Dokumenter fortiden. Organiser nutiden. Planlæg fremtiden. Find selv på flere verber i bydemåde! – Bullet journal manualen nu på dansk.

Lige om lidt kommer blogkollektivets forslag til sommerlæsning, men jeg har faktisk også et sommerferieforsæt til dig. Start en bullet journal. Du kan takke mig senere. Undskyldningerne er blevet færre, for i april 2019 udkom opfinderen af bullet journal-systemet, designeren Ryder Carrol’s, bog om fænomenet på dansk. ”Bullet journal-metoden” er den kommet til at hedde. Ingen overraskelser dér. Bag udgivelsen står Rosinante. Jeg købte den i originaludgaven til min Kindle, så snart den udkom i oktober 2018, men den egner sig dårligt som ebog, så jeg havde egentlig forestillet mig at købe den i papirform også. Der sker så det, at Arnold Busck vælger at lave et baghold på mig og udstille den nye danske version midt i en samling uundværligt bullet journal-udstyr i underetagen i butikken i Købmagergade. De kender mig for godt. Jeg har intet naturligt forsvar mod hverken nye notesbøger eller -udstyr.

img_1621

Mathilde med min BuJo-bog

Jeg har snakket om min besættelse af notesbøger før, og jeg nævnte også bullet journals, men lad mig lige bruge anledningen her til at give dig den rigtige Bullet Journal 101 lektion, så du kan blive én af os BuJo-neofytter. Det er nemlig også noget så fint som et fællesskab. Et community, som vi siger på nudansk.

Hvad er det dér bullet journal for noget?

Det er et enkelt system, der kan anvendes i alle notesbøger; fysiske som digitale, men det er altså lidt perverst hvis man laver en Bullet journal digitalt. Hvorfor vil blive klart senere. Bullet journal kan også referere til den notesbog, man nu har gang i p.t. Man skal bruge:

  • En notesbog
  • En pen

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Jeg har set bullet journals på Pinterest og Instagram, og de er fyldt med farvelade, kunst, kulørt tape og andet crap. Korrekt, men det er meget kreative mennesker, der har taget konceptet i en helt ny og spændende retning. De går ALDRIG ned på udstyr, hvoraf halvdelen skal specialimporteres fra Japan. Det er dog også bullet journals, og det understreger en af de store styrker ved systemet: Det er din bullet journal. Gør, hvad der virker for dig. Man kan ikke gøre noget forkert.

y90r3fb22j331

Fra Reddits r/bulletjournal. Nogle mennesker har for meget tid!

Bullet journal-metoden sikrer, at vi kan forvandle en hvilken som helst notesbog til både kalender, dagbog og alle slags notesbog på én og samme gang og erstatte urskoven af post-its omkring dig. Der er fem hovedelementer i en bullet journal, der udgør strukturen.

  • Indeks
  • Fremtidsoversigt
  • Månedlig oversigt
  • Dage
  • Samlinger

Indeks

Indekset er det første i en bullet journal. Alle større notesbogsproducenter laver særlige bullet journals nu, og i dem er det fortrykt. Det er indholdsfortegnelsen til din bullet journal. Her noterer du helt banalt, hvad der er på siderne, som de nu tager form. Hvis sidetal ikke er fortrykt i din notesbog, så husk at skrive dem på, når du starter på en ny side. Det er sådan en bullet journal kan være alting på én gang, for du finder alting fra indekset.

69455e6e-fb37-4613-8d06-948c9c897644-25041-0000068d70fb3928

Fremtidsoversigten

I fremtidsoversigten noterer du alt, der ligger ud over indeværende måned. Mine bullet journals holder ca. et halvt år, så jeg har to dobbeltsider til de næste to halve år. Jeg skal have gang i en ny 1. juli, så første dobbeltside vil være juli – december 2019 og næste dobbeltside januar – juni 2020. Fremtidsoversigten er langtidshukommelsen i din bullet journal. Husk at notere fremtidsoversigten i dit indeks. Nogle, der bruger deres bullet journal meget som en kalender, har været utilfredse med fremtidsoversigten. En flittig bruger, Eddy Hope, opfandt Calendex-metoden, som bibevarer bullet journal-filosofien med, at alting kan laves i hånden med en notesbog og en pen, men er langt mere fokuseret på datoer og tidspunkter. Se mere her.

371800cd-d8b1-4279-ae6e-6b2cc487872f-25041-0000068d93aae563

Månedsoversigt

I månedsoversigten har man indeværende måned med en linje til hver dag og modsatte side til noter. Når man nærmer sig næste måned, kan man lave en ny. Så snart man gør dét, går man tilbage i fremtidsoversigten og kopierer alt fra den relevante måned dér i over i den ny månedsoversigt. Husk at opdatere dit indeks 😊

6635de8d-f040-4cb7-b49c-200432a47ceb-25041-0000068e124ab0cf

Dage

De daglige oversigter kommer ind løbende og angives som det eneste ikke i indeks. Dagene er simple. Bare notér, hvad du skal i dag. Det er den del af systemet, der ikke fungerer for mig, så jeg laver uge-oversigter hver søndag. En ugeoversigt er sådan set bare en dobbeltside med den kommende uge allerede fortrykt. Jeg skriver ugeoversigten i indekset. Læg mærke til den enkle logik her. Ting er i din fremtidsoversigt eller månedsoversigt eller dagsoversigt, men kun ét sted!

f1ae034e-27e0-4cf0-b833-8056d82bd771-25041-0000068eda048590

Fancy uge-oversigt med habit-tracker

 

Samlinger

Her kommer vi til bullet journal-ideens populære eksplosion i blogs og sociale medier. Alle sider kan nemlig bruges til alting. Bare husk at anføre det i indeks. Har du brug for lister over bøger, du har og skal læse? Planlægge din tur til Køge? Tracke din træning og din meditation? Strukturere din debutroman? Holde styr på indholdet af din fryser og bryggersskab? Tage noter til møder og konferencer? Samle tilfældige tanker om dit arbejde? Mit svar til alle de spørgsmål er et rungende JA! Min bullet journal er fyldt med den slags. Bortset fra det med Køge, men jeg skal andre steder hen på ferieture og i embeds medfør. Jeg er heldig på den måde.

db98ff56-fc02-43cc-b457-eae97e81ac63-25041-0000068f4ee04c51

Fancy liste

1f25407d-238d-4310-ab8f-72745db90eb8-25041-0000068efc621693

Fancy vane- og humør-tracker

Løbende logning

Løbende logning er sproget i Bullet journals. Det fungerer med et sæt symboler og korte sætninger.  Herunder kan du se min nøgle med to egne tilføjelser.

img_4667

Nøgle og eksempel på den simplest mulige dagsoversigt

Og det er sådan set bare dét.

Alt på én gang

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Er det virkelig nok til, at en bullet journal kan være kalender, dagbog, notesbog, altmuligtpåéngang? Ja, det er det. Indeks og fremtidsoversigt ligger altid forrest. Dagene er altid dér, du er kommet til. Månedsoversigter kommer ind, hvor de nu passer. Ind imellem disse faste elementer ligger alle dine samlinger med alt muligt, og det hele indekseres, så du kan finde alting igen. Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når jeg har lavet en samling i form af noter om honningbier, og så kommer de næste par dage og så næste måned og så noget om privatleasing af Toyotaer, og så skal jeg på honningbierne igen. Så er der jo ikke plads sammen med en originale samling, og det hele bliver spredt? Ja! Du fortsætter, hvor der plads, og så tråder du bare dit indeks og dine sidetal. Fx:

Honningbier s. 24-25, 31-32, 47-51 (osv.)
Marts 2020 s. 26-28
Fordele og ulemper ved leasing s. 29-30
Uge 13 s. 33-34
Tanker om elsdyr s. 35-46

Nederst på selve siderne om honningbier ved sidetallet noterer du forrige forekomst og senere forekomster. Altså, når du slår op side 31 kan du notere ”s. 24” til venstre og ”s. 47” til højre for sidetallet, og det læses som: ”Du er på side 31, og den første forekomst af dette emne er tilbage på side 24, mens den næste forekomst er på side 47.” Sådanne enkle, geniale, analoge løsninger gør mig helt fjollet glad 😊

Jamen, Mikkel, hører jeg dig indvende. Hvad så når notesbogen er fyldt? Ha! På samme måde kan du tracke emner på tværs af din samling af bullet journals ved hjælp af parenteser. Altså fx Honningbier (II s.121), som betyder at forrige forekomst er i bullet journal 2 ovre i reolen på side 121. Der er i øvrigt også en officiel app, hvor du kan arbejde med et master-indeks på tværs af bullet journals, som de bliver fyldt op. Der er også artikler og meget andet.

Unavngivet

App’en præsenteret på bulletjournal.com

Udstyr

Ikke gå ned på udstyr! Alle notesbøger kan bruges – bedst med dots; ikke linjer, kvadrering eller blanke sider. Jeg bruger Dingbats Earth-collection, selvom jeg overvejer at skifte tilbage til Leuchtturm1917’s officielle Bullet Journal-notesbog. Dingbats’ penneholder holder ikke til al for megen kærlighed, og elastikken er for kort til pennetricket! WTF?! Til gengæld er der lovlig meget ghosting i Leuchtturm1917, hvor papirkvaliteten er lidt lavere. Beslutninger, beslutninger …. Skulle man gå på en Rhodia? Åhh …. hovedpine!

Herudover har jeg en lille lineal i lommen bagi notesbogen, en Staedtler pigment liner 0,2 mm, der hænger fast i notesbogens elastik, og i min rygsæk ligger altid Staedtlers Black Box, som min søde kollega og medblogger, Rie, forærede mig. Jeg har dog skiftet rollerballeren ud med en rød fineliner. Det skal dog ikke stoppe dig i at købe dig fattig i tusch-samlinger, Washi-tape og mærkelige linealer.

img_4674

Mit udstyr

Tilbage til bogen

Er det en god bog? Ja! Men er det en god bog? Hmmm … okay, nej. Måske ikke.

