Måned: juni 2026

Litterær sommercocktail

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Duften af syren, af hyld – og lidt af Orwell og andre forfattere. Der er sommerstemning her på bloggen. Christen Bonde, Lisbet Vestergaard og Jan M. Johansen byder ferien velkommen med en stribe læseanbefalinger. Christen lægger ud.

Et nyt møde med George Orwell
Det er Weekendavisens skyld! Måske er et bedre ord alligevel: fortjeneste.

I hvert fald pirrede begejstrede avisomtaler og -anmeldelser af to biografier om forfatteren George Orwell min nysgerrighed. Begge bøger skulle ifølge avisskribenterne være nytænkende og i en klasse for sig.

Den ene, Anna Funders Hustruskab, bliver (en del af) min sommerlæsning. At jeg købte og glæder mig til at læse Funders bog, hænger sammen med den anden.

Men vi starter et skridt tilbage. Som læsere af denne blog ved, er George Orwell kendt for sine to romaner fra den allertidligste koldkrig i slut-40´erne, Kammerat Napoleon og 1984. Den socialistiske forfatter skoser totalitarismen, ikke mindst kammerat Stalins Sovjetunionen.

De to nævnte romaner læste jeg i et tidligere årtusind. Dér regnede jeg med, at forfatterskabet var gået i vinterhi uden slutdato. Formodningen var forhastet, skulle det vise sig.

Jeg startede med Rebecca Solnits essayistiske biografi Orwells roser. Solnit er feminist, woke og socialist af den socialkonstruktivistiske slags. Hun står bag udtrykket mansplaining.

Og selvom jeg som gråhåret & halvfed road-rager uden tvivl vil have godt af at læse sådanne forfattere, så har jeg – som de unge vist siger – bare ikke haft ork.

Men nu skulle det være. Rebecca Solnits skarpe biografiske essay blev en af de største læseoplevelser i mange, mange år.

Alt for sjældent ser man Per Stig Møller i selskab med Rebecca Solnit. Men her sker det: På Christens spisebord.

                                                                                      
George Orwell fik nyt liv, og den plagede forfatter blev til det hele menneske Eric Blair (hans rigtige navn), der elskede at nusse i sin have og især med sine smukke roser.

Fokus i forfatterskabet blev i Orwells roser vendt fra de sene koldkrigsromaner til de indignerede reportager om sociale spørgsmål og den ætsende kolonialismekritik fra starten af forfatterskabet.

Ikke overraskende satte Rebecca Solnits problemstillingerne i kontakt med nutiden. Det umulige var sket: Orwell var igen blevet aktuel, revitaliseret.

Her havde jeg i årtier troet, at det sidste biografiske punktum på dansk var sat med Per Stig Møllers gamle Orwells håb og frygt (som også blev støvet af) – en koldkrigsbog om nogen.

Virkelig store doser Orwell.

Selvfølgelig læste jeg også noget af George Orwell selv, nemlig essaysamlingerne Politiske essays og I hvalfiskens bug. Førstnævnte nyindkøbt mens sidstnævnte har samlet støv på reolen i årtier. Begge samlinger har begge deres fine øjeblikke, men desværre også bedagede elementer med indforståede partsindlæg fra glemte debatter.

På et tidspunkt får jeg velsagtens læst to andre nyindkøb, Vejen til Wigan Pier og den antikvarisk anskaffede Paris og London på vrangen. Ifølge Rebecca Solnit er det empatisk socialkritik af høj klasse, så det forventer jeg.

Og så har jeg næppe ild for mere George Orwell i denne omgang.

God sommer i læseland!

