Oversete bøger og forfattere og hvorfor “løn som forskyldt” ikke altid holder i byretten

Det kan dårligt komme bag på nogen, at jeg for øjeblikket er på barselsorlov og derfor er hjemme de fleste dage for at passe min lille datter på snart 8 måneder.

Omend meget af tiden går med bleskift, at lave mos af økologisk frugt og grønt, vask og skold af sutteflasker og andre helt ufatteligt spændende opgaver sniger der sig også tid ind til at læse bøger. Ikke i samme grad som før jeg fik min datter….slet ikke i samme grad som før, men litteraturen kan ikke undværes herhjemme i lejligheden på Nørrebronx…..om alt går vel ender min lille datter med også at blive en læsehest når hun bliver ældre.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en bog af forfatteren Per Lau Jensen, der havde skrevet en bog om et liv med hunde og en rejse til Spanien med et par behårede venner med på slæb. Ganske glimrende bog, for øvrigt, der også er anmeldt på http://www.bogrummet.dk, hvor denne boggnasker også anmelder bøger under pseudonymet “newyorkcitygirl”.

Tidligere i 2018 udkom så Per Lau Jensens seneste bog, en roman, der har fået titlen “Drømmepiger og dragehoveder”. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en rigtig fin og god bog, som har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til hvad både bog og forfatter fortjener.

Eftersom bogen er så glimrende synes jeg kun det vil være passende, at lægge en anmeldelse af bogen op her på bogsnak i håbet om, at andre måske også har lyst til at læse bogen:

Er I klar?

Godt så.

Her er anmeldelsen af “Drømmepiger og dragehoveder” af Per Lau Jensen.

I slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne var der stadig dømt hippie-tid i Danmark. Det var dengang vildskab var lig med en boret Puch (hvor kikset ville det lige være for en teenager i dag?) og landets teenagere lyttede til Led Zeppelin eller Deep Purple.

Tre drenge ved navn Mogens, Bo og Rolf – eller Mo, Bo og Ro, som de kaldes i romanen – vokser op sammen og har vel egentligt det man kan kalde et helt almindeligt liv og et almindeligt venskab til hinanden med de roller alle nu engang får tildelt i venskabsrelationer. Almindeligt venskab indtil en af drengene pludselig trækker sig fra venskabet og tingene ændres.

40 år senere er drengene blevet til modne mænd, der alle lever rimeligt priviligerede liv som forfattere. Mange ting har ændret sig siden de var teenagere – og ikke kun det faktum, at de alle er blevet lidt grå i toppen. Noget, der ikke har ændret sig synderligt er de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang, og alle der har passeret de 40 ved, at det ikke altid er lige kønt når disse magtstrukturer viser sig igen efter mange år.

De fire (nu modne) mænd mødes efter 40 år, hvor de holder en uges ferie i en villa i Portofino. Det, der lyder som en rar ferie med folk fra gamle dage viser sig kun at være delvist skønt og hyggeligt eftersom gamle minder – og en gammel hemmelighed fra dengang – kommer op til overfladen.

”Drømmepiger og dragehoveder” er en rigtig fin og god bog, som tegner et billede af 1960´ernes og 1970´ernes Danmark – og det er interessant for en som mig, der er født i 1977 og derfor ikke husker 1970´erne særlig tydeligt og kun kender 1960´erne fra fotos, historiebøger eller fra fortællinger fra mine forældre.

Udover at være en tidstypisk roman er det – i endnu højere grad – en bog om venskaber, relationer mellem mennesker og om hvordan alting ændrer sig over tid.

Man kan sige, at romanen måske ikke gør noget stort væsen af sig, men det er også en del af bogens styrke: det er en stærk og medrivende hverdagsfortælling, som jeg synes er både velskrevet og spændende. Jeg synes, at Per Lau Jensen er klog på mennesker og at han med ”Drømmepiger og dragehoveder” har bedrevet en roman, som indtil videre er en af de bedste bøger jeg har læst i 2018.

”Drømmepiger og dragehoveder” får fire store stjerner med på vejen – og så håber jeg, at der er mange andre, der også har lyst til at læse denne meget fine bog.

Dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle

Frederik Stjernfelt har anmeldt Ahmed Akkaris bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre – fortalt til Lars Hvidberg. Per Stig Møller har også været omkring og uddelt fine karakterer.

Nu må det jævne folk i skikkelse af bogbloggerne på banen. Her kommer Jan og Lisbet og fortæller om deres respektive oplevelser af den stærke og personlige beretning om en mand på en litterær dannelsesrejse. Han bevæger sig fra et fundamentalistisk, islamistisk standpunkt til en tilstand af kontinuerlig, humanistisk søgen og åbenhed over for mange perspektiver. Og Batman er med på rejsen.

Jan anmelder Mod til at tvivle
Der skal ikke meget mere end ordet bibliotek til, før jeg bliver fanget ind af en titel. Eller som i dette tilfælde en undertitel. Det er en erhvervsskade, tænker jeg, men heldigvis en, der ofte fører mig i retning af noget godt læsestof.

Sådan er det også her.

Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle.  Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.

Lad os dvæle ved biblioteket, inden vi haster videre. Akkaris historie er nemlig et storslået eksempel på den iboende styrke, der er i litteratur og biblioteker som individuelt forandringsværktøj. Litteratur kan virkelig flytte på noget i mennesker.

Der tales i disse dage meget om litteraturens helbredende effekter og hvordan bøger kan gøre os mere empatiske, men her er der i høj grad også tale om, at bøger kan åbne verden op for læseren. Akkari giver i bogen et fint eksempel på, hvordan et simpelt atlas får ham til at stille spørgsmålstegn ved en del af sin religiøst funderede lærdom. Det var i øvrigt et atlas, han fandt på et bibliotek, og det er pointe nummer to. Bøger er i sig selv fine nok, men der skal være et neutralt sted, hvor man i trygge og neutrale rammer kan finde dem. Et sted, der ikke har en agenda eller er spundet ind i politik. Et sted, hvor tvivl og nysgerrighed kan vokse og tilfredsstilles i fred og ro. Et bibliotek med andre ord.

Men bogen er naturligvis mere end en kærlighedssang til folkebiblioteket.

Akkari giver et fascinerende indblik i, hvordan religiøse mennesker ræsonnerer og hvordan fanatikere af enhver slags efterrationaliserer og på forunderligvis altid synes at kunne (bort)forklare hændelser eller gerninger, der ikke passer i deres kram. Især i et afsnit cirka midt i bogen, hvor Akkari står med en biografi om Osama Bin Laden, får man et bemærkelsesværdigt indblik i den tankeproces og hvor naturligt det falder mennesker at narre sig selv. Samt hvor stort et arbejde andre mennesker desværre også lægger i at narre deres medmenneske – eller forføre dem til den mørke side nok nærmere. Det er i det hele taget bogens store styrke. Akkaris selvindsigt og evne til uden undskyldninger, men også uden løftede pegefingre at formidle, hvordan han er blevet klogere og vokset som menneske. Og hvordan han som 16-årig blev “lokket” til ukritisk at tro og tænke på en bestemt måde, men senere mærkede tvivlen røre på sig, og, som titlen siger, havde modet til lytte til sin indre stemme og reagere.

img_1799

Bogens forside i rød-hvide farver.

