Under Overfladen – et krimieventyr

Skibsvrag, dybe familiehemmeligheder og pandemiske sygdomsudbrud er blot nogle af ingredienserne i Claus Lohmans nyeste krimi.

Claus Lohman er kendt for at skrive videnskabskrimier og har haft stor succes med trilogien om retsgenetikeren Sarah Bermann. Men hvor det videnskabelige har en dominerende og central rolle i ’Genstart’ og de andre Gen-bøger, så er ’Under overfladen’ mere eventyrlig og underholdende. Her er det mysteriet, det handler om, mens det videnskabelige element er krydderiet.

Og det er en opskrift, der virker!

’Under overfladen’ er en smuk bog og man er ikke i tvivl om, der er dømt eventyr og grumme fare.

Siden jeg var knægt, har jeg haft en stor forkærlighed for action-eventyr, hvad end det nu er på film eller i bogform. Noget af det første, jeg rigtig husker i den genre, var filmen ’Hæv Titanic’, der var baseret på en bog af Clive Cussler. En forfatter, jeg efterfølgende har haft stor glæde af.

Og Lohman minder mig om en lidt mere alvorlig udgave af den gode Cussler. Vi starter som i mange af Cusslers bøger også med en tur i bølgen blå i ‘Under overfladen’ og bogens store twist sker ligeledes til havs. Tempoet er dog mere adstadigt og har mere fokus på mysteriet og personudvikling end action. Der er samme glæde ved fortidige mysterier, der er den nærmest diabolske fortællelyst og en evne til at strikke en seriøst underholdende historie sammen, men hvor Cussler har meget store armbevægelser, er Lohman mere realistisk og afdæmpet.

Efter fundet af et skibsvrag, begynder historien stille og rolig at folde sig ud. Den ene hovedperson, den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, kommer i spil i kraft af sit virke som journalist, mens den anden, virologen Martin Henderson, forsøger at finde en kur for den dødbringende variant af Den Spanske Syge, der hærger New York. Alt sammen, mens usete hænder styrer de to i retning af hinanden og en stor skat. En større historie med rødder til Martins barndom er nemlig sat i gang med fundet af vraget af Seagull og det går ikke stille for sig.

Det varmer mit hjerte at se biblioteket spille en lille, men vigtig rolle for Emmas virke.

Lohman rammer en fin balancen mellem at formidle viden – som jeg har en mistanke om, i virkeligheden er det, han brænder for – og fortælle en god historie. Lohman er skolelærer, så det giver mening at underholde læserne med en fængende fortælling, samtidig med, han forsøger at gøre os klogere. Det fungerer i hvert fald fint, og som læser tænker man ofte ”der kan man bare se”, når Lohman gennem eksempelvis Martin og hans kolleger giver os indsigt i vira, influenza og andre jævnt skræmmende ting.

Det eneste, jeg har at udsætte på ’Under overfladen’ er de til tider lidt stive replikker. Det er naturligvis subjektivt og en smagssag, men her og der føles karaktererne mere som forfatterens talerør end som levende væsner. Det er dog en lille ting, for historien er spændende og gribende, og det er immervæk det vigtigste for en bog i denne genre.

’Under overfladen’ er første bind af i alt tre planlagt om Emma Fitzgerald og Martin Henderson. Derfor er det ikke overraskende, at vi bruger en del tid på at etablere karaktererne, lære dem at kende og få dem ført sammen. Det trækker her og der tempoet lidt ned, men jeg tænker, der er skabt et nyt, stærkt krimimakkerpar, og jeg glæder mig til at følge de to på deres næste eventyr.

For god ordens skyld vil jeg lige her til slut indskyde, jeg kender Claus Lohman ganske godt fra mit virke i det fynske, men det er ikke kun derfor, jeg glæder mig til de næste bøger i serien.

Boginfo

’Under overfladen’ af Claus Lohman, 340 sider, Forlaget Aronsen, 2018.

