Lisbets top tre for 2018

Diversitet er et nøgleord i dette blogindlæg. Fra norsk verdenslitteratur til en personlig fortælling om eksil, humanisme og biblioteker. Fra børnelitteratur med drabelige robotter til det sødladne feel-good-univers i en skotsk romance. Hov! Det var jo fire titler – ikke tre. Jeg tillader mig at introducere kategorien: Årets bedste guilty pleasure. Den er selvfølgelig beskrevet til sidst. Først letmælk, sild og rugbrød. Så marcipan og nougat.

Norsk romanserie af mytiske dimensioner
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg griber selvfølgelig begærligt muligheden for at anbefale den samlede trilogi.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag. Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser. Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder mange, heftige priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Bonusinfo: Første del af serien er solgt i 170.000 eksemplarer i hjemlandet Norge. Vi lader lige det tal stå og tale for sig selv.   

Tricoloren i norsk udgave. 

Mod til at tvivle
Min medblogger Jan og jeg var i vores dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre enige om, at en af årets stærkeste bøger havde Ahmed Akkari som hovedperson.

Jeg tillader mig at citere Jan: “Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle. Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.”

Læs hele dobbeltanmeldelsen fra maj 2018 her

En hyldest til bøger og biblioteker. 

Robotten kan skide
En god højtlæsningsbog er også på min hitliste i år. Min dreng Aske på seks år er så småt færdig med Flunkerne, Sigurds Danmarkshistorie og Peter Pedal. Nu kan vi godt læse lidt mere avancerede bøger for ham uden illustrationer.

I efterårsferien var Morten Dürrs spændende sci-fi -historie på læseprogrammet, og hele familien var godt underholdt. Hovedpersonen Konrad bor på børnehjem og ønsker sig en ny familie. Men det er ikke så nemt, for voksne adopterer ikke længere rigtige børn af kød og blod. De adopterer robotbørn, der til forveksling minder om ægte børn! AI flimrer på den indre nethinde.

Konrad er en smart knægt, og han finder ud af, at der er en vej frem: Han vil lade som om, han er en robot. På den måde får han en ny familie, men det viser sig desværre, at den er forfærdelig….

Vi slugte bogen og følte med Konrad, der kommer ud for så meget grumt i en fremtid, der måske ikke er så langt væk. Og pyha: Historien endte godt. 

robotten kan skide

En perfekt bog for børn og deres forældre, der er fascinerede af robotter. 

Årets guilty pleaure: Den lille butik med lykkelige slutninger
Som at synke ned i et varmt karbad, mens man drikker prosecco og lytter til Sade. Som at sidde i sofaen en råkold vinterdag med varm kakao, en kattekilling og Love Actually kørende på fjerneren for 27. gang. Sol gennem regn. Latter gennem tårer. 

Sådan er det at indtage Jenny Colgans charmerende, skotske chicklit-roman om Nina Redmond, der har et inderligt forhold til bøger. Hun arbejder på et lille bibliotek i London, der skal lukkes og laves om til (gys!) luksuslejligheder. Nina har drømme om at åbne sin egen boghandel, og nu får hun et gevaldigt skub til at realisere dem. Nød lærer nøgen kvinde etc. Eller rettere: “nød lærer fyret bibliotekar at købe noget af en brugtvognsforhandler”. En flot, men slidt kassevogn bliver omdannet til Jennys rullende boghandel, og hendes kunder bliver fundet i det skotske højland, hvor naturen er smuk og vild. Ligesom heltinderne i Jennys yndlingsromaner.  

Den lidt sagtmodige Jenny kommer selvfølgelig ud for diverse delikate, romantiske forviklinger undervejs i denne søde roman, der for mig føltes som den skønneste guilty pleasure i 2018.

Jeg er også pjattet med forfatterens forord, der handler om at tiltuske sig tid til læsning på mærkelige tidspunkter. Hun kommer også med gode, praktiske tips: Hvis du læser en ebog i badekarret, kan du med fordel bruge din næse til at swipe til næste side.

I love it!    

Forsiden siger det hele. Bøger, busser, grønne enge, en mand i kilt og en søgende kvinde. 

Boginfo
De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne af Roy Jacobsen 
Udgivet på Rosinante i henholdsvis 2014, 2017 og 2018. 

Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari fortalt til Lars Hvidberg
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Robotten kan skide af Morten Dürr
Udgivet på Forlaget Plot, 20188.

Den lille butik med lykkelige slutninger af Jenny Colgan
Udgivet på Rosinante, 2018.

Tidligere års top tre

Lisbets bud på årets bedste bøger 2016

Lisbets bud på årets bedste bøger 2017

Portræt af en dimittend der læser

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig. 

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?  
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel  Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Opslag fra en alvorlig bog.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

En moderne klassiker

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser i nulte

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

‘

En væsentlig bog, der forhåbentligt udrydder fordomme om udsatte mennesker

Måske husker du den storm, der raserede i medierne for et par år siden om ”Dovne-Robert”. En mand, der offentligt erklærede, at han ikke ønskede at gå på arbejde fordi der var visse jobs han følte sig for god til at tage og derfor foretrak at være på kontanthjælp i stedet.

Politikere og borgere raserede og mennesker på kontanthjælp blev – om muligt – lagt endnu mere for had end de var i forvejen. Kontanthjælpsmodtagere hører til blandt de fattigste mennesker i Danmark og det sidste de har brug for er nok, at de alle bliver sat i bås med ”Dovne-Robert” – både fordi det er fordomsfuldt at tænke sådan, men også fordi det ikke hjælper på folks situation, at blive lagt for had.

Tidligere i år (2018) udkom bogen ”Stemmer fra dybet”, der er en antologi.

Bogen består af 12 fortællinger om 12 virkelige personer, der er havnet på kontanthjælp og sidder fast i et system, der er sat i verden for at hjælpe folk, men som i virkeligheden ofte modarbejder det menneske, som det er sat i verden for at hjælpe.

Ingen af disse 12 personer minder om ”Dovne-Robert”, det er i stedet mennesker, der har været uheldige og som derfor er havnet i en uhensigtsmæssig situation.

Vi møder bl.a. 53-årige Maria, der er uddannet cand.mag fra RUC og som i en længere årrække har været ansat som kommunikationsmedarbejder. Efter en fyring i 2010 søgte hun uden held jobs mange steder – også jobs hun var overkvalificeret til. Efter to år på dagpenge kom hun på kontanthjælp og blev tvangsaktiveret fra dag 1 – ud i et såkaldt nyttejob sammen med andre i samme situation.

Du kan i denne bog også læse Lasses historie. Han er 31 år og har også taget en uddannelse og haft fast job. Desværre blev han ramt af akut, lymfatisk leukemi. På grund af sin sygdom havnede han i et beskæftigelsessystem, der modarbejdede ham på trods af, at han allerede havde sin sygdom og skrantende økonomi at slås med.

