I en periode var jeg ulidelig at være sammen med. Jeg fortalte alt og alle, at jeg skulle holde to måneders sommerferie i år. Den type information bør man holde for sig selv, har jeg lært. Men nu er ferien slut. Det var den sommer, jeg fik læst romanklepperten 4321 af Paul Auster. Min søn på fem og jeg byggede figurer af toiletruller og sugerør. Feriedestinationerne spændte fra Lumsås til LEGO-land og Westeros. Den sidste dog mest inde i HBO Nordic.

Jeg glæder mig til efterårets patchwork af opgaver. En vis rastløshed har meldt sin ankomst. De næste måneder er jeg et mix af folkeoplysende foredragsholder, blogger og studerende Derfor har jeg fundet tre fagbøger og en bonustitel, som inspirerer mig  – og måske også dig? – til at komme i sving.

Bøgerne er: Lyt, mens du taler, Den digitale læsers hjerne, Make it Stick og Tænk vildt.

Lyt mens du taler

Hvor meget kan du huske fra et foredrag, som du hørte for et år siden? Seks måneder siden? I forgårs? Mit bud er, at du ikke husker syv skarpe faglige pointer. Du husker  derimod det menneske, der leverede dem og som gjorde indtryk på dig. Budskabet og mennesket smeltede sammen og påvirkede dig. Om det så var med vred energi eller fagnørdet glød og entusiasme.

Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt er en velskrevet og letlæst bog, der fokuserer på samspillet mellem taler og publikum. Hvert publikum er unikt. Hver talesituation er sin egen. Skuespilleren Henning Jensen skriver i forordet, at han har holdt sit foredrag om livet med depression over 200 gange. Men hver gang sker der noget nyt. Også i forsamlingshuset i Ganløse en grå novemberaften.

Jeg husker med et smil på læben et causeri, som direktøren for min gamle arbejdsplads holdt til en konference for biblioteksfolk i 2011. Direktøren var Jens Thorhauge, og arbejdspladsen var Styrelsen for Bibliotek og Medier. Thorhauges ærinde var at demonstrere litteraturens kraft til at binde et liv sammen. Han fortalte med humor og indlevelse om, hvordan han som plus-60’er genlæste Agnar Mykles roman Sangen om den røde rubin. Romanen er fra 1956 og er mest kendt for scenerne af erotisk tilsnit, som vakte offentlig forargelse. Med en enorm og uventet kraft blev Thorhauge ved genlæsningen overvældet af en følelse,  han havde glemt: Hvordan det er at være en bævende teenager, som med nervøsitet garneret med skyld og skam har lånt en omstridt roman på biblioteket og nu sluger den glubsk i det skjulte. Det kan litteraturen; bringe os i forbindelse med os selv og minde os om livskapitler, der eller altid vil være umulige at vende tilbage til.

Jeg husker Thorhauges budskab og person, men en lige så vigtig del af fortællingen er publikums reaktion: Latter, smil og løssluppenhed. Lige det man har brug for efter en fyldig frokostbuffet med fem slags kød. Thorhauge tog bestik af det hele og vovede at skrue mere op for pointerne og farverne. Forsamlingen åd det råt. Samtidig fik de stof til deres egne historier om bøger, der skaber sammenhænge i et menneskeliv. Thorhauge lyttede, mens han talte. Det er pointen.

Den gode taler eller foredragsholder ude på gulvet i forsamlingshuset eller på et af AOFs kurser formår at skabe et rum, hvor hun ikke er i centrum. (Jeg vælger at skrive hun, fordi jeg i september 2017 skal holde to foredrag i AOF-regi om små børns sprog og læsning i dag. Jeg er i gang med mentalt at bygge mig selv op).  En god taler har overskud til at tage bestik af stemningen og forsamlingen. Hun inddrager tilhørerne og glemmer sig selv så meget, at hun kan surfe frit ind og ud af sit stof. Nærvær er nøgleordet. Fodfejl er ligegyldige.

Lyt, mens du taler er min bibel i disse dage, hvor jeg skal forberede to foredrag, der ikke henvender sig til fagfolk, men til betalende AOF-kursister. Jeg kommer til at teste mit stof på sagesløse venner og bekendte. Jeg kommer også til at øve min taleteknik med en korkprop i munden. Det skulle øge kvaliteten af mundhulens klang. Lad os håbe, at jeg ikke sluger proppen.

Den digitale læsers hjerne

Hvad skal jeg gøre, for at du læser hele denne blogpost til ende uden at foretage svinkeærinder undervejs? Hvordan kan jeg styrke din koncentration?