Litteraturliste
Funder, Anna: Hustruskab. Mrs. Orwells usynlige liv, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, Grif 2025.   
Møller, Per Stig: Orwells håb og frygt, Gyldendal 1983 (genudgivet med ny efterskrift 2003).
Orwell, George: Politiske essays, oversat af Morten Visby, Bechs Forlag 2024.
Orwell, George: I hvalfiskens bug og andre essays, oversat af Johannes Riis, Gyldendal 2001.
Orwell, George: Vejen til Wigan Pier, oversat af Lærke Pade, Bechs Forlag 2022.
Orwell, George: Paris og London på vrangen, på dansk ved Birte Svensson, Gyldendal 1976 (tidligere udgivet under titlen Elendighedernes London og Paris).
Orwell, George: 1984, på dansk ved Paul Monrad (1950), 7. udgave, Gyldendal 1991 (nyoversat under samme titel ved Rasmus Hastrup, L&R 2021).
Orwell, George: Kammerat Napoleon, på dansk ved Ole Brandstrup (1947), Gyldendal 1996 (nyoversat som Animal farm af Rasmus Hastrup, L&R 2022, også udgivet som Dyregården, oversætter Louise H.A. Trankjær, Bechs Forlag 2021)
Solnit, Rebecca: Orwells roser, på dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Vinter Forlag 2024.

Lisbets sommerbunke
Tro mod ritualet har jeg samlet en farvestrålende buket af bøger, som jeg vil læse i sommerferien. Lige så rituelt vil jeg sidde i midten af august og rammes af mild undren over min manglende sans for realisme. Det gør ikke noget. Det hele skal nok gå.

Jeg plejer at læse en kleppert af en udgivelse hver sommer. Med kleppert mener jeg en bog på mindst 500 sider. Det princip har jeg tænkt mig at fravige i år og i stedet fokusere på flere korte bøger.

Mens jeg sidder med fødderne i koldt vand og med varme fingre på tastaturet, ruller hedebølgen hen over Danmark. Jeg kan næsten ikke huske, hvor koldt det var den aften i december 2025, hvor jeg oplevede en intim teateropsætning af Dostojevskis Et latterligt menneskes drøm. En mand sidder alene på et usselt værelse. Han har en ladt pistol i hånden og vil begå selvmord. Men så falder han i søvn og drømmer både om sin egen begravelse og om Himmeriget. Dostojevskis lille klassiker (43 små sider) om menneskenes ondskab, håbet og troen er tungt tankegods, der vil egne sig godt til en regnvejrsdag ude i den skånske skov, hvor jeg sidder sammen med familien og venter på, at lyset bryder frem igen.  

Som udgangspunkt plages jeg ikke af faglitterær sort samvittighed, men det er dog nærmest en brøde, at jeg endnu ikke har læst Ursula K. Le Guins essay The Carrier Bag Theory of Fiction fra 1986. Jeg har haft den lille lækre sag liggende et års tid, og jeg glæder mig til at få udfoldet, hvordan fiktion bør fungere som en bærepose frem for et spyd.  

To små. Dog kun, når det gælder sideantal. Ikke hvad angår intellektuel og litterær spændvidde.

Christens ode til Orwell har fået mig til at tage Orwells roser af Rebecca Solnit frem igen. Jeg tog fat på biografien, da den udkom, men så gik jeg i stå. Jeg husker, at jeg læste de forfærdende beskrivelser af kulminearbejderes liv før Orwells tid. Blandt dem var både kvinder, børn og mænd, og alle arbejdede under umenneskelige forhold. Flash forward til Theis Ørntofts essaysamling Bag litiumbjergene – Om grønne løgne og mørke håb (2026), der blandt andet handler om den brutale minedrift, der udgør grundlaget for produktionen af elbiler. Der skal sjældne jordarter til, og de bliver udvindet i Kina på en måde, der både forurener og bringer minearbejdernes liv og helbred i fare. Håbet er mørkt hos Ørntoft. Det var det nok også hos Orwell, men dog med en kærlighed til havearbejde som et antiserum til det dystre i verden. Med de briller på genoptager jeg mit bekendtskab med Orwells roser. Ørntofts essaysamling gemmer jeg til efteråret. Lige nu er jeg nummer 31 på ventelisten til bogen på mit kommunale folkebibliotek.

På min læseliste er også tre fødselsdagsgaver fra min mor: Kejseren af Portugalien af Selma Lagerlöf, Jesper Wung-Sungs Sandøs rose og Tove Janssons Stenmarken.

