Bogsnaks sommerlæsning 2022

Du står i en lang, trøstesløs kø i en anonym lufthavn et sted i Europa. Du er fanget i et regnfyldt, køligt sommerhusområde med dårligt netværk. Du sidder i toget på vej mod Firenze og prøver desperat at undgå kontakt med to ivrige hollændere, der signalerer, at de er klar på small talk hele vejen ned til Brennerpasset. I alle tre klassiske sommerferiesituationer har du brug for det samme: Gode bøger.

Her kommer Bogsnaks rituelle tips til sommerlæsning, som vi håber kan give dig inspiration i fuldfede strømme. Christen lægger ud, Lisbet følger trop, og Jan slutter af. Vi skal #barelæse, som det hedder i folkebibliotekernes sommerkampagne.

Christens sommerlæsning
Da vinteren truede kedeligst, begyndte de tomme, hvide stuevægge at lyse deprimerende (indretningen af mit singlehjem skrider langsomt frem!) Heldigvis sælger Atlas Magasin en übercool plakat med den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt.

Da plakaten var hængt op på væggen i en fin ramme, kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte få læst noget Hannah Arendt, såfremt nogen teoretisk set skulle spørge ind til hendes idéer (ligesom dengang H&M solgte populære Ramones t-shirts, men ingen af t-shirt-bærerne nogensinde havde hørt bandets musik).

”Arendts tænkning er til det yderste original. Men også åben. Åben i den forstand, at originaliteten mest kommer frem i anslaget – næsten aldrig i gennemarbejdningen,” skrev den nyligt afdøde idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz for mange år tilbage.

Forårets utallige aftener i selskab med Hannah Arendts indforståede og påståelige trebindsværk om totalitarismens oprindelse gjorde det klart, at Schanz´ ord var ment som en læseradvarsel. Oplevelsen blev ikke bedre af, at man fra tid til anden sad tilbage med en sort mistanke om, at oversætterne havde skævramt skiven, så forståelsen blev unødig besværlig.

Men ikke alt var dårligt, slet ikke. Især det afsluttende bind bød på en del interessante pointer.

Totalitarismens oprindelse var i lange stræk en skuffelse, men jeg ser stadig frem til at læse et af Hannah Arendts andre hovedværker, Åndens liv. Denne bog er også udkommet på forlaget Klim (2019) og oversat af altid træfsikre Joachim Wrang.

Heldigvis har foråret også budt på helt igennem fine læseoplevelser. Lea Ypis livskloge erindringer Fri om at vokse op som barn i det kommunistiske Albanien og blive selvstændig i en verden efter Murens fald er selvskreven på sommerlæsningshitlisten.

Lea Ypi er i dag professor i politisk teori på prestigefyldte London School of Economics. Hendes refleksioner om stedvise gode tider, men ikke mindst absurditeter og ligefrem tragiske elementer ved de forskellige samfundssystemer, hun har levet i, er skrevet med elegant pen. En skrivestil, der ikke tvinger noget ned i halsen på læseren.

Fri er en coming-of-age fortælling, hvor de samtidige samfundsmæssige forandringer indtager en større rolle, end det normalt er tilfældet. Professorens pointer er fortalt igennem de menneskeskæbner, hun har mødt på sin vej – albanske som udlændinge.

Man kan tænke længe over den visuelt set meget enkle forside til Lea Ypis Fri. Heller ikke her gives læseren færdige, enkle svar.

Den næste på listen er samtalebogen Korset og himmelstigen. Den redigerede mailudveksling mellem de to selvbevidste ronkedorer – kunstneren Arne Haugen Sørensen (f. 1932) og den autodidakte kunsthistoriker, dr.phil. i historie Leo Tandrup (f. 1935) – er en helt speciel læseoplevelse.

Den kulturkristne Tandrup har som bestyrelsesmedlem i Vor Frue Kirke i Horsens (næsten) overtalt resten af meningsrådet til at bestille en ny altertavle malet af Sørensen til afløsning af den eksisterende. Sørensen sender billedfiler, som malearbejdet skrider frem, og Tandrup kommenterer frem- og tilbageskridt. Deres e-breve byder på lidt af hvert:

Bogens forside viser det endelige maleri. Det ser så enkelt ud, men processen var lang og besværlig. Læseren får ærlige indblik i både kunstnerens værksted og kunsthistorikerens kamp.

Betragtninger om kunst og kultur, personlige ambitioner og skuffelser, frygten for at blive spændt for andres projektvogn, vrede, tilgivelse, viden om eget værd, tilstødende bogprojekter, kristne symbolers historie, dybde og overflade, refleksioner om det visuelt virkningsfulde, menighedsrådsfnidder, nedladende bemærkninger om andre kunstnere osv.

Korset og himmelstigen er dygtigt illustreret, så læseren så at sige er med undervejs og selv kan bedømme, tænke med, skalte og vralte.

Detaljer, farver, placeringer diskuteres. Altertavlemaleriet gennemgår mange versioner, før det er færdigt.

Den tredje bog befinder sig også i kunstens verden, det drejer sig om Hans Christian Davidsens flotte bog om tysk ekspressionismes ubestridte mester, Emil Nolde.

Emil Nolde malede sine farverige værker i første halvdel af det 20. århundrede. Hans storslåede kunst har i årtier skabt indhold i et fornemt museum akkurat syd for den dansk-tyske grænse. Mine forældre var glade for Nolde, så jeg har været på en del besøg dernede som barn. Jeg har arvet fascinationen.

Efter Anden Verdenskrig opstod en myte om Emil Nolde – hjulpet på vej af Siegfried Lenz´ berømte nøgleroman Tysktime (1968), der blev uhyre vigtig for unge vesttyskeres svømmetag i efterdønningerne af Det Tredje Rige – som svoren modstander af nazisternes hærgen.

Siden årtusindskiftet har vi vidst, at det forholdt sig lige præcis modsat. Nolde var nazist og antisemit om en hals. Goebbels elskede Noldes kunst som fremtidens budbringer, Hitler hadede den som degenereret Scheisse. Diktatorens linje vandt. Noldes ideologiske vrangforestillinger ændrede sig imidlertid ikke en tøddel, da nazisterne undsagde hans kunst.

Akvarellen på forsiden, Frau T. mit Roter Kette, 1930, forestiller Margarete Turgel. Turgel var af jødisk afstamning. Selv om både Emil Nolde og ikke mindst hans kone Ada var overbeviste antisemitter var mange af deres nærmeste venner af jødisk afstamning.

Hans Christian Davidsen – kulturredaktør på Flensborg Avis – er kender og elsker af Noldes kunst, hvor motiverne ofte er hentet fra marskens mennesker og natur. Den velillustrerede, smukke bog er resultat at forfatterens mangeårige refleksioner om det intrikate forhold mellem kunst og politik.

Davidsen afdækker historien om Nolde og analyserer diskussionerne om hans kunst med sikker hånd. Bogen er velskrevet, selv om den skæmmes af en del gentagelser – måske er disse resultat af forlagets mulige ønske om tilpas meget tekst til at indpakke de mange store farveillustrationer?

Opslag fra bogen, Brennendes Gehöft, udateret akvarel. Under verdenskrigen malede Nolde mange billeder af brændende bygninger. Bogens udstyr er flot, der er kræset om detaljerne, og den er trykt på kridhvidt, glat papir. De mange helsidesgengivelser af Noldes farvemættede værker kommer til deres fulde ret.

P.S.: Jeg må indrømme min kvarte forudindtagethed, eftersom Hans Christian Davidsen og jeg er familie: vores respektive fædre er fætre. Jeg har nu aldrig mødt ham personligt, ikke hvad jeg ved af i hvert fald. Men jeg burde sende ham en varm mail om, at han har begået en fin bog, som jeg vil tage ned fra reolen igen og igen.

Christens boginfo
Hans-Jørgen Schanz: Handling og ondskab – en bog om Hannah Arendt, Aarhus Universitetsforlag 2007 (citat s. 101).

Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse, oversættere Tove Nørlund og Per Borch, bind 1-3, Klim 2019.

Plakat med Hannah Arendt ill. af Peter Berke: https://atlasmag.dk/butik (250,-)

Lea Ypi: Fri. At blive voksen ved historiens afslutning, oversætter Steffen Rayburn-Maarup, Informations Forlag 2021.

Leo Tandrup & Arne Haugen Sørensen: Korset og himmelstigen. En ilter korrespondance om Kristi begrædelse og kunstens væsen, Hovedland 2019.

Hans Christian Davidsen: Nolde. Maleren, der trådte ved siden af, Politikens Forlag 2021.

Nolde-museum i Seebüll (hovedbygningen er pt. lukket pga. renovering, men man kan se en mindre i særudstilling i en tilstødende museumsbygning): https://www.nolde-stiftung.de/dk/

Lisbets sommerlæsning 2022
Den første halvdel af 2022 har for mig været en tid med masser af læsning og dog ikke så meget læsning. Hvordan det? Jeg har haft travlt med opgaver knyttet til den nye undersøgelse Børn og unges læsning 2021, men har haft svært ved at samle mig om læsning i fritiden. Nu tager jeg forhåbentlig revanche.

Jeg lægger ud med digtsamlingen Cellekerner og menneskehjerter af den skønlitterære debutant Niklas Ilsted Smith. Niklas er i sit civile liv embedsmand i Slot- og Kulturstyrelsen, og jeg var så heldig at være kollega med ham i en kort periode. Men jeg anede ikke, at han havde en digtsamling på vej. Nu er den her.

Forfatteren har leveret en rammefortælling om digtene: “Fem unge mennesker sættes sammen i en hemmeligt laboratorium for at undersøge naturen, sig selv og hinanden. Laboratoriet er fuld af kærlighed, gåder og skjulte passager. Er universet pixeleret? Kan man bygge en sol? Hvad er en tidskrystal? Og er der en forbindelse mellem universets kræfter og menneskets indre liv? Alle døgn går ud på at forsøge sig frem.” (fra bogens bagside).

