kulturminister, tror jeg, for hvordan skulle et indgreb egentlig se ud? Skulle man tvinge kommunerne (der driver folkebibliotekerne) til at købe dyrere ind og på ringere vilkår? Det ville Kommunernes Landsforening sikkert have ét og andet at sige om. Er et indgreb overhovedet fedt, når man er fra Liberal Alliance? Og hvor mange forlag var egentlig for alvor interesserede? Det er et retorisk spørgsmål. Svaret er tre-fire stykker max. Mindst af alt nok ønskede hun at forstyrre dialogen og forhandlingerne, og direkte adspurgt, hvordan det gik med det hele, kunne jeg kun svare henholdsvis ”godt,” ”dårligt,” ”håbløst, ”fantastisk,” ”tror ikke på det” afhængig af, hvilken dag på ugen det var.

2017-11-27 10.10.27

En minister og en del forlagsfolk og forfatterepræsentanter og eReolen og andet godtfolk

Så i uge 50 fik vi først et sammenbrud og så et gennembrud med Gyldendal og Modtryk på samme tid. Detaljerne er behårede, men princippet er, at eReolen får adgang til forlagenes ebøger, men kun B/U-netlydbøgerne. Det skal man ikke være ked af. Det er næsten 7.000 gode ebøger og næsten 800 ditto netlydbøger. Køligt betragtet udefra – og det er svært for mig, der hverken er kølig eller udenfor – er det interessant at se det bratte skifte i forlagenes sigte. Tag vores tekst, men fingrene væk fra vores lyd! Midt-10’erne har da også været gode år for lydforlag. Bibliotekerne købte fysiske lydbøger ind for vanvittige stykpriser, og eReolen opdyrkede egenhændigt netlydbogsmarkedet til ganske hæderlige klikpriser. Nu er alle på lydvognen, men et par forlag så gerne eReolen sparket helt ud af vognen. Ak, ak. Utak er sandelig verdens løn 😉

Så mangler vi egentlig bare Politiken, Gads Forlag og People’s Press, og her har andre fronter åbenbaret sig. Der er konkrete forhandlingsforløb i gang, og det ville trods alt undre mig, om ikke vi finder hinanden. Forhåbentlig alle tre, men to kunne også gøre det. I 2015 var vi alle sammen samlet sidst, men aktiviteten var for stor, skønnede nogle forlag og trak sig ud igen i 2016. Denne gang prøver vi mere forsigtigt, og så håber vi, det bliver en langvarig romance.

2018

I det ny år kommer vi til at krydse 30.000 ebogstitler og 8.000 netlydbogstitler. Der er retrodigitalisering i gang med både ebøger og netlydbøger. Der udvikles nye formidlingskoncepter hele tiden, og bibliotekerne er i fuld færd med både at arbejde med national formidling, genbrug og deling på den ene side og digitalt mindset på bibliotekerne på den anden side. Vi har spritnye websteder på ereolen.dk og ereolengo.dk, og i løbet af 2018 får vi nye apps til iOS og Android. Alt er godt. Send flere penge!

Der er såmænd også rigeligt med udfordringer, så vi kan næppe blive for beredt. De kommende generationer er mobile og digitale, og årgangenes lystlæsning falder år for år. Tiden går i stigende grad med først og fremmest chat og YouTube.

publicservice

Stor forskel i unge og midaldrendes medieforbrug. Fra den såkaldte public service-rapport 2016.

Tænketanken Fremtidens Biblioteker udgav i efteråret en kvantitativ rapport om børns læsning. Den kvalitative rapport kommer ultimo februar 2018. Blandt rapportens mere spektakulære konklusioner er, at de ellers så trofaste tween-piger er begyndt at falde fra lystlæsningen. Drengene holder næsten stand med et fald fra 53% til 52% (“lystlæser flere gange ugentligt”), men pigerne står for et fald fra 68% til 59%. De største fald for begge køn sker omkring 5. klasse. Det er dér, de lægger bogen fra sig og samler mobilen op for at chatte.

Det er trist af flere årsager. Primært fordi læsning er grundvariablen for alle gode ting her i livet; faglige kompetencer, uddannelse, social intelligens, fællesskaber og oplevelser. Læsende børn er bedre til alt fra IT til geografi, de får bedre uddannelser, bedre sociale kompetencer og mere aktive liv. Den bedste skattekrone, man kan bruge – overhovedet – er på at få et barn til at læse bedre. Citat: Greg Lucas; Californiens statsbibliotekar, 2017. Vi har brug for et nationalt kompromis mellem forfattere og forlag, biblioteker og skoler, lokale og nationale politikere m.v. Jeg håber, 2018 bliver ret, vi tager denne fælles udfordring op.

eReolen og forlag; hvad er problemet?

