Kan man gå tilbage til en gammel, litterær ven? Mr. Mercedes-trilogien, Stephen King og mig. En personlig beretning.

Man kan aldrig gå tilbage, siger de. Fredag d. 13.-filmene holder ikke længere. Så gode er Duran Duran altså heller ikke. Laila fra parallel-klassen har fået tre børn med Henning og er blevet småtyk og bitter – ligesom én selv i øvrigt. Jeg har ikke haft en Alistair McLean-bog i hænderne i 30 år, men jeg fornemmer, ”S.O.S. Nordpolen” og ”Navarones kanoner” er blevet lidt flossede i kanten. Ak, hvor forandret.

Jeg voksede op med Stephen King. Uden at han nødvendigvis ved det. Vi mødtes første gang, da jeg så ”Carrie” på et hotelværelse i Harzen i 1982 – 9 år gammel – efter at min mor var faldet i søvn komplet uvidende om, hvad en foretagsom dreng kunne med en fjernbetjening og en tysk TV-menu. Aldrig har jeg været så bange! Da Sissy Spacek som Carrie med indtørret svineblod over hele kroppen gik total psycho til gymnasiefesten og myrdede løs, savlede og pruttede jeg af skræk.

Sissy Spacek som Carrie (1976): Pas på, hvem du laver gas med!

Udvalget af Kings værker på dansk var pauvert i firserne, så vi blev først rigtige venner, da jeg slap væk fra ungdomspensionen i Herlev i 1987 og kom på efterskole i en mørk del af Jylland mellem Randers og Viborg. Jeg købte de amerikanske paperbacks i Politikens boghandel på Rådhuspladsen og i Fantask, når jeg var hjemme på weekend. Sådan kom jeg igennem den tidlige King: ”Salem’s Lot,” ”Christine,” ”Cujo,” Pet Sematary” osv. i ingen bestemt rækkefølge frem til hovedværkerne ”The Shining” og særligt murstenen ”It.” Den står stadig for mig som én af de vildeste læseoplevelser nogensinde. Der var så mange superbt skræmmende scener, og stadigt var Derry-børnenes venskaber og opvækst på mange måder en endnu bedre fortælling end deres kamp mod ur-ondskaben, der ofte tog skikkelse af en klam klovn. En dannelses-roman, coming-of-age, bare med mange bestialske mord på børn. Vidunderligt, ikke?

‘Float?’ The clown’s grin widened. ‘Oh yes, indeed they do. They float! And there’s cotton candy…’

Gennem gymnasietiden fulgtes vi ad med klodser som ”The Tommyknockers” og ”The Talisman,” og det var et fint venskab, selvom jeg fornemmede et vist tab i kvalitetstiden. Hvedebrødsdagene var forbi. Det blev hverdag. Undtaget er selvfølgelig Sci-Fi mesterværket ”The Running Man” med selveste den tidligere guvernør i Cailfornien, Arnold Schwarzenegger i hovedrollen. Den er simpelthen så 80’er, Limahl måtte rive sig i Bundesliga-håret i arrigskab. Da jeg blev student og boede og arbejdede en periode i Barcelona, tændtes flammen igen for alvor med den uforkortede udgave af den apokalyptiske ”The Stand.” Enestående værk! Jeg tror, alle forfattere til moderne zombie-apokalypser (og der er … SÅ … MANGE) har læst ”The Stand.” Over 1.000 siders ren undergangs-nougat. Jeg vile ønske, jeg kunne læse den første gang igen.Stephen og jeg stod dog foran en større nedtur, da vi kom hjem fra Barcelona. Han begyndte at skrive makværk som ”Insomnia” og ”Rose Madder,” mens jeg vandrede ind i, hvad der skulle vise sig at blive en årelang og alt for længe ubehandlet depression og begyndende selvmedicinering. Jeg læste ikke noget i årevis, og da jeg kom ud på den anden side og startede helt forfra med alting, var vi ligesom gledet fra hinanden. Det var ikke ham, det var mig. Arj, det var faktisk ham. Jeg elskede ham i al fald ikke længere. Den slags sker.

Verdens undergang er kun begyndelsen

Der er meget spøjst med Stephen King. Hans filmsmag er fx horribel. Den mest succesrige filmatisering af en King-bog var længe ”The Shining” (altså ”Ondskabens Hotel”) med Jack Nicholson i hovedrollen, men den kunne han ikke selv lide. King, altså. Han lavede senere sin egen udgave, og I guder den var forfærdelig! Han har også prøvet at lave en amerikansk udgave af ”Riget,” og ord kan ikke beskrive, hvor pot-ringe den er. Bl.a. er der en stor myresluger med. Det er rigtigt. Samtidig er filmen ”En Verden udenfor,” der bygger på novellen ”Rita Hayworth i Shawshank-fængslet,” nr. 1 på IMDB’s liste over alle tiders bedste film foran bl.a. ”The Godfather.” King havde dog heller ikke noget at gøre med 1994-filmen med Tim Robbins og Morgan Freeman i hovedrollerne. En guide til King-filmatiseringer er et stort stykke arbejde i sig selv, men hvis du ikke har set ”Tågen” fra 2007 med Thomas Jane i hovedrollen, så skynd dig at gøre det. Ulækre væsener, religiøse fanatikere, klaustrofobi og filmhistoriens mest hjerteskærende slutning venter dig.

“Let me tell you something my friend. Hope is a dangerous thing. Hope can drive a man insane.”

Min gode kollega fra Randers Bibliotek, Jacob Krogsøe, er som sædvanlig klogere og mere belæst end mig og har i P1 observeret et par ting, jeg ikke var klar over. For det første kan man bruge Tolkien-forsvaret om ham. King, altså. Han er sin helt egen genre. Folk kommer stadig ind på biblioteker og i boghandlere og beder om en Stephen King, uden at det behøver være en Stephen King vel at mærke. For det andet var han tilsyneladende så langt ude i et stofmisbrug i en lang periode, at han slet ikke kan huske at have skrevet flere af sine bøger. Et eller andet sted kunne jeg godt tænke mig at vågne en dag og have skrevet er par bestsellere, jeg havde glemt alt om.