Kresten Bjerg insisterer i Den digitale læsers hjerne på, at kort ikke altid er godt. I det postfaktuelle samfund er der voldsomt brug for faglig formidling, præcision og nuancer. Det kræver dybde og længde. Som han skriver i forordet: “Kære fagfolk, vi har brug for jeres viden – og det har vi både som enkeltpersoner og som samfund.”

Næsten alle foretrækker at læse fagtekster på papir. Også unge. Det er der empirisk belæg for. Vi ved godt, at vi nemmere lader os forstyrre, når vi læser på skærmen. Outlook siger “pling”. Vores hjerne lokker med hurtige tjek af Facebook og Instagram. For den sukkerglade svarer det til, at der altid ligger en Ritter Sport på hylden ved siden af køkkenvasken. Fristelsen lurer konstant. Hvad skal man dog stille op som skribent?

Den digitale læsers hjerne går i kødet på den udfordring, at vi drevet af vanens magt tit skriver til læsning på papir, selv om vi skriver til skærmen. Brevene fra den kommunale pladsanvisning eller a-kassen er stadig formet efter A4-skabelonen, selv om de færreste læser dem på papir. Det har betydning for vores forståelse af indholdet. Form er ikke bare form.

Jeg kan gode lide Kresten Bjergs pragmatiske holdning til digital læsning. Han skriver:
“Tiden vil vise, om vi får nye digitale medier, som vi læser lige så effektivt som papir. Indtil da må vi arbejde med de digitale medier, vi har. De eksisterende digitale medier svækker koncentrationen i stedet for at styrke den. Derfor ligger potentialet ikke i maskinen, men i teksten, som vi læser på maskinen. Det er ved at skrive en tekst, som er nem at koncentrere sig om, at vi kan øge den digitale læsers udbytte af teksten.” (Den digitale læsers hjerne, side 21).

Der findes et hav af bøger om at skrive godt. Den digitale læsers hjerne skiller sig ud, fordi den trækker på aktuel læseforskning og kognitiv sprogteori. Kresten Bjerg kommer med tyve konkrete skrivetips i bogen. De er testet i en større befolkningsundersøgelse. Sagligheden og soberheden er i top.

Bjergs råd udspringer af fem kognitive greb: Kategorier, historier, forbindelser, sammenligninger og forventninger.  Når du læser dette blogindlæg har du for eksempel forventninger til tekstens indhold og sproglige form. Du bidrager med en masse viden om det at begynde på et nyt semester eller skoleår. Du får associationer, der måske går i retning af friskhed, sprødhed, nye bøger, Indian Summer, nervøsitet, spænding, forvirring, nysgerrighed, øl, rustur, fremmede ansigter og uudfyldte kladdehæfter.

(Hov. Det var mine associationer. Jeg bruger dem for at gøre det abstrakte konkret. Et af de klassiske og uomgængelige formidlingsråd.)

Hvis du har besøgt Bogsnak-bloggen før, forventer du, at tonen er relativt let og uvidenskabelig. Det er ikke her, kancellisproget hører til. Du forventer kendte sproglige former. Ikke dadaistiske og kunstnerisk eksperimenterende formuleringer.

Pointen er, at din forventning til teksten opstår i et samspil mellem din viden om emnet “Semesterstart” i bred forstand, dit kendskab til Bogsnak-bloggen og de forventninger, som jeg skaber hos dig gennem tekstens indhold.

I virkeligheden er jeg mere optaget af de fem kognitive greb end de tyve konkrete skriveråd af grammatisk og teknisk karakter. Det må jeg arbejde med. Hvis jeg fulgte rådet om forbindelser, så satte jeg ikke links ind i brødteksten. Men det gør jeg. Måske har jeg allerede tabt dig.

Den digitale læsers hjerne henvender sig mest til fagfolk, der skal formidle komplekst stof. Det kan være jurister, der skal svare på borgerklager, eller forskere, der skal skrive videnskabelige rapporter. Som fritidsblogger er jeg ingen af delene, men bogen er allerede fyldt med mine understregninger og udråbstegn – skrevet i hånden.

Make it Stick

Jeg er ved at tage en diplomuddannelse i karrierevejledning på UCC, Campus Carlsberg. Derfor læser jeg en del fagtekster om arbejdsmarkedets udvikling, teorier om personlige valgprocesser og vejledningsteknik.

Hvordan skal jeg huske det, jeg læser? Hvordan skal jeg tilegne mig stoffet, sådan at jeg kan bruge det aktivt og selvstændigt? Det er der mange studerende, der har spurgt sig selv om. Måske med en snert af desperation.

Amerikanerne Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel forsker i kognitive processer. De undersøger, hvordan mennesker opfatter, tænker og husker. I Make it stick argumenterer de for, at vi skal kaste mange af de traditionelle læringsmetoder på bålet. Det hjælper ikke at repetere som en sindssyg og bruge den neonfarvede overstreger flittigt. Genlæsning af noter og slides har heller ikke den store effekt. Det er nærmest spild af tid.