Vores ven, Ryder Carroll – der i parentes bemærket er så cool og lækker og har sådan en fantastisk stemme, at han får mig til at genoverveje min seksualitet! – som kom på systemet, har fyldt sin bog både med tilblivelseshistorien, og den er god, en gennemgang af systemet, som er godt, og længere filosofiske betragtninger over, hvad systemet så kan bruges til, og den del er hit-or-miss. Her er jeg så også en trænet hobbyist og sluger mange værker, der i kompleksitet og overblik trods alt overstiger den gode Ryder Carrolls formåen. For mere veljusterede mennesker end mig kan der snildt være meget at hente.

2c3de8eb-1557-4787-95e9-b482a707c2c8-25041-0000068fb96703ff

Fortæl mig lige, han ikke er lækker!?

Med hensyn til hvad man kan få ud af bogen, er det mest spændende nok gennemgangen af, hvorfor systemet er, som det er, og hvorfor du skal prøve det, som det nu ér nogle måneder, inden du går bersærk i personlig kreativitet. Hertil hvorfor det er essentielt, at det er analogt, selvom nogle af os skriver angstfremkaldende grimt og ulæseligt selv for os selv. Vigtigst er dog, hvordan du kan koble bullet journal-metoden til din foretrukne filosofi, selvom det er hit-or-miss, som jeg sagde ovenfor. Selv foreslår Carroll en metode, der retteligen ligner stoisk, daglig meditation meget – men det gør så sandelig heller ikke noget. Det er en praksis, hvor din bullet journal er i hjertet af morgen- og aftenrefleksion samt ugentlig, månedlig og halvårlig status og planlægning. På den måde kan denne lille bog snildt ændre dit liv.

De 300 sider er overraskende hurtigt læst, og en helt fantastisk feature ved bogen er, at eksempler er skrevet som i en bullet journal.

Er du drevet BuJo’ist, så kan du sagtens skippe den, medmindre du må have den, som kristne må have en bibel, og ædru alkoholikere aldrig er uden Den Store Bog. Er du interesseret, så vil jeg absolut anbefale, du bruger bogen til at komme ind i bullet journals fantastiske verden. Køb bogen, en Leuchtturm1917 officiel BuJo-notesbog og en god pigment- eller fineliner og en lille lineal. Alle dele kan fås i velassorterede boghandlere. Hvornår er personlig frelse kommet så nemt og billigt måske?

Nyttige links

Ryder Carroll: “Bullet journal-metoden.” Rosinante: København. 2019. 311 sider. Hardback. Her hos Arnold Busck.

Ryder Carrolls og dermed bullet journal-systemets egen hjemmeside: https://www.bulletjournal.com

YouTube er fyldt med introvideoer. Her er Carrols egen: https://www.youtube.com/watch?v=fm15cmYU0IM

Instagram har 4 mio. opslag med #bulletjournal: https://www.instagram.com/explore/tags/bulletjournal/

YouTube flyder over med udstyrsvideoer. Her notesbog-showdown! https://www.youtube.com/watch?v=eAxlrUf05ok

Herudover er det rimelig nemt at finde bloggere, youtubere, pinterestere osv., der har samme tilgang som én selv, om man så er til enhjørninge og pastelfarver eller rå minimalisme. De er alle sammen på alle platforme alligevel.

Fuck mig hér, og fuck mig dér – uden at du i øvrigt skal misforstå dét …

Lad mig starte med et superheltecitat: “Det kan godt være, du tjener mange penge, men det får ikke dine børn til at elske dig mere.” Hvem sagde dét? Okay, det er et trickspørgsmål. Det bliver sagt af Deprimerende Panda i Mark Mansons “The Subtle Art of not Giving a F*ck,” som nu findes på dansk med titlen “Kunsten at være fucking ligeglad” fra forlaget memoris. Og du kan såmænd finde den lige her på vores allesammens eReolen. Deprimerende Panda er superhelten, ingen har bedt om, men alle har brug for.

Jeg har skrevet om Mansons bog før. Nu fik jeg lige lejlighed til at genlæse den hurtigt på dansk, og den er stadig enormt sjov og indsigtsfuld. Den skriver sig ind i en ny tradition af antiselvhjælpselvhjælp (ja, det er et ord nu), hvoraf vi fik en flig på dansk med Svend Brinkmanns geniale “Stå fast” fra 2014. Jeg ved godt, det er blevet populært at kimse ad Brinkmann, og han gør også meget for at gøre sig kimsbar – fx har han nu en mening om alt tilsyneladende. “Stå fast” er dog stadig én af de bedste fagbøger på dansk nogensinde, og hvis du bare har mærket en flig af konsulent-helvedet og Management Newspeak i dit arbejdsliv, er alene kapiteltitler som “Tag nej-hatten på,” “Undertryk dine følelser” og “Dvæl ved fortiden” lige til at blive glad i låget af.

Mansons bog var også med til at starte en anden tradition: Selvhjælpsbøger med bandeord i titlen. Derfor giver en søgning på “Fuck” hos Amazon et væld af titler som “Unf*ck Yourself,” “F*ck Feelings” osv. Det er endda begyndt at krybe ind i andre genrer. Se fx kogebogen “F*ck, That’s Delicious!” De åndssvage asterikser i stedet for u’er er selvfølgelig, fordi man ikke kan skrive “Fuck” på en amerikansk bogforside. Prøv også at søge på “Shit.” Det er en ting! Mestendels er det selvfølgelig for at skille sig ud fra mængden, men i nogle af dem giver det faktisk mening.

Ligesom “Stå fast” er skrevet med en vis underspillet, tør humor på bund af stoicisme, er “Kunsten at være fucking ligeglad” skrevet med eksplicit værtshushumor på bund af buddhisme. Og det skal man være glad for! Som den berømte TV-journalist, Dan Harris fra ABC, konstaterer i bogen “10% Happier,” så er buddhisme den originale og bedste måde at få styr på stress, angst og depression i særdeleshed og tilværelsen i al almindelighed.

Jeg har læst tre fuck-bøger. De andre to er “The Life-Changing Magic of not Giving a F*ck” af Sarah Knight og “F**k it! The Ultimate Spiritual Way” af John C. Parkin. Alle tre bøger deler det – ud over det vederstyggelige ord i titlen – at de for alvor søsatte deres forfatteres karrierer. Sarah Knight skiftede sit job i den amerikanske forlagsindustri ud med troperne og et simpelt liv med at skrive (alt for) simple bøger om emner, der er rimeligt ligetil. John C. Parkin lever af at skrive alt for mange bøger om samme emne og arrangere fuck it!-lejre. Mark Manson er blogger, og hans nok så berømte debut-bog startede egentlig som et vanvittigt blog-indlæg.

00e72832-a29a-4b34-b3dc-22585f95c28a.png

Sarah Knights fuck-filosofi kan også opleves i denne TED-talk, som opsummerer bogen ganske glimrende: https://youtu.be/GwRzjFQa_Og. Hvis du har bemærket ligheden med Marie Kondos oprydningsbøger og Netflix-dokumentar, så er det selvfølgelig helt tilsigtet. Knight har en række enkle, men helt rigtige betragtninger om måden, vi bruger vores tid, energi og penge på, og hvordan vi bliver fanget ind af mærkelige sociale konventioner. Modgiften er at lægge et fuck-budget og bruge not-sorry metoden. Beslut dig for, hvad der egentlig er vigtigt for dig – hvor du rent faktisk giver et fuck – og lad være spilde dine fucks på de andre ting. Man risikerer at blive lidt en egoistisk narrøv på den måde, men her kommer not-sorry metoden ind. Man kommer usædvanligt langt med ærlighed og høflighed … og sparer en frygtelig masse fucks!

212C3D9D-0260-4332-8585-9BCB5D8BE815

John C. Parkins fuck-bog er mere vidtgående. Det er først og fremmest en kort, men fyndig livsfilosofi. Find tilbage til nu’et og den banale livsglæde ved at sige nej til ting, du hader, og som du ikke behøver gøre, ja til ting, du elsker, og stop med at lytte til andre mennesker og deres trælse meninger om, hvad du burde gøre. Det er faktisk ret tæt på, hvad døende menneskers største fortrydelse er; at de brugte for lidt tid på at leve det liv, de ville, og lod sig holde tilbage af, hvad de troede, andre mennesker syntes, de skulle gøre. Og hvordan gør man så dét? Jamen, man siger “Fuck dét!” til noget nær alting. Hoveddelen af bogen er en vejledning i, hvordan man siger “fuck dét” til forskellige ting. Kun ved forældrerollen og klimaforandringer får Parkin lidt problemer, men ellers holder han egentlig stilen flot. Det bedste – eller det værste – er, det faktisk virker!

527E47F9-B246-42D3-B4B6-DB6C6D2A862D

Mark Manson har så klart skrevet den bedste af de tre bøger. Pointen er den samme, men serveret med mere vision og dybde, men – igen – Manson er dybt buddhistisk inspireret, og Buddha gav allerede svaret på, hvad der plager os, og hvad kuren er, for ca. 1.500 år siden. Vi lider, fordi vi altid længes. Efter ting, vi ikke har, men ønsker os, og efter ting, vi har, men ikke ønsker. Når vi fokuserer på at skaffe os ting, vi vil have, kommer vi automatisk til at fokusere på manglen, og når vi fokuserer på ting, vi vil af med, fokuserer vi automatisk på deres tilstedeværelse.

Selv Steven R. Covey var ganske buddhistisk inspireret, da han skrev alle selvhjælps-bøgers moder “Seven Habits of Highly Effective People” – på dansk “Syv gode vaner.” Stress og anden ulykke kommer af al den unødige tankevirksomhed, vi lægger i ting, vi ikke er herrer over alligevel. Så fuck dét!