For et par år siden syntes de gode mennesker hos forlaget Hr. Ferdinand / C&K, at jeg burde læse den da seneste King-oversættelse ”22/11/1963.” Anbefalingen faldt under en forhandling om eReolen-vilkår og priser. Jeg takkede pænt nej. Nu var vores veje jo skilte, mig og Stephens. Hvorfor gå tibage til en ex? På den anden side har jeg et blødt punkt for “alternativ historie”-genren, så jeg gav mig. Og blev behageligt overrasket. Historien om gymnasielæreren, der får mulighed for at rejse tilbage i tiden og prøve at forhindre mordet på Jack F. Kennedy (hvis dødsdag, titlen refererer til), virker ikke rigtig, synes jeg. Til gengæld er forhistorien, hvor hovedpersonen bl.a. kommer gennem Derry og møder nogle af børnene fra ”It” virkelig spændende og tragisk, og da hovedplottet tager fart, viser det sig, at det er en meget fin og velfortalt kærlighedshistorie. Megen god efterkrigstidsnostalgi er der såmænd også. Det skulle blive en film, og selveste Jonathan Demme (“Silence of the Lambs”) var vist i spil til instruktørstolen, men King havde andre ideer og ville have et større kunstnerisk input i processen. Argh! Men en serie blev det altså i 2016 hos Hulu.

Ville du myrde Hitler, hvis du kunne hoppe tilbage i tiden? Spørgsmålet stilles også i den glimrende “The Dead Zone.”

Så er vi her i 2017, hvor trilogien om ”Mr. Mercedes” er kommet på dansk. ”Mr. Mercedes” er blevet til ”Mercedesmanden,” ”Finders Keepers” er blevet til ”De der søger,” og ”End of Watch” er blevet til ”Vagt forbi.” Første del i al fald fik en del opmærksomhed i pressen, for det er faktisk Kings første forsøg på en krimi, og den fik generelt gode anmeldelser. Hvad er det værste, der kan ske, tænkte jeg og kastede mig over dem på min elskede Kindle Voyage i et svagt øjeblik.

Skal du læse dem? Det korte svar er henholdsvis ja, måske og nej. Det lange svar følger herunder.

Mr. Mercedes

Den pensionerede og heraf følgende små-alkoholiserede og små-suicidale kriminalbetjent Hodges får en besked fra én af de forbrydere, der slap væk. Og en spektakulær forbrydelse var det da også. Mercedesmanden stjal en … ja, en Mercedes, ikk’ … for nogle år siden og pløjede den ind i en menneskemængde. Flere døde. Mange sårede. Det var Hodges og makkerens sag, men på trods af en lidt hårdhændet behandling af bilens ejer – en ældre, sky dame, der senere begik selvmord – kom de aldrig rigtig tæt på gerningsmanden. Nu tirrer han Hodges og prøver at skubbe på hans selvmordstanker. Stod han i virkeligheden bag den ældre dames selvmord også, og hvad planlægger han nu? Hodges får hjælp af sin unge havemand, den ældre dames lillesøster, som han også forelsker sig i, og hendes psykisk ustabile niece. Vi følger denne umage floks detektivarbejde for at finde Mercedesmandens identitet og forhindre endnu en vanvittig terrorhandling. Vi følger også Mercedesmanden, som viser sig at være en yngre psykopat fra bizarre kår, mens han planlægger sin aktion. Ingen af parterne er topprofessionelle. De begår fejl, misforståelser og dumheder og fumler hele vejen ned ad opløbsstrækningen mod klimaks på historien.

Fortællingen er meget gængs, indtil perspektivet skifter til skurken. Det får hele oplevelsen til at eksplodere! Et sted mellem en tredjedel og halvt inde bliver ”Mr. Mercedes” ulæggefrasiglig, men er den god? Mjo, det er den vel, meeen lidt tomme kalorier er det altså, og persongalleriet føles lidt velkendt og stereotypisk, men nu har jeg så også tygget mig gennem en del King-titler i min tid. Et godt og innovativt og til tider uhyggeligt nyt tag på krimigenren. Godkendt.
Glimrende sommerlæsning.

9788793323209
Finders Keepers

Åh, jeg vil så gerne kunne lide ”Finders Keepers.” Plottet er så meget til bognørder. Forfatteren John Rothstein skrev sin generations store amerikanske romaner om figuren Jimmy Gould. I sidste bind har Gould dog solgt ud af sin oprørstrang og fået kone og kedeligt job i forstaden. Rothsteins største fan er den uligevægtige Morris Bellamy, der i raseri opsøger den sky forfatter og myrder ham. Se, det er en litterær fan! Okay, for meget, men hatten af for passionen. Bellamy finder både penge, men vigtigst en stor stak notesbøger med uudgivne Gould-romaner. Bellamy myrder også sine kumpaner og gemmer rovet godt i en nedgravet taske, indtil der falder lidt ro på det hele. Inden da begår han en ny forbrydelse i en brandert og får en lang fængselsstraf. Mange år senere finder drengen Pete den nedgravede taske. Pengene sender han anonymt til sin egen familie, der virkelig kan bruge dem, for faderen er handikappet, arbejdsløs og meget bitter efter at have overlevet Mercedes-katastrofen nogle år før. Plottet tager fart, da Bellamy bliver prøveløsladt og opdager, at tasken er væk, samtidig med at Pete prøver at sælge notesbøgerne illegalt for at skaffe penge til sin lillesøsters privatgymnasium. I mellemtiden har Hodges og den mærkelige niece dannet et detektivbureau, og de får nys om Petes problemer og prøver at hjælpe ham, men ingen af dem er helt forberedt på, hvor fanatisk Bellamy er.

”Finders Keepers” bygger på en suveræn idé, som ultimativt bare ikke flyver. King får vist sit store talent for at beskrive børn og teenagere og deres følelsesliv, men det er svært at se, hvorfor historien her skulle presses ind i Mercedes-universet. Spændende er den dog til tider, og hele grundtanken om, hvad stor litteratur sætter gang i hos folk, er unik. Akkurat godkendt.

9788793323834

End of Watch

Mr. Mercedes er ikke død. Den mærkelige niece bankede hans hjerne til mos i afslutningen af 1’eren, så hjernedød er han, og katatonisk sidder han på et plejehjem og stirrer tomt ud i luften. Eller gør han? Bom bom bom booom! (<- ildevarslende pauker). Hodges besøger ham jævnligt og er sikker på, der er nogen hjemme mentalt. Der går rygter om, at ting flytter sig af sig selv på stuen, og en sygeplejerske begår selvmord. Folk omkring Mercedesmanden opfører sig underligt, og selvmordsbølgen rammer også overlevende fra Mercedes-angrebet. Den unge havearbejders lillesøster prøver uforklarligt at stille sig ud foran en lastbil uden at kunne forklare hvorfor. Stemmen fik hende til det. Det bliver hurtigt klart, at Mercedesmandens læge har eksperimentet lovligt meget på ham med spændende medicin, og jo, ikke bare har han udviklet nye mentale kræfter, han er også noget så hævngerrig.

