Bognoter i kædedans

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

De sidste måneder er jeg stødt på en række udgivelser og litterære tiltag, som jeg har lyst til at kaste lys på. I stedet for blot at remse dem op præsenterer jeg dem her i en form for associativ kædedans. Det er OBS i nye klæder: Oplysning til Bloglæsere om Skønlitteratur.

Vi lægger ud med en aktuel fagbog skrevet af Kristiane Hauer og Peter Heller Lützen, der begge er tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning. Bogen hedder Fiktionslæsning: Veje til gode læseoplevelser for børn og unge. Den giver forskellige perspektiver på det særlige, der kan ske, når vi (mange af pointerne passer også på voksne læsere) giver os i kast med lige præcis fiktionstekster. Forfatterne kommer ind på læsekultur, læsevaner, læsemedier, læsesteder, læsefællesskaber og læseridentitet. Det hele bindes sammen af en læseøkologisk model, der udfolder, hvordan alle mulige faktorer spiller en rolle og ikke mindst spiller sammen, når vi læser fiktion. Bogen er udgivet på Akademisk Forlag i maj 2026, og på forlagets hjemmeside står, at målgruppen er alle, der underviser i og formidler litteratur. Jeg er selv i gang med at dykke ned i bogen, og min læsning er især drevet af min interesse for læseridentitet. 

Du finder info om bogen her: Fiktionslæsning | Akademisk Forlag


Skønlitteraturens særlige potentialer får en ny vinkel i en artikel om skønlitteratur som læremiddel i grundskolens samfundsfag, som Jimmy Michelsen og Pernille Julie Østergaard Nielsen står bag. Begge arbejder ved UCL (University College Lillebælt) Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Afsættet er et projekt på læreruddannelsen i Odense, og artiklen trækker på interviews med lærere, som brugte Yahya Hassans digt DIMISSION i deres samfundsfagsundervisning i en 8. klasse og så, at det førte til engagement hos eleverne, gav dem perspektiv og styrkede deres indlevelses- og vurderingsevne.

Læs artiklen her: Skønlitteratur som læremiddel i grundskolens samfundsfag – artikel

Kollektivromanen Blokkene af Deniz Kiy (2025) er et godt eksempel på en fortælling, som samfundsfagslærere kunne bringe i spil i udskolingen. Elever på FGU (Forberedende Grund Uddannelse) i Roskilde har først arbejdet med romanen i danskundervisningen og derefter sammen med Roskilde Bibliotekerne og Kreativt hus for børn lavet collager om dem. Collagerne tager udgangspunkt i tekstens konkrete elementer, ”der nu bliver sat sammen på ny, roteret, spejlet og kunstiggjort”, som der står på Roskilde Bibliotekernes hjemmeside.

At gøre noget med litteraturen og give den et personligt udtryk er en kilde til uhæmmet faglig begejstring hos mig. De unges collager bliver selvfølgelig udstillet, sådan at alle kan opleve dem.

Læs mere om ferniseringen her: Udstilling: Fantasifulde collager | Roskilde Bibliotekerne

Blokkene er nomineret til DRs Romanpris 2025. Det samme er Ude for uden af Niels Krause Kjær, og den velskrevne landbrugsroman har allerede modtaget flere priser. Lige da romanen udkom, sendte jeg den til min onkel, der er pensioneret landmand, og han læste den på to dage. Der var resonans.

Hør om Uden for uden i denne podcast på DR Lyd: DR Romanprisen | Niels Krause-Kjær: Ude for uden | Lyt som podcast | DR LYD

Man kan næste ikke sige dansk landbrug uden at sige svineavl, nationalt sprøjteforbud og (dare I say) undergangsfortælling. Krause Kjær betoner, at vi alle, både som individer og som samfund, har en aktie i landbrugets udvikling/afvikling. Engang var landbruget grundstenen i den danske økonomi.  I dag er den blot en brik blandt mange. Her kommer det associative hop til Lutherkirkens årlige arrangement Store Drømmedag, som afholdes på Store Bededag. I år havde kirken inviteret poeten, oversætteren, aktivisten og renæssancemennesket Shëkufe Tadayoni Heiberg til at komme og læse sin smukke sonetkrans Grundsten højt. Giv dig selv en gave, tilfør stærke sprogbilleder til dine drømme og læs eller hør disse digte, der er udkommet på Forlaget URO:  Grundsten – FORLAGET URO

Fra Grundsten til Grundskyld. Jeg har foreslået Lutherkirkens præst (min bror), at han inviterer forfatteren Signe Kierkegård Cain til arrangementet HVID FREDAG, som kirken holder hvert år som et alternativ til Black Friday. Hun står blandt andet bag digtsamlingen Grundskyld (2025), der er udkommet på forlaget med det geniale navn Rebel With A Cause. Digtene handler om ”ejerskab, forhold, forbrug og økonomi”, som der står på forlagets hjemmeside.

Hvordan kan det være, at indgåelsen af et parforhold og kernefamiliedannelse fører til akkumulering af ting og sager, cykler, badebassiner, køkkenmaskiner og alskens udstyr? Hvad er det for mekanismer, der er på spil? ” Vi gik i banken / fremviste / budget / lønsedler / årsopgørelse fra skat, vi / burde snarere / have afleveret / dokumentation for / at vi ville blive sammen / for evigt bære det akkumulerede gods / på vores fire skuldre / hvis vi i stedet / havde deponeret vores kroppe / lagt / flaprende albuehud / stemmebåndknyster og kraveben / på bordet / havde skrevet under på / at det er banken / der bestemmer / hvad vores kroppe skal.”

Det er stærk læsning. Køb digtsamlingen (fordi vi netop ikke skal holde op med at købe bøger) og giv den til et sølvbrudepar, der stadig er sammen: Grundskyld | Rebel With a Cause

Vi bevæger os nu fra skyld til skærm. Jeg er ikke den store lyriklæser, men med Heiberg, Cain og Peter Dyreborg er der sket noget positivt i min læseadfærd. Dyreborg har i 2026 udgivet Bekræft, du er et menneske.  Forsiden (se nedenunder) gør, at man MÅ have bogen mellem hænderne.  Den er fyldt med legende meme-referencer og beskrivelser af et hverdagsliv med teknologi, der føles helt naturlig i dag og som 100 procent science fiction for bare 25 år siden.

Forfatteren er ligesom mig årgang 1976, så vi har prøvet det hele: Blækregning, skrattende modems, klaptelefoner, et væld af forskellige laptops, MySpace, SoMe, skærmskam, Chatgpt og tja: Hvad mon det næste bliver?  Læs bogen sammen med din teenager. Måske får I det low key LOL.

Find Bekræft du er et menneske (og bekræft din interesse for bogen) ved at klikke her: Peters bøger – Peter Dyreborg – poetry slam og spoken word – shows, byer, DM, regler, film‎, skoler og undervisning

Kunstig intelligens kan hjælpe os med meget. Men jeg er sikker på, at AI aldrig vil kunne frembringe mesterværket Sort Orkidé, der er skabt af den færøske forfatter Vónbjørt Vang. Hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen i 2025. Jeg venter i spænding på, at bogen bliver udgivet på dansk, og jeg ser især frem til at opleve de collager, der indgår som en del af værket.

Lyt til Vónbjørt Vang i denne udgave af Skønlitteratur på P1: Skønlitteratur | Mor på rejse til helvede | Lyt som podcast | DR LYD

Apropos collager så har jeg i dette forår testet et workshop-format, hvor udformning af collager, oplæsninger af udvalgte stykker skønlitteratur og refleksioner over arbejdsliv flettes sammen i et kreativt og samtidig stramt styret miks. Gode kolleger, venner og bekendte har været forsøgskaniner, og oplysningsforbundet FORA har sagt ja til at udbyde workshoppen to gange i september. #reklame.

Dette hjertebarnsprojekt kombinerer kollektiv karrierevejledning og skønlitteratur med limstifter og papirudklip. Det betyder, at alle mine væsentligste interesser her i livet er kittet sammen, og hvem kan egentlig bede om mere? Mere info følger senere på året.   

At skabe mening i arbejdslivet, i eksistensen og i verden kan være noget, der kommer let og intuitivt. Andre gange føles det som en Sisyfos-opgave. I december 2025 deltog jeg i et webinar arrangeret af Kulturrådet i Sverige, hvor temaet var Läsning för livet. De mange indlæg blev bagefter samlet i en fin antologi med titlen Läsning för livet: Om litteraturens och läsningens betydelse för vår existentiella hälsa, der blandt andet rummer kapitlet Obekväm litteratur. Heri argumenterer Anders Fällström, rektor ved Mittunidersitetet for, at fremtidens ingeniører har brug for at læse skønlitteratur som en del af deres uddannelse: ”Många civilingenjörer hamnar på ledande positioner i samhället och är med och bygger framtidens samhälle. Utifrån sin profession är det förstås avgörande att de behärskar matematik, fysik, kemi, mekanik och så vidare – och det kompromissar vi inte med. Men det finns också andra saker som vi gärna vill att de ska ta med sig från utbildningen. Det handlar om att träna sig i, eller åtminstone öppna ögonen för att möta det som väcker utmanande frågor. – Man ska träna sig i att ta sig an det som är främmande eller annorlunda. Inte minst i dagens värld tror vi att det är viktigt, exempelvis när det gäller att förstå och reflektera kring begrepp som krig och död.” (side 41).

Du finder hele den inspirerende antologi her: Läsning för livet 4/2026

Man kan spørge, om ingeniører kan redde verden? Jeg er sikker på, at de kan komme til at spille væsentlige roller, hvis vi skal til at genopbygge verden efter zombieapokalypsen eller andre katastrofer, som desværre er alt for nemme at forestille sig. Der findes dog ikke ingeniører i romanen Eneboer af Persille Ingerslev. Hovedpersonen vader bogstaveligt rundt i døde mennesker midt på Frederiksberg i denne robinsonade, der gjorde et ekstra stort indtryk på mig, fordi den foregår på Frederiksberg, hvor jeg har boet i over 20 år.

