En novemberdag da solen gik ned i 2016 døde forfatteren Jan Sonnergaard, han blev kun 53 år gammel og man kan derfor sagtens påberåbe sig, at han drog herfra i utide. Både fordi han var for ung, men også fordi han slet ikke var færdig med at skrive flere bøger.

I 1997 udkom hans første bog, novellesamlingen “Radiator”, der for mig står som en milepæl i litteraturen fra 1990´erne. Ja, jeg anser faktisk stadig bogen som en meget væsentlig bog, der har fortjent de mange gode anmeldelser og gode salgstal. Bogen blev fulgt op af flere novellesamlinger og romaner, der tilsammen udgør et fortættet og læseværdigt forfatterskab.

Frygter man, at Sonnergaards forfatterskab er ved at gå i glemmebogen tager man fejl. Gevaldigt fejl. Dels fordi Søde-Jan (som han kaldte sig selv) var en for dygtig forfatter til at gå i glemmebogen, men sandelig også fordi hans bror på sødmefuld og phlink vis (bevidst stavet på den måde) nu har bidraget til at få udgivet en bog med tekster skrevet af Jan Sonnergaard.

Bogen har et rørende og virkelig fint forord skrevet af forfatter Jonas T. Bengtsson, der var venner med Jan Sonnergaard og som i øvrigt selv er en rigtig glimrende forfatter.

Bogen, der netop er udkommet for ganske få dage siden på forlaget Arabesk har fået titlen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”.

Temamæssigt spænder teksterne vidt, men kan dog placeres i 4 grupper:

Tekster om dannelse, kulturkampe, litteratur og musik
Tekster om hævn og moral
Tekster om mad, alkohol og højstemthed
Tekster om at rejse

Teksterne har været udgivet før, men er nu samlet i denne bog til fornøjelse for de af os, der holdt af både Søde-Jan og hans forfatterskab – og så gør det ikke det mindste, at jeg i forvejen havde læst f.eks. Jans forord til “Hærværk” af Tom Kristensen eller den sidste novelle Jan skrev, der hedder “Fundamental familiær spillogik”, en fremragende novelle der gjorde voldsomt stort indtryk, men som også efterlod mig bestyret. Jeg mindes i øvrigt også at have læst teksten, hvor Jan påberåber sig, at alkohol kan være en fantastisk øjenåbner (nej, Jan drak ikke for meget, men han satte pris på det gode liv med god mad og drikke).

Nu vil du måske spørge hvad jeg egentlig vil med hele denne smøre om Søde-Jan og hans forfatterskab og en nyudgivet bog.

Jo, smøren tjener såmænd to formål:

1. At anbefale bogen “Konsekvenserne taler vi om i morgen”. Det er en læseværdig bog, en såkaldt Jantologi, som jeg bestemt synes du burde bruge tiden på at læse.
2. At slå et slag for Jan Sonnergaards øvrige forfatterskab, for han var dygtig og jeg bryder mig ikke om at gode forfattere ikke bliver læst. Læst f.eks. hans novelle-trilogi “Radiator”, “Sidste søndag i oktober” og “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen”. Når du har læst dem kan du f.eks. fortsætte til romanen “Frysende våde vejbaner” – eller en hvilken som helst anden bog af forfatteren.

God læselyst derude, jeg håber du har fået lyst til at læse “Konsekvenserne taler vi om i morgen” og Jan Sonnergaards øvrige bøger. Jeg har i hvert fald fået lyst til at genlæse alle hans bøger og har allerede fundet “Radiator” frem fra bogreolen.

Helt tilbage i slutningen af 90 erne gik jeg på HHX på Falster (yes, udkantsdanmark, jeg ved det). Her opererede de umodne hjerner med et begreb, der blev kaldt enten ugens gæst eller månedens gæst, anvendt om kammerater, der måske havde lidt for meget fravær eller måske bare ikke helt havde bidraget helt nok til fællesskabet.