Moderne evolutionspsykologi giver i øvrigt Buddha ret. Det ligger i vores bundkort at ønske os ting. At stræbe efter mere og bedre. Selvom det ødelægger vores sikkert glimrende nutid. Altid utilfredse og ærgerrige. Hvorfor? Fordi vores bevidsthed er underlagt vores genetiske kodning, og det eneste, dén går ud på, er at få spredt vores gener. Jo mere af alting, jo bedre alting, jo flere genetisk fristende partnere. Mænd skal særligt være ambitiøse, assertive og magtfulde, og dét går hunnerne så efter. Hvornår hørte du sidst nogen sige: “Åh, han er min drømmefyr! Han er sådan grundlæggende forvirret over livet og ved slet ikke, hvad han vil!” Der er intet i den hvileløse stræben efter at sprede generne mest og bedst muligt, der overhovedet tager hensyn til vores lykke. Vi er ikke programmeret til at være lykkelige. Derfor bliver man nødt til at kortslutte programmet. Vi bliver nemlig ikke engang lykkelige af vinde gen-ræset.

Vi kan tage det store livtag med tilværelsen i anden omgang. I første omgang bliver vi simpelthen nødt til at lære at fokusere på færre, men vigtige ting. Koncentrére vores fucks om det væsentlige. Her kan man med stor fordel lære af min elskede veninde AK’s førstefødte Øivind. På videoen herunder demonstrerer han alle væsentlige pointer i fuck-bevægelsen. Bar røv, festlig trøje, lytte til høj ABBA. Hvor mange fucks, tror du, der bliver givet lige dér?

81EF38F1-4C38-4815-BCF8-73F4BC640EFB

Øivind hører ABBA. Ingen fucks blev afgivet her!

Jeg skrev ovenfor, at det virkede. Prøv det selv. Find et eller andet, der irriterer dig. Er din kollega en smerte i din numse? Fuck dét! Nej, virkelig. FUCK DÉT! Du behøver ikke tage dig af det. Det er arbejde. Det er noget, vi leger. Det er garanteret også meget sværere at være ham eller hende. Vedkommende skal være sammen med sig selv hver dag hele dagen! Gruer du for det årlige møde i grundejerforeningen, fordi det er tre timer af dit liv i selskab med sure og meget små mennesker, og du får aldrig den tid igen? Fuck dét! Meld afbud. Fortæl dine naboer og genboere, at livet er for kort. De vil ikke droppe dig, og solen står stadig op i morgen. Brug tiden på noget, der faktisk interesserer dig.

Find selv på 100 andre ting i dit liv. Lær at fokusere dine fucks. Lev dit eneste liv bedre. Start med “Kunsten at være fucking ligeglad” og arbejd dig videre derfra. Du vil ikke fortryde det!

Portræt af en læsekreds

Størstedelen af folkebibliotekernes læsekredse er befolket af ivrigt læsende og lige så ivrigt debatterende kvinder. Men læsekredsen De Ulige består af Ole, John, Svend, Steffen og Poul. Ingen damer. Her følger et portræt af en usædvanlig læsekreds, der siden 2008 har holdt til på Gentofte Hovedbibliotek.

Jeg er kommet i en alder (42), hvor jeg ofte kigger tilbage. Jeg har skrevet breve til gamle lærere og tænkt over de familiemedlemmer, der ikke lever længere. Jeg har drukket kaffe med kolleger, som jeg arbejdede sammen med for 15 år siden. Ja, den er god nok: Jeg har følt mig midaldrende. Hvilket jeg også er.

En dag kom jeg til at tænke på Ole. Da jeg var ung og permanent i løse ansættelser, før det hed noget med prekarisering af arbejdsmarkedet, var han en kollegial base på Gentofte Hovedbibliotek. Ole var en afholdt og garvet centralbibliotekskonsulent. Han bryggede altid med glæde en ekstra kop kaffe til sine yngre kolleger. Serveret med en humoristisk bemærkning og venlig opmærksomhed. Sådan noget husker man.

Ole og jeg var rørende enige om mangt og meget. Blandt andet at det er en uskik at sende generiske, 100 procent enslydende lange julehilsner i stil med ”Året der gik” til alle venner og bekendte. Så hellere skrive ingenting. Som om man kunne regne med, at alle andre interesserer sig for ens campingferie i Tyskland og konens runde fødselsdag. Ak og åh: Denne ulidelige trang til at meddele sig. Det var i 2006. Facebook var ikke en del af hverdagen endnu. Lad os gå videre med selve blogindlægget og ikke fundere mere over, hvor meget der kan ske på 13 år.

Optakt til portrættet
For nylig fandt jeg tilfældigvis ud af, at Ole er med i en mandelæsekreds, blandt andet med min gamle chef, John. Han lærte mig, at man aldrig skal bekymre sig for voldsomt. Hvis regnskabet ikke stemmer fredag eftermiddag, så sluk for computeren. Mandag morgen løser alt sig. Den tankegang har tit reddet mig i mit arbejdsliv.

Det slog mig, at der kunne være en åbning. Måske ville denne læsekreds en enkelt gang udvide kredsen med en kvinde og fortælle om deres ritualer og læsepræferencer.

Jeg skrev et gammeldags brev i hånden til Ole (fordi jeg både i ord og handling må blive ved med at bekræfte min medblogger Mikkel i den opfattelse, at jeg er 85 år indeni). I brevet inviterede jeg mig selv på besøg i læsekredsen. Det hele faldt i hak: Torsdag den 28. marts kl. 11.30 mødte jeg De Ulige i mødelokale 5 på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Det blev til to interessante og intellektuelt stimulerende timer i selskab med fem mænd, der lærte hinanden at kende for mere end 40 år siden.

Jeg stillede en bunke spørgsmål til dem, og de svarede på kryds og tværs, i munden på hinanden, med mange indforståede referencer og megen latter og drilleri undervejs. I nedenstående tekst har jeg tilladt mig at skrive de fem herrer sammen til et ”Vi”, der svarer på mine spørgsmål.

Æstetikken spiller på Gentofte Hovedbibliotek i Hellerup. Altid. Her et foto fra 2018.

Fakta om De ulige
Lisbet: Hvorfor hedder læsekredsen De ulige?
De Ulige: Man kan lægge mange betydninger ind i navnet, men oprindeligt betyder det bare ”os, hvis CPR-nummer slutter med et ulige tal.”

Lisbet: Hvordan lærte I hinanden at kende?
De Ulige: Mange af os tilhørte den samme årgang på Danmarks Biblioteksskole. Vi studerede fra 1973 til 1977. En enkelt af os (Svend, der er arkitekt) havde ikke noget med bibliotekarstudiet at gøre, men havde børn i samme vuggestue som Ole.  

Lisbet: Hvor tit mødes I?
De Ulige: Vi mødes 10 gange om året. Der er en fast kadence. Til jul og sommer springer vi et møde over. Vi har travlt med mange andre gøremål i de måneder.

Lisbet: Hvad sker der i læsekredsen ud over jeres litterære diskussioner?
De Ulige: Vi taler om mange emner, for eksempel hvordan det er at være pensionist, og hvordan vi gerne vil begraves. Vi har også faste traditioner, herunder en julefrokost og en sommerudflugt. Vi har fundet ud af, at vi rigtig godt kan lide at tilbringe tid sammen.

Form og anarki
Lisbet: Hvordan vælger I de bøger, I vil læse?
De Ulige: Vi har det princip, at vi ikke har et princip. Og dog. Vi byder ind med ideer hver især. Ole insisterer af gode grunde på skriftlighed og er vores sekretær. Han styrer vores bruttoliste med bøger, det kunne komme på tale at læse i kredsen. Det kan være, at nogle gerne vil genlæse et værk. Andre har hørt om titler i andre sammenhænge.

Vi læser både fag- og skønlitteratur, men dog mest det sidste. Da vi læste Mørkets hjerte af Joseph Conrad åbnede det for læsning af særlige fagbøger. Lyrik har vi enkelte gange haft på menuen. Nogle gange læser vi to værker per gang. Til tider taler de to værker med hinanden og supplerer hinanden fint. Andre gange er der ikke den store sammenhæng. Vi læser både værker af kvindelige og mandlige forfattere. Mindst en gang om året læser vi en bog af en af de nyere, danske kvindelige forfattere.

Lisbet: Hvordan er formen på jeres møder?
De Ulige: Vi har nogle regler, men alligevel hersker der tit anarki. Vi taler i munden på hinanden og fuldender hinandens sætninger eller hjælper hinandens hukommelse på gled. Man starter ikke med at sige, at det er noget lort. Men den regel bliver ikke altid overholdt. Møderne begynder med en runde hvor vi fortæller om vores læseoplevelse. Allerede her er det tit, at diskussionen begynder.

Når runden er slut, bedømmer vi værkerne på en skala fra 1-5. Det er ikke så interessant, hvis alle mener det samme om værket. Der er ikke noget godt ved at være inde i et ekkokammer. Da vi havde læst en roman af Kirsten Hammann var vi vildt uenige. Det er noget, man husker. Nogle gange ændrer en af os mening efter at have hørt de andres udlægninger af teksten. Det resulterer næsten aldrig i en lavere bedømmelse, men det omvendte.

Vi slutter af med at vælge værk elle værker til næste gang. Et møde tager op imod et par timer. Det er en gylden regel, at man selvfølgelig kommer og har læst bøgerne. Det er pinligt, hvis man ikke har styr på det. Så er det næsten grund til at blive sendt uden for døren.

Titlerne
Lisbet: Hvilke titler har gennem årene gjort størst indtryk på jer?
De Ulige: Vi har forskellige titler, der har brændt sig fast hos os. Vi bruger ordet ”efterglød”. Selv om det måske var en bog, man ikke kunne lide, så kan den have en stærk efterglød. Vi husker alle, at absolut ingen af os kunne lide Dario Fos Der er en skør konge i Danmark. Han er ellers nobelprismodtager. Til gengæld var vi alle begejstrede for Lars Saabye Christensens Byens spor. Den vil vi betegne som en moderne klassiker på højde med Pontoppidans værker. Vi gav den alle fem point. Den er ligetil, fuldstændig ærlig og no beating around the bush!