Hvad gør man, når lugten af lig gør det svært at trække vejret? Hvordan får man hverdagen til at fungere, når det er slut med elektricitet, internet og vandforsyning? Hvad stiller man op med ensomheden og angsten? Persille Ingerslevs detaljerede beskrivelser af kampen for at skabe orden og mening midt i undergangen var både skræmmende og fascinerende. Især billederne af et smadret Frederiksbergcenter, hvor planterne gør deres indtog og vokser hen over alt, stod lyslevende for mig. Vores egne, til tider usmagelige og perverse udtryk for vækst og forbrug helt kvalt i blade, grene og ustoppelige vækster.

Læs mere om Eneboer i POVs anmeldelse: ‘Eneboer’ dvæler ved menneskets ensomhed

For et par år siden læste jeg en anden robinsonade med en kvindelig hovedperson, nemlig Væggen af Marlen Haushofer. Min kollega Asta havde anbefalet bogen i Portræt af en læser med mange læseminder | #bogsnak. Jeg ville aldrig have opdaget bogen, hvis ikke Asta have peget mig i retning af den. Senere opfordrede jeg min mor til at læse den, og således var Asta, min mor og jeg blevet en del af en form for læsefællesskab, som Hauer og Lützen skriver om i Fiktionslæsning.

Kædedansen stopper her. Oplysning til Borgerne om Skønlitteratur er slut for denne gang.

Regeringsdannelse ad libitum

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Det kan tænkes, der kommer blod ud af øjnene på dig, hvis du læser ordene ”kongelig undersøger” og ”realitetsforhandlinger” en gang til. Det kan også være, at du stadig her i min skrivende stund er levende interesseret i det, der sker efter Folketingsvalget den 24. marts 2026, hvor der skal dannes en ny regering.

Jeg veksler mellem at føle en massiv træthed overmande mig, når jeg prøver at navigere i nyhedsstrømmen om dansk politik, og grådigt inhalere endnu en podcast om mummespillet, der i værste fald kommer til at vare mange uger endnu.

I de lidt mindre formater har vi alle stiftet bekendtskab med processer, hvor man er nødt til at blive enige. Ellers går alt i stå.

Min præference for konsensus blev udfordret, da jeg som relativt ung bestyrelsesformand for vores ejerforening lige før en generalforsamling helt roligt skulle tale/lokke/true et ældre ægtepar ind i en forståelse af, at de selvfølgelig havde tænkt sig at følge foreningens vedtægter i forbindelse med etablering af et nyt badeværelse. De kunne være mine forældre. Men det var jo mig, der var formand. Dermed ikke sagt, at jeg havde skyggen af pressionsmidler. Men jeg var valgt til at lede ejerforeningens bestyrelse, og den rolle forpligtede. Ægteparret havde aldrig boet i en ejerforening før, og de havde det lidt stramt med de fælles spilleregler, som de fandt ugunstige for fremdriften i deres store sanitetsprojekt på 3. sal.

Min mission lykkede, jeg beholdt roen i den korte samtale med dem, og vi blev enige om, de at ville følge vedtægterne og respektere fællesskabets beslutning. Det tog dog et stykke tid, før vi igen hilste med ægte venlighed på hinanden ude i trappeopgangen. Dette drama var sindsoprivende for mig. Jeg ville aldrig overleve i kommunal- eller landspolitik.

Lignende dramaer udspiller sig i de to romaner, som absolut ingen partiledere har tid til at læse i disse uger, men som gengiver nuancerede perspektiver på at udøve stille magt, forhandle og skabe konsensus. Til sidst får du et fagbogstip, du kan dele med yngre medborgere, der har interesse for samfundsforhold og deres egne rettigheder.  

Klinten af Jens Smærup Sørensen
I denne kollektivroman udgivet i 2020 dykker mesteren Smærup Sørensen ned i det mikrokosmos, som en villavej er.

Motoren i fortællingen er: Kan de meget forskellige beboere blive enige om at skillinge sammen om kystbeskyttelse eller ej? Villavejen er opkaldt efter den klint, som havet er i færd med at æde sig ind på.

Den fællesskabsorienterede Sigrid går fra dør til dør i en langstrakt besøgsrunde og appellerer til en form for samfundssind, og bogen kulminerer med et stormøde med klapstole, rødvin, ophedede diskussioner og til sidst en uventet form for forløsning (eller antiklimaks. Det afhænger af øjnene, der ser).

Sigrids ærinde er i første ombæring at sikre, at alle i det hele taget deltager i mødet, og hendes stilfærdige og tålmodige lobbyarbejde ser jeg som et godt eksempel på, hvad politik også er: At tale ikke bare til men med den enkelte for at kunne tage hånd om en fælles udfordring.

Smærup Sørensens humor er sardonisk, når han skildrer et af villavejens par, der fryder sig over ævl, kævl, kaos og gnidninger, om det så er på TV eller i sammenstødet mellem naboerne. De ville nyde at se strømmen af valgdebatter, hvor Troels, Mette, Morten, Lars og alle de andre partiledere går i flæsket på hinanden på mere eller mindre lødig vis. Det er et teaterstykke, og vi ved det alle. For dagen efter skal de finde pragmatiske løsninger og få butikken Danmark til at køre videre. Det er den kontrakt, vi har med vores politikere.

Lejlighedssange af Stine Pilgaard
Det kollektive og kakofoniske perspektiv er også at finde i Stine Pilgaards roman Lejlighedssange (2016), der foregår i en andelsboligforening i Aarhus. Persongalleriet er vidunderligt kulørt. En af nøglescenerne er generalforsamlingen, hvor formen hele tiden er ved at gå i opløsning, og andelshaverne sidder rastløst på de kulørte klapstole (der er de igen: klapstolene), mens dagsorden skrider pinefuldt langsomt frem. Hvem har ikke prøvet at være med til den generalforsamling? Og måske til sidst bukket under, når der skulle vælges nye medlemmer til bestyrelsen?

På et tidspunkt får foreningen besøg af en journalist: “Mie står under kastanjetræet og fortæller en journalist om andelsforeningens historie. Hun peger på en oversigt over forskellige begivenheder i bygningen og en række med navne på de mennesker, der har boet her. Vi fik træk og slip i 1917, siger Mie, mens det elektriske lys kom midt i 20’erne. Hvordan føles det at bo i en bygning, der er hundrede år, spørger journalisten. Jeg har boet her, siden den blev opført, råber mormors mor, der øjner endnu en chance for at komme i rampelyset. Iben kører sin oldemor lidt væk. Kan du sammenligne andelsforeningen med noget andet, siger journalisten, der er begyndt at kede sig. Mie ser forvirret ud, hun har mere flair for kendsgerninger end analogier. I andelstanken findes mange træk fra bondesamfundene i middelalderen, siger Lisa. Capitalism meets socialism, siger Agis, it is extremely Danish. Nogle dage er man glad for sine naboer, og andre gange ønsker man dem langt væk, siger Lotte, men man har nu engang underskrevet en kontrakt og sagt ja til et fællesskab, som forpligter. Det er ligesom i et band, siger Iben, hvis der er problemer, trækker man bare vejret dybt og spiller videre.” (s. 96).

Stine Pilgaard for president, får jeg lyst til at skrive.

Grundloven for børn
Efter valget den 24. marts 2026 skrev de 67 nye folketingsmedlemmer ved en højtidelig ceremoni på Christiansborg under på, at de vil overholde Grundloven.

Jeg ved ikke, om de kender Olav Hesseldahls fine bog Grundloven for børn (2025), men jeg vil anbefale alle med interesse for det danske demokratis spilleregler at få fingrene i den. Bogen er for børn fra ti år og opad, men det allerbedste er næsten, at børn og voksne læser den sammen.

De 89 paragraffer bliver gennemgået i et enkelt og nutidigt sprog, og der garneres med eksempler, tegninger og collager. På forsiden står der: “Bogen, der gør dig klogere end de voksne”, og bogen er selvfølgelig udgivet på Forlaget 5. juni.

I læseguiden er der korte forklaringer af de personer, titler og institutioner, der henvises til i Grundloven, så du kan lige få genopfrisket definitionerne af en biskop, en tyran, Folketinget, højesteretspræsidenten, justitsministeren, monarken, medierne, ombudsmanden, regeringen, statsministeren, statsrådet og bom: en tjenestemand.

Kapitlet om magtens tredeling indledes elegant med disse ord: “Tit kan det være svært at få en leg med tre til at fungere, fordi én ofte vil føle sig udenfor. Men lige når det gælder magt, så er det en god idé at kunne holde nogle udenfor. Måske de bliver lige lovligt glade for at bestemme?” (side 13).

Olav Hesseldahl er også manden bag Grundlovsfesten, der laver grundlovsfester med børn over hele landet. Det er blot en tanke, men det kan da være, at vi får en ny regering den 5. juni 2026. Symbolikken ville have sin egen skønhed.

Boginfo
Klinten af Jens Smærup Sørensen, Gyldendal, 2020
Lejlighedssange af Stine Pilgaard, Samleren, 2016
Grundloven for børn af Olav Hesseldahl, Forlaget 5. juni, 2025

Portrætter af læsere: De første 28

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Det begyndte som et lille eksperiment: Hvad sker der, når man stiller enkle spørgsmål om læsning til sagesløse børn i den nærmeste familie? Senere blev det til et fast format, og det viste sig til min store personlige og faglige glæde, at mange gerne ville stille op og fortælle om deres liv som læsere.

Som en del af oprydningen i mit jubelår (året op til min 50-års fødselsdag) fik jeg lyst til at lave en kategorisering af de indtil videre 28 portrætter af læsere, det er blevet til siden 2017. Du kan bruge portrætterne som inspiration til din egen læsning. Du kan måske spejle dig i flere af dem og bruge nogle af historierne til at komme i tanke om eller reflektere over, hvad eller hvem der har formet dig som læser. Portrætterne in toto giver under alle omstændigheder vidt forskellige bud på, hvordan lige præcis disse mennesker indgår i og praktiserer en læsekultur.

Et tværsnit gennem portrætterne
Den yngste bidragsyder er Bille på næste fire, og den ældste er Inge på 90, der desværre ikke er hos os mere. Der er portrætter af 14 piger/kvinder, 13 portrætter af drenge/mænd og et enkelt af en læsekreds, hvor alle deltagere er mænd. Portrætterne fordeler sig i fire hovedkategorier, som jeg har opfundet til anledningen: Min familie, kolleger & samarbejdspartnere i bred forstand, de unge og læsere, jeg kun har skrevet med og aldrig mødt.   