Mod til at tvivle er en moderne dannelsesroman med folkebiblioteket som krumtap. Som læser bliver man klogere på Akkari, på religion og på den magt, der ligger i litteraturens evne til vise vejen ud af mørket. Bogens sprog og tone er personlig, men ukrukket og dejligt ligetil. Det er en svært velskrevet bog, det uden dikkedarer viser et menneskes rejse gennem tumultariske tider. Ahmed Akkari og forfatter Lars Hvidberg, som Akkari har fortalt sin historie til, har leveret en af årets hidtil bedste læseoplevelser.

Lisbet anmelder Mod til at tvivle
Ahmed Akkari er kun 40 år. Men han har allerede oplevet nok til flere liv. En turbulent barndom præget af krig i Libanon, flugt, tilvænning til livet i Nordjylland efterfulgt af en voldsom fascination af religion, der prægede de næste mange år af hans liv og fik fatale konsekvenser for hans egen sjælefred og familieliv.

Mens han tilbragte nogle år af sin barndom i stille og rolige Hurup i Thy, voksede jeg op i nærheden af Hjørring, ikke meget mere end 100 kilometer væk. Mit liv kunne ikke være mere anderledes end Akkaris, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde bliver hvirvlet ind i så dramatiske begivenheder, som dem han har oplevet.

Akkari var midt i det hele under Muhammed-krisen. Det var mildt sagt ikke ham, der var med til at gyde olie på vandene. Han var imam og talsperson, skægget var langt og tonen uforsonlig. De sidste 10 år har Akkari været på en dannelsesrejse, hvor rejsefællerne ud over fortrydelse, tvivl, Pepsi og chokolade har været bøger, bøger og flere bøger. Fra Batman og Asterix til Shakespeare og Kierkegaard. Der er en grund til, at bogen har undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre.

Reolerne i Narsaq
En stor del af bogen handler om Akkaris år i Grønland, hvor han blev taget imod med åbenhed og venlighed. Han arbejdede som lærer på en lokal folkeskole og tilbragte en stor del af sin fritid med at læse bøger fra det lokale skolebibliotek, der på forunderlig vis rummede det bedste af det bedste (men ikke et eneste eksemplar af Det Bedste. Sådan tolker jeg det.)

Mangfoldigheden af krimier, tegneserier, klassikere, filosofiske værker og faglitteratur begejstrede Akkari. Han begravede sig i bøgerne og genoplevede barndommens magiske læseoplevelser. Han lo sammen med Asterix og fik Shakespeares komplekse menneskeskildringer ind under huden. Alt imens han savnede sin kone og børn i Libanon. Skype er en god ting, men stadig langt fra den ægte vare.

Akkari fordybede sig også i sin lærergerning og i at blive en accepteret og vellidt del af lokalsamfundet i Narsaq, som skildres i kærlige vendinger. Sideløbende med hverdagen kværnede tankerne løs: “Jeg bad og bad. Bad om vished og indsigt. Men jeg blev ved med at føle mig som i en labyrint. Jeg har spildt mit liv. jeg har spildt mit liv! Jeg begyndte at tænke, at jeg gerne ville gøre det hele om. Gå tilbage som 16-årig og ikke gå ind i moskéen, ikke blive fanget i deres verden. Bare blive i min egen pubertetsverden af tegneserier og romantiske drømme, tvivl og forvirring. Jeg var faret vild i en labyrint. Havde låst mig selv inde i et tårn, som jeg ikke kunne se ud af.” (citat fra s. 90).

Bogen handler kort sagt om at komme ud af tårnet og se tvivlen som en frugtbar præmis i menneskelivet og ikke en fjende. Hvis nogen skulle finde på at anklage Akkari for at vende på en tallerken, så viser bogen, at rejsen væk fra fundamentalismen har været lang og smertefuld og fyldt med skyld, skam og selvbebrejdelser. Men fordi litteraturen i alle dens former har været en følgesvend, har processen også været fyldt med store oplevelser og nærmest smukke indsigter. Hvad mon der var sket, hvis skolebiblioteket i Narsaq var knap så veludstyret?

Et af de hårdeste smertepunkter i bogen er Akkaris skilsmisse. Han kommer for langt væk fra det værdigrundlag, han delte med sin kone. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det er sensibelt stof: At tage denne private familievinkel med i bogen. Man er aldrig i tvivl om Akkaris respekt for sin eks-kone. Tonen er lødig. Men hvordan ville fortællingen lyde, hvis det var hende, der fik ordet? A propos de mange perspektiver. Nu er det Akkaris fortælling, det handler om, men helt i bogens ånd, er der masser af stof til at forestille sig andre perspektiver og tolkninger.

Mod til at tvivle er på mange måder en modig bog. Den rummer en speciel blanding af det lærde, det reflekterende og det personlige – og en overvældende kærlighed til Grønland, som jeg nu har fået endnu mere lyst til at besøge.

img_1800

Et udsnit af bogens bagside.

Et særligt parløb
Bogens tilblivelse er en rejse i sig selv, for Akkari har fortalt sin historie til journalist Lars Hvidberg. Det er ikke en samtalebog. Det er Akkaris historie og Akkaris stemme, men Hvidberg må nødvendigvis have stillet en hulens masse spørgsmål.

Det er et helt blogindlæg eller foredrag værd i sig selv: Hvordan samarbejder man om at nå frem til en færdig bog? Hvordan er man pennefører, sådan at autenticiteten er i top? Er der sværdslag undervejs? Hvis ja, hvad gør man så? Hvem vinder? Er der nogen, der har vetoret i det spil? Og hvis ja, hvad gør det så ved samarbejdet?

Hvidberg og Akkari har været på Skype og ført lange samtaler, og et enkelt besøg på Grønland er det også blevet til. Hvidberg arbejder til daglig som taleskriver i Kulturministeriet, så han er vant til at tune ind på et andet menneskes værdier, tone og udtryksformer. At skrive en tale til Bertel Haarder eller Mette Bock den ene dag og formidle Akkaris stemme den anden dag – det aftvinger faglig respekt hos mig!

Disclaimer  – eller et jublende forbehold  
Jeg har ikke kunnet lave en tilnærmelsesvis objektiv læsning af bogen, for jeg kender forfatteren Lars Hvidberg og hans kone privat. Jeg ved, at denne bog kun kunne blive til virkelighed, fordi et helt bagland bakkede op i flere år. Bogen var et fast genkommende tema, når vi mødtes. ”Hvordan går det med bogen?” Det spørgsmål har jeg stillet mange gange de sidste tre år, og altid med en vis spænding.

