Skiftedato

Overgangen fra børnehave til SFO og senere skole kan være svær at kapere for børn på 5-6 år. Og deres forældre, der med en vis grad af febrilskhed prøver at gøre transitionen så smertefri som muligt. Med bøger som De tre bukke bruse i skole i baghånden kan det hele blive lidt nemmere.  

 Fra jeg var tre måneder til seks år gammel blev jeg passet af min mormor. Jeg har aldrig været i dagpleje, vuggestue eller børnehave. I sommeren 1983 gik jeg rundt og gruede for at begynde i børnehaveklasse. Min mave slog knuder ved den blotte tanke. Jeg var overbevist om, at den friske Per med strithåret ville slå mig. Det var en ubegrundet mistanke, og det viste sig, at tiden i børnehaveklasse under Ruths kyndige ledelse var både sjov og lærerig. Vi bagte boller i køkkenet. Det var før indførelsen af skrappe hygiejneregler. Vi var til morgensang med resten af skolen hver morgen. Skoleleder Kjærgaard Andersen afsluttede altid med fadervor.

Undskyld. Det lyder, som om jeg er 72 og ikke 41. Men minderne vælder frem, nu hvor min søn Aske skal sige farvel til Børnehaven Bryghuset og goddag til først SFO og derefter Skolen på Bülowsvej. (Nej, de har ikke lært at brygge øl i børnehaven. Bygningen husede oprindeligt en skole for brygmestre.)

Aske er klar over, at SFO i dette forår handler om at lære de andre at kende. Efter sommerferien bliver det mere skoleagtigt, og man skal møde 7.50. Der er nemlig fælles morgensang hver morgen! Alting kommer tilbage.

Da jeg oplyste ham om, at han nok både skulle lege og tegne i skolen, rystede han forarget på hovedet. Let’s get down to business. Det handler om at stave, læse, skrive og regne. Gode, gamle færdigheder. Ved du ikke det, mor?

Folkeeventyr med twist og tuschstreger     

Hvilket fører mig over til nordmændene Bjørn F. Rørvik og Gry Moursunds bog nummer tre i serien om De tre bukke bruse, som altid skarpt oversat til dansk af Nanna Gyldenkærne.  Tegnestilen er hysterisk morsom, og de tre bukke bruse møder altid trolden i nye sammenhænge. Denne gang er han en urimelig rektor, der ender med at få snudeskaftet fanget i kopimaskinen. En allegori over skoleledere, der drukner i excelark, new public management og papirnusseri?

Det er ikke bare de to yngste bukke, der skal i skole. Også den ældste får et brev fra kommunen med indkaldelse. ”Alle skal i skole nu til dags”, siger den største af bukkene. Ja, livslang læring har også sneget sig ind i børnelitteraturen.

img_1699

Farverne er som en isbutik, og humoren er cool. Høst & Søn har gjort et scoop med den norske serie om de tre bukke bruse.

Vi læser også Juhuuu! På vej i skole, som er en antologi fra Høst & Søn. Især fortællingen Lars-Løve går i skole af Hans Hansen, illustreret af Dorte Karrebæk kan noget særligt. En irriterende dreng har travlt med at gøre nar af Lars-Løve, men det ender med, at drengen vælter på stolen og får tårer i øjnene, mens Lars-Løve får oprejsning. Alle synger Hjulene på bussen, og pyha – ingen er kede af det længere.

Denne klassiske fortælling får vi eventuelt brug for at høre igen og igen, når først hverdagen byder på udskudt klassedannelse og understøttende undervisning i det, der ikke længere hedder Ny Nordisk Skole, men bare folkeskolen anno 2018.

img_1700

Søde, ivrige, glade børn på grønt græs. Hvorfor hunden skal i skole, ved jeg ikke.

 Mere info
Der er masser af gode børnebøger om skolestart. Alle folkebiblioteker samler bogtips, så nedenstående er blot et lille udpluk
.

Om skolestart på Københavns Bibliotekers hjemmeside

KøgeBibliotekerne giver også en hjælpende hånd

Horsens Kommunes Bibliotek byder også på inspiration

I blogindlægget Min mormor og magnaprint fortæller jeg om min mormors ubevidste frembringelse af et sprogligt rigt miljø, som var med til at forberede mig på skolestart.  

 

Medskyldig midt i livet

Mellem vinterens influenzarunde 1 og 2 hjemme hos os fik jeg læst et enestående godt stykke nyt dansk litteratur. Dette er ikke en klassisk anmeldelse, men en personlig anbefaling skrevet på baggrund af et længerevarende anfald af ren og skær begejstring.

Romanen Medskyldig handler om en mand på 35, som er optaget af familieforpligtelser og samtidig martret af sygdom og den efterhånden slidte drøm om at slå igennem som forfatter. Det lyder ikke som opløftende læsning. Men det er litteratur, du har brug for. Du, der er midt i livet, men som ikke helt har erkendt det endnu. Du, der er begyndt at acceptere alle de døre, du har måttet lukke. Du blev aldrig anerkendt som lyriker/rockpoet/tegner/fotograf. Du fik børn, vælling på skjorten og kronisk søvnunderskud. Det hele krydret med pludselige glimt af lykke og klarhed.

Forfatteren Simon Glinvad kan sin Milan Kundera. Han bevæger sig elegant rundt mellem skarpe signalementer af forstadslivet i et halvt dobbelthus og essaylignende afsnit, hvor aspekter af europæisk kulturhistorie rulles frem.