 

 

En gotisk dobbeltanmeldelse

Det var en mørk og stormfuld nat … Det er en sætning, vi har mødt mange gange, ikke mindst hos Nusser i Radisserne, men det er også en sætning, der opsummerer gotisk litteratur ret godt.

Det handler nemlig om melodrama, følelser og rædsel. Oftest på en næsten overdreven måde. Man må med andre ord godt svinge med den store emotionelle pensel som gotisk forfatter. Det hører sig faktisk til. Hvis du elsker alt, der bare er for meget, anbefaler vi en god dosis gotik. Jan har det sådan med sin kaffe, og Mikkel med opera og Othello-lagkage!

Gotik har sit navn fra arkitekturen – domkirkerne i Roskilde og Aarhus er gotiske bygningsværker – men betyder i litterær sammenhæng dybest set romantik med stærke elementer af uhygge. Romantikken var en modreaktion på rationalismen, og bygger på ideen om, at følelserne er det centrale i livet, ikke fornuften. Verden er med andre ord subjektiv, ikke objektiv og mennesket er i sine følelsers vold. Krydrer man det med liberale doser uhygge og gru plus et knivspids sindssyge, så har man gotisk litteratur.

Kort fortalt.

Normalt regner man Horace Walpoles ’Slottet i Otranto’ fra 1764 som den første gotiske roman, og siden fulgte bl.a. evigtgrønne ’Frankenstein’ af Mary Shelley, noget nær alt af Edgar Allan Poe og selvfølgelig Bram Stokers ’Dracula’.

Der ligger også i den gotiske litteratur et opgør med klassiske dyder og værdier. Ikke mindst de typiske katolske om det gode, onde og muligheden for frelsen.  Det tætteste, man i en gotisk roman kommer det evige liv, er at blive muret inde i en mur på sit familieslot af en bindegal slægtning. Der er med andre ord ikke meget Disney over gotikken.

R&Å.jpg

Målet for denne dobbeltanmeldelse – ‘Randvad’ og ‘Åndemanerne’

Det er der heller ikke over vore to anmeldte bøger. Begge værker er i kernen gotiske; de er uhyggelige og har følelser og mystik i centrum. Og så er de for meget – på den gode måde.

Og, kan vi godt afsløre, ender ikke nødvendigvis godt for hovedpersonerne.

Mikkel anmelder ’Randvad’

Randvad1

‘Randvad’ er en smuk bog – ikke mindst omgivet af kaffe

”Gotisk krimi” står der på forsiden af den smukke ’Randvad’ fra H. Harksen Productions, og selvom krimier lader mig ret kold, så er jeg fan af alting gotisk. Mit livs tragedie er, jeg er blevet for gammel til at give den som teenage emo goth. NB: Hvis du ikke er sikker på, hvad emo og goth er, er du også for gammel 😊 Martin Wangsgaard Jürgensen har flere værker bag sig, mens Jacob Holm Krogsøe er en god og latterligt dygtig kollega fra Randers, der debuterer her. Han gæstebloggede faktisk her engang om tegneserier.

Lad os først adressere den enorme gorilla i lokalet. De to herrer kan edderhyleme deres Lovecraft, men det er en god ting. H.P. Lovecraft er selvfølgelig den amerikanske, miskendt-i-sin-samtid horror-gud, der mestendels er kendt for ’The Call of Cthulhu’ og ‘At the Mountains of Madness’. Sidstnævnte var lige ved at blive en stor Hollywood-produktion for et par år siden med Guillermo del Toro i instruktørstolen, og Tom Cruise i hovedrollen. Planerne kuldsejlede, da filmstudiet insisterede på en familievenlig rating, hvilket bare er ustyrligt morsomt!

