Her får du et indblik i, hvad tre forskellige, læsende mennesker anså for at være årets bedste læseoplevelser. De tre er: Lisbet Vestergaard, Christen Bonde og Jan M. Johansen. Næsten alle bøgerne udkom i 2025. En enkelt af dem har mange år på bagen. Pointen er: De gjorde indtryk på os i det forgangne år. Vi kommer vidt omkring: Fra lavmælt prosa, skønlitteratur på speed og gør-det-selv-litteratur til historiske romaner, smukt illustrerede fagbøger og en rejsebeskrivelse, der er julegaven til den reflekterende drengerøv m/k. Geografisk rammer vi også yderpolerne i form af Island, Hjørring, Irak, Nordpolen og det forgangne portugisisk imperium.

Lisbets bedste læseoplevelser 2025
De islandske forfattere skuffer aldrig. I år har jeg været berørt og beriget af læsningen af Auður Ava Ólafsdóttir roman DJ Bambi. Transkvinden Vindstille er 61 år gammel og bor i et højhus i Reykjavik. Hun går og venter på at blive opereret, sådan at hun får en krop, hun kan føle sig hjemme i. Vindstille har ingen ønsker om at leve anderledes endsige flamboyant. Ingen glittertøj til Vindstille, Hun drømmer derimod om at leve det almindelige liv, men hendes transition gør forholdet til ekskonen, sønnen og resten af familien tungt og svært. Hendes tvillingebror er dog et lyspunkt, og selv om Vindstille til tider overvejer at gå i havet og forsvinde, så holder verden fast i hende. Ikke mindst da en tidligere skolekammerat dukker op og beder om lov til at fortælle hendes historie.

At søge efter at være hjemme i sig selv er et tema, der foldes ud på en original og rørende måde i denne korte roman med store dybder. Ólafsdóttir har evnen til både at skrive stoisk, ømt, humoristisk og sorgfuldt. Hun rummer alle registrene og kan få de evindeligt skrigende måger til at minde om et græsk kor. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at nu er jeg kommet lidt tættere på, hvordan det er at være Vindstille, også når hendes liv er smertefuldt. Den gave takker jeg forfatteren for.

Hjemstavslitteratur
Romanen Gertrud skrevet af Erik Aalbæk Jensen udkom i 1956. Det vil sige, at den næste år har 70 år på bagen. Den dukkede op i mit forgangne læseår, fordi jeg har en morbror på 87 år, der er en ivrig læser. Han er pensioneret landmand, og derfor mente jeg, at Niels Krause Kjærs Ude for uden var noget for ham. Det var korrekt. Han læste den på to dage.

Min morbror Kristen Kjeldsen bor, ligesom min mor, i Vendsyssel. Han læser ny litteratur, klassikere og bøger fra de år, hvor han selv var ung. Her kommer Gertrud ind i billedet. Det er en roman, han har læst to gange på det seneste. Kristen har nemlig evnen til at vende tilbage til den litteratur, der taler til ham. Han skynder sig ikke altid videre til den næste bog på hylden. Jeg tænkte, at det var en fejl, at jeg aldrig havde hørt om eller læst Gertrud, når nu den optog Kristen så meget. Samtidig foregår bogen tæt på Hjørring, hvor jeg kommer fra, og derfor er romanen med på min 2025-liste. Det lykkedes at få fat på et ældre eksemplar, og endnu en gang sender jeg en kærlig tanke til de danske folkebiblioteker, der kan fremskaffe ALT, ikke mindst på grund af det velfungerede lånesamarbejde på tværs af kommunegrænserne.

Hvad handler Gertrud om? På bibliotek.dk står der lakonisk: “En ung pige, der har set sin far blive skudt som stikker, og de problemer denne begivenhed vedblivende skaber i hendes sind.” Men disse linjer kradser kun i overfladen.