Jeg så den rystende gode opsætning af Lagerlöfs klassiker i teatret i november 2025, hvor Maria Rossing spillede alle roller. Teateroplevelsen har givet mig ekstra motivation til at læse bogen. Kejseren af Portugalien er Jan Andersson, en fattig svensk daglejer dybt inde i Värmland. Jan er blevet vanvittig af savn efter sin højtelskede datter Klara Gulla. Kun solen er god nok til hende. Jan skaber paralleluniverset Portugalien som en form for overlevelsesstrategi, og resten af lokalsamfundet latterliggør det. Når jeg har læst romanen, der mest af alt handler om kærlighed, vil jeg lytte til dette afsnit af podcasten Anmelderne på DR LYD, hvor Anna Sophia Hermansen deler sin kærlighed til værket.

Sandøs rose er Wung-Sungs livtag med Løgneren (1950) af Martin A. Hansen. I Sandøs rose bliver ordet givet til Johannes Vigs begærsobjekt Annemari, og vi oplever fortællingen fra hendes synsvinkel. Jeg er på forhånd imponeret over Wung-Sungs mod, og efter hans vidunderlige og sprogligt sprudlende bøger om H.C. Andersen har jeg tårnhøje forventninger til hans nye roman.

Stenmarken (1984) af Tove Jansson er en kort roman om journalisten Jonas, der rammes af en skrivekrise. Hans døtre overtaler ham til at tage med dem til en hytte i skærgården. Klipper, vand og svære familierelationer er den perfekte feriekombination. Måske ikke i virkeligheden, men set fra et læserperspektiv.

Den norske forfatter Lars Saabye Christensen har tit kaldt på mig, men jeg har ikke svaret. Nu vil jeg læse den korte roman Hr. Knapps uforrettede sager, der handler om en gammel mand, der forsøger at få livet til at gå op. Bogen begynder med, at fastnettelefonen hos Hr. Knapp er død. Det rammer en streng i mig, fordi min mor ikke længere bruger sin fastnettelefon. Da jeg fandt ud af, at jeg aldrig skal ringe til lige præcis dette nummer igen, blev jeg overvældet af akut melankoli. Hvad mon det handler om? Måske finder jeg ud af det i Saabye Christensens roman.

Sommerens faglitterære indslag bliver Marie-Elisabeth Lei Pihls Anerkendelse og identitet i litteraturen. Skønlitterære vinkler på racisme, crip og køn. Jeg fik kendskab til bogen, da jeg lyttede til et afsnit af Københavns Professionshøjskoles podcast Velfærdprofeten, der handlede om fiktion og faglighed. Lei Pihl er med, og hun fortæller om, hvordan romaner og digte kan åbne nye rum for refleksion og faglig udvikling. Hendes bog stiller skarpt på marginalisering, sygdom og moderskab, og afsættet er moderne danske og engelske skønlitterære tekster.  


Litteraturliste
Et latterligt menneskes drøm af Fjodor Dostojevskiv, Batzer & CO, 2022 (1877), 43 sider
The Carrier Bag Theory of Fiction af Ursula K. Le Guin, Literary Trust, 2019 (1988), 35 sider
Orwells roser af Rebecca Solnit, Vinter, 2021, 320 sider
Kejseren af Portugalien af Selma Lagerlöf, Gyldendal, 2025, (1914), 272 sider
Sandøs rose af Jesper Wung-Sung, Politikens forlag, 2026, 202 sider
Stenmarken af Tove Jansson, Gyldendal, 2026 (1984), 104 sider
Hr. Knapps uforrettede sager af Lars Saabye Christensen, Lindhardt og Ringhof, 2024, 155 sider
Anerkendelse og identitet i litteraturen. Skønlitterære vinkler på racisme, crip og køn af Marie-Elisabeth Lei Pihl, Syddansk Universitetsforlag, 2024, 233 sider

Togfløjter er magiske …
Jans sommerlæsning 2026
Min sommerferielæsning består af gensyn. To gensyn med bøger og ét med en forfatter.

Jeg har en lille stak bøger, jeg længe har villet genlæse, og nu skal det være! Samtidig er der kommet en ny bog af Matt Haig – den absolutte mester udi tænksom feelgood-litteratur – hvor tog spiller en rolle.

Og feelgood, rejselyst og, kan jeg se med bagklogskabens ulidelige klarhed, et element af udlængsel er fællesnævneren for alle bøgerne.