Jeg har efterhånden været inaktiv på bogsnak længe nok til, at jeg ikke engang er ugens gæst eller månedens gæst. Vi er nok snarere ude i beskrivelsen: årets gæst.

Med fare for at lyde som Kurt Thorsen: Her har I mig tilbage. Nu er jeg så at sige på igen og klar til at grifle tekster om bøger og litteratur.

Jeg har valgt, at vende tilbage med temaet: tips til læsning i de mørke vintermåneder.

Er der noget som, at trække sig tilbage under et varmt tæppe i sofaen med en god bog (eller flere) mens vintermørket sænker sig udenfor? Jeg tror det ikke, det er hyggeligt, det er fordybelse.

Men hvor søren skal man starte hvis man gerne vil læse lidt mere her i de kolde vintermåneder?

Her har I mig så tilbage, for jeg har et par tips, som andre måske kan lade sig inspirere af:

“Jeg er hvad jeg husker” af Peter Øvig. Den selvstændige efterfølger til forfatterens forrige bog “Min mor var besat”, der handlede om at vokse op i et hjem med en psykisk syg mor og om selv lide af en dyb depression. Forfatteren blev i 2018 indlagt på den lukkede afdeling på Rigshospitalet, hvor han fik elektrochok-behandling og efterfølgende blev rask. Forfatteren frygtede elektrochok-behandlingen på forhånd, han forbandt det med at man blev en zombie a la Jack Nicholson i “Gøgereden”, et menneske der intet kan foretage sig og intet kan huske. Sådan gik det heldigvis ikke for Øvig. I denne bog undersøgelser han hvad hans dybe depression og elektrochokbehandlingen har gjort ved ham. Han opdager bl.a.. at han må ændre sit syn på både psykisk sygdom men også på sig selv og sine nærmeste. Denne bog har jeg i skrivende stund læst to tredjedele af – og den er aldeles fremragende og oplysende.

“Hjem” af Judith Hermann. Den tyske forfatter Judith Hermann er måske ikke voldsomt kendt her i landet og det er virkelig en skam, for hun er en blændende dygtig forfatter. Hun har især skrevet novellesamlinger, men har også bedrevet romaner. Hendes nye bog, der udkommer lige om lidt (5. november) er en novellesamling, der har fået navnet “Hjem”. Den navnløse kvindelige fortæller er flyttet fra storbyen til et digelandskab ved havet hvor der dufter af kamille, tør jord og salt. Som ung arbejdede hun på en cigaretfabrik og takkede nej til jobbet som oversavet dame hos en tryllekunstner der rejste verden rundt. Nu bor hun alene i et forfaldent hus, arbejder som servitrice på sin brors café og skriver breve til eksmanden, en manisk samler der har viet sit liv til at forberede sig på verdens undergang. Jeg har læst alle forfatterens bøger og har en ide om, at denne bog vil være en drøm af en bog, præcis lige som forfatterens øvrige bøger. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er de alle gode, men start gerne med novellesamlingen “Spøgelser, overalt”, der efter min mening er forfatterens bedste og en bog, der er fuldstændigt fremragende skrevet.

“Flyet til Casablanca” af Per Lau Jensen. En krimi/spændingsroman, der netop er udkommet på forlaget Superlux. Bogen beskrives som en thriller i international klasse, hvor sandheden folder sig ud som en russisk matrjosjka-dukke. Hver gang vi tilsyneladende kommer ind til sandheden, gemmer der sig en ny sandhed inde i den. Kort fortalt handler bogen om Lars, der er flygtet til Costa del Sol, hvor han forsøger at drikke sig ihjel. De daglige drukture resulterer i store, sorte pletter i hukommelsen. En morgen vågner Lars med en død kvindes pengepung i sin varetægt, og det eneste, han kan huske er, at han stod bøjet over hende aftenen før på havnen i Caleta de Velez. Kvindens pung indeholder hemmeligheder, som nogen vil slå ihjem for at få tilbage. Det er kort sagt en bog jeg glæder mig meget til at læse, især fordi jeg tidligere har læst flere af forfatternes bøger med stor fornøjelse. Skulle du være interesseret i forfatterens øvrige bøger er det bare at komme igen, jeg er især begejstret for romanen “Illa Isabella”, der tog mig med storm da jeg læste den.