”Stemmer fra dybet” er fortællinger fra virkeligheden.

Fortællinger, hvor du bliver tvunget til at revidere din mulige opfattelse af, at alle på kontanthjælp er nogle dovne svin, der ikke gider lette måsen til andet end, at hæve den ”fyrstelige” sum, som kontanthjælpen består af hver måned. Man kan være provokerende og spørge: hvis du oprigtigt mener, at det er fordelagtigt at være på kontanthjælp med de tilskud man kan få, hvorfor gider DU så gå på arbejde hvis du synes dem på kontanthjælp har det så fremragende og nemt?

Du bliver klogere efter at have læst denne bog da du finder ud af, at mange faktisk har været uheldige, at de fleste faktisk gerne vil forsørge sig selv i stedet for at blive mistænkeliggjort af folk i beskæftigelses-industrien, der opfører sig som om de faktisk ikke vil have dig i arbejde. Hvad skal de lave hvis alle folk kommer i arbejde? – så er det måske DEM, der havner på den forkerte side af bordet, hvor de bliver mistænkeliggjort for at være på kontanthjælp.

”Stemmer fra dybet” er på mange måder skræmmende og forstemmende læsning. Jeg fristes til at sige, at det er en bog med fortællinger fra en beskæftigelsesindustri, der har spillet fallit, hvor man ikke har tillid til sine medmennesker og hvor din værdi som menneske ser ud til at afhænge af din indtægt og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvem er taberen her, er det beskæftigelsesindustrien eller er det dem, der har været uheldige i tilværelsen?

Jeg synes der her er bedrevet en væsentlig og interessant bog, der forhåbentlig kan være med til at ændre på det negative billede, der ofte eksisterer af kontanthjælpsmodtagere.

Jeg kan ikke andet end, at anbefale andre at læse denne bog – men det forudsætter selvfølgelig, at du er modtagelig for at ændre din mulige opfattelse af hvem menneskerne på kontanthjælp er – for de er absolut ikke tabere, misbrugere eller ”Dovne-Robert” – de er bare så uheldige, at det er her de er havnet.

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser

Her er årets julegaveide: “Omar – og de andre” af Aydin Soei

Hvor ofte hæfter du dig ved nyhedsindslag om andengenerationsindvandrere?

Tænker du, at der ofte kommer indslag om unge mænd, der er anden-generations-indvandrere – og tænker du, at der ofte er indslag om, at der er ballade eller kriminalitet? I så fald er du sikkert ikke alene om at tænke sådan, men – hånden på hjertet – hvor meget ved du egentligt om emnet?

Har du nogensinde taget dig tiden til at tale med en af disse såkaldte ”vrede unge mænd” – eller har du kun din information baseret på dine egne fordomme? I så fald er du sikkert heller ikke alene.

Nu er der udkommet en bog, hvor sociologen og forfatteren Aydin Soei har interviewet flere af disse unge mænd og den har fået titlen ”Omar – og de andre”.

”Mange har en følelse af at være andenrangsborgere.
Og dét, at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.” (fra bogens bagside).

Sådan lyder det fra en af de ”vrede unge mænd”, som sociologen og forfatteren Aydin Soei har talt med til bogen ”Omar – og de andre”.

Denne bog er en fortsættelse af bogen ”Vrede unge mænd” der udkom i 2011, men den kan sagtens læse uden at man har læst bogen fra 2011 da enkelte af kapitlerne går igen i nye og opdaterede versioner. Nogle af de unge mænd, som forfatteren talte med dengang er blevet interviewet igen og blandes med interviews med andre nye stemmer.

Jeg synes, at Aydin Soei med denne bog har bedrevet en saglig, redelig bog om en gruppe i samfundet, som de færreste af os har brugt ret meget tid på. Det er måske en del af fejlen hos etniske danskere, at man ikke har sat sig ordentligt ind i tingene og for en dels vedkommende er ramt af fordomme. Ved at læse denne bog har du og andre dog muligheden for at blive klogere på emnet ”vrede unge mænd”.

Man skal lige over 200 sider ind i bogen for at stifte bekendtskab med den Omar, der lægger navn til bogens titel. Det er bestemt ventetiden værd. Omar er navnet på den unge mand, der i 2015 stod bag angrebet på Krudttønden i København – og som efterfølgende døde da han blev skudt.

Herudover møder læseren også en anden mand ved navn Omar, der tidligere har været syrienskriger, men nu hvor han har passeret de 30 har ønsket om familie og et normalt liv vundet over vreden. Man kan sige, at han er en mønsterbryder idet han har taget afstand fra sin tidligere tilværelse.

”Omar – og de andre” er en bog på 360 sider, men den er ikke en eneste side for lang.

Der er gjort et grundigt forarbejde for at skrive denne bog – og en af de vigtigste pointer i bogen er nok, at det er væsentligt ikke at sætte alle disse unge mænd i samme bås. De er forskellige mennesker og som de fleste mennesker har de ønsket om accept, om at høre til og om at skabe sig et normalt liv med familie og arbejde.

Jeg har oplevelsen af, at være blevet klogere efter at have læst denne bog – at være blevet oplyst om et emne, som jeg dybest set ikke har haft ret meget viden om på forhånd.

Hvis man interesserer sig for samfundet og ikke er bange for at få aflivet en fordom eller to synes jeg man skal læse ”Omar – og de andre”. Det er en velskrevet, relevant, redelig og meget fin bog, der burde være obligatorisk læsning for politikerne inde på Christiansborg (også kaldet ”Døve- og blindeinstituttet”).

Læs denne bog – og læs den gerne højt for dine omgivelser – det værste der kan ske er, at du bliver klogere.

Farvel til fødegården

Min mor er ved at pakke sammen, rydde ud i viskestykkerne og give møbler væk. Klaveret er blevet hentet af naboens voksne datter. Bøgerne er for længst sorteret. Som gammel skolebibliotekar ved min mor noget om at trimme en bogsamling.

Hun skal flytte fra Vestergaard, hvor hun har boet i 50 år. Adressen er Astrupvej 900. Det lyder, som om det er virkelig langt ude på landet, men bussen til Hjørring går lige uden for døren. Det tager kun 15 minutter at komme ind til Metropol, som er det storladne navn på det lokale shoppingcenter. Det huser for øvrigt et af Danmarks bedste og mest inspirerende folkebiblioteker.

Min mor siger farvel til det hjem, hvor hun sammen med min far fik en søn og to døtre. Afstanden mellem den ældste og den yngste er 13 år. Det betød, at de havde hjemmeboende børn i hele 32 år. Husets indvendige look har ændret sig meget undervejs. Men det har hele tiden været mit og mine søskendes barndomshjem. Basen, udgangspunktet, den samme gårdsplads, de samme klinker i gangen, det samme lyseblå badeværelse. I slutningen af 1990erne nåede jeg bo otte forskellige steder i København. Der var det ekstra rart at have en fast adresse på Astrupvej 900.

img_1959-1

Et billede af den gamle kostald, hvor der ikke har været kreaturer i over 50 år. Men min far havde sit eget bilværksted i stalden. Her reparerede han veteran-Saab’er i hundredevis af timer.