Lovecraft og Randvad

Lovecraft og ‘Randvad’ – ansigt til ansigt

I Lovecrafts horror er mennesket en myg på væggen i evighedens og galaksens uforståelige rædsler. Når han (og det er ”han;” der er aldrig kvinder med) forstår, hvad der foregår, fører det som oftest direkte til vanvid, for uhyggen er for stor, og universet for enormt og fyldt med gamle guder, der drikker din sjæl. Og sådan noget. Fungerer Lovecraft så i Sønderjylland? Før ville jeg have klukket bedrevidende og rystet overbærende på hovedet, men jeg er blevet omvendt. Det gør han faktisk i hænderne på de to forfattere, men tilbage til starten.

Vores hovedperson får en detektivopgave, der ender med at sende ham til den sønderjyske landsby Randvad. Han skal prøve at finde ud af, hvad der egentlig skete med opgavegiverens ældre slægtning, historikeren, der forsvandt sporløst dér i slutningen af 19. århundrede i følgeskab med en yngre kunstner. Vi lærer ikke så meget om vores hovedperson, og det er egentlig ganske lovecraftsk også. Det er ikke så vigtigt. Der er større ting i spil. Vores hovedperson kommer i besiddelse af en dagbog fra den forsvundne historiker, og den første del af efterforskningen foregår på klassisk vis på bl.a. Det Kongelige Bibliotek. Overhovedet er det typisk, at hele romanen for så vidt kunne foregå for halvtreds år siden bortset fra en løsrevet sms her og dér.

Kendere vil klappe begejstret i hænderne, når hovedpersonen når til Randvad, og Lovecrafts klassiske gys ’Shadows over Innsmouth’ genopføres på den lokale kro. For ikke-kendere er det hele stærkt foruroligende, mens mystikken breder sig, og håndfladerne bliver klamme, som hovedperson for alvor kommer på sporet af historikeren og kunstneren, og vi fornemmer, det måske nok er den værste idé nogensinde. Krydsklip mellem fortid og nutid fungerer effektivt, mens det bliver klart, at hvad der end er galt i Randvad, har det været der længe.

’Randvad’ arbejder effektivt med stemning, og forfatterne er af den gode skole, hvor man ikke mener, uhygge er en funktion af mængden af bestialske scener. Den er obligatorisk pensum for horror-fans af den klassiske overbevisning og en glimrende introduktion for nybegyndere.

Jan anmelder ’Åndemanerne’

Åndemanerne.jpg

Smuk er ‘Åndemanerne’ ikke, men der er dælme dømt gys og gru for alle pengene.

Da Mikkel spurgte, om vi med udspring i den gotiske roman ’Randvad’ skulle lave en af de efterhånden kendte Bogsnak-dobbeltanmeldelser, så gik jeg på jagt i min bogreol efter Martin Wangsgaard Jürgensens debutroman ’Åndemanerne’. Godt nok er den ikke helt ny – den er fra 2014 -, men den er som ’Randvad’ en gotisk roman udgivet på H. Harksen Productions, og det giver god tematisk mening at kigge på både Krogsøes og Wangsgaard Jürgensens debuter ud i det gotiske.

Wangsgaard Jürgensen er uddannet som middelalderarkæologi og driver bloggen Fra Sortsand, der beskæftiger sig en hel del med horror, og man mærker både dybden af viden og kærligheden til horror og vor mere mørke fortid, når man læser ’Åndemanerne’.

’Åndemanerne’ er struktureret i 12 kapitler, der nærmest er små afsluttede fortællinger – eller noveller, om du vil -, hvilket giver bogen et særligt tempo og et fortællemæssigt særpræg, der passer virkelig godt til både det gotiske og til horror i al almindelighed.

Den korte novelle form er generelt god til horror, mens den længere roman giver muligheder for at udfolde en historie bedre, men nogle gange taber lidt dampen undervejs. Ved at vælge en mellemting i ’Åndemanerne’ får vi det bedste af begge verdener, og det virker. Historien drager, pointerne eksemplificeres og vores nysgerrighed vækkes og fastholdes.

