Boggaver og litteratur, der viser sig at være overraskende god

For nyligt var jeg så heldig at få en bog forærende – og det selvom det hverken er juleaften eller min fødselsdag.

Boggnasker som jeg jo er tager jeg glædeligt imod bogen og begynder at ren nysgerrighed at google anmeldelser af bogen. Ikke at det har den store betydning, jeg vil læse bogen uanset hvad andre måtte mene.

Anmeldelserne er meget positive, næsten overstrømmende. Det er lige før jeg tænker om folk overdriver, men der er jo kun en måde at finde ud af det på.

Bogen findes frem.

“Bjørnen” af Katrine Marie Guldager – udgivet på Gyldendal tidligere i 2018.

Bogen ER rent faktisk god….og skidesjov, faktisk. Forfatteren har humor og jeg er ganske pjattet med bogen.

Hvorfor, spørger du? – det kan du blandt andet læse lidt om i denne anmeldelse:

Vibse er midaldrende, faktisk lidt ældre en midaldrende – og det spiller ikke rigtigt for hende. Hun er netop blevet fyret fra sit job som gymnasielærer fordi hun var for åbenmundet overfor sin chef – og det selvom hun havde været ansat i 15 år inden ham tossen kom til og næsten inviterede til, at hun skulle sige sin ærlige mening op i hans åbne ansigt.

Datteren Laura flyttede hjemmefra 3 dage efter hun blev fyret – den lille ælling er blevet voksen og skal ud i verden – også selvom det er mere end almindeligt svært for moderen at give slip.

Om fredagen i denne helvedesuge har Vibse et stort skænderi med sin mand – lad os kalde ham Bent, selvom han faktisk hedder Lars – og så får Vibse nok.

Hun skrider fra det hele. Damper af til familiens sommerhus i Sverige, så kan de sgu have det så godt alle sammen, røvhuller !

Til at begynde med virker det som en god ide at fordampe så man kan få sig lidt fred fra alle idioterne, men måske er det slet ikke så smart igen at bevæge måsen hen i et sommerhus midt på vinteren, hvor der er faldet en del sne. Især ikke når man er tvunget ud i, at redde den mand, der bor i nabohuset og man for øvrigt ikke er særligt minded til at kapere de udfordringer, det kan give at skulle klare alting selv. Måske er folk derhjemme slet ikke så store røvhuller, som man egentlig havde bestemt sig for, at de skulle være.

”Bjørnen” er en roman om en kvinde, der tvinges til at stå ansigt til ansigt med sin egen angst – og en stor, brun bjørn i Sverige.

På bogens bagside beskrives bogen også som en roman om en kvinde, der på flere måder kæmper for sit liv, om tab, skam og om at finde den mening med tilværelsen, der fra tid til anden vanskeligt lader sig finde når man befinder sig i en personlig krisesituation.

Katrine Marie Guldager har med ”Bjørnen” bedrevet en virkelig fin roman, som jeg synes var både underholdende og humoristisk, men som samtidigt på dygtig vis beskriver hvordan det opleves når lokummet vælter for en og alting går i den gale retning – og det har alle mennesker over 40 vist prøvet.

Solidt håndværk, underholdende læsning og på alle måder en overbevisende læseoplevelse, som jeg næsten ikke kan anbefale varmt nok – det her er altså en af den slags bøger, der SKAL læses.

Socialrealisme og selvbiografier om udsatte mennesker….

Vi kan jo altid diskutere om socialrealisme er god eller dårlig litteratur.

Vi kan også diskutere om markedet ikke snart er mættet og om vi ikke allesammen har fået nok af mennesker som Lisbet Zornig Andersen, Lotus Turéll og andre, som har haft en barndom, der er udgået fra helvede.

Er det i virkeligheden ikke kun disse voksne mennesker, der kan kaldes for Underdanmarks fodsoldater, der får noget ud af at skrive deres erindringer ned mens alle vi andre sidder med deres erindringer/åbne sår hængende ud af en vis legemsdel? Kan folk dog ikke bare holde op med at lufte deres snavsede vasketøj og booke tid hos en psykolog i stedet for at plage os andre?

Næ, ikke rigtigt.