Romanens hovedperson hedder Simon. Hans kone hedder Julie. Forfatteren Simon Glinvads kone hedder Julie. Knausgaard titter frem mellem linjerne. Især i en passage, hvor Simon kører i bil og i bakspejlet ser sine sønner på bagsædet. Han overmandes af lykkefølelse. Passagen mimer en scene i Min kamp, hvor lykken også opstår i en bil, hvor hovedpersonen ser sin sovende familie på bagsædet. Lykke kan ikke planlægges.

En del af romanen er det rørende portræt af hovedpersonens bedsteforældre, der levede et enkelt og rutinepræget liv på en gård i Vendsyssel, hvor årstidernes rytme definerede alt. Mormoderen førte en tør dagbog, som hovedpersonen dykker ned i. Skriften binder generationerne sammen, og noterne om aftensmaden, vejret og købet af blå sandaler til datteren lægger sig som et fint lag under beskrivelserne af Simons morgenvrisne søn og købet af den næste brugte bil, mens familien i det halve dobbelthus vokser fra fire til fem.

En voldsom og smertefuld mavesygdom stikker frem i teksten. Simon er på et tidspunkt indlagt på hospitalet ved siden af gamle, affældige mænd. Han er selv afkræftet og tæt på at give op. Stanken og elendigheden på afdelingen er oprørende, og jeg har sjældent læst noget, der så nøgternt mindede mig om min egen dødelighed.

Medskyldig er ikke en lang roman, men den har et stort litterært og åndeligt vingefang. Du kan læse de 161 sider på fire aftener, og du vil have stof til eftertanke i flere uger bagefter.

Mænd, der skriver om mænd, der skriver
Jeg regner med, at Simon Glinvad (født i 1978) bliver ved med at skrive. Nu har han været i gang i 13 år. Sikkert mere. Han har udgivet en række romaner og en enkelt novellesamling. Det store gennembrud må være lige om hjørnet. Hvis jeg sad i Statens Kunstfond, så var han selvskrevet til det treårige arbejdslegat. Mindst.

Jeg fortsætter med de korte nutidsromaner om at være midt i livet. Næste bog på natbordet er en anden dansk udgivelse fra 2017: Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen. Det er en såkaldt prekær hverdagskomedie, som skulle være både syrlig, morsom og kreativ klasse-hudflettende. Det er ord taget fra Informations anmeldelse af bogen.

Mon man kunne arrangere en forfattersamtale mellem Zeuthen og Glinvad? Hvis nogen tager handsken op, så sidder jeg på første række, når den samtale finder sted.

Boginfo
Medskyldig af Simon Glinvad, 161 sider, Gladiator, 2017.
Buemundet guitarfisk af Nikolaj Zeuthen, 223 sider, Rosinante, 2017. 

Læs mere om Medskyldig på Forlaget Gladiators hjemmeside

Læs om Simon Glinvads roman Min grønne himmel på Litteratursiden

Læs mere om Buemundet guitarfisk på Rosinantes hjemmeside

Litteraturens rolle på bibliotekerne

Forleden dag brugte jeg og en flok forfattere, biblioteksfolk og andre branchemennesker nogle timer i den smukke Fællessal på Christiansborg med at tale om litteraturens rolle på bibliotekerne til en konference arrangeret af Dansk Forfatterforening.

Udover jeg ikke overraskende altid er glad for at blive inviteret med til arrangementer, der handler om bøger og biblioteker, så var det også et ret interessant program, der kom viden om og var struktureret på en ret fin måde, så der var forskellighed og i hvert fald indledningsvis drive i konferencen.

Visby byder velkommen

Formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby byder velkommen i den smukke Fællessal på Christiansborg.

4 korte vidensoplæg med indsigt og bid

Efter Morten Visbys velkomst startede programmet med 4 kortere oplæg med hvert deres fokus på litteratur. Inden vi går videre, så lad mig indskyde, det er en oplægsform, jeg varmt kan anbefale som en del af enhver konference. Det giver et godt afbræk og er en fin måde at formidle viden og erfaringer på uden det nødvendigvis tager et halvt døgn og 177 Power Point-slides. Det sidste er især vigtigt. Død ved Power Point er i sandhed en krank skæbne.

Professor Dan Ringgaard startede med et fint, koncist oplæg om, hvorfor litteraturen er vigtig. Ringgaard causerede over, at litteratur var noget, vi er fælles om, og at litteraturen ikke var bundet til den fysiske bog, men også levede i andre medier. Alt i alt et godt indledende oplæg, der på bedste vis satte ord på vigtigheden af litteratur og det skrevne ord.

Herefter overtog Tine Vind fra Slots- og Kulturstyrelsen podiet og dykkede med udgangspunkt i styrelsens tal ned i, hvad ved vi om bibliotekernes udlån af diverse materialer, samt præsenterede nogle godbidder fra den nye rapport om børns læsevaner. Vinds oplæg førte til lidt debat med salen, hvor statistikkens validitet blev diskuteret og der blev spurgt ind til, hvordan de samme tal kunne tolkes på så forskellig vis. CEPOS m.fl. bruger f.eks. tallene til at underbygge en fortælling om, det hele går forfærdeligt, mens Vind i sit oplæg stilfærdigt og med et lille smil påpegede, at udlånet faktisk steg fra 2014 til 2015. Hvilket ikke overraskende provokerede den del af publikum, der havde købt bibliotekskritikernes postulater om bibliotekernes krise, forfald og snarlige død.

Vind taltryller

Slots- og Kulturstyrelsens Tine Vind tryller og underholder med tal.

Næste punkt på dagsordenen var under overskriften ’Hvad gør litteraturformidlingen i dag?’, og her gav den vanligt skarpe Maria Louise Christensen, der er litteraturformidler fra Silkeborg Bibliotekerne og tovholder for netværk af litteraturformidlere, en tour de force rundt i de mange, meget forskelligartede formidlingstiltag, der er rundt om på landets biblioteker. Meget sigende var ikke et eneste af eksemplerne centreret på den brede litteratur, men på enten det mere smalle eller på læseoplevelser.