Jeg vil af al magt bekæmpe min indre dansklærer og kaste mig frit ud i lyrikken. Kvantespring, planter, omskiftelige stoffer og plasma kan forhåbentlig forenes med solcreme, Negroni og grillspyd.

Kølig forside til en varm sommer.

Bare en mor
Det var en overraskelse for mig, at Roy Jacobsen havde flere historier om den norske Ingrid, der som en del af en fiskerslægt næsten er vokset sammen med den barske ø Barrøy. Jeg troede, at der var tale om en trilogi. Den har jeg for øvrigt fremhævet som en af de bedste romanserier i 2010erne.

Men nu er Bare en mor udkommet på dansk, og jeg skal selvfølgelig følge Ingrid i denne fjerde bog. Hun har rejst gennem Norge, der i tiden efter 2. verdenskrig ikke ligner sig selv. Nu er hun på sin fødeø, og også her mærkes krigens efterdønninger. En lille dreng bliver afleveret på øen, og Ingrid tager ham til sig. Hvem er han? Hvor kommer ham fra? Og hvem er hans far? Romanen kredser om forældreskab og livet på øen, og jeg glæder mig til at være sammen med den stærke og mystiske Ingrid igen.

Mytiske mennesker på en norsk ø.

Verdenshjertet
Mads er freelance-skribent hos onlineportalen Easyjobs. Det lyder meget realistisk her i 2022. Jeg er selv prekært ansat, og jeg er ikke alene. Men denne korte beskrivelse er også afsættet for Viggo Bjerrings romandebut Verdenshjertet, som både er en samtids- og en fremtidsroman. I dette univers bliver de arbejdsløse kaldt De Unyttige, algoritmerne overtager arbejdet, og ensomheden blandt mennesker hærger. (Det virker skræmmende genkendeligt….)

Plottet er, at Mads får en usædvanlig opgave: Han skal ghostwrite en thriller. Den bliver en bestseller, men alt er ikke godt. For da han skal skrive toeren, begynder verden at smuldre omkring ham.

Jeg er hooked. Min forventning er, at jeg stryger gennem romanen på et par døgn, forhåbentlig siddende på en balkon et sted i det græske øhav.

“Verdenshjertet er en kuldslået roman om kunstig intelligens, kærlighed og kapitalisme. En filosofisk og humoristisk fortælling om at finde en mening med livet i en ensom tid.” (fra bogens forside).

En hummer kan ikke dø
Jeg har ingen planer om at uddanne mig til social- eller specialpædagog, men jeg agter at læse en række nyskrevne noveller, der handler om netop denne type pædagogers arbejde med børn, unge og voksne i udsatte positioner. En udsøgt skare af danske forfattere har bidraget til antologien En hummer kan ikke dø: Glenn Bech, Cecilie Lind, Lotte Kirkeby, Louise Juhl Dalsgaard, Maja Elverkilde, Peter Frederik Jensen, Stine Askov, Zakiya Ajmi og Thomas Lagerman Lundme.

Jeg vil lade et uddrag fra Lagermand Lundmes bidrag til bogen slå tonen an:

”Om eftermiddagen keder hun sig.
”Det er først klokken 1 og 5, du har fri,” siger jeg og peger på digitaluret, der hænger på væggen.
”Men måske i dag kan vi bare sige et andet tal?”
Jeg ryster på hovedet.
”Det er ærgerligt, du er blevet som de andre,” siger hun så og bliver færdig med det, hun ikke ved, om er en bordskåner eller et lidt stort lommetørklæde.
”De andre?”
”Personalerne,” siger hun.
Jeg klipper trådene over for hende.
Hun må ikke bruge saksen selv.
”Synes du, at jeg er ligesom dem?”
Hun ser lidt på mig. Så ryster hun på hovedet.
”Nej, du er stadigvæk mest dig,” svarer hun så”
(uddrag fra novellen Virkeligheden er nogen de andre har fundet på, side 154).

Min afdøde moster arbejdede på et værksted for udviklingshæmmede tilbage i 1970erne. Lige i denne passage med bordskåneren/det lidt for store lommetørklæde og den manglende tilladelse til at bruge saks får jeg et lille glimt af hendes arbejde, tror jeg. Der er både humor og afmagt på færde.

Gro
Ingen tips til sommerferielæsning uden et børnelitterært indslag. I år er det romanen Gro skrevet og illustreret af Adam O., der især er kendt for den dystopiske serie Den rustne verden. Adam O. modtog Kulturministeriets børnebogspris 2021 for bind 3, Ukrudt.

Jeg vil læse bagsideteksten på Gro højt for min søn på 10 år og håber, at han bider på:
“Historierne forsvinder fra verden. Snart vil verden til Biblioteksskoven lukke for altid. Det går op for Gro – pigen med det misformede ansigt – at der findes to slags fortællinger: Dem der giver dig noget, og dem der tager noget fra dig”.

Hvilken sommerferiedrøm at læse moderne, dansk børnelitteratur sammen med en dreng, der er vild med The Simpsons og Fortnite, og som er mere optaget af hvor mange numre, han har på sin Spotify-liste end af hvor mange bøger, han har læst siden jul.

Ja, jeg er gammel og desillusioneret. Jeg kan lige så godt stå ved det. Men det bliver en god sommer alligevel!

Læs også Litteratursidens begejstrede anbefaling af Gro.

En flot og dyster forside

Lisbets boginfo
Cellekerner og menneskehjerter af Niklas Ilsted Smith, Spring, 2022, 174 sider
Bare en mor af Roy Jacobsen, Gyldendal, 2022, 253 sider
Verdenshjertet af Viggo Bjerring, Ekbátana, 2021, 259 sider
En hummer kan ikke dø af Glenn Bech med flere, Akademisk, 2022, 200 sider
Gro af Adam O., Høst & Søn, 2022, 155 sider

Jans sommerlæsning 2022
Min ferie blev brugt på at flytte, slå min nye græsplæne og pakke kasse efter kasse med bøger ud. Jeg har en sær mistanke om, at jeg har pakket flere bøger ud, end jeg pakkede ned i sin tid. Pladsen på reolerne slår i hvert fald ikke til. Midt i det Sisyfos-lignende arbejde dukkede der bøger op, som jeg havde glemt alt om, så min liste i år består ikke af nye titler, men lidt ældre, der på forunderligvis er dukket op efter års glemsel.

En Mellemøstlig Legende
Og nu overdriver jeg måske lidt. ’Sultan Saladn’ fik jeg på BogForum, så den har ikke just henslæbt æoner i de mørke kroge af min bogsamling, men blot ligget i en stak på natbordet. Hvilket hos mig også kan være tæt på evig glemsel selvfølgelig. De fleste kender nok Saladin – som vi kalder ham i vesten – fra Ridley Scotts ’Kingdom of Heaven’ fra 2005, hvor han fremstår som en stærk, men nådig og rationel karakter. Scott begår mange, mange fej i filmen, men jeg tænker, han rammer Saladins karakter ret fint.

Jonathan Phillips portræt af Saladin ligger rimeligt tæt på om ikke andet, men han formår også at kaste lyst på de knap så positive sider af Saladins person. Der er ingen tvivl om, Saladin var en af historiens mere imponerende skikkelser. Men den kurdisk-muslimske krigsherre var hverken fejlfri eller en helgen. Han kunne være brutal og han var evig ambitiøs, så som så mange andre af historiens skikkelser var Saladin et nuanceret menneske med både gode og dårlige sider.

’Sultan Saladin’ er på næsten 600 sider, men den er let læst, og man bliver uvægerligt fanget af tiden og teksten. Det er spændende læsning, ikke mindst den afsluttende del, hvor Phillips trækker tråde op til nutiden og viser, hvordan en myte kan vokse ret vildt og vidt.

Et bibliotek – et utal af liv
Nu kunne man jo tro, at en bog, der hed noget med bibliotek, ville være en, jeg nærmest havde limet mine hænder og øjne fast til det øjeblik, blækket var tørt på forfatterens manus.

Men nej. ’Midnatsbiblioteket’ var på forunderlig vis gledet under min ellers ret skarpe biblioteksradar, så den hørte jeg først om til en bog- og samtalecafe, min kollega og jeg var med til ude i Gadstrup sidste år. En af deltagerne holdt et lille oplæg om Matt Haig – kender du ham ikke, så kast dig sporenstregs over hans skriverier – og et par af hans bøger. Blandt andet ’Midnatsbiblioteket’.

Efter at have mistet sin job og sin kat, beslutter bogens hovedperson Nora sig for at ende sit liv. I stedet for efterlivet, vågner hun op i Midnatsbiblioteket, der befinder sig i grænselandet mellem liv og død. Her tager bibliotekaren, i form af Noras gamle skolebibliotekar fru Elm, imod, og giver gennem bøgerne Nora adgang til en uendelighed af alternative liv, valg og muligheder.

’Midnatsbiblioteket’ minder mig lidt om ’Sofies verden’ i stil og tilgang. Det er en velskrevet bog, der giver læseren en masse input om livet og verden. Ikke overraskende føler man sig i godt humør og fuld af overskud efter endt læsning. Og der er et bibliotek og en bibliotekar i centrum. Bedre bliver det næsten ikke.

En tidsmæssigt passende bog om kaos og krig
Jeg ville nok ikke have haft ’Den Hvide Garde’ med, hvis ikke Mikhail Bulgakov var født i Kyiv. Litteratur, sport og kunst er, om vi vil det eller ej, politik, og lige for tiden, må jeg indrømme, mit hjerte ikke just banker for det russiske.

Men jeg kan heldigvis gemme mig bag det figenblad, at Bulgakov er født i Ukraine og ikke havde den store sympati for autoritære systemer. ’Den Hvide Garde’ er nemlig, som alle Bulgakovs bøger i øvrigt, et værk, der i den grad er værd at læse. Ikke mindst i disse dage.