Fra øst til vest og fra gård til hus
Min far voksede op på gården. Da han blev gift med min mor i 1968, flyttede hun fra den ene side af landsbyen Astrup til den anden. Fra Østergaard til Vestergaard. Hun var 21. De var to frem til 2011. Så blev min far syg og døde, og folk begyndte at spørge min mor, om hun ikke var bange for at være alene. Om hun ikke skulle over til sine tre børn, der alle boede i København. Niks, nej, overhovedet ikke. ”Det er jo her, jeg har mit liv!” sagde hun. Med eftertryk. Livet er venner, søskende, svigerinder, naboer, gamle kolleger og nye bekendtskaber. København er kun en tre timer lang rejse væk med fly. Lidt mere med DSB. Men det er så dejligt at sidde og læse i toget, siger min mor. Altid konstruktiv og pragmatisk.

Nu skal min mor flytte i et mindre hus, hvor der ikke er så meget have at se til. Hun har masser af energi, men det tager tid at luge en gårdsplads og slå adskillige græsplæner. Det fornuftige er at flytte, mens der er overskud. Logikkens stemme er klar.

Vi går vist alle rundt og frygter melankolien. Men behøver den at komme frem? Hvornår? Når flyttebilen kommer på fredag? Når hun slår plænen sidste gang?

I denne mærkelige periode prøver jeg at vænne mig til tanken om, at jeg ikke længere skal hjem til Astrupvej 900. Jeg er stødt på nogle bøger, der hjælper mig på vej og som fungerer som en slags mental træningsbane.

img_1978-1

Udsigten fra den sydlige ende af stuehuset. Herfra kan man holde skarpt øje med trafikken. Hvem kommer nu? Jamen, er det ikke Birgit? Nej, vent – det er vist Jytte!!

De efterlod os alt
Her er en rørende roman, der handler om at rydde op i ens barndomshjem. Hovedpersonen er ud over datteren Plum et hus i Canada med 23 værelser. Gennem et helt liv og et langt ægteskab er det blevet fyldt med ting, ting og flere ting.

Plum bruger 16 følelsesladede måneder på at sortere og smide ud. Imens oprulles familiens historie, og nuancerne i hendes forældres svære ægteskab toner frem. Budskabet er, at ting ikke bare er ting. De bærer på historier, som vi kan give videre, hvis vi ellers tager os tid til at dvæle ved den. Så er der bøvlet med de klamme, gamle krydderiglas og andet i den dur, men det skal man ikke slå sig ud af.

Romanen ender på en lys tone efter mange siders sorg, savn og fortrydelse. Den er skrevet i en flydende stil og med befriende humor  – between a smile and a tear.

de efterlod os alt

Ikke noget med brug-og-smid-væk i denne roman. Alt bliver gemt. 

Udvandrerne
Den klassiske romanserie handler om trængte småfolk fra Småland, der udvandrer til Minnesota i 1800-talet. Det er en moderne saga om den lille, nære og den store, fjerne verden lang tid før globaliseringen. Temaerne er udlængsel og hjemve, fortid og fremtid. Man kunne også kalde det en variation over temaet ”rødder og fødder”. Det er gribende læsning, og man græder næsten undervejs, fordi hovedpersonerne lider og mister meget undervejs. De er syge, deres børn dør, de sulter og de oplever modgang i rigelige mængder.

Især den unge kvinde og mor Kristina har svært ved at kapere tanken om, at hun aldrig skal se sit barndomshjem igen og sidde under det gode, gamle æbletræ: “Og det var dette, Kristina savnede: Evnen til at affinde sig med det uigenkaldelige. Hun var udvandret for livstid, men hun følte det , som om hun endnu var på en færd, der en dag skulle føre hende hjem igen”. (Bind 4, s. 294). Det hjælper, da hendes mand Karl Oskar finder på at plante et Astrakantræ, sådan at hun kan plukke og smage de æbler, der minder hende om hjemmet i Småland. Han foreslår også, at de kalder deres nye hjem i USA for Duvemåla – sådan som hjemme i Sverige.

Kristina slutter til sidst fred med hjemveen. Hun skaber sit eget hjem, der minder om hendes barndomshjem, selv om det ligger tusindvis af kilometer væk. Det gamle hjem og det nye hjem forenes i æbletræet, i navnet og i Kristinas hjerte. Forfatteren Vilhelm Moberg skrev verdenslitteratur lang tid før fra Skype, billige flybilletter og svipture til Europa var en del af almindelige menneskers liv. Alvoren er til at tage og føle på.

To ud af fire slidte paperbacks, som jeg ikke regner med at skulle skille mig af med nogensinde. De er alt for vigtige. Også selv om de er ved at gå i stykker. 

Hus og hjem
Der er langt væk fra udvandrerne i USA til parcelhuskvartererne i Helle Helles navnløse, danske provinsby i hendes perle af en roman fra 1999. Hovedpersonen Anne er omkring de 30, da hun vender tilbage til sin hjemby. Hendes forældre døde, da hun var ung. Derefter flyttede hun til København. Forældrene var ikke specielt knyttede til byen, men Anne havde venner og et helt liv der. Byen betød noget for hende.

Nu har hun købt hus med sin kæreste, og det er meningen, at hun skal male og pakke ud i nogle måneder, inden han støder til. Men hun kan ikke tage sig sammen til at få gjort noget ved sagen. Overspringshandling følger overspringshandling. Flyttekasserne bliver ved med at stå uudpakkede. Anne bemærker, at de også er så praktiske at lægge blade og sætte ting på.

Hun læser en roman, laver mad, genoptager kontakten med sine gamle veninder og lærer de nye naboer at kende. Det dækker blandt andet over, at hun drikker rødvin og lægger puslespil med den jævnaldrende, sympatiske single-præst inde ved siden af og bager brød til pensionistparret til den anden side. Rødvin og puslespil….Man mærker en underspillet atmosfære af noget, der næsten ikke kan kaldes erotik. Men det snerper derhenad.

Hjemligheden vil ikke rigtig indfinde sig. Anne er i en rastløs transition. Huset er ikke blevet til et hjem. Der sker ingenting og alting i romanen. Det er fascinerende Helle Helle-classic.

Da jeg først begyndte at hæfte mig ved flyttekasserne, var de over det hele. Anne skubber dem væk, placerer dem op ad en væk og lukker døren ind til dem. De repræsenterer noget forpligtende og pligtbetonet. Hun kan ikke få taget hul på livet inden for husets fire vægge. Det hjælper, da kæresten dukker op. Men mon det er nok? Kan han gøre huset til et hjem? Det får vi ikke svaret på. Men det er en genial romantitel. Jeg frygter også, at den er blevet gennemanalyseret og tæsket til døde i et utal af gymnasieklasser. 