Handlingsmæssigt følger vi vennerne Marie, Matthias, Samuel og Søren fra deres spæde ungdom til deres … ja, lad os bare sige, gamle bliver de ikke. Men undervejs udsættes de for alverdens uhyggelige og dystre oplevelser. Der er skelsættende ungdomsoplevelser, skumle huse, gruopvækkende rejser og, naturligvis, en nådesløs afslutning. Selve handlingen er måske ikke så interessant, som de billeder Jürgensen formår at male på ens indre lærred. En følelse af gru og ubønhørlig undergang vokser og vokser i maven på læseren undervejs, indtil den passende horrible afslutning. Det er godt håndværk, og Wangsgaard Jürgensen skal have stor cadeau for sine evner som forfatter.

Det er på mange måder en virkelig grum bog, men ikke overdreven grafisk eller splatteragtig. Der er blod, kannibalisme, sex og andet godt, men sproget og tonen giver en fornemmelse af ubehag og rædsel, ikke chok. På mange måder er ’Åndemanerne’ et klassik eksempel på en bog i den gotiske genre. Den er uhyggelig, stemnings- og følelsesrig, samt gør op med den gode smag.

Det eneste, jeg virkelig ikke kan lide ved bogen, er forsiden. Den er hæslig – ikke mindst sammenlignet med den smukke, grønne hardcover forside på ’Randvad’. Men man skal virkelig ikke dømme en bog på dens cover. Har du mod på at læse en gotisk roman, så er ’Åndemanerne’ et godt sted at starte. Også hvis du bare har lyst til at læse en god horror roman.

Links

Gotik i Den Store Danske.

Den Gotiske Roman på Litteratursiden.

Boginfo

’Randvad’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen, 233 sider, H. Harksen Productions, 2018.

’Åndemanerne’ af Martin Wangsgaard Jürgensen, 228 sider, H. Harksen Productions, 2014.

Portræt af en moden læser

Inge Jensen bor i en landsby i Vendsyssel. Hun er 90 år gammel og har en stor familie med mange børnebørn og oldebørn. Inge var i mange år medhjælpende hustru i Taagaard. Hverdagene er nu fyldt med et utal af sociale arrangementer, og Inge har i en årrække været frivillig i en lokal Røde Kors-forretning.

Inge er mormor til min kusine, og hun har altid kendt mine forældre og bedsteforældre. Hun var veninde med min faster Herdis, der også var årgang 1927.

Inge er en kvinde med styr på mange lokale, nationale og internationale forhold. Hun læser flere forskellige aviser hver dag og holder øje med boganmeldelserne. Man må jo holde sig orienteret om, hvad der sker på den litterære front. I dette interview fortæller hun om sit liv som læser.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Inge: Jeg lærte ikke at læse i utide, hvis man kan sige det sådan. Først i skolen. Det var lærer Steffensen, der lærte mig at læse. Han var den eneste lærer, for vi var flere årgange sammen. Steffensen var uformel i sin stil. Der var ikke noget med at sige ”De”. Det brugte vi ikke ude på landet. Jeg husker, at jeg læste sætninger som ”Der er is på en sø” og andet i den dur.

Lisbet: Hvad betød læsning i din familie, da du voksede op?
Inge: Mine forældre har altid læst og kunne godt at lide at læse. Mine bedsteforældre læste også. Der er nok blevet læst højt for mig, men det husker jeg ikke så tydeligt. Men jeg husker, at der var en føljeton i Vendsyssel Tidende. Den var spændende. Der kom et nyt stykke hver dag. Den læste jeg, da jeg var omkring 13 år. Det var vigtigt at læse den, så man kunne snakke med. Føljetonen handlede om inuitter.