Min familie
Min niece Erica var knap 9 år gammel, da hun sagde ja til at være med i det allerførste portræt. Nu er hun 18, og jeg ved, at hun stadig læser skønlitteratur. Jeg spurgte hende ”Kan du huske, hvordan du lærte at læse?” Svaret giver mig næsten tårer i øjnene: ”Jeg kan huske, at de første bøger, jeg læste, handlede om Cato, Thea og Tim. Det kildede i maven, da jeg fandt ud af, at jeg kunne. Jeg tror også, at det med at læse hang sammen med, at jeg begyndte at gå på biblioteket.”
 
Min søn Aske har været det naturlige interviewoffer ad flere omgange. Han blev udsat for formatet, da han var fem, seks og ni år gammel. Da han var fem, spurgte jeg ham: ”Hvad laver du på biblioteket?” Han svarede: ”Drikker kakao. Og så læser min mor en Flunkerbog for mig.” Ved genlæsning af det portræt får jeg et akut anfald af drivende nostalgi. Aske er i dag 13 og har i mange år ikke udtrykt nogle ønsker om, at jeg skal læse noget som helst højt for ham.

Min nevø Bille var næsten fire, da han blev portrætteret. Da jeg spurgte, hvem der læser for ham, svarede han: ”Det gør Pelle. Det er ham nede i børnehaven. Han er fire trekvart år. Han læser for mig, når vi har været på legepladsen. Han læser Leopold-bøger. Dem kan jeg gode lide.” Læsende rollemodeller findes i alle afskygninger. Min bror Anders deltog i Portræt af en præst, der læser, mens min morbror Jens, der er pensioneret fængselslærer, stillede op i Portræt af en læser årgang 1951.

Det bliver næsten i familien med Inge årgang 1921, der er svigermor til Jens. Mens næsten alle de andre portrætter er laver per mail, interviewede jeg Inge i telefonen, og det blev til Portræt af en moden læser fra 2018, som har en særlig stjerne hos mig. På spørgsmålet ”Hvad læser du for tiden?” svarede Inge: ”Jeg har lige læst En ærlig mand af Lars Kjædegaard og De søvnløse af Kim Leine. Den sidste var især god. Den foregår i Grønland og handler blandt andet om sygehuse. Den er ikke så lang. Jeg læser også Helle Helles nye roman De. Ligesom de andre af hendes bøger er den lidt mærkelig. Den handler om det helt almindelige i livet, men alligevel er den mærkelig. Det funderer jeg over.” Jeg kunne ikke være mere enig i Inges Helle Helle-pointe.

Kolleger & samarbejdspartnere  
Denne kategori rummer hele 14 portrætter, og nogle af mine interviewpersoner er nærmere en del af mit netværk end egentlige samarbejdspartnere.

Mød blandt andet den dynamiske og allestedsnærværende Niels Offenberg i Portræt af en litteraturformidlende læser, cand.comm., lærer og biblioteksmedarbejder Helle Brandstrup Jensen i Portræt af en læser med lister (hendes lister vil overvælde dig) og illustrator og forfatter Anya Winqvist i Portræt af en læser, der tegner.

Vi tager en tur til Oslo i Portræt af en læser i Norge, hvor projektleder Troels Posselt fra Foreningen !LES (nu Stiftelsen Lese) bidrager med et nordisk perspektiv på arbejdet med læsning.   

Siden 2017 har jeg løst forskellige opgaver i regi af Tænketanken Fremtidens Biblioteker, og det er blevet til en stribe portrætter af højt skattede kolleger, herunder:

Alexander Hall Kristensen mødte jeg gennem en tidligere kollega. Alexander var dengang i 2018 nybagt cand.mag i Engelsk, og jagten på et arbejde var jeg hans første, faglige kaffemøde-netværksperson. Heldigvis var han frisk på at deltage i Portræt af en dimittend, der læser

Sofie Bay mødte jeg i forbindelse med projektet ORD til mor, hvor Sofie blandt andet udarbejdede den visuelle identitet til undervisningsforløbet. Sofie var netop flyttet til Orø, og derfor fik indlægget med hende i fokus titlen Portræt af en læsende øbo.

Læs eller genlæs også portrætter af disse meget forskellige læsere:

De unge
Hvornår er man ung? Jeg har i denne sammenhæng givet Josephine på 14 og Julia på 16 deres helt egen kategori.  

Josephine: Portræt af en 14-årig læser
Julia: Portræt af en gymnasieelev, der læser

Dem, jeg kun har skrevet med og aldrig mødt
Jeg betragter det som en gave, at Jonas Varsted Kirkegard, Siri Rønne Christiansen og Martin Rovang Jensen ville stille op til formatet, selv om vi kun kendte hinanden ganske lidt og udelukkende på skrift. I skrivende stund har jeg stadig ikke mødt dem i den virkelige verden, men jeg glæder mig over at ”se” dem på LinkedIn. Her er de:

Det er relativt sjældent, jeg hører om mænd, der er med i læseklubber. Men Jonas er selvfølgelig ikke den eneste. I 2019 lavede jeg et portræt af læsekredsen De Ulige, hvor medlemmerne hedder John, Ole, Steffen, Svend og Poul. Det var en ære at få lov til at overvære et af deres møder og senere interviewe de fem herrer om deres personlige og fælles læsepraksisser.  

Det var de første 28 portrætter af læsere. Ambitionen er enkel: Jeg bliver ved. Der er læsere alle steder, og de har alle deres egen historie at fortælle.

Når man hellere vil skrive end læse 

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Min søn Aske på 13 år skal samle penge til klassens lejrskole i 2027. En fredag i januar fik han og alle hans klassekammerater fri fra skole for at komme med deres forældre på arbejde og tjene en skilling. Nu var der momentum! Det lykkedes mig gennem en effektiv kombination af mild overtalelse og løfter om naturalier i form af smoothies og diverse ekstern mødeforplejning at få ham til at bidrage til bloggen med dette indlæg.

Aske fik valget mellem forskellige formater, herunder “Bøger, jeg ægte har ønsket mig at eje”, “Fem forsider der virker” og “Hvad husker jeg om læsning, før jeg selv kunne læse”. Han landede på “Hvorfor jeg hellere vil skrive end læse”.

Her ser du, hvad dagens anstrengelser førte til (udover bidraget til lejrskolekontoen).

“Når jeg er i skole, og læreren giver os et valg om enten at læse i 30 minutter eller at skrive noget i Word i 30 minutter, vil jeg altid vælge at skrive en tekst. Jeg tror, at grunden er den her: Ligesom nogle godt kan lide at komme ind i et flow, når de læser en god bog, kan jeg godt lide, når jeg kommer ind i et godt flow, når jeg skriver. Så kan det godt være, at det nogle gange kan være svært for mig at komme ind i det flow. Men når jeg først kommer i gang, bliver jeg bare ved.  

Plus jeg har helt klart nemmere ved at komme i gang med at begynde at skrive end at åbne en bog. Jeg finder det ikke let, det med at blive investeret i en bog. Specielt ikke hvis den ikke handler om noget, jeg interesserer mig for. Men når jeg skriver en historie til en stil i skolen, kan jeg jo selv bestemme, hvordan den skal foregå. Eller, det kommer jo selvfølgelig an på kravene til stilen. Men for det meste synes jeg godt, at jeg kan få inkorporeret lidt af mine egne tanker. 

Jeg synes også, at det kan kræve lidt af en at sætte sig og læse, specielt hvis man i forvejen er træt. Når jeg skal slappe af, læser jeg ikke en bog, så sætter jeg bare en eller anden lidt sløset serie på. Fordi jeg ikke rigtig skal investere mig i den, jeg ser den bare ligesom. Men i hvert fald: Konklusionen er, at det at skrive noget bare kommer mere naturligt til mig.”

Hvad sidder jeg tilbage og tænker som mor, læser, bibliotekskonsulent og læsedame? Fremtidens læsning er (delvist) skrivning!

Aske har tidligere optrådt i disse spalter. Mød ham her:

2017: Portræt af en meget ung læser

2018: Portræt af en læser i nulte

2020: Askes sygt gode lydbøger

2021: Portræt af en læser i 2. klasse


2025 set gennem bøger

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Her får du et indblik i, hvad tre forskellige, læsende mennesker anså for at være årets bedste læseoplevelser. De tre er: Lisbet Vestergaard, Christen Bonde og Jan M. Johansen. Næsten alle bøgerne udkom i 2025. En enkelt af dem har mange år på bagen. Pointen er: De gjorde indtryk på os i det forgangne år. Vi kommer vidt omkring: Fra lavmælt prosa, skønlitteratur på speed og gør-det-selv-litteratur til historiske romaner, smukt illustrerede fagbøger og en rejsebeskrivelse, der er julegaven til den reflekterende drengerøv m/k. Geografisk rammer vi også yderpolerne i form af Island, Hjørring, Irak, Nordpolen og det forgangne portugisisk imperium.

Lisbets bedste læseoplevelser 2025
De islandske forfattere skuffer aldrig. I år har jeg været berørt og beriget af læsningen af Auður Ava Ólafsdóttir roman DJ Bambi. Transkvinden Vindstille er 61 år gammel og bor i et højhus i Reykjavik. Hun går og venter på at blive opereret, sådan at hun får en krop, hun kan føle sig hjemme i. Vindstille har ingen ønsker om at leve anderledes endsige flamboyant. Ingen glittertøj til Vindstille, Hun drømmer derimod om at leve det almindelige liv, men hendes transition gør forholdet til ekskonen, sønnen og resten af familien tungt og svært. Hendes tvillingebror er dog et lyspunkt, og selv om Vindstille til tider overvejer at gå i havet og forsvinde, så holder verden fast i hende. Ikke mindst da en tidligere skolekammerat dukker op og beder om lov til at fortælle hendes historie.