Hvad gør et hus til et hjem? Uden at Helle Helles romanperson Anne på noget tidspunkt stiller det spørgsmål, stikker det hovedet frem mellem alle bogens linjer

Boginfo
De efterlod os alt af Plum Johnson, 317 sider, Gad, 2018.
Udvandrerne af Vilhelm Moberg, 4 bind, Det Schønbergske Forlag, 1954.
Hus og hjem af Helle Helle, 211 sider, Samlerens Paperbacks, nu Rosinante & Co, 1999.

Mere inspiration
Min barndoms og ungdoms læsning er tæt knyttet til mit hjem – fra hængekøjen i haven foran garagen til væg-til-væg-tæppet i spisestuen. Her kan du læse om læsningens steder i et blogindlæg fra 2017

Sex!

Løst og fast om erotisk litteratur og anmeldelse af “Kendras blind date” af Ella-Maluca Floyd

Det var en mørk og stormfuld aften. Jeg ville have været i fitness-centeret, men min sølvgrå Jaguar XF10 stod i garagen med fladt bagdæk. Da jeg kom tilbage fra marinaen tidligere i dag, fik jeg tvunget hende ind i et hårdt og skarpt sving op i indkørslen, og vi ramte lige akkurat stensætningen, der markerer grænserne om min store villa ned til havet. Jeg elsker hendes dybe spinden og pludselige brøl, når jeg rammer speederen helt rigtigt. Det var punkteringen værd! Selvfølgelig har jeg alt det rigtige udstyr herhjemme, men jeg kan godt lide at være i centeret og beundre de unge pigers spændstige kroppe, mens de sukker og sveder i træningsmaskinerne. Endnu bedre kan jeg lide deres lystne blikke på min unge, solbrune, muskuløse krop. Oh, well. En hjemmeaften så. Troede jeg i al fald, men jeg skulle blive klogere. Jeg stod nøgen foran klædeskabet og skulle til at vælge shorts, da det ringede på døren. Fordømt! Jehovas Vidner sikkert. Eller Dyrenes Beskyttelse. Som om jeg ikke giver nok af min millionformue til velgørende formål. Jeg trak hurtigt et kraftigt, hvidt håndklæde om livet og gik ud for at åbne døren, og dér stod hun. Purung skønhed skruet ned i en helt kropsnær, sort kjole. Lange ben, smal talje, tykt, bølget, ravnsort hår draperet over fyldige bryster, som kjolen knapt kunne holde inde. Hendes store mørkegrønne øjne naglede mig til stedet, og mit badehåndklæde begyndte at bevæge sig, selvom jeg stod helt stille. “Jeg har skrevet en bog,” sagde hun med dyb, hæs stemme, og for mit indre blik så jeg en panter cirkle sit bytte. “Vil du anmelde den på din blog?”

Ja, det vil jeg da gerne, selvom jeg ikke helt fik bogen “Kendras blind date” i hænderne som ovenstående antyder. Lad os overlade konstruktionen af litteratur til de professionelle … men det er jo så bare ikke det, der sker. Og slet ikke den erotiske slags, og det er dét, blogindlægget i dag handler om.

Jeg er ikke målgruppen, og erotisk litteratur er slet ikke mig. Nej, jeg har ikke finere hobbyer eller mere sofistikeret smag. Det siger mig bare ikke så meget, men jeg har ændret syn på genren en lille smule efter ”Kendra.” Som bogmenneske og som professionel del af både eReolens bro og maskinrum har jeg naturligvis fulgt genrens opblomstring og sejrsgang, og jeg har opdaget en potentielt katastrofal misforståelse på eReolen, men mere om det nedenfor.

NB: Hvis noget i nedenstående synes respektløst, arrogant eller på anden måde dumt og irriterende, er det sikkert tilsigtet, men det er ikke ment grimt. Jeg synes, folk skal gøre nøjagtigt, hvad de har lyst til, så længe de ikke skader sagesløse, og jeg har kun respekt til overs for kreative mennesker og dem, der nyder deres kreationer!

Erotisk litteratur for dummies (dvs. mænd)

Hvis du ikke havde regnet ud fra den håbløse prosa, at indledningen var fra bloggerens selvironiske pen, så kunne du regne det ud fra, at det hele blev set fra en mands synspunkt. Erotisk litteratur er fyldt med unge, lækre kvinder og rige og også lækre mænd, men genren er mestendels af og til kvinder. Jo, den er. Erotisk litteratur er lige så gammel som … nå, ja … litteratur. Tænk fx på Højsangen i det Gamle Testamente – faktisk er det Gamle Testamente fyldt med snavs; voldtægt, snigesex, incest og ofte i kombinationer. Som ung klassisk-sproglig blev jeg udsat for Sapphos lyrik fra det antikke Grækenland fra samme tidsperiode. Hun digtede i det 6. århundrede f.v.t. om kærlighed til andre kvinder fra sit hjem på øen Lesbos, og, ja, det er derfra, vi har begrebet ‘lesbisk.’ Dette var en serviceoplysning fra Bogsnak.

bc2a2ece866b9f9316ba375b30i0--watercolor-the-incomparable-sappho-ancient-greece-female-port

Sappho: “Som det liflige æble, der rødmer på toppen af grenen, på den øverste top, og som æbleplukkerne glemte, nej, de glemte det ikke, de magted’ blot ikke at nå det.” (Fragment 105a)

For den moderne erotiske litteratur har vi jo klassikere som “Lady Chatterleys elsker,” “Krebsens vendekreds,” “Venusdeltaet” osv. osv. Faktisk husker jeg min egen – meget teoretiske, meget lidt hands-on – tween-introduktion til det modsatte køn som en tåget blanding af udvalgt skønlitteratur fra bogreolerne derhjemme og lingeri-siderne i Daells Varehus katalog. Man kan forestille sig, intenettet har ændret ét og andet dér, men tjek lige hvor veljusterede og velfungerende os fra den generation er, ikke, Jan? Og møgsexede selvfølgelig! Nåmen, mit fokus her er på den bølge af litteratur, vi fik efter ny-klassikeren “Fifty Shades of Grey,” som vendte op og ned på alting.

lg_e3da2921edca-fifty-shades-darker-soundtrack-2

Her er de så. Alle 50 nuancer af grå. Eller Grey, om man vil.

“Fifty Shades of Grey” er både den erotiske litteraturs og selvudgiver-segmentets største succes til dato med 125 mio. solgte eksemplarer og tre film foreløbigt. Så populær er den, at forfatteren gudhjælpemig er sluppet afsted med at begynde at skrive den igen set fra den mandlige hovedpersons synspunkt. Den startede som fan-fiction i Twilight-universet og hed “Masters of the Universe,” mens karaktererne havde Twilight-figurernes navne. Den blev senere båret ud af det univers, delt op i tre dele – ligesom Ringenes Herre i øvrigt, men bare ret anderledes, ikk’? – og fik nyt navn.