Ak, ja. King kunne ikke lade være. Der skulle være noget overnaturligt her. Pænt uhyggeligt er det faktisk også, så længe det bare blive antydet og ikke fuldt udviklet. Det holder til gengæld op, da plottet for alvor tager fart. Det er også ret klart, at Hodges er en virkelig kedelig helt. King prøver for alvor at rode med ham som person her i den afsluttende 3’er, men som læser er jeg så ligeglad, hvad der sker med ham, og i alle tre romaner har jeg faktisk holdt med skurken. Lad nu bare manden myrde nogle uskyldige. Han havde en hård barndom! Dumpet. Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Konklusion

Kendere påstår, King har skrevet gode ting på det seneste. Den længe ventede opfølger på ”The Shining” for eksempel; ”Dr. Sleep.” Romanen ”The Dome,” som blev til en successerie i flere sæsoner, blev fint modtaget. Han hamrer også løs på fantasy-serien ”The Dark Tower” og har gjort det i et kvart århundrede nu. Mig og Stephen er dog færdige nu. Vores venskab var en smuk ting i forrige årtusind, og ”It” og ”The Stand” er en del af det litterære soundtrack til min ungdom. Tak for ordene, Stephen (og der er … SÅ … MANGE), men du og Laila tilhører en svunden tid. Det er ikke jer. Det er mig.

Hvad Ragnhild lærte mig i engelsk

Nogle gange er det så befriende at komme på afstand af ens skoletid. Der er detaljer og irritationsmomenter, der bliver udvisket. Det vigtigste står frem.

Jeg er i gang med at se tilbage på min gymnasietid. Jeg kan se, at den lærer, der virkelig har præget mig og givet mig trangen til at beskæftige mig med litteratur og fortællinger i mere bred forstand, var en nydelig ældre dame ved navn Ragnhild. Hun var altid iført beigefarvede cashmere-sweaters, pumps og et noget uforudsigeligt temperament. Sådan husker jeg det i hvert fald. Man vidste aldrig, om det var tordenskyen eller den venlige forårssol, der trådte ind ad døren til klasseværelset. Når hendes enorme nøglebundt var væk, var det uden tvivl tordenskyen.

teacher-1373216_1280

Der mangler bare et rødt, blankt æble på dette billede…..

 

Shakespeare og Hemingway var hendes bedste venner. Men hun kunne blive lige så begejstret for sangtekster af Peter Gabriel anno 1993 og intet mindre end henført over Michaels Caines diktion i filmen Educating Rita. Når Mr. Caine var på skærmen, slog hun om i et kvidrende og ungpigeagtigt stemmeleje. Det er nok sådan, jeg har det med skuespilleren Damian Lewis i dag.

Hendes nysgerrighed var imponerende. Hun kørte ikke på auto-pilot, selvom hun havde været gymnasielærer i 30 år. Ikke noget med genbrug af overheads – og tak for det. Når vi foreslog helt nye tekster, var hun ægte interesseret og åben. Til sammenligning sukkede min dansklærer over, at vi jo skulle finde nogle danske tekster fra de seneste fem år at læse. Det var noget, der plagede hende. Hun kan ikke have været på rette hylde.

books-2241631_1280

Bøger på græs. Helt åbne og afslappede.

 

Hvad var det, som Ragnhild lærte mig, og som jeg har gjort til mit eget?

For det første: Læg altid mærke til det første ord og den første sætning. Hvis det er en film: Den første scene. Der ligger nøgler til resten af fortællingen her. Regner det? Sæt alle kræfter ind på at absorbere stemningen og ordene i historiens åbning. Forpligt dig med det samme!

For det andet: Der er altid noget med valg, forpligtelse og konsekvenser til stede i en historie. Ja, Ragnhild var en stor tilhænger af eksistentialismen.  Og det skal hun have tak for. Måske var hun lidt skematisk i sin tilgang, men det var der også brug for i 1.g. Hun holdt aldrig op med at fryde sig over de uendelige variationer over temaet ”et menneskeliv”. Det er derfor, at vi aldrig kan blive færdige med at læse.

Sidst, men ikke mindst: Det er frugtbart at opleve den samme tekst på mange måder. Læs Macbeth på engelsk og på dansk. Se skuespillet og filmen. Hør sangteksterne i The Wall og læs dem. Teksterne åbner sig og lukker os ind, når vi oplever dem i forskellige formater og sammenligner dem på kryds og tværs.

Pyha, jeg tør næsten ikke at sige det; men hun var tværmedialt minded, den gode Ragnhild. De typer af litteraturmøder, som hun iscenesatte i engelskundervisningen på Hjørring Gymnasium, gjorde mig nysgerrig. Det var dem, der fik mig til at læse Litteraturvidenskab, som før hed Komparativ Litteratur.

Hun gjorde det godt. Det var ikke Døde Poeters Klub, men det var alligevel uforglemmeligt og værdifuldt. Jeg håber, at Ragnhild var glad for at være engelsklærer lige frem til sin sidste, skemalagte dag på Hjørring Gymnasium. Jeg håber også, at hun holdt fanen højt med cashmere og pumps i sit otium.

Det er så velgørende, når klassikerne bliver brugt og ikke bare ligger på hylden.

Læs mere
Silkeborg Bibliotekerne samarbejdede i 2016 med Gyldendal om nye former for litteraturundervisning i gymnasiet. Der er masser af inspiration fra projektet i Slots- og Kulturstyrelsens projektbank.

Den gode lærer kan sikkert slet ikke lade være med at opsøge ny viden inden for sit fagfelt. Litteraturundervisere kan med fordel flokkes om Nationalt Videncenter for Læsning, der samler, spreder og skaber viden om læsning. Et af deres tidsskrifter er dedikeret til emnet “Litteraturdidaktik”. Find tidsskriftet på centrets hjemmeside

Bag om bloggen: Hvem er Jan?

Introduktion: Jan forlod postvæsenet til fordel for folkebiblioteket. Det er vi mange, der værdsætter. Til gengæld har han altid været tro mod DSB. Born to pendling! Han er et af de mest produktive mennesker, jeg har mødt, og formår at sætte gang i og moderere debatter om bibliotekspolitik. Det har jeg afgrundsdyb respekt for. Læs om Jans rejse fra posten til debatter om bibliotekets rolle i det post-faktuelle samfund. Og hallo: Jan løfter på låget. Han skriver også skønlitterært! /Lisbet

Et sted mellem Ringsted midt på Sjælland og Næstved i det sydlige Sjælland ligger en lille by ved navn Haslev. Ja, en mindre provinsby er nok den bedste beskrivelse. Her er jeg født, opvokset og trådte mine litterære barnesko.