Bogens fortæller er en tilrejsende forfatter, der for en stund bor i det lille lokalsamfund. Det er gennem hans øjne og ører, vi møder og hører om Gertrud, der er lærerinde og senere gift med den lokale præst. Gertrud er rejst langt væk fra hovedstaden, hvor hendes far blev skudt ned, men hun kan ikke komme fri af fortiden. Gennem hendes historie får vi udfoldet hele efterkrigstidens traumatiske register af skyld, vrede, skam og smerte. Aalbæk Jensens anden hovedperson, vil jeg påstå, er den vendsysselske natur, som han skildrer med de fineste, sanselige detaljer. Tænk, at ordene “Hjørring” og “juveler” kan optræde så naturligt ved siden af hinanden i samme sætning (“Stjernehavet strålede i de mørke nætter, og i stilheden hørte man efterårstrækkets første vingeslag (….) Langt borte lå Hjørring som en klynge juveler.“) Man skal beslutte sig for at bruge god tid på landskabsbeskrivelserne, for sproget rummer ældre udtryk og kræver, at man aktiverer sanserne. Men så bliver man også rigt belønnet. Jeg kan godt forstå, at Kristen taler varmt om Gertrud.

Det gode liv med lim, saks og papir
Fra en tidlig alder har jeg været besat af papir. Brevpapir, kort, glansbilleder, klistermærker, papirtape, pap, gavepapir og selvfølgelig: Papir i bøger. Jeg har her på kanten til de 50 somre genfundet mit indre barn og med begejstring kastet mig over journaling. Det handler kort fortalt om at klippe ting ud og klistre dem ind i notesbøger. Man kan lave for eksempel lave tematiske opslag (efterårsstemning, en collage holdt i orange toner eller sider kun med cirkler), illustrerede lister (over bøger, ønsker, ting man er taknemlig for) eller opslag, der samler oplevelser i stil med sommerferie- eller rejseminder. Puk Hyllested har lavet en indbydende og inspirerende bog med titlen Journaling. Skriv, skab og bliv glad, der har fundet vej til mit krea-hjerte. Intet mindre. Hun forbinder journaling med ord som “refleksion”, “egenomsorg” og “taknemlighed”.

I bibliotekernes DK5-system er bogen kategoriseret under “61.36, Psykisk sundhed” og “76.8, Læder- og papirkunst”. Jeg synes, det siger alt.

Lisbets litteraturliste
DJ Bambi af Auður Ava Ólafsdóttir, Batzer & Co., 2025, 211 sider.
Gertrud af Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1956, 158 sider.
Journaling. Skriv, skab og bliv glad af Puk Hyllested, Bogoo, 2025, 181 sider.

Christens litterære højdepunkter 2025
Som altid er det svært at vælge årets bedste bøger. Fravalget af nogle af de åbenlyse topkandidater er heldigvis blevet nemmere, fordi jeg har skrevet om flere af historiebøgerne andetsteds.

Jeg er så heldig at være boganmelder på Historie-online.dk under Dansk Historisk Fællesråd, en sammenslutning af museer, arkiver og alskens historiske foreninger.

Da min store passion som historiker er 1930erne og årtierne til begge sider, har jeg haft fingrene i bl.a.:

René Karpantschofs velskrevne moppedreng De ekstreme danskere, Charlie Krautwalds grundige Kampen om gaderne og ikke mindst Sofie Lene Baks fascinerende biografi om Olga Eggers, Triumf og tragedie. Eggers gik fra at støtte kvindekampen og Socialdemokratiet til at blive en forbenet og forbitret nazist og ekstrem jødehader resten af sit liv.

En anden anmelder snuppede Ditlev Tamms Opgør og retfærdighed for næsen af mig, men den er ønsket som julegave fra mine to skønne piger. Nu har jeg måske den at glæde mig til.

Retshistorikeren Ditlev Tamm har ny- og omskrevet sin historiske doktordisputats (han er også dr.jur.) fra 1984 om retsopgøret efter besættelsen.

Man gik hårdt til de danske nazister, men gik uden om at retsforfølge modstandsbevægelsens stikkerdrab og politikernes samarbejdspolitik med nazisterne – ”et juridisk galehus” er opgøret blevet kaldt. 

Nye synspunkter og 40 års mellemliggende forskning i besættelsens historie har givet Ditlev Tamm lyst til at tage sagen op igen. Som jeg har forstået, er den nye version på samme tid mere diskuterende og mere klar i mælet end førsteudgaven, hvilket er to store plusser i min sorte lommebog.

Jeg ville også gerne skrive om Peter Harmsens dyk ned i de SS-arkiver, der viser, hvordan man i al hemmelighed tog temperaturen på stemningen i den tyske befolkning før og under Anden Verdenskrig. Den må jeg glæde mig, for den venter ulæst på hylden.