Maria Louise sætter ord på2

Silkeborg Bibliotekernes Maria Louise Christensen sætter ord på nogle af de mange formidlingstitag, der sker rundt om på landets biblioteker.

Forfatter og lektor ved SDU Trisse Gejl holdt det sidste af de 4 oplæg og talte om, hvordan kan litteratur ændre liv med udgangspunkt en række forsøg med litteraturen som helbredende kraft. Gejl var meget passioneret og fik næsten litteratur til at fremstå som et stof farligere end crack. Selvom det kan lyde lidt pudsigt, så er der nu et element af sandhed i det; litteratur under de rette omstændigheder kan flytte meget og rode op i ens indre liv. Ganske som der synes at være evidens for, at biblioterapi faktisk har en helbredende effekt.

Kaffe, netværk og debat

Ikke overraskende, så var der naturligvis kaffe og snak i korridorerne, inden Bo Green Jensen med vanlig flair for det danske sprog trak os tilbage til konferences virkelighed, hvor vi gik i gang med en længere snak om netop litteraturen på bibliotekerne.

Panelet bestod af politikere og debattører – helt konkret undertegnede, Mogens Jensen (S), Pia H. Friis (formand for Bibliotekschefforeningen), Rasmus Nordqvist (A) og Morten Visby (Forfatterforeningens formand). Jeg følte mig en kende let i panel med så prominente navne, skal jeg gerne indrømme, men påtænker skamløst at omtale mig selv som debattør fremover.

JMJ småsover

Deltagerne til den store paneldebat er linet op, og vanen tro ser jeg ud til, jeg sidder og småsover. (Foto: Sarah Hvidberg)

Nuvel, vi havde indledningsvis hver især 2 minutter til at svare på følgende 3 spørgsmål, nemlig:

  • Hvordan kan vi sikre, at bibliotekerne formidler andet end den mest iøjnefaldende litteratur?
  • Hvordan kan bibliotekernes litteraturformidling spille en rolle i at nedbryde den sociale arv og integration?
  • Hvordan kan vi opnå større koordineret (læse)indsats med politisk opbakning?

Anna Bridgwater var moderator – og i øvrigt vært for hele konferencen. Det gjorde hun godt og med overskud. Om end paneldebatten nok kunne have haft godt af en mere hård moderatorhånd.

Vi bevægede os nemlig desværre hurtigt væk fra de 3 punkter til en mere løs snak, og endte derfor med at bruge tiden på i al fredsommelighed at tale om en eventuelt kommende revision af biblioteksloven. Det var der som sådan ikke noget galt i, men der var ikke meget debat over det, og vi kom aldrig rigtig tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

En af de mere interessant pointer kom, da Mogens Jensen helhjertet støttede op om bibliotekernes opsøgende arbejde. Det er en af mine egne kæpheste, at vi skal ud på skolerne, uddannelsesinstitutioner, foreningerne og hvad vi ellers har og ikke kun præsentere os og litteraturen, men netop hjælpe folk, hvor de er, og på den måde åbne biblioteket op og gøre det relevant for flere.

Alternativets Rasmus Nordqvist gentog flere gange, at bibliotekerne skulle sættes så fri som muligt, og ikke tøjres og tøjles af tung lovgivning med fokus på materialer og paragraffer, som tiden kunne løbe fra. Ikke overraskende var det også sød musik i mine ører.

Udover det, var der desværre langt mellem snapsene i debatten.

Afsluttende tanker

Helt for egen regning må jeg sige, at jeg naturligvis var og er beæret over at blive bedt om at deltage i konferencen. Foruden den fantastiske mulighed for at netværke og hænge kaffedrikkende ud i korridorerne på Christiansborg, så var det også fornøjeligt at få lov at oplade sin røst og give sit besyv med i en forsamling af politikere, kolleger og branchefolk.

Rammerne i Fællessalen på Borgen bliver ikke meget bedre, og gav en tyngde til konferencen. Det overordnede tema var stærkt og de 4 inviterede oplægsholdere var ligeledes stærke, og gav god indsigt i, hvad der rør sig rundt om.

På den negative side, så savnede jeg lidt bid og vid, noget modstand og kort fortalt mere passion. Den afsluttende debat blev som nævnt mere en venskabelig samtale, hvor vi langt henad vejen var enige og klappede hinanden på ryggen, end en egentlig debat. Jeg greb sågar mig selv i henrykt at udbryde ”jeg er lige blevet socialdemokrat” som reaktion på en af Mogens Jensens udtalelser. Selvom det er lidt skægt – ikke mindst når man ihukommer jeg er frådende liberal -, så er det måske ikke så godt, hvis man vil have lidt saft og kraft i en debat. Her skal meningerne gerne udfordres og netop med gejst diskuteres. Det blev de ikke her, desværre.

Og det er synd. For man kunne godt mærke, som biblioteksmenneske, at selvom vi har mange ting til fælles med f.eks. forfattere, så er vores syn på litteraturens forhold meget forskelligt. Den fysiske bog, kassationer og bibliotekernes (manglende) indkøb fylder meget i forfatternes liv, mens biblioteksfolk oftest hellere vil tale formidling og dannelse end nødvendigvis materialer.

Den debat, håber jeg, kan folde sig ud en anden god gang. Der er i hvert fald meget at tale om.