At søge efter at være hjemme i sig selv er et tema, der foldes ud på en original og rørende måde i denne korte roman med store dybder. Ólafsdóttir har evnen til både at skrive stoisk, ømt, humoristisk og sorgfuldt. Hun rummer alle registrene og kan få de evindeligt skrigende måger til at minde om et græsk kor. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at nu er jeg kommet lidt tættere på, hvordan det er at være Vindstille, også når hendes liv er smertefuldt. Den gave takker jeg forfatteren for.

Mågestel og DJ-virksomhed ses ikke så tit sammen.
Fin kontrast mellem tekst og billede og holdt helt lavmælt i udtrykket.

Hjemstavslitteratur
Romanen Gertrud skrevet af Erik Aalbæk Jensen udkom i 1956. Det vil sige, at den næste år har 70 år på bagen. Den dukkede op i mit forgangne læseår, fordi jeg har en morbror på 87 år, der er en ivrig læser. Han er pensioneret landmand, og derfor mente jeg, at Niels Krause Kjærs Ude for uden var noget for ham. Det var korrekt. Han læste den på to dage.

Min morbror Kristen Kjeldsen bor, ligesom min mor, i Vendsyssel. Han læser ny litteratur, klassikere og bøger fra de år, hvor han selv var ung. Her kommer Gertrud ind i billedet. Det er en roman, han har læst to gange på det seneste. Kristen har nemlig evnen til at vende tilbage til den litteratur, der taler til ham. Han skynder sig ikke altid videre til den næste bog på hylden. Jeg tænkte, at det var en fejl, at jeg aldrig havde hørt om eller læst Gertrud, når nu den optog Kristen så meget. Samtidig foregår bogen tæt på Hjørring, hvor jeg kommer fra, og derfor er romanen med på min 2025-liste. Det lykkedes at få fat på et ældre eksemplar, og endnu en gang sender jeg en kærlig tanke til de danske folkebiblioteker, der kan fremskaffe ALT, ikke mindst på grund af det velfungerede lånesamarbejde på tværs af kommunegrænserne.

Hvad handler Gertrud om? På bibliotek.dk står der lakonisk: “En ung pige, der har set sin far blive skudt som stikker, og de problemer denne begivenhed vedblivende skaber i hendes sind.” Men disse linjer kradser kun i overfladen.

Bogens fortæller er en tilrejsende forfatter, der for en stund bor i det lille lokalsamfund. Det er gennem hans øjne og ører, vi møder og hører om Gertrud, der er lærerinde og senere gift med den lokale præst. Gertrud er rejst langt væk fra hovedstaden, hvor hendes far blev skudt ned, men hun kan ikke komme fri af fortiden. Gennem hendes historie får vi udfoldet hele efterkrigstidens traumatiske register af skyld, vrede, skam og smerte. Aalbæk Jensens anden hovedperson, vil jeg påstå, er den vendsysselske natur, som han skildrer med de fineste, sanselige detaljer. Tænk, at ordene “Hjørring” og “juveler” kan optræde så naturligt ved siden af hinanden i samme sætning (“Stjernehavet strålede i de mørke nætter, og i stilheden hørte man efterårstrækkets første vingeslag (….) Langt borte lå Hjørring som en klynge juveler.“) Man skal beslutte sig for at bruge god tid på landskabsbeskrivelserne, for sproget rummer ældre udtryk og kræver, at man aktiverer sanserne. Men så bliver man også rigt belønnet. Jeg kan godt forstå, at Kristen taler varmt om Gertrud.

En blyantstegning ud over det sædvanlige.

Det gode liv med lim, saks og papir
Fra en tidlig alder har jeg været besat af papir. Brevpapir, kort, glansbilleder, klistermærker, papirtape, pap, gavepapir og selvfølgelig: Papir i bøger. Jeg har her på kanten til de 50 somre genfundet mit indre barn og med begejstring kastet mig over journaling. Det handler kort fortalt om at klippe ting ud og klistre dem ind i notesbøger. Man kan lave for eksempel lave tematiske opslag (efterårsstemning, en collage holdt i orange toner eller sider kun med cirkler), illustrerede lister (over bøger, ønsker, ting man er taknemlig for) eller opslag, der samler oplevelser i stil med sommerferie- eller rejseminder. Puk Hyllested har lavet en indbydende og inspirerende bog med titlen Journaling. Skriv, skab og bliv glad, der har fundet vej til mit krea-hjerte. Intet mindre. Hun forbinder journaling med ord som “refleksion”, “egenomsorg” og “taknemlighed”.

I bibliotekernes DK5-system er bogen kategoriseret under “61.36, Psykisk sundhed” og “76.8, Læder- og papirkunst”. Jeg synes, det siger alt.

Forsiden, der ikke kan undgå at gøre dig glad.

Lisbets litteraturliste
DJ Bambi af Auður Ava Ólafsdóttir, Batzer & Co., 2025, 211 sider.
Gertrud af Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1956, 158 sider.
Journaling. Skriv, skab og bliv glad af Puk Hyllested, Bogoo, 2025, 181 sider.


Christens litterære højdepunkter 2025
Som altid er det svært at vælge årets bedste bøger. Fravalget af nogle af de åbenlyse topkandidater er heldigvis blevet nemmere, fordi jeg har skrevet om flere af historiebøgerne andetsteds.

Jeg er så heldig at være boganmelder på Historie-online.dk under Dansk Historisk Fællesråd, en sammenslutning af museer, arkiver og alskens historiske foreninger.

Da min store passion som historiker er 1930erne og årtierne til begge sider, har jeg haft fingrene i bl.a.:

René Karpantschofs velskrevne moppedreng De ekstreme danskere, Charlie Krautwalds grundige Kampen om gaderne og ikke mindst Sofie Lene Baks fascinerende biografi om Olga Eggers, Triumf og tragedie. Eggers gik fra at støtte kvindekampen og Socialdemokratiet til at blive en forbenet og forbitret nazist og ekstrem jødehader resten af sit liv.

En anden anmelder snuppede Ditlev Tamms Opgør og retfærdighed for næsen af mig, men den er ønsket som julegave fra mine to skønne piger. Nu har jeg måske den at glæde mig til.

Retshistorikeren Ditlev Tamm har ny- og omskrevet sin historiske doktordisputats (han er også dr.jur.) fra 1984 om retsopgøret efter besættelsen.

Man gik hårdt til de danske nazister, men gik uden om at retsforfølge modstandsbevægelsens stikkerdrab og politikernes samarbejdspolitik med nazisterne – ”et juridisk galehus” er opgøret blevet kaldt. 

Nye synspunkter og 40 års mellemliggende forskning i besættelsens historie har givet Ditlev Tamm lyst til at tage sagen op igen. Som jeg har forstået, er den nye version på samme tid mere diskuterende og mere klar i mælet end førsteudgaven, hvilket er to store plusser i min sorte lommebog.

Jeg ville også gerne skrive om Peter Harmsens dyk ned i de SS-arkiver, der viser, hvordan man i al hemmelighed tog temperaturen på stemningen i den tyske befolkning før og under Anden Verdenskrig. Den må jeg glæde mig, for den venter ulæst på hylden.

Besættende julestemning a la Christen Bonde.

Nu til sagen
Mit udvalg til #Bogsnak skulle efter planen have cirklet om temaet ’sne’ – med håbet om, at vi så vil få en hvid jul i år. Valget faldt på fire bøger af lige så mange forfattere, hvor jeg i forvejen er storfan af to af dem. Desværre nåede jeg kun at læse én af bøgerne før deadline, norske Erling Kagges Nordpolen. Ham har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere.

Eventyreren Erling Kagge (f. 1963) er den første til at have været på alle tre poler: Sydpolen, Mount Everest og Nordpolen. Kagge og vennens Børge Ousteds ekspedition til Nordpolen i 1990 var endda den første, der ikke gjorde brug af hjælpemidler som hunde, isscooter, forsyningsdepoter osv. Desuden er Kagge jurist, forfatter, kunstsamler og et filosofisk gemyt.

Det er en bog, jeg har kæmpet med. Faktisk fortrød jeg i starten, at jeg havde planlagt at skrive om den, endda anbefale den. Men jo mere jeg læste, jo bedre blev den.  

Første tredjedel er rodet, synes jeg. De mange emner – myter, kartografiens udvikling fra antikken til renæssancen, middelalderlig trosverden osv. – falder over hinanden i forsøget på at skabe et fuldstændigt billede af Nordpolen.

Ofte bliver kronologien eller afsnittets emnemæssige fokus på forstyrrende vis blandet op med forfatterens egne kommentarer og erfaringer, hvilket virker sært påklistret. Som at mikse forestillinger og selvoplevede erfaringer i én pærevælling.

Den røde tråd bliver langt stærkere, når vi når til opdagelsesrejserne. De barske beretninger bliver af og til krydret med filosofiske indsigter, især Edmund Burkes romantiske begreb om det sublime bliver en ledetråd i jagten på de moderne polarfareres motiver – et emne, som vel er bogens hovedanliggende: Hvorfor udsætter man sig for sådan noget?

Kagge skriver allerbedst, når læseren kan mærke, at stoffet berører, som når han fortæller om sine helte, landsmændene Roald Amundsen og Fritjof Nansen, eller om den amerikanske overskurk Robert Peary. Samlæsningen af Pearys persona med romanfiguren Kurtz fra Joseph Conrads Mørkets hjerte (eller filmen Apocalypse Now!) er kostelig.

Her optræder Kagges egne refleksioner og erfaringer på en langt mere tilbagetrukket og – tør man sige det? – elegant måde. Og faktisk er de langt mere til stede i fortællingen end tidligere. De får et eksistentielt præg.

Erling Kagge har simpelthen udgivet julegaven til den reflekterende drengerøv m/k.

Glædelig jul og godt nytår!

Litteraturliste (alle bøger er fra 2025)

Historisk:
René Karpantschof: De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, Gads Forlag.
Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930erne, Gyldendal.
Sofie Lene Bak: Triumf og tragedie. En biografi om Olga Eggers, Gyldendal.
Ditlev Tamm: Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen, Gyldendal.
Peter Harmsen: Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof.