Lisbet: Hvilke titler skal i læse i den kommende tid?
De Ulige: Vi skal læse Daniel Kehlmanns Tyll, Labyrinten af Jens Baggesen og Maren Uthaugs Hvor der er fugle.

Refleksioner
Lisbet: Hvad betyder læsekredsen for jeres personlige læsevaner og læsepræferencer?
De Ulige: Vi former hinandens smag, fordi vi inspirerer og udfordrer hinanden. Det er berigende for vores læseliv at have diskussioner med andre, og vi får læst mere og lidt anderledes, end hvis vi ikke var med i kredsen. Det fede er simultanlæsningen: At vide at i disse uger læser de andre den samme bog. Det giver noget særligt.

Lisbet: Hvorfor er der så få læsekredse kun med mænd?
De Ulige: Det er en anstrengende aktivitet at læse skønlitteratur. Man skal investere meget i læsningen, og man kan nemt komme ud af vanen. Hvis ikke man holder kadencen, så er det endnu sværere. Sådan er det jo med mange ting. Læsning er en langsom aktivitet. Man kan også sige, det er en krævende sport at læse. Det kan være det, der afholder en del mænd fra det. De vil hellere dyrke andre sportsgrene.

Vi er alle flasket op med litteratur fra barnsben og har haft gode oplevelser med læsning som små. Det betyder også noget for vores læseengagement her senere i livet.

Lisbet: Er der plads til flere i jeres læsekreds?
De Ulige: Oprindeligt havde vi to yngre mænd med, og det var berigende at få en anden generations vinkel på litteraturen. Men på grund af travlhed med små børn, familieliv og arbejde var disse to medlemmer nødt til at opgive læsekredsen. Vi savner dem, og de må gerne vende tilbage.

Dagens litteraturdrøftelser
Til De Uliges møde den 28. marts 2019 var disse to titler på programmet:

De døde af Cristian Kracht, Gyldendal, 176 sider, 2016.
Europa er ikke et sted af Jens Christina Grøndahl, Gyldendal, 160 sider, 2018.

En forside uden pjat.

 

Universet i De døde minder lidt om det i tv-serien Babylon Berlin (De ulige har selvfølgelig allerede læst romanforlægget Den våde fisk af Volker Kutscher for flere år siden). Plottet er, at tysk og japansk filmindustri vil gå sammen og bekæmpe den amerikanske kulturimperialisme. En schweizisk filminstruktør har den ledende rolle i bogen, der netop har et klart filmisk udtryk.

De Ulige havde forskellige opfattelser af bogen, som har et usædvanligt og avanceret sprog med germanske ordstillinger. Her er et udpluk af de ord og formuleringer, der blev brugt i læsekredsen, da læseoplevelserne blev beskrevet: ”Kunstlet, aparte, filmisk, anekdotisk, usammenhængende, fyldt med patos, både moderne og gammeldags, smuk, mangefacetteret, opstyltet, ironisk, uvedkommende, konstrueret, tyndbenet, dårlig; en bedrøvelig bog om nogle sælsomme karakterer; en sjov film at se; det store, det fantastiske og det personlige beskrevet i en kort bog.”

Bølgerne gik, så vidt jeg kunne bedømme det, højt i diskussionen af romanen.

Det blev mere fredeligt, da De Ulige til sidst talte om Grøndahls essaysamling Europa er ikke et sted. Den var de alle glade for, blandt andet fordi den gav mindelser om Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg fik lyst til at gå hjem og læse bogen. Især i dette forår med Brexit og valg til Europa-Parlamentet.

For egen regning vil jeg tilføje, at De døde er et must for alle, der sad limet til skærmen, mens Babylon Berlin kørte på DR1. Det er en sanseeksploderende læseoplevelse med sex, tortur, selvmord og ildspåsættelse. Det hele beskrevet med en æstetik, der stimulerer alle sanser. Den mening nåede jeg også lige at lufte i De ulige, for det er svært at tie stille, når man først har fået et forhold til en bog.

Læg trykket på hhv. “et” og “sted”.

Bonusinfo
Før mit besøg i læsekredsen sendte Ole en liste til mig. Den rummer en oversigt over de mere end 90 de titler, som De Ulige har læst gennem årene. Den liste er i sig selv imponerende læsning, og jeg har plukket i den for at give et indtryk af læsekredsens alsidighed og spændvidde.

Måske finder du inspiration til din egen læsning her?

Mervin Peake: Gormenghast
Jonathan Littell: De velvillige
Markus Aurelius: Tanker til mig selv
Michel Houellebecq: Udvidelse af kampzonen
Italo Calvino: klatrebaronen
Uwe Tellkamp: Tårnet
Jacob Ejersbo: Liberty
Julia Butschkow: Apropos Opa
Aleksej Slapovskij:De er overalt
Frank Tallis: Døden i Wien
Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Flannery O’Connor: Voldsmænd river det til sig
Noccolo Ammaniti: Velkommen til festen
Peter Adolphsen: Brummstein
Doctorow: Homer og Langley
Curzio Malaparte: Kaput
H.C. Andersen: At være eller ikke at være
Bulgakov: Mesteren og Magarita
Jon Kalman Stefansson. Himmeriget og helvede
J. Franzen: Frihed
K. Hamman: Se på mig
Ernst Jünger: I stålstormen
Jan Guillou: Brobyggerne
Judith Schalansky: Giraffens hals
Sebald: De udvandrede
Schirach: Sagen Collini
N. Barfoed: Manden bag Helten
H. Pontoppidan: Det ideale hjem
Hans Fallada: Alene i Berlin
Antonio Pennacchi: Mussolinikanalen
Jevgenij Zamjatin: Vi
Peder Frederik Jensen: Banedanmark
Pjotr Kotov: Øen og landet
Kirsten Thorup: Førkrigstid
Carl-Henning Wijkmark: Natten der kommer
Pierre Lemaitre. Vi ses deroppe
Bent Vin Nielsen: Den svævende tankbestyrer  
Wladimir Kaminer: Russerdisco
Julian Barnes: Når noget slutter
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Thomas Boberg: Hesteæderne 1-3.
Lutz Seiler: Kruso
Gustave Flaubert: Madame Bovary
Tænkepauser nr. 49: Reformationen
Anders Rydell: Bogtyvene. Jagten på de forsvundne biblioteker.
Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer
W.G. Sebald: Luftkrig og litteratur
Jeppe Krogsgaard Christensen: April 2026
Joseph Conrad: Mørkets hjerte
Tove Ditlevsen: Blinkende lygter
Dörte Hansen: Kirsebærlandet.
Lars Saabye Christensen: Byens spor

Lyst til flere læserportrætter?

Der er efterhånden en del af slagsen her på bloggen:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en dimittend der læser

Comfort books

TV-kokke som Jamie Oliver og Nigella Lawson introducerede mig til begrebet comfort food. Det er mad, der har en vis nostalgisk eller sentimental værdi, og som har en evne til at trøste, berolige og sprede hygge. Tit er der en del kulhydrater involveret. I Danmark kunne det være kartoffelmos, risengrød, stegt flæsk med persillesovs, boller i karry eller gammeldags æblekage med rasp og flødeskum. Klassikere, vi vender tilbage til igen og igen og som for det meste gør både store og små glade.

Midt i denne kolde vintertid på grænsen mellem vinterferieugerne 7 og 8 har jeg fundet på kategorien ”comfort books”. Den rummer bøger, som jeg altid kan finde frem, når jeg ikke orker at kaste mig over nye titler, men har brug for velkendt og nærende litteratur med varme undertoner. Tillid, kunst og gør-det-selv er temaerne i de tre bøger, som du kan læse om her.

Tillid
En af de første, fremragende Tænkepauser stod tillidsforskeren Gert Tinggaard Svendsen for i 2012. Siden da er mere end en million Tænkepauser blevet trykt, og det korte, faglitterære format har vundet mange hjerner og hjerter. En million Tænkepauser. Det er da ret vildt. (Det er i parentes også Tænkepausernes skyld, at min pensionerede onkel er blevet bidt af den faglitterære bacille. Hele familien takker Aarhus Universitetsforlag!)

Tinggaard Svendsen argumenterer for, at tillid er det guld, der har skabt og vedligeholder det danske velfærdssystem. Vi bruger ikke en masse krudt på at tjekke hinanden i alle ender og kanter. Vi stoler på hinanden. Man kan lade sin barnevogn stå nede i gården. Med sovende baby i, vel at mærke. Vi regner ikke med, at andre mennesker som udgangspunkt vil os noget ondt.

Vi har tillid til, at vores politikere ikke er korrupte og at skattesystemet fungerer. Lige de seneste år er der begyndt at dukke revner op i tillidens fundament. Men måske har det gjort os endnu mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er at værne om vores tillidsbårne samfund.

Det er tit spild af ressourcer at bruge tid på kontrol, tilsyn og overvågning. Lad os huske det, nu hvor vi har taget hul på et valgår.

Jeg håber, at mange politikere lige vil bruge en times tid på at læse Tillid. Bogen er på 60 mini-sider, og den rummer hele historien om værdien af tillid. Det er nemlig den, der har skabt vores samfund, hvor forbløffende mange ting rent faktisk fungerer.

img_2957

I Danmark  ser man sjældent en kniv, uden at den er i selskab med en gaffel. Et af de gode billeder fra denne Tænkepause, som jeg jævnligt vender tilbage til. Især når verden er af lave.