Derfor var det en ekstra stor fornøjelse at se den ligge der i fast form på bordet lige foran mig i begyndelsen af maj 2018. Det lykkedes. Fra idé, til proces, eksekvering, redigering, korrektur, pressearbejde og de 1000 andre ting, det indebærer at udgive en bog.

Jeg håber, at Gyldendal slår kløerne i Lars Hvidberg til et nyt projekt, sådan at jeg kan blive ved med at spørge: ”Hvordan går det med bogen?” og heppe på den fra sidelinjen.

Boginfo
Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari, fortalt til Lars Hvidberg, 286 sider, Gyldendal, 2018. 

Lyrikkens mange glæder

Når man bliver ældre, finder man glæde ved forbavsende mange ting, man i sine yngre dage opfattede som værende værre end at blive dyppet i kogende chilisovs.

For eksempel lyrik.

Det plagede i hvert fald mig gevaldig i både folkeskolen og gymnasiet. Ser man bort fra, jeg var en noget doven studerende, der hellere ville tegne superhelte og læse sci-fi end at lave noget fagligt, så er det først nu gået op for mig, hvorfor jeg dengang hadede digte og især at analysere dem.

For det hang jo gerne sammen. Man læste sjældent et digt bare for at læse det i sin skoletid. Nej, nej, det skulle analyseres, vægtes og forstås.

Men lyrik handler om stemninger, følelser og øjeblikket, og der ligger noget indbygget unaturligt i at analysere en følelse eller en stemning. I stedet for at nyde de følelser ordene vækker, så skal man søge efter meningen, motiver og sågar opsummere dem i objektive vendinger. Det suger det umiddelbare og dermed glæden ud af oplevelsen.

Mine læseoplevelser ændrer sig meget alt efter, hvorfor jeg læser. Det kan jeg især mærke efter, jeg er blevet bibliotekar, og skriver og taler om bøger og litteratur i ny og næ med en professionel hat på. Læseoplevelsen bliver pludselig en pligt og, skal jeg være helt ærlig, en anelse tung og trist. Og det gjorde sig helt klart gældende med lyrikken i mine unge år. I en grad så det at læse et digt næsten blev ødelagt for mig.

Nu kan jeg heldigvis læse lyrik, når det passer mig. Jeg er heller ikke tvunget til at lave alenlange analyser, men blot formidle den glæde eller de følelser, lyrikken vækker. I det hele taget tænker jeg, at digte generelt ikke skal forstås, men mest af alt føles.

Det gør en forskel.

Og lige som vores bogreol siger noget om vores interesser, så tænker jeg også, de digte, vi læser, siger noget om os og det sted i verden, vi er, når vi læser dem.

Aarestrup

Smukke digte i lommeformat.

Men lyrik kan også sætte ord på følelser, vi måske selv har lidt svært ved at finde ord for. F.eks. så rammer gamle Emil Aarestrup plet med ’Til en Veninde’, hvis der skal sættes ord på den fornemmelse, jeg lider under, når jeg er forelsket.

Der er en Trolddom paa din Læbe,

Der er en Afgrund i dit Blik,

Der er i Lyden af din Stemme

En Drøms ætheriske Musik.”

Der er en afgrund i dit blik … Smukt, rammende og en perfekt beskrivelse af det sus, jeg får i maven, når jeg kigger en høj, blonde jysk vimse i øjnene. Her rammer lyrikken plet på en måde, jeg eksempelvis ikke synes, anden litteratur gør.

Eller sjældent gør.

Men lad mig give et par eksempler på, hvad jeg i øjeblikket synes er gode digtere. Plus, en digter som altid siger mig noget.

Og lad os starte med ham …

En kæmpe blandt mennesker

Henrik Nordbrandt er noget nær en guddom i min verden, i hvert fald når det kommer til brugen af ordet til at skabe stemninger. Nordbrandt formår at sætte ord på min indre udlængsel med skræmmende præcision og akkuratesse.

O, venlige landskab, som former sig

helt efter den besøgendes forventning

så man fristes til at færdes

i det for evigt: hvad er det, der gør

 

disse skyggefulde stier under bjergene

så tillokkende at følge

og får disse turkisgrønne floder

til at synes nye hvert øjeblik?

Nordbrandt har udtalt i Berlingske, at han altid har følt sig hjemløs og derfor gennem en stor del af sit voksne liv rejst meget og boet rundt om i verden. Den søgen og rodløshed, synes jeg, gennemsyrer hans digte.

Nordbrandt

Henrik Nordbrandt – en konge blandt mænd, en gud blandt digtere.

Jeg tror, jeg på mine ældre dage er kommet frem til, at jeg har en sær drift til hele tiden at ville være et andet sted, og den drift ser jeg ud til at dele med hr. Nordbrandt. Derfor rammer mesterens digte mig særligt hårdt, ikke mindst når jeg virkelig føler mig rastløs og uden anker. Nordbrandts digte har hjulpet til en for mig sjældent set selvindsigt, og så kan man næste ikke bede om mere.

Hverdagssødme med et strejf af tab

Verden er lille. For ikke længe siden faldt jeg over en digter, der senere viste sig at være udgivet på et fint lille fynsk forlag, der er drevet af en af mine venner. Ja, verden er lille. Det gør nu ikke digtsamlingen eller digteren mindre god.

Tværtimod.

Digteren er Annette Bigum, og selvom hun ikke er synderlig kendt, så er hun nu et læs værd.

Når jeg læser dine øjne

undrer det mig

jeg nogensinde har gjort andet

bortset fra

at kysse din mund

’Du er fredag – hver dag’ er titlen på Bigums digtsamling. En samling, der er fyldt med digte om at fortabe sig i kærlighed, men også med et snert af potentielt tab, af at vide, kærligheden ikke holder, eller måske nærmere ikke er gengældt på samme måde og med samme styrke.

Du er fredag

“Du er fredag – hver dag” er noget af det sødeste, man kan sige til et andet menneske.

Selvom digtene er skrevet fra en kvindes synspunkt, så kan jeg sagtens relatere til situationer, hvor jeg har været så håbløst forgabt i en vimse, at jeg følte mig helt alene i min kærlighed. Den særegne følelse rammer Bigum knivskarpt.

En misundelsesværdig kollega

Oppe i det nordjyske sidder min kollega Daniel Boysen, og udover at se særlig stilfuld ud med hat, så er han en passioneret formidler, litterat og lyriker.  Det sidste viser han på bedste vis sine evner ud i med digtsamlingen ’En vase i brystet’.

En vase i brystet2

Den fine lille digtsamling fra Daniel Boysens hånd.