Lisbet: Hvad betød biblioteket for dig i din barndom?
Inge: Der var ikke noget bibliotek i Astrup, hvor jeg voksede op. Men jeg husker, at lærer Steffensen lånte klassesæt til os. Mine veninde Herdis havde været på biblioteket i Hjørring, og det fortalte hun mig om. Der var mange bøger. Jeg syntes, det lød rigtig fascinerende og spændende.

Lisbet: Hvilke bøger var vigtige for dig i din ungdom?
Inge: Jeg var både på efterskole og højskole, og begge steder var der mange foredrag og fortælletimer. På efterskolen Halvorsminde blev Henrik Ibsens Et dukkehjem læst højt. Den gjorde et stort indtryk på mig. Tænk at Nora gik! Forlod hjemmet! Det kunne ikke være rigtigt, syntes jeg. Hvis hun nu kom tilbage. Så ville det gå. Men det gjorde hun ikke. Jeg kunne også godt lide bøger, der handlede om kærlighed. Jeg husker også bogen Driver dug, falder regn.

driver dug falder regn 2

Romanen Driver dug, falder regn er fra 1943 og handler om to generationer på en slægtsgård i Nordsverige i begyndelsen af 1800-tallet. Bogen blev filmatiseret i 1946. 

 

Lisbet: Hvor fandt du inspiration til læsning, da du var midt i livet?
Inge: Min mand og jeg havde travlt med arbejdet på gården i de år. Der var ikke rigtig tid til bøger. Men avisen læste vi selvfølgelig hver dag. Det er klart. Da vi fik mere tid, var der kommet et bibliotek i Astrup, og her fandt vi bøgerne. Vi havde jo ikke plads til at have en hel masse bøger derhjemme.

Lisbet: Hvor finder du inspiration til læsning i dag?
Inge: Jeg holder øje med, hvad der udkommer. Hvis nogen siger, at jeg virkelig skulle tage at læse en bog, så tager det jeg det alvorligt. Man må jo kunne snakke med. Min datter og mit barnebarn sagde, at Jordens søjler var værd at læse. Så det gjorde jeg.  Jeg har ikke et egentligt mønster, men jeg læser mest bøger af danske, kvindelige forfattere, Men jeg er ikke svær at overtale til noget andet.

Lisbet: Hvad har været din største læseoplevelse i 2018?
Inge: Det har nok været En anden gren af Jesper Wung-Sung. Den var god og speciel. Usædvanlig og autentisk.

 

img_1827

Inges største læseoplevelse i 2018: Den prisvindende Jesper Wung-Sungs En anden gren.

 

Lisbet: Hvad læser du for tiden?
Inge: Jeg har lige læst En ærlig mand af Lars Kjædegaard og De søvnløse af Kim Leine. Den sidste var især god. Den foregår i Grønland og handler blandt andet om sygehuse. Den er ikke så lang. Jeg læser også Helle Helles nye roman De. Ligesom de andre af hendes bøger er den lidt mærkelig. Den handler om det helt almindelige i livet, men alligevel er den mærkelig. Det funderer jeg over.

Selv om bøger ikke umiddelbart fænger hos mig så giver jeg dem altid en chance. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har givet op midt i en bog. Jeg gør dem altid færdige.

Jeg tænker også over, hvorfor det nogle gange er så svært at komme i gang med en bog. For når først man har taget hul på det, så kører det jo.

Lisbet: Hvad skal du læse næste gang?
Inge: Jeg er i den lange reservationskø på biblioteket til Leonora Christina Skovs nyeste roman Den, der lever stille. Køen er som sagt lang, men nu er jeg nummer tre. Det nærmer sig. Forfatteren er alle vegne, så man føler sig næsten forpligtet til at læse den.

Boginfo
En anden gren af Jesper Wung-Sung, 553 sider, Rosinante, 2017.
En ærlig mand af Lars Kjædegaard, 384 sider, Rosinante, 2017.
De søvnløse af Kim Leine, 208 sider, Gyldendal, 2016.
De af Helle Helle, 160 sider, Rosinante, 2018.
Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, 274 sider, Politiken, 2018.
Jordens søjler af Ken Follett, 780 sider, Cicero, 2006.