Forlag skal sælge nogle bøger. De forlag, der ikke bare er en eller andens hobby, altså. Ellers holder alting op. Bagved alt det idealistiske og det kulturpolitiske og Kunsten er der en kommerciel maskine, der skal fodres med salg. Helst lige nu eller om ikke så længe eller rimelig snart. Gyldendal fx er et aktieselskab. Aktionærer vil gerne høre om fugle på taget, men allerhelst vil de holde en fuldfed grillkylling med det hele i hånden.

20111112-151126-l_34mb

Dette er (også) en maskine. Bogforum 2017.

Biblioteker har brug for aktivitet i form af udlån og besøg for at bevise sin betydning for borgerne og lokalområdet. Samfundsnytten af biblioteker er større end den pengesæk, vi poster i dem, men goderne er nationale og fremtidige, mens kulturkroner udmøntes lige nu og kommunalt. Den fornødne aktivitet er produktet af inspirerende, fysiske og digitale rum og tilbud.

Begge parter er udfordret af, at læsning er udfordret og af et overflødighedshorn af kommercielle underholdningstjenester på nettet. Folks medieforbrug er under tektonisk forandring. Svaret er alle for så vidt enige om: Det er at tilbyde de hungrende masser velassorterede, brugervenlige digitale tjenester, mens man stadig udnytter de særlige ting, det fysiske kan. Her kan biblioteket spille flere roller, men bibliotekets rolle i det digitale er dér, hvor parterne skilles.

Bibliotekets tænkning er, at det digitale skal bruges til at skaffe nye læsere, gøre svage læsere stærkere, øge brugernes bevidsthed om og kritik af egen læsning, øge det sociale aspekt af læsning osv. Alt dette gælder dobbelt for børn og unge, som er så sindssygt vigtige. Når vi lige har fået lille Palle Ib til at læse “Plet og enhjørningen” nytter det ikke noget, han skal stå i kø i tre måneder til “Plet og grævlingen.” Så taber vi ham til YouTube på stedet. Vi har brug for aktuelle titler med så liden friktion som muligt til en rimelig penge. Marginalomkostningen ved at udlåne en digital bog er latterligt høj i forhold til en fysisk bog; altså hvor meget koster ét lån mere.

Af de større forlag er der en del, der giver os ret i denne mission. Ikke, tror jeg, fordi de ikke kan modstå vores drengede charme, men fordi det harmonerer med deres egen forretningsstrategi: Læsning til alle hele tiden med ingen restriktioner. Så er der en del, der er helt uenige. De frygter, at litteratur vil blive en betalingsløs ting lidt ligesom nyhederne til dels er blevet. Man får også meget musik hos Spotify uden at betale og endnu mere hos YouTube. eReolen betaler såmænd ganske udmærket, men for brugerne. Disse forlag er mere optaget af at værne om bogen som produkt ved at øge dens egenværdi via eksklusivitet. En hjørnesten i den strategi er, at folk opleve bøger som noget, man køber til evig arv og eje eller adgang til via kommercielle streamingtjenester som Bookmate eller Mofibo. Hvis den ligger til rådighed på eReolen, hvad den egentlig helst ikke skal, skal folk i al fald opleve forsinkelser og restriktioner. Tanken er altså her, at lille Palle Ib enten får sin mor til at købe ”Plet og grævlingen” eller et Bookmate-abonnement, når han møder modstand i servicen. Herudover skal alle forlag have mulighed for strategisk at arbejde med salgskanaler og –vinduer, og eReolen kan ikke blive for stivstukket her.

reservation

Kø på ebøger. Jeg får styr på min kerneopgave om tre uger. Det er faktisk billigt sluppet.

Alle disse hensyn i en branche, hvor alle kender hinanden, og hvor alle lurer på hinanden, prøver eReolen at imødekomme ved at udvikle nye, målrettede udlåns- og forretningsmodeller. Vi vil gerne have forlags hele kataloger, for det ligger i bibliotekets ånd, at vi har adgang til det hele på den ene eller anden måde, men vi er med på at beskytte kommercielt interessante titler med restriktioner og køer. Omvendt vil vi gerne have friere adgang for børnene. Vi vil også gerne have netlydbøgerne, hvor der nemt kommer nye læsere til, men det ser lidt tungt ud.

Alle er enige om, at bibliotekerne er særligt egnede til at formidle bagkataloget og det smalle. Det er altid de 5% bedst sælgende titler, vi støder hovederne sammen over. Vi kan ikke bare afskrive de populære titler, for vi skal have nye, smarte varer i vinduet for at lokke brugerne ind i butikken. Når de så er inde, kan vi formidle de andre titler til dem. Omvendt ønsker ingen sig tilbage til 2012, da eReolens brugere uden restriktioner gik amok på Zlatan-bogen, Hunger Games-trilogien og Helle Helles “Dette burde skrives i nutid” fra Rosinante.*

2018 bliver superspændende, og det er en fornøjelse at få lov til at arbejde med området!