Verden rundt med tog … i 1973
Af mange årsager skrev en ung Paul Theroux Den store jernbanebasar tilbage i starten af 70’erne og satte dermed ord på rejselyst og glæden ved toget. (Noget den skarpe læser nok har bemærket går igen i min ferielæsning). Som forfatteren så fint selv skriver:

”Som dreng voksede jeg op tæt på Boston Maine-linjen, og lige siden har jeg sjældent hørt et tog køre forbi, uden at jeg har ønsket at være ombord.

Togfløjter er magiske, og jernbaner er uimodståelige basarer, der slanger sig af sted gennem landskabet, hurtigt nok til at få ens humør til at stige, men ikke så hurtigt, at ens drink skvulper over. Et tog kan føles trygt selv på de mest rædselsfulde steder – i modsætning til de anfald af panik, et fly, en osende turistbus eller en tætpakket bil afstedkommer. Er et tog stort og komfortabelt nok, behøver man ikke engang en destination; et hjørnesæde er nok, så er man en rejsende, hele tiden i bevægelse, af sted over sporene uden nogensinde at ankomme eller føle behov for det – som ham den heldige fyr, der bor på de italienske statsbaner, fordi han er gået på pension og kan køre gratis med tog. Hellere rejse på 1. klasse end at ankomme, eller, som den engelske romanforfatter Michael Frayn engang sagde med en omskrivning af et McLuhan-citat: ’Rejsen er målet’. Men jeg havde valgt Asien, og da jeg kom i tanke om, at det lå på den anden side af jordkloden, blev jeg kun glad.”

Og hvem kender ikke det uudtalte ønske om at være et andet sted? Et ønske, der, når det bliver udtalt, pludselig ikke lader sig fornægte eller ignorere.

Hvor Theroux tager os med på en tur til Asien, så kommer vi ”kun” til Portugal med den næste bog. Men rejsen er måske i virkeligheden længere …

Nattog til Lissabon
For nogle år siden sagde jeg mit job op lidt ud af det blå. Jeg vil gerne tro, at Nattog til Lissabon, som jeg læste på det tidspunkt, bidrog til beslutningen, men det er nok efterrationalisering.

Dog husker jeg at læse følgende linjer, hvor Mercier på bedste vis satte ord på mine følelser i øjeblikket:

”Jeg har ingen anelse om, hvad det nye skal være. Men det tåler ingen opsættelse, ikke den mindste. Min tid løber nemlig ud, og måske er der ikke så meget tilbage af den.”

Med andre ord: Livet skal leves og nydes, mens man har det. De ord ramte mig dybt, og det gør de stadig.

Men, kan jeg næsten høre dig tænke, hvad handler den der bog om?! Kort fortalt handler bogen om jordens måske kedeligste mand – gymnasielæreren Gregorius – der, inspireret af mødet med en bog, hopper på nattoget til Lissabon, hvor han på alle tænkelige måder møder Livet (med stort L).

Det er en bog, der kræver lidt tid, men så får man også alt det, som en bog kan give: eftertanke, glæde, empati og så meget mere. Blandt andet en ubændig trang til at hoppe på det første og bedste tog til fjerne himmelstrøg.

Og hele Gregorius’ rejse starter med en bog og et tog! Bliver det bedre end det?!

Midnatsbiblioteket på skinner
Lige siden jeg læste Midnatsbiblioteket – ansporet af en tilhører til en bogcafé – har jeg haft et blødt punkt for Matt Haig og hans bøger. Midnatstoget underbygger kun den glæde og gør det bløde punkt, ja, blødere.

Om end må jeg lettere modvilligt indrømme, at det nok også er hans svageste bog. Måske fordi man sidder lidt med følelsen af at have læst det før. Men selv den mindst oplagte udgave af Matt Haig er stadig en dejligt velskrivende forfatter, der kan gøre en glad på den reflekterende og tænksomme måde.