Nok handler ’En vase i brystet’ om at kommer sig oven på et tab, men jeg synes i virkeligheden, Boysens styrke er en særlig, ukrukket evne til at sætte ord på det fantastiske i hverdagen.

det føles stadig

som et vidunder

at betragte en solsort

hoppe henover græsset

Normalt keder hverdagen mig, men Boysen formår alligevel at gøre den til noget interessant og give mig en fornemmelse af, at jeg måske bare skal åbne øjnene og nyder verden omkring mig i stedet for hele tiden at ønske mig et andet sted hen.

Jeg kom til at tænke på Blicher, da jeg læste ’En vase i brystet’ og dennes ord om at synge noget mere, mens vi stadig kan. Altså, gribe livet og finde glæden, hvor vi kan, mens vi kan.

Boginfo

’Egne Digte’ af Henrik Nordbrandt, 289 sider, Gyldendal, 2010.

’Du er fredag – hver dag’ af Annette Bigum, 44 sider, Spangsgaard ART, 2017.

’En vase i brystet’ af Daniel Boysen, 93 sider, Silkefyret, 2018.

 

 

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.

Portræt af en læser, der forsker i læsning

Kristiane Hauer forsker i læsning og fordybelse. Hun er bl.a. optaget af, hvad det er, der sker, når vi fordyber os i en rigtig god bog, og af læsningens og litteraturens betydning for både det enkelte menneske og vores kultur. Lige nu er hun i gang med et ph.d.-projekt, hvor hun undersøger 8. klasse-elevers romanlæsning i og uden for skolen. Gennem undervisningsforløbet ’Romanjagt – jagten på den gode læseoplevelse’, som er designet til formålet, forsøger hun at fremme en fordybet læseoplevelse hos eleverne. Kristiane har gennem årene selv udgivet skøn- og faglitteratur og har undervist både børn og voksne i bl.a. creative writing.

Jeg har kendt Kristiane i over 22 år. Som entusiastiske studerende mødtes vi i en tværfaglig, frivillig læsegruppe i 1990erne. Frivillig! Vi mødtes sammen med venner og bekendte fra Antropologi, Arkitektskolen, Teologi og Filosofi og holdt små oplæg for hinanden i et ikke-angstprovokerende, venligt og trygt miljø, hvor det var i orden at stille alle mulige spørgsmål. Jeg tror, at den gruppe hjalp mig til at overleve og måske endda få noget brugbart ud af mit eget studie, som var Litteraturvidenskab. Nu har jeg fået et nyt, fagligt fællesskab med Kristiane, nemlig læsningens mange former, og jeg er superglad for, at hun vil bidrage til næste skud på stammen i Portræt af en læser-føljetonen.

Portræt af læseforskeren

Kristiane Hauer

Lisbet: Hvad er dit første læseminde?
Kristiane: Faktisk husker jeg mere selve læsesituationen – som et form for billede – end præcis hvilken bog, der blev læst. Jeg husker, at min bror og jeg sad inde i vores stue om aftenen i den store blå sofa og fik læst højt. Jeg husker mørket udenfor, lyset inde i stuen, en følelse af at familien var samlet.

Der er også et andet billede, jeg ser tydeligt for mig. Det er bogen ’Alice i eventyrland og Bag spejlet’ som jeg fik forærende til min fødselsdag, og som ikke var sprættet op endnu. Selvom jeg ikke var så gammel, fik jeg lov at sprætte den op selv. Det var svært, og nogle af siderne blev revet lidt skævt. Jeg har stadig den bog i dag. Nu er det fint at se på de lidt ubehjælpsomt opsprættede sider og tænke på mine barnehænder, der sprættede bogen op dengang.

Alice i eventyrland opsprættet

Et par sider fra Alice i eventyrland

Lisbet: Hvilken rolle spillede læsning i din familie?
Kristiane: Måske er det ikke så overraskende, at jeg er blevet læseforsker. Der var i hvert fald bøger fra gulv til loft i mit barndomshjem. Når jeg havde andre børn på besøg, udbrød de altid: ”Årh, hvor er her mange bøger.” Men selv lagde jeg ikke mærke til det, for mig var det jo helt almindeligt.

Der var også stor respekt for læsesituationen i mit hjem. Da min bror og jeg blev større og kunne læse indenad, var det som om vi alle sammen i familien vidste og respekterede, at vi via læsningen hele tiden havde en indre verden ind i os – bøgernes verden – parallelt med den virkelighed, vi sammen færdedes i.

Lisbet: Hvad var din yndlingsbog som teenager?
Kristiane: Min mor – der var dansklærer – introducerede mig for Michael Strunge og de andre 80’er-lyrikkere, da jeg var 13-14 år. Det var vildt at begynde at læse digte. Og 80’er-lyrikkerne satte sprog på lige præcis sådan, som det føltes at være 13-14 år – for mig.

Michael Strunge digte

Strunge i pastellede farver.

Lisbet: Hvordan hænger læsning og skrivning sammen for dig?
Kristiane: Jeg tror, at mange at forfattere er begyndt deres forfatterskab med at skrive digte, og selvom jeg allerede havde skrevet lidt inden da, satte mødet med 80’er-lyrikkerne virkelig skub i min egen skrivning. Jeg skrev en digtsamling i sommerferien efter 9. klasse og fik et meget sødt og opmuntrende afslag fra Borgens Forlag, hvor jeg sendte den ind.

Læsning og skrivning hænger tæt sammen for mig. Det er et fantastisk privilegium for mig både selv at være et skrivende menneske – så meget jeg nu kan finde tid til det – og samtidig fagligt at arbejde med læsning og litteratur.

Lisbet: Hvorfor har du valgt at forske i læsning?
Kristiane: Bøger, læsning, skrivning – det er noget af det allermest fascinerende ved den menneskelige kultur. At vi har lyst til at skrive bøger og at vi har lyst til at læse bøger. Gennem bøgerne har mennesker mulighed for at møde hinanden på helt andre måder end når de står ansigt til ansigt. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er dér – i bøgerne, i skriften – at vi bedst kan og også tør, nærme os og sætte ord på det, som vi finder allermest vigtigt i tilværelsen. Måske er det netop fordi skriften på nænsom vis forskyder os lidt fra hinanden, at vi føler os trygge nok til at sætte ord på det, der er rigtig vigtigt for os. Men det er altså en noget anden og mere gennemarbejdet skrift, jeg her tænker på, end Facebooks statusopdateringer – litteraturens, tænkningens og videnskabens skrift.

Lisbet: Hvad viser dine foreløbige forskningsresultater om dybdelæsning i udskolingen?
Kristiane: Også i min forskning er jeg meget optaget af læserens møde med bogen. Og især den slags møder, med bøger, som er særlig betydningsfulde. Der hvor man som læser oplever bogen eller teksten som ’vigtig’. Jeg tror ikke, at alle får lov at opleve sådanne møde med en bog eller tekst, men jeg ville ønske, de gjorde det, for det er sådanne møder, der giver lyst til at læse mere. Netop i teenageårene, tror jeg man er særlig følsom over for den oplevelse. Derfor ser jeg bl.a. i min forskning på, hvordan teenagere læser – både i skolen og i fritiden.