* Fangede du den? “Dette burde skrives i nutid” var først kode for en amok-eReolen, men senere bare en eReolen i fremgang. Dette burde skrives i nutid … dette burde skrives med kurvediagrammer, ikk’? Ikk’? åh, det er god værkstedshumor! Jeg er helt alene med den vurdering, men så mange er vi heller ikke på værkstedet.

Guide til den uperfekte læser

Opgaven i blogkollektivet var klar: En top tre over årets bøger i 2017. Men altså. 2017 var et af de år, der bare glider forbi og er ovre før du ved det. Jeg kan ikke helt forstå det. Hvis jeg havde anstændigheden til det, ville jeg skamme mig over, hvor lidt skønlitteratur jeg læste sidste år. Det gør jeg nu ikke. Hver ting til sin tid. Men jeg kunne godt tænke mig at læse mere i 2018, og hvad er så mere nærliggende end et nytårsforsæt? I år vil jeg læse mere skønlitteratur. Det vender vi tilbage til senere.

Kort fortalt bestod min læsning sidste år mestendels af sporadiske udfald, hvor jeg på kort tid slugte hyggeserier i yndlingsgenren som fx Trudy Canavans Milleniums Rule serie og Patrcia McKillips Cygnet-serie. Medblogger Mikkel anbefalede desuden Patrick Rothfuss’ Kingkiller Chronicles, eller det, der er færdigskrevet af den. (Hvornår er det lige sidste bind bliver udgivet?!) Jeg har genlæst yndlingsromaner som Ursula Le Guins ”Mørkets venstre hånd” og Margaret Atwoods ”Handmaid’s tale”, som HBO har taget i kærlig behandling, men har altså holdt mig på hjemmebane og ikke været særlig modig i mit litteraturvalg. Så nu hvor tiden er inde til at anbefale en top tre, må jeg bare erkende, at jeg slet ikke er der, hvor jeg har lyst til at anbefale noget som helst.

Undtagen én, måske. For det er alligevel blevet til noget faglitteratur sidste år og en af de bøger, jeg dog fik læst hedder “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Bogen handler om adfærdsdesign. Forfatteren, Morten Münster, som indtil for nylig var direktør i The Nudging Company, beskriver gennem en kombination af adfærdspsykologisk fakta og konkrete cases, hvad adfærdsdesign kan, og hvordan du kan bruge det. Bogen er en morsom og velskrevet fortælling om menneskelig adfærd og en trin for trin vejledning i, hvordan du selv kan komme i gang med at designe løsninger, der ændrer adfærd.

Jeg læste for nogle år siden Christian Jungersens ”Undtagelsen”, som bl.a. beskriver en række psykologiske eksperimenter, der alle beviser, at vi mennesker ikke handler på baggrund af vores overbevisninger, men snarere handler først og tilpasser vores holdninger efterfølgende. Siden da har jeg været fascineret af, hvor interessante efterrationaliseringer ofte er, og hvor dygtige vi er til at fabrikere dem. Morten Münsters nye udgivelse cementerer denne betragtning ved at slå fast, at mennesker grundlæggende er irrationelle. At vi ofte (næsten altid) træffer impulsive og irrationelle beslutninger for derefter at efterrationalisere, så beslutningen synes både velovervejet og forstandig. Jeg går og frygter, at det netop er sådan en beslutning min mand og jeg traf, da vi fandt på at købe marsvin til vores døtre. To hanner. Alle jeg fortæller om vores nyindkøbte kæledyr siger ”Har I købt to HANNER – kommer de ikke op og slås?”. Jeg hører mig selv sige ”Nej nej, men de er brødre og rigtig gode venner. Og opdrætteren siger at deres forældre er de sødeste marsvin i verden.” Men hvem ved. De var bare SÅ søde, da jeg var ude og se dem. Det var nok.

 

Marsvin

Ej men, se dem lige!

Den nobelprisvindende adfærdsøkonom Daniel Kahnemann beskriver i ”Thinking slow and fast”, at vi har to systemer at trække på, når vi træffer beslutninger. System 1, som vi bruger hele tiden uden at tænke over det. Vi bruger det til beslutninger, der er så indgroede i vores tankemønster, at de nærmest ikke virker som egentlige beslutninger – når du børster dine tænder, slukker (eller ikke slukker) kaffemaskinen, den vej du altid kører på arbejde – Automatpiloten. System 2 derimod vækkes, når den vanlige vej er blokeret, og du skal finde en anden vej på arbejde, eller når du skal logge på dit barns skoleintra første gang. (!) Det er det system du bruger, når du analyserer og koncentrerer dig. Begge systemer er helt essentielle for vores overlevelse, men et af kardinalpunkterne i Münsters interessante bog er, at vi i professionelle sammenhænge alt for ofte taler til system 2 og alt for lidt til system 1. At der er en tendens til at tro, at vi kan ændre noget ved at tale rigtig, rigtig meget om det, forklare det. Og hvis det blot forklares helt rigtigt, eller nok gange, så ændrer medarbejdere/kunder/brugere helt sikkert deres adfærd. Not so much. For vi handler og beslutter meget ofte i overensstemmelse med system 1, og når automatpiloten sætter retningen, er det andre principper, vi følger. Vi gør det der er nemt. Det de andre gør. Eller det vi altid har gjort.