2021 har efter min mening været et rigtigt fremragende bogår med mange interessante nyudgivelser.

Andre bogtips kunne f.eks. være “Et stykke af tiden” af Benn Q. Holm, “Så en morgen” af Henrik Nordbrandt, “Hvis vi ikke taler om det” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Der er nok at tage fat på, så det er bare at finde et bibliotek eller en boghandel og finde en eller flere af titlerne og få med hjem under det lune tæppe.

God læselyst. Og selv tak.

Måske husker du den storm, der raserede i medierne for et par år siden om ”Dovne-Robert”. En mand, der offentligt erklærede, at han ikke ønskede at gå på arbejde fordi der var visse jobs han følte sig for god til at tage og derfor foretrak at være på kontanthjælp i stedet.

Politikere og borgere raserede og mennesker på kontanthjælp blev – om muligt – lagt endnu mere for had end de var i forvejen. Kontanthjælpsmodtagere hører til blandt de fattigste mennesker i Danmark og det sidste de har brug for er nok, at de alle bliver sat i bås med ”Dovne-Robert” – både fordi det er fordomsfuldt at tænke sådan, men også fordi det ikke hjælper på folks situation, at blive lagt for had.

Tidligere i år (2018) udkom bogen ”Stemmer fra dybet”, der er en antologi.

Bogen består af 12 fortællinger om 12 virkelige personer, der er havnet på kontanthjælp og sidder fast i et system, der er sat i verden for at hjælpe folk, men som i virkeligheden ofte modarbejder det menneske, som det er sat i verden for at hjælpe.

Ingen af disse 12 personer minder om ”Dovne-Robert”, det er i stedet mennesker, der har været uheldige og som derfor er havnet i en uhensigtsmæssig situation.

Vi møder bl.a. 53-årige Maria, der er uddannet cand.mag fra RUC og som i en længere årrække har været ansat som kommunikationsmedarbejder. Efter en fyring i 2010 søgte hun uden held jobs mange steder – også jobs hun var overkvalificeret til. Efter to år på dagpenge kom hun på kontanthjælp og blev tvangsaktiveret fra dag 1 – ud i et såkaldt nyttejob sammen med andre i samme situation.

Du kan i denne bog også læse Lasses historie. Han er 31 år og har også taget en uddannelse og haft fast job. Desværre blev han ramt af akut, lymfatisk leukemi. På grund af sin sygdom havnede han i et beskæftigelsessystem, der modarbejdede ham på trods af, at han allerede havde sin sygdom og skrantende økonomi at slås med.

”Stemmer fra dybet” er fortællinger fra virkeligheden.

Fortællinger, hvor du bliver tvunget til at revidere din mulige opfattelse af, at alle på kontanthjælp er nogle dovne svin, der ikke gider lette måsen til andet end, at hæve den ”fyrstelige” sum, som kontanthjælpen består af hver måned. Man kan være provokerende og spørge: hvis du oprigtigt mener, at det er fordelagtigt at være på kontanthjælp med de tilskud man kan få, hvorfor gider DU så gå på arbejde hvis du synes dem på kontanthjælp har det så fremragende og nemt?

Du bliver klogere efter at have læst denne bog da du finder ud af, at mange faktisk har været uheldige, at de fleste faktisk gerne vil forsørge sig selv i stedet for at blive mistænkeliggjort af folk i beskæftigelses-industrien, der opfører sig som om de faktisk ikke vil have dig i arbejde. Hvad skal de lave hvis alle folk kommer i arbejde? – så er det måske DEM, der havner på den forkerte side af bordet, hvor de bliver mistænkeliggjort for at være på kontanthjælp.