Det fantastiske ville jo være, hvis de voksne, der er omkring teenageren – lærere, forældre, bibliotekarer – kunne hjælpe med at skabe rammerne for, at den slags givende møder kunne indfinde sig. Da jeg mødte Michael Strunge og 80’er-lyrikerne som 14-årig, var det netop så vigtigt et møde, fordi jeg følte, de talte til mig og med mig. Sådan havde det ikke nødvendigvis været for andre 14-årige, der til gengæld ville have fået meget ud af at læse noget helt andet.

Men er er også en anden problematik, jeg er optaget af i min forskning, og det er selve læsesituationen. Hvis man skimmer eller klatlæser en tekst, uden rigtig at være koncentreret om den, er det ikke en god forudsætning for at møde teksten. Det er vigtig, at man er indstillet på og også har muligheden for at læse i dybden, ved hjælp af de rette – ofte rolige, uforstyrrede og måske endda tilbagetrukne – rammer. Men uforstyrrede, tilbagetrukne stunder er der, så vidt jeg kan se, generelt ikke mange af i nutidens ungdomsliv.

Lisbet: Hvordan påvirker din forskning i læsning din egen læsning i hverdagen?
Kristiane: Det er klart, at jeg i øjeblikket læser en masse – meget interessant – faglitteratur og derfor ikke har så meget tid til skønlitteraturen. Men jeg er også begyndt at læse nogle af de bøger, som mange unge læser i øjeblikket – og som tilsyneladende taler lige til dem – og det har været rigtig spændende og tankevækkende oplevelser f.eks. at læse ’Hunger Games’ og ’Maze Runner’.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Kristiane: Det er et meget svært spørgsmål, og jeg synes, det skifter gennem livets forskellige faser. F.eks. er Michael Strunge ikke min yndlingsforfatter i dag, men når jeg læser ham, kan jeg stadig blive grebet af energien, det vilde billedsprog, visionerne.

Peer Hultberg, som jeg skrev speciale om på universitetet, har en stor plads i mit hjerte. Lewis Carrols ’Alice i Eventyrland’ og ’Bag spejlet’ ligesådan – det er bøger, jeg meget ofte tænker på og kommer i tanke om detaljer fra. Jeg er også glad for de norske forfattere, som jeg synes er gode til at turde skrive med alvor og dybde, ofte sammen med en underliggende humor; Trude Marstein f.eks. og Dag Solstad.

Når jeg ser på de forfattere jeg nævner her, kan jeg se at de alle sammen arbejder meget med form og med sprog, men at de samtidig også undersøger den menneskelige bevidsthed i al dens mangfoldighed. Det er ikke bøger, der er drevet af plot, men af sprogligt overskud, psykologisk indsigt og humor – og som på forskellige fantasifulde måder viser, hvor vildt og vanskeligt det er, at være menneske.

Lisbet: Hvilke bøger ligger på dit natbord lige nu?
Kristiane: Jeg har netop mødt den franske forfatter Eduard Levé – altså ikke i virkeligheden, for han døde i 2007, men mødt hans bøger og det er som et møde en ny ven. Hans bog ’Selvportræt’ ligger på mit natbord sammen med min gode veninde – i virkeligheden – Julias Butschkows flotte, nye novellesamling ’Granit’. Harald Voetmanns nyeste digtsamling ’Amduat – en iltmaskine’ – ligger der også. Det der bl.a. gør den bog helt speciel er, at den er indskrevet i hånden af forfatteren selv. Og så til sidst også en fagbog: Karin Littaus fremragende ’Theories of Reading – Books, Bodies, and Bibliomania’, som lige netop handler om vores følelsesmæssige, konkrete og materielle forhold til bøger.

Bøger på mit natbord

Kristianes natbord, foråret 2018.

Lisbet: Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
K
ristiane: Mit råd er først og fremmest at bruge lidt tid på at finde frem til nogle bøger, der virkelig kunne tænkes af fange netop dem. Som en hjælp kan man jo spørge sine læsende venner, en bibliotekar, gå på nettet eller besøge en god boghandel. Ofte hjælper det at nævne tre bøger, man allerede har læst og godt kunne lide, hvis bibliotekaren eller boghandleren skal komme med en kvalificeret anbefaling.

Så er der selve læsesituationen: Den skal være hyggelig, fredfyldt og eksklusiv. Hvis digitale medier får ens bevidsthed til at flakke væk fra bogen, så anbefaler jeg simpelthen at slukke dem. Og så gælder det om at huske at nyde selve læsningen, nyde at være helt sig selv, og samtidig få lov til at være ganske tæt på en anden bevidsthed; nemlig den bevidsthed, der har skrevet bogen til lige netop dig – og en masse andre læsere.

Endelig kræver det som regel en stor portion vedholdenhed at opbygge en god vane igen. Jeg tror det er godt at sætte sig for at læse i hvert fald nogle gange om ugen, i et længere uforstyrret tidsrum, om man har lyst eller ej, især indtil man er blevet fanget af bogen. Og hvis man bare ikke bliver fanget, så synes jeg, man skal lægge bogen væk og starte på en ny i stedet (Som læser har man altid ’retten til ikke at læse’, siger den franske forfatter Daniel Pennac). Men når først man har fundet en bog, der taler til én, og hvis univers, man kan mærke er blevet etableret inde i sig, så tror jeg nok, man skal fortsætte med at læse.

Læs mere om Kristianes forskning på Nationalt Videncenter for Læsnings hjemmeside
Få en oversigt over Kristianes udgivelser på bibliotek.dk

Flere portrætter på vej
Portræt af en læser-serien fortsætter senere på året. Måske er du den næste? Her er tre tidligere portrætter, hvor det første handler om en læser på 14 år, som er netop den aldersgruppe, Kristiane forsker i.

Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske fem år

Fantasy – 3 i én anmeldelse

At drømme sig hen til en svunden tid, hvor drager krydsede himlen (og smovsede i jomfruer), hvor præsters bønner blev besvaret, hvor mægtige troldmænd fra høje tårne planlagde at erobre verdensherredømmet, hvor riddere kækt red ud og konger gjorde kongelige ting …

Klicheerne står nærmest i kø som en horde velfodrede amerikaner ved Black Friday i Wallmart, og de er da også en del af fantasylitteraturen, men genren er også mere end det.

Meget mere.

De fantastiske elementer – oftest set i form af magi, guder og sagnvæsner – er ikke overraskende en meget stor del af fantasy og genren er da også noget nær en modpol til den realistiske litteratur. Der er med andre ord ikke meget socialrealisme at hente i fantasy. Og tak guderne for det.

