Diversitet er et nøgleord i dette blogindlæg. Fra norsk verdenslitteratur til en personlig fortælling om eksil, humanisme og biblioteker. Fra børnelitteratur med drabelige robotter til det sødladne feel-good-univers i en skotsk romance. Hov! Det var jo fire titler – ikke tre. Jeg tillader mig at introducere kategorien: Årets bedste guilty pleasure. Den er selvfølgelig beskrevet til sidst. Først letmælk, sild og rugbrød. Så marcipan og nougat.
Norsk romanserie af mytiske dimensioner
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg griber selvfølgelig begærligt muligheden for at anbefale den samlede trilogi.
Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag. Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.
I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.
I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser. Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder mange, heftige priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.
Bonusinfo: Første del af serien er solgt i 170.000 eksemplarer i hjemlandet Norge. Vi lader lige det tal stå og tale for sig selv.

Tricoloren i norsk udgave.
Mod til at tvivle
Min medblogger Jan og jeg var i vores dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre enige om, at en af årets stærkeste bøger havde Ahmed Akkari som hovedperson.
Jeg tillader mig at citere Jan: “Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle. Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.”
Læs hele dobbeltanmeldelsen fra maj 2018 her

En hyldest til bøger og biblioteker.
Robotten kan skide
En god højtlæsningsbog er også på min hitliste i år. Min dreng Aske på seks år er så småt færdig med Flunkerne, Sigurds Danmarkshistorie og Peter Pedal. Nu kan vi godt læse lidt mere avancerede bøger for ham uden illustrationer.
I efterårsferien var Morten Dürrs spændende sci-fi -historie på læseprogrammet, og hele familien var godt underholdt. Hovedpersonen Konrad bor på børnehjem og ønsker sig en ny familie. Men det er ikke så nemt, for voksne adopterer ikke længere rigtige børn af kød og blod. De adopterer robotbørn, der til forveksling minder om ægte børn! AI flimrer på den indre nethinde.
Konrad er en smart knægt, og han finder ud af, at der er en vej frem: Han vil lade som om, han er en robot. På den måde får han en ny familie, men det viser sig desværre, at den er forfærdelig….
Vi slugte bogen og følte med Konrad, der kommer ud for så meget grumt i en fremtid, der måske ikke er så langt væk. Og pyha: Historien endte godt.

En perfekt bog for børn og deres forældre, der er fascinerede af robotter.
Årets guilty pleaure: Den lille butik med lykkelige slutninger
Som at synke ned i et varmt karbad, mens man drikker prosecco og lytter til Sade. Som at sidde i sofaen en råkold vinterdag med varm kakao, en kattekilling og Love Actually kørende på fjerneren for 27. gang. Sol gennem regn. Latter gennem tårer.
Sådan er det at indtage Jenny Colgans charmerende, skotske chicklit-roman om Nina Redmond, der har et inderligt forhold til bøger. Hun arbejder på et lille bibliotek i London, der skal lukkes og laves om til (gys!) luksuslejligheder. Nina har drømme om at åbne sin egen boghandel, og nu får hun et gevaldigt skub til at realisere dem. Nød lærer nøgen kvinde etc. Eller rettere: “nød lærer fyret bibliotekar at købe noget af en brugtvognsforhandler”. En flot, men slidt kassevogn bliver omdannet til Jennys rullende boghandel, og hendes kunder bliver fundet i det skotske højland, hvor naturen er smuk og vild. Ligesom heltinderne i Jennys yndlingsromaner.
Den lidt sagtmodige Jenny kommer selvfølgelig ud for diverse delikate, romantiske forviklinger undervejs i denne søde roman, der for mig føltes som den skønneste guilty pleasure i 2018.
Jeg er også pjattet med forfatterens forord, der handler om at tiltuske sig tid til læsning på mærkelige tidspunkter. Hun kommer også med gode, praktiske tips: Hvis du læser en ebog i badekarret, kan du med fordel bruge din næse til at swipe til næste side.
I love it!

Forsiden siger det hele. Bøger, busser, grønne enge, en mand i kilt og en søgende kvinde.
Boginfo
De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne af Roy Jacobsen
Udgivet på Rosinante i henholdsvis 2014, 2017 og 2018.
Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari fortalt til Lars Hvidberg
Udgivet på Gyldendal, 2018.
Robotten kan skide af Morten Dürr
Udgivet på Forlaget Plot, 20188.
Den lille butik med lykkelige slutninger af Jenny Colgan
Udgivet på Rosinante, 2018.
Tidligere års top tre
Pingback: Mikkels Top-3 fra 2018 | #bogsnak
Pingback: Lisbets 2021 udtrykt i tre bøger | #bogsnak