Jeg vil mene, at det er et sundhedstegn, at der er åbenhed om de syge miljøer nogle mennesker vokser op i, at det er udtryk for, at berøringsangsten og nogle af tabuerne er lagt på hylden. Samtidigt synes jeg det er både sejt og modigt, at nogle mennesker rent faktisk har modet til at udstille både sig selv og den familie de nu har trukket i livets lotteri….

For nyligt læste jeg en af disse socialrealistiske bøger; en erindringsbog med titlen “Kommunebarn”. Det er faktisk en bog alle burde læse, uagtet at den giver mareridtslignende drømme og på ingen måde er en munter bog.

Der er kommet denne anmeldelse ud af læsningen af bogen:

”Kommunebarn” er en af den slags bøger, der er langt mere uhyggelig end nogen krimi du nogensinde har læst og mere skræmmende end den værste og mest blodige horrorfilm man kan tænke sig. Forskellen er bare, at der her er tale om virkelige hændelser og ikke begivenheder, der er udsprunget i en fantasifuld forfatters kringlede hjerne.

Laura Helena Pimental da Silva bliver født i Brasilien i en familie, hvor faderen er kriminel og moderen er alene med en børneflok. Familien er fattig og børnene går ofte sultne i seng. I et forsøg på at skaffe sig selv og børnene bedre levevilkår gifter moderen sig med en dansk mand og flytter til Danmark.

Det viser sig at være et katastrofalt dårligt valg, både for mor og børn.

Lauras stedfar er en led, modbydelig satan, anderledes kan det ikke siges. Han tæver sin kone gul og blå, drikker for meget og voldtager børnene på skift og tvinger de andre børn til at se på mens han begår sine modbydelige overgreb på dem. Laura er kun et par år gammel da stedfaderen begår den første af mange fuldbyrdede voldtægter mod hende.

Børnene tvangsfjernes da Lauras ældre søskende fortæller en lærer i skolen om hvad der foregår hjemme hos dem, og herefter følger en årrække af anbringelser i plejefamilie og på opholdshjem for unge mennesker. Plejefamilien behandler Laura skandaløst, de gider hende ikke og fortæller hende ofte at hun ikke er en del af familien og at de ikke gider hende. Opholdende på opholdshjemmene er lige så katastrofale, det ene sted bliver hun udsat for blufærdighedskrænkelse af en af pædagogerne, der også sender hende lumre sms-beskeder, på et andet opholdssted går hun i sultestrejke på grund af dårlig behandling, men bliver ikke taget seriøst da pædagogerne udstiller hende som ustabil og spiseforstyrret overfor pigebarnets læge.

”Kommunebarn” er kort fortalt en bog om en barndom og ungdom i helvedes forgård og om et system, der gang på gang svigter udsatte børn og unge uden at lære noget som helst af fortidens svigt.

Bogen er meget, meget skræmmende, men det er samtidigt også en særdeles rammende beskrivelse af hvordan det er at vokse op i et meget sygt miljø.

”Kommunebarn” er en meget overbevisende og skræmmende bog. Bogen er velskrevet, logisk opbygget og giver læseren et godt indblik i den psykologi, der gør sig gældende i syge familier – og i et sygt behandlersamfund, hvor de udsatte børn behandles værre end det skidt man træder på.

Lad denne bog være en lærestreg for behandlersamfundet – og lad os alle reagere prompte hvis vi har mistanke om at børn eller unge vanrøgtes.

5 meget store stjerner herfra – og dyb respekt til forfatteren hun er en meget modig og meget sej ung kvinde og jeg ønsker hende alt det bedste her i verden.

 

 

Oversete bøger og forfattere og hvorfor “løn som forskyldt” ikke altid holder i byretten

Det kan dårligt komme bag på nogen, at jeg for øjeblikket er på barselsorlov og derfor er hjemme de fleste dage for at passe min lille datter på snart 8 måneder.

Omend meget af tiden går med bleskift, at lave mos af økologisk frugt og grønt, vask og skold af sutteflasker og andre helt ufatteligt spændende opgaver sniger der sig også tid ind til at læse bøger. Ikke i samme grad som før jeg fik min datter….slet ikke i samme grad som før, men litteraturen kan ikke undværes herhjemme i lejligheden på Nørrebronx…..om alt går vel ender min lille datter med også at blive en læsehest når hun bliver ældre.