Selvom der ingen regel er uden undtagelser, så er der nogle gennemgående træk i fantasy, der adskiller genren fra andre typer af fantastisk litteratur. Som nævnt er der magi, guder og sagnvæsner, men udover det, så er der oftest en helt eller heltinde involveret, der skal igennem en farlig masse prøvelser – altså, det Joseph Campbell kalder ”the hero’s journey”. Det er bl.a. også derfor, fantasy har en bred appel på tværs af kulturer og geografi. Vi kan identificere os med heltens trængsler. Ironisk nok er ’Star Wars’ et fint eksempel på det og man finder også mange, der forbavsende indædt klassificerer den som netop fantasy – rumskibe og laserpistoler be damned.

Men Luke Skywalkers rejse fra stakkels bondeknøs til mægtig helt er klart et genretypisk træk for fantasy og går i en eller anden form igen i rigtig mange fantasyhistorier, hvad end vi nu taler ’Ringenes herre’ eller ’Harry Potter’.

Den spæde begyndelse

Man kan med nogen ret sige, de gamle grækere med Homers Odyseen og lignende fortællinger om helte, der drog viden om og nedlagde kvinder og monstre til højre og venstre, grundlagde genren.

De første egentlige fantasyhistorier ses med Robert E. Howards Conan-figur. Howard skabte den ikoniske helt tilbage 30’erne og introducerede hermed en række af de andre typiske grundelementer i fantasy, nemlig kampen mellem det gode og det onde, mellem menneske og guder

Den måske mere moderne vinkel på fantasy kom med Tolkien i 50’erne, hvor elvere, drager, dværge og orker dukkede op i mere eller mindre den form, vi har set i et hav af bøger efterfølgende.

Omtrent samtidig udkom C.S. Lewis’ bøger om det magiske land Narnia, hvor nok et gennemgående element blev introduceret, nemlig den alternative virkelighed, og ikke mindst forholdet mellem hverdagen og det eventyrlige, alternative univers. Her har heltens oftest et kraftigt anstrøg af åndelig og personlig udvikling, hvilket vi ser f.eks. i ’Harry Potter’, men også i Guy Kays serien om Fionavar-Gobelinen, der stilmæssigt ligger mellem Tolkien og Lewis.

Og nu vi taler om eksempler, så er her tre nye værker, de gode folk på Ulven & Uglen har været så venlige at sende os til anmeldelse.

Djævlens Hjerte

Mads Ahms smukke forsider sender Jan tilbage til de gode, gamle rollespilsdage, hvor der blev bladret i farverige regelbøger og faldet i svime over illustrationer af sværdsvingende helte og kaglende baryler.

Jan anmelder ’Djævlens hjerte’

Lad mig starte med at sige, jeg kender Lars Kramhøft, der har forfattet ’Djævlens hjerte’ lidt. Det gør jeg bl.a., fordi Kramhøft er en fremragende forfatter og jeg var med til at give ham og makkeren Tom Kristensen en pris for deres horrortegneserie ’Made Flesh’, som Lars skrev og Tom tegnede, for nogle år siden.

Så er det på plads.

’Djævlens hjerte’ er første bind i serien ’Sortekunstens mysterier’ og foregår i en alternativ udgave af Danmark på Valdemar Atterdags tid. Vi er altså tilbage i den tidlige middelalder, hvor konger og, ikke at forglemme, herremænd herskede, og ridder delte tæv ud på deres vegne.

Vor hovedperson, der har det noget atypiske danske navn Damian, er arving til lenet Hadrun, og tror indledningsvis, at han skal efterfølge sin fader som lensherre. Ved lidt af et tilfælde opdager unge Damian, at faderen har noget andre planer og i det hele taget er en slemmer fyr. Man kan næsten heller ikke forvente andet af en herremand med navnet Magnus Drakensten.

Bogen er tiltænkt en aldersgruppe mellem de 14 og 16 år, men kan sagtens læses af voksne, om end nok ikke yngre børn. Kramhøfts fortid i horrorgenren fornægter sig nemlig ikke, og bogen er rimelig brutal til tider. Det ser vi bl.a. i indledning, hvor en kvinde uden de store dikkedarer bliver brændt på bålet. Så er tonen sat og vi er i gang.

Det er dog ikke gru, blod og død alt sammen. Kramhøft har alle dage haft en stil og en tone, der ofte er jævnt humoristisk. Humoren dukker også op i ny og næ i ’Djævlens hjerte’, selvom der som sagt på mange måder er tale om fantasyhistorie med ret markante horror træk. Linjer som ””Hvis du virkelig vil høre Guds stemme!” grinede han med munden fuld af svampe” er umådeligt morsomme. Synes jeg, om ej andet.

I det hele taget er sproget bogens store force. Kramhøft skriver godt. Seriøst godt. Replikkerne især er flydende og naturlige. Tonen balancerer på kanten af horror og humor, men formår alligevel at signalere middelalder og fantasy. Jeg kommer hele tiden til at tænke på Lars-Henrik Olsens ’Sagaen om Svend Pindehugger’ eller som Arne Larsen på Litteratursiden påpeger Walter Scotts ridderromaner.

Bogen er helt utroligt lækker med en flot forside af Mads Ahm – som jeg til min skam ikke har hørt om før – og i solidt hardcover. Den er dog trykt i et sjovt format, der minder lidt om en lommebog.

Alt i alt, så glæder jeg mig til næste bind i serien.

Ellekongen mm3

Det er altid en fryd at åbne bogpakker. Efter et hurtigt blik på omslag og bagsidetekst blev vi enige om at Mikkel skulle have den lyserøde og Rie den blå!

Mikkel anmelder ’Ellekongen’

’Ellekongen’ er skrevet af Signe Fahl og er første bind i serien ’Tågespind’. Romanen er 402 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

Rie og jeg fik en blå og en lyserød roman, og Rie valgte den lyserøde til mig, fordi den står godt til mit tandkød. Eller noget. Det var dog ris til egen Rie-røv, fordi jeg tror, min var den bedste faktisk. Til handlingen først!

Det er hårdt at være ung tjenestepige midt i 1700-tallet i en fiktiv sjællandsk (tror jeg) landsby. Karen er forældreløs og mistede sin bror som lille. Til gengæld er hun velrespekteret i huset hos husbond og madmoder, hvor dagene dog er lange og ensformige med malkning tre gange om dagen og et hav af andre tjanser. Frygteligt meget er der heller ikke at se frem til for Karen, der har vage drømme om at sejle bort, men til gengæld ingen illusioner om kærlighed og en fremtid som andet end tyende.

Men så sker der noget. Ja, det gør der jo. Ellers var det et kedeligt stykke Fantasy, men i min begrebsverden er dét det særlige ved Fantasy. Det er coming-of-age historier ved (oftest) den afsindige tærskel mellem barn og voksen, men fortalt metaforisk i mere eller mindre fjerne verdener og farer og modstand legemliggjort i eksotiske verdener – vilde landskaber, magiske væsener og almægtige fjender. I ’Ellekongen’ er det magiske element mosen og dets væsener i et ellers hyperrealistisk landmandsliv. I mosen er der store farer, men også store fristelser. Man kan blive forført og aldrig blive den samme. Man kan bedrive faustiske handler, hvis man kan finde den uhyggeligste skabning i dyndet, det altid er klar til at lokke de uforsigtige og de svage på afveje.