Andre læserportrætter og mere inspiration
Der er 85 år mellem Inge og Aske, der er i fokus i blogindlægget Portræt af en meget ung læser

Der er flere portrætter her:
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning

Mikkel har lavet et tankevækkende indlæg om generationslæsning, hvor Puk ikke rigtig klarer rejsen ind i det 21. århundrede

 

Oversete bøger og forfattere og hvorfor “løn som forskyldt” ikke altid holder i byretten

Det kan dårligt komme bag på nogen, at jeg for øjeblikket er på barselsorlov og derfor er hjemme de fleste dage for at passe min lille datter på snart 8 måneder.

Omend meget af tiden går med bleskift, at lave mos af økologisk frugt og grønt, vask og skold af sutteflasker og andre helt ufatteligt spændende opgaver sniger der sig også tid ind til at læse bøger. Ikke i samme grad som før jeg fik min datter….slet ikke i samme grad som før, men litteraturen kan ikke undværes herhjemme i lejligheden på Nørrebronx…..om alt går vel ender min lille datter med også at blive en læsehest når hun bliver ældre.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en bog af forfatteren Per Lau Jensen, der havde skrevet en bog om et liv med hunde og en rejse til Spanien med et par behårede venner med på slæb. Ganske glimrende bog, for øvrigt, der også er anmeldt på bogrummet.dk, hvor denne boggnasker også anmelder bøger under pseudonymet “newyorkcitygirl“.

Tidligere i 2018 udkom så Per Lau Jensens seneste bog, en roman, der har fået titlen “Drømmepiger og dragehoveder”. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en rigtig fin og god bog, som har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til hvad både bog og forfatter fortjener.

Eftersom bogen er så glimrende synes jeg kun det vil være passende, at lægge en anmeldelse af bogen op her på bogsnak i håbet om, at andre måske også har lyst til at læse bogen:

Er I klar?

Godt så.

Her er anmeldelsen af “Drømmepiger og dragehoveder” af Per Lau Jensen.

I slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne var der stadig dømt hippie-tid i Danmark. Det var dengang vildskab var lig med en boret Puch (hvor kikset ville det lige være for en teenager i dag?) og landets teenagere lyttede til Led Zeppelin eller Deep Purple.

Tre drenge ved navn Mogens, Bo og Rolf – eller Mo, Bo og Ro, som de kaldes i romanen – vokser op sammen og har vel egentligt det man kan kalde et helt almindeligt liv og et almindeligt venskab til hinanden med de roller alle nu engang får tildelt i venskabsrelationer. Almindeligt venskab indtil en af drengene pludselig trækker sig fra venskabet og tingene ændres.

40 år senere er drengene blevet til modne mænd, der alle lever rimeligt priviligerede liv som forfattere. Mange ting har ændret sig siden de var teenagere – og ikke kun det faktum, at de alle er blevet lidt grå i toppen. Noget, der ikke har ændret sig synderligt er de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang, og alle der har passeret de 40 ved, at det ikke altid er lige kønt når disse magtstrukturer viser sig igen efter mange år.

De fire (nu modne) mænd mødes efter 40 år, hvor de holder en uges ferie i en villa i Portofino. Det, der lyder som en rar ferie med folk fra gamle dage viser sig kun at være delvist skønt og hyggeligt eftersom gamle minder – og en gammel hemmelighed fra dengang – kommer op til overfladen.

”Drømmepiger og dragehoveder” er en rigtig fin og god bog, som tegner et billede af 1960´ernes og 1970´ernes Danmark – og det er interessant for en som mig, der er født i 1977 og derfor ikke husker 1970´erne særlig tydeligt og kun kender 1960´erne fra fotos, historiebøger eller fra fortællinger fra mine forældre.