En kunstner med klipfisk
Babettes gæstebud er en klassiker, man kan læse på en aften. Den skal indtages roligt. Den mest prosaiske øllebrødskogning og den ypperligste kulinariske kunnen går hånd i hånd hos Blixen, der beretter om den berømte, kvindelige køkkenchef fra Paris, der under den blodige franske opstand, Pariserkommunen i 1870 flygter til den lille norsk Fjordby Berlevåg.

To fromme præstedøtre tager imod Babette, og de stiller ikke mange spørgsmål. Varsomt lader de hende falde til og påskønner hendes hårde arbejde i køkkenet. Da hun vinder i lotteriet og tilbereder et overjordisk festmåltid for de gamle og affældige sognebørn, er hun som i en kunstnerisk, fokuseret skabelsesrus. For mig er fortællingen tæt forbundet med Gabriel Axels fornemme filmatisering fra 1988. Den uhyggelige skildpadde, der skal blive til suppe. Babettes insisteren på at hun vil give søstrene den gave, som festmåltidet er. General Löwenhielms vantro, da det går op for ham, hvad han er ved at spise: Et storstilet kunstværk. Intet mindre.

Blixens tilbageblik på søstrenes ungdom og den kærlighedshistorie, der aldrig foldede sig helt ud, er aldrig sentimentalt. Musikken er der jo hele livet. Sangen bliver ved. Kunsten slutter aldrig. Det er her, tilværelsens mening skal findes.

img_2956

Så kort en bog. Og så stor en fortælling.

Selvforsynende på første sal
Nogle elsker at læse kogebøger. Jeg er vild med gør-det-selv-bøger med lækre billeder og velskrevne tekster af klummekarakter. En af mine favoritter er Dorthe Chakrawartys bog om selvforsyning. Ikke på Bonderøvs-måden. På Vesterbro-måden.

Hun beretter om, hvordan patchwork fik hende til at geare ned og komme ud af stress. Hun inspirerer til nemme DIY-projekter og fortæller med smittende glæde om, hvordan strikning, syning og syltning kan skabe ro i en travl hverdag.

Chakrawarty evner også at trække tråde til Eleanor Roosevelt, der ikke bare var gift med USAs præsident. Hun gjorde også meget for at mindske den økonomiske depression, der tvang en stor del af den amerikanske befolkning i knæ i 1930erne. Hun gik ud i det, hun kaldte sin victory garden, og plantede grøntsager. Hun strikkede. Hun havde faktisk altid sit strikketøj med sig. Michelle Obama gjorde lidt af det samme, selv om jeg ikke mindes at have set hende med en hæklenål.

Chakrawarty slutter bogen med dette opmuntrende citat: “Vi kan ikke ændre verden i løbet af natten, og der er ingen grund til at lade blodtrykket stige unødigt ved at kaste sig ud i at bage, strikke og plante på én gang i bestræbelserne på at skabe det perfekte liv. Men gøre en lille smule hver dag, det kan de fleste af os. Og når jeg en dag får tid, vil jeg hylde kvinder som Eleanor ved at sy en stor taske og brodere en af hendes vidunderlige oneliners, som altid er god at have i hånden og i baghovedet: Do one thing every day that scares you.” (side 208)

img_2958

Mærk den beroligende virkning af hjemmestrik, hjemmebag og hjemmesyltede bær.

Boginfo

Tillid. Tænkepause nummer 4 af Gert Tinggaard Svendsen
Udgivet på Aarhus Universitetsforlag, 2012.
Find bogen på eReolen

Babettes gæstebud fra Skæbneanekdoter af Karen Blixen
Udgivet på Gyldendal, 2007 (oprindeligt udgivet i 1958) v. Rungstedlundfonden.
Find bogen på eReolen

Selvforsynende på 1. sal af Dorthe Chakrawarty
Udgivet på Gyldendal, 2010.
Find hyggelige DIY-bøger på eReolen.

Bøger, man har lyst til at vende tilbage til

Her er et blogindlæg fra marts 2017 om bøger og læseoplevelser, som jeg forbinder med gode steder i mit liv

Livsvisdom i litterær form kan man ikke få for meget af.
Det bloggede Mikkel om i november 2017

Fred, kærlighed og ebøger: eReolen 2019

Jeg blev interviewet af IFLA (en slags biblioteks-FN) i den forgangne uge om e-lån i Danmark, og det mindede mig om, det er længe siden, jeg har skrevet en status her på verdens bedste blog. eReolen har udviklet sig helt skørt siden sidst, og jeg vil her give en introduktion til, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad det betyder for dig som læser eller som forfatter. Noget af det mere vilde, der er sket, handler om netlydbøger, og det bliver emnet for en senere blogpost.

2018: Rekordår. Igen.

Man skal skryde, mens man kan, har jeg lært, så her er det: 26% fremgang på det hele! I 2017 så vi en stigning på 18%, så det går godt. Send flere penge!

eReolen 2013-18 lån

Som søjlediagrammet herover viser, overhalede lydbøgerne ebøgerne allerede i 2014 og har ikke siden set sig tilbage, men ebøgerne er begyndt at følge nogenlunde den samme stigning i procenter som lydbøgerne. Det glæder en purist som mig, der synes, folk skal læse og ikke lytte. Jeg har flere gange på saglig og faglig vis omtalt lydbøger som vingummi fra Satans slikbutik, men som nævnt mere om det i en senere blogpost.

Så hvad er der sket?

Det nemme svar for 2018 er selvfølgelig, at næsten alle de store forlag vendte tilbage efter to års pause: Gyldendal, Rosinante, Modtryk, Alvilda, Politikens Forlag, GAD’s Forlag. Det har gjort vidundere ved udbuddet af titler.

eReolen 2013-18 titler

Vi gør det samme som altid med tilgængeligheden. De nye, populære bøger er sværere at få fat på, men de er der dog, og erfaringsmæssigt har vi brug for det bling-bling i vinduet, før vi kan få fat i borgerne og gøre, hvad vi gør bedst: Låne dem noget andet end titlerne i boghandlerens vindue.

Den anden forklaring er, at formidlingen er blevet endnu bedre. Den var god i forvejen. 30% af vores brugere svarede i en 2017-brugerundersøgelse, at de brugte vores apps til inspiration og ikke nødvendigvis lån. Men nu ser man også forlagene selv gæsteformidle og lave særlige eReolen promo’er – fx Theis Ørntofts ”Solar.”

Flere titler, flere brugere: I 2016 havde vi 337.000 borgere, der lånte et eller andet mindst én gang. I 2017 var det 367.000, og i 2018 pludselig 442.000! Det er faktisk en ret vild offentlig, digital succes og nu uden de sædvanlige skænderier, der følger af offentlige myndigheder, der laver noget, folk kan lide. Tænk DR.

Hvorfor al den kærlighed lige pludselig?

Det hænger sammen med udbuddet af titler. Der er nu rigtig mange titler, og de kommercielle tjenester har bidt sig fast. Det betyder, at eReolen for sin del har kunnet dreje væk fra de mere hotte titler uden at forringe brugeroplevelsen, mens der er et solidt digitalt, kommercielt marked for netop de hotte titler, så der er digitale læsningstilbud til alle smage og slagser. Det betyder også, at forlagene ikke behøver være så tøvende over for eReolen længere. Omsætningen dér skader ikke den kommercielle del og omvendt. Det er ren flødeskum for alle!

eReolen er særligt god til børn og unge. Biblioteket kan få de små og store poder til at læse. eReolen GO! – vores frontend­ for de 7-14-årige – går sin solide sejrsgang rundt i landets kommuner. Med GO! bliver hele skoler tilmeldt, og så kan lærere og elever tilgå tjenesten med UNI-login, som de fleste kan i hovedet. eReolen GO! erstatter ikke læringstilbuddene i skolerne – de såkaldte didaktiske systemer. Det er et tilbud om lystlæsning i læsebånd og i lektiecafé og efter skole.

Som man kan se herunder, læser de kære små i stedet for at lytte. De siger nej til Djævlens candyfloss! Der er håb forude. Som man også kan se, drives lystlæsning i skolen og ikke derhjemme. Tjek lige forbruget i sommerferierne. Der er – som min chef siger, når noget er en uomtvistelig katastrofe – et stort potentiale her. Tænk, hvis vi kunne få læsning ind i de små hjem via smartphones og tablets!?

Go

Hvad nu?

I januar 2019 fik vi et nyt skud titler, da bl.a. People’s Press også kom på efter at have været ude siden 2016. Nu er der 53.000+ titler på eReolen. Jeg kan huske, da der var 1.575. Det var i 2013 og ikke et godt år, kan jeg godt afsløre.

For vores partnere på de mellemstore og små forlag inkl. en ordentlig spand talentfulde selvudgivere er det selvsagt nye tider. Det er noget nemmere at blive set blandt et par tusind titler end 50.000. Og hvad hvis vi når 100.000? Man kan ikke længere regne med at blive udstillet på eReolen. Der er simpelthen så meget at tage af, selvom der skrives formidlingsartikler og laves karruseller hele tiden.

Som forfatter og lille forlag bliver udfordringen som altid at få opmærksomhed, og her ville jeg satse på at koble mig på dels formidlingsårshjulet eller få egne ideer til kreativ formidling, for redaktionen får dagligt emails med: ”Hej, jeg hedder Henning Håbefuld Forfatter, og jeg har skrevet denne her, som er rigtig god.” Det drukner i mængden. Det betyder også, man bliver nødt at lave sin egen markedsføring og så linke ind til eReolen, hvis man vil læses dér.