Ifølge Münster er der i grove træk tre elementer at få styr på, når du gerne vil ændre adfærd. Først og fremmest, skal du definere den ønskede adfærd. Lyder nemt – kan være super kompliceret. (Hvordan omsætter man fx ”Vi har kunden i centrum” til konkret adfærd?) Næste skridt er at undersøge, hvorfor det ikke sker allerede – hvilke barrierer ligger i vejen for den ønskede adfærd. Og til sidst skal du designe en løsning baseret på de adfærdsprincipper, der appellerer til automatpiloten.

Så. Tilbage til nytårsforsættet. Læse mere skønlitteratur. Ikke så grelt som kunden i centrum, men heller ikke super konkret. Okay – jeg vil læse frilæsning (ikke arbejdsrelateret) hver dag. Det gør ikke noget, om det er 10 min eller 1 time, men jeg skal have en bog i hånden hver dag.

Og hvorfor sker det så ikke allerede? Som min medblogger ynder at påpege, er der endda videnskabeligt bevis for, at man bliver et mere sympatisk menneske af at læse. Og jeg kan jo tilmed også lide det! Jeg er uddannet med speciale i engelsk og amerikansk litteratur. Der er mange, mange gode grunde til, at jeg allerede burde læse hver dag. Hvorfor sker det så ikke?

Enter: virkeligheden. Det handler ikke om intentionen, men om adfærd. Der er i min (og de fleste andres) virkelighed fx helt specifikke lommer af tid til rådighed til læsning på en given dag. 15 min i toget på vej frem og tilbage på arbejde. Efter kl. 20.30, hvor børnene er puttet. Og så er der tidsrummet fra jeg rammer soveværelset til jeg falder i søvn. Når børnene er puttet sker det som oftest (altid), at jeg kaster mig i mit mørke hjørne i sofaen og griber ud efter nærmeste fjernbetjening eller min pc. Når jeg først har ramt sofaen, er der altså VIRKELIG langt til sengebordet, hvor min bog venter på mig. Og i det øjeblik er jeg også VIRKELIG ligeglad med de mange gode grunde til at læse. Der er ingen system 2 energi tilbage. Og det bliver ikke bedre senere på aftenen. Jeg er både udfordret og velsignet af et godt sovehjerte, der betyder, at jeg næsten sover, før mit hoved rammer puden. Alligevel har jeg en stak bøger liggende på mit sengebord.

Sengebord

The Tower of Shame på mit sengebord. En daglig påmindelse, om alt det, jeg heller ikke nåede at læse i dag…

Så hvordan designer jeg en løsning, som gør mig i stand til at ændre min adfærd? Der er mange svar på det spørgsmål. Et af dem er, Ifølge Morten Münster, at gøre det nemt at gøre det rigtige. Derfor vil jeg i stedet for et nytårsforsæt i år, gøre følgende:

• Altid have en bog liggende øverst i min taske, når jeg tager på arbejde. (Når jeg åbner min taske i toget for at finde min telefon, finder jeg bogen først)
• Flytte mine bøger fra natbordet og placere dem ved mit sofahjørne (Jeg ser dem før fjernbetjeningen, og det er ligeså nemt for mig at tage fat i en bog som at tænde for pc/tv)
• Sætte en lampe nær min sofa, så jeg kan se, hvad jeg læser. (Har tænkt på det 1.000 gange, men først nu gjort det!)
• Sætte et kryds i min kalender, hver dag jeg har læst. (Hvis man skal bryde en vane, er det vigtigt med en belønning – krydset er min belønning. Og måske lidt chokolade.)

Det kan jo virke ganske banalt, når det sådan står der, men det føles helt rigtigt! Og som en særdeles uperfekt læser, er det med slet skjult stolthed, at jeg kan fremvise en kalender med 9 fine krydser på årets 9 første dage! Nu er ni dage jo ikke 365, men jeg er tilstrækkeligt overbevist til, at jeg tør anbefale alle andre uperfekte læsere, skrivere, medarbejdere, kunder og brugere at læse ”Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”. Og hvis adfærdseksperimentet lykkes, lover jeg, at min top-3 næste år rent faktisk også indeholder anbefalinger af hele tre bøger…

-o0o-

Hvis du synes, at adfærdspsykologi og -design er spændende, så kan Chip og Dan Heaths “Skift kurs” også anbefales. Daniel Kahnemanns ”Thinking fast and slow ” er en del af mit “Tower of Shame”, som jeg planlægger at kaste mig over snart. Hvis du for resten synes det lyder mærkeligt, at man bliver et bedre menneske af at læse, så se her og her.