Udover at være en tidstypisk roman er det – i endnu højere grad – en bog om venskaber, relationer mellem mennesker og om hvordan alting ændrer sig over tid.

Man kan sige, at romanen måske ikke gør noget stort væsen af sig, men det er også en del af bogens styrke: det er en stærk og medrivende hverdagsfortælling, som jeg synes er både velskrevet og spændende. Jeg synes, at Per Lau Jensen er klog på mennesker og at han med ”Drømmepiger og dragehoveder” har bedrevet en roman, som indtil videre er en af de bedste bøger jeg har læst i 2018.

”Drømmepiger og dragehoveder” får fire store stjerner med på vejen – og så håber jeg, at der er mange andre, der også har lyst til at læse denne meget fine bog.

Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

Lyrikkens mange glæder

Når man bliver ældre, finder man glæde ved forbavsende mange ting, man i sine yngre dage opfattede som værende værre end at blive dyppet i kogende chilisovs.

For eksempel lyrik.

Det plagede i hvert fald mig gevaldig i både folkeskolen og gymnasiet. Ser man bort fra, jeg var en noget doven studerende, der hellere ville tegne superhelte og læse sci-fi end at lave noget fagligt, så er det først nu gået op for mig, hvorfor jeg dengang hadede digte og især at analysere dem.

For det hang jo gerne sammen. Man læste sjældent et digt bare for at læse det i sin skoletid. Nej, nej, det skulle analyseres, vægtes og forstås.

Men lyrik handler om stemninger, følelser og øjeblikket, og der ligger noget indbygget unaturligt i at analysere en følelse eller en stemning. I stedet for at nyde de følelser ordene vækker, så skal man søge efter meningen, motiver og sågar opsummere dem i objektive vendinger. Det suger det umiddelbare og dermed glæden ud af oplevelsen.

Mine læseoplevelser ændrer sig meget alt efter, hvorfor jeg læser. Det kan jeg især mærke efter, jeg er blevet bibliotekar, og skriver og taler om bøger og litteratur i ny og næ med en professionel hat på. Læseoplevelsen bliver pludselig en pligt og, skal jeg være helt ærlig, en anelse tung og trist. Og det gjorde sig helt klart gældende med lyrikken i mine unge år. I en grad så det at læse et digt næsten blev ødelagt for mig.

Nu kan jeg heldigvis læse lyrik, når det passer mig. Jeg er heller ikke tvunget til at lave alenlange analyser, men blot formidle den glæde eller de følelser, lyrikken vækker. I det hele taget tænker jeg, at digte generelt ikke skal forstås, men mest af alt føles.

Det gør en forskel.

Og lige som vores bogreol siger noget om vores interesser, så tænker jeg også, de digte, vi læser, siger noget om os og det sted i verden, vi er, når vi læser dem.

Aarestrup

Smukke digte i lommeformat.

Men lyrik kan også sætte ord på følelser, vi måske selv har lidt svært ved at finde ord for. F.eks. så rammer gamle Emil Aarestrup plet med ’Til en Veninde’, hvis der skal sættes ord på den fornemmelse, jeg lider under, når jeg er forelsket.

Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.”

Der er en afgrund i dit blik … Smukt, rammende og en perfekt beskrivelse af det sus, jeg får i maven, når jeg kigger en høj, blonde jysk vimse i øjnene. Her rammer lyrikken plet på en måde, jeg eksempelvis ikke synes, anden litteratur gør.

Eller sjældent gør.

Men lad mig give et par eksempler på, hvad jeg i øjeblikket synes er gode digtere. Plus, en digter som altid siger mig noget.

Og lad os starte med ham …

En kæmpe blandt mennesker

Henrik Nordbrandt er noget nær en guddom i min verden, i hvert fald når det kommer til brugen af ordet til at skabe stemninger. Nordbrandt formår at sætte ord på min indre udlængsel med skræmmende præcision og akkuratesse.