Og litterære barnesko er ikke et helt skævt, om end måske lidt pompøst udtryk. Jeg var så heldig at begge mine ikke-akademiske forældre – min mor var i hjemmeplejen og min far snedker – holdt meget af bøger og af at læse. Min far læste med stor fornøjelse ’Conquest’ og ’Bill & Ben’, mens min mor var og er mere til krimier. Jeg fik også fra en tidlig alder læst højt for mig, så bøger fyldte allerede fra barnsben meget i mit liv.

Dog var det med skolebiblioteket på Grøndalsskolen, jeg for første gang kom i kontakt med et bibliotek og den tilsyneladende endeløse verden af bøger. På første sal i en af de røde murstensbygninger lå skolebiblioteket. Det var ikke imponerende stort eller havde et kæmpe udvalg – sådan er det jo gerne med skolebiblioteker –, men min glæde ved bøger (ok, indrømmet, tegneserier) blev dog vakt samen med en dyb værdsættelse af biblioteket som frirum.

Skovmandsskjorter var i en tidlig alder en fast del af min garderobe.

Den glæde og påskønnelse tog jeg ret hurtig med mig over på Haslev Folkebibliotek, der dengang lå i en småslidt og egentlig heller ikke særlig stor murstensbygning. Dog en gul en af slagsen, hvor man som med skolebiblioteket helst hverken skulle ses eller høres. Nu ligger biblioteket i Haslev i en stor, højloftet rød murstensbygning og er fyldt med liv og leben, som det heldigvis hører sig til med biblioteker i dag.

Mellemspil og tabte år i Postens klæder

Det tog mig et stykke tid at finde min hylde. Næsten 15 år, faktisk. Jeg blev matematisk student, var lidt ude i verden, tog en handelsskoleeksamen oven i – det kunne man på et år dengang – og arbejdede vel en 10 år og lidt til i den dengang hæderkronede etat Post Danmark.

I 2006 skulle min stilling på Midtsjællands Postcenter i Ringsted dog flyttes til København, og på trods af, jeg i flere omgange havde boet i hovedstaden, så synes jeg ikke, jeg brændte for at pendle løs igen. Oh, the irony. For pendle skulle jeg godt nok komme til at gøre stort set uafbrudt med undtagelse af et par år på Ringsted Bibliotek lige siden.

Set med bagklogskabens skarpe blik, så var ændringen af tjenestestedet nok en gave fra himlen og den undskyldning, jeg længe havde søgt efter for at slippe ud af den postale uniform. Jeg sagde i hvert fald op og begyndte efterfølgende på biblioteksskolen. I København.

Det var mit livs klogeste og ubestridt bedste beslutning, også selvom barren måske ikke er sat så højt. Ikke nok med jeg endte med at få nogle af mine absolut bedste venner i årene på biblioteksskolen, så fandt jeg endelig min hylde.

Bogsnak, projekter og gøgl

Biblioteksvæsnet er i virkeligheden nok mere et kald for mig end en egentlig hylde. Det er et af de steder, hvor jeg kan boltre mig med mine hobbyer, dyrke mine interesser (Læs: drikke kaffe i et væk. Oftest sågar gratis.) og lade mit netværks- og gøglergen komme uhæmmet til live. Ikke mindst de sidste to år, hvor jeg har slået mine folder i Odense Bibliotekerne. (Se, jeg sagde det jo, det der pendleri hænger ved.)

Efter 2 år i Odense Bibliotekerne er jeg simpelthen blevet så blasert, at jeg uden skam i livet står og sover for åben skærm. (Foto: Finn Wraae, OBIB)

En stor del af min tid går efterhånden med projektarbejde og hvad jeg kalder gøgl, men i virkeligheden nok nærmere er sceneoptræden, oplæg og foredrag om dette og hint. Bl.a. har jeg sammen med mine kolleger Michael Linde Larsen og Camilla Faieq Jensen fornøjelsen af at boltre os på BogForum og være værter på Det Store Bogshow (som jeg har skrevet om andetsteds). Det var ikke just den vinkel, jeg havde regnet med, mit virke skulle tage, og oprindeligt var jeg noget nær lammet af angst over at skulle stå med en mikrofon i hånden, men det er sjovt som ting tager uventede drejninger.

Udover det, så bilder jeg mig selv, og gerne også alle andre, ind, jeg ved en masse om nyhedsbreve, sociale medier især og lidt om podcast. (Min beskedenhed vil næsten ikke ende tage, hører du nok.) Sidstnævnte er lidt min nyeste kæphest og noget, jeg kan mærke en næsten endeløs passion for.

Som Lisbet (og Mikkel) var jeg også så heldig at blive involveret i Bogsnak-projektet, som bloggen her udspringer af. Den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på hvordan. Jeg var ikke med i den oprindelige projektgruppe, men pludselig begyndte Mikkel at inviterer mig med til møder og anden kalas, og da der var gratis kaffe, sagde jeg naturligvis sporenstregs ja.

Heldigvis. For det er grunden til jeg sidder og skriver dette, og har mødt en masse gode folk rundt om i det litterære land. Ikke mindst mine tre medbloggere på Bogsnak, som jeg for alt i verden ikke ville undvære.

Hvad skriver jeg om

Og apropos skriver. Lad mig starte med at indrømme, jeg slet ikke blogger nok. Desværre. Det er egentlig ikke på grund af manglende lyst eller emner, men måske fordi jeg er gået lidt kold i ord for tiden. Foruden at blogge på Bogsnak, så har jeg indtil for nyligt skrevet klummer til Ugeavisen Odense og skriver fortsat klummer til BogMarkedet. Derudover galper jeg op på Facebook som den Grå Bibliotekar (under hvilke nom de plume jeg også har en ambition om at blogge … engang … forhåbentlig … måske …), gæsteblogger her og der, samt i ny og næ forsøge mig med at forfatte lidt skønlitteratur i de fantastiske genrer.

MEN jeg håber at skrive en del om science fiction, horror og faglitteratur, samt formidling og om bibliotekets rolle og fremtid. Ikke at jeg ved noget om det, men smid 25 øre i mig og jeg fabler lystigt løs det halve af natten. Som med det famøse infinite monkey theorem, så skal der nok komme en forståelig sætning ud af det engang imellem. Måske.

Om ikke andet, så er det i hvert fald lykkes mig at nedfælde næsten 1.000 ord om mig selv. (Hvilket nok er 717 for mange.)

Det er sjældent, man finder mig uden et kaffekrus i poterne og med et niveau af koffein i blodet, der ville sende et næsehorn på skadestuen.