Bogen udspiller sig i Kyiv i de lettere kaotiske år mellem 1918-1920, hvor den russiske borgerkrig rasede og det Ukraine, vi ser i dag, så småt så dagens lys. Det var på alle måder en verden i opbrud og en periode, jeg finder utrolig interessant, så Bulgakovs bog giver en effektfuld og kærkommen skønlitterær vinkel på en desværre nok lidt glemt tid.

Bogen følger Turbin-familen og deres prøvelser i en tid med kaos og krig, og hvordan det ellers velordnede liv i Kyiv stille og knap så roligt smelter ned. Det er et fascinerede tidsbillede og en stærk fortælling om rodløshed og kampen for en identitet, eller liv nok nærmere.

Alt det løse …
Og så er der selvfølgelig alle de andre bøger, de engelske bøger, de genlæste bøger, de glemte bøger…Men det kan være, jeg skal skrive en særlig blogpost til dem.

Jans boginfo
‘Sultan Saladin’ af Jonathan Phillips, Kristeligt Dagblad, 2020, 574 sider
’Midnatsbiblioteket’ af Matt Haig, Svane & Bilgrav, 2021, 287 sider
’Den Hvide Garde’ af Michail Bulgakov, Hovedland, 2010, 419 sider

Hvad læste Bogsnak-folket de andre somre?

Vi skal bare læse 2021

Bogsnaks sommertips 2020

Bogsnaks sommerlæsning 2019

Bogsnaks sommerlæsning 2018

Sommerhusets fineste forsider 2017

Portræt af en læser i det grønne

Det er godt at drikke kaffe igen. Jeg har drukket masser af kaffe de sidste par år. Men mest med mig selv. Lige nu virker det som en ond drøm, men der var jo en periode i 2020 og 2021, hvor man ikke kunne gå på café! I april drak jeg kaffe på Nørrebro med Helle Laursen, som er lidt af en litterær tusindkunster. Hun stillede beredvilligt op til dette portræt. Det var ikke sket uden kaffen. Jeg ved det bare.

Lisbet: Hvem er du, og hvad laver du?
Helle: Jeg arbejder i øjeblikket som freelance-litteraturformidler i form af kreative workshops til børn. Jeg har et langt CV, men i helt kort form er jeg uddannet designer fra Danmarks Designskole og Saint Martins School of Art and Design i London, som jeg for en 10 års tid siden supplerede med en Cand.sient.bibl. Siden har jeg arbejdet som børnebibliotekar. Jeg er også forfatter/illustrator til et par billedbøger, ‘Min morfar’ og ‘Tidens mester’, som begge udgivet på Forlaget ABC. Derudover har jeg projektet ‘Ud i naturen med litteraturen‘, som har vokseværk i øjeblikket. Men mere om det senere.

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Helle: Jeg har ikke en klar erindring om det første læse-minde. Det må have været noget med ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ og ‘Dyrene i hakkebakkeskoven’ af Thorbjørn Egner. Begge de to meget slidte eksemplarer har jeg stadig stående i bogreolen.

Men jeg husker, at jeg fik læst højt hver aften, og i ferierne var der ekstra højtlæsning – hvilket bare var det bedste. Min far, som ikke er den store læser, læste sine gamle ‘Tarzan’-bøger op, men i det daglige var det dog min mor, der stod for højtlæsningen. Der var Grimms eventyr, masser af Ole Lund Kirkegård og senere kom Tolkiens ‘Hobbitten’ på programmet.

Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung?
Helle: Jeg læste helst spændings- og eventyrromaner og var ikke meget for 70’ernes socialrealistiske pligtlæsning, som var på programmet i skolen.

Jeg slugte De 5-bøgerne, var ret vild med ‘De tre detektiver’ og blev fuldstændig væk i Alexander Dumas’ univers i ‘De tre musketerer’. ‘Ulvehunden’ og ‘Min ven Flicka’ samt ‘Skarnbassen flyver i skumringen’ husker jeg også som store læseoplevelser.

Lisbet: Hvordan har din læsning udviklet sig gennem livet?
Helle: Jeg er blevet en alsidig læser og er næsten altædende. Læser børnelitteratur af både egen og faglig interesse. Særligt billedbøger får min opmærksomhed.. Og der er så meget fin børnelitteratur at kaste sig over, også som voksen.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Helle: Jeg læser meget forskelligt og gerne på engelsk, hvis det er forfatterens modersmål. Holder af at fordybe mig i et emne/forfatterskab. Fagbøger sniger sig også gerne ind, især når jeg går i gang med et projekt.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Helle: Det er meget forskelligt. Det kan være noget jeg har hørt i radioen, set på TV eller hørt som podcast. Jeg bruger også af og til litteratursiden og bogbotten, når jeg søger efter læsestof. Holder også utroligt meget af at snuse rundt i boghandler. Kan bruge timer i en god boghandel. Når jeg er i London, bliver der altid brugt en del tid på det. Jeg følger The Guardians bogtillæg på nettet, som jeg synes er fantastisk. Både med artikler om forfattere, forfatterskaber og masser af inspiration samt anmeldelser af nye udgivelser. På The Guardian er børnelitteraturen præsenteret på lige fod med voksenlitteraturen og med helt eget faneblad. Jeg får også Weekendavisens bogtillæg ind af døren en gang om ugen, men de bedste tips om læsning er anbefalinger fra familie, venner og netværk.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Helle: Godnatlæsning er en obligatorisk fornøjelse, og der ligger altid en pæn stak bøger på natbordet. I øjeblikket ‘Shuggi Bain’ af Douglas Stuart, ‘Wanderlust’ af Rebecca Solnit, Emma Stonex’s ‘The Lamplighters’ og ‘Daemon voices – on stories and storytelling’ af Philip Pullman.

Jeg holder også utroligt meget af at læse, når jeg rejser. Selv på korte ture med S-toget har jeg altid en bog med eller en lydbog i ørerne. Når jeg rejser på ferie, er jeg stadig så gammeldags, at jeg har bøgerne med – nøje udvalgt. Eksempelvis fik jeg endelig taget hul på Elena Ferrantes ‘Min Geniale veninde’ i sommer, da rejsen gik til Napoli. At have tid til fordybelse og lange læsestræk uden afbrydelser er skønt.

Lisbet: Hvilke læseprojekter har du i støbeskeen?
Helle: Jeg har taget springet og arbejder nu som freelance. Hovedsageligt med litteraturformidling til børn og unge, hvor børnelitteraturen er springbrættet for kreative workshops og undervisningsforløb. Med en krog i litteraturen og alt efter emne og projektforløb, kan litteraturen nemlig sætte gang i børnenes fantasi, skabe deres egne narrative forløb, sætte gang i læselysten og være det pureste lege-råstof. Se workshopkataloget 2022.

Projektet ‘Ud i naturen med litteraturen’, som jeg har fået fondspenge til, fylder meget. Jeg sidder i disse dage og lægger hånd på logbog nr. to ‘Søvand og mosehuller’, der skal indgå i et projektforløb sammen med Kerteminde Bibliotekerne til august. Se eksempler på ‘Langt ude i skoven’ her.

Og hvad går det ud på? Projektet startede under coronaen, hvilket gav nogle udfordringer. Det kom dog godt af sted med lidt forsinkelse, i samarbejde med Blågårdens Bibliotek, hvor den første logbog ‘Langt ude i skoven’ kom i brug.

Omdrejningspunktet er formidling af naturen gennem litteraturen. Målet er at at give eleverne mod på og ord på naturoplevelsen ved at undersøge naturen med litterære briller. Selvfølgelig ude i naturen. Litterære tekster om naturen, som kan virke abstrakte i et klasseværelse, kommer til live ude i naturen. Når jeg mødes med eleverne ude i naturen, starter jeg med højtlæsning af udvalgte tekstafsnit, som vi derefter har en dialog om, inden eleverne ‘slippes’ løs i naturen med deres logbog.

Logbøgerne er en blanding af citater fra digte af danske forfattere og litterære-aktiviteter. Digtene skal inspirere til at arbejde med de kreative ‘litterære’ aktiviteter, som logbogen indeholder. Projektet er målrettet til elever på mellemtrinet og understøtter fag som dansk, billedkunst og natur og teknik.

I den forbindelse vil jeg stærkt anbefale at læse ‘Opfindelsen af naturen’ af Andrea Wulf. Det er spændende og inspirerende læsning, der resonerer med det projekt, jeg har gang i, at hvis vi, børn som voksne, får en følelsesmæssig relation til naturen, passer vi måske bedre på den og kan ændre vores syn på den. At naturen er så meget mere end en ressource, vi bare kan bruge løs af og behandle som forgodtbefindende. Og I får lige et citat :

‘Selvfølgelig skulle naturen måles og analyseres, men han (Alexander von Humboldt) troede også på, at menneskets forhold til naturen i høj grad burde bygge på sanserne og følelserne. Han ønskede at vække en “kærlighed til naturen”. I en tid, hvor andre videnskabsfolk søgte efter universelle love, skrev Humboldt, at naturen skulle opleves med følelserne’.

Lisbet: Hvad kan litteraturen, som de andre kunstarter ikke kan?
Helle: Jeg bliver helt rådvild, hvis der ikke ligger mindst et par bøger og venter på mig. For mig er det at læse essentielt. At læse fastholder minder, skaber billeder og prikker til min nysgerrighed på en ganske særlig måde. Det at kunne rejse i tid og til helt andre verdener og liv end mit eget, er helt fantastisk. Roen og koncentrationen, der sænker sig, når jeg læser, sætter jeg meget pris på. Oplevelserne fra en god roman kan sidde længe i en, om det er grin, tårer eller ren feel good. Sådan har jeg det også med faglitteratur. Hvilken læser kender ikke følelsen af det frydefulde ved at læse og på den ene side ikke kunne lægge bogen fra sig, og på den anden side håbe, at den aldrig slutter.

Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Helle: Ohhh det er svært at begrænse sig til enkelte titler, og jeg vil anbefale et par forfatterskaber, som jeg selv har nydt. Der er John Ford, særligt ‘Canada’ og ‘Between them’, Max porter, Alexandra Fuller, Jón Kalman Stefánsson, elskede hans ‘Sommerlys, og så kommer natten’.  Var meget opslugt af Kirsten Thorup ‘Indtil vanvid, indtil døden’, en forfatter jeg ellers ikke har læst noget af. Et par enkelte titler ‘Ru’ af Kim Thúy, Amy Liptrot ‘The outrun’. Fornylig fik jeg anbefalet ‘Olive Kitteridge’ af Elizabeth Strout, og det er bestemt en anbefaling, jeg gerne vil give videre.

Og jeg bliver også lige nødt til at nævne et par børnebogstitler. ‘Morderens Abe’ og ‘Den falske rose’ af Jakob Wegelius, Pullmans serie om Lyra, både de gamle og de nye, venter med spænding på den sidste i serien. Læs også ‘Løgnens træ’ af Frances Hardinger, ‘Krystalskibet’ af Benni Bødker og ‘Skyggefugl’ af Tina Sakura Bestle.

Ja og hvis jeg først kommer til billedbøgerne bliver listen lang, men et par titler må det blive til. Her er forfatteren og illustratoren lige vigtige, for at en billedbog er godt fortalt. Jeg er pjattet med bøgerne af Mac Barnett og Jon Klassen og Bjørn F. Rørvik og Per Dybvig. Også med bøgerne om ‘Bette og Bjerg.’

Jeg holder utroligt meget af Wolf Erlebuch’s illustrationer som blandt andet kan nydes i ‘ Bjørnen, som ikke havde været der før’. ‘A lion in Paris’ illustreret og skrevet af Beatrice Alemagna er også en smuk inspirerende billedbog. Er også meget glad for Louis Jensens serie om ‘Tork og hest’ som fint er illustreret af Pia Halse.  Ja og så er der…

Læs løs

Læs mere om Helle på www.hellesworkspace.dk

Og dyk ned i striben af andre læserportrætter, som vokser og vokser, ganske organisk og uden kunstig gødning eller andre tilsætningsstoffer.

Portræt af en læser jeg mødte på LinkedIn
Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951

Jeg er stadig vild med Jan Sonnergaard og hans bøger

En novemberdag da solen gik ned i 2016 døde forfatteren Jan Sonnergaard, han blev kun 53 år gammel og man kan derfor sagtens påberåbe sig, at han drog herfra i utide. Både fordi han var for ung, men også fordi han slet ikke var færdig med at skrive flere bøger.

I 1997 udkom hans første bog, novellesamlingen “Radiator”, der for mig står som en milepæl i litteraturen fra 1990´erne. Ja, jeg anser faktisk stadig bogen som en meget væsentlig bog, der har fortjent de mange gode anmeldelser og gode salgstal. Bogen blev fulgt op af flere novellesamlinger og romaner, der tilsammen udgør et fortættet og læseværdigt forfatterskab.

Frygter man, at Sonnergaards forfatterskab er ved at gå i glemmebogen tager man fejl. Gevaldigt fejl. Dels fordi Søde-Jan (som han kaldte sig selv) var en for dygtig forfatter til at gå i glemmebogen, men sandelig også fordi hans bror på sødmefuld og phlink vis (bevidst stavet på den måde) nu har bidraget til at få udgivet en bog med tekster skrevet af Jan Sonnergaard.

Bogen har et rørende og virkelig fint forord skrevet af forfatter Jonas T. Bengtsson, der var venner med Jan Sonnergaard og som i øvrigt selv er en rigtig glimrende forfatter.

Bogen, der netop er udkommet for ganske få dage siden på forlaget Arabesk har fået titlen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”.

Temamæssigt spænder teksterne vidt, men kan dog placeres i 4 grupper:

Tekster om dannelse, kulturkampe, litteratur og musik
Tekster om hævn og moral
Tekster om mad, alkohol og højstemthed
Tekster om at rejse

Teksterne har været udgivet før, men er nu samlet i denne bog til fornøjelse for de af os, der holdt af både Søde-Jan og hans forfatterskab – og så gør det ikke det mindste, at jeg i forvejen havde læst f.eks. Jans forord til “Hærværk” af Tom Kristensen eller den sidste novelle Jan skrev, der hedder “Fundamental familiær spillogik”, en fremragende novelle der gjorde voldsomt stort indtryk, men som også efterlod mig bestyret. Jeg mindes i øvrigt også at have læst teksten, hvor Jan påberåber sig, at alkohol kan være en fantastisk øjenåbner (nej, Jan drak ikke for meget, men han satte pris på det gode liv med god mad og drikke).

Nu vil du måske spørge hvad jeg egentlig vil med hele denne smøre om Søde-Jan og hans forfatterskab og en nyudgivet bog.

Jo, smøren tjener såmænd to formål:

  1. At anbefale bogen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”. Det er en læseværdig bog, en såkaldt Jantologi, som jeg bestemt synes du burde bruge tiden på at læse.
  2. At slå et slag for Jan Sonnergaards øvrige forfatterskab, for han var dygtig og jeg bryder mig ikke om at gode forfattere ikke bliver læst. Læst f.eks. hans novelle-trilogi “Radiator”, “Sidste søndag i oktober” og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. Når du har læst dem kan du f.eks. fortsætte til romanen “Frysende våde vejbaner” – eller en hvilken som helst anden bog af forfatteren.

God læselyst derude, jeg håber du har fået lyst til at læse “Konsekvenserne taler vi om i morgen” og Jan Sonnergaards øvrige bøger. Jeg har i hvert fald fået lyst til at genlæse alle hans bøger og har allerede fundet “Radiator” frem fra bogreolen.

Portræt af en læser jeg mødte på LinkedIn

En dag i februar 2022 sendte et venligt menneske en besked til mig på LinkedIn. Det var Jonas Varsted Kirkegaard. Han skrev blandt andet, at det gjorde ham glad i låget, når nogen slår et slag for den livsvigtige læsning. Jeg blev glad og begejstret, for jeg har i et stykke tid prøvet at snige en del opslag om litteratur og læsning ind i mit feed på LinkedIn.

Mens Facebook er den joviale storebror og Instagram er den storblomstrede, kagebagende og æstetisk anlagte kusine i familien af sociale medier, så slæber LinkedIn rundt på en tør, revisorlignende onkel-identitet. Men sådan behøver det måske ikke at være? Måske kan LinkedIn være et sted, der handler om mere end jobskifte, forfremmelser og CV-eksponering? Måske kan vi have det lidt sjovere derinde i det lysegrå univers? Jeg spurgte straks Jonas, om han ville være med i Portræt af en læser. Han var med på legen, og her kan du læse, hvad der kom ud af det.

Lisbet: Hvem er du?
Jonas: Jeg er 46 år, født og opvokset i Aarhus, siden berejst og uddannet indenfor Humaniora og i dag ansat ved Københavns kommune. Jeg er bredt interesseret, hvilket afspejler sig i min litteratursmag.

Lisbet: Hvad er dit tidligste minde om læsning?
Jonas: En serie af særlige børneudgaver af litterære klassikere. Og ”Basserne”, hvis det tæller. Masser af ”Basserne”.

Lisbet: Hvad kunne du godt lide at læse som barn og ung?
Jonas: Kurt Vonneguts vittige melankoli tiltalte mig meget. Det samme gjorde Leif Panduros og Dan Turélls respektløse humor. Jeg betragtede dem som trofaste allierede i kampen mod alt, hvad der – i mine unge øjne og skråsikre bevidsthed – var dødssygt ved voksenverden. I slutningen af mine teenageår slog jeg mig eftertrykkeligt på agentromaner, primært fra koldkrigsæraen. Vejen til mesteren John le Carré gik via langt mindre talenter som Frederick Forsyth.

Lisbet: Hvilken slags læser er du i dag?
Jonas: Ret kræsen og krævende – jeg har slet ikke den dér impuls til at færdiglæse en bog, når først man er begyndt på den. Fænger det ikke efter ti sider, ryger bogen i bytteskabet eller til den lokale antikvar. Jeg har som nævnt en bred smag og mener generelt, at et stort forfattertalent kan få noget spændende ud af en hvilken som helst genre. Men når det er sagt, forekommer fantasy-genren mig vældigt uvedkommende.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Jonas: Medlemmerne af min læseklub ikke mindst.

Lisbet: Hvad får du ud af at være med i en læseklub?
Jonas: Møder med mennesker jeg sikkert ellers ikke ville have lært at kende. Læseoplevelser jeg ikke selv ville have opsøgt. Perspektiver på litteratur jeg ikke selv ville have tænkt over. Og hygge ikke at forglemme.

Lisbet: Hvor kan du godt lide at læse?
Jonas: I lænestolen, i toget, i sengen, på halvtomme caféer.

Lisbet: Hvordan tror du, at dit kommende læseår bliver?
Jonas: Fuldkommen forrygende – ligesom alle de foregående.

Lisbet: Hvilke titler er magtpåliggende for dig at anbefale til Bogsnaks læsere?
Jonas: ”Vilhelms værelse”. Eller bare alt af Tove Ditlevsen.
”Moby Dick”. Af mange grunde – en af de væsentligste er, at den rummer litteraturhistoriens vel nok bedste skurk. Jan Kjærstads trilogi ”Forføreren – Erobreren – Opdageren”. Her går forestillingsevne, observationskraft og musikalsk sprogbeherskelse op i så høj en enhed, at ingen superlativer er for hidsige: ”Tryllebindende”, ”magisk”, ”bjergtagende”. Og i sandhed ”forførende.” Susanne Stauns ”Liebe” og ”Døderummet”. Udover vittig som bare fanden er Staun frygtløs som få. Et yderst vigtigt karaktertræk hos en forfatter. “Celluloid Skyline”. En mesterlig guidet tur gennem New York City og dens skildring gennem filmhistorien. Rigt illustreret og det skulle da også lige mangle. ”How to be Alone”. At Jonathan Franzen tillader sig at være så talentfuld som både romanforfatter og essayist, tangerer det øretæveindbydende. Men taknemmelig er man ikke desto mindre.