Det amputerede sne-tema:
Erling Kagge: Nordpolen. Historien om en besættelse, oversat af Dorte Andersson, Politikens Forlag
Sylvain Tesson: Hvidere end sne, oversat af Nils Schultz Ravnebjerg, Den Franske Bogcafés Forlag (Forlaget Bobo).
Karl Ove Knausgård: Arendal, oversat af Sara Koch, Lindhardt og Ringhof.
Sverker Sörlin: Sne. En historie, oversat af Søren Vinterberg, Gads Forlag.

Årets bøger ifølge Jan
2025 har været et godt år for bøger, hvis man spøger mig (Jan). Som den historienørdede nørd jeg er, har jeg boltret mig i gode læseoplevelser. Det var derfor ikke nemt a vælge seks bøger til årets liste, men jeg gav mig selv de benspænd, at det skulle være bøger på dansk, de skulle være udgivet i 2025 og så skulle det være bøger med en bred appel – i modsætning til nogle af mine andre anbefalinger, der, indrømmet, kunne være lidt vel eklektiske. De benspænd gjorde det sjovt nok nemmere at udvælge en håndfuld bøger til årets liste. Lad os starte.

Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli
Nogle vil sikkert nikke genkendende til navnet Giuliano Da Empoli. Nogle kan sågar sikkert udtale det uden at lyde som en bondeknold fra Haslev som jeg selv – og måske endda have læst hans gennembrudsroman Troldmanden fra Kreml. (Og har man ikke det, så kan den kun anbefales.)

Men her er vi ovre i faglitteraturen i stil af et langt essay om moderne politik og teknologi, og Da Empolis evner med en pen fornægter sig ikke. Havde den pen ikke haft en stærk og til tider humoristisk – sort humoristisk forstås, – spids, så var Rovdyrenes tid en fuldtonet dystopi frem for den lige dele advarsel om fremtiden og indblik i nutiden, som den er.

Dyster læsning er det ikke desto mindre, for spørger man Da Empoli, så er demokratierne og den nuværende ordnede verden (hah!) ved at dø. Dræbt af en uhellig kombination og til tider sågar alliance af løbsk teknologi, endnu mere løbske tech-oligarker og ubehjælpsomme politikere.

Alt i alt en fremragende skrevet, kort bog, der kan skabe debat, eftertanke og måske også lidt frygt.

Julegavetip: Fin mandelgave til de voksne eller unge under uddannelse.

Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl
Som et neutralt og lettere opportunistisk land under Første Verdenskrig opnåede handels- og landbrugslandet Danmark, og særligt en gruppe af moralsk fleksible mennesker, stor økonomisk succes. Vores skibe sejlede med hvad som helst til hvem som helst, og vi solgte alt, hvad der med lidt kogetid og brug af billigt krydderi kunne kaldes – uden altid at være det – mad til særligt tyskerne.

Men det var ikke kun halte heste og slagteraffald, der var penge i. Spekulanter og svindlere af enhver slags trivedes også, og pengene flød som champagne rundt i samfundet i krigsårene, og de skabte ikke kun en klasse nyrige, der får den gennemsnitlige russisk oligark til at virke som et dannet menneske, men løsnede også op for samfundets normer og moralske regler, ikke mindst, hvis man var kvinde. For perioden, som Poul Duedahl skriver om, bød på valgret og kørekort til kvinder, Danmarks første lesbiske roman, kække danse og kortere kjoler (hvem vidste kvinder havde ankler?!). Alt sammen noget, der kulturelt satte dybe, langvarige spor.

Bogen er ikke kun godt skrevet og interessant, men også smuk og spækket med interessant billedmateriale. Mangler man en gave, så er  Minutmillionærer som skabt til formålet.

Nu vi taler om frigjorte kvinder, så er det svært at komme uden om Sara Alforts bøger.

Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort
Vi tager et skridt tilbage til slutningen af det 19. århundrede med Da træerne voksede ind i himlen, hvor vi følger en række historiske kvindelige kunstnere på deres vej rundt i de europæiske storbyer.

Som med Duedahls bog er der dømt fest og kalas, men denne gang med en række imponerende dannede og talentfulde kvinder som krumtap. Alfort beskriver med stor indsigt og fortælleglæde en tid, hvor kvindelige skandinaviske malere debatterede, festede og rejste Europa tyndt med overraskende stor frihed tiden in mente.

Det var en bog, jeg læste i bidder, hvor jeg tog et kapitel, når det lige faldt for, og på den måde fungerede bogen ekstremt godt. Plus, jeg lærte en masse om kunst (og glemte kvinder) undervejs. Som Minutmillionærer er der tale om en flot bog, der er meget gaveegnet.

Søfareren af Erika Fatland
Jeg absolut elsker Fatlands bøger! De er den perfekte kombination af rejseguide, historiebog og journalisme, og minder – hvis ikke man kender dem – stilmæssigt lidt om danske Puk Damsgårds bøger, særligt Arabica.

I Søfareren tager Fatland os med på rundtur i det forgangne portugisiske imperium. Og for et meget lille land i Europas udkant, er det alligevel imponerende, så langt omkring portugiserne kom, hvor meget jord de fik raget til sig, og hvor længe de formåede at fastholde deres imperium.

Det er den historie, Fatland fortæller med udgang i to spor. Den ene er et nutidigt, hvor Fatland rejser verden rundt med et fragtskib og taler med lokale kilder og karakterer, mens det andet er historisk og fortæller om stederne. F.eks. taler Fatland med en gammel general fra Guinea-Bissaus frihedskrig: ””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smiler vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””

Bogen er en ordentlig mursten, hvilket nok kan afskrække nogle, men som med Alforts bog, så egner den sig godt til at læse i bidder.

Men der skal jo også være plads lidt skønlitteratur. Historisk skønlitteratur, naturligvis.


Lysmesse af Harald Voetmann
Der går et sejlivet rygtet om, at Stephen King var høj på kokain, mens han skrev nogle af sine tidligere bøger, og jeg kan ikke lade være med at tænke, Lysmesse var den bog, vi havde fået, hvis Umberto Eco havde været tårnhøj på et eller andet funky, da han skrev Rosens navn.

Lysmesse er nemlig en rablende velfortalt og vanvittig mere eller mindre historisk korrekt fortælling om munken Thomas af Monmouth, der i det 12. århundredes England bliver sat til at skrive om Sankt William og hans mirakuløse virke. Det kommer der en interessant historier ud, der desværre stadig kan mærkes i form af fordomme og konspirationer den dag i dag.

Der er få, der kan skrive som Harald Voetmann, når han er i hopla, og det er han unægtelig her. Sproget sprudler, men bevarer alligevel en tone og en stil, der signalerer, vi er i fortiden. Det er barske løjer, for historien er i bund og grund grum, men også både spændende og til tider ret sjov grundet Voetmanns sprog og evne til at male farverige karakterer.

Har man en historieinteresseret person i sin omgangskreds, der vægrer sig ved at læse skønlitteratur, så vil  Lysmesse  være en god gaveide.

Lad os slutte af med nok en bog med ”himlen” i titlen, og det er også årets – for mig – store overraskelse. Og ja, det er nok en historisk bog.

Floderne i himlen af Elif Shafak


Det er så her, jeg føler, jeg må indskyde, jeg ikke får løn eller gratis kaffe af de gode folk på Gads forlag. De udgiver bare nogle gode bøger med historisk indhold.

Men tilbage til de himmelske floder. Vi har igen med en bog at gøre, der bevæger sig i flere spor på tværs af tid og sted, så man skal holde tunge lige i munden, når man med udgangspunkt i Gilgamesh-eposset bliver ført til oldtidens Mesopotamien og nyere tids London, Tyrkiet og Irak, blandt andet under ISIS’ storhedstid.

Vand binder historiens overordnede tre spor sammen, for som Shafak så smukt skriver, så husker vand, mens menneskene glemmer. Vi kommer fra Assurbanipal (yes, ham med biblioteket) over en nutidig yazidis ønske om at døbe sit barnebarn i helligt vand, der fører til opdagelsen af en englænders grav, til en lettere fiktionaliseret udgave af opdagelsen af det indtil da forsvundne Gilgamesh-epos af selvsamme engænder, og så tilbage igen.

Pyh, man skal holde tungen lige i munden, men hold da op, det er en smuk, episk og til tider også hjerteknusende hård historie, som jeg skylder min kollega Karen-Margrethe Revsbæk på Roskilde Bibliotekerne stor tak for at have anbefalet. (Tak, KM.)

Havde bogen været hardcover, havde den været den perfekte og smukkeste gave, men selv i en lidt slatten softcover-udgave er den en perfekt gave til den lidt kræsne eller nysgerrige læser.

Det var seks bøger fra det rige bogår 2025, som jeg kun kan anbefale på det stærkeste.

Jans litteraturliste
Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli, Politiken, 2025, 166 sider.
Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl, Gad, 2025, 287 sider.
Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort, Gads Forlag, 2025, 319 sider.
Søfareren af Erika Fatland, Information, 2025, 695 sider.
Lysmesse af Harald Voetmann, Gyldendal, 2025, 498 sider.
Floderne i himlen af Elif Shafak, Gad, 2025, 495 sider.

Et udpluk af lister fra andre år

2016: Top tre med Svend, Carina og flunkerne
2017: Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger
2018: Lisbets top tre for 2018
2019: Årets bedste bøger ifølge Jan
2020: Bogsnaks top tre i 2020
2021: Jans litterære prøvelser i 2021


Portræt af en læser, der tegner

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Anya Winqvist er illustrator og forfatter. Hun laver bøger, plakater, animationsfilm, grafik og podcasts, og oven i det tager hun også ud på skoler og biblioteker og laver workshops med børn. I dette interview møder du først og fremmest Anya som læser. Jeg mødte Anya i 2023, da hun samlede flere grupper af unge, som skulle udvikle læsehacks, og jeg var med på sidelinjen som praktisk gris. Alle de gode ideer finder du på siden læsehack.dk. Men du kan jo begynde med at hacke dine egen læsning ved at få et indblik i Anyas liv som læser. Jeg er sikker på, at det vil inspirere dig.

Hvad er den første bog eller læsesituation, du husker?
Jeg lærte selv at læse, da jeg var omkring fem år. Jeg husker meget tydeligt, at jeg sidder med en bog, og det går meget godt, indtil der kommer et langt og kringlet ord, jeg ikke kan gennemskue. Jeg spørger min mor eller far, og ordet er bondegård. Jeg er ganske sikker på at det var Lademanns Læse-selv-bøgerne, helt vidunderligt illustrerede af Atillio Cassinelli.