I dette tilfælde følger vi Wilbur, der, mæt af dage og med en fortrydelse eller to i bagagen, dør i den respektable alder af 81 år. Hvor man i en tidligere bog endte i Midnatsbiblioteket, bliver man her samlet op af Midnatstoget, der fører én gennem livets højdepunkter og lavpunkter og stopper ved dem som stationer undervejs på livets rejse. Pointerne kan vi nok alle genkende i en eller anden grad:

”Du ser aldrig det, der er lige foran dig. Du vil altid have mere. Ligesom far. Du har alt, Wilbo. Du har alt. Du kan bare ikke se det. Livet går din vej. Sådan er det for nogle mennesker. Det er det, der er forskellen på dig og mig: Livet går din vej, og du lægger ikke mærke til det …”

Midnatstoget er dybest set en fantastisk og romantisk fortælling om kærlighed og om, hvordan livet kan gå galt, hvis ikke man er lidt opmærksom undervejs. Den ender som alle gode bøger – i hvert fald dem fra Matt Haigs hånd – godt.

Togfløjter ER magiske … og livet er en rejse
Jeg håber, min ordskvalder har givet dig lyst til at læse de tre bøger. Måske endda på en togtur ud i verden med en drink ved hånden og gode venner ved din side.

Go’ ferie.

Litteraturliste
Den store jernbanebasar – med tog gennem Asien af Paul Theroux, C&K, 2017, 381 sider
Nattog til Lissabon af Pascal Mercier Tiderne Skifter, 2008, 478 sider
Midnatstoget af Matt Haig, Svane & Bilgrav, 2026, 296 sider.

Tidligere tips til sommerlæsning
Bøger til din sommerferie 2025
Hvad skal du læse i din sommerferie 2024?
Bogsnaks sommerlæsning 2022
Vi skal bare læse 2021
Bogsnaks sommertips 2020
Bogsnaks sommerlæsning 2019
Bogsnaks sommerlæsning 2018
Sommerhusets fineste forsider 2017

Portræt af en læser, der altid er på jagt efter tekster

/ Lisbet V. / Skriv en kommentar

Kulturministeriets Bogpanel er sat i verden for at følge udviklingen på bogmarkedet og arbejder med at kortlægge bogens kredsløb og den aktuelle situation for litteraturen i Danmark. Panelet udgiver hvert år en rapport med tal og tendenser. Med jævne mellemrum kommer der også specialrapporter om alt fra forandringer i forlagsbranchen og faglitteraturens status til Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur og vilkårene for oversat litteratur i Danmark.

I 2021 udkom specialrapporten Pejlemærker i aktuel forskning om læsning. Forfatteren bag er Jimmi Michelsen, der er lektor i dansk, cand.mag. og ph.d., og som underviser på læreruddannelsen ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Jeg tør ikke tænke på, hvor kompleks en opgave det har været at skabe et overblik over de mange forskningsdiskussioner og kilder til viden om læsning i disse år. Men Jimmi løste opgaven! Rapporten har et par år på bagen, men jeg vil gerne kaste lys på den, fordi den på pædagogisk vis kondenserer viden og belyser spørgsmål som:

  • Hvilke tendenser er der i børns, unges og voksnes læsevaner?
  • Hvad betyder digitaliseringen for vores læsning – og særligt læsning af litterære tekster?
  • Hvilken betydning tillægges læsning og læsefærdigheder for menneske og samfund?
  • Hvad siger den aktuelle forskning om mulige effekter af litterær læsning?

Du skal selvfølgelig selv dykke ned i rapporten og nyde læsefrugterne af forfatterens imponerende arbejde. Jimmi er i enhver henseende en professionel læser. Han er også gavmild med sine personlige læseminder i dette Portræt af en læser. God fornøjelse!

Jimmi Michelsen: Professionel læser – blandt meget andet.


Hvad er dit tidligste bogminde?
Mit tidligste bogminde – jeg har vel været 6-7 år – er meget fysisk. Bogen, det drejer sig om, er en samling af nogle af H.C. Andersens mest populære eventyr. Bogen er illustreret, og illustrationerne er fuldstændig magiske. Jeg ved ikke, hvor meget jeg rent faktisk læste i bogen. Måske kiggede jeg mere på illustrationerne. Jeg kan huske, at bogen duftede helt særligt. Af ældet papir? Af noget andet? Bogen stod i min bedsteforældres reol, og måske fordi jeg ofte bladrede i den, når jeg var på besøg, forærede de mig den. Jeg har stadig bogen. Nu står den i min reol. Den er temmelig flosset, og omslaget mangler. Når jeg dufter til den, sender den mig til lukt tilbage til min barndom.