Flere portrætter
Det er sjældent, at jeg hører om mænd, der er med i læseklubber. Men Jonas er selvfølgelig ikke den eneste. I 2019 lavede jeg et portræt af læsekredsen De Ulige, hvor medlemmerne hedder John, Ole, Steffen, Svend og Poul.

Dyk ned i flere læserportrætter lige her:

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge
Portræt af en læser årgang 1951

Dobbeltanmeldelse af Virusdetektiven

På bogsnak-bloggen har vi en tradition for dobbeltanmeldelser. Legens regler er sådan: De to anmeldere bliver enige om en bog, de vil læse. Derefter er der tavshed. Vi deler ikke vores læseoplevelser og anmeldelser på forhånd, men skriver dem ned hver især. Til sidst samles de i et blogindlæg.

Her i begyndelsen af 2022, hvor vi fortsat sumper rundt i mundbind og restriktioner godt blandet op med en lind strøm af meddelelser på Aula om nye definitioner af “nære kontakter”, lægger Lisbet og Jan ud med en dobbeltanmeldelse af Thea Kølsen Fischers Virusdetektiven: Jagten på pandemiens udspring. Bogen er fortalt til Lars Hvidberg.

Lisbet åbner ballet.

En anden slags tur i Corona-manegen
Du orker ikke mere Corona, og du føler lede ved tanken om endnu et pressemøde fra Spejlsalen. Hjemmerullede test af skolesøgende børn og en bred variation af kulørte mundbind gemmer sig i alle dine frakkelommer. Hvis du har det sådan, vil du formentlig ikke instinktivt række ud efter en bog om Corona. Du er i forvejen begyndt at springe over alle nyhedsartikler om emnet. Men hov – stop!

“Virusdetektiven” står der på forsiden af bogen. Er det en krimi? Er det en spændingsroman? Og hvem er kvinden på forsiden? Hun ligner ikke Allan (Randrup Thomsen), Jens (Lundgren) eller Lars (Jørgen Østergaard) , trekløveret karakteriseret ved briller med mørkt stel og mikrofontække, som i snart to år har været en fast del af mediebilledet i kraft af deres status som Corona-eksperter. Er det Corona-Lone?

Nej. Kvinden er Thea Kølsen Fischer, der har et imponerende CV: Professor i public health, virusinfektioner og epidemier ved Københavns Universitet og forskningschef på Nordsjællands Hospital. Hun er tidligere leder af den nationale virusovervågning og uddannet disease detective på Centers for Diseace Control i USA (tekst fra bogens inderflap).

WHO udvalgte i 2020 Kølsen Fischer til at være en del af den prominente forskergruppe, der i begyndelsen af 2021 rejse til Wuhan i Kina. Missionen var at tage fat på det vanskelige arbejde med afdække, hvor Corona opstod. Den højspændte og hæsblæsende historie nu er dokumenteret af forfatter og journalist Lars Hvidberg i bogen Virusdetektiven.

Lys og skygge på bogen forside. Måske symbolsk? Meget viden om Coronaens arnested henligger stadig i skygger. Men noget er kommet frem i lyset.

Tidspres, minus frisk luft og Zoom, Zoom, Zoom
Virusdetektiven er en elementært spændende historier om et team bestående af 10 forskere fra forskellige steder i verden, der med en ekstremt kort deadline skal løse en vanskelig opgave. Missionen har i vinteren præcis 28 dage til bevæge sig baglæns i historien og få klarhed over, under hvilke omstændigheder det første menneske blev smittet med Corona. Man kan kalde det Coronaens humane nulpunkt.

Som i et gammeldags eventyr står forskerne over for et utal af forhindringer, der skal overvindes med snilde, viden, kreativitet og tålmodighed. De kender ikke alle hinanden på forhånd. Det er en klar ulempe når man er sammen om en vigtig mission. (Ingen sammenligning med DRs serie Øen, men lidt alligevel).

Det benspænd bliver forstærket af, at forskerne i den første tid i Kina er i streng karantæne på deres respektive hotelværelser og ikke kan mødes fysisk. På Zoom må de lægge planer for, hvilke steder de skal besøge og lave observationer, når de må komme ud igen.

Det er ikke altid let at få adgang til de relevante steder, hvoraf Huanen Wet Market og Wuhan Institute of Virology spiller en central rolle. Det er heller ikke lige ud af landevejen at få mulighed for at snakke med tidligere Corona-patienter og andre vigtige kilder til viden.

På trods af de mange bump på vejen lykkes det at indsamle data nok til den vigtige rapport, der skal øge den fælles forståelse af Coronaens udspring. Men nogen lykkelig slutning er der ikke tale om, for der går international geopolitik og positionering i den. Som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm siger i Den korte Podcast: “Det heeeeele er politisk.”

Også forskere har brug for dårlige jokes
Jeg er en hjemmekontormus, der højst går en tur i Kvickly eller svinger forbi Landbohøjskolens Have på Frederiksberg for at få frisk luft. At flyve til Kina på en krævende mission kunne aldrig falde mig ind. Norge eller Nordtyskland er eksotisk nok. Alligevel kan jeg identificere mig med Kølsen Fischer og hendes internationale kolleger. De supplerer deres lange Zoom-møder med vittigheder og memes på beskedtjenesten Signal: “Det lovede rigtig godt for opbygningen af relationer og samarbejde på holdet. Det var også forløsende, at nogen havde lyst til at træde i karakter så tidligt og byde ind med humor og selvironi. For det kræver faktisk mod at turde tage det lille skridt væk fra den seriøse atmosfære og den i øvrigt gravalvorlige mission.” (side 72).

Den type kommunikation kan jeg genkende. Det kan godt være, at jeg ikke er involveret i seriøse forskningsmissioner, men selv det mest tørre projektgruppemøde på Teams bliver til at klare, når en kollega sender en dansende banan-gif.

Den rene og ubesmittede videnskab: Et helle du ikke kan nå
Virusdetektiven er også en fortælling om aspirationen mod videnskab som et fælles, samlende tredje på tværs af lande, kulturer og samfundssystemer og en illustration af, hvor svært det er at udleve i praksis. Et genkommende citat i bogen af historikeren John Barry lyder: “Når du blander videnskab og politik, så får du politik.” (side 22).

Politik er en til tider beskidt og uigennemskuelig affære, hvor magtforhold og parternes egne interesser kommer til at stå i vejen for menneskehedens bedste. Det er nok også derfor, at bogen afsluttes i en lettere desillusioneret tone, for der har efter offentliggørelse af rapporten med Kølsen Fischer og co. som afsendere ikke været meget fremdrift i det internationale, videnskabelige arbejde med at spore pandemiens udspring. Det er to skridt frem og to tilbage i relationen mellem Kina og WHO.

Jeg har ikke ekspertise til at kunne vurdere, om Kølsens Fischers udlægning af det geopolitiske magtspil er den mest dækkende eller korrekte, men jeg kan mærke en vis antiklimatisk tristesse indfinde sig hos mig som læser ved bogens afslutning. Var der ikke ved at danne sig en fortælling om, at vi på globalt niveau kan klare denne krise – og dermed andre store kriser, der står lige foran næsen på os? Måske kan vi alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Det er den fornemmelse af tvivl, jeg sidder tilbage med efter endt læsning. Så nej: Ikke en klassisk happy end. Virus er ligeglad med lykkelige slutninger.

Min anbefaling er, at du dropper dit daglige tjek af smittetal og i stedet læser Virusdetektiven, både fordi det er en spændende bog, og fordi den giver et unikt indblik i forskeres arbejdsmetoder og udfordringer i en højspændt situation. I mellemtiden vil jeg prøve at overtale Kølsen Fischer og Hvidberg til at lave en toer. Virkeligheden plejer nemlig at overgå alt, hvad vi kan forestille os.

Jan anmelder Virusdetektiven af Fischer og Hvidberg
For efterhånden mange år siden læste jeg Farezone 4 og Cobra-sagen af Richard Preston, der begge handlede om virusudbrud. Selvom der ikke er tale om stor litteratur, så gjorde de i den grad indtryk på mit yngre jeg. Lige siden har jeg haft en sær interesse for virologer, vira og udbrud af horrible pandemier. Jeg har med andre ord svælget i enhver form for zombier og lignende apokalyptisk undergangslitteratur.

Derfor greb jeg også med stor glæde chancen for at læse Thea Kølsen Fischer og Lars Hvidbergs Virusdetektiven. Bogen har intet med zombier at gøre, men til gengæld giver den et jordbundent og alligevel svært interessant indblik i, hvordan man i virkeligheden arbejder med at opspore og bekæmpe smitsomme sygdomme. I dette tilfælde den famøse COVID, der har plaget os de sidste par år.

De første to tredjedele af bogen er også ualmindeligt interessante og giver et fint indblik i en verden, man ellers ikke kender så meget til. Selv som zombiefan. Vi får set, hvordan COVID spreder sig, vi får nogle historiske referencer og følger generelt med i, hvordan verden reagerer på virusset. Alt sammen kyndigt fortalt og set gennem Fischers øjne.

Det skulle være så godt
Virusdetektiven starter godt og når næsten også i mål som en virkelig god, spændende og indsigtsfuld bog, men også kun næsten. Den snubler nemlig lidt til slut.

Bogen er på mange måder bygget op som en spændingsroman, men havde det været en rigtig thriller eller krimi, så var den sluttet med, at vi ikke rigtig ved, hvem der er morderen. Det er med stor sandsynlighed butleren, men vi kan ikke afskrive golftræneren, om end det ikke er sandsynligt. Ganske som vi heller ikke helt kan se bort fra gartneren. Sidstnævnte bør i hvert fald undersøges til bunds i en anden bog. Det er selvfølgeligt sat på spidsen, men man sidder efter det sidste kapitel noget uforløst tilbage.