”Stemmer fra dybet” er på mange måder skræmmende og forstemmende læsning. Jeg fristes til at sige, at det er en bog med fortællinger fra en beskæftigelsesindustri, der har spillet fallit, hvor man ikke har tillid til sine medmennesker og hvor din værdi som menneske ser ud til at afhænge af din indtægt og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvem er taberen her, er det beskæftigelsesindustrien eller er det dem, der har været uheldige i tilværelsen?

Jeg synes der her er bedrevet en væsentlig og interessant bog, der forhåbentlig kan være med til at ændre på det negative billede, der ofte eksisterer af kontanthjælpsmodtagere.

Jeg kan ikke andet end, at anbefale andre at læse denne bog – men det forudsætter selvfølgelig, at du er modtagelig for at ændre din mulige opfattelse af hvem menneskerne på kontanthjælp er – for de er absolut ikke tabere, misbrugere eller ”Dovne-Robert” – de er bare så uheldige, at det er her de er havnet.

Hvor ofte hæfter du dig ved nyhedsindslag om andengenerationsindvandrere?

Tænker du, at der ofte kommer indslag om unge mænd, der er anden-generations-indvandrere – og tænker du, at der ofte er indslag om, at der er ballade eller kriminalitet? I så fald er du sikkert ikke alene om at tænke sådan, men – hånden på hjertet – hvor meget ved du egentligt om emnet?

Har du nogensinde taget dig tiden til at tale med en af disse såkaldte ”vrede unge mænd” – eller har du kun din information baseret på dine egne fordomme? I så fald er du sikkert heller ikke alene.

Nu er der udkommet en bog, hvor sociologen og forfatteren Aydin Soei har interviewet flere af disse unge mænd og den har fået titlen ”Omar – og de andre”.

”Mange har en følelse af at være andenrangsborgere.
Og dét, at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.” (fra bogens bagside).

Sådan lyder det fra en af de ”vrede unge mænd”, som sociologen og forfatteren Aydin Soei har talt med til bogen ”Omar – og de andre”.

Denne bog er en fortsættelse af bogen ”Vrede unge mænd” der udkom i 2011, men den kan sagtens læse uden at man har læst bogen fra 2011 da enkelte af kapitlerne går igen i nye og opdaterede versioner. Nogle af de unge mænd, som forfatteren talte med dengang er blevet interviewet igen og blandes med interviews med andre nye stemmer.

Jeg synes, at Aydin Soei med denne bog har bedrevet en saglig, redelig bog om en gruppe i samfundet, som de færreste af os har brugt ret meget tid på. Det er måske en del af fejlen hos etniske danskere, at man ikke har sat sig ordentligt ind i tingene og for en dels vedkommende er ramt af fordomme. Ved at læse denne bog har du og andre dog muligheden for at blive klogere på emnet ”vrede unge mænd”.

Man skal lige over 200 sider ind i bogen for at stifte bekendtskab med den Omar, der lægger navn til bogens titel. Det er bestemt ventetiden værd. Omar er navnet på den unge mand, der i 2015 stod bag angrebet på Krudttønden i København – og som efterfølgende døde da han blev skudt.

Herudover møder læseren også en anden mand ved navn Omar, der tidligere har været syrienskriger, men nu hvor han har passeret de 30 har ønsket om familie og et normalt liv vundet over vreden. Man kan sige, at han er en mønsterbryder idet han har taget afstand fra sin tidligere tilværelse.

”Omar – og de andre” er en bog på 360 sider, men den er ikke en eneste side for lang.

Der er gjort et grundigt forarbejde for at skrive denne bog – og en af de vigtigste pointer i bogen er nok, at det er væsentligt ikke at sætte alle disse unge mænd i samme bås. De er forskellige mennesker og som de fleste mennesker har de ønsket om accept, om at høre til og om at skabe sig et normalt liv med familie og arbejde.

Jeg har oplevelsen af, at være blevet klogere efter at have læst denne bog – at være blevet oplyst om et emne, som jeg dybest set ikke har haft ret meget viden om på forhånd.