Sidste år stiftede jeg bekendtskab med en bog af forfatteren Per Lau Jensen, der havde skrevet en bog om et liv med hunde og en rejse til Spanien med et par behårede venner med på slæb. Ganske glimrende bog, for øvrigt, der også er anmeldt på bogrummet.dk, hvor denne boggnasker også anmelder bøger under pseudonymet “newyorkcitygirl“.

Tidligere i 2018 udkom så Per Lau Jensens seneste bog, en roman, der har fået titlen “Drømmepiger og dragehoveder”. Jeg kan allerede nu afsløre, at det er en rigtig fin og god bog, som har fået alt for lidt opmærksomhed i forhold til hvad både bog og forfatter fortjener.

Eftersom bogen er så glimrende synes jeg kun det vil være passende, at lægge en anmeldelse af bogen op her på bogsnak i håbet om, at andre måske også har lyst til at læse bogen:

Er I klar?

Godt så.

Her er anmeldelsen af “Drømmepiger og dragehoveder” af Per Lau Jensen.

I slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 1970´erne var der stadig dømt hippie-tid i Danmark. Det var dengang vildskab var lig med en boret Puch (hvor kikset ville det lige være for en teenager i dag?) og landets teenagere lyttede til Led Zeppelin eller Deep Purple.

Tre drenge ved navn Mogens, Bo og Rolf – eller Mo, Bo og Ro, som de kaldes i romanen – vokser op sammen og har vel egentligt det man kan kalde et helt almindeligt liv og et almindeligt venskab til hinanden med de roller alle nu engang får tildelt i venskabsrelationer. Almindeligt venskab indtil en af drengene pludselig trækker sig fra venskabet og tingene ændres.

40 år senere er drengene blevet til modne mænd, der alle lever rimeligt priviligerede liv som forfattere. Mange ting har ændret sig siden de var teenagere – og ikke kun det faktum, at de alle er blevet lidt grå i toppen. Noget, der ikke har ændret sig synderligt er de gamle magtstrukturer fra kammeratskabet dengang, og alle der har passeret de 40 ved, at det ikke altid er lige kønt når disse magtstrukturer viser sig igen efter mange år.

De fire (nu modne) mænd mødes efter 40 år, hvor de holder en uges ferie i en villa i Portofino. Det, der lyder som en rar ferie med folk fra gamle dage viser sig kun at være delvist skønt og hyggeligt eftersom gamle minder – og en gammel hemmelighed fra dengang – kommer op til overfladen.

”Drømmepiger og dragehoveder” er en rigtig fin og god bog, som tegner et billede af 1960´ernes og 1970´ernes Danmark – og det er interessant for en som mig, der er født i 1977 og derfor ikke husker 1970´erne særlig tydeligt og kun kender 1960´erne fra fotos, historiebøger eller fra fortællinger fra mine forældre.

Udover at være en tidstypisk roman er det – i endnu højere grad – en bog om venskaber, relationer mellem mennesker og om hvordan alting ændrer sig over tid.

Man kan sige, at romanen måske ikke gør noget stort væsen af sig, men det er også en del af bogens styrke: det er en stærk og medrivende hverdagsfortælling, som jeg synes er både velskrevet og spændende. Jeg synes, at Per Lau Jensen er klog på mennesker og at han med ”Drømmepiger og dragehoveder” har bedrevet en roman, som indtil videre er en af de bedste bøger jeg har læst i 2018.

”Drømmepiger og dragehoveder” får fire store stjerner med på vejen – og så håber jeg, at der er mange andre, der også har lyst til at læse denne meget fine bog.

Kazuo Ishiguro og forårets komme…

Så kom foråret endelig til Nørrebronx – og hvad er så mere oplagt end at tage en bog med ud i solen og læse?

Nu hvor uddelingen af Nobels litteraturpris er udskudt til næste år må man jo tage til takke med at læse en roman eller to af sidste års vinder, nemlig den britiske forfatter Kazuo Ishiguro. En eller anden læser håber jo snart på, at Philip Roth snart tildeles den eftertragtede pris….

Jeg har for nyligt givet mig i kast med et par af Ishiguros romaner, som jeg ikke havde læst før, blandt andet “Slip mig aldrig”. Det er der kommet denne anmeldelse ud af:

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.

Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest over-beskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.