Fischer er også god til at åbne døre til små mysterier eller hændelser, hun undrer sig over, men formår ikke at lukke dem igen. F.eks. undrer hun sig over, den måde kineserne behandler blodprøver på og at der slet ikke er registreret sygdom på Wuhan Instituttet i tiden op til udbruddet af pandemien. Der er også en diskrepans i, hvornår de første tilfælde af COVID registreres, men som med blodprøverne og sygdomstilfældene, så bortforklarer Fischer det lidt, men formår som sagt ikke at stede den tvivl og nysgerrighed, man som læser sidder med, til hvile.

Jeg vil skynde mig at sige, jeg ikke køber ind på teorier om, at pandemien bunder i en laboratorielækage eller andre former for konspiration, men tænker, at Fischer mere er opmærksom på ikke at træde sine kinesiske kolleger over tæerne og undgå spekulationer.

Som læser af en bog som Virusdetektiven ender man bare med at føle sig lidt snydt – eller som skrevet tidligere uforløst. Man vil gerne have svar og en klar afslutning. Og det er der ikke.

Hvis man ønsker endeligt svar på, hvor pandemien helt nøjagtigt udspringer og hvad den skyldes, så er det ikke at finde i Virusdetektiven. Hvad der til gengæld er at finde, er et fascinerende og skræmmende indblik i en særegen branche, og hvordan man arbejder med at håndtere og inddæmme udbrud af smitsomme sygdomme.

Dét gør bogen virkeligt godt, og det alene gør Virusdetektiven værd at læse.

Boginfo
Virusdetektiven. Jagten på pandemiens udspring. Fortalt af Thea Kølsen Fischer til Lars Hvidberg. 208 sider. Udgivet på Gyldendal, 2021.

(For en god ordens skyld: Lisbet har modtaget et anmeldereksemplar. Jan har selv købt bogen.)

Læs andre dobbeltanmeldelser

Lisbet og Mikkels dobbeltanmeldelse af “Vi var fiskere” af Chigozie Obioma (2016)

Jan og Lisbets dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari. Fortalt til Lars Hvidberg (2018)

Mikkel og Anne-Grethes dobbeltanmeldelse af Det læsende menneske af Lars Theil Münster (2019)

Jans litterære prøvelser i 2021

Når man tænker på, hvor mange forskellige bøger i vidt forskellige genrer, der bliver skrevet og udgivet, så har jeg læst alt for lidt og alt for smalt i 2021. Det har jeg nok altid haft en vane med. Altså, at læse for smalt og inden for nogle få områder af interesse. I år har det dog været særligt grelt. Sådan føles det om ej andet.

Jeg læser altid meget faglitteratur, men i år har jeg stort set kun læst om vikinger, normannere og korstog – man aner et tema -, samt et lettere eklektisk rodsammen af emner. Bl.a. en fremragende bog om Shanghai og familierne Sassoon og Kaadories historie, og James Hollands lige så fremragende ’Brothers in Arms’ om briternes muligvis mest kampduelige panserstyrke nogensinde.

Men vi har jo lidt en tommelfingerregel om at anmelde nyere bøger, der er udgivet på dansk. Mestendels, om ikke andet.

Og den har jeg prøvet at holde mig til … sådan da.

Den vilde bibliotekshistorie

Hvis man er en total biblioteksnørd – og det er jeg jo -, så kan man ikke komme uden om ‘Dansk Bibliotekshistorie’, når man taler om årets store udgivelser og læseoplevelser. 

‘Dansk Bibliotekshistorie’ er et digert 2-binds værk skrevet og redigeret af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen. Nan er, foruden min gamle underviser, en herre med en god pen og en stor glæde ved biblioteksvæsnet, og det kan man tydeligt mærke.

Som navnet antyder, får man en god indføring i dansk bibliotekshistorie og lærer en masse af de ildsjæle, der har været med til at skabe det bibliotek vi kender i dag, at kende. Selv om bøgerne går kronologisk frem, kan man lave nedslag her og der, og læse om de perioder, der interesserer en mest.

For mit vedkommende er det særligt bind 2, hvor vi nærmer os nutiden og der kommer lidt mere på spil, der er interessant. For det er her, vi kommer ind på bibliotekslukninger, sparerunder og som Politikens Jes Stein Pedersen i sin anmeldelse af bøgerne kalder ”akademiseringens svøbe”.

Har man ikke fået nok af biblioteker, så kan jeg også anbefale Candida Höfers smukke fotobog ‘Libraries’, der viser bibliotekernes spændvidde verden om. Bogen indledes med en essay af bibliotekselskeren over dem alle, nemlig selveste Umberto Eco.

De ukendte kvinders bog

Jeg havde den store og udelte fornøjelse at drikke kaffe og spise citronmåne med Gry Jexen i sommers, mens vi talte om exofiktion og glemte kvindeskikkelser til podcasten ’Krydsord’. Gry var så venlig at give mig et eksemplar af sin bog ’Kvinde kend din historie’, hvilket ikke kun var usædvanligt sødt, men også gav en interessant læseoplevelse.

Bogen indeholder 50 kvindeportrætter og er tematisk opdelt. F.eks. finder man under ’Magt & Politik’ en kendt skikkelse som Ebba Strange og den for mange af os mindre kendte Dronning Dorothea, mens man under ’Uddannelse’ finder imponerende Inge Lehmann.

Udover at ’Kvinde kend din historie’ på bedste vis rammer tidsånden, så er den informativ og gør læseren klogere på nogle af de mennesker, der har formet den verden, vi lever i. Mennesker, der fortjener, lidt opmærksomhed. Eneste minus er, at Jexen hist og her godt kan have en lidt løftet pegefinger, men det er en lille ting.

En anden bog, og nu er vi ovre i det engelske og mit korstogsflip, der tematisk kunne være en fin følgesvend til ’Kvinde kend din historie’, er Katherine Pangonis’ ’Queens of Jerusalem’, der fortæller historien om Morphia af Melitene og hendes døtre – heriblandt Melisende af Jerusalem. Ikke kun udspiller bogen sig i de frankiske besiddelser i Levanten, men der er tale om en gruppe handlekraftige og viljestærke kvinder, der fortjener en mere fremtrædende plads i historien.

En digter af naturens nåde

Min gode og højtskattede veninde Sarah slæbte mig alt for sent fredag aften rundt på BogForum. Jeg var, indrømmet, en kende vrangvillig og ville egentlig helst bare over i den nærmeste bar og tylle nogle kolde GT’ere. Men Sarah var gået i lyrisk selvsving, så jeg blev nådesløst halet med rundt blandt mikroforlag og digtere.

Og det er jeg glad for.

Vi endte nemlig hos Asger Schnack, der med store glæde og passion fortalte om Ekse K. Mathiesen. Eller ESKE! som Asger glad kaldte den nu desværre afdøde digter. Som det ofte er med passion, så bliver man grebet og jeg købte den lille digtsamling ’Omveje’. Det var den absolut mindste bog, jeg halede med mig hjem fra Amagers stormomsuste vidder, men den bog, der gjorde størst indtryk.

Digtet ’Den første’ er et fornemt eksempel på Mathiesens evne til at inddrage sit lune i et digt, der emmer af naturglæde og begejstringen for de mindste dyr og ting.

Hørte i går årets første frø kvække

og jeg fandt den første storkenæb.

Og en mus, der var faldet i staver

i solvarme på kanten af den fugtige

sti, fik øje på årets første digter

og pilede forskrækket ud af digtet

ind i skoven.”

Er det ikke fint?

Jeg glæder mig om ikke andet selv til at læse meget mere af Mathiesen.

Og så kom vi alligevel viden om

Så smalt var det måske heller ikke, når det nu kom til stykket, men jeg synes nu, jeg manglede noget bredde. Jeg mangler den store danske roman, den spændende actionthriller, fagbogen, alle taler om, og så videre og så videre.

Men når det så er sagt, så bød 2021 på nogle solide, inspirerende og velskrevne bøger, der har gjort mig klogere og mere nysgerrig på verden og ting, jeg ikke nødvendigvis hverken vidste eller ved så meget om.  Og det er slet ikke så ringe endda.

Boginfo

’Dansk Bibliotekshistorie’ af Nan Dahlkild og Steen Bille Larsen, Aarhus Universitetsforlag, hhv. 374 og 416 sider, 2021.

‘Libraries’ af Candida Höfer, Thames & Hudson, 271 sider, 2005

’Kvinde kend din historie’ af Gry Jexen, Gyldendal, 335 sider, 2021.

‘Queens of Jerusalem’ af Katherine Pangonis, Weidenfeld & Nicolson, 250 sider, 2021.12.27

’Omveje’ af Eske K. Mathiesen, Asger Schnack, 49 sider, 2020.

Christens læsesammenkog anno 2021

For et par år tilbage snupsede jeg en multinørdet idé fra det norske bogbrancheweborgan Bok365. Idéen var rettet til pensionister med overdreven læsetid, men den bar samtidig teenagerens forkærlighed for lister. Aldersmæssigt er jeg nogenlunde midt imellem de to grupper, så sagen var bare bøf & fjong & bred ymer.

Man skulle skrive alle bogtitler ned, man havde læst i løbet af året. Supersuperlæseren nåede op på 100, superlæseren læste 75, og den flittige ´kun´ 50. Jeg stavede mig igennem 73, men til gengæld markerede jeg på bedste teenagervis alt muligt supplerende i Excel-arket: Var bogen købt? Var den lånt på biblioteket? Var den givet videre til en ven efter endt læsning? Osv.

Hold da helt søstjerne hvor har jeg læst mange gode bøger i årets løb (og enkelte trælse – jeg kunne jo ikke stoppe midt i bogen af hensyn til listeplaceringerne…) Det var svært at vælge tre, udskilningsløbet var benhårdt.