Nu til sagen
Mit udvalg til #Bogsnak skulle efter planen have cirklet om temaet ’sne’ – med håbet om, at vi så vil få en hvid jul i år. Valget faldt på fire bøger af lige så mange forfattere, hvor jeg i forvejen er storfan af to af dem. Desværre nåede jeg kun at læse én af bøgerne før deadline, norske Erling Kagges Nordpolen. Ham har jeg ikke stiftet bekendtskab med tidligere.

Eventyreren Erling Kagge (f. 1963) er den første til at have været på alle tre poler: Sydpolen, Mount Everest og Nordpolen. Kagge og vennens Børge Ousteds ekspedition til Nordpolen i 1990 var endda den første, der ikke gjorde brug af hjælpemidler som hunde, isscooter, forsyningsdepoter osv. Desuden er Kagge jurist, forfatter, kunstsamler og et filosofisk gemyt.

Det er en bog, jeg har kæmpet med. Faktisk fortrød jeg i starten, at jeg havde planlagt at skrive om den, endda anbefale den. Men jo mere jeg læste, jo bedre blev den.  

Første tredjedel er rodet, synes jeg. De mange emner – myter, kartografiens udvikling fra antikken til renæssancen, middelalderlig trosverden osv. – falder over hinanden i forsøget på at skabe et fuldstændigt billede af Nordpolen.

Ofte bliver kronologien eller afsnittets emnemæssige fokus på forstyrrende vis blandet op med forfatterens egne kommentarer og erfaringer, hvilket virker sært påklistret. Som at mikse forestillinger og selvoplevede erfaringer i én pærevælling.

Den røde tråd bliver langt stærkere, når vi når til opdagelsesrejserne. De barske beretninger bliver af og til krydret med filosofiske indsigter, især Edmund Burkes romantiske begreb om det sublime bliver en ledetråd i jagten på de moderne polarfareres motiver – et emne, som vel er bogens hovedanliggende: Hvorfor udsætter man sig for sådan noget?

Kagge skriver allerbedst, når læseren kan mærke, at stoffet berører, som når han fortæller om sine helte, landsmændene Roald Amundsen og Fritjof Nansen, eller om den amerikanske overskurk Robert Peary. Samlæsningen af Pearys persona med romanfiguren Kurtz fra Joseph Conrads Mørkets hjerte (eller filmen Apocalypse Now!) er kostelig.

Her optræder Kagges egne refleksioner og erfaringer på en langt mere tilbagetrukket og – tør man sige det? – elegant måde. Og faktisk er de langt mere til stede i fortællingen end tidligere. De får et eksistentielt præg.

Erling Kagge har simpelthen udgivet julegaven til den reflekterende drengerøv m/k.

Glædelig jul og godt nytår!

Litteraturliste (alle bøger er fra 2025)

Historisk:
René Karpantschof: De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, Gads Forlag.
Charlie Krautwald: Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930erne, Gyldendal.
Sofie Lene Bak: Triumf og tragedie. En biografi om Olga Eggers, Gyldendal.
Ditlev Tamm: Opgør og retfærdighed. Opgøret efter besættelsen, Gyldendal.
Peter Harmsen: Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof.

Det amputerede sne-tema:
Erling Kagge: Nordpolen. Historien om en besættelse, oversat af Dorte Andersson, Politikens Forlag
Sylvain Tesson: Hvidere end sne, oversat af Nils Schultz Ravnebjerg, Den Franske Bogcafés Forlag (Forlaget Bobo).
Karl Ove Knausgård: Arendal, oversat af Sara Koch, Lindhardt og Ringhof.
Sverker Sörlin: Sne. En historie, oversat af Søren Vinterberg, Gads Forlag.

Årets bøger ifølge Jan
2025 har været et godt år for bøger, hvis man spøger mig (Jan). Som den historienørdede nørd jeg er, har jeg boltret mig i gode læseoplevelser. Det var derfor ikke nemt a vælge seks bøger til årets liste, men jeg gav mig selv de benspænd, at det skulle være bøger på dansk, de skulle være udgivet i 2025 og så skulle det være bøger med en bred appel – i modsætning til nogle af mine andre anbefalinger, der, indrømmet, kunne være lidt vel eklektiske. De benspænd gjorde det sjovt nok nemmere at udvælge en håndfuld bøger til årets liste. Lad os starte.

Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli
Nogle vil sikkert nikke genkendende til navnet Giuliano Da Empoli. Nogle kan sågar sikkert udtale det uden at lyde som en bondeknold fra Haslev som jeg selv – og måske endda have læst hans gennembrudsroman Troldmanden fra Kreml. (Og har man ikke det, så kan den kun anbefales.)

Men her er vi ovre i faglitteraturen i stil af et langt essay om moderne politik og teknologi, og Da Empolis evner med en pen fornægter sig ikke. Havde den pen ikke haft en stærk og til tider humoristisk – sort humoristisk forstås, – spids, så var Rovdyrenes tid en fuldtonet dystopi frem for den lige dele advarsel om fremtiden og indblik i nutiden, som den er.

Dyster læsning er det ikke desto mindre, for spørger man Da Empoli, så er demokratierne og den nuværende ordnede verden (hah!) ved at dø. Dræbt af en uhellig kombination og til tider sågar alliance af løbsk teknologi, endnu mere løbske tech-oligarker og ubehjælpsomme politikere.

Alt i alt en fremragende skrevet, kort bog, der kan skabe debat, eftertanke og måske også lidt frygt.

Julegavetip: Fin mandelgave til de voksne eller unge under uddannelse.

Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl
Som et neutralt og lettere opportunistisk land under Første Verdenskrig opnåede handels- og landbrugslandet Danmark, og særligt en gruppe af moralsk fleksible mennesker, stor økonomisk succes. Vores skibe sejlede med hvad som helst til hvem som helst, og vi solgte alt, hvad der med lidt kogetid og brug af billigt krydderi kunne kaldes – uden altid at være det – mad til særligt tyskerne.

Men det var ikke kun halte heste og slagteraffald, der var penge i. Spekulanter og svindlere af enhver slags trivedes også, og pengene flød som champagne rundt i samfundet i krigsårene, og de skabte ikke kun en klasse nyrige, der får den gennemsnitlige russisk oligark til at virke som et dannet menneske, men løsnede også op for samfundets normer og moralske regler, ikke mindst, hvis man var kvinde. For perioden, som Poul Duedahl skriver om, bød på valgret og kørekort til kvinder, Danmarks første lesbiske roman, kække danse og kortere kjoler (hvem vidste kvinder havde ankler?!). Alt sammen noget, der kulturelt satte dybe, langvarige spor.

Bogen er ikke kun godt skrevet og interessant, men også smuk og spækket med interessant billedmateriale. Mangler man en gave, så er  Minutmillionærer som skabt til formålet.

Nu vi taler om frigjorte kvinder, så er det svært at komme uden om Sara Alforts bøger.

Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort
Vi tager et skridt tilbage til slutningen af det 19. århundrede med Da træerne voksede ind i himlen, hvor vi følger en række historiske kvindelige kunstnere på deres vej rundt i de europæiske storbyer.

Som med Duedahls bog er der dømt fest og kalas, men denne gang med en række imponerende dannede og talentfulde kvinder som krumtap. Alfort beskriver med stor indsigt og fortælleglæde en tid, hvor kvindelige skandinaviske malere debatterede, festede og rejste Europa tyndt med overraskende stor frihed tiden in mente.

Det var en bog, jeg læste i bidder, hvor jeg tog et kapitel, når det lige faldt for, og på den måde fungerede bogen ekstremt godt. Plus, jeg lærte en masse om kunst (og glemte kvinder) undervejs. Som Minutmillionærer er der tale om en flot bog, der er meget gaveegnet.

Søfareren af Erika Fatland
Jeg absolut elsker Fatlands bøger! De er den perfekte kombination af rejseguide, historiebog og journalisme, og minder – hvis ikke man kender dem – stilmæssigt lidt om danske Puk Damsgårds bøger, særligt Arabica.

I Søfareren tager Fatland os med på rundtur i det forgangne portugisiske imperium. Og for et meget lille land i Europas udkant, er det alligevel imponerende, så langt omkring portugiserne kom, hvor meget jord de fik raget til sig, og hvor længe de formåede at fastholde deres imperium.

Det er den historie, Fatland fortæller med udgang i to spor. Den ene er et nutidigt, hvor Fatland rejser verden rundt med et fragtskib og taler med lokale kilder og karakterer, mens det andet er historisk og fortæller om stederne. F.eks. taler Fatland med en gammel general fra Guinea-Bissaus frihedskrig: ””Nu er der kun tre af os tilbage.” Brigadegeneralen smiler vemodigt og så med ét gammel ud. ”Det er svært for mig, hver gang en veteran dør. Et helt bibliotek brænder ned sammen med dem og er væk for altid.””