Hvis du har læst eller set den, tænker du måske: Hvor mange synes egentlig, den er god? Det lyder som et mærkeligt spørgsmål, men det viser sig, at en del læsere har læst bogen pga. latterliggørelsen, parodierne og alle de stående vittigheder. Man går i gang med den for at kunne tale med. Mange læser den af samme grund, som man ser ”De unge mødre.” Man vil gerne føle sig hævet over den slags og lissom grine nedad. En overvægt af læsere og senere biografgængere har et i bedste fald blandet forhold til historien, hvor der rulles med øjnene over noget af den, men andre dele modtages med begejstring. Det er verdens vildeste kultfænomen, og de færreste synes, den bare er almindeligt god. Ret spøjst faktisk. Kultfænomen? Ja, ikke bare er salgstallene helt skøre, Titlen har afstedkommet både en stigning i fødselstallet OG en stigning i prekære sexulykker i England. Men altså, lad os ikke tage noget fra den mht. den åbenlyse appel til … et eller andet. Jeg er ikke målgruppen, men via dette link forklares ALT.

Hurtigt fremad, og vi har en selvudgiver-/erotisk litteratur-bølge, der endda sendte den amerikanske Netflix-med-bøger tjeneste Scribd i knæ, fordi brugerne simpelthen læste for mange af den slags titler.

Mig og erotisk litteratur – en usexet historie

Selvudgivet erotisk litteratur er dårlig. Klicheerne står i kø, karaktererne er flade, og historierne ligegyldige. Sådan er genrens ry generelt, og det har egentlig også været min egen opfattelse. Serien “Calendar Girl” blev anset som en game changer, hvad angik den ny serie-udgivelsesform, så jeg blev nødt til at sætte mig ind i, hvad det var. I guder! Tjek lige plottet. Overlækker, ung kvinde (selvfølgelig) med langt, ravnsort hår, der falder ned over læderjakkens ryg, når hun tager styrthjelmen af(?!), skal bruge $1 mio. for at redde sin far fra ond gangster. Gudskelov har hendes tante et bordel, og hovedpersonen får den særlige mulighed at besøge mænd i en måned ad gangen for $100.000. Sex er ikke et krav (klaaaart …). Hendes første kunde – altså januar – har fx det store problem, at han simpelthen er for lækker og for rig, og vores heltinde skal bruges til at holde alle de interesserede kvinder væk ved at spille hans kæreste. Jeg hørte faktisk januar-delen, mens jeg var til tandlæge for at få lavet en rodbehandling, og jeg ved ikke, hvad der gjorde mest ondt … Her må jeg citere min chef: “Kvinder har så travlt med mænds angiveligt primitive sexfantasier. Hvordan synes de selv, det går???”

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyMjc1ODU3

Undgå!

De historier, jeg skrev til Ugens Rapport såkaldte grå sider tilbage i 90’erne var faktisk bedre, syntes jeg. Ja, jeg kendte en Rapport-journalist, der gav mig et par hundredekrone-sedler for hver historie, og for dem af jer, der kan huske dem, så … chok! … de grå sider var ikke historier fra læserne selv. Sorry.

Vi fik mange henvendelser på eReolen fra pressen her i sommer, og derfor kiggede jeg ofte på statistikker og hitlister m.v. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at det var børnetitlerne, der dominerede. De blev kun udfordret af magasinet Woman’s erotiske novellesamlinger. Se, de hedder “Godnathistorier for voksne,” og det slår mig, at der potentielt er nogle rigtig grimme misforståelser her. Hvor mange voksne har kun set det med godnathistorierne, lånt dem til poderne, trykket “play” og ladet dem falde i søvn til de noveller? Tanken er … forunderlig. Nåmen, jeg har bladret lidt i de noveller og igen … I guder! Her er plottet i dem alle sammen: Jeg begyndte at gå til croquis-tegning og endte med at blive total-onduleret af underviseren. Jeg begyndte at gå til keramik og endte med at blive onduleret af instruktøren. Jeg begyndte at gå til yoga, og …

ODcwOTcwLWJhc2lzOjUyODgxMjY5

Forsiden burde da antyde, det ikke er for børn …

Fiskerinoteringen er mere sexet. Synes jeg altså.

Dog; folk nyder dem tilsyneladende, så det må være mig, den er gal med.

Okay, det er en svær genre af flere årsager. Det er svært med sproget. At finde lissom den frække linje mellem for sippet og for vulgært er svært. Ting lader sig ikke beskrive så nemt. Aldrig har jeg mødt så mange svulmende skød og knejsende mænd. Alle bør retteligen søge omgående lægehjælp. Literature Review uddeler hvert år en pris for værste sexscene, og vinderne er ofte etablerede, succesrige forfattere, men igen, det er bare svært. Her er et uddrag af dommernes votering for i år, hvor prisen gik til Christopher Bollen for ”The Destroyers” – en såkaldt litterær thriller.

The judges of the Bad Sex in Fiction Award were swayed by a scene involving The Destroyers’ protagonist, Ian, and his former girlfriend on the island of Patmos, where their relationship has been rekindled: “She covers her breasts with her swimsuit. The rest of her remains so delectably exposed. The skin along her arms and shoulders are different shades of tan like water stains in a bathtub. Her face and vagina are competing for my attention, so I glance down at the billiard rack of my penis and testicles.”

For det andet: Hvad skal man gøre af det dér sex? Hvis plottet bare handler om at bringe to mennesker sammen … eller tre eller fire … så de kan komme i gang, ja, så er croquiskursus-modellen helt fin, og AOF har jo mange kurser, man kan gå til. Der er en hel novellesamling lige dér. Det er ren tekst-porno og fred være med det. Det har samme betydning for Litteraturen med stort L, som traditionel porno har for filmkunsten. Ikke meget, men der er et publikum, der skal have lov at have det i fred. Her skal man ikke klage over, at alle er for lækre og for rige og besidder overmenneskelige evner, for vi hengiver os til fantasien. Fuck realisme og personbeskrivelser. Tag mig otte gange i træk op ad himmelsengens stolper og beskriv det i detaljer, please. Go, go, go!

Er erotikken uden for plottet, risikerer man, det er voldsomt i vejen. Forestil dig Jussi Adlers krimier eller … nå, ja … Ringenes Herre afbrudt af lange, eksplicitte sexscener. Nej, vel? Og dog. Som en ældre kollega fortalte om ”Rejsen over stepperne” af Jean M. Auel: ”Altså, de rejser over stepperne. Så slår de lejr og boller alle sammen på kryds og tværs.” Og det er en tyk bog, hvis popularitet i sin tid står bedre forklaret for mig nu.