Om Jan M. Johansen

Jan er bibliotekar, først i fyrrerne og bidt af de fantastiske genrer. Når han ikke forsøger at lokke sagesløse odenseanere til at læse horror, science fiction eller fantasy, så blogger han på Bogsnak.dk, skriver klummer for Bogmarkedet, podcaster, holder oplæg og drikker virkelig, virkelig meget kaffe.

 

Early literacy kort fortalt

Early literacy er måske ikke længere det nye sort. Men det er et begreb, som biblioteksfolk i disse år er meget begejstrede for. Det gælder heldigvis også bibliotekslederne, der er helt med på at lave folkebibliotek for de yngste borgere. Hvad dækker begrebet over, hvorfor kan man ikke sige det på dansk og hvorfor giver det mening for folkebiblioteker at arbejde med early literacy? Det giver jeg nogle bud på her.

Biblioteker har en stolt tradition for at præsentere børn for billedbøger, pegebøger, rim og remser, eventyr, sagn, fortællinger og mange andre litterære udtryk. Den tradition giver alle folkebiblioteker et stærkt fundament for at sætte fokus på early literacy – alt det, som børn kan og ved om læsning og skrivning, inden de selv kan læse og skrive.

Hvorfor kan man ikke bare sige det på dansk?
Det kan være fristende at oversætte det engelske ord “literacy” med “læsning” i ordets bredeste forstand.

Men literacy er mere end læsning. Det har en udvidet betydning. Begrebet bygger på et særligt sprogsyn, hvor alle ord og alle sproglige udtryk er afhængige af den sammenhæng, som de bliver brugt i. Sprog er ikke autonomt. Det hænger altid sammen med en social, kulturel, tidsspecifik og konkret situation.

Literacy dækker for eksempel over det såkaldte multimodale aspekt. Det betyder, at børns literacy også omfatter, når de ser film på tv, spiller et iPad­spil, hvor de skal matche lyde eller synger hjemmelavede vrøvlesange.

Nationalt Videncenter for Læsning bruger denne definition på early literacy: At bruge, lege med og begå sig i skriftsproget, lang tid før skoletiden begynder.

Hvor dét at lære at læse førhen var en opgave, som skolen og kun skolen tog sig af, er synet på læsestart i dag helt anderledes. En gang var det næsten pinligt at kunne læse, før man begyndte i skole. Eksperter mente, at små hjerner ikke var klar til at knække koden. Men også for to-tre generationer siden var førskolebørn fascinerede af skriftens dragende univers. For nogle var fascinationen så stærk, at de ikke kunne modstå den og lærte at læse som femårige. It’s like a drug!

Collage tekst

Tekst er overalt i vores og vores børns liv. Vi svømmer i skrift hver eneste dag.

Hvornår begynder børns literacy?
Børn er i gang med at lære sproget, allerede inden de bliver født. Som fostre modtager de sproglige stimuli, fordi de kan høre deres mor tale. De lærer musikken i deres modersmål, mens de ligger i maven. De kan genkende det, når de bliver født. Så det med at synge sange for maven er ikke bare for sjov. Det er virkningsfuld sproglig stimuli af den lille hjerne, der er i fuld gang med at udvikle sig. Om man så synger Metallica eller Den lille Ole med paraplyen kommer i anden række.

Et stærkt sprogligt fundament og et godt talesprog giver børn gode forudsætninger for at lære at læse og for at lære i det hele taget. Derfor er det så vigtigt med et skarpt fokus på early literacy, og det begynder allerede under graviditeten. Heldigvis snakker og pludrer de fleste forældre med deres børn, fra børnene er bittesmå.

Biblioteket kommer også i kontakt med masser af førskolebørn. Gennem projekter som Bogstart for småbørnsfamilier og aktiviteter som babysang, dukketeater og højtlæsning understøtter bibliotekerne forældre og daginstitutioners arbejde med at stimulere børns sprog. Biblioteker har fat i den lange ende, når det gælder de yngste borgere.

De tidligere år i børns liv er helt specielle i forhold til læring. Førskolealderen er et “window of opportunity”, hvor børn er særligt gearede til at lære. Deres hjerner er som veritable svampe. Den amerikanske nobelprismodtager i økonomi, James Heckman, har forsket i resultaterne af en tidlig indsats. Hans konklusion er klar: Hvis vi som samfund vil give lige muligheder, er der størst gevinst at hente ved den tidlige indsats. Når børnene begynder i skolen, er løbet i det store og hele kørt. Så er det allerede for sent at udligne de sociale skævheder.

Heckmans forskning baserer sig på amerikanske studier. Men forskning i Danmark viser, at det samme mønster gør sig gældende hos os.

tavle med magneter

Magneter har en dragende effekt på både store og små. Især dem med bogstaver på.

Seks aspekter af early literacy
Early literacy har forskellige aspekter. Her er seks af dem, som er koblet til hverdagssituationer:

Bevidsthed om skrift:
Når Nanna på to år ved, at det, hun ser på et skilt i supermarkedet, er et ord.

Præference og motivation for skrift:
Når Sigurd på tre år er dybt optaget af Rasmus Klump, og han hellere vil høre historier om Rasmus end eventyr om prinsesser. Her grundlægges litterære præferencer hos det enkelte barn. Eller når Aske på fire år er meget optaget af at lave en ønskeliste i LEGO-butikken, fordi han ved, at ønskelister kan gøre noget godt for ham. Skrift dur til noget!

Ønskeseddel

En snart femårig dreng har nedfældet sine hedeste fødselsdagsønsker med hjælp fra sin meget skriftfikserede mor.

Bogstavkendskab:
Når Marie på to et halvt glædesstrålende udbryder “Det er MIT bogstav!”, når hun sammen med far går forbi en McDonalds på gaden.

Ordforråd:
Når Ludvig på tre år ved, at superhelte både kan være Superman, Spiderman, Captain America og Hulk. Eller kender navnet på mange slags frugter, dyr og farver.

Fonologiske kompetencer:
Når Elvira på fem år kan skelne mellem små lydlige forskelle, som kan have stor betydningsmæssig forskel. En kanin og en kanon er slet ikke det samme. Evnen til at afkode rim er også en del af de lydlige kompetencer.

Narrative kompetencer:
Når Ida på fire år kan genkende Rødhætte, genfortælle eventyret og selv digte videre på en historie om Rødhætte eller en anden eventyrfigur.

Med disse seks aspekter i baghovedet bliver det tydeligt, at early literacy er overalt i børns liv. Når de pludrer, fortæller, synger, vrøvler, legeskriver, læser bøger for hinanden og aftaler, hvad legen skal handle om.