De tre herrer anbefaler andre veje til læring. Jeg har valgt et par stykker her og vil ellers anbefale Make it stick på det kraftigste. Denne populærvidenskabelige bog er sjov, tankevækkende – og ja, lærerig!

Selv om brugen af test er meget omdiskuteret, så er det at teste sig selv efter endt læsning eller efter deltagelse i en lektion et meget effektivt middel. Man finder ud af, hvor meget der sidder fast og hvor, man bør sætte ind. Regelmæssige quizzer med og mod dig selv afslører, hvad du ved og hvad du ikke ved. Det lyder banalt, men det svære er at få det gjort til en vane. Derfor er det hensigtsmæssigt, hvis underviserne bygger disse quizzer ind i deres didaktik. “Begrebs-bingo”, “Træk en teori” eller noget helt tredje kan være enkle virkemidler. På Pastoralseminariet kan de jo lave “Hit med salmen”.

At læring skal føles let og legende er en tilgang som lyder besnærende. Men i Make it stick vies et helt kapitel til det modsatte: Den besværlige læring. Når vi omfavner det vanskelige og oplever, at vi kæmper med stoffet og næsten sidder fast i det, efterlader det dybe spor. Det er her, vi virkelig lærer noget for eftertiden. Det kræver vedholdenhed og sikkert også en god forståelse af egne motivationsfaktorer.

Begrebet “spaced learning” dækker over, at tid og rum spiller en vigtig rolle for læringen. Den klassiske paniklæsning op til eksamen er ikke “spaced learning”. Her bliver det hele presset sammen på kort tid. Få dage efter eksamen er næsten det hele væk igen. Der skal arbejdes med intervaller i et længere tidsperspektiv; uger, måneder og år. Når man genbesøger en teori i en ny sammenhæng eller bliver udfordret til at løse et nyt problem med metoder, man allerede kender, giver det læringsmæssig bonus.

Aktiv problemløsning er også et af mantraerne i Make it stick. Jeg er så heldig, at mit studie rummer mange cases med dilemmaer. Underviserne sætter tid af til rollespil og diskussioner, sådan at vi forholder os aktivt til, hvad vi ville gøre som vejledere i en konkret situation. For fire måneder siden (april 2017) var jeg selv med i et rollespil om etiske dilemmaer i en vanskelig vejledningssamtale. Det gør det nemmere for mig at huske forskellen på dydsetik, pligtetik og nytteetik.

Universitetslæreren Hans Hüttel har skrevet en fyldig anmeldelse af Make it Stick på sin blog, hvor du også får et indblik i livet som underviser på Datalogi-studiet

PS: Make it stick er ikke oversat til dansk, men det spiller ingen trille. Sproget er forbilledligt klart og enkelt.

Tænk vildt

Timingen var perfekt: Rane Willerslev blev udnævnt til direktør for Nationalmuseet i foråret 2017 og udgav nærmest samtidig Tænk vildt med undertitlen “Det er guddommeligt at fejle. En peptalk for en mere nysgerrig tidsånd“. Bogen har ikke umiddelbart noget med studieliv, blogs eller foredrag at gøre. Den er med blandt de udgivelser, der sparker mit semester i gang, fordi Willerslevs hovedpointe er så god og enkel: Kreativitet og menneskelig såvel som samfundsmæssig udvikling hænger sammen med mod og det at begå fejl. Vi lærer ingenting ved at holde os til de kendte stier. Der skal være bizarre udflugter og vildveje.

Jeg har aldrig været storvildtjæger i Sibirien eller et geni  til orienteringsløb. Langt fra. Men jeg abonnerer gerne på vejmetaforen, idet jeg er ved at uddanne mig til karrierevejleder. I den branche handler det også om snørklede veje og udture.

Hvis Willerslev får Nationalmuseet på glatis med syrede og hos kulturparnasset upopulære tiltag, så vil det fryde mig. Samtidig vil jeg kvæle min indre bureaukrats bekymring for, at de kreative skæverter resulterer i reducerede bevillinger. På med pelshuen, Rane!

Boginfo
Lyt, mens du taler af Anders Stahlschmidt.
Udgivet på Akademisk Forlag. 256 sider. 2015.

Den digitale læsers hjerne. En skriveguide til fagfolk af Kresten Bjerg.
Udgivet på Hans Reitzels Forlag. 205 sider. 2017.

Make it Stick af Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel.
Udgivet på Harvard University Press. 336 sider. 2014.

Tænk vildt. Det er guddommeligt at fejle af Rane Willerslev.
Udgivet på People’s Press. 156 sider. 2017.