Missede du Bogsnaks øvrige top tre’ere for 2017, kan du læse dem her:

Lisbets top-3
Mikkels top-3
Jans top 3×3

Årets 3 x 3 bedste bøger ifølge Jan

Undskyld. Jeg er en snyder. En svindler! En tølper uden anspor af en rygrad. Jeg har nemlig mere end tre bøger på listen. Plus jeg har brudt min egen dogmeregel om at læse flere danske bøger i fysisk form fremfor at sidde med snuden begravet i min Kindle.

Ja, jeg har heller ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle fokusere på faglitteratur eller skønlitteratur.

Som sagt, jeg er en ryggesløs drønnert, men her er mine bud på 3 skønlitterære bøger og 3 faglitterære bøger. Plus 3 engelske titler, der er værd at læse.

Du får altså ikke kun 3 af årets bedste bøger, men 3 x 3 af årets bedste bøger.

I hvert fald ifølge mig.

Skønlitteratur, når det er bedst

Som den skarpe læser utvivlsomt sporenstregs vil bemærke, så er bøgerne på listen ikke nødvendigvis udgivet i 2017, men jeg har dog læst dem alle i året, der er gået.

IMG_3163

Årets tre bedste skønlitterære bøger – krimi, absurditet og et drys science fiction

Den skønlitterære liste ser sådan ud:

  1. Den hengivne Hr. X
  2. Dark Matter
  3. Byen

’Den hengivne Hr. X’ fik jeg anbefalet på Facebook, da jeg efterspurgte bøger, der faldt lidt udenfor mine normale læsevaner. ’Den hengivne Hr. X’ er da også en anderledes kriminalroman, der tager udgangspunkt i kampen mellem en genial fysiker og en lige så genial matematiker, der hhv. kæmper for at beskytte en morder og afsløre denne. Kort fortalt. Der er naturligvis lidt mere i det. Det er en fremragende bog, og det skyldes, tænker jeg, i høj grad oversætterne, Jonas Steno Olsen og Mette Holm, der får sproget til at flyde, men alligevel formår at give bogen et særegent japansk præg. Sidstnævnte oversætter i øvrigt også Murakami.

’Dark Matter’ er skrevet af Blake Crouch og er, så vidt jeg ved, hans debut på dansk, om end vi kender hans arbejde fra tv-serien om byen Wayward Pines. (Se mere om den nedenfor.). I ’Dark Matter’ følger vi nok en fysiker, nemlig professoren Jason Dessen. Foruden et mysterium startende med Dessens kidnapning, så er ’Dark Matter’ en tour de force rundt i alternative verdener og de mange valg, vi hver dag træffer … eller ikke træffer. Crouch har en skarp pen og jeg håber at se mere til ham på dansk. Kan du lide et godt mysterium med en metafysisk eksistentiel vinkel, så er ’Dark Matter’ noget for dig. Er du bare en glad sci-fi nørd med en forkærlighed for en god historie, så er bogen også lige bogen for dig.

’Byen’ fik jeg også anbefalet på Facebook under min jagt på nye læseoplevelser, og det har jeg ikke fortrudt. Det er horroragtig, absurd magisk realisme som kun sydamerikanere formår at skrive. Sjovt nok er der en linje til ’Dark Matter’. Crouch har nemlig også som nævnt skrevet ’Wayward Pines’, der har lidt samme indledende fornemmelse som ’Byen’. I begge bøger følger vi en hovedperson, der farer vild i et kafkask mareridt af en mindre by, hvor der tydeligvis er noget fordækt under overfladen. Lektør Tina Schmidt skrev om bogen ”Køb, køb!”. Jeg kan kun supplere ved at sige ”Læs, læs!” Mere behøves der ikke sige som ‘Byen’.

Den hellige faglitterære treenighed

Som med den skønlitterære liste er der tale om bøger, jeg har læst i 2017, om end de alle er nylige udgivelser.

IMG_3161

Historie, samfund og politik gør gode bøger. I hvert fald i min verden.

Mine bud på årets tre bedste faglitterære titler er:

  1. Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende
  2. Silkevejene
  3. Gåsen med de gyldne æg

Rosanna Farbøl har skrevet en intet mindre end fantastisk bog om Den Kolde Krig i Danmark og dens eftervirkninger på dagens politiske virkelighed. Bogen er ret neutral, så hvad end man nu måtte være ræverød eller kongeblå, så er bogen klart værd at læse. Du kan læse min anmeldelse her.