Karen er ikke svag. Hun er bomstærk, så da den mystiske Daniel pludselig dukker op i hendes liv og er sært dragende med sine mystiske kræfter og sine dybe øjne, er hun først afvisende, men opdager, at hendes snusfornuft og selvdisciplin langsomt eroderer. Hvem er han? Hvad er han? Karen giver efter, og det forandrer hendes liv og verden dramatisk og efterlader hende med et umuligt valg.

Der kunne skrives en afhandling om pigers spirende seksualitet i teenage-årene og de henved 100 antydninger i ’Ellekongen’ om fristelser, tab af rationalitet, berusende majfester, den lille død i den mørke mose, der anes i den mørke fremmedes øjne osv., men det er så ikke lige mig, der skal skrive den afhandling. De kødelige dele er meget stemningsmættede og indirekte. Der er mange nedfaldne blade, der knuges, mens der sukkes. Alt sammen meget smagfuldt og et spændende historisk indblik er det også. Bogen føles vanvittigt godt researchet. For en midaldrende sprognazist er det særligt dejligt med masser af gamle ord og vendinger forbundet med særligt gamle håndværk. Der bliver kartet og riet, men efterfølgende bliver pligter også vanskøttet. Ja, vanskøttet!

Jeg ville uden at tøve anbefale ’Ellekongen’ til en læselysten teenager eller ungdommelig voksen, men jeg ville frygte, om de holdt ved den. Den kunne godt være 50-100 sider kortere, og beskrivelserne af landbrug og håndværk er grundige med mange, fremmede ord. Til gengæld bliver den i bevidstheden lang tid efter læsning, fordi den er så anderledes i sit fantasy-element. Den låner af velkendte, danske eventyrtroper, som ikke skal afsløres her og kunne snildt bruges i skolesammenhæng med sin historiske og kulturhistoriske vinkel, men her er den nok simpelthen for lang.

Rie anmelder ’I døden og videre’

’I døden og videre’ er skrevet af Jakob Kokkedal og er første bind i serien om ’Den Trofaste Bror’. Romanen er 478 sider lang og udgivet af Forlaget Ulven & Uglen.

’I døden og videre’ er på sin vis en klassisk dannelsesberetning om en ung prins, der elsker bøger. Han er vokset op afskærmet fra det samfund, han er en del af – et samfund, der er præget af permanente krige mod mørkets mangfoldige skabninger – mørklinge, sortdværge, minotaurer og onde elvere. Kong Leods skrøbelige søn, den unge prins Eumon, møder den gamle og undseelige vandringsmand, Balt, som slås med sine egne dæmoner. Skinnet bedrager dog og gamle Balt bliver prins Eumons beskytter og mentor. Han får til opgave at hærde den unge prins til de kommende krige mod mørkets magter anført af den ondeste onde magerpræst, Weshu.

Genremæssigt er vi i den meget klassiske ende af fantasy, og selvom der er en fin rød tråd gennem fortællingen, er der ikke meget overladt til fantasien. Nu er der jo mange forskellige årsager til, at man drages af en specifik genre. Fantasy og science fiction har altid appelleret til mig, fordi de giver mulighed for at viske tavlen ren. Hvis intet var som nu, hvordan ville alting så være? Genrerne fordrer nysgerrighed – både hos forfatter og læser.

Fortællingen er stærkt inspireret af Tolkien – og mange karakterer forekom mig bekendte. Som Jan så rigtigt skriver, følger meget fantasy bestemte dogmer, og vi er her placeret i en for genren klassisk middelalderlig, mandsdomineret og brutal verden. Persongalleriet følger også velbevandrede stier. Således læser jeg i den unge Eumon Frodos uskyldsrene naivitet, og i den vævre bueskytte Bodi dukker billeder af Orlando Bloom som Legolas op i min bevidsthed. Og det er der jo som sådan intet galt med. Overhovedet.

Alligevel er det en udfordring at størstedelen af de karakterer, der skal bære fortællingen frem, kæmper for at slå igennem som helstøbte personer og ikke ekkoer af en arketype. De loyale riddere er næsten for trofaste, og Eumons naivitet grænser til det irriterende. Gamle Balt skiller sig i en vis grad ud, da han – trods de indledende lighedstegn med Tolkiens Traver – viser sig at være en mere kompliceret skikkelse. Han er leder af et særligt broderskab af krigermunke, en slags tempelriddere, der mister deres evne til at skelne mellem godt og ondt og derfor også deres Guds gunst. Balt lever derfor en ugudelig tilværelse, som mestendels består af usvævelige mængder alkohol og ekskrementer. Jo, du hørte rigtigt. Ekskrementer.

Jeg har ladet mig fortælle, at malende beskrivelser af diverse kropsvæsker er oppe i tiden. På den baggrund er der her tale om en meget moderne fortælling. Der er ikke sparet på henvisninger til blod, afføring og ja, andre kropvæsker. Både sprogligt og handlingsmæssigt, er der altså fuld smæk for skillingen. Og er man typen, der bevæges af et plot i et godt tempo og en handling beskrevet på linjerne og ikke mellem dem er ’I døden og videre’ lige sagen.

Boginfo

’Djævlens hjerte’ af Lars Kramhøft, 371 sider, Ulven &Uglen, 2017.

’Ellekongen’ af Signe Fahl, 402 sider, Ulven & Uglen, 2017.

’I døden og videre’ af Jakob Kokkedal, 478 sider, Ulven & Uglen, 2016.

Læs mere om fantasy som genre

Har du lyst til at blive klogere på fantasy som genre, så kan du læse mere på Ulven & Uglens hjemmeside eller på Faktalink.

 

 

 

 

 

 

 

Puk på Kostskole, Percy Jackson og en intim, personlig fortælling

Generationslæsning er mere min gode kollega Lisbets ting end min. Lisbet er jo vidunderlig, men hun gør og siger mange ting, der giver mig lyst til at hvæse “hippie!” ad hende og true med min stok. Generationslæsning er én af dem. Men, okay, det kan åbenbart noget, så her er et herligt eksempel, en sørgelig personlig fortælling og en livslektie.