Hvilken rolle spillede læsning i dit hjem? 
Jeg var så heldig at vokse op med en overflod af læsemuligheder. Som yngst af tre søskende var en lind strøm af abonnementer og bogkøb allerede iværksat og for mig bare noget, som fandtes. Nye tegneserier hver måned, Det bedste (Readers Digest), billedbøger på dansk og engelsk, de Illustrerede klassikere, min fars Motor-blad, Søndags BT, avisen, Disneys bogklubber, Bamsebladet, Fantomet, Anders And, Min Hest og så videre i stor stil. Boghylderne bugnede og gik nogle gange op i limningen. Lademanns Leksikon blev flittigt konsulteret, og jeg havde aldrig under 5 faste pennevenner. Min skole havde verdens bedst skolebibliotek, og jeg havde lånerkort til både det lokale folkebibliotek og min bedstemors lokale bibliotek, så jeg kunne låne der i sommerferien. Jeg læste alt og lidt til. På familieferier læste vi ofte den samme bogserie, og ventede på at hinanden blev færdige med næste bind, så vi kunne læse videre.

Hvilken læseoplevelse fra din ungdom har sat sig fast i din krop?
Det er nærmest umuligt at vælge en. Jeg levede mig med i verdener fra Narniabøgerne til Ringenes Herre, fra Linda og Valentin til Freddy Miltons Søren Spætte-albums. Men jeg husker måske alligevel særligt Susan Coopers The Dark is Rising-serie om Will Stanton – fordi det var nye bøger, og fordi Will var 11 år ligesom jeg. Vi kaldte det vist ikke rigtigt Fantasy den gang, og det vrimlede ikke med gode Fantasy-bøger for børn, som det gør i dag. Jeg var ikke superinteresseret i realisme og bøger om almindelige teenageliv og relationer, så jeg var noget rådvild i 12-årsalderen, hvor jeg skulle gå hen med min læsning. Heldigvis fandt jeg Science Fiction, og voksenlitteratur som f.eks. Umberto Ecos Rosens Navn og Jørn Riels fantastiske univers.

Hvad betyder illustrationer og billeder i bøger for dig?
Hvor jeg elsker den rene tekstbog, for at den lader mig bygge en fantastisk verden inde i mit hoved, så holder jeg mindst ligeså meget af illustrerede fortællinger, som billedbøger, tegneserier og graphic novels. De er to ret forskellige fortællemåder, og sidstnævnte lader mig se et andet menneskes visuelle forestilling og udtryk. Ligesom en forfatter kan lege med sproget, så tager en illustrator verden og leger med den visuelt. Jeg vil ikke undvære noget af det.

Anya i en klassisk situation: Med pen i hånd.


Hvordan kom du selv til at arbejde med bogmediet?
Jeg både skrev og tegnede meget i min ungdom, men flyttede til Sverige som 21-årig og skiftede hverdagssprog. Måske var det medvirkende til at jeg blev tegner, for fortælle-genet ligger helt klart i familien, og ud skal alle tankerne af hovedet på den ene eller anden facon. Jeg startede tidligt med at arbejde med børnekultur, men det tog lang tid inden det blev netop bogmediet og billedbøger. Og så er jeg ikke særlig god til at lave det samme om og om igen, så jeg tegner til alt muligt andet end bøger også. Og laver podcast om bøger, med børn.

Anya er blandt andet aktuel med workshoppen Det gode ved mig. Med oplæsning af sin billedbog Den dér krop tager Anya børn med på opdagelsesrejse i, hvad der er det gode ved dig og mig og os. Bogens udgangspunkt er, at kroppen, det vil sige os selv, er fantastisk helt af sig selv.


Hvordan ser dit læseliv ud på en helt almindelig uge?
Jeg læser ikke bøger hver uge. Bøger vil jeg gerne læse ud i et stræk, så jeg holder lidt pause ind i mellem. Jeg er med i et par bogklubber, så pauserne aldrig bliver for lange. Jeg læser selvfølgelig også faglitteratur og billedbøger. Måske læser jeg nok alligevel lidt hver uge 🙂

Du har taget en master i Børns litteratur og medier. Hvad er det vigtigste, du tager med den fra uddannelse?
Menneskerne! Oh fryd, at få lov til at hænge ud med en masse andre, der elsker bøger og børnekultur.

Hvordan har du det med lydbøger?
Altså hvad som helst, som giver dig en på opleveren, og får dig til at leve dig ind i verden eller historie, er jo fedt. Jeg kender en del børn og unge, som stort set kun læser lydbøger, fordi det fungerer bedst for dem. Men de går for langsomt for mig, og så er jeg bare ret vild med at sidde med en papirbog og være absorberet.

Hvilke bøger læser du lige nu?
Jeg har lige med stor glæde læst Vi er en kat (1905) af Sōseki Natsume, oversat af Nicolai Lerche på forlaget Kokon, og så skal jeg skynde mig i gang med Susanna Clarkes The Wood at Midwinter (2024), så jeg kan nå den til bogklubbens juleafslutning.

Flere læserportrætter af dygtige fagfolk
Dyk ned i portrætterne og mød en forsker, en præst, en oversætter og op til flere biblioteksmennesker.

Portræt af en kræser læser med en bred smag
Portræt af en frisat læser
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser med lister
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en læser i Norge

Portræt af en læser på næsten fire år

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Læsere kommer i mange aldre. I denne portræt-serie har der været læsere på fem og halvfems år og alt derimellem. Nu er det blevet tid til at få de helt unge og sprøde med.

Her møder du Bille, der er født i 2021 og som om ganske få dage fylder fire år. Han er min nevø, og jeg har interviewet ham ad to omgange: Først hjemme ved vores spisebord og derefter på en gåtur hen til vores yndlingscafé på Nørrebro, hvor vi nyder en æblemost og kaffe og får snakket om løst og fast, verdens gang og de mennesker og hunde, der går forbi på gaden.

Hvem læser for dig?
Det gør Pelle. Det er ham nede i børnehaven. Han er fire trekvart år. Han læser for mig, når vi har været på legepladsen. Han læser Leopold-bøger. Dem kan jeg gode lide.

De humoristiske Leopold-bøger er skrevet og illustreret af Dina Gellert og udgivet på forlaget Bolden. Bøgerne handler om følelser, lige fra jalousi og kærlighed til vrede og tristhed.

Hvad laver du på biblioteket?
Jeg læser bøger. Jeg leger.

Hvor mange bøger låner du på biblioteket?
Tusindhundrede!

Hvad er den mindste bog, du har?
Det er en med Rasmus. Altså en pixi-bog med Rasmus Klump.

Hvordan tror du, man lærer at læse?
Man bruger sin fantasi.

Hvem skal lære dig at læse?
Min mor.

Hvad vil du læse, når du selv bliver større og selv kan læse?
Jeg vil læse uhyggelige bøger!

Jeg er selvfølgelig inhabil, fordi Bille er min højt elskede nevø, men jeg finder svaret på ”Hvordan tror du, man lærer at læse?” for udsædvanligt klogt og samtidigt indlysende: Man bruger sin fantasi!  

Bille har en stor forkærlighed for flag, især det thailandske, sydkoreanske, spanske og svenske. På dette billede har han fået lov til at bladre i sin ældre fætters flagbog. Faglitteratur, der fænger!

Flere læserportrætter med børn og unge
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en gymnasieelev der læser

Åndelig optur?

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Anders Matthesen har det svært med udtryk som ”Spørge ind til” og ”tværfagligt samarbejde”. Han er heller ikke vild med ordene ”mørtel” og ”acidophilus”. Det ved jeg fra læsning af hans underholdende pastiche på en selvhjælpsbog med titlen Livsstil er en livsstil: En selvhjælpsbog der kan hjælpe dig til at hjælpe dig selv – med selvhjælp (2021), som en gang for alle giver anvisningerne til et perfekt liv. (Så du behøver faktisk ikke at læse videre, men kan bare stoppe her og anskaffe dig bogen).

Ord kan klø. De kan frustrere og vække ubehag i kroppen. Jeg kløjes for tiden i ”åndelig oprustning”. Sammenstillingen af ånd og våben virker fundamentalt forkert, og jeg har spekuleret over, hvordan jeg kan bearbejde og måske endda forstå min antipati.

Genfortryllet
I efterårsferien gik jeg en lille tur på den eng, der ligger ved siden af vores feriehus i Skåne. Det var en vindstille dag i oktober, og der var helt tyst omkring mig. Det lille grantræ, der tittede op for 20 år siden, da vi begyndte at komme på adressen, var vokset til en kæmpe. Efterårets toner farvede landskabet, der virkede forladt. Stien fra huset ned til engen var næsten groet til, og jeg måtte balancere på væltede træstammer og træde uden om plørede områder med mos.

Det mindede mig om den gamle, tilgroede have med frugttræer, der lå ved siden af mit barndomshjem. Om sommeren var den næsten et uigennemtrængeligt vildnis. Min far talte med en særlig glæde i stemmen om de skovfogedæbler, der var modne og klar til at blive nydt. Intense, søde og bitre. Helt specielle og sjældne, for det var ikke hvert år, træet bar frugt. Både den skånske eng og frugthaven, som ikke findes længere, fremstod som fortryllede for mig. Blot i et glimt, men ikke til at glemme.   

Hvad har alt det her eng- og havesnak med åndelig oprustning at gøre?

Jeg tror, at ånd for mig hænger sammen med et element af fortryllelse og uforklarlighed. Så snart fortryllelse bliver koblet med krigsmetaforik, er det som at kvase en sart sommerfugl, ræbe under salmesang eller bede et poetisk fabulerende barn om at holde op med at skabe sig og vrøvle.

Den offentlige debat om ånd og samfundets behov for at opbygge åndelige forsvarsværker fortsætter sikkert de kommende år, sådan som verden ser ud. For mig virker retorikken affortryllende, og netop derfor vil jeg opsøge det, der genfortryller verden. Her kommer tre bud på bøger, der kan få os til at se verden og menneskelivet i et andet lys, og som i ordets bedste forstand er både åndfulde og dybt menneskelige.