’Silkevejene’ har jeg også tidligere skrevet om på bloggen, men kort fortalt så handler den om, hvordan handel og kommunikation har bragt velstand med sig gennem tiden, samt hvordan Øst og Vest i umindelige tider har handlet med, lært af og i ny og næ bekriget hinanden. Fremragende bog, som du kan læse mere om her.

I min optik er Lars Tvede en af de mest oversete faglitterære forfattere i Danmark. Han har en skarp pen, en nærmest uovertruffen analytisk sans, og fremfor alt stor respekt for kilder og fakta. Han er på mange måde en dansk pendant til Niall Ferguson. Større ros kan jeg næsten ikke give. Det er dog værd at bemærke, Tvede er politisk, men ikke en af dem, der prædiker. ’Gåsen med de gyldne æg’ er en bog om, hvad der skaber og har skabt velstand. Det er en bog om liberalisme, mennesker, frihed og det samfund, vi har skabt og risikerer at tabe, hvis vi ikke er forsigtige. Den er, som Tvedes andre bøger, virkelig godt skrevet og stykket sammen, og den hviler på et solidt grundlag af kilder, viden og indsigt.

Den angloamerikanske verdens herligheder

Jeg læser en hel del bøger på engelsk. I det hele taget læser jeg virkelige mange angloamerikanske forfattere. Det er egentlig ikke en bevidst beslutning – jeg elsker f.eks. russisk litteratur -, men sådan ser det bare ud til at være.

IMG_3159

Sortgrå forsider er tilsyneladende et must, når man vil på listen over årets bøger.

Nuvel, her er tre bøger, som pt. ikke er at finde på dansk, men som er svært anbefalelsesværdige.

  1. The Square and the Tower
  2. Known
  3. Amazing stories of the space age

Niall Ferguson er min absolutte favorithistoriker. Han er vidende, velskrivende og kendt for at gå hårdt til vedtagne sandheder. Især når de hviler på et skrøbeligt kildefundament. Her er han dog lidt uden for sit normale virkefelt. ’The Square and the Tower’ handler nemlig om netværk, om hierarkier kontra grupper, og hvordan de har fungeret i samspil og strid gennem historien. I min optik er det en fremragende bog, der, hvis man er interesseret i netværk i en større sammenhæng, er et must at have stående i bogreolen. Alene Fergusons beskrivelse af Kissingers brug af netværk til at kæmpe sig forbi andre, på papiret mere magtfulde spillere i den amerikanske administration er guld værd.

Lisbet har skrevet om Known her, så den vil jeg ikke kommentere yderligere på. Andet end sige, det er en mageløs bog, hvis man arbejder på at skabe sig en rolle som autoritet eller ekspert på et givent område.

’The Amazing stories of the Space Age’ er en samling af drømmescenarier, kunne-være-blevet og planlagte tiltag i rumfartens historie. Vi kommer forbi baser på månen, atomdrevne rumskibe, russiske rumfærger og meget, meget mere. Alt sammen underholdende og indsigtsfuldt skrevet af Rod Pyle. Rent raketbrændstof for en glad rumnørd som jeg selv.

3 x 3 lister er det nye sort

Ok, jeg snød, men jeg håber, du kan tilgive mig. Ganske som jeg håber, der var lidt inspiration at hente mellem de 9 bøger.

Boginfo

Den hengivne Hr. X af Keigo Higashino, 307 sider. Udgivet på Modtryk, 2016.

Dark Matter af Blake Crouch, 390 sider. Udgivet på Gyldendal, 2017.

Byen af Mario Levrero, 183 sider. Udgivet på Skjødt, 2016.

 

Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende af Rosanna Farbøl, 303 sider. Udgivet på Gad, 2017.

Silkevejene af Peter Frankopan, 756 sider. Udgivet på Kristeligt Dagblad, 2017.

Gåsen med de gyldne æg af Lars Tvede, 439 sider. Udgivet på Børsen Business, 2016.

 

The Square and the Tower af Niall Ferguson, 608 sider. Udgivet på Allen Lane, 2017.

Known af Mark W. Schaefer, 257 sider. Udgivet på Schaefer Marketing Solutions, 2017

Amazing stories of the space age af Rod Pyle, 341 sider. Udgivet på Prometheus Books, 2017.

 

Mikkels 2017 top-3

Aaaarrhhh … nytårslister. Elsker dem! Lisbet startede top-3 ballet her på bloggen i forrige uge med en livsviis liste, men sådan er hun jo. Det er mit job at følge op med et eller andet usammenhængende for at få mine medbloggere til at se endnu bedre ud.