Bibliotekets særlige bidrag
Hvad er det så, som biblioteker kan på early literacy-feltet? Der er mindst tre værdifulde indsatser, som fortjener at blive fremhævet.

For det første kan biblioteksmedarbejderne formidle viden, gode råd og inspiration til småbørnsforældre, når de kommer på biblioteket og låner bøger, læser og leger. Vigtig viden til forældre kan være, at man godt kan være en rollemodel for sit barn, selv om man ikke selv er en stærk læser. At være sammen om bøger kan også være at tale med hinanden om billederne eller selv digte historier sammen.

For det andet kan biblioteket understøtte daginstitutionernes arbejde med sprog og byde ind med materialer og ideer til aktiviteter, hvor for eksempel den nyeste børnelitteratur kommer i spil. Det er der allerede mange gode eksempler på.

For det tredje kan biblioteket også arbejde gennem netværk som bydelsmødre, boligforeninger og legestuer og dermed nå ud til forældre, som ellers ikke bruger bibliotekets tilbud.

Døren står på mange måder vidtåben. Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, herunder at de bliver gode til at udtrykke sig, kommunikere og bruge sprogets mange muligheder. Biblioteket skal ikke overbevise målgruppen om, at det er relevant at have fokus på de små børns sprog.

Early literacy er nøglen til dannelse, læring, fællesskab og oplevelser. Derfor er det oplagt, at bibliotekerne skal være endnu mere offensive, når det gælder arbejdet med dette tema. Potentialet er enormt;­ hvorfor ikke indløse det?

Dyk ned i mere viden om early literacy

Læs mere om early literacy på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside

Læs mere om Aalborg Bibliotekernes projekt Sprogstart på Bibliotekarforbundets hjemmeside, maj 2017

Hør Caroline Sehested fra Helsingør Bibliotek, Julie Arndrup fra Vanløse Bibliotek og mig snakke om early literacy og bøger til de yngste i Børnebogcast, januar 2017

Silke, velstand og vejen dertil

Anmeldelse af Peter Frankopan: ‘Silkevejene.’ Faglitteratur. 750 sider. Kristeligt Dagblads Forlag. 24. marts 2017.

Må jeg betro dig noget? Jeg synes, vi læser for lidt faglitteratur herhjemme. Nok kan vi lære en masse af skønlitteratur, men faglitterære bøger som Peter Frankopans ’Silkevejene’ er ikke kun en fantastisk oplevelse at læse, nej, det er viden og i nogen grad visdom i et.

Bedre bliver det jo næppe, tænker jeg.

“Det er let at presse fortiden ned i en form, som vi finder praktisk og tilgængelig,” skriver Frankopan på side 51-52, og det har han ret i på mange planer. I dette tilfælde har han presset fortiden og desværre også lidt af nutiden ned i den kendte og elskede bogform.

Den mangelfulde og eurocentriske verdenshistorie

Som knøs kiggede den unge Frankopan ofte på et verdenskort på sin væg og fantaserede om de eksotisklydende steder, der var nævnt på kortet. Skuffelsen indtrådte dog hurtigt, da Frankopan opdagede, at historieundervisningen i skolen aldrig handlede om disse fjerne, spændende steder, men altid tog udgangspunkt i Europa og i ny og næ Amerika.

Heldigvis for os, fristes man til at sige, for den skuffelse førte til en livslang fascination af Østen og Centralasien, hvilket år senere har givet os denne bog. Selv mindes jeg også at være svært fascineret af steder som Persien, Babylon og det fjerne Kina gennem det meste af mit liv, men mængden af tilgængeligt materiale synes noget pauvert.

Hvilket egentlig er lidt sært, for der er ingen tvivl om, at Østen og Centralasien har spillet en overset rolle i verdenshistorien – i hvert fald som fortalt af os vesterlændinge -, hvor de ellers, hvis ret skal være ret, burde have haft en nærmest dominerende hovedrolle i lange stræk af verdenshistorien.

Silke – en hård valuta

Silkevejen dækker ikke over én rute, eller vej, men over et netværk, også til søs, af handelsruter, der bandt den kendte verden, altså Europa, Asien og i nogen grad Afrika og Mellemøsten sammen.

Navnet er på mange måder både retvisende og misvisende, for der blev handlet med meget andet end silke, men silkes vigtighed kan ikke understreges stærkt nok. Frankopan nævner på et tidspunkt, at silke blandt andet blev brugt som betalingsmiddel flere steder og sågar som sold til soldater. Men mestendels var silke et luksusgode.

”En kvinde kunne med sin ærlighed i behold hævde, at hun ikke var nøgen, når hun var klædt i silke.” Silke var så luksuriøst et produkt, at det ofte gennem historien ligefrem vakte moralsk fordømmelse.

Begrebet ”Silkevejen” stammer i øvrigt fra 1877 og blev første gang brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen, og som nævnt spillede silke en vigtig rolle for handlen mellem Europa og Østen, men alt lige fra krydderier, glas, tæpper og hel- og halvfabrikata flød langs haldelsruterne samen med, og det er i virkeligheden nok det vigtigste, viden, kultur og religion.

Så selvom handel var Silkevejens eksistensberettigelse, så førte handlen meget mere med sig. Frankopan gør da også en del ud af at beskrive, hvordan religioner og filosofiske retninger er blevet spredt langs silkevejene, og hvordan de har påvirket hinanden. Dét er spændende læsning og for mig lidt af en epifani.

En god start, men svag slutning

Bogens styrke er i min optik klart de indledende kapitler, der beskriver områderne langs silkevejenes tidligste historie, og de bånd, der allerede i oldtiden bandt den kendte verden sammen. F.eks. fandt jeg det spændende at læse om Romerrigets ret ekstensive kontakt med Kina, Indien og Sri Lanka. Ganske som jeg aldrig havde hørt om Kashgar eller sogdianerne – et handelsfolk med base i området omkring Samarkand.

Vi kommer i det hele taget vidt omkring sammen med Frankopan, og når også at få et indblik i skabelsen af Holland som nation, striden mellem de italienske handelsbyer, ikke mindst Venedig og Genua, englændernes adfærd i Iran i tiden omkring og efter Anden Verdenskrig og meget mere.

I de senere kapitler, der dybest set omhandler samtidshistorie, er Frankopan ikke på sammen måde båret af ren fortælleglæde og uspoleret historisk viden, ganske som han også, uden tvivl i et forsøg på at være objektiv, fremstår som noget af en kulturrelativist. F.eks. virker han foruroligende glad for Iran og synes meget lidt kritisk overfor præstestyrets handlinger, mens Vesten med liberal hånd får på puklen for dette og hint.