Portræt af en 14-årig læser

Den læsende pige på bloggens forside hedder Josephine. Efter halvandet års tavs tilstedeværelse som signaturperson må det være på tide at give hende ordet. Her kommer et portræt af en læser: Mød Josephine, der i dette mailinterview fortæller om sine læsevaner og byder på en stribe forrygende og højst aktuelle bogtips.

Josephine er 14 år gammel og går i 8. klasse. Næste år vil hun gerne på Rejsby Europæiske Efterskole, fordi hendes yndlingsfag er samfundsfag og sprog. Hun har altid læst for godt, så hun har manglet litteratur, der var passende i både sprog og indhold. For nylig er hun begyndt at læse engelsksprogede ungdomsromaner og Young Adult. Hendes altoverskyggende hobby er kampsport. Hun er taekwondo-instruktør i den lokale klub og tidligere landsholdskæmper i kickboxing.

 

IMG_9609

Kampsport og læsning: Josephines interesser favner et bredt felt.  

 

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Josephine: Den første bog jeg kan huske, jeg læste var Historien om en hare. Jeg fik den af min fasters mand, da jeg var meget lille. Jeg læste den, da jeg var omkring de 6 år. Den handler om en hare, der gennem historien hele tiden bliver til andre dyr. Jeg læste den lige igen i forbindelse med det her interview, og den er stadigvæk god. Hvilke bøger har været højdepunkter i din barndom? Jeg kunne virkelig god lide især to serier. Fallen, Shadow Falls og School Spirits [engelske titler, men de er på dansk red.]. I School Spirits er hovedpersonen en heks, og i Fallen er hovedpersonen en pige med en englekæreste. I Shadow Falls har hovedpersonen også magiske kræfter, men her skal hun bare finde ud af, præcis hvad hun er.

Lisbet: Hvad læser du lige nu?
Josephine: Lige nu læser jeg en engelsk bog, der hedder This is where it ends. I grove træk handler den om et amerikansk “school shooting”. Den foregår over en time, og man læser den ud fra fire forskellige personers perspektiv. De er alle forbundet med gerningsmanden og hinanden.

Lisbet: Hvordan finder du ud af, hvad du skal læse næste gang?
Josephine: Nogle gange køber mine forældre noget, de synes, jeg skal læse. Andre gange finder jeg bare noget selv på eReolen. Jeg har ikke så tit det problem at mangle en bog, for jeg læser mest serier, så bøgerne plejer faktisk at hobe sig op. Lige nu har jeg 12 bøger i min bogkø.

Lisbet: Hvad er dit yndlingslæsested?
Josephine: Min sofa, uden tvivl. Jeg kan ligge og mosle rundt, og der er dejligt behageligt. Plus der er det perfekte lydniveau. Der er stille nok til at jeg kan koncentrere mig, men ikke stille nok til at det bliver ubehageligt.

 

IMG_4184

Godt installeret. Sofalæsning, aahh……

 

Lisbet: Hvornår læser du?
Josephine: Det kommer an på, hvor god bogen er. Nogle gange læser jeg en bog på 2-3 dage og andre gange på 1-2 uger. Uanset hvad plejer jeg at læse en halv time inden jeg skal i seng. Jeg bliver ikke søvnhæmmet af lyset fra min mobil, og hvis jeg går i stå med bogen, så kommer jeg under alle omstændigheder igennem den med mindst 30 min. hver aften.

Lisbet: Hvad betyder læsning for dig?
Josephine: Jeg elsker at læse, fordi det er kanon hyggeligt, og en god bog er bare så nem at fortabe sig i. Læsning er jo også en form for intelligent underholdning. Jeg kan hygge mig med en bog uden at blive dummere eller spilde min tid. Min far siger i hvert fald, at jeg bliver dummere af at se Youtube. En bog er også bare nem at fordybe sig i, og tiden går hurtigt, hvis den er god.

Lisbet: Hvad gør du, hvis du går i stå i en bog?
Josephine: Jeg elsker at se Youtube. Jeg ser nok dagligt omkring 1-2 timers Youtube hvis ikke mere. Hvis jeg går i stå med en bog, bliver det timeantal nok højere. Men som jeg nævnte tidligere, læser jeg jo mindst en halv time om dagen, så jeg kommer jo på et tidspunkt igennem bogen.

Lisbet: Hvem snakker du med bøger om?
Josephine: Min far og min bedste veninde Katrine. Katrine er også selv lidt af en læsehest, og vi har også læst nogle af de samme bøger, så derfor snakker vi om dem og deler hinandens synspunkter. Selvom vi ikke begge to har læst bogen, fortæller vi tit stadig om dem, fordi vi synes, det er spændende, og på den måde styrker vi også hinandens læselyst. Det kan jeg ikke altid med min far, fordi vi ikke har helt den samme smag i bøger.

Lisbet: Læser du andre typer af litteratur end bøgerbøger?
Josephine: Nej, jeg læser kun almindelige bøger. Jeg har aldrig brudt mig om lydbøger. Læsning er en personlig oplevelse, og det synes jeg ikke det er, når en eller anden tilfældig kvinde står og læser det op fra et eller andet tilfældigt lydstudie. Jeg kan godt se, at det er smart at få læst en bog op, når du står og skræller kartofler eller løber en tur, men så foretrækker jeg at høre musik.

Flere portrætter er på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Her er to tidligere portrætter:

Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Mere inspiration
Københavns Biblioteker udgiver sammen med unge læsere med stærke stemmer podcasten YAS! Det er en litteraturpodcast af unge, med unge og for unge. Værd at abonnere på.  