Man vil også se, bibliotekerne samle formidlingen mere på tværs af kanalerne. I København fx har vi på Hovedbiblioteket de samme temaer i udstillingsområderne som på eReolen. Det bliver også tænkt ind i de tilbudte arrangementer, og snart får vi ny player/reader til eReolen – ja, med sleep timer! – og de vil kunne afvikle ebøger og netlydbøger i biblioteksappen, hvor også arrangementer i biblioteket fremgår. Det giver biblioteket hidtil usete muligheder for formidlingsmæssige røde tråde i alt, hvad man gør.

file-1

Vi er også begyndt at tilbyde faglige podcasts, og vi har fået nye apps og ny hjemmeside og og og … men så bliver det her for langt. Download eReolen og gå glad i gang. Der er SÅ meget at tage fat på. Der skal dog helt sikkert til sidst lyde et shout out til lytteklubben på Facebook. Det er et sjovt og uhøjtideligt forum, hvor man kan dele anbefalinger, få svar på tekniske spørgsmål osv. Ja, folk lytter dér i stedet for at læse, og det burde straffes hårdt, men det er stadig bedre end at se “Besat af bad boys 2” på TV3 🙂 Redaktionen samler engang imellem anbefalingerne, og så får de deres egen karrusel på eReolen.

file1

Lisbets top tre for 2018

Diversitet er et nøgleord i dette blogindlæg. Fra norsk verdenslitteratur til en personlig fortælling om eksil, humanisme og biblioteker. Fra børnelitteratur med drabelige robotter til det sødladne feel-good-univers i en skotsk romance. Hov! Det var jo fire titler – ikke tre. Jeg tillader mig at introducere kategorien: Årets bedste guilty pleasure. Den er selvfølgelig beskrevet til sidst. Først letmælk, sild og rugbrød. Så marcipan og nougat.

Norsk romanserie af mytiske dimensioner
Roy Jacobsen er en af de mange norske samtidsforfattere, der skriver litteratur af tårnhøj kvalitet i disse år. Romantrilogien De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne har grebet mig og sendt mig langt ud på en barsk ø yderst i Norskehavet. Sidste bind udkom i 2018, og jeg griber selvfølgelig begærligt muligheden for at anbefale den samlede trilogi.

Vi er i 1930erne i første bind, og pigen Ingrid vokser op på øen Barrøy, der er et helt og komplet univers i sig selv. Fisk, storme og fattigdom præger livet. Her har Ingrids familie boet i generationer, og her hører hun selv til. Fastlandet er langt væk. Det er en barsk barndom, men havet og horisonten er altid til stede. Som hjerteslag. Roy Jacobsens naturskildringer giver mig lyst til at komme til Nordnorge og blive rusket igennem. Og jeg er ellers ikke det store naturmenneske.

I Hvidt hav er Ingrid blevet voksen og vender tilbage til øen efter at have været ung pige i huset på fastlandet. Familien er spredt for alle vinde, og det er vinter i slutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af krigen oplever Ingrid en intens kærlighed, da den russiske krigsfange Alexander overlever et skibsforlis og driver i land. De kan ikke tale sammen, men de finder hinanden på et dybt og inderligt plan, men kun for en kort tid. Han må væk fra øen. Den poetiske kærlighedshistorie midt i krigens grumhed er overvældende godt skrevet.

I Rigels Øjne er vi på den anden side af 1945. Ingrid har fået et barn med den russiske krigsfange, og nu vandrer hun med den lille pige på ti måneder gennem Norge for at finde Alexander. Hun møder mange venlige og hjælpsomme mennesker på sin færd, men også halve sandheder og fortielser. Ingrid er en af de stærkeste kvindeskikkelser, jeg er stødt på i litteraturen i lang tid. Hun repræsenterer en urkraft og en vilje af en anden verden. Om Ingrid finder Alexander, skal jeg ikke afsløre her. Jeg ved bare, at jeg bliver skuffet, hvis ikke Roy Jacobsen vinder mange, heftige priser for denne blændende trilogi, hvor naturen er intenst til stede på alle sider.

Bonusinfo: Første del af serien er solgt i 170.000 eksemplarer i hjemlandet Norge. Vi lader lige det tal stå og tale for sig selv.   

Tricoloren i norsk udgave. 

Mod til at tvivle
Min medblogger Jan og jeg var i vores dobbeltanmeldelse af Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre enige om, at en af årets stærkeste bøger havde Ahmed Akkari som hovedperson.

Jeg tillader mig at citere Jan: “Mod til at tvivle er Ahmed Akkaris fortælling om sin vej ud af en verden fyldt med dogmatisk religiøs tænkning og ind i en åbensindet verden fyldt med viden og litterære glæder. Endda med et grønlandsk folkebibliotek i en central rolle. Både som ganske almindelig læser og biblioteksmenneske er den historie en sand fornøjelse at lade sig opsluge af.”

Læs hele dobbeltanmeldelsen fra maj 2018 her

En hyldest til bøger og biblioteker. 

Robotten kan skide
En god højtlæsningsbog er også på min hitliste i år. Min dreng Aske på seks år er så småt færdig med Flunkerne, Sigurds Danmarkshistorie og Peter Pedal. Nu kan vi godt læse lidt mere avancerede bøger for ham uden illustrationer.

I efterårsferien var Morten Dürrs spændende sci-fi -historie på læseprogrammet, og hele familien var godt underholdt. Hovedpersonen Konrad bor på børnehjem og ønsker sig en ny familie. Men det er ikke så nemt, for voksne adopterer ikke længere rigtige børn af kød og blod. De adopterer robotbørn, der til forveksling minder om ægte børn! AI flimrer på den indre nethinde.

Konrad er en smart knægt, og han finder ud af, at der er en vej frem: Han vil lade som om, han er en robot. På den måde får han en ny familie, men det viser sig desværre, at den er forfærdelig….

Vi slugte bogen og følte med Konrad, der kommer ud for så meget grumt i en fremtid, der måske ikke er så langt væk. Og pyha: Historien endte godt. 

robotten kan skide

En perfekt bog for børn og deres forældre, der er fascinerede af robotter. 

Årets guilty pleaure: Den lille butik med lykkelige slutninger
Som at synke ned i et varmt karbad, mens man drikker prosecco og lytter til Sade. Som at sidde i sofaen en råkold vinterdag med varm kakao, en kattekilling og Love Actually kørende på fjerneren for 27. gang. Sol gennem regn. Latter gennem tårer. 

Sådan er det at indtage Jenny Colgans charmerende, skotske chicklit-roman om Nina Redmond, der har et inderligt forhold til bøger. Hun arbejder på et lille bibliotek i London, der skal lukkes og laves om til (gys!) luksuslejligheder. Nina har drømme om at åbne sin egen boghandel, og nu får hun et gevaldigt skub til at realisere dem. Nød lærer nøgen kvinde etc. Eller rettere: “nød lærer fyret bibliotekar at købe noget af en brugtvognsforhandler”. En flot, men slidt kassevogn bliver omdannet til Jennys rullende boghandel, og hendes kunder bliver fundet i det skotske højland, hvor naturen er smuk og vild. Ligesom heltinderne i Jennys yndlingsromaner.  

Den lidt sagtmodige Jenny kommer selvfølgelig ud for diverse delikate, romantiske forviklinger undervejs i denne søde roman, der for mig føltes som den skønneste guilty pleasure i 2018.

Jeg er også pjattet med forfatterens forord, der handler om at tiltuske sig tid til læsning på mærkelige tidspunkter. Hun kommer også med gode, praktiske tips: Hvis du læser en ebog i badekarret, kan du med fordel bruge din næse til at swipe til næste side.

I love it!    

Forsiden siger det hele. Bøger, busser, grønne enge, en mand i kilt og en søgende kvinde. 

Boginfo
De usynlige, Hvidt hav og Rigels øjne af Roy Jacobsen 
Udgivet på Rosinante i henholdsvis 2014, 2017 og 2018. 

Mod til at tvivle: En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre af Ahmed Akkari fortalt til Lars Hvidberg
Udgivet på Gyldendal, 2018.

Robotten kan skide af Morten Dürr
Udgivet på Forlaget Plot, 20188.

Den lille butik med lykkelige slutninger af Jenny Colgan
Udgivet på Rosinante, 2018.

Tidligere års top tre

Lisbets bud på årets bedste bøger 2016

Lisbets bud på årets bedste bøger 2017

Portræt af en dimittend der læser

Alexander Hall Kristensen er 24 år og nybagt cand. mag i Engelsk. Jeg er 42 år og snart nybagt indehaver af en diplomuddannelse i karrierevejledning. Hvis alt flasker sig. 

Engang læste jeg Litteraturvidenskab, og jeg var så heldig at få lov til at arbejde med læsning og biblioteker, da jeg blev færdiguddannet. Nu føler jeg mig heldig, når karrierevejledning og litteraturformidling kan smelte sammen på helt organisk og magisk vis. Det er det, der sker her!

Alexander kunne godt tænke sig at arbejde på et folkebibliotek. Gennem en fælles bekendt fik han mit navn og inviterede på en kop kaffe, hvor jeg kunne få lov til at pludre og pladre om folkebibliotekers litteraturformidling OG legekarrierevejleder.

Næste naturlige skridt var, at Alexander skulle være gæst i ”Portræt af en læser”-serien. Her har I ham. Der er Troldepus, Foucault og Auster for fulde gardiner og kloge tanker om læsningens betydning for menneskeheden i fremtiden.

Samtidig varmer Alexander op til mit blogindlæg om Årets Top Tre ved at fortælle om sine bedste læseoplevelser i det forgangne år.

Alexander om læsning

Lisbet: Hvad er dit første minde om læsning?
Alexander: Det er nok højtlæsning fra Troldepus-bøger af min far. Han var rigtig god til at gøre historien levende for mig, og han blev heldigvis ved, indtil jeg blev ældre, og læste de første par Harry Potter-bøger op. De første læseminder, hvor jeg selv skulle læse, er relateret til lektier fra skolen, og der var det desværre en pligt mere end en nydelse.

Lisbet: Hvem lærte dig at læse?
Alexander: Jeg fangede ret hurtigt læsning i folkeskolen, så det føles ikke forbundet med nogen person, men bare den proces det er at gå i skole.