Hed sex kan være en del af plottet, og det fungerer langt bedre, mener jeg ydmygt. Tænk “Blå er den varmeste farve,” men så er det ikke rigtig en genre længere, men et plotgreb i en anden genre.

blue-is-the-warmest-color-2

Blå. Varmeste farve. Ingen spørgsmål herfra.

Kendras blind date

Tilbage til ”Kendra”, jeg fik stukket i hånden sammen med en superspændende tilblivelseshistorie. Den involverer en nordjysk kordegn, der taber 40 kg. og springer ud som erotisk forfatter og forlagsejer. Vi kommer tilbage til, hvordan dét hænger sammen i en senere blogserie.

EllaMaluca_Floyd_1-1-1

Her er hun så. Kendra.

Der mangler en topløs mand med muskler og tatoveringer på forsiden, men ellers er der ingen tvivl om genren. Jeg tog en dyb indånding og gik i gang.

Starten er dramatisk, og jeg møder hurtigt mit første problem af flere. Personerne bander utroligt meget, som om det skulle gøre dem hippe og happening, og næsten alle er de klicheer med soap opera-navne. Plotgrebene er også klicheer, og jeg tænker, det hele bliver en trist oplevelse. Den første sexscene er som taget ud af en jomfrus hede, men meget urealistiske drømme. Altså … hvordan skal jeg sige det … der er viril, og så er der det bizarre og muligvis behandlingskrævende. Dialogen er lidt opstyltet, og registeret skifter midt-sætning nogle gange. Nuvel. Videre, videre. Jeg ved ikke rigtigt noget om personerne, så om de får deres livs knald eller bliver angrebet af aber fra det ydre rum rører mig ikke rigtigt.

Åh, nej. Det er bare en længere ”jeg begyndte at gå til keramik …”-historie. Halvvejs gennem bogen er jeg tæt på at give op, men så sker der noget.

Vores hovedpersoner er taget på weekend, og pludselig dukker en utroligt velskrevet sexscene op. Jeg føler mig overrumplet. Den føles realistisk og vedkommende og en smule grænseoverskridende. Jeg retter mig lidt i pendlertogsædet og læser videre med fornyet interesse. Efter weekenden begynder vores kvindelige, blinde hovedperson pludselig at få en fornemmelse af at blive stalket. Det er rigtig godt skrevet og ganske creepy kulminerende i en meget mindeværdig scene. Min husmor-porno er gået hen og blevet en thriller. Og ikke bare dét. Den er god! ”Okay, hvorfor har hun ikke bare skrevet dén bog?” spurgte en kollega, jeg fortalte om mit nye anmeldelses-projekt. Jeg kan ikke svare, men jeg vil gerne være med til at stille spørgsmålet.

Jeg havde en fest med ”Kendra,” men måske en lidt anden fest, end forfatteren havde forestillet sig. Jeg havde fornemmelsen af at sidde i en garage og høre et nydannet band forsøge at lave noget ordentligt rockmusik. Først svært, og man skal lige finde sig selv og samspillet, men så pludselig sker et eller andet. Der rammes en særlig lyd, og det begynder at lyde talentfuldt. Råt, men talentfuldt. Jeg opdagede også, at min indre uforløste forfatter gik i selvsving. Ret dét og dét, skær dér og dér, lav dét om, baggrund ind her, der skal to twists ind, og det første skal være her, det twist skal antydes allerede her osv. osv. ”Kendra” emmer af en smittende fortælleglæde, og det føles som at være vidne til, forfatteren pludselig finder sig selv og sin stemme midt i debut’en. På den måde er det enormt livsbekræftende som læser at mikse velpoleret litteratur med uslebent selvudgiveri engang imellem. Det er spændende at være dér, hvor det hele starter. Dér, hvor man mærker den utæmmelige trang til at skrive. En trang, der sprænger alle rammer og bare vælter ud på papiret helt uden filter.

Jeg håber Ella-Maluca Floyd – eller Rikke, som jeg kender hende som – har modet til at forfølge sit litterære talent og sin fortælletrang og en dag giver os genfødslen af den erotiske thriller. Hun har det i sig, men der skal altså en redaktør på det knald. Om man så må sige …

“Kendras blind date.” Ella-Maluca-Floyd. 158 sider. Forlaget Nelumbo, 2018.

Skriv uden smerte

Det friske semester betyder nye fag og nye skriveopgaver for studerende på både korte, mellemlange og videregående uddannelser. For ikke at tale om alle de granvoksne kursister på efteruddannelse. Jeg er selv en af de sidstnævnte.

I dette efterår skriver jeg mit afgangsprojekt ved Københavns Professionshøjskole. Eksaminator og censor er ude efter 25 knivskarpe, teoretisk velfunderede og empirirelaterede sider. Såmænd. I januar 2019 skulle jeg gerne være den lykkelige indehaver af et bevis, hvoraf det fremgår, at jeg har taget en diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning.

I dette blogindlæg anmelder jeg en nyttig og velskrevet fagbog, der med garanti kommer til at hjælpe mig igennem skriveprocessen. Hvis du kender en studerende med tendens til panisk skriveblokering eller selv skal ud i en brydekamp med en større, akademisk skriftlig opgave, så læs roligt videre.

Selvbedrag, angst og akademiske opgaver
Der findes mange former for selvbedrag og strategier til selvberoligelse, når man er studerende.

Jeg husker især et udsagn fra en tilsyneladende selvsikker medstuderende. Han var ligesom jeg på nippet til at tage hul på specialet på Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet tilbage i starten af 00erne. Han sagde: ”Nu har jeg lavet hele min disposition. Så skal jeg bare skrive specialet.”

Som om.

Som om skrivning ikke er en proces, hvor næsten alt kan ændre sig undervejs.

Som om man kan have tænkt sig til alle konklusionerne på forhånd.

Som om der findes en proces, hvori ordene ”bare” og ”skrive” optræder lige ved siden af hinanden.

Jeg vidste instinktivt, at der var noget fundamentalt forkert ved det udsagn. På den anden side vidste jeg også, at skrivning handler om at afdramatisere en proces og gøre den konkret. Det er der forskellige veje til.

Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen anviser nogle af de sikreste og mindst smertefulde veje til den gode skriveproces i fagbogen Skriv opgaver på pædagoguddannelsen.

Disclaimer: Marianne og jeg var på samme årgang på vores studie. Men hun var ikke typen, der kom med skråsikre udsagn. Næh, hun havde det mere på den her måde: ”Dengang vi startede med at studere på Københavns Universitet, var vi hundeangste! Vi fik undervisning en masse spændende emner og teorier, men vi fik ikke nogen hjælp til at skrive opgaver, og vi havde svært ved at disponere over alt den tid, som var afsat til selvstudier.” (fra bogens indledning, side 11.)

