Tidsrejser, action og en masse sjov med fortiden

Tidsrejser i enten bøger, film eller tv-serier har alle dage haft min interesse. Der er et eller andet fortryllende ved tanken om at kunne ændre på fortiden. Især når man som jeg så ofte har trådt i spinaten. Eller fordi ens indre historienørd i et anfald af rablende storhedsvanvid tænker, man kunne fifle med dette eller hint til det bedre.

Jeg tror, Jon Brændsgaard Toft har samme glæde ved de historier, for hans nyeste bog Når tiden står til forhandling oser af fascination af tidsrejser og emmer af glæde ved både emnet og historien.

Som i TV-serien Timeless, der beskæftiger sig med samme tema, så er her også tale om en eklektisk gruppe af mennesker, der søger at beskytte historien, som vi kender den.

Kort om handlingen
Fra en hemmelig installation ved Moesgaard sendes de tidsrejsende agenter igen og igen gennem Danmarkshistorien for at sikre den mod svenskernes manipulation. For hvad ville Danmark være uden Dannebrog eller Kalmarunionen?

Meget anderledes er svaret.

For når man fifler bare ét sted med én lille ting, så basker sommerfuglene voldsomt med vingerne, som Ray Bradburys protagonist Eckels opdagede i En lyd som torden eller som Ben Eltons Hugh Stanton også måtte se i øjnene i bogen I kamp mod tiden.

”Det er den historie, der ligger uden for døren nu,” sagde Kami. “Ikke kun på én hjemmeside eller i én bog. Arkiver, registre, museumstekster, politiske grænser, regeringshistorie. Alt, jeg kan nå uden at forlade bunkeren, fortæller den samme historie.”

Mads læste den røde tekst igen. Der var kun ændret få ord. Resten af forskellen lå i de århundreder, der fulgte efter dem.”

Interessant nok samler diskussionen af, hvad der er det bedst mulige udkomme, bogens protagonister og antagonister. For hvad nu, hvis man ændrer det, man gerne ville ændre – lad os sige Danmarks prominente rolle i historien, men ender med at få noget, der er meget værre. Måske er den historie, vi kender, med alle dens mange, mange katastrofer, krige og lidelser den bedst mulige? For hvor ville vi være uden de to verdenskrige? Den franske revolution? Den amerikanske borgerkrig? Hvem siger, at epidemier som pest og kolera ikke på længere sigt har gjort mere godt end skade? Det er i hvert fald fascinerende spørgsmål, der set fra nutiden, ikke er så nemme at svare på. Og slet ikke når vi ikke kender alternativerne.

Men de bliver vendt på bedste vis i Når tiden står til forhandling, hvor konsekvenserne af de rejsendes indgriben i historien udfoldes.

Det, der er godt
Det lykkes ret godt for Brændsgaard Toft at komme omkring de moralske spørgsmål, der rejser sig, når man kan rode med fortiden.

Ganske som det også lykkes ham at male fine billeder af de tider og steder, tidsagenterne besøger. Ikke mindst den indledende beskrivelse af Aros er virkelig vel udført.

Eller som i dette eksempel, hvor der også er en hurtig og effektiv karaktertegning: ”Dobromir stod midt i det hele og gjorde sig forståelig med ord, hænder og den selvfølgelighed, hvormed de andre flyttede sig for ham. Han talte dansk til Toke, sit eget sprog til rugierne og enkelte korte ord til en mand i den næste båd, som svarede på en tredje måde.”

Brændsgaard Toft har generelt et godt greb om karaktererne i bogen, ikke mindst protagonisterne – vores hovedpersoner – og hvem de er. De har hver deres personlighed og hver deres stemme. Hvilket er vigtigt, for de kommer fra forskellige tider i historien.

Men det er så også her, det begynder at skrante lidt.

Det, der kunne være bedre
Bogen er meget lang. Og det er den mestendels, fordi den er båret meget af dialog. Rigtig meget dialog. Ikke at der er noget galt med en god dialog. Det kan være fint til at tegne en karakter, til at højne konflikter eller varsle kommende udfordringer, men min følelse var mere, at Brændsgaard Toft ville sikre sig, at vi som læsere så og forstod nøjagtigt, hvad han prøvede at fortælle og beskrive for os. At han ikke stolede på os som læsere og måske i bund og grund var mere opsat på at formidle sin vision end fortælle en historie, hvor der også var plads til læserens fantasi.

Jeg måtte i hvert fald kæmpe lidt med det ene næsten ligegyldige replikskifte efter det andet, og jeg endte med at læse Når tiden står til forhandling med et par pauser…hvor jeg sjovt nok læste et par andre bøger med alternative historiske fortællinger – eller kontrafaktiske historier, om man vil – for det blev jeg nemlig inspireret til.

Når det så er sagt, så vil jeg tro, at de nævnte skønhedspletter ville være noget, en god redaktør havde samlet op på og måske hjulpet med at få i balance. Det er i hvert fald mit råd til Brændsgaard Toft; få en god redaktør med ind over næste bog, og husk, at nogle gange så er less is more sandt.

Men ellers stor ros til Brændsgaard Toft for at have skrevet en underholdende roman i en genre, jeg holder meget af, og som jeg gerne ser langt flere danske udgivelser inden for.

Og gerne fra Jon Brændsgaard Tofts hånd.

Boginfo

Når tiden står til forhandling af Jon Brændsgaard Toft.
Udgivet på forlaget Solvind, 2026, 744 sider.

Anmeldereksemplar modtaget fra forfatteren.

Skriv et svar