Lisbet: Hvad var din største læseoplevelse som barn?
Alexander: Det har taget mange år for mig at nå dertil, hvor læsning, især af skønlitteratur, kan betyde noget for mig. Jeg er stadig ikke særlig god til at fordybe mig i fortællinger. Det var først i gymnasiet, hvor litteratur fik kontekst fra historie, kunst og kultur, at jeg kunne se en mening med det, der ikke bare var bundet i underholdning. Jeg lærte, at litteratur er vigtig for at forstå verden.

Min første betydningsfulde læseoplevelse, der står meget klart for mig, er fra 8.-9. klasse, hvor jeg fik min egen bærbare computer og brugte mange timer på Wikipedia. Pludselig var læsning informationssøgning og en måde at forstå verden på, kun begrænset af min nysgerrighed og vilje til at forstå mere. Så bred læsning af faglitteratur har faktisk haft den største indflydelse på mig.

Lisbet: Hvad har dit studie på universitetet betydet for dine læsevaner?  
Alexander: Jeg er først for nylig trådt ud afdet danske uddannelsessystem. Det betyder, at læsning for mig stort set har været lektieorienteret i 18 år.

Nu, for første gang som 24-årig, kan jeg læse bøger helt uden en følelse af, at min energi bør bruges på det, der kræves, at jeg får læst og forstået. Nu kan jeg tage Charles Dickens i mit eget tempo og ude et præskriptivt formål, hvilket gør læsning til en helt anden oplevelse. Det bliver på tekstens og mine præmisser, ikke min undervisnings.

Studiet har lært mig, hvordan man læser kritisk og reflekteret. Historier kommer et sted fra, folk fortæller dem af en grund. Litteratur er et spejl, der viser os den verden, vi lever i, måske på måder vi ikke var klar over fandtes. Hvis man læser, så er det et aktivt forsøg på at forstå verden og de mennesker, der lever i den, og det er en læsevane, jeg vil anbefale alle.

Lisbet: Hvad er dit bedste læsested?
Alexander: Det er forskellige steder i min lejlighed; sengen, sofaen, ved spisebordet. I virkeligheden er stedet ikke så vigtigt, så længe der er ro, og jeg kan sidde i samme stilling i lang tid. Hvad der er vigtigere end sted, er tid. Jeg vil have, at jeg kan læse i det omfang og med den hastighed, der kommer naturligt. Jeg er ret detaljeorienteret, når jeg læser, hvilket gør processen en smule langsom. Jeg tøver meget med at springe videre fra en sætning, hvis den ikke giver mening. Og det skal der være tid til.

Lisbet: Hvem er dine tre yndlingsforfattere?
Alexander: Faglitterært er det Roland Barthes, Michel  Foucault og, hmm, nok Homi Bhabha. Jeg specialiserede mig mere eller mindre i Barthes essay ”Forfatterens Død” på universitetet og brugte dets syn på læsning og meningsdannelse til det meste af mit studie. Det holder aldrig op med at være relevant, hvem, vi tror, kan bestemme, hvad en tekst betyder.

Opslag fra en alvorlig bog.

Foucault og Homi Bhabha er begge kilder til topniveauet af kritisk tænkning og forståelse for den menneskelige oplevelse.

Skønlitterært følger jeg ikke forfattere særlig tæt eller trofast, men holder af bøger enkeltstående. Et par highlights er Charles Dickens A Tale of Two Cities, som bare kan det hele – humor, eftertanke og dybtfølt kærlighed, og Paul Austers City of Glass og Nicole Krauss’ A History of Love, som jeg begge skrev speciale om.

Som du måske kan fornemme, gør jeg mig ikke synderligt meget i dansk litteratur, for det mødte jeg ikke noget afpå engelskstudiet. Det håber jeg dog på at gøre noget ved, haha.

Lisbet: Hvad har været dine bedste læseoplevelser i 2018?
Alexander: Den førnævnte The History of Love tager nok den plads. I forlængelse af studiet, hvor jeg gik og havde mange spørgsmål omkring sproget, sådan i det abstrakte, og dets rolle i menneskers liv, var den en kilde til håbet om, at vi kan godt komme hinanden ved. Selvom sproget grundlæggende er fejlagtigt, fordi alle kan tolke den samme bog, de samme ord forskelligt, så er vi ikke så isoleret fra hinanden trods misforståelser og mistolkninger. Man skal bare være klar over, hvad god kommunikation betyder, og være reflekteret omkring den variation, der findes i menneskers oplevelse af sproget. Så kommer man langt.

En moderne klassiker

Lisbet: Hvad ligger på dit natbord lige nu?
Alexander: Lige nu læser jeg The History of Sexuality af Michel Foucault, som er svær og interessant, og jeg skal også videre med min første gennemlæsning efter studiet af Tale of Two Cities. Som sagt, nu hvor jeg kan tage den i mit eget tempo og fordybe mig, er oplevelsen helt anderledes.

Lisbet: Hvad gør du for ikke at blive forstyrret i din læsning?
Alexander: Jeg prøvede i lang tid at bruge musik for at skabe stilhed. Idéen var, at ”støj”, som er forudsigeligt i modsætningen til lyden af bilerne på gaden udenfor, er nemmere at abstrahere fra. Jeg fandt så ud af, at hvis musikken inkluderer sang, bliver min hjerne distraheret af ordene. Så nu bruger jeg enten hvid støj, binaurale beats, som man kan finde påYouTube, eller klarer mig uden. Det, der forstyrrede mig mest før i tiden, var det indre pres til at nå det hele, ofte mange flere sider end jeg kunne tygge mig igennem. Uden det, er det blevet nemmere.

Lisbet: Hvad tror du, at læsningen kommer til at betyde for os mennesker i fremtiden?
Alexander: Jeg ser helst, at det bliver mere og mere en kilde til kritisk tænkning. Med sociale medier og en generelt hurtig hverdag med mange indtryk og informationer, kan det være svært at holde styr på det hele og tænke lige kritisk hver gang.

Som altid skal litteratur få os til at tænke, og allermest vigtigt: få os til at tale sammen. Der er så meget at lære af hinandens tolkninger, forståelser og oplevelser. Dine medlæseres perspektiver er i virkeligheden lige så vigtige for dig som selve bogen, du har læst. I har måske læst ord på sider indbundet med den samme titel. Men der er alligevel kommet en hel bog ud af det i den anden læser, som du ikke har læst. Og den er vigtig også at forstå.

Litteratur er i grunden bare kommunikation af historier eller information, men kommunikationen stopper ikke på den sidste side.

Flere portrætter
Hvis du vil dykke ned i flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem: Piger og drenge, kvinder og mænd, unge og gamle.

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser
Portræt af en læser i nulte

En pige og hendes magiske pony – Vigga & Luna og læsning med 8-årige

 Vigga kæmpede for at komme fri af mudderet. Det hjalp ikke.
 ”Nåå, er du ude for at tage billeder igen?” Spurgte konen.
 De kom begge to tættere på. Vigga opgav at komme fri. Hun var fanget. Hun kunne ikke gøre noget. Hendes hjerte hamrede.
 Bonden og hans kone stoppede en meter fra Vigga. De virkede høje og truende. De var meget vrede.
 Du skulle ikke blande dig i ting, der ikke kommer dig ved,” hvæsede bonden.

Jep, det går voldsomt til i bind 3 af Lise Bidstrups serie om Vigga & Luna: “Bondemanden.” Mathilde – min fantastiske 8-årige – og jeg er ikke helt sikre på, det kommer til at gå godt denne gang. Vi har allerede været meget igennem med den ukuelige hestepige, Vigga, og hendes magiske pony, Luna. I bind 1 var de oppe mod en ganske ondsindet dyrlæge, og i bind 2 var det en afstumpet, russisk cirkusdirektør, der lod sin stjernehest gå i manegen trods skader.

Jeg skal indrømme, jeg har været en sjuft. En lømmel næsten. Der blev i sin tid læst meget med Mathildes storesøster, Josephine, der optræder i lidt yngre udgave på bloggens forsidebillede og i øvrigt her og her, men med Mathilde har jeg til dels forsømt mine faderlige forpligtelser. Sådan er det jo. Man er over barn nr. 1 som en curling-høg; biodynamisk grøntsagsmos, bæredygtige træklodser og masser af pædagogiske billedbøger. Barn nr. 2 glemmer man på fødegangen, ingen tager billeder, de surfer hævnporno og ekstremistisk propaganda på ipad’en uden opsyn og vokser sig blege og usunde på en diæt bestående af kyllingenuggets og bland-selv slik. Arj, okay, så slemt er det heller ikke, og der er også lyse sider. I foråret blev Mathildes forældre separeret, og hendes elskede storesøster tog på en fancy efterskole. Begge dele var gode ideer, men det er hårdt for en 8-årig. Til gengæld har hun nu to topmotiverede curling-høge i 9/5-ordning og begges udelte opmærksomhed, så der er bliver dæleme læst, spillet spil og julehygget!

Mathilde og Store Vuffi. Det er Store Vuffi til højre.

Mathilde og jeg er i en slags præ-Harry Potter fase. Jeg kan ikke huske, hvornår Josephine og jeg gik i gang med den forældreløse troldmandslærling, men det er jo en magisk tid (ha ha!), for der er års enestående læseoplevelser dér, hvor man behøber at bekymre sig om intet andet. Var hun 10 måske? I mellemtiden skal vi finde noget, der er udfordrende og fængende, men også hyggeligt og til fælles glæde. Og valget er altså faldet på Vigga & Luna-serien fra Tellerup.

Mathildes dom er, at bøgerne er sjove og spændende. De har uhyggelige øjeblikke, men på en dejligt gysende og ikke en dårlig, kan-ikke-sove måde. Vi skiftes til at læse en side, og så er der til fire sessioner i en bog. Sværhedsgraden ligger omkring lix 20-25, og det skulle være passende for 4. klasses-elever, men ligger smukt til en godt læsende 2. klasses-elev. Hun skal koncentrere sig og kløjes i et ord eller to, men ikke så meget, hun mister lysten.