 

Forsider, bagsider og det indimellem

SanneVicecbiblioteksleder på Københavns Hovedbibliotek, Sanne Caft, gæsteblogger til vores store fornøjelse her. Sanne er også lektør, redaktør, bestyrelsesmedlem i Litteratursiden og livslang superlæser. Hun har typisk læst flere bøger end de fem nærmeste medmennesker tilsammen. Engang imellem eksploderer hun i en tirade af gode råd og læsenørderier!

Døm en bog på dens omslag

Har du ladet være med at læse en bog, fordi forsiden ikke sagde dig noget?

Det har jeg.

Jeg har læst ufatteligt mange bøger, og jeg har sprunget lige så mange over, fordi jeg fandt forsiden uinspirerende eller decideret irriterende.

Jeg tror, at jeg blev præget som barn, hvor jeg blev sluppet løs i både familiens omfattende bogreol og i et paradis af en lille, tætpakket og kaotisk antikvariat i en lille provinsby i nærheden af, hvor vi havde sommerhus.

Her var der (næsten) frit slag på alle hylder (som jeg kunne nå op til).

Himmelsk!

Jeg kom hjem med skatte, som nok i dag mest vækker genklang hos den voksne del af befolkningen: Kapt. Marryat, Torry Gredsted, Laura Ingalls Wilder, Cai Schaffalitsky de Muckadell, Ellen Duurloo …

Jeg valgte primært efter forsiderne. Var de gode? Og ”god” betød for mig i denne sammenhæng ”ikke kedeligt-voksne, ikke abstrakte, ikke i sort/hvid, ikke collage.”

Så jeg endte med:

Men, men, men..

På et tidspunkt gik det op for mig, at den samme bog kunne have forskellige forsider. Da jeg kom hjem med en bog, jeg allerede havde i reolen. (Det sker stadigvæk, men nu mest fordi jeg har købt en bog i begejstring og ikke har fået læst den endnu. Derfor er jeg pt. den lykkelige ejer af hele tre eksemplarer af den samme fagbog om Napoleon – med forskellige forsider.)

Pludselig stod jeg overfor

 

Ud over initial grundforvirring, så grundlagde det også en opmærksomhed på forsiden og dens betydning for, om bogen ”sælger” sig selv. Reelt taler vi om hele omslaget inkl. bagsideteksten, for den har sandelig også meget at sige. Og jeg har så meget at sige, at det må blive et separat indlæg senere. Som i nedenfor.

Da jeg forlod børnebøgernes land og spejdede mod ungdomsbøgernes verden, da så bøgerne således ud:

Collage! Kedelig! (Og tidstypiske).

Om indholdet inden i var godt, fandt jeg aldrig ud af. Jeg sprang dem over og gik direkte på voksenbøger og læste derfor en tsunami af letbenet action, agent, anden verdenskrig (letbenet litteratur ikke letbenet emne), spænding. Hvilket nu gør mig i stand til at genfortælle handlingerne i alle Alistair McLeans og Desmond Bagleys forfatterskaber. Hvilket gør det totalt nostalgisk at besøge andre menneskers sommerhuse, for her har de typisk et æseløret paperback-liv side om side med Sidney Sheldon.

Tilbage til forsiderne. Jeg faldt over denne, jeg ikke umiddelbart ser som rettet mod børn.

14

Men det betyder ikke, at der ikke er lagt mange tanker fra forlaget i forsideillustrationen. Forlag, grafikere, illustratorer og forfattere lægger mange kræfter i at få præcis den rigtige forside, der bedst formidler indhold, form, målgruppe, budskab.

Og som ”sælger” hvad enten det er i boghandlens reoler eller bibliotekets udstillinger. Det er forøvrigt derfor, vi på bibliotekerne i stigende grad udstiller bøger med forsiden frem. Der er flere af jer, der låner dem på den måde. Og det er dybest set hele pointen. Bøger er til for at blive læst af nogen. Så frem med de forsider, du kan bladre i, springe over eller låne med hjem.

Vidste du forøvrigt, at røde forsider er mere ”sælgende” end alle andre farver? Og at krimier i høj grad er blå? Særligt Nordic noir. Og at chick lit ofte er lyserød/lysegul/lyseblå?

Prøv at lægge mærke til det, næste gang du har samlet en stak sammen.

Bottoms up

”Romanen er fyldt af fart & tempo.”
”Spændende roman om livets store spørgsmål.”
”En personlig beretning fra livets skyggeside.”
”Bogen giver dig ti veje til et bedre liv.”
”Bogen er en håndbog for ledere.”

Står der nogen gange på bagsiden af en bog. Nogen gange står der et udsnit af teksten inden i. Andre gange biografiske oplysninger om forfatteren. Eller hvad bogen kan bruges til. Eller hvem dem retter sig mod.

Det er en kunst at lave en god bagsidetekst, der yder bogen retfærdighed. Og som får bogen til at finde sin læser. Jeg anmelder mange bøger og ser derfor altid på, hvordan bagsiden er skruet sammen. Virker den? Er tekstmængden passende? Passer den til indholdet? Er den troværdig?

I stigende grad bruges anprisning som salgsargument. Altså hvad andre mener om bogen. På forsiden står typisk **** stjerner og !!!! siger den og den anmelder. Nogle gange helt reel gengivelse, nogle gange trukket vel rigeligt ud af sammenhængen. Læg også mærke til, hvem der anpriser.

Det er også i stigende grad populært at sammenligne bogen med en anden, der har været en succes. Der er derfor mange bøger, der sjovt nok ligner ”Alt det lys vi ikke ser”, ”Kvinden i toget”, ”Kvinden, der forsvandt”. (Hvad ER der med de kvinder?)  Også selv om det er (igen) trukket lidt vel rigeligt ud.