Den gode nyhed er, jeg overgik mit Goodreads læsemål for 2017, men det var så også sat lidt uambitiøst. Mit forsvar – ikke at jeg har brug for ét – er, at jeg læser en del såkaldt grå faglitteratur; rapporter, notater, strategier o.lign. Jeg forfatter også min del til den djøffede del af den litterære kulturarv. Jeg har skrevet en luns af denne her fætter i år fx:

Ingen kredit på forsiden. Jeg fik ingen penge for det. Det tog lang tid. Få læser den. Om nogen. Da den blev præsenteret på IFLA-verdenskonferencen i Wroclav i år, ventede ingen fans i åndeløs spænding på mig. Jeg skal være ærlig; at være en internationalt publiceret forfatter er mindre glamourøst, end jeg havde håbet. Til $126 er vi nok heller ikke ude i noget årets julegaveidé eller noget.

I årets første del genbesøgte jeg min gamle science fiction-fascination, som jeg deler med medblogger Jan. Jeg læste de to første bind i ”The Expanse”-serien (nu på Netflix) og de to første bind af Iain M. Banks ”The Culture”-serie på min elskede Kindle. Jeg genbesøgte også min barndomshelt Stephen Kings ”Mr. Mercedes”-trilogi, men gensynsglæden var behersket. Så kastede jeg mig over Svend Brinkmann som den sidste i Danmark og en ordentlig bunke selvhjælpslitteratur. Det blev sommer med følgende sommerkrimier (bvadr!) og efterår med masser af lystlæsnings-faglitteratur med titler som ”The End of Ownership,” ”Om strategi” m.v. Jeg sluttede af med mit tredje forsøg på at få læst hele Ringenes Herre-trilogien inkl. Hobbitten. Jeg er halvt igennem nu og kan godt huske, hvorfor jeg gik i stå de første to gange.

I livet uden for bøgerne har jeg lavet vilde ting på arbejdet med ny strategi for Københavns digitale bibliotek og forhandling af de store forlags genkomst på eReolen. Josephine og jeg var til U18-EM i kickboxing i Skopje med et 13 timer langt forsinkelses-layover i Wien på vejen, og vi var i New York på konfirmationstur. Senere var jeg med en trio af kolleger i Californien, hvor medblogger Rie og jeg underholdt på en konference. Når slud og sjapsne overtager verden, og sultne isbjørne drager hærgende gennem gaderne, kan jeg stadig lukke øjnene og mærke mig selv køre den store, fede lejebil ned ad Stillehavskysten med country i radioen og californisk hedebølge på vores smukke, unge ansigter. Suk!

Nåmen, til listen!

Nr. 3: Tim Wu: “The Attention Merchants.” Denne blev anbefalet af en kollega, der er i noget så fint som en international læseklub. Hun anbefalede også ”Jytte fra marketing er desværre gået for i dag,” som man vel retteligen bør læse alene pga. titlen. Wu’s bog er lidt for lang, men en grundig, historisk gennemgang af, hvordan vores opmærksomhed fanges, fastholdes og monetariseres er det under alle omstændigheder. Der er naturligvis en tricky pointe i, at titlen omtaler ”opmærksomhedskøbmænd” og ikke reklamefolk, og det skyldes, at annoncefolk, konceptudviklere, reklamefilmsinstruktører og andre småskumle typer ikke er alene om det. Faktisk er de aktører, der skaber grundlaget, vigtigere. Hvis du afvikler verdens bedste reklame i en mørk skov, hvor mange køber så produktet?

Facebook er vel det bedste eksempel. Facebook er gratis som privatforbruger. Hvorfor mon? Fordi vi ikke er aftagere af en service. Vi er produktet! Når vi er kroget ind og stimlet sammen som kvæg i millionstore flokke, sælger Facebook vores opmærksomhed til annoncører, og det er lukrativt til tonerne af en markedskapitalisering på ca. 4.000 mia. kr. Bogen lever særligt i de første historiske afsnit om aviskrigen i New York i 1800-tallet – et underholdende ræs mod bunden komplet med slibrige rapportager og spektakulære fake news – og de første cigaret- og mirakelmikstur-reklamer. Der er dog en lige linje til nutidig praksis, som bogen trofast fører os op mod, så læs den og lær at frygte gratis services!

IMG_2097

Tim Wu: “The Attention Merchants.” 2017. Atlantic Books. 432 sider.

Nr. 2. Amy Chua: ”Battle Hymn of the Tiger Mother” (på dansk: ”Kampråb fra en tigermor”). Nej, den er ikke ny, men jeg læste den først i 2017 og kun ved et tilfælde. Jeg er altid småbesat af problemstillingen, hvilke værdier man giver videre til sine børn, og jeg kan huske, at ”Tigermor” kastede en frygtelig masse debat af sig i sin tid. Amy Chua er kinesisk-amerikansk juraprofessor og gift med en jødisk mand. ”Tigermor” fortæller om hendes kamp for at opdrage deres to døtre på kinesisk vis trods alles modstand. Jeg havde egentlig indstillet mig på en lidt tør sammenligning af kinesisk og vestlig opdragelse, men fik i stedet en øjenvidneberetning fra et perfekt kaos af en dysfunktionel familie. Bogen er urkomisk, for Chua er tydeligvis semipsykopatisk og udleverer fuldstændigt sig selv undervejs. Døtrene må ikke have venner, holder ikke børnefødselsdage, og har ingen hobbyer, men de må øve sig på henholdsvis klaver og violin i timevis hver dag.

amy-chua-and-her-daughters

”For vestlige forældre er det en stor ting, når børnene øver sig en time på deres instrument. For en kinesisk mor er det bare let opvarmning.”