Man mærker ret tydelig, at Frankopans ressortområde er fast forankret i fortiden, mens nutiden er mere præget af holdninger end indsigt. Det ses ikke mindst i det afsluttende kapitel ”Den nye silkevej”, hvor Frankopan er en kende for optimistisk på Østens vegne og for fokuseret på olie og kul.

Mere interessant, ikke mindst temaet for bogen in mente, havde været et kig på Kinas forsøg på at genoplive Silkevejen med massive investeringer i vej- og togruter fra Østen til Europa. Transportmagasinet beskrev i marts, hvordan den lange landrute mellem Kina og Europa oplever en renæssance, da godstransport ikke kun er et billigt, mens også tidsmæssigt et stærkt alternativ til sø- og luftfragt. Den vinkel havde jeg hellere set belyst i bogens sidste kapitler, i stedet for Frankopans måske lidt banale politiske pointer.

(Er man i øvrigt interesseret i (nyere) økonomisk historie kan jeg klart anbefale Niall Ferguson eller danske Lars Tvede.)

Summa summarum

I et interview med Weekendavisens Adam Holm (’Vestens blinde øje’, 12. april 2017) sagde Frankopan: ”Det er ikke min hensigt at politisere! Hvordan den historiske viden skal forvaltes og bruges eller misbruges i politisk henseende må andre tage sig af. Jeg konstaterer blot, at globalisering har eksisteret væsentlig længere, end vi tror. Det er ikke en værdi i sig selv, men et simpelt faktum. Jeg spørger blot: Hvordan skal vi tilgå de centralasiatiske lande og Kina og Indien, hvis ikke vi forstår deres historie?”

Gode pointer, og ’Silkevejene’ giver i bogen første halvdel et spændende indblik i en underbelyst del af verdenshistorien, men skuffer lidt i sidste halvdel, hvor Frankopan bevidst eller ubevidst kommer til at politisere. Dog vil jeg til enhver tid anbefale at læse ’Silkevejene’. Kritikken til trods, så ér den velskrevet, interessant og sikkert også lidt af en øjenåbner for mange.

 

 

 

Døde piger lyver ikke på Netflix … eller gør de?

Her gik jeg og troede, jeg var håbløst bagud wie immer, da jeg anmeldte ”Døde piger lyver ikke” på bloggen tilbage i januar. Den er efterhånden ti år gammel, men kort tid efter introducerede Netflix så historien som en 13 episoder lang serie svarende til de 13 båndede fortællinger, Hannah efterlader til sine jævnaldrende. Originaltitlen er jo i øvrigt ”13 Reasons Why.” Jeg vil ikke redegøre for handling eller tema her, for det har jeg jo gjort. Serien er dog på ingen måde ukontroversiel, og den tager sig friheder med råmaterialet. Lad os tage det i rækkefølge.

Ifølge en amerikansk psykiater er der 5.000 grunde til ikke at se serien – svarende til de 5.000 teenage-selvmord i USA hvert år. Ja, det er et vanvittigt tal! Problemet er, at teenage-selvmord er smitsomt. Det smitter gennem medier. En 30 år gammel undersøgelse viste fx, at antallet af selvmordsforsøg steg efter en national TV-udsendelsesrække sammenlignet med samme periode året før. Sociale medier har næppe gjort det bedre. Serien anklages for at romantisere selvmord som en nem og smertefri udvej fra teenagelivets angst og forvirring. Har du problemer – og hvilken teenager har ikke dét? – så har vi løsningen: Den evige hvile. Og selvmord er som bekendt smertefrit, som Manic Street Preachers sang – bedre kendt som intro-melodien til den gamle serie M*A*S*H.

IMG_1736

Egentlig, ifølge førnævnte psykiater, er det vildt uansvarligt af Netflix overhovedet at producere ”Døde piger lyver ikke.” Forældre kan ikke bare forbyde børnene at se den, for de vil høre om den ad andre kanaler alligevel. Ovenikøbet er seriens hovedpersoner i øvrigt attraktive og små-glamorøse, så hvad hvis man er en kedelig-Dorte eller hverdags-Benny? Så meget desto mere grund til at fortvivles. Selvmord er så heller ikke det eneste ubehagelige tema i ”Døde piger lyver ikke.” Depression, mobning, voldtægt og misbrug fremtræder ligeledes prominent.

Showets producere forvarer sig med, at man jo har givet de særligt krasse episoder advarsler og aldersbegrænsning, og at man i øvrigt har lavet et vedkommende, gribende show, der forhåbentlig kan virke som katalysator for ubehagelige, men nødvendige samtaler.

Kritik og drama her:

img_1732

Og nu til vurderingen: Ja, det er et gribende og vedkommende show, men med åbenlyse problemer. For at strække handlingen ud til 13 gange 55 minutter har man opfundet helt nye spor. Hannahs forældre er slet ikke med i originalen. Det er lidt en pointe, hvor fraværende de er, men her fylder de rigtig meget, og et centralt tema er den sag, de anlægger mod gymnasiet for at have accepteret en mobbekultur, der ultimativt ledte Hannah mod sit triste endelige. Ovenikøbet får Clays mor sagen med at forsvare gymnasiet. Clays forældre er også ganske fraværende i bogen. Tony, outsideren der våger over båndene, har fået en meget større og lidt underlig rolle som både hjælper, mentor, vismand og mystiker. Overhovedet får bipersonerne meget tid, og ikke alle kan bære det.

Hannahs fortælling er meget lineær og tragisk-logisk i bogen, hvor små ting ruller og bliver større og større. I serien hænger de knapt så godt sammen og har mere karakter af denne-episodes-katastrofe. Til gengæld kan serien lege med fortællingen og blande nutid og datid på ganske dramatisk vis. For en sikkerheds skyld starter vi med at lade nutids-Clay ramme af en bil, så han altid har et sår i panden, der fungerer som tidsmarkør. Snedigt! Kan du huske ”Sliding Doors” med Gwyneth Paltrow? Samme idé. Jeg vil så spagt indvende, at fortælleformen presses til det yderste.

IMG_1733

Min største anke er dog, at selve sjælen i fortællingen er blevet ændret til det ukendelige. I bogen handler det om ry og rygte, hvordan små ting bliver større i en teenage image- og sladderkultur, og hvor svært det er virkeligt at møde andre mennesker og se og forstå hinanden. Serien starter på samme måde, men driver langsomt over i nærmest krimigenren. Taler Hannah egentlig sandt, og hvad skete der egentlig til den og den fest? Det er Clay mod de andre på båndene, og de er tydeligvist trænede forbrydere, om end deres sammenhold slår skår undervejs. Mægtigt spændende for så vidt, men ultimativt en misforståelse, synes jeg. Desuden kræver denne konstruktion, at Clay er meget, meget langsom til at lytte båndene igennem. I stedet går han rundt i større og større frustration og stress og råber: ”Hvad skete der egentlig???” og man har lyst til at råbe tilbage til ham: ”Lyt dog til båndene, din klovn!”

