Det var underligt: Jeg så barnevogne overalt i gadebilledet. Lige meget hvor jeg befandt mig, var der barnevogne. Måske fordi jeg selv var gravid. På et tidspunkt kunne jeg få alt til at handle om early literacy. Det handlede muligvis om, at jeg havde en dreng på tre år. Vi retter vores opmærksomhed mod det, der optager os.
Men hvorfor laver jeg et blogindlæg, hvor unge er omdrejningspunktet? Hvad er der med de unge?
Jeg har ikke en teenager i huset. Jeg er født i 1976 og føler mig ikke særlig ung, endsige ungdommelig. Ved at efterrationalisere er jeg nået frem til denne sammenhæng: Det er i år 25 år siden, jeg blev student. Det er også et kvart århundrede siden, jeg begyndte på Krogerup Højskole. Det har fået mig til at tænke på, hvordan det var at være 19 år.
I mit Facebook-feed vælter det frem med billeder af mine bekendte, der siger farvel til deres store børn på efterskoler. Min bror anbefalede en ny bog, der giver et bud på, hvorfor så mange unge mistrives i dag. Jeg slugte fire Young Adult-romaner på to uger.
Prikket over i’et var, at Tea skrev til mig. Tea er mor til en dreng, som min søn gik i børnehave med. Hun vidste, at jeg var boginteresseret, og hun havde en bog om unge og depression lige på trapperne.
Det kunne derfor ikke være anderledes: Jeg måtte lave et blogindlæg, der handler om den generation, som jeg snildt kunne være mor til. Altså ikke hele generationen.
Så derfor kan du nu møde Tea Sletved, forfatteren bag bogen Unge og depression. Du kan også læse en anmeldelse af hendes bog og få tips til både fag- og skønlitteratur, der sætter fokus på det svære ungdomsliv. Det har sikkert altid været hårdt. Men det er hårdt på en særlig måde i dag, og det skal vi snakke om og tage alvorligt. Der fik du det: Budskabet med stort B.
Interview med Tea Sletved
Tea Sletved: Journalist, forfatter og foredragsholder. Foto: Camilla Stephan.
Lisbet: Hvordan fik du oprindeligt ideen til bogen?
Tea: Det var faktisk ikke mig, men redaktør Louise Haslund-Christensen på Forlaget Strandberg Publishing. Og så hev hun fat i mig. Jeg har som journalist skrevet meget i den genre, når livet gør ondt på en eller anden måde.
Lisbet: Hvorfor har du skrevet den?
Tea: Emnet optager mig som sagt fagligt, og så har jeg flere gange oplevet depression tæt på. Jeg synes, der er et skrigende behov for mere viden om depression. Og om, hvordan man kan hjælpe. Det er skørt, en så almindelig sygdom stadig er et tabu. Hvilket jeg kun er blevet mere overbevist om efter mit arbejde med bogen.
Lisbet: Hvordan har du grebet opgaven an?
Tea: Det største arbejde har været at finde unge, som ville stå frem og fortælle deres historie. Men det har været godt givet ud. Både fordi de som er endt i bogen simpelthen er så vanvittigt gode til at fortælle, så man kan mærke det og bruge det til noget. Men også fordi, at jeg i min søgning efter de helt rigtige har talt med så mange, mange unge mennesker og har lært noget af hver eneste historie. Hvad angår det faglige har jeg haft et forrygende samarbejde med bl.a. Maj Vinberg, overlæge og professor i psykiatri. Det var som at interviewe et leksikon. Et varmt et med glimt i øjet.
Lisbet: Hvordan har det været at samarbejde med de unge, der fortæller deres egne historier?
Tea: Meget lærerigt, inspirerende og hjerteknusende. Det er nogle barske historier. Men på en eller anden måde har de også givet mig troen på, at det kan blive godt igen – især hvis det bliver opdaget i tide og behandlet. Måske bliver livet så noget andet bagefter, end det vi alle havde gået og tænkt, men det kan blive godt på sine nye præmisser. De unge har lært meget mere om sig selv, end deres jævnaldrende. På den hårde måde.
Hvad har det betydet for din skriveproces at have de unge med?
Tea: Det, jeg er allerbedst til, er at få folk til at fortælle deres historier og så skrive dem ned, så de kan og vil stå ved at have delt det allersværeste. De her unge har delt så gavmildt og modigt. Og jeg har selvfølgelig har haft mange overvejelser i forhold til etik, kildehensyn, osv. undervejs.