Så er der dem, der forsøger at SKRIVE en ny ”Kvinden i toget”. Igen, en helt anden historie og værd at kigge nærmere på i en anden post.

Bagsiden er lige så vigtig som forsiden. På mit bibliotek eksperimenterede vi med at vende bagsiden opad på udstillinger. Det virkede glimrende i forhold til at låne bøgerne ud, omend der var svært for vores bibliotekariske ordenssans. Med bagsiderne opad var det mere oplagt at rode bøgerne igennem, end når de lå i pæne stakke i struktureret velordnethed, sagde dem, vi spurgte.

Det handler om at skabe lyst til at udforske. Hvad enten vi vender forsiden frem og lokker med røde farver, glitrende overflader, farvestrålende paletter af forfatternavne og snedigt udtænkte titler. Eller vi vender bunden i vejret på det hele og samler bøgerne på nye måder.

19

På billedet står feks. bøger om mysterier og hemmeligheder 🙂 (desværre ikke på mit bibliotek).

Så næste gang, du griber en bog fra en udstilling eller en salgshylde eller din reol, så vend den rundt og se på bagsiden. Tro mig, der er brugt tid og kræfter på at gøre den indbydende, formildende, rammende. Virker det?

Læser du bøger for historien eller for sproget?

Jeg indrømmer det åbent – jeg har virkeligt svært ved at læse en roman, der er dårligt skrevet. Men jeg har en veninde, der ikke lægger mærke til sproglige spader og vaklende kommatering, så længe historien fænger. Vi læser lige meget, og vi læser lige passioneret. Og vi får lige meget ud af at læse.

Misforstå mig ikke. Jeg elsker at læse gode historier. Jeg tæsker igennem historiske romaner, kærlighedsromaner, krimier, fantasy og samtidsromaner. Men de skal være godt skrevet. Have en sikker sprogbeherskelse. Et kompetent greb om plottet. Dygtig behandling af stilistiske virkemidler.

En effektiv og underholdende roman behøver i min optik ikke være sprogligt eksperimenterende. Og. Være. – . Særl-ig.

Men den skal hænge sammen. (Og ikke være fuld af grammatiske fejl.)

Hæng lige på, mens jeg bliver nørdet ☺️

Professor Stig Hjarvard fra Københavns universitet har forsket i vores læsevaner og har bl.a. fundet ud af, vi grundlæggende har to forskellige former for læsning: en oplevelsesorienteret læsning og en vurderende læsning. Langt de fleste af os går efter en oplevelsesorienteret læsning, hvor oplevelsen af den spændende fortælling er i centrum.

Derfor er der rigtig mange, for hvem det er totalt ligegyldigt, om kommaerne er sat rigtigt eller om sproget er ciseleret og alsidigt. Historien skal fungere. Punktum. Hvis man ser på de bøger og genrer, der er i høj kurs, vil nogen mene, at der er tale om middelmådig (valgfrit: indsæt værre ord) litteratur. De, der hører til ”vurderende læsnings-gruppen”, kan have svært ved at se forbi tornekrattet af gennemtærskede klicheer, kommafejl og flad persontegning. Men med Stig Hjarvards undersøgelse kan vi se, at de er i mindretal. Og lad os være ærlige. Ovenstående hårde karakteristika er nok uretfærdige og alt for hårdt trukket op. De fleste bøger er gode, effektive, velfungerende. De falder hverken i bunken af utroligt ringe eller i bunken af litterært grænseflyttende men lægger sig et stabilt sted i midten.

En anekdote, som jeg har hørt for år siden:

Den massivt produktive forfatter Barbera Cartland, der skrev uhyre populære (og af anmelderne uglesete) kærlighedsromaner, hvor hjerte rimede på smerte, havde sekretærer ansat til at tjekke øjenfarven og navnene på personerne i de 2,3,4 romaner, hun havde gang i samtidig. Hun dikterede fra sofaen (klædt i pink) og sekretærernes opgave var (ud over at tage mod diktat) at sikre, at heltens øjne var blå, hans hår sort, hans far ruineret baron hele vejen igennem historien. Mens sekretæren ved siden af skulle sikre, at heltens øjne var brune, hans hår blond, hans far ruineret markis hele vejen igennem.

Min pointe:

De fleste læser skønlitteratur for at få tid til at slappe af for sig selv. Det er nok også derfor, at lydbøger er et hit, og flere og flere hører lydbøger i bilen, på løbeturen, under madlavningen. Uanset om du læser for at få en pause i hverdagen, tid til dig selv, tid til eskapisme, tid til at dykke ned i sproglige eksperimenter eller for at få udsyn til andre tider, steder og menneskeskæbner, så læs. Bliv ved med at læse. Du bliver klogere. Mere empatisk. Underholdt.

Vi ses i bøgernes verden.

/Sanne

 

Læs professor Stig Hjarvards undersøgelse her:

http://hum.ku.dk/faknyt/2017/januar/danske-laesere-foretraekker-krimier/

 

Moster Else og verdenslitteraturen

Dette er ikke et okkult blogindlæg. Det handler derimod om, hvordan vi kan møde afdøde familiemedlemmer gennem læsning af særlige bøger. Når jeg savner min moster Else, så ved jeg, at det er på tide at genlæse Sigrid Undsets klassiker Kristin Lavransdatter.     

lisbet og sigrid lavransdatter

Da den vidunderlige kampagne #septemberbøger rullede i 2017, var en af udfordringerne at poste en grøn bog. Jeg gik all in og iførte mig en grøn bluse i dagens anledning. Bemærk venligst de farvekoordinerede limefrugter i baggrunden.