Josephine (14) er jeg er nået til nr. 11, men jeg har ladet mig fortælle, at selvmordet vil blive skildret med stor realisme og altså helt uden filter. Der er foreløbigt ikke lagt fingre imellem i de andre afsnit. Sidste afsnit skulle være ganske rystende, så beware!

13-reasons-why-season-two

TL;DR: Man bør næppe lade påvirkelige tweens og teens se denne serie uden en voksen. Emnet kryber lidt under huden. Har man læst bogen – og det bør man – er serien en lidt underlig oplevelse, men i glimt er den meget bevægende. I andre glimt irriterende. Døm selv! Josephine er meget betaget, og hun synes tydeligvis, det er stort drama. Hun foreslår tit henkastet, vi lige napper et afsnit mere, og det er jo hyggeligt at være sammen om den slags.

PS: Der mumles lidt om en sæson 2. Ville det ikke være lidt ligesom ”Titanic 2”?

Bag om bloggen: Hvem er Lisbet?

Introduktion: Lisbet er verdens yngste 85-årige og arketypisk mellembarn. Hun er ukronet verdensmester i at drikke kaffe med folk, så hun kender alle, og alle elsker hende. Siden hun forlod Københavns Biblioteker for at fuldtidsstudere, har de tidligere kolleger klædt sig i sæk og aske og barberet håret af for at sørge. Ansættelsen af hendes efterfølger var en græsk tragedie med kor og det hele. Korets funktion var at messe “Vi finder alligevel aldrig en ny Lisbet! Waaa-haaa!” Vi undskylder hende kun, fordi hun er så vidunderlig 🙂 /Mikkel

Jeg har boet over halvdelen af mit 40-årige liv i København. Alligevel fylder de nordjyske referencer stadig meget i mit liv. Jeg forstår faktisk, hvad Niels Hausgaard sagde i 1970erne, før han slog over i tillempet rigsdansk. Den kompetence er ikke vigtig for andre. Slet ikke. Men jeg værner om den.

Min familie var landmænd, bilsælgere, lærere og hjemmegående husmødre. Men det var landbruget, der fyldte meget i snakken til de fleste familiefester. Mælkepriser og braklægning. Ensilage og malkemaskiner. Der blev ikke snakket om bøger. Men alt det med landbrug forklarer måske, hvorfor jeg stadig bliver så opslugt af bøger som Jens Smærup Sørensens nyklassiker Mærkedage og andre romaner, der skildrer samfundets bevægelse fra land til by.

Praktisk arbejde var ikke min bedste ven i min barndom. Jeg var håbløs til meget af det og især en klovn til sløjd. Men staveord og færdighedsregning var en helt anden sag, da jeg gik i den lille skole med 100 elever i landsbyen Astrup. I en periode var jeg dog også ret ferm til rundbold.

gammelt foto 1

Det er mig med katten og brillerne ude til venstre. Min søster, min far og fødegården til højre.

Ord og netværk
Hvad har jeg med mig af værdier og oplevelser fra min barndom? Højskolesangbogen, vigtigheden af retstavning og almen viden, en vild optagethed af relationer (hvem kendte hvem og hvorfor og hvornår?), pligtfølelse og en dybfølt glæde ved moster Elses hjemmelavede hønsekødsuppe og sirupslagkage.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker at boltre mig i ord. Det var sikkert også derfor, jeg valgte at læse Litteraturvidenskab. Men i virkeligheden tror jeg på devisen ”less is more” i mange af livets mest betydningsfulde situationer. Få, velvalgte ord gør et større indtryk end blomstrende falbelader.

Jeg har arbejdet som embedsmand i otte år i Slots- og Kulturstyrelsen. Her var det også vigtigt at kunne fatte sig i korthed, mest af alt i stramme notatskabeloner. Min indre workshop-fetichist fik derfor en voldsom optur, da jeg i to år arbejdede som konsulent ved Københavns Biblioteker. Her jonglerede jeg med kulørte post-its og bølgepap, mens jeg sammen med dygtige biblioteksmedarbejdere prøvede at finde ud af, hvordan fremtidens bibliotekstilbud kunne skrues sammen.

Jeg var også så heldig at være involveret i et projekt, der satte fokus på folkebibliotekers litteraturformidling på sociale medier. Projektet hed i daglig tale Bogsnak. Sic!

lisbet 2017

En selfie fra foråret 2017. I baggrunden det svenske hus, som nogle andre end mig konstant er i gang med at forbedre. Der skal fx nyt tag på. Omfangsdræn er fikset.

Sporskifte og bagland
I 2017 justerede jeg kurs og begyndte på fuld tid at tage diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs-  og karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Jeg brænder for at tale med folk om, hvordan de kan få et så tilfredsstillende arbejdsliv som muligt. Jeg er mest interesseret i de horisontale bevægelser, hvis man kan sige det sådan. Den traditionelle karrierestige er der mange andre, der tager sig af. Jeg er i gang med noget nyt, men jeg holder aldrig op med at interessere mig for læsning, litteratur og folkebiblioteker. Heldigvis behøver de forskellige interesseområder ikke at udelukke hinanden.

Mit bagland består af en kæreste, der er it-konsulent og samtidig det mest vedholdende menneske, jeg kender, når det gælder afrensning af stuk, samt vores søn på fem år. Han efterspørger nogle gange Kim Fupz, ofte Flunkerne og i lange perioder Emil fra Lønneberg eller eventyr. Jeg er godt tilfreds med hans brede smag og vil gøre meget for at holde hans nysgerrige tilgang til litteratur levende.

Hvad skriver jeg om?
Her på bloggen byder jeg blandt andet på refleksioner over små og større børns appetit på bøger. Begrebet early literacy bliver jeg aldrig færdig med at udforske. Et andet tema er, hvordan vi gennem litteraturen forstår og ser vores egne liv. Jeg elsker at gå på opdagelse i mine egne læseoplevelse og holder af at beskrive mennesker og situationer, der har præget mig som læser og skriver.

gammelt foto 2.JPG

De store briller fra 80erne skal med. En vigtig del af min historie. Og så familiens stolthed: En gammel Saab. På billedet til højre er jeg på Færøerne i 1983. Min far og bror poserer også.