Det er svært at gengive duften af ældet papir på en blog. Men luk øjnene og prøv…


Hvilken rolle spillede læsning i dit barndomshjem?
Jeg kommer ikke fra et læsende hjem. Jeg fattede tidligt interesse for bøger, men interessen kommer ikke hjemmefra. Den kom primært fra skolen og via skolen også biblioteket, hvor jeg lånte seriebøger, tegneserier og eventyr, som jeg åd råt. Det var – og er – magisk at læse – at blive ført ind i andre verdener, glemme tid og sted, blive klogere på mennesker og kulturer. Jeg kan huske, at jeg ofte læste de samme bøger igen og igen. Måske, fordi det aldrig var den samme oplevelse anden og tredje gang. Jeg fik hele tiden øje på nye ting. Det er jo det berigende ved læsning.

Hvilken bog var central i dine formative år og hvorfor?
Jeg er bange for, at mit svar her ikke er særligt originalt i forhold til min generation. En forfatter, der har haft kæmpe betydning for mig, er digteren Michael Strunge. Jeg kan ikke pege på en bestemt digtsamling af Strunge. Jeg mødte Strunges digte midt i 2. g i gymnasiet, og de ramte noget i mig. I dag ville jeg nok sige, at digtene kredser om erfaringer af fremmedhed, splittelse og modstand. Dengang – altså i 2. g – var jeg nok bare fascineret af noget, jeg ikke helt forstod, men som jeg samtidig fornemmede var anderledes og betydningsfuldt. Efter Strunge læste jeg Klaus Rifbjerg og Leif Panduro. I de år var jeg optaget af at forstå fædre – deres væsen og deres betydning. Rifbjerg og Panduro blev for mig et sted at undersøge mænds afstand, tavshed og indre modsætninger. Litteraturen blev en måde at nærme mig noget, der ellers var svært at få greb om – og som jeg ikke kunne få viden om andre steder.

Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Lige nu genlæser jeg nordmanden Knut Hamsuns romaner Sult (1890) og Pan (1894). Begge er jo højt kanoniserede – og med god grund. Det er både fængslende og pinagtige skildringer af mænd, der mangler fodfæste i tilværelsen, og af en verden, der hele tiden forskyder sig under dem. Bøgerne har stået i min reol i mange år, ikke langt fra Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1888–89), som jeg også genlæste for et par år siden. Jeg læser selvfølgelig også ny litteratur – det læser jeg mest af. Jeg gør det med stor lyst, men en drivkraft i det er også ønsket om at følge med. Sådan tror jeg mange har det. Vi vil gerne læse det, de andre (venner, kolleger, familie) læser. Det kan indimellem give en fornemmelse af et slags ekkokammer. Vi taler jo helst om det, der lige er udkommet, og som cirkulerer i offentligheden og i vores omgangskreds. Det fortæller noget om litteraturens værdi som social valuta – noget, der både samler os og samtidig fungerer som en diskret markering af, at man er ajour og har (god) smag.

Hvilken slags læser er du i dag?
Jeg er underviser i dansk på læreruddannelsen i Odense og forsker i skole og læreruddannelse. Jeg er med andre ord en professionel læser. Jeg læser alle slags tekster – fra sagtekster til fiktion, tekster til børn, unge og voksne – og jeg læser selvsagt meget. Når jeg læser, er det både for at holde mig fagligt ajour og for hele tiden at udvide mit repertoire af tekster til undervisningen – tekster, der kan åbne noget for de studerende og bringe deres egne erfaringer i spil. Jeg er altid på jagt efter tekster. Men jeg læser selvfølgelig også for at blive underholdt – for at opleve genkendelse, fortryllelse og chok. Det er netop sådanne erfaringer, litteraturforskeren Rita Felski peger på som nogle af de væsentligste grunde til, at vi overhovedet læser litteratur.