Jeg var også hundeangst. Faktisk i flere år. Ikke hele tiden, men altid omkring eksamenstid. Henad vejen lærte jeg dog, at verden ikke går under, selv om man ikke skriver en perfekt opgave. Der kom endda en periode sidst på studiet, hvor jeg næsten nød at skrive opgaver og grave mig dybt ned i stoffet. Det var også før fremdriftsreformen. Ligesom mange i min omgangskreds brugte jeg 12-14 måneder på at skrive mit speciale. Med lån og det hele.

Hvis jeg havde haft Marianne og Jakobs bog mellem hænderne dengang, så kunne jeg nok have klaret det lidt mere effektivt.

Men hvor heldigt: Nu har jeg bogen OG en mulighed for at bruge den i praksis!

Begynd med noget lort
Selv om bogens primære målgruppe er pædagogstuderende, er der et væld af læse- og skrivetips, som alle studerende kan få glæde af. Bogens sidste del handler om pædagoguddannelsens opgavegenrer. De afsnit kommer jeg ikke ind på, men der er guld at hente der, hvis man er interesseret i de genremæssige kendetegn ved portfolio, korte opgaver og bachelorprojektet.

Den første del af bogen handler om grundlæggende studieteknik. Her er et væsentligt budskab, at skrivning skal foregå hele tiden. Ikke bare når man skal kondensere viden og præsentere den på selvstændig vis i en opgave. Skrivning fastholder tekstens pointer, og læsningen kvalificerer skrivningen.

Jeg havde selv ganske få og fattige læsestrategier, da jeg var studerende. Enten skimmede jeg ekstremt hurtigt eller så læste jeg alting grundigt og dermed langsomt. Der var intet mellemregister. Jeg forstod ikke, at indkredsning af læsningens konkrete formål og selektiv læsning kunne have lettet min vej gennem de tunge kompendier.

Man skal kunne skifte gear. Det samme gælder for øvrigt for skrivning, som forfatterne netop er inde på. Nogle gange er hurtigskrivning den bedste metode. Andre gange skal man zoome ind på redigering – både på afsnitsniveau og helt nede i de enkelte sætninger.

Den anden del af bogen sætter fokus på processen fra idé til færdig opgave. Jeg glemmer det selv tit, men problemformuleringer kan ændre sig undervejs i skrivningen. Det er ikke farligt at ændre problemformuleringen. Det er faktisk decideret nødvendigt en gang imellem, fordi skrivning også er erkendelse. Under alle omstændigheder handler det om at komme i gang!

Marianne og Jakob fremhæver Ernest Hemingways gyldne citat: ”Det første udkast er altid noget lort.” (side 37). Hvis det er en naturlov, så er der ingen grund til at vente på, at inspirationen eller det forkromede overblik indfinder sig. Det er ikke en kunstart at skrive opgaver. Det er et håndværk.

Man kan begynde med at etablere gode skriverutiner i det daglige. Det kan være at skrive uforstyrret 30 minutter hver dag, hvor man bortviser den indre, kritiske dansklærer. Du ved, hende der altid fokuserer på, at din stavning ikke er i top og at dit stof fremstår rodet. Eller at du har banale og trivielle observationer, som ingen gider at læse om. En god skriverutine kan også være at have et fast sted, hvor skrivningen foregår – langt væk fra køleskabet og andre fristelser. Forfatterne foreslår for eksempel biblioteket som et godt skrivested. Her er man alene, men omgivet af andre mennesker, der også er koncentrerede.

Skrivning er mange ting. Bogen ses her på en bund af Kristeligt Dagblad 8.9.2018. Den dato er guldrandet i biblioteks- og litteraturcirkler, for det er FNs internationale literacy-dag.

Nu vil jeg skrive noget om akademisk sprog og metakommunikation
Bogen afmonterer alle forestillinger om, at akademisk sprog skal være højpandet og langhåret. For øvrigt også en grim kombination. Det handler om at være saglig, klar, undersøgende, transparent og bygge sin tekst på viden og teorier.

Jeg har tit diskuteret med medstuderende, om man kan skrive ”jeg” i en opgave. Ja, er mit klare svar igen og igen. Det gør ikke opgaven mindre god eller mindre akademisk.

Akademisk sprog indebærer også, at man skriver til andre fagfolk. Ikke til moster Birte eller ens gamle biologilærer. Altså med mindre man studerer biologi.

Metakommunikation er ren og skær service over for læseren. Man holder sin læser i hånden og forklarer, hvad der kommer til at ske på de kommende sider. Det smarte er, at man samtidig får demonstreret, at man er hjemme i sin egen tekst og er bevidst om dens indre sammenhæng. Metakommunikation demonstrerer overskud og sender et vigtigt signal om, at man gebærder sig inden for en akademisk genre.

Der finder også metakommunikation sted i andre, kortere genrer, for eksempel i min indledning til dette blogindlæg. Men lige præcis i skriftlige opgaver på et studie er det ekstra godt at bruge vendinger som: ””Jeg vil her præsentere…”, ”I dette afsnit har vi redegjort for dilemmaer…” og ”Jeg vil nu undersøge vidensgrundlaget for.” (Side 106).

Jeg måtte smile ved læsningen af denne passage: ”Akademiske opgaver arbejder ikke med overraskelsesmomenter, antydninger og spændingskurver som en kriminalroman. Akademiske tekster er i den forstand kedelige tekster, der åbent lægger deres overvejelser til skue for læseren – blandt andet ved hjælp af metakommunikation.” (Side 104).

Bogen rummer flere eksempler på befriende humor og er i det hele taget uhøjtidelig uden at gå på kompromis med sagligheden. De vigtigste pointer står ude i margenen på alle sider, og de er desuden samlet i slutningen af hvert kapitel. God service. Der er også praktiske tips til litteratursøgning, fornuftig brug af ens vejleder og skrivearbejdet i grupper.

Bogen slutter af med et forbilledligt klart minileksikon over opgaverelevante begreber og en fyldig litteraturliste.

Skrivning begynder, før man tror. Belært af bogens gode råd har jeg lige skrevet den første mail til Iben, der er vejleder på mit afgangsprojekt. Jeg kaldte den ”løse tanker og bud på emner”. Nu skal jeg bare skrive opgaven!

Og skrive nogle afsnit om. Og lade andre læse den. Og redigere den. Og læse lidt mere. Og redigere en sidste gang.

Boginfo
Skriv opgaver på pædagoguddannelse af Marianne Eskebæk Larsen og Jakob Matthiesen, 221 sider, Samfundslitteratur, 2018.

Mere inspiration

Der er faglitteratur på menuen i disse tidligere blogindlæg:

Glæden ved et nyt semester, 2017

Faglitteratur med fråderen på, 2017

Bøger til dit arbejdsliv, 2017

Til sidst en blog, som du bør holde øje med. Her bliver alle typer af faglitteratur anmeldt, og for en gangs skyld bliver den gode læseoplevelse ikke blot koblet med skønlitteratur.