Den lille new yorker-familie bliver en krigszone med en ustoppelig kraft – moderen – der rammer en urokkelig modstand – særligt den yngste datter. Trusler, afpresning og uendelig råben er hverdag. Samtidigt er der berømte lærere, der skal stalkes og fedtes for, og skolen skal jo også passes med 13-pil-op. ”Tigermor” forårsagede som sagt en del debat i sin tid, og vi fik også lidt skvulp herhjemme med TV-programmer, hvor onde kinesiske mødre tog fat i dovne, danske børn (”Slappe af? Du kan da slappe af, mens du går hjem fra skole!”). Kinesisk opdragelse slår særligt danskere som vanvid og tortur, mens kinesere forfærdes over det potentiale, vores børn spilder, mens de hygger sig og opdrages af ipads. Vælg selv side. Til EM i kickboxing så Josephine og jeg med rædsel på de russiske træneres behandling af børnene, men samme børn virkede knap så triste, når de efterfølgende vandt det hele. Aldrig har jeg hørt den russiske nationalsang så meget! Lad mig omformulere: Skal man vælge side? Kan man kombinere?

201102-omag-battle-cover-300x205

Amy Chua: “Battle Hymn of the Tiger Mother.” 2011. Penguin. 237 sider.

Nr. 1. Kristen Roupenian ”Cat Person.” Dette er en overraskelse for mig selv. For det første er det en novelle, og jeg har ikke gjort det i noveller siden … lang tid. For det andet er det ikke stor litteratur, men til gengæld kan du læse den lige her:

Novellen “Cat Person”

oogway_hero

Mig anno 2017

Jeg har valgt den, fordi der har været en vis udskiftning på min arbejdsplads. Afdelingen er rykket et andet sted hen. Folk siger op eller flytter, og nye kommer til. Pludselig er jeg havnet i stald med en masse yngre, superskarpe medarbejdere, som jeg totalt uden held forsøger at forme i mit eget billede. Ikke bare går det slet ikke, det er dem, der underviser mig i tidens trends som #metoo, de 347 nye køn, nye seksualiteter, omgangsformer m.v. Meget forvirrende, men meget berigende for en mono- og ciskønnet person som mig selv – selvom jeg tit føler mig som en 1.000 år gammel skildpadde.

”Cat Person” er ikke en #metoo-historie, men tilsyneladende en historie om et seksuelt møde, kvinden egentlig havde langt mere lyst til at bakke ud af, men ikke gør, og som også bliver lige så kikset og ’cringe’ (som teenagerne siger) som frygtet. Det aspekt var dét, der fik novellen til at gå viralt mellem kvinder, der åbenbart kender det alt for godt, og mænd, der blev stødte.

Se her, her og her (husk at følge links inde i artiklerne til Twitter-debat):

Første Guardian-artikel

Washington Post: Hvorfor “Cat Person” gik viralt.

Gaurdian: Hvorfor hader mænd litteratur skrevet af kvinder?

Det er dog også en historie om, hvordan man konstruerer hinanden via chat og tekst, og hvad man gør med den sørgelige, fysiske manifestation, når man pludselig står over for den. Ydermere foregår den i et brændpunkt bestående af det asymmetriske forhold mellem mænd og kvinder, der nogle gange hersker, at mænd frygter, kvinder sårer og ydmyger dem, mens kvinder frygter, mænd gør fysisk skade på dem. Det sidste anede jeg ikke noget om, indtil en skarp kollega gjorde opmærksom på det. Alene fordi vi har snakket så meget om den i min professionelle omgangskreds, har den fortjent førstepladsen. Forfatteren har i øvrigt lige landet en million-dollar kontrakt på en roman, der skal hedde ”You know you want this.” Yrks!

cat-person-cat.w1200.h630

“While she was home over break, they texted nearly non-stop, not only jokes but little updates about their days. They started saying good morning and good night, and when she asked him a question and he didn’t respond right away she felt a jab of anxious yearning. She learned that Robert had two cats, named Mu and Yan, and together they invented a complicated scenario in which her childhood cat, Pita, would send flirtatious texts to Yan, but whenever Pita talked to Mu she was formal and cold, because she was jealous of Mu’s relationship with Yan.”

Anyway; godt nytår til jer alle derude. I 2018 regner vi med at udvide kollektivet og bringe endnu mere indhold til vores horder af fans 😊 Det bliver godt!