Hvilke bøger har betydet meget for dig i dit arbejdsliv?
Det har mange bøger. Jeg nævner tre her, som har haft stor betydning for mig de seneste år: Undersøg litteraturen! Engagerende undervisning i æstetiske tekster (2021) af Thomas Illum Hansen m.fl., Det flerstemmige klasserum (1997) af Olga Dysthe og Uses of literature (2008) af Rita Felski. En fjerde bog, jeg vil nævne, har jeg – undskyld! – selv skrevet: Selvfremstillende tekster til læreruddannelsens danskfag (2021). Jeg nævner den, fordi jeg brugte halvandet år på at skrive den – og den blev skrevet sideløbende med min undervisning og forskning. Bogen handler om selvfremstilling i kunsten og på sociale medier. Mest det første. Selvfremstilling – man kan også bruge ordet selviscenesættelse – findes i mange former og har i de senere år været en tendens inden for kunst og litteratur. Tænk bare på Karl Ove Knausgårds romanserie Min kamp, Jørgens Leths ’erindringer’ Det uperfekte menneske, Leonora Christina Skovs roman Den der lever stille, komedieserien Klovn og mange andre.

Hvem eller hvad inspirerer dig til læsning?
Jeg bliver inspireret af boganmeldelser i aviser og på sociale medier og af anbefalinger fra venner, kolleger og familie. Det er meget mund-til-mund-inspiration. Jeg har efterhånden en lang liste med bøger, jeg gerne vil læse. Jeg drømmer om en uendelig ferie, hvor jeg kan begrave mig i bøger. Men det er som sagt en drøm.

Hvilken bog har du altid lyst til at give som gave?
Ingen. Der findes ikke nogen one-size-fits-all-bog, og jeg er meget påpasselig med at tro, at familie, venner og kolleger har lyst til at læse det samme som mig. Omvendt har jeg – så vidt jeg ved – aldrig foræret en bog væk, som jeg ikke selv havde lyst til at læse. Når det er sagt: John Fowles’ næsten 700 sider lange roman Troldmanden (1977) om en ung mand, der bliver inddraget i et højst besynderligt eksperiment på en fjern græsk ø, burde alle læse. I hvert fald alle voksne. Det er en slags dannelsesroman, men den vender mange ting på hovedet, og det er flere steder ikke til at afgøre, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed.

Hvad bekymrer dig som læser?
Medierne er fulde af historier om børns manglende læselyst og læseglæde – på et tidspunkt blev ordet læsehad ligefrem bragt i spil. Også forskningen peger på, at børn og unges læsning er under pres, både i skolen og i fritiden. Jeg har selv beskæftiget mig med problematikken i en rapport (Pejlemærker i aktuel forskning om læsning, 2021), hvor jeg gennemgår en række af de centrale resultater. Der er derfor gode grunde til bekymring. Alligevel vil jeg pege på en anden og for mig mere nærliggende bekymring, nemlig de lærerstuderendes forhold til skønlitteratur. Min erfaring efter mange års undervisning i dansk på læreruddannelsen er, at kun et fåtal læser bøger i deres fritid – og at skønlitteraturen fylder meget lidt. Det er i sig selv ikke afgørende, om de lærerstuderende kender Inger Christensen, Klaus Rifbjerg eller Svend Åge Madsen. Det afgørende er, at de læser. De er jo ambassadører for litteraturen. De skal kunne vælge tekster, vække begejstring og være med til at danne deres elever som læsere.

Har du et råd til voksne, der er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Forfatteren Oscar Wilde sagde engang, at det eneste, man kan stille op med et godt råd, er at give det videre – man kan ikke selv bruge det. Nå, det er jo et bekvemt svar. Et råd kunne være at starte småt, for eksempel med en novelle, eller læse “lavt”: krimier, fantasy eller chick lit. Et andet råd er gøre læsningen til en fast vane: Læs eller lyt 10–15 minutter hver dag på et bestemt tidspunkt – og skab hyggelige rammer om det (kaffe, et sofahjørne, mobilen på flytilstand). Endelig kan det være en god idé at læse det samme som andre. En ven eller en læseklub kan være med til at holde motivationen i gang.

Flere portrætter af læsere
Jimmi Michelsen er nummer 29 i rækken af læsere, jeg har lavet interviews med.
Find de 28 andre her på bloggen.