Min farmor påstod, at man ikke var et ordentligt menneske, hvis man ikke havde læst Lykke-Per. Min farmor døde i 1961. Jeg er født i 1976 og fik derfor aldrig mulighed for at spørge, hvad hun egentlig mente med det. Men min ukendte farmor Krista var med som en venlig skygge, da jeg læste Lykke-Per første gang. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvilke tanker og følelser hun fik, mens hun læste om Pers sjælekvaler og stormfulde forhold til Jacobe. Var der noget, der vakte genklang i hendes eget indre liv?

Familiens hukommelse
Krista lærte jeg aldrig at kende. Men moster Else var en vigtig del af min opvækst og barndom. Hun havde ikke selv børn, men var levende interesseret i alle sine niecer og nevøers liv og færden. Zoo-ture, varm kakao til morgenmad, store gaver og omsorg af en anden verden; alt det var Else, da jeg var lille.

Årene gik, og hun var der stadig. Hun havde styr på, hvad vores venner hed, hvor vi skulle på studietur, og om vi for tiden boede i andelslejlighed eller på lejet værelset på Vesterbro. Efter en 20 minutter lang telefonsamtale kunne man være sikker på, at Else havde lagret alle detaljer i hukommelsen. Samtidig havde hun styr på alle familieforbindelser mindst to generationer tilbage, så det var bare at ringe til Else, hvis man kom i tvivl om navnet på en grandkusine.

Else havde arbejdet med udviklingshæmmede i mange år, inden hun blev gift i en alder af 40. Resten af sit liv var hun medhjælpende hustru på Pilgård i Snevre, lidt uden for Bjergby i det, der engang hed Hirtshals Kommune. Dagene gik med store mængder praktisk arbejde ude og inde. Til de store familiegilder var der hjemmelavet suppe kogt på hjemmeopdrættede høns, steg, sovs, is, lagkage, småkager – og det løse. Hold da op, hvor hun kræsede for os. Heldigvis var hun også inkarneret læser og formåede at konsumere større mængder litteratur end de fleste.

At læse en klassiker igen og igen
Et af de værker, hun blev ved med at vende tilbage til, var Sigrid Undsets 1000-siders værk Kristin Lavransdatter. De tre bind blev udgivet i årene 1920 til 1922.

Historien foregår i Middelalderens Norge omkring år 1300 i og handler om den fagre Kristins liv med kærlighed, sex, svigt, smerte, mange fødsler og til sidst inderlig, kristentro i klostret.

Sigrid fødte sønner på stribe. Else blev aldrig selv mor. Kristins kærlighedsliv var dramatisk og omfattede også den helt store, bjergtagende forelskelse og ægteskab med ridderen Erlend. Else blev selvfølgelig ikke gift med en ridder. Mere skal jeg ikke skrive om hendes kærlighedsliv. Livet på en gård i Vendsyssel i 1970erne og -80erne med maskinpark, malkeanlæg og tilskud fra EU var noget helt andet end Kristins hverdag som husfrue med tyende.

Else læste de bøger sønder og sammen. Hun vendte tilbage til Kristins historie. Omkring år 2000 fik hun nye paperbackudgaver i julegave af sin søster, min mor. Dem arvede jeg senere. Da jeg gik på barsel i 2012 fik jeg endelig taget mig sammen til at læse bøgerne. Jeg havde tid til at dykke ned i dem og læse Kristins historie uden større pauser.

Her fik jeg den mærkeligste oplevelse: Det var, som om jeg mødte Else igen. Jeg vidste ikke præcis, hvad hun havde følt og tænkt under læsningen, men i selve læsesituationen føltes hun meget tæt på. Jeg sad med den udgave i hånden, som hun havde siddet med. Jeg forestiller mig, at hun efter en hård dag i stald og køkken sad og læste og fik sit eget liv sat i perspektiv, på godt og ondt.

img_1442

Kristeligt Dagblad er enige med mig og moster Else: Klassikere skal læses om og om igen. Eller: Ses på film. Vi venter på filmatiseringen af Lykke-Per, som det fremgår af bagsiden den 9. februar 2018.

Til foredrag i sognegården
Tilfældet ville, at jeg inden fødslen af min søn opdagede, at Danmarks fremmeste Undset-kender præsten Doris Ottesen holdt et foredrag om netop Kristin Lavransdatter i Garnisons Kirkes Menighedshus en tirsdag i april. Hvor tager man hen, når man er gravid i 37. uge og har købt alle sparkedragterne og babybadekarret? Man tager til foredrag i sognegården.

De venlige damer i menigheden så lidt undrende på mig. Jeg var et nyt ansigt i den sammenhæng. Men et par småkager senere var jeg en del af flokken: Os, der havde læst Kristin Lavransdatter. Endnu en gang knyttede litteraturen et bånd mellem mennesker. Denne gang mellem en håndfuld nydelige, fremmede damer 70+ og Lisbet på 35.

Doris Ottesen var en blændende formidler, og jeg lænede mig tilbage og frydede mig, hver gang hun fremhævede en litterær detalje, som jeg selv havde hæftet mig ved. Og tog en stærk kop kaffe mere.

På det tidspunkt kendte jeg ikke min medblogger Mikkel så godt. Men jeg må indrømme, at denne anekdote bekræfter hans teori om, at jeg er 85 år indeni.

Bøgerne vandrer videre
En dag i 2018 drak jeg kaffe med min kusine Marie. Vi kom næsten helt tilfældigt til at tale om bøger. Det viste sig, at hun engang havde fået Kristin Lavransdatter af Else. Også Marie blev grebet af Kristins historie.

Min mor har i januar 2018 købt Kristin Lavransdatter på udsalg hos Danmarks ældste boghandler Betty Mogensen i Hjørring.