Lisbet: Hvad drømmer du om at bogen kan komme til at betyde – både for unge og deres forældre?
Tea: Det lyder lidt plat, men hånden på hjertet, så bliver jeg simpelthen så glad, hvis bare der er nogle få læsere, som finder hjælp i den. På et mere overordnet plan, så håber jeg at den kan bidrage til mere viden om depression generelt i vores samfund. Og ikke mindst, at vi tør tale mere med hinanden om det. Så færre skal føle sig forkerte bare fordi, de har fået en sygdom.
Bogen om depression:
Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen
Det er alle forældres skræk: At deres børn ikke trives. Som mor eller far til unge kan det være svært at finde balancen mellem at lade dem leve deres eget, selvstændige liv og have følingen med, hvordan de egentlig går og har det. Det kan også være svært at vurdere, hvornår noget er almindeligt, forbipasserende teenage-fnidder og hvornår der begynder at komme en diagnose ind i billedet.
Der er en del år til, at min søn bliver ung. Han tosser rundt i 2. klasse og hygger sig med lyssværd, iPad, løbehjul, Anton, Asbjørn, Birk, Hugo og alle de andre gutter i klassen. Alligevel blev jeg ramt af Bogen om depression, for ingen ved, hvilket ungdomsliv det enkelte barn går i møde, og hvad der sker i det enkelte sind i de formative år.
Tea Sletveds bog er først og fremmest henvendt til unge. Men den er også til dig, der kender en ung, som har en depression. Så forældre, tanter, onkler og bedsteforældre kan også læse med og blive klogere på et svært emne.
Bogen bygger på forskning inden for området, og Tea Sletved har kogt den komplekse viden ned til en overskuelig bog, der også rummer konkrete råd til, hvordan man her og nu kommer videre.
Hvordan ved man, at man har en depression? Hvordan kan man blive påvirket af symptomerne? Hvordan får man det bedre? Hjælper det at tage medicin? Hvordan kommer man tilbage til en holdbar hverdag, når depressionen letter? Disse vigtige spørgsmål kan man finde svar på i bogen. Alle disse kapitler ville i sig selv gøre bogen god og hjælpsom.
Men det, der gør den helt speciel, er Karla, Natasja, Petter, Emma, Rosa og forældreparret Kim og Dorthe. Disse mennesker af kød og blod fortæller deres smertefulde historier om at have en depression og have et barn med en depression. Der er billeder af dem, og det er stærkt og rørende at se deres ansigter og læse om deres kamp for at få mod på livet igen.
Der tales meget i skolesammenhæng om, at vi skal skabe livsduelige unge, der kan klare udfordringer og eksistentielle rutsjeture. Bogen om depression gør det krystalklart, at nogle nedture bliver så svære og langvarige, at de risikerer at give unge alvorlige ar på sjælen. Det kan være svært at bede om hjælp, og derfor skal vi som samfund og enkeltpersoner vide mere, aftabuisere emnet og være bedre til at læse og handle på signalerne fra depressionstruede unge. Jo hurtigere de kommer i den rette behandling, jo hurtigere kan de få det godt igen og måske endda synge med på TV2’s evergreen: “Kys det nu, det satans liv.”
Bogen er skrevet til unge mellem 15 og 25 år. Andre kan roligt læse med.
Bonustip: Hør Tea Sletveds podcast om depression. Den hedder Det er ikke min sjæl, den er gal med.
Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykiske syge
Har dit barn en sweatshirt fra Kvickly, hvor der hen over brystet er påtrykt udsagn som “Live to the max” eller “Give it all you got!” Har du nogensinde undret dig over, hvorfor der står så bombastiske imperativer på et stykke almindeligt børnetøj? Hvad er der med de udsagn?
Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær bruger trøje-eksemplet i sin korte og koncentrerede bog Utilstrækkelig til at vise, hvad der præger unges liv i dag. Hvorfor er der så mange, der har det skidt?
Vi er gået fra et forbudssamfund til et påbud, skriver Hjortkjær. For ganske få generationer var der masser af ting, unge ikke måtte gøre: Fri sex? Nej. Børn uden for ægteskab? Nej.