Hvis man interesserer sig for samfundet og ikke er bange for at få aflivet en fordom eller to synes jeg man skal læse ”Omar – og de andre”. Det er en velskrevet, relevant, redelig og meget fin bog, der burde være obligatorisk læsning for politikerne inde på Christiansborg (også kaldet ”Døve- og blindeinstituttet”).

Læs denne bog – og læs den gerne højt for dine omgivelser – det værste der kan ske er, at du bliver klogere.

For nyligt var jeg så heldig at få en bog forærende – og det selvom det hverken er juleaften eller min fødselsdag.

Boggnasker som jeg jo er tager jeg glædeligt imod bogen og begynder at ren nysgerrighed at google anmeldelser af bogen. Ikke at det har den store betydning, jeg vil læse bogen uanset hvad andre måtte mene.

Anmeldelserne er meget positive, næsten overstrømmende. Det er lige før jeg tænker om folk overdriver, men der er jo kun en måde at finde ud af det på.

Bogen findes frem.

“Bjørnen” af Katrine Marie Guldager – udgivet på Gyldendal tidligere i 2018.

Bogen ER rent faktisk god….og skidesjov, faktisk. Forfatteren har humor og jeg er ganske pjattet med bogen.

Hvorfor, spørger du? – det kan du blandt andet læse lidt om i denne anmeldelse:

Vibse er midaldrende, faktisk lidt ældre en midaldrende – og det spiller ikke rigtigt for hende. Hun er netop blevet fyret fra sit job som gymnasielærer fordi hun var for åbenmundet overfor sin chef – og det selvom hun havde været ansat i 15 år inden ham tossen kom til og næsten inviterede til, at hun skulle sige sin ærlige mening op i hans åbne ansigt.

Datteren Laura flyttede hjemmefra 3 dage efter hun blev fyret – den lille ælling er blevet voksen og skal ud i verden – også selvom det er mere end almindeligt svært for moderen at give slip.

Om fredagen i denne helvedesuge har Vibse et stort skænderi med sin mand – lad os kalde ham Bent, selvom han faktisk hedder Lars – og så får Vibse nok.

Hun skrider fra det hele. Damper af til familiens sommerhus i Sverige, så kan de sgu have det så godt alle sammen, røvhuller !

Til at begynde med virker det som en god ide at fordampe så man kan få sig lidt fred fra alle idioterne, men måske er det slet ikke så smart igen at bevæge måsen hen i et sommerhus midt på vinteren, hvor der er faldet en del sne. Især ikke når man er tvunget ud i, at redde den mand, der bor i nabohuset og man for øvrigt ikke er særligt minded til at kapere de udfordringer, det kan give at skulle klare alting selv. Måske er folk derhjemme slet ikke så store røvhuller, som man egentlig havde bestemt sig for, at de skulle være.

”Bjørnen” er en roman om en kvinde, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med sin egen angst – og en stor, brun bjørn i Sverige.

På bogens bagside beskrives bogen også som en roman om en kvinde, der på flere måder kæmper for sit liv, om tab, skam og om at finde den mening med tilværelsen, der fra tid til anden vanskeligt lader sig finde når man befinder sig i en personlig krisesituation.

Katrine Marie Guldager har med ”Bjørnen” bedrevet en virkelig fin roman, som jeg synes var både underholdende og humoristisk, men som samtidigt på dygtig vis beskriver hvordan det opleves når lokummet vælter for en og alting går i den gale retning – og det har alle mennesker over 40 vist prøvet.

Solidt håndværk, underholdende læsning og på alle måder en overbevisende læseoplevelse, som jeg næsten ikke kan anbefale varmt nok – det her er altså en af den slags bøger, der SKAL læses.

Vi kan jo altid diskutere om socialrealisme er god eller dårlig litteratur.

Vi kan også diskutere om markedet ikke snart er mættet og om vi ikke allesammen har fået nok af mennesker som Lisbet Zornig Andersen, Lotus Turéll og andre, som har haft en barndom, der er udgået fra helvede.