Isslottet af Tarjei Vesaas
Den korte roman blev udgivet i 1963 og er en moderne klassiker. To 11-årige piger, Siss og Unn, danner langsomt og med stor varsomhed et venskab. Fortrolighed vokser frem og sammen med den en hemmelighed, som Unn deler med Siss. De indgår en ordløs pagt, og Unn forsvinder senere ind i et dragende og fatalt vinterlandskab. Hun bliver væk i isslottet. Det er en foruroligende og sanselig fortælling, der hæver sig op over tid og sted. I 1964 fik Vesaas Nordisk Råds Litteraturpris for den lille perle af en roman.

Jeg stødte på Isslottet i Corona-årene, hvor jeg var med i en bogklub, hvor vi både læst nyt og gammelt. Derfor forbinder jeg den også (med et måske upassende anstrøg af nostalgi) med en tid, hvor vi var meget hjemme og af usædvanlige årsager havde god tid til at fordybe os i bøger. I de år blev der også talt om kulturens kraft. Dengang var fjenden en virus, og samfundssind handlede om afstand, håndhygiejne og nys i ærmet. Meget kan ændre sig på kort tid.


Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry
Midt under 1. Verdenskrig, mere præcist i 1943, modtog verden denne vidunderlige historie om en lille prins, der rejser rundt i universet og som vil gøre alt for at redde sin elskede rose. Han møder mange mærkelige voksne og personager på sin færd, for eksempel en herskesyg konge og en ræv, der gerne vil være tam. Et stykke verdenslitteratur for børn og voksne og en påmindelse om, at vi ser bedst med hjertet.

Bogen har en særlig plads i mit hjerte, fordi min bror og jeg læste en passage højt ved bryllupsfesten for min kusine, og jeg mener, at vi øvede oplæsningen på vendelbomål. Det blev et meget særligt mix.


De fortabte spillemænd af William Heinesen
Ude i Atlanterhavet ligger Færøerne som en grøn og glitrende diamant. Øerne er præget af naturens storhed, tåge og magi. Jeg fordybede mig i romanen i 9. klasse, da jeg skrev en (alt for) lang bograpport om den. I hånden.

Romanens ubekymrede spillemænd lever i Torshavn omkring 1. verdenskrig, og persongalleriet befolkes af dem, deres venner og familie. Naturen er stærk og truende, men endnu mere farlig er afholdsbevægelsen personificeret ved bankbestyreren. Religiøsitet på den dårlige måde, grådighed, skønhed, poesi og tolerance formidles gennem romanens fire satser med musikalitet og en tro på det gode i mennesket. Magien findes! Godheden findes!

Romanen udkom i 1950, altså fem år efter afslutningen på 2. verdenskrig. Den er ældet med ynde og virker stadig frisk i sine temaer og kærlige personportrætter. Måske skulle jeg grave i gemmerne og finde den bograpport frem igen?

Portræt af en frisat læser

/ Lisbet V. / 2 kommentarer

Gennem den sidste tid er Martin Rovang Jensen tit dukket op i mit feed på LinkedIn. Martin arbejder som kulturformidler ved Næstved Bibliotek & Borgerservice og skriver altid fagligt læseværdige og underholdende indlæg. Den dag han med afsæt i overskriften Når forsiden lover mere, end bogen kan bære skrev om en ganske særlig fagbog med titlen Kom i gang med Excel, hvor forsiden prydes af en kvinde med bare ben, der går en tur i strandkanten, måtte jeg bare spørge ham: “Vil du stille op til Portræt af en læser?” Svaret var ja, og her har du ham.

Hvem lærte dig at læse?
Jeg har lyst til at svare, at det gjorde jeg selv!

Jeg kommer ikke fra et hjem med masser af bugnende bogreoler, og der blev heller ikke snakket om læsning og litteratur. Så det var egentlig noget, jeg selv så småt kastede mig over som barn. Min mor læste dog godnathistorier op for mig som helt lille, men ellers kom jeg efterhånden selv i gang. Godt hjulpet på vej af udvalget på biblioteket, hvor jeg tit cyklede hen efter skole.

Så frem for at pege på, hvem der lærte mig at læse, vil jeg hellere pege på Næstved Bibliotek som dét sted, der fik mig på læsesporet. Og nu er det så dér, jeg arbejder. Cirklen er sluttet!

Hvilken læseoplevelse er den første, du husker?
Der er to fra min barndom, der er de absolut tidligste, jeg kan huske.

Den første var en hel serie af science fiction-bøger for børn skrevet af den tyske forfatter Nikolai von Michalewsky under pseudonymet Mark Brandis. Han udgav en række bøger op gennem 70erne, der også kom på dansk og med farverige, appetitvækkende forsider. Jeg kan huske, at jeg elskede dem og læste alle dem, der stod på skolebiblioteket – op til flere gange.

Min anden store læseoplevelse var Lloyd Alexanders fantasyserie om grisepasserassistenten Taran. Jeg har ikke været særlig gammel, da jeg tilfældigt faldt over første bind på hovedbibliotekets børneafdeling og lånte det med hjem. Jeg blev straks hooked og læste så i rap alle fem bøger. Det sjove er, at jeg aldrig har mødt andre, der har læst serien som barn. Måske er den lidt overset? Nu til dags husker jeg heller ikke meget af handlingen. Blot at den gjorde et kæmpe indtryk på mig i sin tid, og at 10-11-årige Martin følte sig meget stolt og voksen over at læse sådan en mere seriøs og på nogle punkter dyster serie fra ende til anden.

Hvilken bog var vigtig for dig i dine formative år?
Der tænker jeg straks på Art Spiegelmans legendariske, allegoriske tegneserie Maus om faderens overlevelseskamp under Anden Verdenskrig. Anden og sidste del udkom på dansk i 1992, og jeg opdagede serien få år efter på biblioteket. Jeg syntes dengang, at den var helt fantastisk – hvilket jeg i øvrigt stadig synes. Jeg var også rørt af de dele af fortællingen, hvor Spiegelman ikke holder igen med at vise, hvor kompliceret et forhold han havde til sin far.

Jeg kan huske, at jeg læste Maus igen og igen, og jeg endte også med at skrive den store danskopgave i gymnasiet om den, da jeg gik i 1.g i 1996. Så den gjorde et rigtig stort indtryk. Sjovt nok har min datter, der går i 9. klasse, lige skrevet en større opgave om den i engelsk.

Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Frem til nu har mit voksenlivs læsning meget direkte taget form af min studie- og arbejdssituation. Jeg har en kandidat i dansk og historie, og de første mange år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som museumsinspektør, særligt med musikhistorie. Det betød, at jeg i mange år nærmest ikke læste andet end musikbiografier og musikhistoriske værker, og det er også dét, der primært fylder i min egen bogreol i dag.

Herefter kom nogle år, hvor jeg var gymnasielærer i dansk og historie på STX, og dér havde jeg så pludselig behov for at få læst op på dansk skønlitteratur – men stadig med et blik stift rettet mod, hvad der kunne bruges i undervisningsøjemed eller stod som specifikke krav i læreplanen. Ellers havde jeg nok ikke af egen drift læst folkeviser og Holberg!

Så i mange år var min læsning ret instrumentel. Jeg læste primært specifikke titler, fordi de skulle bruges til research, i udstillinger eller i undervisning.

Derfor har jeg det nu lidt, som om jeg er kommet op til overfladen i mit nuværende job som kulturformidler på et bibliotek. Jeg får ofte følelsen af, at jeg er tilbage i min barndoms læseglæde og -oplevelser, som jeg husker som præget af hygge og nysgerrighed på at læse alt muligt forskelligt. Selvfølgelig læser jeg som kulturformidler stadig en del med arbejdsmæssige briller, men sammenlignet med tidligere er rigtig megen af min læsning nu langt mere lystbetonet og umiddelbar, – hvad jeg lige falder tilfældigt over og som jeg synes, ser spændende ud.

Det føles lidt som at være ’sat fri’ som læser. Dét nyder jeg!

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Der kan jeg klokkeklart sige, at der ikke er noget bedre end at arbejde på et bibliotek, når det kommer til at finde læseinspiration. Jeg falder konstant over spændende titler. I vores udstillinger, i reolen med nye bøger, når jeg sætter lånernes reservationer på plads, på min ugentlige vagt på et lokalbibliotek osv. Det sker også ofte, at vi kolleger indbyrdes anbefaler titler til hinanden. Så min huskeliste på Biblioteket-appen er alenlang, fordi jeg så ofte tilføjer nye titler, jeg er stødt på i forbifarten.

Derudover følger jeg selvfølgelig også med i anmeldelser rundt omkring, og så er jeg ret glad for Goodreads-appen, hvor man kan logge sine læste bøger og via en ’minder om & andre læsere af denne har også læst…’ anbefalingsfunktion får mange gode anbefalinger. Det fungerer i hvert fald for mig.

Hvordan arbejder du med læsning som fagperson?
Som kulturformidler på et bibliotek bliver man jo hurtigt involveret i et væld af projekter, der kredser om læsning og læselyst.

Hvis jeg skal remse et par eksempler op, så kører jeg blandt andet en læsekreds, er involveret i et lille pop-up bibliotek i Næstveds nye svømmehal, er med til at kuratere vores meget populære inspirationsborde med nye titler og har nu på femte år et samarbejde med en lokal biograf, hvor vi ser filmatiseringer af romaner, og hvor deltagerne hører om både forfatter, bog og film. Lige om lidt skal jeg også sammen med to kolleger søsætte et væld af markeringer af FNs Internationale Læsedag og Read Hour d. 8. september.

Jeg er ret interesseret i, hvordan man hjælper de voksne, der egentlig gerne vil med på læsevognen, men ikke føler de har tid eller overskud til det. Måske også fordi jeg kan genkende mig selv i dén følelse?

Jeg må ærligt erkende, at især som travl gymnasielærer kunne jeg slet ikke overskue at læse andet end lige alt det, jeg havde brug for til min forberedelse af undervisning. I sådan en situation kan man måske understøtte på forskellig vis: med anbefalinger af gode, men korte bøger, pege på andet læsestof såsom tegneserier og skabe rum til planlagt læsetid med oplæsninger og læsekredse. Jeg synes, det er meget spændende at overveje, hvordan folks læsning kan hjælpes på vej på forskellig vis.