Der var klare grænser. Det havde mange ulemper, men det gode var, at alting ikke handlede om den enkelte. Der var regler og ydre rammer defineret af nogle andre (de voksne). Unge i dag vokser op med et påbud om at gøre deres bedste, levere gode resultater, være en god ven, en god søn og en god samfundsborger. Hvordan skal man nogensinde kunne gøre det godt nok? Det er umuligt. Man kommer til at føle sig utilstrækkelig. I stedet for at vende følelsen af ikke at slå til og den deraf følgende skam ud af, så vender mange unge det hele indad. Det er som en gift.
Så kort kan man udtrykke Hjortkjærs hovedpointe, men jeg vil kraftigt anbefale, at du tager den mere udfoldede og filosofiske version, som bogen byder på. Hvis du skal have en (lille) pause fra Svend Brinkmann, så er Hjortkjær manden at vende blikket mod.
Det ekstra gode ved hans refleksioner er, at han har tæt kontakt med unge hver dag, fordi han arbejder som højskolelærer. Så han har fin føling med dem, det hele handler om.
Mørk i sit udtryk – og ja, det er ikke en festlig bog. Men indsigtsfuld og tankevækkende.
Og så drukner jeg
Gymnasieeleven Josefine i Ditte Wieses roman fra 2019 er alt det, som Hjortkjær skriver om, bare i skønlitterær form.
Hun brillerer i skolen, er tynd, pæn, arbejder som frivillig, fester med vennerne og har den perfekte kæreste. Men hun er også på betablokkere, lider af kronisk søvnunderskud og overvældes af angstanfald. Især når hun er tæt på vand. Som barn var hun tæt på at lide druknedøden, og den traumatiske oplevelse har hun aldrig rystet af sig. Så det er en stor overvindelse, da hun skal indløse et gavekort fra sin storebror: Et kajak-kursus. Men læreren har et helt andet blik på hende end resten af omverden. Det ender med at blive Josefines redning.
Som i mange andre YA-romaner glimrer forældrene ved deres fravær. Josefines forældre har ingen idé om, hvor slemt deres datter har det. De har alt for travlt med deres egne liv, karrierer og parforholdskrise.
Alting ender med at gå i stykker i Josefines liv, og forældrenes skilsmisse sætter en fed streg under det. Hendes maniske, digitale kalenderplanlægning (også af de rigtige opslag på Instagram) kollapser. Løgn på løgn afsløres.
Bogen er skrevet så sprogligt præcist og elegant, at jeg blev ramt af en slags hektisk nervøsitet og følelsen af at være bagud hele tiden. Det er ikke en behagelig bog at læse, men den er nødvendig, og der er det berømte håb til sidst. For Josefine ender ikke med at drukne. Hun starter på en frisk. Jeg trak vejret noget lettere på de sidste sider af romanen og følte lettelsen strømme gennem kroppen.
Bogen er en vigtig reminder om, at man ikke kan planlægge sig ud af alting her i livet, og at nærvær er vejen til at opdage, hvad der gemmer sig under andres facader. Glansbilleder er aldrig hele virkeligheden.
Bonustip: Ditte Wiese er med i et afsnit af Københavns Bibliotekers podcast Børnebogcast. I afsnittet fortæller Wiese om Og så drukner jeg og hendes debutroman Provinspis. Til sidst anbefaler hun også titler til de unge læsere.
Tæt på at drukne: Hård og flot forside til en hård og flot bog.
Det øjeblik du tvivler
Sarah Engell er en af landets YA-dronninger, og hun har begået endnu en rystende, stærk roman, som man får ondt i maven af at læse.
Engell skriver helt suverænt om unges liv anno 2020. (Måske må jeg ikke sige det, når jeg selv er 44. Men det gør jeg alligevel.)
Det øjeblik du tvivler handler om Vigga på 18. Hun bor alene i en lejlighed i København, har næsten ingen kontakt med sine forældre og er helt dedikeret til subkulturen aggressive inline skating. Hun kæmper for at vise, at kvinder også kan lave vilde og modige stunts på rulleskøjter, og hendes talent skinner igennem. Ingen er i tvivl om, at Vigga har power.
Vigga har holdt sig væk fra det med kærester, for det tager fokus væk fra skater-livet. Men hun falder alligevel for den charmerende og følsomme William på 22, der går på CBS (det ville ikke være det samme, hvis han var franskstuderende på Det Humanistiske Fakultet. Det ved jeg bare.)