Den første er, kunne jeg fornemme på reklamerne i aviser og hos boghandlere, forlagets Modtryks store julesatsning på sagprosa-området i 2020, altså faglitteratur med litterære kvaliteter og gerne autofiktivt præg. Robert MacFarlanes ”Underland” blev velfortjent et internationalt hit, men mit indtryk er, at den faldt til jorden herhjemme trods et par gode anmeldelser.

Det er synd, for Robert MacFarlane er utroligt velskrivende, når han undersøger verden under jordoverfladen – i mytologi og litteratur, men mest af alt selvoplevet med vandrestøvler, fodvabler og pandelampe. Er man til rejsebøger (hvem er ikke det?) får man en rigtig fed og original oplevelse.

Lider man af klaustrofobi får man også en gyserbog, hvis effektive, billeddannende sprog stadig vækker ubehag et år efter endt læsning. Og sikkert bliver ved. Heldigvis sker det kun en-to gange – jeg siger ikke hvor…

Den tredje bog på listen var lånt på biblioteket, så dér må I gætte jer til forsiden. Til gengæld er der nisser med hipsterskæg.

Den næste på listen er i samme genre, sagprosa, men emnet er et helt andet: Verdenskunst. For år tilbage kuraterede Karl Ove Knausgård en udstilling på det gamle Munch-museum i Oslo med en lang række af mesterens mindre kendte malerier.

Bogen ”Så megen længsel på så lille en flade” (L&R 2018) indeholder Knausgårds betragtninger og overvejelser over udstillingen, over Edvard Munchs liv og – ikke mindst sit eget liv. En fin, fin læseoplevelse, ikke mindre, men ofte mere.

Min sidste anbefaling er Ben Macintyres ”Spionen og forræderen” (Gyldendal 2020), sjovt nok også sagprosa, men uden det autofiktive præg. Det er den historiebog, John le Carré aldrig skrev. Bogen drager os ind i spionverden med den sovjetiske KGB-mand Oleg Gordijevskij. Med ham i hovedrollen runder vi diplomat- og spionnetværk i København, London og Moskva.

Undervejs hører vi om amerikanske dobbeltagenter, men disse afsnit er vævet nænsomt og uforstyrrende ind i fortællingen om russerens karriere og til sidst hæsblæsende flugt til Storbritannien. Man kender den lykkelige slutning, men læseren bider negle af ren spænding undervejs.

Godt læsenytår!

Lisbets 2021 udtrykt i tre bøger

En veloplagt, debatstimulerende bog om problemerne i vores velfærdsstat, en essaysamling med eminent erindringskunst samt en gakket billedbog for børn og deres voksne, der viser, hvor suverænt et medie, den trykte bog er. Sådan ser min litterære top tre-liste ud i år. Det er helt rigtigt: Der er intet mønster at spore. Det stritter i øst og vest, og sådan er mit læseliv generelt.

En ting er sikker: Det har været et godt læseår. Tilbage under vinterens nedlukning sov husstandens skolebarn længe hver morgen. Teams-møderne i 3.A begyndte nemlig først klokken halv ti. Det gav mig god og rolig læsetid om morgenen. Og jeg elsker at læse om morgenen.

I mange uger skulle vi ikke møde andre mennesker, på café, i biografen eller noget så eksotisk som til koncert eller ryste-sammen-middag med de andre forældre. Det udløste tid til langstrakte væveseancer og masser af læsning. Så det er ikke helt med min gode vilje, at jeg ikke laver en litterær top tyve-liste i år. Men man må være tro mod formatet!

Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
Sigge Winther Nielsen har en fortid som forsker, journalist og tv-vært, måske mest kendt fra Deadline. Nu er han vice-direktør for DJØF, og dette virke kombinerer han med forfattergerningen.

I moppedrengen Entreprenørstaten tager han fat på en skarp analyse af det danske folkestyre. Problemet ser sådan ud ifølge Winther Nielsen: 700.000 offentligt ansatte går på arbejde i velfærdssamfundets tjeneste. Politikerne har hele tiden ideer til hvordan samfundet gennem reformer og nye reguleringer skal forbedres, optimeres og kvalitetssikres.

Men kæden hopper af. Det går alt for hurtigt, og det meste går op i spin. Politikerne er optaget af forandring (og presseomtale), men alt for sjældent bliver reformtiltagene udarbejdet sammen med civilsamfundet og private aktører. For det vigtigste er at fremstå handlekraftig og høste presseomtale – og så: Videre!

Det resulterer i dårlige løsninger, som er kropumulige at implementere, for eksempel i en kommunal virkelighed, hvor man arbejder med folkeskole, socialpolitik og hjemmepleje. Alt sammen komplekse og krævende områder eller store skuder, som man ikke kan vende med et snuptag.

Winther Nielsen er den grundige type. Han har dykket ned i forskningen, lavet en survey og interviewet 50 aktører, herunder folketingspolitikere, embedsmænd og journalister, der reflekterer over, hvordan og hvorfor pseudopolitik er kommet til at fylde så meget.

Det er interessant læsning og til tider også desillusionerende. Men håbet bryder frem i sidste del af bogen, hvor forfatteren opruller en række bud på, hvad der skal til, hvis vi skal løse de sammenviklede problemer. Også på den store klinge, når det handler om klimaforandringer og tech-giganternes dominans.

Entreprenørstaten er det samlende begreb. Det dækker over en særlig type stat, som med mod og klarhed vælger at fokusere på enkelte projekter og problemer i stil med en månelanding. Så stor en opgave kan ingen løse alene (det er for øvrigt det, jeg plejer at sige om børns dalende lyst til at læse). Her skal aktører fra det offentlige, det private og civilsamfundet arbejde sammen. Som Winter Nielsen skriver om bogen på Gads Forlags hjemmeside: “Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.”

Sådan!

Som en halv-djøffet type med tidligere ansættelser i staten og tre forskellige kommuner samt præference for tilskudsadministration i ascendanten har dette været årets fag- og debatbog for mig.

Forfatteren skriver letflydende, med humor og overskud. Jeg hylder en forfatter, der indleder sådan: “Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.” (fra bogens prolog.)

Derudover er Winther Nielsen serviceminded og har lavet et kondensat at hele den 383 sider lange bog, som de travle eller dovne kan nøjes med at læse.

All that is solid melts into air…..

Kaplevej 27. Et essay
Det var som at gå rundt i min mormors hus 30 år efter hendes død. Så kort kan jeg beskrive min oplevelse af at læse Lilian Munk Rösings fine essay. I tankerne vender hun tilbage til sin mormors hus. Parallelt med hendes skarpt sansende beskrivelser af detaljerne i stuen, køkkenet og husets andre rum, besøgte jeg min egen mormors hus.

Kaplevej 27 er et rækkehus i Virum. Min mormors hus i Astrup i Vendsyssel var en blanding af hus og nedlagt butik. Munk Rösings mormor boede sammen med sine to ugifte søstre. Min mormor boede alene i 14 år efter min morfars død. På trods af forskellene er der så meget, der går igen. De karakteristiske tæppefliser i gangen. Det sirligt udførte håndarbejde. Bagningen i køkkenet.

Vi behøver ingen tidsmaskiner, så lang tid vi har dygtige erindringskunstnere som Munk Rösing, der formår at trække fine linjer mellem fortid og nutid – det barn og den unge kvinde hun var, og den midaldrende kvinde med voksne sønner, hun har i dag.

Bogen har gjort mig ekstra bevidst om, hvorfor jeg ikke giver slip på min moster Elses små hæklede håndklæder. De er spor efter Else, ligesom min mormors nisse, der hvert år sidder i min vindueskarm.

Litteratursidens anmelder er også begejstret for essayet

Bogen der ikke ville læses
Lang tid inden min søn kom til verden i 2012, købte jeg En bog af Hervé Tullet. Ja, det hedder den. Den er fyldt med prikker, og når man trykker på dem, sker der alt muligt! De bliver større. De bliver mindre. Hver gang man bladrer, sker der noget. En bog er i sandhed en interaktiv bog. Jeg glædede mig til, at min dreng blev så stor, at jeg kunne læse den sammen med ham. Heldigvis elskede han den lige med det samme. Nu er han ni år, og han kan stadig bede om, at vi skal læse den sammen.

Derfor var mine forhåbninger store, da jeg læste Bogen der ikke ville læses for ham. Men her slog tweens-tilbøjelighederne alligevel igennem, og han sukkede og stønnede klagende under læsningen, mens jeg var vildt begejstret for denne uregerlige bog udtænkt at David Sundin. Bogen modsætter sig læsning på de mest vanvitige måder: Den får vinger, og den byder på nye ord, som ingen forstår såsom “klæft”, “falur” og “pojs”.

Teksten bliver større og større. Derefter mindre og mindre. Så lille at man ikke kan læse den. En kanin, der ikke har noget med sagen at gøre, dukker op halvvejs inde i bogen. Det fortsætter i den stil. Supersjovt og gakket. I juleferien vil jeg udsætte min femårige niece for Bogen der ikke ville læses. Jeg glæder mig allerede.

Bogens kræfter er voldsomme!
Forsiden emmer af mystik.

Årets læsebillede
Jeg har ikke siddet i skabet hele 2021. Men dette billede skal alligevel med. Godt nytår!

Her sider jeg i et læseskab, der godt nok ikke er beregnet til voksne. Men pyt med det. Skabet befinder sig i det børnestyrede mini-bibliotek Satellitten på en SFO i Hillerød.

Boginfo

Entreprenørstaten. Hvorfor vælgernes ønsker forsvinder op i den blå luft – og hvordan vi fikser det
af Sigge Winther Nielsen
Udgivet på Gads Forlag, 2021.

Kaplevej 27 af Lilian Munk Rösing
Udgivet på Asger Schnacks Forlag, 2021.

Bogen der ikke ville læses af David Sundin, layout og illustrationer af Alexis Holmqvist
Udgivet på Gutkind, 2021.