Hvad er din litterære sorte samvittighed – hvis du har sådan en?
Sådan en har jeg ikke rigtigt.

Personligt synes jeg ikke man skal skamme sig over, hvad man nu engang kan lide at fordybe sig i – hvad enten det er læsestof, musik, film, hobbies eller andet. Jeg læser selv meget forskelligt i de her år. Det skyldes i høj grad også, at jeg uge efter uge er eksponeret for mange forskellige typer af bøger på mit arbejde. Så tit bliver min læsning ret tilfældig og uplanlagt formet af, hvad jeg lige falder over.

I stedet for en sort samvittighed kan jeg måske så i stedet tale med om ens egen dårlige samvittighed, når det kommer til læsning. Der har jeg lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser flere fagbøger i de her år. Det har jeg tidligere gjort. Men jeg tror simpelthen, jeg nåede en mæthedsgrænse som museumsinspektør og gymnasielærer og derfor de sidste år har haft behov for at læse skønlitteratur som en modvægt.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Desværre tvinger jeg ofte mig selv til at læse den færdig.

Jeg ville personligt gerne blive bedre til at droppe bøger, der ikke har fanget mig efter de første 30-40 sider for i stedet at bruge min læsetid på noget andet og bedre. Men dels har jeg så en følelse af, at den tid, jeg allerede har investeret i bogen, vil være spildt, dels kunne det jo også tænkes, at bogen bliver bedre undervejs?

Det sker nogle gange. Sidste sommer var jeg meget tæt på at opgive 20-30 sider inde i Jaqueline Harpmans I Who Have Never Known Men. Jeg holdt dog ud, og så blev bogen undervejs til en af mine bedste læseoplevelser dét år!

Generelt sker det dog ikke ofte nok til, at det retfærdiggør, at jeg altid hårdnakket hænger i med bøger, der ikke fanger mig. Så jeg gad godt at blive bedre til bare at lægge dem fra mig, hvis f.eks. den første tredjedel ikke siger mig det store.

Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnak-bloggens læsere?
Jeg har et eller andet med – og måske er det min historikerbaggrund? – at være fascineret af romaner, der udspiller sig i det vilde Vesten.

To romaner i dén setting, som jeg virkelig har nydt at læse og anbefaler til alle, der gider høre på mig, er Butcher’s Crossing af John Williams og I det fjerne af Hernan Diaz. Begge greb mig fra start til slut, og under læsningen kunne jeg nærmest se vindheksene hvirvle over prærien, føle mig øm bagi over at sidde på hesteryg i månedsvis eller dufte røgen fra aftenbålet.

Er man ude efter det samme i en dansk kontekst, synes jeg også, at Ida Jessens Kaptajnen og Ann Barbara er en virkelig vellykket roman – som hun selv har kaldt en hede-western!

Til slut vil jeg vende tilbage til tegneserierne. Der er så mange fantastiske udgivelser derude med lige så store kunstneriske kvaliteter som selv de bedste skønlitterære værker.

Sammen med en kollega kører jeg en læsekreds for voksentegneserier, og af de mange titler, vi efterhånden har læst og diskuteret sammen med deltagerne, har jeg lyst til at fremhæve Bedemandens datter af Alison Bechdel, Dramaholdet af Nick Drnaso og Sort hul af Charles Burns. Fantastiske læseoplevelser som burde feje benene væk under enhver, der stadig tror, at tegneserier er useriøse eller kun for børn!

Portræt af en alsidig læser med en litterær arbejdsskade

/ Lisbet V. / 1 kommentar

Hvad gør man, når samarbejdet med en elsket og højt værdsat kollega er slut? En af løsningerne på savnet af min tidligere partner in crime Amanda Egebo har været at bede hende om at stille op til Portræt af en læser. Amanda og jeg har i to intense år arbejdet med, drømt om og diskuteret tusind aspekter af National indsats for børn og unges læseglæde. Nu er projektet slut, og Amanda betræder nye, faglige græsgange. Men her i portrættet møder jeg hendes humor og store viden om det litterære økosystem igen, og det gør du også. God fornøjelse!

Hvad er dit tidligste bogminde?
Muligvis ikke mit tidligste, men det står meget tydeligt for mig: Jeg læste alle de Sværd & Trolddom– bøger, jeg kunne komme i nærheden af som barn, og det var altid med en blanding af skræk og fryd. Jeg husker én aften, hvor jeg lå fuldstændig opslugt – og lige da det der ti-hornede vanvidsmonster gjorde det af med mig i bogen, trådte min mor ind på mit værelse. Jeg SKREG. Fuldstændig sikker på, at nu havde bogens skurk materialiseret sig i den virkelige verden. Litteraturens kraft i ren form.

Hvilken bog forbinder du med din ungdom.
Som 19-årig rejste jeg til Indien i tre måneder på den obligatoriske dannelsesrejse. Her læste jeg Arundhati Roys De små tings Gud. Den bog satte alt, hvad jeg så og oplevede i løbet af de måneder, i perspektiv – de politiske strømninger, kulturen, maden, naturen. Og det satte så sandelig også mit eget trygge danskerliv i relief.

Hvorfor valgte du at læse Litteraturhistorie?
Jamen jeg så slet ikke andre muligheder. Litteraturen var der jeg søgte, når jeg manglede svar. Det er det sådan set stadig. Hvad kunne Nietzsche sige om det onde vs. det gode? Hvad mente Simone de Beauvoir om kvindefrigørelse og kærlighed? Dengang som ung studerende var det klassikerne, jeg sukkede efter – i dag har jeg heldigvis en virkelig bred og alsidig læsesmag. Det er måske ikke Nietzsche, jeg spørger til råds længere, men jeg holder aldrig op med at lede efter nye steder litteraturen kan bringe mig hen og give mig svar.

Hvad skrev du speciale om?
Jeg skrev speciale om digitaliseringens indtog på bogmarkedet i Danmark og hvordan det stigende forbrug af e-bøger påvirkede danske forfatteres indtjening. Dengang var lydbøger slet ikke en ting endnu – siden da er presset på forfatteres indtjening ikke blevet mindre, tværtimod.

Hvad har dit professionelle arbejde med litteratur betydet for dit eget læseliv?
At litteraturen viste sig at være så uendelig meget mere end ophøjede klassikere, fandt jeg først for alvor ud af, da jeg kom ud på arbejdsmarkedet og fik indblik i det vidtfavnende økosystem, der var rundt om bøgerne. Forlagsbranchen, boghandlerne, skriveværkstederne, digtoplæsningerne – alt det udenom, som var det der skete NU. At litteraturen jo også skal formidles, vises frem, kurateres og kræses om. Det har nok også givet mig et mere pragmatisk syn på litteraturen. At dens eksistensberettigelse også kan ligge udover det kunstneriske alene. At bøger og læsning kan tjene mange forskellige formål, have mange forskellige målgrupper og komme til udtryk på mange forskellige måder.

Hvilken bog har du altid lyst til at give i gave?
Lige nu er jeg optaget af Tarjei Veesas forfatterskab, og jeg ville elske at have nogen at snakke om Isslottet med. Veesas’ naturbeskrivelser er fænomenale, og det eksistentielle drama, der udspiller sig i bogen her med to små pigers venskab i centrum, er så smukt, dramatisk og alligevel tyst – han skriver som ingen anden, jeg har læst. Man får lyst til at flytte op i en norsk skov, bare for at sidde på en træstub og høre træerne gro.

Hvad driver din egen læsning i dag?
Jeg læser mange forskellige ting på en gang og går til og fra alt efter humør. I øjeblikket læser jeg en del faglitteratur, da jeg udover arbejde også er i gang med en Master i Børns Litteratur & Medier. Så det kan være en bog om børns brug af digitale medier den ene dag, en novellesamling den anden dag og så en murstensroman i weekenden, når jeg har lidt mere tid at gøre godt med.

En arbejdsskade er nok også at læse en del tekst OM bøger, selvom jeg ikke nødvendigvis ender med at læse det konkrete værk. Det er vigtigt for mig at være bredt orienteret. Jeg har også to læsekræsne drenge på 7 og 11 derhjemme, hvor det også er en fordel at have mere end de børnelitterære klassikere inde på lystavlen, når der skal findes nye bøger. Det er sjældent, de tager imod mine råd up front – men jeg kender deres læsesmag og nudger, hvor jeg kan.

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Jeg følger en del bogbloggere, forlag og biblioteker på Instagram og det er jo i sig selv en kilde til uendelig inspiration. Lige nu er jeg blandt andet glad for @bogmennesket, hvis læsesmag ofte matcher min. Min liste over bøger, jeg bare MÅ læse, er uoverskueligt lang. Den kommer jeg aldrig i bund med.

Hvad er din litterære sorte samvittighed?
Jeg læser generelt for lidt dansk litteratur – det skal jeg blive bedre til.

Hvad gør du, når du går i stå i en bog?
Lægger den fra mig! Tidligere kæmpede jeg mig igennem en bog uanset hvad, men det er mit læseliv og min sparsomme tid simpelthen ikke til nu.

Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu læser jeg Amalie Langballes nye roman Elskende. Vild bog!

Hvornår er du sidst blevet opslugt af et litterært univers?
Jeg kan generelt godt lide, når litteraturen bevæger sig ud af bøgerne og adapterer til andre formater- til det store lærred, teater, kunst, leg, spil m.m. Det er da vildt sjovt, når man dyrker et fedt univers, at man så også kan strikke det, klæde sig ud, bage kager, samle på spillekort og alt derimellem.

Min ældste søn er glad for fantasygenren, og her er der jo virkelig mulighed for at gå all ind med worldbuilding. Nogle gange starter vi med bøgerne, og andre gange er det den anden vej rundt. Vi har selvfølgelig dyrket Harry Potter med alt hvad det indebærer, men der er jo SÅ mange fantastiske universer i vente, som jeg håber, vi skal læse og se sammen. Dune, His Dark Materials, Shadow & Bone, Game of Thrones, Ringenes Herre, Death Note – og 100 andre, jeg ikke kan komme i tanker om lige nu.