The plot thickens, og herfra begynder Vigga at modtage trusselsbeskeder på Instagram, der ender med at lamme hende på uhyggeligste vis. Bogen kulminerer i en perfekt storm af hævnporno og vold, og jeg fik det næsten fysisk dårligt af at læse denne del af bogen. Men håbet og ømheden i form af gamle venner er heldigvis også en vibrerende streng gennem fortællingen. Pyha.
Det øjeblik du tvivler er en af den slags bøger, der er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt. Jeg stormlæste den på en solvarm lørdag i august. Både varmen og bogen, gjorde mig lidt ør. Min familie kunne ikke komme i kontakt mig.
Samtidig har bogen også mange fine dansklærerlag i sig. (Tak til Ditte Wiese for at introducere dette udtryk i ovennævnte afsnit af Børnebogcast. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at bruge det igen og igen.)
Hvis du er dansklærer, så kommer her et fagligt tip: Trine May har udarbejdet et gratis undervisningsforløb om bogen. Målgruppen er elever i udskolingen. Du finder materialet på Carlsens hjemmeside.
Mærk faren, energien og kraften på godt og ondt i romanforsiden.
Satans yngel
Aldrig har jeg været så godt underholdt af en fødselsdepression. Det er sådan noget, forfatteren Sanne Munk-Jensen kan.
Satans yngel fra 2010 er bog nummer to med Alma som hovedperson. Hun optrådte først i Sanne Munk-Jensens En dag skinner solen også på en hunds røv fra 2007, som i Berlingske Tidende fik betegnelsen “Per-fucking-fekt!” Det er store ord i Berlingske Tidende.
Jeg har Satans yngel stående i min reol på samme hylde som de første tre bind af Knausgaards Min kamp. De dage, hvor jeg har råbt og skreget af mit nu otteårige barn, fordi han ikke vil tage tøj på eller slukke for iPad’en, tager jeg bogen frem, kigger på forsiden og tænker: “De findes jo ikke – de der evigt blide mødre. Nogle gange synes vi bare, at afkommet er satans yngel. Og det er ikke vores skyld.”
Alma går på universitetet og er kæreste med Tobi. De skal have et barn, men Alma har mildt sagt svært ved bare at glæde sig. Hun er i tvivl, prøver at forberede sig, skøjter rundt i et hormonbad blandet op med tanker om sin egen barndom, der var langt fra lyserød. Imens giver veninden, der selv lige er blevet mor, gode råd om valg af autostol og sutteflasker. Åh, hun er så klog på det hele. Det er ikke til at bære.
Som en ekstra, pikant krølle når Alma også at fifle lidt rundt med sin underviser fra uni, der er 36 (sooooo old) og nybagt ungkarl. Det er noget værre rod. Præcis ligesom livet.
Bogens sidste del handler om fødslen og den første mareridtsagtige tid med spædbarnet, der skriger hele tiden. Alma er afmægtig og desperat, og man føler med hende. De der små væsener med røde ansigter og sprællende lemmer, der ikke kan fortælle, hvorfor de er så rasende: Det er jo til at blive sindssyg af!
Det er kun til at komme igennem, fordi Munk-Jensen har det mest veloplagte og humoristiske sprog, man finder her til lands, fyldt med hylende sjove replikker og ironi.
Lille baby-Gerda ender da også med at blive mere medgørlig, og Tobi og Alma går hånd i hånd ind i forældreskabet. Inden da har Alma fået kontakt med sin far efter mange års radiotavshed, og dermed er ringen sluttet. Slægt skal følge slægters gang. Amen.
Hvis ikke man lærer det før, så lærer man det i hvert fald, når man får børn: Ingen kan gøre det hele perfekt, og det er heller ikke meningen.
Det yndige liv som ung mor med satans yngel: Forsiden giver en appetitvækker på romanens humor.
Boginfo
Bogen om depression: Hvordan du som unge kommer igennem depression og får det godt igen af Tea Sletved. Strandberg Publishing, 2020.
Utilstrækkelig: Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge af Christian Hjortkjær. Klim, 2020.
Det øjeblik du tvivler af Sarah Engell. CarlsenPuls, 2020.
Og så drukner jeg af Ditte Wiese. CarlsenPuls, 2019.
Satans yngel af Sanne Munk-Jensen. Gyldendal, 2010.
Mød de unge læsere
Her på bloggen har vi tidligere bragt portrætter af unge, der læser for deres fornøjelses skyld, og som er gode til at sætte ord på deres læsepræferencerne. Mød Josefine og Julia!
#bogsnak 