Lad mig sætte scenen først. eReolen har været med i forskellige retrodigitaliserings-projekter; dvs. projekter, hvor vi har hjulpet til med at få digitaliseret noget af den ældre, danske litteratur, der ellers kun forelå i trykt form. Vi har her udnyttet vores betalingsvillighed for udlån – også forlods – og dygtige bibliotekarers ekspertise. Pludselig stod vi med tusinder af nye, gamle titler og begrænset viden om, hvad man gør med den slags. Det skal vel formidles anderledes? Vi søgte nogle projektmidler hos Danskernes Digitale Bibliotek, fik dem, og så gik henholdsvis Gentofte, Vejle og Københavns biblioteker i gang med forskellige eksperimenter. Vi lavede alt fra retro-anmeldelser til tidsrejse-hylder. Når jeg siger “vi,” mener jeg dygtige kolleger, for jeg var sådan set kun projektleder, og min filosofi er at undlade at forstyrre kompetente mennesker, der arbejder.

I Gentofte arrangerede den meget kapable Mette Neimers en god gang “bookbattle” mellem en ungdoms-læseklub og en nordisk læseklub, hvor yngstedame var 71. Hver gruppe skulle vælge to bøger til den anden gruppe, og så skulle de mødes og diskutere, og her blev det altså helt magisk.

Den kapable Mette Neimers. Et slags fritgående biblioteks-geni!

De unge valgte ”Percy Jackson og lyntyven” og ”21 at måder at dø.” De ældre valgte ”Børnene i Nyskoven” og ”Puk på kostskole.” ”Børnene i Nyskoven” afstedkom ikke de store diskussioner, men det gjorde Puk. De ældre deltagere var noget flove ved gensynet med den gode Puk. Småsexistisk, naiv, urealistisk. De var hårde ved hende:

(Kvinde, 77 år) ”Det, der var sjovt, da jeg læste den igen, var alle de FORDOMME der ligesom er bygget ind i den. At den slutter med at tyven siger: ”Ej, hvor var det godt, at jeg blev fanget. Fordi ’jeg var jo ikke nogen ordentlig fyr’… det er da fuldstændig til grin! Det er da HELT morsomt.”

De unge kunne nu godt lide den. Én af dem af en lidt sjov årsag:

(Pige, 13 år) ”Alle de ungdomsbøger, der er nu, det er sådan ’Vi skal have alle med. Ingen skal føle sig sådan alene.’ Altså der er meget om sådan folk, der er homoseksuelle, eller folk der føler sig som piger, men er en dreng, og sådan. Altså det er meget sådan nogle emner, der er, og det er altså næsten kun det, der er, synes jeg. Så det her var lidt sjovt, fordi det var så anderledes. Den var så hyggelig.”

Oplevelsen startede et egentligt run på Puk-bøger på Gentofte bibliotek og via fjernlåns-ordningen, for så mange Puk-bøger har de heller ikke!

Her hun så. Puk. Random fun fact: Puk-bøgerne er skrevet af de samme to forfattere, der stod bag Jan-bøgerne, og der er 58(!) af dem. Puk-bøger, altså.

Percy Jackson var også et hit.

(Kvinde, 83 år) ”Normalt skal der ikke mere end en enkelt enhjørning i en bog, før jeg lægger den væk. Så tak, fordi I fik mig til at læse Percy Jackson. Det er en vidunderlig bog!

(Kvinde, 71 år): ”Kan du finde rundt i de her guder?”
(Dreng, 12 år): ”Det hjalp, da jeg læste den 6. gang…”

Størst debat skabte dog ”21 måder at dø.” De ældre damer var bestyrtede – og det var nok her, Puk kom lidt til kort. Tonen er ligesom skiftet hen over årene, fornemmer man – for nu at sige det pænt.

(Kvinde, 71 år, til pige på 13 år): ”Er det den bog, du har valgt? Jeg vil sige, det er en af de grummeste bøger, jeg har læst i meget lang tid… og… ja jeg havde svært ved at gøre den færdig. Fordi den påvirkede mig så meget… har børnebørn i jeres alder. Og det er dét sikkert – at det er sådan, jeres virkelighed også kan være.… så er den ikke rart at tænke på, synes jeg. Og det er jo de sociale medier, der er med til at bringe den derud, hvor den er… fordi man har en distance…”

De yngre mennesker kunne virkelig have fået sig nogle voksenvenner her, hvis eksperimentet for alvor var fortsat. Faktisk måtte børnene trøste de ældre lidt.

Det slog mig, som Mette redegjorde for eksperimentets afvikling, at der er noget helt særligt, litteraturen kan her. Det er selvfølgelig en fælles oplevelse, men det er noget andet end at gå ind og se en film sammen. Der er en større fordybelse og fortabelse i litteratur. Det er en større investering, og den påvirker mere. Måske særligt, fordi man i samtaler om fælles læseoplevelser også bytter selvskabte indre billeder.

Min mor med Mathilde i 2013

Endnu mere kom jeg til at tænke på mit akavede forhold til min mor, der døde for halvandet år siden. Hun havde et stort hjerte, men alting kom altid mærkeligt frem fra hende og med uendelig følelsesmæssig distance. Jeg havde tit en klar følelse af, hun prøvede at være mere hjertelig og varm, og hun brødes med det, men så vandt den akavede side, og hun fik sagt et eller andet sarkastisk i stedet for. De tætteste oplevelser, hun havde med sine børnebørn, var, når de læste sammen. Så kunne de sidde og snakke om bogen og andre læseoplevelser, og hun glemte ligesom at være distanceret. I stedet blev hun den varme, empatiske, intelligente person, der var hendes egentlige jeg. Hun og jeg fandt aldrig bøger, vi skulle læse begge to, og det skulle vi nok have gjort, så vi kunne have taget hul på vores store smertefulde historie sammen. Hun var et passioneret bogmenneske, og det havde været så oplagt. Jeg var på samme måde over for hende, som hun var over for mig, og selvom hun var min eneste forælder, kunne jeg end ikke tale med hende, da hun lå i koma i en hospitalsseng på en tom stue, og der helt bogstaveligt blev pumpet blod ud af hjernen på hende. Jeg formåede kun til sidst at tage hendes hånd og hviske ”Vi skulle nok have talt mere sammen, mor,” før jeg forlegent trak hånden til mig igen. Hun døde samme nat.

Det er ikke en måde at leve sit liv på sammen med dem, man elsker. Min ældste datter, Josephine (15), og jeg har rejst alene sammen mange gange, og vi har kørt lange ture til afsides steder i hendes kickboxing-karriere – siddet i lange timer i ildelugtende haller i Hamborg, Zagreb og Aalborg, så vi har altid haft tid til at snakke og opbygge en fortrolighed. Kickboxing gør hun det ikke mere i, og selvom vi træner sammen i det lokale fitness-center, mangler vi tid til at komme i dybden med vores respektive liv over for hinanden. Min plan er derfor simpel og nok rimelig nem at gætte nu. Når hun tager på efterskole, finder jeg en bog om måneden, vi begge skal læse, og så tager vi os tid i hjemme-weekender eller ferier til at få talt om dem. Jeg rapporterer tilbage om udfaldet. Stay tuned!

Pro-tip: Vi har en hulens masse Puk-bøger på eReolen! Klik her.