Er det i virkeligheden ikke kun disse voksne mennesker, der kan kaldes for Underdanmarks fodsoldater, der får noget ud af at skrive deres erindringer ned mens alle vi andre sidder med deres erindringer/åbne sår hængende ud af en vis legemsdel? Kan folk dog ikke bare holde op med at lufte deres snavsede vasketøj og booke tid hos en psykolog i stedet for at plage os andre?

Næ, ikke rigtigt.

Jeg vil mene, at det er et sundhedstegn, at der er åbenhed om de syge miljøer nogle mennesker vokser op i, at det er udtryk for, at berøringsangsten og nogle af tabuerne er lagt på hylden. Samtidigt synes jeg det er både sejt og modigt, at nogle mennesker rent faktisk har modet til at udstille både sig selv og den familie de nu har trukket i livets lotteri….

For nyligt læste jeg en af disse socialrealistiske bøger; en erindringsbog med titlen “Kommunebarn”. Det er faktisk en bog alle burde læse, uagtet at den giver mareridtslignende drømme og på ingen måde er en munter bog.

Der er kommet denne anmeldelse ud af læsningen af bogen:

”Kommunebarn” er en af den slags bøger, der er langt mere uhyggelig end nogen krimi du nogensinde har læst og mere skræmmende end den værste og mest blodige horrorfilm man kan tænke sig. Forskellen er bare, at der her er tale om virkelige hændelser og ikke begivenheder, der er udsprunget i en fantasifuld forfatters kringlede hjerne.

Laura Helena Pimental da Silva bliver født i Brasilien i en familie, hvor faderen er kriminel og moderen er alene med en børneflok. Familien er fattig og børnene går ofte sultne i seng. I et forsøg på at skaffe sig selv og børnene bedre levevilkår gifter moderen sig med en dansk mand og flytter til Danmark.

Det viser sig at være et katastrofalt dårligt valg, både for mor og børn.

Lauras stedfar er en led, modbydelig satan, anderledes kan det ikke siges. Han tæver sin kone gul og blå, drikker for meget og voldtager børnene på skift og tvinger de andre børn til at se på mens han begår sine modbydelige overgreb på dem. Laura er kun et par år gammel da stedfaderen begår den første af mange fuldbyrdede voldtægter mod hende.

Børnene tvangsfjernes da Lauras ældre søskende fortæller en lærer i skolen om hvad der foregår hjemme hos dem, og herefter følger en årrække af anbringelser i plejefamilie og på opholdshjem for unge mennesker. Plejefamilien behandler Laura skandaløst, de gider hende ikke og fortæller hende ofte at hun ikke er en del af familien og at de ikke gider hende. Opholdende på opholdshjemmene er lige så katastrofale, det ene sted bliver hun udsat for blufærdighedskrænkelse af en af pædagogerne, der også sender hende lumre sms-beskeder, på et andet opholdssted går hun i sultestrejke på grund af dårlig behandling, men bliver ikke taget seriøst da pædagogerne udstiller hende som ustabil og spiseforstyrret overfor pigebarnets læge.

”Kommunebarn” er kort fortalt en bog om en barndom og ungdom i helvedes forgård og om et system, der gang på gang svigter udsatte børn og unge uden at lære noget som helst af fortidens svigt.

Bogen er meget, meget skræmmende, men det er samtidigt også en særdeles rammende beskrivelse af hvordan det er at vokse op i et meget sygt miljø.

”Kommunebarn” er en meget overbevisende og skræmmende bog. Bogen er velskrevet, logisk opbygget og giver læseren et godt indblik i den psykologi, der gør sig gældende i syge familier – og i et sygt behandlersamfund, hvor de udsatte børn behandles værre end det skidt man træder på.

Lad denne bog være en lærestreg for behandlersamfundet – og lad os alle reagere prompte hvis vi har mistanke om at børn eller unge vanrøgtes.

5 meget store stjerner herfra – og dyb respekt til forfatteren hun er en meget modig og meget sej ung kvinde og jeg ønsker hende alt det bedste her i verden.