Det er Lene Graugaard-Jensen, der står bag bloggen. Hun arbejder til daglig som læringskonsulent ved Randers Bibliotek.

Hvis du har lyst til at gæsteanmelde en fagbog på Faghylden.dk, så klik forbi bloggen og giv Lene et praj.

Faghylden

Portræt af en præst, der læser

Mit allerførste portræt af en læser her på bloggen var af min niece Erica, der efterhånden er blevet ni år. Nu er tiden kommet til hendes far, der er min storebror Anders. Selv om han er præst, læser han meget andet end Bibelen. Anders Vestergaard er præst i Birkerød. For omkring ti år siden slog han sine folder i den engelske havneby Hull, hvor han var sømandspræst og brugte mange timer på at køre rundt på de enorme havneområder og besøge containerskibe og coastere med danske besætningsmedlemmer. De skulle have danske papiraviser og en god snak.

Anders er årgang 1970 og dermed seks år ældre end mig. Da jeg var teenager, var han en ung voksen. Jeg havde ikke et stort behov for at differentiere mig fra ham. Når han læste Album af Benn Q. Holm, så gjorde jeg det også. Da han senere valgte København som studieby, fulgte jeg trop. Når han gik på BobiBar og drak Hof, blev dette legendariske, brune etablissement selvfølgelig også en del af min natterute i et par år eller ti.

Anders er i dag far til tre døtre og har en travl hverdag. Han døber, begraver, vier og holder prædikener i et væk. Der er sandwich og salmer i sognegården.  Juletræstænding, møder i menighedsrådet og sjælesorg. Det efterlader ikke meget tid til læsning, men alligevel holder Anders læsegryden i gang og kommer jævnligt med et godt tip til mig. Og nu også til dig.

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Anders
: Mine første minder går tilbage til 1. og 2. klasse, hvor jeg var en af dem, der blev taget ud af klassen og kom ind i det lille lokale ved siden af lærerværelset, hvor vi var en 3-4 stykker, der skulle have ekstra hjælp til at lære bogstaverne, sætte dem sammen og afkode dem som ord. Jeg husker det som en stor lettelse, den dag jeg ikke blev taget ud af klassen og ikke længere var en af dem, der skulle have særlig hjælp. Glæden blev ikke mindre af, at der stadig var andre, der blev taget ud.

Lisbet: Hvad betød læsning i dit hjem?
Anders: Jeg husker først og fremmest, at min far og mor var optaget af at læse avisen. Den kom først om eftermiddagen, når alle var hjemme. Så kæmpede de lidt om sektionerne. Vi var også på biblioteket jævnligt.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Anders:
Da jeg var 9 – sikkert 10 år – læste jeg Huckleberry Finn, som jeg havde fået som medlem af Gyldendals Børnebogsklub. Det var en meget stor bog for mig. Og det var en stor sejr at læse den fra ende til anden

Anders som meget ung og lidt ældre skoledreng. Vesten på det lille foto giver ham et ukarakteristisk artigt look.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som ung?
Anders:
Jeg læste Tom Kristensens Hærværk som14-15årig, lige efter jeg var blevet færdig med Kim-bøgerne, Jan-bøgerne og Alistair Macleans bøger om spioner i efterkrigstiden

Ole Jastraus forfald og vrede i Hærværk, der vendte både ind og ud, gjorde stort indtryk på mig. Og billeder af rester af spejlæg ned ad Jastrasus jakke og revers står tydeligt for mit indre blik.

Lisbet: Hvad betyder bøger og læsning i dit job som præst?
Anders:
Der er ingen kristendom uden skrifter, så derfor betyder bøger alt. Den del af spørgsmålet er ikke så vanskeligt. Hvad læsning så betyder i jobbet som præst kan nok variere en del, og der kan sikkert også kommet meget godt arbejde ud af det, uden at man har gjort sig særligt bevidst om sammenhængen.

For min del gælder det nok meget overordnet om at gøre begreber levende i billeder, eller snarere at føre tilhørere/begravelsesfølge/kirkegængere og konfirmander bag om teologiske begreber og gøre dem almene, basale og vedkommende i billeder. Grundlaget, begreberne – ikke mindst teologiske – i sig selv kan snart sande til, blive abstrakte, fjerne og ligefrem livløse. Skal jeg kunne skrive levende, vække billeder, eftertanke og forestillinger hos dem, jeg taler til, så må jeg læse mig til det. For jeg tror ikke, at der kommer så meget inde fra hverken hjerne eller hjerte af sig selv, men at der kan komme en del gennem mig og inspirere i sådan en levende vekselvirkning mellem læsning og skrivning og mellem begreber og billeder. Og her er alle fire nødvendige.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Anders:
Jeg har fået en blød og dyb stol på mit værksted, kontoret, som indbyder til læsning og fordybelse på en helt anden måde end at sidde på kontorstol ved kontorbord med opslået laptop til evig adspredelse og overspring.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Anders:
Jeg har været glad for Richard Ford og over årtier at følge hans alter ego Frank Bascombe. Havde jeg været i begyndelsen af 20erne nu, ville jeg have sagt Michel Houllebecq. Sex, samfund og selvoptagethed pakket ind i en vis intellektualisme.

Dengang var jeg til gengæld meget optaget af Jose Saramagos En historie om blindhed om civilisationens tynde fernis. Jeg læste flere af hans bøger, men ikke med helt den samme læseoplevelse.

Nu kan det ske, f.eks. når jeg læser Paulus, Jobs eller Salmernes Bog, at der bliver talt til mig med en vægt af noget eviggyldigt og en alvor, der ophæver afstanden i tid og rum mellem os.

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Anders:
Bortset fra at der står en tremmeseng, der hvor natbordet skulle stå, så nærmer jeg mig slutningen af Péter Nádas Parallelle Historier, bind 1.

Jeg regner med, at det kommer til at tage noget tid at tygge mig gennem alle tre bind. Men det skulle også have taget noget tid at skrive dem…

Så læser jeg der udover som arbejdsmiljørepræsentant Stop Stress af Malene Friis Andersen og Marie Kingston. Og endeligt Johannes Værges Rygter om Gud.

Lisbet: Hvad skal man gøre, hvis man som voksen er kommet ud af læsevanen og gerne vil ind i den igen?
Anders:
Da jeg kom ud af læsevanen, købte jeg et timeglas på 20 minutter, vendte det på hovedet og satte mig for, at det må være muligt at afsætte 20 minutter hver dag til faglitteratur uden at lade sig afbryde af telefonen, indkomne mails og andre overspringshandlinger. Det hjalp.

Anders sælger varen godt. Jeg må læse denne trilogi, for ellers går jeg virkelig glip af noget.

Flere portrætter
Anders er nummer seks i rækken af læserportrætter.
Her kan du finde de første fem i serien: 

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90