O, venlige landskab, som former sig

helt efter den besøgendes forventning

så man fristes til at færdes

i det for evigt: hvad er det, der gør

 

disse skyggefulde stier under bjergene

så tillokkende at følge

og får disse turkisgrønne floder

til at synes nye hvert øjeblik?

Nordbrandt har udtalt i Berlingske, at han altid har følt sig hjemløs og derfor gennem en stor del af sit voksne liv rejst meget og boet rundt om i verden. Den søgen og rodløshed, synes jeg, gennemsyrer hans digte.

Nordbrandt

Henrik Nordbrandt – en konge blandt mænd, en gud blandt digtere.

Jeg tror, jeg på mine ældre dage er kommet frem til, at jeg har en sær drift til hele tiden at ville være et andet sted, og den drift ser jeg ud til at dele med hr. Nordbrandt. Derfor rammer mesterens digte mig særligt hårdt, ikke mindst når jeg virkelig føler mig rastløs og uden anker. Nordbrandts digte har hjulpet til en for mig sjældent set selvindsigt, og så kan man næste ikke bede om mere.

Hverdagssødme med et strejf af tab

Verden er lille. For ikke længe siden faldt jeg over en digter, der senere viste sig at være udgivet på et fint lille fynsk forlag, der er drevet af en af mine venner. Ja, verden er lille. Det gør nu ikke digtsamlingen eller digteren mindre god.

Tværtimod.

Digteren er Annette Bigum, og selvom hun ikke er synderlig kendt, så er hun nu et læs værd.

Når jeg læser dine øjne

undrer det mig

jeg nogensinde har gjort andet

bortset fra

at kysse din mund

’Du er fredag – hver dag’ er titlen på Bigums digtsamling. En samling, der er fyldt med digte om at fortabe sig i kærlighed, men også med et snert af potentielt tab, af at vide, kærligheden ikke holder, eller måske nærmere ikke er gengældt på samme måde og med samme styrke.

Du er fredag

“Du er fredag – hver dag” er noget af det sødeste, man kan sige til et andet menneske.

Selvom digtene er skrevet fra en kvindes synspunkt, så kan jeg sagtens relatere til situationer, hvor jeg har været så håbløst forgabt i en vimse, at jeg følte mig helt alene i min kærlighed. Den særegne følelse rammer Bigum knivskarpt.

En misundelsesværdig kollega

Oppe i det nordjyske sidder min kollega Daniel Boysen, og udover at se særlig stilfuld ud med hat, så er han en passioneret formidler, litterat og lyriker.  Det sidste viser han på bedste vis sine evner ud i med digtsamlingen ’En vase i brystet’.

En vase i brystet2

Den fine lille digtsamling fra Daniel Boysens hånd.

Nok handler ’En vase i brystet’ om at kommer sig oven på et tab, men jeg synes i virkeligheden, Boysens styrke er en særlig, ukrukket evne til at sætte ord på det fantastiske i hverdagen.

det føles stadig

som et vidunder

at betragte en solsort

hoppe henover græsset

Normalt keder hverdagen mig, men Boysen formår alligevel at gøre den til noget interessant og give mig en fornemmelse af, at jeg måske bare skal åbne øjnene og nyder verden omkring mig i stedet for hele tiden at ønske mig et andet sted hen.

Jeg kom til at tænke på Blicher, da jeg læste ’En vase i brystet’ og dennes ord om at synge noget mere, mens vi stadig kan. Altså, gribe livet og finde glæden, hvor vi kan, mens vi kan.

Boginfo

’Egne Digte’ af Henrik Nordbrandt, 289 sider, Gyldendal, 2010.

’Du er fredag – hver dag’ af Annette Bigum, 44 sider, Spangsgaard ART, 2017.

’En vase i brystet’ af Daniel Boysen, 93 sider, Silkefyret, 2018.

 

 

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.