Bogen er en ordentlig mursten, hvilket nok kan afskrække nogle, men som med Alforts bog, så egner den sig godt til at læse i bidder.

Men der skal jo også være plads lidt skønlitteratur. Historisk skønlitteratur, naturligvis.

Lysmesse af Harald Voetmann
Der går et sejlivet rygtet om, at Stephen King var høj på kokain, mens han skrev nogle af sine tidligere bøger, og jeg kan ikke lade være med at tænke, Lysmesse var den bog, vi havde fået, hvis Umberto Eco havde været tårnhøj på et eller andet funky, da han skrev Rosens navn.

Lysmesse er nemlig en rablende velfortalt og vanvittig mere eller mindre historisk korrekt fortælling om munken Thomas af Monmouth, der i det 12. århundredes England bliver sat til at skrive om Sankt William og hans mirakuløse virke. Det kommer der en interessant historier ud, der desværre stadig kan mærkes i form af fordomme og konspirationer den dag i dag.

Der er få, der kan skrive som Harald Voetmann, når han er i hopla, og det er han unægtelig her. Sproget sprudler, men bevarer alligevel en tone og en stil, der signalerer, vi er i fortiden. Det er barske løjer, for historien er i bund og grund grum, men også både spændende og til tider ret sjov grundet Voetmanns sprog og evne til at male farverige karakterer.

Har man en historieinteresseret person i sin omgangskreds, der vægrer sig ved at læse skønlitteratur, så vil  Lysmesse  være en god gaveide.

Lad os slutte af med nok en bog med ”himlen” i titlen, og det er også årets – for mig – store overraskelse. Og ja, det er nok en historisk bog.

Floderne i himlen af Elif Shafak

Det er så her, jeg føler, jeg må indskyde, jeg ikke får løn eller gratis kaffe af de gode folk på Gads forlag. De udgiver bare nogle gode bøger med historisk indhold.

Men tilbage til de himmelske floder. Vi har igen med en bog at gøre, der bevæger sig i flere spor på tværs af tid og sted, så man skal holde tunge lige i munden, når man med udgangspunkt i Gilgamesh-eposset bliver ført til oldtidens Mesopotamien og nyere tids London, Tyrkiet og Irak, blandt andet under ISIS’ storhedstid.

Vand binder historiens overordnede tre spor sammen, for som Shafak så smukt skriver, så husker vand, mens menneskene glemmer. Vi kommer fra Assurbanipal (yes, ham med biblioteket) over en nutidig yazidis ønske om at døbe sit barnebarn i helligt vand, der fører til opdagelsen af en englænders grav, til en lettere fiktionaliseret udgave af opdagelsen af det indtil da forsvundne Gilgamesh-epos af selvsamme engænder, og så tilbage igen.

Pyh, man skal holde tungen lige i munden, men hold da op, det er en smuk, episk og til tider også hjerteknusende hård historie, som jeg skylder min kollega Karen-Margrethe Revsbæk på Roskilde Bibliotekerne stor tak for at have anbefalet. (Tak, KM.)

Havde bogen været hardcover, havde den været den perfekte og smukkeste gave, men selv i en lidt slatten softcover-udgave er den en perfekt gave til den lidt kræsne eller nysgerrige læser.

Det var seks bøger fra det rige bogår 2025, som jeg kun kan anbefale på det stærkeste.

Jans litteraturliste
Rovdyrenes tid af Giuliano Da Empoli, Politiken, 2025, 166 sider.
Minutmillionærer – gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger af Poul Duedahl, Gad, 2025, 287 sider.
Da træerne voksede ind i himlen af Sara Alfort, Gads Forlag, 2025, 319 sider.
Søfareren af Erika Fatland, Information, 2025, 695 sider.
Lysmesse af Harald Voetmann, Gyldendal, 2025, 498 sider.
Floderne i himlen af Elif Shafak, Gad, 2025, 495 sider.

Et udpluk af lister fra andre år

2016: Top tre med Svend, Carina og flunkerne
2017: Lisbets julebud: Årets tre bedste bøger
2018: Lisbets top tre for 2018
2019: Årets bedste bøger ifølge Jan
2020: Bogsnaks top tre i 2020
2021: Jans litterære prøvelser i 2021