Vigga er en ukuelig dyreretsforkæmper, og i bind 1 får hun sin magiske pony, Luna, som er ganske bittelille, men når man trykker på en halvmåneformet aftegning i dens pande, popper den op i fuld størrelse. Det fører til en del slapstick-komedie, når Vigga kommer til at røre ved halvmånen på et lille fly-WC i 2’eren, eller når de sammen totalhavarerer onkel Niels’ badeværesle i 3’eren. Mor og far ved intet om Luna, så der er et element af hemmelig superhelt. Mathilde kan godt lide, de altid har en sag, de skal løse. Hun brugte 2’eren til en boganmeldelse i skolen, og det fik os gerådet ud i en diskussion om helte og skurke, konflikter og plot, karakterer og miljø. Jeg glemmer nogle gange, hun kun er 8 …

Der er otte bind i serien, og vi skal læse alle sammen. Vi har de første seks foreløbigt. Fysisk er de i solid hardback med en fin helsides-illustration pr. kapitel. De ligger på en +70 sider, men med stor, tydelig font. De kan fås på eReolen, eller de kan købes hos forlaget. I øjeblikket er der en “fem for 300 kr.,”-kampagne, og så får man ebogen med i købet. Det ville udgøre en helt glimrende julegave, synes Mathilde og hendes far 🙂

En væsentlig bog, der forhåbentligt udrydder fordomme om udsatte mennesker

Måske husker du den storm, der raserede i medierne for et par år siden om ”Dovne-Robert”. En mand, der offentligt erklærede, at han ikke ønskede at gå på arbejde fordi der var visse jobs han følte sig for god til at tage og derfor foretrak at være på kontanthjælp i stedet.

Politikere og borgere raserede og mennesker på kontanthjælp blev – om muligt – lagt endnu mere for had end de var i forvejen. Kontanthjælpsmodtagere hører til blandt de fattigste mennesker i Danmark og det sidste de har brug for er nok, at de alle bliver sat i bås med ”Dovne-Robert” – både fordi det er fordomsfuldt at tænke sådan, men også fordi det ikke hjælper på folks situation, at blive lagt for had.

Tidligere i år (2018) udkom bogen ”Stemmer fra dybet”, der er en antologi.

Bogen består af 12 fortællinger om 12 virkelige personer, der er havnet på kontanthjælp og sidder fast i et system, der er sat i verden for at hjælpe folk, men som i virkeligheden ofte modarbejder det menneske, som det er sat i verden for at hjælpe.

Ingen af disse 12 personer minder om ”Dovne-Robert”, det er i stedet mennesker, der har været uheldige og som derfor er havnet i en uhensigtsmæssig situation.

Vi møder bl.a. 53-årige Maria, der er uddannet cand.mag fra RUC og som i en længere årrække har været ansat som kommunikationsmedarbejder. Efter en fyring i 2010 søgte hun uden held jobs mange steder – også jobs hun var overkvalificeret til. Efter to år på dagpenge kom hun på kontanthjælp og blev tvangsaktiveret fra dag 1 – ud i et såkaldt nyttejob sammen med andre i samme situation.

Du kan i denne bog også læse Lasses historie. Han er 31 år og har også taget en uddannelse og haft fast job. Desværre blev han ramt af akut, lymfatisk leukemi. På grund af sin sygdom havnede han i et beskæftigelsessystem, der modarbejdede ham på trods af, at han allerede havde sin sygdom og skrantende økonomi at slås med.

”Stemmer fra dybet” er fortællinger fra virkeligheden.

Fortællinger, hvor du bliver tvunget til at revidere din mulige opfattelse af, at alle på kontanthjælp er nogle dovne svin, der ikke gider lette måsen til andet end, at hæve den ”fyrstelige” sum, som kontanthjælpen består af hver måned. Man kan være provokerende og spørge: hvis du oprigtigt mener, at det er fordelagtigt at være på kontanthjælp med de tilskud man kan få, hvorfor gider DU så gå på arbejde hvis du synes dem på kontanthjælp har det så fremragende og nemt?

Du bliver klogere efter at have læst denne bog da du finder ud af, at mange faktisk har været uheldige, at de fleste faktisk gerne vil forsørge sig selv i stedet for at blive mistænkeliggjort af folk i beskæftigelses-industrien, der opfører sig som om de faktisk ikke vil have dig i arbejde. Hvad skal de lave hvis alle folk kommer i arbejde? – så er det måske DEM, der havner på den forkerte side af bordet, hvor de bliver mistænkeliggjort for at være på kontanthjælp.

”Stemmer fra dybet” er på mange måder skræmmende og forstemmende læsning. Jeg fristes til at sige, at det er en bog med fortællinger fra en beskæftigelsesindustri, der har spillet fallit, hvor man ikke har tillid til sine medmennesker og hvor din værdi som menneske ser ud til at afhænge af din indtægt og tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvem er taberen her, er det beskæftigelsesindustrien eller er det dem, der har været uheldige i tilværelsen?

Jeg synes der her er bedrevet en væsentlig og interessant bog, der forhåbentlig kan være med til at ændre på det negative billede, der ofte eksisterer af kontanthjælpsmodtagere.

Jeg kan ikke andet end, at anbefale andre at læse denne bog – men det forudsætter selvfølgelig, at du er modtagelig for at ændre din mulige opfattelse af hvem menneskerne på kontanthjælp er – for de er absolut ikke tabere, misbrugere eller ”Dovne-Robert” – de er bare så uheldige, at det er her de er havnet.

Portræt af en læser i nulte

Der sker meget, når man begynder i skole. Der er nye venner, nye voksne og masser af oplevelser. Også med Gyserslottet. Det hedder det system, som 0. A på Skolen ved Bülowsvej bruger, når de skal lære bogstaverne. M for Mumie. V for Vampyr. A for amøbe. Det er da noget sejere end Søren og Mette!

Jeg har lavet endnu et stærkt subjektivt vinklet, 100 procent uvidenskabeligt interview med Aske, der nu er seks år gammel og fortsat voldsomt indoktrineret af sin læseinteresserede mor. Han er så småt ved at fange det der med, at bogstaver kan blive til ord. Det er magisk for ham. Han griner, når b og o bliver til bo. Må det blive ved på den måde. Amen.

Hele familien nyder, at vi nu er gået over til lidt mere avancerede højtlæsningsbøger såsom Morten Dürrs Robotten kan skide. Killer-titel, ikke sandt?

Læs med og få flere boganbefalinger fra Aske, der mest af alt elsker sine Minecraft-bøger og bliver ved med at spørge, om jeg har købt nogle nye bøger på biblioteket. ”LÅNT!” siger jeg. Men det siver ikke ind.

Minecraft-bøgerne fandt vi på dette års BogForum til den rørende pris 100 kr. for to.

Lisbet: Hvordan er det at lære at læse?
Aske: Det er sjovt. Jeg synes, jeg er godt på vej. Jeg kan godt lide opgaverne.

Lisbet: Hvad tror du, du vil læse, når du altså har lært det?
Aske: Alt muligt. Bøger med kapitler. Nelsons jul!

Nogenlunde realistiske Nelson og gennemfiktive Bimse er klar til julelæsningen 2018.

Lisbet: Hvordan synes du, det var at være på skolebiblioteket?
Aske: Der var en bog, jeg kendte. Der var spændende bøger. Man måtte gerne læse i nogle af dem. Der var noget rigtig smart: På de bøger, vi måtte låne, var der prikker i forskellige farver. Så når man skulle sætte dem på plads, så var det nemt at finde den rigtige kasse.

Lisbet: Hvad synes du om lydbøger?
Aske: De er hyggelige og spændende at lytte til. Jeg kan godt lide Troldeliv og Ulvemand. Det er mine yndlingslydbøger.

Lisbet: Jeg ved, at du har set Historien om den kæmpestore pære i biografen. Hvad synes du om lydbogen?
Aske: Den er alt for kort. Der er noget, der ikke passer.

Lisbet: Er der nogen i din klasse, der allerede kan læse?
Aske: Nej, men der er en fra en af de andre 0.klasser, der kan. Det er Hannibal. Han er den eneste på 0. årgang, der kan læse. Det er ufatteligt!!

Lisbet: Hvad for nogle lege, kan man lave med bogstaver?
Aske: Man siger et bogstav, og så skal den anden gætte, hvad man tænker på. Man får ti forsøg. Den, der først får 10 point, har vundet.

Lisbet: Hvornår tror du, at du lærer at læse?
Aske: I 1. klasse.

Bimse one more time og noget mere moderne.

Bogtips
Her er et udpluk af de serier og titler, der hitter hjemme hos os i dette efterår.

Gode gamle Kaptajn Bimse og Goggeletten af Bjarne Reuter kan stadig noget særligt.

Bøgerne om Nelson og hans kaotiske familie skrevet af Line Leonhardt er nutidige, gakkede og sjove med skarpe tegninger af Palle Schmidt.

Robotten kan skide af Morten Dürr er AI fortalt for børn i indskolingen. Skræmmende, dystopisk og actionmættet.

Rædsomme Rune og hans ulidelige bror Perfekte Peter er intet mindre end skønne. For er der noget mere ulideligt end artige og høflige børn. De skal ned med nakken, skal de!
Serien er skrevet af Francesca Simon og illustreret af den uforlignelige Tony Ross, hvis humoristiske streg vi blandt andet kender fra Den Lille Prinsesse. Bonustip: Rædsomme Rune hedder Horrid Henry på engelsk. Her kan du lære at tegne ham.

Flere portrætter
Hvis du vil læse flere læserportrætter, så er der efterhånden lidt at vælge imellem:

Portræt af en meget ung læser: Aske på fem år
Portræt af en læser: Erica ni år
Portræt af en 14-årig læser: Josephine
Portræt af en læser, der forsker i læsning
Portræt af en moden læser: Inge på 90
Portræt af en præst, der læser