Denne blog er præget af glæden ved læsning af skønlitteratur. Vores lille blogger-kollektiv kommer sjældent forbi lyrik og noveller, mens romaner ofte er på programmet. Men nu skal det være: Det skal handle om den intense interesse for faglitteratur, som jeg oplever lige nu. Så må lyrikken vente.

Jeg har for tiden givet mig selv en luksuriøs mulighed: Et fuldtidsstudie, der står alene. Ikke noget med organisationsdiagrammer og den berømte indbakke på job, der bare ikke KAN renses i bund. Jeg studerer, og så laver jeg ikke så meget andet.

DUEK hedder det; diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning. Og nej, mundret er det ikke. Til gengæld er det vildt sjovt og givende at sidde sammen med både erfarne og helt grønne studievejledere fra alle mulige uddannelser og lære noget om karrierevalgsteorier, etik i vejledningen og samtaleteknik.

Det hele handler om at lære. Sådan siger karrierevalgsteoretikeren Krumboltz. Valg og mål er slet ikke det interessante. Det vigtigste er at være nysgerrig. Nemt at sige. Sværere at praktisere.

Det rene og skære bogbad
Det er en ny verden, jeg er kommet ind i de sidste otte uger. Teoretikerne hedder Super (Ja, det er rigtigt!), Bandura, Krumboltz og andre eksotiske ting. Der er en fin pensumliste, som forventet. Men der er også lejlighed til selv at opsøge relevant litteratur, hvis ens interesser for eksempel går i retning af begrebet ”planned happenstance” eller økonomisk spørgeteknik, som handler om at stille få og velvalgte spørgsmål. En vejleder taler ikke meget selv. Han eller hun stiller til gengæld vanvittigt gode spørgsmål, der virker meget enkle og indlysende. Det er kunsten. Den vil jeg gerne lære.

Når underviserne kaster om sig med bogtitler i lektionerne, går jeg straks i iPad-tastaturet, klikker ind på bibliotek.dk eller fkb.dk og bestiller titlerne. En eller to dage efter står bøgerne på mit lokale folkebibliotek, der til alt held ligger ved siden af min søns børnehave. Så er det nemt at få nye forsyninger. Jeg får artikler om prekariat og globalisering ind på mit eget device med det samme, hvis jeg har lyster i den retning.

Jeg vidste det udmærket i forvejen, men der er noget med folkebibliotekernes logistik, som bare fungerer så velsmurt og upåklageligt, at jeg bare må opføre en lille, mental glædesdans.

I fagsprog hedder det vist materialeforsyning. Jeg kalder det optur over konstant at have minimum 32 faglittterære titler liggende på mit skrivebord, som jeg bladrer i, skrålæser i og dykker ned i og læser fra ende til anden. Because you’re worth it.

At læse med retning
Vi hylder ofte den mulighed for selvforglemmelse, som skønlitteratur rummer. Her læser vi for oplevelsens skyld. Alt andet kommer ind på en andenplads. Men der er nu også noget dybt tilfredsstillende ved at læse efter noget helt bestemt – og så finde det.

For tiden er jeg i arbejdet med en skriftlig opgave interesseret i den nye klasse, som den engelske bad boy-økonom Guy Standing kalder prekariatet. Det er mennesker, der har meget lidt sikkerhed i deres arbejdsliv. De går typisk fra projektansættelse til projektansættelse og kommer ikke i gang med at optjene pension. Ofte har de heller ikke mulighed for løn under barsel og sygdom. Det er vel at mærke ikke en tilværelse, de selv har valgt – om de så er bygningsarbejdere eller magistre.

Hvad gør det for samfundet, at denne klasse bliver større? Hvad betyder det for det enkelte menneske? Hvordan griber fagforeningerne situationen an? Hvad betyder det for karrierevejledningens roller i a-kasser? Hvad betyder det for holdbarheden af den danske model? Hvordan hænger globaliseringen sammen med prekariatets opståen?

Alle disse spørgsmål sætter retning for min litteratursøgning og læsning. Jeg læser  pamfletten ”Bare det holder min tid ud” af Michael Valentin. En sønderrivende kritik af fagforeningerne som forældet institution. Jeg genopfrisker gode gamle Anthony Giddens’ teori om globalisering i den lille og handy bog En løbsk verden. Jeg strejfer ham, de kloge kalder den nye Habermas, Hartmut Rosa, og hans bog Fremmedgørelse og acceleration.

Fra skøn til fag og tilbage igen
Det hele er så nørdet. Jeg ved det. Men det er jo pointen ved at studere. Psykologen Svend Brinkmann og sociologen Rasmus Willig kan for øvrigt bruges til det hele. De kan kunsten at forbinde det meget konkrete i individets liv her og nu med store samfundstendenser. Ligesom dygtige romanforfattere. Der er noget med sprogbeherskelsen og blikket for det genkendelige, der går igen.

Jeg oplever flere gange om ugen glæden ved at finde det helt rigtige citat, der indkapsler et dilemma eller en samfundsudfordring. Det kan man jo også komme ud for i andre situationer, til alt held.

Jeg skal ikke udelukke, at jeg vender bøtten på hovedet og inddrager en stribe skønlitterære citater i mine eksamensopgaver. Så er cirklen sluttet, og min trang til at få alting til at hænge sammen med alting bliver tilfredsstillet.

Hvis du kender til et stykke skønlitteratur, der oplagt tematiserer individualiseringstendenserne, samfundets voldsomme acceleration og prekariatets menneskelige konsekvenser i det 21. århundrede, så giv mig et praj.

Her kommer min godte at gå på:
Københavns Biblioteker har udarbejdet en veloplagt guide til emnet samfundskritik

PS: Bær over med lix i denne blogpost. Det er formentlig en erhvervsskade.