Det er soleklart: Mine niecer på 8 og 9 år kommer ikke til at slippe for de bøger. Det står skrevet i sol og stjerner, at de skal vandre videre til næste generation, ligesom historierne om moster Else.

kristin lavransdatter til blog

Tre bøger, der blev sprættet op med papirkniv. Køber man den slags bøger i dag? 

Mere om Undset
Doris Ottesen har skrevet en fremragende artikel om Undsets liv og værk i Kristeligt Dagblad. Artiklen er fra 2. juli 2005.

Du finder Kristin Lavransdatter som e-bog og lydbog på e-Reolen. Hvis vinteren bliver virkelig lang, så ved du, hvad du skal fordrive tiden med. Hvis du ikke er travlt optaget af at se Suits, The Affair, The Americans eller Lovesick på Netflix.

Du kan finde en fin intro til værket på Litteratursiden.

“Alle de liv” af Signe Langtved Pallisgaard

Signe Langtved Pallisgaards roman nr. 2 – ”Alle de liv” – udkommer simpelthen i dag, og  lad mig lige få dette ud med det samme: Signe har begået en meget smuk og poetisk roman om livet, døden og relationer mellem mennesker, mens vi nu er her. Når folk spørger mig, hvad en eller anden bog handler om, plejer jeg at slå dramatisk ud med armene og proklamere: “Den menneskelige tilstand!” Ja, det er selvfølgelig planket fra engelsk: “The human condition.” Denne gang vil det dog være helt rigtigt. Signe har rent faktisk skrevet en bog om den menneskelige tilstand.

27579704_2031476713790599_2329518582641197056_n

Tyvstjålet fra L&R’s fine blog: Forlagsliv

Lad os få synopsis af vejen: Emilie og Solveig har været veninder siden de var små, og selvom der har været kurrer på tråden, ikke mindst fordi de er så forskellige, har de holdt ved hinanden og kommer til det til døden. Bogstaveligt talt, fordi Solveig – den udadvendte, tjekkede og karismatiske af de to – har ALS og ikke så lang tid igen. Derfor tager de to til Californien på et roadtrip ned ad kysten. Valget af destination er ikke helt tilfældigt, men det er et væsentligt plotpunkt, jeg ikke skal afsløre her. Emilie, som er forfatter, skriver både noter om turen og flashbacks til venindernes opvækst og voksenliv, men også flashforwards; scener fra det fremtidige liv, Solveig aldrig får. På turen fra San Francisco til Yosemite gør de mange stop undervejs og møder mange mennesker, der både sammen og hver især er ramt af tilværelsen. Nogle gange rammer noget, og intet bliver det samme igen. Den menneskelige tilstand er, hvad det er.

signe_pallisgaard_credit_morten_holtum

Her er Signe herself. Hendes portræt hænger også uden for det lokale, hvor jeg plejer at holde møder med L&R’s folk vedr. eReolen. Endnu en måde, hvor jeg har aktier i hendes forfatterskab. Eller noget. Fotograf: Morten Holtum.

De gode mennesker på Lindhardt & Ringhof var så venlige at stille et anmeldereksemplar til rådighed for mig. Jeg har aldrig bedt nogen om et anmeldereksemplar før, og når “Alle de liv” blev den første, var der flere årsager. For det første kender jeg Signe en lille smule. Hun er i samme væsen som mig. Litterær konsulent i Gentofte er hun faktisk. Selvfølgelig var jeg også nysgerrig for at læse den bog, der har fyldt Signes Facebookside med stigende intensitet, som den nærmede sig deadline. For det andet har jeg været i Califonien to gange nu – i 2015 og 2017 – i samme område, som veninderne kører rundt i. Man skal godt nok være et koldhjertet bæst for ikke at forelske sig i Californien og californiere. I 2015 var jeg der samtidig med Signe, som havde hevet hele familien med i forbindelse med hr. Signes residens hos Stanford. Jeg kan godt lide tanken om, at vi trampede rundt derovre på samme tid. Signe lod sig inspirere af landskaberne og folk omkring sig og havde besøg af sin ALS-ramte veninde – ja, bogen bygger til dels på en rigtig situation – mens jeg gnaskede seafood i mig og nød sælerne og havodderne i Monterey. Sådan er vi så forskellige. For det tredje skal man udfordre sig selv engang imellem. “Alle de liv” er ikke en genre, jeg normalt ville kaste mig over, men jeg har nydt det, hver gang jeg har givet mig selv læseudfordringer. Senest med Celeste Ng’s “All the Things I Never Told You.”

Nu har jeg afsløret, jeg synes, det er en smuk og poetisk bog. Den er også for kort! Jeg ved ikke, hvad der er sket for L&R’s redaktører. Signe afslørede, da jeg snakkede med hende, at de havde skåret en del fra. Hvad det var, må Signe hellere selv afsløre ved lejlighed, hvis hun har lyst. Jeg kunne godt tænke mig mere om de to kvinder og deres venskab. Bogen er helt fyldt til randen af rørende og hjerteknugende scener og observationer, og dér, hvor veninderne er lidt på kant, fungerer supergodt og komplementært. Der er en nerve og realisme i nogle af de californiske møders uforløsthed, jeg også er helt pjattet med. Særligt ét, men det må du selv finde og se, om du er enig med mig i. Jeg synes nemlig, du skal købe “Alle de liv,” læse den og blive et bedre menneske. Det er dét, god litteratur gør ved én. Skriv til mig bagefter, så vi kan diskutere den 🙂

Signe Langtved Pallisgaard: ”Alle de liv.” Lindhardt & Ringhof. 2018. 208 sider.
Signe debuterede i 2014 med romanen ”Et andet sted.”