Listerne fra fortiden

Bogsnaks top tre 2020

 Bogsnaks bedste i 10erne

Lisbets top tre-titler 2019

Lisbets top tre for 2018

Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger (2017)

Top tre med Svend, Carina og Flunkerne (Lisbets top tre 2016)

Achilleus’ Sang af Madeline Miller

Historien om Troja og den stolte stads fald er næsten så gammel, som en historie kan blive, men i Madeline Millers hænder får den nu alligevel nyt liv.

For nok er det den samme gamle fortælling om stolthed, kærlighed og mænds hybris, hvor heroiske skikkelser som Odysseus, Ajax, Hektor, Agamemnon og et hav af andre grækere med stor fornøjelse tæsker løs på hinanden i en evig jagt på hæder og ære, men den har en anden tone og vinkel end de fleste andre fortællinger om antikken.

I ’Achilleus’ Sang’ følger vi den følsomme og lettere kejtede Patroklos, der er nok har en vigtig rolle i ’Iliaden’, men ikke just er nogen stor helt.  I det hele taget har Miller en lidt anden vinkel med et større fokus på følelser og de græske heltes mere sårbare sider end Homer i kildematerialet.

Og det klæder på sin vis ’Achilleus’ Sang’.

Achilleus’ Sang – en god bog for enhver elsker af græsk mytologi og fortællinger om kærlighed.

Men hvorfor nu en sang?

Titlen på bogen undrede mig indledningsvist, men heldigvis flyder nettet over med kloge hoveder.

Nogle gange i hvert fald.

Sange er nemlig tæt koblet til ’Iliaden’. Engang i 300-tallet f.Kr. kom ’Iliaden’ i kløerne på en flok aleksandrinske lærde, der inddelte det episke digt i 24 sange. Det ser også ud til, at man på amerikansk, om ej andet, vælger, at se ’Iliaden’ som betydede ”sangen om Troja” og ikke ”det trojanske digt”, som vi i Danmark normalvis vil sige. Det er eks. titlen på Colleen McCulloughs bog fra 1998, der også handler om Trojas fald og grækernes mange indbyrdes skærmydsler.

Men det blev også nævnt et sted, at man kunne se det som Patroklos’ sang til Achilleus og et forsøg på at holde halvgudens kreative og menneskelige side i live. Og den vinkel kan jeg godt lide.  For på en eller anden måde, så er bogen Patroklos’ kærlighedssang til sin guddommelige elsker.

En ungdomsroman i voksen klæder

Som sagt, så genfortæller Madeline Miller Homers ’Illiaden’ blot set fra den småkluntede outsider Patroklos’ side. Patroklos, der, efter at have dræbt en anden dreng ved et uheld, bliver forvist til det fjerne Phthia, hvor han møder den unge konge- og gudesøn Achilleus.

Achilleus er på mange måder Patroklos’ diametrale modsætning. Han er stærk, tilbedt og heroisk i en grad, der får den gennemsnitslige moderne superhelt til at virke som en blodsvag stakkel i trikot. Alligevel ender de to med at blive venner og med tiden fanget i den brusende forelskelse, der er kernen i historien.

Miller laver et nærmest odysseusk smart fortællegreb ved at lade Patroklos være akavet og udenfor. Det giver læseren, der heller ikke er hjemme i antikkens Grækenland, mulighed for at opdage verden sammen med hovedpersonen.

Men det er måske også romanens svaghed.

For i modsætning til hovedpersonerne fra Madeline Millers anden roman ’Kirke’, så er Patroklos nemlig ikke en specielt interessant eller har nogen særlig gribende personlighed. Han er også på mange måder meget passiv, lige indtil der, hvor det hele går galt og han dør. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ’Achilleus’ Sang’ som en ungdomsroman i voksenklæder. Det er der heller ikke noget galt i, men der mangler lidt tyngde i bogen. Særligt, når det kommer til karaktererne.

Men det er en lille ting.

Oh, den kærlighed

’Achilleus’ Sang’ er en overvejende velfortalt og underholdende dannelses- og kærlighedshistorie med stærke elementer af fantasy, hvor fokus er på vor hovedperson og Achilleus’ forhold og deres mange prøvelser.

Og her synes jeg, Miller går glip af en gylden mulighed for at vise to mænds forhold som noget helt naturligt, og ikke nødvendigvis også en kamp mod fordømmende omgivelser.

Homoseksualitet, for så vidt de gamle grækere egentlig tænkte på den måde, var ikke noget forbudt eller forkert, men noget meget naturligt og en del af hverdagen. Det skal man ikke have stødt på mange græske vaser for at have en god idé om. Den vinkel havde måske været mere interessant at forfølge end nok en roman om to elskende, der af forskellige grunde må skjule deres kærlighed.

Og det er en lidt større ting.

Jeg føler om ikke andet, at nok har jeg fået en god og velskrevet historie – ingen tvivl om det -, men kunne have fået en helt fantastisk historie.

Boginfo

Achilleus’ Sang af Madeline Miller, Grønningen 1, 2021, 357 sider.

For at hjælpe læserne lidt på vej, så er der bagerst i bogen en oversigt over de forskellige personer – guder som helte -, der er med i fortællingen.

Rasmus Hastrup har gjort et godt stykke arbejde med oversættelsen. Cadeau for det.

Bogen har tidligere været udgivet på dansk i 2013 på Turbulenz, og er Madeline Millers debut.

Portræt af en læser årgang 1951

Min onkel tog heldigvis imod udfordringen, da jeg bad ham om at være med i Portræt af en læser-serien. Han er født i 1951 og har arbejdet som lærer i forskellige sammenhænge. I denne tekst kalder jeg ham bare “onkel”. Du kan jo prøve at tænke et af dine egne familiemedlemmer ind i hans svar. Men min onkel er lidt sejere end de fleste: Han tog på langfart med ØK-skibe, da han var meget ung, og han har undervist i et åbent fængsel.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit barndomshjem?
Onkel: Læsning betød meget i mit barndomshjem. Mine forældre var brugere af det kommunale bibliotek. Før TV blev almindeligt i danske hjem, var de med i en lokal læsekreds. Det var tydeligt, at bøger havde værdi både som et middel til erhvervelse af indsigt og viden og som underholdning.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Onkel: Jeg lærte alfabetet af min søster ( 3½ år ældre) før skolestart. Jeg husker det, som om jeg hurtigt knækkede koden til læsning i 1. klasse.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn og ung?
Onkel: Af store læseoplevelser som barn og ung vil jeg nævne ”Stendolken” af Palle Lauring. Da jeg læste den, var jeg 12-13 år. Senere som 15-16-årig var jeg meget begejstret for J. D. Sallingers ”Forbandede ungdom” ( ”Catcher in the rye”)

En ægte klassiker.

Lisbet: Hvad har litteratur og læsning betydet i dit virke som lærer?
Onkel: Da jeg i mit virke som lærer mest har undervist i matematik og idræt, har litteratur ikke fyldt særlig meget – undtaget relevant faglitteratur. I en årrække var jeg dog dansklærer/klasselærer i 1-5. kl., så læseindlæringsprocessen samt højtlæsning for eleverne (Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter med flere) havde naturligvis høj prioritet. Skolebiblioteket frekventeredes regelmæssigt (skemalagt besøg).

Lisbet: Hvordan vil du beskrive din udvikling som læser gennem livet?
Onkel: Min udvikling som læser gennem livet er en underlig størrelse. Som sagt lærte jeg tidligt at læse – teknisk/færdighedsmæssigt set, men indholdet i de første skoleår sagde mig intet. Jeg kunne honorere lærerens krav til læsefærdighed – og det var så det! Jeg kunne læse side efter side uden at hæfte mig ved indholdet. Min evne til at læse og tænke samtidigt virker ukoordineret, underudviklet. Jeg læser ufattelig langsomt, selvom jeg rent teknisk kan læse hurtigt. Det fordrer stor koncentration for mig at læse en bog, fordi koblingen mellem læsning og samtidig tænkning er ufuldkommen.

Lisbet: Hvilken bog har du for nylig været optaget af?
Onkel: For nylig har jeg læst ”Pigen fra det store hvide skib” , Jesper Bugge Kold & Mich Vraa. Den læste jeg med stor interesse blandt andet på grund af sammenblandingen af fakta og fiktion (faktion). Som forlaget Lindhardt og Ringhof skriver: ”En fortælling om en gruppe danske kvinder og mænd, som forlod deres tilværelse i Danmark for at drage mod det ukendte. Det er en historie om venskaber og romantik, om landlov på eksotiske destinationer og først og fremmest om at forsøge at genfinde håbet.” Der er visse aspekter af genkendelse fra min egen tid som 17-18-årig, da jeg tog på langfart med ØK-skibe.

Du hører Kim Larsen synge Jutlandia, når du ser denne bogforside. Eller: Det gør jeg.

Lisbet: Hvem inspirerer dig til læsning?
Onkel: Min søster, som lærte mig alfabetet, er god til at inspirere mig til læsning. Hun har fornemmelse for, hvad der kunne have interesse for mig at læse. Min ældste datter gav mig ”Det du ikke forstår, gør dig klogere”, som er en samtalebog med Svend Brinkmann, Tor Nørretranders og Rane Willerslev. Den fandt jeg meget interessant, da de kommer rundt om og ind i de store spørgsmål til menneskelivet.

Så nærmeste familie er min største inspiration til læsning.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Onkel: På mit natbord ligger aldrig en bog (men en blodtryksmåler). Jeg kan slet ikke fordrage at ligge ned, når jeg skal læse.

Flere læserportrætter
Dyk ned i flere læserliv. Der er et par stykker at vælge imellem, og de er vidt forskellige.

Portræt af en nylæser
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser
Portræt af en læser i nulte
Portræt af en læser i 2. klasse
Portræt af en læsekreds
Portræt af en læser med lister
Portræt af en læsende øbo
Portræt af en gymnasieelev der læser
Portræt af en litteraturformidlende læser
Portræt af en læser i det italienske hjørne
Portræt af en kræsen læser med bred smag
Portræt af en læser i Norge